ALLAH (JEG) ALLAH
Vor overskrift kunne ligne en litterær blasfemi beregnet på at forene Klaus Rifbjerg med et skønsomt udvalg af stridbare imamer – blot for at demonstrere at menneskenes børn overalt er gjort af det samme stof; samt at menneskers meninger er det mindst interessante ved dem.
Imidlertid ligger der en helt anden overvejelse bag overskriften. For da næsten alle bøger i vore dage reelt er journalistik i forklædning – agter jeg fremover at profilere mig ved i stedet at skrive romaner forklædt som journalistik. Så meget mere som kun anmeldere samt efterlønnere efterhånden har tid til at læse rigtige bøger, selv om de er velegnede som julegaver og altid pynter på hylden.
En klog mand skal desuden have sagt, at alt hvad der ikke kan stå på en A4 side, er sludder – hvortil for fuldkommenhedens skyld bør føjes, at også meget vås glimrende kan rummes på en A4 side. Ja, spidsfindige hjerner kunne endda turnere med den blasfemiske frækhed, at også det citerede budskab er vås – og just derfor i sig selv en ypperlig dokumentation for sandheden af vor lille tilføjelse.
Psykiateren Erling Jakobsen fortalte i sin tid, at en af hans patienter erklærede at have permanent sæde i himlen hos Gud. På Jakobsens fornuftige indvending, at patienten vel umuligt på samme tid kunne befinde sig på den lukkede afdeling i Risskov og i himlen, leverede patienten det tvicangende svar: ”Jo, jeg kan godt – for jeg er jo skizofren!”
Hvis nu en patient i et islamisk fundamentalistisk land fik den samme grille, men med Allah i Guds rolle, ville han enten blive henrettet eller udskrevet.
Naser Khader er blevet udsat for dødstrusler for mindre end det grundet en ren misforståelse: Khader har nemlig sagt at tegninger af Muhammed ikke bør forbydes – hvilket en bogstavtro Koran-læser tolker sådan, at Khader finder det moralsk i orden at udsende karrikaturtegninger af Muhammed.
Men den mistolkning demonstrerer netop det uholdbare i dogmet om bogstavelighed: Ja, selv det at forstå budskaber bogstaveligt er endda oftest en fortolkning. Men netop fordi der er en islamisk tradition for bogstavelighed, går fundamentalister ud fra at Naser Khader ligesom de selv sætter lighedstegn mellem lov og moral. At noget er moralsk forkert, indebærer imídlertid ikke nødvendigvis at det så bør forbydes ved lov. For når Naser Khader forsvarer Jyllandspostens lovmæssige ret, er det ikke ment som moralsk støtte.
Når vi ikke bør forbyde alt usympatisk, skyldes det bl.a. at hvad der er usympatisk, ofte er mangetydigt og svært at bevise – samt at den formastelige ofte kan henvise til et bredere sigte og højere formål. Omvendt gives der handlinger som rettelig er forbudte, men som ofte kan være moralsk rigtige. Hvilke handlinger? Åh, f.eks. mord. Ganske mange personager rundt om i verden burde ret beset slås ihjel, og jeg ville personligt ikke melde de anonyme helte til politiet. Men selvfølgelig skal mord være forbudt, selv når det er moralsk ønskeligt: For ellers kunne enhver psykopat opnå diplomatisk immunitet blot ved at påberåbe sig ædle hensigter og god tro.
Nu kunne lovligt kreative islamiske læsere fejltolke vore ord her bogstaveligt som et vink fra Allah (mig) Allah om grønt lys til at slå alle ihjel der som Naser Khader gør Allah (mig) Allah den tjeneste at demonstrere den længe efterlyste moderne Islam – uanset Khaders eget mishag mod Jyllandspostens dumme spøg. Men det ville som sagt være at rette bager for smed.
Også kristendommen har en gammel tradition for bekendelse til apostlenes Guds-indblæste og bogstavelige ord – hvormed især tænkes på treenigheden samt på Jesu status som Guds søn i eminent forstand hinsides enhver sammenligning selv med så habile profeter som Johannes Døberen og Elias. Karen Blixen havde på dette punkt kristendommen til bedste og foretrak udtrykkeligt Islam – hvorimod omvendt flere lærde ironisk nok tog hendes hyppige henvisninger til Biblen bogstaveligt og læste hende som en kristen forfatter.
Ligesom der kan stå alt i en roman uden at ændre dens genre, gælder dette Biblen og Koranen. Selv om Koranen erklærer at være Allahs egne ord – så hindrer det på ingen vis oplyste muslimer i at læse Koranen som en tekst der er forfattet af et menneske og derfor kræver fortolkning. Profetens egen erklæring om det modsatte gør i den forbindelse hverken fra eller til: For også den er jo da at betragte som menneskeværk – og beviser derfor ikke mere end en løgners garanti for sin egen sandfærdighed. Dette er Allahs ord!

AMANDAS RØV

AMANDAS RØV
Man har ofte lejlighed til at tænke over den underliggende biologi i de verserende spil mellem kulturens aktører såsom anmeldere, konsulenter, forfattere og forskere. Det er ikke noget, vi lærer om i skolen, og det bør det heller ikke være – den dag også livserfaring gøres til et skolefag, bør vi lave livet om bare for at ryste hackerne af os.
I vore dage er det ellers sådan, at ikke så snart nogen slår en prut, skal der partout oprettes et institut samt et nyt skolefag for at udnytte det til at pynte på beskæftigelsestallene. Kunsten er at få nogle velmenende politikere til at falde på halen for en velformuleret elite med gode kommunikationskanaler – mange politikere vil være glade for at kæmpe for en ædel sag.
Nu skal man ikke tro, at politikerne bare vil tage sig seriøse og ædle ud over for vælgerne og pressen – vi mennesker kan faktisk rigtigt godt lide at handle smukt. Men verden er sådan indrettet, at vi hele tiden må udskyde det gode, som vi vil, for ikke at bukke under i kampen mod de onde, kort sagt de andre – og således mener vi os tvungne til også selv at tilbageholde vor gode vilje. Og eftersom gode er det vi allerhelst ville være, så har vi ærligt talt ondt af os selv over, at verden og de rigtigt onde ikke tillader os at udfolde dette vort sande jeg. På den anden side: hvis verden ikke var i det ondes vold, ville ingen være i hjælp behov – og det er ingen kunst at være god, når slet ingen behøver vor hjælp. Så kan man nøjes med at sige "Pøj-pøj!"
Nå, politikerne er også mennesker og oftest både dygtige og velmenende. Men ganske som reklamefolk ingenlunde selv er immune over for reklame, så falder også politikere for alt, hvad der er præsentabelt, talstærkt overbevisende og "professionelt", det være nu nok så fjollet. Ingen politiker er i stand til at betvivle betydningen af Ørestaden eller et nyt monstrøst museum sammesteds, for noget så stort kan man ikke overse uden at være enten gal eller en krukke. Den udstillede kunstner interesserer derimod mindre og en van Gogh slet ikke – det velmenende "magtmenneskes" naivitet består i denne tyrkertro på pomp som det dybeste kriterium.
Disse nødtvungne eksperter i effekt falder selv for effekter og kan ikke forestille sig, at nogen ved sine fulde fem kan lade stå til på et så centralt område: "Skar Van Gogh måske ikke sit ene øre af? Javel, det venstre – jamen så slog vor almendannelse da heller ikke denne gang fejl, tør man nok antyde: vi må ikke overse noget af betydning og tror jo heller ikke som de udannede, at "Ars Amandæ" betyder Amandas røv. Men maleren selv var sølle og mellem os sagt overvurderet, sammenlignet med Kirkeby og Bjørn Nørgaard – omgås for øvrigt dem begge – men De ved: Janteloven – kender det som politiker... Nå, men kuratoren, opsætningen, katalogteksten, arrangementet: fremragende! Stakkels hr. Rindal, der undervurderede menneskeånden, men selv ikke havde forstand nok til at blive ved sin læst."
Hvis nogen stadig skulle betvivle vort museums værdi, laver vi en folkefest på stedet, som bør koste det halve af statsbudgettet, da hele Overdanmark – kort sagt det halve folk – forventes at deltage: det er demokrati! Og nu kan ingen længere være i tvivl: museet er en stor succes og en uvurderlig perle i Ørestaden. "Hele Europa kom til Øresund det år, for første gang siden den tyske Hansas tid – thi mennesket lever ikke af sild alene."
Nuvel, på samme vis må vi også plædere for museer og institutter for livserfaring, glæde, sjov og alvor: for gode stillinger. Ikke fordi vi selv er onde: men hvis ikke vi solidarisk gør vor ide profitabel for en ny elite, ender vi som van Gogh. Og så scorer de rigtigt onde bare profitten i stedet.

LIVET ER EN CIRKUS

LIVET ER EN CIRKUS
Livet er en cirkus, siger Storm P., men det er nok en overdrivelse, for dels er det ikke altid sjovt, dels er det i livet nok så ofte os selv der ryger på røven, mens vi i cirkus kan nøjes med al le ad de andre.
Derimod kunne man sige at kulturlivet er et cirkus – for selv om tilskuerne her ofte må tro at det er dem selv der er til grin, så er udøverne nu også tit langt morsommere end de selv er klare over. Og uden nogen beregnende ærbødighed over for det forfordelte køn, som alligevel ikke falder for umandig underkastelse, tør jeg vedstå at det kulturcirkus som her tales om står helt i hankønnets tegn. Ja, bortset fra at de to køn næppe kan tænkes isoleret.
Egentlig burde vi jo så begynde med Adam og Eva, men det lader sig ikke gøre i praksis. Men apropos praksis kan jeg i stedet fortælle Dem, at der for et par år siden kom en lige så tyk som ulæselig humanvidenskabelig doktorafhanding i to bind med den tilsvarende humane titel "Praxis". Lyder det som en Storm P. opfindelse? Ja, men den fungerede – manden udførte kunststykket og blev så professor.
Jeg kan kun håbe på, at skulle jeg en dag behøve professorens gunst, vil han vise sig lige så humoristisk anlagt som titlen antydede. For jeg indrømmer straks at jeg ikke kunne leve op til mit forsæt om at læse nævnte værk, og det skønt en kulturredaktør havde tilbudt mig den utaknemmelige rolle som dets anmelder.
Hemmeligheden er jo at visse værker er endnu sværere at læse end at skrive, men alligevel er det ikke anmelderen, men forfatteren der belønnes med professortitlen.

Men her gjorde jeg regning uden vært, for i mændenes akademiske cirkus er anmelderrollen tit et afgørende springbrædt. Ved eftersyn viser det sig nemlig, at kultursektionernes læsere så langt fra at blive til grin for egne penge kan overvære, hvorledes humanvidenskabernes tunge drenge fra landets universitetsbyer skiftes til at anmelde hinanden for hinanden. At give afkald på sådan en tjans er naturligvis en fadæse.
At studere dette cirkus er dog i praksis også et stykke humanvidenskab, der er nok så genuint som disse hegelianske tankespind på femte og sjette hånd. Vi skylder nemlig at oplyse om, at dyr øverst i fødekæden gerne har en ram smag, og allerdårligst smager følgelig ådselsgribbene. Eller som Storm P.s kannibal sagde til en strandet zoolog:"Bare rolig, her på øen er vi vegetarianere – vi spiser kun botanikere".
Til værket. Anmelderen af en tung dreng må ved en art magisk smitte også selv være en tung dreng. og alle drenge på vej op i hierarkiet noterer det med benovelse. De ville være lykkelige for at få lov at anmelde den tunge anmelder, hvis han også selv en dag skulle begå et større værk.
Men den tunge anmelder håber naturligvis på i så fald at blive anmeldt af den tunge dreng, som han selv anmeldte skarpsindigt, men respektfuldt – og smådrengene på vej kan i stedet få lov at skrive opgaver om ham, det hjælper alt sammen.
Forholdet mellem den tunge dreng og hans anmelder er interessant, for de behøver hinanden – en forfatter uden anmelder er lige så ulykkelig som det modsatte. Men de gensidige anmeldere er samtidig rivaler, og det resulterer i en sær retorisk dans hen over hovedet på læserne – for troldmændene frygter med god grund deres lærlinge.

