BRANDES, SØREN - OG KRIGENS ÆDLE KUNST

En gammel bekendt besjælet med gammeldags kynisk-hjertelig lægehumor (som hos en vis Hofrat Behrens) docerede allerede for år tilbage, at det typisk er de sindssyge der læser aviser på cafeer og biblioteker. Bortset fra at det samme i dag kunne siges om nettet, så skal det nok passe - men selv er man naturligvis her atter den evige undtagelse, idet man nemlig faderligt siger om de andre på afdelingen, hvad Kierkegaard sagde om børn: "For de sindssyge kan man da i det mindste håbe på, at de bliver normale - men de der er blevet det - Herre Jemini..."

På stamcafeen fortalte en herboende arbejdsløs retsadvokat fra Colorado med speciale i appelsager for dødsdømte - hvoraf vort land jo har en beklagelig mangel - at den nye røgfri e-cigaret er en sindrig teknologisk konstruktion, hvor den fornødne opvarmning, der skal bringe nikotinen i gasform, sker ved hjælp af et kraftigt elektrisk batteri. - Velsagtens af samme fabrikat der foretrækkes i pacemakere. - Så hvis nogen gik og troede, at e-cigaretten var en pendant til e-mailen, så må de tro om.

Her slår det os imidlertid tillige, at denne videnskabelige Storm P. opfindelse i sundhedens tjeneste i betragtelig grad minder om det moderne amerikanske gaskammer, der nemlig ligeledes arbejder med to komponenter, en fast og en flydende - der først tilsammen udretter sjælens mirakuløst ufejlbarlige fordampning, som man ellers tidligere klarede med håndkraft og helt uden sådan perfektionistisk selvransagelse.

Men det er skam før set, at teknologiske fremskridt i krigens tjeneste siden hen kan omsættes med endnu større held i fredens. Vi agter derfor herefterdags ligesom den store Leonardo at investere vor genius i krigens videnskab. Her kan der nemlig ikke snydes på vægten, hvorfor man forhåbentlig omsider helt slipper for vor tids verbose sammenrend af uhelbredeligt normale, men som et plaster på såret desto hjerteligere velkomne aspiranter.

P.S. Apropos: I dagens Politik genanmelder Hans Hertel Brandes' gamle Kierkegaard-biografi og minder os i den forbindelse kyndigt om, at geniet er en mutant der trodser alle forudsigelser: Og Hertel må dog om nogen vide det - efter et helt år af landsdækkende spidsborgerlige betragtninger herom med statsstøtte - suppleret med jævne sjæles amatøristisk "kongeniale" fjollerier. - For som skrevet står:: Herre Jemini....

LIFE OF BRIAN

Overtro eller ej, så tör jeg trods vedholdende opfordringer ikke slutte FB-venskab med en person med efternavnet "Damage". At han tillige hedder Brian, gör heller ikke sagen bedre, ihukommende "Life of Brian".

Folk opkalder gerne de heste, som de köber og satser på, i samme utopiske ånd som deres egne forhåbninger: Aurora, Fantasia, Esmeralda, Victory osv.  - Den går imidlertid ikke i kirken – men her kommer så al den moderne rettighedstänkning os snedigt til hjälp: For man kan bedyre, at det da ikke kan have sin rigtighed, at vi tillader at give heste navne, som er for uvärdige til et menneske. Ved denne salamitaktik (der vel er det stik modsatte af fordums "repressive tolerance") kan også prästen til sidst bringes til surmulende at makke ret.
Således kender jeg en både städig og håbefuld kvindelig alkoholist, der fik sit barn döbt ”Safari” efter en berömt väddelöbshest.

I min tid som avisbud ("Jeg var skam selv marxist, indtil jeg blev milliardär!"), havde jeg en garvet kollega ved navn Brian, der trods sine lidet overbevisende og noget liturgiske lovprisninger af al den friske luft til sidst måtte kaste håndklädet i ringen og omskole sig til buschaufför efter arbejdstid - hvilket kräver sin mand.

Men så drastisk omstilling er nu meget själdent sund, så jeg betvivler at kompagniets legendariske elitelöber med de store faste udgifter i dag ville kunne få sit gamle job tilbage – endsige forsörge sin familie derved.

En af mine mest vitale äldre venner har en uägte sön, begået i händelig uagtsomhed, og som er faldet uhyre langt fra stammen: En stille og fordringslös eksistens, der ganske lever og ånder for hesteväddelöb som sin eneste lidenskab.

Men hvis jeg nu også selv engang skulle kaste håndklädet i ringen for som Kong Richard III i stedet at satse på en hest ("A kingdom for a horse!") – så vil jeg döbe den "Brian" efter en af vort lands allersidste mänd med et helt gammeldags hæderligt arbejde.

LITTERÄR ANALYSE:

Dagens tekst "Life of Brian" er et eksempel på spontant komponeret tekst, der integreret lufter flere forskellige emner (men vel at märke ikke fortyndede udlöbere af avissnak om en minister) i en overordnet komisk form med autentiske anekdotiske indslag.

Endvidere tages der afsät i noget for mediet specifikt uden dog på nogen vis at göre det til emnet: en tilfäldig venneanmodning. Derved bliver teksten nemlig genrespecifik på linie med breve, artikler, noveller osv - i modsätning til, når folk lägger en returneret avisartikel ud på Facebook som surrogat.

Et sublimt surrogat bør nemlig sublimere og overstige det sublimerede som noget "forgangent" og som et i sig selv lidt tarveligt substrat for den alkymistisk forvandling.

En god historie og en god vittighed behöver ikke at analyseres - nej, men de tåler dog i det mindste at blive analyseret. Lad os for sjov prøve - idet vi tør forudskikke at selv en kompakt strukturanalyse af bliver noget længere end selve teksten.

Der tages afsæt i en venneanmodning fra en mig helt ubekendt Brian, fra hvis skræmmende efternavn "Damage" der associeres til væddeløbsfolkets lille overtro på hedensk lykkebringende navne til deres heste. Herfra associeres atter - med inspiration fra nyligt avisskriveri om skiftende modenavne - til spørgsmålet om den kirkelige legitimitet af sådanne navne. Til dette formål foretages nu en logisk manøvre, idet vi i et tankeeksperiment på skrømt foreslår at bruge moderne rettighedstænkning som dåseåbner efter den utopiske devise, at heste og mennesker bør have de samme rettigheder.
Taget bogstaveligt ville projektet imidlertid nok forlise: For præsten kunne jo her indvende, at vi i så fald tværtimod snarere bør forbyde at navngive heste efter sådanne hedenske principper. Men megen humor betjener sig nu engang som krumtap netop af en sådan forening af på den ene side knivskarp, spidsfindig logik og på den anden side kontrolleret inkonsekvens - helt i stil med hvad vi ofte kan iagttage hos velfungerende paranoikere: Og det er derfor vi griner.

Efter denne færdigspundne sidetråd hoppes der imidlertid tilbage til navnet "Brian", idet jeg nemlig engang kendte en Brian i Bladkompagniet, der til slut måtte opgive ævret som professionel trappeartist. Derfra hoppes så endnu engang til en anden personlig bekendt - men lige så legitimt, idet han nemlig i sin tur har hestevæddeløb som sin eneste passion.

Sluttelig sker der så det, at vore to personlige sidetråde forbindes i et knibtangsgreb, idet jeg fortæller - at skulle også jeg engang ligesom Brian opgive ævret for i stil med den blege ungersven dog Shakespeares Richard III i stedet at satse på en hest, så ville jeg opkalde denne efter Brian.
Vort "moment of Zen" er imidlertid dette, at hermed bindes de to anekdotiske sidetråde nemlig samtidig i en sløjfe tilbage til hovedtemaet 'overtroisk navngivning'. Vel at mærke nu med den finurlige slut-rokade, at det altså denne gang er en hest der opkaldes efter et menneske - og ikke omvendt.

MONTHY PYTON

 Da jeg nu har misbrugt titlen "Life of Brian" til eget formål, skylder jeg måske at spinde en paralleltråd over et moment fra denne film. Et sted i filmen fortælles om en mand, der væddede på, at han kunne citere hele Biblen samtidig med, at han fik hugget hovedet af med en ökse. Men hedder det videre: "Manden viste sig desværre at være en bedrager: For det eneste det lykkedes ham at sige, var: "I begyndelsen var......"."

 Vi kunne her spörge, hvorfor det er så morsomt, også selv om det jo ikke afspejler noget dybt eksistentielt såsom livets absurde vilkår hos Camus med hans Sisyfos.

 Eller som hos Woody Allan med psykiateren der råder til skilsmisse. "So what did you do then?" - "I got another psychiatrist..."

 --------

 Det eneste svar jeg kan finde på i Brians tilfälde, bygger på den logiske forudsätning, at vi jo almindeligvis kun taler om svindel i de tilfælde, hvor hovedpersonen håber på at opnå en personlig gevinst ved at afgive falske løfter. Men i dette tilfælde består "svigtet" jo derimod i, at hovedpersonen får hovedet hugget af: Men dermed bortfalder jo tværtimod enhver udsigt til nogen gevinst - og netop derfor griner vi...

 Men det er åbenbart her ligesom med tiden i fölge kirkefaderen Augustinus: Så länge ingen spörger os hvad tid er, så ved vi godt hvad tid er - men hvis nogen spörger os om det, så ved vi det ikke... - Hvortil som bekendt kommer, at en tåbe kan spörge om mere, end ti vise kan svare på.

 Nå, men hvorfra vidste jeg det så? Elementary, my dear Watson: Ingen spurgte mig jo - og jeg foreträkker at opfinde mine egne intelligenspröver...

