KÆRLIGHEDENS SMERTE

En af de kvinder der har været tossede nok til at tilbyde ægteskab uden afsæt i snusfornuftige globale betragtninger om komparative fordele, var både køn og velbegavet, men havde i meget ung alder trukket sig ud af den krævende virkelighed.  Ikke sådan at hun led af vrangforestillinger, hørte stemmer eller var autistisk indelukket. Hun huskede alle bekendte som jeg i tidens løb præsenterede hende for, i detaljer, og kunne næsten altid sige nogle intuitivt rammende ord om dem alene på det grundlag. Men hun var endnu mindre end jeg selv nogen passioneret elsker af Freuds realitetsprincip; og da jeg desuden kan være noget vankelmodig, kunne jeg næsten genbruge en bekendts ord til en debil ældre dame der engang foreslog ham ægteskab: ”Åh tak, men jeg føler mig stadig for ung til at binde mig…”

Måske var det mig der tog fejl, for minus gange minus giver dog i nogle sammenhænge plus. Og hvem kan sikkert skelne mangel på mål og fokus i livet fra en psykiatrisk diagnose. Hvis jeg havde haft større tro på livet og turdet sige ja? Verden, herunder arbejdsmarkedet, har det dog med at vise en vis respekt og hensyntagen til familiedannelsen.  Pigens fokus og energi i situationen fejlede intet og kunne måske have været hendes frelse trods en måske unødig tidlig psykiatrisk debut. Min nænsomt tøvende vedholdenhed bragte hende en overgang næsten fra forstanden – hvilket kunne være en anledning til at spørge sig selv, om en forudsigeligt håndfast grobrian ikke mange gange er mindre skadelig end et bange og ubeslutsomt fæ.

Bevares, jeg følte ikke at jeg havde meget verdsligt at tilbyde en kvinde med ønsker om at få et barn, eftersom jeg allerede dengang eftertrykkeligt havde fået bekræftet, at hverken den siddende elite eller den klatrende middelklasses talrige små aspiranter agtede at indrømme mig en tøddel, hvis de da eller kunne undgå det. Og det kunne de, for jeg havde kun haft letsindigt overbærende smil til overs for hine enkelte der rådede mig til at få min første bog godkendt som ph.d. afhandling. Når man ikke i naiv forstand først angler efter verdens ”godkendelse”, men alligevel forventer efterfølgende anerkendelse, vil det nemlig oftest gå som William Blake skriver: ”Aldrig måtte ørnen vente så længe som dengang, da den bad kragen om hjælp”. For i nævnte position vil verden uvægerlig opleve en utilgivelig miskendelse.

Dertil var mit eget fokus for uklart, for der boede flere sjæle i mit bryst, og de regerede som et polsk parlament. Vort forhold ændredes grundet min bornerte forskrækkelse over pigens maniske beslutsomhed til et venskab, og mine følelser for hende blev stadig mere den beskyttende ømhed man føler for sit barn, sin mor eller søster. Agape er smuk, men hvor der samtidig hersker en stor eros-asymmetri, bekræftes dog atter den grusomme sandhed, at den der elsker mest, lider mest. Pigen genvandt aldrig fordums fokus og handlekraft, som hun måske kunne have opnået, og hun fik aldrig et barn. Hendes glæde ved den mindste opmærksomhed, ved ethvert besøg og ved enhver opringning forblev intakt. Som hun under sin langt senere sygdom sagde: ”Jeg ved godt at jeg alle årene har elsket dig for meget!”.

Hun levede i sin hjemby en beskyttet og ret begivenhedsløs tilværelse, men var sidenhen næsten altid livlig og i godt humør, selv om hendes rastløshed umuliggjorde langvarig koncentration. Den store verden havde hun for længst afskrevet, men hendes stemme og hendes blik forblev forunderligt klare. Og når jeg undertiden nævnte egne kvaler, var hun uklanderligt fornuftig. Måske havde den ven ret, der i sin tid havde sagt: ”Mange kvinder i den situation er hysteriske, gift dig med hende og få et barn, så går det over!”. Men pigens vanskeligheder med realitetsprincippet kunne måske også have givet bagslag, for hendes psykiatriske debut udløstes i sin tid af en abort.

Aldrig før eller siden har jeg grædt så meget og så bittert som da hun fik konstateret en livmorderhalskræft, hvis snigende symptomer hun havde ignoreret i mere end et halvt år. Hvis jeg i den periode havde set mere til hende i hendes svenske hjemby, spurgt mere ind til hende i telefonen – så havde hun måske betroet sig i tide i stedet for som nu kun at ymte et par ord til en veninde der ubegribeligt letsindigt slog symptomerne hen som ligegyldige. Min fortvivlelse indeholdt måske også al den sorg der aldrig havde fundet udtryk ved min mors selvmor i min tidlige gymnasietid. Hun så den slags, for allerede engang tidligt i forløbet havde hun spurgt: ”Ønsker du at jeg springer ud af vinduet ligesom din mor?” Jeg er ret sikker på at hun også heri så en forbindelse til mit vankelmod i eksistentielle nøglesituationer.

Ved min fortvivlelse over hendes sygdom indvendte hun, at det jo ikke var min skyld. Hvilket skarpsyn, for vist følte jeg også skyld! Men i hendes trøstende afvisning af min skyld var der samtidig et bevægende og næsten selvfornægtende moment: Så hun da ikke sin egen sygdom som en allerede alt for rigelig grund til min ulykke – omtrent som man kunne forstille sig fordums tjenestefolk bagatellisere egen sygdom og affældighed som udelukkende et problem for deres herre og ikke en ulykke i sin egen ret.
Men samtidig havde hun helt nøgternt ret i, at selv den reneste agape på denne måde forstærkes af en refleks på ens egen person og således ikke er helt så ren som den selv tror. Hertil kommer så tabet af måske det sidste menneske der elsker os ubetinget.

En enkelt gang tidligere i vort forhold havde jeg pludselig grædt, da jeg kom til i tilbageblik at indse, hvad jeg havde voldt hende af indre tumult. Jeg husker at hun endnu ved den lejlighed var helt ungdommeligt frisk; og hun afviste overbærende og med selverkendende snusfornuft nøgternt min selvanklage med, at hun jo selv havde vist umådeholden manisk beslutsomhed og derved bragt den tøvende ungkarl fra asken ind i ilden. Kærligheden ofrer alt – selv for at fratage den elskede delvis berettiget samvittighedskval. Kan kærlighedens nådesløse asymmetri fremgå klarere? Det er ikke fair, og vi bør aldrig acceptere det…

Den barmhjertige samaritaner skyldte måske ikke nogen noget, men kom alligevel i en situation hvor det var op til ham at gøre en stor forskel. Når nogen nærer stærke følelser for os, binder det os ikke i nogen kontraktlig forstand – men vi påføres ligefuldt et indiskutabelt ansvar. Heri er der intet metafysisk uldent, for det er så empirisk konkret som vel muligt. Vi er i sådanne asymmetriske situationer stærke årsager – og vi ved det godt. Fuldt bevidst kausal betydning må være det vi kunne kalde empirisk objektivt ansvar.

Tværtimod har ansvar i juridisk forstand i mange tilfælde en ulden karakter: For du kan jo holdes juridisk ansvarlig for ting som du har gjort i såvel uagtsomhed som i uvidenhed om nævnte jura. Her er ansvaret nok en social realitet i det pågældende samfund – men til gengæld ingen individuel psykologisk realitet. Ungdommens skræmmende hensynsløshed er sorgløst at betragte andres ”irrationelle” følelser som uforpligtende og undertiden en smule komiske naturfænomener og ikke som bestemmende elementer i et andet menneskes livshistorie. Det som Huxley kaldte den evige filosofi, er ikke vore skarpsindige iagttagelser, men de tilsyneladende banale konstateringer: Her den sandhed at hvert eneste øjeblik, hver begivenhed og hver fælles oplevelse tilhører evigheden i den forstand, at intet kan ophæve eller tilbagekalde den kendsgerning at de har fundet sted.

I kvindens sygdomsperiode var jeg med den hos tidligt forældreløses karakteristiske dødsbundne kærlighed så meget som muligt for hende og fortalte hende hvor meget jeg elskede hende. Hun kom sig hurtigt og formåede med praktisk overblik og helt uden forventet tomhedschok også at administrere sin egen gamle mors død og begravelse. Uskylden syntes genoprettet uden fordums asymmetriske komplikationer.

Men tilbagefaldets nemesis kom – manglen på rettidig omhu i første omgang fik sit svar. Men var det ikke hendes eget ansvar? Jo, men også her gælder læren fra den barmhjertige samaritaner: Jeg kunne måske have gjort forskellen. Vel kunne jeg ikke vide, at hun undertiden havde små blødninger. Nej, men hun var et menneske med sin skrøbelighed og sin angst som vi andre – og det vidste jeg. At vise opmærksom og helhjertet interesse var mit ansvar, og det havde jeg ikke gjort i den kritiske periode.

Nu var jeg selv på samme tid hårdt ramt af total kollektiv udelukkelse fra enhver professionel sammenhæng, og det er især for en mand i moden alder hårdt – også selv om man gennem årene er trænet just til den opgave. Den slags kan få den uøvede til at gå helt op i limningen fysisk, psykisk og socialt – og modparten ved det. Når brave mennesker, der i myreflittig flok har læst sig til noget som de kalder oplysthed, og indbilder sig at være modstandere af dødsstraf – når de nu bevidst udsætter et andet menneske for den i deres egne øjne værst tænkelige sociale skæbne – så er det derfor en sikker følgeslutning, at de på bunden ønsker dette menneske en ublid død. Men de ved det ikke, for det stod ikke deres kompendier. Eller som geografilæreren vrissede til min bedstefar, da han nævnte floden Gualdalquivir: ”Dumme dreng – det er ikke den flod du skal kunne!”

Min objektive, empiriske skyld bliver dog ikke spor mindre heraf – ganske ligesom som ti samdrægtige forrædere hver især er absolut skyldige. Skyld er således en størrelse der kan deles uden at blive mindre derved: Hvis ingen havde hjulpet den vejfarende i biblen, så ville hver eneste der var gået forbi, have været absolut skyldig i det menneskes forlis.

I vort tilfælde med en bagvedliggende skyld, der forplanter sig til utilsigtede og også i de agerendes egne øjne helt sagesløse ofre, er der i virkeligheden tale om en objektiv bekræftelse af hvad de gamle kaldte arvesynden. Det onde er en overindividuel realitet i menneskelivet, og selv om vi ville, kan vi dog ikke unddrage os dets magt: I dette tilfælde fordi social nulstilling kan belaste et menneskes livsmod så voldsomt, at det udhuler dets opmærksomhed og overskud over for de mennesker som det i sin tur har i sin vold.

