FORBRYDELSENS ELEMENT

Det klæder os ikke at dyrke det onde uden at være tvunget af nød eller anden ydre anledning. Allerede way back skrev jeg, at den der brillierer med en vidt og bredt berømmet afhandling om Hitler, nok ubevidst bifalder skurkens historiske eksistens uden dog at vedkende sig mindste medskyld. Hvis kun alt for velkendte medieakademikere med egne tidsskrifter ikke engang siden skulle have sagt noget lignende, ville jeg blive ærligt talt blive meget fornærmet - for nogle af dem læste da bevisligt skidtet med udbytte.

På lignende vis fristes jeg selv til at købe "Expressen", hvor "Super-snuten" fortæller hvordan han løste tre uhyggelige mordgåder. Jeg mener, når nu ulykkerne er sket, kan de da lige så godt aftvinges lidt moro. Men jeg forhindres, idet jeg her på FB nu falder over anderledes vedkommende, men som sagt tillige kærkommen kriminalitet.

Således citerer en FB-ven gamle Scherfig for den udødelige replik, at hvis man ser en socialdemokrat med en kniv i hånden, kan man være sikker på at han har en gaffel i den anden hånd. - Men hør engang: Just denne mindeværdige replik husker jeg ellers Carsten Jensen for som et eksempel på, at den alvorlige mand faktisk godt kan være morsom, også selv om han er på Finansloven. For Jensen fremførte den engang med bravour i Søndagspolitiken. Men det forholder sig åbenbart her som med Møllehaves selvironiske replik "Min overfladiskhed stikker ikke så dybt" - der nemlig ligeledes viste sig at stamme fra en afdød forfatter, husker ikke hvem.

Og for ganske nylig blev en gammel politiker fra før verdenskrigene citeret for disse fyndige ord: At de rige altid kræver mere profit for at arbejde mere, mens de på de fattiges vegne omvendt foreskriver mindre løn som spore til at arbejde mere. Og siden har adskillige kendte debattører med indigneret værdighed fremført akkurat de samme ord i eget navn på fineste spalteplads. For når den ene åbenbart skal have lov, så skal alle de andre ønskebørn også. - Men bevares, hvem ville ikke gøre det samme for en månedshyre på 45.000.
Selv lystmodere er i vore dage blot kopister der har spillet computerspil og set TV-reportager om terror. I gamle dage kunne det være en ensom slagter der hyggede sig med jævnligt at partere og æde en kunde, indtil han ved en tilfældighed blev opdaget og ført til guilliotinen som en abnormitet og vivesekteret. I vore dage ligner lystmorderen derimod enhver anden praktikant eller allerhøjst en miskendt spin-ekspert. For filosoffer har rettelig snart så lav status, at alle og enhver bliver anerkendt, idet slet ingen længere behøver at miskendes for at sikre det akademiske papirs kursværdi, der nemlig i græsk ånd synes valutarisk koblet til den græske Drakme i et sandt siamesisk broderskab i tykt og tyndt.

Her kunne man fromt indvende: "Men Herregud - kan det da ikke være lige meget, hvem der fandt på replikkerne og ideerne?"  Tja - åbenbart ikke: For hvis det nemlig var lige meget hvem der fandt på replikkerne, så ville kendte folk nok ikke med sådan omhu fremføre dem i eget navn på mest mulig spalteplads med den sans for strategisk og mekanisk repetition, som falder de komplementære sindstyper, der altid skaber skidtet, hartad umulig.
Nå, men en anden ting er, at vi jo ikke i det uendelige kan gå rundt og huske på, hvem der opfandt øl-oplukkeren. Men det turde nu rimeligvis have været Moses...

-----------------

Den perfekte forbrydelse...

 Jeg blev for nylig på Østerport Station berøvet tegnebog med 2500 kr, bankkort, kørekort - samt nøgler. Op-lukning, udskiftning af låse og hele molevitten beløber sig således til henved 6000 kr. Fik skam straks fat i mistænkte østeuropæer - men selv om jeg ikke undersøgte hans trusser, var han tilsyneladende helt uskyldig. Politiet fortæller imidlertid, at der altid er en uanselig håndlanger til straks af aftage bevismaterialet. Og det var tredje gang den dag sammesteds...

- Men sammenlignet med tabet på mine Vestas aktier af lutter fej sendrægtighed som hos spilleren, der kaster dårlige penge efter gode for ikke at erkende sit tab, var lommetyven ret beset en mindre ulykke.

- Og tabet på Vestas var atter en komplet økonomisk bagatel sammenlignet med tabet af det åndelige gods, der siden blev tyvstjålet af universitetsfilosoffer og medieaber, der samtidig aktivt har udstødt mig som et uvelkomment og forstyrrende fremmedlegeme, der nødig skulle osv. - hvilket atter typisk bagatelliseres som sammentræf af mere eller mindre ligesindede, der nemlig heller ikke har mindste interesse i at indrømme den åbenlyse forskel mellem kopi og den ægte vare - ejheller kan forklare den systematiske forsinkelse mellem de to.
- Sagens økonomiske aspekt minder mig om min engelsklærer, der i sin tid snusfornuftigt fortalte klassen, at hvert ekstra studieår indebærer et indtægtstab på 150.000 kr...

- Men skal vi aftvinge det skete nogen moro i medfør af selv samme utilgivelige konstitution må det være den omstændighed, at de gamle låse i følge låsesmeden var utidssvarende og alligevel burde udskiftes for at forebygge tyveri. Nu er tyveri således omsider dobbelt forebygget: Dels er der ikke mere at stjæle udover mine fornemme låse - og dem er der ingen der kan stjæle.

En anden komisk tilføjelse: Jeg mistede jo min lasede tegnebog, men fik så til gengæld anledning til at indvie en splinterny ditto, som jeg købte i lufthavnen i Entebbe i fjor: For som rig turist måtte jeg jo købe et eller andet for min sidste lokale valuta, selv om jeg slet ikke behøvede det. Bagefter morede og skammede jeg mig over det symbolske i , at den overflødige tegnebog alligevel var væsentlig dyrere end mine godgørende drikkepenge til det lokale bar- og hotelpersonale: For den havde været langt billigere at købe ude i byen end i lufthavnen.
--------------
Som selvudnævnt professor in disgrace (hvilket til orientering i vore dage er det fineste) må man imidlertid være i stand til daglig som baron von Münchhausen at trække sig selv op ved hårene - hvilket burde være barnemad for folk, der modsat mig selv ikke er skaldede. For som en jysk ingeniørkollega af min bedstefar way bacck kommenterede Eiffel-tårnet on location: "Det hær ka' altså ette imponere mej..."

Dagens "Münchhausen" er den opdagelse at vi tilsyneladende har leveret empirisk bevis for sandheden af Ødipus' og andres arkaiske lære om skæbnens uundgåelighed. I sidste uge mistede og genfandt jeg i bushen min tegnebog med alt. Dagen efter havde jeg nære fået et velvoksent hvepsebo på halsen under uagtssom bestigning af et jagttårn, hvorved jeg blev tvunget til at springe hovedkulds ud på en blød madras af den gule moseblomst 'benbræk'.
Alligevel blev jeg nu den næste dag helt uforskyldt stukket i en øreflip af en hveps; og dagen efter igen blev jeg som sagt ligeledes uforskyldt berøvet min tegnebog med alt. Nu mangler kun lige et benbræk for at gøre scenariet komplet - hvorved jeg nemlig vil få den professorale ære af som den første at have forvandlet humaniora til en eksperimentel videnskab helt fri for bull shit.

Men ikke nok hermed - vor oplevelse giver også anledning til helt spekulative overvejelser. Når man berøves sine nøgler som sidegevinst fordi de behagede at ligge i tegnebogen, kan tyven sige sig selv at man vil få låsen udskiftet, og vil derfor næppe gøre sig den ulejlighed at opsøge ens hjem, blot man bevogter det nøje et par dage just in case. Man kunne derfor nok spare sig udgiften med at skifte låsene ud. Men risikoen er naturligvis, at tyven også gennemfører dette ræsonnement og forudser muligheden for at man følgelig lader stå til. Altså bør man alligevel udskifte låsene. Men også dette indser tyven, der derfor må regne med at gå forgæves. Altså gider han ikke komme alligevel - men så havde vi jo alligevel ingen grund til den investering. Osv.
Hele tankeeksperimentet munder derfor ud i en usikkerhed, som kun kan bringes ud af verden ved at udskifte låsen. Dette bør tyven imidlertid også indse, hvorfor han alligevel kan være helt sikker på at gå forgæves og afstår. Altså behøver vi alligevel ikke at udskifte låsene trods facitlistens resulterende  usikkerhed - der jo desuden må vejes op mod den betragtelige ekstraudgift.

Men måske kan tyven følge os selv i dette mere avancerede ræsonnement, hvorved vor operation gentages på et højere logisk niveau, der ligeledes vil munde ud i en forpligtende usikkerhed. Men denne vil atter kunne konverteres til en ny sikkerhed - hvorved tyven  dog atter får afsæt for en gentagelse på næste logiske niveau. Derivater er således ikke noget nyt, men lige så gammel en opfindelse som arvesynden.

DET PERIODISKE SYSTEM OG DEN LUKKEDE AFDELING

 

 Da dagen ingen væsentlige nyheder bringer, vælger redaktionen i stedet at give en uddybende analyse af gårdagens ditto - ihukommende at væsentlighedskriteriet for ofte tilsidesættes af andre nyhedsredaktioner. Hertil skal yderligere føjes, at også de konkurrerende dagblade os bekendt alene bringer gårdagens nyheder -  ganske ligesom nogle restauranter med indehaverens sortsmuskede guds velsignelse fremturer i at servere gårsdagens ret under tilsvarende falsk varebetegnelse.
Thi for de vantro er intet for dårligt - mens næsten alt er for godt. Hvilket minder mig om en Jehovitisk vidnefast matrone i min barndom, der hver lørdag masede sig gennem skaren af vantro foran en lokal synagoge med den pædagogiske forklaring for gadens måbende børn, at jøderne havde dræbt Jesus. Ved en anden lejlighed lovede samme dame for resten at ville kastrere mig i snar fremtid med en brødkniv, idet jeg nemlig havde tilladt mig at lade vandet på åben gade i kammeraters påsyn. Siden har jeg da indrømmet også været noget mere ugenerøs med mine genitalier, så ikke et ondt ord om den sorte skole.

Nuvel. Gårdagens begivenhed var i al korthed den, at indehaveren af en endnu ikke overbevisende præskriberet promille formåede at undvige konflikt med trafiklovgivningen i kraft af en vis social behændighed, med det formål at krydse Øresund uden risiko. Til sagen hører at han i den forbindelse nøje betingede sig, at min nevø snarere end jeg selv førte bilen i hans sted. Til gengæld opstod en anden forvikling, som nok kunne pikere selv en mere ædru hjerne.

