DO YOU KNOW WHAT IT MEANS TO MISS NEW ORLEANS?

Hvis nogle kan ryge cigaretter uden filter, så må andre vel også kunne foretrække filter uden kaffe.
Hvis man ikke er helt sikker på, om en vits nu er god, så er den det oftest ikke - og så er det at man behøver likes. For med kvalitet er det så (u)demokratisk, at næsten alle kan se det, hvis de ellers får lov - og det får de derfor ikke. Men da den jævnere humors virkelige væsen netop er på skrømt at udglatte enhver indbyrdes forskel - hvis der ellers havde været nogen - hos i forvejen jævnbyrdige og lige ambitiøse aspiranter - så vil just denne "fortvivlelsens selvhjælp" udløse mange likes: For vi lever nu engang i den bedste af alle verdener hvor pengene altid passer, hvis man ellers har dem.

Kant sagde, at penge man kun forestiller sig, har akkurat de samme egenskaber som virkelige penge: Nåja, selvfølgelig, for også det vi vil købe med de penge, kan vi jo bare forestille os - men vi gider bare ikke når det kommer til stykket, og derfor sætter vi dem i banken: Men en bank er som bekendt noget meget fiktivt - og alle bankrøvere drømmer da også om banker.
Men i humorens verden kan der ikke snydes, og dér behøves derfor lige så meget dyrekøbt "lektiehjælp" som ved vore dages studieforberedende opgaver i gymnasiet, der skal sikre de nødvendige topkarakterer som enhver Penkowa behøver.
---------------
Denne morgen modtog jeg et anbefalet brev fra hr. Zuckerberg - ihukommende at at elektronisk post ikke er til at stole på. -

Mester Zuckerberg skriver: "Ganske vist læser jeg principielt ALDRIG (min hustru tilrådede mig de store bogstaver - tillige med udråbstegn, hvor jeg dog måtte reservere mig i ligestillingens hellige navn) dine ting på mit site - og heraf følger tillige strengt logisk, at ingen af alle mine indbringende daglige forretninger og knopskud på nogen vis kan stå i gæld til dine fjollede indfald.
- Men ikke desto mindre vil jeg fremover bede mit site helt fritaget for enhver omtale af emnet plagiater. Du skal skam ikke tage fejl: Også jeg hader plagiater af hele mit hjerte - men endnu mere hader jeg dem der taler om emnet. Omtrent som nogle uhyre velforsikrede ejendomsbesiddere hader brandstiftere - men i endnu højere grad hader og frygter dem der afslører brandstifterens identitet."

Hvis I ikke synes det brev var ganske sjovt, så anklager I selveste Zuckerberg for at savne humor: Og det er noget af det værste man kan gøre, idet alle undersøgelser nemlig viser, at de (langt) fleste mænd anser sig for at være (langt) morsommere end gennemsnittet. Og selv de kedeligste fag-nørdede skribenter præsterer derfor i vore dage lige pludselig efter årtiers monumental kedsomhed at begå personlige og morsomme klummer uge efter uge.
Og så påstår I at mester Zuckerberg ikke også skulle være i stand til det samme? Meget, meget ubesindigt, for tro os: Ytringsfrihedens sammenbidte forfægtere er nemlig akkurat lige så intolerante som tolerancens...

P.S. Egentlig behøvede jeg en blikkenslager: Men sagens administrative side beredte mig så meget hovedbrud, at jeg i stedet valgte at undersøge, hvad materialet blik egentlig er for noget. Da en blikkenslager imidlertid på svensk hedder "plåtslagare", gik associationerne dog helt naturligt til ordet "plat" - og derfra atter til det nu den selv samme morgen forbudne ord.
Ak, det er ikke let at være filosof. "Jaså - men hvoraf kommer det så, at alle og enhver i vore dage er det?" Godt spørgsmål - men til gengæld ved jeg hvad der er endnu fattigere end at "savne" humor: For det må vel være dette ikke engang at savne humoren: "Do you know what it means to miss New Orleans?"
Dette spørgsmål er som bekendt endnu aldrig blevet besvaret - og rangerer derfor rimeligvis nok så højt som Fermats teorem.

MULTIKULTUREL ODYSSÉ

Den kønne digter Yahan Hassan modtog for nylig som en anden Aladdin 250.000 kr fra Politikens Fond smidt i sin turban til opbyggelse samt dækning af udstået tort og svie. Og avisens folkekære Jess Stein forkyndte i den bedste sendetid, hvorledes elskerindens roman vil ryge ud i evig glemsel med et onomatopoetisk "Bang!"

