Den dobbelte doktor Ditlev Tamm advarer i
"Groft Sagt" Danmark mod at "spille vikingekortet" i en historisk
oplysningskampagne rettet mod Kina, fordi vikingetiden falder sammen med
en anderledes forfinet kinesisk storhedstid.
Tamm tager
tilsyneladende her ved lære af salig Poul Borum, der ville være ung med
de unge. For det klæder ikke en dobbelt doktor phil. at spille nogle som
helst "kort" - men han har velsagtens fornemmet, at den slags sproglig
følgagtighed belønnes helt kontant i
branchen - mens ethvert individuelt fortrin kan blive anledning til at
sættes på aftægt. Og det kunne måske være én af grundene til Rune
Lykkebergs undrende konstatering i dagens konkurrerende avis: At skønt
journalister i fiktion oftest fremstille som helte, så nyder de ikke
generelt set en tilsvarende moralsk respekt i det virkelige liv.
Tamms fortsættelse er mere forudsigeligt vinklet og går på, at vore
dages vikinger nøjes med helt udramatisk at udplyndre arbejdende topfolk
ved hjælp af en høj topskat. Kondolance, kondolance - men i disse sager
er der så megen vilkårlighed, især i vore dage - at det ikke giver
megen mening her at tale generelt om, hvem der rettelig har fortjent
hvad. Men vi bøjer os for fredens skyld for juraen, og det er en anden
ting.
Medieverdenen og kulturlivet er naturligvis det helt ekstreme
tilfælde af nævnte vilkårlighed, der endda ofte med omhu præmierer de
falske nattergale - som så straks fra i en oprørsk fortid for at vinde
gehør i skrålende flok nu forfalder til fredsommeligt a la Tamm at
kritisere den høje topskat, som aldeles har udmarvet dem samt berøvet
dem al ungdommens vikinge-dådskraft. Nu må også de derfor nøjes med at
begå betalte klummer om verdens utak - og kinesernes velbegrundede
medynk...
Saturday, March 15, 2014
Tuesday, March 04, 2014
BYZANTINSK ODYSSÉ
Den
moderat muslimske servitrice fra Libabon skänker uopfordret en
kaffe-påfyllning op, da jeg nu engang står så godt for hug. Jeg
bukker ridderligt galant og betror hende, att jeg önsker mig just
sådan en "väluppfostrad arabisk hustru".
En
del af spögen er, at hun er gift, og at jeg også selv har visse
levantiske rödder: For jeg skal ikke nyde noget og behöver min
frihed, - hvortil kommer at jeg ligsom Sören ikke mener at have ret
til at blande et andet menneske irreversibelt ind i mit eget bövl,
med mindre jeg da uventet skulle arve nogle flere millioner.
Men
når folk ler ad ens vitser, så er det at man erkender humorens
universalitet – men når de ikke gör det, skyldes det omvendt
altid deres egne begränsninger, så vi er helgarderede. Det er her
ganske som med anmeldelser, at når man skriver en god anmeldelse,
roses man i takkebreve fra forfatteren for sin själdne
indsigtsfuldhed (har prövet – at få – sådanne breve). I modsat
fald får man det stik modsatte skudsmål.
Men
jeg nu alligevel til sidst fritstillet og lider siden hen allerhøjst
af fantomanmelder-smerter – hvad der da i det mindste forudsætter
en smule mere fantasi, end jeg behøvede som almindelig anmelder. Og
dermed slap aviserne omsider af med den smule sproglig opfindsomhed i
forbifarten, som jo nu engang er et kongeligt eksklusivt privilegium
for alle dem der savner den.
Men
selvtillid må nu til syvende og sidst oparbejdes autonomt: Antag
således, at jeg siger en vits – og dernäst tilföjer, at hvis det
nu bare havde väret Viktor Borge, så ville I alle hyle af latter. I
vil så med instinktiv social snarrådighed kunne returnere: "For
det förste var det jo altså netop ikke just Viktor Borge – og for
det andet så ville Viktor Borge aldrig have begået sådan en
plathed, om han så havde haft al verdens tid til sin rådighed".
Indsät
gerne andre navne end Borge's – princippet er det samme: "Nicht
schuldig", som de sagde i Nürnberg. Men hängt blev de asner nu
alligevel...
Også
Verden (et ord som trods Sprognævnets retskrivningsnormer og nidkær
jakobinsk nivellering efter princippet ”vi er snart alle
professorer” – med nogen ret stædigt gør krav på stort
forbogstav) er således helgarderet – og vort eneste skudsikre
forsvar i den situation ville väre, hvis vitsen rent faktisk var
lånt af Viktor Borge.
