LARS HEDEGAARD - OM MENNESKELIGE FEJLTRIN OG GUDDOMMELIG FORLØSNING

Her gik man og troede, at mord for længst var forbudt her tillands. Hvis bare man havde vidst at det åbenbart stadig er et hot debatemne, som kan gavne ikke alene trykkefriheden, men også trykkeribranchens velbefindende - så havde man rigtignok ikke sådan gået rundt og tøvet i ungdommen som en anden Hamlet, hvis veltalenhed jo ligeledes efterhånden voksede hans trykkefrihed langt over hovedet…

Nogle fristes til selvmord for at vinde sympati, andre risikerer hellere at blive myrdet. Det betyder dog ikke at de så også "fortjener" at sejle i deres egen sø uden henholdsvis lægernes og politiets bistand. Det modsatte standpunkt kan dog heller ikke uden videre dogmatisk hævdes: For det må vist afgøres fra sag til sag, og meningerne kan være delte - uanset hvad hædersmand med oprejst pande og selvsikkerhedens nådegave kan finde på at deklamere i den bedste sendetid.

Hvis man vedvarende provokerer og smæder Hells Angel, kan det ikke undre at man før eller siden bliver udsat for æreshævn. "Vi advarede ham jo venligt utallige gange, men han fremturede uhæmmet!" Javist - ganske ligesom Biblens Job, der på samme vis nægtede at lytte til gode venners råd og derfor fik løn som forskyldt.
Men ulovligt er æresdrab jo naturligvis likförbannat, hvis man ikke lige er Gud selv. For overlagt drab er nu engang forbudt i vort tilbagestående land, endog hvis ofret er en slyngel fra Hells Angels og ikke har fortjent bedre. - Ligeledes er det forbudt at undlade at benytte helt åbenlyse muligheder for at forhindre et selvmords fuldbyrdelse - selv om der naturligvis findes en gråzone af grænsetilfælde: Dels alle diffuse tvivlstilfælde,som kun nære pårørende kan aflæse; dels de tilfælde, hvor afdøde omvendt har handlet helt dedikeret, adviseret nøgternt og velovervejet i god tid, skrevet udførlige breve til efterladte osv. (Ja, naturligvis har jeg ikke undersøgt sagen, men sådan må det rimeligvis være - om ikke andet. så velsagtens i et af vore nabolande, som hermed anbefales som statslig rollemodel)
.Alt dette gælder helt uanset spørgsmålet om trykkefrihed eller ej: - For selv hvis nogen har forbrudt sig mod en anden lovparagraf såsom blasfemi-paragraffen, er det naturligvis stadig forbudt at slå ham ihjel. Og selv hvis vi indfører dødsstraf for visse typer af ytringer, så har lovbrydere stadig ret til ”a fair trial” og bliver ikke fredsløse eller statsløse af den grund.

Men nu har vi jo allerede ytringsfrihed og trykkefrihed med visse begrænsninger, så dagens martyr i skysovs Lars Hedegaard er jo ikke engang forbryder: "Hurra, hurra, den skål den ska han ha; han ska leva, han ska leva!"

Ja tak, ja tak - det er godt nu... Men heraf følger nu på ingen vis, at Lars Hedegaard partout skal ophøjes til en hædersmand, bare fordi han selv har lidt uret. Således præsterede jeg selv engang at stjæle et friskfanget bytte fra en autoriseret cykeltyv: blot med det ene formål at undersøge strengt eksperimentelt, om han mon derved skulle blive forvandlet til en hædersmand, ligesom når frøer og franske vinbønder undertiden ved et kys alkymistisk forvandles til prinser - ja, hvorfor ikke også til konger? Men ak: Synderen fortrak ikke en mine og fremturede ufortøvet i sit embede.

Men Lars Hedegaard har dog indrømmet forbilledligt frygtløst benyttet sin ytringsfrihed og har endda ligefrem forsvaret selve ytringsfriheden  - men også den er jo ganske ligesom forbuddet mod mord for længst lovfæstet i forvejen, trods subtile gråzoner af tvivl og debat.

Men lige som vi er nogle der finder det sporty at løbe panden mod mure, der ikke har fortjent spor bedre - så er der åbenbart andre der foretrækker at løbe åbne døre ind i henhold til omkvædet "gør porten vid, gør døren høj". - Men som min egen far - tydeligvis vor tids svar på NT's Josef - noget forbløffet udbrød, da han på et beskedent provinshotel i Betlehem af nævnte grund rettelig straks blev tilbudt brudesuiten med et badekar i extra large som husets særlige stolthed: "I am not a rhinocerous..."

Nuvel, nok om voldsofre: alt for megen pylren kan nemlig gøre langt mere skade end klodsede drabsforsøg og kan derved tillige fremkalde attentatmændenes professionelle jalousi. Og just den art jalousi bør man erfaringsmæssigt frygte næsten lige så meget som Herren, og det endog selv om man på ingen vis formår at leve af sin  "profession" - hvad der nemlig kun føjer spot til skade som en særlig ondsindet hån mod alle os der kan....
Altså ikke mere om ofrene, for her skal sol og vind deles lige. Hvad æreshævn angår, så kunne både de radikale muslimer og rockerne nemlig rettelig kan tage ved lære af samfundets officielle eliter og fremover finde lovlige - men ofte endnu grusommere - veje til at opnå det samme: nemlig den formasteliges pinefulde undergang.

Den schweitzer der i sin tid sladrede til EU-kommissionen om de hjemlige kemikoncerners miljøforsyndelser, fik som straf for sit "landsforræderi" sit liv ødelagt; og hans hustru begik selvmord grundet pres, trusler og misinformation mm. Her blev selv lovene vist stærkt bøjet i fædrelandets navn, hvis da ikke helt brudt.

Frank Grevil-sagen om Forsvarets Efterretningstjenede havde delvis en lignende karakter. Mere velkendte og nærliggende eksempler skal dog for denne ene gangs skyld lades helt uomtalte...

Men i sådanne sager er der dybest set sjældent større forskel på muslimerne og os andre - bortset fra at de altså er mere langt forstyrrede, frustrerede og misinformerede i forvejen. Ja, selv Trykkefrihedsselskabets kompromisløse hedsporer er såmænd nok heller ikke ret meget bedre på bunden: For menneskeer der er så alvorligt optaget af at udbasunere deres budskaber, er ikke altid klare over deres inderste følelser og ønsker..Men én ting kan vi til gengæld nu alle blive rørende enige om, efter at vi har fornærmet et repræsentativt udsnit af retsindige borgere: At selv om mord fremdeles er forbudt - så gives der dog altid nogle, hvis død vi hver især personligt ville være de sidste til at beklage...
- Nej, mener I virkelig det? Nå, men i så fald er ovenstående da ikke blevet skrevet helt forgæves. Eller som en profetisk gammel købmand på den jyske hede skal have udbrudt ved radiomeddelelsen om, at Hitler nu også havde invaderet Sovjetunionen: "Nå, men så er den sag jo afgjort..."...

Om trykkefrihed samt velmenende redaktionel bistand i almindelighed sluttelig kun dette: At selv om begge dele indrømmet kan være inspirerende, så kan deres massive fravær for den rette også være det: - For da bliver det sidste gerne endnu værre end det første...

Sidstnævnte bibelske motto har for resten bred gyldighed. Således talte jeg forleden med et medlem af Eventyrernes Klub, der havde udfordret både Himalaya og Amazonas uden at brække nakken på det - blot for i sit otium som fodterapeut at pådrage sig en operationskrævende nakkeskade.

Men hör och häpna: Det allersidste blev nemlig med forbilledlig grammatisk logik tillige det allerværste: Ja, for privathospitalet Hamlet opererede nemlig ved en såre menneskelig fejltagelse i produktivitetsstigningens og resultatkontrakternes hellige navn den skadede nakkehvirvels arisk upåklagelige sidekammerat: Og af særlige anatomiske grunde lader det sig desværre ikke gøre at foretage den operation på hverken begge siamesiske tvillinger eller begge gode sidekammerater.

Tilfældet minder mig om den gamle Hitchcock film, hvor en pålidelig lejemorder af den gamle stamme før sædernes forfald ved en tilsvarende menneskelig fejltagelse hyres til at dræbe en helt uvedkommende person. - Herunder er det umiskendeligt Hitchcock'ske og velgørende udanske nu er dette: At da lejemorderen får at vide, at det bliver en "ommer" – men naturligvis atter engang til den aftalte pris grundet mangel på stordriftsfordele - , så falder lejemorderen lårklaskende omkuld af krampelatter under omkvædet: "The wrong man, the wrong man, the wrong man......".

Som om han lige havde hørt verdens bedste vittighed....

Eller som om Lars Hedegaards behjertede attentatmand ved en fejltagelse i stedet var kommet til at skyde Bo Lidegaard eller Margrethe Vestager.- Og beskyld os så ikke oftere for ligesom Organet for Den Høyeste Oplysning og TUBORG kun at levere til Hele Den Danske Elite...

VED 200-ÅRET FOR MODERSMÅLSELSKABET....

 

 

 Som gymnasiast (en profession der sidenhen er blevet højeste mode i kultursektoren), blev jeg med rette korrigeret for i mine dengang endnu noget alvorlige danske stile (thi sådan må rækkefølgen være, hvis ikke begge dele skal være noget juks, ganske ligesom man jo ved firehændige klaverstykker tålmodigt først må øve hver hånd for sig) at anvende udtrykket "en af de eneste, der osv": For der kan jo dog selv på en god dag højst være én eneste - andet ville så at sige være åndeligt bigami og et kors for tanken på lige fod med Treenigheden og EU-kommissionen.

Siden er nævnte esoteriske pluralisform ikke desto mindre gået hen og blevet fuldt legal: - For som med prostitution og narkotika gælder åbenbart også her, at det dog er bedre at det sker ved højlys dag og under ordnede forhold for alle parter, end at i forvejen svage sjæle tillige må gøre både sig selv og andre til forbrydere for deres lasters skyld.

 Men se, i mellemtiden er man selv blevet stejl af lutter loyalitet mod sin gode gamle dansklærer - der ellers i litteraturhistoriens navn med klogelig defaitisme bevilgede, om ikke betingelsesløs overgivelse, så dog komplet carte blanche trods en dengang anderledes snørklet (men endnu umusikalsk) syntaks, som nemlig endnu ikke var udtryk for åndens suveræne valg - idet det hermed forholdt sig som med ufrivillig vandladning og anden afgang, der jo trods misundelsesværdigt ungdommelig strålestyrke er lige så uskøn i sengen, som ufrivillige synkoper er det i musikken.

 Kort sagt insisterer jeg fremdeles monoteistisk på singularisformen "den eneste, der.." - helt uden skelen til oplyste og integrationsbefippede studieværters demokratiske anbefalinger.

