FRA ÆRENS VERDEN

Min borgerligt velrenommerede konditori i den kongelig Livgardes hovedgade er den foretrukne formiddagsstue for en trofast lille skare af moderat betalingsstærke alumner med al tid i verden, og som gerne betaler 25 kr for en enkelt kop kaffe af høj kvalitet. For deres sunde sans fortæller dem om proportionaliteten mellem pris og kvalitet – ligesom enhver ved ved sine fulde fem ved, at gode adresser og tilhørsforhold ofte betyder langt mere for ens karriere end selve ens sunde sans...

Ingen kan beskylde konditoriets stamkunder for at høre stemmer: For de fører tværtimod selv højlydte konversationer med sig selv om emner langt vigtigere end deres egen person: For er det ikke karakteristisk for just denne kategori, at deres vidtløftige enetaler altid inddrager globale aktører inden for både politik, efterretning og rumforskning? Tværtimod er det netop typisk for alle os normale at være besatte af en kernesund og altid veloplagt selvoptagethed...

Ganske vist har jeg ikke med en båndoptager verificeret mine højrøstede konditor-stemmers objektive eksistens, hvorfor I kunne mistænke, at det nok snarere er mig der hører stemmer i min egenskab af tankelæser. Men hør nu engang: Hvis man ligefrem medbringer en båndoptager for at forsikre sig om, at de stemmer man hører på sit stamkonditori, er ægte, så er man da langt mere tosset end de, der nøjes med blot at høre stemmerne. For hvad er der egentlig så galt med at høre stemmer: I givet fald kan man vel bare ignorere røsterne og lad dem gå ind ad det ene øre og ud af det andet, ganske som når man hører politikerne på TV?

Så dette med at medbringe båndoptager gør jeg derfor af hensyn til mit ry ikke – for jeg indbilder mig i al beskedenhed og inkognito at være den eneste af de trofaste formiddagskunder, der slet ikke har en skrue løs. Men hvem ved – denne indbildske formodning deler jeg måske med alle de andre, idet den måske netop er en karakteristisk del af sygdomsbilledet: For en syg der ikke erkender sin egen tilstand, er jo endnu mere syg end en syg der dog erkender sin sygdom. Dette taler for, at den endelige sundhedsvurdering ikke kan overlades til os stamkunder, men snarere bør overlades til konditoriets purunge personale.

Men kassens teenage-piger er jo slet ikke psykiatrisk uddannede? Nå-nej, så her burde man snarere ligesom omtrent samtlige medier betjene sig af dr. Day Poulsen med klinik i Amaliegade, der er en endnu fornemmere adresse end Store Kongensgade. Det siges at dr. Days egne stamkunder foragter konditoriets faste kaffeklub som plagiatorer og uautoriserede skruebrækkere inden for psykiatrien. Ja, for miskendthed såvel som plagiat findes skam ikke kun inden for den akademiske verden, men også inden for den psykiatriske: Nogle psykiatriske patienter er således højt anerkendte – og ikke alle med lige god grund – og overøses desårsag med en lind strøm af kemiske præparater, som var det priser – hvorimod andre må nøjes med hof-konditoriets stærke kaffe og derfor alle som en betragter sig som groft miskendte.

Som sagt anser jeg mig derimod for konditoriets eneste fuldt normale gæst i min egenskab af uafhængig FN-observatør med et særligt ansvar for at opretholde våbenhvilen mellem Store Kongensgade og Amaliegade – samt antagelige forhold for civilbefolkningen og de næringsdrivende i området.

I konditoriets aviser læser jeg om en skizofren patient, der optrådte i et TV-program i fjor – og som nu har dræbt en læge med en køkkenkniv. TV-programmets vært hr. Madsen udtaler, at manden tydeligvis for enhver allerede dengang var aldeles skingrende gal. Ikke desto mindre har avisen tillige bedt den før nævnte Dr. Day om at kommentere med sin psykiatriske ekspertise. Men hvad dr. Day denne gang har at fortælle, er nu kun hvad enhver livserfaren person kunne have sagt – men meget mere behøver man muligvis ikke for at gøre lykke i den profession i vore dage?

 Ja, for såfremt en patient klager over psykiateren, beviser det jo alene hvor tosset han er: For havde han nemlig været ved sine fulde fem, så ville han på forhånd have kunnet sige sig selv, at klager fra en psykiatrisk patient ikke står til troende. Der er da rettelig heller ingen ende på den strøm af guldrandede bijobs og tillidshverv som dr. Day nyder. Men har vi ikke alle erfaret, at det vigtigste ikke – som vi frygtede i vor ungdom – er, hvor tossede vi selv er: Nej, det vigtigste er, hvor tossede de der skal vurdere os, er.

Som et modstykke af uklanderlighed hævet over enhver billig spas må vi her nævne den besindige professor Jørn Lund, der nødig roder sig ud i kontroverser og heller aldrig er god for letkøbte udtalelser skudt fra hoften til den første den bedste mikrofonholder.

Professor Lund, der har langt større anciennitet som trofast prismodtager end den unge Dr. Day, må efterhånden betegnes som stamkunde hos samtlige landets prisbevilgende instanser: private såvel som offentlige, der nemlig her er rørende enige. Af samme grund har prof. Lund nu fået en ny pris ved navn ”Tankestregen”. Og i overrækkelsestalen begrundes valget med, at professoren er en forbilledlig brobygger mellem erhvervslivet og kulturlivet: herunder også ved aldeles ubestikkelig og altid med tungen lige i munden at have modtaget lige mange priser fra det private og det offentlige gennem årene.

Men hør: Ville livet ikke blive kedeligt og tomt, hvis man havde opnået alle priser og slet intet mere havde at kæmpe for? Jo, men netop derfor forholder det sig heldigvis sådan, at når man efterhånden har modtaget alle de priser og medaljer det går at opdrive – så kan man bare begynde forfra igen, i fuld tiltro til at hverken man selv eller de bevilgende instanser i mellemtiden har mistet enhver dømmekraft.