Hvorimod Stein lige så udtryksfyldt med den anden hånds vægtskål af hensyn til døvstumme muslimer kammeratligt lod forstå, at Yahan Hassans værk omvendt ligesom Brandes, Blixen og Bukdahl vil blive stående i litteraturhistorien lige til næste istid: hvor Muhammed nemlig frygtes at vende frygteligt tilbage i medfør af en videnskabeligt fastslået og aldeles urokkelig kosmisk cyklus: Derefter ophører nemlig desværre vor kommité's litterære jurisdiktion.

Sådan er det nemlig med retfærdigheden, at den er lighedens modsætning, for ellers ville vi jo alle blive halshugget. (En af Shakespeares narre siger vist noget lignende, eller rettere lige det stik modsatte: for han anerkendte arvesynden). Når istiden kommer, skal der tidsnok blive lighed - men sådant barbari kan der jo ikke skrives litteratur på, selv om Jensen Senior i sin tid gjorde et behjertet forsøg, som nogle sværger til, mens andre brækker sig: Jensen Seniors muligvis mest påfaldende lighed med Junior.

Naturligvis skal vi give kulturstøtte til opførelse af moskeer: Men hvis en ung indvandrer stiller sig op og tisser i et hjørne af moskeen, så bør også han have kulturstøtte. Er vi multikulturelle eller er vi det ikke? Vi kommer ikke uden om dette spørgsmål. Lighed gælder nemlig her for Loke som for Thor - men Odin derimod røg helt ud: og når folk først er dømt ude, så spiller det ingen rolle, om det nu var rimeligt: Så har vi da én rival mindre, og det en praktisk ordning - og da i særdeles hvis han egentlig havde fortjent bedre.

Men hvorfor blev ikke også jeg i sin tid forført og forsørget af en køn ung gymnasielærerinde med den fornødne sydlandske kompatibilitet - for vi vil jo dog heller ikke vække for megen opsigt i Louisiana, Arken og Det Kongelige Teater? Også jeg er nemlig halvblods, skønt knap så demonstrativt - men ak: Hvis man ikke tillige er muslim, så bevilges man slet ingen handikap-points, om man så sidder i rullestol og savler nok så etnisk overbevisende.

Vi havde desuden kun én både køn og sydlandsk kompatibel ung lærerinde, og hun var optaget: For dels var hun gift, og dels flyttede en fremmelig dreng fra parallelklassen i 3 g ind hos hende. Men hvad så med ægtemanden? Han fik skam lov til at blive boende, for sådan skulle det da heller ikke være.

Men tre ville have derimod været én for meget, og så gik det som det gik - at man i stedet fik Odins sagnomspundne rolle: principielt inkompatibel med enhver verdslig målestok, fritsvævende og forvist som Helligånden og unævnelig som Jehova - og det er endnu finere.

MANDELGAVEN OG DET DEMOKRATISKE DEBATNIVEAU

Politikens besindige debatredaktør Per Michael Jespersen  kommer ofte ind på, hvor højt nutidens demokratiske avis- og debatniveau er sammenlignet med dengang han var dreng. Aldrig har så mange uanset persons anseelse forsøgt at bidrage med kvalificerede, velstrukturerede  og velinformerede indlæg.

Jovist, uddannelsessystemet har skam haft sin virkning. Men når Jespersen lovpriser især vort kære Danmarks mageløst fokuserede og landsdækkende debatter, snart om en ung muslimsk digter, snart om en for længst afdød, der vist engang har sagt noget han ikke burde, osv.  - så overser han samtidig let en achilleshæl: en vis tendens til ensretning i både sprog og tilgang samt i opfattelsen af uvæsentligt og væsentligt.

Men originalitet handler ofte om at stille nogle andre spørgsmål eller stille spørgsmålene på en anden måde – snarere end at påvise at modparten som sædvanlig er helt galt afmarcheret.
Når først debatmaskinen kører, er løbet nemlig ofte tillige kørt for fantasien: også fordi eventuelle originale bidrag - især af unge redakteurs med endnu våde øren, friske fra skolebænken – gerne uden videre klikkes retur som irrelevante, kiksede eller endda afvigende i en mere behandlingskrævende forstand.

