VINLANDS OPDAGELSE...

SILKEHALENS rede blev første gang fundet af en excentrisk englænder i Lapland i midten af 1800-tallet.

I vore dage er der ingen excentriske mennesker og derfor heller ingen virkeligt interessante romanfigurer - men kun "repræsentative" og tidstypiske person-gallerier.

Langt de fleste enegængere er eller bliver nemlig i vore dage snart vitterlig småtossede af lutter afhængighed af omverdenens dumme og mekanisk forudsigelige gunst: Så deres hovedrystende omverden af sædvanligvis veluddannede flokdyr ender som regel med at få sørgeligt ret i deres dom, hvis de da ikke allerede havde det i forvejen.

Imidlertid, imidlertid: Ganske som med Amerika (de norske vikingers "Vinland")

, den dybe tallerken og så meget andet, som mennesker tydeligvis sætter en stor ære i at have enten opfundet, forbedret eller i det mindste "kritiseret",- så er der utvivlsomt en del finner og lapper der har fundet silkehalens rede langt inden hin excentriske engelsmand.

Og omvendt: Hver gang nogen gør en opdagelse, vil der altid være en bunke mennesker der bedyrer, at det havde de skam allerede forlængst tænkt på. Forfængelighedens selvbedrag nemlig hærger på komisk uhæmmet vis både blandt de kendte og de mindre kendte: Ja for helt ukendte er der formodentlig ikke ret mange af - jeg kender i hvert fald ingen...
Spørgsmålet om berettigelse har derfor intet som helst at gøre med dette dumme, men indrømmet ofte praktiske spørgsmål om kendthed.

Faderen til en god ven af mig opfandt f.eks. i 50-erne en sindrig, men vist nok i princippet ret enkel ("...my dear Watson") mekanisk ind-og udåndings-device til brug ved genoplivning af alle og enhver: - dvs. alle lige undtagen de døde, thi manden var ateist og kunne jo derfor dårligt tilige give den som religionsstifter...
Og kun tusenkunstnere formår at blive alt muligt på engang. Men ikke desto mindre blev manden derved både selv udødeliggjort og uhyre velhavende.

Hvorom alting er: Især inden han fik sit patent godkendt, men såmænd også af og til sidenhed, mødte han højt meriterede kolleger rundt omkring i verden, der med et faderligt skulderklap bedyrede: At den fjollede bagatel havde de skam da allerede selv udtænkt i en kaffepause for mange år siden uden at gøre sådan ståhej af det....

SILKEHALERNE er invasionsfugle uden synderlig patriotisk forkærlighed. Så hvor de havner, når de om foråret trækker mod nord efter at have spist sig både mætte og høne-fulde i gærede rønnebær, er de derfor ikke så nøje med.

Også på de meget spredte og uforudsigelige nordlige ynglepladser i taigaen ser man dem oftest i noget der kunne ligne bitte-små kolonier spredt i de for året valgte regioner.

Men forklaringen er vel bare den, at silkehalerne trækker i småflokke, som efterhånden fordeler sig i smågrupper af fugle, der så danner par i samme område det pågældende år. Så måske har grupperingerne ingen andre fordele end den, at kønmodne fugle har let ved at finde en mage: undtagen hvis gruppen indeholder flere individer af det ene køn - de overskydende kan så få rollen som tragikomisk husven eller gammelmø, velegnet til baby-sitning...

I sommerperioden lever silkehalerne af myg og andre små-insekter som de snupper i flugten med en svals behændighed og utrættelighed, som man aldrig ville have tiltroet de buttede, spoleformede fugle. Heri kan de ligne stære, der med deres lige så robust trekantede vinger ligeledes er at betragte som bittesmå flyvende torpedoer..

MED PETER TUDVAD OG CASPAR DAVID FRIEDRICH I ALPERNE

POLITIKEN har publiceret et interview med filosoffen Peter Tudvad om det at vandre alene in der Schweitz. Men man kan da vel ikke interviewe nogen der foregiver at vandre alene?

Det minder mig om dengang Jacob Holdt fortalte mig, at han den sommer havde besluttet at lunte ene mand helt til Kalmar Slot ved Sveriges østkyst - velsagtens for at afblæse Kalmar Unionen engang for alle med fynd og klem. 
Og naturligvis med tilbud om kontinuerlig medie-opdækning på linje med andre moderne opdagelsrejsende.

Jacob Holdt tilføjede nemlig på sit velbevarede sindige jyske, at hans hustru dog bestemt havde frarådet det sidste af lignende grunde som den jeg her antyder.
Jeg svarede min natur tro slet intet, men tænkte i mit stille sind: "Den mand har i det mindste været så heldig at finde en hustru der ikke taber hovedet bare på grund af et par umodne mikrofonholdere....

Og hvornår er nogen forresten for resten sidst blevet "filosof" af at skrive om en filosof? Det minder mig om en nylig afdød dyrker af den amerikanske national-filosof William James.

- Manden blev nemlig i samtlige amerikanske nekrologer andagtsfuldt beskrevet som den skinbarlige inkarnation af sit berømte forbilledte: endog hvad skæggets vækst , drøjde og farve angår. For skægget var skam blevet DNA-testet, og den var god nok: Det var ikke købt i "Spøg og Skæm".

Så hermed er reinkarnationen omsider endegyldigt verificeret : For lige som med den sorte svane er et enkelt case nok til at kuldkaste den gængse opfattelse.

Et lige så uigendriveligt argument kunne lyde: William James er død; mr. NN er død: Ergo er mr. NN identisk med William James. Heureka!

MEN som GROUCHO MARX udbryder ved sit tlfældige gensyn med en gammel ex-veninde: "Everything about you reminds me of You - except You...."......

MEN nu skal vi heller ikke blive ondskabsfulde. Og dog, og dog: Alle krigsreportere kan nemlig bevidne, at efter fuldendt herostratisk dyd viser selv de værste forbrydere sig at være de mest ejegode og fredsommelige mennesker.
Hvorimod vegetariske og veganske pacifister skal være de aller mest krigerske gemytter,- både indadtil og udadtil. Med teologerne på en sikker anden plads.
Eksistensens kabale er ikke nem.

KONGEØRN OG HVEPSEVÅGER I SMÅLAND: OM MOBNING OG INDIKATOR-ORGANISMER

For 20 år siden så jeg i Pyrenæerne over trægrænsen et par lamme-gribbe, akkompagnerede af sortspættens karakteristiske skrig og tromme-virvler nede fra skoven af velduftende ædelgran.

 Lammegribben forbinder vi ellers snarere med Tibet og omegn, hvor der næppe findes sortspætter, men langt flere afskyelige snemænd - selv om de som har talt med dem, kun har godt at sige. Og dermed kom også sortspætten til at fremstå som yderst eksotisk. Den samme aha-effekt kender vi når vi langt hjemmefra ser en fugl, som hos os er en almindelighed.

Kongeørnen forbinder vi i nyere tid især med højnordisk natur samt høje bjergkæder med et lignende klima. Men dette har delvis historisk grunde, for vist overlapper kongeørnens naturlige europæiske  udbredelsesmråde mere sydlige arters såsom den besynderlige hvepsevåge: på svensk "bivråk".

Hvepsevågen ankommer sent i maj og trækker tilbage til Afrika først i september: For den ernærer sig hovedsagelig af larver fra jordboende hvepse - gedehamse - hvis bo den graver op og transporterer hjem til reden.

For 10 dage siden så jeg straks nord for en stor fredet smålandsk højmose Årshults-myren en jagende kongeørn - af den moderate størrelse at dømme en han. Den blev mobbet af et par urolige hvepsevåger - ligeledes efterhånden et særsyn. Hvepsevågerne er gået stærkt tilbage i nyere tid, både grundet ringere forhold i det afrikanske overvintringsområde og det moderne landskab med stadig mindre indslag af lysåben skov med græsningsområder og enge.


Ganske som i menneskelivet er mobning oftest en kollektiv frygt-reaktion over for en oplevet trussel på et eller andet plan, dette være nu nok så forfængeligt: Og på denne måde blev den uventede kongeørn altså en indikator-organisme, som effektivt aktiverede de hemmelighedsfulde og yderst diskrete hvepsevåger til at gå på vingerne og afsløre deres skjulte yngleområde. Men omvendt kunne jeg lige så godt have opdaget ørnen på grund af hvepsevågernes aktivitet.


At blive mobbet af så fornemt og respektabelt folk som hvepsevågerne er naturligvis forsmædeligt. Men det må dog ved nærmere eftertanke tværtimod ses som et umiskendeligt kvalitets-certifikat hinsides alskens falsk smiger, hvis man kan få selv de mest noble og højpandede tilhængere af frihed for Loke såvel som for Tor til helt konsekvent at vise sig fra deres værste side...


De elegante hvepsevåger med de lange haler og de slanke vinger kendes med en smule træning snart fra de vanlige og mere buttede musvåger (svensk "ormvråk"). I aktiv flugt har de intet at frygte fra ørnens side - men naturligvis kunne det hænde, at en jagende kongeørn opdagede deres rede og tog deres afkom.

Det er velkendt at ænder nyder god beskyttelse ved at bo midt i en koloni af hættemåger, der kan mobbe krager og ravne væk.  De store koloni-rugende drosler ved navn sjaggere (svensk "björktrast") lader omvendt gerne den superhurtige dværgfalk (svensk "stenfalk") bo i deres midte, fordi den hjælper dem særdeles effektivt med at mobbe større rovfugle bort.

Men uden for redeområdet tager dværgfalken ikke notits af større rovfugle, for ganske lige som lærkefalken er den bitte mundfuld aldeles umulig at fange. Og de helt store rovfugle som ørnene er de hurtige små-falde bedøvende ligeglade med.

