FØR ADVOKAT – NU NEGERSANGER

Forleden traf jeg en avantgardist med flot national karriere and all that. Skam få den der taler ilde derom, for han var gået hele the hard way og først blevet borger på gamle dage. Ikke noget moderytteri som hos dem der først er vilde med de vilde, dernæst endnu mere vilde for omsider at finde deres rette hylde blandt agtværdige embedsbrødre der heller aldrig har været spor vilde – for det hele var kun på skrømt. Nå, det næste bliver vel at de brave samfundsstøtter slår sig selv på munden ved at jamre over at vi miskender dem.
Vor internationale kunstner havde dermod været proletar, romantisk boheme og sågar indvandrer. Men selvavlet frugt plukkes rettelig moden, for det letter alderdommen samt forlænger livet, og man bør også tænke på afkommet. Jo, vor eks-boheme havde gjort sin borgerpligt og kunne endda betro mig at datteren var etnolog og begge sønner filosoffer – alle med fine embeder abroad.
Jeg kom her til at tænke på jazzmanden Finn Ziegler, der i et interview engang sagde at begge hans sønner på hans råd var blevet blikkenslagere: For som blikkenslager kan man altid få job – nåja, muligvis undtagen i et reservat i Amazonas som det internationale handelsorgan Lomborg & Sons derfor nok skal få ophævet som en konkurrencebegrænsende teknisk handelshindring. For slige anakronismer er forløjede konstruktioner der hverken holder hos Ombudsmanden eller hos Bruun & Rasmussen.
Blikkenslagere lever derimod fedt, så jeg har i mange år sparet sammen til en stedse mere påtrængende opgave af slagsen – men da bliver det også med fuld musik, så ordren havner rimeligvis hos Ziegler & Sons. Ikke desto mindre bliver også blikkenslagere snart en anakronisme, for om føje år får vi et program i hyperspace der kan ordne sådanne gøremål i virtual reality. Og just derfor bliver det moderne borgerskabs børn ikke blikkenslagere, men filosoffer, statsautoriserede komikere og martyrer med stort kørekort samt ret til anhænger og gule nummerplader. Og i de globale og gennemregulerede faglige chatrooms er alle katte grå – for tro ikke at australske filosoffer ved en dyt om kænguruer. Derimod er der snart ikke længere brug for tandlæger, tømrere og tankelæsere – det skulle da være i kraft af en EU-støtte til truede erhverv.
Ja, selv særlingene vil der blive tænkt på, så der vanker EU-støtte og ret til eget TV-program for kvalificerede der i tide rekvirerer og udfylder behørigt ansøgningsskema. Men for at have situationen under kontrol sørger vi for at sande særlinge per definition dels ikke opdager nævnte skemas eksistens, dels ikke formår at udfylde det reglementeret. Så støtten vil som sædvanlig gå til Esmann & Sons.
Nuvel, vore økonomiske vismænd bedyrer, at når gamle jobs bliver overflødige, bliver der plads til nye behov, varer og serviceydelser: Således var der ingen turistguides i Middelalderen, for dengang var krig og landbrug sagen. Fremover vil jeg af lignende grunde ikke være filosof, for alle etablerede fag udarter snart til en kollektiv travesti af indbyrdes kommentarer og honette ambitioner. Derfor gælder det om at være et skridt foran.
Et gammelt leksikon omtalte en kendt person som "Tidligere advokat, nu negersanger". Så hvorfor ikke produktudvikle eksemplet og studere til neger, til forskel fra alle hidtidige amatører med deres etniske fis? Nej, ikke flere studier – og at satse på at dokumentere samt patentere overlevende små urmennesker i Indonesien er nok også for usikkert. Så jeg planlægger i stedet en fremtid som impresario for den sidste dansker der trods manglende Ph.D. grad tillades at gå løs uden værge i medfør af gamle rettigheder og skæringsdatoer Jeg agter at præsentere ham ugentlig i TV som en sand Kasper Hauser og arkaisk vismand der besvarer alle de svære livsspørgsmål som karrierefikserede borgere ikke har tid til at tænke på.
Hvilke spørgsmål? Åh, spørgsmål som dette: "Hører fænomenet ekstase rettelig under teologisk eller medicinsk fakultet – eller bør vi snarere overlade feltets forvaltning til DONG?" Javist, det forholder sig ganske som de økonomiske vismænd har sagt – at når gamle problemer forældes, dukker straks nye op. Også fremover vil der derfor være brug for alle ledige hænder: Så hold dem venligst i beredskab – over dynen, tak!

FORFÆNGELIGHEDENS BÅL

Som sagt har jeg ikke tænkt mig at lægge faglige artikler ud andet end undtaglsesvis, endsige større ting. På den anden side er det farligt som Wittgenstein at berede sig på selvmord og skrotning af ting som markedet enten næppe tør antage, eller som man selv ikke tør eller orker at forsøge at få igennem. For verden er trods alt ikke Gud, og ens egen handlingslammelse ikke hans profet.
Ikke desto mindre er der noget inferiørt over vedholdende ambitioner, fordi de let trækker én ned i det toneangivende morads hvor virkeligt interessante og værdifulde ting i givet fald kun kan "opstå" i kraft af alle hånde snyd som i bedste fald først kommer for dage post festum.

Men uanset hvad man gør, får man dårlig samvittighed. Jeg burde allerede nu være taget ud i det gode vejr, for er der noget latterligere end mænds bestræbelser på at være på højde med hinanden, selv om her ikke skal reklameres for kvindelig ugidelighed endsige ditto autoritetstro på store mænd der uden slinger i valsen har gjort alt det ovennævnte banale og fornødne i takt og derfor må kaldes vellykkede. For min egen del er det ganske vist alt rigeligt at være på højde med mig selv, men i lighedens navn skal det medgives at det kan være mindst lige så komisk.
Ambitionernes verden er, hvor det ikke tjener et større formål, latterlig, og da især i en tid hvor alle vil være stjerner uden underholdningsværdi. For alt er nu reduceret til behørige kurser, foredrag osv, og selv når der tales om kreativitet, falder ikke en spurv til jorden uden beregning, og forhåbningsfulde ynglinges forhippethed på at kommentere det sidste ny i samme jargon kan kun føre til mere af samme støbning, altså lærenemme kommentarer til lærenemme kommentarer. For det er nu engang mændenes selvbedrag. Såvel i humaniora som i journalistik.
Kun reklamefolk, komikere, filmfolk, enkelte naturvidenskabsfolk samt ret uvidende mennesker føder egne ideer med smerte these days. Den slags kræver en vis indre ro eller for den sags skyld en indre ubalance som man selv bakser med - det andet fører lige lukt ud i arbejdsmarkedet, men vel agt mærke en skægt kunstigt oppustet afart deraf. For skønt det "overflødige" sandelig behøves, så produceres det nødvendige "overflødige" jo næsten aldrig i honette sammenhænge. Dybest set er det lutter eftersnak, og det bevirker at produkterne uanset saglig lødighed næsten aldrig får nogen oplevelsesværdi.

Det skrækkelige i dag er at så snart noget pludselig viser sig ikke at være helt så tosset som først antaget, så flokkes husarerne for slet ikke at tale om den moderne medieakademiske hybridverden der straks fordriver staklerne fra deres retmæssige og møjsommeligt erhvervede bytte for at forvandle det til obligatorisk dåsemad og trivial pursuit for alle med social fremdrift. Forfængelighedens selvbedrag og maskerader er i så henseende formidable.
Kvinder har derimod en chance, teoretisk set, men i praksis falder de af lutter bekvemmelighed samt uvidenhed om mændenes verden til patten; og gud bevares, man må jo nu engang tage de værtshuse der findes i byen. Lad mig som et modeksempel nævne en kvinde med udfløjne børn, som bor langt ude i bushen. Hun er særdeles egenrådig, men kunne være en glimrende personalechef og har naturligvis udover hard core erfaring diverse "psykiske" kurser på bagen. Og nok tror hun angiveligt på astrologi mm - MEN hun tænker rigtige og ofte andreledes konstruktive menneskelige tanker og har gået den lange, trange vej som så mange kvinder der af samme grund "udvikler sig sent".
Nævnte sære dame ser mange glimrende ting med sine egne øjne, og hun håner ovenikøbet mig for at læse andres tanker, thi hun er meget skeptisk over for al uddannelse - ja alt er relativt, og hun skulle bare vide. Hun læser selv oftest tvivlsomme ting, men påstår at de giver hende mere end alt det lærde - selv Hollywood-film siger hende mere om livet.
Provokerende, men måske er hun på sin vis inde på det samme som jeg her antyder: At så snart ting omgærdes af prestige, forvandles det til trivial pursuit og taber autenticitet (undskyld mig min sproglige dovenskab, men vejret er altså for godt til at sidde her meget længere, jeg burde skamme mig).
Men hør engang en af hendes mange sjove iagtagelser: Således bedyrer hun at alle skovejere på egnen har en ganske særlig mine og sceneføring forskellig fra andre sognes, når de går ud af bilen, ser ud over byen osv, og jeg tvivler ikke på hendes ord. Og hun tilføjede:"Hvis jeg kom fra et andet solsystem, ville jeg tænke: Ov, sikke dog en interessant art". Hvilken moderne studerende selv inden for biologi ville af sig selv kunne se noget lignende - for i vore dage er alt affødt af pligtlæste artikler, og de kommenteres atter ikke grundet deres kvalitet, men fordi de har stået det rigtige sted.
Ganske på samme vis refererer som kendte mennesker kun til og kritiserer ligeledes kun andre kendte mennesker: Dels fordi det er for sent at fortie dem, og dels fordi det at kunne kritisere folk med vedtagen status ligeledes er forbundet med status gennem en art logisk afsmitning. For anerkendelsens verden fungerer i så henseende ganske ligesom kædebreve, hvilket forsikrer forgængerne i genren en vis returkommision fra alle faderoprøreres side. Og som antydet er mændenes verden i den forstand en omgang komisk faderoprør, idet anerkendelsen kun sker nødtvungent og med egen opstigning for øje - og som sagt hedder formlen "gentagelse forklædt som fornyelse". Og derfor aber alle efter hinanden, undtagen når et lyst hovede med sjældne mellemrum får den originale ide at abe efter de få halv-autistiske undtagelser, hvis sande værd på denne omvendte vis omsider kommer til hæder og værdighed.
Hvorved hine uheldige dog tragikomisk nok blot bliver gjort langt mere grundigt til grin skamme end i de mange, mange år hvor de i verdens og delvis også egne øjne blot var hæderligt gammeldags mislykkede eksistenser uden håb, som man såmænd gerne undte en bajer eller to på sin egen regning. Tror pokker at gamle Kierkegaard foretrak ærlig ateisme for modekristendom endsige det selv at blive forvandlet til mode. Det sidste er som bekendt først sket posthumt, men får til gengæld ingen ende, så lad mig derfor ikke gøre ondt værre, men tillad mig at afslutte her til fordel for noget mindre latterligt. Men ikke mine ord igen...

Nå, men på falderebet - dagens Information bringer interessante ting om Al Gore samt hjemlige miljøprofeter der vejrer morgenluft. Hvorfor skriver jeg så ikke om det? Fordi det er avisernes opgave,og den klarer de langt bedre selv, hvortil kommer at jeg jo ikke ubegrænset kan arbejde gratis. Og så er det altså en såre blasfemisk uskik at forveksle verdenssituationen med ens egne kommentarer til den...
I øvrigt har jeg faktisk adskillige gange i årenes løb været primus motor i svenske naturfredningsprojekter, ikke grundet geskæftighed eller ærgerrighed endsige synderlig kompetence, hellighed eller andet, men fordi jeg simpelt hen var manden på rette sted og med den rene utilpassethed til at blæse på, hvad der var gængs fornuft på prærien dengang. I vore dage er der heldigvis både gode jobs og status i sligt, og det kan jeg kun bifalde - for så sker der endelig noget rigtigt, idet menneskene nu engang sjældent er skabt til at arbejde ene i modvind, og uden udsigt til social, økonomisk eller erotisk gevinst - ja, undskyld, men det hele er altså temmelig banalt. Jeg er selv ikke bange for at være fanatiker ved behov, og omtrent som Sankt Søren er jeg et følelsesmenneske i ret høj grad, deraf hele misæren.

