SOMERSET MAUGHAM 1930: "CAKES AND ALE"

Når jeg noget sent læser min afdøde bedstefars yndlingsforfatter Maugham, må jeg sande den velkendte snak om klassikerne som vore virkelige venner. På en måde rent vås, da vi jo – heldigvis - ikke kan vide, om vor kærlighed mon ville være blevet gengældt, eller vi ville passe dem bedst i rollen som deres mest tumpede fans.

Men når man sammenligner selv højt anerkendte menneskers daglige manipulation og ubeviste tarvelighed på sociale medier, er det befriende at læse et menneske, som kunne se med sine egne øjne, hvad der i virkeligheden foregår og ikke skeløjet labbede alt i sig som et narkotisk ammesygt og let bestikkeligt pattebarn.

Maugham fortæller om en forfatter med stor succes, der selv meget vel vidste at han ikke var så god igen, men var kommet langt ved flid, høflighed, stadig lærevillighed og social takt. Men han ingenlunde kyniker endsige hykler og i grunden en morderlig flink og jovial fyr.
Og han havde slet ingen problemer med at ignorere og parere anmasselser fra mindre succesfulde kolleger, uanset om de forsmåede fejlagtigt måtte anse ham for snobbet og hyklerisk.
Maugham beskriver i den forbindelse det mere komplekse sinds forlegenhed ved nænsom, skønt påtvungen høflig omgang med de mindre succesrige kolleger og ungdomsvenner:
Man bagatelliserer høfligt sin egen succes, hvorpå ungdomsvennen bekræfter det og venligt tilføjer at ingen af ens bøger kommer på højde med ens første rodebutik, hvorefter alt tydeligvis har været et sørgeligt forfald.

Når så pligt-middagen omsider er forbi, agter man at spadsere om til den baggyde hvor man betænksomt har skjult sin fine bil. Men vennen insisterer på at eskortere en helt hen til bus-stoppestedet, hvorfor man må spille rollen til ende og hente bilen i smug den næste dag. For det er ikke så let igen at spille god.

Rent Woody Allan – og derfor aldeles uforståeligt for vor moderne middelklasse-elite helt uden den slags kompliceret bevidsthed, og som tværtimod tænder på at trykke den helt af som beviset for deres storhed.

MEN den slags selvskabte problemer og nøkker var også fortællerens gamle ven Roy helt fri for - som sagt ikke fordi han var kynisk, men fordi han var herligt ligetil og praktisk på en afvæbnende måde, som ingen kunne tage varigt anstød af.
Han fik aldrig storhedsvanvid, og helt til det sidste inviterede han konsekvent negative kritikere til lunch for at bede om gode råd til sine fremtidige skriverier - som derfor faldt i god jord selv hos tidligere skeptikere.
Hver eneste dag læser man på Facebook lovpriste opslag fra tydeligvis velrenommerede folk. aldeles blinde i deres naive og let smigrede forfængelighed helt uden et gran af den løbende og rislende selverkendelse som kendetegner vore virkelige venner fra fra litteraturen.
Og så må vi ellers håbe at disse sidste ikke siger på akkurat samme måde om os til DERES virkelige venner i det hinsides....


Men tilbage til Maugham i ”Cakes and Ale” fra 1930.
Titlen er et Shakespeare-citat: ”Dost though think that virtue will give you more cakes and ale?”
Den kvindelige hovedpersoner er nemlig en særdeles udydig dame, men af et rent og godt hjerte helt uden skyldfornemmelser i forbindelse med hendes erotiske generøsitet og inkluderende ligefremhed.

Fortælleren har uventet modtaget en "presserende" henvendelse fra den ovenfor skitserede succesforfatter – og drager straks den slutning at sagen nok er mere presserende for den kendte forfatter end for ham selv. Og det er i forlængelse af denne tanke, at han giver os den rammende karakteristik af hans type.