LANGE MADS FRA BALI

  En indfødt sikkerhedsvagt på et balinesisk luksushotel forsøgte forleden med Buddhas bistand og velvilje at udvise en beruset pyton på kun godt og vel 4 meter og helt uden gyldig opholdshjemmel - eftersom den nu ikke stod på det ellers eksotiske underholdningsprogram.
Om kvælerslanger gælder nemlig ligesom om de store afdøde, at vi kun elsker dem på stor... afstand og med en række komiske forbehold: Omtrent ligesom direktøren for en zoologisk have er stolt over at være disse dyrs ambassadør og tilsynsværge, men nok ville betakke sig for at lade dem komme til orde på fri fod.

Men hvordan gik det nu for vor balinesiske ordensmand? Ak, selv om han givetvis under sin uddannelse må have set, hvordan professionelle slange-udsmidere går til værks på TV - begyndende med vor egen Jørgen Bitsch der i sin tid lod sig filme i håndgemæng med en anakonda - og derfor tog korrekt førergreb på slangens hovede og hale, så glemte han af lutter leksikalsk ortodoksi aldeles resten af dyret - som sagt immervæk små fire meter: En banelængde der nemlig er fuldt tilstrækkelig både for vel gennemført hængning, men også for den endnu mere folkelige form for generalprævention, som en kvælerslange med god appetit kan præstere - og da især når der er tilskuere på.

Mængden af tilskuere er derimod ikke helt så afgørende for slangerne, som man almindeligvis tror, idet det her forholder sig som med i menneskelivet, hvor roserne nemlig ligeledes bør doseres med varsomhed, ganske ligesom falkonerer altid lader deres jagtfalke sulte nogle dage inden en planlagt jagtekspedition. - Ja, lige undtagen de allermest kongelige jagtfalke, som nemlig applauderes obligatorisk med et formeligt koreansk massehysteri, lige meget hvad de gør - og som derfor fornuftigvis nøjes med at måtte gribe manuelt tilkastede lerduer behængt med en stump kokain, hvilket nemlig erfaringsmæssigt kun sjældent slår fejl.

- Men når dette alligevel hænder, tiljubles falkene dog kun desto mere for dette som et helt ubetaleligt "part of the show" - og som en selvironisk præstation af den art, der som bekendt udmærker den sande storhed og derfor normalt er forbeholdt direktøren for det hele (bemærk her med hvilken sjælden selvbeherskelse, man undlod at skrive "chefredaktøren").
Kort sagt fik de inviterede gæster på luksushotellet rigeligt for pengene, selv om oplevelsen efterlod dem i nogen utryghed om den art sikkerhed, som selv velbeslåede turister åbenbart kan tilbydes på Bali.

Nej, sådan kan man altså ikke drive hotelvirksomhed; og vi ved dog fra os selv, at ejer landet ikke kvalificeret arbejdskraft på et givet felt, ja så må man importere den til gældende pris ude på verdensmarkedet. Og her er det altså bare sådan, at ligesom sorte boksere, løbere og jazzmusikere bare er en tand bedre end andre - så går det slet ikke at ansætte en stedlig arbejdsløs balineser på et halvt hundrede kilo og forsyne ham med et spanskrør, en lykke-amulet samt en knaldpistol.

Og hvis dette skal kaldes racisme, så må I såmænd godt kalde mig racist. For det er skam ikke selve hudfarven eller stamtavlen endsige religion, vi belønner med usle handikappoints: nej, for ganske ligesom med kvoteordningerne ser vi alene til den kvalitet som de pågældende kan levere: Og vi ved jo godt, at en ligelig kønsfordeling gerne får begge køn til at stramme balderne ekstra - ja, måske lige undtagen inden for klostervæsenets noget antikke branche.

Så det glade nytårsbudskab til alle vore arbejdsføre arbejdsløse danske må derfor lyde: Der findes heldigvis ingen aktiverings-begrundende hundelorte på Buddhas eget Bali - så kommer hid alle I små og fortabte. Men det allerbedste ved det hele er, at denne nye form for jobtilbud selv helt uden racisme sagligt vil favorisere etnisk retlinede, velvoksne og hæderligere borgere af Holger Danskes æt frem for både upålidelige slaviske skabs-mongoler og herboende slatne orientalske pizzavrag.
Vi ved godt er vi er ude i god tid - men det er nu engang vor forbandede redaktionelle pligt at være på forkant, så derfor:

GUD BEVARE DANMARK!

"YES, YOU ARE MY DESIGN"

 

Man kan ikke skynde sig langsomt nok, som de gamle kinersere sagde. Så hjemrejsen fra broderlandet begynder först nu. Men også juleträerne bör skynde sig så langsomt som muligt i medfør min utopiske agenda om at egenhændigt at begrænse deres egenrådige vælde fra Sverige til Kamtjatka - der litterært set vel mest minder om Knagsteds hang til at samle kommaer:  Ja, for hindre granerne endeligt kan vi jo ikke - kun holde dem i skak, mens vi venter på enten Godot eller en rask lille skovbrand.

 I går aftes läste jeg et lille essay i Svenska Turistföreningens Årsskrift 1949 (!) : "OM ATT VARA BADGÂST". Höj klasse, morsomt,  menogså bevägende menneskeligt med en del selvironi.

 Når man nu betragter teltliv som en straf tilhärende värnepligten og foreträkker sommerpensionater ved havet. Man har hele vinteren längselsfuldt forestillet sig udsigten til månen som en kinesisk lygte hängende over et hav sort som et flygellåg. Men man ankommer i ösregn, hatten havner i en vandpyt; en stedlig ranglet veteran i korte bukser (bukserne er altid kortere desto mere ranglede folk er) kommenterer erfarent, at barometeret er på vej ned; man föler sig dog efter nogen skuffelse over udsigten til et värksted (alle har ikke råd til havudsigt) straks mere hjemme, efterhånden som man har pakket ud og installeret sig.

Ved middagsbordet präsenterer man sig summarisk over for alle der ikke virker decideret afvisende; pensionatsejeren fik sidste år installeret plywood og hävede priserne väldigt, har sågar også ansat en swing-sångerska, der med "släpig röst" synger "Yes, you are my design"; de unge par, som har längtes hele året efter drömmen om sommerlivet, ser på dansegulvet akkurat så ulykkelige ud som kun unge mennesker samt muligvis elever på Dramaten kan: Der er jo intet som ”badgäst-olycka” og "badgäst-svartsjuka".

Man finder sig efterhånden til rette, damerne taler börneopdragelse, og man er snart enige ved bordet om, at det er da vældigt väldigt "kull" her på stedet. Men i längden indfinder en vis vane og kedsomhed sig, men det er der råd for: Fiskekutteren, der efter krigen blev hvidmalet, beväger sig ud med en stor skare gäster mod en forjättende fjern drömmeö, som man dog straks indbilder sig at man selv har opdaget og valgt som destination, og man forhekses af den forjättende lyd af bälgernes tunge slag mod rälingen. Men vel steget i land bliver man straks gennet väk af en gruppe der hävder at denne sandlavning i lä er altså deres private.

Da vinden bliver kraftig på hjemvejen, beordrer skipperen en: "tag fokken!". Derefter ser han for förste gang på en som et individ og ikke som en betalingsdygtig tumpe ligesom alle de andre.

 Men nu er ferien slut - og ligesom sidste år tänker man alvorligt på at slå ned på öen som fisker, tjener eller billetkonduktör og give fanden i karrieren. Men man har jo börn at forsörge, og når man kommer hjem, får man af kolleger, at vide at man rigtignok har lagt sig ud.

 Frit efter hukommelsen - men käre venner: Kunne I forestille jer en tekst af en sådan nästen Mann'sk klasse i en nutidig årbog for nogen Turistforening, eller nogen som helst anden forening - eller for den sags skyld i nogen kulturavis? Nej, I kunne ikke: tidernes forfald, hastvärk, informationsstress, dumme og konforme ambitioner, karrierestress og Gutenbergs ubodelige skam osv. osv. i den velkendte demokratiske pärevälling af undervisitetscenterjargon.

Men nu er også min "ferie" slut: og jeg har til orientering ikke lagt mig spor ud - end ikke med de fastboende, herunder ikke mindst skovejerne, der må stå model til mit grevelige formynderi som kun lader sig sammenligne med fordums Christian Tyrans.

 

 Når  den ovenfor frit refererede tekst fra 1949 var så bevægende læsning - skyldtes det ikke kun tekstens kvalitet, men også dens alder: De evigt menneskelige lidelser og spørgsmål er akkurat de samme. Forfatteren er allerede lidt til års og moden nok til at tænke tilbage på ungdommensmegen "ulykke" med på en gang vemod, længsel og lettelse over at være befriet for den dårskab.

Hvad man i en forbindelse kunne tilføje er, at mens ungdommens fortvivlelse og dårskab senere kan tages med et faderligt overbærende smil, så gælder det samme ikke skylden: Man har måske også selv engang gjort nogen ulykkelig og måske endda af ren dumhed - og i nogle tilfælde er det for sent at råde fyldestgørende bod på. Skyldens smerte kender ungdommen sjældent.

 

 Skribenten lufter i sin tekst også de forsømte utopiske drømmes spøgen bag borgerlighedens trygge værn. Nu er jeg selv i samme alder som forfatteren, der nok forlængst er død - min uborgerlige situation er på mange måder den stik modsatte af hans, inklusive mine foretrukne feriemåder - hvilket nu ikke forhindrer ham i at skrive mindst lige så godt. Og tiderne er andre.