Tårnfalken er et sjovt mellemtilfælde: Denne forholdsvis langsomme falk bor tydeligvis gerne som nabo til kongeørnen og benytter sågar undertiden dens reserve-reder - for ørnen hjælper den med at holde farlige større falke og høge på afstand. Men for en sikkerheds skyld driller den samtidig også gerne ørnen lidt i ny og næ - åbenbart af mangel på tillid til sin egen aeronautiske ufejlbarlighed .



Men som sagt: I størstedelen af kongeørnens europæiske udbredelsesområde er det normalt ikke muligt at opleve den og hvepsevågen samtidigt.
Men enkelte par kongeørne er i de senere år begyndt at yngle i Sydsverige. Og der er næppe grund til at betvivle, at kongørnen har haft en langt større europæisk udbredelse indtil for 200 år siden. Men den bryder sig aldeles ikke om få sit afkom ringmærket under stort påstyr af en jakkeklædt eksekutions-kommité - og vil derfor typisk året efter ansøge om en beskyttet bolig. Ringmærkede ørne gør sig desuden heller ikke på fotos....

SCHINDLER'S LIST OG DØDE SJÆLE

Forbavsende mange mennesker mener selv at stå på en hemmelig mobbe-liste i deres metier.  - Men de kan bestemt ikke alle have ret, for det en højst eksklusiv ære - og af samme grund også en temmelig ekstravagant prætention...
Og alle relevante instanser vil da naturligvis også blankt bestride den påstand: Både når det er vås - og især når det er den rene sandhed.

De uvildige der som engang i sin tid Georg Metz med humanistisk værdighed påtager sig rollen som opmænd og at give spørgsmålet videre med kollegial diskretion, ved derfor på forhånd selv, hvad svaret må og vil lyde.

De kan derfor heller ikke være i god tro, når de ved næste tilfældige sammentræf adspørges om det forudsigelige svar og leverer dette med et afvæbnende pokerface, som handlede det om om togtiderne i Berlin.
Ejvind Larsen sammesteds sagde derimod senere hen om min egen udlægning: "Hver eneste ord du dér skriver, er sandt."
------------------------------------
DAGENS emne er imidlertid: HØNS. Men hvorfor så dette med "Schindler's List" ? Fordi jeg ligesom herr Schindler i dag måtte bruge list for at redde dem der står på min egen hemmelige liste.
Mit stedlige Birkenau er et lidet hyggeligt hønseri med 40.000 burhøns hvis arbejde og livsopgave er at lægge æg. Det er således arbejdsafdelingen og ikke afdelingen for målrettet folkedrab - om end det jo siger sig selv, at mange arbejdere omkommer dagligt selv om de fodres forsvarligt.
Mit ønske var nu ikke ligesom i Gogols's roman "Døde Sjæle" posthumt at købe herremændenes afdøde livegne, hvis navne man derfor kunne skrive som sin egendom og lånegaranti for at dupere udenbys standspersoner nok til at lade dem betale alle hotel- og værtshus-regninger grundet en midlertidig og helt tilfældig mangel på kontanter.
Min påståede hensigt var nu heller ikke den ædle a la Jesus og Lazarus at genoplive de afdøde høns, men den lige så ædle at redde nogle forældreløse duehøge-unger: ved at fodre dem med mine døde sjæle...
MEN dette var nu en smuk nødløgn, for de voksne duehøge lever i bedste velgående. Mit virkelige forsæt var det at lægge de døde høns ud for at opnå rovfuglenes undtagelsesvise tillid til just denne person. Voksne rovfugle hos større arter genkender nemlig glimrende mennesker på deres gangart selv trods forklædning -, så tilliden risikerer ikke at blive overført på enhver ejer af et haglgevær.


Den her i juli så at sige mytologisk enerådende guddom og driftsbestyrer for hønsenes odiøse massefabrik haltede så svært, at han måtte betragtes som så at sige ikonisk invalid og dermed hinsides al socialrealistisk ferielovgiving, som nemlig alene gælder for jordiske arbejdspladser.

Ej heller Julemanden kan eller må man forestille sig som havende sommerferie: For selv om sommeren tænker han i døgndrift alene på de kommende julegaver samt på optimal transport-logistik, markedspriserne på rensdyrfoder etc.. Nej - de eneste tilladte pauser er forbeholdt skolastiske munke-overvejelser pro et contra den teoretiske mulighed undertiden også at befordre julegaver til mennesker, som hverken tror på den sande gud eller på den sande julemand.

Vor invalid viste sig ganske rigtigt også at være akkurat lige så ejegod som Klokkeren fra Notredame. Da jeg nemlig havde spadseret en snes meter med to støvede høns, der så ud til at være døde af tørst og dernæst kejtet udstoppet engang i konservator-kunstens barndom, kom klokkeren fra Notredame ud igen fra sit landlige Hades og råbte: "Vent engang: Hvis vi går hen til den anden længe, så kan jeg nok finde et par høns der er finere!"
Vi begav os derfor til afdelingen for privilegerede fanger af fornem herkomst - for selv i døden er vi åbenbart alligevel ikke ens.
Men jeg måtte dog ikke komme med ind og bevidne den sidste ærefulde udvælgelse, som tillhørte denne Karon's per definition uledsagede og højtideligt ensomme virkekreds på grænsen til dødsriget og derfor hinsides al hyggelig palaver. For grundet smitte-risiko var det forbudt for ubehørige at betræde hønsenes bygning.
Om det nu var risikoen for at smitte hønsene eller risikoen for selv at blive smittet, fremgik ikke.
Det forholdt sig åbenbart akkurat ligesom med den obligatoriske toilet-hygiejne: Nogle vasker nemlig ligesom Pilatus deres hænder inden de tisser - mens den gængse skole som bekendt først vasker deres hænder, når de er færdige med at tisse.
Et eksistentielt dilemma af en art som også enhver optiker er fuldt bekendt med: Nogle tager således brillerne af, når de skal tisse, hvorimod andre just tager briller på når de skal tisse. Dette spørgsmål er derfor også altid det første som optikerne i fortrolighed stiller en ny kunde.
--------------------
Hønsene blev samme aften med held afleveret til mine duehøge som morgengave, forhandlings-udspil samt afsæt for videre tilnærmelser. Jeg opnåede for år tilbage i Nordsverige en tilsvarende tillid hos et par kongeørne ved konsekvent at gebærde mig så tumpet og ufokuseret, at jeg ved nærmere eftertanke måtte om-klassificeres som komplet ufarlig. Dette ihukommende et gammelt venne-råd i en ganske anden situation: "Spil bare idiot - det burde ikke falde dig svært...."
Gennem tre somre aftog ørnenes skyhed og kritiske distance derfor drastisk år for år.

Men høns er naturligvis den korteste vej til rovfuglenes hjerte via deres mave: En vej der nu engang ikke findes i kongeørnenes Lapland – men som i tilgift indebar et indblik i en hidtil mig aldeles ubekendt underverden.

VM I KLATRING - MED AL RESPEKT FOR BRØDRENE BRANDES

VM I KLATRING - MED AL RESPEKT FOR BRANDES....

En kongeørne-rede i toppen på en for år tilbage storm-brækket, men tydeligvis meget vital gran med et særdeles solidt grenværk hele vejen op - blev efter længere tids bekymring besteget manuelt trods sommervarmen for endeligt at bekræfte mistanken om, at ørnens lille unge er pist forsvundet.

Området er militærets og belagt med adgangsforbud. Men da bøden for ulovlig betrædelse kun er på sølle 15.000 svenske kroner, måtte udsigten til Verdensmesterskabet i klatring trods alt veje tungere. Desuden kan ingen jo kan dømmes for en kun indrømmet forbrydelse uden teknisk beviser: For ganske som ved de mest fashionable og  - i moderne jargon "ikoniske" - mord uden vidner kan der jo også her være tale om et sindsforstyrret menneskes heroiske eller herostratiske fantasi....

En ravn, en mår eller sågar en fremmed ørn kan have snuppet ungen. Men der findes også eksempler på, at kongeørne har flyttet deres unge fra en rede til en anden i tilfælde af grove forstyrrelser – et begavet træk, taget i betragtning at den slags udveje næppe er en nødvendig instinktiv ”app” i medfør af ørnenes evolution. Dette i modsætning til skovsneppen, som nemlig ved akut fare formår at lette fra jorden med sin yndlings-unge fastklemt mellem benene: noget jeg selv engang oplevede.

Det er omvendt flere gange blevet dokumenteret, at et par kongeørne har adopteret en musvågeunge - ja, i et enkelt tilfælde hele to! Men her var dog ikke tale om en frustreret barnløs gammel-møs fortvivlede selvhjælp i stil med forsvundne barnevogne uden for Irma – der nemlig tydeligvis altid foretrækkes frem for Brugsen (for stik modsat en udbredt myte så går de sindssyge lige som reinkarnationens dyrkere ofte endnu mere op i stamtavler og rang end de raske i riget)- , men derimod om, at ørnen har taget en stor musvågeunge som foder: kun for ved hjemkomsten til sin rede at opdage, at det endnu spillevende bytte både ligner og arter sig akkurat ligesom dens eget barn i en spædog endnu aldeles uimodståelig udgave.
Og er der blot rigelig med føde, kan den adopterede skifting godt overleve uden at blive mobbet ihjel af sin adoptiv-søsken.

Hvis krybben derimod er noget tom, så hjælper på den anden slet ingen biologiske certifikater. Tværtimod: For ganske ligesom i menneskelivet opleves en åbenlyst egnet og vaskeægte faglig artsfælle som en langt mere irritirende plageånd og rival end en sløv og harmløs musvåge med opholdstilladelse bevilget af lutter overbærenhed og i tolerancens hellige navn. Men  nok især fordi den som undtagelsen der bekræfter reglen, pædagogisk kan illustrere forskellen i forhold til vore egne, som vi nu engang professionelt set er piskede til at foretrække: også selv om vi med god ret bryster os af de fornemste humanistiske traditioner og ædle mottoer lige fra Voltaire og frem brødrene Brandes.
Ja, for hverken Voltaire eller brødrene Brandes var skeløjede pladderhumanister, for de var dog med forlov i første række Oplysningens mænd.