Da vi således efterfølgende klagede over at have betalt bropenge for en større kampvogn snarere end for en om så også meget eksklusiv personbil - kunne grænsemyndigheden prompte producere fotografisk evidens, hvortil i øvrigt kom, at vi havde betalt med et helt andet kontokort end det medbragte. Epifanien bestod nu i den aha-oplevelse, at vi var kommet til at tage en anden bilists efterladte kvittering og følgelig i grunden intet have at beklage. - Omtrent ligesom den lejemorder hos Hitchcock, der fik et velbegrundet latteranfald ved den forløsende oplysning om, at han grundet fejlinformering fra arbejdsgiverens side havde skubbet den forkerte mand i afgrunden.

Nu til vor nyheds perspektivering samt den efterfølgende algebraiske analyse. Perspektiveringen består i henvisning til en barndomserindring med en beslægtet logik, nemlig følgende tilgiveligt infantile anekdote. "En mand spørger en dame, om han ikke nok må få lov at stikke sin tommelfinger i munden på en dame, hvis hun lover at lukke øjnene. Det er i da orden; men lidt efter udbryder damen: "Hov-hov: Det er altså ikke min mund!" - "Nå-nej, men det er heller ikke min tommelfinger..." En infantil forvekslingsanekdote der muligvis har inspireret Karen Blixens til en fantasi i ”Syndfloden over Norderney”, hvori Josef  beder Maria om at lukke sine øjne og forestille sig at Josef er selveste Helligånden…

 Nu har vore kvikkeste læsere nok allerede fornemmet konturerne af vor efterfølgende algebraiske analyse, at selv om to gange minus nemlig endnu engang giver plus, så kan resultatet dog alligevel godt være noget kikset. Formlens matematiske generalitet fremgår deraf, at den er invariant for metafysiske og sociale transformationer. Vi har således allerede set, at den holder både i forbindelse med børneleg og trafiklovgivningen.

 Men ganske lige som det periodiske systems opdager Mendeljev ikke nøjedes hermed, men kækt tillod sig den hybris i samme åndedrag at forudsige opdagelsen af adskillige nye grundstoffer - således vil vi her på samme vis at ekstrapolere vor opdagelse ved at drage dens radikale teologiske konsekvenser.

Således kunne det nemlig på samme måde ske, at man ved en fejltagelse efter sin død havnede i Helvede: og det i følge sagens natur i selskab med sine jordiske plageånder, der for vor læserkreds vist ikke behøver yderligere introduktion.

Imidlertid vil Sankt Peter nu så godt som nogen anden grænseinstans kunne producere fotografisk evidens for den guddommelige symmetri mellem den dokumenterede forseelse og strafudmålingen. Epifaniens udfrielse vil her bestå i den oplysning, at det skam slet ikke er dig, men en helt anden der er havnet i Helvede, hvorfor du trods din unægtelige og lidet misundelsesværdige forlegenhed dog ikke kan anses for klageberettiget.
Til gengæld er der meget som tyder på at du er så identitetsforstyrret og utilregnelig, at du kan sidestilles med visse massemordere, der nemlig må findes uegnet til straf, siden de virkelig kunne dræbe så mange åbenlyst uskyldige medmennesker – hvorfor du omgående må overføres til den himmelske pendant til "Den Lukkede Afdeling"; som nemlig for denne ene gangs skyld bør have krav på samme retskrivningsmæssige privilegier som "Det Kongelige Teater".

 Denne forløsende afslutning tvinger os til at slutte af med fortællingen om en begavet skizofren kollega, der i sin tid gerne og ofte fortalte, hvorledes han i sin tid var blevet ansat på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. Han fortalte nemlig dengang overlægen på den psykiatriske afdeling – den velkendte københavnske professor af det gamle borgerskab Villars Lunn – at han ville udskrives, idet han var blevet tilbudt et revalideringsjob på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. Professoren svarede prompte: "Universitetsbiblioteket? Nåh - men så skal du jo slet ikke udskrives: Du skal bare overføres...".

OM NORMALITET - MED SÆRLIG HENSYNTAGEN TIL STATENS KUNSTFOND SAMT ANDET PALÆONTOLOGISK HUSGERÅD

En bekendt spørger mig i min egenskab af ekspert, om det mon er normalt at lægge tandbørsten i opvaskemaskinen. Jeg betragter mig nemlig som normalitetens hvidkitlede svar på den psykiatriske mediedarling Henrik Day Poulsen - i en tid hvor de sindssyge, de pukkelryggede, halte og lamme tillades som svulmende gøgeunger at sætte sig på en stedse større del af både opmærksomheden og samfundskagen i den hellige forskelsbehandlings navn.

Nuvel; hvis det stillede spørgsmål skal opfattes som normalt, bør det få et normalt svar; men hvis det er unormalt, må det honoreres i samme toneart. For forskelsbehandling er som sagt en uting. Den første mulighed nævntes først, og hertillands tager vi jo normalt det første først...
Svaret er her det samme som en Susanne Møllers svar på spørgsmålet, om hun taler med sin mand under samlejet: ”Ja – hvis han ringer…” (Thi slet intet er til hinder for den paradoksale mulighed, at en af de eneste kvinder det efterhånden er værd at gifte sig med, tillige er en af de eneste kvinder som det efterhånden er værd at tale telefon med…)

Og da de fleste indehavere af opvaskemaskiner er fuldt lige så normale som den norske frihedskæmper Breivik (oh, hvad skulle vi dog gøre uden aktualitetens i og for sig komplet uinteressante og halvdumme virkelighedssubstrat, som vi ligefuldt behøver for vor anderledes fandenivoldske frugtbarhed, på samme vis som kornmarken behøver bondens lort?),- ville det være et atavistisk tilbageslag til barbarisk unormalitet her at gøre forskelsbehandling mellem tandbørster og andet husgeråd, hvorfor fornuften her byder os at gå planken helt ud.

– Udtrykket ”gå planken ud” betyder vist i øvrigt noget helt andet end jeg mener; men da den antikke sømandskunst nu om stunder hertillands kun beherskes af CARSTEN JENSEN, der af samme grund netop er blevet tilkendt Statens Kunstfonds livsvarige førtidspension, behøver udtrykket en tidssvarende ansigtsløftning: For alternativet ville nemlig være at udtrykket helt uddør på linje med den irske kæmpehjort og Dyrehavens hvirvelløse eghjorte (en art kæmpe biller), og derefter er overladt til palæontologernes fantasifulde animationer i deres virtuelle kuvøser. Og i dette dystre perspektiv nærer vi ingen betænkeligheder med at gribe til "fortvivlelsens selvhjælp" i modersmålets navn uden først at ”fråga Lund”.

Men vi mangler stadig at behandle den anden mulighed, at det stillede spørgsmål selv er unormalt.
Og vi har her lejlighed til i samme åndedrag at bevise at vi ingenlunde er fagidioter, idet vi trods vor formelle ekspertise i den oversete normalitet ikke frygter tillige at gå Henrik Day Poulsen i bedene, når lejlighed sig som her byder: Thi vi lever i charlatanernes gyldne æra..

Her kan jeg betro jer, at spørgsmålet i just mit eget tilfælde ville være helt tosset, idet jeg dels ikke ejer en opvaskemaskine, dels i stedet ejer en palæontologisk tørretumbler, som jeg alene bruger til opbevaring af beskidt tøj: For maskinen jo må bruges til et eller andet, når jeg nu trods min forkærlighed for fysisk arbejde (der nemlig ulykkeligvis kræver enten bydende nødvendighed eller også en Don Quijotes utopisk ridderlige idealisme som katalysator) endnu ikke taget mig sammen til at smide den ud, skønt den som Kongeegen har stået på sin plads siden Ruder Konges tid.

Ganske vist forhindrer intet mig i at lægge de beskidte tandbørster i tørretumbleren sammen med vasketøjet - men det bliver de jo ikke spor renere af, vel? Så derfor... – Hør, sig os engang: ”Hvor svært kan det være?” (Ha, omsider beviste han at være fuldt sprogligt kvalificeret til både Forfatterskolen og Journalisthøjskolen – men det havde bare ingen interesse, som en palæontologisk gymnasiekjerlighed i sin tid sagde: - hvilket altså nu omsider viser sig kunstnerisk lykkebringende...)

Vort svar på det tossede spørgsmål erindrer i øvrigt om denne Storm P.: ”Hvorfor slår du dog ikke din paraply op, sådan som det øser ned?” ”Ak, min paraply er fuld af huller.” ”Nå, men hvorfor i alverden tog du den så med?” – ”Næ, men jeg kunne da ikke vide at det ville blive regnvejr...”

”Men hvorfor må vasketøjet, men ikke tandbørsterne ligge i din uddøde tørretumbler? Er det måske ikke lige netop den forskelsbehandling, som du ovenfor tog afstand fra?”. Ha, se her tager I nu ganske fejl, jeres snarrådighed til trods. Forskelsbehandling er nemlig kun forkert, når den ikke kan begrundes sagligt: Således kan I vel da ikke forlange, at en sav og en hammer skal behandles på samme måde, vel?

Og forskellen består i vort tilfælde i, at ganske som det jo hedder, at at det er sværere at tisse fra Thisted til Ringsted, end det er at ringe fra Ringsted til Thisted – således er det også langt sværere i sin opvågnens rus at finde tandbørsten blandt alt det beskidte tøj, end det er i tidens fylde at finde alt det beskidte tøj blandt tandbørsten...

Denne betragtning erindrer os sluttelig om Niels Bohrs anekdote om købmanden, der adspurgt om en pose blandede bolsjer svarede den lille dreng: ”Her har du to bolsjer – så kan du selv få lov til at blande dem…”.

"JOHANNES BEVIS - DER VAR EN AFTALE!"

"JOHANNES BEVIS - DER VAR EN AFTALE!"

Så Johannes Døberen havde altså vitterlig en klar aftale med Jesus om efter sin død at lade ham overtage koncernstyringen, der således ikke beror på bekvemme retoriske tilsnigelser over det endnu varme lig?

Nattens drøm om ved uagtsom omgang med en el-installation at have forårsaget nedbrænding af hele to københavnske kirker trods forsynets adskillelse af dem med flere københavnske havnekanaler bemyndiger mig muligvis ikke just til så evangeliske associationer blot i anledning af en endog kulturradikal avisoverskrift. Og dog, og dog: Thi tilsiger ikke allerede Luther os at synde dygtigt for således gennem angeren at komme langt nærmere Gud end alle de skinhellige og gerningsretfærdige? Således forlyder det jo også at skurken Barabbas endte i Kristi efterfølgelse.

