SYNDER OG SKRIFTEMÅL DEL I og DEL II

STORE OG SMÅ SYNDER SAMT ET SKRIFTEMÅL I-II

I.
”Høg over høg” gælder ikke kun i detektivfilmene. Som alle forbrydere anser jeg mig i min gode ret til af og til at kompensere for tilværelsens uretfærdighed, idet jeg nok skulle være mand for at skelne lov fra moral. Således tager jeg mig i lokale ICA-forretning undertiden den frihed ambulant og uanmeldt at ISO-certificere kvaliteten af forretningens jordnødder i løsvægt: For med løsvægt kan der jo let snydes med udløbsdatoen.
Jeg har gjort det flere gange før, men sidste gang undrede det mig, at den unge mand i kassen ikke automatisk gav mig kvitteringen for mine indkøb, selv om jeg naturligvis aldrig kigger på kvitteringer. Men min intuition havde ret: På regningen figurerede nemlig et rundstykke, som må være hentet i kantinen til Borges’ apokryfe bibliotek over aldrig skrevne bøger. Men jeg protesterede ikke: For ved at påtale én urigtighed ville jeg dermed automatisk invitere til en anden og værre påtale, der tilmed ville afsløre min egen anklage som hykleri af værste skuffe.

Det minder mig om min autentiske yndlingsanekdote, hvor den polsk-jødiske skrædder Einhorn i ghettoen stilles følgende drilske spørgsmål af sine stamkunder de lapsede naziofficerer, som hidtil har skånet ham og hans familie grundet hans uundværlighed: ”Sig os nu, Hr. Einhorn, hvordan De tror det vil gå Tyskland i vor store krig?” Der blev dødstille, men så faldt svaret: ”Goethes og Schillers Tyskland vil altid bestå…”

Normalt analyserer jeg aldrig humor, men her lyder min analyse undtagelsesvis: At hvis naziofficererne havde indskærpet at det nu var Hitlers Tyskland og ikke Goethes og Schillers Tyskland, de havde spurgt til, så ville de dermed retorisk set have indrømmet at Hitlers og verdenslitteraturens Tyskland var to meget forskellige ting. Dette baghold fornemmede de åbenbart instinktivt, og derfor spurgte de ikke videre, men trak blot overbærende på skuldrene og skred.

Af lignende grunde holdt jeg klogelig bøtte med Borges’ apokryfe rundstykke, selv om den unge mand i kassen ellers virkede en smule våd bag ørerne. Han er givetvis blevet instrueret af ejeren, fordi mange af egnens lokale småforbrydere åbenbart er lige så opfindsomme talmudister i deres retstolkning som jeg selv.

Sagen er imidlertid den, at det ville være uprofessionelt at tage en stamkunde med bukserne nede: Kunden ville formodentlig af skam aldrig mere sætte sine ben i den forretning og ville tilmed på bundnormale og hæderlige gennemsnitspsykopaters vis opdigte et forargelsens påskud, der ville stille købmanden i skammekrogen og i tidens løb beløbe sig til en formelig mytologi, og med skammen som det hemmelige brændstof.
Dette har forretningens ejer utvivlsomt anet; og han stiller endda ikke engang jordnøddeskuffen synligt op ved siden af kassen – for den lille anonyme folkesport tiltrækker måske ligefrem mange kunder, der til gengæld helt glemmer at sammenligne forretningens prisniveau med konkurrenternes. Men smålig som han åbenbart er, har indehaveren dog instrueret sine ekspedienter i også at tage sig kontant betalt ved hjælp af nævnte lille trick.

Den unge mand i kassen formår næppe at ”tolke” tricket i dette ords musikalske forstand og har kun lært at spille mekanisk fra bladet. Derfor ville han sikkert klokke i det, hvis en kunde lod sin umiddelbare forargelse og princippet om kundens ret løbe af med sig: Den unge mand ville da straks påpege kundens egen forbrydelse og dermed skræmme ham eller hende bort.

Ejeren selv ville derimod i den situation finde på noget mere underfundigt i form af et Sokratisk modspørgsmål såsom: ”Åh-ja, De har ganske ret i at her må være begået en fejl – men hvem af os kan sige sig helt fri for den slags små og i grunden harmløse urigtigheder?” Nuvel, den situation opstår slet ikke, for enhver initiativrig kunde fornemmer ganske som naziofficererne ovenfor, at her er tale om en fælde, der må omgås med varsomhed.

Og hvad har nu alt dette med vor blog at gøre? En hel del: Ganske som vor blog ikke er mindre eksemplarisk end den officielle litteratur, gælder at vort lille moralske optrin i det neutrale Sveriges landhandel i princippet er af samme filosofiske karat som skrædderen Einhorns anderledes rystende oplevelse i den polske ghetto. Det store gentager sig i det små – men hvis selve denne sandhed nu kun anerkendes, når den siges på 100 gravalvorlige sider, men ikke når den udtrykkes i kortform, så afslører det endnu engang verdens bornerte udvendighed i dens komplet mekaniske overtagelse af vedtagne sandheder. Og dette er en ret demoraliserende opdagelse: For den fører let til det spørgsmål, om mennesker overhovedet lærer noget af verdenslitteraturen – som det jo påstås, og da især af dem, der mest bruger verdenslitteraturen som inspiration til indbyrdes skåltaler.

Vor lille anekdote belyser også bloggens genre derved, at sådanne uforudsete hændelser forklarer, hvorfor så mange lovede og færdiggjorte ting til bloggen må ligge på kø – idet vi nemlig som andre nyhedsredaktioner principielt altid giver første prioritet til helt aktuelt stof lige før dead- line. Alternativet ville være at forøge enten udgivelseshyppigheden eller stofmængden – men dette ad hoc brud på begrænsningens tvingende form samt formens tvingende begrænsning ville svare til, hvis en rimdigter i nød slækkede på rimkravet for alle få sine pointer med.

NUVEL – men hvad læser og oplever man så selv heroppe? Hans Otto Jørgensens fornemme slægtstrilogi ”Ida og Axel” med den vordende forfatter som det sarteste og dekadente skud på det Budenbrook’ske stamtræ i livets hårde skole. Ingen opblæst ”litteraturdebat”, men derimod respekt for virkeligheden – både den historiske samfundsvirkelighed og sjælenes, tvivlens og fortvivlelsens sprogløse dybder under generationernes skiften fra mellemkrigstiden til nu i det Limfjordske med verdenskrige, månelandinger, Otto Leisner og Stones samt kriser, Glistrup og Elleman, EU-støtte og overbebelåning, med vejrlig, maskiner samt landbrugstekniske og – botaniske realia, som vi ikke kender, og som må stå til troende – men de er virkelige, ja måske endnu mere virkelige end den forfatterskole som selv samme sympatiske Jørgensen nu er rektor for.

Virkelighedsgrundlaget kan vi ikke tjekke, og eventuelle fejl gør derfor intet – hyldesten til virkeligheden, selve bevidstheden om dens realitet som dimension er lige som ved historiens teorier om fortidens virkelighed det afgørende. Hvilken rolle spiller det således om det var neanderthalerne der først opfandt talen eller golfsporten? Opfundet blev golfen i hvert fald, og siden har verden ikke været den samme.

Men bordet fanger, for hvis vi således siger, at sandheden om virkeligheden i grunden er underordnet, så fratager vi jo atter virkeligheden dens førsteplads i vor fantasi. Således beskrives i Jørgensens bog et træk af kanadagæs – men på et historisk tidspunkt hvor denne larmende amerikanske indvandrer endnu ikke havde etableret sig hertillands. Den lille fejl gør imidlertid kun noget, hvis man ved det – men på den anden side: Hvis man alligevel ved det, så gør det jo heller ikke noget.

Genlæser også Paulo Coelho’s ”Pilgrimsrejsen” om hans oplevelse af pilgrimsruten i Pyrenæerne. Magi og guruer må stå til troende. Stor visdom, noget af den dog temmelig rituel, men oplevet i en autentisk sammenhæng. Opbyggeligt som erfaring, men måske ikke ”kunst”, for kunsten lader læseren se og sande selv – skønt det jo er fup – og opererer ikke med autoritative guruer, de være nu nok så ydmyge og vise. Men igen, alt skal ikke være kunst, for der skal også være plads til kanadagæs – de være nu virkelige eller indbildte.

Og hvad oplever vi selv? Den krydrede duft i morgensolen af fjorårets optøende lyngtæppe minder os om at vi dog lever, og at alt atter er nyt: Ville vi måske bytte vor sundhed og førlighed med berømmelsens og den officielle misundelses privilegium, for ikke at tale om respekten fra dem som vi selv efterhånden har lidt vanskeligt ved at respektere menneskeligt?
Og den store tornskade yngler åbenbart, skønt den egentlig hører til langt højere nordpå. Taigaens tretåede spætte ligeså, men den er sikkert blevet lokket ned af de seneste års vældige mængder af stormfældet og barkbille-befængt granskov. Ingen af de to ”rariteter” er spor truede globalt, men der er jo altid en udbredelsesgrænse – og sådanne lokale ”sensationer” giver derfor et kick, især når man oplever dem som cicerone og chauffør for en taknemmelig gæst. Traner og skogrende urkokke er dog flottere og præger landskabet med deres inciterende lydtæppe af vild uskyld.

II. EN SYNDERS SKRIFTEMÅL
Trods en håndfuld ting på kø vinder øjeblikkets inspiration altid over lageret – for da slet ikke at nævne hovedstolen, der ligesom pagtens ark måske er bedst ikke at se; og da især hvis den fantasifulde Erik van Däniken skulle have ret i, at pagtens ark i virkeligheden var en kraftig elektrisk akkumulator. Dennes styrke skal nemlig lige hos magtens grå eminenser måles på det kraftfelt hvormed den animerer ubetydelige småting til at opføre en formelig shaman-dans uden meget større vederlag end det, som bloggere med reklameindslag tør opføre på deres selvangivelse.

Akkumulatoren selv er derimod næppe et charmerende syn, og at berøre den er livsfarligt. Dette med den kraftige akkumulator minder os om de venlige sjæle, der undertiden har rådet os til at skrive en doktordisputats. En anden ven foreslog os ligeledes engang at søge en opslået stilling som plantagebestyrer i Malaysia, ihukommende vor interesse for skov… Ja, lad os for Guds skyld få domesticeret og normaliseret den akkumulator til ukendelighed, inden den laver flere ulykker på vor forfængelighed! Elektrochok ville dog i så fald være en langt mere kongenial og værdig straf, ligesom da de ærekære nazispidser i Nürnberg til sidst forgæves ansøgte om at blive skudt som rigtige soldater.

Nuvel; vi nævnte ovenfor ordet ”selvangivelse” apropos vore små annonceindtægter; men man bør nu vogte sig for at angive sig selv. For som mange andre smukke gerninger bliver det ikke skrevet på plussiden som en selvstændig akt, idet verden alene noterer den synd man indrømmer – og som den altid i næste åndedrag selv mener at have ”afsløret” – ganske som når efterforskningens chef på film altid tager æren for det geniale detektivarbejde.

Men i vort forrige indslag (del I) indrømmede vi jo netop en harmløs kleptoman side, der bragte os vidt omkring, snarere end bag lås og slå. Men hvad skyldes nu den slags fjollerier? Svaret er vel at vi lige som hendes majestæt salig Dronning Ingrid og andre trælbundne husmødre ønsker at have magt over nogle symbolske småting i vort liv for rent undtagelsesvis at føle at det er os der narrer verden. Men rent bortset fra det uretfærdige i således at lade hæderlige næringsdrivende betale for svindlernes overgreb – for også de snydes jo til stadighed i både privat og offentligt regi – så er sådanne overspringshandlinger imidlertid en ren foræring til de sande svindleres bekvemme selvbedrag. For ombyttede roller er en aldrig svigtende rekvisit i såvel uhelbredelig psykopati som uhelbredelig normalitet.

Nuvel, også humoren kunne anses for en sådan symbolsk sejr over verden og magten. Ikke desto mindre har den høj status, for i henhold til spørgeundersøgelser anser de fleste mennesker sig for værende i besiddelse af mere humor end gennemsnittet: De magtesløse velsagtens fordi de ligesom vi ser deres snit til hos købmanden at overtage hvad de store levnede eller glemte i forbifarten – for magten har sjældent humor. Magtens folk velsagtens fordi de vil have det hele, nu de alligevel er i gang, og fordi de åbenbart mener, at der – med Klaus Rifbjergs ord – skal talent til at være ondskabsfuld.

Men var vor egen lille kleptomane øvelse nu også ondskabsfuld? Måske, for den lod os associere videre til den store sokratiske humor hos en jødisk skrædder i den polske ghetto – og den slags huer ikke magten, med mindre den da med sin sædvanlige frejdige ubevidsthed indbilder sig at være på kollegial omgangshøjde med skrædderen, der heldigvis for længst er død, og som man derfor godt tør anerkende.

Men magten scorer modsat skrædderen altid de billigste tricks efter den mindste modstands lov, hvorimod den sande humor efter den største modstands lov altid tvinges til at springe over hvor gærdet er højest. Åh-ja, for hvis vi nu gjorde en helgenagtig dyd ud af denne nødvendighed, ville også vi jo dermed hoppe over hvor gærdet er lavest: Og det nægter vi af lutter ærekærhed: For vi vil ikke være i klub med hvem som helst. Ikke blot er den sande humor således næsten altid over bæltestedet – den holder sig endda i reglen over den højde hvor hovedet hos de magtfulde ofte synes at befinde sig.

Og lykkes det således undertiden alligevel humoren at gå under bæltestedet, er det kun for at vise, at den slags kunne den såmænd også gøre med venstre hånd på en dårlig dag. Men det er sjældent noget at prale med – og som sagt ville det være højst uklogt at angive det i sine skriftemål til øvrigheden: Thi det anses for en uigendrivelig logisk følgeslutning, at hvis nogen volder os ærgrelse og ubehag, så må den pågældende holdes for et ondskabsfuldt menneske.