De aftaler uformelt telefonisk at mødes som ungdomsbekendte i samme boldgade; og samtalen ledes hen på en for nylig afdød kollega, som mod alle forventninger og trods skandaler i sine sidste år og endnu mere efter sin død er blevet ophøjet til en en national litterær stjerne.
Hans enke havde været hans kurator og uselviske hjælper, men det fremgår at han havde haft en første hustru af mere tvivlsomt ry.

 Fortælleren mødes med Roy, men henvendelsens egentlige grund henstår i det dunkle. Dog med en antydning om den tvivlsomme og (formodet) afdøde første hustru, som fortælleren dog til Roy's store undren kun har gode minder om... Samtalen fører til gengæld bagefter til fortællerens og Maugham's refleksioner om litterær udødelighed: herunder det vilkår at den kanoniske udvælgelse nødvendigvis er begrænset til de i samtiden allerede nogenledes kendte og anerkendte og derfor på forhånd udelukker de dengang oversete eller fravalgte. Så den litteraturhistoriske doms langsigtede troværdighed er derfor ingenlunde forsikret i kraft af en art guddommelig nemesis.



En anden refleksion som man ligeledes genkender fra forfatterens erindringer, er den, at næsten alt hvad der engang glimrede som skabt for evigheden, vil blive enten derangeret eller helt glemt på lige fod med datidens døgnfluer, og at det på forhånd er umuligt at sige, hvad der vil ende som klassikere. Litterær bagklogskab kan vi derimod alle diske op med: ja, undertiden endda på forhånd som dengang Politikens redaktion profeterede at den unge digter Ali Hassan vill blive husket om 200 år. Men selv om han blev glemt allerede efter 2 år, undtagen af kriminalregisteret, så udelukker dette ikke, at Politikens redaktion alligevel kunne gå hen og få ret. Men end ikke tiltaltes navn husker jeg længere helt korrekt - og så kan ingen injurie-lovgivning vel straffe os, hvad vi end påstår om vedkommende. Livet lærer os dog desuden, at uhøflighed alene anses for umoralsk, når den rammer de stærke i riget: Så vi ser ingen grund til videre "research" i denne fjollede sag.




Mødet med Roy udløser et erindringsafsnit om fortælleres barndom i byen Blackstable og hans første indtryk af den afdøde - som nemlig af den lille bys spidser ansås for både social lav-klasse og tarvelig i sit valg af sin (første) hustru. Hvortil kommer at han faktisk også endte med aldeles uhørt i byens lilleverden at løbe fra en bunke regninger sammen med sin unge hustru.

Allerede dagen efter deres møde modtager fortælleren en opringning fra den afdøde stjernes enke Amy, der får ham til at aftale at møde hende snart sammen med Roy. Denne aftale fremkalder et erindringsafsnit om fortælleres sidste møde 6 år tidligere med afdøde - og dertil hans eneste møde med hans anden hustru Amy. Her havde afdøde underholdt selskabet med, at han skam i sin tid havde lært selskabets nye og måske en smule ubekendte gæst at cykle.


Erindringen om denne spøjse replik er anledning til et meget erindrings-kapitel om den nu aføde mands kriminelle forhistorie i Blackstable, hvor han som i forvejen ikke stod i ret høj kurs og endte med bedrageri og flugt fra mangfoldige gældsposter. Noget som afdøde selv ikke sidenhen i sine velmagtsdage skammede sig det mindste over, men tværtimod gerne underholdt sine beundrere med.


Fortælleren har endnu et møde på tomandshånd med Roy - og just med den afdøde forfatter som samtaleemne. I den anledning reflekterer han om afdødes sene ophøjelse til litterær stjerne - samt de meget forskellige mode-kvaliteter, man dernæst i forskellige perioder har tilskrevet ham og hyldet. Herunder som et sidste 'stilistisk skønhed': en egenskab som fortælleren dog relativerer som litterært kedsommelig og umulig at skrive på, fordi den ikke som f.eks. seksualdriften har et klimaks og et anti-klimaks og derfor ikke rigtigt lader sig forløse i f.eks. latter eller orgasme.