Hvis vi nu "Freudiansk" skiftede drømmens københavnske kirker ud med larmende københavnske bladhuse, der jo efterhånden helt har overtaget deres plads, så fik vi tillige en god overensstemmelse med det umotiverede kulturradikale islæt. - Samtidig med at vi klogeligt ikke alt for grundigt brænder vore broer tilbage til den kirkelige velsignelse - hvis rundhåndethed jo som bekendt er anderledes radikal end den blot kulturradikale ditto, som sjældent er det papir værd den er skrevet på.

For ganske som der er forskel på ægte kristendom og kulturkristendom, så må der skelnes mellem eftersnakkende kultur-tolerance og en intuitiv human dybde som hos den nylig afdøde maler Ruben Gelardi med sin arianske og nærmest jødekristne-islamiske kristendom, der stædigt, men lavmælt undsagde Treenigheden som en langt senere noget barok og ret beset blasfemisk tildigtning - der dog heller ikke skal have lov til at ødelægge vor økumeniske samdrægtighed. For kun fladbundede sind uden eget liv tiltrækkes og lyser op af unødigt politiserende konflikter med al deres ydre "dramatik" - såsom den dagens avisoverskrift i virkeligheden henviser til.

Også vor drøms fatale løse elektriske forbindelse har skam spor i den personlige empiri, hvormed til almindelig orientering og med særlig hensyn til mediernes psykiatriske darling Henrik Day Poulsen dog ikke ligefrem hentydes til el-stimulering af oxiderede hjernereceptorer. Vor beretnings kulturradikale islæt hentet fra dagens "Politiken" tilhører derimod ikke drømmen selv – med mindre vi da stadig drømmer... Men såfremt vi virkelig stadig drømmer, da kan også dette ubudne element med dets sære forening af kollektiv strømlinethed og amatøristisk selvfedme spores og forklares empirisk:

 For læste vi ikke forleden sammesteds, at Carsten Jensen nu er havnet på livsvarig kunststøtte – mens den netop afdøde maler Ruben Gelardi omvendt for nylig blev afslået et helt beskedent arbejdslegat under henvisning til talentets og arbejdernes kvalitet? Dette på trods af at han kom på akademiet allerede som 15 årig og tidligt blev anerkendt som noget nær et vidunderbarn på sit felt – indtil Janteloven indhentede ham…

Om journalisten Jensen, der i stil, humor og anliggender til forveksling minder om sin gamle fjende Georg Metz, intet ondt ord, for han er vist nok en flink fyr uden intrigevæsen under den ydre fromheds noget luftige kappe. Men jeg tør dog ydmygt bedyre, at jeg i de nævnte henseender desværre trods de største anstrengelser har så ringe lighed med Jensen, at det ikke behøver nogen forklaring, at ikke også jeg er blevet uopfordret betænkt af sagkyndige og stilsikre underjordiske udvalg af myreflittige gnavere, der aldrig sover og intet glemmer.

- Aktuel anledning har sluttelig også drømmens kirkelige islæt, der således ikke alene beror på drømmelivets velkendte forvrængninger: For jeg blev sent i aftes ringet op af en præst, der følte både Folkekirken, Loven og sig selv forbigået af afdøde Ruben Gelardis uformelle pårørende, der i mangel af familie har tilladt sig egenmægtigt at arrangere hans bisættelse i Metodistkirken i Rigensgade uden først at cleare deres forehavende med den retmæssige "begravelsesmyndighed".

Thi således hedder det nemlig – lidt i stil med det imponerende tyske ord ”Begrabungs-unternehmer”, der dog betyder ’bedemand’. Og ligesom alle andre praktikanter må også jeg straks med barnligt drengesind plapre autoritativt ud med hver nyt ord jeg hører, som havde jeg selv udmejslet det møjsommeligt, drevet af års stædigt gentagne og uafviselige erfaringer.

Vor kirkelige mands forurettelse er dog måske lige så meget på egne vegne som på Folkekirkens. For helt i humoristen Albert Engströms ånd - "Liget har selv bagt kagerne - værsgo og tag!" - påberåber vor mand sig nemlig en gammel aftale med afdøde uden hverken angivelse af udløbsdato eller promille, om at måtte forestå hans begravelse i tidens fylde. Hvem af de to, der dengang tog det både behjertede og fremsynede initiativ, vedrører i øvrigt ikke sagen, så lidt som den aktuelle promilles fordeling ved hin festlige lejlighed – og kan derfor allerhøjst have formiddagspressens interesse….

 Og ganske som en egenrådig gammel same i sin tid betroede mig, at han såmænd udmærket kendte havørnens rede og sagtens kunne skyde ørnen, hvis han ville - således betroede kirkens mand mig, at han såmænd den dag i dag ville kunne få begravelsen aflyst, hvis han ville: ja, at det i grunden næsten var hans pligt at berigtige denne procedurefejl – der nemlig tillige formelt må anses for at være i strid med ligets vilje som trofast betalende medlem af Folkekirken på de velkendte og gældende vilkår.

Nuvel, jeg tænder ikke på forhandlinger, administration og manipulation, der alene ejer den øjeblikkets uskønne sociale magt, hvori jævne folk gerne benovet ser ”begavelse” – men helt savner ånd til at modstå vejr, vind og tidens tand;- og jeg er da indrømmet heller ingen ørn til sligt.

Men det var heldigvis ikke svært at overbevise Kirkens mand om det pligtskyldige hensyn til alle de gæster der i tilfælde af aflysning i ellevete time ville komme til at gå forgæves til gravøl – og som næppe alle er stærke nok i troen til at vedligeholde både gejsten og branderten, indtil Marmorkirken med en træghed i stil med den bibelske jætte Goliats og Den Spanske Armadas omsider bliver mobiliseret – om så også med både Kristi og Pavens velsignelse.

Som et appendix til vor beskrivelse af Vesterlandets undergang skylder vi sluttelig at føje den eftertænksomme iagttagelse, at vor diskurs jo blev foranlediget af en aktuel avisoverskrift: For denne rummer nemlig en tvetydighed beroende på begrædelig moderne retskrivning: Således skelner man i moderne dansk retskrivning ikke længere mellem ”Johanne’s bevis” og ”Johannes’ bevis”, men skriver i begge tilfælde ”Johannes bevis”. Ved brug af gammel retskrivnings apostrof ville vor fatale forveksling af Enhedslistens ypperstepræstinde Johanne med Biblens Johannes Døberen således have været undgået og forebygget fra første færd.
Men heraf ser vi til gengæld endnu engang hvor inspirerende og livgivende fejltagelser, forvekslinger og ufuldkommenheder undertiden kan være – idet det nemlig også på tankens område gælder, at man skal vogte sig for den skinhellige gerningsretfærdighed, der bryster sig af under alle forhold at efterstræbe at tænke så fejlfrit og uklanderligt som muligt.

Dog tør vi ikke tage ansvaret for at opfordre andre til at følge i vort antikke fodspor: For hvis nogen nemlig skulle nære ønsker om at komme i betragtning som kommende ihændehavere af legater fra Statens Kunstfond, så ville en sådan grammatisk atavisme udløse en øjeblikkelig abort, idet man nemlig da vil genbruge den ubetalelige, ja næsten opfindsomme formulering hos et andet lærd udvalg engang, hvori det hed: ”…alene ansøgningen må ved sin ekstravagante facon anses for diskvalificerende i sig selv”.

FØDSELSDAGSTALE TIL ZENON

HOMEOPATISKE ØVELSER

En af gårdagens fødselarer på Facebook overvejer sin forpligtelse til at takke for opmærksomhederne. I så fald ville vi kunne udlede en forpligtende kaskade af indbyrdes tak for tak og ”selv tak”-buk i det uendelige - dog rimeligvis med en stedse afklingende hæftighed, gående mod nul.
Hvis processen skal afsluttes inden for et endeligt tidsrum - for ellers får vi ikke tid til andet resten af livet - må selve hyppigheden af udvekslingerne imidlertid eskalere i det uendelige. Omtrent som med Achilleus og skildpadden: Achilleus halverer hak for hak skildpaddens forspring i en numerisk træls uendelighed og vil derfor aldrig helt indhente den: Men han gør det nu alligevel, fordi det hele udspiller sig inden for et endeligt tidsrum. Halveringerne i overhalingsbanen sker derfor med stedse mindre tidsintervaller.

På FB ville vi straks have just den her skitserede misære, hvis blot det var teknisk muligt at "synes godt" om hinandens "synes godt om"-tegn. Den moderne klatreklasse tager nemlig absolut ingen unødige - endsige tåbelige - risici i de gensidige forsikringers og karrierekalkulationers ængstelige, men desto mere uimodståeligt henrivende marionetteater...
Men måske var det just derfor en idé at foreslå den unge hr Zuckerberg nævnte tekniske innovation: For i så fald kunne vi nemlig slå to fluer med ét smæk ved at samtidig at belægge "synes godt om"-tegnet med en Tobinskat øremærket til lutter gode formål, som selv Margrethe Vestager må kunne bifalde (åh ja, for det sker skam undertiden, at selv nyhederne er relevante i denne verden, hvor intet jo er helt vist).

Denne afgift vil som altid i sådanne tilfælde have en vis adfærdsregulerende virkning, hvilket var meningen: men også en vis fiskal effekt, hvilket ligeledes var meningen. Omtrent som ved fordums afladshandel: For uden en imponerende mænge syndere var der nemlig aldrig blevet råd til at opføre Peterskirken, hvorfor deres synder i en vis forstand var tilgivet på forhånd: Men det turde paven naturligvis ikke dengang vedgå offentligt, for så havde ingen rige syndere jo gidet betale det så nødvendige og følgelig i enhver forstand saliggørende aflad.

 Man tør forresten her drage den slutning, at den regulerende virkning især gjorde sig gældende i gruppen af syndere hvis økonomi ikke tillod investering i afladsbreve; hvorimod afladshandelens og vor egen nye Tobin-skats fiskale virkning omvendt især vil gøre sig gældende i gruppen af velbeslåede syndere. Vi står med andre ord her over for en veritabel Bohr’sk komplementaritet, idet de to nævnte aspekter jo samtidig ikke kan tænkes adskilt, men hører lige så siamesisk sammen som yin og yan.

En beslægtet overvejelse affødtes af oplysningen om at en forgivet kongeørn for nylig blev fundet død i Jylland: En lille han (hannerne er altid mindst)  med et vingefang på kun 186 centimeter. - Mange geniale "ornitopater" (med en af selv samme lidelse for længst afdød bekendts udtryk) har uafhængigt af hinanden tænkt følgende geniale tanke: "Man tror ikke at man har set en ørn – for hvis det er en ørn, så ved man det".

Det samme gælder nu også kærlighed samt elefanter, men i de tilfælde kræves ikke genialitet for at se det. Men det interessante er nu, at nogle gange forbliver vi dog i tvivl, skønt vi jo i så fald straks burde lade sagen falde. Ja, for hvis det nu er en meget lille ørn på stor afstand, så kunne det måske alligevel bare være en meget stor musvåge...