TROLDFJELDET IGEN

I Thomas Manns "Troldfjeldet" fra 1924 beriger synet af en sejlende kongeørn alpe-sanatoriets årlige sommerudflugt med et uforglemmeligt stemningsløft, takket være Settembrinis belærende foredrag om den stolte fugl. I vore dage yngler en håndfuld par i det hyggelige Skåne, hvor en bekendt af mig har et hus. Han observerer fra sine vinduer langt mere forskelligartet liv, herunder diverse rovfugle i den mindre afdeling, end jeg selv i mine forskellige tilhold længere mod nord. Den landskabelige variation med en mosaik af varieret og overvejende selvsået bondeskov, enge og mindre marker i et kludetæppe minder om Danmark før udskiftningen og Fredsskovforordningen af 1805 – der satte skarpe skel mellem skov og græsningsland til de altædende drøvtyggere. Charmerende og biologisk rigt på nicher til forskellig brug såsom føde, redebygning og beskyttelse.
Men når jeg ankommer til mine taigalandskaber med store højmosevidder en breddegrad længere mod nord i tjurens, urfuglens og nu også ørnens rige, falder mit hjerte dog på en anden storladen måde til ro. En højtidelig og dog hjemlig uendelighed under tilbørligt ensomme, men dog ret komfortable forhold. Derfra ser jeg ganske som "Troldfjeldet"s patienter medlidende ned på egne og andres indbyrdes pinsler i det hjemlige fladlands selvvigtighed og ørkesløst snakkesalige geskæftighed. Men hvorfor kan jeg ikke tage denne højhed med mig tilbage fra yogiens bjerghule, men pines hver gang atter af angst, verdslig forlegenhed, fortrædeligheder og manipulation under alle hånde venskabelige og civiliserede former – alt sammen grundet et tilbagefald til socialitetens narkotiske afhængighed og ugudelige spild af tid og kraft.
Og dog er dette angivelig livet og realiteten, mens det andet og større er en konfliktsky og evigt udsættende flugt, sammenlignelig med sanatoriets gnostiske renheds-, åndeligheds- og dødekult. Noget endegyldigt svar findes dog ikke, for oplevelsen er på ingen måde illusorisk i henseende til psykisk kraft, livsmod og sjælelig fattethed. Noget har dog at gøre med, at jeg ikke ernærer mig og derved får total livssammenhæng fra bjerghulen: Min materielle selvopretholdelse, som muliggør sanatoriets hellige fred, henter jeg jo fortsat i "de dødes rige", og derfor er jeg afhængig af dette, omtrent ligesom folk der lever på lånt tid og lånte penge – alle større og smukkere grunde såsom rødder, venner og familie ikke at forglemme.

Ja, for uden den hjemlige dimensions modpol og base ville freden i sanatoriet måske – selv i tilfælde af en standsmæssigt generøs førtidspensionering – miste sin egen hjemlighed og blive til åndelig dvale, menneskeligt henfald og pirreligt afstumpet kuvøsefred: Nirvana. Men når jeg tillige gør nytte ved at rydde invaderende granplanter på hellige steder, forsvinder alle tømmermænd – selv om ej heller disse bedrifter tåler omtale på hjemlige værtshuse, og da slet ikke ud på de blå timer. Nuvel, fra Kierkegaard ved vi jo godt at "troens ridder" grangiveligt ligner en rodemester og mindst af alt en Kierkegaard-ekspert – så det er vel som det skal være. Min trøst er da denne logiske følgeslutning: At hvis "troens ridder" til forveksling ligner en rodemester, så må jeg til forveksling ligne troens ridder.

For mange af mine bedste ting i årenes løb er blevet til her, idet afstanden, uafhængigheden og den lidt beskyttede medlidenhedsposition (begge veje…), er betingende for ørneblikkets uforpligtende frihed for enhver art tvangsindlagthed. Det er for resten ganske normalt at folk beskytter deres arbejdsprocesser mod socialitetens illusion om, at alle kan snakke ligeberettiget med – for hvis kreti og pleti skal give maleren, komponisten, politikeren og forfatteren gode fiduser, løber de snart om hjørner med hans eller hendes indre gyroskop, netop fordi denne "von-hören-sagen" tit kan have nogen ret – men blot ikke den rette sandhed.

Og i henhold til C.G. Jung gælder allerede hos de vilde, at evnen til at holde på en indviet hemmelighed såsom et mantra manifesterer individets spirende differentiering: For selv om hemmelighedskræmmeri ikke i sig selv giver noget indhold, indebærer det dog en adskillelse. Godt set, for denne adskillelse er nok nødvendig for at forestille sig, at der kunne findes andet og mere end det kollektivt givne – ja, at noget af dette måske ligefrem kunne være forkert.
Vor tids stamme-virkelighed er således massemedierne. Mange kultiverede ug-drenge og flinkepiger i over-Danmark er ikke nået til "de indviede" vildes stadium, men er herligt ubevidste reflekser af den herskende mening: Holberg var stor, fordi alle anerkendte autoriteter er enige om at han var stor. Van Gogh og Per Kirkebye er også store – spørg selv Johannes Riis og Jørn Lund: Og lad os for en ordens skyld tilføje at de to ydermere garanterer for hinanden, og at den ene er professor i at tale og skrive på en gang korrekt og frækt, på en gang protektionistisk og kulturradikalt – om dette end i uindviede øren lyder som cirklens kvadratur. Javel – men man bliver jo heller ikke professor for ingenting.

Men hvad så med Storm P.? "Åh, her må vi nok gå sammen før vi voterer om hans sande status; man mente jo engang at han var stor, men gælder det nu også i vore dage? For de dér opfindelser var jo ret beset noget pjat, hans tidlige malerier minder lovlig meget om Edvard Munch – og morsom? Det er han med forlov ikke ene om at være: Således har vi personligt ikke uden held holdt adskillige muntre skåltaler, som kun beskedenhed har afholdt os fra siden at nedskrive. Storm P. er da heller ikke nævnt i de seneste lurmærkede danske litteraturhistorier, og det er intet godt tegn. Vi i udvalget kan derfor på forhånd intet love, men alle kan jo heller ikke være med i vor kultur-kanon – for slet ikke at nævne "Den Blå Bog", som er endnu finere: Tillad os for resten at nævne at vi selv er omtalt sammesteds.

Angående eksklusivitet skal en verdenskendt filosof, hvis navn vi har glemt, have udtalt: "Hvis slet ingen var udenfor, ville der ikke længere være noget ved at være inden for." Han havde mere ret, end han selv anede: Tillad os nemlig at nævne, at han modsat os selv ikke er nævnt i "Den Blå Bog". Ak-ja, nogle mennesker ødelægger med omhu alt for sig selv ved deres tankeløse åbenmundethed."

Kort sagt er eremitten den arketypiske individualist og de indviede vilde hans forløber (for de indvies jo i kollektive manddomsriter osv.). Men pligtskyldig dum finish såsom "forord" og "indledning" og rutineeftersyn af for længst fuldendte ting er også i eksilet eremitten en umulighed: Heroppe, fordi det forekommer åndløst jobcenter-agtigt, samt fordi vi her vitterlig langt hellere vil beskæftige os med andet end vort eget, bortset fra hvad vi eventuelt måtte koncipere her og nu; derhjemme, fordi vi dér belemres med slavens, fæstebondens og lavkastens kroniske pine over, at hvad de end gør, vil det nok blive enten konfiskeret, plagieret eller ignoreret.

Forestil jer, at I havde fundet ægte diamanter, men at ingen ville kendes ved dem, hvis ikke de var sat på en halskæde. Alene det ville fratage jer enhver lyst til at sætte perlerne på den dumme kæde, for det kan ethvert fæ jo gøre på bestilling. "S’excuse c’est s’accuse". Pardon my French: Skal det indlysende uskyldige og berettigede nu legitimere sig selv i dumme forord, og skal vi da lyse på en lampe for at se om den er tændt?
Forord og skåltaler er ligesom at rydde op: Venter i gæster, skal I nok få det gjort – men sådan at rydde op helt abstrakt og uopfordret er jo et dødsdømt projekt. Selv om vi jo godt ved, at har vi ikke ryddet op in the first place, orker vi sjældent at invitere de gæster… Nå, men så slipper vi da for opvasken.

Heroppe fra ser vi den sociale selvopretholdelses sjælelige dødekult som noget for længst overstået og småligt selvsmagende, for Livingstone hverken ønskede eller fortjente de sortes anerkendelse som "Afrikas udforsker" – derhjemme ser vi tværtimod kroniske hængepartier i ovennævnte latterlige småting. Hertil kommer at gøremål således inficerede med ulyst mister al deres attraktionsværdi og bliver til noget i filosofisk forstand "negativt": dvs. noget man i givet fald burde gøre alene for at få det overstået og overvundet, inden det udvikler sig til et kronisk dilemma med psykotiske undertoner, forstærkede af heppe-råbene fra ungdommen der sorgløst stormer erobrende frem på kommunalt oplyste kondistier – som altid i den tro at de som de første besejler den grågrumsede Limpopo-flod til Nilens kilder.

Pædagogens salomoniske overlevelsestrick ville være at "gøre sin pligt" fordi det modsatte ville være synd for verden – af en naiv følelse af egen betydning og pligt til at forvalte sine gaver til alles bedste. Om ikke andet fordi det vitterlig er mere opbyggelig for alle parter end at lade stå til og herunder opbygge en uforsonlig mistro mod verden, hvis inderste ønsker man dog ikke var tvunget til at adlyde – omtrent som når jøderne lod sig slagte helt uden modstand i den dunkle tro, at de åbenbart nu atter havde pådraget sig Herrens velbegrundede vrede.

MUHAMMEDS BLOG TIL HJERNEVASK

En bekendt af mig havde glemt at tage sin mobiltelefon ud af bukselommerne, inden han sendte bukserne til vask. Af skade bliver man klog, konkluderede han stoisk – hvortil jeg over min drink føjede: " – med mindre det er en hjerneskade". Det forhold at hverken jeg selv eller nogen andre jeg kender, før har fået denne latterligt indlysende association, kunne bekræfte det med hjerneskaden. Men til gengæld bør det forbedre alkoholens renommé i så henseende, for det at tiøren omsider falder, er dog et livstegn.
En vis cerebral løsagtighed må der nemlig til, for hjernen fungerer sjældent, undtagen hos de mageløse skadefugle – og da slet ikke under tvang. Det er måske derfor at kun ret få ordentlige skribenter kan få sig selv til at skrive uopfordrede forord og indledninger, introduktionsskrivelser og ansøgninger – til held for andre skribenter samt for alle de der tror de kan skrive, just fordi de er mestre i at skrive overbevisende ansøgninger.
I de overskudstilstande hvor vi let med venstre hånd kunne skrive disse dumme ting, er det os aldeles umuligt at gide – for i nævnte tilstande har vi aldeles overvundet vor infantile afhængighed af andres "godkendelse". Der behöves jo intet ekstra spotlys for at se, om en lampe er tändt. Men i de begrædelige verdslige tilstande, hvor vi døjer under nævnte nødvendighed, er det os omvendt en umulighed at overvinde ulysten og foregribelsen af den massive modstand på alle niveauer, som jo ingen argumenter alligevel formår at ophæve.

Det minder ganske om det forhold at de typer, der formår og sågar elsker at anbefale sig selv, meget sjældent er de rette. Hvorimod de rette omvendt ofte kvier sig ved med ydre midler, som alle og enhver jo kan præstere lige så godt, og som derfor intet beviser, at appellere til verdens gunst og – med Blixens ord – dagens notering: For alt det banale der skal til for at komme i høj kurs, formår jo oftest kun de falske Dimitrij’er – man skal nemlig elske det for at kunne gøre det vindende og overbevisende, for det hele handler jo om at vinde verdens sympati. Og verdens instinkt i så henseende er desværre såre veludviklet.
De rette glimrer derfor ofte ved deres fravær – ganske ligesom de filosoffer der i henhold til Platon, skulle være de ypperste til at regere riget, flygter fra den høje opgave med den selv samme blufærdighed som den, hvormed de gamle profeter i reglen undslog sig for den guddommelige udvælgelses kors.
Men på den anden side: Nogle af de profeter der ikke undslog sig, har måske gjort verden mere skade end gavn og ønsker rettelig ikke at blive afbildet på politiets efterlysningsplakater. Og nogle af de filosoffer der ligeledes ikke undslog sig, men engagerede sig i verdens forbedring, havde høfligt sagt ikke nær så meget held som de havde forstand.
Derimod er der vel grænser for hvilke skader en blog som vor formår at udrette. Heraf kan vi nok slutte, at såfremt Herren i sin tid havde forsynet Muhammed med en blog i stedet for at forsøge at tale ham til fornuft, kunne mangen misære have været undgået. Men morsomt har det været - og altid blogspecifikt i henhold til vor genres tidligere beskrevne poetik.

THOMAS MANN, BORGES OG BORGE

FRA DOKTOR FAUSTUS OG THOMAS MANN TIL BORGE OG BORGES

Vort givtige samarbejde med reklamebranchen bør fejres med generøsitet. De kendte er langt fra alle af lave, og om lidt skal vi endda rose en enkelt. Men selv om Lars Bukdahl er lovlig rabiat, får han stadig oftere ret. ”De kendte” kompenserer nu for både cyberspace og den trykte medie-elefantiasis ved hysterisk at udgive alt hvad både skovsøen og skrivebordsskuffen gemte af anærobe livsformer såvel som fossile beviser for infantil alfabetisme: snart i form af årlige danske stile hos Borgerdyden i Klareboderne, snart i form af samlede dagværker siden konfirmationen – som mange af dem nok kunne forveksle med Reformationen.

Mange af pingerne skriver skam godt og i enkelte tilfælde endda levende og muntert – men deraf følger jo ikke at indholdets tyngde, tankens dybde endsige formens umiskendelige urkraft fortjener faraonisk ophøjelse til babelsk-blasfemiske mausolæer over egen selvkritik. Men det bliver over alt skamrost uden forbehold: Bortset fra Lars Bukdahl omfatter fordums Bermuda-trekant nemlig i dag næsten alle instanser i kulturbranchen såvel som de fleste universitetsansatte med medie-aktier. Alle er hunderædde for deres skin(d) – men etablerede universitetsfolk kunne nu godt præstere lidt mere integritet i stedet for at lade sig bestikke til at give dette cirkus af protektionisme et guldrandet akademisk alibi.
Læsernes flugt fra de trykte medier kan på den anden side lede tankerne til en kafé eller et værtshus under afvikling, hvor alle ansatte såvel som ejeren for længst har opgivet alle illusioner og lader det hele sejle for at gøre pinen kort. Kong Salomons Visdom handler om at lade kærligheden til barnet besejre småligheden; men her er det omvendt sådan at man ofrer barnet på smålighedens alter af tryg konformitet, trods enkelte velmeriterede og symbolske undtagelser, der endnu får lov at tjene som immuniserende alibi for denne sproglige ensretning, som jo også behersker universiteterne og beror på lige dele fantasiløshed og opportunisme.

