INUITTER, ESKIMOER OG ANDRE MENNESKER

Vi mennesker foretrækker at kloge os om andres gøren og laden fremfor, at de andre kloger sig på vor egen. Det forholder sig nemlig her akkurat som med kolonisering. Derfor er det afgjort mest befordrende, når en kulturs eller en religions reformer tillade at spire og vokse indefra - om så også med al mulig inspiration.

For når end ikke vi som mener os højtoplyste, på nogen vis tåler at blive stillet i skyggen: hvad kan vi da forvente af de uoplyste?

Da den alvorsfulde sommersnak p.t. går på opgøret med alskens kolonialvarer, så er et af spørgsmålene, hvad der rettelig kan kaldes kolonialisering, og hvornår udtrykket omvendt er noget af en en tilsnigelse. Og for inuitternes vedkommende mener historikeren Michael Böss at have belæg for det sidste.

I forlængelse heraf mener Böss, at inuitterne næppe før vor tid har haft en egentlig etnisk selvbevidsthed, da de levede uhyre spredt og uden hverken nation, statsdannelse eller kendskab til sådanne størrelser. Men at de rimeligvis alligevel har opfattet hinanden som beslægtede og samhørige i sprog og levevis. 

SPØRGSMÅLET er imidlertid nu, om ordet "inuit" så har betydet 'menneske', eller det mere specifikt har betydet, hvad vi kalder eskimoer. Og såfremt ordet har betydet det generelle 'menneske': Har de mon så betragtet fremmede gæster som 'inuitter' eller ej?

Uanset svaret har de helt givet kunnet se både ligheder og forskelle - og det er derfor også oplagt, at de må have haft ekskusive betegnelser for de fremmede - også selv hvis de samtidig skulle have betragtet dem som "inuitter". På ganske samme vis har også vi jo betegnelser for forskellige folkeslag, også selv om vi samtidig betragter dem som rigtige mennesker.

SPØRGSMÅLET om betegnelsers grad af generalitet og rækkevidde er dog ikke specielt knyttet til etniske kategorier, men er noget helt generelt begrebsmæssigt. For at opnå klarhed er det derfor nødvendigt at abstrahere et øjeblik fra det konkrete emne - ganske ligesom vi for at forstå en algebraisk formulering er nødt til at digte forskellige konkrete eksempler i stedet for at fiksere os ved et enkelt.

Så det gør vi:

Antag at der boede mennesker og ikke kun Commodo-varaner på Commodo. Hvis man nu præsenterede urbefolkningen for eksotiske varan-arter, ville de mon så acceptere dem som lige så ægte varaner som deres egen? Det samme gælder kornsorter, frugt, sole og en bunke andet.

Kan man kort sagt vide, at deres navn for den hjemlige dinosaur betyder "varan" og ikke mere specifikt deres egen livsfarlige art? Da de jo kun kender til denne ene art, så må den generelle betegnelse "varan" være rigeligt entydig. Og på samme vis med "inuit" i områder uden andre kulturer: Men i så fald burde ”inuit” betegne mennesker generelt.

Javel - men det kan lige så godt forholde sig sådan, at navnet "varan" går på "hele pakken", når Commodo-varanen nu engang er den eneste de kender. For frivillig abstraktion helt uden konkret anledning er nu engang ikke det almindelige. Men i så tilfælde skal man faktisk være eskimo for at kunne kaldes "inuit"...

På den anden side hindrer dette ikke inuitter i tillige at se dybe ligheder, som giver anledning til både frugtbart samvirke og gæstfrihed: ja, så vidt vi har hørt jo endog eksogam gæstfrihed.

Man har åbenbart tidligt forstået, at under så bistre kår er det klogest at se generøst på fysiognomiske forskelle. Hvis vi andre kører i grøften, vil også vi nok se stort på hudfarve og fysiognomi hos den barmhjertige samaritaner som yder os førstehjælp og tilkalder assistance: og da jo især promille-kontrol.

Men omvendt kan vi som bekendt sagtens geråde i forsvarskrig mod en anden stat, også selv om vi udmærket ved, at de arme djævle er lige så hvide mennesker som vi, men selv er underlagte et velorganiseret diktatorisk styres tvang. Men den viden vil jo indrømmet nok let falde i glemsel under slagets gang.

Tilhængere af den generelle tolkning af ordet ”inut” kan således stadig have ret i, at fraværet af sådanne dæmoniserende modsætningsforhold til andre grupper i fredelige perioder kan have gjort det nærliggende for ”eskimoerne” at lægge større vægt på lighederne med fremmede besøgende end på forskellene. Og deres åndeguder har nok ment det samme. Også selv om man ikke ligefrem har opfattet og betegnet gæster fra andre kulturer for ”inuitter”.

SIBIRIEN og LAPLAND 1964, 1999 og 2020: Laurits van der Post & Colin Thubron

NYBYGGERE

SIBIRIEN 1999 - OG LAPLAND 2020

Nybygger-ætling i tredje generation. Nu pensioneret omrejsende kraftværksbygger. Vandkraften overstiger i omfang endnu langt vindkraften - som dog er på fremmarsch også i Lapland: men ligeledes ofte kontroversiel.

Når jeg rejser i disse egne, føler jeg mig (dog med forbehold for min reservatsmæssige initiativer - så vel som apokryfe plejetiltag hinsides al autorisation) - som en urban plattenslager blandt hæderlige folk.

I København og på soviale medier føler jeg mig omvendt som en af de få ærlige blandt en formelig horde af folk, som helt på tværs af socialklasser søger at score om ikke ligefrem uretmæssige, så i hvert fald aldeles uproportionale fordele ved urent trav samt ved at benytte sig af naive sjæles amatøristisk halsløse -men også risikoløse - forhåbninger om medgang på samme allerede plebejisk overbefolkede og langt hen devaluerede boldgade.

Læser sideløbende den britiske forfatter Colin Thubron's rejseberetning fra Sibirien 1999 -der atter genkalder Lauritz van der Post's tilsvarende fordomsfrit oplysende rejseberetning fra Sovjetunionen 1964.

Mens van der Post's bog fra Breshnev-tiden med faste priser og lønninger indgav optimisme og gav indtryk af fremtidstro, national stolthed samt udbredt almen respekt for viden -herunder stor nysgerrighed over for vestens kultur, videnskab og sågar sprog - så efterlader den nye bog skrevet i den nye mafias storhedstid langt hen et indtryk af desperation og desillusion.

Inflationen har aldeles udhulet pensionerne, nogle få bliver rige, mens landbruget og også nogle rensdyrfolks vilkårer mange steder er hårdt ramt af markedskonkurrence, miljøødelæggelser såsom syreregn.

Men de i Stalin-tiden forbudne religioner shamanisme og buddhistisk lamaisme i Østsibirien har overlevet, nu legaliserede og i fremgang: om end især hos de ældre og oftest i mangel på andet at tro på.

Også de gammeltroende ortodokse kristne forfulgtes indædt i 100 år, men fik amnesti, oprejsning samt gevaldig opdrift fra Katerina den anden og frem: kun for at decimeres nådesløst under Stalin.-

Nogle har dog overlevet og er øst-Sibiriens svar på Amerikas mormoner, Amish-folk og mnemomitter: ganske som dekoloniserende kosakkerne var Ruslands svar på vestens cowboys.

Sibirien var også allerede fra1700-tallet straffefangernes, udskudenes og arbejdslejrene land, og hovedstaden Irkutsk var længe hærget af mordere og røvere.

Men samtidig kom Sibirien til at stå for det uspolerede, uskylden: Især efter at de hårde kriminelle fanger fik fornemt selskab af landsforviste deltagere i Decembrist-opstanden 1825 samt polske nationalistiske oprørere 1863.

De civiliserede flygtninge bragte kultur og nogen velstand, indtil mange af dem efter 30 år kunne vende tilbage til Petersborg og Polen. Men mange af de hjemvendte ramtes af notalgi og civilisationslede.

Det dobbelte syn på Sibirien som på engang håbløshedens og utopiens sted lever fortsat. Især de mange unge uden jobmuligheder selv trods god uddannelse lider af desillusion og kan kun håbe på udrejse til vesten. Deres forældre længes derimod typisk tilbage til den gode gamle Breshnev-tid, præget af stabilitet.

At Gulag-lejrene i Kolymas guldområder også helt bevidst var rene dødslejre og fortsatte helt ind i 50-erne, er rystende læsning -ikke mindst gennem forfatterens samtaler med enkelte overlevere: herunder især visse seje og ejendommeligt langmodige kvinder, som fortæller at mændene i slavelejrene typisk døde først. Også i nutidens elendighed ses en numerisk ovevrægt af enlige tiggende kviner hvis pension ikke rækker længere end til brød og husleje.

Atter hører vi, hvorledes fangerne langt hen troede på Systemet - trods disse fatale fejltagelser. Arthur Koestler fortæller i sine erindringer det samme om sin ungdom som troende Komintern-arbejder - samt om de højtstående ofre for udrensning som typisk uden forbehold erklærede sig skyldige i spionage for udlandet.

Tro er bedre end ingen tro og giver en slags mening.: fangernes eget martyrium oplevedes som mystisk uomgængelig, men tillige heroisk skæbne og som det sovjetisk-russiske modstykke til den kristne martyrtradition, som deres forældre havde bekendt sig til. Uheroisk at beklage skæbnen kunne derimod risikere at skade Systemet og tages til indtægt af Vestens fjendlige regimer.

