NÆSEHORNET ULRIK HØY
Ulrik Høys nylige båltale om den
elitære presses heksejagt mod præsident Trump besad en frodighed i
ordvalg og associationer på niveau med hans klassiske æra på
WA.
Høy er en undtagelse i dansk journalistik ved sin stilsikre, men sprudlende sproglige kreativitet, der helt naturligt undgår eller rettere slet ikke tiltrækkes af tidens akademiske og journalistiske floskler.
Et andet kendetegn for Høy er at han arbejder på intuition og mavefornemmelse, hvor journalister om akademikere ellers er aldeles henvist til at ”debattere” og ”diskutere” hvad andre har sagt og skrevet: hvilket sågar regnes som kriterium for aktualitet og relevans. Sui generis anses generelt for en uting, en formastelse og en autistisk afvigelse.
Intuitionen og mavefornemmelsen har næsten altid fat i noget sandt. Men risikoen er til gengæld den, at man undertiden kommer til at rette bager for smed og sender sin ammunition til en forkert adresse, ligesom næsehornet der vejrer en fjende, ser noget bevæge sig i krattet og rasende tramper alt ned på sin vej mod målet.
I sin båltale udråber Ulrik Høy han Trump til en i længden dømt og forsvarsløs genstand for den elitære presses pøbelvælde. Diagnosen lyder på pressens sårede magtbrynde og fornærmede forfængelighed mod en magt der frejdigt giver fanden i alle korrekthedens gyldne regler, som Trump end ikke respekterer så meget, at han gider hylde dem i form af hykleri.
Når jeg her kommer til at tænke på næsehornet, skyldes det to ting. For det første overser Høy, at der jo tillige er en række helt saglige grunde til både pressen og mange andre instansers bekymring og frygt i forbindelse med fænomenet Trump – helt uanset spørgsmålet om personlig sympati. Og denne afstandtagen kan ikke uden videre slås i hartkorn med psykologisk begrundet heksejagt.
Alligevel er det rigtigt set, at heksejagt oftest beror på forurettet stolthed og forfængelighed: Den heks der i middelalderen nægtede at modtage vort højmodige tilbud om nåde og straffrihed mod, at hun krøb til korset – hånede dermed kristenheden og blev genstand for hævngerrigt had i ly af religionen.
Men hvad beror fornærmelsen da på? Den beror på, at vor indbildte højmodighed udstilles som et falsum, idet vor modstander ydmyger os på vort privilegerede og eksklusive gebet – nemlig værdighedens, integritetens og moralens.
Men her passer præsident Donald Trump slet ikke ind. Hans verden og hans facon er nemlig genstand for den elitære presses inderlige og oprigtige foragt – og selv om hans uventede sejr vakte afsky såvel som skuffelse i pressen over vælgernes uagtsomhed, så fornærmede han ikke pressens gentlemen: Det ville han derimod have gjort hvis han havde sat dem i forlegenhed ved at overstråle dem med en integritet og en moralsk værdighed, som de hylder med pompøs selvfølelse uden altid selv at besidde den. Og kendetegnet for den uforsonlige og afmægtige fornærmelse er tavsheden og græmmelsen – hvorimod Trump tværtimod er genstand for hidsig udskældning.
Høy er en undtagelse i dansk journalistik ved sin stilsikre, men sprudlende sproglige kreativitet, der helt naturligt undgår eller rettere slet ikke tiltrækkes af tidens akademiske og journalistiske floskler.
Et andet kendetegn for Høy er at han arbejder på intuition og mavefornemmelse, hvor journalister om akademikere ellers er aldeles henvist til at ”debattere” og ”diskutere” hvad andre har sagt og skrevet: hvilket sågar regnes som kriterium for aktualitet og relevans. Sui generis anses generelt for en uting, en formastelse og en autistisk afvigelse.
Intuitionen og mavefornemmelsen har næsten altid fat i noget sandt. Men risikoen er til gengæld den, at man undertiden kommer til at rette bager for smed og sender sin ammunition til en forkert adresse, ligesom næsehornet der vejrer en fjende, ser noget bevæge sig i krattet og rasende tramper alt ned på sin vej mod målet.
I sin båltale udråber Ulrik Høy han Trump til en i længden dømt og forsvarsløs genstand for den elitære presses pøbelvælde. Diagnosen lyder på pressens sårede magtbrynde og fornærmede forfængelighed mod en magt der frejdigt giver fanden i alle korrekthedens gyldne regler, som Trump end ikke respekterer så meget, at han gider hylde dem i form af hykleri.
Når jeg her kommer til at tænke på næsehornet, skyldes det to ting. For det første overser Høy, at der jo tillige er en række helt saglige grunde til både pressen og mange andre instansers bekymring og frygt i forbindelse med fænomenet Trump – helt uanset spørgsmålet om personlig sympati. Og denne afstandtagen kan ikke uden videre slås i hartkorn med psykologisk begrundet heksejagt.
Alligevel er det rigtigt set, at heksejagt oftest beror på forurettet stolthed og forfængelighed: Den heks der i middelalderen nægtede at modtage vort højmodige tilbud om nåde og straffrihed mod, at hun krøb til korset – hånede dermed kristenheden og blev genstand for hævngerrigt had i ly af religionen.
Men hvad beror fornærmelsen da på? Den beror på, at vor indbildte højmodighed udstilles som et falsum, idet vor modstander ydmyger os på vort privilegerede og eksklusive gebet – nemlig værdighedens, integritetens og moralens.
Men her passer præsident Donald Trump slet ikke ind. Hans verden og hans facon er nemlig genstand for den elitære presses inderlige og oprigtige foragt – og selv om hans uventede sejr vakte afsky såvel som skuffelse i pressen over vælgernes uagtsomhed, så fornærmede han ikke pressens gentlemen: Det ville han derimod have gjort hvis han havde sat dem i forlegenhed ved at overstråle dem med en integritet og en moralsk værdighed, som de hylder med pompøs selvfølelse uden altid selv at besidde den. Og kendetegnet for den uforsonlige og afmægtige fornærmelse er tavsheden og græmmelsen – hvorimod Trump tværtimod er genstand for hidsig udskældning.
Så Ulrik Høy har med sin sikre sporsans vejret og fornemmet ugler der vitterlig findes ude i mosen – men han er trods sin frihedsfordrende sjæl blevet så vænnet gennem alle sine år i branchen til tvangskriteriet om graden af omtale og mængden af likes som beviset for relevans og aktualitet, at han udnævner Trump til den oplyste presses heks per preference.
Ulrik Høys diagnose a pressens gentlemen er skam rammende nok – men det samme gælder ikke nødvendigvs tillige hans diagnose af fænomenet Trump....
No comments:
Post a Comment