Parallellen til Achilleus kommer nu: I grænsetilfældene er vi nemlig i tvivl om, hvorvidt vi er i en grad af tvivl, der har gjort sig seriøst fortjent til samme betegnelse som krumtappen i Descartes erkendelsesteori. Hvis vi er endnu nærmere evidensgrænsen, er vi i tvivl om, hvorvidt vi er i tvivl om, hvorvidt vi er i tvivl. Og en Gunnar-Næsten-Nu vil ikke undlade at oppiske stemningen i det øjeblik også sidstnævnte tvivl bliver genstand for et spørgsmålstegn... Osv. i det uendelige.

Men der består nu alligevel en forskel på dette tilfælde og de foregående: For er vi i tvivl om, hvorvidt en ørn nu ikke bare var en stor musvåge, så kan den tvivl vare resten af livet - med mindre vi da foretager en abort, eller i det mindste en coitus interruptus: Hvilket dog i henhold til Paven kommer ud på ét - hvorfor vi ikke længere behøver at have nogen betænkeligheder ved abort...

Ganske vist beskrev vi ovenfor i den græske filosof Zenons ånd en uendelig kæde eller succession af tvivlstilstande, udvandede til det stadig mere homeopatiske. Men i tilfældet med tvivl er der blot ikke tale om en reel proces i tid, som i tilfældet var med Achilleus og med de indbyrdes taksigelsers uendelighed.

De forskellige grader eller potenser af tvivl ("ørn eller musvåge?") er nemlig ikke stadier i et dynamisk forløb, men derimod et helt frit udbud af alternativer, der imidlertid er indbyrdes uforenelige - måske lidt i stil med Kierkegaards eksistentielle stadielære. Eller som på svenskernes Systembolag, hvor der nok er frit valg på alle hylder, men jo til gengæld grænser for hvor mange ønsker man kan få opfyldt ved samme besøg.

Nogle læsere kunne nu frygte at dette er en gratis smagsprøve og et abonnementstilbud på Politikens nye kulturtillæg. Lad os derfor gå til bekendelse og tilstå, at dette tværtimod er en reklame for Systembolaget. Ikke sådan at forstå, at vi på nogen vis skulle stå i åndelig gæld til Systembolaget - thi alle urenheder kommer indefra, og det samme gælder renheden.

Nej, men tro os på vort ord: På besynderlig vis høres nemlig i dette øjeblik fra vor PC en kvindelig reklamestemme med tilbudspakker fra just Systembolaget: - formodentlig hidkaldt af en eller anden ubegribelig kommerciel søgerobot på FB (nævn aldrig mere Jahves navn på FB), for hvilken hr. Zuckerberg utvivlsomt tager sig så rigeligt betalt, at han burde være stor nok i slaget til i den gamle græker Zenons navn frivilligt at indføre bemeldte innovation med vor tilhørende nye version af Tobin-skatten.

Som årvågne læsere har bemærket, har FB således i dag spillet en vis befordrende rolle, som vi vi hermed transponerer til bloggens toneart, ihukommende den gamle sentens at mediet er budskabet – hvilket nu kan siges mere eksakt med Karl Marx ord om åndslivets gæld til det materielle livs omstændigheder, selv i dets mest sofistikerede reflekser og refleksioner. Ånden barsler sjældent helt ud i det blå – men ligesom ved grundforskning triumferer den ikke desto mindre højest, når forbindelsen til virkeligheden ved abstraktionens kraft antager formelig homeopatiske dimensioner af udvanding, at sammenligne med vor formelle titulatoriske pligtskyldighed ved tiltale og omtale af de kongelige.

Et eksempel på at sådanne materielle reflekser dog ikke må tages alt for bombastisk, men stædigt tilstræber emancipation fra sit substrat, er det forhold, at allerede ordet ”refleksion” på åndslivets område er afledt associativt af reflektioner i vand som en mental refleks heraf. Her er det danske sprog ene af alle nemlig så filosofisk genialt, at det ortografisk skelner mellem fysiske reflektioner, der staves med ”t” – og mentale refleksioner, der med kongelig eneret staves med ”s” som i ”splitflag”, hvilket rimeligvis er finere.

Og dog forlyder det fra sikre kilder, at selv de mest abstrakte matematikere dog skal være allerstoltest, når en model med demonstrativ mangel på enhver virkelighedsforbindelse overraskende nok alligevel senere viser sig at være kommercielt eller empirisk
afanvendelige: For ligesom en tryllekunstner helt uden virkemidler intet har at trylle med, og ligesom en jazz-artist helt uden nøje forlæg i en konkret melodi med en alkymistisk urokkelig grundstruktur ikke har noget at improvisere over, således består også i vort tilfælde kunsten i hvor meget man kan på ud af hvor lidt, og hvor meget frihed der dog mirakuløst kan aftvinges bundetheden - kort sagt i selve transformationsprocessen.
Hvad ville Houdini således have været i en verden helt uden bure? Skaben helt ud af intet overlader vi derimod til Gud som et fænomen, der i henhold til teologerne formodentlig alene lader sig forklare ud fra den allerstørste kedsomhed.
For dem der er mere kosmiske i slaget og derfor ikke i humör til ovenstående homeopatiske flueknepperi (sig så ikke oftere at vort sprog er gammeldags!) - må vi som kompensation dele sol og vind lige ved at anföre et kosmisk regnskab af en anderledes grandeur.
Hvis jeg giver dig 100 kr, og vi oprindelig var ligestillede, vil du dermed mirakuløst nok blive hele 200 kr rigere end mig - og det beror ingenlunde på sådan gnieragtigt gentagelsestvang som den, hvormed Brun Rasmussen beregner sig auktionsgebyr fra både køber og sælger. - Hvis jeg imidlertid allerede i forvejen er rigere end du, vil der ved transaktionen tvärtimod ske en ökonomisk udligning - men ligeledes belöbende sig til det dobbelte af det overförte belöb. Forskellen i vor formue vil således ändre sig snart til det värre eller til det bedre - men i begge tilfälde altså med det dobbelte belöb.

Det hedder sig undertiden, at endog selveste Big Bang skal väre en formelig gräsk underskudsforretning på lånt tid. I tilfälde af at lånet for at göre en dyd af nödvendigheden i tidens fylde ved en art kosmisk gäldssanering må konverteres til en foräring for ikke helt og aldeles at lamme låntagerens arbejdsmoral, - forsikrer man fra samme pålidelige kilde om, at der også i dette tilfälde bliver tale om en overföring, der fordelingspolitisk set andrager det dobbelte belöb af det nominelle - omtrent som det også siges at väre tilfäldet med syndernes forladelse ved Kristi soning.
Men så kan I altså heller ikke göre krav på ankeret - vi siger det bare på forhånd...Det forholder sig nemlig her ligesom dengang jeg som avisbud fik tildelt en dobbelt bøde for at køre både uden lygte og imod gadens ensretning - men dog efter en kunstpause fik lov til at nøjes med den ene af de to bøder: men med den udtrykkelige klausul, at enhver art klage straks ville resultere i den ved skammelig vilkårlighed forfordelte bødes genindsættelse i dens oprindelige rettigheder.

- I övrigt beviser vort indläg sluttelig at ensom kummer ikke altid er den bedste inspirationskilde, idet anledningen i dag tvärtimod var den opdagelse, at vor kummer dog ikke var helt så jammerlig som frygtet

Idet vi som tilforn undlader at bringe i klassisk forstand faglige tekster andet end undtagelsesvis, idet mediet bør være en egen genre og ikke et depot for antikke manuskripter - vil vi fremover fortsat med passende mellemrum give drypvise eksempler på hvordan også Facebook kan udnyttes som en egen litterær genre, i vort eget tilfælde forresten lige fra dag 1.

KIERKEGAARDSK MC'GUFFINIANA

ALBERT ENGSTRÖM ville nok kun ugerne forveksles med Ångström, der utvivlsomt var en yderst nøjeregnende fysiker, men næppe humorist. Så altså - Engström har en tegning, hvori en herre i kjole og forhenværende hvidt om morgenen på en bænk noget forlegent spørger en forbipasserende, om det er fredag eller lørdag. Til svaret "lørdag" udbryder han: "Jøsses - i denne uge?"

 I hans tilfælde er grunden til den tidslige desorientering natlig festivitas, i vort eget udmattelse efter flere dages hårdhændet, ulønnet og kun i meget uortodoks forstand lovlig (jvf. ”Jeg er kommet for at fuldføre loven”) naturpleje i form af hårdhændet granrydning til ære for Hitchcocks "McGuffin": Nærmere bestemt vore bevingede protegéer de svenske urfugle og tjurer, hvis eksistens nemlig i den forbindelse undertiden ligner en biting, idet den mellem os sagt efterhånden visse steder nærmer sig det hypotetiske.

 Dette byder os at fortælle, hvorfra Hitchcock havde navnet "McGuffin" - ja for selve det filmiske trick havde han jo selv intuitivt i ærmet. Han opkaldte nemlig sit fif efter en vits (altså ikke efter nogen filmsscene), hvori en togpassager forklarer en anden, at i sin kuffert har han en McGuffin. På spørgsmålet, hvad i alverden en McGuffin er for noget, svarer han, at den skal skræmme løverne væk. "Javel - men her i det skotske højland er der da ingen løver?" - "Nå - men så er det åbenbart ikke nogen Mc Guffin, jeg har i kufferten". (Ja, for folkeviddets klassiske svar: "Dér ser du bare - apparatet virker", - som undertiden tilskrives Storm P. - er sødt, men ikke lige så surrealistisk absurd).

 Læg her mærke til at Hitchcock ingenlunde opkaldte sit fif efter en særlig filmscene. Men dette er vel ret beset ikke spor mærkeligere end det forhold, at en film ikke handler om sig selv, at Frankrigsgade ikke ligger i Frankrig - eller den plausible tese at Kierkegaard næppe ville have været spor velkommen i Søren Kierkegaard-Selskabet, Holberg af beslægtede grunde ildeset i Holbergselskabet, Blixen i Hattedameselskabet af 1864, Jesus i Messias-selskabet og så fremdeles. For Judas såre menneskelige hemmelighed var og er altid den, at han ingenlunde miskendte den han forrådte, men tværtimod i længden fandt konkurrencelovgivningen så alvorligt krænket, at ”this town is too small for both of us”. The same old story…

- Nuvel, men hele vor foreløbige ekskurs er i sig selv en McGuffin og et filmisk påskud, der nemlig leder frem til at gentage Engströms forlegne spørgsmål: "Hvilken ugedag har vi i grunden i dag?" Ja, for selv om et liv helt uden ure omsider er bragt til ende af digitalkameraer og pc’er, så behøves en matematisk autist for tillige at kunne beregne ugedagen på stående fod - og så er det jo rart at der endnu er ydelser der ikke er digitaliserede og automatiserede; så tusinde tak for det. Min vildrede var skam ægte nok, selv om det indrømmet nok snarere var den som var MacGuffin for vore udskejende ekstravagancer (med et akademisk ansøgningsudvalgs velvalgte udtryk way back...)