Dette
ville ganske vist stadig ikke göre os selv til en ny Viktor Borge –
nej, men det ville afslöre verdens plathed på ganske samme måde
som de berømte abe-kunstvärker: Moderne abstrakte smörererier
begået af chimpanzer, men udstillede på fornemme gallerier og
forsynede med en skrämmende konsonant-rig byzantinsk autograf. Læg
for resten i denne forbindelse mærke til, at når man lovpriser
særlig lærenemme abers intelligens ud fra deres kunstneriske evner,
da handler det altid om naturalistiske billeder med en objektiv
lighed.
I
eksperimentet med aberne roser Verden noget makvärk i den tro, at
det er "Viktor Borge". I vort eget eksempel nedgör Verden
omvendt noget sublimt, fordi den endnu ikke ved, at det er Viktor
Borge.
Imidlertid har vi det ultimative trumfkort at undergå en metamorfose ved selv at göre som i abe-eksperimentet: Vi kan nemlig fremsige en hjemmelavet vits i Viktor Borges hellige navn – hvorved vi så at sige gör Viktor Borge til vor egen plagiator og bugtalerdukke.
Når folk så hyler af grin, så beviser det skam ingenlunde som med aberne, at Verden er til salg og fals for store navne – men derimod at vi selv må väre en ny Viktor Borge. Ja, for denne ene gang giver vi nemlig Verden uforbeholdent ret, hvilket den vist slet ikke havde regnet med – hvorefter der således ikke er mere at diskutere: Som den lille købmand på heden nemlig i sin tid skal have sagt ved nyheden om, at Hitler af lutter storhedsvanvid nu også havde budt Sovjetunionen op til krigens dans.
”Win-win,” som kineserne siger. ”Good day, gentlemen.”
Imidlertid har vi det ultimative trumfkort at undergå en metamorfose ved selv at göre som i abe-eksperimentet: Vi kan nemlig fremsige en hjemmelavet vits i Viktor Borges hellige navn – hvorved vi så at sige gör Viktor Borge til vor egen plagiator og bugtalerdukke.
Når folk så hyler af grin, så beviser det skam ingenlunde som med aberne, at Verden er til salg og fals for store navne – men derimod at vi selv må väre en ny Viktor Borge. Ja, for denne ene gang giver vi nemlig Verden uforbeholdent ret, hvilket den vist slet ikke havde regnet med – hvorefter der således ikke er mere at diskutere: Som den lille købmand på heden nemlig i sin tid skal have sagt ved nyheden om, at Hitler af lutter storhedsvanvid nu også havde budt Sovjetunionen op til krigens dans.
”Win-win,” som kineserne siger. ”Good day, gentlemen.”
Ja,
men selve denne tekst kunne Verden aldrig begå, selv trods al mulig
efteruddannelse – og det var denne emergente opdagelse der gjorde,
at jeg efterhånden (udadtil) forlod "filosofien"s
larmende landeplage til fordel for en trösteprämie, der er en
smule mere sublim, fordi filosofien selv i værste fald da i det mindste
kun står mellem linjerne.
DO YOU KNOW WHAT IT MEANS TO MISS NEW ORLEANS?
Hvis nogle kan ryge cigaretter uden filter, så må andre vel også kunne foretrække filter uden kaffe.
Hvis man ikke er helt sikker på, om en vits nu er god, så er den det oftest ikke - og så er det at man behøver likes. For med kvalitet er det så (u)demokratisk, at næsten alle kan se det, hvis de ellers får lov - og det får de derfor ikke. Men da den jævnere humors virkelige væsen netop er på skrømt at udglatte enhver indbyrdes forskel - hvis der ellers havde været nogen - hos i forvejen jævnbyrdige og lige ambitiøse aspiranter - så vil just denne "fortvivlelsens selvhjælp" udløse mange likes: For vi lever nu engang i den bedste af alle verdener hvor pengene altid passer, hvis man ellers har dem.
Kant sagde, at penge man kun forestiller sig, har akkurat de samme egenskaber som virkelige penge: Nåja, selvfølgelig, for også det vi vil købe med de penge, kan vi jo bare forestille os - men vi gider bare ikke når det kommer til stykket, og derfor sætter vi dem i banken: Men en bank er som bekendt noget meget fiktivt - og alle bankrøvere drømmer da også om banker.
Men i humorens verden kan der ikke snydes, og dér behøves derfor lige så meget dyrekøbt "lektiehjælp" som ved vore dages studieforberedende opgaver i gymnasiet, der skal sikre de nødvendige topkarakterer som enhver Penkowa behøver.
---------------
Denne morgen modtog jeg et anbefalet brev fra hr. Zuckerberg - ihukommende at at elektronisk post ikke er til at stole på. -
Mester Zuckerberg skriver: "Ganske vist læser jeg principielt ALDRIG (min hustru tilrådede mig de store bogstaver - tillige med udråbstegn, hvor jeg dog måtte reservere mig i ligestillingens hellige navn) dine ting på mit site - og heraf følger tillige strengt logisk, at ingen af alle mine indbringende daglige forretninger og knopskud på nogen vis kan stå i gæld til dine fjollede indfald.