Til gengæld hørte jeg et glimrende foredrag af Per Øhrgaard om Thomas Mann, myter og politik. Af hensyn til den tyske ånd og kultur ønskede Thomas Mann under Første Verdenskrig fædrelandets sejr, men blev siden tilhænger af den demokratiske Weimar-republik og gennemskuede Hitlers perverterede nationalmyter. Når han i sit amerikanske eksil under den sidste krig skrev sin store roman om Biblens Josef, var det for at svare igen med en anderledes opbyggelig myte om civilisationens og den vestlige selvbevidstheds oprindelse – og han så Franklin D. Roosevelt og hans besindige New Deal politik som en nutidig modsvarighed til mytens Josef. I dette med selvbevidsthedens dybde har han rimeligvis medinspireret Jack Miles geniale ”biografi” om Guds udvikling i løbet af Det gamle Testamente, som også Lene ”Knallhatt” Andersen i "Både Og" hylder - og tolker som en projektion af selvbevidsthedens udvikling.

Den dæmoniske tyske myte udfoldede Thomas Mann dernæst dobbelt i romanen Doktor Faustus om Faust-myten som Tysklands nationale skæbne: Her beretter fortælleren Zeitblom sideløbende om Hitler-regimets barbari og om sin afdøde gamle ven, den geniale komponist Adrian Leverkühn, der løb grassat i sine modernistiske abstraktioner hinsides al menneskelig følelse. Fællesnævneren for de to dæmonier er den monomane mangel på menneskelig varme, som Thomas Mann selv kendte fra kunstens Kains-alter – og som allerede romanen ”Troldfjeldet” advarer mod, når hovedpersonen Hans Kastorp til sidst gør denne erkendelse: at vi aldrig bør lade døden få magt over vore tanker – hvilket nok også kan læses som et udsagn om orientens dødekult, gnosticisme, astrologi og teosofisk sjælvandring og en tøvende, men gribende hyldest til den vestlige civilisationen trods alt.

Naziregimet og modernistisk abstraktion i kunsten er jo ellers modsætninger – men Per Øhrgaard påpeger, at nationalsocialismen faktisk på engang hyldede den futuristisk-industrielle tekniske monumentalitet og den historiske dyrkelse af mytens kulturelle og nationale fællesskab Blut und Boden. Så fortælleren Zeitbloms parallel mellem naziregimets vækst og den geniale komponists forfald tyve år før er i den forstand ikke en vilkårlig personlig association. Komponisten Wagner er naturligvis også en ledetråd – selv om hans musik ikke just led af den abstraktionens purisme som romanens Adrian Leverkühn søgte, men i stedet inspirerede nazisternes folkelige mytologi.

”Doktor Faustus” dobbelthed kræver den hæderlige posthume fortæller som det samlende greb – ganske lige som vor egen dobbelte stilling mellem reklamebranchen, de trykte medier og cyberspace fordrer en så at sige posthum foregribelse i et salomonisk forløsende åndedrag hinsides smålige hensyn til vort verdslige levned med muligt eskalerende repressalier, der til sidst kunne tvinge os ud i en formelig kirkekamp – men uden utidige mausolæer, og forhåbentlig med en smule varme i behold for ikke at ende som Adrian Leverkühn. Også vi indlader os jo her på engang i abstraktionernes løjer og i jordnære og triste rapporter fra Mørkets Hjerte.

Hans Kastorps gribende tanke om civilisationens væsen, at vi ikke bør lade døden beherske vore tanker, er som bekendt også den sande humors indirekte svar; men det skal man ikke holde foredrag om – og det så meget mindre som man jo kunne risikere at blive taget på ordet. For så let er det jo heller ikke, ihukommende nævnte barbariske regimente af indbildt elite-kultur, som snart alle hæderlige mennesker vånder sig under.

Regimet skal til gengæld roses for den konsekvens hvormed man helt glemte at medtage Storm P. i kultur-kanonen: For i levende live ville man helt bevidst have vraget ham som ”blot” en humorist: For dette mener alle alfabetiske pinger som bekendt selv at være, snart ved perfid sarkasme, snart ved passionerede indbyrdes skåltaler.

Den sydamerikanske forfatter Borges fantaserer et sted om et himmelsk bibliotek indeholdende alle de bøger der ikke er blevet skrevet. Men mon dog ikke vore egne nationale myter Viktor Borge og Storm P. snarere ville have forestillet sig et underverdensbibliotek indeholdende alle de bøger, der ikke burde have været skrevet – samt deres panegyriske anmeldelser, begåede mod bedre vidende, snart af panisk frygt, snart af bestikkelsens fedtede beregning. For vor egen profitable kontrahent i reklamebranchen ville i hvert fald næppe turde investere en krone i dem.
Derimod har Walter Isacson efter sin berømte Kissinger-biografi nu begået en biografi om Einstein, som nok skal inspirere til hjemlige gentagelser. Det næste bliver vel at han skriver en bog om Frank Esmann, der som bekendt er hans store inspirationskilde og forbillede.

TOLERANCEN I MØRKETS HJERTE

Tvunget af reklamebureauerne må vi efterhånden øve os i en lidt mindre virtuel eksistens ved af og til at gå de gængse nyhedsmedier i bedene, men kun hvor det falder os helt naturligt. Lad os derfor bringe den udrindende dags kommentar i Information, men tro nu ikke at det skyldes stofmangel. Men denne smukke aprildag fortjener nu en hyldest til virkeligheden. Jeg præsterede således at skræmme en natugle ud af sit hule egetræ i Gribskov for at forsikre mig om at den også bor der i år - og forhåbentlig lader den sig denne gang fotografere. Den art brutalitet er en del af virkeligheden, og alle får således deres at slås med: Livet fordrer en hel del medicinsk tolerance. Men kommer vi snart op over tyve par havørne hertillands, risikerer vi at blive så medicinsk tolerante, at ørnene ikke længere vækker transcendente sindsbevægelser - så det bør forhindres. Og reklamerne? De kommer, bare rolig, men jeg behøver som ISO-certificeret idiot savant både teknisk og personlig assistance, så hav tålmodighed.

Og så til dagens kommentar.
TOLERANCEN I MØRKETS HJERTE (Information 7.4)
Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard har skrevet en bog om tolerance, hvori de bl.a. viser kunstens forpoststilling med læseværdige eksempelanalyser. Og mon ikke kunstens murbrækkerevne beror på, at kunstnere snart langsommeligt, snart umiddelbart fornemmer og til sidst ”ser” – og ikke kun ”mener” noget. Vore meninger om andres mening ligner i sammenligning mekaniske algoritmer, der som bekendt fylder lovlig meget i mændenes verden.
Retssikret tolerance er imidlertid ret beset blot en logisk følge af vore frihedsrettigheder, der jo byder os at respektere og tolerere andres tilsvarende frihedsrettigheder – ihukommende at vi er lige for loven. Helt uproblematisk er juraen dog ikke: For i et samfund hvor majoriteten tilhører en bestemt religion, kan man jo sagtens vedtage en lov der forbyder andre religioner. Denne lov gælder lige for alle, men favoriserer just eliten og majoriteten – så ligheden for loven retfærdiggør ikke i sig selv loven. Men misforholdet er heldigvis let at påvise.
Den individuelle tolerance hinsides det retssikrede minimum er derimod et anderledes mineret felt, for man har jo ikke pligt til at konversere, invitere endsige ansætte hvem som helst. I livets skole er tolerancen langt sværere end i skolen for livet: For så snart vi har ”the upper hand” i et afhængighedsforhold, professionelt eller socialt – så kan vi straffe kritikere, ”rivaler” samt ubekvemme afvigere med repressalier, som ingen jura forbyder os. Vi forbigår dem således til fordel for folk, som ingen har ondt over – og det er vor ret, ganske som når vi hyrer håndværkere af denne eller hin herkomst. Kort sagt kan vi straffe og banke folk på plads ved at fratage dem virkemuligheder, indtægt og status – eller ved at forholde dem vort venskab, vort selskab og vort netværk.
Afgørende er det her, at håndhævelse af en art moralsk jura nemlig ville forudsætte synlighed: For det kan ikke teknisk bevises at vor udøvelse af vor personlige frihed er diskrimination eller personlig afstraffelse. Dvs. det er nu ofte let at se og fornemme, samt overbevise vore bekendte derom – men at bevise det for en udenforstående instans er oftest umuligt: For hvordan dokumentere hvad folk sagde og med hvilke gestus, miner og tonefald? Og derfor er vi inde på forhold uegnede til jura.
Der findes dog eksempler som alligevel involverer juraen – men i form af dennes misbrug! En journalist fra Ekstra Bladet viste i praksis, at man med lethed kunne svindle sig til et kørekort ved at få en anden til bestille et nyt med det påskud at han havde ”tabt” det: For der var ingen fotokontrol. Journalisten påviste således en juridisk lemfældighed – men som straf blev han sigtet for dokumentfalsk, selv om hans aktion netop tilsigtede at standse dokumentfalsk. En schweitsisk embedsmand blev i sin tid sågar anklaget for forræderi, da han afslørede hjemlige kemikoncerners miljøforsyndelser over for EF-kommissionen.
Nuvel, misbrug af jura er også jura – og det sker derfor at sandheden kommer frem, om end ofte for sent. Under juraens niveau ligger det administrative niveau, og her er der masser eksempler på, at når borgere sætter en administrativ instans i forlegenhed eller gør modstand, trynes de i en uoverskuelig jungle af paragraffer, forholdes aktindsigt og kvæles under urimelige økonomiske byrder, undertiden sågar uden lovhjemmel. Disse tilfælde opdages kun, når en behjertet og garvet kender af det pågældende system træder hjælpende til med en terriers vedholdenhed. Således er mange husejere kommet alvorligt i klemme i forbindelse med byfornyelsessager under Københavns Byfornyelsesselskab, herunder den manglende kontrol med entreprenørers svindel og lemfældighed i udnyttelsen af denne lettilgængelige guldmine.
Hvad der sker på niveauerne under både administration og jura, er knap så pikant – men desto mere massivt, for det ligger i mørke og hinsides teknisk bevis. Men psykologien er den samme – og langt mindre trivielt end retssamfundets obligatoriske ”tolerance” over for andres lovsikrede rettigheder.
For her handler det om hvordan vi agerer når vi har partsinteresse i sagen – for slet ikke at nævne forfængeligheden, der med god grund ofte er mest sart i de højere luftlag... Vor lovbefalede tolerance med naboens religion, blot den ikke er for larmende, er derimod ingen sag – just fordi den kun kræver fornuft og en portion ligegyldighed. Men i praksis tror jeg såmænd gerne at en Søren Krarup måske er bedre til at snakke med sin egen muslimske kioskmand end mange af dem der holder tolerante foredrag om ”dem” – men som ikke aner hvad de dog skulle sige i kiosken ud over selve varebestillingen.
Den herskende majoritet samt folk højt på strå tolererer kun sjældent forbehold, endsige at man trækker på smilebåndet. At man tolererer hvad man retsligt set er nødt til at finde sig i udefra, siger derimod sig selv. Men sine egne straffer man med siciliansk ”omerta” – for frihed bliver ganske ligesom magt og tillid før eller siden misbrugt.

NU MED REKLAMER!

NU MED REKLAMER!
Kan I forestille jer denne blog med reklamer? Ikke det - nå, men hvor meget vil I så betale os for også fremover at forskåne jer for kommercielle indslag? Vi har nemlig fået en henvendelse fra et reklamebureau med forespørgsler om hvor meget vi forlanger for det. Og hvis I helst vil være fri, agter vi at afholde en auktion over hvem der vil betale mest for at få deres vilje i denne sag.

Mellem os sagt er det nu allerede en reklame for os selv, at nogen gider købe annonceplads her, for det siger jo lidt om oplagets størrelse. Kort sagt kunne nogle sikkert finde på omvendt at betale et reklamebureau for at smække annoncer på deres tovlige blog eller hjemmeside, blot for at illudere en vis reklameværdi.

Men bortset fra det, hvordan skal vi egentlig karakterisere vor målgruppe for vore kunder for at lobbe prisen højst muligt op? Kunne I mon finde på at købe nye havemøbler, eksklusive forsikringsordninger, privatskoleplads i udlandet til jeres børn, ødegård i Sverige eller ferielejlighed i Portugal? Og har I overhovedet råd, som åbenbart end ikke har råd til at indgå gældssanering i jeres vedholdende parasitiske mellemværende med undertegnede. Eller mener I blot at den potentielle reklameværdi I repræsenterer, nok skal generere rigelig annonceindtægt? Men nu så I jo selv, at også reklamefolkene måske kunne finde på at slå jesuitiske kolbøtter på sig selv for at vende tingene på hovedet og slippe lige billigt som I; så vor alderdom er langtfra sikret.

I øvrigt har vi før jul selv givet prøver på reklamer og overskrifter i indlægget "Danmarks bedste overskrifter", og i virkeligheden er bureauet måske ude på at hyre os som tekstforfattere. Vi ville givetvis være velegnede, for med vort surrealistiske forhold til produktionens såvel som konsumtionens mere virkelighedsnære sider ville vi uden tvivl kunne bevare vor idiotiske uskyld, trods al mulig kommerciel succes. Og bortset fra filmbranchen tror jeg at reklamebranchen er et af de få steder hvor originale typer optræder med en vis hyppighed, for i seriøse sammenhænge er de selv blandt velbegavede mennesker undtagelsen, uanset alle komiske selvbedrag i indbyrdes skåltaler - og det er fint nok, for der er så meget som de fleste af os ikke kan. Vi skal bare ikke plante os skinsygt på det af lutter medvind og kvæle den ægte vare.
Faren ved at opreklamere originalitet er således den, at de sande typer måske er bedre tjent med at blive betragtet med venlig overbærenhed: Intet er nemlig så farligt som succes, idet den udover at skabe afhængighed snart fører til detronisering til fordel for inderkredsens dygtige, men uoriginale typer. Thi endnu værre end den verden, hvor uddannelse er løsenet, er den hvor alt naivt handler om "udnævnelse". For det kan end ikke reklamebureauerne være tjent med.