Jeg agter derfor slet ikke at argumentere pedantisk for, at "Jespersen tager fejl". Nej, jeg vil som illustration af den lille mistelten, der nok også bør tages i ed, genfortælle en anekdote om Niels Bohr fra Werner Heisenbergs erindringer. De unge fysikere yndede i tyverne at se westerns i biografen after hours. Her skete det tit at Bohr for vild i handlingsgangen: hvem der var hvem og den slags. Men til gengæld stillede han sig en aften det interessante spørgsmål, hvordan det mon kan være, at helten altid når at skyde først, selv om han jo kun trækker i selvforsvar og derfor er forsinket allerede i udgangspunktet.
Dette emne fik Bohr en del ret tankevækkende psykologisk moro ud af. Men ethvert veluddannet nutidsmenneske ville straks have afvist det som irrelevant, eftersom vi dog alle ved, at Hollywood og sågar den amerikanske film-lovgivning dengang forlangte heltens sluttelige sejr mod alle odds og efter mange genvordigheder.

På lignende vis (for man har da ikke læst Heisenberg forgæves) blev jeg selv i dag alternativt inspireret af den 95-årige åndsfriske dame, der på min stamcafé beklagede sig over, at hun attar i år til jul af sine nære beordredes til som den første at tage for sig af risalamanden – velsagtens ud fra det både humane og fornuftige fysrtelige synspunkt, at man altid bør foretrække udtjente arbejdsheste til denne risikable hæderspost.
Dette rejste nemlig spørgsmålet, om dette årlige vilkår egentlig er nogen ulempe eller det modsatte: For på den ene side har damen så vitterlig hver eneste gang en reel chance for omsider at få mandlen, - men på den anden side risikerer hun også hver gang, at mandlen så at sige statistisk drukner i al risengrøden, ihukommende så gamle menneskers i regelen meget begrænsede appetit. Kort sagt Bohr'sk komplementaritet for everyman!

”Javel, javel – men nu har vi jo altså desværre endnu ikke nogen ”mandelgave-debat” kørende, så ærligt talt…” - Nej, men så var det da sandelig på tide: Og der skal jo nu engang én til at kaste den første sten – men al snak om glashuse ville derimod indrømmet her være en utidig indblanding af uaktuelt stof.

 ------------------------

 Men I andre skal også aktiveres, så hør her: Tror nogen, at denne lille tankerække mon kunne finde optagelse i nogen dansk avis anno 2013, just ihukommende tingenes vidunderlige typografiske tilstand i denne den bedste af alle mulige verdener, hvor en endnu meget ung Britt Bjerregaards udgave af proletariatets diktatur ikke vil vide af andre katte end de vaskeægte koksgrå, der aldrig fornægter sig selv - men derimod gerne andre, når blot det sker i ly af en god sags tjeneste?

ORIENTAL LOVE - AND THE NOBLE ART OF AVOIDING IT

 My one-egged cousin from Beirut told me something yesterday, that I really thought must be a joke - and quite a good one too. - And then you will have to consider, that I tend to find man or even most jokes a little bit silly, and besides not at all surrealistic enough to compensate for this flaw.

My comical inhibition thus probably has much the same reason as the fact that deeply pious persons dislike seeing notorious gangsters weeping at the funerals of mayors, presidents and members of parliament, let alone judges (and now not a word about "selfies" - for all that you can find in the other Danish news media, and we have enough of sloppy recycling going on  allready).

 So, if you will excuse us, perhaps now we can start out on what turned out was not a joke at all: My cousin told me that learned Islamic law professors offer a very good official reason, why women are not allowed to give witness in court, since they are not considered trustworthy. Here it comes: Most women giving birth for the first time scream: "I swear I will never have another child !" But as you all know, most of them break their promise sooner or later, thereby making themselves great liars in a matter of the deepest seriousness.
 
Allmost like Karen Blixen declared herself even more flattered by the Nobelprize-winner Hemingway assuring her that she really should have had the prize instead of him, than if she had really got the Nobel Prize - so likewise I hold that my cousin's true story is even more funny, than if it had just been a joke. Though of course, if the "truth" of the story is really just part of the story itself, it was a very sophisticated joke after all.
 Now my cousin told me another true story, and equally funny. The other day he bought milk, but insisted on getting milk with a high percentage of fat. The muslim woman in the shop was convinced he must obviously be taking nutritionally care of either a seriously pregnant wife or a wife with a new born baby.

 My cousin answered: "No-no-no: Both my daughters are grown up now, and I definately don't want any more marriages, let alone children. But instead I can tell you, that seing my wife in the most terrible pain giving birth for the first time, I yelled to her: "I swear by God, that whatever you might do to me in the future, I will forgive you right away because of your painful sacrifice now!"

 The muslim woman in the shop was so astonished to hear of my older cousin's good heart and generousity, that she fell on her knees and offered him to divorce right away and marry him instead. And this was not a joke. But being offered so much unconditional love at first sight, really embarking into another marriage after all would probably just promise a steady decline from this peak of marital epiphany - so much much better than marriage itself.