- Men ikke desto mindre vil jeg fremover bede mit site helt fritaget for enhver omtale af emnet plagiater. Du skal skam ikke tage fejl: Også jeg hader plagiater af hele mit hjerte - men endnu mere hader jeg dem der taler om emnet. Omtrent som nogle uhyre velforsikrede ejendomsbesiddere hader brandstiftere - men i endnu højere grad hader og frygter dem der afslører brandstifterens identitet."
Hvis I ikke synes det brev var ganske sjovt, så anklager I selveste Zuckerberg for at savne humor: Og det er noget af det værste man kan gøre, idet alle undersøgelser nemlig viser, at de (langt) fleste mænd anser sig for at være (langt) morsommere end gennemsnittet. Og selv de kedeligste fag-nørdede skribenter præsterer derfor i vore dage lige pludselig efter årtiers monumental kedsomhed at begå personlige og morsomme klummer uge efter uge.
Og så påstår I at mester Zuckerberg ikke også skulle være i stand til det samme? Meget, meget ubesindigt, for tro os: Ytringsfrihedens sammenbidte forfægtere er nemlig akkurat lige så intolerante som tolerancens...
P.S. Egentlig behøvede jeg en blikkenslager: Men sagens administrative side beredte mig så meget hovedbrud, at jeg i stedet valgte at undersøge, hvad materialet blik egentlig er for noget. Da en blikkenslager imidlertid på svensk hedder "plåtslagare", gik associationerne dog helt naturligt til ordet "plat" - og derfra atter til det nu den selv samme morgen forbudne ord.
Ak, det er ikke let at være filosof. "Jaså - men hvoraf kommer det så, at alle og enhver i vore dage er det?" Godt spørgsmål - men til gengæld ved jeg hvad der er endnu fattigere end at "savne" humor: For det må vel være dette ikke engang at savne humoren: "Do you know what it means to miss New Orleans?"
Dette spørgsmål er som bekendt endnu aldrig blevet besvaret - og rangerer derfor rimeligvis nok så højt som Fermats teorem.
Wednesday, February 12, 2014
MULTIKULTUREL ODYSSÉ
Den
kønne digter Yahan Hassan modtog for nylig som en anden Aladdin 250.000 kr
fra Politikens Fond smidt i sin turban til opbyggelse samt dækning af
udstået tort og svie. Og avisens folkekære Jess Stein forkyndte i den
bedste sendetid, hvorledes elskerindens roman vil ryge ud i evig glemsel
med et onomatopoetisk "Bang!"
Hvorimod Stein lige så udtryksfyldt med den anden hånds vægtskål af hensyn til døvstumme muslimer kammeratligt lod forstå, at Yahan Hassans værk omvendt ligesom Brandes, Blixen og Bukdahl vil blive stående i litteraturhistorien lige til næste istid: hvor Muhammed nemlig frygtes at vende frygteligt tilbage i medfør af en videnskabeligt fastslået og aldeles urokkelig kosmisk cyklus: Derefter ophører nemlig desværre vor kommité's litterære jurisdiktion.
Hvorimod Stein lige så udtryksfyldt med den anden hånds vægtskål af hensyn til døvstumme muslimer kammeratligt lod forstå, at Yahan Hassans værk omvendt ligesom Brandes, Blixen og Bukdahl vil blive stående i litteraturhistorien lige til næste istid: hvor Muhammed nemlig frygtes at vende frygteligt tilbage i medfør af en videnskabeligt fastslået og aldeles urokkelig kosmisk cyklus: Derefter ophører nemlig desværre vor kommité's litterære jurisdiktion.
Sådan
er det nemlig med retfærdigheden, at den er lighedens modsætning, for
ellers ville vi jo alle blive halshugget. (En af Shakespeares narre
siger vist noget lignende, eller rettere lige det stik modsatte: for han
anerkendte arvesynden). Når istiden kommer, skal der tidsnok blive
lighed - men sådant barbari kan der jo ikke skrives litteratur på, selv
om Jensen Senior i sin tid gjorde et behjertet forsøg, som nogle sværger
til, mens andre brækker sig: Jensen Seniors muligvis mest påfaldende lighed med Junior.
Naturligvis
skal vi give kulturstøtte til opførelse af moskeer: Men hvis en ung
indvandrer stiller sig op og tisser i et hjørne af moskeen, så bør også
han have kulturstøtte. Er vi multikulturelle eller er vi det ikke? Vi
kommer ikke uden om dette spørgsmål. Lighed gælder nemlig her for Loke
som for Thor - men Odin derimod røg helt ud: og når folk først er dømt
ude, så spiller det ingen rolle, om det nu var rimeligt: Så har vi da én
rival mindre, og det en praktisk ordning - og da i særdeles hvis han
egentlig havde fortjent bedre.