Og reklame behøver ikke at være usmagelig, for selvironi er ofte god reklame. Tænk blot på Viktor Borges replik: "The Steinway Company has paid me to tell you that this piano is not a Steinway." Hvilket atter minder os om Storm P.'s ordskifte: "Kan De lide Beethoven?" "Ja, men det gør ikke noget - spil bare videre..."

Reklamebureauernes værste kattepine er uden tvivl den mangel på selvkritik, som oversvømmer markedet med kedsomme og trælse gentagelser: For blot man gør det samme som de andre, vil de være enige om at man er både fornuftig, original og tankevækkende.
Det siger noget om reklamebureauernes dilemma, at de nu må opsøge os bloggere for at holde kunderne vågne.
Men i det scenario at vi skulle føle os fristede af anderledes profitable tilbud i reklamebranchen, kommer I lige pludselig i den situation, at I må betale temmelig godt som abonnenter for at få os til at fortsætte vor hidtil lidet indbringende udgivervirksomhed. Åhja, for hvis I dog vidste hvor meget vi allerede i forskelligt regi har produceret, som alle mulige andre end vi selv har høstet frugterne af, ikke grundet dovenskab, men fordi de selv indser den lille forskel, som de ganske vist aldrig ville indrømme. Og det har kunnet lade sig gøre simpelt hen fordi vi ikke tilhører andre klubber end Sveriges Naturfredningsforening, som vi hermed i forbifarten giver en god og gratis reklame.
Ja, for den lukrative klasse har snart sat sig på det hele, og snart har de pæne forstæders samlede stileøvelser ikke andet officielt modspil end Lars Bukdahls kontrapunktiske pantomimer. Og så Jerome Kerns smukke klassiker "All the things you are not" - apropos Steinway. Den begavede Lene "Knallhatt" Andersen kan fortælle den samme historie, men har jo med beundringsværdig civiløkonomisk courage taget konsekvensen af lodret uforskammet behandling fra hæderkronede forlag og kulturpersonligheder. Den karakteristiske frygtsomme uforskammethed som gerne ses hos pæne mennesker, så snart de er i flok - hvilket de de klogeligt altid er...

Og nu til dagens eksklusive reklame for kendte og udmærkede almindeligheders komplette inflation som følge af ubetinget carte blanche fra både forlag og anmelder minus den rabiate Bukdahl: "X-FACTOR - NU PÅ BUSINESS CLASS". For sådan er det bare, og det viser at mennesker intet lærer af litteraturen, hvor meget de end ævler om den. Hvilket desværre er en uhyre dårlig reklame for litteratur, til trods vort påståede reklametalent - men så meget desto bedre, at dette heldigvis ikke er litteratur, lige så lidt som det er en kridtpibe. Alt hvad kendte mennesker i dag begår, er omvendt enten kunst, litteratur, filosofi eller kridtpiber: "For der er jo nok en grund til at det er dem og ikke os, der blev kendte. Med venlig hilsen Meyerheim."

PÅ TREDJEDAGEN OPSTANDEN

PÅ TREDJEDAGEN OPSTANDEN

Vi skrev forleden om livsviljens Schopenhauerske ukuelighed, der undertiden nødvendiggør gentagne tandudtrækninger, lobotomier samt kastrationer. Om dette mon også er baggrunden for Jesu samt Lazarus’ genopstandelse, er vel et lovlig kættersk spørgsmål sådan tredjedagen efter korsfæstelsen. Men lad os så i stedet fortælle om en kæmpegedde som jeg med mere held end forstand fangede i Lapland for nogle år siden.
Hvor kunne vi vide at gedder er snu nok til at kappe linen over, hvorfor man her foreskriver en ståltrådsforstærkning kaldet et forfang. To gange i rap skete ulykken derfor, og jeg havde nu kun ét blink tilbage at montere, så alle gode gange tre, og lad os hellere få det overstået. Og ganske rigtigt var der straks bid, men denne gang tillige held. Efter et par minutter lykkedes det nemlig at lempe en meterlang formelig krokodille tæt ind til søbredden, og nu forstod jeg at det gjaldt om at holde linen helt stram. Sådan en kæmpe trækker øjeblikkeligt en fiskeørn til bunds, og kun en havørne-hun kan tæmme den.

Men forestil jer nu vor forbavselse, da vi nu med odontologisk professionalisme observerede at den havde hele tre blink skruet fast i kæften – altså var der tale om én og samme gedde, som hverken ville eller kunne lære af sine fejltrin, omtrent som vi selv.
Men tror I den fortrød? Nej, tværtimod viste dens uforstilt ondskabsfulde og sygeligt ublufærdige blik kun aldeles tydeligt at det eneste den tænkte på var, hvorvidt den mon kunne rumme mig i én mundfuld: Og just i denne irrationelle monomani hinsides al realisme ytrer den sande psykopatologiske dæmoni sig: Således har vi observeret, at selv garvede professionelle plattenslager mod bedre vidende simpelt hen ikke kan lade være med at slå plat, selv der hvor de med taktisk fordel burde holde lav profil for siden at score den store gevinst. Kort sagt: Hvis vi havde benådet og genudsat vor krokodille, havde vi blot forlænget farcen og gjort nar ad den arme skabning.

I stedet tænkte vi på den franske dødsfange, der trodsede sin uopfordrede sympatikommité og skriftligt henstillede til præsident Pompidou om ikke at benåde ham, idet han ellers blot ville fortsætte hvor han slap. Han fik som en af de sidste sin vilje med "la Mademoiselle", og således gik det også vor krokodille – hvortil sluttelig bør føjes, at selv gamle gedder fanget i friskt fossende nordsvensk vand smager næsten lige så glimrende som ørreder, der jo desuden oftest er for små til at stille vor sult. Og som ekstra gevinst genopstod altså begge mine forsvundne blink fra dødsriget.

PÅSKESNE OG PSYKOPATFORVARING...

Til beroligelse for vor hastigt, men alligevel kun modvilligt voksende läserskare ( thi modvillig frygt for de fatale fölger er al sand kärligheds väsen, og ganske ligesom de störste profeter altid forsöger at undslippe deres hverv og betakke sig for ären, således frygter stormfulde själe gerne at binde sig karmisk) kan vi oplyse, at vi nu på betryggende kort afstand fra fädrelandet oplever årets förste snefald.

Denne bländende hvidhed stemmer sindet til sand nirvanisk alttilgivende mildhed, så lad os udbrede dagens glade budskab: at sneen virker akkurat lige så pacificerende som det hvide snit. Ja, måske endda endnu bedre, for jeg kendte engang en äldre åndssvag dame som måtte tilkendes det hvide snit hele to gange: en ekstra gang til äre for Prins Knud, som royalisterne siger. Åhja, for de sande modstandere tier altid klogeligt om kongehuset: prins Hamlet vidste det også godt...

Nuvel, krokodiller, gedder og hajer tåler med deres voksevärks arkaiske dämoni og hedenske nådelöshed at få trukket tänderne ud mange gange, for ukrudt opgiver aldrig og kender ikke til livsträthed - og ganske som visse tungnemme reptilmennesker ligeledes behöver gentagne, ja helst regelmässige hvide snit som de måske endog til sidst ikke kan undväre, da gift jo er vanedannende - således kunne man også forestille sig at särligt höjpotente mänd bör kastreres med jävne mellemrum: F.eks. en fjern bekendt der engang kommenterede en lysteligt forbicyklende barbenet maj-pige med disse ord: "Hun burde have sådanne nogle stöd i äggelederen at skallerne flyver om örerne på hende." Han begik vist angiveligt senere selvmord af ulykkelig kärlighed - for så grotesk kan nemlig kun romantikerne fantasere, utvivlsomt af en art dyb blufärdighed og ärefrygt for naturkräfterne.

Forholdsreglerne mod sådan djävelsk ur-vitalitet må i fölge sagens natur ligeledes väre diabolske: ikke af lidenskabelig ondskab, men fordi alene den yderste pine og plage mod vor näste formår at holde vor bevidsthed nogenledes vågen og fri af amfibiernes tornerosesövn dybt nede i söbundens slöve mudder.

Således kender jeg en äldgammel läge med aldeles ypperlig köbenhavnsk såvel som diagnostisk hukommelse, der fortäller om hvorledes han som ung mediciner på Nyköbing psykopatforvaringsanstalt oplevede fölgende: Afdelingens sadistiske oversygeplejerske viste regelmässigt klienterne et stort syltetöjsglas fuld af velkonserverede testikler fra tidligere elever på nävnte lejrskole. Nästen hele bemandingen var psykopater - "forbrydelsens element", I ved. Så vor mand blev forståeligt nok syg af opholdet og foretrak derfor i stedet at virke på et tuberkulosesanatorium, trods smitterisikoen.

Er det således ikke utroligt hvad nirvanisk akvarieagtigt stöt, men blidt snefald kan inspirere til? Shiva og Vishnu samarbejder kosmisk i en stadig vekslen mellem krig og fred, mellem skabelse og ödeläggelse, for vi giver med den ene hånd hvad vi tager med den anden og omvendt; og vi forventer ingen tak til gengäld, om end måske i längden nok bröd for skuespil, eller "a kingdom for a horse". Apropos påske: "Hvad er sandhed?" Tag endelig ikke fejl, folkens - vi skal nok finde ud af det...

MEDIEMYSTERIUM: STOR DUSÖR LOVES!

HVEM ER DEN USKYLDIGE?
I et af vore sjældne reklamefremstød i den virkelige og mellem os sagt en smule banale verden, som vor beskæftigelsesminister jo foreskriver i god tro og mening, erindrede vi for nylig atter Morgenbladets chefredaktør om vore små fortrin – som nemlig med lidt mere generøsitet nok kunne være med til at bremse samme organs foruroligende oplagsfald, hvis diagnose vi jo allerede for længst har stillet.
Ved samme lejlighed kom vi til at tænke på en også i de borgerlige aviser velanskreven og flittig skribent gennem en lang årrække med lutter humane og uanstødelige synspunkter: Sagen var nemlig den at vi ikke i en eneste gang i vort liv har hørt ham nævnt med et eneste ord, endsige selv nævnt ham i nogen af vore forskellige omgangskredse, lige så lidt som hans talrige indlæg og kronikker i tidens løb nogensinde har affødt nogen som helst læserreaktion. Og her taler vi ingenlunde om nogen art fortielse, men om den sande anærobe tavshed under fuld bedøvelse, akkurat som i verden før "the Big Bang". Diagnosen er naturligvis her den, at da manden som debattør er en komplet uinteressant og samtidig komplet uklanderlig forfatter af danske stile, vækker han ingen som helst professionel jalousi og kan derfor bekvemt bruges til at spærre for interessantere stemmer: Og det er hans store og saliggørende hemmelighed – i særdeleshed for ham selv!
Hans navn skal fortsat forblive en apokryf og alkymistisk hemmelighed, selv for de indviede: For det første fordi ej heller vi kan have det ringeste imod en mand, der så glimrende stiller vor egen situation i et relief der overflødiggør enhver kommentar. For det andet for ikke at bryde og dermed dementere den smukke og ejendommeligt konsekvente matematiske lovmæssighed, som vi netop har påvist. Og for det det tredje fordi vi føler en uselvisk forpligtelse over for mysteriets tilbedere og gådens altopofrende grublere - ganske ligesom skaberne af de formodede landingspladser for ufo'er i England´s kornmarker til sidst følte det som et uselvisk kald at opretholde folks livgivende tro på disse fantastiske besøg fra højere civilisationer. For deri var der langt mere opbyggelighed end i at afsløre den prosaisk desillusionerende sandhed.

Nej, langt snarere kunne vi finde på at afholde en gættekonkurrence for betalende deltagere, indrettet som tipsmidlerne således, at halvdelen af pengesummen går til staten (der som bekendt er os) og halvdelen til konkurrencens vinder – men med det konsekvente forbehold, at vi pålægger vinderen tavshedspligt med en kontraktlig klausul om øjeblikkelig tilbagebetaling i det tilfælde at han besudler hemmeligheden med offentlighedens bevågenhed.

Har I nogensinde haft den oplevelse at lede efter et i og for sig helt banalt ord eller navn med en vild og aldeles kompromisløs lidenskab, som paradoksalt nok netop skyldes, at I ikke kan udholde således at blive holdt for nar af en ren bagatel? At I ikke på stedet kan huske Ohm’s og Newtons love endsige noget for den frie tanke så hæmmende som injurielovgivningen, kan I derimod sagtens leve med. Og har I oplevet at I herunder til sidst er villige til at tilsidesætte, ja forskertse alle vigtige gøremål såsom begravelser, stævnemøder, egne og andres bryllupper samt jeres professionelle aftaler, så at I til sidst hovedkulds og med fuld bevidsthed sætter både jeres job, jeres ægteskab og jeres fremtid over styr til fordel for "the big crunch" i den forløsende singularitets nirvanisk sorte hul – blot for at gøre en ende på denne jeres latterlige cerebrale kattepine? Ikke det? Jamen så kan I sandelig få lov til at prøve det nu….
Åh, til sidst: Til gengæld kunne I måske så pine os med udsigten til engang at få svar på en anden litterær gåde. Hør her: Med sådanne bloggere behøver I jo slet ikke længere bøger endsige aviser; men ikke desto mindre hører vi ude i byen at I fortsat køber sådanne trykte medier. Oh, I lidet troende, ved I da ikke at Herren er en streng og nidkær gud, der ikke tåler at I sådan vilkårligt uddeler og med homeopatisk nærighed fortynder jeres kærlighed til fordel for creti og pleti? Ve jer I gøglere, der gør mit tempel til en markedsplads fuld af gejle geders brægende tummel!

