ANDERS AND SOM DØRSÆLGER...

OM AUTORISERET FORBRYDELSE
Mennesker der fyres eller straffes for mindre som større menneskeligt meget repræsentative forseelser, kan undertiden af samme grund behændigt bevæge store grupper til at gå i brechen for dem med mandsopdækning, som havde de tværtimod udrettet store velgerninger.

Men de som derimod straffes for fortrin, der ovenikøbet heller ikke er specielt repræsentative, skal derimod ikke regne med mere opbakning end den som Sokrates opnåede ved sin herostratiske forvarstale. For at huske sine fortrin trods modvind er hverken repræsentativt eller folkeligt vindende.

Situationen minder om Anders Ands problem som dørsælger: For at overbevise en dame om, at hun da åbenlyst for enhver behøvede både hårpleje og kosmetik - måtte han nemlig først støde hende så groft, at det blev honoreret med en stegepande i hovedet. Forsvarstalen for produktet blev således lige så uhensigtsmæssig som i Sokrates' tilfælde.

Åh, mens jeg har jer. Grunden til at den p.t. omtalte type forseelse begås stadig mere, er følgende: Når et emne såsom nu emnet plagiat skal belyses, spørger man i vore dage aldrig folk der faktisk har erfaret og skrevet om det, men derimod Tordenskjolds soldater, der endnu engang bevilges og indrømmes "kompetance" til at udtale sig om noget, som de aldrig før har talt om: og som de umuligt selv kan have været udsat for - så lidt som Anders Ands dørkunde tidligere havde været udsat for kosmetik...

Og selv om de til gengæld nok kan have praktiseret nævnte lille synd, er det sket så komplet ureflekteret, at de ville være ude af stand til at beskrive fænomenet uden atter at kigge efter sidemanden.

Der udstedes i vore dage på forhånd og uanset emne carte blanche og autorisation til plagiat til på forhånd øremærkede og som regel rather ordinary minds i rather privilegerede positioner. Og dem som man går uden om, bevilges ikke engang ret til offentligt at gøre opmærksom på misforholdet.

Her at tale om autoriseret plagiat er derfor i vore dage ingen overdrivelse - og fænomenet bliver ligesom priskonkurrencen mellem europæiske mælkebønderne kun værre. Og derfor skamroser mennesker også på Facebook privilegerede folk for selv at opnå samme art forret og fortrin. Men hvis vi gør de hædrede opmærksom på at der må være tale om skamros mod bedre vidende, så gentager vi atter Anders Ands fejl som dørsælger.

BARABBAS, HERMELINEN - OG VOR SIDSTE SØHELT

Vor tids Villemoes'er lever muligvis højt på forfaderens nationalhistoriske bedrifter i slaget ved Køge Bugt. Måske er æblet faldet lidt langt fra stammen - men sådan går det jo, når æbletræet voksede på toppen af Stevns Klint. Villemoes har foregivet hellig forargelse over journalisten Anne Grethe Rasmussens hastværksbetonede forsømmelighed med omformulering af rene fakta-referater, der alligevel ikke muliggør større opfindsomhed: ja, med mindre man da ligefrem agter at lyve i kunstens navn, der nemlig er endnu helligere end sandhedens.


Og nu er den unge søhelt så selv blevet grebet i akkurat det samme. Dette viser med 100 % sikkerhed, at hans egen forargelse over andres praksis af samme art må være hykleri og en ren spekulation i den sensation at kunne få andre i fedtefadet, Og denne gang var det så ikke svenskerne, men det var jo så heller ikke Køge Bugt. Men andet ville da for resten også have været plagiat af forfaderen....

Derimod er det fuldt muligt at Villemoes' egen nu afslørede kopi-praksis er ubevidst, for normalitet nu engang ofte ubevidst. Men medierne præmierer det ofte - og ved nok heller ikke, at deres egen lejlighedsvise forargelse over "plagiatskandaler" i miniature hos konkurrerende medier ligeledes tit er ren skandale-jagt. I øvrigt: Hvis Sokrates nu bare havde været under anklage for plagiat og ikke for det stik modsatte og helt utilgivelige - så havde også han sandsynligvis bare sluppet med en advarsel fra chefredaktøren og Dronningen.