 - Ja, for apropos udvalg: Hvis man skal fæste nogen som helst lid til anerkendelse, bør denne afgjort komme fra et uomtvisteligt højere sted. Således gav en bekendt, der for længst havde opnået retten til at titulere sig selv "førtidspensionist", grundet lejlighedsvis lydhørhed over for uidentificerede og oftest ubehagelige stemmer, mig engang følgende skudsmål, som jeg siden med stort held har brugt i mit småborgerligt pralende CV: "Du gør ikke en eneste ting helt normalt!"

 - Se det var dog noget, folkens....Ja, således er jeg f.eks. i uovervåget tilstand vældig god til at lave ingenting - men til gengæld er der heller ikke noget der kan inspirere mig så myldrende som: ingenting! Omvendt virker næsten enhver social ramme dræbende: For så snart en Bukdal eller en Johannes Riis vil stå inde for, at du skam er "eksperimenterende", så er du det ikke længere: Ja, allerede i samme øjeblik du selv ved det, er det ikke længere sandt. Det forholder sig nemlig hermed akkurat som med de yngre teologer og kulturfolk der i siden tid bedyrede, at Joakim Garffs i øvrigt veldrejede Kierkegaard-biografi var skrevet, næsten som mesteren selv kunne have gjort det. For den slags indrømmer
man kun, hvis man i virkeligheden slet ikke mener det...

 - En om ikke dokumenteret gudløs, så desto mere arbejdsløs teolog-bekendt på et tvangs-kursus sendt af forsynet, lærer nu at stile tekster til nettets medier. Det beroligede mig at høre, hvorledes man rådgives til en teologisk prosa som i enhver tænkelig henseende afviger fra vor egen forhåbentlig en smule mere guddommelige. Tekster på nettet bør nemlig tilpasses zappere, der hopper ind og ud midt i som i den, som var den et sjippetov; og som ikke har tålmodighed til at vente på Godot, til "cliff hangers" endsige på Hitchcocks "McGuffin's"; som aldrig læser noget to gange - og hvis tilbagespring derfor altid har karakter af et guddommeligt interruptus pist ud af tekstens kosmos.

 - Men hvad var livet uden McGuffin? Et nærliggende eksempel er det, når vi af og til skriver til et flygtigt netmedium med en koncentreret omhu, som om en pertentlig leksikonredaktør kiggede os over skulderen, utålmodigt trippende med stopuret i hånden. Naturligvis er det både fiktion og illusion – men den virker...Ja, nogle blasfemikere vil endog på samme vis hævde, at selv Gud er en McGuffin – men jeg lever skam til almindelig orientering i både kød og blod…

Havets bølger er for flaskepost, hvad ”McGuffin”s var for Hitchcock: Nødvendige fiktioner. Ja, for selv om bølgen forplanter sig, bevæger selve vandet sig faktisk kun op og ned, modsat den flaskepost som den befordrer.  "McGuffin"s er der masser af, men de fleste af dem er ubevidste og talentløse i deres bogstavelige overtro på, hvad verden og omgivelserne finder væsentligt. Omgivelsens påskud bør bruges opfindsomt som anledninger til ekskurser, der ganske som hos Hitchcock er langt mere interessante end "den sne der faldt i fjor". Vi husker således dårligt gamle kjerligheder, og da især ikke de ulykkelige ditto, som i tilbageblik oftest er urkomiske: For Herregud...Men sligt har inspireret til megen musik og litteratur: Såsom nu Kierkegaards skrift ”Gjentagelsen”.

 - Karen Blixen brugte skæmtsomt aristokratisk "Satan" som "McGuffin", mens Kierkegard brugte Gud eller "Styrelsen", som han nu tog alvorligt nok: For ganske som Niels Bohr bedyrede at hestesko bringer lykke, også selv om man ikke tror på det – således virker en MacGuffin omvendt også fortrinligt, også selv om man tager den for pålydende. Det aristokratiske er at sætte den i parentes, men dog tage den alvorligt nok til at handle ud fra den uden straks at bralre ud i pressen med at nu er man kristen, det næste år hindu og det næste år igen ateist: Den slags meldinger tilhører rettelig privaten, men må vel i sådanne tilfælde forstås som henvendt til ønskede arbejdsgiver og kolleger - som man åbenbart ikke tiltror integritet nok til at bifalde og værdsætte individuelle variationer af det i den pågældende kreds bundnormale.
 

Det realiserede demokratis svaghed er al den dumme alvor, blot fordi nogen har sagt eller ment noget - eller for den sags skyld skrevet en bog om, hvad en tredje skulle have sagt. At skrive interessant beror snarere på at kunne gennemskue sine "McGuffins" og håndtere denne dobbelthed. Men humoren kan gudskelov ikke digitaliseres og gøres til et automatkursus.

Har man et praktisk problem, der skal løses, f.eks montering af snekæder, er det indrømmet en anden sag; sligt findes. Men mange problemer er ret beset McGuffins: Ting vi indbilder os at "behøve", samt mange af vore rejser og gøremål.

  Vore "egne" McGuffins er snart læserne, snart en indbildt guddommelig redaktør - men nok så meget de urfugle og tjurer der behøver vore hyppige forstmæssige tiltag i form af uopfordret og ikke altid helt lovlig rydning af kvælende smågraner som bestikkelse for ikke at forlade etablissementet i protest.

Således hævdes tjurer nemlig af nordfinske jægere i sjældne tilfælde at kunne forlade Rusland i mængder. Men selv om det gerne afvises som vås, kunne en forskydning på små 100 km vel godt forplante sig som en bølge af tjurtæthed over 2000 km, ganske ligesom amplituden af havets synlige bølger forplanter sig milevidt.

        Den meste officielle flaskepost er dog naiv ved ikke at have øje for McGuffin. Men naiviteten vil nok omvendt finde humorens dobbelthed dekadent og uden den støtteberettigede kunsts rette alvor: Men som både urfugle og tjurer kan bevidne, kan ingen beskylde os for at ikke at gøre noget alvorligt ved sagen, endda helt uden sikkerhed for resultatet; men hellere det end at bræge løs helt uden at gøre noget som helst. Den sande alvor er blufærdig: Fordi den ved at de mange ord alligevel intet som helst beviser. Når Lars von Trier uagtsomt kom til at sige i Cannes, at han troede at være jøde, men i virkeligheden var nazist - så lå der måske en sådan blufærdighed bag. Måske efter devisen: Hellere sige noget utilbørligt i Cannes (der just ikke er et center for helgener) end at udbasunere noget højstemt etisk på linje med tusinde platugler.

I øvrigt oplevede jeg forleden en yderst praktisk McGuffin: Jeg ledte forgæves i vasketøjet efter en bortkommen mini-sav - men genfandt just derved i stedet min for længst bortkomne bilradio. Og hvad der oprindelig begyndte som et indlæg på Facebook, kan på lignende vis bruges som "McGuffin" for noget langt omstændeligere end egnet til FB's aforistiske korthed – idet vi nemlig således i dag ganske som de russiske tjurer har benyttet os af en belejlig bølge til at søge asyl som flaskepost i et andet litterært regime end det vi hermed tillader os at hilse fra.

”McGuffin” er en af de få ting, som man ikke kan få nok af, tåler ubegrænset gentagelse. Ofte berettiges retoriske og musikalske gentagelser ellers af en særlig variation. Men ganske som i henhold til Freud en pik undertiden bare betyder en pik (!), en cigar bare en cigar og a kiss is just a kiss, således er en gjentagelse nogle gange bare en gjentagelse. Som Kierkegaard erfarede i sin lille morsomme bog med samme titel, så er den sande gentagelse imidlertid en umulighed: Engang jeg som purung var faret vild i Lapland, drømte jeg hele vejen tilbage om den ymer med cornflakes, som jeg havde indtaget på Porjus Hotel. Og da jeg omsider ankom efter et døgn, forspiste jeg mig på den himmelske ret i en sådan grad, at nydelsen dels straks fortog sig af lutter grådig travlhed – dels end ikke i min senere erindring herom stod mål med erindringen om den forjættende ur-ymer fra før min odyssé.

På lignende vis kan vi heller ikke mekanisk gentage Kierkegaards pointe, der skal indfinde sig utvungent i erindringen om et deja vue. Gentagelsen er altid noget andet, for selve oplevelsen er en anden: Den første gang var netop jo ingen gentagelse, men noget helt nyt – til forskel fra anden gang. Men mange problemer indeholder deres egen løsning, og således også her: For hvis gentagelsen således slet ikke er nogen gentagelse, så kan vi jo gøre en dyd af denne nødvendighed og sørge for at det bliver noget helt nyt: Ganske som hin første gang. På samme måde også på skæbnens niveau: Hvis Mozart eller Charlie Parker kom tilbage, ville de nemlig ikke gentage sig selv, og vi klamphuggere ville måske derfor slet ikke genkende dem. De eneste der ville genkende dem at first glance, ville være deres sande elskere: For de ved, at hvis det virkelig er de samme, så er det netop aldrig det samme, og omvendt.

Men heller ikke den sande kærlighed tåler altid gentagelsen, for selv mange sande elskere ville skinsygt aldrig frivilligt indrømme, at ”Der Führer ist zurück”: Tværtimod ville selv folk med indbyrdes yndlingsaversioner i stil med, skal vi sige Lars Bukdahl og Johannes Riis, straks finde sammen i forbrødrende omklamring som lammet og løven ifølge Esajas omkring den saliggørende erkendelse, at dette er så sandelig ingen sand gentagelse, men noget ganske andet, og blot en ynkelig efterligning helt uden mesterens helt umiskendelige træk: der nemlig ville have vakt vor uforsonlige forargelse i en helt anden grad end nogen bajads’ kluntede tosserier…

For resten gentog de store end ikke i første inkarnation sig selv: Ikke blot spiller Charlige Parker, Art Tatum, Oscar Peterson osv. nemlig en given melodi helt forskelligt fra gang til gang: Selv i den enkelte udgave varierer de denne udgaves specifikke nøkker og mønstre fra kor til kor: Dvs. nok citerer de som de bedste sangfugle spontant sig selv af lutter ureflekteret begejstring over deres seneste indfald, men hele tiden på en ny måde og på helt forskellige steder i melodien, hvorved de udfolder og som mr. Livingstone I presume, eksplorerer indfaldets facetter og muligheder, indtil disse er udtømt. Og netop derpå genkendes de, ligesom på at i deres næste version af samme melodi sker det samme – for der er skam ligheder på et højere plan, som forener ikke blot variationerne i den enkelte udgave, men også de forskelligste udgaver.