Selv Agape, den uselviske kærlighed, er behæftet med uretfærdighed: Således ved vi alle at nogle mennesker er lettere at have medfølelse for end andre. Ja, ofte er det jo endda sådan, at vi har mere medfølelse med den smukke og lykkelige der knuses, end med den så at sige fra fødslen forarmede. Charmen er en faktor der resulterer i forfordeling. Men hvor der ikke er tale om børn, der jo falder meget forskelligt ud, men om selvvalgte involveringer, bortfalder denne ulighedsfaktor. Vore elskede er så at sige allerede udvalgte – og ethvert charmerende og fortryllende træk ved denne person forøger vor ulykke ved synet af hans eller hendes elendighed.

Humor er ligesom ”oplysning” en uhåndgribelig størrelser hinsides tidens bestræbelse på at gøre alt til strømlinede og kompetencegivende uddannelser. Et af de mest fortryllende træk ved min gamle kærlighed var hendes aldrig svigtende sans for personers, replikkers og situationers iboende komik – noget hun slet ikke var opflasket med. Efter hendes mors død i hendes egen sidste og alt for korte raske periode, spurgte hun mig, om hvilke bøger fra forældrenes samling, jeg ville have, inden resten af boet blev delt eller solgt på auktion. En af bøgerne var en flot sag omhandlende ”Världens ugglor”. Hun slog sin velkendte korte perlende hjertelig latter op – og jeg vidste straks, hvad hun, der ikke havde læst en bog i år og dag, tænkte: Når man nu engang bor i Hässleholm eller København – hvorfor er så alle verdens forskellige ugler i grunden ret vedkommende? Og selv i bekræftende fald – hvorfor netop ugler og ikke frimærker, vinflasker eller uniformer?

Pointen er nu ikke den at verdens ugler er en latterlig interesse, men at meget i vore sysler også har en absurd side. Det absurde betyder ikke at vi bør undlade det, eller at de der undlader det, er mere fornuftige. Blot man selv har blik for komikken, er der intet latterligt i at være menneske. Jamen, havde det trods alt ikke været mere fornuftigt at vælge en afhandling om Holberg? Se, nu bliver det interessant: Når de klatrende klasser er så forvisset om hvad der er fornuftigt og hvad ikke – så beror det på en instinktiv refleks, som de trods al oplysthed næppe er bevidste om: For grunden til den automatiske skuldertrækning over ”Världens ugglor” er alene den verdslige reservation, at sådan en bog kan de ikke konvertere til Ph.D -grader, embeder, stipendier samt utrætteligt taleberettiget status i medielandskabet på lige fod med velkendte værdige ansigter.

 Og allerede fra Kierkegaards fiktive unge teolog Ludvig From ved vi jo, at den nybagte apostel søger først af alt: et embede! Det som er alment accepteret på tinge (i vore dage f.eks. Kierkegaard), er det både fornuftigt og fordelagtigt at tilslutte sig – eller for den sags skyld at slås om i skolegården under reglementerede former, alt imens det stræbsomme unge borgerskab, der skal bringe Danmark på fode igen, forløbende og myndigt voterer om udfaldet.… Hvorimod det isoleredeog det individuelle på alle måder er højst ufornuftigt – og følgelig også usandt. Oplysningens ånd, I presume…

”Javel, den er god med dig, men du undveg nu behændigt vort spørgsmål, så tillad os at gentage det: Forholder det sig dog ikke stadig sådan, at der er mere menneskelig oplysning i Holberg end i ”Världens ugglor”?”  Tja, åbenbart ikke – og min kærestes eksempel beviser vor påstand: Hun havde trods naturlig opvakthed ikke læst en bog i år og dag, men kunne alligevel ved synet af nævnte titel straks se komikken. Det var ikke noget hun havde med hjemmefra, men sprang ud on location når lejlighed gaves. Omvendt havde det ikke udløst nogen komisk aha-oplevelse, hvis jeg i stedet havde valgt ”Holberg på svenska”. -  See what I mean? Med Jesu ord: ”Frygt kun de urenheder der kommer indefra”. Javel, men en tilsvarende betragtning gælder åbenbart også gælde renheden?  Så videnskabsministen må for min skyld godt slappe lidt af.

Brave oplyste borgere (ja, omsider nu også enkelte særligt forbilledlige indvandrere) mener som Pontoppidans ”Lykke-Peer” at have rystet al overtro af sig. Men selve troen på at flertallet af meningsberettigede i stammen altid har ret, er en konstant i menneskelivet og er overtroens fællesnævner. Og i vor oplyste tid hylder vi altså den overtro, at ånd smitter ved berøring: Jo mere vi læser om og af Holberg (”Ja, vi har netop i denne måned et slagtilbud i anledning af Oplysningsåret.dk…”), desto mere bliver vi ligesom Holberg. Ja, og vi får skam også papir på det til sidst, for slet ikke at glemme svigermors sluttelige velsignelse – så kom ikke her med jeres hjemmestrikkede små unoder. Bevares, de kan måske være sjove nok blandt venner, men det bliver jo aldrig til noget alvorligt på den vis, vel? For slet ikke at tale om, hvad I skal leve af.
  – Men for den rette var ”Världens ugglor” åbenbart inspiration nok – og følgelig var den altså ikke spor mere latterlig end den knastørre doktorafhandling om vor gamle humorist. Men skylden og ansvaret kan vi desværre ikke grine os fra...

 

 

EN PIKARESK GRUNDVIDENSKABELIG ODYSSÉ

Vor arktiske marts overgår selveste Arktis – men omvendt mindes jeg dengang jeg som 19-årig (selve det historiske årstal må dog forblive en hemmelighed, idet de af mine talrige bejlersker, der er forsynet med den højeste økonomiske baggrundsstråling, alle har forældre der lægger den største vægt på modenheden som kompensation for den både overflødige og noget forældede forsørgelse), blev aldeles ilde til mode ved at kunne slentre ubesværet i åbenstående og kortærmet skjorte allerede nu i marts: - hvilket jeg nemlig tog som et sødmefuldt og dekadent varsel om verdens snarlige undergang.

Mere udmattet end forstemt måtte jeg dog  forleden som blid københavnsk landing indtage en bodega-Tuborg og som ikke-ryger tillige nasse en smøg: Ja, for som ikke-ryger lider man af fantom-abstinenser (!). Her blev jeg imidlertid straks indladende tiltalt af en endog betydeligt yngre (indrømmet, indrømmet, men dette er nu ikke nødvendigvis smigrende) mand med påfaldende taktfaste og regelmæssige tics i ansigtet: Manden var nemlig tydeligvis også analfabet og mente åbenbart derfor, at nævnte syndrom bestemt burde staves ”tik’s”. Heraf ses i øvrigt den store almenvidenskabelige nytte af vor lediggang, idet vi nemlig hermed i forbifarten har leveret et håndgribeligt og uigendriveligt bevis for Placebo-effektens eksistens.

Men lad os nu ikke glemme sprogvidenskaberne for al denne udvendige nysgerrighed, for der gives dog forhåbentlig endnu andet end valgkampe og meningsmålinger. Sprogvidenskaberne – hvorledes nu det? Jo, for sæt nu vi ovenfor havde skrevet: ”Manden var tydeligvis tillige analfabet og mente, at nævnte syndrom derfor bestemt burde staves ”tik’s”. Med ordet ”derfor” placeret således i sætningen ville der nemlig have været tale om et helt andet udsagn – der næppe holder i byretten, men som til gengæld er ulige mere morsomt.

Mere morsomt end hvad? Tja, rigtigt godt spørgsmål med en bunke lige korrekte svar - herunder dette: Mere morsomt end når f.eks. en velmeriteret professor på Bermuda afslutter sin ugentlige klumme med følgende bevingede ord, der ville have gjort både Montaigne og His Masters Skinsyge Fanklub irgrønne i ansigterne af lige så bevinget misundelse: "Snip snap snude - så er denne klumme ude". Men hvilke flovsere ville vi dog ikke alle hjertens gerne begå mod tilstrækkelig liniebetaling - for denne giver så bedre råd til koncernenes mere ekstravagante og tabsgivende knopskydninger.

Men tilbage til vor sprogligt morsomme formulering ovenfor. Den kan minde om Storm P.’s tegning af kannibalhøvdingen, der beroliger en ængstelig zoolog iført tropehjelm med disse ord: ”Bare rolig, Sir – her på øen er vi alle vegetarianere: Vi spiser kun botanikere!”. Også her slår logikken nemlig en ekstra sløjfe på sig selv, med lige så absurde konsekvenser i form af en art logisk forskydning af begreberne. Hos Storm P. er det selve begrebet 'vegetarianer', der stiger i potens; i vort eksempel består det absurde i, at analfabeten er paradoksalt bevidst om sin svaghed og insisterer på denne som en slags autorisation og argument - hvorved hans syndrom hæves til anden potens, så at sige. 

"Roger, mayday, splitte mine ramsejl!": Kaster vi nu atter gratis perler for svin, som Jobs bekymrede venner advarende jamrer? Åh nej - for vi kan tværtimod prale med, at ligesom kannibalhøvdingen ovenfor kun spiste botanikere, så plagieres vi her i firmaet udelukkende af rigets allermest velanskrevne meningsberettigede (tørre bag ørerne eller ej), hvilket dog er en anbefaling der er alle pengene værd - hvortil i øvrigt kommer kommer, at den zoologiske sagkundskab om svin indtil videre kun har lutter rosende ord at melde. Apropos plagiat skylder vi i denne forbindelse at indrømme, at vor formulering ovenfor herom var et hvidvasket lån fra en af Københavns største plattenslagere, der nemlig engang anerkendende betroede mig: "Læg mærke til at det er kun ordentlige mennesker jeg låner penge af".

Nuvel, nuvel. - Men alt dette var nu bare en digression samt dennes nødvendige kommentarer - og derfor som sædvanlig i grundvidenskabernes historie det mest interessante: Ja, for hvad folk sådan indbilder sig absolut at måtte fortælle, er mellem os sagt sjældent så spændende igen. - Men hov, hov - man går altså ikke bare sådan på toilettet midt under Dronningens eller statsministerens nytårstale, så nu ikke noget med at desertere i utide! Åh ja : For at desertere i tide har derimod hidtil uhyre få formået at præstere - men prøv endelig!

 Men altså: Hvad ville så vor hidtil næsten demonstrativt fåmælte unge mand med urmager-syndromet. Jo, han spurgte lidt ærbødigt, om jeg mon underviste på universitetet i matematik, filosofi eller sociologi – ”eller sådan noget”: – omtrent ligesom jeg engang for år tilbage som særligt indbudt gæst (jeg kunne nemlig endnu dengang indbilde landboer, at jeg var en ægte københavner) på en landlig højskole andægtigt blev spurgt, om jeg underviste ”derinde på professoratet i København.”