Helt nyt for mig var det også, at et alternativ til zionismens hjemland oprettedes i 1920erne som russernes lønsing på "det jødiske problem": aller længst mod øst som en kombineret nyttiggørelse og afledning af den regime-kritiske zionisme. Men også som et bolværk mod yderligere Japansk ekspansion.

Befolkningen i Ukraine og Krim havde frabedt sig det samme tilbud, så løsningen blev det jødiske hjemland Birobidzhan nær Stillehavets kyst 1928 : også andre befolkningsrupper blev i 20erne tilkendt en vis autonomi - som dog siden knægtedes hårdt under Stalin.

-Mange idealistiske jøder indvandrede fra vest - men oftest for at vende tilbage. efter nogle år - eller finde bedre arbejde i større sibiriske byer.

Kolonien blev efterhånden stærkt russificeret, og de få troende yngre jøder drømmer i håbløshedens nye tider om udrejse tiI Israel. Dette har dog lange udsigter, fordi mange jøder i sin tid for bekvemmelighedens skyld valgte at søge russisk pas, mens de uventede nye udrejsemulighederne i 90erne var forbeholdt officielle jøder. Ikke desto mindre lykkedes det ved bestikkelse og gode forbindelser rigtigt mange mere velbeslåede at opnå udrejsetilladelse selv helt uden jødisk arv.

SØREN MØRCH, ERSLEV - OG KONG DAVID...

Den sprænglærde Søren Mørch og hans erklærede nyere læremestre hylder den tese at "gå til fortiden som et fremmed land"? Historikeren Michael Böss henviser til denne devise i sin kritik af nogle moderne mediers moraliserende historie-fortælling.

I øvrigt lider det slående og mindeværdige antropologiske billede dog ved nærmere eftertanke af den svaghed, at lige akkurat andre tider kan vi jo i følge sagens natur netop ikke besøge.

Så i den forstand er vi vel til syvende og sidst stadig henvist til det "kildemateriale" som for historiefagets tidligere guruer (Erslev etc.), er aksiomatisk, men som Mørch og hans læremestre i et vist omfang synes at relativere.

Når visse historikere i dag stiller spørgsmålstegn både ved eksistensen af de vældige konger David og Salomon - og sandelig tillige ved profeten Muhammed med sin ellers så imponerende "virkningshistorie" - så er det da netop under henvisning til, at de herrer i stil med Holger Danske alene omtales af deres egne, men slet ikke af de store nabo-rigers samtidige kilder. Og dermed scorer den klassiske Erslev'ske tilgang vel immervæk en stærk pointe.

De mest rettroende henholdsvis bibelstærke og koran-stærke vil dog velsagtens hertil svare, at det her forholder sig ganske, som når de velkomne i riget med konsekvent skinsyge fortier og kun uden navns nævnelse citerer ligeværdige udspil og reaktioner fra folk der ikke er inviterede til at sidde med ved Homers og Rifbjergs rige danske tag-selv-bord.

Dvs. "De småtskårne kvajpander vidste skam aldeles udmærket hvem vor store Kong David var".

Men den følelsesmæssige tilgang som fordømmer og på forfædrenes vegne undskylder historien, afviser både Mørch og de gamle derimod ganske rigtigt.

For ej heller antropologen på besøg i junglelandsbyen lægger sine holdninger for dagen, før han eller hun er blevet inddraget som stemmeberettiget.

Historikerens fordømmelse er qua med-menneske, men den hverken kan eller skal begrundes historie-fagligt - og i den forstand er den vitterlig fagligt irrelevant. Derfor er det naivt at forvente at ens fordømmelse "som fagmand" har nogeneksemplarisk afsmittende virkning.

I øvrigt er det vist Shakespeare der siger, at skulle vi nu også bedømmes moralsk, da burde vi alle have en dragt prygl. Men pyt med det: For ingen mors sjæl ser jo heldigvis andet end hvad der med Andersens ord "har stået i avisen".

Nu har jeg ikke selv besøgt Auscwitz:

Men jeg forestiller mig, at virkningen er større, når man præsenteres for sporene af den rå virkelighed selv end af didaktiske ledsage-tekster om "nazisternes ondskab".

Sådan redundant snak vilsnarere virke afsvækkende - og mit gæt er den slags heller ikke står at læse i dagens Auschwitz. De som overlevede, moraliserede ikke -ganske som ingen forsøgte at moralisere over for Hitler. End ikke Jesus moraliserede over for selveste Satan: ikke over for det moralsk inkommensurable....

Kolonisterne var derimod næppe meget værre end vi andre: "Feel good"- moraliseren har vist aldrig gjort nogen klogere og er endda ret beset ikkeengang specielt agtværdig.

Synes godt om

Kommenter

Del

LEGIONÆRSYGE og GRÆSK NEMESIS

LEGIONÆRSYGE og GRÆSK NEMESIS

I sin tid mødte jeg af og til i Lapland en forhenværende tysk fremmedlegionær, der under sine afrikanske togter hverken pådrog sig legionærsyge eller missionærstilling. Derimod lod han forstå, at en del oprørske og kriminelle afrikanere i sin tid havde fået "halen på komedie" under akutte missioner i Joseph Conrad's og den belgiske Kong Leopolds ånd... Og ganske som Conrad's fortæller kaptajn Marlow måtte jeg uvilkårligt le ad denne formildende krimonologiske omskrivning tilsat sproglige lån fra den uskyldige børneopdragelses verden.

En herboende kernesund amerikansk Vietnam-dessertør of my aquaintance døde derimod for nogle år siden af legionærsyge efter at have drukket gammelt og inficeret vand. - Uden at jeg ligefrem vil vove at tale om dessertørens Nemesis a la Sofokles , eller erindre om den persiske nemesis-myte "Døden fra Samarkand" om skæbnens uundgåelighed.

Det minder mig forresten om, at Niels Bohrs forhenværende - og nu ligeledes afdøde - sekretær Jens Bang til en af mine anekdoter udbrød: "Du kender da også så mange spændende mennesker..."  Og ham kendte jeg altså også. Selv havde manden jo derimod kun kendt brødrene Bohr. Men nogle knap så spændede bekendtskaber skal for god ordens skyld kort.

I dag udfordrede jeg selv skæbnen ved at indtage en liter halvt åbnet tonic, som i to uger har ligget i bilens varme. Kininen og kulsyren i forening må forhåbentlig være livsforsikring nok - hvorimod gin desværre ikke indgik i akut-beredskabet. Et par corona-bakterier kan velnok have overlevet mosten, men de smitter ikke indvortes - og i givet fald må man desuden formodes at høre til de usynlige smittebærere.

Gribbe er helt immune selv mod botulisme-bakteriers ekstremt giftige affaldsprodukter, da deres mavesyre i stil med Kommune-kemi i Nyborg nedbryder alt: Selv importeret affald fra andre EU-lande, som angivelig ikke formår at løse opgaven selv.

Søren Pind beklager i Berlingske den nye forbrændings-central på Amager som en alt for dyr løsning, som private aktører kunnet have langt billigere - selv trods den fashionable skibakke.

Også Københavs voldsomme spildevands-udslip fik en kraftigt medfart - noget der nemlig efter Pinds mening var blevet udråbt til en national skandale, hvis private eller landbruget havde stået fadder til det.

Samme Søren Pind sås i øvrigt i forleden på en kaffebar - hvis indehaver jeg derfor straks orienterede om, at min sidemand ved disken skam ikke var hvem som helst, idet han nemlig få dagen forinden havde været med i "Hvem vil være millionær": Og det ville han gerne.

Det samme ville efter sigende for nylig også gode gamle Niels Barfoed, som af og til gæster den samme café. Og senest havde jeg fornøjelsen at hilse på en pensioneret debat-redaktør og ubodelig avindsmand fra Information, som trods glimrende pensionsforhold slet ikke lignede en millionær, men derimod med synlige tømmermænd lige lukt fra Nazaret – hvorfra som bekendt intet godt kommer - i stedet aktualiserede en 100-årig dames udsagn om hendes oplevelse som purung korrespondent en enkelt dag under den berømte Nürnberg-proces i 1946:

Hele nazi-eliten defilerede nemlig efterfølgende tæt forbi hende eskorteret af bevæbnede vagter: Og de prominente fanger så med hendes egne ord Herrens ud.... Men det samme gjorde nu forleden min gamle avindsmand - om end jo desværre kun enkelt en af dem. For ganske som ens eget case ikke er så enestående som man engang ungdommeligt kunne tro, så er ens modparters det så sandelig heller ikke: I modsat fald havde de nemlig også haft overskud til at opføre sig en smule mere storsindet.

Det futile i at straffe blot én af hel bunke ligesindede skurke minder mig ud over Shakespeare's "Hamlet" endnu engang om, dengang en pensioneret svensk bankrøver med sammenlagt 22 år bag tremmer samt de aller bedste anbefalinger betroede mig sit mest originale argument for sin rene samvittighed: At hvis ikke han havde smuglet den forbandede narkotika, som så ville andre jo bare have gjort det i stedet. Ja, for det med bankerne mislykkedes jo hver gang, så arbejdsformidlingen havde udtrykkeligt henvist ham til omskoling.