Men dette var nu kun præludiet til hvad vi egentlig ville sige, ihukommende at hovedsagen kun sjældent har fortjent bedre end at være det nødvendige påskud for noget bedre, omtrent som startbanen for et sportsfly - eller som store mestre for den posthume og dunskæggede skare af sorgløst eftersnakkende og festtalende små overmænd og svigermors stoltheder, som far lige skulle have oplevet.
- Og hvad vi egentlig ville sige, var dette: At en af de eneste håndboldspillere, der formår at aftvinge mig en smule interesse, er ham dér Johannes Riis  - og det skyldes nu mest alle de historier om doping.. Og med nyhederne har jeg det oftest på samme vis...
På lignende vis betroede en urgammel københavnsk læge mig engang: "Sport har aldrig nogensinde interesseret mig det fjerneste - men at se sådan et par bomstærke negre tærske løs på hinanden: Det kan jeg sgu godt lide!"

DOPING - OG "DOPING"

A MATTER OF GRAMMAR - A CASE FOR LUND

Så blev man da over morgenkaffen orienteret om cykelsportens dramaer - vidste slet ikke at sport kunne være så interessant, endsige så morsomt. Ligesom kærlighed er det i bedste fald noget man bare gør uden alt det øl-pladder - men man tilhører vel også heri den gamle skole.
Doping i sport er ganske ligesom plagiat i åndslivet: Hvis alle undtagen nogle få anstødelige atavismer fremturer aldeles uhæmmet med det, så står de jo stadig sportsligt lige indbyrdes, blot med alle de samme nymodens hjælpemidler til rådighed: Omtrent ligesom lederskribenter, for hvem der jo helt åbent og redeligt er tale om en eksamen i real time med alle hjælpemidler tilladte - vel at mærke inden deadline som den urokkelige, begrænsende faktor.
Og vist så: Nogle har vitterlig mere talent for illusionistens behændige "doping" end andre; så også heri består såmænd et element af ægte konkurrence. Men vinderne bør så roses af de rette grunde og ikke tillige prises for egenskaber åbenlyst hinsides deres "smukke genom", forbilledligt frit for skønhedspletter og synkoperede mutationer.

Thi det forholder sig nok her som med rødhårethed, der jo i modsætning til skaldethed ikke kan erhverves. Her taler en mand med erfaring: Det første projekt mislykkedes nemlig ynkeligt hver gang, hvorimod det sidste kom helt af sig selv og uden hormontilskud. Og når man ikke får den man elsker, så må man jo elske den man får - og jeg er godt tilfreds med mit hår.

Sluttelig kan vi benytte emnet som en lille skolastisk øvelse i den klassiske gamle distinktion mellem "nødvendige betingelser" og "tilstrækkelige betingelser": Nu om stunder er doping således tilsyneladende en nødvendig betingelse for at vinde i sport - men jo stadig ikke nogen tilstrækkelig betingelse for Kong Valdemars Sejer. Ja, for lur os om der ikke allerede i morgen tidlig på TV-er-eller-andet står en højt betitlet rod og foredrager anderledes pædagogisk lysende over dagens pointe - men naturligvis med en helt anden musikalsk omhu med de grammatiske interpunktioner.

FRA KIERKEGAARD TIL DANSKE BANK: Et stykke dansk erhvervshistorie.

 

 Der er sket meget siden Kierkegaards tid. Således for 100 år siden de danske heders tilplantning i pioneren Ernesto Dalgas ånd og regi med svensk rødgran - og i vore dage de svenske heders manuelle sanering for samme træsort, under overopsyn af Deres messiansk udsendte danske ekspertise på området, og med brug af føjelig kinesisk arbejdskraft: der bedst lader sig sammenligne med Mærsk Møller's tilsvarende globale ekspertise inden for olie-udvinding.

Det havde gamle Dalgas ikke forudset – hvilket viser hvor vanskeligt det er at beregne den langsigtede rentabilitet af store satsninger, disse være nu i privat eller statslig regi.

 Danske Bank - "too big to fail" - er heri slet ingen undtagelse; og man forstår at direktør Kolding betinger sig både arbejdsforhold og bonusordninger langt over, hvad der times alle vore små yndlingsfjender i "Bermuda".

Men direktør Kolding har vi modsætningsvis ikke spor ondt over, for ham betragter vi som en ligeberettiget kollega: "egen företagere" og pioner med berettiget statsgaranti. Her er der intet at komme efter, hverken for skattemyndighederne, verdenspressen eller socialistiske plageånder.

 Men tilbage til vor 200-årige Kierkegaard: - ligeledes en egenrådig "egen företagere", der dog på den helt lange bane viste sig langt mere profitabel for vort lille land, end hans samtidige kunne have forestillet sig: ikke mindst for en betragtelig og broget skare af "kongeniale" debattører og foredragsholdere under forsæde af særligt hyrede projektledere i anledning af hans 200-år.

 Men al denne gratis kongenialitet lader sig let punktere ved et morsomt tankeeksperiment. Forestil jer nemlig, at man tog et tilfældigt skarpt SK-citat og slap det ud, f.eks. her på FB - men i ens eget syndige navn. Tro os: De selv samme folk, der i talstærk samdrægtighed finder citatet både ubetaleligt og tidløst, når signaturen er "SK" - de ville nu finde akkurat det samme citat både barnagtigt, personligt i dette ords slette forstand, dumt provokerende - og i øvrigt aldeles futilt set ud fra et karrieresynspunkt, dette være nu i offentligt eller privat regi: For på den måde kommer man rigtignok til at vente længe på et embede...

 Her således to SK-citater, venligst stillet til rådighed af Per Olof Johansson og Isak Winkel Holm:

 "Der gives Folk, der i den Grad omgaaes letsindigt og skammeligt med Andres Ideer, de snappe op, at de burde tiltales for ulovlig Omgang med Hittegods."

 "Jeg frabeder mig enhver Recension, thi en Recensent er mig ligesaa modbydelig som en gadestrejfende Barbeersvend, der kommer rendende med sit Skæggevand, der bruges til alle Kunder, og med sine klamme Fingre fiamsker mig i ansigtet."

--------------------
Men vort tankeeksperiment ville blive endnu morsommere, hvis vore lærde først lod sig overbevise om, at ovenstående citater var helt frit opfundne herfra - men forfængeligt fremsat i SK's navn for at høste bifald. - Og at de lærde så dernæst enstemmigt fandt, at æblet da her rigtignok også er faldet så langt fra stammen - at denne rettelig ville betakke sig for ethvert slægtskab med og ethvert medansvar for disse pinligt letkøbte platheder...

Men gæt nu en gåde, kære læser: For hvad er så det, som er endnu morsommere end det ”endnu morsommere”? Jo, dette spørgsmåls grammatisk superlative svar lyder ubestrideligt: At det må da være ”det morsomste”. Ja, og hvad er så det? Jo, det morsomste ville være, hvis vi nu på falderebet blev forsmædeligt overtrumfet af en Kierkegaard-forsker, der kunne påvise at hele vort ovenstående tankeeksperiment blot var en mekanisk transponering af en lignende formulering hos Kierkegaard - blot med f.eks. den store Goethe placeret i hans eget sted.

- Åh-Ja: For lad os nu blot være kollegialt storsindede og indrømme – at det kunne Kierkegaard såmænd sagtens have været mand for på en god dag…
Men det forholder sig her ganske ligesom med de spiritistiske medier der hævder at have selveste Mozart som deres overkvalificerede sufflør: At hvis det i ligefrem og naiv forstand ”ligner Mozart”, så er det med garanti netop aldrig Mozart. Hvorimod hvis det ikke ligner i det pædagogiske regneeksempels, den mekaniske parallelforskydnings eller den skematiske algoritmes naive forstand, så kunne det teoretisk set godt være Mozart – og selv hvis dette sidste ikke skulle være tilfældet, så kunne det sågar være værst for Mozart!

Men spiritister er nu engang et i sjælden grad selvudslettende folkefærd, der af lutter frygt for forfængelighedens og grådighedens dødssynder altid insisterer på med øjeblikkelig virkning at testamentere både æren og alle royalties af deres værker til for længst afdøde samt disses blege, betuttede og betrængte efterslægt.

THE ROMAN EMPIRE - OG DEN UNGE WERTHERS LIDELSER

 

"Vi arbejdede hårdt, men hver gang, vi begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver ny situation gennem omorganisering. Jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering."

 Cajus Petronimus

 Embedsmand under kejser Nero

37-68 F. Kr.

--------------------------- 

I min glorværdige karriere som avisbud stødte også jeg på dette herlige interne opslag i anledning af Bladkompagniets afvikling af beredne bude til fordel for cykler i tjenesten - dette grundet moderne abonnenters stadig hyppigere klager over den hestegødning der jo uvægerlig af og til fulgte med op ad de røde løbere.

At enkelte avisbude herunder benyttede dette som dække til også selv undertiden at forrette deres nødtørft med et digert boligtillæg som forskønnende dække for fortvivlelsens selvhjælp - gjorde naturligvis ikke nævnte misforhold spor bedre.

 Sidstnævnte gruppe har da også siden nævnte omorganisering fået et stort problem - og det var da også grunden til at jeg selv så mig nødsaget til at søge ganske andre karriereveje. Også i min nye branche har jeg dog haft stor nytte af min autonome træning i denne sublimerende form for parteno-genetisk genbrug. - Rygterne herom er da også nået så vidt, at jeg ganske ligesom Kommune-Kemi i Nyborg ingenlunde længere begrænser mig til indenlandske opgaver.

FESTEN SLUTTER ALDRIG...

 

 En bekendt i den samme geschäft som PH rapporterer om organiserede tantriske øvelser, og i øvrigt med en imponerende kvindelig overvægt - vel at mærke i statistisk snarere end medicinsk forstand. Beroligende tilføjelse - men ikke desto mindre må vi nok reservere os: For med et citat af en for længst pensioneret feminist kan den slags let "udarte til seksuelle krænkelser". Og mens et moderat omfang af kollektiv seksuel krænkelse af ens private rum nu engang hører med til det at være kvinde - så er den slags for en mand en naturstridig uting og nærmest en art kastration.

 Dette minder mig om, at en beruset præst forleden nat citerede den nu afdøde ateist Christoffer Hitchens for denne gode sentens: "Det er slemt nok at få at vide: Festen slutter nu! - Men endnu værre er beskeden: Festen fortsætter, men du skal gå! - Dog, allerværst er dette budskab: Festen fortsætter for evigt - og du kan aldrig forlade den!" Læg forresten her mærke til, at vi da har hørt fornuftige folk sige noget tilsvarende i tidens løb. Ja, men alt afhænger af formuleringen, lige undtagen sandhedsværdien - hvilket viser at den nøgne sandhed kan være kedelig.

 En af Baronesse Blixens figurer (muligvis i "Syndfloden...") siger det samme på endnu morsommere vis: "Tænk, hvis man i al evighed skulle konversere med sin svigermor og Kejseren af Østrig...". Ja, for modsat alle sine disciple var hun tillige morsom - selv når hun krænkede dem seksuelt.

 - Men akkurat lige så træls som det evige taffel med kejseren af Østrig er det nok at blive krænket i al evighed af 1000 uskyldige jomfruer som tantrisk belønning for sit standhaftige - og efter alt at dømme livslange - jordiske martyrium. - For allerede efter en månedstid længes man såmænd nok tilbage til Bermuda-trekantens kroniske trakasserier. For disse levnede i det mindste unægtelig i al deres tarvelighed én et vist frirum til sit daglige "hurra for den lille forskel" - om så heller ikke ret meget andet...

