KONTRAPUNKT OG NEMESIS
Min far fortalte i sin tid, at han engang i Chile kom en lommetyv i forkøbet - hvilket vist i øvrigt er en fejlagtigt kollegial formulering af en retsmæssig asymmetri, der altså blev forhindret i ellevte time. Det morsomme er imidlertid, at tyven konfronteret med den genstridige virkelighed opgivende udbrød: "Jamen, hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige længere, hvem skal vi så stjæle fra?"
Den kunne han ikke svare på, men måtte overgive sig til latteren - ganske lige som dengang en jødisk historiker angående Palæstina/Israel retorisk spurgte ham (der var græsk ortodoks palæstinenser), om han da kunne nævne eksempler på landegrænser der ikke i større eller mindre grad beroede på historiske magtovergreb.
Helt så slemt står det vel ikke til i åndens verden - med mindre man da er ortodoks platoniker og tror at alle ideer downloades fra et evigt pulterkammer for påfund så upraktiske, at end ikke Gud kunne bruge dem til noget i forbindelse med verdens skabelse.
-I parantes er vi nogle der sætter en tilsvarende upraktisk ære i fra allerførste færd uden fortilfælde at have omsat vor allerede dengang yderst ubehjælpsomme digitale orientering i en platonisk forkærlighed for metaforisk brug af computerudtryk såsom "delead", "downloade" osv. Computerfolkene selv fandt nemlig ikke på det - og hvis de havde gjort det, ville det have være lige så bogstaveligt og naivt ment, som da en astronomiprofessor i en populær bog bedyrede, at universet dybest set er en stor computer (velsagtens fordi man kan bruge computere til at beregne og fremskrive kosmiske forløb).
Nuvel, men hvis altså de evige ideer fandtes på forhånd, er påberåbelse af menneskelig kreativitet i grunden en blasfemisk tilsnigelse og en art fup - ganske som når tankelæsere betjener sig af sindrigt skjulte informationskilder. Kun de dårlige og mislykkede ideer er i så fald vore egne, men dem er der jo ikke meget ved at prale med. Og dog, mange gange kan en begavet, om end spekulativ og faktuelt forkert forklaring være en større fjer i hatten end sandhed udgravet på møjsommelig og gængs vis: For det kunne jo have været sandt.
Men hvis man derimod ikke er ortodoks platoniker, må man tillige mene, at også både gode og sande ideer kan være egne kreationer i et aller andet omfang - selv om en pragthjerne hermetisk beskyttet mod enhver informationsmæssig udveksling med omgivelserne nok ikke ville få mange andre ideer end den ene banale konstatering: At den altid har kedet sig bravt. Dette fører naturligt den hermetiske hjerne til det spørgsmål, hvad al den kedsomhed mon kan bero på: Er den privat, eller er den holistisk - i så fald må der være noget udenfor, men kan den mon overhovedet forestille sig denne distinktion? Og hvis den kan, hvordan kan den så vide, at distinktionen beskriver dens egen situation glimrende? For hur som helst kan en hermetisk forseglet hjerne vel ikke engang konstatere sin egen situation, så længe den befinder sig i den.
Men hjerner i knap så isoleret tilstand hindres tværtimod oftest af omgivelsernes larm og især deres egen afhængighed af den i at få egne ideer. Men så få disse nu end er, så kan de i det mindste med nogen rimelighed kaldes "egne" - på ganske samme vis som en fugl eller en nybygger i ødemarken med rette kan bedyre, at deres beskedent hjemmestrikkede hytte vitterlig er deres egen: For de har hverken approprieret den på en tidligere beboers bekostning eller fundet den ved et tilfælde, men har selv bygget den ud fra en forestilling om, at verdens sande tilstand ikke i alle henseender tillige var verdens rette tilstand.
I samme forstand er ejendomsretten til et helt territorium derimod straks mere tvivlsom: For som den jødiske historiker påpegede, skaber man ikke sit land, selv om man måske opdyrker det. Her må man snarere være retspositivist og fastholde, at ejendom vinder hævd ved at blive forsvaret tilstrækkeligt længe: I særdeleshed gælder dette fordi de opvoksende børn af senere generationer har akkurat lige så lidt andel i landets grundlæggelse og jordens opdyrkning, som hvis de havde været efterkommere af den oprindelige og siden hen fordrevne urbefolkning.