Javel. Men i så fald kunne Sokrates jo aldrig have kunnet skrive sin forsvarstale. Og skønt just den var det allermest forargelige anklagepunkt som spot føjet til skade - så er det nu den verden husker ham bedst for. Og lad os kreditere Kierkegaard for den iagttagelse, at i dette skæbneparadoks minder Sokrates om julens guddommelige fødselar.

Så akkurat lige som ufrivillig sædadgang - det være nu Helligåndens eller Josefs - så kan også anden højst ufrivillig afgang her i verden undertiden blive en velsignelse, selv om vi forbander den den som en ugerning: hvis vanæren vel at mærke anskues i eftertidens og eftertankens klare lys... Men så galt går det som sagt næppe for vor unge søhelt.

Jeg konstaterede i julen ved selvsyn, at selv syddanske hermeliner endnu i vore dage trods drivhueffekten vimser omkring i snehvid vinterpels. En arrogant og øretæveindbydende provokation mod sund fornuft og rettidig omhu, der dog tilpasser sig tiden og omstændighederne.

Helt på linie med ikke selv at deltage i tidens kroniske plagiat-praksis, som succesrige yngre mediefolk og akademikere for tiden løbende farisæisk griber hinanden i: men klogeligt altid kun i det pedantisk målelige, men ret uinteressante detaljlled. I det tungere og ærefulde grossistled højere på strå er emnet derimod tabu - og den der bryder tabuet, tilgives endnu mindre end de sidste originaler.

For man foretrækker dog til hver en tid at frigive Barabbas: Og da især, hvis han ligesom vor sidste søhelt Søren Villemoes siger "Be-be" ligesom Japans offentligt grædende top-direktører, når de undertiden gribes i svindel. "Vi mente det ikke - hvordan kunne vi gøre det, vi skammer os bare så meget!"

Hør engang: Enten finder man den slags helt i OK - og i så fald er det hykleri at angribe andre for det samme. Eller også finder man det selv ikke helt i orden - men så er det skinhelligt at angribe andre for det samme som man hemmeligt selv bedriver.

Men sådanne bløddyr fredes af chef-redaktionerne: For de har ligesom haremmernes ansvarlige eunukker hverken rygrad eller alternativer - og de er derfor dømte til evig troskab. Og de vækker desuden som det måske vigtigste ingen jalousi. For slet ingen er så jaloux som "eliten" - denne være nu blå eller rød....

JOSEFOG HELLIGÅNDEN - HVEM PLAGIEREDE HVEM?

JOSEF & HELLIGÅNDEN

Var det Helligånden der i sin tid snedigt plagierede tømreren Josef i rollen som Marias lovformelige partner - eller var det mon omvendt?

Men Maria må hur som helst være undskyldt: For frejdige plagiatorer med livsmod og tro på kendissernes likes og mediernes kærlighed som den afgørende legitimitet og prøvesten er nu engang lettere at elske end originalerne med deres navlepillende og ufolkelige "ophavsret" - og især i rampelysets forfængelige verden.

Men uanset hvem der nu plagierede hvem dengang, så foretrak selv Gud det åbenbart på den måde...
N.B. Med megen tak for inspiration i et forlæg, alt for velkendt til at fortie. Men læg her samtidig mærke til: Uden henvisningen til forlægget ville ovenstående være helt sort tale.
For sådan er det tit med inspiration - den har slet intet at skjule og kan heller ikke skjule det..

"PLAGIAT-FØLJETON"

JULELEGE...

"PLAGIAT-FØLJETON"

Ovennævnte ord har jeg aldrig selv brugt, men låner det fra Oliver Stilling i hans kongeniale blog-indlæg om en morsom amerikansk plagiat-sag.

Til gengæld har jeg i rigt mål og som en af de eneste bedrevet just den genre som en artistisk lille videnskab, der indad søger at vinde hvad udad tabtes.

Hvilket beviser, at virkeligheden trods alt kommer før sproget. Skønt det kan vel ikke helt udelukkes, at næbdyret skulle være en undtagelse fra denne regel. Nåja, den havde vi nu ikke set komme - men who cares? Da i hvert fald ikke os botanikere!

