Tuesday, December 29, 2015
ANDERS AND SOM DØRSÆLGER...
OM AUTORISERET FORBRYDELSE
Mennesker der fyres eller straffes for mindre som større menneskeligt meget repræsentative forseelser, kan undertiden af samme grund behændigt bevæge store grupper til at gå i brechen for dem med mandsopdækning, som havde de tværtimod udrettet store velgerninger.
Men de som derimod straffes for fortrin, der ovenikøbet heller ikke er specielt repræsentative, skal derimod ikke regne med mere opbakning end den som Sokrates opnåede ved sin herostratiske forvarstale. For at huske sine fortrin trods modvind er hverken repræsentativt eller folkeligt vindende.
Situationen minder om Anders Ands problem som dørsælger: For at overbevise en dame om, at hun da åbenlyst for enhver behøvede både hårpleje og kosmetik - måtte han nemlig først støde hende så groft, at det blev honoreret med en stegepande i hovedet. Forsvarstalen for produktet blev således lige så uhensigtsmæssig som i Sokrates' tilfælde.
Åh, mens jeg har jer. Grunden til at den p.t. omtalte type forseelse begås stadig mere, er følgende: Når et emne såsom nu emnet plagiat skal belyses, spørger man i vore dage aldrig folk der faktisk har erfaret og skrevet om det, men derimod Tordenskjolds soldater, der endnu engang bevilges og indrømmes "kompetance" til at udtale sig om noget, som de aldrig før har talt om: og som de umuligt selv kan have været udsat for - så lidt som Anders Ands dørkunde tidligere havde været udsat for kosmetik...
Og selv om de til gengæld nok kan have praktiseret nævnte lille synd, er det sket så komplet ureflekteret, at de ville være ude af stand til at beskrive fænomenet uden atter at kigge efter sidemanden.
Der udstedes i vore dage på forhånd og uanset emne carte blanche og autorisation til plagiat til på forhånd øremærkede og som regel rather ordinary minds i rather privilegerede positioner. Og dem som man går uden om, bevilges ikke engang ret til offentligt at gøre opmærksom på misforholdet.
Her at tale om autoriseret plagiat er derfor i vore dage ingen overdrivelse - og fænomenet bliver ligesom priskonkurrencen mellem europæiske mælkebønderne kun værre. Og derfor skamroser mennesker også på Facebook privilegerede folk for selv at opnå samme art forret og fortrin. Men hvis vi gør de hædrede opmærksom på at der må være tale om skamros mod bedre vidende, så gentager vi atter Anders Ands fejl som dørsælger.
Sunday, December 27, 2015
BARABBAS, HERMELINEN - OG VOR SIDSTE SØHELT
Vor
tids Villemoes'er lever
muligvis højt på forfaderens nationalhistoriske bedrifter i slaget
ved Køge Bugt. Måske er æblet faldet lidt langt fra stammen - men
sådan går det jo, når æbletræet voksede på toppen af Stevns
Klint. Villemoes har foregivet hellig forargelse over journalisten
Anne
Grethe Rasmussens hastværksbetonede forsømmelighed med
omformulering af rene fakta-referater, der alligevel ikke muliggør
større opfindsomhed: ja, med mindre man da ligefrem agter at lyve i
kunstens navn, der nemlig er endnu helligere end sandhedens.
Og nu er den unge søhelt så selv blevet grebet i akkurat det samme. Dette viser med 100 % sikkerhed, at hans egen forargelse over andres praksis af samme art må være hykleri og en ren spekulation i den sensation at kunne få andre i fedtefadet, Og denne gang var det så ikke svenskerne, men det var jo så heller ikke Køge Bugt. Men andet ville da for resten også have været plagiat af forfaderen....
Derimod er det fuldt muligt at Villemoes' egen nu afslørede kopi-praksis er ubevidst, for normalitet nu engang ofte ubevidst. Men medierne præmierer det ofte - og ved nok heller ikke, at deres egen lejlighedsvise forargelse over "plagiatskandaler" i miniature hos konkurrerende medier ligeledes tit er ren skandale-jagt. I øvrigt: Hvis Sokrates nu bare havde været under anklage for plagiat og ikke for det stik modsatte og helt utilgivelige - så havde også han sandsynligvis bare sluppet med en advarsel fra chefredaktøren og Dronningen.
Javel. Men i så fald kunne Sokrates jo aldrig have kunnet skrive sin forsvarstale. Og skønt just den var det allermest forargelige anklagepunkt som spot føjet til skade - så er det nu den verden husker ham bedst for. Og lad os kreditere Kierkegaard for den iagttagelse, at i dette skæbneparadoks minder Sokrates om julens guddommelige fødselar.
Så akkurat lige som ufrivillig sædadgang - det være nu Helligåndens eller Josefs - så kan også anden højst ufrivillig afgang her i verden undertiden blive en velsignelse, selv om vi forbander den den som en ugerning: hvis vanæren vel at mærke anskues i eftertidens og eftertankens klare lys... Men så galt går det som sagt næppe for vor unge søhelt.