Dette nødvendiggør afgjort en digression; skønt - kan en nødvendig digression nu også kaldes en digression?
Min bedstefars begavede gamle husholderske måtte engang le højt, da en ret ubegavet ambassadørenke of his aquaintance uden hverken synlig eller usynlig anledning spurgte: "Hvordan mon det kan være, at man aldrig længere ser nogle pukkelryggede?" I parentes bemærket var det også hende, der i fuld alvor bedyrede, at hummere smager langt bedst, hvis de lægges levende i koldt vand og koges langsomt op - en opskrift for stokdøve sadister, som hermed viderebringes for god ordens skyld.
Nuvel, men på samme måde som man ikke ser nogle pukkelryggede længere, så kan man end ikke i "den rådne banan" længere høre nogen bruge ordet "professorat" på den ovenfor refererede morsomme måde. Og hvorfor nu ikke det?

Fordi i vore dage kan snart hvem som helst blive både professor, forfatter og "filosof" - og de bliver det derfor også alle, ganske som jo alle børn med undtagelse for de muslimske jo før eller siden både vinder mandelgaven og bliver kattekonge ved Fastelavn. Ja, for ellers får sjælen nemlig aldrig fred! - Og ganske ligesom på Påskeøerne al frugtbar jord til sidst var plastret til med stenstøtter som dokumentation for ophavsmændenes demokratisk ligeberettigede kreativitet, hvorfor alle døde af sult og kedsomhed i en lumsk og ufejlbarlig forening - ganske således er det efterhånden gået med professoraterne, som derfor ikke længere giver anledning til nogen art morsomheder: hverken om dem eller af dem... Men til gengæld er professoraterne dog selv blevet forvandlet til én stor etnografisk morsomhed, så her skal bestemt ikke klages over det humoristiske niveau.-

 Men tilbage til urmager-lærlingens følgelig ikke ubetinget smigrende formodning, for hvem vil dog ligne Gud og hver mand? Svar: "Gud og hvermand."  - Domaren säger, at svaret är rätt - men det gælder jo så følgelig ikke mig. Men på den anden side: At ligne en professor så grangiveligt, at man kan narre endog fulde folk og børn, er i vore dage ulige meget sværere end at blive professor, for naturen er  uhyre vanskelig at narre i længden - selv om det rigtignok kan lykkes af og til i skyndingen, som når gøgen f.eks. i en kort sekvens formår at flyve akkurat som en spurvehøg for at skræmme småfuglene et øjeblik fra deres reder.

Nuvel, men som altid i den art situationer svarede jeg også denne gang undvigende og henholdende - ganske lige som en Nobelpris-modtager i litteratur jo heller ikke ved spørgsmålet ”Er De monstro også skribent?” straks klapper hælene militaristisk sammen med et begejstret ”Javel!”. Kort sagt blev vor urmager-lærling ikke synderlig meget klogere, hvorfor han i stedet forsøgte sig med det spørgsmål, om jeg ”mon ”stadig” underviste. Denne gang hjalp han mig dog tillige lidt på gled ved at tilføje, at hans egen far netop var gået på pension - for dernæst "apropos" fikst at spørge om min alder.

- Sidste gang nogen tillod sig denne art nærgåenhed, var det en 94-årig, men yderst åndsfrisk dame – men da hun i forvejen er en yderst velhavende enke og derfor udtrykkelig næste gang agter at ægte en varmblodig og sorgløs mand i sin allerbedste alder, smigrede spørgsmålet mig dog kun ved den lejlighed. Ja, for sådan afhænger udsagns fulde mening jo af sammenhængen og situationen.

Og dermed er vi atter tilbage ved sprogvidenskaberne: Ja, for vor nævnelse ovenfor af Nobel-prisen bliver nu anledning til en sammenlignende sprogvidenskabelig opdagelse: Svenskere bliver  nemlig til almindelig orientering ”Nobelpris-tagare”, lige som de jo tillige er ”löntagere” – hvorimod vi i Danmark anderledes ydmygt nøjes med at ”modtage” både vor løn og vore oftest noget jævnere priser.

Men med al den beskedenhed kommer man ingen vegne i verden, og derfor er vort land efterhånden blevet så lille. Men svensken er asiat og dermed lige så god en ”kålsupare” som Napoleon - der nemlig ved sin kejserkroning i samme ånd flåede kronen ud af hænderne på selveste paven og egenhændigt placerede den på sit egenrådige galliske hoved. For man bør ikke sådan overlade det til Gud og hver mand at fortælle hvem man er: Det vil nemlig altid blive misbrugt – for enten forsøger de at forklejne én, eller også roser de én af de forkerte grunde: Og hvis man klager, udstiller man derved blot sin komisk nærtagende smålighed og sin forkælede umættelighed, hvorfor man lige så godt med det samme kan erklære sig skakmat og tage det som en mand  - eller som konen i muddergrøften, der på samme vis længe før Blixen blev tvunget til at "elske sin skæbne".

For min egen del er jeg dog på min professions vegne en undtagelse i hele denne verdslige sammenhæng: For som grundvidenskabeligt "oberoende og komplet fristående kolumnist" og etnolog i elfenbenstårnet må jeg stille mig aldeles upartisk og fordomsfri - og må derfor forblive lige så uafhængig og upåvirkelig af både løn og nobelpriser, som paven i sit cølibat er det af både den kødelige kjerlighed og verdens øvrige fristelser.

BLASFEMI...

Når man som purung ringede til den daværende "HANDELSBANKEN", fik man først et telefonsvar, der nærmest måtte betegnes om en loyalt patriarkalsk og damestemme på et højdansk fra før Baronesse Blixens tid: "Det er Haaandelsbaaanken". For det siges, at sådanne ugifte grantanter fra før brødrene Brandes tid er endnu mere loyale mod magtens mænd, end nogen eunuk i "Mørkets Hjerte" ville have kunnet præstere.

Med en lignende majestætsbetuttet højtidelighed - om end med mere sitrende, ja nærmest hviskende pigestemme bliver man ved henvendelser til det Berlingske Hus af hoffets loyale tjenende terner høfligt og med en forlegen fnisen belært om, at enhver henvendelse til Weekendavisens legendariske chefredaktør naturligvis er henvist til at foregå i form af mails eller breve.

Det gjorde jeg da også i anledning af mit foregående indlæg om Lars Hedegaard - om end jeg nu som ingen som helst reaktion opnåede. - Tro i øvrigt endelig ikke, at agurketid råder i vort eget hus: Men mere end smuler fra den riges bord vil vi nu engang ikke falbyde i tide og utide, og sætter os derfor med sædvanlig grundighed atter mellem to lige fortræffelige stole. Hvortil kommer at vi aldrig pædagogisk "skriver ting om", fra et medium til et andet, uden på særlig opfordring og med udsigt til honorar.
-----------------------------------------
Kære A K

Hvis det er tilladt at spøge med Muhammed, må det også være tilladt at spøge med Lars Hedegaard.

Omvendt må jeg modstræbende indrømme den kulturradikale opinion en vis - om så også komplet ubevidst - konsekvens, når den på Muhammeds vegne ønskindet reserverer sig trods sin bekendelse til Oplysningens ånd: For når man trods alle privilegier ikke selv tåler kritik - endsige spøg - er det et besindigt træk at indrømme samme ret og hensyn til anderledes uoplyste og ressourcesvage parter.

Vedføjede stykke bæres udover af humoren af den gennemgående erfaring, at menneskene som allerede antydet ligner hinanden langt mere end de vil være ved, og da især i deres mindst civiliserede tilbøjeligheder.

Artiklen søger uden at tærske langhalm at gennemlyse de involverede begrebers indbyrdes sammenhæng: Eksempelvis er en Lars Hedegaard ikke nødvendigvis selv en hædersmand, selv om han er offer for uret. Et selvoplevet barokt eksempel af lignende art gives.

Men jeg nævner også alvorlige eksempler på uangribeligt legal straffesanktion mod heroiske brugere af ytrigsfriheden - selv om det her satirisk lanceres som forbilleder til integration og lovlig efterfølgelse fremover for Hells Angels og radikale islamister.

Rent kompositorisk slår jeg så over i slapstick: Men takket være en digression til denne ender vi alligevel i hovedsporet: omtrent som ved to gange minus i aritmetikken.

En underliggende og mere indirekte pointe er nemlig her, at jeg hermed oven i købet tillader mig at spøge med den gængse og knæsatte debatsstils aggressive og muslimsk billedløse alvor - der vist ikke altid lader muslimernes meget efter. Og som jeg da også nok selv kunne begå med en brækket arm (en sådan haves nemlig, sågar i sin tid opereret af en kirurg der desværre til fulde levede op til sit navn "Krogh").

Når jeg sender det til dig, er det fordi jeg her ved, at du dog udmærket kan forstå både hvad jeg skriver, og hvad jeg ikke skriver. Hvis andre på redaktionen skulle besidde samme fortrin plus menneskeligt overskud til ikke overalt at se "provokationer" mod det helligste, er du naturligvis velkommen til at uddelegere den utaknemmelige rolle som beslutningstager til dem.

For alvorligt talt er jeg jo næsten anatema og undtaget fra selv de mest elementære høflighedsformer. Og at sige dette ligeud er ikke alene lovlig: Det er end ikke fornærmeligt, men tværtimod en indrømmelse til modpartens integritet - et fænomen jeg ellers generelt ikke er særlig forvænt med professionelt. Men hermed forholder sig forhåbentlig ligesom med "Pascals væddemål. Så perlerne er hermed kastede....
Med venlig hilsen

LARS HEDEGAARD - OM MENNESKELIGE FEJLTRIN OG GUDDOMMELIG FORLØSNING

Her gik man og troede, at mord for længst var forbudt her tillands. Hvis bare man havde vidst at det åbenbart stadig er et hot debatemne, som kan gavne ikke alene trykkefriheden, men også trykkeribranchens velbefindende - så havde man rigtignok ikke sådan gået rundt og tøvet i ungdommen som en anden Hamlet, hvis veltalenhed jo ligeledes efterhånden voksede hans trykkefrihed langt over hovedet…

Nogle fristes til selvmord for at vinde sympati, andre risikerer hellere at blive myrdet. Det betyder dog ikke at de så også "fortjener" at sejle i deres egen sø uden henholdsvis lægernes og politiets bistand. Det modsatte standpunkt kan dog heller ikke uden videre dogmatisk hævdes: For det må vist afgøres fra sag til sag, og meningerne kan være delte - uanset hvad hædersmand med oprejst pande og selvsikkerhedens nådegave kan finde på at deklamere i den bedste sendetid.