Hvor vidt den lige som Jesus misforståede mand i tilgift mente sig kunstnerisk miskendt, fordi den svenske film-serie "Jönsson-ligan" således kunne synes baseret på hans eget levned, er et godt spørgsmål: For ligesom de fleste af sine landsmænd var han næppe bekendt med, at den klassiske svenske serie er direkte transponeret fra dansk og brygget på licens købt hos Bahs og Balling. For ganske som den meste anerkendelse her i verden er forbundet med tiltagende snyd på vægten, hvis da ikke allerede fra begyndelsen,idet øvelse jo gør mester - så står til orientering heller ikke flertallet af verdens "miskendte" til troende.

Og hvad de vitterligt miskendte endelig angår - så snyder nyder de til orientering i apokryf hemmelighed ofte så overdreven kollegial anseelse, at endnu helt ustraffede borgere med den reneste samvittighed i verden ser sig nødsaget til at holde dem så vedholdende nede, som var de uforgængeligt ukrudt i samme bydende behov for round up, som diabetikere er i behov for insulin-tilskud. Ja, for folk bag lås og slå har jo sagt med al respekt for surt erhvervet position ikke monopol på den rene samvittigheds ubetalelige privilegium.

Men tilbage til Nemesis, thi nu afdøde Philip Roth skrev som aldrende en kort roman med selv samme titel, om en ung mand der for at undgå at blive smittet under Polio-epidemien i 1952 tager hyre som træner i en landlig spejder-camp, hvor hans nye kæreste arbejder: - men ulykkeligvis medbringer han smitten i græsk tragedie-stil fra New York til uheld for flere af de unge mennesker. Han tilgiver aldrig sig selv,tvinger sin hengivne kæreste til forlade ham og ender foruden fysiske men som en bitter og ensom mand.

Men ak: skyldfølelse er i fag en nærmest palæontologisk dyd: Jeg mødte for nylig atter en hovedrig ejer af en bunke svenske skovejendomme, som han driver uden skelen til andre herlighedsværder end pengene - men som siden sidst er blevet så godt som blind. Men så længe dette sidste ikke kan gøres op i penge, anser han det tydeligvis for en bagatel som, det ville være uprofessionelt at beklage sig over.

Han udtrykte ved vort gensyn ærgrelse over ikke i sin tid at have slået til, dengang han blev tilbudt kompensation for fredning af et stykke urørt skov. Men hans fortrydelse viste sig nu slet ikke at handle om at have forpasset chancen for at overdrage et stykke bevaringsværdig natur til kommende slægter: For selv i sin så symbolske blindhed ærgrede han sig alene økonomisk over i sin griskhed at have afslået en ret beset god pris for et stykke brandskadet skov af moderat tømmerværdi.

Selv de fleste morder har efter sigende ren samvittighed og er ganske som vor tids mediefolk og politikere altid "fremadrettede". Således havde Somerset Maugham talrige samtaler med livstidsfanger på den siden nedlagte fangeø i fransk Caribien for de særligt egnede. Og hans fornemste motiv-trofæ var her den fange som tværtimod havde begået mord just grundet samvittighedskvaler - over sin bedste vens død: Vennen havde nemlig været forelsket i den samme dame.

SOMERSET MAUGHAM: "THE PAINTED VEIL" (1923) - SAMT HVAD FORORD KAN FORTÆLLE

I romanen "The Painted Veil" (1923) undlader den alvorlige bakteriolog af en ægtemand typisk at besvare hverdags snak som "It is raining dogs and cats". Hvortil hans ærgerlige hustru i sit stille sind reflekterer, at hvis mennesker helt undlod at indlade sig på redundant hverdagssnak, ville sproget og dermed også menneskeheden for længst være atrofieret.

Selve denne betragtning illustrerer sin egen sandhed, for refleksionens anledning er jo netop førnævnte nævnte banalitet. Men hvor den løbende refleksion omvendt savnes, vil selv de dybeste materier og de højeste uddannelser ikke kunne kompensere for det, fordi diskursen drukner i snart ubehjælpsom smiger, snart komisk skrydende kolportering af gode skudsmål - snart igen småtskåren konkurrence om først at sige det samme og siden at "kritisere" det.

Jo mere ubetydelig anledningen er, desto større sport er der tværtimod i at aftvinge den levende og mangfoldige refleksioner. Også fordi man her ikke risikerer at drukne i de socialt geskæftiges stime af oftest ret enslydende og synkroniserede "kommentarer" til det samme.

Maugham har altid herlige forord, præget af ”leisure” frem for vor moderne karriereklasses barnagtigt gennemskuelige selektive høflighed i offentlighed: som tværtimod af hine enkelte mere tænksomme kun kan kaldes uhøflighed: Uartikuleret smiger fra ellers velformulerede personer indikerer nemlig tværtimod et håbløst forsæt mod bedre vidende.

Forordet til ”The Painted Veil” fortæller, hvorledes den endnu dydige og sky unge Maugham mange år før Verdenskrigen boede til leje i Firenze hos en enke, hvis datter gav ham lektioner i italiensk "for begyndere"- og herunder indviede ham i en anekdote fra Dantes besøg i skærsilden, som tydeligvis var alment bekendt. En ægtemand havde hævnet sig på sin utro hustru ved at lokke hende til en borg ved en sø med giftige dampe - men i sin utålmodighed havde han til sidst skubbet hende ud af et af borgens vindue.

Den purunge forfatter besluttede allerede dengang at bruge motivet, men lejligheden tilbød sig først 25 år senere. Ja, for "karriereplaner" fører jo oftest kun til karriere. Resultatet blev denne roman om en bundhæderlig bakteriolog I Hongkong, som hævner sig på sin utro hustru ved at søge gerning i en pestramt indisk flække med stor risiko for begge parter.

Efter endt læsning må man slutte at dette må være analogien til Dante: Men helt indlysende er det ikke, for bakteriologen er langt hen romanens helt og sågar dens martyr - idet han nemlig selv rammes af pesten under sin frygtløse lægegerning, hvorimod hustruen overlever.
Forhistorien er pikant: Efter at have afsløret hustruens utroskab lover han hende, at såfremt hendes højt placerede elsker vil lade sig skille for hendes skyld, vil også han vise storsind og stille hende fri. Men i modsat fald vil han juridisk gennemtvinge skilsmisse med tab af alle forpligtelser - samt risiko for skandale. Vel at mærke med mindre hustruen følger med ham til den pestramte landsby langt fra hendes fashionable hverdag i Hongkongs britiske overklasse.

Den uheldige bakteriolog har nemlig gennemskuet, at hustruens attraktive elsker er en charlatan og ikke det ottende vidunder som den forelskede hustru ser i ham. Så da hustruen fortvivlet vælger at følge med sin hjertebrudte ægtemand med stiff upper-lip, frem for at vende skandaliseret hjem til sin snobbede mor i Kensington, har han allerede ladet hendes tøj og andre vigtige ejendele pakke til morgendagens afrejse. Og hustruen drager heraf den slutning, at manden næppe ville have gjort alvor af sin trussel, som kun var et trick for at få elskeren til at vise sit sande ansigt.
Vist indrømmer ægtemanden adspurgt af hustruen, at den frygtløse mission først havde et islæt af fælles selvmord – ret langt fra den tapre offervilje, som kun en enkelt drikfældig og fomelig Knagsted'sk lavere embedsmand på egnen hurtigt gennemskuer. Ægtemanden er modsat hustruens glamorøse elsker langfra noget facademenneske, men heller ingen helhjertet idealist og altruist -  modsat de nonner der ligeledes har valgt at fortsætte deres virke i landsbyen ufortrødent.

Men analogien til Dantes dystre forlæg er som fremgået karakterologisk set svag. Så også her ser vi hvorledes sorgløshed i associationerne i tiltro til at de løse ender nok skal finde naturligt sammen i stil med kemiske bindingers "valgslægtskab", resulterer i en mønster-gentagelse af en art der pedantisk-akademisk talt tværtimod måtte kaldes udvendig: Ganske ligesom når før nævnte hverdagssnak blev anledning til interessante overvejelser.
Denne tilgang åbner op for både stilens og verdens mangfoldighed - hvilket i sin tur var just de egenskaber som den utro hustru i sit formelig Ibsen'ske, men barnløse fornuftsægteskab allermest savnede hos sin gennem rationelle mand.

Det skal i denne forbindelse nævnes, at Maugham i forordet en passant nævner, at han under sit ungdoms-ophold i Firenze øvede sig ved at oversætte Ibsen en timestid dagligt i håb om at udvikle sin beherskelse af dialogen – hvilket nok må læses som vedgåelse af mere end blot dialog-håndværkets gæld. Ret beset er det kun meget Ibsen'sk, at forlægget ikke følges slavisk, samt at tolkningen som fremgået ikke er aldeles entydig i sin dom om godt og ondt. For selv om den utro hustru frikendes for andet end ungdommens naivitet, så er det tydeligt, at hendes standsbevidste mors ambitiøse giftesyge på hendes vegne ses som en analogi til "samfundet" i ”Et Dukkehjem” – men modsat dukkehjemmet med en elskelig og helt underkuet mand som det pligtskyldige skaffedyr der ringeagtes af både hustruen og døtrene.