Og nu er den unge søhelt så selv blevet grebet i akkurat det samme. Dette viser med 100 % sikkerhed, at hans egen forargelse over andres praksis af samme art må være hykleri og en ren spekulation i den sensation at kunne få andre i fedtefadet, Og denne gang var det så ikke svenskerne, men det var jo så heller ikke Køge Bugt. Men andet ville da for resten også have været plagiat af forfaderen....
Derimod er det fuldt muligt at Villemoes' egen nu afslørede kopi-praksis er ubevidst, for normalitet nu engang ofte ubevidst. Men medierne præmierer det ofte - og ved nok heller ikke, at deres egen lejlighedsvise forargelse over "plagiatskandaler" i miniature hos konkurrerende medier ligeledes tit er ren skandale-jagt. I øvrigt: Hvis Sokrates nu bare havde været under anklage for plagiat og ikke for det stik modsatte og helt utilgivelige - så havde også han sandsynligvis bare sluppet med en advarsel fra chefredaktøren og Dronningen.
Javel. Men i så fald kunne Sokrates jo aldrig have kunnet skrive sin forsvarstale. Og skønt just den var det allermest forargelige anklagepunkt som spot føjet til skade - så er det nu den verden husker ham bedst for. Og lad os kreditere Kierkegaard for den iagttagelse, at i dette skæbneparadoks minder Sokrates om julens guddommelige fødselar.
Så akkurat lige som ufrivillig sædadgang - det være nu Helligåndens eller Josefs - så kan også anden højst ufrivillig afgang her i verden undertiden blive en velsignelse, selv om vi forbander den den som en ugerning: hvis vanæren vel at mærke anskues i eftertidens og eftertankens klare lys... Men så galt går det som sagt næppe for vor unge søhelt.
Jeg
konstaterede i julen ved selvsyn, at selv syddanske hermeliner endnu
i vore dage trods drivhueffekten vimser omkring i snehvid vinterpels.
En arrogant og øretæveindbydende provokation mod sund fornuft og
rettidig omhu, der dog tilpasser sig tiden og omstændighederne.
Helt
på linie med ikke selv at deltage i tidens kroniske plagiat-praksis,
som succesrige yngre mediefolk og akademikere for tiden løbende
farisæisk griber hinanden i: men klogeligt altid kun i det pedantisk
målelige, men ret uinteressante detaljlled. I det tungere og
ærefulde grossistled højere på strå er emnet derimod tabu - og
den der bryder tabuet, tilgives endnu mindre end de sidste
originaler.
For
man foretrækker dog til hver en tid at frigive Barabbas: Og da især,
hvis han ligesom vor sidste søhelt Søren Villemoes siger "Be-be"
ligesom Japans offentligt grædende top-direktører, når de
undertiden gribes i svindel. "Vi mente det ikke - hvordan kunne
vi gøre det, vi skammer os bare så meget!"
Hør
engang: Enten finder man den slags helt i OK - og i så fald er det
hykleri at angribe andre for det samme. Eller også finder man det
selv ikke helt i orden - men så er det skinhelligt at angribe andre
for det samme som man hemmeligt selv bedriver.
Men
sådanne bløddyr fredes af chef-redaktionerne: For de har ligesom
haremmernes ansvarlige eunukker hverken rygrad eller alternativer -
og de er derfor dømte til evig troskab. Og de vækker desuden som
det måske vigtigste ingen jalousi. For slet ingen er så jaloux som
"eliten" - denne være nu blå eller rød....
Thursday, December 24, 2015
JOSEFOG HELLIGÅNDEN - HVEM PLAGIEREDE HVEM?
JOSEF & HELLIGÅNDEN
Var det Helligånden der i sin tid snedigt plagierede tømreren Josef i rollen som Marias lovformelige partner - eller var det mon omvendt?
Men Maria må hur som helst være undskyldt: For frejdige plagiatorer med livsmod og tro på kendissernes likes og mediernes kærlighed som den afgørende legitimitet og prøvesten er nu engang lettere at elske end originalerne med deres navlepillende og ufolkelige "ophavsret" - og især i rampelysets forfængelige verden.
Men uanset hvem der nu plagierede hvem dengang, så foretrak selv Gud det åbenbart på den måde...
N.B. Med megen tak for inspiration i et forlæg, alt for velkendt til at fortie. Men læg her samtidig mærke til: Uden henvisningen til forlægget ville ovenstående være helt sort tale.
For sådan er det tit med inspiration - den har slet intet at skjule og kan heller ikke skjule det..
Var det Helligånden der i sin tid snedigt plagierede tømreren Josef i rollen som Marias lovformelige partner - eller var det mon omvendt?
Men Maria må hur som helst være undskyldt: For frejdige plagiatorer med livsmod og tro på kendissernes likes og mediernes kærlighed som den afgørende legitimitet og prøvesten er nu engang lettere at elske end originalerne med deres navlepillende og ufolkelige "ophavsret" - og især i rampelysets forfængelige verden.
Men uanset hvem der nu plagierede hvem dengang, så foretrak selv Gud det åbenbart på den måde...