HYLDEST TIL CEPOS SAMT DANMARKS’S KLOGESTE KVINDE...

Berlingernes kronik fortæller, at i de fleste lande har nyere indvandring kun bidraget mikroskopisk til højnelsen af levestandarden. Men can anyone explain, hvordan man åbenbart kan måle dette eksakt land for land, i forhold til det alternative og kontrafaktiske scenario helt uden indvandring? Så kunne vi også blive det klogere.

Avisens kommentar om sociale medier vs Dronningen er derimod lige så kedsommelig som begge i årsgennemsnit, men gav dog Dronningen ret: For på de nye medier kan intet slettes igen. Javel - men selv om mange unge åbenbart dummer sig med risikable og dyrekøbte blottelser på FB, så er mange kultiverede og modnere brugere omvendt ofte nogle feje harer, der nødig skulle risikere noget: Det gælder isærdeleshed alle voyeuererne, der læser flittigt i kældrenes dølgsmål i stil med fordums børnebegrænsende "englemagere", uden selv hverken at bidrage eller reagere - omtrent som den samme æras tavse avislæsere. Men til disse kunne man i det mindste sige: "Nå, men så har du vmåske læst den dér artikel på side 9". Det kan man ikke med FB-voyeurerne. Ægte "FB-civilister" og "FB-pensionister", der kun er med formelt, er derimod en anden sag.

BM-Kommentaren korrekser også mode-psykiateren Day Poulsen for udglattende at overse de nye mediers fatalt irreversible natur. Men selv uden at være på FB med den unge medie-darling, kan jeg nu godt fortælle jer om en periodisk grovt uagtsom overdossering i strid med både forskrifter og brugsanvisning til en af mine egne klienter (!). Vel simpelt hen bare sjusk, fordi medierne er meget sjovere end patienterne, med undtagelse for Amagermanden.

 Men ak: Ingen medier er morsomme længere - og jo mere socialt ambitiøse de er, desto kedeligere bliver de. Således forlyder det, at "Danmarks klogeste kvinde" (damefodbold, I presume..) i WA for tiden ynder nogle antikke små bogstav-lege i sine ledere. Javel, javel - men er det alligevel ikke en smule kedsommeligt sådan at ville imponere far og rektor ved allerede at kunne næste års pensum, som også Tøger og en bunke andre uhyre dygtige mænd i verden jo alle dage har tilstræbt. Den slags klogskab er jo - med al respekt – både uspontan, "uorganisk" og upersonlig.

Og den bidrager til en rivaliserende redaktionel atmosfære med begrænset menneskeligt overskud: For hvis alle søde piger nu partout skal være næsten lige så dygtige som AK, så kommer mobbeknivene i ærmerne da først for alvor frem - og vi troede ellers ikke det kunne blive værre... Og de mandlige kolleger bliver nok også tilsvarende mere stressede og irritable.

Jo-da, we know: Uagtsom tale på sociale og andre medier kan være højst risikabel, indtil man heldigvis ikke har mere at miste:  - Men intet, slet intet er dog så risikabelt og "provokerende" i et lille land som at skrive ting som ingen af disse dygtige folk selv ville have fundet på: vel at mærke før de om et årstid atter duperer Farmand samt rollingerne på Rus-kurset ved at være forud i pensum - om så stadig without that swing...
------------------------

 Nu venter min klient med suicidale tics ad modum dr. Day forgæves. Men intet fremmer inspirationen som dette i virkeligheden at skulle have gjort noget helt andet - ja, det skulle da lige være dette at brænde sine broer en ekstra gang, bare for en sikkerheds skyld. For som den firedobbelte politimorder Palle Sørensen en gang pædagogisk forklarede sit eget overdrev : "Jeg har nu engang altid været et menneske der gør mit arbejde grundigt og ordentligt". - A case for Day...

P.S. Dette indlæg er skrevet som en hyldest til CEPOS, DANSK INDUSTRI samt Milton Friedmann: Ja, for vi har her forsøgt at demonstrere, at jo lavere folk lønnes for deres arbejde, desto ypperligere og stædigere en indsats kan de forventes at yde. Om dette også gælder nationaløkonomer, vides ej - men det skulle såmænd ikke undre denne redaktion.

KIERKEGAARDS STADIER, HITCHCOCK - OG LIDT OM VIRKELIGHEDEN...

 

 En førtidspensioneret dame "arver" fra sin omsider afdøde og notorisk velhavende samlever udover et stærkt svækket helbred alene en stor og højt forrentet forbrugsgæld, stiftet i hendes navn hos Danske Bank - alene af frygt for ellers at blive forladt som straf. Af samme grund fandt hun sig i tillige at afstå fra et skriftligt gældsbevis som sikkerhed...

Mandens sønner frasagde sig da også allerede ved begravelsen på boets vegne enhver forpligtelse.

------------------------

Nedenfor følger et muntert brev til arvingerne, hvori vi forsøger at udrette retoriske mirakler. Heri indgår nemlig en sokratisk appel til en ære og moral, der notorisk ikke gives - på ganske samme vis som vi jo så ofte her appellerer til vore dannede eliters intellektuelle og moralske værdighed...
Men ligesom hos Hitchcock film "Strangers on a train" er det i sådanne sager indrømmet ofte klogt i at "bytte mord": For i ens egne sager kan det som bekendt ofte knibe gevaldigt med at holde masken samt den fornødne is i maven...
 Om nedenstående uventede og så at sige exogame odyssé udi den borgerlige moral kun dette, at vor litteratur dog tæller flere glorværdige fortilfælde af den art. Og til "Det Religiøse Stadiums" quijotiske "tro på trods af det absurde" svarer således på ganske samme vis vort ulønnede Sisyfos-arbejde med at begrænse andelen af grantræer i den asiatiske taiga lige fra Hallandsåsen til den sibiriske flod Ob.

Den næste etape fra Ob til floden Jenisej bliver nok et livsvarigt pensionistarbejde. Heldigvis behøver vi derimod ikke at foretage os noget fra Jenisej til Lena og videre østpå, idet man nemlig her holder sig med andre arter af tjur og urfugl med anderledes krav og vaner. Her gælder vor autorisation derfor ikke; og da disse fugle er kendte for stædigt at holde på konventionerne, må vi for en gangs skyld her bøje os for nødvendigheden.

 Humoren er sluttelig ikke monogamt knyttet til noget af de tre velkendte Stadier, men må snarere betragtes som en art varemærke i stil med Hitchcocks personlige optræden som anonym og forbipasserende bifigur i alle sine film, som vi dog ikke ville være foruden - ihukommende at vor danske "elite" ganske vist er henrivende, men jo kun sjældnere  morsom - og derfor ganske ligesom stegt lever afgjort fordrer tilsætning af såvel anførselstegn som andre orientalske krydderier... 

 TIL P.' FAMILIE

 Idet T. har fortalt Gitte, at I ikke ønsker at betale P. gæld til Gitte, vil vi oplyse jer om, at vi har været vidende om denne gæld fra første færd. Der var tale om et forbrugslån i Gittes navn hos DB, hvilket her dokumenteres.

 På vor udtrykkelig opfordring forlangte Gitte et skriftligt gældsbevis, for det tilfældes skyld at P. skulle gå bort før Gitte. Til dette svarede P. : "Men stoler du da ikke på mig?" Og dette er grunden til at et gældsbrev ikke foreligger.

 Desværre har P. ikke i den mellemliggende tid set sig i stand til at afdrage på lånet og efterlader derfor en gæld inkl. renter på foreløbig 18.000 kr.

Som I forstår, foreligger der således ingen tvivl om selve sagsforløbet. T. har her indvendt at P. altid betalte færgen til Sverige - men til gengæld kørte han i to år daglig i Gittes bil grundet sin Rovers elendige forfatning. Ligeledes er vi vidende om, at Gitte betænkte P. med mange kostbare gaver, ikke mindst i årene efter sin mors død.

 T. har yderligere indvendt, at P. begravelse andrager 25.000 kr. Imidlertid er det kun naturligt, at ganske som Gitte i sin egenskab af arving bekostede sin mors begravelse, må det rettelig være P. arvinger, der påtager sig omkostningerne ved hans begravelse.

 På baggrund af alt dette appellerer vi til Jer om ikke at krænke P. ære og moral ved at gøre hans løfte og hans ords gyldighed uopretteligt til skamme efter hans død.

 Venlig hilsen

FRA S.U.T. TIL TUBORG

FRA S.U.T. TIL SUT...

 Gud kunne ikke finde på mere, og så skabte han Adam som sparringspartner. Men Adam kunne heller ikke finde på noget, og derfor skabte Gud dernæst Eva.

 - På lignende vis er firmaet ikke i kreativt humør - men når det gælder borgerpligt og resultatkontrakter, er der ikke noget der hedder "humør". Hertil jo komme jo, at mange forfattere har betroet os, at intet er så fremmende for produktionen som enten spillegæld eller selve pligten til at producere på bestemte klokkeslet.

Kort sagt har vi nu ikke flere undskyldninger for at holde os tilbage, og inspirationen har vi lige som Gud og Adam måttet hente ude i byen. Således lovpriser en FB-ven digteren Søren Ulrik Thomsens hjemmeside som et formeligt Gesamtkunstwerk af med og om SUT; og andre læsere istemmer, skønt man må håbe at han ikke stiller selveste professor Stjernfelt helt i skyggen af lutter storhedsvanvid, som ungdommen jo hurtigt får for vane i forhold til deres mentorer, når det går lidt stærkt. Grundet historisk dårlige erfaringer med tofronts-krig er dette dog næppe stedet til at genoprette rampelysets ønskelige modne ligevægt mellem sol og vind. 

 - Nuvel, naturligvis kunne jeg da ikke drømme om at kigge på den side, for de kendte kender vi jo dog alt rigeligt i forvejen. Nej, smuglæsning af de ukendtes hjemmesider er der langt mere krudt i, selv trods nok så spartanske dosseringer fra forlagets side: For hvem ved, måske kunne vi lære nogle tricks, så vi kan bevare vort forspring lidt endnu. - Ja for at nævne "sandhedens time" er nu at male Fanden på væggen, og hvad er sandhed? Nej min ven: Fortæl os din årsindkomst - men spar os venligst for din selvbiografi, så er du sød!

Nå, men vi jo kom fra Thomsen. Og her følger så vor kommentar, naturligvis helt ubeset, for andet vile være usportsligt, selv hvis vi havde haft tid:

  HELT ÆRLIGT: Men er det da ikke lodret blasfemi at lave en smuk hjemmeside med alt med om og af sig selv og andres skudsmål desangående lige fra Folkeskolen og frem, uden at komme til at brække sig eller - hvis man ligefrem var et anstændigt menneske - falde om af grin allerede ved starten. - Især når så berømte og brugte folk jo slet ikke behøver det. Jeg mindes her usøgt Egon Fridells autoritative ord et eller andet sted: "Ukritisk forfængelighed hænger næsten altid sammen med mangel på intelligens".

- En lovlig ung pige (min egen alder var tydeligvis uvedkommende selv for hende - og hvor meget mere da ikke for alle jer andre?) var en meget kort overgang fascineret af firmaet; og hun sagde rettelig, da vi gik ind og så den dér Allan-biografiske film, at hun nu skulle se en film af Allan, om Allan og sammen med Allan.