Hvis man vedvarende provokerer og smæder Hells Angel, kan det ikke undre at man før eller siden bliver udsat for æreshævn. "Vi advarede ham jo venligt utallige gange, men han fremturede uhæmmet!" Javist - ganske ligesom Biblens Job, der på samme vis nægtede at lytte til gode venners råd og derfor fik løn som forskyldt.
Men ulovligt er æresdrab jo naturligvis likförbannat, hvis man ikke lige er Gud selv. For overlagt drab er nu engang forbudt i vort tilbagestående land, endog hvis ofret er en slyngel fra Hells Angels og ikke har fortjent bedre. - Ligeledes er det forbudt at undlade at benytte helt åbenlyse muligheder for at forhindre et selvmords fuldbyrdelse - selv om der naturligvis findes en gråzone af grænsetilfælde: Dels alle diffuse tvivlstilfælde,som kun nære pårørende kan aflæse; dels de tilfælde, hvor afdøde omvendt har handlet helt dedikeret, adviseret nøgternt og velovervejet i god tid, skrevet udførlige breve til efterladte osv. (Ja, naturligvis har jeg ikke undersøgt sagen, men sådan må det rimeligvis være - om ikke andet. så velsagtens i et af vore nabolande, som hermed anbefales som statslig rollemodel)
.Alt dette gælder helt uanset spørgsmålet om trykkefrihed eller ej: - For selv hvis nogen har forbrudt sig mod en anden lovparagraf såsom blasfemi-paragraffen, er det naturligvis stadig forbudt at slå ham ihjel. Og selv hvis vi indfører dødsstraf for visse typer af ytringer, så har lovbrydere stadig ret til ”a fair trial” og bliver ikke fredsløse eller statsløse af den grund.

Men nu har vi jo allerede ytringsfrihed og trykkefrihed med visse begrænsninger, så dagens martyr i skysovs Lars Hedegaard er jo ikke engang forbryder: "Hurra, hurra, den skål den ska han ha; han ska leva, han ska leva!"

Ja tak, ja tak - det er godt nu... Men heraf følger nu på ingen vis, at Lars Hedegaard partout skal ophøjes til en hædersmand, bare fordi han selv har lidt uret. Således præsterede jeg selv engang at stjæle et friskfanget bytte fra en autoriseret cykeltyv: blot med det ene formål at undersøge strengt eksperimentelt, om han mon derved skulle blive forvandlet til en hædersmand, ligesom når frøer og franske vinbønder undertiden ved et kys alkymistisk forvandles til prinser - ja, hvorfor ikke også til konger? Men ak: Synderen fortrak ikke en mine og fremturede ufortøvet i sit embede.

Men Lars Hedegaard har dog indrømmet forbilledligt frygtløst benyttet sin ytringsfrihed og har endda ligefrem forsvaret selve ytringsfriheden  - men også den er jo ganske ligesom forbuddet mod mord for længst lovfæstet i forvejen, trods subtile gråzoner af tvivl og debat.

Men lige som vi er nogle der finder det sporty at løbe panden mod mure, der ikke har fortjent spor bedre - så er der åbenbart andre der foretrækker at løbe åbne døre ind i henhold til omkvædet "gør porten vid, gør døren høj". - Men som min egen far - tydeligvis vor tids svar på NT's Josef - noget forbløffet udbrød, da han på et beskedent provinshotel i Betlehem af nævnte grund rettelig straks blev tilbudt brudesuiten med et badekar i extra large som husets særlige stolthed: "I am not a rhinocerous..."

Nuvel, nok om voldsofre: alt for megen pylren kan nemlig gøre langt mere skade end klodsede drabsforsøg og kan derved tillige fremkalde attentatmændenes professionelle jalousi. Og just den art jalousi bør man erfaringsmæssigt frygte næsten lige så meget som Herren, og det endog selv om man på ingen vis formår at leve af sin  "profession" - hvad der nemlig kun føjer spot til skade som en særlig ondsindet hån mod alle os der kan....
Altså ikke mere om ofrene, for her skal sol og vind deles lige. Hvad æreshævn angår, så kunne både de radikale muslimer og rockerne nemlig rettelig kan tage ved lære af samfundets officielle eliter og fremover finde lovlige - men ofte endnu grusommere - veje til at opnå det samme: nemlig den formasteliges pinefulde undergang.

Den schweitzer der i sin tid sladrede til EU-kommissionen om de hjemlige kemikoncerners miljøforsyndelser, fik som straf for sit "landsforræderi" sit liv ødelagt; og hans hustru begik selvmord grundet pres, trusler og misinformation mm. Her blev selv lovene vist stærkt bøjet i fædrelandets navn, hvis da ikke helt brudt.

Frank Grevil-sagen om Forsvarets Efterretningstjenede havde delvis en lignende karakter. Mere velkendte og nærliggende eksempler skal dog for denne ene gangs skyld lades helt uomtalte...

Men i sådanne sager er der dybest set sjældent større forskel på muslimerne og os andre - bortset fra at de altså er mere langt forstyrrede, frustrerede og misinformerede i forvejen. Ja, selv Trykkefrihedsselskabets kompromisløse hedsporer er såmænd nok heller ikke ret meget bedre på bunden: For menneskeer der er så alvorligt optaget af at udbasunere deres budskaber, er ikke altid klare over deres inderste følelser og ønsker..Men én ting kan vi til gengæld nu alle blive rørende enige om, efter at vi har fornærmet et repræsentativt udsnit af retsindige borgere: At selv om mord fremdeles er forbudt - så gives der dog altid nogle, hvis død vi hver især personligt ville være de sidste til at beklage...
- Nej, mener I virkelig det? Nå, men i så fald er ovenstående da ikke blevet skrevet helt forgæves. Eller som en profetisk gammel købmand på den jyske hede skal have udbrudt ved radiomeddelelsen om, at Hitler nu også havde invaderet Sovjetunionen: "Nå, men så er den sag jo afgjort..."...

Om trykkefrihed samt velmenende redaktionel bistand i almindelighed sluttelig kun dette: At selv om begge dele indrømmet kan være inspirerende, så kan deres massive fravær for den rette også være det: - For da bliver det sidste gerne endnu værre end det første...

Sidstnævnte bibelske motto har for resten bred gyldighed. Således talte jeg forleden med et medlem af Eventyrernes Klub, der havde udfordret både Himalaya og Amazonas uden at brække nakken på det - blot for i sit otium som fodterapeut at pådrage sig en operationskrævende nakkeskade.

Men hör och häpna: Det allersidste blev nemlig med forbilledlig grammatisk logik tillige det allerværste: Ja, for privathospitalet Hamlet opererede nemlig ved en såre menneskelig fejltagelse i produktivitetsstigningens og resultatkontrakternes hellige navn den skadede nakkehvirvels arisk upåklagelige sidekammerat: Og af særlige anatomiske grunde lader det sig desværre ikke gøre at foretage den operation på hverken begge siamesiske tvillinger eller begge gode sidekammerater.

Tilfældet minder mig om den gamle Hitchcock film, hvor en pålidelig lejemorder af den gamle stamme før sædernes forfald ved en tilsvarende menneskelig fejltagelse hyres til at dræbe en helt uvedkommende person. - Herunder er det umiskendeligt Hitchcock'ske og velgørende udanske nu er dette: At da lejemorderen får at vide, at det bliver en "ommer" – men naturligvis atter engang til den aftalte pris grundet mangel på stordriftsfordele - , så falder lejemorderen lårklaskende omkuld af krampelatter under omkvædet: "The wrong man, the wrong man, the wrong man......".

Som om han lige havde hørt verdens bedste vittighed....

Eller som om Lars Hedegaards behjertede attentatmand ved en fejltagelse i stedet var kommet til at skyde Bo Lidegaard eller Margrethe Vestager.- Og beskyld os så ikke oftere for ligesom Organet for Den Høyeste Oplysning og TUBORG kun at levere til Hele Den Danske Elite...

VED 200-ÅRET FOR MODERSMÅLSELSKABET....

 

 

 Som gymnasiast (en profession der sidenhen er blevet højeste mode i kultursektoren), blev jeg med rette korrigeret for i mine dengang endnu noget alvorlige danske stile (thi sådan må rækkefølgen være, hvis ikke begge dele skal være noget juks, ganske ligesom man jo ved firehændige klaverstykker tålmodigt først må øve hver hånd for sig) at anvende udtrykket "en af de eneste, der osv": For der kan jo dog selv på en god dag højst være én eneste - andet ville så at sige være åndeligt bigami og et kors for tanken på lige fod med Treenigheden og EU-kommissionen.

Siden er nævnte esoteriske pluralisform ikke desto mindre gået hen og blevet fuldt legal: - For som med prostitution og narkotika gælder åbenbart også her, at det dog er bedre at det sker ved højlys dag og under ordnede forhold for alle parter, end at i forvejen svage sjæle tillige må gøre både sig selv og andre til forbrydere for deres lasters skyld.

 Men se, i mellemtiden er man selv blevet stejl af lutter loyalitet mod sin gode gamle dansklærer - der ellers i litteraturhistoriens navn med klogelig defaitisme bevilgede, om ikke betingelsesløs overgivelse, så dog komplet carte blanche trods en dengang anderledes snørklet (men endnu umusikalsk) syntaks, som nemlig endnu ikke var udtryk for åndens suveræne valg - idet det hermed forholdt sig som med ufrivillig vandladning og anden afgang, der jo trods misundelsesværdigt ungdommelig strålestyrke er lige så uskøn i sengen, som ufrivillige synkoper er det i musikken.

 Kort sagt insisterer jeg fremdeles monoteistisk på singularisformen "den eneste, der.." - helt uden skelen til oplyste og integrationsbefippede studieværters demokratiske anbefalinger.

Men dette var nu kun præludiet til hvad vi egentlig ville sige, ihukommende at hovedsagen kun sjældent har fortjent bedre end at være det nødvendige påskud for noget bedre, omtrent som startbanen for et sportsfly - eller som store mestre for den posthume og dunskæggede skare af sorgløst eftersnakkende og festtalende små overmænd og svigermors stoltheder, som far lige skulle have oplevet.
- Og hvad vi egentlig ville sige, var dette: At en af de eneste håndboldspillere, der formår at aftvinge mig en smule interesse, er ham dér Johannes Riis  - og det skyldes nu mest alle de historier om doping.. Og med nyhederne har jeg det oftest på samme vis...
På lignende vis betroede en urgammel københavnsk læge mig engang: "Sport har aldrig nogensinde interesseret mig det fjerneste - men at se sådan et par bomstærke negre tærske løs på hinanden: Det kan jeg sgu godt lide!"

DOPING - OG "DOPING"

A MATTER OF GRAMMAR - A CASE FOR LUND

Så blev man da over morgenkaffen orienteret om cykelsportens dramaer - vidste slet ikke at sport kunne være så interessant, endsige så morsomt. Ligesom kærlighed er det i bedste fald noget man bare gør uden alt det øl-pladder - men man tilhører vel også heri den gamle skole.
Doping i sport er ganske ligesom plagiat i åndslivet: Hvis alle undtagen nogle få anstødelige atavismer fremturer aldeles uhæmmet med det, så står de jo stadig sportsligt lige indbyrdes, blot med alle de samme nymodens hjælpemidler til rådighed: Omtrent ligesom lederskribenter, for hvem der jo helt åbent og redeligt er tale om en eksamen i real time med alle hjælpemidler tilladte - vel at mærke inden deadline som den urokkelige, begrænsende faktor.
Og vist så: Nogle har vitterlig mere talent for illusionistens behændige "doping" end andre; så også heri består såmænd et element af ægte konkurrence. Men vinderne bør så roses af de rette grunde og ikke tillige prises for egenskaber åbenlyst hinsides deres "smukke genom", forbilledligt frit for skønhedspletter og synkoperede mutationer.