N.B. Med megen tak for inspiration i et forlæg, alt for velkendt til at fortie. Men læg her samtidig mærke til: Uden henvisningen til forlægget ville ovenstående være helt sort tale.
For sådan er det tit med inspiration - den har slet intet at skjule og kan heller ikke skjule det..
Tuesday, December 22, 2015
"PLAGIAT-FØLJETON"
JULELEGE...
"PLAGIAT-FØLJETON"
Ovennævnte ord har jeg aldrig selv
brugt, men låner det fra Oliver Stilling i hans kongeniale
blog-indlæg om en morsom amerikansk plagiat-sag.
Til gengæld har jeg i rigt mål og
som en af de eneste bedrevet just den genre som en artistisk lille
videnskab, der indad søger at vinde hvad udad tabtes.
Hvilket beviser, at virkeligheden trods alt kommer før sproget. Skønt det kan vel ikke helt udelukkes, at næbdyret skulle være en undtagelse fra denne regel. Nåja, den havde vi nu ikke set komme - men who cares? Da i hvert fald ikke os botanikere!
Hvilket beviser, at virkeligheden trods alt kommer før sproget. Skønt det kan vel ikke helt udelukkes, at næbdyret skulle være en undtagelse fra denne regel. Nåja, den havde vi nu ikke set komme - men who cares? Da i hvert fald ikke os botanikere!
I hvert fald læger også jeg nu en "PLAGIAT-FØLJETON" på bloggen, som jeg ellers aldrig
nogensinde reklamerer for - idet jeg nemlig ikke helt kan finde ud
af, om jeg som creti & pleti i grunden er bedst tjent med eller
uden tavse læsere.
Så hvis I skulle høre til de ensomme
uden råd til hverken juletræ eller trøstende engle, så er her en
oplagt idé til konditions-styrkende tidsfordriv. Desuden er den
bedste kur mod jeres egen selvoptagethed den helt uselvisk at vie
jeres opmærksomhed til andres selvoptagethed.
Mother Theresa kunne have fortalt jer
akkurat det samme, men nu gør far her det altså for hende. For med
gamle Groucho's ord: "Is NN still alive?" - "No - she
is still dead..."
Så god jul til både det snakkesalige
flertal og det tavse ditto - alle enerne ej heller at forglemme, for
julen er for alle undtagen muslimer.
Men hov-hov: Kan ordet "ener"
nu også have flertalsform? I hvert fald i ikke i følge min gamle
dansklærer, der nemlig rettede mig heri helt uden pardon. Men takket
være den dristige prof. Jørn Lund's revolution er det i vore dage
ikke bare fuldt legitimt, men endog - ganske ligesom abort af
misfostre og muslimer - obligatorisk påbudt med flertals-formen af
udtrykket "ener".
Det samme gælder det elitære og
feudale prædikat "den eneste", der i sin oprindelige form
nu er blevet forbudt af hensyn til den sociale og kulturelle
mobilitet i demokratiets navn. Og den eneste (!) grund til, at
flerguderi endnu ikke er demokratisk lovpligtigt hertillands er den
sørgelige, at Gud i henhold til Wikipedia og Politikens Oplysning er
afskaffet. Noget lignende er den vise grund til enkelte skribenters
apokryffe eksistens: for på vore dages vilkår er det nemlig det
fineste...
"NOGET LÅNT"
Oliver Stilling's bidrager nu til en verserende og helt kostelig amerikansk "plagiat-føljeton" i sin blog hos POLITIKEN.
Både en kvindelig psykiater, og en kendt
forfatter der tidligere har skrevet om hende, plagieres således grundigt i et
stykke, der så kommer på Broadway.
Oliver Stilling laver herunder sin egen morsomme forfatterskole-øvelse med at lege at han egentlig aller helst
ville plagiere den artikel, hvori den amerikanske forfatter for nylig
har beskrevet sagen. Og det skal ganske rigtigt nok ligne anerkendte
ungdommelige forfatter-øvelser, der handler om en ung og håbefuld
forfatter, der skriver om en ung forfatter osv..
Og det får mig til at tænke: Når
unge journalister og forfattere skriver, gør de det ofte i håb om
at ligne noget andet der er anerkendt. For mangen redaktør vil da
straks finde det "aktuelt, veloplagt og vedkommende" - for
det ved eller tror de, at også andre unge redaktører også gør: og skik følge
eller land fly.
At antage noget der ligner det som de
andre antager, er uden risiko - og dertil irriterer det ikke ved en
originalitet der alene støttes af sin egenrådige tro på kvalitet
helt uden fikse klæbende ligheder med noget, som verden til enhver
tid foretrækker.
Og alene derfor ligger der både i
publicistbranchen og akademia en voldsom fristelse til plagiat ud
over selve forfængeligheden. For opfindsomheden i ordvalg er ret
beset oftest langt mindre imponerende end branchens forkærlighed for
de seneste klicheer - som nu aldrig har fristet mig meget.