Endvidere er der refleksioner om om en særlig britisk forkælighed for geronter i litteraturen – men dog endnu mere i politik. Maugham får her forløst sine ideer om hvorfor de unge oftest gerne betaler deres obligatoriske tribut til de gamle og i dag helt ufarlige koryfæer, selv mod bedre vidende – og selvsagt i endnu højre grad hylder alderdommen, efterhånden som de selv når skels år og og alder og dermed omsider selv får gavn af illusionen om alderdommens særlige modenhed og klarsynede visdom.

Denne overvejelse er forresten  helt i tråd med min egen hyppige private refleksion om mandlige filminstruktørers typiske forkærlighed for gamle mænd i rollen som de unge skjønheders superelskere: De gamle bestemmer nemlig typisk i branchen og vil gerne selv opreklamere deres egen (mangel på) alder – og de unge kommer såmænd tids nok til også selv at høste rigelige renter af denne alderdomsforsikring, den dag de ikke længere kan leve højt alene på deres naturlige fortrin.

Under selve mødet med Roy presser denne ham og afslører omsider sin planer med ham i hans egenskab af den eneste overlevende kilde omkring afdødes tvivlsomme forhistorie – som dog vil være nødvendig i en planlagt litterær biografi, hvormed Roy sin natur tro og helt uden misundelse vil høste de lavt hængende frugter af det afdøde koryfæ.

Denne indvielse udløser et langt erindringsafsnit om fortællerens ungdom som studerende i London samt hans forhold til den dengang kun moderat lovende forfatter - samt til hans kvindelige litterære gudmoder Mrs. Barton Trafford: en kulturel rugemor for unge forfattere hvis anderledes tørre ægtemage af fag var ekspert i "prehistoric man", men som dog fik andel i hustruens unge mandlige investeringer i form af nyttig litteraturhistorisk bistand af en støvet saglighed som verden ikke kunne afvise. Mrs. Barton Trafford selv sammenlignes med Madame de Pompedour i Ludvig XV's Frankrig.

Dette afsnit bruges tillige til at lufte kåde forslag om nye opgaver for tidligere ”peers” i Englands efterhånden overflødige Overhus ”House of Lords” såvel som deres fruer i form af eksklusive og velafgrænsede litterære domæner som deres nye og mere tidssvarende adels-privilegier og en ny form for uundværlighed. 
Disse tanker fra 1930 minder en nutidig læser om vor moderne intrigante karriere-middelklasses komisk intuitions-forladte bogliggørelse og territoriale akademisering af såvel helt almenmenneskelige som finkulturelle områder som deres eneret: og just med en art adelsfornemmelser og en affekteret forkærlighed for lejlighedsvis gammelagtighed og fornemme ordvalg der meget ligner de revolutionære franske jakobinernes samt nogle visse socialisters perverse fascination og efterligning af just den religionskult, den kongelighed og det adelsvæsen som de hævder at hade.
Fortælleren mindes sin egen hemmelige affære med forfatterens erotisk komplet sorgløse hustru og gør sig i den anledning tillige genremæssge betragtninger omkring nogle litterære autoriteters skepsis mod romaner med en jeg-fortæller som værende forældet og snæver.

Selv mener han tværtimod, at i et uendeligt univers med så mange ubekendte faktorer er det mest objektive og sandfærdige tværtimod at vedgå sit begrænsede perspektiv i stedet for at lege alvidende gud. Og i den forbindelse morer han sig over, at en periodes store forfattere gerne bekender sig til en roman-teori der foreskriver at forfattere forsøger at skrive just som de selv.

Under eget navn har Maugham i sin selvbiografi "The summing up" tillsvarende sagt, at en forfatters romanteori typisk forsøger at ophøje hans egne professionelle mangler til en dyd: De som ikke kan skrue en interessant historie sammen, kalder gammeldags fiktion naiv og outdated; de humorforladte ser komik som folkelig populisme og mangel på seriøsitet; de som ikke kan fatte sig koncentreret, hylder det modernistisk rodedes litterære kompleksitet, osv. osv..