Thi det forholder sig nok her som med rødhårethed, der jo i modsætning til skaldethed ikke kan erhverves. Her taler en mand med erfaring: Det første projekt mislykkedes nemlig ynkeligt hver gang, hvorimod det sidste kom helt af sig selv og uden hormontilskud. Og når man ikke får den man elsker, så må man jo elske den man får - og jeg er godt tilfreds med mit hår.

Sluttelig kan vi benytte emnet som en lille skolastisk øvelse i den klassiske gamle distinktion mellem "nødvendige betingelser" og "tilstrækkelige betingelser": Nu om stunder er doping således tilsyneladende en nødvendig betingelse for at vinde i sport - men jo stadig ikke nogen tilstrækkelig betingelse for Kong Valdemars Sejer. Ja, for lur os om der ikke allerede i morgen tidlig på TV-er-eller-andet står en højt betitlet rod og foredrager anderledes pædagogisk lysende over dagens pointe - men naturligvis med en helt anden musikalsk omhu med de grammatiske interpunktioner.

FRA KIERKEGAARD TIL DANSKE BANK: Et stykke dansk erhvervshistorie.

 

 Der er sket meget siden Kierkegaards tid. Således for 100 år siden de danske heders tilplantning i pioneren Ernesto Dalgas ånd og regi med svensk rødgran - og i vore dage de svenske heders manuelle sanering for samme træsort, under overopsyn af Deres messiansk udsendte danske ekspertise på området, og med brug af føjelig kinesisk arbejdskraft: der bedst lader sig sammenligne med Mærsk Møller's tilsvarende globale ekspertise inden for olie-udvinding.

Det havde gamle Dalgas ikke forudset – hvilket viser hvor vanskeligt det er at beregne den langsigtede rentabilitet af store satsninger, disse være nu i privat eller statslig regi.

 Danske Bank - "too big to fail" - er heri slet ingen undtagelse; og man forstår at direktør Kolding betinger sig både arbejdsforhold og bonusordninger langt over, hvad der times alle vore små yndlingsfjender i "Bermuda".

Men direktør Kolding har vi modsætningsvis ikke spor ondt over, for ham betragter vi som en ligeberettiget kollega: "egen företagere" og pioner med berettiget statsgaranti. Her er der intet at komme efter, hverken for skattemyndighederne, verdenspressen eller socialistiske plageånder.

 Men tilbage til vor 200-årige Kierkegaard: - ligeledes en egenrådig "egen företagere", der dog på den helt lange bane viste sig langt mere profitabel for vort lille land, end hans samtidige kunne have forestillet sig: ikke mindst for en betragtelig og broget skare af "kongeniale" debattører og foredragsholdere under forsæde af særligt hyrede projektledere i anledning af hans 200-år.

 Men al denne gratis kongenialitet lader sig let punktere ved et morsomt tankeeksperiment. Forestil jer nemlig, at man tog et tilfældigt skarpt SK-citat og slap det ud, f.eks. her på FB - men i ens eget syndige navn. Tro os: De selv samme folk, der i talstærk samdrægtighed finder citatet både ubetaleligt og tidløst, når signaturen er "SK" - de ville nu finde akkurat det samme citat både barnagtigt, personligt i dette ords slette forstand, dumt provokerende - og i øvrigt aldeles futilt set ud fra et karrieresynspunkt, dette være nu i offentligt eller privat regi: For på den måde kommer man rigtignok til at vente længe på et embede...

 Her således to SK-citater, venligst stillet til rådighed af Per Olof Johansson og Isak Winkel Holm:

 "Der gives Folk, der i den Grad omgaaes letsindigt og skammeligt med Andres Ideer, de snappe op, at de burde tiltales for ulovlig Omgang med Hittegods."

 "Jeg frabeder mig enhver Recension, thi en Recensent er mig ligesaa modbydelig som en gadestrejfende Barbeersvend, der kommer rendende med sit Skæggevand, der bruges til alle Kunder, og med sine klamme Fingre fiamsker mig i ansigtet."

--------------------
Men vort tankeeksperiment ville blive endnu morsommere, hvis vore lærde først lod sig overbevise om, at ovenstående citater var helt frit opfundne herfra - men forfængeligt fremsat i SK's navn for at høste bifald. - Og at de lærde så dernæst enstemmigt fandt, at æblet da her rigtignok også er faldet så langt fra stammen - at denne rettelig ville betakke sig for ethvert slægtskab med og ethvert medansvar for disse pinligt letkøbte platheder...

Men gæt nu en gåde, kære læser: For hvad er så det, som er endnu morsommere end det ”endnu morsommere”? Jo, dette spørgsmåls grammatisk superlative svar lyder ubestrideligt: At det må da være ”det morsomste”. Ja, og hvad er så det? Jo, det morsomste ville være, hvis vi nu på falderebet blev forsmædeligt overtrumfet af en Kierkegaard-forsker, der kunne påvise at hele vort ovenstående tankeeksperiment blot var en mekanisk transponering af en lignende formulering hos Kierkegaard - blot med f.eks. den store Goethe placeret i hans eget sted.

- Åh-Ja: For lad os nu blot være kollegialt storsindede og indrømme – at det kunne Kierkegaard såmænd sagtens have været mand for på en god dag…
Men det forholder sig her ganske ligesom med de spiritistiske medier der hævder at have selveste Mozart som deres overkvalificerede sufflør: At hvis det i ligefrem og naiv forstand ”ligner Mozart”, så er det med garanti netop aldrig Mozart. Hvorimod hvis det ikke ligner i det pædagogiske regneeksempels, den mekaniske parallelforskydnings eller den skematiske algoritmes naive forstand, så kunne det teoretisk set godt være Mozart – og selv hvis dette sidste ikke skulle være tilfældet, så kunne det sågar være værst for Mozart!

Men spiritister er nu engang et i sjælden grad selvudslettende folkefærd, der af lutter frygt for forfængelighedens og grådighedens dødssynder altid insisterer på med øjeblikkelig virkning at testamentere både æren og alle royalties af deres værker til for længst afdøde samt disses blege, betuttede og betrængte efterslægt.

THE ROMAN EMPIRE - OG DEN UNGE WERTHERS LIDELSER

 

"Vi arbejdede hårdt, men hver gang, vi begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver ny situation gennem omorganisering. Jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering."

 Cajus Petronimus

 Embedsmand under kejser Nero

37-68 F. Kr.

--------------------------- 

I min glorværdige karriere som avisbud stødte også jeg på dette herlige interne opslag i anledning af Bladkompagniets afvikling af beredne bude til fordel for cykler i tjenesten - dette grundet moderne abonnenters stadig hyppigere klager over den hestegødning der jo uvægerlig af og til fulgte med op ad de røde løbere.

At enkelte avisbude herunder benyttede dette som dække til også selv undertiden at forrette deres nødtørft med et digert boligtillæg som forskønnende dække for fortvivlelsens selvhjælp - gjorde naturligvis ikke nævnte misforhold spor bedre.

 Sidstnævnte gruppe har da også siden nævnte omorganisering fået et stort problem - og det var da også grunden til at jeg selv så mig nødsaget til at søge ganske andre karriereveje. Også i min nye branche har jeg dog haft stor nytte af min autonome træning i denne sublimerende form for parteno-genetisk genbrug. - Rygterne herom er da også nået så vidt, at jeg ganske ligesom Kommune-Kemi i Nyborg ingenlunde længere begrænser mig til indenlandske opgaver.

FESTEN SLUTTER ALDRIG...

 

 En bekendt i den samme geschäft som PH rapporterer om organiserede tantriske øvelser, og i øvrigt med en imponerende kvindelig overvægt - vel at mærke i statistisk snarere end medicinsk forstand. Beroligende tilføjelse - men ikke desto mindre må vi nok reservere os: For med et citat af en for længst pensioneret feminist kan den slags let "udarte til seksuelle krænkelser". Og mens et moderat omfang af kollektiv seksuel krænkelse af ens private rum nu engang hører med til det at være kvinde - så er den slags for en mand en naturstridig uting og nærmest en art kastration.

 Dette minder mig om, at en beruset præst forleden nat citerede den nu afdøde ateist Christoffer Hitchens for denne gode sentens: "Det er slemt nok at få at vide: Festen slutter nu! - Men endnu værre er beskeden: Festen fortsætter, men du skal gå! - Dog, allerværst er dette budskab: Festen fortsætter for evigt - og du kan aldrig forlade den!" Læg forresten her mærke til, at vi da har hørt fornuftige folk sige noget tilsvarende i tidens løb. Ja, men alt afhænger af formuleringen, lige undtagen sandhedsværdien - hvilket viser at den nøgne sandhed kan være kedelig.

 En af Baronesse Blixens figurer (muligvis i "Syndfloden...") siger det samme på endnu morsommere vis: "Tænk, hvis man i al evighed skulle konversere med sin svigermor og Kejseren af Østrig...". Ja, for modsat alle sine disciple var hun tillige morsom - selv når hun krænkede dem seksuelt.

 - Men akkurat lige så træls som det evige taffel med kejseren af Østrig er det nok at blive krænket i al evighed af 1000 uskyldige jomfruer som tantrisk belønning for sit standhaftige - og efter alt at dømme livslange - jordiske martyrium. - For allerede efter en månedstid længes man såmænd nok tilbage til Bermuda-trekantens kroniske trakasserier. For disse levnede i det mindste unægtelig i al deres tarvelighed én et vist frirum til sit daglige "hurra for den lille forskel" - om så heller ikke ret meget andet...

HYLDEST TIL CEPOS SAMT DANMARKS’S KLOGESTE KVINDE...

Berlingernes kronik fortæller, at i de fleste lande har nyere indvandring kun bidraget mikroskopisk til højnelsen af levestandarden. Men can anyone explain, hvordan man åbenbart kan måle dette eksakt land for land, i forhold til det alternative og kontrafaktiske scenario helt uden indvandring? Så kunne vi også blive det klogere.

Avisens kommentar om sociale medier vs Dronningen er derimod lige så kedsommelig som begge i årsgennemsnit, men gav dog Dronningen ret: For på de nye medier kan intet slettes igen. Javel - men selv om mange unge åbenbart dummer sig med risikable og dyrekøbte blottelser på FB, så er mange kultiverede og modnere brugere omvendt ofte nogle feje harer, der nødig skulle risikere noget: Det gælder isærdeleshed alle voyeuererne, der læser flittigt i kældrenes dølgsmål i stil med fordums børnebegrænsende "englemagere", uden selv hverken at bidrage eller reagere - omtrent som den samme æras tavse avislæsere. Men til disse kunne man i det mindste sige: "Nå, men så har du vmåske læst den dér artikel på side 9". Det kan man ikke med FB-voyeurerne. Ægte "FB-civilister" og "FB-pensionister", der kun er med formelt, er derimod en anden sag.