Skønt Maugham fremstiller den charmeforladte og selvbevidst alvorsfulde bakteriolog som nobel, fagligt seriøs og usnobbet, så bekender Maugham sig indirekte til den åndelige "leisure," som også hustruen foretrak. For selv om elskerens overfladiskhed og bekvemmelighed nok står til troende, må man nu give ham ret i at deres romance var et frit valg fra begge sider uden forpligtelse til at sætte hans menneskeligt talt harmonisk og velfungerende, om så også uerotisk ægteskab, børn og karriere på spil. Men vist brugte han brugte lovlig smukke ord over for en erotisk og åndeligt nødstedt hustru med en uhyre Ibsen'sk ægtemand, der hverken indviede hende i sin faglige verden eller indlod sig i hverdagssnak.
Omvendt var ægtemanden altså ikke som Noras Helmer spor fej; men fornuftspartiet var håbløst fra starten og fra hendes side alene en tidstypisk desperat udvej for ikke at blive ægteskabeligt overhalet af sin yngre og mindre attraktive søster og sidde tilbage i hjemmet som uafsat gammelmø.

Selv efter at hun har opdaget mandens tænksomhed og nænsomhed og tillige noteret den både faglige og menneskelige agtelse han nyder, finder hun det kropmuligt al elske ham - men henfalder derimod i begyndelsen af sin udlændighed i mangel på gøremål til fantasier om elskeren, som hun ellers har afsvoret og tabt enhver agtelse for. Hvis elskeren kom tilbage, ville hun ligefuldt øjeblikkelig opgive alt for ham.
Men hun erkender snart, at hendes ægtemand var akkurat lige så håbløst stedt i forhold til hende: Han har aldrig indbildt sig at hun var forelsket i ham, men var i sin ydmyge betagelse rigeligt taknemmelig for den velsignelse i det mindste at være tålt: For sådan er nu engang kærlighedens lod: Med hustruens indre monlog er det tydeligvis en naturlov, at vi mennesker mister agtelsen for enhver ubetinget kærlighed, som ikke er det mindste gengældt.

Ved nærlæsning kan man notere, at hun, efter at elskeren har åbenbaret sin kynisme, retter akkurat samme bebrejdelse til ham, som hun, mens romancen stod på, i sine tanker rettede mod ægtemanden: ”Hvorfor kunne du dog ikke bare have ladet mig være i fred i stedet for at trænge dig sådan på?”. I begge tilfælde gav hun efter, men det Ibsen'ske perspektiv består naturligvis i hine tiders umyndige og uuddannede kvinders typiske mangel på alternativer, selv i ret velstillede lag.

Hun betror sig til den Knagsted'sk underfundige udstationerede, som har gennemskuet deres ægteskabs tomhed og forgæves udfritter hende om den virkelige grund til deres risikable valg. Han er hendes første åndsfælle og tager hende med til nonnernes beskedne mission såvel som til et buddhistisk kloster. Hun trygler – trods sin umiddelbare æstetiske aversion mod de aiatiske fysiognomier - abedissen om at få lov til at arbejde hos nonnerne med undervisning af de pigebørn, som missionen har afkøbt forældre som ellers ville have sat dem ud.

Abedissen gennemskuer at hendes ønske beror på desperation: ”Sjælefreden kan man hverken finde i handlekraft, askese eller opofrelse, men alene i sit sind”. Men ligefuldt glemmer den ulykkelige efterhånden elskeren helt, samtidig med at hendes sind efterhånden stemmes til mildhed, medfølelse og endda hengivenhed for den stålsatte og ikke mindre desperate ægtemand ude i felten. Hun når endda til den indstilling, at hun inderligt vil arbejde for mandens tilgivelse af hendes ungdommelige enfold også i hans hjerte: ikke for hendes skyld, men for hans egen sjælefreds. Men dette sidste motv ville hun aldrig lade ham vide, for det ville tværtimod såre hans forfængelighed og virke stik modsat.
Det hedder i den forbindelse, at mænd går urealistisk meget op i længst glemme affærer fra deres hustruers side. Her nærmer hendes indstilling sig næsten den kyniske elskers forsøg på at mane hende til erotisk koldsindighed – men perspektivet er unægtelig her et andet.

Nonnerne opdager snart med sikkert blik de første diagnostiske tegn på graviditet, og da hustruen må bekende over for manden, formår hun ikke at give køb på al sandfærdighed ved altruistisk at bedyre at han er faderen, men nænner på den anden side ikke at fortælle hvad hun selv er overbevist om. Så hun parerer med et uklanderligt agnostisk svar og håber så bare at mandens omsorg efterhånden vil vokse sig stærkere end hans reservation, ganske som i hans forbilledlige pleje af de indfødtes børn.

Manden rammes imidlertid selv af pesten – og når forvildet og afmagret på dødslejet alligevel at besvare hendes bønner om tilgivelse med en selvironisk litterær allusion, der lader forstå: at det var den forkerte som blev ramt af pesten...

Enkens knagsted'ske skytshånd er ikke kun en ironisk menneskeklog parallel til Ibsens doktor Reelling i ”Vildanden”. Han hælder til et buddhistisk livssyn og har selv ved flere lejligheder ydet nonneklostret økonmisk bistand – og han er praktisk talt gift med en manchurisk fyrstedatter, som han reddede fra at blive dræbt ligesom hendes forældre. Han har prøvet at forlade hende, men hun har hver gang funde ham, og uden ham ville hun uden tøven begå selvmord. Her indvender den hurtigt modnede enke, at det dog kun er den kærlighed vi selv nærer og føler, der kan frelse vor sjæl – ikke andres kærlighed til os. Men læsere kan her tænke at dette måske just er forskellen mellem eros og agape: den knagstedske barmhjertighed er ægtefødt, og hengivenheden i deres besynderlige ægteskab gensidig. Men da den unge enke spørger ham om hvilken dyb orientalsk indsigt der mon gemmer sig bag´den aristokratisk smukke manchu-prinsesses uudgrundeligt vidende blik, svarer han: ”Slet ingen...”.

Historien ender med at enken via Hongkong vender tilbage til hjemmet i Kensington.

Hun bekender alt for sin fader, som netop er blevet frisat som enkemand efter årtiers tro tjeneste som tøffelhelt. Ironisk nok bliver han kort efter sin karrieresyge hustrues død uventet tilbudt posten som dommer på Bermuda, hvilket utvivlsomt ville have aftvunget hans enke nogen agtelse. Den gravide datter undskylder tårefyldt den utaknemmelige behandling, som faderen i årtier måtte døje under, og bønfalder ham om at få lov at følge med til Bermuda. Der agter hun i givet fald at nedkomme i det håb at det bliver en datter: For hun deklamerer det forsæt at opdrage datteren til selvstændighed og myndighed fri for hjælpeløshedens og nødvendighedens pres til for enhver pris i ung alder at finde en stabil forsørger - måske for snart efter at blive et let byte for en charlatan.

Vist kunne man hævde, at den unge enkes intrigante giftekniv af en moder selv handlede i medfør af eget perspektiv som en verdensklog dame i et mandssamfund. Men analogien til "Et Dukkehjem" slog mig først i datterens sidste replik til faderen - og med forordets førnævnte reference til den unge Maughams Ibsen-studier i erindring.
--------------------------------------
Men tilbage til forordet til bogens tydeligvis tredje eller fjerde udgave! Ja – for dér slutter Maugham af med at fortælle, at han efter udgivelsen blev sagsøgt og måtte indgå bekostelige forlig. Først viste en læge i Hongkong sig nemlig at have det samme navn som romanens uheldige bakteriolog; og dernæst beklagede en embedsmand i Hongkong, at historiens charlatan var indehaver af just den samme lovende og ansvarlige koloiale post som sagsøgeren behagede at bestride i virkeligheden. Herefter kan vi konkludere, at det åbenbart er lige så injurierende at blive beskyldt for at være martyr som at blive kaldt for en playboy.

Maugham blev derfor tillige tvunget til at lade forlaget tilbagekalde bogens herostratiske første tryk. Men Maugham trøster sig sluttelig med, at enkelte anmeldere, som i sin tid undlod at tilbagesende deres anmelder-eksemplar, sidenhen har kunnet sælge den apokryfe sjældenhed for astronomiske beløb hos Sothebys: akkurat som filatelisterne kender det med de få overlevende fejltryk af gamle frimærker.

”More often than not” er moderne berømtheders kokette anekdoter om omverdenens første reaktioner dovne, selvbehagelige og uden vid eller underholdningsværd - også selv om de kan være både sandfærdige og vedkommende for afficionados. Og syndromet er nok endnu mere udpræget i små lande, hvor de respektive sociale eliter bedre formår skinsygt at udgrænse og fordrive mere berettigede folk, fordi disse er for få til at sætte sig igennem og lægge niveauet andet end i egenskab af apokryfe kilder og stilistiske forbilleder stedt i stiltiende velvalgt karantæne.

Men Maugham's slut-anekdote er afvæbnende morsom i sin illustration af relativiteten og uforudsigeligheden af, hvad vi i det lange løb bør betragte som forbandelser eller velsignelser. Men tillige udgør den en hyldest til prosaens rislende snarrådighed. At fortælle hvorledes enkelte af fordums skeptiske anmeldere sidenhen måtte krybe til Canossa, ville derimod have været både inderligt overflødig og ret beset uværdig prosa helt uden det gode forords iboende læseværdighed helt i sin egen ret. Den art bekendelser som et kultiveret publikum gerne lapper i sig uden forbehold: blot de ved – eller tror – at det er en Nobelpris-tager som har begået det....

PHILIP ROTH VS NAIPAUL: En litterær studie ...

PHILIP ROTH: "THE FACTS" (1987); "THE PATRIMONY" (1991).



Med biografisk sideblik på V.S. NAIPAUL...