Det lange erindringsforløb slutter af med, at forfatterens letlevende hustru løb med en tidligere elsker fra hjembyen Blackstable - som hun tydeligvis trods hans alder og kun moderate sociale status havde bearet sin særlig svaghed for – men som nødsagedes til at emigrere under falsk navn til USA grundet voldsomme gældsposter og vidtløftige kuldsejlede engagementer. Noget som den letlevende dame jo da forresten havde været med til én gang før. Fortælleren nød dog heldigvis forinden selv godt af den afdøde forfatters første hustrus erotiske sorgløshed, men kunne jo ifølge sagens natur så ikke gøre moralske fordringer på eksklusivitet uden at slå sig selv på munden.

En forfatter kan imidlertid skrive sig ud af enhver ulykke – endog skæbnen som hanrej – og derefter glemme den komplet, ganske som en forfatter kan skrive sig ud af besættelsen af en mulig litterær figur ved simpelt hen at gøre alvor af at skrive personen ind i en historie. Noget som Maugham ret ofte indleder med at fortælle om sine historiers fiktive hovedperson. Så stjerne-forfatterens selvmord var ingenlunde at frygte i anledning af hustruens flugt.

Fortælleren sendes af Roy (i samforståelse med den så at sige professionelle enke Amy) til sin og afdødes fælles hjemby Blackstable for diskret at efterforske og udfritte omkring det katastrofale forløb omkring hans første ægteskab, der skønt biografisk uomgængeligt nødig skulle risikere at plette endsige slukke koryfæets udødelige stjerne. En stedlig tjenestepige fortæller ham da også om hustruens livslange kærlighed til den meget ældre og dengang gifte ægtemand og far, som hun til sidst stak af med til USA. Turen til Blackstable udløser samtidig fortællerens duft-erindringer om stedlige madelinekager: For den moderne taxa-bils læderduft genkalder på mystisk vis de gamle hestetrukne droskers staldlugt fra barndommen.

Fortælleren besøger til sidst sammen med Roy forfatterens anden hustru, men første enke. (Ja,for ligesom en levende mand logisk set ikke kan have en enke, således kan en død mand i sin tur højst have én enke - undtagen hvis han er muslim). Forinden bliver han af Roy indviet i historien om det andet ægteskab. For hun mødte afdøde i sin egenskab af sygeplejerske i forbindelse med en livstruende lungebetændelse – men indtil da havde førnævnte litterære gudmoder Mrs Barton Trafford skam vedholdende ført den bedragne ægtemand frem mod hans litterære stjernestatus. Dog med et sørgeligt antiklimaks da forfatteren begik en skandaløs roman om hvorledes hustruen i anledning af deres barns død af meningitis flygter ud i byen sammen med en tlfældig elsker for at dulme smerten – i stil med nogle blivende fædres tradition for at benytte fødslen som en legitim friaften til at rende de sidste horn og ruelser af sig.

Koryfæets enke får samtidig uventet besøg af to amerikanske litterære turister, hvilket får den snarrådige Roy, der selv har forelæst "over there", til med afvæbnende beskedenhed at bemærke, at de realistiske amerikanere trods deres europæiske nostalgi til enhver tid foretrækker en levende mus for en afdød løve. Imedens han derfor giver den i rollen som cicerone og litterær kustode, udspørger enken fortælleren om afdødes første hustru. Men han skuffer hende ved at berette om hendes helt igennem elskelige væsen hinsides borgerlig dyd, der nu engang langt fra altid forøger mængden af ”cakes and ale” her i verden.

Da Roy må le ad hans sentimentale poetisering af den så løsagtige dame, reflekterer han over hvorfor verden altid ler ad ham, når han en sjælden gang er helt alvorlig: Måske fordi al vor patetiske alvor er absurd i det amoralske og blinde univers hvor vores moral og vores lykke ingen som helst rolle spiller.