I hvert fald læger også jeg nu en "PLAGIAT-FØLJETON" på bloggen, som jeg ellers aldrig nogensinde reklamerer for - idet jeg nemlig ikke helt kan finde ud af, om jeg som creti & pleti i grunden er bedst tjent med eller uden tavse læsere.

Så hvis I skulle høre til de ensomme uden råd til hverken juletræ eller trøstende engle, så er her en oplagt idé til konditions-styrkende tidsfordriv. Desuden er den bedste kur mod jeres egen selvoptagethed den helt uselvisk at vie jeres opmærksomhed til andres selvoptagethed.

Mother Theresa kunne have fortalt jer akkurat det samme, men nu gør far her det altså for hende. For med gamle Groucho's ord: "Is NN still alive?" - "No - she is still dead..."

Så god jul til både det snakkesalige flertal og det tavse ditto - alle enerne ej heller at forglemme, for julen er for alle undtagen muslimer.

Men hov-hov: Kan ordet "ener" nu også have flertalsform? I hvert fald i ikke i følge min gamle dansklærer, der nemlig rettede mig heri helt uden pardon. Men takket være den dristige prof. Jørn Lund's revolution er det i vore dage ikke bare fuldt legitimt, men endog - ganske ligesom abort af misfostre og muslimer - obligatorisk påbudt med flertals-formen af udtrykket "ener".

Det samme gælder det elitære og feudale prædikat "den eneste", der i sin oprindelige form nu er blevet forbudt af hensyn til den sociale og kulturelle mobilitet i demokratiets navn. Og den eneste (!) grund til, at flerguderi endnu ikke er demokratisk lovpligtigt hertillands er den sørgelige, at Gud i henhold til Wikipedia og Politikens Oplysning er afskaffet. Noget lignende er den vise grund til enkelte skribenters apokryffe eksistens: for på vore dages vilkår er det nemlig det fineste...

"NOGET LÅNT"

Oliver Stilling's bidrager nu til en verserende og helt kostelig amerikansk "plagiat-føljeton" i sin blog hos POLITIKEN.

Både en kvindelig psykiater, og en kendt forfatter der tidligere har skrevet om hende, plagieres således grundigt i et stykke, der så kommer på Broadway.

Oliver Stilling laver herunder sin egen morsomme forfatterskole-øvelse med at lege at han egentlig aller helst ville plagiere den artikel, hvori den amerikanske forfatter for nylig har beskrevet sagen. Og det skal ganske rigtigt nok ligne anerkendte ungdommelige forfatter-øvelser, der handler om en ung og håbefuld forfatter, der skriver om en ung forfatter osv..

Og det får mig til at tænke: Når unge journalister og forfattere skriver, gør de det ofte i håb om at ligne noget andet der er anerkendt. For mangen redaktør vil da straks finde det "aktuelt, veloplagt og vedkommende" - for det ved eller tror de, at også andre unge redaktører også gør: og skik følge eller land fly.

At antage noget der ligner det som de andre antager, er uden risiko - og dertil irriterer det ikke ved en originalitet der alene støttes af sin egenrådige tro på kvalitet helt uden fikse klæbende ligheder med noget, som verden til enhver tid foretrækker.

Og alene derfor ligger der både i publicistbranchen og akademia en voldsom fristelse til plagiat ud over selve forfængeligheden. For opfindsomheden i ordvalg er ret beset oftest langt mindre imponerende end branchens forkærlighed for de seneste klicheer - som nu aldrig har fristet mig meget.

Malcolm Gladwell's artikel, som Oliver "Twist" med Stilling altså kun leger, at han han plagierer, har et par sjove pointer. Især den, at når påviselige plagiater trods alt havnede på Broadway, så måtte ophavsmanden dog alligevel tage det som en anerkendelse trods alt.

Javel, men den anerkendelse kan man kun nyde, hvis man har en så oplagt sag, at selv de mest åndeligt dovne (kort sagt flertallet) må give en ret i, at der er tale om plagiat. Hertil må så også føjes, at selv massiv genbrug af dokumentarisk materiale - her hvad en psykiater har erfaret og beskrevet - er legitim nok: ganske ligesom romaner om Anden Verdenskrig, der jo gerne skulle have en dokumentarisk og historisk holdbar ramme. Hvis derimod også forlægget nu havde været fiktion, så ville det have være kriminelt - men denne sag var det altså trods alt ikke helt.

