AGURKETID ER INGEN UNDSKYLDNING...

UKRAINE eller RUSLAND: Who cares?
Den kun 88-årige gubbe med sin kafé får besøg af en velvoksen - viser det sig - svensk-talende ukrainer og hans halvbror.

Gubben: "Her kommer ret tit folk fra Rusland". "Men Ukraine er ikke Rusland!", ler den unge mand ad den ikke meget læsende, men ellers åndeligt vitale café-ejer.

På mit spørgsmål, hvor længe han har boet i Sverige for at lære sproget så hæderligt, svarer han: "Jeg har selv lært det hjemme i Ukraine med lydbøger, grammatik osv." Og han taler i alt fem forskellige sprog. "Det är en begåvning!", udbryder gubben begejstret - og sådan forholder det sig sikkert.

De er fløjet til Stockholm og har dér lejet en bil. Dagen efter kommer han tilbage, og på gubbens spørgsmål hvor mange fisk de så fangede i elven i nat, svarer han: "Ingenting!".
Til gengæld vil han gerne have noget kogende vand til sin militære termo-flaske fra Rusland/Ukraine. På hans spørgsmål hvor meget det koster, svarer gubben med en naturlig Shakespearesk underfundighed. "Du sade det själv: "Ingenting!"

Men ukraineren insisterer: Noget skal man altså have, og stikker ham nogle mønter. ”Free enterprize”....

Flot stil - men hvor pokker har ukraineren mon skaffet de penge? Mon han har en militær uddannelse som auditør med svensk i bagagen?
------------------------
Tænkte bare, at I måske kedede jer i sommervarmen: For de livsstils-causerier fra aviserne, som nogle af jer deler på e sociale medier, finder jeg ikke ret underholdende....

Og år for år vil den tendens bare forværres ved demokratiets homeopatiske fortyndelse, indtil sandheden bliver åbenlys for de fleste - trods al den ståhej for ingenting...Nej, back to basics!

Også her er ret varmt, men så udnytter man da bare aftenen til sine ekspeditioner.

MANDEN DER FORVEKSLEDE DE DØDE MED DE DUMME

Et hyppigt under folkelig applaus delt skriftsted på sociale medier siger, at de dumme har det til fælles med de døde, at de ikke selv ved at de er det.
Men heraf tør vi slutte, at selv de mere skarpsindige henholdsvis døde og dumme af og til har svært ved at afgøre, om de tilhører de dummes eller de døves kategori, idet begge grupper jo har dette særlige felt-kendetegn.

Men en endnu mere interessant slutning vi kan drage af det folkekære dictum, er den, at slet intet hindrer såvel de døde som de dumme i at omdele nævnte skriftsted med den samme begejstring og flid som de levende og de kloge – just i den tro at de skam selv er både spil-levende og kloge. Ja måske er det endda især de mindst levende og de mest ringe, der dyrker skriftstedet: Just for at overbevise sig selv om at de er både meget levende og meget lidt ringe..

LANGT HØYERE BJERGE

Ingen islamister i sigte: - simpelt hen fordi vi heroppe konsekvent vælger kollektivt at fortie dem og tænke sammenbidt på noget helt andet - såsom f.eks. The British Empire: Og det uanset selv nok så imponerende herostratiske bedrifter.

Ja, for heri har vore stedlige nyheds-redaktioner nemlig trods deres niches bissede fagstolthed nemlig ydmygt taget ved lære af storbyernes mere bebrillede kultur-redaktioner....
Elementary...

P.S.
"P.S." - Åhja, for hovedsagen er på vor redaktion altid kun en anledning til noget sjovere. Altså P.S: Det besynderlige hvidskæggede træ er intet pyntet juletræ, men en over 400-årig gran behængt med fredsommelige laver. Laver, der ikke skader træet mere end skægget skader Julemanden - når bare han altså ikke får det i havregrøden eller i postkassen, hvor det nemlig i så fald omgående fryser fast.

”SKOGSBETE”

Norge subventionerer sit landbrug i øde bygder. Men her i Sverige er gammeldags sæterdrift og skovgræsning i dag et særsyn, som kun overlever på kulturstøtte eller i kraft af enkelte særlinges sejlivethed.

Skovgræsning blev i Danmark afskaffet ved lov allerede i 1805 ved Skov-forordningen, fordi den i vort tæt befolkede land umuliggjorde opvæksten af nye træer. 
Men i vore dages skove er vildtets bid et større problem, fordi jægerne gerne ser en noget overdimensioneret bestand af elge og rådyr.