At skrive om almene og objektive ting i øvrigt er da glimrende og gøres nu også af og til andetsteds, men det skal ikke være en mani at blande sig med de andre drenge uafladeligt, og jeg nøjes derfor med interesseret at læse aviserne, når jeg ellers er i humør til det, for sjove er de rigtignok sjældent nuomstunder, andre kvaliteter til trods.
I øvrigt er det næppe mere selvoptaget at skrive om de her omhandlede materier end om verdenssituationen, for udvendig objektivitet er en særdeles dårlig garanti for ædle og almene hensigter. Tværtimod behøves de store psykologer just for at afsløre dette klassiske bedrag fra alle herskertypers og store og travle mænds side - og disse forsvarer sig derfor altid med den klassiske beskyldning om skammelig privathed og pubertær forhudsforsnævring. Thi hvis nogen føler sig trådt på af den store formand, falder det som bekendt kun tilbage på vedkommendes egen selvoptagethed midt under den store revolutions prægtige spring fremad. Jo, vi kender melodunten. Uhildet selvkoncentrerede er kun de der ikke kan eller må komme ind i verden, og de har heller ikke fortjent det med den attitude. Vor egen geskæftighed, komfort og udbredte anerkendelse er derimod omvendt kun en naturlig følge af og tegn på vor ædle verdensoptagethed og selvforglemmende forbedringstrang. Så kan allehånde stakler samt selvbesmittende aborter for min skyld søge al mulig trøst i ynkelige beskyldninger om at være lig i lasten.
Til sidst blot dette, at mens der ikke er nogen ende på alt det vi officielt vil gøre for at normalisere de sindslidende, så er der for symmetriens og den retfærdige ligevægts skyld heller ingen ende på hvad vi undertiden vil udrette for at gøre nogenlunde arbejdsduelige mennesker til mønstergyldige førtidspensionister. Og at vi herunder hemmeligt anser dem for fuldt normale på bunden, fremgår af det forhold, at vi i nævnte bestræbelse altid tiltænker dem akkurat den skæbne som for fuldt normale mennesker må forekomme den værst tænkelige: total udfrysning, eventuelt kombineret med den ufortjente gulerod tillige at rose og tilskynde de pågældende på felter hvor de i bedste fald er dilettanter - ikke nødvendigvis for at hjælpe dem i deres rosværdige forsøg på at brække halsen, men for at få dem lempet ud på et sidespor, hvor de ikke genererer vor forfængelighed, og hvor vi derfor meget ofte formår at ønske dem alt held og lykke.
Thi - som uhelbredeligt normale mennesker altid siger for at cementere nævnte afsnøring og indebrænding: At tro at nogen vil Dem til livs personligt, er lovlig indbildsk og følgelig ganske ligesom Deres storhed noget der kun eksisterer i Deres eget hovede. Og heri kan nævnte brave mennesker altså vitterlig ofte have ret: For blot De går i Dem selv igen, ønsker vi Dem endnu engang pøj-pøj med det hele. Eller som Groucho Marx et sted siger til en forhenværende skønhed: "Everything about you reminds me about you - except you..."

Til sidst. Enkelte kvindelige læsere har diskret og skønsomt sikrende tilbagetoget forespurgt om vi eventuelt kunne være dem behjælpelige med prisværdige arveanlæg samt befordrende opvækstforhold for eventuelt afkom. Det første kunne vel ikke udelukkes. Det sidste kan...

Nå, nu er vejret blevet mindre lokkende, men ud vil jeg dog alligevel. Og hvis De absolut insisterer på at kede Dem, må vi loyalt og kollegialt anbefale Dem at læse dagens aviser - for lad os dog ikke være smålige, men langt snarere i Jesu ånd unde vore konkurrenter in spe det samme som vi ønsker at de måtte unde os selv. Thi alle er vi bedst tjent med at havne på den rette hylde, uanset hvor store kameler vor forfængelighed er nødt til at sluge desårsags.

SLADDER - EN SAND HISTORIE...

SLADDER - EN SAND HISTORIE...
Country Dweller efterlyser i forbindelse med "Den ædle dannede" regulær sladder med hår på brystet. For ikke at blive sat i bås med inferiøre skriveaber og beklikke min integritet yderligere vil jeg dog helst ikke indlade mig på den genre. Folk der ikke kan styre sig, skriver jo alligevel så meget, og den ene har såmænd sjældent meget at lade den anden høre: Fortæl mig dine venner, osv.
Men en god historie af en vis underholdningsværdi skal I nu alligevel have. Indtil for henved otte år siden havde jeg ret grønt lys på hvad brave danske med eller uden honette ambitioner anser for vor kulturelt førende ugeblad. Men det fik en brat ende af hvad jeg siden har forstået må kaldes den sædvanlige grund - for mens talent selv uden pleje har det med at udvikles med tiden, så er der heri intet håb at finde for den talentløse: Thi også talentløshed eskalerer tilsyneladende, således at selv instanser der rundhåndet har nedladt sig til at give én en ærlig chance - vel især for at opnå en klædelig reliefvirkning for deres egne anderledes håndgribelige stjerneegenskaber - til sidst må kaste håndklædet i ringen og indse, at her kæmper som bekendt selv guderne forgæves.

Kort sagt blev der med tilbagevirkende kraft foranstaltet en omvurdering af alle værdier, som uhelbredeligt normale mennesker nemlig ikke har vanskeligere ved at foretage end selveste overmennesket Nietzsche.

Nu kunne den uheldige helt imidlertid påberåbe sig en del ros fra forskellig side, herunder fra en velkendt og "rasmut modsat"-agtig filminstruktør, kendt for sin intellektuelle og moralske integritet. Jeg har i øvrigt siden forstået at uforbeholden og kvalificeret ros er det allerfarligste i publicitetsbranchen, idet det ofte fører til øjeblikkelig suspendering eller i det mindste vingestækkende marginalisering, velsagtens i mangel på passsende Urias-poster. Middelmådig perfidi der indbilder sig at være det højeste vid, medfører derimod gerne permanente højsæder i såvel det private som det offentlige.

Nå, men nævnte kærkomne, om end formodentlig skæbnesvangre roser skrev jeg altså om til min umiddelbart overordnede, sikkert i et fornærmet tonefald. Det indbragte så et svar, hvori han løgnagtigt bedyrede at før nævnte film-personlighed tværtimod skulle have påtalt at avisen ikke kunne være tjent med min medvirken. Thi for barnlige sjæle består den mest nærliggende løgn i opfindsomt at genaktivere allerede på lystavlen indkomne meddelelser samt med opbydelse af al åndskraft ændre fortegn i en for dem selv mere ønskværdig retning. Omtrent som hvis man for at undgå enhver mistanke i forbindelse med et mord i København ville bedyre, at man aldrig i sit liv har sat sine ben i København.
Jeg kontaktede nu fluks Rasmus Modsat, der beviste sin integritet ved omgående på skrift at dementere nævnte løgn - en storslået generøsitet uden forudsigelig modydelse der i nævnte intrigante verden er en ren abnormitet, al folks gratis politiske korrekthed til trods. Men for ikke at bringe ham med ned i hævnbegærets fedtefad viste jeg aldrig hans brev til rette vedkommende endsige hans foresatte, men omtalte det naturligvis privat.

Det ejendommelige er imidlertid nu at når jeg undertiden og senest forleden møder vor synder på gaden, opviser han en ynkelig og gnomagtig udstråling af kold fortrængning, som om skammen har taget hårdere på ham end min forstødelse i sin tid tog på mig. For mennesket er et uhyre farligt dyr: Selv ikke nok så besindige humane meninger om retspleje, menneskerettigheder og kristne værdier kan nemlig forhindre os i at føle som de allersorteste mullaher, når vi har at gøre med vor næste i egen lave person. Thi her findes sandt for dyden ingen prøveløsladelser, amnesti endsige syndernes forladelse.

Dette var i al beskedenhed historien, men den minder mig om noget lignende (til forskel fra noget forskelligt). For på samme vis møder jeg af og til på gaden folk der i lignende sammenhænge er blevet foretrukket og endog forfremmet på bekostning af mig eller endda "for min skyld", og som på den konto oppebærer en endog klækkelig ekstra indtægt for en absolut overskuelig indsats.Thi den der lever skjult lever som bekendt godt og trygt. Naturligvis siger de ikke nej tak, og ingen kan da fortænke dem et øjeblik i at tro og håbe at de skam også er alle pengene værd. Men også her gælder at når jeg gør ansats til at hilse drenget og "business as usual"-agtigt til dem, bliver de koldt forlegne med et anstrøg af umiskendelig fornærmelse.

Ligheden mellem de beskrevne situationer er alene den at den velsignede tilsyneladende undertiden kan have sværere ved at bære sin skæbne med værdighed end den forfordelte. Og af tilsvarende grunde hævder kendere jo også at det var sværere at være Barabas end at være Jesus (små slag, små slag...): For det er ikke spor sjovt at vide sig foretrukket af verden af skændige og jammerlige grunde, lige fornedrende for en selv som for verden.

MIG OG MØLLER

At være Gud er ingen kunst: Der findes intet, og jeg er intet; det skriver man så lidt om, og se: Nu er der pludselig noget – og jeg er Gud. Derefter keder man sig bravt og må gå i byen for at møde ordentlige mennesker. For at leve er allrede svært – og at leve af noget man kan lide beror som regel på kriminalitet. Bagmandspolitiet kunne spare sig meget hovedbrud ved at holde denne lille devise for øje – for sværere er det altså heller ikke.
At skrive frit fra leveren kræver derimod sin mand og er dertil for alle involverede et kongeligt privilegium –omtrent som når Islands regering undtagelsesvis donerer en snehvid jagtfalk til en beduinhøvding, mens oljesheikerne ved siden af som kong Midas må tørre sig bagi med alle deres dollarsedler. For penge er noget vi har, så vi er komplet uberoende af de emsige bogholdertyper der planter sig i råd og nævn for at tiltvinge sig en pervers form for uomgængelighed.
En forlægger foreslog mig for nylig at skrive en bog om tidsånden. Men dels ved jeg ikke meget om emnet, dels interesserer det mig ikke voldsomt – så jeg giver hermed stafetten videre til geniet Holger Beck Nielsen. Men hvad pokker skal vi så skrive? Originalitet er tilbøjeligheden til at få ideer der oftest viser sig at være tænkt før – så det når vi ikke langt med. Men hvis selve denne tese er gal, så har den måske til gengæld ikke været tænkt før og er derfor støtteberetttiget.
Dog jeg videregiver beløbet ubeskåret til mere trængende, men mindre værdige, thi ganske som hr.Møller køber jeg mig altid åbent og redeligt til ry og spalteplads – det er det fornemste, for os to er der Allah-tage-mig ingen af Over-Danmarks kulturkommissærer der skal "godkende".
Ethvert anstændigt kongehus tigger og beder os da rettelig også om at blive deres naboer. Ingen årsag – Eders majestæts ønske er allerede opfyldt: Tag Eders seng og gå – Eders synder er tilgivet.Eller som den svenske bonde sagde, han han så sin hustru rode med naboen på basiden af dennes Volvo: "Fortsätt för Fan, bara fortsätt..."
Demokrati egner mig og Møller os ikke til. Hvis det ikke fandtes, ville vi foreslå det –men der skal nu engang helt andre typer til at bestyre og produktudvikle biksen end til at koncipere den, ganske som den der har konciperet barnet, jo ikke altid er den bedst skikkede til at dressere det.
For arbejdsdeling er en god ting. Den ene dag forstår jeg af aviserne hvorfor Tyrkiets optagelse i EU er en fin idé; næste dag læser og forstår jeg hvorfor Tyrkiets optagelse i EU er en elendig idé; og dagen efter igen har jeg lykkeligt glemt det hele – så meget mere som det vel er en dårlig idé at melde sig i klub med nogen man end ikke formår at huske.
Forhåbentlig beror mit syndrom på en eller anden pensionsberettigende form for autisme. Hvis samfundet ikke fandtes, måtte vi opfinde det – men nu findes det altså,og det er røvkedeligt.
Nej, det er nok meget godt at der findes andre typer end én selv – så skidt med at de er kriminelle hele banden. Jeg kender adskillige. Spændende lovbrydere? Jo, men nogle af dem er nu bare dummere end politiet tillader. Således kender jeg en dame på 50+, der daglig pendler fra Kolding til København for at gå med aviser.
Det lyder som en molbohistorie fortalt af en molbo, men den er god nok, takket være storsindede befordringsfradrag. Damen er ovenikøbet knaldgodt begavet og har da også en mere borgerlig fortid – men det kan blive småtfor enhver, og hvad gør man dog ikke for at undgå sine tumpede naboer derude på prærien?
Det dumme ved den danske udmark er nemlig, at vi har udryddet alle farlige vilde dyr – for med Kerstin Ekmans ord bliver livet gudløst uden dyrene. Derfor er alle molboer pædofile, indremissionske pornovrag – af lutter åndelig trøstesløshed. Så slip dog for satan de vildsvin løs, så vi fremover spares for anden kriminalitet end den agtværdige økonomiske.
En svensk pensionist præsenterede sig således for nylig som en af de sidste klassiske bankrøvere af den hæderlige gamle skole. Samfundet havde skam også honoreret hans indsats med tilsammen 22 år bag tremmer, og det var hans bedste tid: ordnede forhold og faste rammer.
Modsat Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt der håbede at blive verdensberømte ved en gang for alle at aflive myten om miskendte og ukendte genier, kunne vor bankrøver altså ikke klage over at være miskendt. Og skønt jeg selv ellers i 22 år med sammenbidt trods har fortiet alle anerkendte i en grad så det uheldigvis må ses som en betragtelig anerkendelse – så foreslog han mig dog med stor selvfølelse at skrive hans biografi.
Det være hermed gjort. Eders synder er tilgivet – fortsæt bare, for fanden.