 Ganske på samme vis kan jo det samme barn meget vel kan vinde mandelgaven hver eneste jul og blive kronet som kattekonge ved Fastelavn år efter år. Ja, for ved vi ikke alle, at naturens gaver nu engang er ulige fordelt? For "A rose is a rose is a rose..." - og antallet af gange vi siger det, ændrer naturligvis ikke en tøddel derved.
Eller troede I virkelig, at rosen ved den fjerde eller femte gentagelse ville blive forvandlet til en tulipan, af lutter kunstnerisk lede ved gentagelsen? I så fald har I nok læst for meget Kierkegaard i fjor, for Kierkegaard docerede netop ”Gjentagelsens” alkymistisk forvandlende kraft.

SAME PROCEDURE AS LAST YEAR

Oprydning har aldrig interesseret, så lidt som at omskrive ting der nu engang har fundet deres form - med mindre nogen da har bestilt det, for så er det bare another job, omtrent som at levere dagens avis på femte sal: Zen-buddhisterne mediterede tilsvarende i dagevis, inden de rørte penslen, men så fuldførte de også værket i ét hug og uden usikker snak og redaktionel logren for både Herodes og Pilatus.

Slavisk gentagen mosen og masen med formen er en form for selvoptagethed som jeg inderligt vægrer jeg ved, fordi den både er komplet ubevidst i sin indbildning om et højere formål, modsat ægte selvanalyse - og også modsat offerets ufrivilligt bebumsede selvoptagethed, der dog i det mindste er lovligt undskyldt af ukendskab til Colgates undergørende virkning...

Nej, tingene skal da bare ud af verden - men den går jo bare ikke, når en bunke små emsige bønnespirer med svendebrev skal dele i porten til Klareboderne og omegn. Nej, ondet må kastreres ved kilden, der i stedet så udvikler sig til en sump; men selv anærobe livsformer har deres egen mangfoldige og butsnudede charme, omtrent ligesom kronisk uskyldige haletudser muligvis for det rette moderlige øjne kan være lige så gode som frøer.

Kastration ved roden og uden appelret gælder også fejlplacerede graner, og efter at have konstateret endnu en tjur-biotop tilfredsstillende besat, og jeg alligevel havde skræmt fuglene uden for skudvidde med mit store teleobjektiv, der således er lidt af en storm P opfindelse og en noget omstændelig omvej til det uundgåelige, gjorde jeg en rask morgenindsats for at fjerne de smågraner der kvæler tjurernes blåbærbuske. - Og det er vel også både en mosen og en masen - og tillige en slags oprydning.

Men ens eget hader man derimod at rydde op i.

Og dog fører just dette syndrom til, at man med en vis paradoksal ret kan kaldes selvoptaget grundet hængepartiernes tyngdekraft - modsat hos de der skånselsløst og moser og maser uden helmen med deres geskæftige "projekter" under monoman tilsidesættelse af alt hinsides karriereplejens selvbesmittede undfangelse med henblik på ugudelig forløsning ved kejsersnit samt påfølgende udråbelse til ny Dalai Lama...

Efter fuldendt svedig dont havde jeg nær bakket irreversibelt ned i en grøft - en art arbejdsulykke der nemlig typisk rammer de aller mest garvede bilister, der af lutter kæphøjhed ser stort på "Faldgruber for begyndere" som et for længst overstået kapitel.

Dette minder mig om, hvorledes jeg i sin tid flere gange i Lapland præsterede at krydse en 4 kilometer bred mose, hvorefter jeg hver gang dumpede i sølle 100 meter før mål. Omtrent ligesom straffefanger der har udholdt og overlevet det utroligste gennem år på et krybdyr-agtigt vågeblus, kreperer af den første forkølelse efter deres befrielse.
At jeg aldrig har taget mig sammen til at beklæde mine største objektiver med camouflage, er en mere spekulativ forglemmelse, men dog ikke helt ubeslægtet: Når man nu har foretaget alt det bekostelige fornødne, så kan man vel godt tillade sig at se stort på de sidste praktiske bagateller? I samtlige tilfælde er der tale om drømmerens misforhold til virkeligheden, der nemlig ikke sådan kan gradueres, jævnfør det svenske ordsprog: ”Nära skjuter ingen hare!”

Ganske som man som philosoph eller for den sags skyld opfinder udi staden naivt tror, at det væsentlige vel er hvad man reelt har begået i sin lange autistiske fostertilstand. Men nej - det ene væsentlige er alle patenteringens praktiske sociale krumspring og skrabud til højre samt bestikkelse til venstre, som enhver alfabetiseret abekat kan finde ud af.

Til gengæld har jeg endnu ikke mistet min sjæl, ligesom mine objektiver endnu ikke har forputtet sig uhelbredeligt i bushen: Det nærmeste i så henseende var et løst brilleglas, der udnyttede sin transparens som social camouflage. Men det egentligt finurlige ved social camouflage er, at hvad den i virkeligheden camouflerer, er at der slet intet er at skjule...

Nej, det vi måske i virkeligheden frygter, er forløsningens og inkarnationens fangende bord, så derfor er hvert forår lige uforberedt og udstyret med snehvide og endnu hulle-fri mælketænder, sådan som den russiske langskæggede ortodoksi foreskriver.

At man så oven i købet selv har fødselsdag just under tjurernes og urkokkenes kulmination og derfor som sædvanlig er lovligt undskyldt - det må vel så også indskydes her i ellevte time...