Roth's selvbiografiske titel ”The Facts” fra 1987 kan minde om, hvad professor Aage Henriksen i titlen på sin doktorafhandling kaldte ”Kierkegaards romaner”. For det eneste fiktive i ”The Facts” består i Roth's indledende brev til hans hovedperson og alter ego gennem en årrække Nathan Zuckerman – samt et efterspil i form af Zuckerman's svar til Roth efter at have læst det tilsendte og helt igennem nøgterne selvbiografiske manuskript. I introduktionsbrevet fra Roth til hans hovedperson gennem mange år Nathan Zuckerman beder Roth om sit alter egos kyndige råd m.h.t. eventuel udgivelse af den pikante selvbiografi.



Roth fortæller heri Zuckermann, at hans pludselige trang til prosaisk nøgternhed dels beror på et behov for genstart efter et nyligt overstået udmattende sygdomsforløb, dels på overmætning efter så mange års akrobatisk fiktions-virkelighed. ”Hvordan blev jeg overhovedet til den person som stiller selve dette spørgsmål?” Derudover mistede han få få år siden sin mor og har på det sidste oplevet sin hidtil ukuelige gamle far så skrøbelig at ungdommens maskuline hæmning og fordums pubertetskonflikter for første gang ikke længere invaliderer den underliggende sønlige hengivenhed og evnen til at udtrykke den. Han ser derfor i sin trang til at beskrive sin tilblivelse drømmen om atter at opleve den tid hvor forældrenes eksistens var lige så selvfølgelig som solens – og hvor eventuelle tanker om deres død engang i fremtiden dertil blokerede for enhver forestilling om hans egen dødelighed...

Selvbiografien begynder da ganske også følgerigtigt med den uudslettelige erindring om, dengang den ukuelige overlever af en ansvarsfuld far og familieforsørger i en alder af 43 år nær var død af blindtarmsbetændelse: i øvrigt lige som to af sine brødre mange år før. Han blev reddet af et nyt sulfapræparat som blev udviklet under krigen til sårheling – men formåede ved sin hjemkomst end ikke at stå på sine egne ben. Ved det bevægende gensyn brød både faderen og børnene ud i gråd.

Forældrene var anden generations jøder fra Galicien i Polen og var rent religiøst at betragte som traditionelle ”kulturjøder”; og ligesom langt de fleste amerikanske jøder i den generation oplevede de sig som 100 % amerikanere: Israel fandtes endnu ikke, og trods nostalgiske musical-sange om deres hjemstavn i den gamle verdens ghettoer vidste alle, at deres forældre i sin tid ikke havde forladt den for stedse uden tvingende grunde.

Ved hjemkomsten lignede faderens ansigt grangiveligt hans afdøde gamle mors – og næste gang Philip så det ansigt, var det hos hans døende farbroder ved dennes endelige gensyn med faderen: som nemlig havde brudt forbindelsen med ham 42 år tidligere af moralske grunde. Familiens udelelighed var som Moseloven, og broderen havde i sin tid forladt hustru og sine børn til fordel for en yngre kvinde. Men nu på det seneste har også faderen – nu enkemand – døjet af sygdom og skrøbelighed, hvilket atter har fremkaldt den for længst afdøde bedstemoders ansigt.

Krigen mod Tyskland og Japan havde i høj grad sammensvejset alle amerikanere uanset baggrund, og langt de fleste jøder stemte på Franklin D. Roosevelt. Men vist fandtes der antisemitisme: Dels i form af spontane pøbeloptøjer, når et jødisk baseball-hold havde besejret et hold af angelsaksisk, irsk eller italiensk herkomst. Men ikke mindst formaliseret i form af store og hæderkronede firmaers ansættelsespolitik, der nemlig opererede med kvotering af procentdelen af jøder ved besættelse af ledende stillinger.

Philip Roth's far nåede dog efter omstændighederne - herunder kun 8 års skolegang - så højt, at enhver beklagelse var utænkelig – men vidste også, at uanset både dygtighed, offervilje og anciennitet ville han dog aldrig nå højere op i datidens førende forsikringsselskab.

Hvad pøblens trods alt sjældne og i egne øjne festlige indslag af antisemitisme angår, så regnedes det blandt jøderne af den solide middelklasse for en dyd aldrig at synke ned på samme niveau som "the gentiles” der gennem tiderne havde udøvet pogromer. Syndromet var endda ifølge Roth så udtalt, at landets få jødiske mesterboksere regnedes for omtrent lige så store mirakler og kuriositeter som Albert Einstein. Også fodbold og rugby regnedes for voldelige, hvorimod baseball var de amerikanske jøders foretrukne sport – idet den yderligere befæstede deres oplevelse af sig selv som fuldt så gode ærke-amerikanere som de hvide angelsaksiske protestanter (”WASP”).


Philip's kendskab til dygtige jøders ringere sociale odds selv her i deres eget fædreland fik ham til som dreng at drømme om en juridisk karriere i retfærdighedens tjeneste. Den dygtige elev begyndte da også at læse jura ved et lille universitet i nabolaget – men udholdt ikke at bo sammen med sin moralsk kontrollerende far. Derfor søgte han inspireret af en lokal kammerat optagelse i et prestigefuldt betalings universitet langt hjemmefra, domineret af hvide angelsaksiske protestanter, men hvor han kunne håbe på udleve en ung mands hæmningsløse drømme (hvilket just var genstanden for faderens bekymring).

Hovedparten af alumnerne studerede anvendelsesorienterede teknisk-økonomiske fag, hvorimod Philip slog sig på litteraturen – som han havde stiftet bekendtskab med ved at overtage sin noget ældre tegner-brors aflagte romaner. Han farverige morbror var dertil kunstner og boheme, og derfor var der i det ingenlunde højkulturelle hjem en vis accept af andre slags karriere end dem erhvervslivet kunne tilbyde.


Grundet sine eksamenskarakterer blev Philip tilbudt medlemskab af alle universitetets tre klubber - ”fraternities”: den jødiske, den kristne og den fordomsfri uden konfession. Den sidste forekom oplagt, men var ved nærmere syn endnu mere hellig og selvgod end den afslappet vanekristne. Hvad der alligevel fik ham til at vælge den jødiske "fraternity", var derfor ikke religion, men den fælles barndoms-og lokalerfaring: Ikke mindst dette, at den tvungne undervisning i en absurd oldtidsreligion og ikke mindst de pubertære drenges satiriske og sarkastiske forhold til samme gav dem en sproglig og associativ styrke fuldt i klasse med hvad skolegangen havde bibragt.

Snart opgav han dog dette det jødiske "fraternity" til fordel for et elitært studenterblad, hvori han sammen med et par andre litteratur-studerende dels hyldede anæmiske og puritanske åndsidealer inspireret af det amerikanske parnas' litterære ur-fader Henry James, dels udviklede  sin satiriske åre ved at udstille og karikere den studerende majoritets sørgeligt ”åndløse” og business-orienterede tilgang. Skønt grundlæggende upolitiske beskriver de tilsvarende i bladet den stedligt populære præsident-kandidat Eisenhower som en militaristisk barbar sammenligning med den vragede demokratiske kandidat Adlai Stevenson.


En lovende humoristisk smagsprøve må her gives, hvori Roth nedgør universitets officielle studenterblad – med ydmygende officielle reprimander til følge. ”Det siges at hvis en flok aber tilstrækkelig mange år betjener et sæt skrivemaskiner, så vil det til sidst resultere i Shakespeares dramaer. Nu er studenteravisens ærede redaktør jo ingen abe, hvorfor selveste Shakespeare nok ville være meget forlangt. Men vi kunne da vel i det mindste forlange en antagelig avis.... ” Den udansk raffinerede indrømmelse, at modparten skam ikke er nogen abe, som straks efterfølges af en helt uforberedt mavepuster – minder for resten om en tilsvarende replik hos Groucho Marx med den samme raffinerede logik.

Set i erindringen et betragteligt fremskridt i forhold til studentens håbløst prætentiøse forsøg udi den højlitterære og åndsaristokratiske følsomhed a la Flaubert og Henry James.
Sideløbende plejer mønstereleven sammen med et par studiekammerater omgang med et ungt boheme-par, som underviser i engelsk litteratur. I sin farceagtige gengivelsen og imitation af barokke optrin i barndommens og den tvungne synagoges verden udfolder Roth i samvær med sine unge "gentile" (=ikke jødiske) lærere sin første træning i den forening af selvbiografisk gendigtning og absurd humor, som skulle blive hans litterære force:

Men hvad der sætter skub i historien, er dog som altid damerne. Da Bucknell University kun har få jøder, er det ikke sært at de angelsaksiske piger må stå for skud. Nok så meget som erotikkens frugter nyder han dog den pikante forbudenhed, som gør hans begavede angelsaksiske ”shiksa”-kæreste til en art medsammensvoren: Han logerer nemlig hos en ældre dame der udtrykkeligt frabeder sig natlige veninde-besøg. Men da den lige så sarkastisk anlagte kæreste Polly bliver pågrebet nøgen af damen – truer katastrofen i form af begges relegering fra universitetet. Mod forventning forbarmer damen sig dog og anmelder ikke episoden.

Men snart truer en mindre katastrofe i form af graviditet og dermed pligtskyldig stavnsbinding af ægteskab samt en yderst lokal, om end tålelig karriere. De gennemgår scenariet omhyggeligt  – men da en prøve mirakuløst viser, at Polly alligevel ikke er gravid, vælger Philip at opløse forholdet: For han har nu lært at værdsætte den kompromisløse frihed endnu højere end den promiskuøse frihed:  ja, fri gengivet – for nu også at aktivere egne medbragte verbale registre af uvedkommende etnicitet.