Til redacteuren af Magasinet Danmark

Jeg tilsender Dem hermed en artikel om bølgekraften som vi anser for fremtidens guldgrube. For med al respekt for den gamle verdens sans for smag og skønhed værdsætter vi i Amerikas Forenede Stater dog højest af alt den brølende virkelighed i al dens mangfoldighed. At De fortsat bringer magister Bandaks gammelagtigt tænksomme skriverier, er en smuk gestus som mange af Deres kolleger herovre dog næppe ville have megen forståelse for, for de anerkender sjældent nogen art storsindede forpligtelser over for det svundne, traditionerne og symbolerne. Hvad der ikke er levedygtigt, det må gå til – sådan er den herovre gældende moral. Og man kunne vitterlig også hævde at selv ud fra et humant synspunkt er det måske bedre at lade naturen gøre kort proces end dette sejpineri med at holde hånden over umulige eksistenser som verden desværre ikke længere har plads til.
Deres altid hengivne Pieter von Oldenburgh
Forhenværende baron, nu direktør
Ovenstående lille stileøvelse sendte jeg for nylig som en spontan spøg til et lille udvalg af bekendte. En af disse, en såre velmeriteret udedansker, var sikker på at der måtte være tale om en autentisk kommentar fra en mere koldsindig skæbnefælle i det amerikanske. At jeg faktisk selv havde begået linierne, illustrerer ved nærmere eftertanke ret morsomt forskellen på den lidt forfinede og introverte tænkemåde og den ekstroverte forretningsmands. For vor fiktive industrimand ville trods den citerede indstilling netop ikke selv kunne udtrykke den såvel som den karikerende fremstilling af modparten så prægnant i ét hug som en person af "den gamle verden". Indlevelsen går i sådanne tilfælde ifølge sagens natur kun den ene vej.
Det får mig til at tænke på en tale som Georg Brandes holdt til en af vore gamle grønlandsfarer, vel Mylius Erichsen; for da jeg engang læste den op for en bekendt grundet dens slående indlevelse i hvad der mon kunne få en højt uddannet mand til langt hen at foretrække naturmenneskenes selskab frem for civilisationen, konstaterede min bekendt imponeret: Ja – og tænk så engang på at så rammende ville Mylius Erichsen næppe engang selv have kunnet formulere sig.
Thomas Mann har i en ret tidlig novelle "Tristan" foretaget et lignende eksperiment for fuld udblæsning. Den foregår på et højfjeldssanatorium for tuberkuloseramte, hvor en overspændt og æterisk ung mand forelsker sig på sublimeret vis i en purung kvindelig patient. Samtidig hidser han sig stadig mere op over hendes i hans øjne plumpe og uromantiske ægtemand fra handelslivet, skønt han ikke har vekslet et eneste ord med ham men alene forestiller sig, hvorledes handelsmandens økonomiske overtalelser har gjort deres virkning over for faderen og siden datteren og dermed bragt hende til fald fra æstetikkens himmel til denne groteske mesalliance. Vor eksalterede unge mand og Wagner-fantast tillige ender med gennem en stedelig sygeplejerske at sende den intetanende ægtemand et brev, hvor han udsiger sin ufortøvede mening om hans skændige værk og væsen.
Dagen efter træder handelsmanden ind på hans værelse og giver ham lige så uimponeret som fortørnet svar på tiltale. Meget vittigt skildres kontrasten til den unge mand, der nok kan være en ørn på papiret, men som i den virkelige konfrontation fra første færd befinder sig i stor og komisk forlegenhed. Imidlertid hører det også med til billedet, at hele beskrivelsen jo til syvende og sidst kommer fra Manns hånd – og hvem af parterne han bedst kan identificere sig med, ved vi jo kun alt for godt , selv om hans forretningsmanden verbalt såvel som moralsk går af med sejren. I øvrigt ender historien tragisk, for den unge pige dør af en blodstyrtning fremprovokeret af den unge æstetets ildfulde udlægninger og demonstrationer af motiver og eksalterede passager fra Wagners "Tristan og Isolde". Novellen hedder som sagt også Tristan.
Skismaet mellem indre og ydre er arketypisk for alle der arbejder på de indre fronter, hvad enten de ytrer sig kunstnerisk eller på anden vis. For der er noget komisk og grotesk i virkelighedens rå overmagt trods al dens banale forudsigelighed og gennemskuelighed. Det kan naturligvis som hos Mann dreje sig om mangen kvindes mere eller mindre nødtvungne præference for virkelighedens mand, selv hvor hun har fået øje for nogle mere betænkelige slagsider af hans robuste væsen.
Men mere alment – og vi bør jo ikke altid lade kvinden holde for endsige knægte eller beklage hendes nok så fejlbarlige valgfrihed – gælder det virkelighedens magt over for argumentets, tankens og skønhedens tale. Forestil Dem, at Pytagoras beviser hvorfor summen af katedernes kvadrater må være identisk med kvadratet på hypotenusen. En kontrær tilhører kan til enhver tid klare frisag ved at kalde det vrøvl og forlange yderligere bevis og forklaring. Når Pytagoras nu beviser, at hans første bevis skam er fuldt gyldigt, kan virkelighedens mand atter parere ved at kalde også det vås og kræve bevis for det just fremførte bevis’ gyldighed. Osv. Desværre er tankeeksperimentet særdeles virkelighedstro, for normale mennesker har helt exceptionelt veludviklede forsvarsmekanismer, som de trods allehånde studier slet ikke erkender. Der er netop sjældent tale om bevidst løgn, for overalt hvor mennesker søger at styrke deres egen selvagtelse og –tillid samt svække andres, fungerer mekanismen kun takket være deres ubevidsthed, og derfor kunne Henrik Ibsen med god grund kalde det livsløgne. Alle dage har mange kunstnere, kloge koner osv kunnet se disse ting, også hos sig selv, hvilket sidste i øvrigt næppe altid deres eget liv lettere. Imidlertid har vort tankeeksperiment graverende følger.
For perspektivet indebærer, at uanset hvor meget ret man har, og uanset hvor åbenlyst og ofte man har demonstreret det, nytter det intet, hvis miljøet, kredsen, firmaet, stammen eller verden inderligt ønsker at slippe af med Dem. Uanset hvor gennemført De mener for længst at være kommet over det døde punkt, er intet lettere for verden end at fortrænge dette Deres vederstyggelige og heldigvis snart forældede gennembrud som noget nær et postulat for i stedet at enes om, hvor umulig, talentløs, ubehøvlet – samt mon ikke også noget utilregnelig? – en stakkel De er. Og endnu gang sker det ligesom uskyldigt i selvbedragets kollektive udstødningsproces, der langt hen kan sammenlignes med kroppens stædige immunreaktion, hvormed som bekendt ubehagelige fremmedlegemer såsom glasskår langsomt, men sikkert bugseres ud af systemet ad uransalige veje takket være en stum og anonym hær af desto mere loyale indre partikammerater. Så Jantelovens sidste bud lyder: Der er ingen som helst grænser for hvor kontroversiel eller lav en vurdering af Dem vi kan enes om, hvis dette er vor fælles og uudtalte trang – uanset hvor ypperlige personlige demonstrationer eller for den sags skyld udtalelser fra uomtvisteligt ukorrumperede kapaciteter De måtte finde på at fremture med på Deres sædvanlige uskønne facon – såfremt bemeldte autoriteter da ikke netop tilhører vor egen kreds, hvad de heldigvis ifølge sagens natur ikke kan gøre.
Tro nu ikke at begavede, veluddannede og belæste mennesker er hævede over disse ting, for på dette områder bør De søge forståelse hos skuespillere, komikere og kunstnere, hvorimod de travle, de lærde og dygtige i verden såre ofte kendetegnes af en beundringsværdig grad af indre kontrol, som de tydeligvis er glimrende tjent med. Ja, altså indtil De nu atter engang kom med Deres infame, misundelige og sygeligt fortænkte stiklerier til anderledes ordentlige folk, som ellers langt hen ad vejen har gjort hvad der stod i deres magt for at komme Dem i møde og hjælpe Dem bedst muligt til rette trods Deres mange svagheder og brøstfældigheder, som vi dog denne gang skal skåne Dem for at komme nærmere ind på. Og tillad os til sidst at erindre Dem om, hvorledes vi adskillige gange har bragt os selv i stor forlegenhed ved at komme Dem til undsætning, selv hvor det i grunden måtte anses for helt uforsvarligt og kompromitterende. Men vi ønsker Dem skam alligevel også fortsat alt muligt held i den livsbane De fremover måtte forsøge Dem i, forhåbentlig med henblik på at finde et mere frugtbart og seriøst afløb for deres særprægede – javel: personlighed.

DEN ÆDLE DANNEDE

Forleden blev en kendt kulturpersonlighed hyldet i Jyllandsposten på sin 72 års dag som den ædle dannede. Andre dannede skulle vel her påskønne finten til den gamle myte om den ædle vilde. En myte som nutidige antropologer med den bagkloges forkærlighed ynder at dementere. Jeg tilslutter mig nu alligevel hellere romantikerne og vil i den forbindelse referere Georg Brandes ord i en tale holdt til en af vore gamle grønlandsfarere – ord som mere dannede muligvis atter vil tilskrive oplysningstidens Montesqieu der ligesom renæssancens Montaigne allerede gjorde sig sådanne overvejelser. Tankegange som vi for resten allerede finder udtrykt i den civilisationstrætte romer Tacitus’ skrift om germanerne.
Nuvel, Brandes forestiller sig imidlertid i sin tale at når højt uddannede mennesker som Brøndlund kan foretrække naturmenneskenes selskab frem for kulturens metropoler, så kan det skyldes visdommens erkendelse af, at mens i civilisationen uværdige i rigt mål kan opnå position, magt og anseelse, så er det nok umuligt at blive agtet og værdsat blandt naturfolk, hvis man ikke vitterlig har gjort sig fortjent sig til det og bevist sin menneskelige integritet. Brandes ord er værd at notere, for i naturnære tilstande lader nødens lov realiteterne tale, mens hos os penge, sladder, intriger og magt taler med mere gennemslagskraft. Således havner ikke sjældent de mest intrigante og sjæleligt middelmådige i kraft af stædighed, forsigtighed og kløgtige alliancer i tidens fylde i agtværdige og uklanderlige råd og nævn. For hos den hvis behov for anerkendelse ikke har rødder og jordbund i det de vitterligt står for og virker med, kender den kompensatoriske forfængelighed i sin tomhed ingen grænser.
Ulykkeligvis betyder det så også at selv når en meriteret person hyldes for just sådanne egenskaber som man netop ikke skal regne med hos civilisationens agtværdige yndlinge, så kan man ingenlunde uden videre gå ud fra at det er sandt og ikke blot yderligere et eksempel på grænseløsheden af den moralske perversion. For hvor ofte giver bødlerne og medløberne den ikke med forkærlighed i rollen som ofre, og hvor ofte hyldes ikke kulturlivets massive opbud af mimicry som den ægte vare? Ja, hvad mere er, så kunne man endda mistænke at så uforbeholdent rosende omtaler man i civilisationen kun andre, hvis man i virkeligheden slet ikke mener det. For hvis vi virkelig mente det, ville vi misundeligt forargede fortie det. Men vist gives der undtagelser, og man må i det tilfælde forestille sig at portrættets forfatter selv hører til de ædle dannedes eksklusive kreds. Og helt utænkeligt er det ikke, for samme kreds må der i hvert fald være tale om.
Selv fejrer jeg altid mine egne fødselsdage og da især de runde i de svenske skove, som netop i sidste del af april viser sig fra deres mest livgivende og medrivende side. Efteråret stemmer til andagtsfuld og kontemplativ vemod og forsoning, mens det endnu bladløse forår har den ungdommeligt medrivende friskhed og vårflodens naivt håbefulde hengivelse til genfødslens årlige mysterium, at alt bliver nyt. En opfattelse der i øvrigt også gennemsyrer den russisk ortodokse kirkes syn på skabelsens forløsning.
Men kort sagt lægger jeg af nævnte grunde aldrig op til at blive hyldet på min fødselsdag, blot folk til gengæld husker at hylde mig desto mere resten af året, ikke mindst for just nævnte ædle fordringløshed. Af og til kniber det nu ærligt talt gevaldigt med at holde denne aftale, men no one is perfect, så det bærer vi over med og sætter vor lid til alderdommens satisfaktion. Men kort sagt skyldes mine overvejelser i anledning af ovennævnte hyldest til den ædle dannede ikke barnligt nag over ikke også selv at blive portrætteret på slig glorværdig vis.
Til gengæld kan jeg fortælle Dem at jeg for nylig blev inviteret til en anden kulturfødselar, omtrent jævngammel med førstnævnte og fuldt så flittig og velfortjent anerkendt. Ulykkeligvis fylder begge de nævnte ædle dannede ligesom jeg selv år i sidste del af april, og allerede af den grund kan det ikke nytte, for jeg véd så vel at jeg ganske som et utålmodigt barn der opslugt i øjeblikket ikke kan finde nogen ro og fortrøstning i forventningen og derfor ikke tåler at udsætte sit ønske, ville vansmægte synligt ved tanken om i stedet at kunne indsuge duften fra fyrreskovene og de optøende højmoser med lydtæppet af traners råb og urfuglenes skogren i baggrunden. Kort sagt nothing personal.
Men der var nu i dette tilfælde også en anden grund som i mangel på bedre ditto kunne have gjort sig gældende. Sagen er nemlig den at jeg for 18 år siden personligt tilsendte nævnte jubelfødselar min første bog Syndefaldet (who cares, men anyway). Naturligvis blev den til den naive ynglings fortrydelse ikke anmeldt i Kongens Kjøbenhavn, hvor man jo kender sine lus på gangen, og altså ej heller i det dagblad hvori vor mand havde sit virke samt nogen indflydelse.
Men som sagt var han heri ingen undtagelse, skønt en undtagelse just i sådanne tilfælde ville have været desto mere klædelig – men sådan er civilisationens uædle verden: Jo flere der spænder ben, intrigerer og fortier, desto sikrere kan De være på at også vi andre følger solidarisk trop, for det ville være ufint krukkeri sådan at ville skille sig ud som værende mere ædel end andre mennesker. For som svenskerne siger: "Lagom är bäst".
Hvorom alting er: Mange, mange år senere begynder vor helt af og til tentativt at fraternisere med mig, idet jeg ikke alene bor i samme kvarter som han, men tillige i mellemtiden mod alle odds periodisk har gjort mig gældende i den skrivende offentlighed og således undertiden lignet en joker som man ikke kan være helt sikker på og derfor måske hellere burde tage i ed for alle tilfældes skyld. Men det hindrer skam ikke vor lejlighedsvise kontakt i at være velment og ægte nok samt til begges behag.
Nuvel, i samme åndedrag som nævnte invitation åbenbarer vor mand nu for første gang hvor begejstret han med flere (hvem?) i sin tid var for nævnte bog. Og skønt hans kærkomne indrømmelse utvivlsomt også skyldes en ægte og ædel bekymring på mine vegne, så er det jo noget sent at vise flaget. Det forholder sig her ligesom når man i moden alder for første gang møder sin far eller mor: No offence og interessant nok – men til gengæld heller ingen illusioner om den store "reunion". For sent er jo nu engang for sent. Har prøvet det… Hvis De aldrig havde mødt Deres far, og han pludselig inviterede Dem med til en rund fødselsdag, ville De så ikke også føle Dem i en sær forlegenhed og spille død? Men det er indrømmet hverken særlig ædelt eller særlig dannet.