Men hvis man nu ikke har mindste tilbøjeligheder til at opdyrke hverken jord eller sære indfald, så er man henvist til som hin chilenske lommetyv at bedyre: "Hvis jeg ikke må stjæle ideer fra folk med ideer, hvem i alverden skal jeg så stjæle mine ideer fra?" Andre vil dog derimod i den situation gøre ligesom Frank Esmann, da han blev pågrebet i at have skrevet sin biografi om Henry Kissinger af fra en amerikansk forfatter: "Jeg er ikke enig i anklagen, men jeg vil give mit liv for at forsvare andres ret til at fremsætte den". Hermed kom Frank Esmann nemlig for skade tillige at citere Churchill - der vist i sin tur atter refererede Voltaire. For sådan må det jo være, at når en plagiator gribes med bukserne ned, må han i sin akutte nødtørft ty til den usvigeligste, mest hjemmevante og hæderkronede automatpilot som han råder over.
Kort sagt er plagiatoren konstitutionelt dømt til en næsten tragisk konsekvens, der forlener ham med en egen skæbnemæssig storhed, hvormed han dog på sin egen vis kommer på en slags niveau med de lige så egensindige og derfor ofte noget ensomme mennesker, hvis ideer han approprierer.
Hvis ens tyvekoster bliver konfiskeret, kan man altid skaffe sig nogle nye, for der er som regel flere, hvor de kommer fra. Og hvis ens ideer bliver stjålet, bør man så ikke forsøge på samme vis at bære sin skæbne i tillid til forsynet samt egne vedvarende energikilder? Jo, men se, det kan være ulige sværere, og derfor går det ofte langt værre for sådanne folk end for dem, hvis tyvekoster bliver konfiskeret. For disse sidste risikerer hverken at miste selvtilliden eller forsynstroen: Stik modsat fuglen og nybyggeren, der nemlig hverken tog højde for eller blot forestillede sig muligheden af tyveri, dengang de byggede deres beskedne bopæl - så er tyven jo på forhånd fuldt indforståethed, at verden nu engang rummer tyvagtighed, og med at hvad der engang er stjålet, naturligvis kan blive stjålet igen, uden at verdensordenen af den grund risikerer at bryde sammen.
Dette gælder så meget mere, som den garvede tyv nemlig på næsten platonisk vis vil hævde en arketypisk ide om, at alle menneskelige ideer i følge deres væsen dybest set er tyvekoster allerede fra fødslen - og at det ene afgørende ganske som ved landegrænser og territorier derfor er, hvem der ender med at sætte sig på dem og få æren for dem.
Den samme afmagt som den bestjålne derfor risikerer at blive forsat i, kan imidlertid også resultere af verdens afvisning, selv uden ledsagende konfiskation: For ganske som det kan være svært at bevare troen på sine autentiske fotos, hvis man kun har dem som små filmnegativer, idet alle instanser nægter at sælge én fotopapir til at lave forstørrelser - således kan folk med afviste patenter og manuskripter undertiden i stedet for i det mindste at trøste sig med deres personlige stolthed tage skammen på sig og gebærde sig, ikke blot som om de slet ingen ideer havde haft - men sågar ligesom den der i stil med vor chilenske lommetyv uden held skamløst har forsøgt at tage æren for noget, der slet ikke var og rettelig heller ikke blev hans.
For ikke at tage denne urimelige konsekvens, hvormed den retmæssige ejer altså undseligt må bøje hovedet i støvet i afmagtens forlegenhed ved synet af den tyv som verden hylder for hans originalitet - må man derfor hellere benytte lejligheden til at producere noget, som man ellers ikke ville have gjort, således at det skete dog ved en egen nemesis bliver godt for noget. For hvis man ikke har tillid til en sådan kosmisk nemesis, så må man terapeutisk producere den selv. Dette så meget mere som den art terapi er både bedre og billigere end den, som man tilbyder ude i byen. Hermed vil vi dog ingenlunde undsige sidstnævnte - for terapeutisk hjælp søger man jo netop i alle de tilfælde, hvor man netop ikke magter selv at tage tyren ved hornene.