Min beskedne sommerhytte med den gode udsigt var i sin tid en erkendtlighed fra en taknemmelig olie-sheik i Dubai, som jeg bistod i hans regnskabsføring og oversøiske skatteregnskaber: Den slags bureaukrati gad han nemlig ikke befatte sig med. Men, som vi jo også plejer at sige om kvinderne: Der var da i hvert fald ingen som efterfølgende beklagede sig...

FØDSELSDAG OG FRIHANDEL

Ganske vist har jeg slet ikke fødselsdag i dag, hvis sandheden skal frem. Men hvis jeg nu alligevel skulle have det, så fylder jeg i hvert fald ikke rundt, idet jeg nemlig af princip alene gør det i primtal - for sådan er vi mennesker nu så forskellige.

Men dette har slet intet med sagen at gøre. Jeg forventer alligevel, at I fejrer min runde dag på trods af et absurde: Og hvordan man gør det, behøver jeg vist ikke at instruere jer i. Hvis jeg er notorisk humor-forladt, så fremhæver I naturligvis som det første min vidunderligt underspillede humor. Hvis jeg er dygtig, men notorisk uoriginal, lovpriser I just min underspillede originalitet og min beskedenhed - og så fremdeles. Og hvis jeg er en krybende og klatrende smigrer, så roser I mig for min empati, min folkelighed og generøsitet.

Men hvis I således er kompetente nok til at bedømme mig, så er I dog sandsynligvis tillige inhabile. Nå, jamen i så fald foretrækker jeg nu alligevel ros fra mere enfoldige, som er ude af stand til at vurdere andet end min grad af berømmelse - men som til gengæld er ukorrupte nok til ærligt og redeligt at lovprise mig for derved også selv at fremstå som næsten ligeværdige autoriteter samt købe sig til erkendtligheder fra min side. Forretning er forretning, og det er da ærlig snak. Som sagt: Free enterprize.

Dette med forretning minder mig om engang jeg spontant forsøgte at købe privat biltransport til et sted uden offentlig transport. En amerikansk turist slog til efter nogen nølen; men han fortalte mig undervejs, at hans far der var med i selskabet, var en principiel og indædt modstander af den slags handler.

Nej, hvis man vil køre i bil, må man tjene sig til at købe en selv i stedet for sådan at gå rundt og tigge under foregivende af at være en god betaler, når man jo i realiteten kun håber på at køre gratis på storsindede og arbejdsomme sjæles bekostning.
Og sådan usundhed bør for alle parters skyld aldrig opmuntres.

Siden fik jeg dog råd til egen bil, selv om dens facade ikke længere lover hvad bilen selv nu ikke desto mindre forbilledligt holder: Et sørgeligt miskendt fænomen, der utaknemmeligt nok ikke honoreres af sproget med et eget navn.

Men om jeg så købte bilen for mine egne penge, det kan vel altid diskuteres. De eneste penge der er generisk "ens egne", er nemlig de penge som man selv har trykt - men så blive man straks buret inde som falskmøntner. Alle gyldige penge har man jo nu engang fra andre, uanset om man så er bankrøver eller lagerarbejder.

Så kan I hævde, at det vel er på betalernes grad af fri vilje det kommer an. Tja, men hermed er det ligesom med ”likes”: Mange både frie og ædruelige handler indgås af enfoldighed eller under øjeblikkets suggestion - men køberne bliver lige fuldt fucking losere.

Ganske ligesom når folk frivilligt ”liker” kendiser i håb om enten at opnå noget og komme i betragtning eller også at blive anset og behandlet af verden som kendissers ligemand. Men det er en rigtigt dårlig forretning, der kun formår at bringe dem over i bunken af asylsøgende bekvemmeligheds-flygtninge og gratis trælle i kendissernes PR-afdeling.

Enkelte trælle er dog så snu konsekvent at give den som kendissens trofaste rådgiver og sparringspartner, der af og til også kan sige noget kritisk, men ikke for meget eller for tit. Deres klogskab består deri, at de ikke vil nøjes med at være almindelige trælle, men vedholdende søger at gøre sig uundværlige som en slags konge-magere, der snedigt snart repræsenterer kendissen overfor pøblen som hans ambassadør, snart det modsatte. Pøblen finder dem folkelige, men selv foragter de på bunden den pøbel, som de logrer for og selv ligner så slående trods deres kuldslåethed.

Men altså: At I ”liker” eller endda kommenterer kendissers udgydelser frivilligt, gør jer ikke til frie ånder. Og på samme vis gælder, at penge tjent ved frie handler ikke nødvendigvis kan kaldes "jeres egne" i nogen dyb, eksklusiv eller certificeret agtværdig forstand.
Men hur som helst: Jeg købte således til sidst en bil, og den holder skam stadig for et fagligt syn – om end den næppe ville indbringe ret mange ”likes” ved en cat-walk.