Så fik vi også lige det på plads. Hvorefter vi måske kan se frem til en sommer helt fredet for fjollede læserbreve fra rettelig forsmåede talenter med sørgeligt urealistiske prætentioner - samt alt for god tid til at ærge sig, her i det mest privilegerede hjørne af den bedste af alle mulige verdener: og så endda på det aller heldigste tidspunkt i verdenshistorien.

Men tilbage til det hersens VM. Kunsten er i alle discipliber og da især de mest artistiske at lave sit eget VM, i stedet for at alle skal tvangsindlægges til i munden på hinanden at kommentere hvad en tilfældig Peter Madsen mon for nylig har præsteret i Byretten eller i DR-Deadline. Og her behøves hverken nogen dommer eller en demokratisk læser-votering for at afgøre, om man faldt ned fra træet eller ej....Men det ville på den anden side også have været noget af en kunst med så et så tæt og solidt grenværk.

Med Schrödingers berømte og noget ubeslutsomme kat i sin tid var det ganske vist en helt anden sag – javel, men den kat var nu også en helt elendig klatrer og må efter alt at dømme have været en gepard.

KONGERNES NATIONALPARK

KONGERNES NATIONALPARK MISTEDE SINE GULDHORN

Karsten Ifversen anmeldte forleden vor seneste nationalpark ”Kongernes Nordsjælland” i Dagbladet POLITIKEN uden at lægge skjul på, at han i så fald også selv er lidt kongelig: For han knyttede følsomt an til sine erindringer fra dengang han ligesom i sin tid Carsten Jensen så verden begynde.

Ifversens betragtning var ment som en begrundelse for, at nationalparken sagtens tillige kunne have omfattet både Mølleå-dalen og Sletten Strand – ihukommende at en dansk nationalpark nu engang dårligt kan henføre sig til de samme kyske jomfruelighedskriterier som Serengeti og Yellowstone.

Helt i tråd hermed kan det nævnes, at vore gamle kongeskove bærer rigt præg af de forstmestre, som kongerne lod hidkalde fra Tyskland. Især von Langen er berømt for de mange kolossale lærke, douglasgraner og ædelgraner, som nu over 200 år senere drypvis pryder de nordsjællanske skove og endda bidrager med hver deres helt karakteristiske harpiksduft.

Ingen af de træer er naturligt hjemmehørende i Danmark: Men de fleste ville alligevel begræde, hvis Gribskov blev omlagt til en genuint dansk urskov helt uden erindring – lige så intolerant mod sine historiske mindesmærker som de mest radikale kommunister og islamister. At udsætte ulve ville omvendt føles kunstigt og Disneyland-agtigt malplaceret efter så mange hundrede år uden ulve: Ulvene kan være nok så ægte – men i vore dage må de nok behandles på lige fod med andre asylsøgende.

Tankegangen lader sig imidlertid også overføre på flytningen til Jylland af Jagt-og Skovbrugsmuseet i Hørsholm. Museet var nemlig intet neutralt naturvidenskabeligt museum, men et kultur-og naturhistorisk egnsmuseum, hvis indhold og hvis bygninger var en integreret og levende del af den historie museet fortalte.

At Jagt-og Skovbrugsmuseet blev sløjfet i samme åndedrag som indvielsen af Kongernes Nordsjælland, er således et herostratisk paradoks, der bedst lader sig sammenligne med rovet og omsmeltningen af Guldhornene i sin tid.

(Ovenstående har på venlig opfordring af Karsten Ifversen været tilbudt Politikens Redaktion - men heldigvis for ham turde han dog ikke slå et væddemål af på, at det naturligvis ikke ville finde optagelse grundet Oplysningens sande tilstand. Pyt med det, men vi skylder da vel lige at oplyse om det.)

ÅRSHULTSMYREN - TORV-TÄKT ELLER RESERVAT?

I höstas fick vi informationer om, att Aneby Torv AB söker tillstånd för en torvtäkt om 82 hektar på Kyrkängen vid Krokån på gränsen till naturreservatet Årshultsmyren.

Länsstyrelsen reserverade sig med hänvisning till Natura 2000-reglerna, men ärendet överklagades till Miljödomstolen. Aneby Torv framlade en miljöinventering sammanställd av deras naturkonsult, som ej observerat några känsliga arter i eller intill området.

Mot den bakgrunden ansåg domstolen, att torvtäkten inte strider mot Natura 2000- bestämmelserna, och länsstyrelsen fick böja sig för det utslaget. Men Aneby Torv AB har tydligen missat rapportera Natura 2000-arter, som jag redan 2009 konstaterade under en översiktlig inventering för länsstyrelsen inför planerad vindkraft. Då området dessutom har höga naturskogsvärden med många lämpliga boträd för örn och uggor, så har länsstyrelsen tagit upp frågan till förnyad prövning och begärt en ny naturinventering av Aneby Torv AB.

Både området intill reservatsgränsen vid Krokån och den skogbevuxna högmossen håller uppenbara skogliga värden, som redan framstår omedelbart från skogsvägen mellan Slättevrå och Kränkeboda. Visserligen finns några gamla diken; men dels kvarstår de skogliga värdena, dels har dikena ej tydligen missgynnat orren och har i detta fall t.o.m. gynnat tjädern genom att öka arealen av god tjäderbiotop. Helt i analogi med t.ex. Hornborgasjöns och Dravens delvis människo-skapade faunavärden.

Det finns många eksempel på, at man ej alltid kan lita på naturkonsulter anställda av intressenten. Jag har därför återigen nu i år på eget bevåg inventerat och dokumenterat området och tjäderspelet. I oktober hade mården dödat två tjäder-tuppar på spelplatsen, men fortfarande håller den ett starkt spel, vilket även framgår av mängden av tjäderspillning lite överallt.
Vid ett tillfälle hade jag med mig Staffan Bengtsson, reservatshandläggare med skog som specialitet sedan 1973 på Hallands Länsstyrelse, som kan intyga mina observationer. Här finns dessutom Årshultsmyrens ända spelplats för tjäder - förutom ett mindre orrspel på den öppna delen av mossen.

Därutöver finns ett sedan länge dokumenterat stort orrspel (10 tuppar) bara en dryg km öster om den planerade torvtäkten och väl inom dess bullerzon. Även sparvuggla har jag hört i vår, och ett veritabelt förband av spelande nattskärror konstaterade jag alldeles nyligen tillsammans med Staffan Bengtsson längs den lille skogsvägen över den den aktuella mossen. Likaså intill Krokån med dess ståtliga furor, enebuskar och trollska korvsjöar.

Vid samma tillfälle hördes återigen från vägen en tjädertupp spela i nattmörkret: Enligt den framlidne tjäder-forskaren Ingemar Hjort brukar enstaka tuppar finnas tillgängliga ändå in på försommaren för att kunna betäcka hönor som förlorat sin första kull.

Slutligen: Alldeles söder om den planerade torvtäkten bildar en hittills okänd urskogsartad moränås långt från skogsväg en idealisk häckningsbiotop för kungsörnen, som ganska regelbundet har observeras kring Årshultmyren. Kungsörn häckade 2008 men möjligen också 2009.

Både tjäder, orre, nattskärra och sparvuggla är Natura 2000-arter, som Sverige har åtagit sig ett officiellt EU-ansvar för. Enligt "Birdlife Sweden" (tidigare SOF) har dessutom tjäder och orre under dem senaste 10 åren klart minskat i södra Sverige samt i hela Europa söder om Norden. Och nattskärran var dessutom tills helt nyligen rödlistad även i Sverige.

Slutligen gränsar området till Årshultsmyrens Naturreservat - och den planerade torvtäkten skulle drastiskt reducera värdet av den samhällsinvestering som reservatet utgör. I alla investerings-sammanhang är det mest kostnads-effektivt at eftersträva synergi och undvika kontraproduktiva effekter.
I reservats-sammanhang är det väldokumenterat att "big is beautyful" - väl att märka om man beaktar kvaliteten av dem arealer man väljer att säkerställa. Att komplettera ett urskogsreservat med färska kalhyggen ger sålunde i regel minimal effekt.

I själva verket borde Årshultsmyrens Naturreservat därför mot bakgrund av dem nya kunskaperna på sikt utvidgas med det beskrivna området och dess kärn-biotoper för ovan nämnda Natura-2000 arter.

SOMERSET MAUGHAM 1930: "CAKES AND ALE"

Når jeg noget sent læser min afdøde bedstefars yndlingsforfatter Maugham, må jeg sande den velkendte snak om klassikerne som vore virkelige venner. På en måde rent vås, da vi jo – heldigvis - ikke kan vide, om vor kærlighed mon ville være blevet gengældt, eller vi ville passe dem bedst i rollen som deres mest tumpede fans.

Men når man sammenligner selv højt anerkendte menneskers daglige manipulation og ubeviste tarvelighed på sociale medier, er det befriende at læse et menneske, som kunne se med sine egne øjne, hvad der i virkeligheden foregår og ikke skeløjet labbede alt i sig som et narkotisk ammesygt og let bestikkeligt pattebarn.