Ganske ligesom forkælede børn kan frabede sig både bløde pakker samt gaver under en vis prisklasse, vil jeg i den anledning bede mig fritaget for pligtskyldige klicheer. Til gengæld lover jeg at lade jer slippe for efterfølgende grådkvalt taksigelse for alle disse ufortjente lykønskninger fra nær og fjern. Åhja - for just grundet det aldeles ufortjente så må netop både den håbløst intrigante og den onde alligevel hver gang røres dybt i deres ensmme hjerter af taknemmelighed over verdens enfoldigt larmende bifald - også selv om de vel på bunden må vide, at undersåtternes kuede slavesjæle jo slet ikke tør andet.

Men hertil kommer så også, at slaverne vitterlig er oprømt imødekommende, ja endda taknemmelige og derfor ingenlunde helt forstilte: For de ved, at på denne ene dag om året eksekveres slet ingen henrettelser, ligesom ingen domme afsiges, idet dommerne har fri - og despoten er for plørefuld til at huske både sine trusler og sine løfter...

Til nogles store overraskelse er de således ikke er de eneste der har fødselsdag i dag. Denne mulighed er ellers ingenlunde ukendt inden for sandsynlighedsregningen - som vist øvrigt blev opfundet af Pascal, der også lod sig inspirere af den i sit kristne skriveri. Hos Kierkegaard savnes lige denne kølige forsikringsvinkel, der vel også er noget jesuitisk og vel delvis ment humoristisk: "En forsikring kan undertiden være en meget god forretning - men aldrig det stik modsatte".

Hos den mere romantiske Kierkegaard savnes det aspekt som sagt - hvilket jeg kun husker fordi jeg way back skrev lidt om det en passant. Altså noget med, at hvis nu risikoen ved at tro var lige så fatal som "helvede", så måtte det vel kunne binde troens lidenskab lige så godt som troens håb og dermed give et dilemma.

Nok hermed. Vi fødselsdagsbørn har det til fælles med forfattere, at vi helst ignorerer hinanden - med mindre vi da så at sige tilhører samme årgang på en eller anden børne- eller fritidsinstitution. Et andet fællestræk er at de skriver omtrent det samme - idet folk der har samme titel, rimeligvis også laver det samme, hvad enten de nu er snedkere eller barberer.

Men hvad forhindrer os i så fald i også at sige det samme "Til lykke" til hinanden? Og hvad forhindrer os for den sags skyld i modsat at skrive noget forskelligt til hinanden, hvis vi nu alligevel skulle være knap så kollektivt anlagte?

For selv om anledningen er ens, så kan en anledning jo godt være anledning til noget forskelligt. Hvis således Per har berejst Tibet, mens Poul har besejlet verdenshavene - ja så kunne jo hver især skrive lidt om modpartens eventyr, med mindre de altså hemmeligt misunder hinanden deres anderledes livsvalg.

En anden mulig løsning ville derfor bestå i, at hvert fødselsdagsbarn i stedet beskriver sit eget levned i hovedtræk - nu ingen andre vil - og herunder helt afstår fra noget ”Tillykke”: andet end taget helt generelt i form af en hyldest til Pascal, der opdagede den principielle mulighed af sådanne uvelkomne sammentræf - som hermed tages besværgende i mente uden større sentimentalitet og kun med en smule ærgrelse: der dog opvejes af lettelsen ved hermed at have fået det sure overstået en gang for alle. Omtrent ligesom når taberen af en kamp pligtskyldigt forventes at give hånd og lykønske vinderen uden alt for synlig græmmelse.

Godt, men da det hele levned ville fylde for meget, nøjes jeg med at fortælle den gode nyhed, at jeg endnu ikke har modtaget nogen lykønskning fra onkel Alzheimer: Da bilruden således nægtede at lyde ordre, kom jeg i tanker om, at det samme skete i fjor - hvor min mekaniker nemlig kunne oplyse mig om, at jeg nok bare var kommet til at trykke på børnesikringsknappen - hvilket åbenbart ikke var sket før, idet jeg troede det betød børneforsikring, og jeg modsat Pascal ikke gider betale unødige forsikringspræmier.

Ligeledes undlod jeg i dag at foretage en U-vending i rabatten, ihukommende at jeg i går nær var havnet i grøften på den konto. Og den overraskene fødselsdagsgave ankom til slut i form af havari og nødvendig bugsering til værksted: Men med de benzinpriser kan man forhåbentlig spare den udskrivning hjem, hvis blot ventetiden på værkstedet bliver lang nok...

-------------------

Men hør: det er frygteligt anmassende sådan kun at tale om sig selv, så lad os straks tage den første og bedste sidevej: Hvorfor skriver man mon altid ”U-vending” og aldrig ”u-vending”? Modsat et ”cv,” der vist nok skrives med lille, selv om det er en litterær genre jeg sjældent befatter mig med.

En ”u-ven” skrives ligeledes med lille "u" - hvilket minder mig om en grotesk og obskønt gestikulerende ældre værtshusgæst, der engang provokerede den ganske forsamling indtil han blev udvist, og herunder udtalte følgende uforglemmelige ord: "Jeg har kun én ven, og det er Rø-Ven: Men den sidder på mig hele tiden!"

Til slut noget helt andet. Kunne man psykologisk set overhovedet fejre sin fødselsdag, hvis de inviterede var uvidende eller i tvivl indbyrdes om ens sande levned - eller hvis man for den sags skyld selv var gerådet i svare tvivl desangående; eller bare havde glemt alt om det i medfør af førnævnte Onkel Alz?

For hvad nytter det at have levet et rigt og lykkeligt liv, hvis man alligevel har glemt alt om det? Men har man derimod levet et aldeles fortvivlet liv, så er glemslen desto mere velkommen, fordi den ligestiller én med den lykkelige kollega på plejehjemmet...