Finally: The probable fate of being rejected by the united world press would be even more flattering for this story than being published along with everybody and everything else.

BRANDES, SØREN - OG KRIGENS ÆDLE KUNST

En gammel bekendt besjælet med gammeldags kynisk-hjertelig lægehumor (som hos en vis Hofrat Behrens) docerede allerede for år tilbage, at det typisk er de sindssyge der læser aviser på cafeer og biblioteker. Bortset fra at det samme i dag kunne siges om nettet, så skal det nok passe - men selv er man naturligvis her atter den evige undtagelse, idet man nemlig faderligt siger om de andre på afdelingen, hvad Kierkegaard sagde om børn: "For de sindssyge kan man da i det mindste håbe på, at de bliver normale - men de der er blevet det - Herre Jemini..."

På stamcafeen fortalte en herboende arbejdsløs retsadvokat fra Colorado med speciale i appelsager for dødsdømte - hvoraf vort land jo har en beklagelig mangel - at den nye røgfri e-cigaret er en sindrig teknologisk konstruktion, hvor den fornødne opvarmning, der skal bringe nikotinen i gasform, sker ved hjælp af et kraftigt elektrisk batteri. - Velsagtens af samme fabrikat der foretrækkes i pacemakere. - Så hvis nogen gik og troede, at e-cigaretten var en pendant til e-mailen, så må de tro om.

Her slår det os imidlertid tillige, at denne videnskabelige Storm P. opfindelse i sundhedens tjeneste i betragtelig grad minder om det moderne amerikanske gaskammer, der nemlig ligeledes arbejder med to komponenter, en fast og en flydende - der først tilsammen udretter sjælens mirakuløst ufejlbarlige fordampning, som man ellers tidligere klarede med håndkraft og helt uden sådan perfektionistisk selvransagelse.

Men det er skam før set, at teknologiske fremskridt i krigens tjeneste siden hen kan omsættes med endnu større held i fredens. Vi agter derfor herefterdags ligesom den store Leonardo at investere vor genius i krigens videnskab. Her kan der nemlig ikke snydes på vægten, hvorfor man forhåbentlig omsider helt slipper for vor tids verbose sammenrend af uhelbredeligt normale, men som et plaster på såret desto hjerteligere velkomne aspiranter.

P.S. Apropos: I dagens Politik genanmelder Hans Hertel Brandes' gamle Kierkegaard-biografi og minder os i den forbindelse kyndigt om, at geniet er en mutant der trodser alle forudsigelser: Og Hertel må dog om nogen vide det - efter et helt år af landsdækkende spidsborgerlige betragtninger herom med statsstøtte - suppleret med jævne sjæles amatøristisk "kongeniale" fjollerier. - For som skrevet står:: Herre Jemini....

LIFE OF BRIAN

Overtro eller ej, så tör jeg trods vedholdende opfordringer ikke slutte FB-venskab med en person med efternavnet "Damage". At han tillige hedder Brian, gör heller ikke sagen bedre, ihukommende "Life of Brian".

Folk opkalder gerne de heste, som de köber og satser på, i samme utopiske ånd som deres egne forhåbninger: Aurora, Fantasia, Esmeralda, Victory osv.  - Den går imidlertid ikke i kirken – men her kommer så al den moderne rettighedstänkning os snedigt til hjälp: For man kan bedyre, at det da ikke kan have sin rigtighed, at vi tillader at give heste navne, som er for uvärdige til et menneske. Ved denne salamitaktik (der vel er det stik modsatte af fordums "repressive tolerance") kan også prästen til sidst bringes til surmulende at makke ret.
Således kender jeg en både städig og håbefuld kvindelig alkoholist, der fik sit barn döbt ”Safari” efter en berömt väddelöbshest.

I min tid som avisbud ("Jeg var skam selv marxist, indtil jeg blev milliardär!"), havde jeg en garvet kollega ved navn Brian, der trods sine lidet overbevisende og noget liturgiske lovprisninger af al den friske luft til sidst måtte kaste håndklädet i ringen og omskole sig til buschaufför efter arbejdstid - hvilket kräver sin mand.

Men så drastisk omstilling er nu meget själdent sund, så jeg betvivler at kompagniets legendariske elitelöber med de store faste udgifter i dag ville kunne få sit gamle job tilbage – endsige forsörge sin familie derved.

En af mine mest vitale äldre venner har en uägte sön, begået i händelig uagtsomhed, og som er faldet uhyre langt fra stammen: En stille og fordringslös eksistens, der ganske lever og ånder for hesteväddelöb som sin eneste lidenskab.