Men alt dette understreger kun desto mere bevægende det almenmenenskelige fællesskab under alle forskelle.

----------------

WEEKENDAVISEN har velsagtens stadig for vane i sommerferien at sende en ung halvlitterær spradebasse op til Skagen og benovet anmelde de feriende celebriteters gøren og laden, indbyrdes omgang og afsky - tillige med "personlige" bekendelser om medbragte hængepartier i form af både "aktuel" litteratur og "uomgængelige" klassikere: hvis umgængelighed nemlig fremgår af det åbenbare forhold, at det tydeligvis aldeles intet nytter at læse dem, selv efter 200 år: Men fint skal det være, "mene" noget om det bør man jo - og Johannes Riis familie skal jo dog også leve...

 

Men den unge praktikant og kulturelle strandløve, der i sin sociale stræbsomhed synes at have langt mere øje for mændenes end af damernes yndigheder, virker dog allermest benovet over synet af Rifbjergs vældige elefantnosser - som den evigt unge Bukdals ditto nemlig ikke en gang når til sokkeholderne...

TIMING ELLER SKÆBNE?

Knap var jeg kommet inden for døren hos den gangbesværede enke (kan dette begreb mon illustreres visuelt?), som jeg jævnligt bistår - før hendes roterende vaskemaskine med bulder og brag styrtede ned fra sit repaux (pardon my French) og herunder ubetænksomt autistisk sønderrev sin egen elforbindelse til virkeligheden.

Badeværelse-døren var grundigt blokeret - så var jeg nu ikke ved et skæbnens sammentræf af mirakuløs timing kommet hjem just i går aftes, ville enken være blevet låst inde på sit eget (bevares, men alligevel) toilet uden telefonforbindelse - eller også spærret ude og dermed nødsaget til at forrette det unævnelige efter samme opskrift som hendes kat. Begge to scenarier, der som sagt næppe fuldt og helt lader sig illustrere visuelt. Jeg er ikke just nogen handyman - men når man er vant til i jobbet at flytte lig, er sådan en opvaskemaskine barnemad at bakse på plads - mens det dér med virkelighedsforbindelsen nok bør overlades til helt andre typer.

Nu til morgen måtte jeg så ude i byen påhøre en mordtruet og absolut kvik dames beretning fuld af livligt udpenslede sideskud - gennemført med velkendt kunstnerisk selvbevidsthed aldeles uden skelen til prosaisk relevans, som nemlig kun gælder for almindelige dødelige - hvorfra hun dog altid vendte helskindet tilbage, idet hun nemlig ingenlunde agtede at lade mig slippe så let.

Efter moden overvejelse besluttede jeg jeg mig for ikke at anse hende for mere paranoid end hun havde grund til at være - vel vidende at paranoikere nu ellers ofte er overraskende velformulerede og logiske.
Om det så er mere paranoidt som hun at mene sig forfulgt af et enkelt navngivent mastermind med en eller endda to undersåtter, eller at anse sig for stræbt efter livet af flere indbyrdes helt uafhængige fjender - er et godt spørgsmål, og følgelig svært at besvare.
I det sidste tilfælde må der nemlig siges at være tale om en djævelsk timing fra skæbnens side: Hvilket forholder sig pænt og symmetrisk til den skæbnemæssigt mirakuløse timing, som jeg indledte med at fortælle om - og som på samme vis godt kunne bringe mig til smigrende spekulationer om Forsynets højere hensigter med min eksistens.

YTRINGSFRIHED - I PRAKSIS...

YTRINGSFRIHED....
 Det dumme med den fortærskede ytringsfrihed er, at når folk ævler larmende spalte-kilometer derom på vegne af snart den ene, snart den anden hidtid prisværdigt sagtmodige instans, som af denne grund nu slet ikke har en kinamands chance for nogensinde at få ordet (og hvorfor skulle kineserne nu tillige forlange ordet, når de dog allerede har sat sig på verdensøkonomien?) - så formår de aldrig at fatte sig i korthed og klarhed, men må hver gang begå et helt politisk manifest af håbløst kedsommelig prosa:- der ligeledes med god grund erklærer sig i kronisk behov for kuvøse-hjælp i form af både momsfritagelse og pressestøtte.
Med emnet tolerance er det ikke stort bedre, for også her burde der ligesom med CO2-udslip indføres en kvoteordning med tilhørende mulighed for indbyrdes kvotesalg til højestbydende mellem udbyderne indbyrdes: omtrent ligesom antikvitetshandlerne jo også siges efter store auktioner at handle indbyrdes i fordragelighed alt efter hver deres speciale i stedet for unødigt at overbyde hinanden på selve auktionen.
For det er med auktioner som med prosa: det vigtige er slet ikke selve emnet, men hvad vi dernæst får ud af det efter kortest muligt at have afhandlet det pligtskyldigt i al dets tarvelighed. Og det er nok også derfor, at man som snart den eneste hertillands ikke undes ytringsfriheden - der nemlig ligesom statsborgerskab ikke er nogen ret, men derimod en gave som man måske engang kan gøre sig fortjent til.

CAVLING-PRISEN - DET BILLIGE SKIDT...

Hvis forudsætningen for at få Cavling-prisen, er at man er klinisk fri for både tastefejl og for humor, så har jeg trods lige så eksotiske aner som Politikens debatredaktør Omar Tarek eller Tarek Omar slet ingen chancer. Og indlægget "Malm-Ros" retur med robot antyder, at heller ingen handikap-points eller politisk kvoteordning kan berettige mig til en uofficiel plads som den store mønsterbryders tilskudsberettigede lærling.

I øvrigt erindrer jeg nu svagt at min mor i sin tid fortalte, at min far (skønt kristen) ville have mig opkaldt efter en stor maurisk hærfører med netop navnet "Tarek" -selv om han nu dengang mere lignede Omar Sharif og i efterkrigstidens London vitterlig ofte blev antaget for en ung postkolonial filmstjerne.
Min mor var bestemt ingen stejl kvinde, men her har hun åbenbart fået sin vilje. Satans også, for i både tolerancens og ytringsfrihedens verden er det oftest overfladiske ligheder samt ligheder i overfladiskheden, der berettiger os til sympati og forfremmelse. For med den unge Kierkegaards gamle ord om ikke at skue hunden på hårene: "Men ak, skiltet var kun til salg".

 

MAURER-KONGEN TAREK

Det er en uskik her på stedet at tale om andet end sig selv - for alt det andet er medierne jo fulde af i forvejen; og bøger gider vi slet ikke tale om længere, lige undtagen førsteudgaver og forfalskninger. Gode emner er nemlig i vore dage oftest kun rigtigt gode undskyldninger for dårlig prosa.

- Forleden erindrede jeg at min far, skønt kristen, i sin tid ville have døbt mig "Tarek" efter en maurisk konge samt en mindst lige så morsom og velintegreret dansk debatredaktør med samme navn: Skønt, hvem fanden ville ikke lade sig integrere til den hyre? Svar: Selv ville jeg nok ikke overgive mig, men ville stikke halen mellem benene - som altid, når jeg risikerer at miste mig selv til en lovlig realitetspræget udsalgspris.

Efter at have sovet på det husker jeg engang at have læst, at den skammeligt fejl-integrerede Tarek den Første ved sin nødtvungne og grådkvalte afsejling fra Granada i 1492 blev hånet af sin egen mor: "Ja, græd du nu som en kvinde over, hvad du ikke var mand nok til at beholde!"
Om navnet Tarek således måske alligevel ville have været ret passende, må andre svare på - men mit sande kongerige er som bekendt ikke af denne verden.

TREFOLDIGHEDEN

 Under udövelsen af et moderat fysisk pres på nogle pubertets-graner med ADHD trods tidligere forsög på fornuftig overtalelse tabtes på mystisk vis et styk uskadt brilleglas fra Zeiss, som hermed falbydes til spotpris tillige med de fornödne GPS anvisninger.

 Föler mig som Christian den Fjerde i sin tid på det gode skib Trefoldigheden, hvorfra han dog vist nok ellers vendte sejrrig hjem - velsagtens takkende Herren for betänksomt at have udstyret os med to öjne. Meget vel - men så kunne han vel også samtidig have udstyret mig med to par briller?

 Men skarphed er jo relativ, og uens oplösning er langt mere desorienterende end dårlig oplösning. Til bilkörsel er almindelig närsynethed til beroligelse også mere end rigelig, så vi gör bare som i stenalderen. Ganske vist ville jeg uden briller väre gået glip af synet af en fjern havnörn, men havörne var der jo ingen i stenalderen, der spiste.

En vis impressionisme kan desuden ofte väre nyttig i den menneskelige omgang - for som en kendt porträtfotograf skarpt bed min bedstefar af, da han beklagede det bekostelige resultat: "Jamen De er altså virkelig ikke pänere!"

HISTORISK SANDHED

 Vilkårlig omgang med historien er for os frie ånder ofte force majeure. Forleden påstod jeg i anledning af min fars önske i sin tid om at navngive mig efter en maurisk konge Tarek - at denne Tarek ved sin sluttelige fordrivelse fra Spanien til Gibraltar blev hånet af sin egen mor med disse ord: "Gräd nu som en kvinde over, hvad du ikke var mand nok til at beholde!"

 Tarek viser sig nu at väre ham der indtog Spanien 700 år tidligere, mens de forsmädelige ord gälder den sidste maurerkonge med navnet Muhammed. Men det ville jeg jo ikke kunne have brugt til noget fornuftigt, og så må historien vige for kunsten. Det samme kan meget vel väre tilfäldet med min formodning i dag om, at Christian den Fjerde vandt slaget ved Kolberg, trods tabet af det ene öje.