Hvorom alting er: Dette var indledningen, skudt on location fra hoften uden mandsopdækning i anledning af det anderledes koldsindigt koncentrerede, der nu følger, men som ikke fandt optagelse i verdenspressen. Sligt må man nemlig regne med - og finde trøst i at den pågældende avis altid benytter enslydende standardsvar ved afslag og forbeholder personlige svar til de forslag, som man bifalder.
At få tilsendt et sådant forhåndsstøbt robotsvar også fra en avis, hvor det redaktionelt gængse dog er en personlig sætning eller to, i betragtning af forskellen i arbejdsindsats på et læserbrev og en kronik, ville derimod være en uforskammethed - forklædt som den høflighed hvormed man rettelig skåner begynderen og den sprogligt uformuende for at blive gjort bekendt med den virkelige grund til ens redaktionelle afslag. Hvis det nu oven i købet er den redaktionelle formodning, at den uheldige udmærket formår at afkode ens oprigtige forsøg på med sin uoprigtighed at undergrave hans selvtillid, så er det ligefrem en lodret hån - ganske i stil med det kammeratligt indforståede smørrede grin som en forbryder i retten utilsløret sender det offer, hvis mangel på beviser desværre gør ham selv sørgeligt til skamme.
Men som sagt vil vi ingenlunde beklage den professionelt redaktionelle arbejdsgang, som vi tværtimod her har taget som inspiration til selv at tage tyren ved hornene med den ovenfor lovpriste ufortøvethed og ukuelighed. Som sagt begået ambulant på et landligt og forbilledligt illitterært konditori helt uden forudgående spekulationer og intentioner - idet vor anledning til nærværende eskapade og forhåndsdigression alene er et vedholdende regnvejr, der forbyder os at yde vor personlige tribut til den jagtstatistik, hvorefter der nemlig hvert andet år obligatorisk omkommer et sagesløst menneske under den svenske elgjagt.
Om den art uforudset modgang kan i øvrigt ofte siges, hvad en stedlig original og bajads i sin tid sagde i anledning af en anderledes trist indbyggers naturlige bortgang: "Han förlorade då inte mycket på det..."
Og nu omsider til sagen - idet vi dog forbeholder os ret til en aldeles parentetisk fodnote bestemt for liebhavere i anledning af vor indledningsvise omtale af en "retsmæssig asymmetri" i form af et lommetyveri. Tillad os nemlig i den forbindelse at henlede opmærksomheden på at tyveri dog tværtimod er en u-retmæssig symmetri: Men se, bogstavet "s" gør i dette sjældne tilfælde en gevaldig forskel i ordet "ret(s)mæssig". Med "s" står man nemlig uafhængigt botaniserende overfor rettens univers; men uden "s" er man selv underkastet botanikerens lup, idet det her forholder sig omtrent som med ordene "umoralsk" og "amoralsk".
- P.S. Hvis emnet keder og kun lader sig aftvinge det obligatoriskes ufrivillige interesse, kan man godt herfra gå direkte til efterskriften og med lidt snilde dog bestå, om så ikke med glans...
ET BIDRAG TIL TIL PLAGIATETS ANATOMI
Berlingske refererer 2.10 en international undersøgelse der viser, at videnskabelig uredelighed forekommer i større omfang, end offentligheden bliver oplyst om. Videnskabelige artikler bliver typisk trukket tilbage, uden at det offentliggøres hvorfor – men videnskabelig uredelighed er oftest grunden. Artiklen nævner tre slags videnskabelig uredelighed: Fup med resultater; plagiat af andres forskning samt mekanisk genbrug af tidligere arbejder under navn af ”nye” meritter.
HVIS diamanter kunne findes på stranden – men uden at tabe i værdi – ville ingen gide begå snyd og røverier. Ej heller videnskabelig uredelighed beror på en pervers glæde ved at snyde eller på spændingen ved at løbe en risiko. Hvor der pyntes på resultaterne, kan det derimod bero på dovenskab: ”Jeg ved at jeg har ret, og gider virkelig ikke gå i trædemøllen i ugevis”. Og der er eksempler på, at sådanne forskere havde ret – men man ved i dag, at deres forsøg bekræftede deres tese med langt større nøjagtighed, end datidens redskaber muliggjorde!