Men hvis jeg nu også selv engang skulle kaste håndklädet i ringen for som Kong Richard III i stedet at satse på en hest ("A kingdom for a horse!") – så vil jeg döbe den "Brian" efter en af vort lands allersidste mänd med et helt gammeldags hæderligt arbejde.

LITTERÄR ANALYSE:

Dagens tekst "Life of Brian" er et eksempel på spontant komponeret tekst, der integreret lufter flere forskellige emner (men vel at märke ikke fortyndede udlöbere af avissnak om en minister) i en overordnet komisk form med autentiske anekdotiske indslag.

Endvidere tages der afsät i noget for mediet specifikt uden dog på nogen vis at göre det til emnet: en tilfäldig venneanmodning. Derved bliver teksten nemlig genrespecifik på linie med breve, artikler, noveller osv - i modsätning til, når folk lägger en returneret avisartikel ud på Facebook som surrogat.

Et sublimt surrogat bør nemlig sublimere og overstige det sublimerede som noget "forgangent" og som et i sig selv lidt tarveligt substrat for den alkymistisk forvandling.

En god historie og en god vittighed behöver ikke at analyseres - nej, men de tåler dog i det mindste at blive analyseret. Lad os for sjov prøve - idet vi tør forudskikke at selv en kompakt strukturanalyse af bliver noget længere end selve teksten.

Der tages afsæt i en venneanmodning fra en mig helt ubekendt Brian, fra hvis skræmmende efternavn "Damage" der associeres til væddeløbsfolkets lille overtro på hedensk lykkebringende navne til deres heste. Herfra associeres atter - med inspiration fra nyligt avisskriveri om skiftende modenavne - til spørgsmålet om den kirkelige legitimitet af sådanne navne. Til dette formål foretages nu en logisk manøvre, idet vi i et tankeeksperiment på skrømt foreslår at bruge moderne rettighedstænkning som dåseåbner efter den utopiske devise, at heste og mennesker bør have de samme rettigheder.
Taget bogstaveligt ville projektet imidlertid nok forlise: For præsten kunne jo her indvende, at vi i så fald tværtimod snarere bør forbyde at navngive heste efter sådanne hedenske principper. Men megen humor betjener sig nu engang som krumtap netop af en sådan forening af på den ene side knivskarp, spidsfindig logik og på den anden side kontrolleret inkonsekvens - helt i stil med hvad vi ofte kan iagttage hos velfungerende paranoikere: Og det er derfor vi griner.

Efter denne færdigspundne sidetråd hoppes der imidlertid tilbage til navnet "Brian", idet jeg nemlig engang kendte en Brian i Bladkompagniet, der til slut måtte opgive ævret som professionel trappeartist. Derfra hoppes så endnu engang til en anden personlig bekendt - men lige så legitimt, idet han nemlig i sin tur har hestevæddeløb som sin eneste passion.

Sluttelig sker der så det, at vore to personlige sidetråde forbindes i et knibtangsgreb, idet jeg fortæller - at skulle også jeg engang ligesom Brian opgive ævret for i stil med den blege ungersven dog Shakespeares Richard III i stedet at satse på en hest, så ville jeg opkalde denne efter Brian.
Vort "moment of Zen" er imidlertid dette, at hermed bindes de to anekdotiske sidetråde nemlig samtidig i en sløjfe tilbage til hovedtemaet 'overtroisk navngivning'. Vel at mærke nu med den finurlige slut-rokade, at det altså denne gang er en hest der opkaldes efter et menneske - og ikke omvendt.

MONTHY PYTON

 Da jeg nu har misbrugt titlen "Life of Brian" til eget formål, skylder jeg måske at spinde en paralleltråd over et moment fra denne film. Et sted i filmen fortælles om en mand, der væddede på, at han kunne citere hele Biblen samtidig med, at han fik hugget hovedet af med en ökse. Men hedder det videre: "Manden viste sig desværre at være en bedrager: For det eneste det lykkedes ham at sige, var: "I begyndelsen var......"."

 Vi kunne her spörge, hvorfor det er så morsomt, også selv om det jo ikke afspejler noget dybt eksistentielt såsom livets absurde vilkår hos Camus med hans Sisyfos.

 Eller som hos Woody Allan med psykiateren der råder til skilsmisse. "So what did you do then?" - "I got another psychiatrist..."

 --------

 Det eneste svar jeg kan finde på i Brians tilfälde, bygger på den logiske forudsätning, at vi jo almindeligvis kun taler om svindel i de tilfælde, hvor hovedpersonen håber på at opnå en personlig gevinst ved at afgive falske løfter. Men i dette tilfælde består "svigtet" jo derimod i, at hovedpersonen får hovedet hugget af: Men dermed bortfalder jo tværtimod enhver udsigt til nogen gevinst - og netop derfor griner vi...