Sprog er svært, og ganske apropos må jeg bekende, at allermest morer jeg mig over semiotikerne, for de synes at tage det med kulturens cirkus på ordet – og hvem skulle ellers gøre det. Parentes (ja, tag mig nu ikke bogstaveligt), jeg gentager, parentes: En semiotiker til sin ligesindede borddame: "Må jeg tage Dem på ordet?" "Ja, hvor ellers".
Semiotikeren Per Aage Brandt lader sig næppe læse, og salig Poul Borum indestod af samme grund for geniets niveau. Og jævnligt begår han nye ting. I tid regnet tilstår jeg, at Per Aage (som en ambitiøs ung kollega in spe omtalte ham) er mere, end jeg har råd til.
Nogle har anbefalet mig lykkepillen Prosac, men udover at vi sadister nyder at se sjæl og legeme pine hinanden, så har jeg hidtil afslået det med at det er for dyrt. Men dyrere end "Per Aage" kan det vel ikke være.
Jeg foreslår hermed at vi omdøber Prosac til "Per Aage". Produktet markedsføres jo allerede under en række navne, og en af grundene siges at være den at placebovirkningen, som hævdes at være en væsentlig side af al medicin, aftager efterhånden, hvorefter et nyt navn såsom "Per Aage" kan gøre underværker. Det samme kan jeg desværre ikke love om Per Aage selv, hvilket kun ypperligt belyser forskellen på sprog og virkelighed. I Per Aages tilfælde mistænker jeg at hele virkningen er placebo, hvoraf følger at også han snarest bør skifte navn – så meget mere som det jo herefterdags vil spare ham for anklager fra medicinalindustriens side for tyveri af beskyttede navne.
Læsere med forhåbninger om avancement i mændenes kulturcirkus skal til sidst belønnes for deres tålmodighed. Undersøgelser har nemlig vist, at hvis man giver en abe Fontex, ryger den omgående til tops i abeflokkens benhårde hierarki.
Med Fontex kan De derfor ikke undgå at få succes – for skulle De mod forventning ikke ryge til tops, så har De jo dermed i stedet formået at bevise, at De ikke er nogen abe. Og det vil gøre Dem til pave – om ikke andet så i Rom.

BREV TIL CIVILISATIONEN

BREV TIL CIVILISATIONEN 8- 30 august

Egentlig kunne I jo rende og hoppe, og det er næsten lige før jeg kun skriver af medlidenhed. Jeg har ellers en vaskeægte grizzly-historie, som kunne være sluttet nok så dramatisk som den amerikanske bjørnefilm, som nu er kommet op. Men den får I ikke denne gang.
Jeg var et smut med en lokal kontakt langt ude på nogle små nordnorske turistfri øer, hvor kommuneforskere kan studere fungerende stædigt norske minikommuner - og hvor biologer kan studere en sjældent intakt bestand af verdens største ugle, den store hornugle(Bubo Bubo).

Omtrent ligesom Falsterbo befolkes af dels golfidioter, dels ornitologer, der gensidigt anser hinanden for hinsides al rationel kommunikation endsige terapeutisk rækkevidde - således har ugleforskerne og kommuneforskerne intet at fortælle hinanden.
Lad os gå til bekendelse, jeg giver fanden i kommunerne, for det er uglerne som sammen med oddere og havørne er hovedattraktionen. Nævnte hornede krabater fanger selv de største havmåger såvel som ederfugle og søpapegøjer. Deres gåsestore dununger er ekstremt godt camouflerede, hvis det da ikke var for deres rubinrøde brændende øjne.

De svenske aviser er snart en saga blot, og det samme vil nok ske herhjemme med al det gratis-pis og det dumme konformitetsræs via "undervisiteter", forfatterskoler og såkaldte journalisthøjskoler, som nærmest forebygger fremvækst af en personlig og erfarnesbåren stemme. Processen er selvforstærkende, for ikke blot er det altid lettest fantasiløst at følge strømmen og gøre som andre: Det belønnes også og tilstræbes derfor altid ubevidst af alle flokdyr - hvortil som spot til skade kommer, at overlevende originaler osv dermed vil skille sig ud og blive mobbet eller frasorteret - ingenlunde af personlige grunde, og ikke engang nødvendigvis af egentlig jalousi, men simpelt hen fordi de bekvemt står godt for hug i en verden hvor der kæmpes om pladsen og opmærksomheden. Endelig reagerer kollektivet altid med forargelse mod den der viser styrke til at holde stand, selv med rette.

Allerede jalousi kræver dog en smule erkendelse, men de fleste der følger strømmen, tror naivt at de har skaberens velvilje som hans gave til menneskeheden. Det udvendige troskyldige menneske kan end ikke forestille sig afvigelse som andet end ufrivillig og følgelig et tegn på medfødte eller erhvervede defekter. Lad dem blive i troen, for vi vil også fortsat kun have fans af udsøgt og uomtvistelig dignitet. Men sandheden er at læserne tørster efter det genuine, men fordi dagens intelligente robotelite lige akkurat ikke kan levere dette, men højst en gang snart medløberisk, snart skabagtigt opsætsig hysteri, så vil den fornærmede redaktionelle omkvæd stadig oftere lyde: "Deres indlæg er ikke egnet til Morgenbladet" - som om en avis var en person, og som om læserne ikke var det afgørende.
Desværre reagerer individerne i et kollektiv netop ved at identificere sig med Klanen, såfremt man tiltaler endsige kritiserer dem som repræsentanter for den - her hjælper ingen "uddannelse", rend og hop! Men af samme grund er det ens civiliserede pligt altid at skille den enkelte ud og appellere til ham eller hende som individ for netop at forebygge den arkaiske pindsvineposition: For denne fører lige lukt til Beirut og Ausschwits, for vejen dertil er uhyggelig kort, og det gælder blot om at betræde dens første trin, så kommer resten af sig selv, for det går ned ad bakke. Og frem og tilbage er desværre ikke lige langt.

Katastrofen sker hele tiden, for vi mennesker er dødsensfarlige - og indbilder vi os i flok ovenikøbet at repræsentere en civilisatorisk fortrop, den mest elitære avis, det oplyste parti, "Vores hæderkronede Firma" eller hvad nu, så er risikoen blot desto større, fordi den blinde plets helgardering gør os immune mod kritik endsige selvkritik.
Nå, vi ved jo snart også at det som ikke alle kan eller tør, det må ingen kunne eller turde. Derfor alle tidens desperate redaktionelle tiltag i flok som kompensation for den tiltagende mangel på det ene fornødne, som er tabu. For som en langt mere belæst bekendt (se Calvesgarden-Calendar) siger, er stilen, stemmen og sproget langt vigtigere end indholdet som holdbarhedsparameter for en tekst. Og måske tør vi tilføje at en holdbar form tillige borger for indholdets kvalitet. Dertil vil vi hævde flg.: Tåler, ja indbyder en tekst ikke til at blive læst højt, så dumper den - ligervis hvis den ikke med udbytte kan læses af folk med særdeles forskellige forudsætninger. Indbildte kollegers ord må vejes derimod oftest på en guldvægt, og som tidligere skrevet regner jeg derfor privat professor i fysik Benny Lautrups gentagne og spontane roser for langt mere ubestikkelige,tungere og smigrende, end hvis samtlige landets filosofiprofessorer og avisredaktører havde sagt noget lignende - selv om det sidste naturligvis ville være forbundet med ganske anderledes verdslige muligheder.

Trods min kærlighed til Sverige ville jeg i vore dage normalt ikke drømme om at skrive til dagens svenske aviser, for som sagt er de snart ikke værd at læse: De danske er faktisk gennemgående stadig langt bedre, men pilen peger samme vej, for alle idioter drømmer om at blive journalister og studieværter - ak,ak. I dagens Information 9.august, skriver en ung svensk forfatter Ulf Peter Hallberg sjovt nok om den svenske medie-og avisverdens forfald og ser sportens verden som sit sidste sublime helle mod korruption og populisme.

Vildmarken skal ikke anmeldes, og som sagt venter jeg en runde med min bjørnehistorie samt med vildmarkens lokale sociologi. Men anbefale vildmarken uforbeholdent tør jeg gøre, selv om De naturligvis kan have ret i allehånde snusfornuftige moderationer om bekvemmelighed, fornuftige samtaler, uvejr, myg osv.
Nej, lad os lige slå to fluer med et lille smæk, for jeg har en frisk kombineret natur- og mediehistorie. Sagen er den at de ting vi ligger under for, er lettere at fiksere og artsbestemme i miniformat, hvor vi kan smile ad dem og ikke er personligt i klemme.
For mange år siden viste jeg således for et hold svenske ornitologer en serie lysbilleder af kongeørne på reden - og formanden blev tydeligvis lidt sur i masken, simpelt hen fordi jeg ved at forbigå organisationens kollektive syn på reglementeret fotografering beklikkede organisationens autoritet og dermed det kongelige ornitologiske hierarki. Nu var billederne heller ikke så ringe, men det uhørte var at en uorganiseret sorgløst kunne præstere den frækhed midt i hovedkvarteret at vise noget, som i givet fald måtte vurderes og sanktioneres først fra højere sted. Men nogen formel fejl var jo ikke sket, så det hele blev på det uudtalte og så at sige sociologiske plan - som var overordentlig underholdende.

Når nøjagtigt samme mekanismer rammer én på steder hvor man dog agter at gøre lidt mere vedvarende lykke, så er det derimod knap så sjovt; for kuet af situationen kan man da alt for let overvurdere modparten og komme i tvivl om sig selv. Men lad være, for den kollektive barnagtighed selv blandt de højst betitlede råber ofte til himlen. Nå, men man må jo give folk en chance og ikke på forhånd slå hele banden i hartkorn, for så bliver det først for alvor en bande. Og sådan én lider af den illusion, at de bliver bedre og mere sublime desto mere lousy de opfører sig - men sådan er det bare ikke, nemesis eller ej.

Fra en avis hvortil jeg i tidens løb har leveret over 100 artikler gratis, får jeg nu lutter uartige svar, og dog er det deres egen selvagtelse der rammes dybest af den opførsel, for de går jo langt under deres eget niveau. Og mit eneste håb er at få hine enkelte i tale som har og hele tiden har haft integritet. For de findes over alt, men hvilken post de sidder på p.t., er noget af et lotteri. I disse henseender er det enkelte menneske efter min erfaring meget konstante: Vi kan alle blive jaloux osv, osv, men vi bliver trods en smule gnaveri dog ikke rene og gennemførte røvhuller af den grund. Folk der har siddet i fangelejre, ved vist en hel del om den mystiske lille forskel og kan derfor skrive under på vore ord.


Nå, nu kommer det lille to fluer med et smæk, jeg stillede i udsigt. I sommerens løb bragte en sydsvensk regionalavis faktisk et opslag med billeder af en lokal kongeørnerede, den hidtil første i den pågældende landsdel. Modsat når man skriver for ærens skyld til Information, insisterede jeg denne gang på ordentlig betaling grundet mit lejlighedsvise nyhedsmonopol - men redaktøren insisterede til gengæld på selv at skrive artiklen, hvilket den selvsagt kun blev kedeligere af. Men beskeden lød selv efter min anden version af historien, at det var ikke fordi teksten var dårlig, men den passede blot ikke til "morgenposten".

Og her återkommer ovennævnte pointe, at når man ser mekanismerne i komisk lilleputformat, så kan man trække på skulderen, hvorimod man ofte lider umådeholdent tab af selvværd når akkurat samme mekanismer er på spil i sammenhænge, hvor man figurerer i fuldere udtræk og ikke blot på gæstevisit.
Hvad aviserne angår ser jeg at også de nu skriver om "Bloggen" som fænomen og endda lader udvalgte skrivekugler efterligne og kapre den som genre til avissiderne, men den går naturligvis slet ikke. De må indstille sig på, at hvis de ikke opfører sig ordentlig, vil de få løbende hug fra - skulle vi mene - høyere sted. For nu er det deres tur til at blive anmeldt.

Og i dagens Politiken 19. august slår Tøger Seidenfaden til lyd for hvad jeg i lange tider og også her på bloggen har profeteret, nemlig at aviserne ikke har råd til at drukne i konformitet, og at den ideelle skribent har et umiddelbart genkendeligt fingeraftryk - der vel at mærke ikke må forveksles med ens indholdsmæssige ekspertise som aktieanalytiker eller hvad nu. Ja, Seidenfaden indrømmer endda at læserne aldrig klager over for høj kvalitet og mange gange er klogere på deres eget felt end skribenterne. Men lad os tilføje at konformitet på højniveau er det allerværste, fordi skinnet jo bedrager, omtrent som hos bibelstærke satanister og hos jævnt intrigante karrieremennesker med alle de rigtige meninger som trojansk hest, alibi og selvbedrag. Men den vise redaktør kommer til at sande at personlighed ikke kan vedtages på tinge blandt Tordenskjolds soldatern som man ellers plejer i over-Danmark. Så resultatet kan blive pinligt, hvis ikke redaktøren skrider til værket med oprigtig lidenskab. For stil stikker dybere end sproget og kan så lidt som personlig erfaring læres på nogen skole.