Min bedstefar korigerede forresten i sin tid Karen Blixen, fordi hun i en fortälling fra för revolutionens tid nävner nationalflaget Tricoloren, som endnu ikke var opfundet. Det tog hun som en mand med ordene: "Jeg skal fortälle det til Isak (hendes pseudonym Isak Dinesen), når jeg möder ham!". Man må tro, at også hun havde en kunstnerisk begrundelse for at lade fakta prelle af.

 

OM GJENTAGELSEN SAMT KUNSTEN AT ÄDE MURSTEN

Så ytringsfrihedsdebat med usual suspects uden protest. Alt i alt OK - men intet nyt de sidste 8 år, og dog holdes debatgryden i stadigt kog.

Summa summarum: Ytringsfriheden er ingen af os imod; den skal dog ikke väre helt ubegränset; og alt tilladt er ikke dermed pänt eller klogt at sige; men de der slår en ned af den grund, er dog dermed ikke i deres gode ret - også selv om det ikke kom som en overraskelse, undtagen for offeret, der glemte at kigge sig over skulderen af bare snakkesalighed og frie, men i längden kedsommelige ord. Endelig skal digtere have endnu större frihed end andre: For digtning er nu engang ikke bogstavelig tale - hvortil kommer at ingen ud over anmelderne alligevel läser andet end - anmeldelserne.

Det eneste man glemte at sige var, at når öksemord nu engang allerede er forbudt, og så nytter det nok intet at forbyde det en ekstra gang og lade rektor give hele skolen en opsang i gården i spisefrikvarteret, selv om det ösregner.

Nej, så heller indföre våbenlicens til ökse: For hvis nogen nu skal ombringes selv uden egnede redskaber, så tvinges den professionelle jo til at udvise en integrationsfremmende omstillingsparathed, som jo også arbejdsmarkedet efterspörger.

Eneste indvending er den, at arbejdmarkedet keder mig lige så meget som ytringsfriheden, så derfor må vi endnu engang skifte emne.

Temaet "vinterdäk" blev dog rigeligt brugt sidste säson, så den stafet väre hermed videregivet til unge friske talenter helt uden behov for körekort, selv om det jo ellers er aktuelt nu igen.

Nu har jeg det: Värdier. Kärlighed kan köbes for penge, og penge kan köbes for kärlighed, så det står 1-1. Godt alt sammen, men hvad elsker vi så ud over at höre på os selv?

Jo, mulighedsrigdom er noget vi värdsätter. Länge har det ärgret mig, at jeg for 11 år siden lovlig dyrt köbte et stort analogt kamera, nu dyrere i drift end nogensinde. For samme belöb ville jeg i dag kunne få professionelt high end digitalt apparat uden driftsomkostninger. Selv Hasselblad-kamaraer går i dag for en slik - men lige det apparat jeg köbte, er omvendt gået hen og blevet kult og holder derfor prisen på lige fod med gamle Leica-kameraer.

Kort sagt har jeg pludselig igen valgmuligheden for en digital "Gjentagelse" helt uden tab grundet boligbobler og efterfölgende soliditetskrav. Men der er bare én hage ved det: Lige så meget som jeg elsker valgfriheden - lige så inderligt hader jeg at skulle välge. Så derfor lader jeg nok alt blive ved det gamle, selv om det er at smide gode penge efter dårlige, hver gang jeg lader det apparat.

Irrationelt? Tja - men sät nu, at det gamle skidt vedbliver med at stige i värdi, for så var det måske bedre bare at belåne det og köbe en digital svärvägts-pendang for pengene. Hvis man alligevel kan leve på en sten, så kunne man vel for en gangs skyld pröve at äde mursten som alle andre gode borgere. Jeg fölger nemlig i grunden de normale stadier på livets vej - bare synkoperet med artistiske forsinkelser og redaktionelle ombrydninger i forhold til resten af befolkningen.

DET SLÖRER STADIG

Hvordan beviser man, at andre folkeslag har humor? Hvis det skal göres empirisk uafviseligt, så må det ske ud fra et utvetydigt behaviouristisk kriterium - kort sagt ved at konstatere, om de griner, også selv om man ikke kilder dem. Men hvis vi ikke ved hvad folk griner af, beviser det nu heller ikke meget - så hvad de mon ler ad, når de snakker indbyrdes på deres kaudervälsk, har intet som helst at betyde i denne sag. Nej metoden består i först sige noget morsomt - og dernäst for alle parters skyld håbe, at de griner af ens replik.

Har således netop fået bevis for humorens universalitet. Den muslimske servitrice, der trods hårtilslöring näppe er så muslimsk at det gör noget, gräsk-ortodoxst set, slog nemlig en klar latter op, da jeg i anledning af hendes pligtskyldige blomsterpleje spurgte hende, om hun mon også ville vande mit strejkende hår.

- Og min svenske bilmekaniker lo bravt, da jeg ved ankomsten opdagede, at jeg havde glemt at medbringe de vinterdäk som han skulle montere - selv om det både går ud over min körsel og hans indtjening. På den anden side har det heldigvis også helt glemt at sne i denne omgang, og biler har jo desuden godt af regelmässig motion.

NUL PROMILLE: NO PROMISE...

 At köre uden briller er uforsvarligt, og at köre uden vinterdäk er endnu värre. Men for det förste giver to gange minus som bekendt plus - og for det andet kan man om natten alligevel ikke se ordentligt, ligesom politiet heller kan ikke se ens däk, för man ligger i gröften.

Og for det tredje behöver nogle skribenter på en god dag en bremselängde på et par lysår, og så duer ikke engang pigdäk - der jo i övrigt også er strengt forbudt på Mälkevejen, hvor tradition, pietet samt ästetiske hensyn nemlig ligesom i Bhutan stadig prioriteres höjere end komfort og tidsökonomi.

 Böden svarer imidlertid til 4 nye däk, så hvis den umulige händelse alligevel skulle indträffe, kommer jeg politiet i forköbet ved at stige resolut ud med tegnebogen fremme og bestille 4 nye vinterdäk. Omtrent ligesom blinde passagerer tidligere kunne klare frisag i toget ved at udbede sig en billet til Korsör eller noget andet fjernt og eksotisk: Den som er på vej til Tibet, gider jo nok heller ikke at snyde i metroen på vej til Lufthavnen, men går i givet fald ud fra, at det må väre inkluderet i prisen.
Som opdaterede (ikke "trofaste", som om det var for min eller for jeres gamle mors skyld) abonnenter vil vide, beror min dobbelte forsömmelse dog ikke på närighed, men på et lille optisk uheld samt på en komisk forglemmelse i onsdags: Uden däk at skifte med er däkskift nemlig umuligt, selv for professionelle tryllekunstnere. Vi mödes i Gröften over et par promille!

HOLIDAY ON ICE

 Bestod årets holiday on ice, der vel kan väre lige så godt som ishockey - ihukommende at jeg nu engang har mine egne motoriserede sportsgrene, hvor jeg nemlig med Kants diskrete velvilje i hu selv kan designe spillereglerne.

Som sagt viste briller sig ganske rigtigt at väre overvurderede - ganske ligesom antisepktisk beskyttelse af spädbörn, der kun gör dem desto mere sårbare den dag de kommer ud i det virkelige liv. Men skulle jeg alligevel have kört nogen over, har hverken jeg eller de tilsyneladende bemärket noget - og så er det vel heller ingen gyldig grund til nogen jammer post festum? For her gälder ligesom i kärlighed, at man kan ikke sådan troppe op dagen efter og flovt påberåbe sig diskrete signaler med forfalden udlöbsdato.

Men apropos dette nymodens brille-hysteri så findes der sågar hjälpelöse mennesker med 3-dobbelt facetslebne briller af särlig hensyn til den mellem-distance, der almindeligvis er aktuel ved urinering. Dvärge med som uden inkontinens slipper dog her grundet deres korthed i stort som i småt som sädvanlig noget billigere - omtrent lige som de jo får börnerabat ved alle forlystelser, uden at nogen dog af den grund kan nägte dem adgang til hverken stärke drikke eller biograffilm forbudt for börn. Det er således slet ingen overdrivelse at sige, at samfundet belönner dvärgväkst - men det kan vi da ikke leve af i längden som nation?
For fuglefotografer er dette med brillerne indrömmet en anden sag, men i vore dage har vi jo fået autofokus. - At mit foretrukne mordvåbens klinge i övrigt endnu engang gik itu på grund af hårdhändet strygning imod hårene, kan derimod ikke skrives min overtrukne optiske konto, selv om det nu er dyrt nok.
 Jeg föler ved den brudte stålklinges höjtidelige gravläggelse under obligatorisk afholdelse af sörgemarsch nu til aften ligesom den jäger, der grådkvalt skyder sin trofaste gamle jagthund for at skåne den for flere af alderdommens forsmädelige ydmygelser.

MALM-ROS

  Borgerne deler sig i Hørups ånd efter anskuelse – ikke blot i kommunalvalget, men efter hvad de nu skal mene om en ny film. Hvis først en kendt kulturpersonlighed har rakket den ned, så bliver man næsten lige så toneangivende ved omvendt offentligt at forsvare det uskyldige offer mod den fæle drage.

 Men for at mene noget om filmen er vi jo tvunget til at se den først: Godt det samme, for på den måde bliver skaden jo til at overse - for alle bliver vi jo på den måde vindere.