Det ”dovne” geni er dog ifølge sagens natur undtagelsen. Der er derfor grund til at tro, at fup med resultaterne beror på uimodståeligheden af den nemme gevinst i en verden, hvor ingen har tid til at tjekke alt – med mindre der allerede foreligger mistanke om urent trav. Den anden hovedgruppe af fusk – plagiering– er mere speget. Lad os derfor undersøge plagiatets anatomi: Ikke kun hos dem der plagierer, men også hos dem der tager det for gode varer – samt dem der plagieres.
Når vi arbejder mod et mål – her plagiat – må vi for det første have en drivkraft. For det andet skal vi besidde midler til at nå målet – uden at måtte betale for høj en pris ved at fravælge ligeværdige mål. Og for det tredje bør det ikke være alt for risikabelt: En eventuel risiko skal derfor enten være meget usandsynlig – eller også skal den være til at bære.
Lad os nu undersøge hvem der besidder disse tre forudsætninger i højst grad. For i den målgruppe bør vi fornuftigvis søge vore ”seriemordere”: På samme vis udpeger astronomerne jo på forhånd de planeter, hvor man kan søge efter livstegn.
1. Hvem har nu størst drivkraft til at plagiere i videnskab? Det må være dels mennesker, der konstitutionelt i højere grad en gennemsnittet ”tænder” på magt, berømmelse og dominans – samt økonomisk vinding i de tilfælde hvor en opdagelse kan konverteres til patenter. Dels mennesker, som er underlagt et større forventningspres end gennemsnittet.
Folk der i forvejen har en videnskabelig karriere, tilhører statistisk set oftere begge disse kategorier: Af lige begavede studenter vil den mest ambitiøse og mindst forlystelsessyge nemlig typisk nå længst. Og dernæst vil de i kraft af deres renommé og placering arbejde og omgive sig med mennesker, der både stiller krav og byder dem modspil. Derfor tør de af både indre og ydre grunde sjældent hvile på laurbærrene. En ren novice kunne vel også godt tænke sig at blive en anerkendt videnskabsmand – men der er så meget vi alle godt kunne tænke os, uden at det formår at drive os til andet end fantasier.
2. Hvem har nu størst realistisk mulighed for at plagiere? Det har folk, som ubestrideligt har opnået kompetencer på det pågældende område på reglementeret vis. De står nemlig til troende og vil derfor ikke være genstand for forhåndsskepsis – og kan derfor regne med at få deres arbejder publicerede og vurderede; hvorimod et tyvagtigt talent uden meritter risikerer at blive knaldet.
Dertil er etablerede folk ikke genstand for den kollegiale animositet, som ukendte samt enegængere tit må regne med. Og endelig besidder fagfolk tilstrækkelig viden og teknisk beherskelse til at omformulere plagiater overbevisende. I en Hitchcock-film foregiver Poul Newman som spion i DDR at være samarbejdsvillig atomfysiker for at liste tekniske tophemmeligheder ud af en raketforsker. Men trods sin indprentningsevne fatter han naturligvis ikke formlerne og falder derfor igennem og må flygte.
3. Hvem løber sluttelig mindst risiko ved at plagiere? Mindst risiko løber den, hvis navn er så uplettet, at ingen finder sladder fra illegitime kombattanter troværdig; og selv hvis relevante personer aner uråd, tør de sjældent vedgå det – af frygt for selv at få deres navn plettet som jaloux bagvaskere. For selv folk med grund til mistanke har ingen fordel af at være solidariske med en person uden magt – og da slet ikke hvis de selv som kolleger forsker, ansøger og udgiver sammen med den mistænkte, hvis pletfrihed det derfor er i deres egen interesse at forsvare. Pletter har det med at smitte af på den der berører dem – og derfor lønner det sig bedst at give den som det pæne menneske, der ikke har grund til at tro andet end det bedste.