UDEBLEVEN KUNSTSTØTTE

Eftersom man nu ønsker at fratage os kunststøtten, burde vi måske strejke, så I herefter kunne være overladt til typografers og kulturkommissærers forgodtbefindende. Men Allah er stor, og hans nåde er endnu større. Så vi nøjes med denne markering.
Om kunststøtte til de bedst sælgende kun dette, at i forvejen nyder de godt af en art "merværdi" i form af langt større både offentlig og privat bevågenhed end de mindre sælgende. Denne selvforstærkende efterspørgsel ud over hvad deres reelle fortrin berettiger, giver dem allerede al mulig både symbolsk og reel anerkendelse fra alle tænkelige instanser undtagen læserne: For hvad skal vi dog ellers finde på som jule- og fødselsdagsgaver, til vor begavede søn der er i tvivl om hvorvidt han skal blive kunstner eller filosof, og som derfor behøver krisehjælp fra rigets ypperste eksempler?
Selv om det er småting, virker det komisk og uklædeligt når skribenter på moden jamrer
over kultursektioners helsider. Selvfølgelig vil de helst beholde de penge, men deri ligger intet symbolsk - bortset fra deres egen nagende tvivl der ikke tåler at stimuleres af påmindelser udefra. For jo mere "selvagtelse" folk påduttes, desto mere har de også at forsvare med næb og kløer...

Det mest diskvalificerende for alle de anerkendte syrehoveder er dog i grunden dette: Hvis de vitterlig var "Guds udvalgte", ville de også være i stand til at skrive klageindlæg så morsomme og underholdende, at alle hjerter måtte overgive sig. Men de er blot kedsommelige og uklanderlige, hvilket som bekendt også kendetegner kulturkommissærerne - men disse har dog i det mindste den undskyldning, at det nu engang er deres job.

MUHAMMED ALI: FILMEN VAR NU BEDST!

RELIGIØS TOLERANCE
Tolerancen i sprogets verden er mildest talt til at overse, modsat vor religiøse tolerance – og så taler vi ikke mere om det…
Kunstnerisk kvalitet er genreneutral; og lommesmerter er religionsneutrale: Således slår nogle kunstnere sig op på at afbilde guder og disses profeter; og nogle religiøse søger deres udkomme i at gøre sig fortjent til dusører for likvidering af fredløse kættere. Det er da rart at vi mennesker således ligner hinanden på bunden, for det letter den indbyrdes forståelse betydeligt.
Hvis folk rummer komplekser og indre vulkaner hinsides rationel bearbejdning, så må man træde varsomt. Men ellers kan problemernes nu oftest løses med forhandling: Hvis en muslim får at vide at jeg privat har tegnet profetens skæg, kan jeg forhåbentlig berolige ham ved at fortælle følgende: At det for det første kun var for skæg og for det andet slet ikke skulle være kommet troende muslimer for øre. Endelig kan jeg fortælle ham, at eftersom jeg desværre selv hverken tror på Muhammed Ali eller andre ufejlbarlige profeter, så kan jeg jo heller ikke opleve det som helligbrøde at afbilde dem – forudsat at jeg ikke dermed sårer de troende. Måske er jeg således nok vankundig i min vantro, men det er jo dog endnu en menneskeret at være idiot: For man er jo ikke selv herre over, hvorvidt man tror at jorden er rund eller flad.
Nu insisterer nogle af pressens folk imidlertid på som modtræk mod hævntruslerne mod Jyllandspostens kunstnere at bombardere markedet med Muhammed-tegninger for at stå fast på vor integritet. Nuvel, ”integritet” er et ord som TV-vante æresborgere proklamerer offentligt med et ædelt ansigtsudtryk, der må få deres hustru til diskret at trække på smilebåndet. Hvor meget integritet de har når ingen i etablissementet ser dem, og æren ikke længere trækker i samme retning som dyden, er ofte noget ganske andet.
Hvor ofte hører vi således ikke om at kendte borgere, selv målt på deres egen borgerlige høflighedsstandard, reagerer utilgiveligt uhøfligt og brutalt overfor spagfærdige henvendelser i god tro, snart fordi disse forekommer dem alt for ubetydelige for deres egne karriereplaner til at spilde tid på – og snart fordi staklerne opleves som utilregnelige trusler mod æresborgernes beskyttede værksted.

Når det intet koster, er det flot at kunne demonstrere integritet ved at stå sammen mod alle hånde tovlige billedstormere. Men helt ærligt: At vi undertiden må forsvare os om nødvendigt, er ingen ”æressag”, men almindelig overlevelsesfornuft. Men bland dog ikke moralsk integritet ind i det! Så længe der ikke er tale om et offer eller en risiko for en god sag, er sådan ”principfasthed” blot en præventiv og pædagogisk strategi – som må diskuteres rationelt fra sag til sag. For hvor lidt skal der ofte ikke til for at undgå unødigt bøvl? Ja, hvor lidt koster det ikke ved udsøgte lejligheder at bedyre at Jorden er flad, bare det ikke bliver en vane?
Ihukommende hvor meget vi ligner hinanden, kan man dog ofte nå langt ved at snakke sammen som individer snarere end at behandle modparten som repræsentant for en gruppe. Som da man egen kiosk-muslim ønskede mig en god jul: Ingen af os i kvarteret havde ønsket ham en god Ramadan. Der skal omvendt uhyre lidt til for at selv højt uddannede og ditto lønnede mennesker vil ønske en alt muligt ondt på livstid, hvis man fornærmer dem som gruppe.
Det gælder såmænd både firmaer, ministerier, institutioner, akademier og for den sags skyld også medierne – der nemlig alle selv på tværs af observans ejerforhold opfører sig som et netværk, som man ikke ustraffet fornærmer. For alle disse instanser ser erfaringsmæssigt med højst ublide øjne på, at nogen gør grin med deres helligdomme eller uvaner.
Omvendt har jeg også oplevet at når jeg kom til at rose en gruppe eller nation for noget, kunne jeg ligefrem se på min modpart med dette tilhørsforhold, at han eller hun voksede flere centimeter. Så når det gælder kollektiv ære og skam, har vi aldeles intet at lade muslimerne høre. Når grupperos og grupperis tilsyneladende opleves endnu stærkere end individuel ros og ris, så kan det muligvis skyldes, at den virker desto mere nedarvet, uafvaskeligt og indiskutabel end individuelle anklager, der lettere kan afvises som grundløse: om ikke andet ved at appellere til ens egen ”basisgruppe”.

Hvis vi således vedtager at alle negre er fødte jazz-genier, så kan enhver neger herefter rette ryggen, uanset al tidligere tvivl gennem årene. Og tilsvarende med en kollektiv skamplet på et helt folkefærd – den får dem til at skamme sig også indbyrdes på en måde, der så at sige ophæver gruppens egen vetoret over for kritikken, og som de ikke kan leve med. Og dette fremtvinger ofte et blindt hævnbegær: Tænk blot på den schweitziske embedsmand, der måtte bøde så dyrt for at afsløre sit fædrelands kriminelle kemikaliekoncerner over for EF-domstolen. Og de højt uddannede og lønnede har endda ikke som de fanatiske muslimer den undskyldning at være uoplyste. At undsige firmaet, klanen, klubben, branchen, fædrelandet eller religionen er kort sagt altid en livsfarlig ting.
En tænksom muslim kunne derimod sige: ”OK, vore krav forekommer måske jer danske uhyre intolerante, for vi behøver jo slet ikke at se på de tegninger, så længe de trods alt trykkes så sjældent – der sker jo så meget andet skrækkeligt hele tiden, som vi hverken ser eller protesterer mod. Imidlertid er vores Gud en uhyre streng og mellem os sagt noget irrationel herre; og han vil i særdeleshed straffe os rettroende hvis vi ikke hævner hans ære på hans vegne. For som I sikkert selv ved: Frænde er frænde værst, og guder som mennesker forlanger derfor altid mere af deres egne. Så selv om vi nok kunne se gennem fingre med, hvad I vantro hunde i jeres vankundighed fordriver jeres sølle tid med, så handler vi i denne sag dybest set ud fra vore egne mest elementære overlevelsesinteresser. Helvede er jo ikke noget sjovt sted at havne i – det må I indrømme, så forstå dog at vi må indtage den position vi gør og derfor forlange de Muhammed-tegninger fjernet, uanset hvor vellignende de end måtte være.
Til sagen hører desuden det forhold, at netop fordi det jo på ingen måde er nogen tilsvarende hellig sag for jer at karikere vores profet som det er for os at slippe for den slags, så er der ikke her tale om nogen moralsk symmetri, sådan som i en religionskrig mellem to guder der hader hinanden. At fjerne de tegninger er en så ubetydelig og velafgrænset undtagelse fra jeres ytringsfrihed, at det ville klæde jer at afholde jer fra den slags offentligt, nu I har erfaret hvilken kattepine det sætter os i.

Trods det her fremførte at fremture kan derfor ikke bortforklares som god tro, for uden ovennævnte tvingende motiver kan der reelt kun være tale om bevidst provokation. Og hør engang: Hvis vi fortæller jer noget som vi selv tror må såre jer – så vil denne handling faktisk såre jer, også selv om det vi siger slet ikke er så sårende som vi indbilder os. Ganske vist ville I måske kunne bære over med, hvis vi gjorde grin med Jesus – men jeres tolerance ville da udelukkende bero på jeres viden om, at siden I end ikke selv længere tror på den falske profet, så kan vi heller ikke tro at vore karikaturer af ham kan såre jer.
Selve den intention bevidst at forsøge at såre et menneske, er derimod allerede i sig selv sårende for dette menneske. I den forstand kan et sådant forsøg altså ikke mislykkes, og det samme gælder derfor jeres forsøg på at såre os muslimer.”
Så vidt vor tænkte muslimske filosof. Med mindre man er styrmand, spiller det ingen større rolle om man tror at Jorden er rund eller flad. Men hvis nogle derimod tror på en Gud der tolererer meget lidt, så har de vitterlig et problem – uanset hvor tolerante de selv måtte være som mennesker. Og det kunne vi andre vel godt vise forståelse for i stedet for at fremture offentligt med en ukrænkelig ”integritet”, der som antydet oftest kun findes så længe der er betydningsfulde tilskuere til vor opførsel. For den største forskel på bøller og pæne mennesker er den, at de sidste tillige er nogle tøsedrenge der kun tør drille under mandsopdækning af alle rigets brave borgere.

BLEKINGEGADE anden akt: MORALE?

I går fortalte vi om egne og andres forbrydelser i Blekingegade. Hvad skal vi forresten mene om disse prægtige unge mennesker, der søgte spænding mere end egen vinding. Jeg husker fra min tidlige studietid min mistro mod de ubehagelige ideologer med den gode sag og de mange fortrinsrettigheder og tænke allerede dengang meget i motiver. Til gengæld tog jeg nu ikke skade af at stifte bekendtskab med Marx, for dér lærte jeg faktisk noget uden at blive religiøs.

Men altså, en god sag dækker og så at sige immuniserer selviske motiver moralsk, så at endog lovbrud synes forsvarlige. Javel, men også lovlydighed, gudstro og respekt for allehånde rangordninger og accepterede autoritetsforhold misbruges til alle tider som uangribeligt alibi og dække over allehånde magtfuldkommenhed, manipulation samt intimidering af ens medmennesker. Vi skyder dem måske ikke, for det er ulovligt: Men vi kvæler dem og udsulter i fællig deres rodnet uden at risikere den mindste indsigelse fra brave folk: Farisæisme, calvinisme, marxistisk statsmoral osv.

Hele tiden foregår der bunker af menneskeligt svineri i ly af "opgaven", jobbet, reglerne, lovene, moralen og arbejdspladsens "spilleregler". Det sker ikke mindst når vi mod bedre vidende dømmer og bedømmer folk efter reglementernes bogstav i stedet for efter deres ånd. Oftest for at udelukke ubudne ansøgere i riget. Og her er det at fortvivlelsens selvhjælp kan være den eneste udvej. De der dristigt bryder lovene i en højere sags tjeneste, er jo ofte ikke spor værre end alle de renskurede - de fører blot det farisæiske princip op i en højere potens, hvor selv det som før var "den højere sag", nu suspenderes som udenomsværker.

Faktisk har disse folk undertiden ret, men det beviser jo blot ikke at deres egen "højere sag" er spor bedre. Egentlig må det vel være rigtigt at ofre nogle få liv for at redde en masse andre. Men sagen er jo den, at intet garanterer at mirakelkuren "Revolutionen", "Irakkrigen" osv. også virker efter hensigten. Måske helliger målet faktisk midlet - men vi kan íkke være sikre på at midlet virker. Derimod var det helt sikkert at den unge politibetjent døde af at blive skudt ved postrøveriet. Det moralsk sikreste er derfor kun at skyde folk, man personligt ikke kan lide.

Al moralsk fernis kan misbruges, og alt hvad der kan misbruges, vil blive misbrugt - ergo.

P.S. I marts 2007 bragte vi forresten også et stunt om egne forbrydelser i Blekingegade, med en noget anden kadence i "real time."

TRE ÆGTE KRIMINALHISTORIER I BLEKINGEGADE

KARAKTERMORD I BLEKINGEGADE
Hvis det her var en dagbog, og hvis dette var et menneske, så ville jeg fortælle jer om min velfortjente straf for min feje lovlydighed. Efter at have taget kørekort og dermed omsider legaliseret min brugte bil i Sverige døjer jeg nemlig nu med høje strafafgifter på forsinket betaling af bilforsikring. De slyngler venter nemlig en hel måned med at rykke, og den unødige spøg koster 3000 kr ekstra. Alt sammen for at undgå temmelig hypotetiske bøder for ulovlig kørsel i ødemarken: Måske kun min velfortjente straf for sådan gammelklog fejhed.

Jeg tog mit kørekort i Blekingegade 2 og læser betegnende nok just nu om Blekingegade-bandens bedrifter på samme adresse. Hvor min egen bekostelige lovlydighed dog er flov sammenlignet med disse prægtige banditter der virkelig gjorde alt det vi andre drømmer om: Deres eneste illusion var den store gode sag, som er alle ofre værd; og deres eneste fejltagelse var drabet på en ung betjent, hvis forældre aldrig kom sig over tabet; ligesom mange af de passive ofre for røverierne fik psykiske men med ægteskabelig og anden ulykke i kølvandet. For de fleste mennesker er nok på bunden ret ”følsomme” – ja, i virkeligheden er man måske omvendt selv en temmelig hård hund; blot undgår de fleste klogelig at løbe sig for mange staver i livet. Og mellem os sagt skal der sgu sjældent ret meget til før de begynder at høre stemmer.