 Men det er åbenbart her ligesom med tiden i fölge kirkefaderen Augustinus: Så länge ingen spörger os hvad tid er, så ved vi godt hvad tid er - men hvis nogen spörger os om det, så ved vi det ikke... - Hvortil som bekendt kommer, at en tåbe kan spörge om mere, end ti vise kan svare på.

 Nå, men hvorfra vidste jeg det så? Elementary, my dear Watson: Ingen spurgte mig jo - og jeg foreträkker at opfinde mine egne intelligenspröver...

LANGE MADS FRA BALI

  En indfødt sikkerhedsvagt på et balinesisk luksushotel forsøgte forleden med Buddhas bistand og velvilje at udvise en beruset pyton på kun godt og vel 4 meter og helt uden gyldig opholdshjemmel - eftersom den nu ikke stod på det ellers eksotiske underholdningsprogram.
Om kvælerslanger gælder nemlig ligesom om de store afdøde, at vi kun elsker dem på stor... afstand og med en række komiske forbehold: Omtrent ligesom direktøren for en zoologisk have er stolt over at være disse dyrs ambassadør og tilsynsværge, men nok ville betakke sig for at lade dem komme til orde på fri fod.

Men hvordan gik det nu for vor balinesiske ordensmand? Ak, selv om han givetvis under sin uddannelse må have set, hvordan professionelle slange-udsmidere går til værks på TV - begyndende med vor egen Jørgen Bitsch der i sin tid lod sig filme i håndgemæng med en anakonda - og derfor tog korrekt førergreb på slangens hovede og hale, så glemte han af lutter leksikalsk ortodoksi aldeles resten af dyret - som sagt immervæk små fire meter: En banelængde der nemlig er fuldt tilstrækkelig både for vel gennemført hængning, men også for den endnu mere folkelige form for generalprævention, som en kvælerslange med god appetit kan præstere - og da især når der er tilskuere på.

Mængden af tilskuere er derimod ikke helt så afgørende for slangerne, som man almindeligvis tror, idet det her forholder sig som med i menneskelivet, hvor roserne nemlig ligeledes bør doseres med varsomhed, ganske ligesom falkonerer altid lader deres jagtfalke sulte nogle dage inden en planlagt jagtekspedition. - Ja, lige undtagen de allermest kongelige jagtfalke, som nemlig applauderes obligatorisk med et formeligt koreansk massehysteri, lige meget hvad de gør - og som derfor fornuftigvis nøjes med at måtte gribe manuelt tilkastede lerduer behængt med en stump kokain, hvilket nemlig erfaringsmæssigt kun sjældent slår fejl.

- Men når dette alligevel hænder, tiljubles falkene dog kun desto mere for dette som et helt ubetaleligt "part of the show" - og som en selvironisk præstation af den art, der som bekendt udmærker den sande storhed og derfor normalt er forbeholdt direktøren for det hele (bemærk her med hvilken sjælden selvbeherskelse, man undlod at skrive "chefredaktøren").
Kort sagt fik de inviterede gæster på luksushotellet rigeligt for pengene, selv om oplevelsen efterlod dem i nogen utryghed om den art sikkerhed, som selv velbeslåede turister åbenbart kan tilbydes på Bali.

Nej, sådan kan man altså ikke drive hotelvirksomhed; og vi ved dog fra os selv, at ejer landet ikke kvalificeret arbejdskraft på et givet felt, ja så må man importere den til gældende pris ude på verdensmarkedet. Og her er det altså bare sådan, at ligesom sorte boksere, løbere og jazzmusikere bare er en tand bedre end andre - så går det slet ikke at ansætte en stedlig arbejdsløs balineser på et halvt hundrede kilo og forsyne ham med et spanskrør, en lykke-amulet samt en knaldpistol.

Og hvis dette skal kaldes racisme, så må I såmænd godt kalde mig racist. For det er skam ikke selve hudfarven eller stamtavlen endsige religion, vi belønner med usle handikappoints: nej, for ganske ligesom med kvoteordningerne ser vi alene til den kvalitet som de pågældende kan levere: Og vi ved jo godt, at en ligelig kønsfordeling gerne får begge køn til at stramme balderne ekstra - ja, måske lige undtagen inden for klostervæsenets noget antikke branche.