----------------------------------------
Ja det var såmænd denne dags spontane produktion, for også sådan kan man nemlig komme hviledagen i hu - når blot man altså ikke tager sig betalt for det i stil med vore mere folkelige søndagsaviser. 

MADS HOLGER....

Kendte i grunden ikke Mads Holger andet end fra omtale, anmeldelser samt enkelte artikler. Og han har nok forekommet mig som endnu en velbegavet medie-spradebasse: men altså dog ikke mere provokerende end at medierne gav ham ubegrænset taletid og platforme.


Kort sagt: Han vakte ikke for alvor den jalousi i børnehaven, hvorom allerede Det gamle Testamente taler rigeligt. Den vrisne Kastholm lancerede ligefrem udtrykket, at "der går Mads Holger i det". Altså når tingene Groft Sagt kommer lige lovlig let - for de andre altså...

Et eksempel på når det gik for stærkt for Mads Holger, var hans vits, at sande liberalister kun tænker på andres vel, når de onanerer. Den minder overfladisk om Allans gamle vits: "Onani er sex med en som man virkelig elsker." Allans vits er morsom fordi den ikke kun er crazy (vi "elsker" sgu da ikke os selv) , men tillige hentyder til at vi jo vitterlig oftest er os selv nærmest.
Mads Holgers pendant har derimod ingen sådan erfarings-bundet pointe og heller ingen elegant kortslutning fra nonsens til sandhed. Naturligvis tænker liberalister ikke altruistiske tanker når de onanerer (hvilket sidste nu tillige er forfærdeligt kedeligt i længden). Hvorfor skulle de gøre det - det er rent nonsens, forklædt som selvkritik. Men det lød næsten ligesom ham Allan, og går den så går den: Og alle lo åbenbart også. For når nogen udråbes som en succes, så opleves de naivt som en succes uanset hvad.
Der er her en dobbelt illusion på spil: MH var mediekändis, altså var han god; og det han siger, bringer refleksmæssigt Woody Allen i erindring, og Woody Allen er en stjerne: Ergo må resultatet blive dobbelt morsomt. Dette er blot et special-tilfælde af kollektivitetens grundlæggende illusion: At det som andre taler om, er det mest interessante og vedkommend. 

Men jeg har faktisk tænkt på det trods alt chokerende nyhed: Og mit skud fra hoften lyder, at manden med landets efter sigende mest læste blog, som jeg alene af den grund vitterlig aldrig har læst, åbenbart har besiddet selverkendelse på bunden og altså haft en dybde, som mange af hans kolleger vist savner.
Vor tid er fuld af grandiose mennesker: Tænk på alle de velstilledes børn, der opreklameres hæmningsløst til barnestjerner af forældrene og springer ud som kunstnere, forfatter og direktører så snart de er konfirmerede.Hvis de folk dog bare kunne nøjes med bare en smule mindre end det hele, ville det hele måske gå lidt lettere? Både for dem selv og for os andre...


Eller med sadistens ord i Nürnberg: "Jamen vi to var da gode venner - det var jo bare for sjov..." Bevares, frit digtet on location.

Selv ret beset ukendte kändiser begræder typisk hinandens luksusproblemer og fejrer komisk hinandens runde dage som var der tale om landsfædre. Som da en harmløs hastværks-plagiator blev anklaget for at være en stor plagiator af en mildest talt ligesindet standsfæller: "karrieren styrtet i grus af onde rygter" osv, osv. Dog ikke selvmord, men snarlig mirakuløs genopstandelse på nye medieplatform med andre ligesindede.

Når dette kaldes menneskelige tragedier, how come at de samme typer behandler de uvelkomne langt langt værre end hvad der fik denne eller hin til at kaste håndklædet i ringen - samtidig med at de slår deres stilfærdige tilkendegivelser til side som de dårlige taberes livsløgn.

Lige (u)betydelige folk enes altid om hinandens betydelighed og udødelighed: og det gælder på alle niveauer.

For at illustrere forskellen citerer jeg frit efter hukommelsen fra den indisk roman af ANITA DESAI "Baumgartner's Bombay" om en jødisk flygtning, der havner i Bombay kort før krigen. "Når han gik uden for huset, skammede han sig altid: men ikke som de øvrige beboere over de kasteløses larmende og ildelugtende nærværelse, men derimod over sin egen privilegerethed."

Mads Holger har modsat mange standsfæller åbenbart haft en lignende elementær human kompleksitet i sit sind - som mange medie-papegøjer synes at savne.