Forestil jer således to plejehjemsbeboere, der begge intet som helst husker, men desto mere nyder at pine og plage modparten med aldeles indbildte bedrifter i livets tidligere faser - og måske endda deres glemsomhed til trods er snu nok til samtidig at udnytte modpartens Alz til at indbilde ham at have set ham begå de mest skammelige og forsmædelige fadæser i årenes løb.

Men til lykke med det hele alligevel.- Og lad os vie en stund til sammen at mindes de mange uheldige, der er født i går, og derfor ingen gaver får - hvor meget de så end rimer.......

LEJEMORD A/S

En prægtig og velvoksen los med en i længden bekostelig uvane blev for nylig dødsdømt af de svenske miljømyndigheder efter anmodning af et flere uheldige fåreejere i Halland.

Eksekutions-patruljen kom dog ulykkeligvis til at skyde et aldeles sagesløst ungt eksemplar. Hitchcock har en lignende episode, hvor lejemorderen ved beskeden om at have eksekveret en noget forhastet og derfor fejladresseret ordre falder om i krampelatter.
 Herefter danner der sig velsagtens to stridende skoler:
 Den ene skole holder på, at vi skylder afdøde som en hæderssag den oprejsning at fortsætte jagten ufortrødent og for enhver pris, indtil vi finder den sande gerningsmand. Helt i stil med legendariske fortilfælde i England og USA, hvor man i første omgang ligeledes henrettede en uskyldig - blot for året efter på den selv samme dato med skrydende fanfarer at hænge den virkelige seriemorder under mottoet: "Det er menneskeligt at fejle - men at gentage sine fejl er en skam".
- Den anden skole vil tværtimod gøre gældende, at herefter kan ingen civiliserede nationer vel længere forsvare dødsstraf i fredstid.
 Den svenske los-bestand andrager omkring 1500 dyr, hvoraf dog kun et fåtal i Sydsverige.

HENRIK DAHL, PETER TUDVAD – OG JANTELOVEN

Anmeldere kan og bør imødegås obligatorisk, når det gælder fakta-fejl, åbenlys forsømmelighed eller helt banale og hændelige fejlslutninger – hvis korrektion er lige så elementær og sjældent berettiger til at gøre større anstalter. Men den slags bliver da også i reglen imødegået.

Et sjovt paradoks er dog her at de udvalgte, som altid bevilges rig klageadgang, netop generelt nyder alle jordiske magters venlige bevågenhed: ja, undertiden som en ekstra bonus tillige på felter, hvor man måske nok kunne finde mere oplagte ”urkilder”. Så at enkelte af de venlige magter en sjælden gang tager sig betalt med ågerrenter: Det er dog netop undtagelsen, der bekræfter reglen – ja, for her kommer dette sære udtryk nemlig til sin ret!

De salvede i riget bevilges for det andet modsat andre tillige klageret over de rene bagateller – og det over så megen spalteplads, at avisernes evige mantra om "pladsmangel" helt gøres til skamme. Ja, Peter Tudvad fik jo i sin tid endda af sin gamle studiekammerat redaktør Rune Lykkeberg bevilget både landsdækkende og 1001 gange for Prins Knud ”gjentaget” spalteplads til helt uselvisk at korrigere anmeldelserne af en Kierkegaard-bog, som Tudvad ikke engang selv havde skrevet: Så heller ikke ved den lejlighed var der pladsmangel i herberget…

Skønt Henrik Dahl helt bestemt har en pointe, så er ophidselsens energiniveau for det tredje lige som i Tudvads tilfælde måske også lidt ude af proportion både i forhold til den konkrete anlednings vægtfylde og i forhold til de ramtes uforbeholdne velkommenhed i riget generelt – endda med klageret selv i den bedste sendetid. - Noget som nemlig tyder på, de trods alt endnu ikke har haft held til at tirre Janteloven for alvor

- Henrik Dahl og Peter Tudvad har således ret beset lige så lidt at beklage som fordums konger og paver, der én dag om året måtte døje den tort under karnevallet at blive gjort til spot og spe af deres undersåtter – men altid uden at fortrække en mine...

Endelig for det fjerde: Hvad der derimod aldrig bliver imødegået er, når noget virkeligt godt bevilges en ”kollegialt” forebyggende ikke-anmeldelse: dvs. når ”anmeldelsen” i kvalitet, omhu og spalteplads samt i placering står i et så grelt misforhold til arbejdets vægtfylde og rigdom, at det reelt må kaldes fortielse og bevidst vildledning.

Dette svarer til, hvis nu et mord på en dronning eller statsminister blev "anmeldt" med små typer på både kneben og hengemt spalteplads. De få der overhovedet opdager det, vil nemlig uvægerligt gå ud fra, at her er tale om en spøgefuld opreklamering af en redaktionelt indforstået bagatel: Men just på denne måde begår man reelt det stik modsatte – nemlig en bagatellisering af noget bemærkelsesværdigt!

Aller vanskeligst stillede er imidlertid de, der mod bedre vidende slet ikke anmeldes eller sågar ikke udgives: enten af professionel rivalitet a la fordums Nordpols-farere eller grundet en historisk vendetta fra anmelderens eller fagkonsulentens side: For de vil da stå helt uindbudte med deres postulat om oversete kvaliteter - på et baggrundstæppe af en hel bunke andre sørgeklædte af yderst blandet bonitet. Anmelderen har jo netop slet intet sagt, som forfatteren kan påberåbe sig som anstødssten - og hvis han/hun nu også skulle begrunde alle ikke-anmeldelser, måtte han da rigtignok betinge sig en langt højere hyre.

Den samme betragtning lader sig i øvrigt helt uden geometriske korrektioner parallelforskyde til systematiske redaktionelle afvisninger af den art, som - i tilfælde af svar - aldrig kan påberåbe sig anden begrundelse end pladsmangel: Skønt pladsmangel i følge sagens natur alene fremkommer derved, at andet immervæk netop har fået plads.
At selv yderst lødige og vægtige artikelforslag kan være lidet avisrelevante, og at i deres emnevalg yderst avisrelevante artikler dog kan besidde en temmelig ringe kvalitet og vægtfylde - det er derimod en given sag, som man i så tilfælde nok skylder konstruktivt at antyde.