Nå, men fra et andet synspunkt er det vel komisk at vi nu på demokratisk vis siger og skriver alle er blevet forfattere. For som Storm P. siger: "Jeg er skribent" "Såh, De har vel skrevet under på noget". Men læserne kan jo dog selv vælge og vrage, og det med at leve af det er måske efterhånden gammeldags. For med dagens levestandard og ringe behov for arbejdskraft vi svinder æren ved at kunne leve af skidtet også ind. I årevis har jeg ruineret mig selv ved at ville leve halvhjertet af naturfotografier - og må nu se mig komisk indhentet af folk med selv ganske beskedne digitalkameraer med kun en tiendedels vægt i forhold til mit grej, samt fast angagement på billedbureauer. Men sådan skal det nok være, og teknikken er jo heller ikke alt - man må erkende at man på nogle felter blot er en dedikeret klamhugger. Sagen er også den at folk som mig er ikke sælgere, og den der følelse af at det virkelige liv dog består i at kunne sælge og leve af det, denne naive drøm om deltagelse i det praktiske liv, hvis sociale aspekter man i virkeligheden altid har skyet, udsat og bagatelliseret til engang man blev voksen - den er snart forældet, for et idiotarbejde kan man altid støve op af og til.
Der er økonomisk plads til os alle, og selv hvis man agter at formere sig, bør man ikke gammelklogt tænke på, om man kan levere de rette forhold - for husk på, at har man råd til at holde hund, så har man vel også råd til at holde et barn.
Men jeg har jo netop ingen hund? Næ-nej, og just derfor kunne jeg strengt taget godt have råd til at holde barn - men begge dele ville nok sprænge budgettet, især hvis jeg fortsat agter at ruinere mig ved antikverede fotografiske udendørs aktiviteter, dejlig langt fra virkeligheden, men dog tilsat nævnte langsigtede drøm om bastant, ramsaltet og omsættelig social virkelighed, og på en måde som ingen kan få ondt over.
Følelsen af at de der lever af skidtet, er de rigtige og de egentlige, ja de misundelsesværdige, er imidlertid efterhånden forældet - også socialt set: For uafhængige amatører vil efterhånden nyde omtrent lige så stor anerkendelse som levebrødets proletarer, simpelt hen fordi vi ikke længere kues af den økonomiske pisk som standard for anerkendelse og kvalitet - selv om den som gulerod kan være et stykke pikant folklore som et levn fra de gode gamle dage, hvor folk var i stand til at leve af noget. Most impressive, men alligevel. Må vi ikke nok have os frabedt, jeg mener pressekonferencer og jeg ved ikke hvad.

Det er selvfølgelig ikke helt sandt, men I forstår hvor jeg trods alt nogenlunde seriøst vil hen. Vi er snart alle blevet frie gentlemen, men selvfølgelig er der skam kvalitetsforskelle i allehånde henseender, ligeså vel som man jo også selv har sine begrænsninger og skønhedspletter.
Men det vidste såmænd allerede baronesse Blixen udmærket, for nogen dumrian var hun nu ikke, hun var bare en slags idealist. Vores mission er at inspirere samt holde det sociale livs indbildske instanser godt i ørerne - og blot vi ikke betvivler vor egen berettigelse i så henseende, så skal det nok lykkes os, for modsat medierne er vi økonomisk uafhængige og dermed ubestikkelige, og vi agter derfor anfægtet at udkomme om ikke dag for dag, så i det mindste når det passer os.
Således har I f.eks.nu fået nok for i dag, selv om jeg har flere trumfkort som for en god ordens skyld skal gives en chance i den betalingsdygtige presse, for vi må jo tage dem på ordet, nu de omsider er så venlige at sige hvad vi hele tiden har sagt. Hvem ved: Måske har de læst det på bloggen? Men nej, her er aldeles ikke "stof til en debatbog" - den slags overlader vi til Esmann & Sons, for enough is enough, og folk uden stil, men desto mindre spalteplads skal jo også have noget at leve af. De vil jo hellere end gerne, så lad dem blot. Eller på dansk: nu kan det fandengalemig være nok med, må vi lige være her?
Men her på falderebet en lille bekendelse: Det med kommuneforskerne i Nordnorge var rent opspind, for jeg lider som Storm P. af sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke. Men kommunerne var skam ægte nok.
Bemærk i øvrigt at der kan forekomme opdatering af publiceret post, da vi som bekendt skriver for evigheden. På samme konto må skrives vor lejlighedsvise forkærlighed for pluralis majestatis.

CIVILIZATION BYE, BYE...

CIVILIZATION, BYE, BYE...
En blog skal som sagt være noget personligt, modsat de foredragsforeninger hvor håbefulde unge akademikere inviterer lidt mere anerkendte konventionelle mennesker til at fortælle om hvordan det er at være så utraditionel, skør, kreativ eller hvad nu - simpelt hen fordi hele denne domesticering går ud på at føje endnu nogle points til sit eget CV på demokratisk uklanderlig vis, dvs. i flok og i kraft af kollektiv vedtægt samt den magiske tro på det liges naturlige afsmitning på det lige. Ak, al den dumme konkurrence fører blot til konform flokmentalitet og akiademisk automatsnak.
Nej, hvorfor inviterer vi så ikke en kvindelig filminstruktør som frk Bier eller en komiker som Anne Marie Helger? Nej, for de er ikke repræsentative for klubben endsige forskere, så derfor inviterer vi med omhu kun bange midtsøgende drøvtyggere som os selv, og vore forudsigelige kommaflyttende kommentarer kalder vi forskning - og ingen ler.
Men det var nu en digression, om end af en højst ualmindelig type, idet en indledning jo dårligt kan være nogen digression, eftersom digressioner netop forudsætter et udgangspunkt. Men vi skal jo altid markere os upassende - og et stilbrud også i selve dette princip blot for stilbruddets skyld ville egentlig derfor først for alvor være en øretæveindbydende provokation.
Nej hvad jeg ville sige var, at jeg egentlig var på vej til Lapland i en lånt bil, men da jeg trods mangeårig kørevane også i dette stykke har set stort på formalia, om end denne gang nu ikke for at være anderledes, blev jeg af velunderrettede kilder advaret om nyindført særdeles rundhåndende strafferammer for denne art stilbrud. Så enten må jeg tage et lynkursus, hvad jeg næppe kan nå, eller også må jeg betale en behjertet sjæl for at køre mig hinsides enhver fast politibemanding og derefter sende ham retur som pakkepost - død eller levende alt efter forskellen i fragtomkostningerne. For hvor meget kan et menneskeliv dog være værd these days? Ja, vi spørger bare.

Grundet ovennævnte uventede komplikationer cyklede jeg i morges i stedet en lang tur i Gribskov og nød den sødlige duft af sommervarm lærkeskov og bøgenes bløde og romantiske grøntone, som moderne skrigende japanske farvefilm ikke formår at yde retfærdighed. Hvad lapmarkerne har i vidde, har den danske bøgeskov i frodighed, rigdom og symfonisk dybde. Og at kunne cykle i dette sjælelige og metafysiske skumbad er en passende civiliseret luksus til at forlene os med en sandt guddommelig svæven over skabelsen i et selvvalgt antal timer, snarere end Nordens svedige forceren af krævende vildnis på de vilde dyrs vilkår og uden mulighed for øjeblikkelig hjemsendelse eller afblæsning af øvelsen.
Både i medgang og modgang må jeg regelmæssigt afsted, for ethvert ordentligt menneske ville hurtigt blive led ved for megen applaus. Sådan har jeg alle dage haft det, tro nu ikke noget som helst andet! At blive brugt i naturlig og passende grad, for helvede, dér hvor man kan gøre en forskel, er dog índrømmet menneskeligt væsentligt. Hvis man derimod som under Kinas kulturrevolution bildes ind at ens sublime kompetancer ikke er spor relevante, er det i en vis forstand ærlig snak og til at leve med, fordi det da på sin vis er konsekvent og dertil trods alt en entydig anerkendelse af nævnte unødvendige forcers vitterlige eksistens, applaus eller ikke applaus. Som Kierkegaard at måtte døje under opreklamering af en forsludret kristendom, "filosofi" eller hvad nu, er derimod en tort.
Men altså, naturen er ingenlunde nogen erstatning og ejheller et viagra-agtigt panikmiddel til "inspiration"- naturen er ligesom at stirre en time ud af vinduet, som at falde i buddhistisk trancesøvn et kvarters tid i toget eller på anden vis falde i staver, som at standse op og lade vandet, glemme alt om egoet i medgang som i modgang. Naturen er for os mænd en mulighed for at få del i det særligt kvindelige privilegium at have lov til at være stum og dum - som er en nødvendig, om så ikke tilstrækkelig betingelse for det sublime. For det er vor gentagne erfaring at virkelige tanker næsten aldrig kommer som kritik, men som intuition, der atter begynder som anelse - og anelsen fødes af tomhedens vederkvægende nirvana. Og hvis der ingen tanker fødes, så er også det
fortræffeligt.
Den er frem for alt en sjælelig lise i sig selv, og ovenikøbet viser det sig til vor overraskelse atter og atter at give fornyet liv og synskraft; men noget middel dertil er det stadig ikke. For som sagt, dette er fandengale mig ikke nogen "forfatterskole" eller noget "kursus" for geskæftige identitetsnarkomaner med stolt ventende svigermødre - det kan ikke gentages ofte nok.Vi har bare altid gjort de samme ting, sådan er det bare. Det er da også én af grundene til vore mere selvvalgte karrierefrafald, for hvor trivielt og borgerligt skal det være, og er det ikke nok (næsten) at have fået tilbudet eller chancen?
Vanskelige spørgsmål - og måske er vore svar heller ikke helt korrekte.

Jeg ved godt at flere vil spørge, hvorfor en mand med så utvivlsomme osv. ikke bruger nok nævnte osv. til noget anderledes substantielt, konstruktivt, meriterende, ja måske ligefrem nyttigt. Men vort kontante svar, som det er under vor værdighed at underbygge endsige forsvare som en anden indbrudstyv taget på fersk gerning, lyder: Det har vi sandelig gjort i rigelig grad andetsteds og tidligere, og det endda tillige på kontant vis hinsides stilistiske svinkeærinder. Dertil kommer, at siden I allerede kan se eksistensen af nævnte "osv", så må I også indrømme just de kvaliteter I efterlyser: Det er her ligesom hvis man til en novelleforfatter sagde, at han eller hun med sit talent burde skrive romaner. For hvis de profeterede kæmpeevner således allerede kan inkarneres i novelleformatet, så er der åbenbart slet ingen grund til at underkende dette i forhold til romanens større udtræk. Dertil kommer at vi bør huske Kierkegaards ord, at en digters smerteskrig kan lyde som den mest vederkvægende musik, modsat allehånde meriterende og alvorlige arbejder.

Men frem for alt bytter I som sagt om på faktorernes orden med jeres velmente råd, der desværre slet ikke tager højde for tilværelsens realiteter: For jeg begyndte skam i sin tid med den art alvorlige, om så ikke ligefrem konventionelle arbejder.
Så jeg er virkelig skuffet over jeres vantro over for mig og jeres godtroenhed på verden; og hvis det ikke var fordi jeg meget vel ved at I sandsynligvis "kun" eksisterer i min egen fantasi - omtrent som verden i henhold til biskop Berkeley "kun" eksisterede i Guds forestillingskraft - så kunne jeg nu godt finde på at fyre hele banden og nedlægge bloggen i protest mod denne utaknemmelige træghed.
For som Baronessen skriver i "Den afrikanske farm", bør et menneskes værd måles på hvorledes det ville have behandlet Kong Lear, og jeres velmente råd om at tage min fornuft til fange som alle uhelbredeligt normale mennesker er i den situation noget nær topmålet af frækhed. Men dels ved I ikke hvad I gør, og dels eksisterer I som sagt sikkert kun i min feberfantasi - heldigvis, for ellers kunne jeg såmænd meget vel mistænke jer for at ville downloade hele molevitten og udgive det i eget navn, om end som sædvanlig i forkludret form i henhold til et metafysisk selvhøjtideligt og dog både kluntet, pjattet og fjollet skræddersyet program for litterær kvalitet: "Se, vi leger sørme på den mest guddommelige vis, så må vi lige få en smule ro i auditoriet, for det her er fanden gale mig ikke bare skæg og ballade, men den reneste metafysik!"

En anden betryggende fordel ved den mulighed at I blot eksisterer i min guddommelige fantasi er den, at hvis I var materielt eksisterende, ville I blive opblæste som hanekyllinger af indbildskhed over den fikse idé "kun" at eksistere i nok nævnte guddommelige fantasi. Men heldigvis formår I jo ifølge sages natur ikke at puste jer op desårsags, såfremt der vitterlig er objektiv grund til det - mens der omvendt ikke er spor grund til det såfremt I faktisk formår det og følgelig er materielt eksisterende. Thi så viseligt er verden nu engang indrettet.
Det slår mig forresten at netop fordi vore overvejelser er yderst "virtuelle" grundet jeres forhåbentlig blot fiktive eksistens, så burde de rettelig publiceres på helt normal vis - selv om de rigtignok refererer til bloggens alternative medie som vilkår. Og dermed har vi konstrueret et arkimedisk punkt, hvorfra vi som en anden Descartes beviser vor eksistensberettigelse også hinsides bloggens virtuelle verden, efter devisen: Skade for jer selv, at I ikke eksisterer, for I går sgu glip af noget, børnlille; og skade for det mere ordinære bogpublikum, at de faktisk eksisterer, for de går jo ligeledes glip af noget. Men heldigvis kan De så i stedet læse hvad Lars Bukdahl mener om Peter Høegh - men der er bare den hage ved det, at når vi husker f.eks. Charlie Parker, så skyldes det hvad han var og gjorde - ikke hvad nogen "mente" om ham, eller hvad han selv "mente" om nogle andre: For det er en journalistisk kæmpeillusion at folks, herunder journalisters meninger har noget at betyde.
Ja, så fik I alligevel en dosis eller to af det der åndssvage "filosofi" som grundet fjollede og bornerte "jobmuligheder", selv i det private, er blevet så opreklameret. Men må vi ikke nok være fri en anden gang, så er De rar.
Nå, men mens jeg har skrevet dette, har jeg med venstre hånd shanghaiet en privatchauffør til min rejse i morgen til Fujijama, Sweden, og han har ved samme lejlighed instrueret mig i brugen af mobiltelefon. For skønt jeg lige som Anders And er en sej overlever, der aldrig brækker lemmer eller på anden vis kommer rigtigt galt afsted, så er det nu praktisk at kunne tage imod bestillinger i bushen fra eventyrlystne tyske turister. Og I andre skal da også være velkomne, hvis I mod forventning ikke mættes sjæleligt af agurketidens debat om hvorvidt Peter Høegs seneste bog er et mesterværk, et flop eller måske noget helt tredje.
Pøj-pøj med det hele. Og Bye, Bye Civilization.