Nej, hvis jeg skulle slå ihjel, skulle det være helt på egen regning, siden ingen retfærdige engle vil gøre det beskidte arbejde – som dog ellers udgør mellemlederes dybeste og egentlige berettigelse i ly snart af et moralsk afvæbnende femininum, snart af opgavens altoverskyggende maskulinum. Men jeg ville nu tage ofrenes familier med i købet: dels af lutter genetisk konsekvens, dels for just at undgå ovennævnte tragisk familiære sejpineri som uagtsom bivirkning. Dette med ”genetisk konsekvens” er for resten ikke uden en vis dybde: For når uklanderlige borgere straffer dem der siger sandheden, gør de dem tillige i praksis umulige på ægteskabsmarkedet såvel som arbejdsmarkedet – ganske ligesom en lovlydig ung mand i Palermo må feje op i en bagerforretning på livstid uden store udsigter hos damerne. Omvendt belønnes hamster-agtige og veldresserede mandslinge med embeder og offentlig omtale af komisk-højtidelig art, der gør dem til enhver svigermors drøm, om end måske også hustruens mareridt.

Tilbage til Blekingegade-banden. Slynglerne har siden udviklet sig og erfaret en masse blandet, og de sidder i gode jobs. Selv er jeg derimod nøjagtigt den samme som den gang: Ja, jeg havde sågar allerede for længst fået returneret adskillige naivt snusfornuftige kronikker til dagbladene om demokratiets nødvendighed som eneste farbare vej, for det var nærmest provokerende tale i alle de venstrefløjsøren der i dag pludselig sidder på den markante højrefløj.

Dagbladene gjorde sig således ved deres mange afslag medskyldige i Blekingegade-bandens fremturen, grundet bandens desårsags forpurrede og fatalt forsinkede genopdragelse – omtrent på samme måde som PET og Justitsministeriet gjorde sig medskyldige, idet de i årevis lod banden husere i det håb gennem den at kunne optrevle den omfattende international terrorisme, som banden jo tjente.

Jeg har derimod stadig den samme lovlydige adresse som dengang, blot lidt mere medtaget end før – trods en betragtelig andelsværdi, der ville komme mig til gode hvis jeg gjorde mig fortjent til seriøs og langvarig indespærring i modsætning til disse idealistiske amatører. Men ellers har jeg kun kørekortet at prale med af større verdslige gennembrud siden dengang, for min første bog ”Syndefaldet” (!) var allerede udkommet: Ja, den bog som indflydelsesrige skribenter pludselig under fire øjne skamroste mange år senere, efter at jeg uventet havde fået vind i sejlene og endnu ikke pådraget mig klubbens kollektive jalousi.

Nedstammer man mon fra en eller anden sejlivet landskildpadde, og findes der mon en art ved navn ”Ahasverus-skildpadden?” I så fald er min skæbne den tavs at måtte bevidne platuglers og halvintrigante abers kåring for "All the things you arn't". Nej, så var der sgu anderledes gods i Blekingegade. Men det sidste ord er endnu ikke sagt, for vi skildpadder holder os forbløffende og lever livet om ikke baglæns, så dog langsomt.
For at kunne konkurrere med den sympatiske og retsindige kriminalforfatter Peter Øvig (og ikke kun med den kongenialt langsommelige Scherezade) vil jeg således først fortælle en kriminalhistorie fra det virkelige liv:
En bekendt der skam normalt er endnu mere velafbalanceret end jeg selv, havde gerådet i kronisk og komplet ruinerende såvel som urimelig strid med en instans, som her skal være lige så anonym som Peter Øvigs kilde ”Stemmen”. Som spot til skade indgik den sædvanlige magtfuldkommenhed, der bevidst spekulerer i ens mangel på legale udveje. Til sidst købte han et maskingevær fra krigens tid med ammunition. En aften han sad foran fjernsynet og gennemspillede sin dramatiske fantasi med det skarpladte våben i hænderne, gik et skud af.
Heldigvis var naboejendommen under ombygning, så ingen opdagede noget.

Noget rystet afhændede vor mand dog snart derefter mordvåbnet til en velrenommeret nulevende bande: For han blev simpelt hen skræmt af den besnærende nærhed mellem privat drøm og irreversibel virkelighed. Men desværre er det hverken alle ofre eller alle forbrydere, der tænker sig så grundigt om i tide – for de fleste er blot kopimaskiner med svendebrev. Tabet ville dog af samme grund måske være til at overse...

På forbrydelsens vej er jeg nu selv hidtil kun nået til injurier, men le ikke så smøret børnlille, for man har jo dog før hørt om karaktermord. En passende avisoverskrift dagen efter kunne være: ”KARAKTERMORD PÅ KARAOKE-KASTRATER” .

INJURIER - en sand historie om S.U.L.T.

Trods en stigende læserskare vil vi ikke som den vragede islam-student Kim Møller besmitte os med en formelig partiorganisation i form af angiveligt 2000 daglige læsere. Her på stedet er der desuden kun fodringstid en gang ugentlig, om end doseringen kan svinge. Denne søndags guldalderbelysning og et vejr hørende til sidst i marts indgød også Dyrehavens kronhjorte en smittende og næsten lattervækkende forårskådhed - skønt deres brunsttid jo ellers ligger om efteråret.

Fugle kan lade sig narre af dagslængden, så hvorfor ikke også hjorte?
Sølvagtig solskive og let mælkeslør over grenværket stemmer også hos mig sindet til mildhed.
Det minder mig om at Henrik Nordbrandt nu igen er oprigtigt indigneret over vor behandling af husdyrene - samt over pressens hånlatter over denne hans indignation. På samme vis var han for to år siden også indigneret over den ukollegiale behandling jeg selv endnu engang fik af pressens gentlemen. Nåja - måske er det meste af livet ret beset dyremishandling.

Her på stedet mishandler vi vore læsere med at stille pikante sager i udsigt, som vi sjældent indfrier, idet vort medie jo tager sig bedst ud i "real time". Men i dag vil vi gøre en undtagelse. Vi genoptrykker en klumme fra Politiken 2001, som det siden lykkedes makkerparrtet Stjernfelt på engang at plagiere og forvrænge i deres smædeskrift mod outsiderne for to år siden.
Ikke fordi det var en genial kongstanke - men at en skiløber plagierer en anden, er mere spiseligt end hvis verden kårer en skiløber, der tydeligvis aldrig selv har oplevet sne. Af nøjagtig samme grund blev Kierkegaard i sin tid så rasende på biskopperne, der gav den som sandhedsvidner. M.a.o: Vi tager det hele - og til sidst stjæler vi sgu også den korsfæstedes kors., siden det nu skal være så populært.

Eftertiden kan måske smile ad det, og også i vort beslægtede ærinde påkalder os vi os gerne latteren, forudsat at den forbliver på vor side. Vor klumme handlede om at de anerkendte vil være miskendte - for selv har jeg jo oplevet guldmedaljerede nyansatte, der "solidarisk" betroede mig at de "også¨ var outsidere. Den oplevelse kan hverken Stjernfelt eller S.U.T. have haft. Jeg blev som SK rystet helt ud af balance ved den lejlighed - at sådanne typer har stjålet guldet efterhånden, kan man måske lære at forstå, men at de samme typer dernæst stjæler ens kors, det var bare for meget.

Nuvel. Men inden klummens dokumentation om føje tid, som de to vred ud til en hel pamflet, får I denne gang nogle højst injurierende nutidige betragtninger, som lovet. Men de to er såmænd bare stjerneeksempler på den metronormale grasserende upersonlighed, som Woody Allan tegnede i filmen "Zeelig". De ved det ganske rigtigt sjældent selv - og netop derfor er de så barnligt åbenlyse. Og forresten: Jeg sendte skam SUT klummen og et forespørgende brev, men fik naturligvis intet svar. Til gengæld ålede jeg i mange artikler og kronikker deres pamflet uden at antyde noget - for allerede deres fordrejning af den sandhed de plagierede, var i sig selv kompromitterende nok, og af langt større almen interesse. For hos de to blev det nærmest til, at outsidere reelt blot er tabere og livsløgnere - i hvert fald these days;, ja for ellers ville sådanne typer jo ikke kunne finde noget at skrive om. Svarende til at kalde Kierkegaard en inbildsk og falleret teolog og Jesus en skabagtig demagog. Nå, velbekomme til...


EN SAND HISTORIE OM S.U.L.T
Der er den fordel ved at have en yderst diskret blog, at man længe kan holde professionelle plagiatorer fra døren. Ærlige amatører er derimod til at leve med, for vi andre klamphuggere vedgår jo også åbent, når vi efter bedste evne forsøger at tilegne os et fremmedsprog eller et musikstykke.

En anden befordrende ting ved bloggen er den, at man ikke skal godkendes af redaktioner med deres aktualitetsdogmer. Om aktualitetskriteriet se vort blog-indlæg ”Dogmeregler fra Jesus til gratisaviserne”. Åh-ja, for når vi professorer bliver emeritus, henviser vi gerne med komisk afvæbnende naivitet til selv vore mest kluntede ungdomsarbejder med en autoritativ nidkærhed, der må gøre enhver Alzheimer-forsker grøn af ærgrelse over at gå glip af et så eksklusivt pragteksempel på diagnosen ”cerebral absces”. Forskere udi lever-absces er som bekendt ulige heldigere stillede, såfremt de da ellers selv formår at styre sutteflasken.

Professor-titlen er for resten stadig beskyttet, modsat i udlandet hvor den nu heller ikke altid er så meget værd. Det er den snart heller ikke herhjemme grundet inflation, jævnfør blot alle hånde adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter – hvormed jeg tænker på charlataner og plagiatorer såsom henholdsvis Århus-semiotikeren Per Åge Rapand og den herboende(!) kamæleon Frederik Sternberg, som må være vor akademiske verdens svar i fredstid på den salonfæhige tyske arkitekt Albert Speer: kort sagt en efterlignings og netværks-intelligens med en godartet karakterløshed, der er alt for civiliseret og alt for udbredt til at lovgive mod. Åh, og lad os her ej heller glemme Sternbergs seneste forbundsfælle i hans lange kongerække af symbiotiske partnere: den angiveligt så hellige digter S.U.L.T. , der til sidst måtte kaste handsken og betale med sin fromheds besnærende kappe som beskyttelsespenge for med de samme midler at opnå den samme verdslige medvind som vor hjemlige åndsverdens Machiavelli.

FORTABER vi os i digressioner? Ho-ho, vær ikke så sikre på det børnlille, for måske nærmer vi os først nu hovedsagen. Men vi bør dog ikke af den grund lade vore digressioner i stikken som blindgyder på den samme hjerteløse måde, som når børn i et stormagasin har tabt moderen af syne og i deres søgen forkaster den ene behjertede og barnløse dame efter den anden – snart med uforstilt væmmelse, snart med knusende indifferens. Derudover har vi ofte erfaret at digressionen kan være den mest interessante vej til hovedsagen.

Nå, men som sagt er professor-titlen desværre endnu beskyttet – men hvad man skriver på sin blog, henregnes heldigvis juridisk set til privatlivets fred. Og her kommer vi så til en tredje fordel ved bloggen: Denne er i stor udstrækning fredet også mod injurielovgivningen – som jeg dog ikke gider at sætte mig ind i uden betaling, idet jeg nøjes med at digte mig til dens ideelle udformning.

Således slog det mig engang, at det nærmest med logisk nødvendighed bør være forbudt at beskylde folk for udokumenterede ulovligheder: Thi den selv samme straffelov der beskytter os mod lovbryderen, bør rettelig tillige beskytte uskyldige mod uretfærdigt at lide samme spot som lovbryderen: Kort sagt må loven nødvendigvis beskytte uskyldige mod uretfærdig stempling, for ellers ville den jo ikke gøre forskel. Eller om man vil: Titlen som lovbryder er ganske ligesom professor-titlen samt Muhammeds navn strengt beskyttet og må ikke tages forfængeligt. Åhja, for ganske som i den akademiske verden er der også i kriminalitetens verden rangforskelle: Ja, jeg har sågar personligt oplevet en anerkendt svensk bankrøver emeritus som hverken ville dele rang eller bopæl med lommetyve og børnelokkere.

Imidlertid er hverken plagiat eller fusentasteri forbudt: Desværre, for i så tilfælde havde vi kunnet nøjes med diskret at melde de førnævnte herrer til ordensmagten. Men det kan vi desværre ikke og må derfor ty til fortvivlelsens selvhjælp. Vor overvejelse har til gengæld affødt følgende frugtbare erkendelse: At i stedet for at kalde folk henholdsvis charlataner og plagiatorer kan vi blot sige: ”Hvis charlataner og plagiatorer havde været anerkendte af Landsforeningen af Forbrydere, så ville både Per Åge Rapand, S.U.L.T. og professor Sternberg forlængst have delt bopæl med borgmesteren i Farum. Men sagen er den, at end ikke Landsforeningen af Forbrydere vil kendes ved d´herrer – hvortil kommer at Fængselsvæsenets Fagforening nu ej heller længere vil affinde sig med arbejdsforhold som Landsforeningen af Forbrydere således holder sig for fine til. Kort sagt må sagen derfor henlægges.”

Henlægges og henlægges…Åhja, for mens vi tålmodige som kommissær Columbo venter på at afsløre vore mistænkte for anderledes anerkendte og følgelig strafbare forbrydelser, kan vi privat straffe dem på sindrige måder, som ikke falder under straffelovens monopol, og som derfor ikke risikerer at vække retsvæsenets professionelle ”jalousie de metiers”. Ja, for som tidligere antydet kan vi søge trøst i det forhold, at da vi netop ikke har beskyldt nogen for noget strafbart, bør vore beskyldninger heller ikke anses for injurierende i lovens forstand.