DR. VILD et TAMM..

Den dobbelte doktor Ditlev Tamm advarer i "Groft Sagt" Danmark mod at "spille vikingekortet" i en historisk oplysningskampagne rettet mod Kina, fordi vikingetiden falder sammen med en anderledes forfinet kinesisk storhedstid.
Tamm tager tilsyneladende her ved lære af salig Poul Borum, der ville være ung med de unge. For det klæder ikke en dobbelt doktor phil. at spille nogle som helst "kort" - men han har velsagtens fornemmet, at den slags sproglig følgagtighed belønnes helt kontant i branchen - mens ethvert individuelt fortrin kan blive anledning til at sættes på aftægt. Og det kunne måske være én af grundene til Rune Lykkebergs undrende konstatering i dagens konkurrerende avis: At skønt journalister i fiktion oftest fremstille som helte, så nyder de ikke generelt set en tilsvarende moralsk respekt i det virkelige liv.

Tamms fortsættelse er mere forudsigeligt vinklet og går på, at vore dages vikinger nøjes med helt udramatisk at udplyndre arbejdende topfolk ved hjælp af en høj topskat. Kondolance, kondolance - men i disse sager er der så megen vilkårlighed, især i vore dage - at det ikke giver megen mening her at tale generelt om, hvem der rettelig har fortjent hvad. Men vi bøjer os for fredens skyld for juraen, og det er en anden ting.

Medieverdenen og kulturlivet er naturligvis det helt ekstreme tilfælde af nævnte vilkårlighed, der endda ofte med omhu præmierer de falske nattergale - som så straks fra i en oprørsk fortid for at vinde gehør i skrålende flok nu forfalder til fredsommeligt a la Tamm at kritisere den høje topskat, som aldeles har udmarvet dem samt berøvet dem al ungdommens vikinge-dådskraft. Nu må også de derfor nøjes med at begå betalte klummer om verdens utak - og kinesernes velbegrundede medynk...

BYZANTINSK ODYSSÉ

Den moderat muslimske servitrice fra Libabon skänker uopfordret en kaffe-påfyllning op, da jeg nu engang står så godt for hug. Jeg bukker ridderligt galant og betror hende, att jeg önsker mig just sådan en "väluppfostrad arabisk hustru".

En del af spögen er, at hun er gift, og at jeg også selv har visse levantiske rödder: For jeg skal ikke nyde noget og behöver min frihed, - hvortil kommer at jeg ligsom Sören ikke mener at have ret til at blande et andet menneske irreversibelt ind i mit eget bövl, med mindre jeg da uventet skulle arve nogle flere millioner.

Men når folk ler ad ens vitser, så er det at man erkender humorens universalitet – men når de ikke gör det, skyldes det omvendt altid deres egne begränsninger, så vi er helgarderede. Det er her ganske som med anmeldelser, at når man skriver en god anmeldelse, roses man i takkebreve fra forfatteren for sin själdne indsigtsfuldhed (har prövet – at få – sådanne breve). I modsat fald får man det stik modsatte skudsmål.

Men jeg nu alligevel til sidst fritstillet og lider siden hen allerhøjst af fantomanmelder-smerter – hvad der da i det mindste forudsætter en smule mere fantasi, end jeg behøvede som almindelig anmelder. Og dermed slap aviserne omsider af med den smule sproglig opfindsomhed i forbifarten, som jo nu engang er et kongeligt eksklusivt privilegium for alle dem der savner den.

Men selvtillid må nu til syvende og sidst oparbejdes autonomt: Antag således, at jeg siger en vits – og dernäst tilföjer, at hvis det nu bare havde väret Viktor Borge, så ville I alle hyle af latter. I vil så med instinktiv social snarrådighed kunne returnere: "For det förste var det jo altså netop ikke just Viktor Borge – og for det andet så ville Viktor Borge aldrig have begået sådan en plathed, om han så havde haft al verdens tid til sin rådighed".

Indsät gerne andre navne end Borge's – princippet er det samme: "Nicht schuldig", som de sagde i Nürnberg. Men hängt blev de asner nu alligevel...

Også Verden (et ord som trods Sprognævnets retskrivningsnormer og nidkær jakobinsk nivellering efter princippet ”vi er snart alle professorer” – med nogen ret stædigt gør krav på stort forbogstav) er således helgarderet – og vort eneste skudsikre forsvar i den situation ville väre, hvis vitsen rent faktisk var lånt af Viktor Borge.

Dette ville ganske vist stadig ikke göre os selv til en ny Viktor Borge – nej, men det ville afslöre verdens plathed på ganske samme måde som de berømte abe-kunstvärker: Moderne abstrakte smörererier begået af chimpanzer, men udstillede på fornemme gallerier og forsynede med en skrämmende konsonant-rig byzantinsk autograf. Læg for resten i denne forbindelse mærke til, at når man lovpriser særlig lærenemme abers intelligens ud fra deres kunstneriske evner, da handler det altid om naturalistiske billeder med en objektiv lighed.

I eksperimentet med aberne roser Verden noget makvärk i den tro, at det er "Viktor Borge". I vort eget eksempel nedgör Verden omvendt noget sublimt, fordi den endnu ikke ved, at det er Viktor Borge.
Imidlertid har vi det ultimative trumfkort at undergå en metamorfose ved selv at göre som i abe-eksperimentet: Vi kan nemlig fremsige en hjemmelavet vits i Viktor Borges hellige navn – hvorved vi så at sige gör Viktor Borge til vor egen plagiator og bugtalerdukke.

