ORHAN DOGRU & SVEND HOVE: TYRKIETS HISTORIE INDTIL 1923

ORHAN DOGRU & SVEND K. HOVE:

TYRKIETS HISTORIE INDTIL 1923

af Henrik Bandak

For første gang foreligger et dansk produceret værk om Tyrkiets historie fra Det Østromerske Riges sidste dage til Kemal Ataturk – med referencer til særlige europæiske og danske relationer.

Forfatterne fortæller, at den moderne tyrkiske nation og nationalitet er langt mere "konstrueret" end f.eks. den danske: For selv om nationalmyten refererer til det store osmanniske imperiums undergang i 1918 ved Første Verdenskrig, på samme vis som den danske nationalbevidsthed henviser til Dybbøl og tabet af vore svenske landsdele i 1658 - så var imperiet i alle henseende reelt et multikulturelt samfund med megen religiøs tolerance, og hvor det sammenholdende princip ikke var var etnicitet, men derimod selve det osmanniske dynasti og lydigheden mod styret.

De kristne og jøderne var ligefrem profitable kilder til en ekstra skat – og ikke mindst en ”blodskat” i form af 1/5 af drengebørnene fra det kristne Balkan, som blev grundigt omskolet og uddannet til janitshar-soldater og ofte højt betroede embedsmænd: for modsat rigets ægtefødte børn kunne de ikke konspirere til fordel for deres egen klan.

Selv om osmannerne vitterlig var en tyrkisk slægt - så ansås "tyrk" og "tyrkisk" efterhånden for nedsættende ord: Lige indtil ungtyrkerne og Kemal Ataturk genopfandt tyrkerne og opfandt nationen og ligefrem dogmatisk stadfæstede den usandhed, at "der findes ikke andre folkeslag i Tyrkiet end tyrkere."


Allerede det første tyrkiske dynasti seldsjukkerne havde i sin tid annammet Muhammeds lære fra araberne. Men efter at mongolerne (inden deres rige krakelerede indefra) havde udraderet arabernes højborg Bagdad, lå vejen til tyrkisk dominans af den islamiske verden åben. Også det vældige perser-rige blev halveret – ganske vist shitisk, men trods alt allerede muslimsk .Det Østromerske Rige besejredes 1453, Konstantinopel blev erobret og Hagia Sofia skånsomt ombygget til Moske.

Sultanen var enevældig men refererede i religiøse sager til kaliffen – indtil en sultan valgte selv at overtage kalif-titlen.
Da sultanens ældste søn var kronprins, blev det en udbredt praksis at dræbe sine brødre for selv at komme til – og for ikke selv at blive dræbt.... Ligesom yndlingshustruen – typisk udvalgt blandt omvendte slaver af anden tro – kunne intrigere for at få sin egen søn forfremmet og den retmæssige arving myrdet. Broderdrab ophøjedes sågar til en udtrykkelig ret – indtil en sultan gik over til at i stedet at spærre sine farlige sønner inde, indtil det eventuelt blev den pågældendes tur til at komme ud og styre. Men prinserne var derfor ofte aldeles uforberedte og uegnede – hvilket atter gjorde at stor-vesiren samt janitsharernes garde af fremmed herkomst og derfor også uden arveret efterhånden kom til at stå for rigets faktiske styre som en stat i staten.

Flere sultaner blev endda dræbt når de forsøgte at indskrænke janitsharernes magt. Men i 1826 blev janit til fordel fra deres egen klasharerne omsider afsat under et blodbad: hele 135.000 mand. Riget sidste sultaner indfødte principper fra moderne retspleje og tog sågar også tilløb til parlamentarisk styre: vestlige ideer som den ivrige pungtyrkiske bevægelse siden skulle tage til sig.


I henved midten af 1600-tallet nåede imperiet sit zenit med dets forsøg på at indtage Wien. Herefter gik de tilbage, først med tabet af Ungarn og Bosnien-Herzogovina til Østrig. I 1800 tallet indskrænkedes riget atter drastisk: til at begynde med i Grækenlands for Vesten så symbolske frihedskrig 1823. Men i Krim-krigen mod den voksende verdensmagt Rusland fik osmannerne dog støtte af Frankrig og England: For de ønskede for enhver pris ikke, at det mægtige Rusland skulle besætte det strategisk og handelsmæssigt afgørende Bosperus-stræde.

Den Franske Revolution havde imidlertid inspireret til nationalistiske bevægelser, som snart også bredte sig til Balkans folkeslag. Ved alliancer fra snart Rusland, snart Østrig løsrev derfor i sidste del af 1800-tallet Rumænien,. Serbien, Bulgarien og Bosnien-Herzegovina sig. Og kort før Første Verdenskrig blev disse selvstændige naboer med vokseværk uimodståeligt fristede til at angribe ”Europas syge mand” - hvorfor Tyrkiet i Balkan-krigen 1813 mistede Makedonien og Vest-Trakien til henholdsvis Grækenland og Bulgarien.

Det var just imperiets voldsomme geografiske skrumpning, der blev grunden til forfølgelsen af armenier og andre kristne beboere af fordums øst-romerske rige. Muslimer flygtede nemlig i store tal tilbage fra de tabte områder til det resterende osmanniske rige – hvilket medførte pladsmangel og eskalerende konflikt med de urgamle kristne befolkningsgrupper. Verden forlangte de kristnes rettigheder respekteret – men det første folkedrab mod armenierne skete dog allerede i 1890erne, hvorunder 300.000 dræbtes.