Malcolm Gladwell's artikel, som Oliver "Twist" med Stilling altså kun leger, at han han plagierer, har et par sjove
pointer. Især den, at når påviselige plagiater trods alt havnede
på Broadway, så måtte ophavsmanden dog alligevel tage det som en
anerkendelse trods alt.
Javel, men den anerkendelse kan man kun
nyde, hvis man har en så oplagt sag, at selv de mest åndeligt dovne
(kort sagt flertallet) må give en ret i, at der er tale om plagiat.
Hertil må så også føjes, at selv massiv genbrug af dokumentarisk
materiale - her hvad en psykiater har erfaret og beskrevet - er
legitim nok: ganske ligesom romaner om Anden Verdenskrig, der jo
gerne skulle have en dokumentarisk og historisk holdbar ramme. Hvis
derimod også forlægget nu havde været fiktion, så ville det have
være kriminelt - men denne sag var det altså trods alt ikke helt.
---------------------------------------
Ovennævnte åndelige dovenskab handler
om tiltroen til det anerkendte, selv hvor det er banalt, dårligt
eller altså - plagiat: "De kendte har nok ret", og den der
står ene,er et nok bare en misundelig nar -, som vi hursomhelst selv
ikke opnår noget ved at støtte - eller blot indrømme at vi læser.
Flertallet oplever det at følge med i
noget som mange andre taler om just nu, som kvalitetsgarati og
væsentligheds-garanti. Derfor læser alle akkurat det samme - ud
over hvad de er professionelt tvunget til i jobbet. Originalitet er
blevet sjældnere end "økumeniske konferencer på Månen":
et garanteret selvplagiat - som til orientering ikke tillige er et
plagiat..
Men i ovenstående ligger mediernes
fordummende virkning. Og til overmål ses fænomenet på Facebook,
hvor selv ret ubetydelig oplæg og udråb skudt fra hoften af kendte
mennesker, men helst i en flad stil tæt på den billige langside,
typisk giver anledning til den flittigste demokratiske deltagelse.
Originaliteten er ikke altid let at
elske, og dens egen ubevidste præference for det modsatte af kærlig
omklamring gør den nok ikke mere elskværdig. Og for nu at afslutte
med et profetisk citat af hende der lavede omslaget til min egen
første bog: "Når de ikke anmelder dig, så er det fordi de vil
stjæle dine tanker".
Den viste sig siden at være meget
skarpt set. - Og også på sociale medier gælder, at det som man
indrømmer at have læst (f.eks. ved at trykke på den dumme tast som
vi helst indrømmer syge samt enker uden enke-pension) - det kan man
ikke siden plagiere under foregivende af ikke at have læst det...
Og derfor, folkens, skal I ikke altid
tage åben anerkendelse for pålydende - og da slet ikke fra folk der
dog på bunden ved og ser bedre.
En måde man i øvrigt kan tvinge folk
til at indrømme at de læser ens tekster, er at omtale dem kritisk.
Således opdagede Peter Tudvad, at jeg i en blog-tekst havde moret
mig over den helt uproportionale imødekommenhed på Information over
for noget, der dog immervæk tilhørte den biografiske
specialafdeling, men som alligevel fik plads, som var det Tredje
Verdenskrig.
Og det harcellerede Tudvad så helt
legitimt over på Facebook - men med omhu uden at nævne kilden
for ikke at friste fanskaren til noget, der måske endog var en tand
mere opfindsomt end, hvad vi skal mene om Joakim Garff's syn på
Kierkegaard's levned og finker fra panden.
------------------------
Sig nu ikke, at vi atter gentager en
gammel traver. For nok har man skrevet udførligt om emnet mange
gange både her og hisset, herunder en kronik i Politiken i 2011.
Men bliver emnet så i nutidens dumme
forstand "aktuelt", fordi gud og hvermand med spalteplads
nu også kan skrive om det uden selv at have erfaret eller
gennemtænkt det..
Men det gør intet: Bare de folk får
honorar for det, så læser og konverserer alle dannede mennesker om
det og finder det lige pludselig både aktuelt, vedkommende,
væsentligt - ja endog uhyre originalt. For det ligner noget, som
mange med indflydelse gladeligt har vedtaget at lyse i kuld og køn -
måske også fordi det dog ikke irriterede deres forfængelighed.
Sunday, December 20, 2015
HEKSEJAGT PÅ ANNE-GRETHE RASMUSSEN?
HEKSEJAGT?
Politikens Bettina Heltberg citerer den gamle franske årgangsvin Chateubriand for de ord, at originale skribenter ikke kendes på, at de ikke plagierer - men derimod på, at de selv er umulige at plagiere.
Ret beset vel at mærke: For her e vist nok tale om en af Niels Bohr's såkaldt dybe sandheder: som Bohr nemlig definerede derved, at det modsatte udsagn af en dyb sandhed ligeledes er en dyb sandhed. Ja, for tag endelig fejl - de asner prøver skam, for den gode vilje fejler heldigvis sjældent noget.