Når folk så hyler af grin, så beviser det skam ingenlunde som med aberne, at Verden er til salg og fals for store navne – men derimod at vi selv må väre en ny Viktor Borge. Ja, for denne ene gang giver vi nemlig Verden uforbeholdent ret, hvilket den vist slet ikke havde regnet med – hvorefter der således ikke er mere at diskutere: Som den lille købmand på heden nemlig i sin tid skal have sagt ved nyheden om, at Hitler af lutter storhedsvanvid nu også havde budt Sovjetunionen op til krigens dans.
”Win-win,” som kineserne siger. ”Good day, gentlemen.”

Ja, men selve denne tekst kunne Verden aldrig begå, selv trods al mulig efteruddannelse – og det var denne emergente opdagelse der gjorde, at jeg efterhånden (udadtil) forlod "filosofien"s  larmende landeplage til fordel for en trösteprämie, der er en smule mere sublim, fordi filosofien selv i værste fald da i det mindste kun står mellem linjerne.

DO YOU KNOW WHAT IT MEANS TO MISS NEW ORLEANS?

Hvis nogle kan ryge cigaretter uden filter, så må andre vel også kunne foretrække filter uden kaffe.
Hvis man ikke er helt sikker på, om en vits nu er god, så er den det oftest ikke - og så er det at man behøver likes. For med kvalitet er det så (u)demokratisk, at næsten alle kan se det, hvis de ellers får lov - og det får de derfor ikke. Men da den jævnere humors virkelige væsen netop er på skrømt at udglatte enhver indbyrdes forskel - hvis der ellers havde været nogen - hos i forvejen jævnbyrdige og lige ambitiøse aspiranter - så vil just denne "fortvivlelsens selvhjælp" udløse mange likes: For vi lever nu engang i den bedste af alle verdener hvor pengene altid passer, hvis man ellers har dem.

Kant sagde, at penge man kun forestiller sig, har akkurat de samme egenskaber som virkelige penge: Nåja, selvfølgelig, for også det vi vil købe med de penge, kan vi jo bare forestille os - men vi gider bare ikke når det kommer til stykket, og derfor sætter vi dem i banken: Men en bank er som bekendt noget meget fiktivt - og alle bankrøvere drømmer da også om banker.
Men i humorens verden kan der ikke snydes, og dér behøves derfor lige så meget dyrekøbt "lektiehjælp" som ved vore dages studieforberedende opgaver i gymnasiet, der skal sikre de nødvendige topkarakterer som enhver Penkowa behøver.
---------------
Denne morgen modtog jeg et anbefalet brev fra hr. Zuckerberg - ihukommende at at elektronisk post ikke er til at stole på. -

Mester Zuckerberg skriver: "Ganske vist læser jeg principielt ALDRIG (min hustru tilrådede mig de store bogstaver - tillige med udråbstegn, hvor jeg dog måtte reservere mig i ligestillingens hellige navn) dine ting på mit site - og heraf følger tillige strengt logisk, at ingen af alle mine indbringende daglige forretninger og knopskud på nogen vis kan stå i gæld til dine fjollede indfald.
- Men ikke desto mindre vil jeg fremover bede mit site helt fritaget for enhver omtale af emnet plagiater. Du skal skam ikke tage fejl: Også jeg hader plagiater af hele mit hjerte - men endnu mere hader jeg dem der taler om emnet. Omtrent som nogle uhyre velforsikrede ejendomsbesiddere hader brandstiftere - men i endnu højere grad hader og frygter dem der afslører brandstifterens identitet."

Hvis I ikke synes det brev var ganske sjovt, så anklager I selveste Zuckerberg for at savne humor: Og det er noget af det værste man kan gøre, idet alle undersøgelser nemlig viser, at de (langt) fleste mænd anser sig for at være (langt) morsommere end gennemsnittet. Og selv de kedeligste fag-nørdede skribenter præsterer derfor i vore dage lige pludselig efter årtiers monumental kedsomhed at begå personlige og morsomme klummer uge efter uge.
Og så påstår I at mester Zuckerberg ikke også skulle være i stand til det samme? Meget, meget ubesindigt, for tro os: Ytringsfrihedens sammenbidte forfægtere er nemlig akkurat lige så intolerante som tolerancens...

P.S. Egentlig behøvede jeg en blikkenslager: Men sagens administrative side beredte mig så meget hovedbrud, at jeg i stedet valgte at undersøge, hvad materialet blik egentlig er for noget. Da en blikkenslager imidlertid på svensk hedder "plåtslagare", gik associationerne dog helt naturligt til ordet "plat" - og derfra atter til det nu den selv samme morgen forbudne ord.
Ak, det er ikke let at være filosof. "Jaså - men hvoraf kommer det så, at alle og enhver i vore dage er det?" Godt spørgsmål - men til gengæld ved jeg hvad der er endnu fattigere end at "savne" humor: For det må vel være dette ikke engang at savne humoren: "Do you know what it means to miss New Orleans?"
Dette spørgsmål er som bekendt endnu aldrig blevet besvaret - og rangerer derfor rimeligvis nok så højt som Fermats teorem.

MULTIKULTUREL ODYSSÉ

Den kønne digter Yahan Hassan modtog for nylig som en anden Aladdin 250.000 kr fra Politikens Fond smidt i sin turban til opbyggelse samt dækning af udstået tort og svie. Og avisens folkekære Jess Stein forkyndte i den bedste sendetid, hvorledes elskerindens roman vil ryge ud i evig glemsel med et onomatopoetisk "Bang!"

Hvorimod Stein lige så udtryksfyldt med den anden hånds vægtskål af hensyn til døvstumme muslimer kammeratligt lod forstå, at Yahan Hassans værk omvendt ligesom Brandes, Blixen og Bukdahl vil blive stående i litteraturhistorien lige til næste istid: hvor Muhammed nemlig frygtes at vende frygteligt tilbage i medfør af en videnskabeligt fastslået og aldeles urokkelig kosmisk cyklus: Derefter ophører nemlig desværre vor kommité's litterære jurisdiktion.