Og dette kan vi andre klamphuggere aldrig lære, vor iver og lærevillige begejstring være nu nok så stor, og ingen legater og autoritative udtalelser i nok så bibelsk samdrægtighed kan ændre derpå. Og for resten, skulle vi tvinges til Bibelsk samdrægtighed, foretrækker vi til enhver tid Susanne Møller: For ens kærlighedsliv er for en alvorlig en sag til, at man bør overlade den til amatører. 

For vel er hun ingen Regine Olsen, men på samme vis er man selv heller ingen Kierkegaard – hvilket vi passende kan bevise på stående fod ved apropos og dog upassende at citere en præpubertær barndomsanekdote, som rinder os i hu, dog ikke af egen avl: ”En mand møde en dame og siger: Hvis du lukker dine øjne, må jeg så ikke have lov at stikke min tommelfinger i din mund?” Ok, siger damen og lukker øjnene. Men lidt efter siger damen forbavset: ”Hov det er jo ikke min mund!” – ”Nej, men det er heller ikke min tommelfinger…”. – I øvrigt er morsom lille aristotelisk øvelse, for selv om der ikke er tale om en klassisk syllogisme, så ligger der dog en sådan bag, og den lyder: 1. Jeg forbyder dig at stikke din tommelfinger i min mund, så længe jeg har øjnene åbne. 2) Hvis jeg har lukkede øjne, tillader jeg derimod, at du stikker din tommelfinger, men intet andet, i munden på mig . 3) Hvis du stikker din tommmelfinger ind i mig, må det kun være i min mund. Af disse tre præmisser følger nu aristotelisk helt stringent 4), at hvis du nu stikker noget helt andet ind et helt andet sted i min krop, er dette naturligvis helt legitimt, men åbenbart aldeles uinteressant, siden jeg ikke engang gider at anvise regler og betingelser for det, endsige forbyde det.

Men nej – denne i art digressioner finder selskabet næppe behag, for med Queen Victorias ord når noget mishagede hende: ”We are not amused!”. Til gengæld kan vi som et plaster på værdighedens sår fortælle, at vor anekdote kan bruges som MacGuffin for tillige at citere Baronesse Blixen for en anderledes hæderværdig pendant, der måske endda er den infantile versions arkaiske forlæg: Blixen forestiller sig nemlig i ”Syndfloden over Norderney” tømreren Josef sige til Maria: ”Oh kunne du dog ikke blot en enkelt gang lukke dine øjne og forstille dig, at jeg var den hellig ånd?” Se det var morsomt, og må vi så ikke nok få lov at holde kammertonen?
 

- Nej, den sande gentagelse kendes derpå, at ingen autoriteter genkender den, men tværtimod akkurat ligesom den første gang forarget ryster på deres bornerte hoveder og allerhøjst nødtvungent indrømmer: At hvis dog bare det forstyrrede hoved havde haft disciplin nok til i stedet at foretage sig noget nyttigt og fornuftigt her i verden på linje med Bukdahl & Riis, der dog hver på sin helt forskellige vis (for i de himmelske haller er der ingen tranghed) vis har gjort det aldeles glimrende, så kunne manden vel nok med lidt flid og ærgerrighed i tidens fylde have fået et embede i provinsen, ja måske med tiden sågar også et vist navn….
- Men i øvrigt indrømmer vi ikke en tøddel – og hvis der skulle være nogen indvendinger i den anledning, så (og dette ”så” er aldeles uundværligt, hvis vi skal tage kollektivsjælens folklore på kornet) kan vi med det samme fortælle, at det er der heller ingen andre i foreningen der gør!

Og dermed er du skakmat: For hvis du nemlig ligesom Job uden ”Steve” mod forventning alligevel skulle være i stand til ikke bare at tåle mosten og stå distancen, men sågar også til som ørnen at gå stejlt op imod vinden som en helikopter – så har du dermed bevist sort på hvidt, at du slet ikke er nogen normal social abe: Kort sagt må du være sindssyg – og var det ikke netop det vi sagde? 

Vort stykke er so far lavet i ét take med en formelig Charlie Parker’sk ufortøvet hast – simpelt hen fordi jeg slet ikke har tid, men skal ud til en å, hvor en bekendt bedyrer at have set et par havørne fortære en skarv i går. Og netop en dissocieret mangel på borgerlig alvor er en aldeles nødvendig, om så næppe helt tilstrækkelig betingelse for ubesværet ørneflugt hinsides andegårdens ambition om ligeberettigelse – vel at mærke forudsat opfyldelse af reglerne til punkt og prikke. Så vi er dem der er skredet – for nu skulle der gerne ske noget helt nyt... Ja, for selvfølgelig får vi (på grund af jer!) ikke set de to havørne fortære gårdagens skarv, som hermed overlades kvit & frit til Bukdal & Riis samt foreningsmængden af deres samlede fanskare ”Bukdal eller Riis” – men netop noget helt andet, som vi vil vende tilbage til. Og dog kan vi ligesom med Charlie Parker love, at det vil være akkurat lige så øretæveindbydende som altid. Og med ”øretæveindbydende” mener vi øretæveindbydende – til forskel fra ”øretæveindbydende”, hvilket sidste vi nemlig lader Bukdal om. So long…

----------------------------

Hvad Søren – sidder I virkelig dér endnu? Nå, Kierkegaards lære om gentagelsen blev ganske rigtigt atter bekræftet, for der var jo ingen havørne. Og dog, og dog: For de fik os dog ikke desto mindre aktiveret, så et eller andet sted må de jo være der  – hvilket atter giver os lejlighed til at gjentage vor hyldest: Ikke alene til Kierkegaards ”gjentagelsen”, men især til Hitchcocks fortræffelige mr. McGuffin. For den fugletomme flade bragte os til i stedet at patentere den idé, at hvis man vil vide om man skulle være Jesus (ja, for nogen skal jo nu engang være det, ganske som med de mest eksklusive lotterier), så er og bliver det altid en fortræffelig test at forsøge at gå på vandet. Testens udvikler har endda taget højde for, at den, mængden af alkoholikere taget i betragtning, bør være invariant for forsøgspersonens promille.

- Men ikke desto mindre er vor guddommelige test dog tvetydig: For hvis du vitterlig består prøven, så kan det positive udfald nemlig lige så godt bero på, at det er frostvejr. Så videnskaben overlader heldigvis stadig noget til troen. I stedet illustrerer vort erstatningsindfald således det forhold, at man langt fra altid kan være sikker på, hvad det i grunden er man tester, når man tester for et bestemt udfald. Vor oprindelige arbejdshypotese og det oprindelige mål viste sig endnu engang at være MacGuffin for en uventet opdagelse af anderledes rækkevidde - omtrent som dengang eksperimenter med røntgenstråling ved et tilfælde resulterede i opdagelsen af radioaktivitet.

 EPILOG: DER ER INGEN BISKOPPER I JAPAN

En nylig kafé-replik viser fortrinet hos generationen med reminiscenser fra filosofikum: "Man kan da ikke spille dum, hvis man er nordmand: For er det ikke en dobbelt negation?" Fra samme urkilde, forlød det autoritativt og tydeligvis under hånden velunderrettet som en uskreven kirkeministeriel regel, at biskopper ikke må være for lave – hvorved en anden og i reglen tavs stedlig stamgæst med en desto større vedvarende forkærlighed for Thomas Mann samt velvoksne fadøl, brat bortfalder som kandidat trods sin indiskutabelt fornemme kirkelige placering i nabolaget.

- Denne regel minder mig i sin forbilledlige futilitet om en med egensindig konsekvens tandløs dadaist fra min kollegietid, der tit og ofte helt umotiveret gav følgende replik til bedste, genialt fri for alle småborgerligt "aktuelle" aproposer med deres krav om offentlighedens bevågenhed samt veldresserede debatredaktørers nødtvungne lydhørhed for væsentlige bevægelser i tiden: "There are no pianoes in Japan!". Herunder stillede vor mand altid overbevisende til skue, hvorledes det er gået tilbage med tandplejen siden opfindelsen af krokodillerne.

 Vor epilogs mageløst uventede opdagelse bliver derfor denne, at en MacGuffin ingenlunde behøver at være bebuder af og anledning til noget større af lignende skuffe, men undertiden tværtimod er mest underholdende i form af et ”apropos”, hvor eftersætningen heldigvis aldrig kommer, idet den grundet en urokkelig trafikprop på motorvejen er aflyst til fordel for noget helt andet, der til gengæld er sjovt nok til at kunne stå helt alene og uden hverken foromtale eller impresario. For måske var det i virkeligheden her den fromme forventning om eftersætningen, der var MacGuffin.

STRIDEN MELLEM GAMMEL DANSK OG NY DANSK

1. GAMMEL DANSK OMSIDER ANERKENDT

Svenske forskere har længe undret sig over de velkendte sundhedsfremmende virkninger på broderfolket af langvarig og regelmæssig indtagelse af Gammel Dansk. Ganske vist er der autoritativ enighed om, at dobbelte doser af forebyggende såvel som helbredende medicin ingenlunde giver dobbelt sundhedseffekt, men tværtimod kan være skadelige. Men den positive nyhed i den forbindelse er nu til gengæld, at Gammel Dansk efter nærmere undersøgelser heldigvis ikke længere bør regnes som medicin.
------------------------------------------------
2. GAMMEL DANSK STADIG MISKENDT
Semikolon som grammatikkens "trickster"

Gammelt dansk er ingenlunde det samme som Gammel Dansk - og heraf ser I nytten af grammatik. Således læste jeg for nylig en glimrende artikel om det kultiverede gamle tegn 'SEMIKOLON' af kriminal-forfatteren Susanne Staun - der i øvrigt ganske lige som lejemordere i arbejdstiden ikke skyer nogen art perverteret grusomhed: Utvivlsomt fordi overlægedatteren fra Frederikssund modsat så mange andre kultiverede borgere er for intelligent til at tage al den opreklamerede kultur helt alvorligt.

Pointen er her ikke den, at vold skam også er stipendieberettiget kunst, som enhver fræk abe kan udøve og enhver forsigtig abe efterfølgende kan ævle løs om med alle hånde korrekte og kultiverede forbehold i københavnske kulturtillæg og magasiner. - Nej, pointen er at sådan er kultiverede mennesker såre ofte selv – på bunden...

Semikolon kan i henhold til Susanne Staun – der nemlig rettelig ikke tolererer perversioner i sprogets sublime verden – ikke helt erstattes af snart punktum, snart komma, snart 'kolon' (der tillige kan betyde tyktarm), og snart tankestreg; men det kan selv erstatte dem i mange tilfælde, hvor de pågældende tegn selv kunne virke lovlig bastante.