Hvorvidt nu plagiat-beskyldningerne mod Anne-Grethe
Rasmussen og den hæftige opfølgning i WA ligefrem er udtryk for
heksejagt, er svært at vide. Den massive venne-opbakning tyder måske
ikke så meget på det - for hekse har sjældent mange venner. For
"venner" er folk der med rette eller ej mener at være i en
lignende situation, klasse, fagforening osv. - Og derfor forsvarer de kollektivt dem som de opfatter som deres egne - for næste gang kunne det blive
dem selv.
Andre benytter lejligheden til at
demonstrere storsind og ridderlighed dér hvor det ikke står i vejen
for deres personlige forfængelighed, grådighed og ambition. For så
afleder det vor opmærksomhed og sløver vort blik.
For at aktivere en forsvarshær skal
man have et solidt netværk - hvilket forhåbentlig også er en
garanti for, at selv hvis slaget skulle være tabt, så skal noget
nyt heldigvis nok snart vise sig. De virkelige hekse vil typisk kun
få forsvare - for ingen har personlig fordel af det i form af en art
"kredit". Hvem gider pleje kredit hos en bums? Og hvorfor
mon Sokrates ikke kunne stable en tilsvarende forsvarshær på
benene ligesom den skadelidende i den aktuelle sag?
--------------------------
WA's artikel om sagen, giver mig følgend eindfald. Journalister synes ofte at være af den
opfattelse, at alt hvad der ikke er plagiat, så må være originalt.
Men originalitet er tværtimod undtagelsen - såvel i sprog som i
indhold, og selv hos ret velbegavede folk.
Men derfor er det måske, at lovlig
vidtgående sproglig dovenskab i gengivelser af sagforhold af naive
sjæle kan opfattes som "plagiat". Plagiat er dog noget
ganske andet, og langt mere almindeligt - som slet ingen på bjerget
har interesse i at nævne: Almindeligt hos de svage, fordi de føler
sig nødsagede til det, omtrent som med eksamens-snyd i nødens stund.
Og almindeligt hos de stærke med en
forgudende og naiv fanklub, fordi de kan slippe afsted med det - og
sågar selv mod bedre vidende likes og roses af alle deres
underordnede og klienter. Men også fordi de som står stærkt, gerne
lider af forkælelsens umættelighed og magtbrynde - skjult af helt
gratis "generøsitet" af ovennævnte art. Af samme art som
den børnevenlige diktators hjertevarme folkelighed
Jagten på nævnte lille dovenskab er
sandsynligvis en måde at fortrænge bevidstheden om det
grundlæggende islæt af ægte plagiat, som snarere er det normale
end undtagelse - med andre ord en skinhellighed, der skal styrke de
"rene" i troen på egen ærlighed og endda originalitet,
selv i det ret ordinære.
Selv måske lovlig mange tilfælde af
nævnte lille genvej hos i en øvrigt myreflittig person, der
naturligvis med venstre hånd kunne have omformuleret de ting hun
refererer, til sit eget sprog - beviser intet. For der var jo ikke
tale om originale kunstneriske, morsomme eller billedmæssigt slående
forlæg.
-------------------
MEN hvis sådan en sag bliver kendt, så
kunne det muligvis hos nogle vække den mistanke, at når man ikke er
bleg for det ene, så er man måske heller ikke så nøjeregnende i
tungere sager? Og den mistanke bliver så enten anstødsstenen -
eller også bare den bekvemme anledning: Efter devisen, at Cæsars
hustru må ikke kunne mistænkes.
Omvendt kunne man så ridderligt komme
anklagede i møde med den hypotese, at mennesker med så meget omløb
i hovedet som A.G. R. måske ikke altid gider spilde tid på helt
elementære omformuleringer af faktuelle oplysninger - et
rutinearbejde der mere appellerer til de jævnere ånder, der så kan
indbilde sig at være uhyre "kreative". Og som til gengæld
så kan forarges over en A.G.R.'s lejlighedsvise sorgløshed i så
henseende.
Andre kunne dog her tværtimod hævde,
at glæden ved at formulere gennem sit eget fordøjelses-system aldrig
fornægter sig hos det ægte sprogmenneske, så at selv det tørreste
faktuelle dog bibringes en personlig duft og charme:- ganske som ved
fingeraftryk, der jo heller ikke gør persons forskel, men hæfter
ganske upartisk, hvad enten der rapses bajere i redaktionens
køleskab, eller man som Egon Olsen går efter pengeskabe af det
fornemme gamle mærke Franz Jäger. For den sproglige personlighed -
kunne man altså hævde - findes der intet så banalt, at det slet
ikke kan - ja må - sublimeres til noget bedre: ej at forveksle med
det mindst ringe.
På ganske samme vis er ingen melodi så
banal, at den musikalske personligheds besynderlige mysterium ikke
formår at løfte den op til et niveau, som vi dødelige aldrig kunne
have forestillet os. Her må vi taknemmeligt så bare slå ørerne
op.
Men hvis vi går ud fra at vi skam alle
her er jævnbyrdige, ganske som alle som bekendt er jævnbyrdige på
Facebook - så er vi dømte til livslang demokratisk jalousi og
benspænd mod alle egenrådige "hekse": der til forskel fra
A.G.R. næppe ville kunne håbe på at mobilisere nogen forsvarshær
- men allerhøjst "hine enkelte, hvem vi med sandhed tør kalde
vore læsere".