Ha! Som en ekstra juridisk forsikring og barok sløjfe kommer vor endnu ikke komplet Alzheimer-befængte hukommelse os sluttelig til underholdende hjælp. Sagen er den at vi i Information 12.10 under titlen ”Farlige mænd i Danmark” refererede med beskyttelse af såvel vor kilde som dennes hovedmistænkte til en herboende(!) røgter af vort kultur. Først i dette øjeblik erindrer jeg (med behørig respekt for hr. Alzheimer), at bemeldte Sternberg for år tilbage, før han blev medlem af Det Danske Akademi samt adjungeret professor ved Farum Universitetscenter, om den selv samme hædersmand offentligt engang bedyrede nøjagtigt det samme, som min beskyttede kilde langt senere skulle betro mig: ”NN er ingenlunde en ufarlig mand!”
Dengang måtte dette udsagn forekomme mange komisk, men Sternberg viste sig altså at have profetisk ret. Men han ragede sjovt nok ikke med sin beskyldning i konflikt med injurielovgivningen og steg tværtimod til vejrs ved dette såvel som mange andre henrivende små skaktræk i ærens børnehave. Så hvis ikke vi ligeledes belønnes med tilsvarende forfremmelser for vore anderledes åndrige injurier, agter vi at klage til Landsforeningen af Forbrydere.

Apropos injurier kan vi bestemt ikke anbefale vore læsere at foreslå andre kandidatnavne end de ovenfor anførte, idet de nemlig ved således at anklage aldeles uskyldige personer kunne få en injuriesag på halsen. Om skamros har omvendt vor hyppigste blog-kommentator, signaturen ”Country Dweller” engang belærende udtalt: ”Hvor meget og hvor grundløst man end slikker folk op og ned ad ryggen, så sluger de det hele råt – for smiger og ros kan simpelt hen ikke blive for tyk!”.
Ak, ak, jeg tog kun i beskeden grad ved lære af hans devise, men manden havde aldeles ret. Men hvem der konkret gemmer sig under blog-signaturen ”Country Dweller”, er rigtignok ikke godt at vide. Og dog: At dømme efter hans intime fortrolighed med denne verdens netværksbesmittede træskhed, gætter vi på at ”Country Dweller” dårligt kan være nogen anden end selveste professor Sternberg.
Til allersidst. I Strindbergs drama ”Dødedansen” får en hustru det spørgsmål, om hun da slet intet godt har at sige om sin mand. Hertil svarer hun: ”Jo, men hvis jeg sagde det, ville han straks få storhedsvanvid!” Om vore netværkssyge enfants terribles kunne det forsonende siges, at de i virkeligheden blot er uhelbredeligt og i ekstrem grad normale: hvortil kommer den gamle sandhed at hos de blinde er den enøjede konge, så there you are.
Humlen er imidlertid at hvad der hos de svage, de usikre samt hos begyndere er tilgiveligt og endda ligefrem rørende, det er hos de magtfulde og for længst etablerede frastødende. Men nok så skammeligt er det, at verden konsekvent belønner dem, just fordi de tilbyder en for alle realistisk model for social opstigning.

KRISTEN ORIGINALITET

• Om vor ypperlige kristne maler i foregående indläg glemte vi at fortälle at han også er en morsom sokratesfigur med stor kärlighed til den arabiske kulturkreds og en herlig dialektisk evne til uden påberåbelse af större faglig viden underfundigt at forsvare muslimsk tankegang over for lokale korsfarere.
  Og han har langt hen ret: Således kender jeg tillige en både rar og fagligt lärd kulturkristen med topkarakterer og de allerbedste anbefalinger; han fremturer altid med den militante pointe, at den kristne verdens evne til selvkritik samt humanitet selv over for de fremmede ganske ligesom slaveriets ophävelse er noget historisk helt enestående og et eksklusivt vestligt patent på linie med den övrige civilisation fra futtog til mobiltelefoner.
  
  Interessant nok synes han imidlertid heraf stiltiende at drage den slutning, at just fordi vi således har patent på selvkritik samt humanitet, har vi alligevel ingen som helst grund til at vise selvkritik, forståelse eller nåde over for de fremmede. Romerne viste således ingen svaghed overfor de undertvungne, men vidste nok at få dem til at makke ret til allersidste mand. "Vi er de eneste gode - ergo har vi alligevel ingen grund til at väre gode over for de andre". Ufrivilligt höjst originalt, men alligevel: Chauvinistisk korstogs-tankegang af värste skuffe ligger snublende när, om så også af den pureste idealisme.
• En film som DRAGELØBEREN kan her nok udrette mere oplysning og afklaring end alle dumme debatter, for de åbner kun sjældent øjne og hjerter og gennemblæser ikke sindet. Alle debattører fortsætter oftest ufortrødent, hvor de slap.
  
  Jeg har dog sat de to kristne sammen, og resultatet udeblev ikke - fornemt underspillet underfundighed over for en ungdommeligt militant fagstolthed, der dårligt undte den ufaglærde modpart saglig taleret overhovedet. Her ser vi således et pragteksempel på forskellen mellem dygtighed og originalitet. Lad os ikke trampe i det igen, men alligevel. Det originale er det som de enfoldige undertiden ser, men de vise trods deres langt bedre faglige forudsätninger ikke kan se. Ja, vi kunne næsten "definere" originalitet så originalt som fölger: Graden af originalitet er typisk omvendt proportional med hyppigheden af citeringer i anerkendte tidsskrifter og värker. Og det bedste tommelfingerkriterium for nævnte egenskab er tilsvarende at blive rost samstemmende af vidt forskellige lægfolk, men fortiet af fagfolk.
  Hvorfor? Naturligvis fordi de kloge skinsygt nödig vil indrömme det på deres eget felt andet end ufrivilligt i form af rapseri. Derimod lovpriser alle mandsopdäkkede äresborgere typisk i skåltaler hinanden også for de egenskaber vor lille maler som sagt har, men som nästen er en själdenhed hos de vise, selv når de er uomtvisteligt velbegavede. Og dette turde typisk bero på en anderledes själeligt-eksistentiel tilgang - ofte mere erfaringsbetonet.
  
• End ikke fuldt berettigede topkarakterer på universitetet er således uden videre ensbetydende med originalitet. Men vi mennesker vil jo helst have lige det vi ikke har, så derfor roser alle med topkarakter og stipendier notorisk hinanden for deres originalitet, omtrent ligesom når pressens mere perfide sladretasker roser hinanden for deres ubetalelige humor.
  
  Foreslår en top-student med udmärkelse osv et forlag at skrive en bog om et oplagt emne, gerne i velberegnet og "höfligt" bejlende ledtog med en häderkronet nestor som trojansk hest og springbrädt i karrieren - så får han naturligvis partpout grönt lys med en så indiskutabel garant og partner; resultatet bliver da sikkert også uklanderligt og absolut läsvärdigt, ja endda rigtigt interessant. Nok nævnte F. Stjernfelt er arketypen, men i vore dage er næsten hele banden sådanne kedsommeligt beregnende netværksdyr.
  
  Men käre venner: "En rigtig bog" har man så at sige allerede skrevet, altså det er noget man har gået og kämpet med gennem nogle år, ja måske endda det halve liv eller mere.
  Den kunne derfor godt få en nästen arkäologisk karakter, hvor man kan skimte heterogene lagserier og interessante skred mellem disse - snarere end en "velredigeret" bestillingsopgave uden interferenser eller overlap, og hvor ikke en spurv får lov at falde til jorden uden beregning og forsikringer fra baglandet. Sådanne böger holder altid hvad forordet lover, hverken mere eller mindre; men selv om de ikke "gentager sig selv", siger de dog heller intet virkeligt originalt, men formår ofte at kede allerede fra förste sätning.
  
  Nuvel, selv fik jeg nu faktisk også topkarakteren for specialet i sin tid, hvilket väre sagt for at forebygge närliggende psykologiske slutninger. Og vist var der originale islät og momenter - om end endnu ikke i anstödelig grad. Hermed ikke väre sagt, at jeg er ganske hävet over ethvert resentiment, men mon dog ikke jeg er mand for selv at gennemskue det og träkke fra, hvad der skal träkkes fra? For det var vel ikke for ingenting at jeg fik det fornemme hverv som chefredaktör?

PORTRÆTKUNST, BLASFEMI OG STORVILDTJAGT

En føromtalt, nu 70-årig maler Ruben Gelardie har et kunstsyn der kunne berettige ham til udbredelse for en lidt større kreds, gerne TV eller Radio. Men sådan en mand inviterer ingen desværre. Modernismen undsiger han uden fanatisme som i det store hele ret inferiør i forhold til kunst der forholder sig til virkeligheden. Kunstmetafysik og kunst som religionserstatning er ham en art blasfemi - og det samme gælder for øvrigt troen på Jesus som værende identisk med Gud og ikke blot hans søn: For da Peter åbenbarede den selv samme mistanke for mesteren, bad Jesus ham vige bort, thi "kun én er god".
De to ideer hænger på en måde sammen, for ganske som han må afvise en opdeling mellem den historiske Jesus og den "kristologiske" Jesus ("Hvor mange Jesus'er er der?"), som mange teologer snakker om, så afviser han den tilsvarende skelnen mellem den konkrete verden og så en eller anden gnostisk og åndelig astralverden. Af samme grund hader han Rudolf Steiners teosofi, som nazisterne tog til deres hjerter. Han tror på kødets opstandelse, for ellers bliver religionen vås, virkelighedsflugt og foragt for det virkelige liv, ikke mindst andres. Måske endda ligefrem renselse og egen sjælefrelse gennem dødekult.-
Og på samme måde bør kunsten tale direkte ind i mødet med verdens forekomster. Hvornår hørte man sidst så konkret åndfuldt? Han citerer her gerne Martin Bubers "Jeg og du". Nej, nu skal kunst jo være en art selvvigtig "videnskab", der partout skal betjene sig af alle nye tekniske muligheder. Portrætmaleriet beskrives af officielle autoriteter som hobbyvirksomhed uden højere værdi. Vor mand er dog en ypperlig og dyb portrætmaler. Han plejer også at prise hulemalerierne som uovertrufne, mens han undsiger den modernistiske tilbedelse af udviklingstanken. Om genkendelighed i kunsten siger han: Det er hele poesien, ligesom når et barn på banegården ser, at dets farmor som aftalt er mødt op for at hente det. Som sagt, det skal man høre på et værtshus.

Dagens improviserede genbrug skal I også have. En psykoanalytiker fortalte mig at sønner af mødre, der var ældst i deres søskendeflok - gerne bliver storvildtjægere. I så fald må det vrimle med storvildtjægere. Men det vrimler jo med filosoffer, og så kan det vel også vrimle med storvildtjægere. Forskellen er dog, at mens man sagtens kan være filosof uden at have tænkt nogle tanker, så kan man ikke være storvildtjæger uden at have nedlagt noget storvildt. Selv Hemingway afstod af samme grund klogeligt fra at kalde sig filosof.

JESPER KNALLHAT: SHAKEN, NOT STIRRED

”SHAKEN, NOT STIRRED…”

Jesper Knallhat alias Lene Andersen er lige så god som Rifbjerg og mig selv til at sætte automatpiloten på, og da hun udgiver på eget forlag, har hun modsat mig fri spalteplads. På den måde bliver der også bedre plads til den ydre verden, mens den patologisk centrifugale kompositionskraft naturligvis så bliver mindre udpræget. I vore egne skriverier forekommer den ydre verden jo snart mest som et nødvendigt irritament og krystalissationskim. Vel ikke ligefrem masochisme, men en art medicinsk intolerance – åhja, for i perioder med mere medgørlighed fra omverdenen har vi skam også taget denne til nåde som tak, naturligvis på vor karakteristiske algebraiske snarere end helt tillidsfulde vis.
I vore mest introverte faser forekommer den ydre verden os næsten for vulgær til at skrive om – I ved, kedsommelige regenter, ministre, gallup-undersøgelser, demonstrationer, oprør og støjende publikationer samt kendte folks meninger derom. Kort sagt en masse larm, der gør fordring på at vi skal huske den og sågar mene noget om den. Nej, hvad der ikke - ligesom musik - er skabt ud af (næsten) intet, er ikke rent nok til at skrive om. Men i dag gør vi altså en undtagelse, takket være Jesper Knallhat – ja, for I ved: ”Ou est la femme?” (pardon my French). Vort tilfælde kunne ellers langt hen godt beskrives som eksperimentel autisme; men hvor forskningsbevillingen til eksperimentet kommer fra, forbliver en stor hemmelighed.

Nå, men frk. Knallhat skriver som en ørn ved selve sit flow, og det Rifbjergske ligger vel i hendes aldeles traumefrie appetit på omverdenen – film i alle genrer og lødigheder, børneporno, fysik, kulturhistorie og biologi, Harry Potter, Biblen og ikke mindst James Bond. At kende en masse substantiver samt egennavne kommer jo af at kende, indtage og smage verden så at sige, snarere end af en art sproggenerator – men frk. Knallhats uforlignelige parodi på Kierkegaards skrift om Mozarts Don Juan viser, at der vitterlig også er tale om ualmindeligt stilistisk talent. Garanteret en lovlig perfekt barndom, gode og fornuftige forældre osv, men alligevel: hatten af!

Hendes kognitive og verdslige selvtillid kan naturligvis virke lidet kvindelig på begge køn, men trods hendes lidt drengede fremtoning ligner hun skam ingen damptromle og opviser da også et stærkt harmoniserende islæt af forsonende sund fornuft, empatisk sameksistens og den slags. Faktisk gætter vi derfor på, at hun endda har børn – rimeligvis kun et, men af lutter moderlig forstand eller forstand på moderlighed nu nok snarere to alligevel. Hvem faderen er, tør vi derimod ikke gætte, men hun har nok også dér været yderst fornuftig, trods sin erklærede svaghed for James Bond.
Men hvem kan i så fald klandre hende for det? Alligevel er det så på en vis måde endnu sjovere med min kammerat Country Dweller, der praler af at begge hans forældre var svagt kørende våde verdsligt og åndeligt, uden dog at påberåbe sig Helligånden som forklaring på sin egen påfaldende fjernhed fra stammen.
Vatikanet ville ellers være god for en skilling for at få et sådant videnskabeligt bevis i hænde. Omvendt ville de rigeste muslimske regimer sikkert betale vor mand endnu bedre for at lade dem destruere beviset, hvorfor han således ville kunne holde en formelig auktion over sine biografiske rettigheder.
Helligånden eller ej – der er åbenbart nogle jokere i tilværelsen, der ikke sådan kan beregnes. Det ved Jesper Knallhat nu også, for hun har kun spot til overs for videnskabelige drengedrømme om at flytte til Mars: Hun forudser at de udvalgte ville blive skingrende skøre inden jul, og hun ved også at en fungerende biosfære viser sig så kompleks og ”kaotisk” i matematisk forstand, at vi hverken kan styre endsige genskabe den, hverken på Jorden eller på Mars. Hun ler også ad tanken om at skyde Jorden lidt længere væk fra Solen, hvis klimaet skulle blive for hedt for isbjørnene. Ja, for så var det vel lettere bare at lade isbjørnene aflive.

