SOMERSET MAUGHAM: "THE PAINTED VEIL" (1923) - SAMT HVAD FORORD KAN FORTÆLLE

I romanen "The Painted Veil" (1923) undlader den alvorlige bakteriolog af en ægtemand typisk at besvare hverdags snak som "It is raining dogs and cats". Hvortil hans ærgerlige hustru i sit stille sind reflekterer, at hvis mennesker helt undlod at indlade sig på redundant hverdagssnak, ville sproget og dermed også menneskeheden for længst være atrofieret.

Selve denne betragtning illustrerer sin egen sandhed, for refleksionens anledning er jo netop førnævnte nævnte banalitet. Men hvor den løbende refleksion omvendt savnes, vil selv de dybeste materier og de højeste uddannelser ikke kunne kompensere for det, fordi diskursen drukner i snart ubehjælpsom smiger, snart komisk skrydende kolportering af gode skudsmål - snart igen småtskåren konkurrence om først at sige det samme og siden at "kritisere" det.

Jo mere ubetydelig anledningen er, desto større sport er der tværtimod i at aftvinge den levende og mangfoldige refleksioner. Også fordi man her ikke risikerer at drukne i de socialt geskæftiges stime af oftest ret enslydende og synkroniserede "kommentarer" til det samme.

Maugham har altid herlige forord, præget af ”leisure” frem for vor moderne karriereklasses barnagtigt gennemskuelige selektive høflighed i offentlighed: som tværtimod af hine enkelte mere tænksomme kun kan kaldes uhøflighed: Uartikuleret smiger fra ellers velformulerede personer indikerer nemlig tværtimod et håbløst forsæt mod bedre vidende.

Forordet til ”The Painted Veil” fortæller, hvorledes den endnu dydige og sky unge Maugham mange år før Verdenskrigen boede til leje i Firenze hos en enke, hvis datter gav ham lektioner i italiensk "for begyndere"- og herunder indviede ham i en anekdote fra Dantes besøg i skærsilden, som tydeligvis var alment bekendt. En ægtemand havde hævnet sig på sin utro hustru ved at lokke hende til en borg ved en sø med giftige dampe - men i sin utålmodighed havde han til sidst skubbet hende ud af et af borgens vindue.

Den purunge forfatter besluttede allerede dengang at bruge motivet, men lejligheden tilbød sig først 25 år senere. Ja, for "karriereplaner" fører jo oftest kun til karriere. Resultatet blev denne roman om en bundhæderlig bakteriolog I Hongkong, som hævner sig på sin utro hustru ved at søge gerning i en pestramt indisk flække med stor risiko for begge parter.

Efter endt læsning må man slutte at dette må være analogien til Dante: Men helt indlysende er det ikke, for bakteriologen er langt hen romanens helt og sågar dens martyr - idet han nemlig selv rammes af pesten under sin frygtløse lægegerning, hvorimod hustruen overlever.
Forhistorien er pikant: Efter at have afsløret hustruens utroskab lover han hende, at såfremt hendes højt placerede elsker vil lade sig skille for hendes skyld, vil også han vise storsind og stille hende fri. Men i modsat fald vil han juridisk gennemtvinge skilsmisse med tab af alle forpligtelser - samt risiko for skandale. Vel at mærke med mindre hustruen følger med ham til den pestramte landsby langt fra hendes fashionable hverdag i Hongkongs britiske overklasse.

Den uheldige bakteriolog har nemlig gennemskuet, at hustruens attraktive elsker er en charlatan og ikke det ottende vidunder som den forelskede hustru ser i ham. Så da hustruen fortvivlet vælger at følge med sin hjertebrudte ægtemand med stiff upper-lip, frem for at vende skandaliseret hjem til sin snobbede mor i Kensington, har han allerede ladet hendes tøj og andre vigtige ejendele pakke til morgendagens afrejse. Og hustruen drager heraf den slutning, at manden næppe ville have gjort alvor af sin trussel, som kun var et trick for at få elskeren til at vise sit sande ansigt.
Vist indrømmer ægtemanden adspurgt af hustruen, at den frygtløse mission først havde et islæt af fælles selvmord – ret langt fra den tapre offervilje, som kun en enkelt drikfældig og fomelig Knagsted'sk lavere embedsmand på egnen hurtigt gennemskuer. Ægtemanden er modsat hustruens glamorøse elsker langfra noget facademenneske, men heller ingen helhjertet idealist og altruist -  modsat de nonner der ligeledes har valgt at fortsætte deres virke i landsbyen ufortrødent.