Maugham fortæller om en forfatter med stor succes, der selv meget vel vidste at han ikke var så god igen, men var kommet langt ved flid, høflighed, stadig lærevillighed og social takt. Men han ingenlunde kyniker endsige hykler og i grunden en morderlig flink og jovial fyr.
Og han havde slet ingen problemer med at ignorere og parere anmasselser fra mindre succesfulde kolleger, uanset om de forsmåede fejlagtigt måtte anse ham for snobbet og hyklerisk.
Maugham beskriver i den forbindelse det mere komplekse sinds forlegenhed ved nænsom, skønt påtvungen høflig omgang med de mindre succesrige kolleger og ungdomsvenner:
Man bagatelliserer høfligt sin egen succes, hvorpå ungdomsvennen bekræfter det og venligt tilføjer at ingen af ens bøger kommer på højde med ens første rodebutik, hvorefter alt tydeligvis har været et sørgeligt forfald.

Når så pligt-middagen omsider er forbi, agter man at spadsere om til den baggyde hvor man betænksomt har skjult sin fine bil. Men vennen insisterer på at eskortere en helt hen til bus-stoppestedet, hvorfor man må spille rollen til ende og hente bilen i smug den næste dag. For det er ikke så let igen at spille god.

Rent Woody Allan – og derfor aldeles uforståeligt for vor moderne middelklasse-elite helt uden den slags kompliceret bevidsthed, og som tværtimod tænder på at trykke den helt af som beviset for deres storhed.

MEN den slags selvskabte problemer og nøkker var også fortællerens gamle ven Roy helt fri for - som sagt ikke fordi han var kynisk, men fordi han var herligt ligetil og praktisk på en afvæbnende måde, som ingen kunne tage varigt anstød af.
Han fik aldrig storhedsvanvid, og helt til det sidste inviterede han konsekvent negative kritikere til lunch for at bede om gode råd til sine fremtidige skriverier - som derfor faldt i god jord selv hos tidligere skeptikere.
Hver eneste dag læser man på Facebook lovpriste opslag fra tydeligvis velrenommerede folk. aldeles blinde i deres naive og let smigrede forfængelighed helt uden et gran af den løbende og rislende selverkendelse som kendetegner vore virkelige venner fra fra litteraturen.
Og så må vi ellers håbe at disse sidste ikke siger på akkurat samme måde om os til DERES virkelige venner i det hinsides....


Men tilbage til Maugham i ”Cakes and Ale” fra 1930.
Titlen er et Shakespeare-citat: ”Dost though think that virtue will give you more cakes and ale?”
Den kvindelige hovedpersoner er nemlig en særdeles udydig dame, men af et rent og godt hjerte helt uden skyldfornemmelser i forbindelse med hendes erotiske generøsitet og inkluderende ligefremhed.

Fortælleren har uventet modtaget en "presserende" henvendelse fra den ovenfor skitserede succesforfatter – og drager straks den slutning at sagen nok er mere presserende for den kendte forfatter end for ham selv. Og det er i forlængelse af denne tanke, at han giver os den rammende karakteristik af hans type.

De aftaler uformelt telefonisk at mødes som ungdomsbekendte i samme boldgade; og samtalen ledes hen på en for nylig afdød kollega, som mod alle forventninger og trods skandaler i sine sidste år og endnu mere efter sin død er blevet ophøjet til en en national litterær stjerne.
Hans enke havde været hans kurator og uselviske hjælper, men det fremgår at han havde haft en første hustru af mere tvivlsomt ry.

 Fortælleren mødes med Roy, men henvendelsens egentlige grund henstår i det dunkle. Dog med en antydning om den tvivlsomme og (formodet) afdøde første hustru, som fortælleren dog til Roy's store undren kun har gode minder om... Samtalen fører til gengæld bagefter til fortællerens og Maugham's refleksioner om litterær udødelighed: herunder det vilkår at den kanoniske udvælgelse nødvendigvis er begrænset til de i samtiden allerede nogenledes kendte og anerkendte og derfor på forhånd udelukker de dengang oversete eller fravalgte. Så den litteraturhistoriske doms langsigtede troværdighed er derfor ingenlunde forsikret i kraft af en art guddommelig nemesis.



En anden refleksion som man ligeledes genkender fra forfatterens erindringer, er den, at næsten alt hvad der engang glimrede som skabt for evigheden, vil blive enten derangeret eller helt glemt på lige fod med datidens døgnfluer, og at det på forhånd er umuligt at sige, hvad der vil ende som klassikere. Litterær bagklogskab kan vi derimod alle diske op med: ja, undertiden endda på forhånd som dengang Politikens redaktion profeterede at den unge digter Ali Hassan vill blive husket om 200 år. Men selv om han blev glemt allerede efter 2 år, undtagen af kriminalregisteret, så udelukker dette ikke, at Politikens redaktion alligevel kunne gå hen og få ret. Men end ikke tiltaltes navn husker jeg længere helt korrekt - og så kan ingen injurie-lovgivning vel straffe os, hvad vi end påstår om vedkommende. Livet lærer os dog desuden, at uhøflighed alene anses for umoralsk, når den rammer de stærke i riget: Så vi ser ingen grund til videre "research" i denne fjollede sag.




Mødet med Roy udløser et erindringsafsnit om fortælleres barndom i byen Blackstable og hans første indtryk af den afdøde - som nemlig af den lille bys spidser ansås for både social lav-klasse og tarvelig i sit valg af sin (første) hustru. Hvortil kommer at han faktisk også endte med aldeles uhørt i byens lilleverden at løbe fra en bunke regninger sammen med sin unge hustru.

Allerede dagen efter deres møde modtager fortælleren en opringning fra den afdøde stjernes enke Amy, der får ham til at aftale at møde hende snart sammen med Roy. Denne aftale fremkalder et erindringsafsnit om fortælleres sidste møde 6 år tidligere med afdøde - og dertil hans eneste møde med hans anden hustru Amy. Her havde afdøde underholdt selskabet med, at han skam i sin tid havde lært selskabets nye og måske en smule ubekendte gæst at cykle.


Erindringen om denne spøjse replik er anledning til et meget erindrings-kapitel om den nu aføde mands kriminelle forhistorie i Blackstable, hvor han som i forvejen ikke stod i ret høj kurs og endte med bedrageri og flugt fra mangfoldige gældsposter. Noget som afdøde selv ikke sidenhen i sine velmagtsdage skammede sig det mindste over, men tværtimod gerne underholdt sine beundrere med.


Fortælleren har endnu et møde på tomandshånd med Roy - og just med den afdøde forfatter som samtaleemne. I den anledning reflekterer han om afdødes sene ophøjelse til litterær stjerne - samt de meget forskellige mode-kvaliteter, man dernæst i forskellige perioder har tilskrevet ham og hyldet. Herunder som et sidste 'stilistisk skønhed': en egenskab som fortælleren dog relativerer som litterært kedsommelig og umulig at skrive på, fordi den ikke som f.eks. seksualdriften har et klimaks og et anti-klimaks og derfor ikke rigtigt lader sig forløse i f.eks. latter eller orgasme.

Endvidere er der refleksioner om om en særlig britisk forkælighed for geronter i litteraturen – men dog endnu mere i politik. Maugham får her forløst sine ideer om hvorfor de unge oftest gerne betaler deres obligatoriske tribut til de gamle og i dag helt ufarlige koryfæer, selv mod bedre vidende – og selvsagt i endnu højre grad hylder alderdommen, efterhånden som de selv når skels år og og alder og dermed omsider selv får gavn af illusionen om alderdommens særlige modenhed og klarsynede visdom.

Denne overvejelse er forresten  helt i tråd med min egen hyppige private refleksion om mandlige filminstruktørers typiske forkærlighed for gamle mænd i rollen som de unge skjønheders superelskere: De gamle bestemmer nemlig typisk i branchen og vil gerne selv opreklamere deres egen (mangel på) alder – og de unge kommer såmænd tids nok til også selv at høste rigelige renter af denne alderdomsforsikring, den dag de ikke længere kan leve højt alene på deres naturlige fortrin.

Under selve mødet med Roy presser denne ham og afslører omsider sin planer med ham i hans egenskab af den eneste overlevende kilde omkring afdødes tvivlsomme forhistorie – som dog vil være nødvendig i en planlagt litterær biografi, hvormed Roy sin natur tro og helt uden misundelse vil høste de lavt hængende frugter af det afdøde koryfæ.

Denne indvielse udløser et langt erindringsafsnit om fortællerens ungdom som studerende i London samt hans forhold til den dengang kun moderat lovende forfatter - samt til hans kvindelige litterære gudmoder Mrs. Barton Trafford: en kulturel rugemor for unge forfattere hvis anderledes tørre ægtemage af fag var ekspert i "prehistoric man", men som dog fik andel i hustruens unge mandlige investeringer i form af nyttig litteraturhistorisk bistand af en støvet saglighed som verden ikke kunne afvise. Mrs. Barton Trafford selv sammenlignes med Madame de Pompedour i Ludvig XV's Frankrig.

Dette afsnit bruges tillige til at lufte kåde forslag om nye opgaver for tidligere ”peers” i Englands efterhånden overflødige Overhus ”House of Lords” såvel som deres fruer i form af eksklusive og velafgrænsede litterære domæner som deres nye og mere tidssvarende adels-privilegier og en ny form for uundværlighed. 
Disse tanker fra 1930 minder en nutidig læser om vor moderne intrigante karriere-middelklasses komisk intuitions-forladte bogliggørelse og territoriale akademisering af såvel helt almenmenneskelige som finkulturelle områder som deres eneret: og just med en art adelsfornemmelser og en affekteret forkærlighed for lejlighedsvis gammelagtighed og fornemme ordvalg der meget ligner de revolutionære franske jakobinernes samt nogle visse socialisters perverse fascination og efterligning af just den religionskult, den kongelighed og det adelsvæsen som de hævder at hade.
Fortælleren mindes sin egen hemmelige affære med forfatterens erotisk komplet sorgløse hustru og gør sig i den anledning tillige genremæssge betragtninger omkring nogle litterære autoriteters skepsis mod romaner med en jeg-fortæller som værende forældet og snæver.