BM-Kommentaren korrekser også mode-psykiateren Day Poulsen for udglattende at overse de nye mediers fatalt irreversible natur. Men selv uden at være på FB med den unge medie-darling, kan jeg nu godt fortælle jer om en periodisk grovt uagtsom overdossering i strid med både forskrifter og brugsanvisning til en af mine egne klienter (!). Vel simpelt hen bare sjusk, fordi medierne er meget sjovere end patienterne, med undtagelse for Amagermanden.

 Men ak: Ingen medier er morsomme længere - og jo mere socialt ambitiøse de er, desto kedeligere bliver de. Således forlyder det, at "Danmarks klogeste kvinde" (damefodbold, I presume..) i WA for tiden ynder nogle antikke små bogstav-lege i sine ledere. Javel, javel - men er det alligevel ikke en smule kedsommeligt sådan at ville imponere far og rektor ved allerede at kunne næste års pensum, som også Tøger og en bunke andre uhyre dygtige mænd i verden jo alle dage har tilstræbt. Den slags klogskab er jo - med al respekt – både uspontan, "uorganisk" og upersonlig.

Og den bidrager til en rivaliserende redaktionel atmosfære med begrænset menneskeligt overskud: For hvis alle søde piger nu partout skal være næsten lige så dygtige som AK, så kommer mobbeknivene i ærmerne da først for alvor frem - og vi troede ellers ikke det kunne blive værre... Og de mandlige kolleger bliver nok også tilsvarende mere stressede og irritable.

Jo-da, we know: Uagtsom tale på sociale og andre medier kan være højst risikabel, indtil man heldigvis ikke har mere at miste:  - Men intet, slet intet er dog så risikabelt og "provokerende" i et lille land som at skrive ting som ingen af disse dygtige folk selv ville have fundet på: vel at mærke før de om et årstid atter duperer Farmand samt rollingerne på Rus-kurset ved at være forud i pensum - om så stadig without that swing...
------------------------

 Nu venter min klient med suicidale tics ad modum dr. Day forgæves. Men intet fremmer inspirationen som dette i virkeligheden at skulle have gjort noget helt andet - ja, det skulle da lige være dette at brænde sine broer en ekstra gang, bare for en sikkerheds skyld. For som den firedobbelte politimorder Palle Sørensen en gang pædagogisk forklarede sit eget overdrev : "Jeg har nu engang altid været et menneske der gør mit arbejde grundigt og ordentligt". - A case for Day...

P.S. Dette indlæg er skrevet som en hyldest til CEPOS, DANSK INDUSTRI samt Milton Friedmann: Ja, for vi har her forsøgt at demonstrere, at jo lavere folk lønnes for deres arbejde, desto ypperligere og stædigere en indsats kan de forventes at yde. Om dette også gælder nationaløkonomer, vides ej - men det skulle såmænd ikke undre denne redaktion.

KIERKEGAARDS STADIER, HITCHCOCK - OG LIDT OM VIRKELIGHEDEN...

 

 En førtidspensioneret dame "arver" fra sin omsider afdøde og notorisk velhavende samlever udover et stærkt svækket helbred alene en stor og højt forrentet forbrugsgæld, stiftet i hendes navn hos Danske Bank - alene af frygt for ellers at blive forladt som straf. Af samme grund fandt hun sig i tillige at afstå fra et skriftligt gældsbevis som sikkerhed...

Mandens sønner frasagde sig da også allerede ved begravelsen på boets vegne enhver forpligtelse.

------------------------

Nedenfor følger et muntert brev til arvingerne, hvori vi forsøger at udrette retoriske mirakler. Heri indgår nemlig en sokratisk appel til en ære og moral, der notorisk ikke gives - på ganske samme vis som vi jo så ofte her appellerer til vore dannede eliters intellektuelle og moralske værdighed...
Men ligesom hos Hitchcock film "Strangers on a train" er det i sådanne sager indrømmet ofte klogt i at "bytte mord": For i ens egne sager kan det som bekendt ofte knibe gevaldigt med at holde masken samt den fornødne is i maven...
 Om nedenstående uventede og så at sige exogame odyssé udi den borgerlige moral kun dette, at vor litteratur dog tæller flere glorværdige fortilfælde af den art. Og til "Det Religiøse Stadiums" quijotiske "tro på trods af det absurde" svarer således på ganske samme vis vort ulønnede Sisyfos-arbejde med at begrænse andelen af grantræer i den asiatiske taiga lige fra Hallandsåsen til den sibiriske flod Ob.

Den næste etape fra Ob til floden Jenisej bliver nok et livsvarigt pensionistarbejde. Heldigvis behøver vi derimod ikke at foretage os noget fra Jenisej til Lena og videre østpå, idet man nemlig her holder sig med andre arter af tjur og urfugl med anderledes krav og vaner. Her gælder vor autorisation derfor ikke; og da disse fugle er kendte for stædigt at holde på konventionerne, må vi for en gangs skyld her bøje os for nødvendigheden.

 Humoren er sluttelig ikke monogamt knyttet til noget af de tre velkendte Stadier, men må snarere betragtes som en art varemærke i stil med Hitchcocks personlige optræden som anonym og forbipasserende bifigur i alle sine film, som vi dog ikke ville være foruden - ihukommende at vor danske "elite" ganske vist er henrivende, men jo kun sjældnere  morsom - og derfor ganske ligesom stegt lever afgjort fordrer tilsætning af såvel anførselstegn som andre orientalske krydderier... 

 TIL P.' FAMILIE

 Idet T. har fortalt Gitte, at I ikke ønsker at betale P. gæld til Gitte, vil vi oplyse jer om, at vi har været vidende om denne gæld fra første færd. Der var tale om et forbrugslån i Gittes navn hos DB, hvilket her dokumenteres.

 På vor udtrykkelig opfordring forlangte Gitte et skriftligt gældsbevis, for det tilfældes skyld at P. skulle gå bort før Gitte. Til dette svarede P. : "Men stoler du da ikke på mig?" Og dette er grunden til at et gældsbrev ikke foreligger.

 Desværre har P. ikke i den mellemliggende tid set sig i stand til at afdrage på lånet og efterlader derfor en gæld inkl. renter på foreløbig 18.000 kr.

Som I forstår, foreligger der således ingen tvivl om selve sagsforløbet. T. har her indvendt at P. altid betalte færgen til Sverige - men til gengæld kørte han i to år daglig i Gittes bil grundet sin Rovers elendige forfatning. Ligeledes er vi vidende om, at Gitte betænkte P. med mange kostbare gaver, ikke mindst i årene efter sin mors død.

 T. har yderligere indvendt, at P. begravelse andrager 25.000 kr. Imidlertid er det kun naturligt, at ganske som Gitte i sin egenskab af arving bekostede sin mors begravelse, må det rettelig være P. arvinger, der påtager sig omkostningerne ved hans begravelse.

 På baggrund af alt dette appellerer vi til Jer om ikke at krænke P. ære og moral ved at gøre hans løfte og hans ords gyldighed uopretteligt til skamme efter hans død.

 Venlig hilsen

FRA S.U.T. TIL TUBORG

FRA S.U.T. TIL SUT...

 Gud kunne ikke finde på mere, og så skabte han Adam som sparringspartner. Men Adam kunne heller ikke finde på noget, og derfor skabte Gud dernæst Eva.

 - På lignende vis er firmaet ikke i kreativt humør - men når det gælder borgerpligt og resultatkontrakter, er der ikke noget der hedder "humør". Hertil jo komme jo, at mange forfattere har betroet os, at intet er så fremmende for produktionen som enten spillegæld eller selve pligten til at producere på bestemte klokkeslet.

Kort sagt har vi nu ikke flere undskyldninger for at holde os tilbage, og inspirationen har vi lige som Gud og Adam måttet hente ude i byen. Således lovpriser en FB-ven digteren Søren Ulrik Thomsens hjemmeside som et formeligt Gesamtkunstwerk af med og om SUT; og andre læsere istemmer, skønt man må håbe at han ikke stiller selveste professor Stjernfelt helt i skyggen af lutter storhedsvanvid, som ungdommen jo hurtigt får for vane i forhold til deres mentorer, når det går lidt stærkt. Grundet historisk dårlige erfaringer med tofronts-krig er dette dog næppe stedet til at genoprette rampelysets ønskelige modne ligevægt mellem sol og vind. 

 - Nuvel, naturligvis kunne jeg da ikke drømme om at kigge på den side, for de kendte kender vi jo dog alt rigeligt i forvejen. Nej, smuglæsning af de ukendtes hjemmesider er der langt mere krudt i, selv trods nok så spartanske dosseringer fra forlagets side: For hvem ved, måske kunne vi lære nogle tricks, så vi kan bevare vort forspring lidt endnu. - Ja for at nævne "sandhedens time" er nu at male Fanden på væggen, og hvad er sandhed? Nej min ven: Fortæl os din årsindkomst - men spar os venligst for din selvbiografi, så er du sød!

Nå, men vi jo kom fra Thomsen. Og her følger så vor kommentar, naturligvis helt ubeset, for andet vile være usportsligt, selv hvis vi havde haft tid:

  HELT ÆRLIGT: Men er det da ikke lodret blasfemi at lave en smuk hjemmeside med alt med om og af sig selv og andres skudsmål desangående lige fra Folkeskolen og frem, uden at komme til at brække sig eller - hvis man ligefrem var et anstændigt menneske - falde om af grin allerede ved starten. - Især når så berømte og brugte folk jo slet ikke behøver det. Jeg mindes her usøgt Egon Fridells autoritative ord et eller andet sted: "Ukritisk forfængelighed hænger næsten altid sammen med mangel på intelligens".

- En lovlig ung pige (min egen alder var tydeligvis uvedkommende selv for hende - og hvor meget mere da ikke for alle jer andre?) var en meget kort overgang fascineret af firmaet; og hun sagde rettelig, da vi gik ind og så den dér Allan-biografiske film, at hun nu skulle se en film af Allan, om Allan og sammen med Allan.

 Men det gik over, hvortil som bekendt kommer at sådanne folk stik modsat SUT og hele vort skamløse pukkelryggede danske tabernakel har selvironi.

 Også SUT kunne da sikkert nok på bestilling bakse og bikse en gang prisbelønnet "selvironi" sammen - som samtlige anmeldere samt amorøst cigaret-suttende blege forfatteraspiranter, snart af vane, snart af forbilledligt naturlig kluntethed ville prise som værende næsten lige så sublim som hin ubetalelige nordbagges uovertrufne titel "Min kamp". Det må for resten her frit fra hoften indskydes, at jo højere oppe i Norge forfatterne bor, desto større en kontinental ære sætter de i aldrig at have set hverken en torsk eller en fisker.

- Også om selvreklame gælder dog forhåbentlig, at "enough is enough". Men hvad pokker hjælper dette, når det jo samtidig gælder, at mennesker slet ikke kan få "enough": Thi da forbliver nævnte slogan jo kun en tom tautologi - samt en postmoderne reklame for "DEN BLÅ AVIS" , helt på niveau med Danske Banks pikante brug af Occupy-kritikeres skældsord i deres reklamer. For også den slags var SUT utvivlsomt mand for at lave på bestilling og dermed sin løn værd: - aldeles som CEPOS jo nu i mange år har belært os om.