Samtlige tre forudsætninger for plagiat skal således søges inden for samme hæderkronede målgruppe. Også snyd med forskningsresultater er lettere at slippe af sted med for en meriteret person; men hvorfor nedlade sig til risikabelt snyd, når man både er ambitiøs og dygtig? Plagiat sker nok langt hyppigere – og opdages sjældnere –end snyd på vægten: Den prægtige frugt man vil plukke, er nemlig allerede snuppet– men heldigvis af en perifer person, som få i det videnskabelige establishment vil forsvare. Og selv hos hæderlige mennesker kan naturen undertiden gå over optugtelsen – men altid i ly af en konsekvensvurdering.
Selv hvor en mistanke er luftet, tilkommer vanskelighed med bevisførelsen. For det første er det risikofrit at plagiere, hvis blot man formår at omformulere til sit eget sprog. Hvis synderen er kompetent, vil de fleste nemlig tro, at sammentræf beror på ren tilfældighed: For det sker jo, at folk uafhængig af hinanden får samme idé – og selv på topgeniernes plan kendes historiske hanekampe desårsag.Hvis man kan dokumentere, at mistænkte faktisk kendte til den plagieredes arbejder, står man straks stærkere. Men selv sådant kendskab kan bagatelliseres, og da især uden for de eksakte og eksperimentelle videnskabers gebet: ”Naturligvis var der heri næppe noget nyt for den store mand – for så revolutionerende var det nok heller ikke...”
Kollegialt forsvar kan bero på sammenspisthed – og i visse tilfælde måske også på medskyld: For mens men i en røverbande ikke slipper godt fra at stjæle fra hinanden, er det accepteret at stjæle fra andre. Og mens knap så ”certificerede” kompetencer ofte opleves som stridende mod god tone, er det straks bedre tone i fællig at konfiskere fra de ubudne for at bevare verdensordenen. Fra gammel tid kender vi begrebet om herremandens ret til den første nat med de unge bondebrude: Ius primae noctis.Og den lov gælder måske i mange af livets forhold – hvilket fremgår af det velkendte udtryk: ”Den pige er alt for god til ham!”.
Til sidst bør nævnes en mere ”indvendig” faktor i plagiatets anatomi: Ærens krigere ønsker især at bedrage sig selv – for at se sig selv som dygtige tyve ville såre deres egen stolthed. Og jo mere anerkendt man er, desto lettere har man ved at indbilde sig selv, at det som man læste i går, har man skam for længst selv tænkt – og for øvrigt har man ikke læst det og husker det i så fald ikke - ergo...
Selvbedragets genialitet består nu i, at selv de hæderligste kan excellere i det og under de venligste former - og også derfor derfor bliver det aldrig opdaget endsige påtalt. - Tillad os nemlig som antydning til forklaring i den forbindelse frit at gengive storgrossisten Thomas Buddenbrooks ord i Thomans Manns store roman af samme navn: "Selviagttagelsen bør vi overlade til de store kunstnere. Vi handelsfolk er ikke skabte til usundt at beskue og hengive os svælgende i vore sjælstilstande, for vor selviagttagelse er aldeles ubetydelig og ligegyldig".
Nuvel, men hvorfor råber ofrene så ikke bare højere? Dels er det som vist udsigtsløst og utaknemmeligt; og dels orker de ofte ikke at konfrontere tabet: Ganske ligesom en mor, hvis eneste barn er blevet kørt over, ikke orker at engagere sig i trafikale misforhold. Og endelig er verden fuld af folk der bralrende bedyrer at være ”miskendte”; de virkeligt bedragne frygter mest af alt at blive slået i hartkorn med dem – og går derfor typisk anderledes stille med dørene.
EFTERSKRIFT
For symmetriens skyld kunne nogle ønske en efterskrift, fordi ovenstående dog er en lovlig kontrapunktisk mundfuld, som kan behøve en forsonende afrunding til at tegne en mere overskuelig helhedsfigur, lidt i stil med fru Blixens berømte "stork". Således kan vi berette at vi slet ikke havde planer om at bringe mere om dette emne og har derfor langt fra heller sagt alt herom - idet vi trods alt også har en del andet i udvalg. Men denne mentale "inkontinens" kan være anledning til at gøre en sluttelig betragtning over forskellen på at skrive om ovenstående emne henholdsvis med og uden rod i sin personlige erfaring.