FØR ADVOKAT – NU NEGERSANGER

Forleden traf jeg en avantgardist med flot national karriere and all that. Skam få den der taler ilde derom, for han var gået hele the hard way og først blevet borger på gamle dage. Ikke noget moderytteri som hos dem der først er vilde med de vilde, dernæst endnu mere vilde for omsider at finde deres rette hylde blandt agtværdige embedsbrødre der heller aldrig har været spor vilde – for det hele var kun på skrømt. Nå, det næste bliver vel at de brave samfundsstøtter slår sig selv på munden ved at jamre over at vi miskender dem.
Vor internationale kunstner havde dermod været proletar, romantisk boheme og sågar indvandrer. Men selvavlet frugt plukkes rettelig moden, for det letter alderdommen samt forlænger livet, og man bør også tænke på afkommet. Jo, vor eks-boheme havde gjort sin borgerpligt og kunne endda betro mig at datteren var etnolog og begge sønner filosoffer – alle med fine embeder abroad.
Jeg kom her til at tænke på jazzmanden Finn Ziegler, der i et interview engang sagde at begge hans sønner på hans råd var blevet blikkenslagere: For som blikkenslager kan man altid få job – nåja, muligvis undtagen i et reservat i Amazonas som det internationale handelsorgan Lomborg & Sons derfor nok skal få ophævet som en konkurrencebegrænsende teknisk handelshindring. For slige anakronismer er forløjede konstruktioner der hverken holder hos Ombudsmanden eller hos Bruun & Rasmussen.
Blikkenslagere lever derimod fedt, så jeg har i mange år sparet sammen til en stedse mere påtrængende opgave af slagsen – men da bliver det også med fuld musik, så ordren havner rimeligvis hos Ziegler & Sons. Ikke desto mindre bliver også blikkenslagere snart en anakronisme, for om føje år får vi et program i hyperspace der kan ordne sådanne gøremål i virtual reality. Og just derfor bliver det moderne borgerskabs børn ikke blikkenslagere, men filosoffer, statsautoriserede komikere og martyrer med stort kørekort samt ret til anhænger og gule nummerplader. Og i de globale og gennemregulerede faglige chatrooms er alle katte grå – for tro ikke at australske filosoffer ved en dyt om kænguruer. Derimod er der snart ikke længere brug for tandlæger, tømrere og tankelæsere – det skulle da være i kraft af en EU-støtte til truede erhverv.
Ja, selv særlingene vil der blive tænkt på, så der vanker EU-støtte og ret til eget TV-program for kvalificerede der i tide rekvirerer og udfylder behørigt ansøgningsskema. Men for at have situationen under kontrol sørger vi for at sande særlinge per definition dels ikke opdager nævnte skemas eksistens, dels ikke formår at udfylde det reglementeret. Så støtten vil som sædvanlig gå til Esmann & Sons.
Nuvel, vore økonomiske vismænd bedyrer, at når gamle jobs bliver overflødige, bliver der plads til nye behov, varer og serviceydelser: Således var der ingen turistguides i Middelalderen, for dengang var krig og landbrug sagen. Fremover vil jeg af lignende grunde ikke være filosof, for alle etablerede fag udarter snart til en kollektiv travesti af indbyrdes kommentarer og honette ambitioner. Derfor gælder det om at være et skridt foran.
Et gammelt leksikon omtalte en kendt person som "Tidligere advokat, nu negersanger". Så hvorfor ikke produktudvikle eksemplet og studere til neger, til forskel fra alle hidtidige amatører med deres etniske fis? Nej, ikke flere studier – og at satse på at dokumentere samt patentere overlevende små urmennesker i Indonesien er nok også for usikkert. Så jeg planlægger i stedet en fremtid som impresario for den sidste dansker der trods manglende Ph.D. grad tillades at gå løs uden værge i medfør af gamle rettigheder og skæringsdatoer Jeg agter at præsentere ham ugentlig i TV som en sand Kasper Hauser og arkaisk vismand der besvarer alle de svære livsspørgsmål som karrierefikserede borgere ikke har tid til at tænke på.
Hvilke spørgsmål? Åh, spørgsmål som dette: "Hører fænomenet ekstase rettelig under teologisk eller medicinsk fakultet – eller bør vi snarere overlade feltets forvaltning til DONG?" Javist, det forholder sig ganske som de økonomiske vismænd har sagt – at når gamle problemer forældes, dukker straks nye op. Også fremover vil der derfor være brug for alle ledige hænder: Så hold dem venligst i beredskab – over dynen, tak!

FORFÆNGELIGHEDENS BÅL

Som sagt har jeg ikke tænkt mig at lægge faglige artikler ud andet end undtaglsesvis, endsige større ting. På den anden side er det farligt som Wittgenstein at berede sig på selvmord og skrotning af ting som markedet enten næppe tør antage, eller som man selv ikke tør eller orker at forsøge at få igennem. For verden er trods alt ikke Gud, og ens egen handlingslammelse ikke hans profet.
Ikke desto mindre er der noget inferiørt over vedholdende ambitioner, fordi de let trækker én ned i det toneangivende morads hvor virkeligt interessante og værdifulde ting i givet fald kun kan "opstå" i kraft af alle hånde snyd som i bedste fald først kommer for dage post festum.

Men uanset hvad man gør, får man dårlig samvittighed. Jeg burde allerede nu være taget ud i det gode vejr, for er der noget latterligere end mænds bestræbelser på at være på højde med hinanden, selv om her ikke skal reklameres for kvindelig ugidelighed endsige ditto autoritetstro på store mænd der uden slinger i valsen har gjort alt det ovennævnte banale og fornødne i takt og derfor må kaldes vellykkede. For min egen del er det ganske vist alt rigeligt at være på højde med mig selv, men i lighedens navn skal det medgives at det kan være mindst lige så komisk.
Ambitionernes verden er, hvor det ikke tjener et større formål, latterlig, og da især i en tid hvor alle vil være stjerner uden underholdningsværdi. For alt er nu reduceret til behørige kurser, foredrag osv, og selv når der tales om kreativitet, falder ikke en spurv til jorden uden beregning, og forhåbningsfulde ynglinges forhippethed på at kommentere det sidste ny i samme jargon kan kun føre til mere af samme støbning, altså lærenemme kommentarer til lærenemme kommentarer. For det er nu engang mændenes selvbedrag. Såvel i humaniora som i journalistik.
Kun reklamefolk, komikere, filmfolk, enkelte naturvidenskabsfolk samt ret uvidende mennesker føder egne ideer med smerte these days. Den slags kræver en vis indre ro eller for den sags skyld en indre ubalance som man selv bakser med - det andet fører lige lukt ud i arbejdsmarkedet, men vel agt mærke en skægt kunstigt oppustet afart deraf. For skønt det "overflødige" sandelig behøves, så produceres det nødvendige "overflødige" jo næsten aldrig i honette sammenhænge. Dybest set er det lutter eftersnak, og det bevirker at produkterne uanset saglig lødighed næsten aldrig får nogen oplevelsesværdi.

Det skrækkelige i dag er at så snart noget pludselig viser sig ikke at være helt så tosset som først antaget, så flokkes husarerne for slet ikke at tale om den moderne medieakademiske hybridverden der straks fordriver staklerne fra deres retmæssige og møjsommeligt erhvervede bytte for at forvandle det til obligatorisk dåsemad og trivial pursuit for alle med social fremdrift. Forfængelighedens selvbedrag og maskerader er i så henseende formidable.
Kvinder har derimod en chance, teoretisk set, men i praksis falder de af lutter bekvemmelighed samt uvidenhed om mændenes verden til patten; og gud bevares, man må jo nu engang tage de værtshuse der findes i byen. Lad mig som et modeksempel nævne en kvinde med udfløjne børn, som bor langt ude i bushen. Hun er særdeles egenrådig, men kunne være en glimrende personalechef og har naturligvis udover hard core erfaring diverse "psykiske" kurser på bagen. Og nok tror hun angiveligt på astrologi mm - MEN hun tænker rigtige og ofte andreledes konstruktive menneskelige tanker og har gået den lange, trange vej som så mange kvinder der af samme grund "udvikler sig sent".
Nævnte sære dame ser mange glimrende ting med sine egne øjne, og hun håner ovenikøbet mig for at læse andres tanker, thi hun er meget skeptisk over for al uddannelse - ja alt er relativt, og hun skulle bare vide. Hun læser selv oftest tvivlsomme ting, men påstår at de giver hende mere end alt det lærde - selv Hollywood-film siger hende mere om livet.
Provokerende, men måske er hun på sin vis inde på det samme som jeg her antyder: At så snart ting omgærdes af prestige, forvandles det til trivial pursuit og taber autenticitet (undskyld mig min sproglige dovenskab, men vejret er altså for godt til at sidde her meget længere, jeg burde skamme mig).
Men hør engang en af hendes mange sjove iagtagelser: Således bedyrer hun at alle skovejere på egnen har en ganske særlig mine og sceneføring forskellig fra andre sognes, når de går ud af bilen, ser ud over byen osv, og jeg tvivler ikke på hendes ord. Og hun tilføjede:"Hvis jeg kom fra et andet solsystem, ville jeg tænke: Ov, sikke dog en interessant art". Hvilken moderne studerende selv inden for biologi ville af sig selv kunne se noget lignende - for i vore dage er alt affødt af pligtlæste artikler, og de kommenteres atter ikke grundet deres kvalitet, men fordi de har stået det rigtige sted.
Ganske på samme vis refererer som kendte mennesker kun til og kritiserer ligeledes kun andre kendte mennesker: Dels fordi det er for sent at fortie dem, og dels fordi det at kunne kritisere folk med vedtagen status ligeledes er forbundet med status gennem en art logisk afsmitning. For anerkendelsens verden fungerer i så henseende ganske ligesom kædebreve, hvilket forsikrer forgængerne i genren en vis returkommision fra alle faderoprøreres side. Og som antydet er mændenes verden i den forstand en omgang komisk faderoprør, idet anerkendelsen kun sker nødtvungent og med egen opstigning for øje - og som sagt hedder formlen "gentagelse forklædt som fornyelse". Og derfor aber alle efter hinanden, undtagen når et lyst hovede med sjældne mellemrum får den originale ide at abe efter de få halv-autistiske undtagelser, hvis sande værd på denne omvendte vis omsider kommer til hæder og værdighed.
Hvorved hine uheldige dog tragikomisk nok blot bliver gjort langt mere grundigt til grin skamme end i de mange, mange år hvor de i verdens og delvis også egne øjne blot var hæderligt gammeldags mislykkede eksistenser uden håb, som man såmænd gerne undte en bajer eller to på sin egen regning. Tror pokker at gamle Kierkegaard foretrak ærlig ateisme for modekristendom endsige det selv at blive forvandlet til mode. Det sidste er som bekendt først sket posthumt, men får til gengæld ingen ende, så lad mig derfor ikke gøre ondt værre, men tillad mig at afslutte her til fordel for noget mindre latterligt. Men ikke mine ord igen...

Nå, men på falderebet - dagens Information bringer interessante ting om Al Gore samt hjemlige miljøprofeter der vejrer morgenluft. Hvorfor skriver jeg så ikke om det? Fordi det er avisernes opgave,og den klarer de langt bedre selv, hvortil kommer at jeg jo ikke ubegrænset kan arbejde gratis. Og så er det altså en såre blasfemisk uskik at forveksle verdenssituationen med ens egne kommentarer til den...
I øvrigt har jeg faktisk adskillige gange i årenes løb været primus motor i svenske naturfredningsprojekter, ikke grundet geskæftighed eller ærgerrighed endsige synderlig kompetence, hellighed eller andet, men fordi jeg simpelt hen var manden på rette sted og med den rene utilpassethed til at blæse på, hvad der var gængs fornuft på prærien dengang. I vore dage er der heldigvis både gode jobs og status i sligt, og det kan jeg kun bifalde - for så sker der endelig noget rigtigt, idet menneskene nu engang sjældent er skabt til at arbejde ene i modvind, og uden udsigt til social, økonomisk eller erotisk gevinst - ja, undskyld, men det hele er altså temmelig banalt. Jeg er selv ikke bange for at være fanatiker ved behov, og omtrent som Sankt Søren er jeg et følelsesmenneske i ret høj grad, deraf hele misæren.