 Det eneste ærgerlige for alle de folk er bare den lille hage: - At en Tuborg stadig smager bedst - og ovenikøbet hver gang....
 Hertil kommer så at Tuborg jo - stik modsat den anderledes prisværdige SUT - er vanedannede. - Og derfor burde Tuborg da også snarest forbydes af Konkurrencestyrelsen og Monopoltilsynet - ja, for ligefrem at inddrage Presse-etisk Nævn ville være at gøre alt for megen stads af det unævnelige.

 - Samtidig forstår man jo godt, at det må være lettere for de succesrige at lave rigt udstyrede professionelle hjemmesider. For ikke blot har de råd til at betale sig fra det: De kan dertil nøjes med at referere al "autoritativ" skamros og fanbreve i tidens løb; hvorimod de mere ukendte er nødt til at rose sig selv uopfordret - og det virker som bekendt altid latterligt. - Men på den anden side: Just de mislykkede kunstnere er indrømmet i deres gode ret til at lave flotte hjemmesider - dvs. lige undtagen i de tilfælde hvor deres miskendthed er berettiget...
Selv om flotte hjemmesider hos de i forvejen landskendte vel ret beset næppe tager noget fra nogen, da de folk jo i forvejen har både Google, Gyldendal og DR bag sig, og hjemmesiderne derfor kun læses af i forvejen ubodelige fans, så er det - ihukommende Matthæus-princippet - et uskønt og aldeles unødigt overdrev af en overskudsenergi, som rettelig burde have været brugt på de fattige, hvalerne eller negrene.

P.S. På det nærliggende spørgsmål, om vi da end ikke i julens anledning har noget godt at sige om nogen, kan vi svare ligesom hustruen i et Strindberg-drama på det spørgsmål, om hun da slet intet godt har at sige om sin mand. For hustruens ubetalelige svar lyder her: "Jo - men hvis jeg sagde pænt om ham, ville han straks få storhedsvanvid.

FACEBOOK-JUBILÆUM – KONKURRENCE SAMT EKSTRA JULETILLÆG

I anledning af Facebooks 10-årsjubilæum forudser, vi at Tordenskjolds soldater som sædvanlig vil lade afholde en konkurrence om, hvem af dem der nu skal sendes på betalt arbejdsferie til Italien med både korsbånd og stjerner grundet sin uforlignelige kreativitet - nu også på dette moderne felt. For at komme Tordenskjold såvel som hans soldater i forkøbet lader vi derfor i eget regi afholde en tilsvarende konkurrence forlods, hvor enhver art politisk korrekthed dog vil være udelukket.
Men da den eneste måde hvorpå vi kan sikre mod denne moderne art korruption består i på forhånd at udelukke både kvinder og negre, har vi valgt denne radikale metode.
 I et livstidsperspektiv er dette dog ingen ulykke, for ved en senere lejlighed agter vi at afholde en konkurrence alene forbeholdt kvinder og negre – og den der ler sidst ler jo bedst. Endvidere må kvindelige samt sorte læsere indtil videre trøste sig med, at de jo kan bære deres udelukkelse med oprejst pande, eftersom de jo hermed tillige er udelukkede fra at lide forsmædelige nederlag, der jo må bortforklares for enhver pris. Tværtimod kan de i smug trøste sig med den forvisning, at de kun er udelukkede fra konkurrencen for at sikre fair vilkår for alle deres svagere rivaler. Og den viden må dog indgyde en vis højmodighed.

Nuvel, hvori består så vor konkurrence? Den går ud på hvem der kan fornærme flest notoriske hædersmænd i Danmark på FB uden at gå under bæltestedet. Man skulle nu tro, at dette må være en smal sag; men just fordi Facebook af hædersfolk ikke bruges til og regnes for andet end – snart en ”license” til for nervernes og julefredens skyld at smide slipset, titlerne og ambitionerne, snart for ”spøgefuldt” fraterniserende PR-virksomhed, og derfor nyder begrænset artistisk respekt - så skal der tilsvarende mere til for at fornærme godtfolk på FB: Ganske ligesom det nok er sværere for Ekstra Bladet at fornærme skal vi sige direktøren for Gyldendal, end det er for Weekendavisen og mig.
Hvis det således atter og lykkes selv en ringeagtet person at fornærme omtrent den samlede stand af erklærede danske hædersmænd såvel som deres loyale ægtefæller, så må det derfor være et sikkert tegn på, at man enten alligevel nyder en del mere respekt end de vil vedgå, eller også på at man er endnu dygtigere end Ekstra Bladet.

 Kort sagt kan man i så fald rose sig af at være i det, som i vore dage kaldes en win-win situation – opkaldt efter den lige så heldige kineser ”Win” fra Konfutzes tid, der grundet sin uklædelige uvane med at stamme ikke alene i tide, men ulykkeligvis også i utide, fik det folkelige tilnavn ”win” – hvorved han altså kom til at hedde ”win-win” og følgelig herefter blev husket af dobbelt så mange som før: – med undtagelse af Told & Skat, der nemlig dengang endnu ikke var opfundet. For med egennavne og tilnavne forholder det sig nemlig sådan, at mens nogle af dem som f.eks. ”Tykke” er afledt af almene prædikater, så er i andre tilfælde et alment prædikat tværtimod opkaldt efter sin mest berømte og eksemplariske bærer og prototype – som altså i vort tilfælde var den antikke kineser ”Win”.

I den forbindelse skylder vi imidlertid at oplyse vore læsere om, at aldersbestemmelse af gamle kinesere uden brug af kulstof-14 metoden er en uhyre vanskelig sag, idet dette folk just grundet deres notoriske respekt for alderstegen tradition og hævd lever efter princippet ”same procedure as last century”.
Således troede jeg i årevis klippefast på at blive millionær grundet et nedarvet kinesisk tæppe, der måtte være mindst lige så attraktivt for den nyrige Kinesiske Republik som den formastelige ø Taiwan. Imidlertid viste tæppet sig trods sin overbevisende og dekorative patina ikke engang at kunne finansiere en rejse til nævnte del af verden, hvorfor jeg dog valgte at beholde det.
Kort sagt tør vi ikke helt garantere for kineseren ”Win”s antikke datering, men skylder på den anden side at delagtiggøre vore læsere i denne hævdvundne formodning, idet den nu engang i sand kinesisk ånd hører med til historien.

Sluttelig forudser vi nu, at hele skaren af hædersmænd bortset fra kvinderne og negrene, der for længst er stået af, da de blev bekendtgjort med deres udelukkelse fra vor konkurrence – i flerstemmigt kor vil udbryde: ”Sikke dog en fæl omgang forbandet pjat!” Men se, nu kommer det som de gamle græske dramatikere kaldte ”peripatien” eller vendepunktet, så hold godt fast folkens!

For selv hvis nævnte sagkyndige og lidet flatterende dom nu skulle være sand – hvad ville mon de selv samme brave borgere i stedet have sagt, hvis akkurat den samme lille historie havde været undfanget af Kierkegaard, Andersen eller Holberg? – Rigtigt gættet – og med hvilken legemsdel kan vi følgelig konkludere, at bemeldte i demokratisk ånd stedse mere talstærke, men på ejendommelig vis ligefuldt ubestrideligt eksklusive skare af hædersfolk fortrinsvis tænker?
Skønt det hermed allerede rigeligt antydede svar i grunden må siges at være rosende, eftersom jo kun de allerfærreste skabninger er i stand til at tænke med den antydede legemsdel, hvor ihærdigt de end forsøger – så forudser vi dog, ihukommende verdens utaknemmelighed, nu at blive udråbt til folkefjender på lige fod med Sokrates, just grundet vort lille dramas klassisk græske peripati.

Men heraf følger imidlertid uheldigt og overraskende, at vor konkurrence desværre må afblæses – hvor omstændeligt vi ellers ovenfor har gjort rede for både dens vilkår og baggrund: For vi tør nemlig hermed rose os af allerede på forhånd at have vundet konkurrencen, hvorfor dens faktiske afholdelse herefter kun ville være et for alle parter uværdigt sejpineri.
 Denne udgang indebærer imidlertid til gengæld for kvinderne og negrene en aldeles uforudset oprejsning for den uvægerlige følelse af forfordeling, som den planlagte konkurrence gav anledning til. For selv om man vel dårligt kan tale om en win-win sitution, så er en enkelt-radet og så at sige haploid win-situation i al sin tarvelighed nu heller ikke at foragte.
Og hvis der nemlig havde været tale om en win-win situation, så ville det jo desuden slet ikke kunne kaldes en konkurrence: For hertil hører nu engang også taberne – der således i en vis filosofisk forstand alligevel forbliver paradoksalt ligeberettigede med vinderne, uden dog af den grund ligefrem også at være berettigede til medaljer. 

 Bilag til vor deltagelse i den afblæste konkurrence:

ET JOB ER ET JOB...

 Omsider er det lykkedes videnskabeligt at bevise at den grønlandske urbefolkning behøver fortsat formynderskab. Således fik jeg en forespørgsel fra en Nordgrønlandsk arbejdplads, hvor man nemlig aldeles uadspurgt føler sig forvissede om, at just jeg besidder den helt rette "profil" på obligatoriske sites desangående. Men jeg giver fanden i "profil" og interesserer mig udtrykkeligt alene for profit: Profil har enhver idiot i vore dage - men profit har derimod højst hver anden idiot og er derfor ikke kun mere bekvemt, men også langt mere eksklusivt.

 De grønlændere er og bliver således dokumenteret ubodelige analfabeter og kan allerhøjest uddannes og forfremmes til ordblinde. Men så foretrækker jeg ærligt talt den ægte vare, som man i det mindste kan udbytte i fred og ro uden til gengæld at skulle besudles fraterniserende med nogen art "profil".

 Situationen minder mig om, da jeg for et par år siden på lignende vis blev head-huntet til en sand uriaspost på en sjællandsk folkeskole, hvor over halvdelen af lærerstaben nemlig havde sygemeldt sig grundet et dårligt arbejdsmiljø - læs: eleverne, der nemlig desværre endnu ikke er blevet afskaffet i provinsen, trods al digitalisering, idet sidstnævnte jo nu engang altid går langsommere derude.

 Tysk-klassens ene studieegnede elev gennemskuede hurtigt sagens kerne, og hun lagde - som børn og kvinder nu engang har for vane - ikke det mindste skjul på sin disrespekt for, at en både veluddannet og ustraffet mand selv i min alder åbenbart måtte tage helt ud på bøh-landet for at finde en tilstrækkelig tosset eller desperat arbejdsgiver.