Selv mener han tværtimod, at i et uendeligt univers med så mange ubekendte faktorer er det mest objektive og sandfærdige tværtimod at vedgå sit begrænsede perspektiv i stedet for at lege alvidende gud. Og i den forbindelse morer han sig over, at en periodes store forfattere gerne bekender sig til en roman-teori der foreskriver at forfattere forsøger at skrive just som de selv.

Under eget navn har Maugham i sin selvbiografi "The summing up" tillsvarende sagt, at en forfatters romanteori typisk forsøger at ophøje hans egne professionelle mangler til en dyd: De som ikke kan skrue en interessant historie sammen, kalder gammeldags fiktion naiv og outdated; de humorforladte ser komik som folkelig populisme og mangel på seriøsitet; de som ikke kan fatte sig koncentreret, hylder det modernistisk rodedes litterære kompleksitet, osv. osv..

Det lange erindringsforløb slutter af med, at forfatterens letlevende hustru løb med en tidligere elsker fra hjembyen Blackstable - som hun tydeligvis trods hans alder og kun moderate sociale status havde bearet sin særlig svaghed for – men som nødsagedes til at emigrere under falsk navn til USA grundet voldsomme gældsposter og vidtløftige kuldsejlede engagementer. Noget som den letlevende dame jo da forresten havde været med til én gang før. Fortælleren nød dog heldigvis forinden selv godt af den afdøde forfatters første hustrus erotiske sorgløshed, men kunne jo ifølge sagens natur så ikke gøre moralske fordringer på eksklusivitet uden at slå sig selv på munden.

En forfatter kan imidlertid skrive sig ud af enhver ulykke – endog skæbnen som hanrej – og derefter glemme den komplet, ganske som en forfatter kan skrive sig ud af besættelsen af en mulig litterær figur ved simpelt hen at gøre alvor af at skrive personen ind i en historie. Noget som Maugham ret ofte indleder med at fortælle om sine historiers fiktive hovedperson. Så stjerne-forfatterens selvmord var ingenlunde at frygte i anledning af hustruens flugt.

Fortælleren sendes af Roy (i samforståelse med den så at sige professionelle enke Amy) til sin og afdødes fælles hjemby Blackstable for diskret at efterforske og udfritte omkring det katastrofale forløb omkring hans første ægteskab, der skønt biografisk uomgængeligt nødig skulle risikere at plette endsige slukke koryfæets udødelige stjerne. En stedlig tjenestepige fortæller ham da også om hustruens livslange kærlighed til den meget ældre og dengang gifte ægtemand og far, som hun til sidst stak af med til USA. Turen til Blackstable udløser samtidig fortællerens duft-erindringer om stedlige madelinekager: For den moderne taxa-bils læderduft genkalder på mystisk vis de gamle hestetrukne droskers staldlugt fra barndommen.

Fortælleren besøger til sidst sammen med Roy forfatterens anden hustru, men første enke. (Ja,for ligesom en levende mand logisk set ikke kan have en enke, således kan en død mand i sin tur højst have én enke - undtagen hvis han er muslim). Forinden bliver han af Roy indviet i historien om det andet ægteskab. For hun mødte afdøde i sin egenskab af sygeplejerske i forbindelse med en livstruende lungebetændelse – men indtil da havde førnævnte litterære gudmoder Mrs Barton Trafford skam vedholdende ført den bedragne ægtemand frem mod hans litterære stjernestatus. Dog med et sørgeligt antiklimaks da forfatteren begik en skandaløs roman om hvorledes hustruen i anledning af deres barns død af meningitis flygter ud i byen sammen med en tlfældig elsker for at dulme smerten – i stil med nogle blivende fædres tradition for at benytte fødslen som en legitim friaften til at rende de sidste horn og ruelser af sig.

Koryfæets enke får samtidig uventet besøg af to amerikanske litterære turister, hvilket får den snarrådige Roy, der selv har forelæst "over there", til med afvæbnende beskedenhed at bemærke, at de realistiske amerikanere trods deres europæiske nostalgi til enhver tid foretrækker en levende mus for en afdød løve. Imedens han derfor giver den i rollen som cicerone og litterær kustode, udspørger enken fortælleren om afdødes første hustru. Men han skuffer hende ved at berette om hendes helt igennem elskelige væsen hinsides borgerlig dyd, der nu engang langt fra altid forøger mængden af ”cakes and ale” her i verden.

Da Roy må le ad hans sentimentale poetisering af den så løsagtige dame, reflekterer han over hvorfor verden altid ler ad ham, når han en sjælden gang er helt alvorlig: Måske fordi al vor patetiske alvor er absurd i det amoralske og blinde univers hvor vores moral og vores lykke ingen som helst rolle spiller.

Enken spørger til sidst om afdøde mon dengang havde været villig til at tage sin løsagtige første hustru tlbage, hvis hun var kommet. Fortælleren benægter det, for hun var nu en gang brugt op litterært. Enken tror dog tydeligvis at den første hustru er død forlængst.


Fortælleren der herefter sendes tilbage til sit pensionat for at nedskrive alt det som også vi læsere allerede har haft fornøjelse af – afslører til sidst for læserene alene, at historien havde et hemmeligt efter-spil, idet han få år forinden på en litterær turné i USA var blevet opsøgt af sin tidligere hemmelige deltids-elskerinde, engang han som omsider også selv anerkendt forfatter forelæste i hendes by.

Han udfrittede hende ved den lejlighed om sandhedsværdien i den afdødes forfatters dengang skandaløse beretning om hendes tilfældige erotiske eskapade, dengang deres fælles barn døde – og som manden i det store hele havde gættet og beskrevet korrekt. Hun sammenligner det lille optrin med når vordende fædre undertiden benytter hustruens barsel til en sidste seksuel friaften med en den første den bedste tilfældige dame.
Om sin første ægtemands tolerance og distancerede uberørthed af episoden bemærker hun: ”You are queer fish, you writers”: Just dette at forfattere køligt og den skrupler kan bruge både egen og andres ulykke som materiale. I den forbindelse konstaterer fortælleren for sig selv, at folk af hans fag dybest set er de eneste frie mennesker i verden, fordi de formår at ophæve enhver byrde ved at forvandle den til litteratur.

Damens nye ægtemand er dog for længst død, men hun vil ikke giftes igen: For en gammel mand gider hun ikke, og en ung mand ville være en latterlig anskaffelse i hendes alder. ”I have had my time, and I am willing to call it a day”

Fortælleren havde til sidst spurgt hende hvad hun dog så i den langt ældre og noget tvivlsomme handelsmand med så moderat status i hjembyen Blackstable, og som hun havde forenet sig med i anledning af hans flugt fra sit fallerede liv. Jo, han var den eneste mand hun virklig elskede, og hans hemmelighed var den enkle, at ”He was always such a perfect gentleman”.

-------------------------------------


MAUGHAM har om denne lille roman senere sagt, at selv om verden aller mest hylder ham for romanen ”Of Human Bondage” fra 1916 (som jeg endnu har til gode), så står ”Cakes and Ale” fra 1930 hans eget hjerte nærmest – just grundet portrættet af den elskelige, klarsynede og muntre kvinde Rosie: en figur der meget længe havde spøgt i hans sind og ledt efter en passende ramme-historie, indtil den omsider blev forløst..


Men portrættet af Rosie har en pendant i fortællerens gensyn og erindring om sin kære landlady i hans sin tid som ung medicinstuderende med hemmelige forfatter-ambitioner i London, hvor han oplevede den nu afdøde ældre forfatters rejse mod berømmelsens tinde. Hans "landlady "var altid i stand til at levere en komisk metafor og en rammende sentens og forenede sund fornuft med humor og et godt hjerte.

Fortælleren opsøger nemlig hende efter de mange år, inspireret af erindringerne fra ungdommen. Og oplevelsen af det uforandrede værelse som han i sin tid beboede, udløser en øjeblikkelig genkaldelsen af alle ungdommens aspirationer, spænding, vækst, ærgrelser, smerte og usikkerhed på en gang. Da den nu anerkendte og velstående forfatter spørger hende, om der ikke er noget han kan gøre for hende, svarer den gamle dame: At det eneste hun beder om i livet, er styrke til at fortsætte sit arbejde og liv som ”landlady” mange år endnu. Det svar får ham til at bekende, at skønt han ellers ikke er sentimentalt anlagt, fik han en klump i halsen af bevægelse.

Endnu en hyldest til madeleine-kagens princip, som Proust således ikke var ene om. Men også en hyldest til romanens særlige evne til at fiksere og udødeliggøre sanseligheden og erfaringens strøm. Men for det tredje tillige en hos Maugham af gode grunde sjælden hyldest til menneskesindets smukkeste og sundeste sider...

ART AND CRAFTS

Naturen er mest charmerende, når den kunne ligne et arrangement. Og havekunst er mest charmerende når den kunne ligne naturens forening af tilfældighed og biologisk lovmæssighed.
Her dog ikke ligefrem The gardens of Frank Loyd Wright, men derimod mit seneste utopiske reservats-projekt, nævnt i foregående opslag og

aktualiseret af et storstilet tørvegravningsprojekt.

Resultatet er på ingen måde givet, men jægerkorpset udfører til orientering taktiske nøgleoperationer bag fjendens linier.

ROMANTISKE FREDNINGS-PROJEKTER

FØDSELSDAGSGAVEN ankom i år en dag for tidligt i form af to kæmpende tjur-haner 21 april. For første gang hidtil to tjur-haner i samme synsfelt og samme foto - de plejer nemlig fornemt ikke at anerkende hinanden som værdige modstandere, undtagen når det undertiden går til voldeligheder.