---------------------------------------

Ovennævnte åndelige dovenskab handler om tiltroen til det anerkendte, selv hvor det er banalt, dårligt eller altså - plagiat: "De kendte har nok ret", og den der står ene,er et nok bare en misundelig nar -, som vi hursomhelst selv ikke opnår noget ved at støtte - eller blot indrømme at vi læser.

Flertallet oplever det at følge med i noget som mange andre taler om just nu, som kvalitetsgarati og væsentligheds-garanti. Derfor læser alle akkurat det samme - ud over hvad de er professionelt tvunget til i jobbet. Originalitet er blevet sjældnere end "økumeniske konferencer på Månen": et garanteret selvplagiat - som til orientering ikke tillige er et plagiat..

Men i ovenstående ligger mediernes fordummende virkning. Og til overmål ses fænomenet på Facebook, hvor selv ret ubetydelig oplæg og udråb skudt fra hoften af kendte mennesker, men helst i en flad stil tæt på den billige langside, typisk giver anledning til den flittigste demokratiske deltagelse.

Originaliteten er ikke altid let at elske, og dens egen ubevidste præference for det modsatte af kærlig omklamring gør den nok ikke mere elskværdig. Og for nu at afslutte med et profetisk citat af hende der lavede omslaget til min egen første bog: "Når de ikke anmelder dig, så er det fordi de vil stjæle dine tanker".

Den viste sig siden at være meget skarpt set. - Og også på sociale medier gælder, at det som man indrømmer at have læst (f.eks. ved at trykke på den dumme tast som vi helst indrømmer syge samt enker uden enke-pension) - det kan man ikke siden plagiere under foregivende af ikke at have læst det...

Og derfor, folkens, skal I ikke altid tage åben anerkendelse for pålydende - og da slet ikke fra folk der dog på bunden ved og ser bedre.

En måde man i øvrigt kan tvinge folk til at indrømme at de læser ens tekster, er at omtale dem kritisk. Således opdagede Peter Tudvad, at jeg i en blog-tekst havde moret mig over den helt uproportionale imødekommenhed på Information over for noget, der dog immervæk tilhørte den biografiske specialafdeling, men som alligevel fik plads, som var det Tredje Verdenskrig.

Og det harcellerede Tudvad så helt legitimt over på Facebook - men med omhu uden at nævne kilden for ikke at friste fanskaren til noget, der måske endog var en tand mere opfindsomt end, hvad vi skal mene om Joakim Garff's syn på Kierkegaard's levned og finker fra panden.

------------------------

Sig nu ikke, at vi atter gentager en gammel traver. For nok har man skrevet udførligt om emnet mange gange både her og hisset, herunder en kronik i Politiken i 2011.

Men bliver emnet så i nutidens dumme forstand "aktuelt", fordi gud og hvermand med spalteplads nu også kan skrive om det uden selv at have erfaret eller gennemtænkt det..

Men det gør intet: Bare de folk får honorar for det, så læser og konverserer alle dannede mennesker om det og finder det lige pludselig både aktuelt, vedkommende, væsentligt - ja endog uhyre originalt. For det ligner noget, som mange med indflydelse gladeligt har vedtaget at lyse i kuld og køn - måske også fordi det dog ikke irriterede deres forfængelighed.

HEKSEJAGT PÅ ANNE-GRETHE RASMUSSEN?

HEKSEJAGT?

Politikens Bettina Heltberg citerer den gamle franske årgangsvin Chateubriand for de ord, at originale skribenter ikke kendes på, at de ikke plagierer - men derimod på, at de selv er umulige at plagiere.


Ret beset vel at mærke: For her e vist nok tale om en af Niels Bohr's såkaldt dybe sandheder: som Bohr nemlig definerede derved, at det modsatte udsagn af en dyb sandhed ligeledes er en dyb sandhed. Ja, for tag endelig fejl - de asner prøver skam, for den gode vilje fejler heldigvis sjældent noget.