At skrive om almene og objektive ting i øvrigt er da glimrende og gøres nu også af og til andetsteds, men det skal ikke være en mani at blande sig med de andre drenge uafladeligt, og jeg nøjes derfor med interesseret at læse aviserne, når jeg ellers er i humør til det, for sjove er de rigtignok sjældent nuomstunder, andre kvaliteter til trods.
I øvrigt er det næppe mere selvoptaget at skrive om de her omhandlede materier end om verdenssituationen, for udvendig objektivitet er en særdeles dårlig garanti for ædle og almene hensigter. Tværtimod behøves de store psykologer just for at afsløre dette klassiske bedrag fra alle herskertypers og store og travle mænds side - og disse forsvarer sig derfor altid med den klassiske beskyldning om skammelig privathed og pubertær forhudsforsnævring. Thi hvis nogen føler sig trådt på af den store formand, falder det som bekendt kun tilbage på vedkommendes egen selvoptagethed midt under den store revolutions prægtige spring fremad. Jo, vi kender melodunten. Uhildet selvkoncentrerede er kun de der ikke kan eller må komme ind i verden, og de har heller ikke fortjent det med den attitude. Vor egen geskæftighed, komfort og udbredte anerkendelse er derimod omvendt kun en naturlig følge af og tegn på vor ædle verdensoptagethed og selvforglemmende forbedringstrang. Så kan allehånde stakler samt selvbesmittende aborter for min skyld søge al mulig trøst i ynkelige beskyldninger om at være lig i lasten.
Til sidst blot dette, at mens der ikke er nogen ende på alt det vi officielt vil gøre for at normalisere de sindslidende, så er der for symmetriens og den retfærdige ligevægts skyld heller ingen ende på hvad vi undertiden vil udrette for at gøre nogenlunde arbejdsduelige mennesker til mønstergyldige førtidspensionister. Og at vi herunder hemmeligt anser dem for fuldt normale på bunden, fremgår af det forhold, at vi i nævnte bestræbelse altid tiltænker dem akkurat den skæbne som for fuldt normale mennesker må forekomme den værst tænkelige: total udfrysning, eventuelt kombineret med den ufortjente gulerod tillige at rose og tilskynde de pågældende på felter hvor de i bedste fald er dilettanter - ikke nødvendigvis for at hjælpe dem i deres rosværdige forsøg på at brække halsen, men for at få dem lempet ud på et sidespor, hvor de ikke genererer vor forfængelighed, og hvor vi derfor meget ofte formår at ønske dem alt held og lykke.
Thi - som uhelbredeligt normale mennesker altid siger for at cementere nævnte afsnøring og indebrænding: At tro at nogen vil Dem til livs personligt, er lovlig indbildsk og følgelig ganske ligesom Deres storhed noget der kun eksisterer i Deres eget hovede. Og heri kan nævnte brave mennesker altså vitterlig ofte have ret: For blot De går i Dem selv igen, ønsker vi Dem endnu engang pøj-pøj med det hele. Eller som Groucho Marx et sted siger til en forhenværende skønhed: "Everything about you reminds me about you - except you..."

Til sidst. Enkelte kvindelige læsere har diskret og skønsomt sikrende tilbagetoget forespurgt om vi eventuelt kunne være dem behjælpelige med prisværdige arveanlæg samt befordrende opvækstforhold for eventuelt afkom. Det første kunne vel ikke udelukkes. Det sidste kan...

Nå, nu er vejret blevet mindre lokkende, men ud vil jeg dog alligevel. Og hvis De absolut insisterer på at kede Dem, må vi loyalt og kollegialt anbefale Dem at læse dagens aviser - for lad os dog ikke være smålige, men langt snarere i Jesu ånd unde vore konkurrenter in spe det samme som vi ønsker at de måtte unde os selv. Thi alle er vi bedst tjent med at havne på den rette hylde, uanset hvor store kameler vor forfængelighed er nødt til at sluge desårsags.

SLADDER - EN SAND HISTORIE...

SLADDER - EN SAND HISTORIE...
Country Dweller efterlyser i forbindelse med "Den ædle dannede" regulær sladder med hår på brystet. For ikke at blive sat i bås med inferiøre skriveaber og beklikke min integritet yderligere vil jeg dog helst ikke indlade mig på den genre. Folk der ikke kan styre sig, skriver jo alligevel så meget, og den ene har såmænd sjældent meget at lade den anden høre: Fortæl mig dine venner, osv.
Men en god historie af en vis underholdningsværdi skal I nu alligevel have. Indtil for henved otte år siden havde jeg ret grønt lys på hvad brave danske med eller uden honette ambitioner anser for vor kulturelt førende ugeblad. Men det fik en brat ende af hvad jeg siden har forstået må kaldes den sædvanlige grund - for mens talent selv uden pleje har det med at udvikles med tiden, så er der heri intet håb at finde for den talentløse: Thi også talentløshed eskalerer tilsyneladende, således at selv instanser der rundhåndet har nedladt sig til at give én en ærlig chance - vel især for at opnå en klædelig reliefvirkning for deres egne anderledes håndgribelige stjerneegenskaber - til sidst må kaste håndklædet i ringen og indse, at her kæmper som bekendt selv guderne forgæves.

Kort sagt blev der med tilbagevirkende kraft foranstaltet en omvurdering af alle værdier, som uhelbredeligt normale mennesker nemlig ikke har vanskeligere ved at foretage end selveste overmennesket Nietzsche.

Nu kunne den uheldige helt imidlertid påberåbe sig en del ros fra forskellig side, herunder fra en velkendt og "rasmut modsat"-agtig filminstruktør, kendt for sin intellektuelle og moralske integritet. Jeg har i øvrigt siden forstået at uforbeholden og kvalificeret ros er det allerfarligste i publicitetsbranchen, idet det ofte fører til øjeblikkelig suspendering eller i det mindste vingestækkende marginalisering, velsagtens i mangel på passsende Urias-poster. Middelmådig perfidi der indbilder sig at være det højeste vid, medfører derimod gerne permanente højsæder i såvel det private som det offentlige.

Nå, men nævnte kærkomne, om end formodentlig skæbnesvangre roser skrev jeg altså om til min umiddelbart overordnede, sikkert i et fornærmet tonefald. Det indbragte så et svar, hvori han løgnagtigt bedyrede at før nævnte film-personlighed tværtimod skulle have påtalt at avisen ikke kunne være tjent med min medvirken. Thi for barnlige sjæle består den mest nærliggende løgn i opfindsomt at genaktivere allerede på lystavlen indkomne meddelelser samt med opbydelse af al åndskraft ændre fortegn i en for dem selv mere ønskværdig retning. Omtrent som hvis man for at undgå enhver mistanke i forbindelse med et mord i København ville bedyre, at man aldrig i sit liv har sat sine ben i København.
Jeg kontaktede nu fluks Rasmus Modsat, der beviste sin integritet ved omgående på skrift at dementere nævnte løgn - en storslået generøsitet uden forudsigelig modydelse der i nævnte intrigante verden er en ren abnormitet, al folks gratis politiske korrekthed til trods. Men for ikke at bringe ham med ned i hævnbegærets fedtefad viste jeg aldrig hans brev til rette vedkommende endsige hans foresatte, men omtalte det naturligvis privat.

Det ejendommelige er imidlertid nu at når jeg undertiden og senest forleden møder vor synder på gaden, opviser han en ynkelig og gnomagtig udstråling af kold fortrængning, som om skammen har taget hårdere på ham end min forstødelse i sin tid tog på mig. For mennesket er et uhyre farligt dyr: Selv ikke nok så besindige humane meninger om retspleje, menneskerettigheder og kristne værdier kan nemlig forhindre os i at føle som de allersorteste mullaher, når vi har at gøre med vor næste i egen lave person. Thi her findes sandt for dyden ingen prøveløsladelser, amnesti endsige syndernes forladelse.

Dette var i al beskedenhed historien, men den minder mig om noget lignende (til forskel fra noget forskelligt). For på samme vis møder jeg af og til på gaden folk der i lignende sammenhænge er blevet foretrukket og endog forfremmet på bekostning af mig eller endda "for min skyld", og som på den konto oppebærer en endog klækkelig ekstra indtægt for en absolut overskuelig indsats.Thi den der lever skjult lever som bekendt godt og trygt. Naturligvis siger de ikke nej tak, og ingen kan da fortænke dem et øjeblik i at tro og håbe at de skam også er alle pengene værd. Men også her gælder at når jeg gør ansats til at hilse drenget og "business as usual"-agtigt til dem, bliver de koldt forlegne med et anstrøg af umiskendelig fornærmelse.

Ligheden mellem de beskrevne situationer er alene den at den velsignede tilsyneladende undertiden kan have sværere ved at bære sin skæbne med værdighed end den forfordelte. Og af tilsvarende grunde hævder kendere jo også at det var sværere at være Barabas end at være Jesus (små slag, små slag...): For det er ikke spor sjovt at vide sig foretrukket af verden af skændige og jammerlige grunde, lige fornedrende for en selv som for verden.

MIG OG MØLLER

At være Gud er ingen kunst: Der findes intet, og jeg er intet; det skriver man så lidt om, og se: Nu er der pludselig noget – og jeg er Gud. Derefter keder man sig bravt og må gå i byen for at møde ordentlige mennesker. For at leve er allrede svært – og at leve af noget man kan lide beror som regel på kriminalitet. Bagmandspolitiet kunne spare sig meget hovedbrud ved at holde denne lille devise for øje – for sværere er det altså heller ikke.
At skrive frit fra leveren kræver derimod sin mand og er dertil for alle involverede et kongeligt privilegium –omtrent som når Islands regering undtagelsesvis donerer en snehvid jagtfalk til en beduinhøvding, mens oljesheikerne ved siden af som kong Midas må tørre sig bagi med alle deres dollarsedler. For penge er noget vi har, så vi er komplet uberoende af de emsige bogholdertyper der planter sig i råd og nævn for at tiltvinge sig en pervers form for uomgængelighed.
En forlægger foreslog mig for nylig at skrive en bog om tidsånden. Men dels ved jeg ikke meget om emnet, dels interesserer det mig ikke voldsomt – så jeg giver hermed stafetten videre til geniet Holger Beck Nielsen. Men hvad pokker skal vi så skrive? Originalitet er tilbøjeligheden til at få ideer der oftest viser sig at være tænkt før – så det når vi ikke langt med. Men hvis selve denne tese er gal, så har den måske til gengæld ikke været tænkt før og er derfor støtteberetttiget.
Dog jeg videregiver beløbet ubeskåret til mere trængende, men mindre værdige, thi ganske som hr.Møller køber jeg mig altid åbent og redeligt til ry og spalteplads – det er det fornemste, for os to er der Allah-tage-mig ingen af Over-Danmarks kulturkommissærer der skal "godkende".
Ethvert anstændigt kongehus tigger og beder os da rettelig også om at blive deres naboer. Ingen årsag – Eders majestæts ønske er allerede opfyldt: Tag Eders seng og gå – Eders synder er tilgivet.Eller som den svenske bonde sagde, han han så sin hustru rode med naboen på basiden af dennes Volvo: "Fortsätt för Fan, bara fortsätt..."
Demokrati egner mig og Møller os ikke til. Hvis det ikke fandtes, ville vi foreslå det –men der skal nu engang helt andre typer til at bestyre og produktudvikle biksen end til at koncipere den, ganske som den der har konciperet barnet, jo ikke altid er den bedst skikkede til at dressere det.
For arbejdsdeling er en god ting. Den ene dag forstår jeg af aviserne hvorfor Tyrkiets optagelse i EU er en fin idé; næste dag læser og forstår jeg hvorfor Tyrkiets optagelse i EU er en elendig idé; og dagen efter igen har jeg lykkeligt glemt det hele – så meget mere som det vel er en dårlig idé at melde sig i klub med nogen man end ikke formår at huske.
Forhåbentlig beror mit syndrom på en eller anden pensionsberettigende form for autisme. Hvis samfundet ikke fandtes, måtte vi opfinde det – men nu findes det altså,og det er røvkedeligt.
Nej, det er nok meget godt at der findes andre typer end én selv – så skidt med at de er kriminelle hele banden. Jeg kender adskillige. Spændende lovbrydere? Jo, men nogle af dem er nu bare dummere end politiet tillader. Således kender jeg en dame på 50+, der daglig pendler fra Kolding til København for at gå med aviser.
Det lyder som en molbohistorie fortalt af en molbo, men den er god nok, takket være storsindede befordringsfradrag. Damen er ovenikøbet knaldgodt begavet og har da også en mere borgerlig fortid – men det kan blive småtfor enhver, og hvad gør man dog ikke for at undgå sine tumpede naboer derude på prærien?
Det dumme ved den danske udmark er nemlig, at vi har udryddet alle farlige vilde dyr – for med Kerstin Ekmans ord bliver livet gudløst uden dyrene. Derfor er alle molboer pædofile, indremissionske pornovrag – af lutter åndelig trøstesløshed. Så slip dog for satan de vildsvin løs, så vi fremover spares for anden kriminalitet end den agtværdige økonomiske.
En svensk pensionist præsenterede sig således for nylig som en af de sidste klassiske bankrøvere af den hæderlige gamle skole. Samfundet havde skam også honoreret hans indsats med tilsammen 22 år bag tremmer, og det var hans bedste tid: ordnede forhold og faste rammer.
Modsat Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt der håbede at blive verdensberømte ved en gang for alle at aflive myten om miskendte og ukendte genier, kunne vor bankrøver altså ikke klage over at være miskendt. Og skønt jeg selv ellers i 22 år med sammenbidt trods har fortiet alle anerkendte i en grad så det uheldigvis må ses som en betragtelig anerkendelse – så foreslog han mig dog med stor selvfølelse at skrive hans biografi.
Det være hermed gjort. Eders synder er tilgivet – fortsæt bare, for fanden.