 Men gode ting er i grunden deres eget bedste forsvar, for meningernes emsigt trættekære verden er noget helt andet end den verden, hvor ting pibler og gror organisk frem i deres egen takt. På den anden side må det indrømmes: Hvis ingen ser filmen, kan den ikke forsvare sig – så fortielse ville afgjort have været det allerbedste angreb.

 I øvrigt kan det konstateres, at vi mennesker typisk især forsvarer ofre, der allerede nyder en agtelse og position, som vi derved får en kollegial andel i – samt ofre der er så ufarlige, at vi omvendt ved vor uselviske kamp mod dragen sætter vor egen ædelhed i skønt relief:– uden risiko for tillige at skulle unde de elendige en smule af den ære, som vi selv næppe kan få for meget af.

 Helt uprovokeret og og uadspugt skamros af etablerede folk er derimod noget helt andet: For det foregiver da ikke at være andet end, hvad det til jo forveksling ligner: skamløst spytslikkeri.

 GRÆSK ORTODOKSE PARALLEL-AKSIOMER

 Også i motortrafikken gælder, at det tit kan være svært udefra at afgøre, hvornår vi har at gøre med en person, der i upassende grad og omfang grad ynder at fremture med sin egenart - og hvornår hans/hendes skæbne især beror på mobning.

 Men måske er der bare tale om en normal græsk ortodoks parallel-parkering:- for det var tæt på den russiske kirke som nemlig i morges besøgtes.

FOLK DER KNOKLER...

 En velkendt ung og borgerligt velmeriteret chefjurist hos CEPOS priser lettet efter en nylig og veloverstået indlæggelse "de folk der knokler i sundhedssektoren". Forståeligt nok og fint: Men når de samme mennesker undertiden kræver bedre løn og arbejdsforhold, plejer de ellers at blive bagatelliseret som statsansatte og overforkælede dagdrivere i de kredse og aviser, hvor han almindeligvis har sit virke.

 Men sandheden er ganske rigtigt stadig den, at der er nogle der har et rigtigt arbejde, uanset i hvilket regi - og så er der alle os andre, som har mere eller mindre held til at få vor hobby både lovlig godt betalt og lovlig bredt anerkendt: snart af det offentlige snart af banker, store firmaer og interesseorganisationer.

 Tænk endvidere gerne på, at når en af det knoklende folk selv bliver indlagt - hvad der som bekendt sker langt hyppigere - , så inkassererer de besynderligt nok sjældent over 700 pligtskyldige likes fra påfaldende empatiske og uselviske skæbnefæller i hobbysektoren.

  Efter at have sovet på det husker jeg engang at have læst, at den skammeligt fejl-integrerede Tarek den Første ved sin nødtvungne og grådkvalte afsejling fra Granada i 1492 blev hånet af sin egen mor: "Ja, græd du nu som en kvinde over, hvad du ikke var mand nok til at beholde!"

 Om navnet Tarek således måske alligevel ville have været ret passende, må andre svare på - men mit sande kongerige er som bekendt ikke af denne verden.

 

TOLERANCE...hvorfor egentlig?

 Tolerance-debat keder mig - men så kommer man til gengæld hurtigere gennem dagens avis... Kun ret få mennesker og næsten ingen sociale instanser er hævede over den småtskårne hævnmentalitet, der ingen andre grænser kender end dem som loven og frygten sætter - og som derfor gør en stor dyd af denne ærgerlige nødvendighed ved brovtende at hylde retssamfundets storhed, som var det deres egen ide og ikke snarere noget omtrent væsensfremmed. Og hverken pressen, partier eller foreninger er store undtagelser.

 Der er nok kun beskeden forskel på dem der plaprer tolerance udenad, og dem der plaprer ytringsfrihed eller for den sags skyld Allahs lov. Nej, betving og hævn alt hvad betvinges og hævnes kan: For det utopiske Scleimann-citat om frisind, som vist snarere stammer fra forgængeren Schliemanns udgravninger af det gamle Troja, efterplapres og bruges nok så ofte som trojansk skalkeskjul af alfabetiserede bøller: hvad enten disse nu finansieres af det offentlige, af banker eller af et sindrigt kulturpolitisk mix.

Men når vi menneskene nu engang er nogle hævngerrige og feje spytslikkere, så kunne der sådan set godt være en vis praktisk-realistisk pointe ("Vi er jo ikke selv bedre, men kun bedre betalt") i princippet om som en hovedregel ikke at provokere uproportionalt og unødigt: dvs. når det kun sker for sjov og ikke af indre nødvendighed - og derfor også kun sjældent bliver så sjovt at det gør noget.

  P.S. Således har man velsagtens nu igen helt unødigt ytret sig lovlig frit og stødende? Og det endda på trods af anderledes tyngende pligters deadline.

HVAD ER SANDHED?

 I henhold til kristelig Dagblad har en spansk historiker skrevet en bog om retsprocessen mod Jesus, som han finder helt normal ud fra romersk retspraksis. Som jeg forstår anmeldelsen, er det afgörende således, at Jesus med sin kongevärdighed majestätsfornärmer kejseren, hvorimod blasfemien mod de skriftkloge stilles i baggrunden.

 Men lyder det ikke utrovärdigt? Romerne anerkendte dog lydkonger såsom Herodes; og Jesus var ikke oprörer mod romerne, men mod sine egne og da isär de skriftkloge.

  Er det ikke ret indlysende, hvis man ellers kan tro forlöbet, at det har väret i de skriftkloges interesse at fremstille den utålelige som farlig også for romerne. At kristne i romerriget så har set en livsnödvendig interesse i at placere skylden hos "jöderne" og fremhäve Jesus neutralitet over for romerne, er en anden sag. Men denne tidstypiske leflen for alt hvad der smykke sig med prädikatet "modstander af anti-semitisme" samtidig med at de udråber andre til anti-semitter for et godt ord, virker utrovärdig.
 

 

SELVIRONI

 En engelsk journalist refererer i dagens Politik' en "videnskabelig undersøgelse", der viser (forskning for faktura!) at selvironi kun giver points hos folk med solid og høj status. Javist - men det skyldes ofte, at enten at er udøverens selvironi af ringe kvalitet, eller også at publikum ikke formår at notere den. God selvironi er i en vis forstand altid koket: Fordi den så at sige dementerer sig selv, eller rettere opvejer den givne indrømmelse med helt andre fortrin.

 Nobelpristageren i fysik kan naturligvis sagtens slippe afsted med at sige, at han alle dage har været elendig til hovedregning og derfor overlader det til sin hustru. Men ligesom den givne indrømmelse ikke står til troende andet end i pjattet forstand, så opvejes den heller ikke af ironisk kvalitet.

 I øvrigt skal mænd erfaringsmæssigt ofte have meget høj status, før de tør udøve selvironi, for denne er nærmest undtagelsen hos folk i høje positioner: Måske netop fordi de frygter eller fornemmer, at positionen måske ikke giver dem tilstrækkelige balast i dette ords bogstavelige maritime forstand.

KOMMUNALVALG

 Anti-rustbehandling må dog väre vigtigere end kommunalvalg, for man kan vel tidsnok havne i en rustvogn. Og så sätter det broderfolket i sving, endda snehvidt. - Men vore borgerlige forpligtelser?- Ja og jo - og gab! - Men så er det da rigtignok godt, at der er så mange anderledes redelige og retskafne borgerer, at jeg vel ikke også behöver at väre det.

  Dette minder mig om en gammel hestehandlertype fra Vestjylland, der fortalte mig om dengang en sälger af en antikvitet havde fölt sig grundigt snydt. For vor bramfri mand replicerede med jysk lune: "Nå ja - men så var det da rigtignok godt, at det ramte én der havde råd til át tage smäkket...."

 Kort sagt föler jeg mig alene forpligtet på underholdningsvärdien. De kommunalfolk har I desuden ligesom de fattige altid blandt jer - og de er vist ikke så underholdende.

 En bekendt af mig har i fölge forlydender forlods afsat et betragteligt belöb til fejringen af sin (her nok snarer "hans", eftersom han jo ikke selv deltager og derfor dårligt kan betragtes som subjekt) bortgang, forhåbentlig langt ude i fremtiden. Her er jeg selv tilsvarende så udemokratisk anlagt, at jeg med de samme finanser hellere ville have gavnet enkelte virkeligt trängende.

 Kort sagt går jeg fornuftigvis ind for moralsk arbejdsdeling og specialisering: I forlanger vel da heller ikke, at bierne skal begynde at spinde net, og at edderkopperne skal til at samle nektar? Og som bekendt keder og ärgrer det mig inderligt at skulle sige, kommentere, göre og dyrke det samme som en nok så velplaceret majoritet af meningsberettigede "kulturbärere" - ja, for skidtet skal jo nu engang laves, för det kan "bäres".

 .- Men det er ikke et spörgsmål om beslutning endsige mode eller maner, men er noget instinktivt, hvori vi mennesker tydeligvis er meget forskellige - og sådan skal det nok väre. For i et demokratisk samfund skal der jo også väre plads til: jer andre...

LIBIDO?

 Gårdagens nøgterne kronik om islamiske reformbevægelser og understrømme i tidens løb var modsætningen til dagens selvfejrende Sabroe-kronik i samme oplyste organ.

 Sidstnævnte kronik skulle vist forestille enten den selvironi, manden selvfølgelig ikke ejer eller magter og næppe heller har råd til kunstnerisk set (men nok socialt set grundet berømmelsens balast) - eller også "kritisk satire" over den oppustede medieverden med dens naivt betalingsvillige publikum af "oplyste" borgere - som denne evige yngling dog helt og holdent tilhører også i sine "modige" og "provokatoriske" rejespjæt i og mod "systemet".