Sådan er det - og sådan har det altid
været. Men når vi læser det, lader alle vi lovligt højt på strå,
som om det bare er det sædvanlige sludder - der dog kun er
sædvanligt i den forstand at ingen andre har skrevet det...Og så i
den forstand, at også dette velsagtens ender med den sædvanlige
historie, der trofast elsker at gentage sig - og som heller ingen
nogen sinde har skrevet om...Simpelt hen fordi nævnte forbrydelses
allerførste trin nu engang altid er og må være tavsheden.
CITAT AF
CARSTEN HØEGH BRØNNUM:
"Journalistik har altid været kopiering af andre i et eller andet omfang. Lige siden - og længe før - jeg i 1969 af min første redaktør, som ny journalistelev (!) ved min tiltræden fik udleveret "en journalists vigtigste redskaber", blyant, blok, saks og en rulle tape, har kopiering i større eller mindre omfang være en kendt og anerkendt del af daglig journalistik."
-----------------------------------------------
Ja - det er vist det normale - også i moderne humaniora. Men skødesynd er dog stadig en synd, når det 1: ikke er nogenlunde åbenlyst at se - men skjult ved omformulering ; 2 dels rammer folk uden stor megafon, dvs. uden reel klageret eller vetoret, og som kun har en begrænset læserkreds - og i tilfælde af klogeligt refuserede manuskripter sågar ingen læsere....Elementary, dear Watson..
En berømt amerikansk professor eller avis skal derimod nok klare skærene og kan jo tværtimod bruge sådanne sager som god reklame.
De der anklages for plagiat, har næsten per definition altid blot dummet sig ved at sakse velkendte ting utilsløret. Men herregud - det skader jo hverken Shakespeare eller New York Times: For den føste er både stor og død, mens den sidste er død og levende - og det er vel heller ikke så ilde.
De der rettelig burde anklages for plagiat - er derimod næsten altid hædersmænd, som alle vil stå sig godt med.
Ja, og vi forventer da rigtignok nu at blive plagieret af hædersfolk -, for det er endnu mere smigrende..
Må man i øvrigt henvise til en kronik om plagiatets psykologi i Politiken 2011,
MEDIERNES EGET ANSVAR?
CITAT AF
CARSTEN HØEGH BRØNNUM:
"Journalistik har altid været kopiering af andre i et eller andet omfang. Lige siden - og længe før - jeg i 1969 af min første redaktør, som ny journalistelev (!) ved min tiltræden fik udleveret "en journalists vigtigste redskaber", blyant, blok, saks og en rulle tape, har kopiering i større eller mindre omfang være en kendt og anerkendt del af daglig journalistik."
-----------------------------------------------
Ja - det er vist det normale - også i moderne humaniora. Men skødesynd er dog stadig en synd, når det 1: ikke er nogenlunde åbenlyst at se - men skjult ved omformulering ; 2 dels rammer folk uden stor megafon, dvs. uden reel klageret eller vetoret, og som kun har en begrænset læserkreds - og i tilfælde af klogeligt refuserede manuskripter sågar ingen læsere....Elementary, dear Watson..
En berømt amerikansk professor eller avis skal derimod nok klare skærene og kan jo tværtimod bruge sådanne sager som god reklame.
De der anklages for plagiat, har næsten per definition altid blot dummet sig ved at sakse velkendte ting utilsløret. Men herregud - det skader jo hverken Shakespeare eller New York Times: For den føste er både stor og død, mens den sidste er død og levende - og det er vel heller ikke så ilde.
De der rettelig burde anklages for plagiat - er derimod næsten altid hædersmænd, som alle vil stå sig godt med.
Ja, og vi forventer da rigtignok nu at blive plagieret af hædersfolk -, for det er endnu mere smigrende..
Må man i øvrigt henvise til en kronik om plagiatets psykologi i Politiken 2011,
MEDIERNES EGET ANSVAR?
Til sidst et godt indspark fra Lars
Holmgaard Christensen:
"JOURNALISTISK DOPING?
Forklaring: Medieindustriens etiske
udfordringer minder om dopingskandaler i cykelsporten.
Du har cykelholdet, mediehusene, der
lever af at kultivere og hyre journalistiske talenter, hvis opgave
det bliver at levere overskrifter og gode resultater for holdet. De
bliver så ledet i det hold, de indgår i af en holdleder, som oftest
er en tidligere fagprofessionel. Det er et hold, hvis overordnede mål
er at vinde og komme først med det sidste og være stærke på
analyserne.
Journalister som ynder autonomi er
samtidig indbyrdes konkurrerende alle journalister imellem uafhængig
af hvilket hold eller mediehus, de er hos, og de kæmper for at vinde
journalistiske priser og hæder. Via egne præstationer kultiverer de
deres eget navn. Når en journalist doper sig med opdigtede kilder,
kopierede tekster og lignende, så præsterer vedkommende og også
holdet evt. bedre, og bliver vedkommende afsløret, ja så ryger
vedkommende af holdet og holdlederen kender sjældent noget til
snyderiet. Holdet kører videre med nye ryttere. Intet er forandret,
ingen spørgsmål bliver stillet til, hvorfor kopiering, plagiering
og digteri er nødvendig i den journalistiske opmærksomhedsindustri.