Hvorvidt nu plagiat-beskyldningerne mod Anne-Grethe Rasmussen og den hæftige opfølgning i WA ligefrem er udtryk for heksejagt, er svært at vide. Den massive venne-opbakning tyder måske ikke så meget på det - for hekse har sjældent mange venner. For "venner" er folk der med rette eller ej mener at være i en lignende situation, klasse, fagforening osv. - Og derfor forsvarer de kollektivt dem som de opfatter som deres egne - for næste gang kunne det blive dem selv.

Andre benytter lejligheden til at demonstrere storsind og ridderlighed dér hvor det ikke står i vejen for deres personlige forfængelighed, grådighed og ambition. For så afleder det vor opmærksomhed og sløver vort blik.

For at aktivere en forsvarshær skal man have et solidt netværk - hvilket forhåbentlig også er en garanti for, at selv hvis slaget skulle være tabt, så skal noget nyt heldigvis nok snart vise sig. De virkelige hekse vil typisk kun få forsvare - for ingen har personlig fordel af det i form af en art "kredit". Hvem gider pleje kredit hos en bums? Og hvorfor mon Sokrates ikke kunne stable en tilsvarende forsvarshær på benene ligesom den skadelidende i den aktuelle sag?

--------------------------

 WA's artikel om sagen, giver mig følgend eindfald. Journalister synes ofte at være af den opfattelse, at alt hvad der ikke er plagiat, så må være originalt. Men originalitet er tværtimod undtagelsen - såvel i sprog som i indhold, og selv hos ret velbegavede folk.

Men derfor er det måske, at lovlig vidtgående sproglig dovenskab i gengivelser af sagforhold af naive sjæle kan opfattes som "plagiat". Plagiat er dog noget ganske andet, og langt mere almindeligt - som slet ingen på bjerget har interesse i at nævne: Almindeligt hos de svage, fordi de føler sig nødsagede til det, omtrent som med eksamens-snyd i nødens stund.

Og almindeligt hos de stærke med en forgudende og naiv fanklub, fordi de kan slippe afsted med det - og sågar selv mod bedre vidende likes og roses af alle deres underordnede og klienter. Men også fordi de som står stærkt, gerne lider af forkælelsens umættelighed og magtbrynde - skjult af helt gratis "generøsitet" af ovennævnte art. Af samme art som den børnevenlige diktators hjertevarme folkelighed

Jagten på nævnte lille dovenskab er sandsynligvis en måde at fortrænge bevidstheden om det grundlæggende islæt af ægte plagiat, som snarere er det normale end undtagelse - med andre ord en skinhellighed, der skal styrke de "rene" i troen på egen ærlighed og endda originalitet, selv i det ret ordinære.

Selv måske lovlig mange tilfælde af nævnte lille genvej hos i en øvrigt myreflittig person, der naturligvis med venstre hånd kunne have omformuleret de ting hun refererer, til sit eget sprog - beviser intet. For der var jo ikke tale om originale kunstneriske, morsomme eller billedmæssigt slående forlæg.

-------------------

MEN hvis sådan en sag bliver kendt, så kunne det muligvis hos nogle vække den mistanke, at når man ikke er bleg for det ene, så er man måske heller ikke så nøjeregnende i tungere sager? Og den mistanke bliver så enten anstødsstenen - eller også bare den bekvemme anledning: Efter devisen, at Cæsars hustru må ikke kunne mistænkes.

Omvendt kunne man så ridderligt komme anklagede i møde med den hypotese, at mennesker med så meget omløb i hovedet som A.G. R. måske ikke altid gider spilde tid på helt elementære omformuleringer af faktuelle oplysninger - et rutinearbejde der mere appellerer til de jævnere ånder, der så kan indbilde sig at være uhyre "kreative". Og som til gengæld så kan forarges over en A.G.R.'s lejlighedsvise sorgløshed i så henseende.

Andre kunne dog her tværtimod hævde, at glæden ved at formulere gennem sit eget fordøjelses-system aldrig fornægter sig hos det ægte sprogmenneske, så at selv det tørreste faktuelle dog bibringes en personlig duft og charme:- ganske som ved fingeraftryk, der jo heller ikke gør persons forskel, men hæfter ganske upartisk, hvad enten der rapses bajere i redaktionens køleskab, eller man som Egon Olsen går efter pengeskabe af det fornemme gamle mærke Franz Jäger. For den sproglige personlighed - kunne man altså hævde - findes der intet så banalt, at det slet ikke kan - ja må - sublimeres til noget bedre: ej at forveksle med det mindst ringe.

