ELME-TRÆERNES ELITE

ELMETRÆERNES ELITE

Eliten bliver af mediernes ufokuserede og pjattede debat herom (der som en anden Nato-øvelse giver disharmonisk genlyd selv i Lapland) at dømme tydeligvis enfoldigere dag for dag i både sprog og tanke i sin snakkesalige inkontinens. Og fordummelsen kan kun skyldes tiens hysteriske optagethed af, hvad de andre snakker om - nu omstunder med den begrundelse, at "de andre" vist nok er så kloge at de kunne undvære hovedet. Men det er der ingen af os der kan.

Men derfor er det kun følgerigtigt, at alle betaler fashionable måneds-abonnementer for at følge med.

Nej, en gammel veninde havde ret: At være udelukket fra noget så tarveligt bør - hvor ærgerligt det så end er - ikke ses som en personlig ulykke, men derimod som noget der var dømt til at indtræffe før eller siden: selv helt uden den mindste kejtethed eller fodfejl.

Men man kunne for sig selv overveje to diametralt forskellige bud på hvad elite indebærer.

A)

Hvis man kan sige ganske det samme som tusinde andre: enten en smule før eller lidt mere veloplagt eller udførligt, eller også ti gange oftere og højere end tusinde andre - så er alle straks rørende enige om at kåre én som demokratisk og derfor uangribelig elite og ubestrideligt på forkant.

Hvis både folk og fæ er pavestolte over at blive både brugt og citeret af én uden referencer, så tilhører man eliten.

Hvis alle og enhver indbilder sig, at det er fordelagtigt og socialt forjættende at få lov at "kommentere" ens tråde med et pip, i stedet for helt uden persons anseelse at kunne finde på noget anderledes begavet og frugtbart i anledning af enhver tråd - ja, selv den dummeste - så er man elite.

B)

Elite er den øretæveindbyende uforskammethed i modsætning til alle os andre ikke at føle sig pisket til - trods sit både inderligt og løbende offentligt erklæret gode og korrekte hjerte - at holde andre og måske især større talenter på ens felt nede og ude med alle midler og i smukt empatisk fællesskab. Samtidig med at vi uden smålighed ”citerer” dem.
---------

Tror da pokker at den sande elite (A) kvier sig ved offentligt at vedgå B's uhyrlige og udemokratiske arrogance...

.

-----------
Nej nedenfor skal I se en knap så sludrevorn botanisk elite: Nattens ekskursion gjaldt nemlig Europas nordligste forekomst af elmetræer - endda helt uden elmesyge: ja, for de dér biller og den svamp som de så snedigt medbringer, finder nok aldrig herop.

Og derfor kan det endda være, at nattens forkomne elmetræer en dag ender som en endemisk bestand: dvs. en art med en helt isoleret forekomst og uden mulighed for naturlig spredning, ganske som på visse øer i verdenshavet såsom Galapagos med dens skildpadder og Madeira med dens dessert-chokolader.

De lærdes forklaring på denne isolerede elme-forekomst lyder, at det er en overlevende rest fra Stenalderens varmeperiode, hvor der voksede eg, lind, elm og ask højt mod nord.

På på et par stejle, sydvendte skråninger med god jord og rigelig sol-eksponering i den højnordiske sommer har det dog været muligt for grupper af elmetræer at overleve selv gennem meget kolde senere perioder omkring Kristi fødsel - også kaldet "Fimbul-vinteren".

Det pikante er nu, at disse elme ikke kan formere sig, idet sommer-temperaturen ikke varer længe nok til at medgive vellykket blomstring og frødannelse. Træerne overlever derfor kun som kloner ved at skyde fra det samme gamle Stenalder-rodnet. Ikke noget med bredbånd her....

At de sårbare elme ikke forlængst er blevet kvalt af den nu om stunder hjemmehørende demokratiske opvækst, beror paradoksalt nok på, at de vokser helt oppe under fjeldet ovenfor et stejlt skred af klippeblokke.
Længere ned ad skråningen ville de trods vel endnu bedre temperaturforhold være prisgivet. Men på en ganske smal bræmme af muldjord mellem klippeskreddet og den bratte fjeldvæg ovenfor har de altså bidt sig fast.

En lang, stejl og forgæves terræn-vandring i går aftes gav dog ikke resultater, og ethvert forsøg på igen at komme ned fra fjeldskovens frodige og uvejsomme jungle på sjældent god og fugtig jord endte blot med udsigt over en skræmmende smuk afgrund - samt formelig arkæologiske fremtids-scenarier på egne vegne...
Ad lange omveje lykkedes det dog til sidst at komme ned, men jeg måtte gå flere kilometer for at genfinde min bil - først i den rigtige retning, men bare for kort, så i den forkerte retning og så til sidst atter i den rette, bare en del længere. Ligesom ved investeringer havde det været langt smartere fra start at lægge alle sine æg i den samme kurv - ja, hvis altså man havde gættet rigtigt....

Men nu i morges opdagede jeg så et forkomment og farveløst skilt om elmene. Men en eventuel sti op mod fjeldet er forlængst begravet under vindfælder og mandshøj staude-vegetation.
Men det lykkedes dog - selv om antallet af elme er højst 30, og de højeste kun er knap 8 meter høje.

I fjeldvæggen ynglede passende nok et vandrefalke-par med smag for eksotiske og elitære boligforhold med høje grundpriser. Vandrefalkene var selv engang i elmenes situation, men i dag har de atter levedygtige bestande i mange europæiske lande.