Til redacteuren af Magasinet Danmark

Jeg tilsender Dem hermed en artikel om bølgekraften som vi anser for fremtidens guldgrube. For med al respekt for den gamle verdens sans for smag og skønhed værdsætter vi i Amerikas Forenede Stater dog højest af alt den brølende virkelighed i al dens mangfoldighed. At De fortsat bringer magister Bandaks gammelagtigt tænksomme skriverier, er en smuk gestus som mange af Deres kolleger herovre dog næppe ville have megen forståelse for, for de anerkender sjældent nogen art storsindede forpligtelser over for det svundne, traditionerne og symbolerne. Hvad der ikke er levedygtigt, det må gå til – sådan er den herovre gældende moral. Og man kunne vitterlig også hævde at selv ud fra et humant synspunkt er det måske bedre at lade naturen gøre kort proces end dette sejpineri med at holde hånden over umulige eksistenser som verden desværre ikke længere har plads til.
Deres altid hengivne Pieter von Oldenburgh
Forhenværende baron, nu direktør
Ovenstående lille stileøvelse sendte jeg for nylig som en spontan spøg til et lille udvalg af bekendte. En af disse, en såre velmeriteret udedansker, var sikker på at der måtte være tale om en autentisk kommentar fra en mere koldsindig skæbnefælle i det amerikanske. At jeg faktisk selv havde begået linierne, illustrerer ved nærmere eftertanke ret morsomt forskellen på den lidt forfinede og introverte tænkemåde og den ekstroverte forretningsmands. For vor fiktive industrimand ville trods den citerede indstilling netop ikke selv kunne udtrykke den såvel som den karikerende fremstilling af modparten så prægnant i ét hug som en person af "den gamle verden". Indlevelsen går i sådanne tilfælde ifølge sagens natur kun den ene vej.
Det får mig til at tænke på en tale som Georg Brandes holdt til en af vore gamle grønlandsfarer, vel Mylius Erichsen; for da jeg engang læste den op for en bekendt grundet dens slående indlevelse i hvad der mon kunne få en højt uddannet mand til langt hen at foretrække naturmenneskenes selskab frem for civilisationen, konstaterede min bekendt imponeret: Ja – og tænk så engang på at så rammende ville Mylius Erichsen næppe engang selv have kunnet formulere sig.
Thomas Mann har i en ret tidlig novelle "Tristan" foretaget et lignende eksperiment for fuld udblæsning. Den foregår på et højfjeldssanatorium for tuberkuloseramte, hvor en overspændt og æterisk ung mand forelsker sig på sublimeret vis i en purung kvindelig patient. Samtidig hidser han sig stadig mere op over hendes i hans øjne plumpe og uromantiske ægtemand fra handelslivet, skønt han ikke har vekslet et eneste ord med ham men alene forestiller sig, hvorledes handelsmandens økonomiske overtalelser har gjort deres virkning over for faderen og siden datteren og dermed bragt hende til fald fra æstetikkens himmel til denne groteske mesalliance. Vor eksalterede unge mand og Wagner-fantast tillige ender med gennem en stedelig sygeplejerske at sende den intetanende ægtemand et brev, hvor han udsiger sin ufortøvede mening om hans skændige værk og væsen.
Dagen efter træder handelsmanden ind på hans værelse og giver ham lige så uimponeret som fortørnet svar på tiltale. Meget vittigt skildres kontrasten til den unge mand, der nok kan være en ørn på papiret, men som i den virkelige konfrontation fra første færd befinder sig i stor og komisk forlegenhed. Imidlertid hører det også med til billedet, at hele beskrivelsen jo til syvende og sidst kommer fra Manns hånd – og hvem af parterne han bedst kan identificere sig med, ved vi jo kun alt for godt , selv om hans forretningsmanden verbalt såvel som moralsk går af med sejren. I øvrigt ender historien tragisk, for den unge pige dør af en blodstyrtning fremprovokeret af den unge æstetets ildfulde udlægninger og demonstrationer af motiver og eksalterede passager fra Wagners "Tristan og Isolde". Novellen hedder som sagt også Tristan.
Skismaet mellem indre og ydre er arketypisk for alle der arbejder på de indre fronter, hvad enten de ytrer sig kunstnerisk eller på anden vis. For der er noget komisk og grotesk i virkelighedens rå overmagt trods al dens banale forudsigelighed og gennemskuelighed. Det kan naturligvis som hos Mann dreje sig om mangen kvindes mere eller mindre nødtvungne præference for virkelighedens mand, selv hvor hun har fået øje for nogle mere betænkelige slagsider af hans robuste væsen.
Men mere alment – og vi bør jo ikke altid lade kvinden holde for endsige knægte eller beklage hendes nok så fejlbarlige valgfrihed – gælder det virkelighedens magt over for argumentets, tankens og skønhedens tale. Forestil Dem, at Pytagoras beviser hvorfor summen af katedernes kvadrater må være identisk med kvadratet på hypotenusen. En kontrær tilhører kan til enhver tid klare frisag ved at kalde det vrøvl og forlange yderligere bevis og forklaring. Når Pytagoras nu beviser, at hans første bevis skam er fuldt gyldigt, kan virkelighedens mand atter parere ved at kalde også det vås og kræve bevis for det just fremførte bevis’ gyldighed. Osv. Desværre er tankeeksperimentet særdeles virkelighedstro, for normale mennesker har helt exceptionelt veludviklede forsvarsmekanismer, som de trods allehånde studier slet ikke erkender. Der er netop sjældent tale om bevidst løgn, for overalt hvor mennesker søger at styrke deres egen selvagtelse og –tillid samt svække andres, fungerer mekanismen kun takket være deres ubevidsthed, og derfor kunne Henrik Ibsen med god grund kalde det livsløgne. Alle dage har mange kunstnere, kloge koner osv kunnet se disse ting, også hos sig selv, hvilket sidste i øvrigt næppe altid deres eget liv lettere. Imidlertid har vort tankeeksperiment graverende følger.
For perspektivet indebærer, at uanset hvor meget ret man har, og uanset hvor åbenlyst og ofte man har demonstreret det, nytter det intet, hvis miljøet, kredsen, firmaet, stammen eller verden inderligt ønsker at slippe af med Dem. Uanset hvor gennemført De mener for længst at være kommet over det døde punkt, er intet lettere for verden end at fortrænge dette Deres vederstyggelige og heldigvis snart forældede gennembrud som noget nær et postulat for i stedet at enes om, hvor umulig, talentløs, ubehøvlet – samt mon ikke også noget utilregnelig? – en stakkel De er. Og endnu gang sker det ligesom uskyldigt i selvbedragets kollektive udstødningsproces, der langt hen kan sammenlignes med kroppens stædige immunreaktion, hvormed som bekendt ubehagelige fremmedlegemer såsom glasskår langsomt, men sikkert bugseres ud af systemet ad uransalige veje takket være en stum og anonym hær af desto mere loyale indre partikammerater. Så Jantelovens sidste bud lyder: Der er ingen som helst grænser for hvor kontroversiel eller lav en vurdering af Dem vi kan enes om, hvis dette er vor fælles og uudtalte trang – uanset hvor ypperlige personlige demonstrationer eller for den sags skyld udtalelser fra uomtvisteligt ukorrumperede kapaciteter De måtte finde på at fremture med på Deres sædvanlige uskønne facon – såfremt bemeldte autoriteter da ikke netop tilhører vor egen kreds, hvad de heldigvis ifølge sagens natur ikke kan gøre.
Tro nu ikke at begavede, veluddannede og belæste mennesker er hævede over disse ting, for på dette områder bør De søge forståelse hos skuespillere, komikere og kunstnere, hvorimod de travle, de lærde og dygtige i verden såre ofte kendetegnes af en beundringsværdig grad af indre kontrol, som de tydeligvis er glimrende tjent med. Ja, altså indtil De nu atter engang kom med Deres infame, misundelige og sygeligt fortænkte stiklerier til anderledes ordentlige folk, som ellers langt hen ad vejen har gjort hvad der stod i deres magt for at komme Dem i møde og hjælpe Dem bedst muligt til rette trods Deres mange svagheder og brøstfældigheder, som vi dog denne gang skal skåne Dem for at komme nærmere ind på. Og tillad os til sidst at erindre Dem om, hvorledes vi adskillige gange har bragt os selv i stor forlegenhed ved at komme Dem til undsætning, selv hvor det i grunden måtte anses for helt uforsvarligt og kompromitterende. Men vi ønsker Dem skam alligevel også fortsat alt muligt held i den livsbane De fremover måtte forsøge Dem i, forhåbentlig med henblik på at finde et mere frugtbart og seriøst afløb for deres særprægede – javel: personlighed.

DEN ÆDLE DANNEDE

Forleden blev en kendt kulturpersonlighed hyldet i Jyllandsposten på sin 72 års dag som den ædle dannede. Andre dannede skulle vel her påskønne finten til den gamle myte om den ædle vilde. En myte som nutidige antropologer med den bagkloges forkærlighed ynder at dementere. Jeg tilslutter mig nu alligevel hellere romantikerne og vil i den forbindelse referere Georg Brandes ord i en tale holdt til en af vore gamle grønlandsfarere – ord som mere dannede muligvis atter vil tilskrive oplysningstidens Montesqieu der ligesom renæssancens Montaigne allerede gjorde sig sådanne overvejelser. Tankegange som vi for resten allerede finder udtrykt i den civilisationstrætte romer Tacitus’ skrift om germanerne.
Nuvel, Brandes forestiller sig imidlertid i sin tale at når højt uddannede mennesker som Brøndlund kan foretrække naturmenneskenes selskab frem for kulturens metropoler, så kan det skyldes visdommens erkendelse af, at mens i civilisationen uværdige i rigt mål kan opnå position, magt og anseelse, så er det nok umuligt at blive agtet og værdsat blandt naturfolk, hvis man ikke vitterlig har gjort sig fortjent sig til det og bevist sin menneskelige integritet. Brandes ord er værd at notere, for i naturnære tilstande lader nødens lov realiteterne tale, mens hos os penge, sladder, intriger og magt taler med mere gennemslagskraft. Således havner ikke sjældent de mest intrigante og sjæleligt middelmådige i kraft af stædighed, forsigtighed og kløgtige alliancer i tidens fylde i agtværdige og uklanderlige råd og nævn. For hos den hvis behov for anerkendelse ikke har rødder og jordbund i det de vitterligt står for og virker med, kender den kompensatoriske forfængelighed i sin tomhed ingen grænser.
Ulykkeligvis betyder det så også at selv når en meriteret person hyldes for just sådanne egenskaber som man netop ikke skal regne med hos civilisationens agtværdige yndlinge, så kan man ingenlunde uden videre gå ud fra at det er sandt og ikke blot yderligere et eksempel på grænseløsheden af den moralske perversion. For hvor ofte giver bødlerne og medløberne den ikke med forkærlighed i rollen som ofre, og hvor ofte hyldes ikke kulturlivets massive opbud af mimicry som den ægte vare? Ja, hvad mere er, så kunne man endda mistænke at så uforbeholdent rosende omtaler man i civilisationen kun andre, hvis man i virkeligheden slet ikke mener det. For hvis vi virkelig mente det, ville vi misundeligt forargede fortie det. Men vist gives der undtagelser, og man må i det tilfælde forestille sig at portrættets forfatter selv hører til de ædle dannedes eksklusive kreds. Og helt utænkeligt er det ikke, for samme kreds må der i hvert fald være tale om.
Selv fejrer jeg altid mine egne fødselsdage og da især de runde i de svenske skove, som netop i sidste del af april viser sig fra deres mest livgivende og medrivende side. Efteråret stemmer til andagtsfuld og kontemplativ vemod og forsoning, mens det endnu bladløse forår har den ungdommeligt medrivende friskhed og vårflodens naivt håbefulde hengivelse til genfødslens årlige mysterium, at alt bliver nyt. En opfattelse der i øvrigt også gennemsyrer den russisk ortodokse kirkes syn på skabelsens forløsning.
Men kort sagt lægger jeg af nævnte grunde aldrig op til at blive hyldet på min fødselsdag, blot folk til gengæld husker at hylde mig desto mere resten af året, ikke mindst for just nævnte ædle fordringløshed. Af og til kniber det nu ærligt talt gevaldigt med at holde denne aftale, men no one is perfect, så det bærer vi over med og sætter vor lid til alderdommens satisfaktion. Men kort sagt skyldes mine overvejelser i anledning af ovennævnte hyldest til den ædle dannede ikke barnligt nag over ikke også selv at blive portrætteret på slig glorværdig vis.
Til gengæld kan jeg fortælle Dem at jeg for nylig blev inviteret til en anden kulturfødselar, omtrent jævngammel med førstnævnte og fuldt så flittig og velfortjent anerkendt. Ulykkeligvis fylder begge de nævnte ædle dannede ligesom jeg selv år i sidste del af april, og allerede af den grund kan det ikke nytte, for jeg véd så vel at jeg ganske som et utålmodigt barn der opslugt i øjeblikket ikke kan finde nogen ro og fortrøstning i forventningen og derfor ikke tåler at udsætte sit ønske, ville vansmægte synligt ved tanken om i stedet at kunne indsuge duften fra fyrreskovene og de optøende højmoser med lydtæppet af traners råb og urfuglenes skogren i baggrunden. Kort sagt nothing personal.
Men der var nu i dette tilfælde også en anden grund som i mangel på bedre ditto kunne have gjort sig gældende. Sagen er nemlig den at jeg for 18 år siden personligt tilsendte nævnte jubelfødselar min første bog Syndefaldet (who cares, men anyway). Naturligvis blev den til den naive ynglings fortrydelse ikke anmeldt i Kongens Kjøbenhavn, hvor man jo kender sine lus på gangen, og altså ej heller i det dagblad hvori vor mand havde sit virke samt nogen indflydelse.
Men som sagt var han heri ingen undtagelse, skønt en undtagelse just i sådanne tilfælde ville have været desto mere klædelig – men sådan er civilisationens uædle verden: Jo flere der spænder ben, intrigerer og fortier, desto sikrere kan De være på at også vi andre følger solidarisk trop, for det ville være ufint krukkeri sådan at ville skille sig ud som værende mere ædel end andre mennesker. For som svenskerne siger: "Lagom är bäst".
Hvorom alting er: Mange, mange år senere begynder vor helt af og til tentativt at fraternisere med mig, idet jeg ikke alene bor i samme kvarter som han, men tillige i mellemtiden mod alle odds periodisk har gjort mig gældende i den skrivende offentlighed og således undertiden lignet en joker som man ikke kan være helt sikker på og derfor måske hellere burde tage i ed for alle tilfældes skyld. Men det hindrer skam ikke vor lejlighedsvise kontakt i at være velment og ægte nok samt til begges behag.
Nuvel, i samme åndedrag som nævnte invitation åbenbarer vor mand nu for første gang hvor begejstret han med flere (hvem?) i sin tid var for nævnte bog. Og skønt hans kærkomne indrømmelse utvivlsomt også skyldes en ægte og ædel bekymring på mine vegne, så er det jo noget sent at vise flaget. Det forholder sig her ligesom når man i moden alder for første gang møder sin far eller mor: No offence og interessant nok – men til gengæld heller ingen illusioner om den store "reunion". For sent er jo nu engang for sent. Har prøvet det… Hvis De aldrig havde mødt Deres far, og han pludselig inviterede Dem med til en rund fødselsdag, ville De så ikke også føle Dem i en sær forlegenhed og spille død? Men det er indrømmet hverken særlig ædelt eller særlig dannet.