Sjældent ser ledelserne det som en redaktionel problemstilling."
--------------------------------------------------------------------
Glimrende iagttagelse: Plagiat er nemlig efterhånden noget nær det normale
både i den akademiske og journalistiske verden. Og de der påtaler
de grovere af slagsen, fryses ud, såfremt synderen er højt på
strå. - ja allerede originalitet er såmænd ofte forbrydelse nok
til at begrunde fyring i tavshed...
Rivalitetens smålighed i denne
komiske kamp om ære og priser for absolut vellykket normalitet skal
heller ikke undervurderes.
I det seneste aktuelle fald er der så
måske i jule-travlheden sket en praktisk bommert, som ikke rammer
nogen eller fratager nogen hvad der var deres. Og hvor de udeladte
citationstegn muligvis endda kan være underforståede: Omtrent som
når folk citerer Newton, Storm P. eller Shakespare uden hver gang at
nævne den velkendte kilde. Noget lignende kan også være tilfældet
med de tilsvarende forseelser som nogle har klandret vor
uddannelses-minister for.
Sådanne fodfejl er pærelette for
enhver at påvise, når det glamourøse ophav jo ikke just er en
miskendt sibirisk tugthusfange - og alene af den grund intet mister,
men blot opnår god reklame: "Se bare : Selv dygtige folk i
andre lande kopierer mig!".
Men dog alligevel stadig ret
symptomatisk for tidens og den herskende nye klasses kultur - og
derfor måske heller ikke helt uden en vis nemesis...
Hykleriet ligger i, at kun når
magtfulde instanser der ingenlunde mister noget derved, kopieres selv i småting - så slås det stort op. Mindre privilegerede samt mindre organiserede uden megafon kan
derimod rende og hoppe - også i anderledes grove cases, hvor den
ramte jo samtidig reelt fratages retten til sit eget arbejde og
tillige som uetableret reelt frakendes klageret. Ganske som i H.C.
Andersens "Skyggen", hvor "skyggen" til
demokratisk spot og spe for massepsykologiens veluddannede
folkedomstol udpegede den arme mand som sin egen misundelige skygge -
ynkeligt forgræmmet af lutter "negativ opbyggelighed"...,
Som det vist for tiden gerne kaldes i
kulturafdelingen...
Kendere af branchen fremhæver også
pressede arbejdsforhold som en faktor, der inviterer til hvad
Holmgaard rammende kalder "doping".
Men nu er det jo altså ikke "medier",
men mennesker der hugger fra hinanden.
For det andet er det yderst sjældent, at
nogen fyres for manglende originalitet - for det dulmer tværtimod den
indbyrdes rivalitet. Så modsat ved eksamensbordets skillevej her og
nu, så er det som til daglig presser mennesker til plagiat (harmløst
eller grovt), nok oftest deres egen forfængelighed.
Tænk blot på, at mange af de mest
urokkeligt konsoliderede i både medierne og andre brancher ikke
altid kendetegnes af hverken at være kontroversielle (slet ikke i
forhold til ledelsen) eller specielt originale. Men derfor kan de
skam godt være velbegavede.
I alle forhold gælder jo at den sidder
tryggest, der ikke stikker for meget ud. Så det undgår de klogeste
her i verden,,,
Sunday, December 06, 2015
JULETRÆER OG SALOMONISK VISDOM
JUL
OM TUSIND ÅR - OM ALLAH VIL...
EN gammel vestjyde erklærede engang om fænomenet "bord-manerer", at han endnu aldrig havde mødt en mand så fin, så at "vind og vejr" ikke skulle have lov til at have deres gang...
På
samme vis har jeg selv endnu ikke mødt nogen det det var så synd
for, at der ikke kunne laves grin med dem.
Det
forlyder således nu at fattige danske muslimer i stadig større
udstrækning søger jule-hjælp i Folkekirkens og andet regi. Heraf
fremgår, at økonomisk udsultning er det mest effektive redskab til
integrationen: Så nu tror de sgu også på Julemanden.
Derefter
kan danske muslimer så bruge de næste tusind år på at slås
indbyrdes om, hvem der skal være Julemandens retmæssige åndelige
arvtager-- Men at det skal være en muslim, det kan der vist ikke
være to meninger om...
Det
nære har jeg altid taget lettere end det fjerne. Så i dag
indhentede jeg uden tøven et hængeparti i form af et fjernt og
uvejsomt beliggende motiv, som til vedvarende ærgrelse mislykkedes i
fjor.
Lokaliteten
rensedes ved samme lejlighed for opvoksende juletræer., efter
den samme recept som historien om Kong Salomons visdom. Men med
omvendt fortegn: For hos Kong Salomon vil just barnets sande moder
til
hver en tid ofre
sin moderværdighed for at redde barnet. Men jeg dræber tværtimod
hellere børnene end jeg lader dem afhænde til vantro horder.
