LEGIONÆRSYGE og GRÆSK NEMESIS

LEGIONÆRSYGE og GRÆSK NEMESIS

I sin tid mødte jeg af og til i Lapland en forhenværende tysk fremmedlegionær, der under sine afrikanske togter hverken pådrog sig legionærsyge eller missionærstilling. Derimod lod han forstå, at en del oprørske og kriminelle afrikanere i sin tid havde fået "halen på komedie" under akutte missioner i Joseph Conrad's og den belgiske Kong Leopolds ånd... Og ganske som Conrad's fortæller kaptajn Marlow måtte jeg uvilkårligt le ad denne formildende krimonologiske omskrivning tilsat sproglige lån fra den uskyldige børneopdragelses verden.

En herboende kernesund amerikansk Vietnam-dessertør of my aquaintance døde derimod for nogle år siden af legionærsyge efter at have drukket gammelt og inficeret vand. - Uden at jeg ligefrem vil vove at tale om dessertørens Nemesis a la Sofokles , eller erindre om den persiske nemesis-myte "Døden fra Samarkand" om skæbnens uundgåelighed.

Det minder mig forresten om, at Niels Bohrs forhenværende - og nu ligeledes afdøde - sekretær Jens Bang til en af mine anekdoter udbrød: "Du kender da også så mange spændende mennesker..."  Og ham kendte jeg altså også. Selv havde manden jo derimod kun kendt brødrene Bohr. Men nogle knap så spændede bekendtskaber skal for god ordens skyld kort.

I dag udfordrede jeg selv skæbnen ved at indtage en liter halvt åbnet tonic, som i to uger har ligget i bilens varme. Kininen og kulsyren i forening må forhåbentlig være livsforsikring nok - hvorimod gin desværre ikke indgik i akut-beredskabet. Et par corona-bakterier kan velnok have overlevet mosten, men de smitter ikke indvortes - og i givet fald må man desuden formodes at høre til de usynlige smittebærere.

Gribbe er helt immune selv mod botulisme-bakteriers ekstremt giftige affaldsprodukter, da deres mavesyre i stil med Kommune-kemi i Nyborg nedbryder alt: Selv importeret affald fra andre EU-lande, som angivelig ikke formår at løse opgaven selv.

Søren Pind beklager i Berlingske den nye forbrændings-central på Amager som en alt for dyr løsning, som private aktører kunnet have langt billigere - selv trods den fashionable skibakke.

Også Københavs voldsomme spildevands-udslip fik en kraftigt medfart - noget der nemlig efter Pinds mening var blevet udråbt til en national skandale, hvis private eller landbruget havde stået fadder til det.

Samme Søren Pind sås i øvrigt i forleden på en kaffebar - hvis indehaver jeg derfor straks orienterede om, at min sidemand ved disken skam ikke var hvem som helst, idet han nemlig få dagen forinden havde været med i "Hvem vil være millionær": Og det ville han gerne.

Det samme ville efter sigende for nylig også gode gamle Niels Barfoed, som af og til gæster den samme café. Og senest havde jeg fornøjelsen at hilse på en pensioneret debat-redaktør og ubodelig avindsmand fra Information, som trods glimrende pensionsforhold slet ikke lignede en millionær, men derimod med synlige tømmermænd lige lukt fra Nazaret – hvorfra som bekendt intet godt kommer - i stedet aktualiserede en 100-årig dames udsagn om hendes oplevelse som purung korrespondent en enkelt dag under den berømte Nürnberg-proces i 1946:

Hele nazi-eliten defilerede nemlig efterfølgende tæt forbi hende eskorteret af bevæbnede vagter: Og de prominente fanger så med hendes egne ord Herrens ud.... Men det samme gjorde nu forleden min gamle avindsmand - om end jo desværre kun enkelt en af dem. For ganske som ens eget case ikke er så enestående som man engang ungdommeligt kunne tro, så er ens modparters det så sandelig heller ikke: I modsat fald havde de nemlig også haft overskud til at opføre sig en smule mere storsindet.