På ganske samme vis er ingen melodi så banal, at den musikalske personligheds besynderlige mysterium ikke formår at løfte den op til et niveau, som vi dødelige aldrig kunne have forestillet os. Her må vi taknemmeligt så bare slå ørerne op.

Men hvis vi går ud fra at vi skam alle her er jævnbyrdige, ganske som alle som bekendt er jævnbyrdige på Facebook - så er vi dømte til livslang demokratisk jalousi og benspænd mod alle egenrådige "hekse": der til forskel fra A.G.R. næppe ville kunne håbe på at mobilisere nogen forsvarshær - men allerhøjst "hine enkelte, hvem vi med sandhed tør kalde vore læsere".

Sådan er det - og sådan har det altid været. Men når vi læser det, lader alle vi lovligt højt på strå, som om det bare er det sædvanlige sludder - der dog kun er sædvanligt i den forstand at ingen andre har skrevet det...Og så i den forstand, at også dette velsagtens ender med den sædvanlige historie, der trofast elsker at gentage sig - og som heller ingen nogen sinde har skrevet om...Simpelt hen fordi nævnte forbrydelses allerførste trin nu engang altid er og må være tavsheden.

CITAT AF

CARSTEN HØEGH BRØNNUM:

"Journalistik har altid været kopiering af andre i et eller andet omfang. Lige siden - og længe før - jeg i 1969 af min første redaktør, som ny journalistelev (!) ved min tiltræden fik udleveret "en journalists vigtigste redskaber", blyant, blok, saks og en rulle tape, har kopiering i større eller mindre omfang være en kendt og anerkendt del af daglig journalistik."
-----------------------------------------------

  Ja - det er vist det normale - også i moderne humaniora. Men skødesynd er dog stadig en synd, når det 1: ikke er nogenlunde åbenlyst at se - men skjult ved omformulering ; 2 dels rammer folk uden stor megafon, dvs. uden reel klageret eller vetoret, og som kun har en begrænset læserkreds - og i tilfælde af klogeligt refuserede manuskripter sågar ingen læsere....Elementary, dear Watson..
En berømt amerikansk professor eller avis skal derimod nok klare skærene og kan jo tværtimod bruge sådanne sager som god reklame.

De der anklages for plagiat, har næsten per definition altid blot dummet sig ved at sakse velkendte ting utilsløret. Men herregud - det skader jo hverken Shakespeare eller New York Times: For den føste er både stor og død, mens den sidste er død og levende - og det er vel heller ikke så ilde.
De der rettelig burde anklages for plagiat - er derimod næsten altid hædersmænd, som alle vil stå sig godt med.
Ja, og vi forventer da rigtignok nu at blive plagieret af hædersfolk -, for det er endnu mere smigrende..
Må man i øvrigt henvise til en kronik om plagiatets psykologi i Politiken 2011,

MEDIERNES EGET ANSVAR?

Til sidst et godt indspark fra Lars Holmgaard Christensen:

"JOURNALISTISK DOPING?

Forklaring: Medieindustriens etiske udfordringer minder om dopingskandaler i cykelsporten.

Du har cykelholdet, mediehusene, der lever af at kultivere og hyre journalistiske talenter, hvis opgave det bliver at levere overskrifter og gode resultater for holdet. De bliver så ledet i det hold, de indgår i af en holdleder, som oftest er en tidligere fagprofessionel. Det er et hold, hvis overordnede mål er at vinde og komme først med det sidste og være stærke på analyserne.

Journalister som ynder autonomi er samtidig indbyrdes konkurrerende alle journalister imellem uafhængig af hvilket hold eller mediehus, de er hos, og de kæmper for at vinde journalistiske priser og hæder. Via egne præstationer kultiverer de deres eget navn. Når en journalist doper sig med opdigtede kilder, kopierede tekster og lignende, så præsterer vedkommende og også holdet evt. bedre, og bliver vedkommende afsløret, ja så ryger vedkommende af holdet og holdlederen kender sjældent noget til snyderiet. Holdet kører videre med nye ryttere. Intet er forandret, ingen spørgsmål bliver stillet til, hvorfor kopiering, plagiering og digteri er nødvendig i den journalistiske opmærksomhedsindustri. Sjældent ser ledelserne det som en redaktionel problemstilling."