Hos menneskenene ses akkurat det samme, blot en tand mere socialt udspekuleret.

Nu i morges var der derimod ingen gaver, for man kan jo ikke forvente, at folk der tog fejl af fødselsdatoen, efter at være blevet berigtiget atter skal komme anstigende med nye gaver på den rette dag. Så "gjentagelsen" udeblev i morges samme steds, som skrevet står. .

 Langt de fleste gode fotos af tjur-haner afbilder til orientering for vort lands mange "debat-elskere-af-eksotiske-dyr" skruptossede og hormonforstyrrede tjurhaner.

Ganske som der findes enkelte sindssyge mennesker selv i junglen, har der nemlig alle dage fandtes enkelte sindssyge tjurhaner selv i helt uforstyrrede områder.

Nu kommer pointen. Hvad gør man ikke for at få et akkurat lige så godt foto af en kernesund tjurhane - også selv om enhver kender vil sige: "Den er god med ham - et så godt foto af en tjurhane kan da kun stamme fra politiets register over efterlyste tjurhaner." Ingen instans kan nemlig se forskel, så rent kommercielt er der slet ingen mulig gevinst ved denne art narkotisk lotto-slaveri.

Nej, ganske som ved uhyre sky dyr som lossen vil et uskarpt billede af et dyr i fangenskab tværtimod langt bedre kunne overbevise publikum om, at utopien omsider realiseredes uden snyd og bedrag.

Men hvis der nu er to tjur-haner i samme foto? Tosset krage søger vel mage, og den der søger, skal finde? Nej - for tossede tjurhaner vil nemlig hverken vide af hinanden eller af damerne. Hvis to tjurhaner undertiden ses sammen, så må de derfor være ganske ualmindelig hormonalt velforvarede.

Sådanne fotos er derfor de allermest eksotiske og atttråede. Verden vil derfor almindeligvis formode, at dyrene må være udstoppede eller foto-montager - og som oftest har verden såmænd nok også ret: for allerede Det Gamle Testamente lærer os, at menneskenes verden i styres af snyd og bedrag i kampen om fordele og goder...
--------------------------------------------

 HVAD MEDIERNE er fulde af, løber mundene over med:

Ulve som knap nogen af debattørerne har set skyggen af, og som de fleste af dem i virkeligheden giver fanden i. Prins Henriks afdøde røv. Samt Raket Madsens rædselskabinet.

Danmark er blevet en debat-klub af ulønnede sufffløser, meningsberettigede flinkeskole-elever med albuer og pension samt deres tusinde ydmyge landsdækkende ekkoer med lige våde drømme om samme spalteret omkring akkurat de samme fortærskede mode-emner.

Ulve på fed dansk muld morer og undrer mig skam som et spalteberettiget kuriosum på alles læber - men ligefrem slås for dem gider jeg nu ikke personlig i et så tæmmet landskab.

I går ved daggry ligesom ved fordums offentlige henrettelser gjorde jeg derimod alvor af mit løfte om at konstatere fast forekomst af urfugle og tjurer i et område som trues af et tørvegravnings-projekt - og endda klods op ad et stort svensk naturreservat - hvilket må siges at være en dårlig synergi samfundsmæssigt set. Især fordi reservatets tjurer tydeligvis har just det truede område som deres hævdvundne og umistelige parrings-arena og nøglebiotop.

Tørve-selskabets egen pligtskyldige forundersøgelse viste imidlertid slet ingen bevarings-krævende arter - og Miljödomstolen tog deres ord for gode varer. Jeg motiverede derfor i vinter Kronobergs Länsstyrelse til ud fra mine iagttagelser at forlange en ny undersøgelse nu i år; men jeg stoler ikke helt på bolagets natur-konsulent og forsøger derfor selv ulønnet at dokumentere de to nævnte Natura 2000 arter helt "på eget bevåg".

Dette er bureaukrat-snak, men betyder at Sverige har pålagt sig en EU-forpligtelse til at bevare disse arter og deres habitater, hvilket gør de anførte arter til en så at sige Tietgen'sk ærgrelse for sådan et tørve-selskab.

Natura 2000 arter behøver dog til orientering ikke som f.eks. ørnene at være rødlistede i det pågældende land. Det er nok at de er rødlistede i mange af EU-landene, samt at de anses for sårbare. Natravnen, der først kommer om nogle uger, er derimod rødlistet i Sverige - og også den findes da mig bekendt i området.

Men vist finder jeg samtidig hele området eventyrligt og naturskønt på dets egen karrige vis, for ellers kunne det næsten være det samme.
Ganske ligesom kultiverede ulve på en kedelig dansk pløjemark ikke for alvor kan engagere mig, selv trods al mulig sympati herfra.

PHILIP ROTH'S ALTERNATIVE HISTORE

"THE PLOT AGAINST AMERICA"
Philip Roth skrev i 2004 en kontrafaktisk roman om det scenario, at de nazi-venlige amerikanske helte Charles Lindberg og Henry Ford havde dannet regering i 1940 i stedet for endnu engang F.D. Roosevelt. Philip Roth finder dog det nuvärende forlöb med Trump langt mere usandsynligt og absurd end det nazistiske scenario i hans roman.
Lindberg og Henry Ford gik ind for isolationisme under mottoet ”America First” og så nazi-Tyskland som den eneste magt der både kunne og ville bekæmpe Sovjetunionen. Deres anti-semitisme var derimod blødere og tidstypisk mere kulturelt betonet – og dermed langtfra uspiselig for befolkningens flertal.
I romanen forulykker Lindberg omsider i sit privatfly, hvilket giver anledning til diametralt forskellige konspirations-teorier fra både hans egne nazi-venlige folk og fra Roosevelt et. al.
Tyske og tyskvenlige medier kolporterer således, at Roosevelt og hans jødiske kreds har skaffet Lindberg af vejen – ligesom de hævdes at at have instrueret mordet på en jødisk stjernerapporter og kompromis Lindberg-kritiker kort tid før for at opgejle en anti-Lindbergsk stemning: der atter sandsynliggør denne jødiske konspirationsteori.

Roosevelt's støtter samt engelske medier hævder omvendt, at tyskerne har kapret Lindberg for at mistænkeliggøre og kriminalisere Lindberg-regeringens modstandere og accelerere den nye verdensorden i form af amerikansk ”Krystalnat”.

En tredje teori vil hævde, at det i sin tid var på tysk kommando at Bruno Hauptmann kidnappede parret Lindberg's baby, der i virkeligheden blev opbevaret i Tyskland som gidsel – mod at Lindberg lod sig omskole til nazivenlig præsidentkandidat. Faktisk emigrerede Lindberg-parret allerede inden Hauptmann's henrettelse i 1936 midlertidigt til Europa, hvor den nære forbindelse til naziregimet opstod. Og Charles Lindberg tildeltes vitterlig i den periode medaljer af Gøring og Ribbentrop.

Hvorom alting er: Efter Lindberg's forsvinden vedtager vice-prædidenten undtagelsestilstand og internerer både Roosevelt's kreds og fru Lindberg.

Lindberg's enke undslipper dog og tager i ledtog med idealistiske radiofolk resolut föringen i en offentlig appel, hvor hun hævder at den frygtløse pioners forsvinden med al sandsynlighed var en ulykke, og at vicepræsidentens undtagelsestilstand og inddragelse af borgerrettighederne er anti-demokratisk, ulovlig og anti-amerikansk fascistisk tiltag – modsat alle Lindberg-kredsens tidligere forsikringer om lov og orden samt om Lindberg som garant for verdensfreden.
Det lykkes hende at vinde kongressens medhold, hvorefter Roosevelt atter vælges som präsident.
Dermed er også strategiske Lindbergs freds-alliance med bl.a. Japan slut - hvorefter Japan bomber Pearl Harbour og den kendte historie tager over. Genialt - for hvem gider det helt igennem kontrafaktiske?
------------------------------------

Hvad der gør romanen til stor kunst, er imidlertid ikke det sindrige og historisk troværdige komplot, men - som altid - det som ikke har direkte med sagen at gøre. Ellers kunne Roth have nøjedes med at skrive en debatartikel, som alle og enhver efter dernæst kunne have en berettiget "mening" om. For stik modsat en spalte-berettiget national-myte var Georg Brandes ord om aktuel debat som litteraturens højeste opgave ikke ment bogstaveligt, men var tværtimod i sig selv blot et dengang tiltrængt debatindlæg.

Historien fortælles i tilbageblik af den voksne fortæller "Philip Roth", der ganske som forfatteren vokser op i en jødisk bydel i Newark. Mestendels hårdt arbejdende jøder af østeuropæisk herkomst, der ser sig som ærke-amerikanere og er aldeles fremmede for orientalsk vidtløftige zionistiske drømme, ligesom de religiøst set alene er at betragte som "kulturjøder" - modsat deres ortodokse forældre fra pogromernes Østeuropa.

Både i kvarteret og i den nære familie finder vi karaktertyper inden for alle regnbuens farver: En farbror er halvt gangster, og en moster er en rygrads-løs snob helt til fals for magt og prestige. Men begge forældre er derimod trods deres yderst beskedne positioner kompromisløse sandhedsdyrkere og moralister i deres egen personlige livsførelse.

Sønnen skriver herom i reflekterende tilbageblik, at der gives to slags hårdkogte mænd: onklens type, der tænder på magt og forløses menneskeligt ved sejr og hævn - og så faderens moralske martyr-heroisme, der endog nægter at anerkende og bøje sig for magten ved i tide at flygte fra udsigten til retsløse tilstande.