FORTROLIGT TIL MINE LÆSERE OM MIN UTROSKAB

Som I ved, kan kærlighed bringe os til utroskab: Ulykkelig kærlighed kan sågar få os til at være utro med den urette, mens lykkelig kærlighed kan gøre os utro med den rette. Det gælder dog enhver slags kærlighed, og det er ingen hemmelighed at en kærlighed der ikke engang gælder en anden kvinde, men noget fritsvævende og tilsyneladende umotiveret, indebærer en så at sige dybere og mere grundlæggende utroskab over for Kvinden, som grundet dens uforudsigelighed og fremmedhed hinsides al kontrol kan gøre selv den bedste vanvittig, ja endog få selv de helt unge til instinktivt at føle et stik af så at sige kollektiv fornærmelse, når deres "anti-virus-program" aldeles ubevidst forud registrerer sådanne brud på tingenes rette orden. En mand der hvert andet øjeblik kan foretrække at rejse til Sibirien eller Afrika, er utroværdig, især hvis der er tale om ægte kærlighed.
Nuvel, jeg ved at også jeg hyppigt svigter mine læsere, som derfor kunne tænkes at svare igen ved at give efter for deres utro tilbøjelighed til at kaste et lys på hvad bogmarkedet og dagspressen bringer – også selv om I af erfaring efterhånden må vide at I bliver slemt skuffede i længden. Ganske som med cigaretter er det imidlertid muligt at vænne sig helt fra og forvandle mainstream til en lejlighedsvis aperitif fra de rå metropoler.
Nuvel, mine meldinger kommer altså af sådanne grund noget ujævnt og i klumper eller pakker. Men glemt jer har jeg altså aldrig, selv når jeg render rundt i Smålands højmoser, på Skånes åse eller endog i Nordsveriges og Lapmarkernes urskove og fjelde og leder efter elge, urfugle, ørne, traner og bjørne. Og da jeg er det eneste menneske i kongeriget der ikke ejer en mobiltelefon – som alligevel ikke altid kan bruges, fordi der er et bjerg i vejen, så kan jeg altså vitterlig ofte være uden for spørgende læseres rækkevidde.
Jo jeg fotograferer også gerne dyrene , selv om det i en vis forstand kun er om landskaber man kan sige at de undertiden er endnu bedre på billedet end i virkeligheden – hvorimod dyrene dog bør opleves live. Ja, selv levende billeder gør de vilde dyr uret ved at forvandle dem til gentagelig og "virtuel" virkelighed og således bringe dem ned fra deres så at sige zen-agtigt intense over-virkelighed hinsides den menneskeskabte og trætsomme hverdag. Javel, vi taler vel her især om oplevelser og ikke om metafysik og tingenes eget inderste væsen, men nevertheless…
Men hvad så med karrieren? Til helvede med karrieren, for det er min erfaring at det virkelig interessante ikke opstår ved denne tvangsindlagthed til evigt og altid at følge med og mene noget om de samme ting. Karrieremennesker kopierer dybest oftest blot hinanden – og paradoksalt nok da især de meget dygtige. Jeg møder selv af og til mennesker, der inspirerer og ofte ser ting som vi andre ikke har blik for – just fordi de uden kynisme dog formår at give en god dag i det hele. Ikke helt sjældent kan det dreje sig om kvinder, der efterhånden som børnene har vist sig "levedygtige", og skællene falder fra deres øjne, folder deres hidtil hemmelige bohemiske væsen ud – i dette tilfælde ofte til den forvænte ægtemands fortrydelse, men altså i grunden på ganske samme vis som jeg indledningsvis skrev.
Nuvel, især om foråret og forsommeren har jeg mine nøkker og kvier mig ved den blotte tanke om at skulle parlamentere og trække tov med forudsigeligt "realistiske" forlæggere eller andre, der vantro og frygtsomt vel kun kan forestille sig og have fidus til hvad der ligner noget atter der ligner noget, som en masse andre "dygtige mænd" for tiden synes at gøre vældig lykke med. Hele dette globale "Esmann"-univers trætter mig allerede inderligt at tænke på – men som sagt skal jeg undlade at hælde "samlede værker"over jer: For selv om det vitterlig er imponerende og respektabelt hvis nogen har kortlagt og endda forklaret en uregelmæssighed i forekomsten af akkusativ i tyrkiske sprog eller et bestemt enzyms lidt uventede (!) opførsel ved en bestemt temperatur, hæfter der også noget uskyldigt komisk ved upfordret at fremture dermed, især hvis man ikke selv er klar over dette skær. Og sådan er det med megen ekspertise, hvorimod det alment inspirerende henvender sig til alle og forbliver evigt ungt.
Dette er forklaringen på det tilsyneladende paradoks, at når et menneske slås ud af kurs, holdes nede eller spændes tilstrækkeligt meget ben for, så kan det efterhånden komme til at vurdere sine primære og oprindelige bestræbelser som mindre presserende, både for den pågældende selv og for menneskeheden. Hvem der nemlig end forklarer hemmeligheden ved den tyrkiske akkusativ, opnår han nemlig ét af to: Enten bliver "den store ide" rutinemæssigt stjålet af de mere velpositionerede, der øjeblikkeligt vidste det i forvejen, grundet et lille maskulint selvbedrag – som spiller en helt kolossal rolle i den sammenbidte karriereverden hvor fantasi jo er en yderst sjælden fugl; eller også gør man en anden ulykkelig, som nogenlunde samtidig har fået eller været på vej til samme ide og håbet på en art gennembrud i livet – og måske vitterlig også behøvede det i endnu højere grad end man selv. Men udefra set er det tillige lidt komisk.
Derfor er der undertiden grund til også at være vore egne ambitioner og talenter utro af pure skuffelser, men det kan ende med trods uskønne ardannelser at gøre os rigere og bredere, ja mere vitale og i hvert fald mere interessante end hvis vi havde været belastede af den adstadige værdighed og evigt selvbevidste vægtfylde som nu engang gerne følger med verdens gunst, undtagen hos charlatanerne som er et kapitel for sig og i øvrigt derfor ofte foretrækkes af verden frem for den ægte vare. Nuvel, blot de har underholdningsværdi, skal meget vitterlig også tilgives dem, hvorimod pølsesnak og intellektuel humbug uden gnist af et sådant charmerende sigøjnervæsen er en pestilens og tyveri af folks tid.
Men ejendommeligt nok kan denne vor ikke uden videre helt igennem sunde tilbøjelighed til opgivelse og utroskab mod vore oprindelige projekter altså vise sig bæredygtig. Umiddelbart skulle man ellers tro, at det dog var bedre at blive direktør i firmaet eller i værste fald for et andet firma end at udbrede sig om alt det som man vil give skylden for at man ikke blev direktør i firmaet. Men så opdager man, at mens ingen gider at høre om hvordan det er at være direktør, trods al forståelig interesse i ens tegnebog, så inspirerer fortællingen om den ændrede livsbane langt mere.
Vor officielle og alvorlige bestræbelse ender da let med at tage sig lige så autistisk ud som et ambitiøst, men jo uhelbredeligt privat morgengymnastik-program – hvorimod det førhen private og negative, kort sagt ligtornene – for da slet ikke at nævne sproget selv – i stedet sejrsikkert som H.C.Andersens berømte "skygge" indtager rollen som det for alvor vedkommende, ja endog det eneste virkeligt alvorlige.
Men naturligvis må De da gerne stille spørgsmål om ejendommeligheden ved den tyrkiske akkusativ, om end jeg må tilstå, at jeg næppe kan besvare dem, og det plager mig ikke. Ejheller ærgrer det mig ikke at blive inviteret til internatioale konferencer for folk der i grunden fagligt kan så nogenlunde det samme som jeg selv, blot ad kedeligere og mere konventionel veje. For ikke at tale om hvorledes alle geografiske og kulturelle forskelle uden for vinduerne nihileres og ignoreres i denne grå og selvalvorlige globale tristesse. Javel, hvis det nu drejede sig om at udvikle en forbedret neutronbombe der tillige skåner alt liv undtagen fjendens, så lod sådanne sammenkomster sig unægtelig høre. Og således bliver det altså også her sandt hvad vi lagde ud med, at hvis ikke det var sand kærlighed der bragte os til utroskab, så bliver det dog til sidst til sand kærlighed.
Men nu må I altså have mig undskyldt. Jeg er kun på kort visit, idet min tandlæge Nils Ruben, der tillige er den ejendommelige australske pianist David Helfgotts danske impresario – havde inviteret mig til en koncert med Helfgott i Birkerød. Da Nils Ruben, der forresten tillige selv er uddannet koncertpianist, ynder at kalde mig det nærmeste man kan komme David Helfgott bortset fra forskellen i metier – hvortil vel desværre også kommer mine noget ringere udsigter til førtidspension –, kunne jeg dårligt undslå mig for dette charmerende gensyn med civilisationen i disse forårsdage hvor den nordiske og selv den danske natur ellers slår alt i sart skønhed. I øvrigt kunne man jo fromt håbe på at vor impresario en dag udvider registret og skaffer mig plads i sin stald og ikke kun i tandlægestolen.