--------------------------------------------------------------------

Glimrende iagttagelse: Plagiat er nemlig efterhånden noget nær det normale både i den akademiske og journalistiske verden. Og de der påtaler de grovere af slagsen, fryses ud, såfremt synderen er højt på strå. - ja allerede originalitet er såmænd ofte forbrydelse nok til at begrunde fyring i tavshed...

Rivalitetens smålighed i denne komiske kamp om ære og priser for absolut vellykket normalitet skal heller ikke undervurderes.

I det seneste aktuelle fald er der så måske i jule-travlheden sket en praktisk bommert, som ikke rammer nogen eller fratager nogen hvad der var deres. Og hvor de udeladte citationstegn muligvis endda kan være underforståede: Omtrent som når folk citerer Newton, Storm P. eller Shakespare uden hver gang at nævne den velkendte kilde. Noget lignende kan også være tilfældet med de tilsvarende forseelser som nogle har klandret vor uddannelses-minister for.

Sådanne fodfejl er pærelette for enhver at påvise, når det glamourøse ophav jo ikke just er en miskendt sibirisk tugthusfange - og alene af den grund intet mister, men blot opnår god reklame: "Se bare : Selv dygtige folk i andre lande kopierer mig!".

Men dog alligevel stadig ret symptomatisk for tidens og den herskende nye klasses kultur - og derfor måske heller ikke helt uden en vis nemesis...

Hykleriet ligger i, at kun når magtfulde instanser der ingenlunde mister noget derved, kopieres selv i småting - så slås det stort op. Mindre privilegerede samt mindre organiserede uden megafon kan derimod rende og hoppe - også i anderledes grove cases, hvor den ramte jo samtidig reelt fratages retten til sit eget arbejde og tillige som uetableret reelt frakendes klageret. Ganske som i H.C. Andersens "Skyggen", hvor "skyggen" til demokratisk spot og spe for massepsykologiens veluddannede folkedomstol udpegede den arme mand som sin egen misundelige skygge - ynkeligt forgræmmet af lutter "negativ opbyggelighed"...,

Som det vist for tiden gerne kaldes i kulturafdelingen...

Kendere af branchen fremhæver også pressede arbejdsforhold som en faktor, der inviterer til hvad Holmgaard rammende kalder "doping".

Men nu er det jo altså ikke "medier", men mennesker der hugger fra hinanden.

For det andet er det yderst sjældent, at nogen fyres for manglende originalitet - for det dulmer tværtimod den indbyrdes rivalitet. Så modsat ved eksamensbordets skillevej her og nu, så er det som til daglig presser mennesker til plagiat (harmløst eller grovt), nok oftest deres egen forfængelighed.

Tænk blot på, at mange af de mest urokkeligt konsoliderede i både medierne og andre brancher ikke altid kendetegnes af hverken at være kontroversielle (slet ikke i forhold til ledelsen) eller specielt originale. Men derfor kan de skam godt være velbegavede.

I alle forhold gælder jo at den sidder tryggest, der ikke stikker for meget ud. Så det undgår de klogeste her i verden,,,

JULETRÆER OG SALOMONISK VISDOM

JUL OM TUSIND ÅR - OM ALLAH VIL...

EN gammel vestjyde erklærede engang om fænomenet "bord-manerer", at han endnu aldrig havde mødt en mand så fin, så at "vind og vejr" ikke skulle have lov til at have deres gang...

På samme vis har jeg selv endnu ikke mødt nogen det det var så synd for, at der ikke kunne laves grin med dem.

Det forlyder således nu at fattige danske muslimer i stadig større udstrækning søger jule-hjælp i Folkekirkens og andet regi. Heraf fremgår, at økonomisk udsultning er det mest effektive redskab til integrationen: Så nu tror de sgu også på Julemanden.

Derefter kan danske muslimer så bruge de næste tusind år på at slås indbyrdes om, hvem der skal være Julemandens retmæssige åndelige arvtager-- Men at det skal være en muslim, det kan der vist ikke være to meninger om...