Men analogien til Dantes dystre forlæg er som fremgået karakterologisk set svag. Så også her ser vi hvorledes sorgløshed i associationerne i tiltro til at de løse ender nok skal finde naturligt sammen i stil med kemiske bindingers "valgslægtskab", resulterer i en mønster-gentagelse af en art der pedantisk-akademisk talt tværtimod måtte kaldes udvendig: Ganske ligesom når før nævnte hverdagssnak blev anledning til interessante overvejelser.
Denne tilgang åbner op for både stilens og verdens mangfoldighed - hvilket i sin tur var just de egenskaber som den utro hustru i sit formelig Ibsen'ske, men barnløse fornuftsægteskab allermest savnede hos sin gennem rationelle mand.

Det skal i denne forbindelse nævnes, at Maugham i forordet en passant nævner, at han under sit ungdoms-ophold i Firenze øvede sig ved at oversætte Ibsen en timestid dagligt i håb om at udvikle sin beherskelse af dialogen – hvilket nok må læses som vedgåelse af mere end blot dialog-håndværkets gæld. Ret beset er det kun meget Ibsen'sk, at forlægget ikke følges slavisk, samt at tolkningen som fremgået ikke er aldeles entydig i sin dom om godt og ondt. For selv om den utro hustru frikendes for andet end ungdommens naivitet, så er det tydeligt, at hendes standsbevidste mors ambitiøse giftesyge på hendes vegne ses som en analogi til "samfundet" i ”Et Dukkehjem” – men modsat dukkehjemmet med en elskelig og helt underkuet mand som det pligtskyldige skaffedyr der ringeagtes af både hustruen og døtrene.

Skønt Maugham fremstiller den charmeforladte og selvbevidst alvorsfulde bakteriolog som nobel, fagligt seriøs og usnobbet, så bekender Maugham sig indirekte til den åndelige "leisure," som også hustruen foretrak. For selv om elskerens overfladiskhed og bekvemmelighed nok står til troende, må man nu give ham ret i at deres romance var et frit valg fra begge sider uden forpligtelse til at sætte hans menneskeligt talt harmonisk og velfungerende, om så også uerotisk ægteskab, børn og karriere på spil. Men vist brugte han brugte lovlig smukke ord over for en erotisk og åndeligt nødstedt hustru med en uhyre Ibsen'sk ægtemand, der hverken indviede hende i sin faglige verden eller indlod sig i hverdagssnak.
Omvendt var ægtemanden altså ikke som Noras Helmer spor fej; men fornuftspartiet var håbløst fra starten og fra hendes side alene en tidstypisk desperat udvej for ikke at blive ægteskabeligt overhalet af sin yngre og mindre attraktive søster og sidde tilbage i hjemmet som uafsat gammelmø.

Selv efter at hun har opdaget mandens tænksomhed og nænsomhed og tillige noteret den både faglige og menneskelige agtelse han nyder, finder hun det kropmuligt al elske ham - men henfalder derimod i begyndelsen af sin udlændighed i mangel på gøremål til fantasier om elskeren, som hun ellers har afsvoret og tabt enhver agtelse for. Hvis elskeren kom tilbage, ville hun ligefuldt øjeblikkelig opgive alt for ham.
Men hun erkender snart, at hendes ægtemand var akkurat lige så håbløst stedt i forhold til hende: Han har aldrig indbildt sig at hun var forelsket i ham, men var i sin ydmyge betagelse rigeligt taknemmelig for den velsignelse i det mindste at være tålt: For sådan er nu engang kærlighedens lod: Med hustruens indre monlog er det tydeligvis en naturlov, at vi mennesker mister agtelsen for enhver ubetinget kærlighed, som ikke er det mindste gengældt.