Dette valg viser sig at danne et mønster. Da den dygtige Philip studerer videre på et endnu fornemmere universitet, finder han den super-attraktive og åndeligt jævnbyrdige pige Gayle med en lignende baggrund – blot langt mere velbeslået og sorgløs. Men just det perfekte og i alle henseender uklanderlige match skræmmer ham i længden som værende lige så forudsigeligt som at købe en togbillet til en flot og fjern, men uudskiftelig destination. Så da han løber ind i den noget ældre angelsaksiske, men moralsk hæmningsløse underklasse-pige Josie med en højst beskeden indkomst samt to børn er i pleje, og endvidere fraskilt fra en fordrukken, incestuøs og småkriminel mand - falder han pladask for kontrasten i form af det komplet uforudsigelige. Samt for hvad der forekommer ham at være et langt mere modent og selvforsørgende niveau af levet liv end, hvad den mondæne og beskyttede overklasse-kæreste og forældrenes optimale svigerdatter Gayle kan opvise.

Det bliver en ren katastrofe – som gør ham til forfatter. Den fravalgte drømmepige Gayle kommer derimod ironisk nok til at realisere det frie liv en halv snes år i Europa som "den mest attråede kvinde vest for Berlin-muren."

Da den socialt beregnende Josie snyder sig til en graviditet, afværges det heldigvis ved en medicinsk induceret fosterafstødning. På sygelejet giver Josie den som var hun nedkommet med en kronprins – og til Philip's forskrækkelse har hun endda hidkaldt en rabbiner, idet den prototopisk ariske pige omklamrende insisterer på at blive jøde: Noget der for Roth er og bliver lige så absurd som at forlange britisk statsborgerskab, bare fordi man har læst Churchill's erindringer. Siden insisterer Josie på i samme ånd at give den som Roth's officielle ”redaktør”, alene fordi hun er hans fortløbende ”first reader”.


Endnu engang lykkes det Josie at blive gravid. Men hun lover ham storsindet at få foretaget en abort, hvis blot Philip efterfølgende gifter sig mod hende. Intet ondt i ærlig og redelig bestikkelse – men dette romantiske bryllupstilbud er mig bekendt en historisk ny form for medgift. Og trods alt hvad der råber til himlen om at løbe skrigende bort, så indvilliger Roth. Og med skæbneironisk konsekvens bliver han sammen med sine arme forældre efter den juridiske vielse tvangsindlagt til en blasfemisk farce i form af den efterfølgende rabbinske vielse.

Forholdet bliver et helvede, og mens selve samværet er under dramatisk, men ligefuldt mangeårig opløsning – med udsigt til at skulle yde livslangt hustru-underhold – fortæller Josie ham af lutter hævnbegær en dag, at graviditeten var lutter trick og humbug: For i hans egen foretrukne gennem-civiliserede læse-park Tompkin's Park fik hun en sort gravid kvinde til at forære sig en urinprøve, som hun indleverede i eget navn. Og det beløb som Roth følgelig et par måneder senere måtte give hende til at få udført den aftalte abort – brugte hun på private restaurationsbesøg samt nydelse af en melodramatisk biograffilm om en kvinde der går uskyldig i Californiens gaskammer.

I tilbageblik indser Roth imidlertid, at det lige så godt kan være, at graviditeten var helt reel, men den djævelske historie med urinprøven derimod et improviseret og psykopatisk genialt påfund for at grille den arme og juridisk forsvarsløse forsørger yderligere ved at helt bogstaveligt at føje spot til skade.

Men uanset sandheden digtede hun hur som helst historien: For hvad enten Josie nu realiserede den praktisk eller hun blot efterfølgende forestillede sig og indbildte ham det i et sadistisk lune, så overgår det i snarrådighed og barok grelhed alt hvad Henry James nogensinde kunne have opdigtet. Og det kropumulige, men tilsyneladende lige så krop-uopløselige ægteskab inspirerede da også Roth til hele to succesfulde romaner, forløst under langvarige og store fødselssmerter – i den udstrækning en traumatisk klapfælde nu kan beskrives som ”inspiration”.


Roth forsøger under det umulige forløb som stedfader at redde hendes to  umulig børn socialt og skolemæssigt for at genopfinde forholdets indledningsvise intensitet i en art besværgelse. Men også det udvikler sig til et mareridt, idet hun helt grundløst mistænker ham for seksuel krænkelser af datteren (længe før ”ME-TOO”) og truer ham på livet. Heller ikke hans  forældre skånes for beskyldninger og krav om økonomisk bistand. Trods uendelige retstrætter om omfanget af hustruens lovpligtige underholdsbidrag  hjælper han hende til stadighed til jobs for at formilde både presset og dets årsager.

Sideløbende oplever den efterhånden velmeriterede forfatter at blive anklaget for jødisk selvhad og forræderisk infektion af anti-semitiske tankegange. Han indvilliger i at deltage i et exorcistisk debatpanel med de mest ortodokse kræfter, hvorunder han snart er ved at falde i søvn, snart føler sig døden nær. ”Mr. Roth – ville De også skrive således, hvis de levede i Nazi-Tyskland?”

Men jødisk selvhad var slet intet ”issue” i hans bagland, hvor den jødiske middelklasse-moral tværtimod trods ringere odds nærmest oplevedes som amerikanske kardinaldyder, og hvor den satiriske og surrealistisk selvironiske dobbelthed i ungdommens omgang med den mosaiske religion reelt var en mental berigelse og på ingen vis en kilde til skam indadtil eller udadtil.

Denne skandale udspillede sig just som Roth selv mente at have lagt barndommens jødiske motiv verden sluttelig bag sig. Men i tilbageblik erkender han, at ganske som katastrofen med Josie gjorde ham til den forfatter han blev, så kan det samme siges om modstanden fra det jødiske samfund: For den smertefulde oplevelse af den jødiske dobbelthed af sikkerhed og usikkerhed blev en uudtømmelig kilde i hans forfatterskab, endnu engang milevidt fra hans litterære guder Flaubert og Henry James.

V.S. Naipaul beskriver meget parallelt, hvorledes han som både Caribiens og det post-koloniale Indiens  første litterære adept i London var tvangsindlagt til at forgude de angelsaksiske og franske forbilleder, som han med få undtagelser i virkeligheden ikke kunne forbinde sig erfaringsmæssigt og associativt med. Naipaul blev først forfatter den dag han fandt sit emne par excellence: nemlig selve den "skamfuldt snævre" familiemæssige og koloniale baggrunds møllesten under hans næsegrus tilegnelse i studieårenes London af den store vestlige kulturhistorie.

Naipaul voksede op på Trinidad, nærmest historieløs som barnebarn af indvandrede indere med meget lidt kendskab til Indien  – i modsætning til Roth, der jo desuden var indfødt amerikaner uden behov for særlig dispensation. Ikke desto mindre er der en parallel som i sin generalitet er værd at tage ved lære af: Ens egen stemme udspringer af ens egne erfaringer, historie, smerter og nederlag snarere end af skolastisk forceret assimilation.

Til sit held møder Philip den smukke May fra Cleveland og det mest uklanderlige velhavende WASP miljø, om end ikke helt frit for antisemitiske fordomme. May er både begavet og i besiddelse af al den integritet som Josie komplet savner. Men også sårbar og ikke vant til at forsvare sig i den virkelige verden, hvor hun i sin tid led et skibbrud og måtte afbryde sine studier. I denne forening af sårbarhed og høj udvikling finder han endnu engang en diametral modsætning til den foregående kæreste: om end denne gang unægtelig med særdeles gode grunde.
Midt i denne undsættelse rammes Philip imidlertid med en art skæbne-ironi af just den familiesygdom - blindtarmsbetændelsen - der nær havde taget livet af hans fader små tyve år tidligere.

Formodentlig en reaktion på mange års perspektivløs nervekrig, men også noget der sjæleligt knytter ham tættere til sit ophav. Også Philip overlever kun på et hængende hår – hvorefter han føler sig næsten udødelig og i et eksklusivt skæbnefællesskab med alle andre der nyder det privilegium at være i live. Vi er nu i 1967 med Vietnam-krig og demonstrationer – men også tiden op til mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy. Den nu anerkendte forfatter møder ved et selskab Robert Kennedy, som lover ham at gennemtrumfe en lempelig skilsmisse fra Josie, så han omsider kan gifte sig med sin udkårne.

Philip reddes imidlertid uventet, da Josie, som tidligere både har truet sin ”wicked” ægtemand på livet og forsøgt fælles selvmord i bil, bliver dræbt i et trafikuheld sammen med sin sorte litterære bladredaktør: hvilket Roth straks associerer til hendes hyppige telefoniske fuldemands-fantasier om at nu er han nok i seng med en negresse. Roth når ved Josie's begravelse kun at hilse kort på sin sorte helt og befrier.