Men
hvorfor blev ikke også jeg i sin tid forført og forsørget af en køn ung
gymnasielærerinde med den fornødne sydlandske kompatibilitet - for vi
vil jo dog heller ikke vække for megen opsigt i Louisiana, Arken og Det
Kongelige Teater? Også jeg er nemlig halvblods, skønt knap så
demonstrativt - men ak: Hvis man ikke tillige er muslim, så bevilges man
slet ingen handikap-points, om man så sidder i rullestol og savler nok
så etnisk overbevisende.
Vi
havde desuden kun én både køn og sydlandsk kompatibel ung lærerinde, og
hun var optaget: For dels var hun gift, og dels flyttede en fremmelig
dreng fra parallelklassen i 3 g ind hos hende. Men hvad så med
ægtemanden? Han fik skam lov til at blive boende, for sådan skulle det
da heller ikke være.
Men
tre ville have derimod været én for meget, og så gik det som det gik -
at man i stedet fik Odins sagnomspundne rolle: principielt inkompatibel
med enhver verdslig målestok, fritsvævende og forvist som Helligånden
og unævnelig som Jehova - og det er endnu finere.
Saturday, February 08, 2014
MANDELGAVEN OG DET DEMOKRATISKE DEBATNIVEAU
Politikens besindige debatredaktør Per Michael Jespersen kommer ofte ind på, hvor højt nutidens demokratiske avis- og debatniveau er sammenlignet med dengang han var dreng. Aldrig har så mange uanset persons anseelse forsøgt at bidrage med kvalificerede, velstrukturerede og velinformerede indlæg.
Jovist, uddannelsessystemet har skam haft sin virkning. Men når Jespersen lovpriser især vort kære Danmarks mageløst fokuserede og landsdækkende debatter, snart om en ung muslimsk digter, snart om en for længst afdød, der vist engang har sagt noget han ikke burde, osv. - så overser han samtidig let en achilleshæl: en vis tendens til ensretning i både sprog og tilgang samt i opfattelsen af uvæsentligt og væsentligt.
Men originalitet handler ofte om at stille nogle andre spørgsmål eller stille spørgsmålene på en anden måde – snarere end at påvise at modparten som sædvanlig er helt galt afmarcheret.
Når først debatmaskinen kører, er løbet nemlig ofte tillige kørt for fantasien: også fordi eventuelle originale bidrag - især af unge redakteurs med endnu våde øren, friske fra skolebænken – gerne uden videre klikkes retur som irrelevante, kiksede eller endda afvigende i en mere behandlingskrævende forstand.
Jeg agter derfor slet ikke at argumentere pedantisk for, at "Jespersen tager fejl". Nej, jeg vil som illustration af den lille mistelten, der nok også bør tages i ed, genfortælle en anekdote om Niels Bohr fra Werner Heisenbergs erindringer. De unge fysikere yndede i tyverne at se westerns i biografen after hours. Her skete det tit at Bohr for vild i handlingsgangen: hvem der var hvem og den slags. Men til gengæld stillede han sig en aften det interessante spørgsmål, hvordan det mon kan være, at helten altid når at skyde først, selv om han jo kun trækker i selvforsvar og derfor er forsinket allerede i udgangspunktet.
Dette emne fik Bohr en del ret tankevækkende psykologisk moro ud af. Men ethvert veluddannet nutidsmenneske ville straks have afvist det som irrelevant, eftersom vi dog alle ved, at Hollywood og sågar den amerikanske film-lovgivning dengang forlangte heltens sluttelige sejr mod alle odds og efter mange genvordigheder.
På lignende vis (for man har da ikke læst Heisenberg forgæves) blev jeg selv i dag alternativt inspireret af den 95-årige åndsfriske dame, der på min stamcafé beklagede sig over, at hun attar i år til jul af sine nære beordredes til som den første at tage for sig af risalamanden – velsagtens ud fra det både humane og fornuftige fysrtelige synspunkt, at man altid bør foretrække udtjente arbejdsheste til denne risikable hæderspost.
Dette rejste nemlig spørgsmålet, om dette årlige vilkår egentlig er nogen ulempe eller det modsatte: For på den ene side har damen så vitterlig hver eneste gang en reel chance for omsider at få mandlen, - men på den anden side risikerer hun også hver gang, at mandlen så at sige statistisk drukner i al risengrøden, ihukommende så gamle menneskers i regelen meget begrænsede appetit. Kort sagt Bohr'sk komplementaritet for everyman!
”Javel, javel – men nu har vi jo altså desværre endnu ikke nogen ”mandelgave-debat” kørende, så ærligt talt…” - Nej, men så var det da sandelig på tide: Og der skal jo nu engang én til at kaste den første sten – men al snak om glashuse ville derimod indrømmet her være en utidig indblanding af uaktuelt stof.