Men min sande grund til at fælde juletræer er nu den stedvis at forhindre en kvælende gran-dominans i en geografisk zone, der naturligt kendetegnes af en vis dynamisk ligevægt mellem gran, fyr, bøg, eg og asp. Mine distrikter ligger nemlig omkring bøgens naturlige europæiske nordgrænse og granens naturlige sydgrænse: et forhold der imidlertid er blevet forrykket gennem de sidste 100 år af skovbrugets ensidige favorisering af hurtigt voksende granskov – på bekostning af fyr og i endnu højere grad bøg, eg og asp.
Den mørke plantede granskov kvæler atter den naturlige undervegetation af blåbær og tyttebær, som især tjuren og urfuglen behøver., og som oftest er fremherskende i naturskov i nordlige egne. Og fra grankulturerne spreder et overskud af granfrø sig desværre også ind i tilstødende og nært beliggende rester af oprindelig selvsået blandingskov, som derfor kræver en vis pleje - selv hvor den er fredet.
–------------------
Men min sande grund til at fælde juletræer er nu den stedvis at forhindre en kvælende gran-dominans i en geografisk zone, der naturligt kendetegnes af en vis dynamisk ligevægt mellem gran, fyr, bøg, eg og asp. Mine distrikter ligger nemlig omkring bøgens naturlige europæiske nordgrænse og granens naturlige sydgrænse: et forhold der imidlertid er blevet forrykket gennem de sidste 100 år af skovbrugets ensidige favorisering af hurtigt voksende granskov – på bekostning af fyr og i endnu højere grad bøg, eg og asp.
Den mørke plantede granskov kvæler atter den naturlige undervegetation af blåbær og tyttebær, som især tjuren og urfuglen behøver., og som oftest er fremherskende i naturskov i nordlige egne. Og fra grankulturerne spreder et overskud af granfrø sig desværre også ind i tilstødende og nært beliggende rester af oprindelig selvsået blandingskov, som derfor kræver en vis pleje - selv hvor den er fredet.
–------------------
I
øvrigt kan vi for en anden gangs skyld oplyse om, at ganske
som man sagtens kan fejre jul uden juletræ, så kan man også
sagtens være sofavælger uden at eje nogen sofa...
Wednesday, December 02, 2015
"MELANCHOLIA" - JA ELLER NEJ?
"MELANCHOLIA" – JA ELLER
NEJ?
Sæt nu Danmark styredes af en diktator
med nogle supergode ideer om øjeblikkelige væsentlige nationale,
europæiske og globale tiltag i påtrængende fælles anliggender. Så
ville der i befolkningen straks opstå to skoler:
Én skole, der støtter den fremsynede
og handlekraftige diktator - og en modsat skole, der tværtimod
fremhæver, at diktatur nu engang er diktatur og en åben ladeport
for alskens vilkårlighed.
Så selv om denne diktators tiltag
muligvis er velbegrundede, så må vi først vælte ham og indføre
demokrati. Siden hen kan vi så diskutere og eventuelt beslutte at
iværksætte de bedste af hans planer i demokratisk regi.
Afstemningen kendetegnes af netop dette
dilemma: Ypperlige og velkonsoliderede, modne argumenter på begge
sider. Men hvis begge parter således har ret, så må det være
muligt at forene de komplementære synspunkter i et og samme billede.
Og da kommer det vel til at handle om, hvor akut og "force
majeure"-betonet situationen egentlig er - samt om hvor
besværligt det ville være trods alt at vælge den sendrægtigt
demokratiske omvej.
Hvis det drejer sig om at bombardere en
faldende meteor fra rummet til støv i tide med en atomraket eller
tre, så vil vi alle støtte diktatoren. Så von Triers film
"Melancholia" er grænsetilfældet og derfor en godt
billede på rammerne for vort fælles tankeeksperiment.
Men selve valget har jeg for min del
ingen kvalificeret mening om. Og hvis noget ikke er indiskutabelt
"force majeure", så er jeg oftest ret utilbøjelig til at
interessere mig så frygteligt meget for det...Og da især hvis jeg
ved, at mange andre går desto mere op i det og har sat sig mere ind
i det.
"Den barmhjertige samaritaner"
er i princippet det stik modsatte tilfælde: 1. Det var force
majeure. 2. Ikke en mors sjæl ud over samaritaneren kærede sig det
mindste om den arme djævel i grøftekanten.
Men ikke dermed sagt, at min egen
demokratiske defaitisme og dovenskab så ligefrem er evangelisk
forbilledlig...
Men PØJ-PØJ med det hele...
P.S. Den sædvanlige tilføjelse omkring fænomenet "Såfremt inspirationen en anden gang skulle melde sig..." - skulle vel efterhånden være overflødig?
P.S. Den sædvanlige tilføjelse omkring fænomenet "Såfremt inspirationen en anden gang skulle melde sig..." - skulle vel efterhånden være overflødig?
Subscribe to:
Posts (Atom)