Unægtelig en noget overraskende, men ikke desto mindre erfaringsmæssigt retvisende sidestilling: For mennesker foretrækker ofte ved nærmere eftertanke den første type, som de nemlig finder langt mere menneskelig og gemytlig end de stejle enegængere, som jo alene har deres egen realitets-foragtende stolthed at takke for deres livslange fortrædeligheder. Mennesker tilgiver nemlig erfaringsmæssigt sjældent, hvis man ingenlunde er til salg for at opnå deres "sympati": just den smigrende afhængighed, som ofte just er betingelsen for folks vedvarende sympati...

Det gamle testamentes Job begik med sin stædige snarere end forbilledligt fromme insisteren på sin uskyld selv helt uden vor kollektive støtte en synd så utilgivelig, at strafudmålingens pligtskyldige modregning af hans uskyld i selve den pålydende anklage ikke i praksis gjorde nogen forskel. For nok er troens styrke en dyd, men det kommer åbenbart an på hvad troen gælder. Dette lille apropos var til orientering (endnu) ikke noget citat - bare sagt for god ordens skyld og derfor som sædvanlig in vain.

Et andet sted hedder det da også med en verdensklog ironi, der er sjælden helt uanset etnicitet og kultur, om Philips opportunistiske storebroder: "Men måske var min brors opportunisme i grunden ikke andet end det voksne menneskes "mature weddedness to the ways of the world". "

Læg her mærke til, at ganske som hos Shakespeare beskrives det onde ikke journalistisk ligefrem og jovialt indforstået, men i et blomstrende sprog der med bryllup-billedets hjælp tilbagelægger den astronomiske afstand fra integritetens verden til dens modsætning med en så at sige pervers botanisk og artistisk nydelse - som vor aktuelle Ubåds-Madsen uden tvivl ville kunne påberåbe sig som sø-forklaring til sit dokumenterede hang til volds-vidoer, såfremt han dog bare havde kendt lidt mere til Shakespeare.

Det poetiske udtrykt "mature weddedness to the ways of the world" kunne et menneske, der selv lever op til denne beskrivelse, nemlig aldrig nogensinde have fundet på: For billedets artistiske puma-spring overvinder afstanden til en eksotisk galakse, som dermed synliggøres på en måde, som den samme verdens beboere aldrig ville kunne karakterisere så rammende.

Også humorens tilsvarende poetiske dimension (for al virkelig humor er har et surreelt islät, der modsat den blotte satire og karikatur relativerer sin anledning til et banalt, men kærkomment påskud og substrat) viser sig mange steder: F.eks. ved drengens beundring af den beredne politibetjents placering af parkeringsbøder fra sin elegante arabiske hesteryg i en elegant nedladende bue-bevægelse som et udtryk for den sidste ridders foragt over for maskinalderen.

Selv den mest konventionelle læser må finde formuleringen smuk, harmonisk og beroligende ukontroversiel. Men ret beset er den komplet surrealistisk: For dette er jo hverken politibetjentens hensigt eller drengens oplevelse heraf, men alene den modne og belæste fortællers helt private "som om"-association. Og akkurat det samme gælder al virkelig humor modsat aktuel satire og parodi, der jo alene overdriver en faktuel konstatering. Når ganske enkelte skarpe studieværter og nyheds-kommentatorer faktisk tillige er morsomme, beror det da også hver gang på eksistensen af sådanne surrealistiske elementer: Tænk blot på den amerikanske gummiansigt Jon Steward med ”The Dayly Show” - men såmænd også på vor hjemlige Signe Molde.

Enhver velorienteret og nidkær papegøje med medietræning ville løbende kunne opsnuse momenter hos vore politikere, som kan bringe dem i forlegenhed til seernes moro, eller i det mindste ”udfordre” dem. Men hos begge de nævnte udtrykkes altid en sideløbende bevidsthed om, at sådan er vi mennesker nu engang, ja måske endda også jeg selv – tilsat en pantomimisk indlevelse i hvordan det mon må føles for en bemyndiget personage sådan at blive taget med fingrene i kagekassen. Og det er ikke noget de har lært på endnu et kompetance-givende kursus, som de kan skrive på deres CV.
-------------

Men nu videre i handlingen...
Philip's storebror bliver kapret som ”nyttig jøde” for Lindberg-bevægelsen i et program for jødernes amerikanisering og af-ghettoisering, hvor jødiske drenge sendes på sundt landarbejde i det protestantiske Vesten – selv om det af forældrene gennemskues som det første skridt på vejen til tyske tilstande. Moderens søster er nemlig kæreste med en socialt ærgerrig rabbi, som reelt er købt af regimet til at gøre Lindberg ”kosher” for retsindige amerikanerne. Men Philip's forældre forbyder og afbryder resolut forbindelsen mod drengens vilje - og gør sig dermed upopulære i selv samme magt-nære kreds.

Forældrene opfostrer imidlertid tillige en forældreløs fætter af Philip med kriminelle tilbøjeligheder, men som grundet heltedrømme lokkes til at melde sig i krigen mod Hitler på Canadisk side – blot for at komme hjemme et amputeret ben. Herefter ender han snart i hårdkogt ledtog med jødisk mafia. Ikke mindst fordi han som anti-Hitler automatisk registreres af FBI og blacklistes som anti-Lindberg og dermed bliver en paria for legale arbejdsgivere.

Den mindreårige Philip er vidne til forældrenes slagsmål med hverdagen, ideologien og kampen for at opretholde deres integritet – samt til deres fortvivlelse over de to ældre drenges henholdsvis kynisme og blåøjede modtagelighed for magt og bestikkelse.
Den unge Philip omklamres konstant af en jævnaldrende lille overbo og planlægger derfor hemmeligt en fremtid på et katolsk hjem for forældreløse i kvarteret – han stjæler over en periode en del af drengens tøj og agter at troppe op i hans navn, for at slippe af med ham såvel som familiens daglige skænderier om regimet. Under hans natlige ekspedition til ”klostret” sparkes han dog af en stedlig arbejdshest – men reddes fra at forbløde af sin plageånd og overbo der nemlig har skygget ham og nu stolt kan omklamre ham endnu mere end før i sin egenskab af hans stolte redningsmand.


Nogen tid efter hænger plageåndens dødssyge far sig imidlertid – men den fantasifulde Philip frygter ved synet af sin mor sammen med politi og redningsfolk først, at det er hans egen far der er død. Han hengiver sig straks til drømme om i stedet at flygte over til gangster-fætteren og hjælpe ham med hans protese som først efter hans hjemkomst som krigsvrag. Kun langsomt forsikres han dog om, at hans egen far skam lever – selv om han skam - overvejer den risiko, at det måske bare er noget faderen foregiver (!). Jo, Woody Allan's og Philip Roth's humor er beslægtede – men jo desværre alt for håbløst udansk til, at vi tør præsentere den slags for vore oplyste abonnenter....

Philip har en daglig skræk for at gå ned i husets kælder, som han tror er hjemsted for afdøde slægtninges genfærd som en slags moralske hævnånder der ser alt. Han storebror plejede i samme alder at råbe ”Bad guys, I know you are down there, I have got a gun!”. Den mere defensive Philip undslår sig i stedet altid med gode undskyldninger og fromme forsæt, hver gang han sendes ned for at hente noget vasketøj.

Familien varsles imidlertid en dag om snarlig forflyttelse og genansættelse i en protestantisk landbrugsstat som led i en storstilet jødisk af-ghettoisering, men undgår det dog med store omkostninger. Philip opsøger sideløbende hemmeligt moderens socialt ærgerrige og naive søster der er kæreste med Lindberg's ambitiøse jødiske PR-rabbi – og foreslår hende, at de i stedet flytter overboen til prærie-staten. Philip får uventet kort efter sin vilje – men ved overboernes afrejse græder Philip alligevel nostalgisk over mindet om dengag plageåndens altid uselviske mor reddede ham ud af hans forlegenhed, da han var kommet til at låse sig inde på toilettet. Herligt set: For selv tabet af en veritabel tyran eller en plageånd kan efterlade en i et tomrum uden den daglige ærgrelses pålidelige retningslinier og gode undskyldning for at lade stå til i egne gøremål. Så slem var vor gamle tyran ret beset heller ikke...

Da plageåndens mor imidlertid nogen tid efter dræbes under stedlige anti-jødiske optøjer, drager Philip's som altid kompromisløst retlinede far sammen med den ellers Lindberg-venlige storebror med fare for liv og lemmer afsted gennem ukendt bølleland for at hente Philip's nu forældreløse plageånd.

En ny irsk overbo har en døv søn. Da denne monterer sit høreapparat på Philip, spørger denne betænkeligt, om han mon dermed også selv risikerer at blive døv. Hvilket minder mig min egen helt op i gymnasietiden slidstærke automat-forestilling om, at handikap-toiletter ikke alene var juridisk strengt ”no-go” for fuldt førlige mennesker, men tillige anatomisk umulige at betjene uden et reglementeret handikap: ja, endda muligvis noget med omvendt tyngdekraft.

Philip kommer nu i tanker om et arbejdsgiver, der er blevet radio-berømt (jvf. Allan's ”Radio Days”) på at ansætte og oplære døvstumme: og Philip undfanger naturligvis straks en drøm om at opsøge ham, nu i rollen som på engang døvstum og forældreløs – også denne gang under sin jævnaldrende plageånds efterhånden temmelig misbrugte navn. For udsigten til snarlig genforening med hans slaviske beundrer piner ham.

Philip plages dog samtidig nu af bevidstheden om at være skyld i drengens moderløshed – og han affinder sig derfor langmodigt med udsigten til som bod og soning herefter at måtte udholde ham som sin sted-broder og ikke blot som overbo.
Men herudover forudser Philip med frygt og bæven, at genfærdet fra plageåndens afdøde mor naturligvis ikke agter at blive boende alene i sin tvungne anti-semitiske eksil vestpå, men tværtimod må forventes snarest at flytte ind i familiens spiritistiske kælder for at være nær både sin stakkels søn – og den endnu ustraffede bagmand til dennes forældreløshed...