Så det glade nytårsbudskab til alle vore arbejdsføre arbejdsløse danske må derfor lyde: Der findes heldigvis ingen aktiverings-begrundende hundelorte på Buddhas eget Bali - så kommer hid alle I små og fortabte. Men det allerbedste ved det hele er, at denne nye form for jobtilbud selv helt uden racisme sagligt vil favorisere etnisk retlinede, velvoksne og hæderligere borgere af Holger Danskes æt frem for både upålidelige slaviske skabs-mongoler og herboende slatne orientalske pizzavrag.
Vi ved godt er vi er ude i god tid - men det er nu engang vor forbandede redaktionelle pligt at være på forkant, så derfor:

GUD BEVARE DANMARK!

"YES, YOU ARE MY DESIGN"

 

Man kan ikke skynde sig langsomt nok, som de gamle kinersere sagde. Så hjemrejsen fra broderlandet begynder först nu. Men også juleträerne bör skynde sig så langsomt som muligt i medfør min utopiske agenda om at egenhændigt at begrænse deres egenrådige vælde fra Sverige til Kamtjatka - der litterært set vel mest minder om Knagsteds hang til at samle kommaer:  Ja, for hindre granerne endeligt kan vi jo ikke - kun holde dem i skak, mens vi venter på enten Godot eller en rask lille skovbrand.

 I går aftes läste jeg et lille essay i Svenska Turistföreningens Årsskrift 1949 (!) : "OM ATT VARA BADGÂST". Höj klasse, morsomt,  menogså bevägende menneskeligt med en del selvironi.

 Når man nu betragter teltliv som en straf tilhärende värnepligten og foreträkker sommerpensionater ved havet. Man har hele vinteren längselsfuldt forestillet sig udsigten til månen som en kinesisk lygte hängende over et hav sort som et flygellåg. Men man ankommer i ösregn, hatten havner i en vandpyt; en stedlig ranglet veteran i korte bukser (bukserne er altid kortere desto mere ranglede folk er) kommenterer erfarent, at barometeret er på vej ned; man föler sig dog efter nogen skuffelse over udsigten til et värksted (alle har ikke råd til havudsigt) straks mere hjemme, efterhånden som man har pakket ud og installeret sig.

Ved middagsbordet präsenterer man sig summarisk over for alle der ikke virker decideret afvisende; pensionatsejeren fik sidste år installeret plywood og hävede priserne väldigt, har sågar også ansat en swing-sångerska, der med "släpig röst" synger "Yes, you are my design"; de unge par, som har längtes hele året efter drömmen om sommerlivet, ser på dansegulvet akkurat så ulykkelige ud som kun unge mennesker samt muligvis elever på Dramaten kan: Der er jo intet som ”badgäst-olycka” og "badgäst-svartsjuka".

Man finder sig efterhånden til rette, damerne taler börneopdragelse, og man er snart enige ved bordet om, at det er da vældigt väldigt "kull" her på stedet. Men i längden indfinder en vis vane og kedsomhed sig, men det er der råd for: Fiskekutteren, der efter krigen blev hvidmalet, beväger sig ud med en stor skare gäster mod en forjättende fjern drömmeö, som man dog straks indbilder sig at man selv har opdaget og valgt som destination, og man forhekses af den forjättende lyd af bälgernes tunge slag mod rälingen. Men vel steget i land bliver man straks gennet väk af en gruppe der hävder at denne sandlavning i lä er altså deres private.

Da vinden bliver kraftig på hjemvejen, beordrer skipperen en: "tag fokken!". Derefter ser han for förste gang på en som et individ og ikke som en betalingsdygtig tumpe ligesom alle de andre.

 Men nu er ferien slut - og ligesom sidste år tänker man alvorligt på at slå ned på öen som fisker, tjener eller billetkonduktör og give fanden i karrieren. Men man har jo börn at forsörge, og når man kommer hjem, får man af kolleger, at vide at man rigtignok har lagt sig ud.

 Frit efter hukommelsen - men käre venner: Kunne I forestille jer en tekst af en sådan nästen Mann'sk klasse i en nutidig årbog for nogen Turistforening, eller nogen som helst anden forening - eller for den sags skyld i nogen kulturavis? Nej, I kunne ikke: tidernes forfald, hastvärk, informationsstress, dumme og konforme ambitioner, karrierestress og Gutenbergs ubodelige skam osv. osv. i den velkendte demokratiske pärevälling af undervisitetscenterjargon.

Men nu er også min "ferie" slut: og jeg har til orientering ikke lagt mig spor ud - end ikke med de fastboende, herunder ikke mindst skovejerne, der må stå model til mit grevelige formynderi som kun lader sig sammenligne med fordums Christian Tyrans.