  Har skam slet intet imod manden, men han bliver vist aldrig tør bag ørerne. - I øvrigt omgikkes jeg for en god halv snes år siden jævnligt en både skarpsindig og belæst dame op i firserne, der havde Sabroe som sin litterære "yndlingsaversion": - just grundet ovennævnte cocktail af opblæst journalistisk selvfølelse ("Drenge, vi skriver sgu litteraturhistorie lige nu!") på et begrænset biologisk grundlag, og som jo i dag er noget nær reglen blandt overbetalte praktikanter med unge Sabro som deres grand old man af et forbillede. –

LØGSTRUPS SUVERÆNE TILLID - OG KØBENHAVNS BYFORNYELSE
En teologisk case story

af Henrik Bandak (filosof)

En lokal og ædruelig butiksassistent på min svenske ferieegn præsterede for nylig som den første i den vestlige civilisations historie på cykel at påkøre en elg. Han bedyrede efterfølgende, at elgen må have været hønefuld. En stedlig ung mand med en drikfældig far kommenterede spontant: "När det är du som säger det, så tror jag dig – men om min egen far skulle ha sagt det samme, då skulle jag aldrig tro honom en sekund..."

Menneskers grundlæggende, men grundløse tillid til hinanden kaldte Løgstrup en "suveræn livsytring" – og hentydede dermed til, at den ikke er noget som vi selv har valgt eller i medfør af en art Sartre’sk frihed. Derimod er vi verdensmestre i at misbruge og dermed undergrave tilliden på linje med Guds øvrige gaver. En lidt mere jordnær forklaring er her den som allerede Kant i sin tid nævnte: At hvis vi ikke i det store hele som hovedprincip var ærlige indbyrdes (hvor der ikke er særlig grund til det modsatte), så ville al kommunikation ophøre – og da ville løgnere og bedragere således også blive arbejdsløse.

Løgstrup mente dog i al beskedenhed, at hans syn på tilliden såmænd også var hele Jesu budskab . I Løgstrups øjne var Jesus således nærmest datidens Løgstrup: Dvs. Guds fornuftigste talerør og PR-mand siden Moses dage. For Moses var vel god nok for sin egen tid - men måtte jo nu engang ligesom syrernes Kong Assad bestyre og kærligt tugte en horde uslebne diamanter og barbarer: noget vi altid bør huske inden vi dømmer. I dag er vi heldigvis kommet videre og behøver nye og mere tidssvarende ambassadører end Moses. Men Løgstrup selv var en beskeden mand der gik stille med dørene….

Tillad mig følgende ubetalelige digression: Inspireret af et gennemført surrealistisk brev fra den unge Storm P. til hans mor mindes jeg nu en excentrisk konvertit til jødedommen – der dog til fuld tilfredshed havde bestridt en overordnet EDB-stilling indtil sin pensionering. Han var nemlig ikke alene konverteret til jødedommen, men holdt tillige på både reinkarnationen og Jesus. Reinkarnationen så vor logiske EDB-mand som en logisk nødvendighed for at få den kosmiske retfærdigheds regnestykke til at gå op i form af genoprejsning af alle tilværelsens uforskyldt skadelidte; og hvad Jesus angår, så var vor mand en såkaldt messiansk jöde.

Jamen hvorfor så ikke bare kalde sig kristen – lige som de første kristne jøder, der blev udstødt af deres hidtidige trosfæller? Nej, for han opfattede sig skam som rettroende jøde – blot den med den forskel, at han mente at Jesus vitterlig var Messias i ortodoks jødisk forstand: Men altså netop ikke Kristus i Paulus, Luthers og Kierkegaards forstand.　 Den gældende kristendom i henhold til Athanasius blev endeligt knæsat på kirkemødet i Nicæa i 325. Men den på mødet forkastede arianske opfattelse benægter tværtimod Treenigheds-dogmet om, at Jesus og Gud er ét.

Arianerne hævder nemlig ganske ligesom Islam og den ortodokse jødedom; "Ingen ved siden af eller over Skaberen". At påstå noget andet er blasfemi: Ja, vel at mærke med mindre man altså bare siger det for sjov, ganske som med de dér Muhammed-tegninger. Ja, for I vil vel da ikke tillige insinuere, at Herren er aldeles humorforladt, for så er bægeret vist fuldt.

I øvrigt forstyrrede vor messianske og altså tillige arianske discipel i sin tid konsekvent sin underbo – en god bekendt af mig – i dennes allerede i forvejen både alkoholisk og teologisk uregelmæssige nattesøvn, med aldeles grundløse latteranfald af nærmest Wagnersk varighed langt ud på de blå timer: tilsyneladende uden anden anledning end tilværelsens egen absurditet – som mindre ånder ellers plejer at græde snot over.

Nuvel, men pointen med hele denne anekdote er nu, at de excentriske messianske jøders opfattelse af Jesus således i grunden ikke ligger så langt fra vor egen besindige og jordnære Løgstrups tro på vor gudgivne suveræne tillid.til hinanden.


- En hjemlig og gennem årtier landskendt kristen håndspålægger Hans Bernsen med et ret imponerende oeuvre, der forekommer vanskeligt at bortforklare, udmærker sig ganske ligesom Løgstrup ved et uhøjtideligt væsen og et redebont jysk lune. Hans Bernsen har imidlertid af uransalige grunde især held med ortopædiske, men desto mere håndgribelige skavanker hinsides psykosomatisk forklaring. Men da en dame efter et år atter henvendte sig med fornyet bøvl, udbrød Bernsen: "Men dog - det må vi da bestemt tage som en reklamation!" Hvis nu Bernsen i stedet med det højstemte guru-blik, der får visse damer i alle aldre til at falde om i svime, retorisk koket havde forkyndt: "Husk på: Jeg er alene Herrens ydmyge redskab!" – så ville beskedenheden derimod ikke have stået til troende, og ville straks være blevet benægtet pure af en skare i øvrigt undselige disciple: For Herren udvælger da vel ikke sit redskab i hønefuld tilstand – endsige ved en art "survival of the fittest"?

Nej, Bernsen reagerer derimod som en hvilken som helst anden butiksindehaver og retter som en rutinesag indigneret henvendelse til hovedagenturet med en haste-ordre om splinternye reservedele.
------------------
Københavns Byfornyelsesselskab kan man derimod ikke på samme vis danse tango med. Her gives ingen regres-mulighed: Dette indebærer i et mig bekendt tilfælde, at på uafhængig og reglementeret vis dokumenterede graverende fejl i påtvungne vedligeholdelsesarbejder på en ejendom ikke kan ankes til Byggeskadefonden, men påhviler den skadelidende folkepensionist – tillige med sagsomkostninger på over en halv million efter en forgæves retlig proces hos Kammeradvokaten.


Endvidere har – viser det sig – selskabets nu pensionerede direktør i sin tid egenrådigt underskrevet de påfaldende ugunstige byggeregnskaber på vegne af den skadelidende uden hans eget vidende. Imidlertid hævder direktøren i retten, at han skam havde fået telefonisk fuldmagt til det. Men er aldeles udokumenterbar "telefonisk fuldmagt" mon noget, som selskabsdirektører må – endsige plejer at henvise til i så alvorlige økonomiske forhold?
Imidlertid: Ord står her mod ord, og retten kan nu engang umuligt have den samme Løgstrupske tillid til begge parter. For "Enten-eller" – som et andet hjemligt koryfæ sagde. Men så er det da rigtignok godt, at vi har vor ligeså gudgivne og suveræne fornuft at navigere efter. Men ak nej: I følge garvede kendere af den type sager hører det nemlig til de absolutte undtagelser, at en privatperson vinder en retssag mod en offentlig instans. Til sagen hører i henhold til mine kyndige kilder dels, at højtstående personale i de to instanser rekrutteres fra de samme miljøer; men også at det offentlige er en både stor og rundhåndet kunde i Kammeradvokatens butik.
Og vi har jo netop for nylig tilsvarende set, at Kammeradvokaten til Rigsrevisionens store undren finder, at Told & Skat skam ingenlunde har ageret i strid med lovgivningen ved sine systematisk høje fejlvurderinger af ejendoms-og grundværdier i Københavns Kommune i de seneste år og derfor ikke behøver at yde genoprejsning i disse for de ramte ofte ulykkelige sager.

Kort sagt: I min "klints" tilfælde, der jo oven i købet kun berører en ubetydelig minoritet, behøves intet mindre end et mirakel. Men desværre for både min klient og helbrederen Hans Bernsen er hans tilfælde jo ikke spor ortopædisk: Og i begrænsningen viser mesteren sig – ihukommende at selv Gud nok ikke er helt ufejlbarlig.

Men om vort stolte princip om magtens deling kan der vist desværre i denne sag konkluderes det samme, som Gandhi adspurgt i sin tid svarede om det vestlige demokrati: "Det ville da være en glimrende idé…"

REKLAME: Manus afvist af verdenspressen grundet den selv samme naturlige kompleksitet, der  ellers sammesteds med prisværdigt fodformede blokbogstaver lovprises i enfoldigt kor hos endnu bedre folk såsom Pamuk.

FRA FACEBOOK...