 Men det gik over, hvortil som bekendt kommer at sådanne folk stik modsat SUT og hele vort skamløse pukkelryggede danske tabernakel har selvironi.

 Også SUT kunne da sikkert nok på bestilling bakse og bikse en gang prisbelønnet "selvironi" sammen - som samtlige anmeldere samt amorøst cigaret-suttende blege forfatteraspiranter, snart af vane, snart af forbilledligt naturlig kluntethed ville prise som værende næsten lige så sublim som hin ubetalelige nordbagges uovertrufne titel "Min kamp". Det må for resten her frit fra hoften indskydes, at jo højere oppe i Norge forfatterne bor, desto større en kontinental ære sætter de i aldrig at have set hverken en torsk eller en fisker.

- Også om selvreklame gælder dog forhåbentlig, at "enough is enough". Men hvad pokker hjælper dette, når det jo samtidig gælder, at mennesker slet ikke kan få "enough": Thi da forbliver nævnte slogan jo kun en tom tautologi - samt en postmoderne reklame for "DEN BLÅ AVIS" , helt på niveau med Danske Banks pikante brug af Occupy-kritikeres skældsord i deres reklamer. For også den slags var SUT utvivlsomt mand for at lave på bestilling og dermed sin løn værd: - aldeles som CEPOS jo nu i mange år har belært os om.

 Det eneste ærgerlige for alle de folk er bare den lille hage: - At en Tuborg stadig smager bedst - og ovenikøbet hver gang....
 Hertil kommer så at Tuborg jo - stik modsat den anderledes prisværdige SUT - er vanedannede. - Og derfor burde Tuborg da også snarest forbydes af Konkurrencestyrelsen og Monopoltilsynet - ja, for ligefrem at inddrage Presse-etisk Nævn ville være at gøre alt for megen stads af det unævnelige.

 - Samtidig forstår man jo godt, at det må være lettere for de succesrige at lave rigt udstyrede professionelle hjemmesider. For ikke blot har de råd til at betale sig fra det: De kan dertil nøjes med at referere al "autoritativ" skamros og fanbreve i tidens løb; hvorimod de mere ukendte er nødt til at rose sig selv uopfordret - og det virker som bekendt altid latterligt. - Men på den anden side: Just de mislykkede kunstnere er indrømmet i deres gode ret til at lave flotte hjemmesider - dvs. lige undtagen i de tilfælde hvor deres miskendthed er berettiget...
Selv om flotte hjemmesider hos de i forvejen landskendte vel ret beset næppe tager noget fra nogen, da de folk jo i forvejen har både Google, Gyldendal og DR bag sig, og hjemmesiderne derfor kun læses af i forvejen ubodelige fans, så er det - ihukommende Matthæus-princippet - et uskønt og aldeles unødigt overdrev af en overskudsenergi, som rettelig burde have været brugt på de fattige, hvalerne eller negrene.

P.S. På det nærliggende spørgsmål, om vi da end ikke i julens anledning har noget godt at sige om nogen, kan vi svare ligesom hustruen i et Strindberg-drama på det spørgsmål, om hun da slet intet godt har at sige om sin mand. For hustruens ubetalelige svar lyder her: "Jo - men hvis jeg sagde pænt om ham, ville han straks få storhedsvanvid.

FACEBOOK-JUBILÆUM – KONKURRENCE SAMT EKSTRA JULETILLÆG

I anledning af Facebooks 10-årsjubilæum forudser, vi at Tordenskjolds soldater som sædvanlig vil lade afholde en konkurrence om, hvem af dem der nu skal sendes på betalt arbejdsferie til Italien med både korsbånd og stjerner grundet sin uforlignelige kreativitet - nu også på dette moderne felt. For at komme Tordenskjold såvel som hans soldater i forkøbet lader vi derfor i eget regi afholde en tilsvarende konkurrence forlods, hvor enhver art politisk korrekthed dog vil være udelukket.
Men da den eneste måde hvorpå vi kan sikre mod denne moderne art korruption består i på forhånd at udelukke både kvinder og negre, har vi valgt denne radikale metode.
 I et livstidsperspektiv er dette dog ingen ulykke, for ved en senere lejlighed agter vi at afholde en konkurrence alene forbeholdt kvinder og negre – og den der ler sidst ler jo bedst. Endvidere må kvindelige samt sorte læsere indtil videre trøste sig med, at de jo kan bære deres udelukkelse med oprejst pande, eftersom de jo hermed tillige er udelukkede fra at lide forsmædelige nederlag, der jo må bortforklares for enhver pris. Tværtimod kan de i smug trøste sig med den forvisning, at de kun er udelukkede fra konkurrencen for at sikre fair vilkår for alle deres svagere rivaler. Og den viden må dog indgyde en vis højmodighed.

Nuvel, hvori består så vor konkurrence? Den går ud på hvem der kan fornærme flest notoriske hædersmænd i Danmark på FB uden at gå under bæltestedet. Man skulle nu tro, at dette må være en smal sag; men just fordi Facebook af hædersfolk ikke bruges til og regnes for andet end – snart en ”license” til for nervernes og julefredens skyld at smide slipset, titlerne og ambitionerne, snart for ”spøgefuldt” fraterniserende PR-virksomhed, og derfor nyder begrænset artistisk respekt - så skal der tilsvarende mere til for at fornærme godtfolk på FB: Ganske ligesom det nok er sværere for Ekstra Bladet at fornærme skal vi sige direktøren for Gyldendal, end det er for Weekendavisen og mig.
Hvis det således atter og lykkes selv en ringeagtet person at fornærme omtrent den samlede stand af erklærede danske hædersmænd såvel som deres loyale ægtefæller, så må det derfor være et sikkert tegn på, at man enten alligevel nyder en del mere respekt end de vil vedgå, eller også på at man er endnu dygtigere end Ekstra Bladet.

 Kort sagt kan man i så fald rose sig af at være i det, som i vore dage kaldes en win-win situation – opkaldt efter den lige så heldige kineser ”Win” fra Konfutzes tid, der grundet sin uklædelige uvane med at stamme ikke alene i tide, men ulykkeligvis også i utide, fik det folkelige tilnavn ”win” – hvorved han altså kom til at hedde ”win-win” og følgelig herefter blev husket af dobbelt så mange som før: – med undtagelse af Told & Skat, der nemlig dengang endnu ikke var opfundet. For med egennavne og tilnavne forholder det sig nemlig sådan, at mens nogle af dem som f.eks. ”Tykke” er afledt af almene prædikater, så er i andre tilfælde et alment prædikat tværtimod opkaldt efter sin mest berømte og eksemplariske bærer og prototype – som altså i vort tilfælde var den antikke kineser ”Win”.

I den forbindelse skylder vi imidlertid at oplyse vore læsere om, at aldersbestemmelse af gamle kinesere uden brug af kulstof-14 metoden er en uhyre vanskelig sag, idet dette folk just grundet deres notoriske respekt for alderstegen tradition og hævd lever efter princippet ”same procedure as last century”.
Således troede jeg i årevis klippefast på at blive millionær grundet et nedarvet kinesisk tæppe, der måtte være mindst lige så attraktivt for den nyrige Kinesiske Republik som den formastelige ø Taiwan. Imidlertid viste tæppet sig trods sin overbevisende og dekorative patina ikke engang at kunne finansiere en rejse til nævnte del af verden, hvorfor jeg dog valgte at beholde det.
Kort sagt tør vi ikke helt garantere for kineseren ”Win”s antikke datering, men skylder på den anden side at delagtiggøre vore læsere i denne hævdvundne formodning, idet den nu engang i sand kinesisk ånd hører med til historien.

Sluttelig forudser vi nu, at hele skaren af hædersmænd bortset fra kvinderne og negrene, der for længst er stået af, da de blev bekendtgjort med deres udelukkelse fra vor konkurrence – i flerstemmigt kor vil udbryde: ”Sikke dog en fæl omgang forbandet pjat!” Men se, nu kommer det som de gamle græske dramatikere kaldte ”peripatien” eller vendepunktet, så hold godt fast folkens!

For selv hvis nævnte sagkyndige og lidet flatterende dom nu skulle være sand – hvad ville mon de selv samme brave borgere i stedet have sagt, hvis akkurat den samme lille historie havde været undfanget af Kierkegaard, Andersen eller Holberg? – Rigtigt gættet – og med hvilken legemsdel kan vi følgelig konkludere, at bemeldte i demokratisk ånd stedse mere talstærke, men på ejendommelig vis ligefuldt ubestrideligt eksklusive skare af hædersfolk fortrinsvis tænker?
Skønt det hermed allerede rigeligt antydede svar i grunden må siges at være rosende, eftersom jo kun de allerfærreste skabninger er i stand til at tænke med den antydede legemsdel, hvor ihærdigt de end forsøger – så forudser vi dog, ihukommende verdens utaknemmelighed, nu at blive udråbt til folkefjender på lige fod med Sokrates, just grundet vort lille dramas klassisk græske peripati.

Men heraf følger imidlertid uheldigt og overraskende, at vor konkurrence desværre må afblæses – hvor omstændeligt vi ellers ovenfor har gjort rede for både dens vilkår og baggrund: For vi tør nemlig hermed rose os af allerede på forhånd at have vundet konkurrencen, hvorfor dens faktiske afholdelse herefter kun ville være et for alle parter uværdigt sejpineri.
 Denne udgang indebærer imidlertid til gengæld for kvinderne og negrene en aldeles uforudset oprejsning for den uvægerlige følelse af forfordeling, som den planlagte konkurrence gav anledning til. For selv om man vel dårligt kan tale om en win-win sitution, så er en enkelt-radet og så at sige haploid win-situation i al sin tarvelighed nu heller ikke at foragte.
Og hvis der nemlig havde været tale om en win-win situation, så ville det jo desuden slet ikke kunne kaldes en konkurrence: For hertil hører nu engang også taberne – der således i en vis filosofisk forstand alligevel forbliver paradoksalt ligeberettigede med vinderne, uden dog af den grund ligefrem også at være berettigede til medaljer. 

 Bilag til vor deltagelse i den afblæste konkurrence:

ET JOB ER ET JOB...

 Omsider er det lykkedes videnskabeligt at bevise at den grønlandske urbefolkning behøver fortsat formynderskab. Således fik jeg en forespørgsel fra en Nordgrønlandsk arbejdplads, hvor man nemlig aldeles uadspurgt føler sig forvissede om, at just jeg besidder den helt rette "profil" på obligatoriske sites desangående. Men jeg giver fanden i "profil" og interesserer mig udtrykkeligt alene for profit: Profil har enhver idiot i vore dage - men profit har derimod højst hver anden idiot og er derfor ikke kun mere bekvemt, men også langt mere eksklusivt.

 De grønlændere er og bliver således dokumenteret ubodelige analfabeter og kan allerhøjest uddannes og forfremmes til ordblinde. Men så foretrækker jeg ærligt talt den ægte vare, som man i det mindste kan udbytte i fred og ro uden til gengæld at skulle besudles fraterniserende med nogen art "profil".