FORTROLIGT TIL MINE LÆSERE OM MIN UTROSKAB

Som I ved, kan kærlighed bringe os til utroskab: Ulykkelig kærlighed kan sågar få os til at være utro med den urette, mens lykkelig kærlighed kan gøre os utro med den rette. Det gælder dog enhver slags kærlighed, og det er ingen hemmelighed at en kærlighed der ikke engang gælder en anden kvinde, men noget fritsvævende og tilsyneladende umotiveret, indebærer en så at sige dybere og mere grundlæggende utroskab over for Kvinden, som grundet dens uforudsigelighed og fremmedhed hinsides al kontrol kan gøre selv den bedste vanvittig, ja endog få selv de helt unge til instinktivt at føle et stik af så at sige kollektiv fornærmelse, når deres "anti-virus-program" aldeles ubevidst forud registrerer sådanne brud på tingenes rette orden. En mand der hvert andet øjeblik kan foretrække at rejse til Sibirien eller Afrika, er utroværdig, især hvis der er tale om ægte kærlighed.
Nuvel, jeg ved at også jeg hyppigt svigter mine læsere, som derfor kunne tænkes at svare igen ved at give efter for deres utro tilbøjelighed til at kaste et lys på hvad bogmarkedet og dagspressen bringer – også selv om I af erfaring efterhånden må vide at I bliver slemt skuffede i længden. Ganske som med cigaretter er det imidlertid muligt at vænne sig helt fra og forvandle mainstream til en lejlighedsvis aperitif fra de rå metropoler.
Nuvel, mine meldinger kommer altså af sådanne grund noget ujævnt og i klumper eller pakker. Men glemt jer har jeg altså aldrig, selv når jeg render rundt i Smålands højmoser, på Skånes åse eller endog i Nordsveriges og Lapmarkernes urskove og fjelde og leder efter elge, urfugle, ørne, traner og bjørne. Og da jeg er det eneste menneske i kongeriget der ikke ejer en mobiltelefon – som alligevel ikke altid kan bruges, fordi der er et bjerg i vejen, så kan jeg altså vitterlig ofte være uden for spørgende læseres rækkevidde.
Jo jeg fotograferer også gerne dyrene , selv om det i en vis forstand kun er om landskaber man kan sige at de undertiden er endnu bedre på billedet end i virkeligheden – hvorimod dyrene dog bør opleves live. Ja, selv levende billeder gør de vilde dyr uret ved at forvandle dem til gentagelig og "virtuel" virkelighed og således bringe dem ned fra deres så at sige zen-agtigt intense over-virkelighed hinsides den menneskeskabte og trætsomme hverdag. Javel, vi taler vel her især om oplevelser og ikke om metafysik og tingenes eget inderste væsen, men nevertheless…
Men hvad så med karrieren? Til helvede med karrieren, for det er min erfaring at det virkelig interessante ikke opstår ved denne tvangsindlagthed til evigt og altid at følge med og mene noget om de samme ting. Karrieremennesker kopierer dybest oftest blot hinanden – og paradoksalt nok da især de meget dygtige. Jeg møder selv af og til mennesker, der inspirerer og ofte ser ting som vi andre ikke har blik for – just fordi de uden kynisme dog formår at give en god dag i det hele. Ikke helt sjældent kan det dreje sig om kvinder, der efterhånden som børnene har vist sig "levedygtige", og skællene falder fra deres øjne, folder deres hidtil hemmelige bohemiske væsen ud – i dette tilfælde ofte til den forvænte ægtemands fortrydelse, men altså i grunden på ganske samme vis som jeg indledningsvis skrev.
Nuvel, især om foråret og forsommeren har jeg mine nøkker og kvier mig ved den blotte tanke om at skulle parlamentere og trække tov med forudsigeligt "realistiske" forlæggere eller andre, der vantro og frygtsomt vel kun kan forestille sig og have fidus til hvad der ligner noget atter der ligner noget, som en masse andre "dygtige mænd" for tiden synes at gøre vældig lykke med. Hele dette globale "Esmann"-univers trætter mig allerede inderligt at tænke på – men som sagt skal jeg undlade at hælde "samlede værker"over jer: For selv om det vitterlig er imponerende og respektabelt hvis nogen har kortlagt og endda forklaret en uregelmæssighed i forekomsten af akkusativ i tyrkiske sprog eller et bestemt enzyms lidt uventede (!) opførsel ved en bestemt temperatur, hæfter der også noget uskyldigt komisk ved upfordret at fremture dermed, især hvis man ikke selv er klar over dette skær. Og sådan er det med megen ekspertise, hvorimod det alment inspirerende henvender sig til alle og forbliver evigt ungt.
Dette er forklaringen på det tilsyneladende paradoks, at når et menneske slås ud af kurs, holdes nede eller spændes tilstrækkeligt meget ben for, så kan det efterhånden komme til at vurdere sine primære og oprindelige bestræbelser som mindre presserende, både for den pågældende selv og for menneskeheden. Hvem der nemlig end forklarer hemmeligheden ved den tyrkiske akkusativ, opnår han nemlig ét af to: Enten bliver "den store ide" rutinemæssigt stjålet af de mere velpositionerede, der øjeblikkeligt vidste det i forvejen, grundet et lille maskulint selvbedrag – som spiller en helt kolossal rolle i den sammenbidte karriereverden hvor fantasi jo er en yderst sjælden fugl; eller også gør man en anden ulykkelig, som nogenlunde samtidig har fået eller været på vej til samme ide og håbet på en art gennembrud i livet – og måske vitterlig også behøvede det i endnu højere grad end man selv. Men udefra set er det tillige lidt komisk.
Derfor er der undertiden grund til også at være vore egne ambitioner og talenter utro af pure skuffelser, men det kan ende med trods uskønne ardannelser at gøre os rigere og bredere, ja mere vitale og i hvert fald mere interessante end hvis vi havde været belastede af den adstadige værdighed og evigt selvbevidste vægtfylde som nu engang gerne følger med verdens gunst, undtagen hos charlatanerne som er et kapitel for sig og i øvrigt derfor ofte foretrækkes af verden frem for den ægte vare. Nuvel, blot de har underholdningsværdi, skal meget vitterlig også tilgives dem, hvorimod pølsesnak og intellektuel humbug uden gnist af et sådant charmerende sigøjnervæsen er en pestilens og tyveri af folks tid.
Men ejendommeligt nok kan denne vor ikke uden videre helt igennem sunde tilbøjelighed til opgivelse og utroskab mod vore oprindelige projekter altså vise sig bæredygtig. Umiddelbart skulle man ellers tro, at det dog var bedre at blive direktør i firmaet eller i værste fald for et andet firma end at udbrede sig om alt det som man vil give skylden for at man ikke blev direktør i firmaet. Men så opdager man, at mens ingen gider at høre om hvordan det er at være direktør, trods al forståelig interesse i ens tegnebog, så inspirerer fortællingen om den ændrede livsbane langt mere.
Vor officielle og alvorlige bestræbelse ender da let med at tage sig lige så autistisk ud som et ambitiøst, men jo uhelbredeligt privat morgengymnastik-program – hvorimod det førhen private og negative, kort sagt ligtornene – for da slet ikke at nævne sproget selv – i stedet sejrsikkert som H.C.Andersens berømte "skygge" indtager rollen som det for alvor vedkommende, ja endog det eneste virkeligt alvorlige.
Men naturligvis må De da gerne stille spørgsmål om ejendommeligheden ved den tyrkiske akkusativ, om end jeg må tilstå, at jeg næppe kan besvare dem, og det plager mig ikke. Ejheller ærgrer det mig ikke at blive inviteret til internatioale konferencer for folk der i grunden fagligt kan så nogenlunde det samme som jeg selv, blot ad kedeligere og mere konventionel veje. For ikke at tale om hvorledes alle geografiske og kulturelle forskelle uden for vinduerne nihileres og ignoreres i denne grå og selvalvorlige globale tristesse. Javel, hvis det nu drejede sig om at udvikle en forbedret neutronbombe der tillige skåner alt liv undtagen fjendens, så lod sådanne sammenkomster sig unægtelig høre. Og således bliver det altså også her sandt hvad vi lagde ud med, at hvis ikke det var sand kærlighed der bragte os til utroskab, så bliver det dog til sidst til sand kærlighed.
Men nu må I altså have mig undskyldt. Jeg er kun på kort visit, idet min tandlæge Nils Ruben, der tillige er den ejendommelige australske pianist David Helfgotts danske impresario – havde inviteret mig til en koncert med Helfgott i Birkerød. Da Nils Ruben, der forresten tillige selv er uddannet koncertpianist, ynder at kalde mig det nærmeste man kan komme David Helfgott bortset fra forskellen i metier – hvortil vel desværre også kommer mine noget ringere udsigter til førtidspension –, kunne jeg dårligt undslå mig for dette charmerende gensyn med civilisationen i disse forårsdage hvor den nordiske og selv den danske natur ellers slår alt i sart skønhed. I øvrigt kunne man jo fromt håbe på at vor impresario en dag udvider registret og skaffer mig plads i sin stald og ikke kun i tandlægestolen.