------------------------
Men I
andre skal også aktiveres, så hør her: Tror nogen, at denne lille tankerække mon kunne finde
optagelse i nogen dansk avis anno 2013, just ihukommende tingenes vidunderlige
typografiske tilstand i denne den bedste af alle mulige verdener, hvor en endnu meget ung Britt Bjerregaards udgave af proletariatets diktatur ikke vil vide af andre katte end de vaskeægte koksgrå, der aldrig fornægter sig selv - men derimod gerne andre, når blot det sker i ly af en god sags tjeneste? ORIENTAL LOVE - AND THE NOBLE ART OF AVOIDING IT
My one-egged cousin from Beirut told me something yesterday, that I really thought must be a joke - and quite a good one too. - And then you will have to consider, that I tend to find man or even most jokes a little bit silly, and besides not at all surrealistic enough to compensate for this flaw.
My comical inhibition thus probably has much the same reason as the fact that deeply pious persons dislike seeing notorious gangsters weeping at the funerals of mayors, presidents and members of parliament, let alone judges (and now not a word about "selfies" - for all that you can find in the other Danish news media, and we have enough of sloppy recycling going on allready).
So, if you will excuse us, perhaps now we can start out on what turned out was not a joke at all: My cousin told me that learned Islamic law professors offer a very good official reason, why women are not allowed to give witness in court, since they are not considered trustworthy. Here it comes: Most women giving birth for the first time scream: "I swear I will never have another child !" But as you all know, most of them break their promise sooner or later, thereby making themselves great liars in a matter of the deepest seriousness.
Allmost like Karen Blixen declared herself even more flattered by the Nobelprize-winner Hemingway assuring her that she really should have had the prize instead of him, than if she had really got the Nobel Prize - so likewise I hold that my cousin's true story is even more funny, than if it had just been a joke. Though of course, if the "truth" of the story is really just part of the story itself, it was a very sophisticated joke after all.
Now my cousin told me another true story, and equally funny. The other day he bought milk, but insisted on getting milk with a high percentage of fat. The muslim woman in the shop was convinced he must obviously be taking nutritionally care of either a seriously pregnant wife or a wife with a new born baby.
My cousin answered: "No-no-no: Both my daughters are grown up now, and I definately don't want any more marriages, let alone children. But instead I can tell you, that seing my wife in the most terrible pain giving birth for the first time, I yelled to her: "I swear by God, that whatever you might do to me in the future, I will forgive you right away because of your painful sacrifice now!"
The muslim woman in the shop was so astonished to hear of my older cousin's good heart and generousity, that she fell on her knees and offered him to divorce right away and marry him instead. And this was not a joke. But being offered so much unconditional love at first sight, really embarking into another marriage after all would probably just promise a steady decline from this peak of marital epiphany - so much much better than marriage itself.
Finally: The probable fate of being rejected by the united world press would be even more flattering for this story than being published along with everybody and everything else.
Thursday, January 23, 2014
BRANDES, SØREN - OG KRIGENS ÆDLE KUNST
En gammel bekendt besjælet med
gammeldags kynisk-hjertelig lægehumor (som hos en vis Hofrat Behrens) docerede
allerede for år tilbage, at det typisk er de sindssyge der læser aviser på
cafeer og biblioteker. Bortset fra at det samme i dag kunne siges om nettet, så
skal det nok passe - men selv er man naturligvis her atter den evige
undtagelse, idet man nemlig faderligt siger om de andre på afdelingen, hvad
Kierkegaard sagde om børn: "For de sindssyge kan man da i det mindste håbe
på, at de bliver normale - men de der er blevet det - Herre Jemini..."
På stamcafeen fortalte en herboende arbejdsløs retsadvokat fra Colorado med speciale i
appelsager for dødsdømte - hvoraf vort land jo har en beklagelig mangel - at
den nye røgfri e-cigaret er en sindrig teknologisk konstruktion, hvor den
fornødne opvarmning, der skal bringe nikotinen i gasform, sker ved hjælp af et
kraftigt elektrisk batteri. - Velsagtens af samme fabrikat der foretrækkes i
pacemakere. - Så hvis nogen gik og troede, at e-cigaretten var en pendant til
e-mailen, så må de tro om.
Her slår det os imidlertid
tillige, at denne videnskabelige Storm P. opfindelse i sundhedens tjeneste i
betragtelig grad minder om det moderne amerikanske gaskammer, der nemlig ligeledes
arbejder med to komponenter, en fast og en flydende - der først tilsammen
udretter sjælens mirakuløst ufejlbarlige fordampning, som man ellers tidligere
klarede med håndkraft og helt uden sådan perfektionistisk selvransagelse.
Men det er skam før set, at
teknologiske fremskridt i krigens tjeneste siden hen kan omsættes med endnu
større held i fredens. Vi agter derfor herefterdags ligesom den store Leonardo
at investere vor genius i krigens videnskab. Her kan der nemlig ikke snydes på
vægten, hvorfor man forhåbentlig omsider helt slipper for vor tids verbose
sammenrend af uhelbredeligt normale, men som et plaster på såret desto
hjerteligere velkomne aspiranter.