 Situationen minder mig om, da jeg for et par år siden på lignende vis blev head-huntet til en sand uriaspost på en sjællandsk folkeskole, hvor over halvdelen af lærerstaben nemlig havde sygemeldt sig grundet et dårligt arbejdsmiljø - læs: eleverne, der nemlig desværre endnu ikke er blevet afskaffet i provinsen, trods al digitalisering, idet sidstnævnte jo nu engang altid går langsommere derude.

 Tysk-klassens ene studieegnede elev gennemskuede hurtigt sagens kerne, og hun lagde - som børn og kvinder nu engang har for vane - ikke det mindste skjul på sin disrespekt for, at en både veluddannet og ustraffet mand selv i min alder åbenbart måtte tage helt ud på bøh-landet for at finde en tilstrækkelig tosset eller desperat arbejdsgiver.

 For ikke atter at skulle lide den tort at blive udsat for sådan disrespekt, denne gang sågar fra analfabetiske nordgrønlandske aboriginals - vælger jeg denne gang klog af skade at melde pas. - Min fagforening står forhåbentlig heri bag mig - uagtet såvel arbejdsminister Mette Frederiksens pegefingre som Det Forenede Danske Kulturmiljøs bønfaldende tryglen med tilbud om allerede forlods at afholde flytteudgifterne, for at hverken jeg selv eller de fremover skal behøve at udsættes for, hvad der tydeligvis er værre end døden: nemlig kulturchok...
Nej - hvis jeg skal sendes til Grønland, vil jeg have jobbet som landshøvding: - For dels vil jeg ikke finde mig i at stilles ringere af kolonimagten end i sin tid Quirinius; og dels er det jo snart jul.

JULETRÆER
Hvis en anerkendt samfundsstøtte, en anerkendt original, en anerkendt plagiator eller en anerkendt oprører siger noget der ret beset er pjat, vil man på bjerget trods saglig uenighed med enstemmig alvor rose vedkommende for hans ubetalelige humor. Men hvis en ukendt eller ubuden siger noget ubestrideligt morsomt, hersker der – allerede før det er sagt - clairvoyant enighed om: at det naturligvis er noget pjat, der aldrig kan føre til noget alvorligt, endsige et embede.
- Åh: klinger vort ordvalg for resten ikke lidt som noget bekendt af en rigtignok helt anden vægtklasse? Åh jo, ikke sandt – men hvorfor hører man så aldrig (her med den arkaiske stavemåde ”aldrig”) den slags fyndord fra afdødes erklærede apologeter med både titler, arveret og spalteplads? - ”Elementary, dear Watson: Klædelig erkendelse af egen begrænsning, samt gammeldags hæderlig uvilje mod at forfalde til sådanne billige plagiater.”

- Av, av, av:– dér fik man rigtignok igen med sin helt egen mønt, og fik dermed omsider noget alvorligt at tænke over; og så endda skudt per refleks sådan lige fra hoften! Hvad kunne mon så tunge modparter ikke drive det til, hvis de på lige fod med os blev indrømmet forberedelsestid, medbragt svigermor og hustru henholdsvis solidt og yndefuldt plantede med madkurv og termokande på klakør-bænken – samt mere retvisende spalteplads? Nej, alene tanken giver os sved på panden: Og derfor må vi da også sørge for, at denne fornærmelse mod tingenes hævdvundne orden får sin naturlige ende snarest muligt…

Det er jo kun jul én gang om året – og det mindste vi kan forlange i den anledning, er vel at folk så forklæder deres borgerlige små CV-beregninger nødtørftigt som overstrømmende hjertelighed. Jeg tillader mig derfor her ligesom i amerikanske omkostnings-effektive lærebøger at foregå med et pædagogisk eksempel til efterfølgelse – for vi calvinister tør jo ikke stole på nåden alene…

Undertiden spørger FB-venner mig, hvorfor jeg dog aldrig på lige fod med alle andre fornuftige mennesker med borgerlige forhåbninger skamroser og smigrer ”the gentlemen of the press”, let alone det akademiske etablissement. Svaret er enkelt, thi for det første ville en ægte gentleman - trods al mulig sans for vor konjunktiviske form - rettelig tage den slags som en grov krænkelse af sin integritet. - Og uægte gentlemen fortjener jo på den anden side heller ikke at blive skamrost...

 Denne overvejelse minder mig om den scene i ”The Godfather”, hvor den unge helt på et ”forsoningsmøde” på neutral grund skal skyde sin fars og sin broders banemand fra den rivaliserende klan. Skurken tager hans hånd og beklager personligt dybt det skete og tilføjer: ”Let me tell you – I am a man of honour!”. Hvortil vor helt med ironisk forstilt alvor svarer: ”I already know…” . Hvilket får skurken til med et komisk vantro blik at udbryde : ”So you know?”.

Kort sagt er skamros – sagt til fortrolig redaktionel orientering under vort sædvanlige motto ”for godt til læserne” – kun respektabel, når den som her er ment som sokratisk ironi. Nej, det eneste smigrende er at behandle folk, som om de dog havde en smule format…

Nå for Pokker – for at det ikke skal være løgn, så må jeg nu sige lige som den unge ny redaktør på Information, for hvem jeg i sin tid forgæves søgte at tale min sag: ”Jeg er nødt til at løbe nu – mobilen ringer…” Kort sagt: Fortsat god dag – og hvis inspirationen en anden gang atter skulle svigte (læserne – det billige skidt – taler vi slet ikke om), så ved I altid hvor I kan henvende jer: I Folkekirken har vi nemlig altid plads til én til, uanset om man er til juletræer eller til kaffetræer fra Det lykkelige Arabien.

 GOOD OLD MONEY

 Selv aldeles lovmedholdelige og skattebetalende bilreparatører anerkender i tilfælde af Amish-agtig ortodoxi over for moderniteterne kun kontanter som betalingsmiddel, - der jo allerede er betænkelige nok sammenlignet med det oprindelige pecunia (cattle;-pardon my Latin).  Vor just afrundede parentes minder os i øvrigt aldeles "osökt", som svensken siger, om følgende palindrom: "!Ni talar bra Latin!".

Hermed har vi nemlig i forbifarten præsteret som de første (vel at mærke under forudsætning af at pluralis majestatis også gælder i tredje person) i litteraturhistorien at lade en sætning uden parentes være et afledt vedhæng til en blot parentetisk indskydelse. Dette, dels fordi dobbelte parenteser er en kluntet uting, dels fordi overdreven brug af en grammatisk form er en højst usund inflatorisk glidebane på linie med konsum-induceret eskalerende produktion af insulin.

Nuvel - man vi altså vente på, at en anden lokal forretning i løbet af dagen får kontanter nok i kassen til at lade os trække over beløbet til Amish-reparatørens fremme - hvorved denne dog risikerer at pådrage sig heælerens feje synd ligesom fordums og katolikker og muslimer med deres forbud mod åger for alle andre end hursomhelst fortabte vantro jøder.
 Ventetiden fordriver jeg med i "Expressen" at læse portrætter af Sveriges 10 højeste skattebetalere - nu man jo selv på lignende vis er tvangsindlagt til at være en hel del mere generøs end man havde planlagt...

Om de ti (næst-)rigeste indkomsttagere må jeg i øvrigt sige, som Carsten Jensen sagde om de fanatiske unge serbiske nationalister han interviewede i 90-erne: "Hvor er det nu lige, jeg har set de ansigter så ofte før - jo, på Københavns kafeer!" Med andre ord bundnormale unge mennesker, hvis eksklusive kriminalitet oftest beror på tilfældigheder og uheldige konstellationer. - Og det samme kunne nok også siges om de mest solgte kunstnere, forfattere, journalister osv - og altså også om de rigeste. For min egen del interesserer jeg mig som bekendt lige som Kongehuset ikke for penge, idet vi anser os for ubetalelige og derfor inkommensurable.

 Vi mennesker er som Coli-bakterierne: Vi er på bunden ret ordinære og udramatiske, men omstændighederne og ensidigt favorable vækstbetingelser kan gøre dem til farlige dyr.

 Som en kendt højesteretsdommer skal have sagt: "Selv den bedste kan ende med en tårnhøj marginalskat!". - Citatet er naturligvis lige så fiktivt som Borges' historiske fabler - men derimod kendte min bedstefar en urgammel højesteretssagfører, der om sin egen alkoholiserede søn engang sagde: "Allan er et skvat!" - Det højeste sønnen nemlig en kort overgang præsterede i sin egen borgerlige karriere, var at være Julemand i Illum og Magasin.
 Men hvorfor ikke? Sæson-arbejde er oftest godt betalt, ferierne er lagom lange - og i jobbet som Julemand slipper man desuden for at skulle tage særhensyn til rettroende muslimer...Ja, endog oplyste muslimer siges at være sjældne i Julemands-branchen -  muligvis fordi de er for oplyste: I ved, ekstremerne afløser hinanden, men skandinavisk "lagom" er som bekendt bedst. Men når "lagom" bliver for kedeligt og truer med at lade den skandinaviske selvmordsrate overstige den japanske, så er det at I må tilkalde entartainere som Julemanden, Kungen og mig...

 "Jamen vi har ikke råd!" - Snik-snak, rolig nu: - Jeg har jo allerede sagt at vi alligevel er ubetalelige og derfor ser stort på så plebejiske målestokke...

THE WAY WE WERE

 Bordet fanger: Vi har jo sagt at det er jul, så I får et ekstra nummer. Vi entreprenante företagere arbejder nemlig slet ikke for pengenes skyld, men for at skabe noget her i verden - pengene er kun en tilfældig bivirkning, og husk endda på: Vi har ingen fagforening til at kæmpe vores sag, så i virkeligheden burde vi faktisk nok snarere tjene en hel del mere end vi gør.

 Selv om man tilhører Amish-folket og ikke anerkender credit cards, kan man godt blive rig alligevel. Min bil-reparatør bedyrer således med både poker face og stiff upper lip , at man ikke kan nøjes med at udskifte den bilens højre bremseskive, idet højre og venstre er uadskillige som siamesiske tvillinger.

Men hele hurdlen kommer af, at jeg bremser for sjældent: Hyppig brug af bremsen slider enhver ansats af rust af bremseskiverne allerede ved fødslen - tala om fri abort.... Men vi Amish-folk bruger hverken kondomer eller bremser og lever livet old school - all the way through...

 Eller tror I måske, at opfinderen af flyvemaskinen tillige opfandt landingsbanen og den dybe tallerken? - Tro mit ord: Den slags banaliteter lod han de andre om...

 

 

TIL MINISTER ELBÆK

Hastesag til behandling inden kultus-ministerens snarlige fald. Ikke at turde behandle vor sag af frygt for mistanker om nepotisme ville indirekte være en højst uklog indrømmelse til dem, der i ministerens hidtidige kurs ønsker at se tendenser til kammerateri.

Så sagt og spurgt i al beskedenhed: Behøver man mon at kunne flyve for at kunne komme betragtning som privilegeret kaospilot? Et mere af kaos burde nemlig her for mit eget vedkommende rimeligvis kunne godskrives og modregnes i en overordnet points-beregning: For jeg har det nemlig her som hin dristige stenbuk, der ved en lovlig bred kløft tænkte: "Der er jo godt nok lidt for langt over til den anden side, men til gengæld er der rigtignok kun halvt så langt ned som de dybeste kløfter jeg med lethed og helt uden frygt og bæven er sprunget over i min karriere – så pyt: Jeg vover sprinet og kaster terningerne!”