 

 Når  den ovenfor frit refererede tekst fra 1949 var så bevægende læsning - skyldtes det ikke kun tekstens kvalitet, men også dens alder: De evigt menneskelige lidelser og spørgsmål er akkurat de samme. Forfatteren er allerede lidt til års og moden nok til at tænke tilbage på ungdommensmegen "ulykke" med på en gang vemod, længsel og lettelse over at være befriet for den dårskab.

Hvad man i en forbindelse kunne tilføje er, at mens ungdommens fortvivlelse og dårskab senere kan tages med et faderligt overbærende smil, så gælder det samme ikke skylden: Man har måske også selv engang gjort nogen ulykkelig og måske endda af ren dumhed - og i nogle tilfælde er det for sent at råde fyldestgørende bod på. Skyldens smerte kender ungdommen sjældent.

 

 Skribenten lufter i sin tekst også de forsømte utopiske drømmes spøgen bag borgerlighedens trygge værn. Nu er jeg selv i samme alder som forfatteren, der nok forlængst er død - min uborgerlige situation er på mange måder den stik modsatte af hans, inklusive mine foretrukne feriemåder - hvilket nu ikke forhindrer ham i at skrive mindst lige så godt. Og tiderne er andre.

Men alt dette understreger kun desto mere bevægende det almenmenenskelige fællesskab under alle forskelle.

----------------

WEEKENDAVISEN har velsagtens stadig for vane i sommerferien at sende en ung halvlitterær spradebasse op til Skagen og benovet anmelde de feriende celebriteters gøren og laden, indbyrdes omgang og afsky - tillige med "personlige" bekendelser om medbragte hængepartier i form af både "aktuel" litteratur og "uomgængelige" klassikere: hvis umgængelighed nemlig fremgår af det åbenbare forhold, at det tydeligvis aldeles intet nytter at læse dem, selv efter 200 år: Men fint skal det være, "mene" noget om det bør man jo - og Johannes Riis familie skal jo dog også leve...

 

Men den unge praktikant og kulturelle strandløve, der i sin sociale stræbsomhed synes at have langt mere øje for mændenes end af damernes yndigheder, virker dog allermest benovet over synet af Rifbjergs vældige elefantnosser - som den evigt unge Bukdals ditto nemlig ikke en gang når til sokkeholderne...

TIMING ELLER SKÆBNE?

Knap var jeg kommet inden for døren hos den gangbesværede enke (kan dette begreb mon illustreres visuelt?), som jeg jævnligt bistår - før hendes roterende vaskemaskine med bulder og brag styrtede ned fra sit repaux (pardon my French) og herunder ubetænksomt autistisk sønderrev sin egen elforbindelse til virkeligheden.

Badeværelse-døren var grundigt blokeret - så var jeg nu ikke ved et skæbnens sammentræf af mirakuløs timing kommet hjem just i går aftes, ville enken være blevet låst inde på sit eget (bevares, men alligevel) toilet uden telefonforbindelse - eller også spærret ude og dermed nødsaget til at forrette det unævnelige efter samme opskrift som hendes kat. Begge to scenarier, der som sagt næppe fuldt og helt lader sig illustrere visuelt. Jeg er ikke just nogen handyman - men når man er vant til i jobbet at flytte lig, er sådan en opvaskemaskine barnemad at bakse på plads - mens det dér med virkelighedsforbindelsen nok bør overlades til helt andre typer.

Nu til morgen måtte jeg så ude i byen påhøre en mordtruet og absolut kvik dames beretning fuld af livligt udpenslede sideskud - gennemført med velkendt kunstnerisk selvbevidsthed aldeles uden skelen til prosaisk relevans, som nemlig kun gælder for almindelige dødelige - hvorfra hun dog altid vendte helskindet tilbage, idet hun nemlig ingenlunde agtede at lade mig slippe så let.

Efter moden overvejelse besluttede jeg jeg mig for ikke at anse hende for mere paranoid end hun havde grund til at være - vel vidende at paranoikere nu ellers ofte er overraskende velformulerede og logiske.
Om det så er mere paranoidt som hun at mene sig forfulgt af et enkelt navngivent mastermind med en eller endda to undersåtter, eller at anse sig for stræbt efter livet af flere indbyrdes helt uafhængige fjender - er et godt spørgsmål, og følgelig svært at besvare.
I det sidste tilfælde må der nemlig siges at være tale om en djævelsk timing fra skæbnens side: Hvilket forholder sig pænt og symmetrisk til den skæbnemæssigt mirakuløse timing, som jeg indledte med at fortælle om - og som på samme vis godt kunne bringe mig til smigrende spekulationer om Forsynets højere hensigter med min eksistens.