Det nære har jeg altid taget lettere end det fjerne. Så i dag indhentede jeg uden tøven et hængeparti i form af et fjernt og uvejsomt beliggende motiv, som til vedvarende ærgrelse mislykkedes i fjor.

Lokaliteten rensedes ved samme lejlighed for opvoksende juletræer., efter den samme recept som historien om Kong Salomons visdom. Men med omvendt fortegn: For hos Kong Salomon vil just barnets sande moder til hver en tid ofre sin moderværdighed for at redde barnet. Men jeg dræber tværtimod hellere børnene end jeg lader dem afhænde til vantro horder.
Men min sande grund til at fælde juletræer er nu den stedvis at forhindre en kvælende gran-dominans i en geografisk zone, der naturligt kendetegnes af en vis dynamisk ligevægt mellem gran, fyr, bøg, eg og asp. Mine distrikter ligger nemlig omkring bøgens naturlige europæiske nordgrænse og granens naturlige sydgrænse: et forhold der imidlertid er blevet forrykket gennem de sidste 100 år af skovbrugets ensidige favorisering af hurtigt voksende granskov – på bekostning af fyr og i endnu højere grad bøg, eg og asp.

Den mørke plantede granskov kvæler atter den naturlige undervegetation af blåbær og tyttebær, som især tjuren og urfuglen behøver., og som oftest er fremherskende i naturskov i nordlige egne. Og fra grankulturerne spreder et overskud af granfrø sig desværre også ind i tilstødende og nært beliggende rester af oprindelig selvsået blandingskov, som derfor kræver en vis pleje - selv hvor den er fredet.
–------------------

I øvrigt kan vi for en anden gangs skyld oplyse om, at ganske som man sagtens kan fejre jul uden juletræ, så kan man også sagtens være sofavælger uden at eje nogen sofa...

"MELANCHOLIA" - JA ELLER NEJ?

"MELANCHOLIA" – JA ELLER NEJ?

Sæt nu Danmark styredes af en diktator med nogle supergode ideer om øjeblikkelige væsentlige nationale, europæiske og globale tiltag i påtrængende fælles anliggender. Så ville der i befolkningen straks opstå to skoler:

Én skole, der støtter den fremsynede og handlekraftige diktator - og en modsat skole, der tværtimod fremhæver, at diktatur nu engang er diktatur og en åben ladeport for alskens vilkårlighed.

Så selv om denne diktators tiltag muligvis er velbegrundede, så må vi først vælte ham og indføre demokrati. Siden hen kan vi så diskutere og eventuelt beslutte at iværksætte de bedste af hans planer i demokratisk regi.

Afstemningen kendetegnes af netop dette dilemma: Ypperlige og velkonsoliderede, modne argumenter på begge sider. Men hvis begge parter således har ret, så må det være muligt at forene de komplementære synspunkter i et og samme billede. Og da kommer det vel til at handle om, hvor akut og "force majeure"-betonet situationen egentlig er - samt om hvor besværligt det ville være trods alt at vælge den sendrægtigt demokratiske omvej.

Hvis det drejer sig om at bombardere en faldende meteor fra rummet til støv i tide med en atomraket eller tre, så vil vi alle støtte diktatoren. Så von Triers film "Melancholia" er grænsetilfældet og derfor en godt billede på rammerne for vort fælles tankeeksperiment.

Men selve valget har jeg for min del ingen kvalificeret mening om. Og hvis noget ikke er indiskutabelt "force majeure", så er jeg oftest ret utilbøjelig til at interessere mig så frygteligt meget for det...Og da især hvis jeg ved, at mange andre går desto mere op i det og har sat sig mere ind i det.

"Den barmhjertige samaritaner" er i princippet det stik modsatte tilfælde: 1. Det var force majeure. 2. Ikke en mors sjæl ud over samaritaneren kærede sig det mindste om den arme djævel i grøftekanten.

Men ikke dermed sagt, at min egen demokratiske defaitisme og dovenskab så ligefrem er evangelisk forbilledlig...

Men PØJ-PØJ med det hele...

P.S. Den sædvanlige tilføjelse omkring fænomenet "Såfremt inspirationen en anden gang skulle melde sig..." - skulle vel efterhånden være overflødig?