Alle ved at Philip må have ønsket hendes død af hele sit hjerte, og derfor forudser han en uimodsigelig mistanke. Han har endda i sin nylige roman ”When she was good” benyttet deres forhold og fremskrevet en lige så tragisk afslutning.
”How could she be dead, if I didn't do it?” Jødisk” eller ej, så er det i hvert fald kosteligt udansk med så barok selvironi at antyde, at hvis ikke universets på det tidspunkt stærkeste kausalitet i så henseende var udslaggivende for Josie's død, hvad i alverden skulle da have forårsaget den? Joda - omsider var det lykkedes Josie at omskabe ham til den djævel som hun konstant beskyldte ham for at være.
Han mistænker dog allerførst hendes død for at være opspind og et trick, for at datteren kan bevidne hans triumferende reaktion og bruge det mod ham juridisk. ”Josie havde jo før snydt mig, og jeg troede desuden ikke på mirakler”.
Men den er god nok. Så Philip fejrer sin økonomiske frisættelse ved meget symbolsk for første gang i årevis at bekoste noget så extravagant som en taxi: til retsmedicinsk afdeling for at bekræfte Josie's identitet...
Taxachaufføren lykønsker ham komplet clairvoyant og uden forklaring stort tillykke med hans store held!

 Ved Josie's jødiske bisættelse genser Philip i øvrigt just den rabbiner som i sin tid var aller mest hadsk mod hans angivelige antisemitisme og etniske forræderi. Men Roth siger for sig selv ved  Josie's kiste: ”Du døde -  så tak for at jeg slap for at gøre det”. Velsagtens i den dobbelte betydning selv enten at slå Josie ihjel eller selv at bukke under.

May og han er dermed omsider fri til at gifte sig, helt uden hjælp fra Robert Kennedy. Heldigt, for ganske kort før Josie's død er Robert Kennedy blevet myrdet – hvorefter Lyndon B. Johnson bliver hans og May's generations store Satan i forbindelse med Vietnam-krigen.

Under et skriveophold på legat skriver Roth i en eksplosiv rus bestselleren ”Portnoy's Complaint”, hvorefter verden står pivåben. De rejser sammen til England midt under amerikansk studenteroprør – hvorunder han privat fejrer sin nyvundne frihed med erotiske sidespring. Da de vender hjem, har han svoret aldrig mere at lade sig binde af noget så farligt som ægteskab – også selv om May er det perfekte og så længe attråede match. Han vælger friheden belært af de katastrofer han har overlevet med nød og næppe.

Men samtidig erkender han klart, at både hans jødiske forbandelse (som han først antog for en afsked med det jødiske) og hans ægteskabelige mareridt har forløst ham som forfatter ved at frigøre ham endeligt af sin studentikose og litterært lammende betagelse af det obligatoriske amerikanske klassiske forbillede Henry James, og give ham sit eget liv og sin egen erfarede amerikanske motivverden med farverige og burleske optrin og moderne tragedier, som hverken Henry James eller Flaubert kunne have fundet på. For slet ikke at nævne Proust, af hvem han trods gentagne heroiske forsøg aldrig nåede længere end til side 60 i det første af de berømte syv bind...
-----------------------
Romanen indledtes som nævnt med introduktionsbrevet til Roth's litterære dobbeltgænger og hovedperson gennem mange år Nathan Zuckermann, hvori Roth bad om hans råd m.h.t. eventuel udgivelse.

Romanens sidste afsnit består i Zuckerman's svar efter at have læst manuskriptet. Det lyder frit gengivet:

"Din bog ”The Facts” er et misfoster, uegnet til udgivelse. Du fortæller heri ganske vist selvudleverende om alle dine fejlgreb i det virkelige liv. Men hvor du i dine romaner har udstillet, karikeret og overdrevet barndomsmiljøet og den nære kreds helt uden selvcensur – eftersom det jo var fiktion – så fremstiller du denne gang dine forældre og dit opvækst-miljø som så gennem-hæderlige og forbilledlige, at det ligner en undskyldning, en besværgelse og en tilbagekaldelse i håb om tilgivelse fra alle de jødiske modstandere, som grundet dine kvaliteter dog ikke kan lade være med at læse dine romaner. Og for det andet er du utroværdigt fordi alle de fejlgreb i livet som du med sådan oprigtighed gengiver, slet ikke lader sig forstå på den beskrevne baggrund af ren familieidyl.

Som romanforfatter var du endvidere vedtaget ”ond”, hvilket just gav dig ”license” til virkelig at være det med fynd og klem. Men nu vil du pludselig tilbage i stammens trygge fold og giver den som mors og fars gode lille jødedreng og det forbudte nye evangeliums fortabte søn. Og dermed pynter du på sandheden og er ikke længere læseværdig: For resultatet er ikke fakta, men bare dårlig litteratur. Og hvorfor hører vi forresten kun i en enkelt sætning at du faktisk gik i psykoanalyse i adskillige år? Hvad fordrev I to mon al den kostbare tid med?

Dine selvafsløringer er ufuldstændige: Du beskriver din skæbne som noget udefra tilstødende. Men hvorfor kæmpede du så selv for at opnå den katastrofale taber Josie – og hvad var det mon ved akkurat din person som tiltrak hende i den grad, bortset fra socialt avancement og økonomiske tryghed?
Hvorfor fravalgte du - hvis moder du beskriver som en ren Florence Nightingale - det perfekte jødiske match med Gale Millman, hvis ikke du på bunden oplevede den jødiske baggrund som provinsielt og åndløst? Og hvorfor opgav du siden hen den ”gentile” perfekte May, hvis ikke også noget ved hende skræmte dig. Måske var hendes aristokratiske forældre, som du er så benovet over, på bunden slet ikke så kultiverede igen sammenlignet med dine gennem hæderlige forældre, disses begrænsede uddannelse og belæsthed til trods. Og de var dertil som så mange i den gamle angelsaksiske overklasse ingenlunde fri for antisemitiske fordumme. Noget frastødte dig som du ikke fortæller om.
Hvad mere er: Alle dine vidt forskellige kvinder i tidens løb kunne bruge dig som krykke – den usikre overklassepige May såvel som underklasse-taberen og alkoholikeren Josie. College-pigen Polly var den eneste som ikke behøvede nogen krykke, men kun din pik – og derfor flygtede du. Men din påstået aldeles uproblematiske baggrund gør bare dette krykke-syndrom aldeles uforståeligt.
Måske er det kun ganske få ting du udelader – javel, men just de ting er de afgørende.

Efter Josie's død og dit verdslige gennembrud oplevede du en befrielse, som gjorde at du for første gang havde fået nok af at være nogens krykke og ikke behøvede den rolle længere: Og selv når du storsindet indrømmer, at din utaknemmelige undsigelse af vidunderlige May alene må tilskrives dine egne nøkker, så dækker det over, at du faktisk må have oplevet hendes hjælpeløshed som en irriterende brist, som du ikke længere havde noget behov for at afhjælpe.

Du præsenterer endvidere både dine forældre og din bror med deres egne navne, men fortæller meget lidt væsentligt om dem. Dine kærester beskyttes med pseudonymer, men alligevel forskønner du dem oven i hatten: Dvs. lige undtagen Josie der beskrives som Satan selv. Men da just Josie og ingen af de andre gjorde dig til den du er, så fortjener din histories sande dynamo at blive præsenteret med sit rigtige navn. – Og desuden gør du hende uret: Som alkoholiker mente hun nemlig selv at have staklens ret til både at snyde og lyve; og hvis bare andre havde været som hun mente de burde være, så ville også hun virkelig have været god mod jer alle.

Du medgiver endvidere nok, at Josie's djævelske plot langt hinsides Henry James gjorde hende til din virkelige litterære læremester: Men du siger det kun for at gøre dig interessant og raffineret, og er tilsyneladende ikke klar over at det faktisk er sandt. Og din histories veritable heltinde er da også den eneste person ud over dig selv som beskrives interessant: Alle de andre er alene baggrund for dit glimrende person og skildres overfladisk og i klicheer. Du brugte alle de andre i rap – og skrottede dem dernæst: Men alene Josie præsterede omvendt at bruge og køre dig, til du var helt flad og ville være gået til, hvis ikke hun tillige havde gjort dig den sidste tjeneste at dø.

Udgiv kort sagt ikke denne bog – men her følger så min hustrus kommentarer" (Atter frit gengivet.)









”DENNE PHILIP bliver ved med at hænge i det familiære og det jødiske; dette evige selvforsvar og tvangstanken om at måtte forklare sig unødigt. Han repræsenterer endvidere mænds neurotiske frygt for kvinder; for hans underdrejethed i forhold til Josie var først og fremmest udtryk for ren og skær svaghed og konfliktskyhed snarere end for noget hemmeligt neurotisk ønske, som en psykoanalytiker må udrede. Alt i Roth's levned hænger endvidere lovlig sindrigt samme og tjener i sidste ende det formål at gøre ham til digter – men sådan er livet ikke. Det meste er tilfældigheder; og livet skal først og fremmest leves og ikke efterrationaliseres og sublimeres, som I forfattere tror.



For min skyld må Roth såmænd gerne udgive sin historie, for hvis ikke forfattere har lov at være narcissister som erhvervssygdom, hvem har så? Men at også du min kære husbond Nathan for nylig har anlagt et rabbiner-skæg, som du ved vil provokere mine bornerte og skabs-antisemitiske forældre unødigt: det bekymrer mig mere, for jeg troede dog, at i det mindste du var kommet over denne narcissistiske fiksering.



Hvis Roth forskønner May's aristokratiske WASP-forældre, er det ingen stor synd, for ”being nice er trods alt ikke i klasse med being nazi”. Og hvem ved, måske vil Roth fremover være lige så skånsom i gengivelsen af os to og vort forhold?
”Nej, Maria, for Philip's romanpersoner gælder slet ingen nåde og hensyn, så vi to kan kun frygte det værste som nu hans seneste påfund med mit rabbiner-skæg."  - ”Ja - mine egne skabs- antisemitiske forældre er jo praktisk taget i seng med os hver eneste nat”.
”Åh Maria, dine forældre: jeg troede det her var en rent litterær diskussion!” ”Jamen det var det også, Nathan: Der er bare det ved det, at jeg ikke ønsker at være litterært interessant, men blot at leve i fred og ro sammen med dig.”