 

Man tilrådes ikke at publicere gratis, hvad der rettelig burde udgives officielt. Det sidste er nu heller ingen hindring for nævenyttige vaneforbrydelser - hvormed nemlig menes det der er langt værre end anmeldelser.
En anden mulighed er at publicere ting, der er lige så individuelle som fingeraftryk og ikke behøver megen yderligere beskyttelse. Hvis der så oven i købet er tale om en ny genre, skabt under det samme kontinentale pres, hvorunder kulstof undertiden forvandles til diamant, så er det jo næsten som at vinde i lokkeriet - altså lige bortset fra pengene. Men vi har her fiosoffen (er der andre?) Kant's ord for, at penge man drømmer og tænker sig til, har akkurat samme egenskaber som virkelige penge - selv om de altså desværre ikke eksisterer.
Så her efter lang tids ingenlunde uvirksom offentlig strejke atter et indblik i hvad Facebook også kan bruges til. Med en næsten Kants regelmæssighed indtræffer dette groft sagt hver dag - men dog ikke på noget bestemt klokkeslet. Til gengæld kan kompulsionen hverken behandles medicinsk eller terapeutisk.
Kort sagt endnu nogle smagsprøver, beregnet til læsning i samme ånd som de er affattet - i smug og med småligt forseglede læber. For enhver afvigelse, der ikke har et reglementeret navn og en hævdvunden genre at henholde sig til, er og bliver et slag i ansigtet på al vor sociale intelligens. Hvilket sidste forresten minder mig om en psykiater, der blev opsøgt af en ung mand der med omhu undgik at tænke, idet han nemlig alvorligt frygtede at opbruge al sin intelligens på engang...

LAST SUMMER IN URAL:
 MEGA-BEGIVENHEDER OG META-BEGIVENHEDER
 Et nyligt voldsomt meteor-nedslag over de betagende Ural-bjerge, som jeg altid så gerne har villet se, fordi man dèr siges at slippe helt for ævl, skal have slået ned i en blind vinkel af den art, som de motorsagkyndige med rette dumper os på - og som just derfor tog selv klodens mest profetisk ufortøvede instanser på sengen snarere end på ordet. Men derfor kunne det vel godt være en straf for et eller andet.
 Mega-begivenheden ledsages imidlertid af, hvad man vel kunne kalde en meta-begivenhed:
For vort autistiske vidunderbarn Holger Bech - hvis fanatiske tilhængerskare deler sig uforsonligt efter anskuelsen af hvorvidt efternavnet mon er Nielsen eller Larsen (uhukommende at manden jo selv er inhabil i sagen og dertil som autist helt uden interesse i slægtsforskning) - ... kort sagt Holger Bech har pænt synkroniseret med kæmpemeteorens nedslag kundgjort, at han anser den berømte tidligere meteor-begivenhed i Sibirien 1908, som lagde et skovområde på størrelse med Fyn pænt ned, for værende noget helt andet end hidtil antaget: nemlig resultatet af nogle få atomer anti-stofs dramatiske stævnemøde med et tilsvarende begrænet antal normale atomer.

Spørgmålet er nu kun, hvorfor de valgte Sibitien som åstedet for deres stævnemøde. Elementary, my dear Watson: Anti-atomer har en helt ubestikkelig smag og har det derfor på ganske samme måde som jeg selv - og de insisterede derfor på, da de jo i forvejen var på udebane som inviterede her til Jorden på egen regning, selv at vælge den nærmere lokalitet for konferencen. Hvis ikke det havde været for den blinde vinkel, så kunne I bare have spurgt mig...
 P.S. Og nu ikke et ord om Bogforum og smådrengenes seneste litteratur-slagsmål, for fænomenerne kvalificerer næppe hverken til prædikatet "mega-begivenhed" eller prædikatet "meta-begivenhed".

DET GODE SOM VI VIL...

Altruisme er i helt i orden, men hvorfor skal det altid være så besværligt? Ligesom man i henhold til Hitchcock med fordel ofte kan bytte mord, kunne man også med fordel bytte kærlighedsgerninger, hvis det ikke skal udarte til en art selvplageri med ringe eller endda tvivlsom virkning, i stil med en hel del ulandsbistand, i henhold til kritiske kendere.

Hvad stiller man f.eks. op med en dame, der har lånt sin uforsikrede bil på en vens anbefaling til en hende personlig ubekendt (forhenværende?) elitebilist, som smadrer både kofanger og chassis (pardon my French) i første take - og i øvrigt ikke agter at betale mere end selvrisikoen, idet hun nemlig anser bilen for skrotningsmoden.

Men desværre er jeg altså hverken bilmekaniker eller jurist ...

DØDSKØRSEL...

 Grundet altruistisk dødsforagtende mission med afhentning af en bil i Korsør skylder jeg just in case at forudskikke det bonmot til eftertiden, at demokratiets afskaffelse har samme gode argument som Kongehusets afskaffelse: At så kunne vi omsider slippe for at skulle høre og kommentere de ting, for i praksis er det frygteligt kedsommeligt stof at skulle beskæftige sig med.

Man hvad så med de kongelige og trafikulykker og -forseelser? Ha - vi kan såmænd sagtens begå vore egne.

 
ØKOLOGISK HÆNGEVOM

 En gangbesværet dame af mit bekendtskab lånte på opfordring af en anden bekendt sin endnu ikke skrotmodne bil til en forhenværende elitebilist - der skam også præsterede at fuldbyrde værket helt uden personskader. Bilens uheldige ejerinde har derfor nu gældsat sig yderligere - samt betroet mig det ærefulde hverv at afhente et nyt køretøj i morgen i Korsør.

Men klog af skade betingede hun sig naturligvis først, at jeg ikke er elitebilist: Og det har jeg skam en svensk spritbilists ord for at jeg ikke er. Og det er det allerfineste: For ganske som folks ord for ens kvalifiktioner ikke er mere troværdige end deres egne kvalifiktioner (og ærlighed...) - så er folks ord for ens mangler ikke mere troværdige end deres egne mangler. For ligesom en digter ikke er den rette til at kåre landets tørste fysiker – således er underkendelse næsten et ridderslag når det trods alt kommer fra en meste.

 Således frarådede en skizofren forhenværende gymnasiekammerat i sin tid henvendelse til psykater/psykolog med disse profetiske ord, der da heller ikke er blevet gjort aldeles til skamme: "Men hvem i hele verden skulle dog kunne hjælpe dig?"

AF EN ENDNU LEVENDES PAPIRER...

  Den store køreprøve Korsør tur- retur i menneskehedens navn bestået uden unødige tab af menneskeliv og hestekræfter. Den funklende velholdte bils nybagte indehaverske skal dog desværre ikke påregne erstatning fra den dame, der endeligt ombragte hendes forhenværende bil:

 

 For det juridiske ansvar påhviler alene den der har udlånt bilen - og hverken en fortid som elitebiilist eller en nok lidt nærmere fortid som alumen på en lukket afdeling er nogen garant for et menneskes hæderlighed...

 For uhæderlighed, tyveri og nødløgne er nu engang den svages ret - hvilket i øvrigt også er et vægtigt argument mod kvote-ordninger. For allerede mænd både stjæler og lyver selv helt uden forudgående træning så stærkt som dopede heste kan rende, for at beskytte deres dumme ære og status - mod de skampletter som de nu ellers helt egenhændigt har erhvervet...

 Afdragene på den flotte Peugout (pardon my osv.) må derfor finansieres af et nedsat cigaretforbrug - en indrømmet skrøbelig finansiel konstruktion, men i mangel af seddelpresse dog det umuliges nødvendige kunst, alias det nødvendiges umulige kunst:

- Der af samme grund burde være lige så støtteberettiget som Søren Kierkegaard, som det jo nu omsider er lykkedes det kongeligt veluddannede danske folk at reducere peristaltisk snarere end "peripatetisk" til en grød af klinisk erfarings-befriede almindeligheder, bekvemme eksamensopgaver og fladt fodformede stand-up vitser i demokratiets og oplysningens navn - tilsat harmløse professorale efterskrifter med knasende guldkorn, hvoraf enkelte muligvis endda er egen avl.

 Kristeligt Dagblad opsummerer i dag jubelåret helt kongenialt - dvs. i ganske samme ugenialt pjattede og dog redaktionelt alvorsfulde ånd som jubelåret selv. Kierkegaard tiltales i grammatisk anden person og lovprises for sin evne til at "inspirere" alt hvad der kan krybe og gå af skabende ånder - til at krybe håbefuldt videre i samme retning, mens de som savlende spædbørn betragter månen...

Ja for nu er det at have begået sin egen "bog" om Kierkegaard blevet et elementært integrationskrav - som nu kun enkelte asylsøgere stadig skylder det danske folk som et mindstemål af modydelse og god vilje...

  Må det imidlertid her være tilladt at gøre opmærksom på, at i henhold til geologerne gives der både magmatiske og metamorft forvandlede bjergarter: - Javel, men i begge tilfælde sker forvandlingen under et helt uhyrligt tryk, som ingen pæredansk højskolebygning ville kunne modstå - men som derimod kan sammenlignes med det voldsomme vandtryk, der netop som det eneste formår at holde dybhavsfisk samlet og i form, hvorimod det ville få alle andre fisk til øjeblikkeligt at implodere til så at sige kosmiske singulariteter af sort stof.

 

NO USE OF NEWS

Det ærgerlige med nyhederne er at de om nogen gentager sig selv, og oftest helt uden Goldberg-variationer - og jubilæer er i deres numeriske åndløshed slet ingen undtagelse. Derved forsøger nyhederne at lokke os til på samme vis at gentage vore banaliteter.

Dagens avisudfald mod vort bekostelige gamle kongehus er et eksempel, der således tvinger os til at gentage, at det bedste argument mod Kongehuset nok er, at vi efter dets afskaffelse så forhåbentlig fremover omsider kan slippe for jævnligt at skulle læse anti-royalisternes kedsommelige kommissærprosa - den være nu nok så sagligt velbegrundet.