Sådan er det nemlig med retfærdigheden, at den er lighedens modsætning, for ellers ville vi jo alle blive halshugget. (En af Shakespeares narre siger vist noget lignende, eller rettere lige det stik modsatte: for han anerkendte arvesynden). Når istiden kommer, skal der tidsnok blive lighed - men sådant barbari kan der jo ikke skrives litteratur på, selv om Jensen Senior i sin tid gjorde et behjertet forsøg, som nogle sværger til, mens andre brækker sig: Jensen Seniors muligvis mest påfaldende lighed med Junior.

Naturligvis skal vi give kulturstøtte til opførelse af moskeer: Men hvis en ung indvandrer stiller sig op og tisser i et hjørne af moskeen, så bør også han have kulturstøtte. Er vi multikulturelle eller er vi det ikke? Vi kommer ikke uden om dette spørgsmål. Lighed gælder nemlig her for Loke som for Thor - men Odin derimod røg helt ud: og når folk først er dømt ude, så spiller det ingen rolle, om det nu var rimeligt: Så har vi da én rival mindre, og det en praktisk ordning - og da i særdeles hvis han egentlig havde fortjent bedre.

Men hvorfor blev ikke også jeg i sin tid forført og forsørget af en køn ung gymnasielærerinde med den fornødne sydlandske kompatibilitet - for vi vil jo dog heller ikke vække for megen opsigt i Louisiana, Arken og Det Kongelige Teater? Også jeg er nemlig halvblods, skønt knap så demonstrativt - men ak: Hvis man ikke tillige er muslim, så bevilges man slet ingen handikap-points, om man så sidder i rullestol og savler nok så etnisk overbevisende.

Vi havde desuden kun én både køn og sydlandsk kompatibel ung lærerinde, og hun var optaget: For dels var hun gift, og dels flyttede en fremmelig dreng fra parallelklassen i 3 g ind hos hende. Men hvad så med ægtemanden? Han fik skam lov til at blive boende, for sådan skulle det da heller ikke være.

Men tre ville have derimod været én for meget, og så gik det som det gik - at man i stedet fik Odins sagnomspundne rolle: principielt inkompatibel med enhver verdslig målestok, fritsvævende og forvist som Helligånden og unævnelig som Jehova - og det er endnu finere.

MANDELGAVEN OG DET DEMOKRATISKE DEBATNIVEAU

Politikens besindige debatredaktør Per Michael Jespersen  kommer ofte ind på, hvor højt nutidens demokratiske avis- og debatniveau er sammenlignet med dengang han var dreng. Aldrig har så mange uanset persons anseelse forsøgt at bidrage med kvalificerede, velstrukturerede  og velinformerede indlæg.

Jovist, uddannelsessystemet har skam haft sin virkning. Men når Jespersen lovpriser især vort kære Danmarks mageløst fokuserede og landsdækkende debatter, snart om en ung muslimsk digter, snart om en for længst afdød, der vist engang har sagt noget han ikke burde, osv.  - så overser han samtidig let en achilleshæl: en vis tendens til ensretning i både sprog og tilgang samt i opfattelsen af uvæsentligt og væsentligt.

Men originalitet handler ofte om at stille nogle andre spørgsmål eller stille spørgsmålene på en anden måde – snarere end at påvise at modparten som sædvanlig er helt galt afmarcheret.
Når først debatmaskinen kører, er løbet nemlig ofte tillige kørt for fantasien: også fordi eventuelle originale bidrag - især af unge redakteurs med endnu våde øren, friske fra skolebænken – gerne uden videre klikkes retur som irrelevante, kiksede eller endda afvigende i en mere behandlingskrævende forstand.

Jeg agter derfor slet ikke at argumentere pedantisk for, at "Jespersen tager fejl". Nej, jeg vil som illustration af den lille mistelten, der nok også bør tages i ed, genfortælle en anekdote om Niels Bohr fra Werner Heisenbergs erindringer. De unge fysikere yndede i tyverne at se westerns i biografen after hours. Her skete det tit at Bohr for vild i handlingsgangen: hvem der var hvem og den slags. Men til gengæld stillede han sig en aften det interessante spørgsmål, hvordan det mon kan være, at helten altid når at skyde først, selv om han jo kun trækker i selvforsvar og derfor er forsinket allerede i udgangspunktet.
Dette emne fik Bohr en del ret tankevækkende psykologisk moro ud af. Men ethvert veluddannet nutidsmenneske ville straks have afvist det som irrelevant, eftersom vi dog alle ved, at Hollywood og sågar den amerikanske film-lovgivning dengang forlangte heltens sluttelige sejr mod alle odds og efter mange genvordigheder.

På lignende vis (for man har da ikke læst Heisenberg forgæves) blev jeg selv i dag alternativt inspireret af den 95-årige åndsfriske dame, der på min stamcafé beklagede sig over, at hun attar i år til jul af sine nære beordredes til som den første at tage for sig af risalamanden – velsagtens ud fra det både humane og fornuftige fysrtelige synspunkt, at man altid bør foretrække udtjente arbejdsheste til denne risikable hæderspost.
Dette rejste nemlig spørgsmålet, om dette årlige vilkår egentlig er nogen ulempe eller det modsatte: For på den ene side har damen så vitterlig hver eneste gang en reel chance for omsider at få mandlen, - men på den anden side risikerer hun også hver gang, at mandlen så at sige statistisk drukner i al risengrøden, ihukommende så gamle menneskers i regelen meget begrænsede appetit. Kort sagt Bohr'sk komplementaritet for everyman!