Frk. Knallhat tager fornuftig afstand fra de frejdige rationalistiske religionsbekæmpere med deres Cepos-agtige skolefornuft, men giver nu også Jesus et lods i røven i forbifarten. For ganske ligesom James Bond (som hun dog omvendt elsker) er Jesus blot endnu en version af myten om den store alfa-han, der ene mand løser problemerne for os én gang for alle. Det er sgu da en morsom vinkel, uanset hvad, dvs. uanset Jesus kvaliteter øvrige udover sit køn. Frk Knallhat efterlyser derimod modne religiøse myter om, hvad vi mennesker kunne udrette i fællesskab.

Nuvel, men på den anden side må vi sige, at religion jo per definition handler om alt det som vi netop ikke kan udrette ved egen kraft, end ikke i fællesskab – og hvad har vi guder til, hvis ikke til at klare skærene for os? En gud der ikke engang kan gå på vandet, ville således ikke indbringe meget på ovennævnte auktion og lod sig vel kun til nød afhænde på et loppemarked. Men kan han på den anden side kun gå på vandet, men hverken svømme eller andre kunster derudover, så er han heller næppe meget værd i handel og vandel. På den anden side: Affektionsværdi er noget helt uberegneligt, og dukker en nyrig kinesisk liebhaver eller to op ved auktionen, så kan der komme helt andre boller på suppen.

Men at Gud forventes at kunne mere end sit Fadervor, er altså ret beset ikke så sært. Ok, behøver det lige at være monoteisme, og behøver det i så fald lige at være en mand? Nej, men vi kunne vel godt slå plat og krone om det, hvis kønnet åbenbart er et problem, ganske som vi jo selv ovenfor slog plat og krone om Jesper Knallhats sande køn. Hendes irrationelle kærlighed til mr. Bond tyder dog på, at hun ligesom Isak Dinesen er en kvinde. Men for os der er som snydt ud af næsen på Sean Connerey – ganske som Country Dweller er som snydt ud af næsen på Helligånden – er det skam slet intet problem: ”Shaken, not stirred!”.
Åh, til slut. At James Bond bør staves med store forbogstaver, betvivler ingen. Men hvordan så med Helligånden, som nutidens ministerielle smagsdommere og kulturradikale sprogrøgteren jo ikke anerkender, da den hverken er udnævnt af Folketinget, Anders Fogh eller Brian Mikkelsen? En god grund til fortsat at insistere på det store ”H” er den, at egennavne nu engang staves med stort, og at det derfor ville virke som en blasfemisk provokation således at antyde, at navnet ingen bærer har og derfor må frakendes sin status af egennavn. En anden grund er den, at skønt James Bond jo heller ikke eksisterer, så staves han dog ligefuldt med store forbogstaver. Og hertillands diskriminerer vi ikke mellem religionerne.

KRISTENT HUMORISTLEGAT

At kommentere verdenssituationen i et så eksklusivt forum ville være endnu mere indbildsk selvoptaget end at afstå. Selv Bjørn Lomborg synes efterhånden at have løbet hornene af sig i så henseende, men forhåbentlig har hans felttog indbragt ham mange beundrende blikke af den ønskede orientering. Ejvind Larsen fortsætter heldigvis sin modsatte miljøprædiken - for selv hvis det måske ikke lige bliver klimaet, der giver bagslaget, så er der jo alt det andet, hvorom der ikke kan tvivles. Det er selvfølgelig træls læsning, men klæder Larsen langt bedre med disse bedstefaderlige ægte bekymringer end fordums ungdommelige og - bevares - harmløse liggen i med den halve offentlighed, sådan uforpligtende lidt kristeligt, lidt socialistisk osv. Ondsindet var det dog aldrig, og han gav vist engang en bajer. Selv havde jeg mange år før sendt ham en bog, som han siden så at sige posthumt har berømmet med eftertryk under fire øjne. Men da var det alt for sent, og i øvrigt var det ikke mig han skulle have fortalt det til.

Og just derfor går KLODENS KLIMA nu ad helvede til - så sig ikke at vi autistisk glemmer det store perspektiv for vor egen navle: Nej, vi mener tværtimod at klodens tilstand er vort helt private ansvar, som alle langfingrede Kyoto-fantaster bare skal holde nallerne fra. Vi kendte engang en dame, der pludselig lod sig indlægge, idet hun ligeledes bedyrede at være skyld i verdenshavenes forurening. Hun var uden tvivl sindssyg og forsøgte altså på denne melodramatiske vis at plagiere vor unikke rolle. En bekendt kurerede hende forresten midlertidigt med følgende helt geniale replik: "Fandeme nej, verdenshavene det er sgu for grådigt - du må da også levne lidt skyld til os andre: Østersøen og Lille Bælt er mine, dem rører du ikke!" Hun måtte overgive sig til latteren.

Som sagt bildte hun sig noget ind. Men den slags er vi efterhånden vant til. For den herskende klasse roser som bekendt med særlig omhu hinanden for just det de ikke er og aldrig bliver. Frederik Stjernfelt er meget følgerigtigt blevet den klasses Gud - og eftersom Søren Ulrik Thomsen er blevet religiøs, er han nu Stjernfelts adjudant og apostel. Det giver nok også bedre end at sidde i et lofthummer og digte, ja selv Bakkehuset blev ham vist for støvet. Åh, det minder os jo om et lille underholdende hængeparti med d'herrer, som vi vist har lovet jer og nu atter udsætter til næste time.

Det seneste skæg vi har oplevet er at Lars Bukdal efterlyser en humoristpris, vistnok lidt for sjov. Han forsvarer humorens egen ret uden behov for alvorlige alibier. Javel, men spørgsmålet er så at sige forkert stillet: Det dybe er jo ikke noget man sådan klistrer på, for det er den humoristiske dimension iboende. Jævnfør følgende autentiske replik fra et terminalt sygeleje: "Har du smerter?" "Nej, kun når jeg griner...".
Kierkegaard, Shakespeare og sågar Jesus vidste det, og Woody Allan ved det - "groft sagt"... Men ved et udvalg for prisuddelinger det? Eller ved et forfatterkollektiv på Facebook det? Måske, men det er forhåbentlig ikke strafbar blasfemi at tvivle... Som sagt er den nye herskende klasse et langt hen beundringsværdigt lærenemt og myreflittigt falsum, og de vælger følgelig også med omhu deres "oprørere" og "enfants terribles".

Nej, hvis noget er morsomt, skal folk nok le - typisk på tværs af miljøgrænser. Ja, selv hvis det ikke er morsomt, griner mange som bekendt alligevel - men det siges jo at være endnu sundere end at græde, så lad gå. Men fri os fra fjollede udvalg, men send bare pengene alligevel, om så også med en anden begrundelse: For det er lettere at få en præmie for alt det man ikke kan, end for just det som man vitterlig kan - og bare rolige, vi agter ikke at anke til højere instanser.

Vi har mest det sjov vi selv laver. Nå, men hvis I virkeligt synes det er så sjovt, gider I så ikke lige skrive nogle dumme jobansøgninger for mig? Det er en pligtskyldig og tilbagevendende lidelseshistorie, men der er nu ingen grund til at genere de brave jobfolk af den grund. "Systemet" har aldrig gjort mig noget; og som sagt lider jeg ikke af politisk syge, men nøjes beskedent med at tage det globale miljø på mine skuldre - I skulle bare se mit køkken.

Nå, det var måske ikke spor morsomt. Godt, men så hør i stedet dagens vits: "Ph.D. graden er godt på vej til at blive den sækulariserede verdens svar på mandelgaven." Ja, denne jul fik jeg endda hele to mandelgaver, ihukommende Mattæus berømte ord, at én ulykke sjældent kommer alene. Mattæus?? Ja, hallo: Mattæus var grundlæggeren af verdens første forsikringsselskab, så han vidste nok hvad han talte om. Én ting er at I ikke er troende, men den slags skal I altså bare vide. Tænk f.eks. blot på at I jo slet ikke ville have forstået vor blasfemiske vits om doktorgraden "light" uden kendskab til det ur-kristne fænomen "mandelgaven".

Det kaldes kulturkristendom, og det kan I ikke sådan bare droppe, børnlille. For på den måde hænger spøg og alvor nemlig sammen - ganske ligesom Mattæus hænger sammen med Lars Bukdal, og ganske ligesom Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen for tiden hænger sammen som ærtehalm. Bemeldte Stjernfelt dyrker dog både åndelig polygami og seriel monogami, så den bitte Thomsen skal nu ikke føle sig alt for sikker. Men det skal nok gå alt sammen, for hvis bare han husker at søge den dér humorist-pris, så får han den helt sikkert omgående. "It is only a paper moon".

INTET NYTÅRSFORSÆT?

Vort foregående indlæg var samfundsrelevant og bør ikke danne præcedens. Men det er obligatorisk pensum, så I kan lige så godt få det læst, inden I bliver forældede: på omtrent samme vis som vi jo selv klogeligt omsider tog kørekort i det forgangne år - herom flere af vore mest udødelige indlæg.
I år må vi derfor vælge andre nytårsforsætter: Således bør vi fremover undgå at gentage vort evige jamrende mantra, som vi nemlig ikke formår at servere spor mere genialt end for år tilbage. Det kunne i skræmmende grad ligne senilitet, bortset fra at det også tit er skræmmende velskrevet - men det afspejler ligesom morgengymnastik og andre regelmæssige gøremål, at der er nagende nisser i vor karma som vi ikke kan tænke os fra, og som derfor forbliver evigt unge. Evig ungdom er måske det sande helvede, hvis man skal tro Bernards Shaws oldingeord om livet: "Well, I can't recommend it." Danskerne påstår som bekendt at de elsker livet, men måske er vi bare masochister.
Ikke desto mindre har vi nu antydet et nødvendigt nytårsforsæt, så vi må fremover afreagere i enerum og håbe på at det holder os i form. Åhja, for dertil er gentagelsen skam god nok, hvilket minder os om at Oscar Peterson ikke længere er blandt os. To minutters stilhed...

Ja, for disse folk mestrede både smertens forædling til mystisk skønhed og gentagelsens evigt genfødende kunst, selv om vi ikke tør påtage os at sige ret meget fornuftigt om musikkens psykologi: Og det der kan siges, kan et musikgeni ikke sige meget bedre end vi andre. Men det er fristende at hævde frit fra hoften, at for mestrene bliver musikken som et sprog, mens for sprogets mestre bliver sproget til musik.
Peterson skrev vist intet, og fra den gådefulde mester Art Tatum har man end ikke et eneste brev bevaret: På hans beskedne gravsten står blot Gershwins gribende ord "Someone to watch over me". "Stjernehimlen over os osv." i henhold til Kant. Ak, ak...

Var disse folk så sublime at de helt kunne undvære alt vort dumme typografvås, eller hvad bildte de sig egentlig talt ind? Men i så fald havde de ret, for en god melodi, en god solo, whatever, tåler at gentages og forbliver evigt ung. Men sådan kan sproget også være: Kan det læses om bare to år, kan det også læses om 100 år; og hvis ikke, er det nok noget juks, der knap tåler at læses én gang. Men pyt med det, det skal jo ikke være pensum endsige stjernestøv alt sammen - selv om nogle af os med forlov samler på det, skønt det synes at være en yderst dårlig forretning. At give afkald på det kan på den anden side være en endnu dårligere forretning - jævnfør aviskrisen. Grundet vort nytårsforsæt vil vi dog ikke sige mere derom, så lidt som Georg Metz vil gentage sin mening om vor statsministers moralske bonitet.

Til gengæld vil vi øjeblikkeligt kolportere vor seneste vits, inspireret af dette "arbejdsmarked" som synes at være blevet sidste mode, af al snakken at dømme. En kafégæst her fortalte mig nemlig i real time, at han var blevet pædagogmedhjælper uden specielle kvalifikationer. Da jeg som bekendt ingen kvalifikationer har - for hvem gider have, hvad Gud og hvermand har? - blev jeg moderat nysgerrig og forestillede mig straks jobsamtalen: "Har De særlige forudsætninger for at beskæftige Dem med børn?" "Tja, selv har jeg ingen børn - men til gengæld slår jeg dem aldrig!".

Hvilket atter minder os om, at al snakken om "kreative ansøgninger" garanteret er vås: Hvis en ansøgning i nogen interessant forstand er "kreativ", så får De ikke jobbet. Med al respekt ved sådan en jobkonsulent slet ikke hvad egentlig kreativitet er, men kan skam være dygtig på anden vis. Hvilket atter minder os om forholdene i den branche som vi har lovet ikke at skrive mere om - og da slet ikke i aviserne...

Hvad sprogets så at sige musikalske, kontrapunktiske osv. egenskaber angår, vover vi derimod den påstand at det handler om en art gennemgribende sublimering, som man ikke sådan kan beslutte sig for. Glad musik gør de tænksomme triste, mens tragisk musik ofte forløser. Men nogle kan åbenbart forædle smerten uden specielt tragiske forudsætninger. Har man ikke ondt af sig selv, kan man jo altid have ondt af de andre, selv om det lyder skabagtigt og dekadent. Modenhed, indre nødvendighed, livets kompleksitet, vilje til smerte, måske ligefrem dødslængsel?

Ja, det lyder flot - men hvis ikke musik må lyde flot, hvad fanden må så lyde flot? Eller som en småsvindler i et u-land engang plæderede over for en forurettet slægtning af mig: "Hvis vi ikke engang må snyde de rige, hvem skal vi så snyde?" Så lad ham få det sidste ord, som dog straks detroniseres til en flot anden plads, selv om han altså blev nævnt først: Thi vi må rettelig tilføje: Takket være vor blog vil man engang om bemeldte mand sige, at han var langt mere berømt end han selv vidste.