 For ikke atter at skulle lide den tort at blive udsat for sådan disrespekt, denne gang sågar fra analfabetiske nordgrønlandske aboriginals - vælger jeg denne gang klog af skade at melde pas. - Min fagforening står forhåbentlig heri bag mig - uagtet såvel arbejdsminister Mette Frederiksens pegefingre som Det Forenede Danske Kulturmiljøs bønfaldende tryglen med tilbud om allerede forlods at afholde flytteudgifterne, for at hverken jeg selv eller de fremover skal behøve at udsættes for, hvad der tydeligvis er værre end døden: nemlig kulturchok...
Nej - hvis jeg skal sendes til Grønland, vil jeg have jobbet som landshøvding: - For dels vil jeg ikke finde mig i at stilles ringere af kolonimagten end i sin tid Quirinius; og dels er det jo snart jul.

JULETRÆER
Hvis en anerkendt samfundsstøtte, en anerkendt original, en anerkendt plagiator eller en anerkendt oprører siger noget der ret beset er pjat, vil man på bjerget trods saglig uenighed med enstemmig alvor rose vedkommende for hans ubetalelige humor. Men hvis en ukendt eller ubuden siger noget ubestrideligt morsomt, hersker der – allerede før det er sagt - clairvoyant enighed om: at det naturligvis er noget pjat, der aldrig kan føre til noget alvorligt, endsige et embede.
- Åh: klinger vort ordvalg for resten ikke lidt som noget bekendt af en rigtignok helt anden vægtklasse? Åh jo, ikke sandt – men hvorfor hører man så aldrig (her med den arkaiske stavemåde ”aldrig”) den slags fyndord fra afdødes erklærede apologeter med både titler, arveret og spalteplads? - ”Elementary, dear Watson: Klædelig erkendelse af egen begrænsning, samt gammeldags hæderlig uvilje mod at forfalde til sådanne billige plagiater.”

- Av, av, av:– dér fik man rigtignok igen med sin helt egen mønt, og fik dermed omsider noget alvorligt at tænke over; og så endda skudt per refleks sådan lige fra hoften! Hvad kunne mon så tunge modparter ikke drive det til, hvis de på lige fod med os blev indrømmet forberedelsestid, medbragt svigermor og hustru henholdsvis solidt og yndefuldt plantede med madkurv og termokande på klakør-bænken – samt mere retvisende spalteplads? Nej, alene tanken giver os sved på panden: Og derfor må vi da også sørge for, at denne fornærmelse mod tingenes hævdvundne orden får sin naturlige ende snarest muligt…

Det er jo kun jul én gang om året – og det mindste vi kan forlange i den anledning, er vel at folk så forklæder deres borgerlige små CV-beregninger nødtørftigt som overstrømmende hjertelighed. Jeg tillader mig derfor her ligesom i amerikanske omkostnings-effektive lærebøger at foregå med et pædagogisk eksempel til efterfølgelse – for vi calvinister tør jo ikke stole på nåden alene…

Undertiden spørger FB-venner mig, hvorfor jeg dog aldrig på lige fod med alle andre fornuftige mennesker med borgerlige forhåbninger skamroser og smigrer ”the gentlemen of the press”, let alone det akademiske etablissement. Svaret er enkelt, thi for det første ville en ægte gentleman - trods al mulig sans for vor konjunktiviske form - rettelig tage den slags som en grov krænkelse af sin integritet. - Og uægte gentlemen fortjener jo på den anden side heller ikke at blive skamrost...

 Denne overvejelse minder mig om den scene i ”The Godfather”, hvor den unge helt på et ”forsoningsmøde” på neutral grund skal skyde sin fars og sin broders banemand fra den rivaliserende klan. Skurken tager hans hånd og beklager personligt dybt det skete og tilføjer: ”Let me tell you – I am a man of honour!”. Hvortil vor helt med ironisk forstilt alvor svarer: ”I already know…” . Hvilket får skurken til med et komisk vantro blik at udbryde : ”So you know?”.

Kort sagt er skamros – sagt til fortrolig redaktionel orientering under vort sædvanlige motto ”for godt til læserne” – kun respektabel, når den som her er ment som sokratisk ironi. Nej, det eneste smigrende er at behandle folk, som om de dog havde en smule format…

Nå for Pokker – for at det ikke skal være løgn, så må jeg nu sige lige som den unge ny redaktør på Information, for hvem jeg i sin tid forgæves søgte at tale min sag: ”Jeg er nødt til at løbe nu – mobilen ringer…” Kort sagt: Fortsat god dag – og hvis inspirationen en anden gang atter skulle svigte (læserne – det billige skidt – taler vi slet ikke om), så ved I altid hvor I kan henvende jer: I Folkekirken har vi nemlig altid plads til én til, uanset om man er til juletræer eller til kaffetræer fra Det lykkelige Arabien.

 GOOD OLD MONEY

 Selv aldeles lovmedholdelige og skattebetalende bilreparatører anerkender i tilfælde af Amish-agtig ortodoxi over for moderniteterne kun kontanter som betalingsmiddel, - der jo allerede er betænkelige nok sammenlignet med det oprindelige pecunia (cattle;-pardon my Latin).  Vor just afrundede parentes minder os i øvrigt aldeles "osökt", som svensken siger, om følgende palindrom: "!Ni talar bra Latin!".

Hermed har vi nemlig i forbifarten præsteret som de første (vel at mærke under forudsætning af at pluralis majestatis også gælder i tredje person) i litteraturhistorien at lade en sætning uden parentes være et afledt vedhæng til en blot parentetisk indskydelse. Dette, dels fordi dobbelte parenteser er en kluntet uting, dels fordi overdreven brug af en grammatisk form er en højst usund inflatorisk glidebane på linie med konsum-induceret eskalerende produktion af insulin.

Nuvel - man vi altså vente på, at en anden lokal forretning i løbet af dagen får kontanter nok i kassen til at lade os trække over beløbet til Amish-reparatørens fremme - hvorved denne dog risikerer at pådrage sig heælerens feje synd ligesom fordums og katolikker og muslimer med deres forbud mod åger for alle andre end hursomhelst fortabte vantro jøder.
 Ventetiden fordriver jeg med i "Expressen" at læse portrætter af Sveriges 10 højeste skattebetalere - nu man jo selv på lignende vis er tvangsindlagt til at være en hel del mere generøs end man havde planlagt...

Om de ti (næst-)rigeste indkomsttagere må jeg i øvrigt sige, som Carsten Jensen sagde om de fanatiske unge serbiske nationalister han interviewede i 90-erne: "Hvor er det nu lige, jeg har set de ansigter så ofte før - jo, på Københavns kafeer!" Med andre ord bundnormale unge mennesker, hvis eksklusive kriminalitet oftest beror på tilfældigheder og uheldige konstellationer. - Og det samme kunne nok også siges om de mest solgte kunstnere, forfattere, journalister osv - og altså også om de rigeste. For min egen del interesserer jeg mig som bekendt lige som Kongehuset ikke for penge, idet vi anser os for ubetalelige og derfor inkommensurable.

 Vi mennesker er som Coli-bakterierne: Vi er på bunden ret ordinære og udramatiske, men omstændighederne og ensidigt favorable vækstbetingelser kan gøre dem til farlige dyr.

 Som en kendt højesteretsdommer skal have sagt: "Selv den bedste kan ende med en tårnhøj marginalskat!". - Citatet er naturligvis lige så fiktivt som Borges' historiske fabler - men derimod kendte min bedstefar en urgammel højesteretssagfører, der om sin egen alkoholiserede søn engang sagde: "Allan er et skvat!" - Det højeste sønnen nemlig en kort overgang præsterede i sin egen borgerlige karriere, var at være Julemand i Illum og Magasin.
 Men hvorfor ikke? Sæson-arbejde er oftest godt betalt, ferierne er lagom lange - og i jobbet som Julemand slipper man desuden for at skulle tage særhensyn til rettroende muslimer...Ja, endog oplyste muslimer siges at være sjældne i Julemands-branchen -  muligvis fordi de er for oplyste: I ved, ekstremerne afløser hinanden, men skandinavisk "lagom" er som bekendt bedst. Men når "lagom" bliver for kedeligt og truer med at lade den skandinaviske selvmordsrate overstige den japanske, så er det at I må tilkalde entartainere som Julemanden, Kungen og mig...

 "Jamen vi har ikke råd!" - Snik-snak, rolig nu: - Jeg har jo allerede sagt at vi alligevel er ubetalelige og derfor ser stort på så plebejiske målestokke...

THE WAY WE WERE

 Bordet fanger: Vi har jo sagt at det er jul, så I får et ekstra nummer. Vi entreprenante företagere arbejder nemlig slet ikke for pengenes skyld, men for at skabe noget her i verden - pengene er kun en tilfældig bivirkning, og husk endda på: Vi har ingen fagforening til at kæmpe vores sag, så i virkeligheden burde vi faktisk nok snarere tjene en hel del mere end vi gør.

 Selv om man tilhører Amish-folket og ikke anerkender credit cards, kan man godt blive rig alligevel. Min bil-reparatør bedyrer således med både poker face og stiff upper lip , at man ikke kan nøjes med at udskifte den bilens højre bremseskive, idet højre og venstre er uadskillige som siamesiske tvillinger.

Men hele hurdlen kommer af, at jeg bremser for sjældent: Hyppig brug af bremsen slider enhver ansats af rust af bremseskiverne allerede ved fødslen - tala om fri abort.... Men vi Amish-folk bruger hverken kondomer eller bremser og lever livet old school - all the way through...

 Eller tror I måske, at opfinderen af flyvemaskinen tillige opfandt landingsbanen og den dybe tallerken? - Tro mit ord: Den slags banaliteter lod han de andre om...

 

 

TIL MINISTER ELBÆK

Hastesag til behandling inden kultus-ministerens snarlige fald. Ikke at turde behandle vor sag af frygt for mistanker om nepotisme ville indirekte være en højst uklog indrømmelse til dem, der i ministerens hidtidige kurs ønsker at se tendenser til kammerateri.

Så sagt og spurgt i al beskedenhed: Behøver man mon at kunne flyve for at kunne komme betragtning som privilegeret kaospilot? Et mere af kaos burde nemlig her for mit eget vedkommende rimeligvis kunne godskrives og modregnes i en overordnet points-beregning: For jeg har det nemlig her som hin dristige stenbuk, der ved en lovlig bred kløft tænkte: "Der er jo godt nok lidt for langt over til den anden side, men til gengæld er der rigtignok kun halvt så langt ned som de dybeste kløfter jeg med lethed og helt uden frygt og bæven er sprunget over i min karriere – så pyt: Jeg vover sprinet og kaster terningerne!”

But never mention de forestående 70.000 favne af flove og klamme jubilæums-travestier i anledning af Søren Kierkegaards snarlige 200-års jubilæum – ihukommende gamle Shakespeares ubetalelige PR-motto: ”At Have eller ikke Have.” For husk på: Det er unfair, for den arme mand er jo nu ganske som Uffe Elbæk og Kongehuset helt ude af stand til at forsvare sig mod joviale omklamringer.

 Det forholder sig nemlig her som med fordums frihedskæmpere i følge Peter Øvig Knudsen: For vi var skam alle frihedskæmpere – og enhver antydning af noget andet optager vi som en dødelig fornærmelse.