BLOGGEN LETTER…

Om medierne, kulturen, forfængeligheden og fremtiden
Mændenes verden er ejendommelig. En grund til med forkærlighed at holde sig borte fra sit eget miljø er at inden for miljøet vil man kunne blive distraheret af egen flokmentalitet i forhold til den flok man hører til: Altså dybest set af allehånde behovsmæssige tilknytninger til "de andre" samt bekymringer for egen kurspleje i så henseende også på længere sigt. Og den art ungdommelig irritabilitet samt gammelklog frygt for fremtiden kan nok føre til normaliserende disciplinering, men aldrig til noget virkelig interessant endsige livgivende smukt eller morsomt. I flokkens midte lægger man alle farverige særheder på hylden, og selv om det er nyttigt at kunne, er faren at man helt glemmer dem.
En anden grund er den at i ens eget miljø vil ens små præferencer og egenheder let hos de andre blive filtreret gennem deres flokmentalitet, hvilket helt konkret vil sige især de velmeriterede, men også indbyrdes desto mere konkurrencebetonede mænds: "Hvad vi ikke selv brillierer med, skal heller ingen anden brilliere med". Altså med mindre det man brillerer med enten er så nørdet, "usexet" og lidet show-egnet at det opleves som lige så indifferent og ufarligt som flagermusenes ekko-orienteringsevner; eller det er så økonomisk eller på anden side givtigt for de andre at man åbenlyst behøves, som VVS-manden og computerreparatøren.
For sådan er det: Vi mænd er smukkest når vi glemmer os selv og denne frygtelige og latterlige afhængighed af position og status, hvad enten det nu drejer sig store biler, høj uddannelse, eget TV-program eller omvendt anerkendt "avantgarde"-status som statsudnævnt eller prisbelønnet kritiker af og oprører mod "systemet". Dybest set handler alle disse varianter jo om de samme ting og har således i grunden intet at lade hinanden høre.
Egentlig burde man ikke bekymre sig så meget derom, for dels fører det som sagt ikke til noget inspirerende men allerhøjst til et glædesløst og sammenbidt mere i "dygtighed"; dels gør det sjældent en mere afholdt selv hvis man lykkes; og endelig fornemmer folk såmænd snart alligevel mere end som så, selv hvor man omvendt netop foretrækker at gå yderst stille med dørene – det er nemlig kun dem der notorisk og nødvendigvis må vide bedre, der aldrig hverken ser, hører eller forstår. Så sjovt er vi mennesker nu engang skruet sammen.
Men er ingen ting da gode og interessante i sig selv, uanset allehånde eventuelle koblinger til status, rigdom eller andet? Jo, men efterhånden som det rygtes, bliver også det til mode eller status for til sidst at blive en demokratisk og statsgaranteret borgerret, der forvaltes af institutioner med tilhørende skolings- og meriteringssystemer, der atter har mere eller mindre monopolagtige aktier og forgreninger til forlagsverdenen, pressen og den øvrige medieverden. Og så er det på tide som Kong Lear og hans endnu visere datter Cordelia at rømme feltet inden det hele udarter i autoriseret facon og maner samt højt betitlet snak og eftersnak; og det så meget mere som man alligevel snart ville blive smidt på porten alligevel af håbefulde bander der trods al hemmelig kongenial sympati vejrer morgenluften bag sprækkerne i muren og tager deres fornuft til fange – og heri støttes klogelig anonymt, men desto mere helhjertet og massivt af vejrbidte etablerede mænd med pokerface, gyldne kæder og vel lagrede ligtorne.
Lige bortset fra at de såkaldt nyttige ting jo ofte viser sig at være skadelige, om ikke i konsumtionsleddet, så i produktions- og affaldsleddet, så kunne man indvende at ovenstående indadvendte betragtninger vel har mindre betydning så længe folks bestræbelser blot tjener en nyttig eller nødvendig sag: Et fremskridt i lægevidenskaben er dog immervæk et gode, også selv om mere centralt placerede eller konformerende typer ofte tager – og med kyshånd tillige gives – æren for andres værk, og selv om dér som alle andre steder i forbifarten kvæles og kværnes mangt et kreativt sind med forbilledlig sarthed, om så også mest på egne vegne.
Den indvending har noget på sig og indebærer at vore overvejelser især rammer hele det "overflødige" felt der hedder kultur og omegn – fordi der ikke her er hverken helt entydige kvalitetskriterier hinsides tillid og autoritetstro, og fordi samme uigennemsigtighed gælder resultaternes "nytteværdi" for menneskeheden eller i det mindste forbrugerne. På den anden side er den nævnte forskel mellem sfærerne næppe så stor, at vi af den grund kan kaste barnet ud med badevandet og skippe alt hvad der hedder kultur, blot grundet forfængelighedens overhåndtagen og korrumperende virkning. Især i den moderne verden hvor produktionen kræver stadig mindre af vor tid, vil kultur i videste forstand jo komme til at fylde desto mere i landskabet. Og det hverken kan eller vil vi for alvor lave om på, ihukommende den blot materielle konsums tristesse – men det betyder ikke desto mindre at hvor forfængelighed og statuskampe før havde et mere borgerligt alibi og var mere diskret disciplinerede og domesticerede, så vil vort "overdemokratiske" konsumentsamfund af fritidsmennesker med forbrug og oplevelse øverst på programmet medføre en usund overbetoning af forskelsløs konkurrenceånd og misundelse, der ikke længere inddæmmes og tæmmes af produktionssamfundets klassiske faglige og erhvervsmæssige skel, hvor direktøren trods alt aldrig misundte ministeren, og kemiprofessoren aldrig konkurrerede med litteraturprofessoren; og ejheller mildnes den usunde ånd længere af ovennævnte oplevelse af konkret, indiskutabel og så at sige øremærket nytteværdi og formålstjenlighed i sidste ende, bag alt vort narreværk.
Nuvel, men i lys af ovenstående er det klart at uden nogen euforisk eller livgivende værdi er der så næppe megen pointe i at udbrede sine betragtninger, uanset i hvilket regi og i hvilket medie det sker. For hvis nok så tvangsindlagte læsere alligevel keder sig bravt, kan resten vel være lige meget. At De har begået dette og hint ud mærkede i livet samt er mand eller endog kvinde for endnu mere, det betvivler vi således ikke, men tilskynder Dem tværtimod af hele vort hjerte til at fortsætte med det. Men med mindre Deres skriverier da skal forstås som en art jobannonce, er vi alvorligt bange for at De spilder såvel Deres egen som vor tid ved sådan uopfordret og lovlig højlydt at udbrede Dem om Deres angivelige kvaliteter. Nuvel, som bekendt er der imidlertid også kun sjældent penge i bogudgivelse på dansk, selv om det i de rette hænder – hvilket som bekendt i en dybere forstand oftest vil sige de forkerte hænder – sig kvaliteters at have en katalytisk værdi som trædesten, springbræt og trampolin. Så ved at insistere på Bloggen lider De derfor næppe noget større økonomisk afkald, men besparer tværtimod det tiltænkte forlag for et betragteligt tab – det forudgående og i Deres tilfælde næppe uanselige besvær ikke at forglemme.
Nuvel, for mit eget vedkommende kan jeg derimod trøste mig med, at så langt fra at betalende læsere typisk har kedet sig, er jeg altid blevet fyret, lagt på is, skåret ned eller smidt godt bag i køen, netop som det efter læsernes mening gik allerbedst. For ganske som i militæret kan det også i det civile liv ofte vise sig klogest at holde en passende lav profil. Ja selv overordentlig prominente læsere gav af og til gav undertiden deres bifald, hvilket ingenlunde er nogen inkonsekvent tilføjelse endsige en fortalelse fra min side: For blot de makker ret, kender deres besøgelsestid samt viser en smule pli, har jeg bestemt intet at sige mod de begavede, de formuende og de dannede; også selv om det desværre ikke kun er en nem kliche, at på "det overflødiges" felt er det ikke altid de mest berettigede der klatrer højst til vejrs i bestyrelserne.
Men apropos betalende læsere: Mindre medier med en anstrengt økonomi kunne jo her formodes at være mere forbrugerorienterede og derfor tillige mindre ringe. Men dels må man her ikke undervurdere førnævnte almenmenneskelige forfængeligheds irrationelle kraft – for hvad betyder en smule færre læsere, så længe det ikke ligefrem truer de fastes egen stilling og økonomi. Dertil kommer at mens et kunstigt hjerte er en ringe trøst for den som behøver en kunstig lever, så kan man inden for kulturens og underholdningens brede felt altid erstatte en tom plads med "mere musik", som i det mindste for en tid kan udfylde tomheden og skabe taknemmelig glemsel; og det så meget mere som der jo indrømmet gives megen fortrinlig musik. Og i fritidssamfundet skal tiden hursomhelst gå med noget, så ligesom vi spiser de fisk der nu engang er i havet, må folk slå tiden ihjel med hvad medierne nu engang falbyder – og her gælder at selv helt udvendig variation samt gentagelser camoufleret bag højpandet tungetale langt hen synes at kunne kompensere for kvalitet.
Vore egne læsere er således nogle overordentligt heldige bæster der ikke betaler licens, men vi skal nok opspore dem, om vi så skal sætte penge til på det, alene for princippets skyld. Men her er vi atter inde på et interessant emne: For netop fordi hele denne binding til erhvervsmæssig identitet efterhånden vil betyde stadig mindre i vort hovedrige velfærdssamfund, så betyder den økonomiske side af sagen i grunden ikke så meget. Man kan alligevel leve af så meget og samtidig slippe for at være tvangsindlagt til alt det samme som alle de officielle snakkehoveder. Og hvis man omvendt ikke kan leve af noget, så kan man efterhånden med stadig bedre samvittighed leve hæderligt alligevel, for uanset al snak i de mest borgerlige medier, så under Deres næste Dem af et godt hjerte allehånde former for invaliderende understøttelse, blot De lover at afholde Dem fra at genere ordentlige borgere fremover. Men anerkendelsen og den sociale rolle, der er vor adkomst i forskellige sammenhænge, kan vi mennesker dårligere undvære, og her er vi så atter tilbage til den så at sige legale og uomgængelige grund bag den menneskelige forfængelighed.
Mere end én gang har jeg hørt anderledes etablerede sympatisører under fire øjne anbefale mig for min egen skyld at affinde mig med min skæbne og glemme min egen forfængelighed , så de selv kunne udfolde deres egen anderledes relevante og lurmærkede ditto desto mere uforstyrret – og tillige rose sig af deres af offentligheden endnu ukendte storsind, der følgelig måtte være ægte og uforstilt. Men der findes naturligvis hos enhver noget man kunne kalde et berettiget og elementært behov for på en eller anden vis at blive honoreret for sit virke – for ellers eksisterer dette jo i en vis forstand kun privat, og det er i længden vor natur imod.
Og derfor er der ingen grund til skam over at ty til Bloggen frem for at konferere med de brave og usikre købmænd samt deres hemmelige stab af principielt pletfri rådgivere og spindoktorer, hvis integritet vi derfor ikke troværdigt kan beklikke. Og følgelig er der heller ingen grund til omvendt at føre en nidkær og forbitret guerillakrig mod forlagene og medierne – for ligeværdige og lige magtfulde parter behøver jo ikke at tabe højde ved at bekrige hinanden udover den sædvanlige konkurrence på kvaliteten.
Ejheller er der grund til at gentage filosoffen Wittgensteins nøkker med helt at overgive sig i den grad til markedets og omverdenens dom, at han trods sin arvede formue undlod at udgive sit ungdomsværk i eget regi, når ikke det kunne komme ud på markedets objektive og lige vilkår. Vi har her at gøre med den fatale skyldfølelse som hæderlige mennesker i modgang ofte får over sådan at måtte kæmpe for deres usle lille jeg og dets overlevelse. Hvis lykken kom gratis, ville de imidlertid næppe føle skyld ved at sige ja tak, og således tilsmiler Mattæus-princippet også her denne verdens yndlinge. Kort sagt giver problematiske eksistenser alt for ofte på forhånd selvmorderisk vis verden ret i dens bekvemme dom om de udstødtes og de uindbudtes sygelige selvoptagethed – hvilket som bekendt kun forværrer bemeldte syge i en ond spiral.
Hvad nu "markedets objektive og lige vilkår" angår, som vi nævnte ovenfor, så ved jeg skam udmærket af egen erfaring (for De taler ingenlunde med en taber, men med en vidt anerkendt person og bør følgelig heller ikke længere regne Dem selv til taberne endsige søge deres selskabs såre kortfristede trøst) – kort sagt, af erfaring ved jeg hvor opstemmende og befordrende det er at have grønt lys på forhånd, samt hvorledes det kan forvandle selv et jævnt talent som undertegnede til noget der skuffende og momentant ligner et stort ditto, ihukommende den menneskelige sårbarhed såvel som den menneskelige dynamik, sejhed og fleksibilitet.
Men jeg opdager nu at ligesom en stram form kan være samlende og forløsende ved sit tvingende krav om koncentration, så kan ikke alene fraværet af førnævnte skeptiske borgerlige kontrahenter være befriende – også fraværet af en forudgiven form muliggør sammenføjninger og organiske tilknytninger mellem hidtil adskilte men for længst modnede synnapser og tankebaner, der i tidens fylde kræver en højere form som må tilvejebrínges ved et samvirke der ser stort på deres hidtidige skinsyge kamp om vor opmærksomhed. De nødvendige analysers begrænsede form har deres tid, men før eller siden skulle jo maskinen gerne lette, så vi kan se om udsigten over verdenshavet virkelig også er så sublim som de siger ude i byen.
Vi agter dog ingenlunde at forsvinde i det blå, men lander skam igen medbringende discount-certifikat fra Miami, hvilket som bekendt var godt nok til at kunne ramme tårnene i New York. Men den idé er allerede brugt, så vi videregiver den hermed storsindet til Frank Esmann og andre med en tilsvarende fornuftig forkærlighed for det hævdvundne og hæderkronede. Så vi ses alligevel igen – hav en god dag!

FILOSOFFEN ARBEJDER...

Dette er et kultbillede som en af "Bandak's" venner har oploaded...
Det forestiller "Bandak" der enten arbejder eller lige har lavet en "kvalitetstest!!"....

”DETTE ER IKKE MUHAMMED!”

Med en bekendts ord er det en menneskeret at være idiot. Juristen Sune Skadegård Thorsen argumenterede ikke desto mindre forleden i Information for Jyllandspostens skyld i den aktuelle skade på Danmarks eksport samt ære ud fra tre hæderkronede principper hentet fra Romerretten og Erstatningsretten. Dels tilstedeværelsen af en uansvarlig hensigt; dels et uomtvisteligt årsagsforhold mellem den bevidste handling og den resulterende ulykke; og endelig det forhold at de vanvittige følger var om ikke tilsigtede, så dog forudsigelige for aktøren selv.
Ved at hævde at misæren var en forudsigelig følge af Muhammed-tegningerne, antyder Skadegård Thorsen dog at forløbet just var hvad man kunne vente sig af muslimer; men også en sådan udtalelse kan opfattes som injurierende. Hvis Jyllandsposten omvendt friholder sig med at man netop ikke forudså reaktionen, fritager det ikke bare avisen for juridisk skyld: Den kan sågar rose sig af (at have haft) et ret harmløst billede af muslimer.
Anderledes forholder det sig hvis Jyllandsposten forudså konsekvenserne. Men selv hvis det så var en forbrydelse ikke at tage højde for dem, så var det dog kun en afledt og sekundær forbrydelse: Ganske ligesom det kun ville være en afledt forbrydelse at sladre til Hells Angels om at en navngiven person har udtrykt ønsker om borderskabets uddøen. For at sladre til Hells Angels derom er jo kun forkasteligt, forudsat at Hells Angels antages at reagere derpå som en bande psykopater. En antagelse som det ligeledes ville fornærme broderskabet at offentliggøre.
Men vist kan dumdristighed være forbryderisk, selv hvis hensigten ikke er umoralsk. Sådan grov uhensigtsmæssighed kan sammenlignes med hvis en turist i et fremmed land fremturer med en gestus der i den stedelige kultur betyder ”Ned med kongen!” For selv hvis turisten ikke deler nævnte holdning, så ved han udmærket at hans ytring af de lokale vil blive opfattet som helligbrøde. Men at ytre noget vel vidende at det vil blive opfattet som en provokation, vil jo normalt kun den gøre som vitterlig ønsker at provokere! Så bordet fanger, selv om ens ytring er harmløs i ens egen tegnverden: Man kan altså ikke påberåbe sig immunitet i kraft af en art ”dobbeltkontrakt”. Af samme grund klæder kvinder sig fornuftigt i lande hvor let påklædning tages for et signal om prostitution.
Teologen Katrine Winkel Holm forfægter dog den uindskrænkede ytringsfrihed: Selv bevidst blasfemi anser hun for legitim. Men denne skyldopfattelse holder med Skadegårds ord ikke i byretten, hvis også de forudsigelige konsekvenser medtænkes. Men derudover er der forskel på at drille folk for kritisable forhold som de ovenikøbet selv er herrer over, og at åle dem for deres tro, kultur, sprog eller egenskaber som for det første er harmløse, og som de for det andet hverken selv har valgt eller formår at ændre.
Folk må finde sig i at blive kritiseret og drillet for umoralsk opførsel: Hvis de klager derover, indrømmer de jo at have handlet på en måde de ikke vil stå ved – og da rammer anklagen blot dem selv. Således udtrykte en af Københavns størrre platugler forargelse over mit brud på forretningslivets blufærdighedslov, fordi jeg havde fortalt andre at jeg igen havde været dum nok til at låne ham penge.
Men at drille folk med deres tro og kultur har derimod ingen sådan moralsk og specialpræventiv pointe og kan derfor ikke blåstemples moralsk. Jyllandsposten burde derfor under tegningerne i Magritte’s ånd have skrevet: ”Dette er ikke Muhammed!”