BLOGGEN LETTER…

Om medierne, kulturen, forfængeligheden og fremtiden
Mændenes verden er ejendommelig. En grund til med forkærlighed at holde sig borte fra sit eget miljø er at inden for miljøet vil man kunne blive distraheret af egen flokmentalitet i forhold til den flok man hører til: Altså dybest set af allehånde behovsmæssige tilknytninger til "de andre" samt bekymringer for egen kurspleje i så henseende også på længere sigt. Og den art ungdommelig irritabilitet samt gammelklog frygt for fremtiden kan nok føre til normaliserende disciplinering, men aldrig til noget virkelig interessant endsige livgivende smukt eller morsomt. I flokkens midte lægger man alle farverige særheder på hylden, og selv om det er nyttigt at kunne, er faren at man helt glemmer dem.
En anden grund er den at i ens eget miljø vil ens små præferencer og egenheder let hos de andre blive filtreret gennem deres flokmentalitet, hvilket helt konkret vil sige især de velmeriterede, men også indbyrdes desto mere konkurrencebetonede mænds: "Hvad vi ikke selv brillierer med, skal heller ingen anden brilliere med". Altså med mindre det man brillerer med enten er så nørdet, "usexet" og lidet show-egnet at det opleves som lige så indifferent og ufarligt som flagermusenes ekko-orienteringsevner; eller det er så økonomisk eller på anden side givtigt for de andre at man åbenlyst behøves, som VVS-manden og computerreparatøren.
For sådan er det: Vi mænd er smukkest når vi glemmer os selv og denne frygtelige og latterlige afhængighed af position og status, hvad enten det nu drejer sig store biler, høj uddannelse, eget TV-program eller omvendt anerkendt "avantgarde"-status som statsudnævnt eller prisbelønnet kritiker af og oprører mod "systemet". Dybest set handler alle disse varianter jo om de samme ting og har således i grunden intet at lade hinanden høre.
Egentlig burde man ikke bekymre sig så meget derom, for dels fører det som sagt ikke til noget inspirerende men allerhøjst til et glædesløst og sammenbidt mere i "dygtighed"; dels gør det sjældent en mere afholdt selv hvis man lykkes; og endelig fornemmer folk såmænd snart alligevel mere end som så, selv hvor man omvendt netop foretrækker at gå yderst stille med dørene – det er nemlig kun dem der notorisk og nødvendigvis må vide bedre, der aldrig hverken ser, hører eller forstår. Så sjovt er vi mennesker nu engang skruet sammen.
Men er ingen ting da gode og interessante i sig selv, uanset allehånde eventuelle koblinger til status, rigdom eller andet? Jo, men efterhånden som det rygtes, bliver også det til mode eller status for til sidst at blive en demokratisk og statsgaranteret borgerret, der forvaltes af institutioner med tilhørende skolings- og meriteringssystemer, der atter har mere eller mindre monopolagtige aktier og forgreninger til forlagsverdenen, pressen og den øvrige medieverden. Og så er det på tide som Kong Lear og hans endnu visere datter Cordelia at rømme feltet inden det hele udarter i autoriseret facon og maner samt højt betitlet snak og eftersnak; og det så meget mere som man alligevel snart ville blive smidt på porten alligevel af håbefulde bander der trods al hemmelig kongenial sympati vejrer morgenluften bag sprækkerne i muren og tager deres fornuft til fange – og heri støttes klogelig anonymt, men desto mere helhjertet og massivt af vejrbidte etablerede mænd med pokerface, gyldne kæder og vel lagrede ligtorne.
Lige bortset fra at de såkaldt nyttige ting jo ofte viser sig at være skadelige, om ikke i konsumtionsleddet, så i produktions- og affaldsleddet, så kunne man indvende at ovenstående indadvendte betragtninger vel har mindre betydning så længe folks bestræbelser blot tjener en nyttig eller nødvendig sag: Et fremskridt i lægevidenskaben er dog immervæk et gode, også selv om mere centralt placerede eller konformerende typer ofte tager – og med kyshånd tillige gives – æren for andres værk, og selv om dér som alle andre steder i forbifarten kvæles og kværnes mangt et kreativt sind med forbilledlig sarthed, om så også mest på egne vegne.
Den indvending har noget på sig og indebærer at vore overvejelser især rammer hele det "overflødige" felt der hedder kultur og omegn – fordi der ikke her er hverken helt entydige kvalitetskriterier hinsides tillid og autoritetstro, og fordi samme uigennemsigtighed gælder resultaternes "nytteværdi" for menneskeheden eller i det mindste forbrugerne. På den anden side er den nævnte forskel mellem sfærerne næppe så stor, at vi af den grund kan kaste barnet ud med badevandet og skippe alt hvad der hedder kultur, blot grundet forfængelighedens overhåndtagen og korrumperende virkning. Især i den moderne verden hvor produktionen kræver stadig mindre af vor tid, vil kultur i videste forstand jo komme til at fylde desto mere i landskabet. Og det hverken kan eller vil vi for alvor lave om på, ihukommende den blot materielle konsums tristesse – men det betyder ikke desto mindre at hvor forfængelighed og statuskampe før havde et mere borgerligt alibi og var mere diskret disciplinerede og domesticerede, så vil vort "overdemokratiske" konsumentsamfund af fritidsmennesker med forbrug og oplevelse øverst på programmet medføre en usund overbetoning af forskelsløs konkurrenceånd og misundelse, der ikke længere inddæmmes og tæmmes af produktionssamfundets klassiske faglige og erhvervsmæssige skel, hvor direktøren trods alt aldrig misundte ministeren, og kemiprofessoren aldrig konkurrerede med litteraturprofessoren; og ejheller mildnes den usunde ånd længere af ovennævnte oplevelse af konkret, indiskutabel og så at sige øremærket nytteværdi og formålstjenlighed i sidste ende, bag alt vort narreværk.
Nuvel, men i lys af ovenstående er det klart at uden nogen euforisk eller livgivende værdi er der så næppe megen pointe i at udbrede sine betragtninger, uanset i hvilket regi og i hvilket medie det sker. For hvis nok så tvangsindlagte læsere alligevel keder sig bravt, kan resten vel være lige meget. At De har begået dette og hint ud mærkede i livet samt er mand eller endog kvinde for endnu mere, det betvivler vi således ikke, men tilskynder Dem tværtimod af hele vort hjerte til at fortsætte med det. Men med mindre Deres skriverier da skal forstås som en art jobannonce, er vi alvorligt bange for at De spilder såvel Deres egen som vor tid ved sådan uopfordret og lovlig højlydt at udbrede Dem om Deres angivelige kvaliteter. Nuvel, som bekendt er der imidlertid også kun sjældent penge i bogudgivelse på dansk, selv om det i de rette hænder – hvilket som bekendt i en dybere forstand oftest vil sige de forkerte hænder – sig kvaliteters at have en katalytisk værdi som trædesten, springbræt og trampolin. Så ved at insistere på Bloggen lider De derfor næppe noget større økonomisk afkald, men besparer tværtimod det tiltænkte forlag for et betragteligt tab – det forudgående og i Deres tilfælde næppe uanselige besvær ikke at forglemme.
Nuvel, for mit eget vedkommende kan jeg derimod trøste mig med, at så langt fra at betalende læsere typisk har kedet sig, er jeg altid blevet fyret, lagt på is, skåret ned eller smidt godt bag i køen, netop som det efter læsernes mening gik allerbedst. For ganske som i militæret kan det også i det civile liv ofte vise sig klogest at holde en passende lav profil. Ja selv overordentlig prominente læsere gav af og til gav undertiden deres bifald, hvilket ingenlunde er nogen inkonsekvent tilføjelse endsige en fortalelse fra min side: For blot de makker ret, kender deres besøgelsestid samt viser en smule pli, har jeg bestemt intet at sige mod de begavede, de formuende og de dannede; også selv om det desværre ikke kun er en nem kliche, at på "det overflødiges" felt er det ikke altid de mest berettigede der klatrer højst til vejrs i bestyrelserne.
Men apropos betalende læsere: Mindre medier med en anstrengt økonomi kunne jo her formodes at være mere forbrugerorienterede og derfor tillige mindre ringe. Men dels må man her ikke undervurdere førnævnte almenmenneskelige forfængeligheds irrationelle kraft – for hvad betyder en smule færre læsere, så længe det ikke ligefrem truer de fastes egen stilling og økonomi. Dertil kommer at mens et kunstigt hjerte er en ringe trøst for den som behøver en kunstig lever, så kan man inden for kulturens og underholdningens brede felt altid erstatte en tom plads med "mere musik", som i det mindste for en tid kan udfylde tomheden og skabe taknemmelig glemsel; og det så meget mere som der jo indrømmet gives megen fortrinlig musik. Og i fritidssamfundet skal tiden hursomhelst gå med noget, så ligesom vi spiser de fisk der nu engang er i havet, må folk slå tiden ihjel med hvad medierne nu engang falbyder – og her gælder at selv helt udvendig variation samt gentagelser camoufleret bag højpandet tungetale langt hen synes at kunne kompensere for kvalitet.
Vore egne læsere er således nogle overordentligt heldige bæster der ikke betaler licens, men vi skal nok opspore dem, om vi så skal sætte penge til på det, alene for princippets skyld. Men her er vi atter inde på et interessant emne: For netop fordi hele denne binding til erhvervsmæssig identitet efterhånden vil betyde stadig mindre i vort hovedrige velfærdssamfund, så betyder den økonomiske side af sagen i grunden ikke så meget. Man kan alligevel leve af så meget og samtidig slippe for at være tvangsindlagt til alt det samme som alle de officielle snakkehoveder. Og hvis man omvendt ikke kan leve af noget, så kan man efterhånden med stadig bedre samvittighed leve hæderligt alligevel, for uanset al snak i de mest borgerlige medier, så under Deres næste Dem af et godt hjerte allehånde former for invaliderende understøttelse, blot De lover at afholde Dem fra at genere ordentlige borgere fremover. Men anerkendelsen og den sociale rolle, der er vor adkomst i forskellige sammenhænge, kan vi mennesker dårligere undvære, og her er vi så atter tilbage til den så at sige legale og uomgængelige grund bag den menneskelige forfængelighed.
Mere end én gang har jeg hørt anderledes etablerede sympatisører under fire øjne anbefale mig for min egen skyld at affinde mig med min skæbne og glemme min egen forfængelighed , så de selv kunne udfolde deres egen anderledes relevante og lurmærkede ditto desto mere uforstyrret – og tillige rose sig af deres af offentligheden endnu ukendte storsind, der følgelig måtte være ægte og uforstilt. Men der findes naturligvis hos enhver noget man kunne kalde et berettiget og elementært behov for på en eller anden vis at blive honoreret for sit virke – for ellers eksisterer dette jo i en vis forstand kun privat, og det er i længden vor natur imod.
Og derfor er der ingen grund til skam over at ty til Bloggen frem for at konferere med de brave og usikre købmænd samt deres hemmelige stab af principielt pletfri rådgivere og spindoktorer, hvis integritet vi derfor ikke troværdigt kan beklikke. Og følgelig er der heller ingen grund til omvendt at føre en nidkær og forbitret guerillakrig mod forlagene og medierne – for ligeværdige og lige magtfulde parter behøver jo ikke at tabe højde ved at bekrige hinanden udover den sædvanlige konkurrence på kvaliteten.
Ejheller er der grund til at gentage filosoffen Wittgensteins nøkker med helt at overgive sig i den grad til markedets og omverdenens dom, at han trods sin arvede formue undlod at udgive sit ungdomsværk i eget regi, når ikke det kunne komme ud på markedets objektive og lige vilkår. Vi har her at gøre med den fatale skyldfølelse som hæderlige mennesker i modgang ofte får over sådan at måtte kæmpe for deres usle lille jeg og dets overlevelse. Hvis lykken kom gratis, ville de imidlertid næppe føle skyld ved at sige ja tak, og således tilsmiler Mattæus-princippet også her denne verdens yndlinge. Kort sagt giver problematiske eksistenser alt for ofte på forhånd selvmorderisk vis verden ret i dens bekvemme dom om de udstødtes og de uindbudtes sygelige selvoptagethed – hvilket som bekendt kun forværrer bemeldte syge i en ond spiral.
Hvad nu "markedets objektive og lige vilkår" angår, som vi nævnte ovenfor, så ved jeg skam udmærket af egen erfaring (for De taler ingenlunde med en taber, men med en vidt anerkendt person og bør følgelig heller ikke længere regne Dem selv til taberne endsige søge deres selskabs såre kortfristede trøst) – kort sagt, af erfaring ved jeg hvor opstemmende og befordrende det er at have grønt lys på forhånd, samt hvorledes det kan forvandle selv et jævnt talent som undertegnede til noget der skuffende og momentant ligner et stort ditto, ihukommende den menneskelige sårbarhed såvel som den menneskelige dynamik, sejhed og fleksibilitet.
Men jeg opdager nu at ligesom en stram form kan være samlende og forløsende ved sit tvingende krav om koncentration, så kan ikke alene fraværet af førnævnte skeptiske borgerlige kontrahenter være befriende – også fraværet af en forudgiven form muliggør sammenføjninger og organiske tilknytninger mellem hidtil adskilte men for længst modnede synnapser og tankebaner, der i tidens fylde kræver en højere form som må tilvejebrínges ved et samvirke der ser stort på deres hidtidige skinsyge kamp om vor opmærksomhed. De nødvendige analysers begrænsede form har deres tid, men før eller siden skulle jo maskinen gerne lette, så vi kan se om udsigten over verdenshavet virkelig også er så sublim som de siger ude i byen.
Vi agter dog ingenlunde at forsvinde i det blå, men lander skam igen medbringende discount-certifikat fra Miami, hvilket som bekendt var godt nok til at kunne ramme tårnene i New York. Men den idé er allerede brugt, så vi videregiver den hermed storsindet til Frank Esmann og andre med en tilsvarende fornuftig forkærlighed for det hævdvundne og hæderkronede. Så vi ses alligevel igen – hav en god dag!