Det futile i at straffe blot én af hel bunke ligesindede skurke minder mig ud over Shakespeare's "Hamlet" endnu engang om, dengang en pensioneret svensk bankrøver med sammenlagt 22 år bag tremmer samt de aller bedste anbefalinger betroede mig sit mest originale argument for sin rene samvittighed: At hvis ikke han havde smuglet den forbandede narkotika, som så ville andre jo bare have gjort det i stedet. Ja, for det med bankerne mislykkedes jo hver gang, så arbejdsformidlingen havde udtrykkeligt henvist ham til omskoling.

Hvor vidt den lige som Jesus misforståede mand i tilgift mente sig kunstnerisk miskendt, fordi den svenske film-serie "Jönsson-ligan" således kunne synes baseret på hans eget levned, er et godt spørgsmål: For ligesom de fleste af sine landsmænd var han næppe bekendt med, at den klassiske svenske serie er direkte transponeret fra dansk og brygget på licens købt hos Bahs og Balling. For ganske som den meste anerkendelse her i verden er forbundet med tiltagende snyd på vægten, hvis da ikke allerede fra begyndelsen,idet øvelse jo gør mester - så står til orientering heller ikke flertallet af verdens "miskendte" til troende.

Og hvad de vitterligt miskendte endelig angår - så snyder nyder de til orientering i apokryf hemmelighed ofte så overdreven kollegial anseelse, at endnu helt ustraffede borgere med den reneste samvittighed i verden ser sig nødsaget til at holde dem så vedholdende nede, som var de uforgængeligt ukrudt i samme bydende behov for round up, som diabetikere er i behov for insulin-tilskud. Ja, for folk bag lås og slå har jo sagt med al respekt for surt erhvervet position ikke monopol på den rene samvittigheds ubetalelige privilegium.

Men tilbage til Nemesis, thi nu afdøde Philip Roth skrev som aldrende en kort roman med selv samme titel, om en ung mand der for at undgå at blive smittet under Polio-epidemien i 1952 tager hyre som træner i en landlig spejder-camp, hvor hans nye kæreste arbejder: - men ulykkeligvis medbringer han smitten i græsk tragedie-stil fra New York til uheld for flere af de unge mennesker. Han tilgiver aldrig sig selv,tvinger sin hengivne kæreste til forlade ham og ender foruden fysiske men som en bitter og ensom mand.

Men ak: skyldfølelse er i fag en nærmest palæontologisk dyd: Jeg mødte for nylig atter en hovedrig ejer af en bunke svenske skovejendomme, som han driver uden skelen til andre herlighedsværder end pengene - men som siden sidst er blevet så godt som blind. Men så længe dette sidste ikke kan gøres op i penge, anser han det tydeligvis for en bagatel som, det ville være uprofessionelt at beklage sig over.

Han udtrykte ved vort gensyn ærgrelse over ikke i sin tid at have slået til, dengang han blev tilbudt kompensation for fredning af et stykke urørt skov. Men hans fortrydelse viste sig nu slet ikke at handle om at have forpasset chancen for at overdrage et stykke bevaringsværdig natur til kommende slægter: For selv i sin så symbolske blindhed ærgrede han sig alene økonomisk over i sin griskhed at have afslået en ret beset god pris for et stykke brandskadet skov af moderat tømmerværdi.

Selv de fleste morder har efter sigende ren samvittighed og er ganske som vor tids mediefolk og politikere altid "fremadrettede". Således havde Somerset Maugham talrige samtaler med livstidsfanger på den siden nedlagte fangeø i fransk Caribien for de særligt egnede. Og hans fornemste motiv-trofæ var her den fange som tværtimod havde begået mord just grundet samvittighedskvaler - over sin bedste vens død: Vennen havde nemlig været forelsket i den samme dame.