Ved nærlæsning kan man notere, at hun, efter at elskeren har åbenbaret sin kynisme, retter akkurat samme bebrejdelse til ham, som hun, mens romancen stod på, i sine tanker rettede mod ægtemanden: ”Hvorfor kunne du dog ikke bare have ladet mig være i fred i stedet for at trænge dig sådan på?”. I begge tilfælde gav hun efter, men det Ibsen'ske perspektiv består naturligvis i hine tiders umyndige og uuddannede kvinders typiske mangel på alternativer, selv i ret velstillede lag.

Hun betror sig til den Knagsted'sk underfundige udstationerede, som har gennemskuet deres ægteskabs tomhed og forgæves udfritter hende om den virkelige grund til deres risikable valg. Han er hendes første åndsfælle og tager hende med til nonnernes beskedne mission såvel som til et buddhistisk kloster. Hun trygler – trods sin umiddelbare æstetiske aversion mod de aiatiske fysiognomier - abedissen om at få lov til at arbejde hos nonnerne med undervisning af de pigebørn, som missionen har afkøbt forældre som ellers ville have sat dem ud.

Abedissen gennemskuer at hendes ønske beror på desperation: ”Sjælefreden kan man hverken finde i handlekraft, askese eller opofrelse, men alene i sit sind”. Men ligefuldt glemmer den ulykkelige efterhånden elskeren helt, samtidig med at hendes sind efterhånden stemmes til mildhed, medfølelse og endda hengivenhed for den stålsatte og ikke mindre desperate ægtemand ude i felten. Hun når endda til den indstilling, at hun inderligt vil arbejde for mandens tilgivelse af hendes ungdommelige enfold også i hans hjerte: ikke for hendes skyld, men for hans egen sjælefreds. Men dette sidste motv ville hun aldrig lade ham vide, for det ville tværtimod såre hans forfængelighed og virke stik modsat.
Det hedder i den forbindelse, at mænd går urealistisk meget op i længst glemme affærer fra deres hustruers side. Her nærmer hendes indstilling sig næsten den kyniske elskers forsøg på at mane hende til erotisk koldsindighed – men perspektivet er unægtelig her et andet.

Nonnerne opdager snart med sikkert blik de første diagnostiske tegn på graviditet, og da hustruen må bekende over for manden, formår hun ikke at give køb på al sandfærdighed ved altruistisk at bedyre at han er faderen, men nænner på den anden side ikke at fortælle hvad hun selv er overbevist om. Så hun parerer med et uklanderligt agnostisk svar og håber så bare at mandens omsorg efterhånden vil vokse sig stærkere end hans reservation, ganske som i hans forbilledlige pleje af de indfødtes børn.

Manden rammes imidlertid selv af pesten – og når forvildet og afmagret på dødslejet alligevel at besvare hendes bønner om tilgivelse med en selvironisk litterær allusion, der lader forstå: at det var den forkerte som blev ramt af pesten...

Enkens knagsted'ske skytshånd er ikke kun en ironisk menneskeklog parallel til Ibsens doktor Reelling i ”Vildanden”. Han hælder til et buddhistisk livssyn og har selv ved flere lejligheder ydet nonneklostret økonmisk bistand – og han er praktisk talt gift med en manchurisk fyrstedatter, som han reddede fra at blive dræbt ligesom hendes forældre. Han har prøvet at forlade hende, men hun har hver gang funde ham, og uden ham ville hun uden tøven begå selvmord. Her indvender den hurtigt modnede enke, at det dog kun er den kærlighed vi selv nærer og føler, der kan frelse vor sjæl – ikke andres kærlighed til os. Men læsere kan her tænke at dette måske just er forskellen mellem eros og agape: den knagstedske barmhjertighed er ægtefødt, og hengivenheden i deres besynderlige ægteskab gensidig. Men da den unge enke spørger ham om hvilken dyb orientalsk indsigt der mon gemmer sig bag´den aristokratisk smukke manchu-prinsesses uudgrundeligt vidende blik, svarer han: ”Slet ingen...”.