Mere om mig selv og BLOGGEN...

....I parentes bemærket har jeg ikke selv lavet min hjemmeside, hvilket nemlig ganske overstiger min tekniske formåen, men til gengæld bringer den kære Frank Esmann i desto kærligere erindring. Han har dog modsætningsvis intet ondt gjort og tværtimod bidraget til underholdningen og minder mig desto mere om en masse som er langt værre og klogeligt derfor tillige mere diskrete. Esmann er tidsåndens Jesus-skikkelse, der må sone for alle, og derfor agter jeg også snart at genoptrykke et par historier hvor han figurerer lysteligt og som sagt inderligt harmløst, om end rimeligt udødeligt. Virkelighedens bonitet kendes på dens egnethed som påskud for dens komiske overvindelse, det være hermed sagt ligeud...

Lad os i øvrigt se hvor længe jeg gider fortsætte, men i så fald gælder det om at spinde inden garnet slipper op. Et eller andet sted er der noget latterligt småborgerligt over alle vore drømme om verdens anerndelse: Da Freud omsider fik en mindeplade opsat på sin forlængst forladte bolig i Berggasse i Wien, var han rettelig ligeglad og ønskede i stedet en smertefri kæbeprotese. Det er som i kærlighed at når endelig drømmen indfinder sig, viser den sig at være tidskrævende prosaisk virkelighed, hvilket kan være en skræmmende oplevelse.
Ikke desto mindre vil vi i dag alle være kunstnere, forfattere og filosoffer – omtrent som Kierkegaard på sin tid (hvis ellers?) hoverede over at alle var kristne. Moderne skifter, så meget er sikkert; men når det eksklusive bliver mode – og hvad skulle ellers blive mode – sørger vi altid for at standardisere det så alle i klubben kan være med, men selv den dag vi alle har en Ph.D eller lavet en bog eller film, vil vi til vor død fastholde at det er noget uhyre skelsættende, at vi sådan har været på kursus og lært de store kunsten af og endda lidt til.
I de mindste kan vi rose os af at have smag. Hvad er smag? Smag er at vi brækker os over vor egen succes så snart den indfinder sig i al sin plathed og kræver omhyggelig pleje og logistik, samt over alt det eksklusive som folk lader sig tvangsindlægge til i det håb at eksklusiviteten smitter – kort sagt i håb om at blive lige så selvhøjtideligt kedsommelige som alle de der altid ved nøjagtigt hvad de vil sige, og som kappes om at få lov at sige det samme, om så også med modsat fortegn.
Fordelen ved at blive holdt for harmløst tosset er at man kan få lov til at have sin legeplads i fred for virus og syntetiske parasitter – men så snart det bliver anerkendt vil enhver kommunaldirektør eller folketingskandidat med ønskebarnet og enebarnets førstefødselsret partout "også" skrive en bog derom, for det er ikke lænmgere nok at have hus og bil for at have status. Og der er grønt lys på forhånd selv om der som altid i politik og krig er tale om en uorganisk, men desto mere manisk klippen og klistren.
På den anden side er der også noget positivt i dette, at ligesom man på et tidspunkt opdagede at ikke kun præsten og læreren, men næsten alle kunne lære at læse, således er åndelig udvikling af forskellig art ethvert menneskes mulighed og ikke forbeholdt guddommeligt udvalgte. På bunden er de fleste såmænd velbegavede nok på denne eller hin vis, selv om de forhåbentlig ikke når at opdage det – og der er råd og tid til det for stadig flere, men med Tom Kristensen ord, dyrk ikke sjælen thi den ligner en last. To skridt frem og et tilbage, hver anden gang dog for symmetriens skyld i stedet ét skridt frem og to tilbage – derpå kendetegnes den ægte vare, så hold Dem for Guds skyld fra Den Blå Bogs sorgløse duksearbejder. Men stadig er der forskel på vore helt legitime og klamhuggeragtige små hobbies og så vore hjertebørn – og det tovlige er ingenlunde vore hobbies, men alene det ikke at erkende og respektere nævnte forskel. Man kan ikke sådan pludselig "vælge" at ville være landsholdsspiller i håndbold, fordi det pludselig er blevet smart at spille håndbold – end ikke hvis man endda har de rette forudsætninger for nævnte disciplin. I kender disse hæsblæsende karrierebeskrivelser i avisernes portrætter af lovlig foretagsomme folk.
Men i grunden skulle vi alle skamme os, og Shakespeares nar har ret i, at hvis tingene gik retfærdigt til, ville vi alle få en ordentlig dragt prygl. En dame skrev forleden et velgørende indlæg om hvor hårdtarbejdende den ældre generation, ikke mindst kvinderne, har været – med flere jobs plus det hjemlige, og derved skabt grundlaget for al vor krævementalitet og vor jammer over at også andre har den frækhed at kræve noget af livet.
Fordelen ved Blogs er at nu kan vi alle uhindret få lov at sige det samme uden at blive distraheret af de andres kakafonisk emsige kor og behøver heller ikke at skæve til søndagsavisernes og de oplysende TV-programmers dørvogteragtige nåleøje. Honorarar er en biting, for ligesom spalteplads er der snart også rigelig materiel velstand til alle, mens kampen om status synes at bestå i al sin ynk. Hvis vore konkurrenter havde en smule stil, ville de le os ned, men det har de gudskelov ikke, men anser tværtimod selvalvorlig gravitet og menneskelig værdighed for ét og samme og skæver derfor med karakteristisk forebyggende skinsyge omhyggeligt ikke til vor side, som anede de alligevel hvilke uforudsigelige bøllestreger de kan vente sig fra vor kant.
Men også etablissementet formår i disse moderne tider at camouflere deres ængstelige hægen om værdighed, anciennitet og velfortjent opstigning i "Damernes Magasin" under friskfyragtige platheder og stereotype fraser af tvivlsom bonitet.
Nuvel, egentlige hovedværker foreligger, udgivne som apokryfe, posthume som medfødte, korte og talentfulde såvel som noget længere og følgelig også altid desto dårligere tænkte, thi Zen-mesteren klapper kun i én hånd – så alle sådanne "arbejder" skal vi spare jer for, da I lige så selvoptaget kun kærer jer om egen karriere, vel vidende at allerede den er kedsommelig nok til at I end ikke vederlagsfrit vil belemres med andres ligtorne. Og som med kærligheden er også hovedværker mest klædelige når de anekdotisk forligger som kimærer i horisonten – det vigtigste er som med sjældne dyr ikke at vi får dem at se, men at vi meget vel kunne risikere at møde dem, om end der også her er tale om et lotteri. Thi som en litterat skal have sagt: Hvis Tolstoj boede på den anden side af gaden, ville jeg straks fraternisere ham sønder og sammen, men hans værker ville jeg virkelig ikke gide læse.
En plattenslager af mit bekendtskab har anderledes format, for han har det valgsprog at man skal smide pengene ud af vinduet i det håb at de kommer rigeligt igen ad hoveddøren. Jo, af al kriminalitet er den økonomiske afgjort den hæderligste og mest menneskelige, og derfor er bankrøvere altid populære – for selv når deres lykke beruser dem, mister de ikke selverkendelsens viden om at pengene er det afgørende og modsat personer tillige er uden lugt. Nå, men ulykkeligvis har ovennævnte økonomiske slyngel sjældent penge, men delagtiggør desto ivrigere til enhver tid sin næste i nævnte gyldne fif. Hvem den gyldne hoveddørs lykkelige ejer er, melder historien desværre intet om, men hvad er lykkens lottteri uden tilfældighed – kort sagt: hold nu op med alle jeres pis.
Nej, Meyerheim samt landets øvrige brave kulturambassadører er derimod forbilledligt fordomsfrie og upartiske, thi ethvert fortrin som ikke alle i klubben møjsommeligt kan kopiere, er ingenlunde en fordel, men betragtes rettelig som en illegitim teknisk handelshandring for lotteriets sandt demokratiske konkurrence, hvor man nemlig er hvad man bliver udnævnt til af klubben.
Prinsesse Mary kunne således lige så godt have været enhver anden, og alle ved det og tilgiver hende just derfor også hendes misundelsesværdige status. Thi hvad er demokrati, som Hal Koch retorisk spurgte for straks efter at tilføje, at det kan vi altid snakke om, hvis vi da ikke har andet og bedre at kede os over.
Sidstnævnte privilegium har netop de kongelige, og denne tvungne politiske immunitet må som antydet være saliggørende, for også politik fylder alt for meget og bliver mål, hvor det allerhøjst skulle være middel. Faren ved at kunne skelne mål fra midler er imidlertid omvendt den, at når vi først har lært at betragte virkelighedens bastante pinligheder som midler og hindringer snarere end som værdier med iboende krav om vor opmærksomhed, så inspireres vi for alvor til eskapismens drøm om Scherfigs uskyldige tapirer i Edens Have. For at fastholde interessen for midler, hvis man ikke tillige formår at tillægge dem egenværdi, er ikke let.
For som sagt er virkeligheden ikke vor stærkeste side, og den interesserer os kun ved til stadighed som påskud at kalde på vor pytagoræiske kreativitet. Ellers bruges det almene oftest til snakkesaligt uimodsigelig perspektivering, så folk med talent for det konkrete bruger lejligheden til at udgive veloplagte danske stile med almene overvejelser frem og tilbage om principper, rettigheder, godt og ondt og den slags – herligt frie for ethvert brud på denne lurmærkede fantasiløshed, hvilket garanterer hvad brave borgere selvtilfreds kalder "den røde tråd" i referatstilens udødelige genre: I ved: "Kapitel ét, kapitel to – hej hvor det går." Ja det rimer næsten allerede, og deraf kommer som regel hele misæren..
Men her i firmaet går det omvendt til, og opdagelsesrejsen forlader derfor straks den virkelige anlednings klodset selvalvorlige gru til fordel for tankeeksperimentets anderledes troværdige seismiske metoder og alkymistiske undere. End ikke vore fiktioner orker vi at fastholde længere end et kvareters tid, og sådan har vi alle vore begrænsninger.
Men hvorfor finder vi ikke i stedet en forlægger? Hør her, alene tanken om allehånde borgerlige råd er nedslående: For mens små forlæggere trods god smag klogeligt næppe tør binde an med det blasfemisk uomskårne i en tid af lutter alliancer og korporationer, så mangler store forlæggere som regel mod til at stole på egen dømmekraft, selv hvor den forefindes, for som de fleste personer på lovlig repræsentative poster har de allerede tidligt i livet instinktivt valgt at satse på det store, det anerkendte, det uklanderlige – måske i snu vished om på den måde at kunne tilkæmpe sig en art uomgængelighed som ellers ville forblive dem nægtet; men måske blot i den forstandige og honette frygtsomheds gnaveragtigt nervøse søgen mod midten af det toneangivende selskabs flok under lige så klædelig som behørig hensyntagen til egne begrænsninger. En taktfuldhed som verden nemlig altid lønner i rigt mål i tidens fylde. Thi ordsproget siger med rette, at den lever trygt som lever skjult.
Nuvel, når disse brave borgere samt lejlighedsvise forfattere af uklanderlig stileøvelser så er nået til vejrs, så forlader deres vantro dem ikke, og derfor vil ikke alene deres ængstelige antipati mod det uskønt genuines risikable enegang, men også deres overtro på det etablerede og udbasunerede altid holde dem tilbage. Derimod kan de let bringes til at falde for rene charlataner, og da især hvor disse optræder i gruppe, for vi ved jo alle at det nye, det frastødende og det frække er fremtiden og det hotte – og skam få den der kunne komme til at stå med røde øren over at have overset borgerskabets revolutionerende yngel samt skriften på væggen. I øvrigt er der noget herligt menneskeligt over charlatanerne, hvorfor vi tilgiver og endda så langt foretrækker dem, selv når vi gennemskuer dem. Men som Hitler noterede, kan pæne mennesker ikke forestille sig muligheden af gennemført og massiv plat og humbug og tager det derfor altid for gode varer. Det skulle ellers være let nok at genkende denne forkromede smarthed med dens vindende tro på sin naturlige ret til alt hvad den peger på fra TV-byen eller hvor nu.
Kort sagt orker vi ikke at tænke på forlæggerne for ikke at tale om deres gensidige forsikringsaftaler med allehånde emsige fagforbund af målbevidste kunstnerskæbner in spe. Om vinteren orker vi desuden slet ikke de fornødne jævne og banale tovtrækkerier om det evidente – og om foråret gider vi virkelig ikke, for det ville være synd mod den helligånd, så at sige. I øvrigt klæder det ting at blive trygt liggende og samle patina og ikke fraternisere unødigt med tidsånden osv.
Ha, så vi frygter rettelig anmelderne? Frygter og frygter, vi anerkender dem nu ikke uden videre og frygter dem mest af lidet smigrende grunde. Hvis en umiskendeligt og forlængst afdød har begået noget sindssygt eller gjort noget skændigt, kaldes det enten genialt eller afskrives generøst som genialitetens pris – for amelderen kender fra sig selv det geniale og følsomme sinds krinkelkroge samt tilværelsens uløselige komplementariteter mellem det gode og det skønne, mellem det korte og det lange sigt samt mellem den lokale ulykke og det universelt blivende kulturelle almenvels krav: Hvad skulle han f.eks. selv gøre uden sin stolt beundrende og tålmodigt opvartende hustru, selv om han ganske vist har haft overskud nok til ikke at hindre hendes professionelle karriere som studievært for celebre unge mænd i TV.
"Aha, så en nøgleroman?" Sludder og vrøvl, kun det krystallinsk almengyldige har interesse, og virkeligheden er allerhøjst et påskud for det almene, undtagen når den er morsom, hvad den sjældent er, eller skøn, hvad oftest kun naturen er - så hvem den og den er gift med interesserer os virkelig lige så lidt som alle intriger, om hvilke nemlig gælder hvad præsident Reagan anderledes uheldigt i sin tid sagde om Californiens kæmpetræer: "Have you seen one tree, you have seen them all."
Nuvel, men tilbage til vort tankeeksperiment. Hvis en nulevende skulle komme for skade at sige et overilet ord eller ligefrem sin mening (hvilket vi må fraråde), så erklærer anmelderne med kyshånd og i kanonisk kor manden for utilregnelig og skruptosset – undtagen hvis han tydeligvis virkelig også er det. Men intet forkromet posthumt er for abnormt til alligevel at blive erklæret udødeligt og eviggyldigt.