But never mention de forestående 70.000 favne af flove og klamme jubilæums-travestier i anledning af Søren Kierkegaards snarlige 200-års jubilæum – ihukommende gamle Shakespeares ubetalelige PR-motto: ”At Have eller ikke Have.” For husk på: Det er unfair, for den arme mand er jo nu ganske som Uffe Elbæk og Kongehuset helt ude af stand til at forsvare sig mod joviale omklamringer.

 Det forholder sig nemlig her som med fordums frihedskæmpere i følge Peter Øvig Knudsen: For vi var skam alle frihedskæmpere – og enhver antydning af noget andet optager vi som en dødelig fornærmelse.

 

FÅGELINVENTERING AV BYHOLMA VINDKRAFTPARK

 

 

 

Området besöktes 23 gångar från slutet av februari till slutet av juni på olika tider av dygnet. Syftet har varit att få en uppfattning av värdefulla biotoper för känsliga samt rödlistade fågelarter. Min underliggande värdering har varit att hitta arter som är karaktäristiska för den lokala naturen. En tidbegränset förekomst av en art från Sydeuropa skulle t.ex. vara spännande, men ändå mer en kuriositet än en anledning till speciella långsigtiga hänsyntagande.

 

Området består av två åtskilda delar, där den norra delen visade sig vara klart mest intressant.  Hela området längs Murån är högintressant. Det samma gäller området runt Lillsjön med spridda inslag av mycket gammal tall, samt Fiskaremossen väster därom. Största överraskningen var dock skogs/myrmosaiken väster om Kafjärden. Detta område har storslagen vildmarkskaraktär med stora inslag av gammal tallnaturskog i form av öar och sumpskog i myren. Denna delen visade sig innehålla stora stammar av tjäder och orre. Båda är känsliga arter av största regionala prioritet, en gång i tiden mycket talrika just i denna trakten. Velbeställda europeiska jägare åkte sålunda hit på 1800- talet för att jaga skogsfågel.

För närvarande verkar området ha traktens bästa skogsfågelstam.

 

Detta område har vi tydligen missat i tidigare naturinventeringar, även om de två små urskogsreservaten Svartebro I och II, som i sin tid avsattes av Domänverket, är välkända små klenoder med häckande sparvuggla, pärluggla och duvhök. Sparv- och pärluggla bor tydligen också i myrskogskomplekset V. Kafjädern. På öar i fjärden häckar fiskgjusen, och ett lärkfalkspar häckar även i området, antagligen intill Murån närmare änden av skogsvägen som löper parallelt med Murån söder om Murån. Lärkfalken jagar med förkärlek insekter på kvällen på det stora hygget vid vägändan. Här finns även åtskilliga nattskärror liksom på flera andra områden med tallar i fröträdställning på hyggen. Nattskärran är rödlistad, men är ändå en fågel som gynnas av brandfält, stormfall och kalhyggen – i synnerhet på sandiga tallmarker som här.

 

Längs Murån samt vid Lillsjön häckar skogssnäppa och grönbena – den senare rödlistad och även häckande i nämnda myrkomplekset. Grönbenan häckar dessutom intill Lillsjön. Där häckar även den rödlistade, men förut i trakten vanliga ljungpiparen. Tranan är däremot numera en mycket vanlig art i trakten och även i Byholma-området.

 

Det samma gäller den mindre hackspetten, som jag sett dels i blandskogen norr om skogsvägens ända söder om Murån, dels i Fiskaremossens björksumpskogar intill Lillsjön. Spillkråkan är vanlig, och fyra par varkar häcka i området. Tretåig hackspett sågs i Svartebro Urskogsreservat  - en norrlänning som givetvis lockats hit av den rikliga barkborreförekomsten efter dem senaste stormarna. Göktytan, en rödlistad hackspett-släktning, konstaterades dels i lövblandskog i förlängning av skogsvägens ända och på hygget längs vägen, dels på gles igenväxningsmark vid Högaberg.

Två bivråkspar har setts: dels i området NV Lillsjön och Fiskaremossen, dels i skogen längs Kafjärdens västra sida. Arten lever mycket dold och anländer mycket sent. Den gynnas av mosaiken av våtmarker och blandskog med frodigt bärris. Ett par av lärkfalk samt fiskgjuse häckar på småöarna i angränsande delar av sydligaste Bolmen.

 

Jag hade vissa förhoppningar om kungsörn, som häckar sedan tio år tillbaka et par mil från berörda området och ibland ses även här. Vi vet att et litet antal huvudsakligen yngre örnar numera finns i trakterna, men andra häckningar en den redan kända har vi ännu ej lyckats konstatera. Det aktuella området innehåller till synes alla förutsättningar för ett kungsörnpar beträffande ostördhet, förekomst av gamla tallar samt viltrikedom. Men än så länge har ingen etablering ägt rum, även om jag sett örn både här och på flera andra ställen i trakten i inventeringsperioden.

 

Vindkraftparkens andra del är belägen söder om väg 25. Det rör sig huvudsakligen om yngre tallplanteringar, vilket i och för sig är en bristvara i en alltmer ”granifierad” skogsbygd. Värdefull natur i egentlig mening är dock i denna delen bara Ljungsjön med närmaste omgivningar samt den närbelägna Snuvelidsmossen. Ljungsjön är en näringsrik sjö med en skrattmåskoloni, flera par tofsvipor samt ett par grönbena. Därtil ett par tranor, ett par sångsvan samt en stor mängd häckande och ruggande grågäss och änder. För ett evt. framtida örnpar borde Ljungsjön kunna vara en begärlig födokrok

Även här jagar ett lärkfalkspar, men boet verkar inte ligga intill sjön. I den delvis sumpiga barrskogen NO Ljungsjön och mot Snuvelidsmossen häckar ett duvhökspar sedan några år tillbaka. På hyggene finns ett antal nattskärror, men alltefter som den nya skogen växer upp, kommer antalet sannolikt att minska, då arten undviker sluten skog.. Tjäder och orre förekommer i områdene norr om Ljungsjön och i Snuvelidsmossen, men inte alls i samme omfattning som i området norr om väg 25.

 

De beskrivna värdena och värdearterna är fram för allt beroende av et starkt hänsyntagande skogsbruk. Det är därför mycket angeläget att Sveaskog visar största skonsamhet dels längs Murån, dels i skogs/myrkomplekset intill Kafjärden. Det samma gäller området runt Lillsjön och fiskaremossen med mycket tjäder och förekomst av mindre kullar i sumpskogen med magnifika ”örntallar”. Området bör ses i sammanhang med Svartebroreservatet – och det innehåller också ett mini-reservat av tallurskog, en gång i tiden frivilligt avsatt av Kungliga Domänverket .

Ytterligare ”granifiering” av dessa tre områden bör därför undvikas. Och uddar, skogsöar och sumpskog av naturkaraktär i myrmark bör undantas från skogsbruk, utom möjligen viss granrensning. Skogsfågeln är att betrakta som ”ansvarsarter”, men området hyser också hela den typiska smått norrländska taigafaunan: Två par duvhök, sparvuggla, pärluggla, grönbena, ljungpipare. Dessutom häckande rödlistade arter som bivråk, göktyta och mindre hackspett.

 

Et orosmoment är de allt talrikare vildsvinen: Många befarar att vildsvin av bara farten dammsugar skogen för kycklingar och därmed kan äventyra den värdefulla skogsfågelstammen. På grund av utfodring är vildsvinstammen nämligen onaturligt stor. Att uppskatta skogsfågelstammen är svårt, men enbart i norra delen av området finns tre orrspel med 13, respektiva 8-9 och 5 tuppar väster om Kafjärden – plus spridda tuppar i områdets övriga myr/skogsmosaiker. Tjädern är mindre talrik, men en säker spelstam finns i området Lillsjön Fiskaremossen och längs Murån. Största tjäderförekomsten är dock i arkipelagen av naturskogsöar, kantzoner och uddar in i myrmarkerna V. Kafjärden, där jag uppskattar stammen till 8-10 tuppar.

 

Skogen intill den befintliga skogsvägen S. Murån är ganska triviala planteringar och hyggen med fröträd. Dock är det ytterst värdefullt för skogsfågeln, att man även i fortsättningen huvudsakligen planterar mer tall än gran. Likaså är det viktigt att vindkraftverken som planerat uppföras alldeles intill vägarna och ej ute i vildmarken. I ett fall skulle jag dock föredra en omplacering, som framgår av kartorna som jag skickar med post: Kraftverk vid änden av skogsvägen parallellt med Murån på dennas sydsida kan befaras kollidera med faunavärden och landskapsvärden i områdets mest orörda och obrutna del. Även ett annat kraftverk har markerats med et litet frågetecken, därför att det kanske ligger väl nära ett gammalt domäntreservat med anslående 300-årig tallurskog med stor potential. En smärre justering borde förhoppningsvis vara möjlig enligt principen att samla ”civilisationen” där den redan finns i form av vägar och andra anläggningar.

 

STUDIER I "FORBRYDELSENS ELEMENT"

 KONTRAPUNKT OG NEMESIS

Min far fortalte i sin tid, at han engang i Chile kom en lommetyv i forkøbet - hvilket vist i øvrigt er en fejlagtigt kollegial formulering af en retsmæssig asymmetri, der altså blev forhindret i ellevte time. Det morsomme er imidlertid, at tyven konfronteret med den genstridige virkelighed opgivende udbrød: "Jamen, hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige længere, hvem skal vi så stjæle fra?"

Den kunne han ikke svare på, men måtte overgive sig til latteren - ganske lige som dengang en jødisk historiker angående Palæstina/Israel retorisk spurgte ham (der var græsk ortodoks palæstinenser), om han da kunne nævne eksempler på landegrænser der ikke i større eller mindre grad beroede på historiske magtovergreb.

Helt så slemt står det vel ikke til i åndens verden - med mindre man da er ortodoks platoniker og tror at alle ideer downloades fra et evigt pulterkammer for påfund så upraktiske, at end ikke Gud kunne bruge dem til noget i forbindelse med verdens skabelse.
-I parantes er vi nogle der sætter en tilsvarende upraktisk ære i fra allerførste færd uden fortilfælde at have omsat vor allerede dengang yderst ubehjælpsomme digitale orientering i en platonisk forkærlighed for metaforisk brug af computerudtryk såsom "delead", "downloade" osv. Computerfolkene selv fandt nemlig ikke på det - og hvis de havde gjort det, ville det have være lige så bogstaveligt og naivt ment, som da en astronomiprofessor i en populær bog bedyrede, at universet dybest set er en stor computer (velsagtens fordi man kan bruge computere til at beregne og fremskrive kosmiske forløb).

Nuvel, men hvis altså de evige ideer fandtes på forhånd, er påberåbelse af menneskelig kreativitet i grunden en blasfemisk tilsnigelse og en art fup - ganske som når tankelæsere betjener sig af sindrigt skjulte informationskilder. Kun de dårlige og mislykkede ideer er i så fald vore egne, men dem er der jo ikke meget ved at prale med. Og dog, mange gange kan en begavet, om end spekulativ og faktuelt forkert forklaring være en større fjer i hatten end sandhed udgravet på møjsommelig og gængs vis: For det kunne jo have været sandt.