P.S. Apropos: I dagens Politik
genanmelder Hans Hertel Brandes' gamle Kierkegaard-biografi og minder os i den
forbindelse kyndigt om, at geniet er en mutant der trodser alle forudsigelser:
Og Hertel må dog om nogen vide det - efter et helt år af landsdækkende
spidsborgerlige betragtninger herom med statsstøtte - suppleret med jævne sjæles
amatøristisk "kongeniale" fjollerier. - For som skrevet står:: Herre
Jemini....
Tuesday, January 21, 2014
LIFE OF BRIAN
Overtro eller ej, så tör jeg trods vedholdende opfordringer ikke
slutte FB-venskab med en person med efternavnet "Damage". At han tillige
hedder Brian, gör heller ikke sagen bedre, ihukommende "Life of
Brian".
Folk opkalder gerne de heste, som de köber og satser på, i samme
utopiske ånd som deres egne forhåbninger: Aurora, Fantasia, Esmeralda, Victory
osv. - Den går imidlertid ikke i kirken
– men her kommer så al den moderne rettighedstänkning os snedigt til hjälp: For
man kan bedyre, at det da ikke kan have sin rigtighed, at vi tillader at give
heste navne, som er for uvärdige til et menneske. Ved denne salamitaktik (der
vel er det stik modsatte af fordums "repressive tolerance") kan også
prästen til sidst bringes til surmulende at makke ret.
Således kender jeg en både städig og håbefuld kvindelig alkoholist, der fik sit barn döbt ”Safari” efter en berömt väddelöbshest.
Således kender jeg en både städig og håbefuld kvindelig alkoholist, der fik sit barn döbt ”Safari” efter en berömt väddelöbshest.
I min tid som avisbud ("Jeg var skam selv marxist, indtil jeg
blev milliardär!"), havde jeg en garvet kollega ved navn Brian, der trods
sine lidet overbevisende og noget liturgiske lovprisninger af al den friske
luft til sidst måtte kaste håndklädet i ringen og omskole sig til buschaufför
efter arbejdstid - hvilket kräver sin mand.
Men så drastisk omstilling er nu meget själdent sund, så jeg
betvivler at kompagniets legendariske elitelöber med de store faste udgifter i
dag ville kunne få sit gamle job tilbage – endsige forsörge sin familie derved.
En af mine mest vitale äldre venner har en uägte sön, begået i
händelig uagtsomhed, og som er faldet uhyre langt fra stammen: En stille og
fordringslös eksistens, der ganske lever og ånder for hesteväddelöb som sin
eneste lidenskab.
Men hvis jeg nu også selv engang skulle kaste håndklädet i ringen for
som Kong Richard III i stedet at satse på en hest ("A kingdom for a
horse!") – så vil jeg döbe den "Brian" efter en af vort lands
allersidste mänd med et helt gammeldags hæderligt arbejde.
LITTERÄR ANALYSE:
Dagens tekst "Life of Brian" er et eksempel på spontant komponeret tekst, der integreret lufter flere forskellige emner (men vel at märke ikke fortyndede udlöbere af avissnak om en minister) i en overordnet komisk form med autentiske anekdotiske indslag.
Endvidere tages der afsät i noget for mediet specifikt uden dog på
nogen vis at göre det til emnet: en tilfäldig venneanmodning. Derved bliver
teksten nemlig genrespecifik på linie med breve, artikler, noveller osv - i
modsätning til, når folk lägger en returneret avisartikel ud på Facebook som
surrogat.
Et sublimt surrogat bør nemlig sublimere og overstige det
sublimerede som noget "forgangent" og som et i sig selv lidt
tarveligt substrat for den alkymistisk forvandling.
En god historie og en god vittighed behöver ikke at analyseres -
nej, men de tåler dog i det mindste at blive analyseret. Lad os for sjov prøve
- idet vi tør forudskikke at selv en kompakt strukturanalyse af bliver noget
længere end selve teksten.
Der tages afsæt i en venneanmodning fra en mig helt ubekendt Brian, fra hvis skræmmende efternavn "Damage" der associeres til væddeløbsfolkets lille overtro på hedensk lykkebringende navne til deres heste. Herfra associeres atter - med inspiration fra nyligt avisskriveri om skiftende modenavne - til spørgsmålet om den kirkelige legitimitet af sådanne navne. Til dette formål foretages nu en logisk manøvre, idet vi i et tankeeksperiment på skrømt foreslår at bruge moderne rettighedstænkning som dåseåbner efter den utopiske devise, at heste og mennesker bør have de samme rettigheder.
Taget bogstaveligt ville projektet imidlertid nok forlise: For præsten kunne jo her indvende, at vi i så fald tværtimod snarere bør forbyde at navngive heste efter sådanne hedenske principper. Men megen humor betjener sig nu engang som krumtap netop af en sådan forening af på den ene side knivskarp, spidsfindig logik og på den anden side kontrolleret inkonsekvens - helt i stil med hvad vi ofte kan iagttage hos velfungerende paranoikere: Og det er derfor vi griner.