Enken spørger til sidst om afdøde mon dengang havde været villig til at tage sin løsagtige første hustru tlbage, hvis hun var kommet. Fortælleren benægter det, for hun var nu en gang brugt op litterært. Enken tror dog tydeligvis at den første hustru er død forlængst.


Fortælleren der herefter sendes tilbage til sit pensionat for at nedskrive alt det som også vi læsere allerede har haft fornøjelse af – afslører til sidst for læserene alene, at historien havde et hemmeligt efter-spil, idet han få år forinden på en litterær turné i USA var blevet opsøgt af sin tidligere hemmelige deltids-elskerinde, engang han som omsider også selv anerkendt forfatter forelæste i hendes by.

Han udfrittede hende ved den lejlighed om sandhedsværdien i den afdødes forfatters dengang skandaløse beretning om hendes tilfældige erotiske eskapade, dengang deres fælles barn døde – og som manden i det store hele havde gættet og beskrevet korrekt. Hun sammenligner det lille optrin med når vordende fædre undertiden benytter hustruens barsel til en sidste seksuel friaften med en den første den bedste tilfældige dame.
Om sin første ægtemands tolerance og distancerede uberørthed af episoden bemærker hun: ”You are queer fish, you writers”: Just dette at forfattere køligt og den skrupler kan bruge både egen og andres ulykke som materiale. I den forbindelse konstaterer fortælleren for sig selv, at folk af hans fag dybest set er de eneste frie mennesker i verden, fordi de formår at ophæve enhver byrde ved at forvandle den til litteratur.

Damens nye ægtemand er dog for længst død, men hun vil ikke giftes igen: For en gammel mand gider hun ikke, og en ung mand ville være en latterlig anskaffelse i hendes alder. ”I have had my time, and I am willing to call it a day”

Fortælleren havde til sidst spurgt hende hvad hun dog så i den langt ældre og noget tvivlsomme handelsmand med så moderat status i hjembyen Blackstable, og som hun havde forenet sig med i anledning af hans flugt fra sit fallerede liv. Jo, han var den eneste mand hun virklig elskede, og hans hemmelighed var den enkle, at ”He was always such a perfect gentleman”.

-------------------------------------


MAUGHAM har om denne lille roman senere sagt, at selv om verden aller mest hylder ham for romanen ”Of Human Bondage” fra 1916 (som jeg endnu har til gode), så står ”Cakes and Ale” fra 1930 hans eget hjerte nærmest – just grundet portrættet af den elskelige, klarsynede og muntre kvinde Rosie: en figur der meget længe havde spøgt i hans sind og ledt efter en passende ramme-historie, indtil den omsider blev forløst..


Men portrættet af Rosie har en pendant i fortællerens gensyn og erindring om sin kære landlady i hans sin tid som ung medicinstuderende med hemmelige forfatter-ambitioner i London, hvor han oplevede den nu afdøde ældre forfatters rejse mod berømmelsens tinde. Hans "landlady "var altid i stand til at levere en komisk metafor og en rammende sentens og forenede sund fornuft med humor og et godt hjerte.

Fortælleren opsøger nemlig hende efter de mange år, inspireret af erindringerne fra ungdommen. Og oplevelsen af det uforandrede værelse som han i sin tid beboede, udløser en øjeblikkelig genkaldelsen af alle ungdommens aspirationer, spænding, vækst, ærgrelser, smerte og usikkerhed på en gang. Da den nu anerkendte og velstående forfatter spørger hende, om der ikke er noget han kan gøre for hende, svarer den gamle dame: At det eneste hun beder om i livet, er styrke til at fortsætte sit arbejde og liv som ”landlady” mange år endnu. Det svar får ham til at bekende, at skønt han ellers ikke er sentimentalt anlagt, fik han en klump i halsen af bevægelse.

Endnu en hyldest til madeleine-kagens princip, som Proust således ikke var ene om. Men også en hyldest til romanens særlige evne til at fiksere og udødeliggøre sanseligheden og erfaringens strøm. Men for det tredje tillige en hos Maugham af gode grunde sjælden hyldest til menneskesindets smukkeste og sundeste sider...