Men hvis man derimod ikke er ortodoks platoniker, må man tillige mene, at også både gode og sande ideer kan være egne kreationer i et aller andet omfang - selv om en pragthjerne hermetisk beskyttet mod enhver informationsmæssig udveksling med omgivelserne nok ikke ville få mange andre ideer end den ene banale konstatering: At den altid har kedet sig bravt. Dette fører naturligt den hermetiske hjerne til det spørgsmål, hvad al den kedsomhed mon kan bero på: Er den privat, eller er den holistisk - i så fald må der være noget udenfor, men kan den mon overhovedet forestille sig denne distinktion? Og hvis den kan, hvordan kan den så vide, at distinktionen beskriver dens egen situation glimrende? For hur som helst kan en hermetisk forseglet hjerne vel ikke engang konstatere sin egen situation, så længe den befinder sig i den.
Men hjerner i knap så isoleret tilstand hindres tværtimod oftest af omgivelsernes larm og især deres egen afhængighed af den i at få egne ideer. Men så få disse nu end er, så kan de i det mindste med nogen rimelighed kaldes "egne" - på ganske samme vis som en fugl eller en nybygger i ødemarken med rette kan bedyre, at deres beskedent hjemmestrikkede hytte vitterlig er deres egen: For de har hverken approprieret den på en tidligere beboers bekostning eller fundet den ved et tilfælde, men har selv bygget den ud fra en forestilling om, at verdens sande tilstand ikke i alle henseender tillige var verdens rette tilstand.
I samme forstand er ejendomsretten til et helt territorium derimod straks mere tvivlsom: For som den jødiske historiker påpegede, skaber man ikke sit land, selv om man måske opdyrker det. Her må man snarere være retspositivist og fastholde, at ejendom vinder hævd ved at blive forsvaret tilstrækkeligt længe: I særdeleshed gælder dette fordi de opvoksende børn af senere generationer har akkurat lige så lidt andel i landets grundlæggelse og jordens opdyrkning, som hvis de havde været efterkommere af den oprindelige og siden hen fordrevne urbefolkning.
Men hvis man nu ikke har mindste tilbøjeligheder til at opdyrke hverken jord eller sære indfald, så er man henvist til som hin chilenske lommetyv at bedyre: "Hvis jeg ikke må stjæle ideer fra folk med ideer, hvem i alverden skal jeg så stjæle mine ideer fra?" Andre vil dog derimod i den situation gøre ligesom Frank Esmann, da han blev pågrebet i at have skrevet sin biografi om Henry Kissinger af fra en amerikansk forfatter: "Jeg er ikke enig i anklagen, men jeg vil give mit liv for at forsvare andres ret til at fremsætte den". Hermed kom Frank Esmann nemlig for skade tillige at citere Churchill - der vist i sin tur atter refererede Voltaire. For sådan må det jo være, at når en plagiator gribes med bukserne ned, må han i sin akutte nødtørft ty til den usvigeligste, mest hjemmevante og hæderkronede automatpilot som han råder over.

Kort sagt er plagiatoren konstitutionelt dømt til en næsten tragisk konsekvens, der forlener ham med en egen skæbnemæssig storhed, hvormed han dog på sin egen vis kommer på en slags niveau med de lige så egensindige og derfor ofte noget ensomme mennesker, hvis ideer han approprierer.

Hvis ens tyvekoster bliver konfiskeret, kan man altid skaffe sig nogle nye, for der er som regel flere, hvor de kommer fra. Og hvis ens ideer bliver stjålet, bør man så ikke forsøge på samme vis at bære sin skæbne i tillid til forsynet samt egne vedvarende energikilder? Jo, men se, det kan være ulige sværere, og derfor går det ofte langt værre for sådanne folk end for dem, hvis tyvekoster bliver konfiskeret. For disse sidste risikerer hverken at miste selvtilliden eller forsynstroen: Stik modsat fuglen og nybyggeren, der nemlig hverken tog højde for eller blot forestillede sig muligheden af tyveri, dengang de byggede deres beskedne bopæl - så er tyven jo på forhånd fuldt indforståethed, at verden nu engang rummer tyvagtighed, og med at hvad der engang er stjålet, naturligvis kan blive stjålet igen, uden at verdensordenen af den grund risikerer at bryde sammen.

Dette gælder så meget mere, som den garvede tyv nemlig på næsten platonisk vis vil hævde en arketypisk ide om, at alle menneskelige ideer i følge deres væsen dybest set er tyvekoster allerede fra fødslen - og at det ene afgørende ganske som ved landegrænser og territorier derfor er, hvem der ender med at sætte sig på dem og få æren for dem.

Den samme afmagt som den bestjålne derfor risikerer at blive forsat i, kan imidlertid også resultere af verdens afvisning, selv uden ledsagende konfiskation: For ganske som det kan være svært at bevare troen på sine autentiske fotos, hvis man kun har dem som små filmnegativer, idet alle instanser nægter at sælge én fotopapir til at lave forstørrelser - således kan folk med afviste patenter og manuskripter undertiden i stedet for i det mindste at trøste sig med deres personlige stolthed tage skammen på sig og gebærde sig, ikke blot som om de slet ingen ideer havde haft - men sågar ligesom den der i stil med vor chilenske lommetyv uden held skamløst har forsøgt at tage æren for noget, der slet ikke var og rettelig heller ikke blev hans.

For ikke at tage denne urimelige konsekvens, hvormed den retmæssige ejer altså undseligt må bøje hovedet i støvet i afmagtens forlegenhed ved synet af den tyv som verden hylder for hans originalitet - må man derfor hellere benytte lejligheden til at producere noget, som man ellers ikke ville have gjort, således at det skete dog ved en egen nemesis bliver godt for noget. For hvis man ikke har tillid til en sådan kosmisk nemesis, så må man terapeutisk producere den selv. Dette så meget mere som den art terapi er både bedre og billigere end den, som man tilbyder ude i byen. Hermed vil vi dog ingenlunde undsige sidstnævnte - for terapeutisk hjælp søger man jo netop i alle de tilfælde, hvor man netop ikke magter selv at tage tyren ved hornene.

Hvorom alting er: Dette var indledningen, skudt on location fra hoften uden mandsopdækning i anledning af det anderledes koldsindigt koncentrerede, der nu følger, men som ikke fandt optagelse i verdenspressen. Sligt må man nemlig regne med - og finde trøst i at den pågældende avis altid benytter enslydende standardsvar ved afslag og forbeholder personlige svar til de forslag, som man bifalder.

At få tilsendt et sådant forhåndsstøbt robotsvar også fra en avis, hvor det redaktionelt gængse dog er en personlig sætning eller to, i betragtning af forskellen i arbejdsindsats på et læserbrev og en kronik, ville derimod være en uforskammethed - forklædt som den høflighed hvormed man rettelig skåner begynderen og den sprogligt uformuende for at blive gjort bekendt med den virkelige grund til ens redaktionelle afslag. Hvis det nu oven i købet er den redaktionelle formodning, at den uheldige udmærket formår at afkode ens oprigtige forsøg på med sin uoprigtighed at undergrave hans selvtillid, så er det ligefrem en lodret hån - ganske i stil med det kammeratligt indforståede smørrede grin som en forbryder i retten utilsløret sender det offer, hvis mangel på beviser desværre gør ham selv sørgeligt til skamme.

Men som sagt vil vi ingenlunde beklage den professionelt redaktionelle arbejdsgang, som vi tværtimod her har taget som inspiration til selv at tage tyren ved hornene med den ovenfor lovpriste ufortøvethed og ukuelighed. Som sagt begået ambulant på et landligt og forbilledligt illitterært konditori helt uden forudgående spekulationer og intentioner - idet vor anledning til nærværende eskapade og forhåndsdigression alene er et vedholdende regnvejr, der forbyder os at yde vor personlige tribut til den jagtstatistik, hvorefter der nemlig hvert andet år obligatorisk omkommer et sagesløst menneske under den svenske elgjagt.
Om den art uforudset modgang kan i øvrigt ofte siges, hvad en stedlig original og bajads i sin tid sagde i anledning af en anderledes trist indbyggers naturlige bortgang: "Han förlorade då inte mycket på det..."

Og nu omsider til sagen - idet vi dog forbeholder os ret til en aldeles parentetisk fodnote bestemt for liebhavere i anledning af vor indledningsvise omtale af en "retsmæssig asymmetri" i form af et lommetyveri. Tillad os nemlig i den forbindelse at henlede opmærksomheden på at tyveri dog tværtimod er en u-retmæssig symmetri: Men se, bogstavet "s" gør i dette sjældne tilfælde en gevaldig forskel i ordet "ret(s)mæssig". Med "s" står man nemlig uafhængigt botaniserende overfor rettens univers; men uden "s" er man selv underkastet botanikerens lup, idet det her forholder sig omtrent som med ordene "umoralsk" og "amoralsk".
- P.S. Hvis emnet keder og kun lader sig aftvinge det obligatoriskes ufrivillige interesse, kan man godt herfra gå direkte til efterskriften og med lidt snilde dog bestå, om så ikke med glans... 

ET BIDRAG TIL TIL PLAGIATETS ANATOMI
Berlingske refererer 2.10 en international undersøgelse der viser, at videnskabelig uredelighed forekommer i større omfang, end offentligheden bliver oplyst om. Videnskabelige artikler bliver typisk trukket tilbage, uden at det offentliggøres hvorfor – men videnskabelig uredelighed er oftest grunden. Artiklen nævner tre slags videnskabelig uredelighed: Fup med resultater; plagiat af andres forskning samt mekanisk genbrug af tidligere arbejder under navn af ”nye” meritter.