Set i den voksne Philip's tilbageblik sammenfalder denne formelig ”Donald Duck”-agtigt forsmædelige nulstilling (”Ryk tilbage til Start”) imidlertid med Lindberg-regimets endeligt og genindsættelsen af good old F.D. Roosevelt som præsident. Dette sikrer romanen en komisk finale ved relief-virkningens globale modvægt til den tænksomme drengs private perspektiv på familie-forviklingernes tragikomiske udfald – som derfor i erindringens lys alligevel må opleves som en happy ending...

Romanen er utallige steder absurd morsom, men det er som antydet en humor som man kun sjældent finder hverken i den moderne etniske danskhed eller i vor selvbevidste medie-diaspora af assimilerede karriere-folk og selvbestaltede arvtagere til Georg Brandes med deres utrættelige "debat" om, hvad denne eller hin nu har "udtalt" om f.eks. den gode mosaiske skik ”circumcision”.

Dette sidste emne minder os imidlertid sluttelig om, at Philip af sin gangster-onkel engang har ladet sig belære om, at alle jødernes afskårne forhuder genbruges til at fabrikere FBI-agenter - hvilket dog i min egen lykkelige fejlerindring efter første gennemlæsning blev Freudiansk forvandlet til det anderledes nærliggende: "katolske nonner" - nonne-hætterne, I presume....

OMSKÆRINGS KOMIK: ETNISK RELATIVITETSTEORI FOR BEGYNDERE

Jødernes mytologiske fællesskab omkring initiations-riter i lovlig ung alder til selv at fatte galoppen andet end baglæns - er rimeligvis noget som man ikke sådan kan ”forstå”, endsige troværdigt vælge at tilslutte sig rationelt.
Men hvis blot det omgærdes af en ritualiseret familie- og stammetryghed, tager nok kun de aller færreste børn spor skade af det.

Selv udviklede jeg som barn et slidstærkt kastrations-kompleks, efter at et meget korpulent kvindeligt Jehovas Vidne – og tillige ejendommens selvbestaltede conscierge - havde truet med at afskære mit dengang åbenbart en smule ekshibitionistiske lem. Men jeg tror nu stadig, at der gives langt værre onder i verden at bekæmpe end netop omskæring.

Det kan være svært at mobilisere den helt store medfølelse med denne verdens mange omskårne: For dels må vor i forvejen beskedne kvote af medfølelse rationeres; og dels er omskæring åbenbart næppe så slemt igen, siden de fleste af behandlingens ofre anbefaler det så varmt – og det endda med de knibsk eksklusive etniske forbehold som vi mennesker kun har, når der er tale om goder og særrettigheder.
Dette med kønsdelene er desuden allerede i forvejen forbundet med ungdommelig smerte, som langt fra altid rimer særlig harmonisk på "hjerte". En sjat kortvarig smerte oven i hatten gør derfor næppe den store forskel.

Som barn fik jeg endnu et chok ved at se en lyserød lille gris blive kastreret uden bedøvelse med et raskt førergreb over en nypudset og funklende metalskål af passende størrelse. Genitaliernes metalliske svanesang i deres frie fald mod blikskålen glemmer jeg aldrig: kammertonen, I presume...
Men grisen led modsat jeg selv ikke varig overlast af operationen - også selv om den i overensstemmelse med drejebogen skreg som en stukken gris og dermed brød metal-skålens kammertone på en måde, der må have gjort både Stravinskij og Schönberg grønne af misundelse.

Nej, for i henseende til varighed kunne grisens smerte nemlig ikke måle sig med min medlidenheds og min rædsels raffinerede smerte. Medfølelsens smerte slukkes nemlig aldrig, men genfødes - ligesom Tuborg i følge Storm P.- hver gang lige frisk i erindringen. For dette at det skrækkelige overhovedet skete, er gruens genstand, helt uanset det historiske tidspunkt.. Hvorimod rent fysiske smerter ganske ligesom valgkampagner slutter og glemmes, så snart de er forbi.

Grisen selv lever skam i bedste velgående og har angiveligt Donald Trump som sit erklærede forbillede. Den nyder imidlertid ligesom fordums eunukker den særlige fordel, at intet hunkønsvæsen siden den dag har kunnet bringe den fra snøvsen og forstyrre dens karriere.

Grisen beder mig derfor fortælle, at den undrer sig gevaldigt over den højrøstede deltagelse omkring denne længst glemte episode. En medfølelse som den nemlig ikke just oplever ret meget af i alskens andre sammenhænge, der ikke på samme viser tilbyder folk mulighed for helt gratis at udstille deres moralske fortrin. Grisen nærer ganske vist ej heller selv særligt rørstrømske tilbøjeligheder: Men den foregiver det så heller ikke – og er heri næsten lige så stor en hædersmand som dens idol Donald Trump.

Nej, der ligger således nok andre dagsordner bag al denne humane bekymring for de omskårne – selv om det forhåbentlig ikke altid behøver at være lige akkurat anti-semitisme, der driver dette specielle hjørne af godheds-industrien?

Men en tilsvarende skepsis har jeg nu ikke desto mindre også over for mange omskærings-tilhængeres indædte forsvar for den mytiske ortodoksi.
For man kan af den hede debat undertiden få det indtryk, at omskæringens betydning for jødisk identitet langt overgås af betydningen af at forsvare omskæringen offentligt som en slags musketer-ed. Ja, for mens det trods alt er de færreste forundt sådan at kunne inspicere og certificere andres kønsorganer, så er offentlig "debat" derimod en anderledes effektiv og vidtrækkende arena for markering af såvel indbildte som reelle identiteter og tilhørsforhold.

For kvinders vedkommende er denne måde at markere deres jødisk-hed jo desuden langt mere troværdig, al den stund kvinder i følge sagens natur er udelukkede fra deltagelse i selve omskæringens gymnastiske disciplin: dog rimeligvis med undtagelse for transvestitter, som jo ellers ville forekomme endnu mere anstødelige for enhver ortodoksi, end de er i forvejen. (Kvindelig "omskæring" er jo ret beset noget helt andet og derfor "a misnomer".)

En helt anden side af sagen er imidlertid, at etniske identitets-markører akkurat ligesom individuelle identitets-præg a la geni ofte mest eksisterer i indbildningen. Både svenskere og dansker praler således af misundelsen som deres erklærede national-last: Omtrent på amme måde som alle svenske tror at ”Olsen-Banden” er kalkeret over deres egen ”Jönsson-Ligan” - mens vi i Danmark lider af det stik modsatte optiske bedrag.
Ja, og ganske ligesom jødedommen rettelig kan være stolte af Groucho Marx, Woody Allan, Viktor Borge og mange andre med rødder langt tilbage i talmudisk tradition – således bryster også vi danske os af vor anarkistisk befriende humor.

Javel, men i omskærings-debatten synes begge parter sjovt nok aldeles at have glemt humoren af lutter skolastisk iver.

Apropos ungdommelig debat-iver derfor: På gammeldags beværtninger afvæbnedes jeg mere end ën gang i min ungdom med følgende sokratiske spørgsmål fra garvede og flegmatiske stamkunder af den stoiske skole og uden hang til idealistiske markeringer: ”Betyder den sag meget for dig personligt?”
Jeg følte mig hver gang forsmædeligt afklædt ethvert anstændighedens figenblad: For nogle af fordums danske øl-typer var overraskende klart skuende og skulle trods deres flade næser og tomme-tykke pandebrask ikke undervurderes – men bør tværtimod erindres med en palæontologisk agtelse i stil med den som vi nu om stunder nærer for neandertalerne.
Lad os derfor slutte af med i al national fairness at give ordet til en original og fandenivoldsk svensk humorist. En længst hedengangen svensk bajads af kirkelig herkomst fra Selma Lagerlöf's eget ”Ak Värmland du sköna” - og med det standsmæssigt latiniserede slægtsnavn ”Nileus” - fortalte mig nemlig i sin tid følgende om en gamling, som han havde haft lejlighed til at beskue i landsbyens sauna:
"Gubben hade min själ så mycket skinn på kuken, att det räckte til minst tjugo kukar!".

Genialitetens umiskendelige - og derfor lidet pressegnede - feltkendetegn var her, at den banale og forudsigelige sex-vinkel på forhudens uundværlighed blev surrealistisk forbigået til fordel for en ikke engang anatomisk, men nøgternt skrædder-mæssig økonomi-betragtning: helt i stil med spørgsmålet, hvor mange pudetræk, der mon ved snild beskæring kan blive ud af to kvadratmeter kostbar kinesisk silke...

P.S. Verdenspressen har for god ordens skyld fået tilbuddet: For en konspirationsteori der ikke tør prøve kræfter med verden, er nu engang empirisk set ikke meget bevendt. Naturligvis kunne jeg sagtens uddrage de saglige psykologiske pointer til en gængs "debat-artikel": I ved: den slags som alle indvandrere tvangsndlægges til at lære på kurser, så vi alle kan kalde os forfattere.
 Ja - men som fremgået fandt jeg ikke emnet morsomt nok i sig selv til at fremtvinge den slags demokratisk kedsommelige skriveøvelser.

Forresten mener jeg at huske, at ej heller Thomas Mann forsagede humoren i sin voluminøse roman om Abrahams slægt og dens anatomisk skinsyge troskabspagt med Jahve.

Men også den fjerde statsmagt forlanger skinsygt monomant troskab - og tilbyder endda faderligt resocialiserende kurser i at rette ind, Javel - men med det så velkendte overskud af kosteligt redaktionelt vid må vort svar hertil dog lyde: "Tak - men nej tak!" Eller med et litterært citat: "Imidlertid ville jeg foretrække at lade være..."