Intet nutidigt og af klubbens forkærlighed uvelsignet er omvendt for almengyldigt til at blive afskrevet som yderst specielt, privat og personligt. Hvad der hos en nulevende afskrives som rod, kaldes hos de hedengangne kompleksitet og giver følgelig arbejde til hele generationer af angivelige forskere uden morsommere alternativer. Hvis en afdød har efterladt en samling aforismer og forarbejder, lovprises de af håbefulde udgivere, emsige kommentatorer, travle forskere og ivrige anmeldere for deres euforisk løfterige troskab mod den stenhuggeragtigt ufærdige skabelsesproces – men hvis en nulevende uden medlemskort skulle gøre det samme, afskrives det som uforarbejdede brokker uden rød tråd samt svage og ildevarslende tilløb til et behørigt Ph.D projekt, hvis ellers emnet havde fortjent det, og evnerne i øvrigt havde rakt til.
Hvad er det at spænde ben for sig selv? Det er at give andre et bekvemt påskud for at hjælpe dygtigt til med selvsamme asketiske bestræbelse, iuhukommende Buddha’s ord: "Hvis du møder Buddha, så dræb ham!" "For han inviterede jo selv til det!" Jotak, sproget er taknemmeligt, omend heldigvis kun sjældent talentfuldt, for det kan sgu også blive for meget af det gode. Hør, jeg synes at I begynder at kede mig.
"Hvortil ønskes returbillet?" Hertil, som Storm P.’s rejsende sagde ved billetlugen, for karriere skal helst overstås som en flygtig drøm og naturlig bivirkning for ikke ligesom sjælen at blive en last, hvorefter vi kan begive os videre ud i Neverland og drømmeland. Gør vi det svært? Sniksnak, men forøvrigt er det sådan at i en tid hvor bedrag og mimicry triumferer, må sandheden skamme sig over sproget og gå under jorden. Så I skal slippe for denne gang. Og fortsættelse følger ikke nødvendigvis, for lige nu kan det i hvert fald være nok, og som sagt kan vi altid falde tilbage på hovedstolen, skønt det inderligt frarådes af alle økonomer.
Men omtrent ligesom katten har ni liv, har vi heldigvis flere hovedstole at falde tilbage på – de fleste forbilledligt uprofitable, men med desto større risiko for at sætte sig mellem dem. Men så kan vi heller ikke falde længere, for som en psykoanalytiker engang betroede mig: Bunden holder altid! I parentes modtog vi ulykkeligvis ingen behandling, idet jeg havde forestillet mig at modtage den vederlagsfrit som en hædersgave, omtrent som man jo har hædersdoktorer, hæderslæsere samt (åh tak for jeres habilt velturnerede artighed): jubelidioter, herunder også alle ligeledes vederlagsfrie tekniske konstruktører af hjemmesider. Men nævnte lille fejldisposition må forhåbentlig undskylde meget – og var måske således slet ingen ringe disposition.

FRA ERTEBØLLE-KULTUR TIL ESMANN

Kender I ikke det: Virkeligheden er dødkedelig, og alle vigtige valg forekommer os fjerne. I den tilstand af udbrændthed skal man lytte til kroppen og blæse på de kloge. Men hvordan kan disse egentlig holde det ud? Simpelt hen fordi det er deres job – hvad som helst bliver vedkommende for den der véd at uopmærksomhed kan koste ham eller hende jobbet eller eksamensbeviset. Så enkelt er det nok – og den positive formulering må lyde at kun pisken over nakken tvinger os til at engagere os i vor omverden og ikke forfalde til den kravløse selskabeligheds lystprincip, der let indsnævrer horisonten til det umiddelbart nære.
Men hvorfor kede andre som ikke er tvangsindlagt til samme hjørne af virkeligheden? Til sidst løber vi jo sur i alle kriser, regeringer og valgkampe – for vi er slet ikke bygget til dette abstrakte engagement i alt. Godt, så kan vi af og til fravælge medierne. Det indebærer ikke nødvendigvis lutter druk og hor – der er jo f.eks. hele den mere varige litteratur at række på. Men med bøgerne står det snart ikke meget bedre til, og jeg mindes Erik Thygesens ord engang ved et bogudsalg: "Jeg kigger bare – man skal ikke købe lortet."
Tillad os derfor for underholdningens skyld at være store i slaget og skitsere "bogens epos" i fire faser. Demokratiseringen er udmærket, men da den nåede udover et vist punkt, gik der nivellering i det – så hvor tilforn vitterlige kendere trods allehånde indbyrdes uenigheder skrev indførende bøger om deres felt, så er her i anden fase den opgave overladt til forlagenes omnibus-snakketøjer. Således skriver den amerikanske kæledægge som Esmann plagierede, nu frejdigt på en ny stor bog om – Einstein, såmænd. "Who is next?", som the good guys sagde i Nürnberg. Forlagene synes at tro at det ville fornærme vor tids veluddannede læsere at blive belært i fritiden af fagfolk. En beskyttet klasse af harmløse kändiser uden selvkritik sætter i stedet dagordenen og bliver pligtlæsning.
Det mærkes at tredje trin i forfaldseposet er på trapperne: Nemlig det trin hvor stadig flere a la salig Erik Thygesen siger: "Lad være med at læse lortet – læs anmeldelserne i stedet". Dertil kommer at med så mange uddannede på alle felter kender vi snart alle en der behersker dette eller hint felt habilt. Og hvorfor så ikke invitere ham eller hende til middag i stedet for at købe forlagenes autoriserede sangfugle. Just det høje almene uddannelsesniveau gør at hvor man i demokratiseringens første fase sagde "Lad os spørge eksperterne" og i anden fase "Vi vil høre Møllehave og Nørretranders", så vil man i den tredje fase sige: "Vi gider ikke købe dem, for det kender vi folk der kan bedre."
Men der sælges vel lige så mange bøger som før? Endnu ja, – for noget skal folk jo finde på at give til jul og fødselsdage; men med tidens nådesløse arbejdsmarked læser folk snart kun det de er professionelt tvunget til, plus hvad man bilder dem ind er "uomgængeligt". Men det er ugudeligt med sådanne hysteriske oplag af ganske få titler – og i øvrigt skrupforkert at alle læser og ser det samme, endda uanset niveau: For konformitet på højniveau er særlig dræbende, og vi skal ikke være lige gode til alt.
De beskrevne tre faser eksisterer endnu side om side, men tiden arbejder for den tredje. Lad os til slut profetere en fjerde fase, hvor folk kun læser i håb om at aflure forfatteren tricket. Vi får da en situation hvor ingen djævel gider læse bøgerne, undtagen nidkære kolleger samt rivaler in spe. Det behøver dog ikke at skade salget, for hvis alle drømmer om at blive TV-stjerner, politikere og top-ti-forfattere, så vil de også læse alt om og af stjernerne – men kun for at forøge deres egne chancer. Ligesom vor tids arkæologer taler om "Ertebølle-kulturen", vil fremtidens arkæologer beklagende kalde vor tid for "Esmann-kulturen". For om Freuds berømte realitetprincip kan der siges meget – men nøj hvor det er trist!
Nej, fordelen ved i stedet at udsende dagens glade budskab uden beregning er, at hvis abonnenterne læser det, er det frivilligt. Og læser de det ikke, er det værst for abonnenterne – med Hegel’s omtrentlige ord. Det siges forresten at Hegel i sin tur havde sentensen fra den dengang miskendte tænker Esmann.

BERØMTE MÆND FRA DANMARK

Virkeligheden er svær at planlægge. Se blot: Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen skrev i fjor en pamflet om hvordan enhver idiot i dag ved at påberåbe sig miskendthed kan overtrumfe de anerkendte i status – men endte med selv at blive miskendt for deres bedrift, endda uden selv at have gjort fordring på nævnte høje ære. Som gode calvinister er de dog indforståede med at alle gode gaver kommer ovenfra, om så altid velfortjent og derfor hinsides enhver ankemulighed. Thi velstand er det sikre tegn på Guds nåde.
Når Kierkegaard-forskerne PeterTudvad og Joakim Garff gensidigt og offentligt fornægter hinanden og således skyder genvej til miskendthedens attråede parnas, er det derimod ugyldig kurspleje – omtrent som når to ungersvende i på damejagt skiftes til højlydt at skamrose hinanden i kvinders selskab. En femte dansker der for nylig har måttet sande Guds uransalige veje og derfor kan gøre fordring påmiskendthed, er Kissinger-kenderen Frank Esmann der uforudset beskyldes for plagiat..
Nuvel: skønt ingen har patent på selve faktamaterialet, må de benyttede værker jo honoreres og for så vidt omfattes af en art ophavsret. Derfor ville selv Esmann da også påberåde sig sin ophavsret hvis nu en tredje Kissinger afskrev og udgav hans apokryfe og beslaglagte værk i eget navn, om så også med behørig anerkendelse af Walter Isaacson samt med en anderledes ekstravagant brug af citationstegn – som der nemlig i følge vor store og derfor miskendte miljøforsker Bjørn Lomborg findes rigeligt af hvor de kommer fra, og som vor klode derfor ikke risikerer at løbe tør for, inden vi alligevel som den fremsynede og derfor engang i tidens fylde retteligt lovpriste foregangsmand Esmann afskaffer dem som et arkaisk levn fra fortiden. Thi al berettiget anerkendelse er som sagt posthum, om end selv da lidt suspekt.
Imidlertid blev vi ikke færdige med Esmanns tænkte plagiator. Vist vil Esmann som sagt i påkommende tilfælde gøre sin ophavsret gældende; men hans plagiator kan spidsfindigt bedyre, at han just ved med anderledes prisværdig omhu at respektere Isaacsons ophavsret tillige har ændret Esmanns manuskript så radikalt at ejheller Esmann længere kan gøre ophavsretlige fordringer – hvis han da overhovedet formår at genkende manuskriptet. Esmann vil derfor besinde sig og derefter lære lige så beskedent som han jo i forvejen lever ved sin overdrevne påholdenhed med citationstegnene.
Imidlertid har Esmann på sin egen vis bedrevet noget helt nyt og uhørt. Sagen er nemlig den at arbejdet med udvælgelse og omorganisering af et stofområde af sig selv altid indebærer en omformulering af de indhentede oplysninger i ens eget sprog. Helt bogstavelig klippen og klistren ville dertil resultere i en uorganisk og ulæselig tekst og tillige tyde på højst mangelfuld tilegnelse.
At Esmann præsterede at begå en læseværdig bog helt uden egenrådig omformulering, vidner derfor ikke alene om hans beskedenhed, men tillige om betydelig originalitet. Esmann kan dog i så henseende bedst sammenlignes med den eksperimenterende forfatter der skrev en murstensroman helt uden brug af bogstavet "e" som i Esmann, men desværre glemte at som i tage højde for at publikum foretrækker bøger der alene betjener sig af bogstavet "e" som i "E-mail". Vor store forfatter blev derfor miskendt – som Esmann.
At Esmann i kunsthistorikeren Leo Tandrup har fået en uforbeholden og ukuelig våbendrager samt vel i tidens fylde tillige sin oplagte biograf, borger heldigvis for retfærdighedens sluttelige sejr. Just Leo Tandrup har ofte med historisk pondus beklaget vor tids forcerede originalitetsstræb; det er derfor helt følgerigtigt at denne åndfulde dyrker af gotikkens samt Esmanns anderledes anonyme storhed heller ikke selv forsøger sig med egenrådige griller.
For ganske som man kunne hævde at Esmann ret beset blot har gjort som alle andre på det moderne bogmarked, så gør Leo Tandrup i denne sag beskedent blot det helt gængse og hævdvundne på tinge: Nemlig med omhu at rose originaliteten i arbejder der besidder allhånde prisværdige egenskaber – blot ikke originalitet.