Selv bruger jeg nu sjældent semikolon som et diskret forklarende kolon: da bruger jeg oftest tankestreg: ”Jeg kom for sent - hun var faldet i søvn". Omvendt bruger jeg almindeligvis kun tankestreg for at udtrykke en ægte tankeforbindelse, til forskel fra et tilfældigt ”for resten”, hvor jeg foretrækker semikolon: ”Jeg besøgte boldklubben; den har for nylig skiftet navn”. Og dog: For jeg ville nu nok snarere skrive ”Jeg besøgte boldklubben – der for nylig har skiftet navn”. Tankestreg foran ”der” er nemlig så atypisk og så at sige affekteret, at det fungerer som en kunstpause der tydeligt signalerer tankens parentetiske ”for resten”.

Susanne Staun gør i øvrigt morsomt opmærksom på, at de fleste nu om stunder kun bruger semikolon i forbindelse med uddeling af smileys - et tegn som vi gammeldags til gengæld nødig uddeler: ingenlunde af smålighed, men fordi vi nemlig frygter at dets kredibilitet er på niveau med Grækenlands herostratiske drachmer. På den anden side kunne dette i grunden siges om næsten al menneskelig anerkendelse - hvilket dog er overflødigt at fortælle de af vore læsere, hvis intelligens er endnu større end deres forfængelighed.

Nuvel, nogle vil dog nok fortsat bedyre, at semikolon er indført af lutter politisk korrekthed over for brave og hårdt arbejdende analfabeter uden kendskab til hverken komma eller punktum – omtrent ligesom Viktor Borge engang forestillede sig, at koncertflyglets midterste pedal måtte forstås som et särlige ortopädisk hensyn til trebenede pianister. Kort sagt kunne man tro, at det forholder sig med semikolon, som det efter nogle moralisters gæt forholder sig med de sorte tangenter på klaviaturet: At disse er indført af lutter politisk korrekthed som en art symbolsk kvoteordning til fordel for kulturborgerskabets mest manicurerede og veldresserede negerdamer.

Dette er dog en overdreven politisk søforklaring og må ses som patologiens positive modstykke til fænomenet ’konspirationsteorier’: idet vi jo i vort specielle tilfælde har at gøre med patologiske teorier om vidtgående hensyntagen til særlige grupper – ikke at forveksle med hverken ’teorier om patologisk hensyntagen til særlige grupper’, eller ’teorier om særlig hensyntagen til patologiske grupper’.

Derimod var det alene udtryk for en tidligt udviklet virkelighedsnær global og marxistisk bevidsthed, når jeg som barn nærede den frejdigt fordomsfrie formodning, at de sorte pletter på bananerne rimeligvis turde være negrenes fingeraftryk: For når nu skosværten åbenbart klæber så fortrinligt til negre, så kan den vel også utilsigtet af og til klæbe til bananer…Ja, at antage andet ville vel endda i grunden være en smule diskriminerende - over for bananerne! Eller også ville det være at antage at den sorte farve selv er diskriminerende over for bananer – men hvis det er slemt at diskriminere, så er det følgelig også ret slemt uden belæg at beskylde andre – skosværte som mennesker – for at være diskriminerende.

Hvis det derimod ikke var slemt at diskriminere, så ville det heller ikke være slemt at beskylde andre for at gøre det. Ja, for se – heri ligger der nemlig en interessant logisk trinfølge, som først (dvs. allerede for mange år siden) bringer mig til at tænke på Bertrand Russell – og dernæst på, at jeg these days umuligt i ædru tilstand uden honorar kunne begå en filosofisk ligefrem og regelret analyse helt uden svinkeærinder: Ingenlunde blot fordi selv den alligevel ville blive honoreret med den velkendte anonyme fagkonsulent-smiley om fraværet af en ”rød tråd” af hensyn til bogklubbens trebenede analfabeter – samt af kollegiale hensyn til forlagets mest etablerede stjerne, der nemlig sjovt nok netop har fået den selv samme lyse idé, om så også med den umiskendeligt professorale kluntethed i udførelsen der borger for en anderledes respektabel soliditet; - nej, som sagt ikke så meget derfor - skønt det er den mest nærliggende undskyldning for vor kroniske forsømmelighed, ihukommende at mesteren modsat klamphuggeren kun siger det én gang – men fordi gjentagelse af allerede for længst opnåede og beherskede niveauer ikke fænger vor interesse tilstrækkeligt, idet vi nemlig så foretrækker at sublimere sagkyndigheden til et show.

Ganske på samme vis er grammatik, kjerlighed og musik jo også alle tre er fænomener, der kun kommer virkeligt til deres ret i den sublimt transcenderende udførelse on location snarere end i den eftersnakkende og drøvtyggende bagklogskabs ædrueligt flaskesamlende studenterarbejde ud på de blå timer, hvor alt det sjove alligevel for længst er enten drukket eller gået hjem i seng: Hvilket nemlig kan illustreres med forskellen på en frit og letsindigt svævende havørn over Furesøens vover, og så den selv samme ørn 50 år senere, i mølædt og udstoppet tilstand med klogeligt sammenklappede vinger stående på kommoden i rektors kontor, tæt flankeret og mandsopdækket som i Tokyo’s metro af solidt indrammede, men ligefuldt for længst gulnede hædersbevisninger, som skolen og dens ypperste elever i tidens løb har indkasseret for en tilsvarende sagtmodig verdslig vedholdenhed.

Nuvel, apropos digressioner (bemærk venligst paradokset): Hvilken forbindelse er der egentligt talt mellem semikolon, plagiater og vore egne anderledes udskejende associationer? Ganske som den begavede plagiator i medfør af sin inderste natur må og vil plagiere alt, således kan semikolon i henhold til Susanne Staun plagiere næsten alle andre grammatiske tegn. Og i begge tilfälde aldeles risikofrit: For verden foreträkker altid det der ligner den selv mest, frem for den ägte vare...

Endvidere består der en symmetri i, at ganske ligesom en etableret plagiator endog kan slippe afsted med at plagiere selv sin egen tilforordnede retspsykiater, - således kan anderledes ekstravagante forestillingsrækker omvendt på falderebet gøre inspireret brug af selv de mest mekaniske plagiater. For trods semikolons i henhold til vor kriminologiske kollega Staun altid redebone og omstillingsparat stedfortrædende vikartjeneste i tilfælde af punktummers, kommaers, koloners og tankestregers stedse hyppigere sygemeldinger – angiveligt grundet mobning på arbejdspladsen, eller rettere: grundet angivelig mobning på arbejdspladsen – så kan ingen dog frakende bemeldte tegn en helt egen genialitet. Disse var ordene…

Og dog, og dog: For bemærk sluttelig, at skønt vor historie er sammensat af to i enhver henseende – også kvantitativt – uensartede stykker uden mindste logiske forbindelse, idet det ene stykke hverken er opstået eller kan anskues som en digression i forhold til det andet – så udgør de dog nu tilsammen et organisk og logisk sammenhængende hele. Og ganske ligesom vandrefalken kun ville gøre sig fortjent til drontens smørede grin, hvis den insisterede på at netop dronten skulle udstede og underskrive et certifikat på dens flyvefærdighed - således tør også vi trygt overlade vor historie i læsernes varetægt uden først at have rådført os med klogeligt anonyme fagkonsulenter…

P.S. Vi skylder afslutningsvis at meddele, at en god bekendt for nylig henledte vor opmærksomhed på Søren Kierkegaards ungdommelige første forsøg "Striden mellem den gamle og den nye sæbekjælder" - velsagtens ment som en skjult opfordring til at tage handsken op. - Nu arbejder vi imidlertid grundet en art iboende hormonal komplementaritet på denne redaktion aldrig nogensinde i projekter a la "so ein Ding muss ich auch haben" - hvilket nemlig ville være at plagiere velkendte folk, der med anderledes bravour og helt uden indsigelser dyrker just nævnte litterære genre.
Kort sagt konstruerede vi først til allersidst vor overskrift som en hilsen både til Kierkegaard og min bekendt.

APROPOS KVINDERNES DAG - FRA QUEEN ELIZABETH TIL SUSANNE MØLLER

Fra Madeleinekager til Edison og Egon Friedell

Selv det smukke køn kan dagen derpå undertiden være et flovt syn. Dog ikke den purunge Queen Elizabeth I, hvorom hendes lærde tutor udi de klassiske sprog og discipliner Robert Ascham skrev: "Her mind has no womanly weakness, her perseverance is equal to that of a man....She has often talked to me readily in Latin ("Ni talar bra Latin") , and moderately so (!) in Greek. In adornment she is rather elegant than showy. Whatever she reads she at once perceives a word that has a doubtful or curious meaning. She cannot endure those foolish imitators of Erasmus, who have tied up the Latin tongue in fetters. She likes a style that grows out of the subject".

Det sidste lægger også vi os på sinde – hvortil kommer vort blasfemisk grænseoverskridende princip tillige med omhu at lade "the subject" vokse ud af det rene ingenting: "Apropos Intet", som også Gud nemlig skal have sagt, dengang han skabte verden af lutter kedsomhed.
- Ja, for man skulle jo nødig gå hen og blive "aktuel" - hvilket forresten minder mig om et kronikafslag way back, hvor den brave socialrealistiske redaktør venligt forklarede, at "selv om du aktuelt nok nævner Tor Nørretranders, så må vi osv." - Helt tovlig var man kort sagt endnu ikke blevet dengang, før man havde hørt om dopamin og ritalin; for "enhver har sine fortrin" - og den gode mand står skam også citeret i allerforrest i mit stående CV. For det kan være meget godt hvad man sådan går og indbilder sig, men erfarne og uvildige professionelles skudsmål er nu engang det eneste man kan fæste lid til her i verden.
Åh, apropos "professionel" må vi her fortælle, hvorledes en ung sort strudseberider engang trøstede en bekendt for hans skamfulde fiasko med at holde sig i strudse-sadlen med disse skønsomme ord: "Well, you know: We are professionals...".

Ja tak; - men hvis vi ellers kan blive fri for flere afbrydelser: Det først nævnte og selvoplevede mindeværdige citat forblev længe mellem mig og en kammerat en stående vits og et epigram over hin stands lejlighedsvise enfoldighed. Dette minder mig for resten om min grantante, en højborgerlig gammeljomfru, hvis tophemmelige recept for min barndoms elskede scones tydeligvis langt senere blev stjålet af von Hauen (javel, industrispionage kendes allerede fra Det gamle Testamente, for mon ikke det as usual var amerikanerne det stjal Pagtens Ark?).
Dette skal jeg dog være den sidste til at beklage, fordi hun derved gav mig særlige forudsætninger for at påskønne Proust, som jeg ganske vist endnu har til gode, til jeg engang i tidens fylde rettelig havner i kronisk statsforvaring et sted i den rådne banan, hvor jeg ikke længere kan genere nogen (hvem dog?).