HVIS diamanter kunne findes på stranden – men uden at tabe i værdi – ville ingen gide begå snyd og røverier. Ej heller videnskabelig uredelighed beror på en pervers glæde ved at snyde eller på spændingen ved at løbe en risiko. Hvor der pyntes på resultaterne, kan det derimod bero på dovenskab: ”Jeg ved at jeg har ret, og gider virkelig ikke gå i trædemøllen i ugevis”. Og der er eksempler på, at sådanne forskere havde ret – men man ved i dag, at deres forsøg bekræftede deres tese med langt større nøjagtighed, end datidens redskaber muliggjorde!
Det ”dovne” geni er dog ifølge sagens natur undtagelsen. Der er derfor grund til at tro, at fup med resultaterne beror på uimodståeligheden af den nemme gevinst i en verden, hvor ingen har tid til at tjekke alt – med mindre der allerede foreligger mistanke om urent trav. Den anden hovedgruppe af fusk – plagiering– er mere speget. Lad os derfor undersøge plagiatets anatomi: Ikke kun hos dem der plagierer, men også hos dem der tager det for gode varer – samt dem der plagieres.
Når vi arbejder mod et mål – her plagiat – må vi for det første have en drivkraft. For det andet skal vi besidde midler til at nå målet – uden at måtte betale for høj en pris ved at fravælge ligeværdige mål. Og for det tredje bør det ikke være alt for risikabelt: En eventuel risiko skal derfor enten være meget usandsynlig – eller også skal den være til at bære.
Lad os nu undersøge hvem der besidder disse tre forudsætninger i højst grad. For i den målgruppe bør vi fornuftigvis søge vore ”seriemordere”: På samme vis udpeger astronomerne jo på forhånd de planeter, hvor man kan søge efter livstegn.
1. Hvem har nu størst drivkraft til at plagiere i videnskab? Det må være dels mennesker, der konstitutionelt i højere grad en gennemsnittet ”tænder” på magt, berømmelse og dominans – samt økonomisk vinding i de tilfælde hvor en opdagelse kan konverteres til patenter. Dels mennesker, som er underlagt et større forventningspres end gennemsnittet.
Folk der i forvejen har en videnskabelig karriere, tilhører statistisk set oftere begge disse kategorier: Af lige begavede studenter vil den mest ambitiøse og mindst forlystelsessyge nemlig typisk nå længst. Og dernæst vil de i kraft af deres renommé og placering arbejde og omgive sig med mennesker, der både stiller krav og byder dem modspil. Derfor tør de af både indre og ydre grunde sjældent hvile på laurbærrene. En ren novice kunne vel også godt tænke sig at blive en anerkendt videnskabsmand – men der er så meget vi alle godt kunne tænke os, uden at det formår at drive os til andet end fantasier.
2. Hvem har nu størst realistisk mulighed for at plagiere? Det har folk, som ubestrideligt har opnået kompetencer på det pågældende område på reglementeret vis. De står nemlig til troende og vil derfor ikke være genstand for forhåndsskepsis – og kan derfor regne med at få deres arbejder publicerede og vurderede; hvorimod et tyvagtigt talent uden meritter risikerer at blive knaldet.

Dertil er etablerede folk ikke genstand for den kollegiale animositet, som ukendte samt enegængere tit må regne med. Og endelig besidder fagfolk tilstrækkelig viden og teknisk beherskelse til at omformulere plagiater overbevisende. I en Hitchcock-film foregiver Poul Newman som spion i DDR at være samarbejdsvillig atomfysiker for at liste tekniske tophemmeligheder ud af en raketforsker. Men trods sin indprentningsevne fatter han naturligvis ikke formlerne og falder derfor igennem og må flygte.

3. Hvem løber sluttelig mindst risiko ved at plagiere? Mindst risiko løber den, hvis navn er så uplettet, at ingen finder sladder fra illegitime kombattanter troværdig; og selv hvis relevante personer aner uråd, tør de sjældent vedgå det – af frygt for selv at få deres navn plettet som jaloux bagvaskere. For selv folk med grund til mistanke har ingen fordel af at være solidariske med en person uden magt – og da slet ikke hvis de selv som kolleger forsker, ansøger og udgiver sammen med den mistænkte, hvis pletfrihed det derfor er i deres egen interesse at forsvare. Pletter har det med at smitte af på den der berører dem – og derfor lønner det sig bedst at give den som det pæne menneske, der ikke har grund til at tro andet end det bedste.
Samtlige tre forudsætninger for plagiat skal således søges inden for samme hæderkronede målgruppe. Også snyd med forskningsresultater er lettere at slippe af sted med for en meriteret person; men hvorfor nedlade sig til risikabelt snyd, når man både er ambitiøs og dygtig? Plagiat sker nok langt hyppigere – og opdages sjældnere –end snyd på vægten: Den prægtige frugt man vil plukke, er nemlig allerede snuppet– men heldigvis af en perifer person, som få i det videnskabelige establishment vil forsvare. Og selv hos hæderlige mennesker kan naturen undertiden gå over optugtelsen – men altid i ly af en konsekvensvurdering.
Selv hvor en mistanke er luftet, tilkommer vanskelighed med bevisførelsen. For det første er det risikofrit at plagiere, hvis blot man formår at omformulere til sit eget sprog. Hvis synderen er kompetent, vil de fleste nemlig tro, at sammentræf beror på ren tilfældighed: For det sker jo, at folk uafhængig af hinanden får samme idé – og selv på topgeniernes plan kendes historiske hanekampe desårsag.Hvis man kan dokumentere, at mistænkte faktisk kendte til den plagieredes arbejder, står man straks stærkere. Men selv sådant kendskab kan bagatelliseres, og da især uden for de eksakte og eksperimentelle videnskabers gebet: ”Naturligvis var der heri næppe noget nyt for den store mand – for så revolutionerende var det nok heller ikke...”

Kollegialt forsvar kan bero på sammenspisthed – og i visse tilfælde måske også på medskyld: For mens men i en røverbande ikke slipper godt fra at stjæle fra hinanden, er det accepteret at stjæle fra andre. Og mens knap så ”certificerede” kompetencer ofte opleves som stridende mod god tone, er det straks bedre tone i fællig at konfiskere fra de ubudne for at bevare verdensordenen. Fra gammel tid kender vi begrebet om herremandens ret til den første nat med de unge bondebrude: Ius primae noctis.Og den lov gælder måske i mange af livets forhold – hvilket fremgår af det velkendte udtryk: ”Den pige er alt for god til ham!”.

Til sidst bør nævnes en mere ”indvendig” faktor i plagiatets anatomi: Ærens krigere ønsker især at bedrage sig selv – for at se sig selv som dygtige tyve ville såre deres egen stolthed. Og jo mere anerkendt man er, desto lettere har man ved at indbilde sig selv, at det som man læste i går, har man skam for længst selv tænkt – og for øvrigt har man ikke læst det og husker det i så fald ikke - ergo...
Selvbedragets genialitet består nu i, at selv de hæderligste kan excellere i det og under de venligste former - og også derfor derfor bliver det aldrig opdaget endsige påtalt. - Tillad os nemlig som antydning til forklaring i den forbindelse frit at gengive storgrossisten Thomas Buddenbrooks ord i Thomans Manns store roman af samme navn: "Selviagttagelsen bør vi overlade til de store kunstnere. Vi handelsfolk er ikke skabte til usundt at beskue og hengive os svælgende i vore sjælstilstande, for vor selviagttagelse er aldeles ubetydelig og ligegyldig".

Nuvel, men hvorfor råber ofrene så ikke bare højere? Dels er det som vist udsigtsløst og utaknemmeligt; og dels orker de ofte ikke at konfrontere tabet: Ganske ligesom en mor, hvis eneste barn er blevet kørt over, ikke orker at engagere sig i trafikale misforhold. Og endelig er verden fuld af folk der bralrende bedyrer at være ”miskendte”; de virkeligt bedragne frygter mest af alt at blive slået i hartkorn med dem – og går derfor typisk anderledes stille med dørene.

EFTERSKRIFT

For symmetriens skyld kunne nogle ønske en efterskrift, fordi ovenstående dog er en lovlig kontrapunktisk mundfuld, som kan behøve en forsonende afrunding til at tegne en mere overskuelig helhedsfigur, lidt i stil med fru Blixens berømte "stork". Således kan vi berette at vi slet ikke havde planer om at bringe mere om dette emne og har derfor langt fra heller sagt alt herom - idet vi trods alt også har en del andet i udvalg. Men denne mentale "inkontinens" kan være anledning til at gøre en sluttelig betragtning over forskellen på at skrive om ovenstående emne henholdsvis med og uden rod i sin personlige erfaring.

Hvis et menneske nemlig formåede at begå et originalt lille manuskript om plagiatets anatomi helt uden erfaring, så ville verden ganske vist kunne hævde, at manden er paranoidt forskruet idet han dog aldrig har bidraget med noget, der var værd at stjæle: For så ville verden jo nok have hørt om ham noget før...

På den anden side vil den pågældende så kunne svare, at såfremt han helt uden erfaring har præsteret en sådan undersøgelse ene og alene ved spekulativ fremskrivning ud fra sit almene kendskab til mennesket natur - så måtte han rigtignok være temmelig genial, nærmest i stil med den hermetisk forseglede hjerne som vi tidligere opdigtede. Det svarer til at den barnløse skriver en bog om børns udvikling og opdragelse, eller at en student på første års niveau begår en doktorafhandling og således springer nogle klasser og udviklingsstadier over.

Hvis forfatteren derimod skriver på baggrund af personlig erfaring, så er hans præstation indrømmet knap så herkulisk - hvilket dog ingenlunde hindrer hans beskrivelse i at være både retvisende og fyldestgørende. Men hertil kommer den pointe, at i dette tilfælde er den lille afhandling om plagiat følgelig ingenlunde det første originale bidrag forfatteren søsætter - idet han ikke har sprunget nogen klasser over, men har gjort sine erfaringer med helt andre emner først. Ganske ligesom ingen udregner talet pi's millionte decimal uden først at have udregnet alle de forudgående decimaler, og ganske ligesom ingen sender rumskibe til Mars før de har besteget Månen - således begynder ingen normale mennesker deres forskningskarriere med at undersøge plagiatets anatomi. På samme vis er der jo endnu ingen der har præsteret at blive bedsteforældre uden at have været forældre først.
Uden at gå videre i sagen tør vi endda antyde, at sådan overspringelse af logisk nødvendige trin i en kumulativ række endda ville være i strid med en elementær iagttagelse gjort af Bertrand Russell for 100 år siden. Men lad nu denne lille passion hvile, skønt den diskret huserer også andetsteds i både denne og andre tekster.

Imidlertid: Uanset hvilken af de to forklaringer verden nu end foretrækker på ovenstående bidrag, kan vi således nok være tjente med det. Verden er derimod ikke spor tjent med det - ikke før den med vanlig frækhed tager ordene i egen mund som eksempel til efterfølgelse på den noble vesterlandske selvkritiks kunst - der jo for tiden med plaprende selvtilfredshed opreklameres på kultursider af folk misundelsesværdigt ubelastede af egen erfaring med den art usund og for karrieren lidet befordrende navlebeskuelse.

Med vor vesterlandsk stolte selvkritik forholder det sig nemlig ligesom med god sex: At vi få abnorme der vitterlig har det, holder bøtte med det. For man nægter at være medlem af foreninger der gladeligt optager alle og enhver som medlemmer - også selv hvis foreningen trods alt samtidig er så eksklusiv, at man som den eneste i kongeriget nyder den ære at være udelukket. Dette må være efterskrift nok, selv på en regnvejrsdag uden hverken fornuftigere eller morsommere ting at tage sig til.

- Men skulle vi endelig have vi have begivet os ud i yderligere ekstravagancer, burde disse have bestået i nærliggende overvejelser omkring fornuftigheden i sådan inkognito at kaste perler til fri og ublu afbenyttelse for de selv samme svin, hvis natur man ellers just bedyrer at have kortlagt. Men her er det så, at formens kryptograferede ”hvorledes” altid vil stille ”Skyggens” studentikose efterligninger i skammekrogen, som verden med kollegialt kenderblik skam heller aldrig tager mindste fejl af – og derfor altid foretrækker at udbasunere som den dannede læsers forbandede pligt. Men vor trøst er her denne, at det dog er mere smigrende at blive læst i smug af denne verdens kloge end at blive læst af pligt af de enfoldige... Så meget mere som det at blive læst i smug altid er det første skridt på plagiatets pensionsberettigede kongevej: For rygterne om Judas' fromhed er stærkt overdrevne og hidrører da også altid fra hans kumpaner.