Hvis et menneske nemlig formåede at begå et originalt lille manuskript om plagiatets anatomi helt uden erfaring, så ville verden ganske vist kunne hævde, at manden er paranoidt forskruet idet han dog aldrig har bidraget med noget, der var værd at stjæle: For så ville verden jo nok have hørt om ham noget før...
På den anden side vil den pågældende så kunne svare, at såfremt han helt uden erfaring har præsteret en sådan undersøgelse ene og alene ved spekulativ fremskrivning ud fra sit almene kendskab til mennesket natur - så måtte han rigtignok være temmelig genial, nærmest i stil med den hermetisk forseglede hjerne som vi tidligere opdigtede. Det svarer til at den barnløse skriver en bog om børns udvikling og opdragelse, eller at en student på første års niveau begår en doktorafhandling og således springer nogle klasser og udviklingsstadier over.
Hvis forfatteren derimod skriver på baggrund af personlig erfaring, så er hans præstation indrømmet knap så herkulisk - hvilket dog ingenlunde hindrer hans beskrivelse i at være både retvisende og fyldestgørende. Men hertil kommer den pointe, at i dette tilfælde er den lille afhandling om plagiat følgelig ingenlunde det første originale bidrag forfatteren søsætter - idet han ikke har sprunget nogen klasser over, men har gjort sine erfaringer med helt andre emner først. Ganske ligesom ingen udregner talet pi's millionte decimal uden først at have udregnet alle de forudgående decimaler, og ganske ligesom ingen sender rumskibe til Mars før de har besteget Månen - således begynder ingen normale mennesker deres forskningskarriere med at undersøge plagiatets anatomi. På samme vis er der jo endnu ingen der har præsteret at blive bedsteforældre uden at have været forældre først.
Uden at gå videre i sagen tør vi endda antyde, at sådan overspringelse af logisk nødvendige trin i en kumulativ række endda ville være i strid med en elementær iagttagelse gjort af Bertrand Russell for 100 år siden. Men lad nu denne lille passion hvile, skønt den diskret huserer også andetsteds i både denne og andre tekster.
Imidlertid: Uanset hvilken af de to forklaringer verden nu end foretrækker på ovenstående bidrag, kan vi således nok være tjente med det. Verden er derimod ikke spor tjent med det - ikke før den med vanlig frækhed tager ordene i egen mund som eksempel til efterfølgelse på den noble vesterlandske selvkritiks kunst - der jo for tiden med plaprende selvtilfredshed opreklameres på kultursider af folk misundelsesværdigt ubelastede af egen erfaring med den art usund og for karrieren lidet befordrende navlebeskuelse.
Med vor vesterlandsk stolte selvkritik forholder det sig nemlig ligesom med god sex: At vi få abnorme der vitterlig har det, holder bøtte med det. For man nægter at være medlem af foreninger der gladeligt optager alle og enhver som medlemmer - også selv hvis foreningen trods alt samtidig er så eksklusiv, at man som den eneste i kongeriget nyder den ære at være udelukket. Dette må være efterskrift nok, selv på en regnvejrsdag uden hverken fornuftigere eller morsommere ting at tage sig til.
- Men skulle vi endelig have vi have begivet os ud i yderligere ekstravagancer, burde disse have bestået i nærliggende overvejelser omkring fornuftigheden i sådan inkognito at kaste perler til fri og ublu afbenyttelse for de selv samme svin, hvis natur man ellers just bedyrer at have kortlagt. Men her er det så, at formens kryptograferede ”hvorledes” altid vil stille ”Skyggens” studentikose efterligninger i skammekrogen, som verden med kollegialt kenderblik skam heller aldrig tager mindste fejl af – og derfor altid foretrækker at udbasunere som den dannede læsers forbandede pligt. Men vor trøst er her denne, at det dog er mere smigrende at blive læst i smug af denne verdens kloge end at blive læst af pligt af de enfoldige... Så meget mere som det at blive læst i smug altid er det første skridt på plagiatets pensionsberettigede kongevej: For rygterne om Judas' fromhed er stærkt overdrevne og hidrører da også altid fra hans kumpaner.