En tilsvarende opstand dræbte et par år efter yderligere 20000 kristne – men de hovedansvarlige blev henrettet efter pres fra den kristne verden.

Det var især frygten for at Rusland ville indlemme de kristne armenske områder, som fik styret til nu at søge alliance med Tyskland – som allerede var engageret i bygning af jernbanen fra Konstantinopel til Bagdad. Ganske vist havde det nødlidende imperium optaget store lån i Frankrig samt bestilt to slagskibe fra England – men da England ved krigens udbrud annullerede skibs-handlen, var der kun Tyskland tilbage.

Tyrkernes eneste sejr i krigen var slaget om Dardanellerne ved Gallipoli, hvor i alt 800.000 mennesker omkom . Årsagen hertil var, at da Bulgarien pludselig gik over på tysk side mod Serbien, kunne Istanbul modtage forstærkninger fra Bulgarien - hvorimod England så sig nødsaget til at omdirigere tropper til den serbiske front.

Under krigen så rigets arabiske provinser deres snit til at kæmpe for løsrivelse og lavede derfor hemmelige aftaler med England. Ved krigens afslutning havde Osmannerne således tabt Ægypten, Syrien samt det nuværende Saudi-Arabien, Jordan og Irak. Men kun Saudi-Arabien og Iran (fordums Persien) opnåede som bekendt egentlig selvstændighed. Olie-kilderne var naturligvis en væsentlig grund hertil – men det slagne rige efterlod som bekendt endnu en krudttønde i form af den nye konstruktion Jugoslavien.

Trods katastrofen lykkedes det dog riget at undgå den yderligere drastiske reduktion, som sejrherrerne vedtog I Sevres-traktaten. Der oprettedes således hverken en armensk eller en kurdisk stat, idet Rusland endte med at få det armenske område. Grækernes forgæves forsøg på efterfølgende at indtage de gamle trojanske områder og Smyrna ved Ægæer-havet endte i katastrofer, massedrab samt mordbrand af Smyrna's kristne (men derimod ikke dens jødiske) bydel.

Når sejrherrerne modstræbende tillod osmannerne at beholde langt mere end planlagt i Sevres-trakteten, skyldes det ikke alene generel krigstræthed, men også at både England, Frankrig og Rusland trods freden fik rigeligt med hjemlige problemer: England således uafhængighedsbevægelserne i Irland, Indien og Ægypten.

Det store armenske folkedrab under selve verdenskrigen beroede udover førnævnte pladsmangel på, at armenerne med god grund satte deres lid til det kristne Rusland – og derfor bekvemt kunne behandles som potentielle forrædere. Også 250.000 kristne assyrer i Anatolien dræbtes. Under uafhængighedskrigen mod grækerne fulgte endvidere omfattende befolknings-udvekslinger af kristne og muslimer mellem Grækenland og Tyrkiet. I samme åndedrag decimeredes armenerne i øst yderligere, lige som de oprindelige kristne græske befolkningsgruppe i Anatolien. Befolkningsudvekslingen mellem ”fejlplacerede” kristne og muslimer i henholdsvis Tyrkiet og Grækenland tåler sammenligning med den senere udveksling af hinduer og muslimer mellem Indien og Pakistan ved uafhængigheden 1948.

Selv om kurderne var blevet brugt til udrensningen af armenerne, så blev også de snydt for enhver ”belønning” og nogle af deres ledere sågar efterfølgende henrettet for undergravelse af nationen. Også langt tidligere brugte sultanerne gerne kurderne til at kue oprør, idet de i deres upartiskhed lignede janitsharerne.
Og England lovede under hånden, at blot de selv fik de rige oliekilder ved Mosul, så skulle de nok undlade at pukke på kurdernes ret til selvstyre i henhold til Sevres-traktaten.

Den ung-tyrkiske bevægelse havde nu helt taget føringen, og den magtesløse sultan, der ikke turde sætte sig op mod sejrherrernes krav, blev afsat. Lederen Mustafa Kemel Ataturk indførte efter smukke parlamentariske tilløb snart undtagelsestilstand og partidiktatur. Og mens selve den just nævnte uafhængihedskrig kun kostede 10.000 tyrkere livet,
så omkom under de efterfølgende 15 års revolution hele 40.000 tyrkere...

Det refererede historiske arbejde er udførligt med såvel anekdotisk-barokke indslag som perspektiverende afsnit om de overordnede grunde til Osmannerrigets sakken agterud i forhold til det dynamiske og globaliserede Europa. Men takket være fakta-bokse om kerne-størrelser og nøglebegreber, landkort og illustrationer er bogen overskuelig. Af hensyn til den danske læserkreds er der også faktabokse om relationer til Norden: de algierske bemyndigede pirater indfangede således slaver ikke alene fra Sydeuropa, men også fra Island, og tre danske krigsskibe opbragte derfor i 1797 solidarisk og helt i Fogh Rasmussens ånd de Algierske sørøverskibe i Middelhavet. Men under romantikken og guldalderen fik Europa derimod et anderledes folkloristisk og operette-agtigt syn på det engang så frygtede folk, som nu kom til at stå i et harmløst og eventyrligt skær .