Efter denne færdigspundne sidetråd hoppes der imidlertid tilbage til navnet "Brian", idet jeg nemlig engang kendte en Brian i Bladkompagniet, der til slut måtte opgive ævret som professionel trappeartist. Derfra hoppes så endnu engang til en anden personlig bekendt - men lige så legitimt, idet han nemlig i sin tur har hestevæddeløb som sin eneste passion.
Sluttelig sker der så det, at vore to personlige sidetråde forbindes i et knibtangsgreb, idet jeg fortæller - at skulle også jeg engang ligesom Brian opgive ævret for i stil med den blege ungersven dog Shakespeares Richard III i stedet at satse på en hest, så ville jeg opkalde denne efter Brian.
Vort "moment of Zen" er imidlertid dette, at hermed bindes de to anekdotiske sidetråde nemlig samtidig i en sløjfe tilbage til hovedtemaet 'overtroisk navngivning'. Vel at mærke nu med den finurlige slut-rokade, at det altså denne gang er en hest der opkaldes efter et menneske - og ikke omvendt.
MONTHY PYTON
Der tages afsæt i en venneanmodning fra en mig helt ubekendt Brian, fra hvis skræmmende efternavn "Damage" der associeres til væddeløbsfolkets lille overtro på hedensk lykkebringende navne til deres heste. Herfra associeres atter - med inspiration fra nyligt avisskriveri om skiftende modenavne - til spørgsmålet om den kirkelige legitimitet af sådanne navne. Til dette formål foretages nu en logisk manøvre, idet vi i et tankeeksperiment på skrømt foreslår at bruge moderne rettighedstænkning som dåseåbner efter den utopiske devise, at heste og mennesker bør have de samme rettigheder.
Taget bogstaveligt ville projektet imidlertid nok forlise: For præsten kunne jo her indvende, at vi i så fald tværtimod snarere bør forbyde at navngive heste efter sådanne hedenske principper. Men megen humor betjener sig nu engang som krumtap netop af en sådan forening af på den ene side knivskarp, spidsfindig logik og på den anden side kontrolleret inkonsekvens - helt i stil med hvad vi ofte kan iagttage hos velfungerende paranoikere: Og det er derfor vi griner.
Efter denne færdigspundne sidetråd hoppes der imidlertid tilbage til navnet "Brian", idet jeg nemlig engang kendte en Brian i Bladkompagniet, der til slut måtte opgive ævret som professionel trappeartist. Derfra hoppes så endnu engang til en anden personlig bekendt - men lige så legitimt, idet han nemlig i sin tur har hestevæddeløb som sin eneste passion.
Sluttelig sker der så det, at vore to personlige sidetråde forbindes i et knibtangsgreb, idet jeg fortæller - at skulle også jeg engang ligesom Brian opgive ævret for i stil med den blege ungersven dog Shakespeares Richard III i stedet at satse på en hest, så ville jeg opkalde denne efter Brian.
Vort "moment of Zen" er imidlertid dette, at hermed bindes de to anekdotiske sidetråde nemlig samtidig i en sløjfe tilbage til hovedtemaet 'overtroisk navngivning'. Vel at mærke nu med den finurlige slut-rokade, at det altså denne gang er en hest der opkaldes efter et menneske - og ikke omvendt.
MONTHY PYTON
Da jeg
nu har misbrugt titlen "Life of Brian" til eget formål, skylder
jeg måske at spinde en paralleltråd over et moment fra denne film. Et sted i filmen fortælles om en mand, der væddede på, at
han kunne citere hele Biblen samtidig med, at han fik hugget hovedet af med en
ökse. Men hedder det videre: "Manden viste sig desværre at være en
bedrager: For det eneste det lykkedes ham at sige, var: "I begyndelsen
var......"."
Vi
kunne her spörge, hvorfor det er så morsomt, også selv om det jo ikke afspejler
noget dybt eksistentielt såsom livets absurde vilkår hos Camus med hans
Sisyfos.
Eller
som hos Woody Allan med psykiateren der råder til skilsmisse. "So what did
you do then?" - "I got another psychiatrist..."
--------
Det
eneste svar jeg kan finde på i Brians tilfälde, bygger på den logiske
forudsätning, at vi jo almindeligvis kun taler om svindel i de tilfælde, hvor
hovedpersonen håber på at opnå en personlig gevinst ved at afgive falske
løfter. Men i dette tilfælde består "svigtet" jo derimod i, at
hovedpersonen får hovedet hugget af: Men dermed bortfalder jo tværtimod enhver
udsigt til nogen gevinst - og netop derfor griner vi...