ALLAH & SONS

Arvesynden er kommet for at blive – og vi skribenter er kommet for at anmelde den. Var der ingen dårlige nyheder, måtte vi derfor selv opfinde dem, som da Jyllandsposten forleden af lutter kedsomhed over sine kanon-ortodokse molboabonnenter foretog sit blasfemiske eksperiment med den islamiske verdens fornemmelse for pressefrihed. Selv blev jeg snydt for fornøjelsen, idet jeg selv foretog et anderledes autentisk eksperiment on location: i Damaskus.
Meget kan man sige om de indfødte, men udover at besidde en ypperlig madkultur er de bilister af Allahs nåde og klarer sig helt uden vore egne skolastiske ritualer på vejbanen: Til Søren Krarups og andre sekularisters glæde står der nemlig intet om trafikregler i Koranen, der tværtimod giver bilisterne hvad bilisternes er. Men frem kommer man alligevel mirakuløst uskadt – i Jylland ville man derimod ryge på hospitalet og derfra blive sendt anbefalet lukt i Hjørring Statsfængsel.
Myldret af fodgængere anses af motoriserede muselmænd hverken for en tilstrækkelig eller nødvendig grund til uhøfligt at forsinke betalende turister, så folk advares i stedet fortløbende, så de på lige fod med Allahs øvrige kreaturer såsom høns og duer kan nå at sprede sig – omtrent som dengang Det Røde Hav på lignende vis måtte vige for de fremstormende israelitter. Flittig håndtering af båthornet er nemlig i verdens ældste by det magiske sesam for at bestå køreprøven samt overleve i det byzantiske virvar – og af samme årsag akkompagneres turistens færd af et kakafonisk og synkoperet lydtæppe der slående påkalder Gershwins symfoniske digt fra modernitetens eventyrlige ungdom "An American in Paris".
Den glædelige nyhed fra det danske kongehus med dets anderledes uheldige trafikkultur blev loyalt og uden karikaturer kolporteret i Damaskus Tidende – thi Allah kender til alt, og statsoverhoveder er nu engang statsoverhoveder. Kriminalitet kendes derimod ikke i Damaskus, så som skribent kan jeg heldigvis benytte lejligheden til at anmelde et grovt tyveri desto mere højlydt: Thi mit kamera blev som på et flyvende tæppe borttryllet af en hastigt bortilende taxichauffør. Mon ikke han havde lært et og andet i Vesten, ja måske har han sågar lært kunsten under et periodisk virke i Århus, hvor et par stedelige pressefotografer derfor på samme vis måtte gøre en dyd af nødvendigheden og omskole sig til karikaturtegnere.
Nå, til sagen hører, at vi først pruttede med chaufføren for i henhold til de lokales råd ikke at skubbe prisniveauet op i et for dem urimeligt leje. Men han insisterede altså på det helt frie marked, og i hans oplyste øjne var det vel os andre der opførte os som forkælede bavianer og derfor fik løn som forskyldt. Måske skiftede kameraet altså ejer med Allahs gode vilje, og det skal hermed honoreres.
Da jeg derfor på en busstation så det obligatoriske billede af den nu hedengangne præsident Assad og hans to sønner, tog jeg mig den frihed at spørge: "Who is this guy – I see his picture everywhere? Allah and his two sons, I presume – you see, our God had only one son, and they killed him. Allah is wise."
Ingen krumsabler blev draget, kun et høfligt smil. Det blev anledning til en senere refleksion: Hvis man med sin facon signalerer at man forventer modpartens indforståethed med en spøg, så opfattes den ikke som en provokation. Hvis man derimod tydeligvis hverken ønsker eller forventer delagtighed, så tages ens blotte hensigt som en hån – så det er rimeligvis den distancerende udelukkelse snarere end selve ordene der sårer. Det samme gælder nok Jyllandspostens eksperiment: "I muslimske bonderøve forstår ikke dansk humor – se selv!"
Indforståethed kan dog også bringe én i uføre. Da jeg på en stationskafé så en politibetjent give en plagsom og lidet betalingsdygtig kunde et spontant los i røven, måtte jeg slå en latter op ved denne herlige utyngethed af uniformens formalitet. Thi jeg har allehånde hæmninger – blot ingen moralske: Sådan luksus har jeg ikke råd til, for nok skal man elske sine fjender, men sgu ikke på læsernes bekostning. Og på det helt frie marked gælder, at hvis man kun lønnes ringe, har man ikke den sædvanlige gode undskyldning for at skrive noget bras. Jo, Allah er vis – men hans profet skrev noget bras.
Nuvel, men da ordensmagten nu skulede fælt til mig, reddede jeg mig fra anholdelse med et skuldertræk og et overbærende nik i retning mod den uheldige kunde – der skulle betyde noget i stil med: "Jeg kender ikke det menneske". Sandelig – Allah er stor.

Enrigtigfilosof...

Om mig selv
En rigtig filosof ville modsat mig kvie sig ved at kalde sig filosof, som om der var tale om en slags biokemisk identitet. For så filosofiske og lidet omstillingsparate er der alligevel få der er – samtidig med at jeg trods alt er filosofisk nok til at gennemskue tidens identitetspanik som årsagen til nævnte titelhysteri og komiske respekt for formaliteter som en besværgelse mod al det sociale livs usikkerhed. Det er al sammen rørende menneskeligt, men også synd for menneskene.
Jeg har udgivet bøgerne ”Syndefaldet”, ”Filosofiens univers” (begge udgivet hos C.A.Reitzels), samt ”Naturen som Utopi” hos Chr.Ejlers’ Forlag. Skønt den første for en stor del handler om Kierkegaard og Ibsen, er også den i virkeligheden et tidligt magnum opus omkring en række filosofiske spørgsmål som jeg blev fanget af tidligt i min gymnasietid. Jeg hører til de amatør-autister der er glade for at filosofi dengang endnu ikke var et skolefag, ligesom jeg betvivler om man egentlig kan ”uddanne” sig til filosof, komiker, martyr eller eskimo.
”The real thing” har sin egen praktiske anciennitet, og hvis det skulle lyde provokerende, viser det kun hvor tosset en tid vi lever i. For i en unaturlig tid er det naturligste i verden en provokation mod spejlkabinettets lemmingeagtigt nervøse statusjagt. Men af samme art herkomst kendes hertillands især nu afdøde Peter Zinkernagel og Kaj Sørlander. Modsat mig selv holdt disse dog stædigt fast ved det filosofiske miljø, som jeg tidligt forlod grundet urigtigheder som jeg ikke kunne leve med – men som jeg siden har måttet forstå som en naturlig faktor i menneskelivet.
I perioder er jeg regelmæssig skribent ved oprindelig Weekendavisen, siden Information og Politiken – og bidrager tillige til magasinet Nyt Fra Danmark. Sideløbende lever jeg periodisk henved mit halve liv i de svenske skove hvis ve og vel ligger mig meget på sinde – og er der således ingen tvivl om ægtheden af alt det irrationelle jeg ikke vil være foruden, garanterer det forhåbentlig ægtheden af mine rationelle sider. For følgagtigt at skulle være dygtig til alt det samme som alle andre i samtiden er ikke særlig interessant for nogen og fører sjældent til ”the real thing”. Ja, selv hvis ens højeste ambition var at være den klogeste i samtiden, burde det egentlig ikke kaldes ambitiøst – for den slags private drømme har millioner af mænd levet for, uden at det har gjort verden spor smukkere eller bedre for nogen. I øvrigt er jeg skam selv en klamhugger på de fleste felter, men dem bebyrder jeg så heller ikke offentligheden med.
Hvis man uden at brække sig kan gøre alt det halvbeskidte og horisontforsnævrede benarbejde der skal til for at slå igennem, hører man langtfra altid til de virkeligt berettigede. Men omvendt gælder følgelig også, at hvis man havde været et større menneske, ville man forlængst have givet fanden i det hele og derfor formentlig været ukendt af samme grund. For hvis verden ikke vil tage imod en med kyshånd og man således tvinges til at gøre anerkendelsen til mål og selvstændig arbejdsopgave, fortvivler netop de genuine eskimoer, komikere og mavedansere ved at skulle tvinges til udvendig tilpasning og banal selvpromovering side om sige med platugler samt stræbsomme esmænd på legitim jagt efter status og embede.
Der ligger heri en næsten Bohrsk komplementaritet. På den anden side skal vi ikke småligt nægte, at en vitterlig fordel ved at være født på solsiden af de honette ambitioners massive majoritet er det privilegium, at selv hvis man har naturtalent, får man faktisk lov til at komme frem. Men forceret blomstring er som bekendt også en farlig ting – og det så meget mere som det er en psykologisk umulighed for et ungt menneske at sige nej tak.
Nuvel, ofte kan det ærgre mig at jeg ikke tidligt knoklede mig til en aktieformue for at blive uafhængig af allehånde dørvogtere og alliancer der uvægerligt domesticerer den frie tanke til følgagtighed over for snart mainstream; snart over-Danmark selvsupplerende elite af brave smagsdommere hentet lige fra Damernes Magasin i Korsbæk; og snart over for de beskyttede værksteders indbildsk provinsielle avantgarde, hvis naivitet forbavsende ofte virker som en selvopfyldende profeti.

Men også her gælder en art Bohrsk komplementaritet: For hvis jeg fornuftigt og realistisk havde planlagt ”først” at blive uafhængig af alt det ovennævnte og dernæst blive ”filosof”, ville jeg jo have været en helt anden psykologisk type in the first place og ville hursomhelst have udviklet ganske andre tænkemåder.
En tredje komplementaritet er denne: Lidt retfærdighed ønsker vi alle, men bestemt ikke for meget: For med mere retfærdighed var vi ganske vist nok selv nået længere borgerligt talt – men hvis det var gået endnu mere retfærdigt til, ville også vi måske forekomme uinteressante i sammenligning med de levende begravede, de illegitime kombattanter som ingen nogensinde hører om, fordi de heldigvis for alle skaffes tidligt af vejen eller tager sig af dage, fordi de ganske mangler vores robuste sjæl og derfor tager vor kolde skulder som bevis for deres egen manglende indfødsret i tilværelsen.
Ikke desto mindre tror jeg på folkelighed i den forstand, at hvis noget er virkelig godt inden for humaniora og kunst, kan de fleste ikke undgå at se eller mærke det, uanset mangel på fagkendskab – hvorimod kun eliten kan se det hvis det blot er en gængs overlæsset maskulin præstation af typen ”mere af det samme”. Det sande aristokrati snobber derfor altid for folket og ser i grunden de officielle eliter på samme indrømmet barnlige måde som disse betragter dem selv: nemlig som en uberettiget forhindring.
Et andet godt kvalitetskriterium er anerkendelse fra folk fra helt andre felter end ens eget, og da især hvis man hemmeligt anser dem for bedre begavet end man selv. Folk fra ens eget felt er nemlig inhabile, ligesom folk på ens eget niveau rimeligvis er i deres forsvarsmekanismers vold.
Tillad mig derfor til slut den ubeskedenhed som eneste anbefaling til abonnenterne at nøjes med at henvise til lige så uopfordret som uforbeholden ros fra professor Benny Lautrup ved Niels Bohr Instituttet. En handling der i følge sagens natur rettelig ikke kan være affødt af nogen som helst strategisk eller personlig egeninteresse, og som da også ganske rigtigt lige så uopfordret gengældes på denne tvivlsomme vis.

Som sagt er lægmandens tilslutning i grunden en næsten lige så troværdig garanti, men hvem som helst kan jo hævde at være elsket af unavngivne velbegavede lægfolk, så tilgive mig min undtagelsesvise namedropping.
Men lad os i sluttelig Løgstrups, Dostojevskijs og Blixens ånd sluttelig glæde os over alt det på jorden som vi endnu ikke har formået at ødelægge, samt påskønne alle de fortrin i tilværelsen som vi hverken har gjort os fortjent til eller bør tage som en selvfølge. Resten hindrer os i det mindste i at kede os og må tappert tages som en velsignende inspiration, der blot ikke må tillades at fylde hele vort liv.
Jeg vil jævnligt bringe udvalgte ting i passende doser i forskellige stillejer, passende til situation og emne – såvel aktuelle som uaktuelle ting, såvel publicerede som upublicerede. På gensyn i spalterne og tilgiv min indledningsvise snakkesalighed.