"SÅ VIDT vidt altså min hustru, Philip. Men selv om jeg forudser, at det nok snart igen vil blive et helvede for mig og Maria, så må jeg dog fastholde, at du står dig litterært ved fremover at holde dig til nuancerede romanpersoner uden krav om skånsom særbehandling, frem for en gang til at synke ned til noget der hverken er fugl eller fisk. For det er hverken vi eller du selv tjent med i den sidste ende.



- Men let for Maria og mig bliver det nok ikke – og det beder jeg dig til sidst inderligt om at have i erindring, næste gang jeg ønsker at barbere mig...”
----------------------------------------



UDLØSER det mon en hjemlig litterær Nürnberg-proces, såfremt jeg nu drister mig til at spørge, om der i dagens danske mediemiljø af elegant journalistisk sarkasme fra højre og venstre findes ret mange jøder som ikke-jøde på et blot tilnærmelsesvis humoristisk niveau?
Næppe -  men her til lands er vi ikke racister: Så også om vore jøder gælder velsagtens, at det ikke altid er de bedste der får lov at komme frem....



 Philip Roth – der helt i stil med Zuckerman's råd konsekvent afholdt sig fra at skrive debatindlæg – begik en enkelt gang til et faktuelt selvbiografisk manuskript: nemlig ”The Patrimony” fra 1991 (”Fædrene Arven"), som han skrev under og efter sin fars død. Heri uddybes familiehistorien – og da i særdeleshed det komplicerede forhold til faderen, som først ved dennes aldring, sygdom og død blev forløst i gensidig hengivenhed. Den klassiske og sørgmodige historie, at først faderens død får alle slør og sønnens følelsesmæssige barrikader til at falde. Philip Roth var dog så heldig, at forholdet og den endelige afklaring blev forløst endnu mens faderen levede – endnu mere afvæbnende end vi hører i forordet til ”The Facts”, dvs. i Roth's indledende brev til Zuckermann.



Men processen og arbejdet for på alle måder at afhjælpe faderens situation og forsøde hans sidste år som enkemand var til gengæld så psykisk og fysisk belastende, at Philip Roth i en alder af kun 56 år pådrog sig en fem-dobbelt bypass operation – som han først bagefter nænnede at indvie faderen i. Denne svarede stødt på sit faderansvar og familieskabets ubrydelige fortrolighed: ”You should have told me! I should have been there..."



Forløsningen efter vellykket operation med dramatisk forbedret iltforsyning til følge opleves som både en genfødsel og som det selv at næret og født et sundt barn. Herunder oplever Roth et nærmest  rituel offer der i forlængelse af hans indlevende plejegerning forener ham magisk med såvel hans døende far som hans afdøde mor.



Roth's smertepunkt er dette, at forældrene i hans generation af amerikanske anden-generations jøder kompromisløst fremelskede og finansierede drengenes dygtiggørelse og uddannelse: - hvilket forudsigeligt ofte resulterede i en eskalerende mental afgrund ved overgangen til voksenalderen. I Philip Roth's tilfælde dog aldrig i form af utaknemmelighed, foragt endsige den klassiske skrue uden ende af umodne bebrejdelser og krav: som vi i vore dage nok oftere ser i forholdet mellem mødre og døtre, der langt op i voksenalderen beklager manglen på en perfekt rollemodel som årsagen til alle uindfriede ønsker.
Et helt grotesk modstykke skildres i form af den infantile taxichauffør, som kører ham ud til faderens hospital – og som frejdigt fortæller ham hvorledes han til sidst slog tænderne ud på sin egen evige plageånd af en far - og siden nægtede at komme til hans begravelse. Sligt barbarisk fadermord a la Freud ligger Roth’s egen anti-voldelige opdragelse helt fjernt – men nevertheless  …



For hvor mange af os kan i tilbageblik melde hus forbi og sige sig aldeles fri for velbegrundet anger over for forældrene - eller dem som blev nødsaget til at overtage forældre-byrden?



Den egenrådigt ukonventionelle Philip har forlængst valgt at afstå fra al fædrene arv til fordel for sin broders børn. Men da faderen undervejs i sygdomsforløbet bringer sine møjsommeligt opsparede midler på tale, rammes han alligevel af hemmelig fortrydelse: ikke af økonomiske grunde, men fordi han nu oplever sin emancipatoriske gestus som en unaturlig undsigelse af hans organiske samhørighed med faderen. Til gengæld lader han faderen forstå, at han ønsker at arve bedstefaderens barberer-kop som et fælles mytisk relikvie.
Men den endelige "patrimony" ser han i den omsorg hinsides umiddelbar væmmelse, hvormed, han en dag moderligt bader faderen og gør omhyggeligt rent, efter at han er kommet til at nedsøle hele badeværelset i sine ekskrementer. Fædrene arv udtrykkeligt ikke symbolsk forstået (Roth hader metaforer), men helt reelt: netop fordi faderens lort er faderens lort - og nu sønnens velsignelse...






Da faderen dør en måned senere efter en kort blomstring, vælger Philip trods begges erklærede ateisme at lade ham indhylde i et mosaisk bedeslør, som den med fysisk bohave og ting aldeles usentimentale far har glemt eller undladt at kassere. Men natten efter bisættelsen drømmer han, at faderen bebrejder ham at have klædt ham på for evigt i en skrupforkert dragt: Hvilket Roth tolker som selve det manuskript, som han skrev sideløbende med forløbet. Skyldfølelsen og den dømmende fader forsvinder aldrig - så lidt som faderens egen anger over sin utålmodigt kommanderende facon over for hustruen i årene op til hendes død.






MEN til syvende og sidst er Roth en ubodelig humorist, om så ikke i pressens gængse opfattelse af det ord. Så her på falderebet et par ubetalelige smagsprøver:



Philip Roth bliver bedt af sin far om at være en meget vital Auschwitz-overlever og siden succesrig forretningsmand fra kvarteret behjælpelig med forlags-kontakter i anledning af et selvbiografisk manuskript.
Til sin overraskelse ser Roth - der kun et årstid før har besøgt Primo Levi en hel uge i Turin - at det formentlig sandfærdige manuskript grotesk nok består af lutter pornografisk svælgende beskrivelser af den unge mands skyldfrie erotiske paradis under krigen som flygtning hos en lang stribe yngre kvinder i et Berlin klinisk renset for såvel jødiske som tyske mænd...
Først to måneder før krigens slutning bliver den purunge mand fanget. Men sidstnævnte beklagelige parentes i hans heldige levned nævnes blot pligtskyldigt og forbigående - velsagtens af litterære grunde.
En anden kostelig scene er, da Roth sammen med sin far på dennes vinter-resort i Florida tvangsindlægges til at lægge øre til en stedlig og jammerlig pensionist-kvartet. Denne minder nemlig om, "når fem mænd forsøger at skubbe en bil fri af mudderet".
Med udsigten til desto mere tiltrængte rekonvalescerende forfriskninger bagefter applauderer forsamlingen overdrevent dundrende af ren og skær lettelse - og endnu engang pligtskyldigt da orkestret efter den alt for længe imødesete slutning til deres inderlige ærgrelse belønner det tålmodige publikum med bebudelsen af et ekstra nummer.



Men da så også denne prøvelse er gennemlevet, vover ingen mors sjæl i den ellers så velopdragne forsamling at applaudere overhovedet af lutter uforstilt frygt, for at kvartetten skulle misforstå det som en opfordring til at fortsætte .... Her kommer det gode danske udtryk glimrende sin ret, at "naturen til sidst går over optugtelsen".
Også Roth's ukuelige fader besad den snarrådige humors værdighed på trods. Da en sort teenager en gang truede ham med en pistol, bad han ham lægge den og rakte ham sin tegnebog - idet han nu gerne ville have den tomme tegnebog tilbage, såfremt drengen ikke behøvede den. Da knægten stak af med pengene, råbte faderen og bad ham tælle pengene og sige beløbet. "OK - men behold dem nu for dig selv og spild dem ikke på tant og fjas!"






OGSÅ Thomas Mann var morsom - hvorimod den ellers så begavede svenske akademi-sekretær Horace Engdals gentagne bogforsøg på det sidste udi i vittige visdoms-aforismer snarere kan sammenlignes med førnævnte strygekvartet...
Men ingen af de andægtige nordiske anmeldere har opdaget det - og komikken heri minder om, når man undertiden griber sig i - jo noget forhastet - at være misundelig over generøse nekrologer af en akkurat lige så åbenlys utroværdighed, som heller ingen synes at ænse.
Nej, gå dog ikke enfoldigt efter hobens bifald, men spørg hellere jer selv, hvad mon f.eks. Roth eller Mann ville have sagt til jeres seneste "succes"...



Men selv de bedste fortjener ikke at forgudes, og hverken Roth eller Mann ville f.eks. kunne reparere vores PC eller toilet. Heri ligger nok det dybeste sandhedslag i det gamle udsagn, at man ikke skal kende de store kunstnere privat, men bør holde sig til deres værker. For vi risikerer ellers at gøre os skyldige i den samme uret som de børn der aldrig tilgiver forældrene, at de kun var mennesker....