Men det
er åbenbart her ligesom med tiden i fölge kirkefaderen Augustinus: Så länge
ingen spörger os hvad tid er, så ved vi godt hvad tid er - men hvis nogen
spörger os om det, så ved vi det ikke... - Hvortil som bekendt kommer, at en
tåbe kan spörge om mere, end ti vise kan svare på.
Nå, men
hvorfra vidste jeg det så? Elementary, my dear Watson: Ingen spurgte mig jo -
og jeg foreträkker at opfinde mine egne intelligenspröver...
Thursday, January 02, 2014
LANGE MADS FRA BALI
En indfødt sikkerhedsvagt på et balinesisk luksushotel forsøgte forleden med Buddhas bistand og velvilje at udvise en beruset pyton på kun godt og vel 4 meter og helt uden gyldig opholdshjemmel - eftersom den nu ikke stod på det ellers eksotiske underholdningsprogram.
Om kvælerslanger gælder nemlig ligesom om de store afdøde, at vi kun elsker dem på stor... afstand og med en række komiske forbehold: Omtrent ligesom direktøren for en zoologisk have er stolt over at være disse dyrs ambassadør og tilsynsværge, men nok ville betakke sig for at lade dem komme til orde på fri fod.
Men hvordan gik det nu for vor balinesiske ordensmand? Ak, selv om han givetvis under sin uddannelse må have set, hvordan professionelle slange-udsmidere går til værks på TV - begyndende med vor egen Jørgen Bitsch der i sin tid lod sig filme i håndgemæng med en anakonda - og derfor tog korrekt førergreb på slangens hovede og hale, så glemte han af lutter leksikalsk ortodoksi aldeles resten af dyret - som sagt immervæk små fire meter: En banelængde der nemlig er fuldt tilstrækkelig både for vel gennemført hængning, men også for den endnu mere folkelige form for generalprævention, som en kvælerslange med god appetit kan præstere - og da især når der er tilskuere på.
Mængden af tilskuere er derimod ikke helt så afgørende for slangerne, som man almindeligvis tror, idet det her forholder sig som med i menneskelivet, hvor roserne nemlig ligeledes bør doseres med varsomhed, ganske ligesom falkonerer altid lader deres jagtfalke sulte nogle dage inden en planlagt jagtekspedition. - Ja, lige undtagen de allermest kongelige jagtfalke, som nemlig applauderes obligatorisk med et formeligt koreansk massehysteri, lige meget hvad de gør - og som derfor fornuftigvis nøjes med at måtte gribe manuelt tilkastede lerduer behængt med en stump kokain, hvilket nemlig erfaringsmæssigt kun sjældent slår fejl.
- Men når dette alligevel hænder, tiljubles falkene dog kun desto mere for dette som et helt ubetaleligt "part of the show" - og som en selvironisk præstation af den art, der som bekendt udmærker den sande storhed og derfor normalt er forbeholdt direktøren for det hele (bemærk her med hvilken sjælden selvbeherskelse, man undlod at skrive "chefredaktøren").
Kort sagt fik de inviterede gæster på luksushotellet rigeligt for pengene, selv om oplevelsen efterlod dem i nogen utryghed om den art sikkerhed, som selv velbeslåede turister åbenbart kan tilbydes på Bali.
Nej, sådan kan man altså ikke drive hotelvirksomhed; og vi ved dog fra os selv, at ejer landet ikke kvalificeret arbejdskraft på et givet felt, ja så må man importere den til gældende pris ude på verdensmarkedet. Og her er det altså bare sådan, at ligesom sorte boksere, løbere og jazzmusikere bare er en tand bedre end andre - så går det slet ikke at ansætte en stedlig arbejdsløs balineser på et halvt hundrede kilo og forsyne ham med et spanskrør, en lykke-amulet samt en knaldpistol.
Og hvis dette skal kaldes racisme, så må I såmænd godt kalde mig racist. For det er skam ikke selve hudfarven eller stamtavlen endsige religion, vi belønner med usle handikappoints: nej, for ganske ligesom med kvoteordningerne ser vi alene til den kvalitet som de pågældende kan levere: Og vi ved jo godt, at en ligelig kønsfordeling gerne får begge køn til at stramme balderne ekstra - ja, måske lige undtagen inden for klostervæsenets noget antikke branche.
Så det glade nytårsbudskab til alle vore arbejdsføre arbejdsløse danske må derfor lyde: Der findes heldigvis ingen aktiverings-begrundende hundelorte på Buddhas eget Bali - så kommer hid alle I små og fortabte. Men det allerbedste ved det hele er, at denne nye form for jobtilbud selv helt uden racisme sagligt vil favorisere etnisk retlinede, velvoksne og hæderligere borgere af Holger Danskes æt frem for både upålidelige slaviske skabs-mongoler og herboende slatne orientalske pizzavrag.
Vi ved godt er vi er ude i god tid - men det er nu engang vor forbandede redaktionelle pligt at være på forkant, så derfor:
GUD BEVARE DANMARK!
Subscribe to:
Posts (Atom)