De gamle dansk-svenske grænseområder i Halland og Småland interesserer mig mere end det forestående danske folketingsvalg. Min stemme betyder kun lidt ved valget: Men i hjertesager som den nævnte er det derimod undertiden muligt at gøre en virkelig forskel, hvis timingen er god, og hvis den rette person tilfældigvis befinder sig på det rette sted.
Det var just tilfældet med en fredningssag, som jeg fik rejst i oktober 2017 grundet et drastisk og arealkrævende tørve-gravningsprojekt i et område, hvis store faunaværdier de obligatoriske forundersøgelser aldeles havde overset - eller muligvis bevidst nedtonet. Sagen var særlig prekær, idet området oven i købet grænser til et stort eksisterende naturreservat, hvis værdi og formålstjenlighed for de mest sårbare fauna dermed ville være blevet forringet. Sagen endte dog omsider forleden til områdets fordel, idet jeg kunne dokumentere mine forsikringer fotografisk.
Tjuren ovenfor samt den indtil for 20 år siden i Jylland ynglende urfugl hører således til områdets klenodier. Jeg viste forleden den herboende amerikanske kunsthandler James Bauerly i Bredgade ovenstående foto taget nu i april af det truede områdes ældste tjurhane i selskab med sine foretrukne hofdamer. James Bauerly's speciale er europæiske guldalder-malerier: Og han troede vitterlig ved første øjekast, at jeg havde affotograferet et maleri af den legendariske svenske naturmaler Bruno Liljefors 100 år tidligere: som i dag står i meget høj kurs - såvel kunstnerisk som kommercielt.
Åh ja: For dette sammenfald er skam ingen selvfølge: Således ejer jeg et antikt spejl der var mindst 4 gange så meget værd, dengang jeg arvede det, som i dag. Spejlet er både smukt, ægte og håndværksmæssigt veludført - men ingen i vore dage gider bare have sådan et fjollet spejl hængende.
Med Brun Liljefors er det derimod en ganske anden sag. Men som de siger: "Hellere en hæderlig original end en dårlig kopi". - Ja altså, lige undtagen hvis der var tale om en højst indbringende forfalskning: kun må vi i så fald betinge os, at de penge som maleriet indbringer, til gengæld er ægte. Og dog: Blot de falske penge nemlig er så dygtigt fabrikerede, at ingen bemærker noget, så vælger vi nu at se stort også på pengenes autenticitet.
Javel: Men når vi så efterfølgende generøst fejrer vor økonomiske gevinst med fuld musik og under indtagelse af havskildpadde, kongeligt tilberedt efter Babette "Blixen"'s tophemmelige opskrift: så nytter det jo derimod ikke noget, såfremt også skildpadden er uægte: For selv om det vel stadig er bedre end forloren hare, som jo kun de allermest tandløse spiser frivilligt - så må der dog være en grænse!
--------------------------
AKKURAT det samme vil nogle dog også mene om udvidelsen af i forvejen store reservater: For det kunne jo ligne en snedig salami-taktik, hvor vi bid for bid ender med at tage hele pølsen. Jo - men det har faktisk vist sig at være mere formålstjenligt at udvide eksisterende reservater end at afsætte tilsvarende arealer i form af en bunke småbidder spredt tilfældigt ud i landskabet.
Det ene udelukker dog ikke ingenlunde det andet: Tværtimod kan også de mange spredte fragmenter have en både stor og varig faunaværdi, hvis blot de ligger i nærheden af større områder af en vis stabilitet og robusthed over for tilfældige udsving såsom stormfald, brand eller midlertidig forsvinden af enkelte særlig sårbare arter som tjuren.
Naturlige prædatorer såsom måren kan således ved et uheld et år blive den sidste pind i ligkisten for en lokal lille tjur-bestand ved at spise områdets måske kun 2-3 rugende tjurhøner. Ja, men tomrummet vil i reglen snart blive udfyldt af overløbere fra nærliggende store naturreservater - hvor et tilsvarende naturligt uheld ville være statistisk uhyre usandsynligt. En enkelt del-population kan ende med sorteper - javist, men næppe samtlige del-populationer.
No comments:
Post a Comment