Historien ender med at enken via Hongkong vender tilbage til hjemmet i Kensington.

Hun bekender alt for sin fader, som netop er blevet frisat som enkemand efter årtiers tro tjeneste som tøffelhelt. Ironisk nok bliver han kort efter sin karrieresyge hustrues død uventet tilbudt posten som dommer på Bermuda, hvilket utvivlsomt ville have aftvunget hans enke nogen agtelse. Den gravide datter undskylder tårefyldt den utaknemmelige behandling, som faderen i årtier måtte døje under, og bønfalder ham om at få lov at følge med til Bermuda. Der agter hun i givet fald at nedkomme i det håb at det bliver en datter: For hun deklamerer det forsæt at opdrage datteren til selvstændighed og myndighed fri for hjælpeløshedens og nødvendighedens pres til for enhver pris i ung alder at finde en stabil forsørger - måske for snart efter at blive et let byte for en charlatan.

Vist kunne man hævde, at den unge enkes intrigante giftekniv af en moder selv handlede i medfør af eget perspektiv som en verdensklog dame i et mandssamfund. Men analogien til "Et Dukkehjem" slog mig først i datterens sidste replik til faderen - og med forordets førnævnte reference til den unge Maughams Ibsen-studier i erindring.
--------------------------------------
Men tilbage til forordet til bogens tydeligvis tredje eller fjerde udgave! Ja – for dér slutter Maugham af med at fortælle, at han efter udgivelsen blev sagsøgt og måtte indgå bekostelige forlig. Først viste en læge i Hongkong sig nemlig at have det samme navn som romanens uheldige bakteriolog; og dernæst beklagede en embedsmand i Hongkong, at historiens charlatan var indehaver af just den samme lovende og ansvarlige koloiale post som sagsøgeren behagede at bestride i virkeligheden. Herefter kan vi konkludere, at det åbenbart er lige så injurierende at blive beskyldt for at være martyr som at blive kaldt for en playboy.

Maugham blev derfor tillige tvunget til at lade forlaget tilbagekalde bogens herostratiske første tryk. Men Maugham trøster sig sluttelig med, at enkelte anmeldere, som i sin tid undlod at tilbagesende deres anmelder-eksemplar, sidenhen har kunnet sælge den apokryfe sjældenhed for astronomiske beløb hos Sothebys: akkurat som filatelisterne kender det med de få overlevende fejltryk af gamle frimærker.

”More often than not” er moderne berømtheders kokette anekdoter om omverdenens første reaktioner dovne, selvbehagelige og uden vid eller underholdningsværd - også selv om de kan være både sandfærdige og vedkommende for afficionados. Og syndromet er nok endnu mere udpræget i små lande, hvor de respektive sociale eliter bedre formår skinsygt at udgrænse og fordrive mere berettigede folk, fordi disse er for få til at sætte sig igennem og lægge niveauet andet end i egenskab af apokryfe kilder og stilistiske forbilleder stedt i stiltiende velvalgt karantæne.

Men Maugham's slut-anekdote er afvæbnende morsom i sin illustration af relativiteten og uforudsigeligheden af, hvad vi i det lange løb bør betragte som forbandelser eller velsignelser. Men tillige udgør den en hyldest til prosaens rislende snarrådighed. At fortælle hvorledes enkelte af fordums skeptiske anmeldere sidenhen måtte krybe til Canossa, ville derimod have været både inderligt overflødig og ret beset uværdig prosa helt uden det gode forords iboende læseværdighed helt i sin egen ret. Den art bekendelser som et kultiveret publikum gerne lapper i sig uden forbehold: blot de ved – eller tror – at det er en Nobelpris-tager som har begået det....