Nå, men det var nu slet ikke det jeg ville fortælle om min grantante (her kan man jo dårligt skrive ”vor”), idet digressionens digression nemlig her kom til at overhale os så at sige telepatisk, som havde den allerede længe ventet på et passende påskud for omsider også at få et ord indført. Nej, her i huset holder vi os altid til emnet, og dette var, som man vil huske, ”verdens dom”. Min grantante forsøgte sig nemlig tillige som sanger: nærmere bestemt (for uden fokus hjælper selv et større talent end vort eget intet) som sangerinde!
Men verden forstod hende ej: Thi anmeldersken (ifølge min bedstefar klædt i giftiggrønt og siddende på første række) af hendes debutoptræden i Odd Fellow Palæet, skrev: ”Stundom tænker man på fugleskrig; stundom bringes man til at mindes fabriksfløjten, der kalder til samling...” Men lige som vi i førnævnte kronikforsøg dog fik et skulderklap med på vejen for et formildende "aktuelt" anslag, således fortsætter også min grantantes anmeldelse trøsterigt, som følger: ”Frk. K.G. udmærker sig ved en stor røst, om end med kun liden personlighed”.
Nu kommer pointen: For hvordan kunne jeg nu vide dette, hvis ikke jeg efter min grantantes død i hendes skrapbog havde fundet avisudklip med hendes få anmeldelser? Og det rørende var her, at just de eneste positive ord ”en stor røst” var understreget med rødt blæk. Jo, folkens: Verdens dom skal der ikke kimses af…

Uafhængighed af verdens dom er nemlig en guddommelig forret, men hos mennesker en art arketypisk blasfemi, der vækker frygt og afsky endog hos de ugudelige - hvis moral nemlig ingenlunde af den grund behøver at fejle noget.–Vi tør i øvrigt her gætte, at en sådan uafhængighed hos os mennesker nok oftere er en erhvervet end en medfødt egenskab. Vi skylder imidlertid her at oplyse om, at både Karen Blixen og Thomas Mann tværtimod ville bedyre: At selv Gud meget nødig ville undvære sit publikum. - Nuvel, det kan vel være – men i så fald opfinder vi da bare vort publikum, nu vi alligevel har hænderne oppe af lommen: Hvor svært kan det være? For publikum bør i enhver guddommelig sammenhæng alene være, hvad mr. "McGuffin" var for Hitchcock - et for fantasien befordrende gimmick.

Lad os i denne forbindelse også mindes Freud, hvis "Drømmetydning" i førsteudgaven kun solgte (bemærk forresten i det sidste ord det aldeles døvstumme og mildest talt noget ufonetiske "g") sølle 600 eksemplarer. Og da manden 40 år senere begik en bestseller, lød hans egen kommentar hertil: "Jeg må nok have skrevet noget frygteligt vås...". Og det havde han også - men manden kunne til gengæld skrive... Og så var han desuden gået hen og blevet "aktuel": Ja, I ved – kvindekvoter i bestyrelser og den slags...
Åh, for resten: apropos aktualitet, så lad os slutte af med dette citat af revyskuespilleren, polyhistoren og forfatteren af den vel mest læseværdige (og følgelig af fagfæller mest forhadte) europæiske kulturhistorie nogensinde, wieneren Egon Friedell (1873-1938): ”The worst prejudice we acquire during our youth is the idea that life is serious. Children have the right instincts: they know that life is not serious, and treat it as a game... “ Ja, for det er jo denne umorsomme og dog samtidig så ejendommeligt uærbødige og lavloftede alvor, der altid kendetegner aktualitetens afgud samt dens dyrkere. "Men hvad så med Syrien?" Jo, det er da alvorligt - men hele balladen kommer jo netop af al den fordømte alvor...

Vi skylder nu kun at besvare det åbne spørgmål, hvorledes en tekst, hvor det ene apropos formelig afløser det andet, ligefuldt af hårdnakkede gudsfornægtere kan blive frakendt logisk og diskursiv sammenhæng. For hvad i alverden kan dog være mere apropos - end et apropos?

Men meget vel: Kunden har jo altid ret, så hvis I insisterer, skal I da som ekstra nummer få noget der ikke er spor a propos, og som desperat leder efter et legitimt påskud, som I hermed har givet. Så after you, ladies. Og please fasten your seat belts.

- Man kan da snart heller ikke besøge sin fødeby forklædt som anonym og ukendt - og det med bragende bifald - uden straks at skulle læse, at professor Stjernfelt (nærmere bestemt Frederik Stjernfelt, for Gud og hvermand er jo i vore dage professor, hvorimod bemeldte kongelige fornavn er blevet en stor sjældenhed - hvilket beviser at det i vore dage giver højere status at være professor end at være konge) atter har deltaget i et fashionabelt københavnsk kulturevenement med kosmopolitiske overtoner: velsagtens adjuderet af ligeledes reglementeret udnævnte rationelle kulturdamer, der bestemt ikke vil forbindes med hverken pjattede dameblade, løsagtigt fiktive Bibel-spekulationer helt uden hjemmel i de vises gråskæggede råd, endsige ubesindigt mandehadske feminister uden hverken hovede eller hale.

Men som min 95-årige bedstefader opgivende sagde da hans hushjælp for fjerde gang i samme uge serverede forloren hare (thi hvad der serveres, bør altid være kommensurabelt med publikums gebis) : "Jamen er der da slet ingen fredningstid for forloren hare..."
Dog - så længe blot den suveræne fru Susanne Møller ikke falder for skinnet, så kan vi dog stadig tage det med humor: For humor er det hvormed vi mennesker tager, hvad vi alligevel ikke har en kinamands chance for at ændre noget ved. Selv i Ausschwitz var der således efter sigende humor...
Om vor allestedsnærværende indrømmet velbegavede og lærenemme yndling kan vi i øvrigt fortælle, at når han som en af få i vort land vist endnu ikke er på FB, da skal det nok forestille en gestus af aristokratisk individualisme uden dækning, og altså for så vidt en art simili. For man må tværtimod indrømme, at hvis nogen skal have æren for at have opfundet netværkeriet - aldeles endogent og utvivlsomt genetisk betinget - allerede længe før der var tænkt på FB, så er det vor mand og ingen anden. Og foreslår I nogen anden prismodtager desårsags, vil jeg være den første til at protestere, om det så skal koste mig mit embede.

For just deri består hans uomtvistelige og åbenlyst frugtbare originalitet (skønt originalitet og netværkeri ellers er notorisk komplementære træk i Bohr's forstand): Hvorimod hans lige så blæksprutteagtige poetiske butler og evige novice udi højtidelig "prosa", som det moderne veldresserede kulturborgerskab falder næsegrus for, fordi de har fået besked på det - heri alene forbliver hans fremmeligste elev og plagiator.

- Men for nu i livsbekræftende protest mod al den kulturelle opbyggelighed at give ud af vort eget formelige renæssanceoverskud i Queen Elisabeths ånd - så har vi i dagens anledning valgt at annullere samtlige vore græske tilgodehavender... Endvidere kan vi annoncere, at vi nu arbejder på den største civilisatoriske landvinding siden Edison opfandt glødelampen: Ja, for det kan simpelt hen ikke passe, at mens selv de mest avancerede farvefilm efterhånden udfases af digitale sensorer, så at selveste Kodak/Eastman må gå konkurs og overtages af Finansiel Stabilitet (ihukommende at Danmark med en ex-ministers ord snart er i stand til at købe hele Verden), så lever Edith Toiletruller fortsat i bedste velgående - uændret endog i sit logo lige fra Abrahams og Isaks dage...

KVINDERNES DAG

SÆRBO, SAMBO - ELLER...
På denne dag må det være tilladt at være en smule kvindagtig. Men ærgerligt nok gider jeg ikke i dag, for når julesneen falder, og mine yndlingsfjender forskanser sig i deres iltfattige og indavlede iggloer, bliver mit sind endnu mere cool og hartad socialt indifferent end normalt.
Hvad skal det nu betyde? Det betyder at jeg er aldeles uberørt i ordets bedste forstand - selv om jeg skam kan bevidne at selv ret udmærkede kvinder stadig af og til trækker meget korte strå i tilværelsen; snart fra start, snart grundet en såre menneskelig mangel på rettidig omhu...
Hvilket sidste kan være en grund til at prise, at man ikke fik alt, men dog en hel del forærende - herunder det appendix, som i følge Freud skal være genstand for så stor misundelse, at nogle helst så at det gik samme vej som blindtarmen. Skønt det dog ellers er et livsområde hvor kvinderne alle dage har siddet med i bestyrelsen - selv om heller ikke de er helt uimodtagelige for bestikkelse.På den anden side er det rart at vide hvorfor folk kan lide en: Det er dog en ærlig sag; og så ved man hvor man har dem, og må selv afgøre om man køber konditionerne. Nå, men som sagt er det i dag tilladt at være kvindagtig, og derfor kan jeg lige så godt sige det som det er: Her i familien er det nemlig mig der skal bestikkes, og auktionen er heldigvis endnu ikke slut...
TVEBO!
Sukkerskåle og små skabe af enebærtræ bevarer i årevis deres sødligt krydrede duft. At save en tyk enebærstamme over tager sin tid, for årringene sidder uhyre tæt. Dyrehavens oprindelige indhegning bestod da også af naturligt imprægnerede harpiksduftende enebærstammer, der skal modstå råd endnu bedre end eg. Også aldersmæssigt kan denne nordlige cypres være med: En enebærbusk i den norske Finmark var hele 1100 år gammel, og for nylig blev en 800-årig stamme fældet af en vandal i Selma Lagerlöfs ak du skønne Värmland.

Botanik hører som skolefag til generationerne før mig, men jeg har dog siden lært at nogle blomster er udstyret med begge køn, andre ikke. Hos træer gælder ofte det sidste; men også hos dem forebygges penis-misundelse derved, at samme træ hos mange arter bærer både hanblomster og hunblomster.
Men enebærbusken er hverken særbo eller sambo, men "tvebo": En umiddelbart lidt tvetydig betegnelse, der dog betyder, at hin enkelte busk kun udvikler blomster af det ene køn. Derfor er det kun hun-buskene, der får bær. Men det er ingenlunde kun mennesker der kan få smag for gin: Silkehaler, dompapper og drosler kan nemlig efter sigende æde sig hønefulde af gærede enebær. Og det er én af grundene til, at jeg så dedikeret befrier dem for uopfordret ægteskabelig omklamring fra kvælende graner. I øvrigt helt upartisk uden skelen til om jeg derved forgriber mig på statens eller på den private ejendom.