Men man kunne vel starte med at beskære apanagen til f.eks. en Lars Løkkes skattefri dimensioner. Pengene kunne passende øremærkes til Københavns Kommune, så de stakkels boligejere ikke pludselig må belægges med den syvdobbelte grundskyld. Kongehuset vil derefter kunne nyde glorien som uformuende københavneres pendant til de mere velstilledes velynder Mærsk Møller.

 

SOCIAL MOBILITET OG SUBLIMERINGENS KUNST

Niels Malmroes skal roses for at forædle sin drastisk dræbte baby til kunst mange år efter. Hans psykotiske hustru skar i sin tid halsen over på deres 9 måneder gamle afkom.

Man sålænge barnet ikke er mere end 9 måneder, synes jag at der må være fuld returret; ja, ved hjælp af lidt skolastisk konsulentbistand (filosoffer er dyre) kan det endda gælde for en noget kontemplativt gennemført abort.

Eller som en frisk dame kommenterede: "Kunne hustruen da ikke bare have nøjedes med at give babyen et spark i røven?"

En anden frisk, men knap så dramatisk anlagte ældre dame af den mest finkulturelle type har derimod sit barn i behold: Han er skærsliper og stodderkonge - og lever det halve år i Thailand, hvortil han hver gang medbringer en stor kuffert fuld af: rugmel! Han kan nemlig ikke undvære det danske rugbrød - men narkohundene og tolderne med utopiske drømme om forfremmelse bliver lige slukørede hver gang.

Selv fik jeg omsider taget mig sammen og ringet til ejendommens blikkenslager, hvis nummer jeg nemlig endelig fik fat på for et halvt år siden, men sidenhen både tabt og genfundet adskillige gange. Men nummeret viste sig nu at tilhøre en aldeles sagesløs og intetanende dame - så nu må hele proceduren gå om, omtrent som ved tidskrævende og bekostelig appel til Højesteret.

　

På vej til morgenkafeen medbragtes en slidt paraply - men den heraf afledte administrative ekstrabyrde medførte, at nøglerne blev siddende i hoveddøren. Men således fik man dagens tiltrængte løbetur frem og tilbage: Thi kaffen var allerede blevet både skænket og betalt.

　

Forfatteren Ib Michael bedyrer i morgenavisen, at halv-autisten Holger Bech Nielsen "efter min mening er Damarks største fysiker". Meget muligt, men hvordan i alverden skulle han eller ret mange af os andre kunne vide det: for det må vel udefra set være en trossag.. Men i hvert fald har de optrådt sammen i Rundetårn, der for tiden bruges til de utroligste ting - kun ikke til sit oprindelige astronomiske formål.

Men hvis Danmarks største fýsiker nu vælger at optræde sammen med en dansk forfatter, så vælger han da vel næppe landets mindste af slagsen? Ja, for skønlitteratur og kunst er så dejlig eksakt og gennemskuelig, hvorimod den skøre og komplet uforståelige moderne fysik giver grønt lys for hvad som helst - inklusive en kreativ bogføring med naturlovene, som ikke lader den løsladte Klaus Riskjær noget efter.

 

HERMANN GÖRING OG GJENTAGELSEN

Korrekt foreholdt af Peter Tudvads tråd, at jeg ofte gentager en misantropisk - men endnu landsdækkende uimodsagt - pointe, bringes jeg til at mindes Hermann Gøring, som nok var mand for at lære os lidt om den sande Gjentagelses kunst, hvorom nedenfor.

At gentage sig selv eller andre mod betaling, lade sig høre - men helt con amore må man selv ligesom herr Goldberg sørge for at det bliver det værd. Hvis gentagelsen nemlig alligevel altid er dømt til at blive noget andet, kan man lige så godt gøre en dyd af nødvendigheden, ganske ligesom den uforglemmelige herr. Goldberg, så det ikke bliver den ellers uvægerlige udvanding - for slet ikke at gentage p-ordet, I ved....

　

Den exentriske filosof Zinkernagel således løste dette problem ved jævnligt i læsebreve at efterlyse at blive modsagt i sin filosofi om verdens utvivlsomme eksístens. For da slet ingen jo reagerede, sluttede han nemlig heraf, at ingen åbenbart havde forstået radikaliteten af hans budskab - som derfor ikke kunne gentages ofte nok! Om han selv indså komikken, er tvivlsomt, for han grinede da i hvert fald ikke hele vejen til banken.

　

Den purunge ligeledes pengeløse Hermann Gøring er et andet modeksempel til al den kjedsomhed. Soldat Gøring blev som forkommen krigsvetaran luksuøst forplejet af en jødisk pensionatsejer i adskillige uger efter Første Verdenskrig. Siden lønnede Gøring ham rigt ved at arrangere og bekoste hans emigration til og gentagelse i USA.

　

Derudover indsatte han en million dollars på en amerikansk konto i jødens navn, som han lod ham forvalte med fuld frihed til at bruge renterne, men ikke røre hovedstolen. Så meget stolede Gøring på den barmhjertige samaritaner, der i sin tid havde bistået ham - og som måske endnu engang kunne blive ham selv behjælpelig til en amerikansk gentagelse ved et tysk sammenbrud.

　

Hermann Gøring gjentog imidlertid på en helt anden vis i Nürnberg sin samarittergerning en miniature, idet han bogstaveligt talt på falderebet sikrede den unge, sønligt benovede amerikanske fangevogter, der i god tro, men stik imod alle reglementer havde videregivet ham en fyldepen med en beroligende pille fra en ukendt velgører. Gøring efterlod sig nemlig en note, hvori han erklærede selv at have haft pillen skjult for alle lige fra begyndelsen.

 

MEGALOMANIAC...

En nytiltrådt yngre præst fortalte mig, hvorledes en lige så nybagt forfatter med hængemule, vemodige blåøjne og flyveøren belejrede buschauføren på vej til til Anisse under højrøstet indvielse af alle tilstedeværende i, hvilken ham aldeles ubekendt flække han nu agtede at gøre æren med sit historisk visit. Landskendte Poul Reumert havde det vidst nok på samme måde, og Svend Auken lige så.

　

Men på sin vis forstår man tankegangen: "Hold nu op med det pis - I ved jo allesammen hvem jeg er - og I er endda helt ude af stand til at tænke på de problemer der plager jeg både på jobbet og på hjemmefronten, så længe jeg står her: Så indrøm for helvede, at jeg er en ren velsignelse i jeres dødsens kedsommelige liv - og spil dog derfor ikke denne dumme bonde-komedie, som ska forestille snart skammelig uvidenhed, snart uforskammet ligegyldighed, og som I jo ikke engang kan narre jer selv til at tro på.

- I kan da i det midnste sige tak, fordi I for en gangs skyld har noget mindeværdigt at fortælle konen og børnene, hvis de da ellers ikke er skredet i mellemtiden -- fordi jeg åbenbart kom en dag for sent til at frelse jer. Sorry...

GJENTAGELSER

Konstaterer at nogle genopslår egne indslag jævnligt - om så også i anledning tilstødende kommentarer. En digital mulighed, fordi der jo ligesom i både himlen og helvede er rigelig spalteplads. Men selv om denne inflation er et helt legitimt udtryk for naturlig forfængelighed i forlegenheden - så er vi dog nogle hvis forfængelighed netop forbyder os at gøre det samme uden linjebetaling, ihukommende det gamle ord: Mesteren siger det kun én gang.

Og således slap man alligevel for at finde på noget uden dog at behøve at gentage sig selv. Adiøs.

SØVNENS GÅDE - OG LIVETS...

Videnskaben forsikrer os nu om, at vor hjerne under natten bogstaveligt talt tømmes for indhold, mens det undseligt uorganiserede, men myreflittige renovationsvæsen for halv løn, men sort arbejder på højtryk for at spule alle nullermændene ud med diverske væsker: "Som en flydende tornado".

Mareridt kan derfor være at foretrække for søvnsløshed. Denne nats mareridt gik udover diverse former for fornedrelse (herunder en mig ubekendt qvinde med den velkendte tilbøjelighed til at foretrække den forkerte og ganske overse den rette) samt økonomisk ruin ud på: At en jævnaldrende fjern svensk slægtning med en titulær "professur" som landskendt og meget alsidig folkemusiker nu havde slået sig ned i København på en fashionabel adresse (apropos nullermænd). Her havde han nu havde kastet sig over philosophi-studier - og var skam allerede var på vej med et forhåndsomtalt "bog".

　

Naturligvis den forhærdede filosofiske autists mareridt om den moderne opløbne middelklasse-elite som Danmarks svar på det gamle Ægyptens triste og skånselsløse græshoppesværme: Selv deres geskæftigt allestedsnærværende afguder er farveløst simili, som end ikke Bruun Rasmussen vil vide af og derfor konsekvent henviser til Klareboderne købmænd og bodegaer.

Inspirationer i dagens løb? Nogen havde på en café rost en socialt heldigere ung kollega for hans maniske TV-optræden forleden i et eller andet program. Men ret skal for denne ene gangs skyld være ret: Farveløs er han i sin spraglede ekstravagance ikke, ej heller bogstaveligt talt - men resten må være en trossag: Thi med de vises råd og nævn forholder det sig såre ofte ganske ligesom med hine besynderlige qvinder...
Modsat søvnens gåde venter spørgsmålet om de besynderlige Quinders gåde fortsat på sit svar. Måske også bedst sådan, for det er slet ikke sikkert at vi ville bryde os om at høre svaret...