”Javel, javel – men nu har vi jo altså desværre endnu ikke nogen ”mandelgave-debat” kørende, så ærligt talt…” - Nej, men så var det da sandelig på tide: Og der skal jo nu engang én til at kaste den første sten – men al snak om glashuse ville derimod indrømmet her være en utidig indblanding af uaktuelt stof.

 ------------------------

 Men I andre skal også aktiveres, så hør her: Tror nogen, at denne lille tankerække mon kunne finde optagelse i nogen dansk avis anno 2013, just ihukommende tingenes vidunderlige typografiske tilstand i denne den bedste af alle mulige verdener, hvor en endnu meget ung Britt Bjerregaards udgave af proletariatets diktatur ikke vil vide af andre katte end de vaskeægte koksgrå, der aldrig fornægter sig selv - men derimod gerne andre, når blot det sker i ly af en god sags tjeneste?

ORIENTAL LOVE - AND THE NOBLE ART OF AVOIDING IT

 My one-egged cousin from Beirut told me something yesterday, that I really thought must be a joke - and quite a good one too. - And then you will have to consider, that I tend to find man or even most jokes a little bit silly, and besides not at all surrealistic enough to compensate for this flaw.

My comical inhibition thus probably has much the same reason as the fact that deeply pious persons dislike seeing notorious gangsters weeping at the funerals of mayors, presidents and members of parliament, let alone judges (and now not a word about "selfies" - for all that you can find in the other Danish news media, and we have enough of sloppy recycling going on  allready).

 So, if you will excuse us, perhaps now we can start out on what turned out was not a joke at all: My cousin told me that learned Islamic law professors offer a very good official reason, why women are not allowed to give witness in court, since they are not considered trustworthy. Here it comes: Most women giving birth for the first time scream: "I swear I will never have another child !" But as you all know, most of them break their promise sooner or later, thereby making themselves great liars in a matter of the deepest seriousness.
 
Allmost like Karen Blixen declared herself even more flattered by the Nobelprize-winner Hemingway assuring her that she really should have had the prize instead of him, than if she had really got the Nobel Prize - so likewise I hold that my cousin's true story is even more funny, than if it had just been a joke. Though of course, if the "truth" of the story is really just part of the story itself, it was a very sophisticated joke after all.
 Now my cousin told me another true story, and equally funny. The other day he bought milk, but insisted on getting milk with a high percentage of fat. The muslim woman in the shop was convinced he must obviously be taking nutritionally care of either a seriously pregnant wife or a wife with a new born baby.

 My cousin answered: "No-no-no: Both my daughters are grown up now, and I definately don't want any more marriages, let alone children. But instead I can tell you, that seing my wife in the most terrible pain giving birth for the first time, I yelled to her: "I swear by God, that whatever you might do to me in the future, I will forgive you right away because of your painful sacrifice now!"

 The muslim woman in the shop was so astonished to hear of my older cousin's good heart and generousity, that she fell on her knees and offered him to divorce right away and marry him instead. And this was not a joke. But being offered so much unconditional love at first sight, really embarking into another marriage after all would probably just promise a steady decline from this peak of marital epiphany - so much much better than marriage itself.

Finally: The probable fate of being rejected by the united world press would be even more flattering for this story than being published along with everybody and everything else.

BRANDES, SØREN - OG KRIGENS ÆDLE KUNST

En gammel bekendt besjælet med gammeldags kynisk-hjertelig lægehumor (som hos en vis Hofrat Behrens) docerede allerede for år tilbage, at det typisk er de sindssyge der læser aviser på cafeer og biblioteker. Bortset fra at det samme i dag kunne siges om nettet, så skal det nok passe - men selv er man naturligvis her atter den evige undtagelse, idet man nemlig faderligt siger om de andre på afdelingen, hvad Kierkegaard sagde om børn: "For de sindssyge kan man da i det mindste håbe på, at de bliver normale - men de der er blevet det - Herre Jemini..."

På stamcafeen fortalte en herboende arbejdsløs retsadvokat fra Colorado med speciale i appelsager for dødsdømte - hvoraf vort land jo har en beklagelig mangel - at den nye røgfri e-cigaret er en sindrig teknologisk konstruktion, hvor den fornødne opvarmning, der skal bringe nikotinen i gasform, sker ved hjælp af et kraftigt elektrisk batteri. - Velsagtens af samme fabrikat der foretrækkes i pacemakere. - Så hvis nogen gik og troede, at e-cigaretten var en pendant til e-mailen, så må de tro om.

Her slår det os imidlertid tillige, at denne videnskabelige Storm P. opfindelse i sundhedens tjeneste i betragtelig grad minder om det moderne amerikanske gaskammer, der nemlig ligeledes arbejder med to komponenter, en fast og en flydende - der først tilsammen udretter sjælens mirakuløst ufejlbarlige fordampning, som man ellers tidligere klarede med håndkraft og helt uden sådan perfektionistisk selvransagelse.

Men det er skam før set, at teknologiske fremskridt i krigens tjeneste siden hen kan omsættes med endnu større held i fredens. Vi agter derfor herefterdags ligesom den store Leonardo at investere vor genius i krigens videnskab. Her kan der nemlig ikke snydes på vægten, hvorfor man forhåbentlig omsider helt slipper for vor tids verbose sammenrend af uhelbredeligt normale, men som et plaster på såret desto hjerteligere velkomne aspiranter.

P.S. Apropos: I dagens Politik genanmelder Hans Hertel Brandes' gamle Kierkegaard-biografi og minder os i den forbindelse kyndigt om, at geniet er en mutant der trodser alle forudsigelser: Og Hertel må dog om nogen vide det - efter et helt år af landsdækkende spidsborgerlige betragtninger herom med statsstøtte - suppleret med jævne sjæles amatøristisk "kongeniale" fjollerier. - For som skrevet står:: Herre Jemini....