Jo - mit intuitive første indfald her i Lapland var vitterligt dette: Manden vidste åbenbart på bunden selv godt, at det gik også ham lovlig let. Og den erkendelse kan åbenbart for et i grunden hæderligt menneske blive en tungere byrde end byrden af at være plagieret, undertrykt, nægtet opholdstilladelse osv. osv af mennesker, som man allerede af den grund kan have stadig sværere ved at respektere.

En psykiater lancerede i sin tid udtrykket "den grandiose personlighed" . Og for et år siden havde jeg sådan et grandiost menneske i telefonen, der netop skulle tage sit eget liv af lignende grunde. Jeg ringede ved en meget sjælden tilfældighed en sen aftentime, just som han skulle osv. Men han lever da i dag, uden at jeg nu skal tilkende mig større ære end den at få manden til at udsætte selvmordet en dags tid: det hastede vel heller ikke mere end det jagede....

Den gamle forældre-fejl gentager sig helt uden refleksion, trods alle de bøger og al den læsning af "humanistisk" litteratur osv.

Det nytter alt sammen forbløffende lidt, så måske var mange vitterlig bedre tjent med et gammeldags arbejde som ramme for en naturlig udvikling - men det findes jo snart ikke længere. Tomt identits-jag helt uden tilknytning til konkrete opgaver, idealer eller hvad nu bliver en pestilens for alle parter.

Selv har jeg også underlige idealer, selv om ingen betaler mig lige akkurat for det. Men det holder mig da i live - selv trods den bedste vilje hos de selv samme typer der nu begræder en Mads Holger: men som i mit eget tilfælde derimod ville være så ærlige og vise mig den respekt ikke at fælde en eneste krokodilletåre...

Men alligevel chokerende således (måske) at få bekræftet dramatisk sort på hvidt noget, som man ellers er vant til at tænke i smug.

Mads Holger roses bl.a. for en vits som denne: "En liberalist glæder sig kun på andre menneskers vegne, når han onanerer".

Ikke for at trampe på lig, men i sandhedens navn: Dette forekommer kun morsomt med erindring af Woody Allans velkendte "Onani er sex med et menneske som man virkelig holder af".

Hvis Allens udsagn havde været bogstaveligt sandt, havde det ikke været spor mere morsomt end tyngdeloven. Men nu er det crazy – ja, men med en lille oversættelse bliver det tillige en dyb sandhed: og det gør den morsom og ikke kun tosset. Hos Allen er der en pointe bag ordspillet, en vis sandhed og dybde - selv om det naturligvis bogstaveligt talt er nonsens, som humor nu i reglen er. For selv om vi jo ikke sådan "elsker" os selv bogstaveligt talt, så er det jo dog vort eget vel der oftest bekymrer os..
Men Mads Holger's pendant har ingen sådan dobbelthed og en almenmenneskelig sandhed bag absurditeten: Liberalister onanerer naturligvis ikke når de tænker på deres næste, og udsagnet er aene absurd.

Der er her en dobbelt illusion på spil: MH er mediekändis, altså er han god; og det han siger, bringer refleksmæssigt Woody Allen i erindring, og Woody Allen er en stjerne: Ergo må resultatet blive dobbelt morsomt. Dette er blot et specialtilfælde af kollektivitetens grundlæggende illusion: At det som andre taler om, er det mest interessante. Hemmeligheden bag denne fordummende mekanisme selv hos velbegavede mennesker må vente til en anden gang, men det har kort fortalt at gøre med menneskers oplevelse af social afhængighed.

For hurtig og for larmende succes umuliggør ofte den kontemplative og socialt fra-koblede hengivelse, som selv højt begavede mennesker som Mads Holger behøver for at kunne tænke eller skabe noget mere varigt. Og deres velsignelse i riget og på bjerget ender derfor undertiden med at være deres forbandelse.

Men som sagt tyder Mads Holgers selvmord paradoksalt nok på en betydelig portion hæderlighed - hvor andre i stedet garderer sig med uforsonlige antipatier og hårdnakkede fortrængninger: Der dermed får en slags menneskelig undskyldning som det forsvar, som åbenbart også de privilegerede kan behøve på en rigtigt dårlig dag...

PROFESSOR BURT FROM SWEDEN...

NYBYGGEREN Jonas Persson var af delvis samisk, og på fædrene side tillige af vallonsk æt. Især kong Gustav Adolf II importerede nemlig i 1600 tallet vallonske (fra det nuværende Belgien) våbensmede og malm-eksperter, der var datidens svar på vore dages kerne-fysikerne.
Jonas Perssons ældste søn Amon Johnsson slog sig ned langt inde i helt vejløst land med en hustru og en ged, hvor de med deres børn ernærede sig af jagt og fiskeri.
Nybyggeren købte dog sidenhen et hus ved vejs ende et dussin kilometer længere sydpå. En af hans sønner er en inkarneret - og nu pensioneret - hjemmefødning; men også professor Burt nåede jeg skam at møde adskillige gange.

Professor Burt var en boglig begavelse og studerede klassiske sprog - og fik stipendier til et USA-ophold. Bertil Johnson tog udenbys snart navneforandring til det på engang mere amerikanske og dog eksklusivt europæiske "Burt Ingeroes". Professor Burt blev ansat på det amerikanske universitet i Beirut - hvorfra han dog blev evakueret og fløjet hjem, dagen inden lufthavnen bombedes under Seks-dages-Krigen i 1973.
Dernæst virkede professor Burt ved Maryland University i Ohio i nogle år, hvor han også stiftede familie.
Ved faderen Amons død i 1981 var han blevet skilt, men fik en enkeltbillet betalt af sin ex-svigermor hjem til Lapland... Stillingen og dermed økonomien synes altså tillige at være blevet noget tvivlsom - uanset spørgmålet om årsag og virkning.
I hvert fald rejste Bertil aldrig tilbage igen, men levede det første årstid på faderens første vejløse udsted nord for de store søer i taigaen. Han mente at være blevet snydt for sin arv, en indbildning der blev stadig mere fastgroet. Gården stod i den eneste ægte vildmarks-søns navn. Men i henhold til den eneste endnu overlevende bror overrakte denne ham skam egenhændigt 10.000 kroner i forskud og sidenhen resten af hans arve-andel.
Vildmarks-sønnen, som jeg også nåede at kendte, og som døde alt for tidligt for snart mange år siden, blev en ivrig naturbeskyttelses-sjæl og fik også arbejde med naturovervågning.

Professor Burt med det kantede kineser-ansigt - muligvis fra den samiske side - købte siden et hus i den lille by og virkede som gymnasielærer i engelsk og tysk ved kommunens gymnasium. Han var dog ganske ligesom frednings-entusiasten (som han aldrig siden talte med) en noget tillukket sjæl - lige undtagen over for særligt udvalgte, som de foldede sig mere ud over for: og i begge tilfælde hørte jeg som udenforstående og dermed ufarlig til disse uden dog at lære nogen af dem dybere at kende.

Professor Burt skrev i fritiden digte, tegnede - og skrev også en slægs-roman, der aldrig nåede at blive udgivet. Og han døde nu i vinter efter nogle år, hvor paranoid mistænksomhed langsomt fasede over i demens.
Paranoiaen begyndte med arve-historien, men efter "9.11" fik han desuden ideer om global overvågning, "all worms in my damned computer" osv. osv. Det ved jeg fra en ung mand i byen, som plejede at hjælpe ham med computer-bøvl, virus-beskyttelse og den slags, som vi humanister nu engang intet kan om.

I øvrigt kan det godt undre mig, hvorfor selv begavede folk med forfølgelses-ideer altid skal involvere verdens-situationen, som troede de alligevel ikke tilstrækkeligt på deres egen sag. At hverken CIA, FBI eller KGB har den mindste interesse i at undertrykke ens beskedne person, udelukker da på ingen vis, at helt andre - og i egne øjne typisk mindst lige så betydelige instanser og personager - har det...

Nej, man bør da ikke på denne måde fornærme dem, hvis anerkendelse man forventer, ved selv omvendt forlods at miskende dem så uretfærdigt ved således at dele verdens og mediernes enfoldige forkærlighed for altid at præmiere de i forvejen privilegerede og placere al skyld og al ære i denne verden hos the usual suspects.
--------------------
Professor Burts skriftlige efterladenskaber burde publiceres, Denne historie fra dengang hvor den sociale mobilitet "completely from scratch" var et interessant og farverigt eventyr og endnu ikke handlede om intrigernes, de honette ambitioners og de moralske kompromissers kongevej til endnu mere af det samme, ville jeg gerne kende nærmere end via de lokale rygter:
Herunder naturligvis også det klassiske omkvæd i slige tilfælde: "Karl'n var ju otroligt intelligent, och ibland kunde det slå över på andra sidan - nog bättre att visa måtta och bevara jordforbindelsen...".

Men samtidig er det jo paradoksalt nok sådan med vor beklagelse af sådanne tragiske skæbner: At hvis nu manden i stedet var blevet berømt og fejret i riget - så ville vi ikke finde historien nær så interessant. Truede, sjældne og hemmelighedsfulde dyre-arter forekommer os nu engang altid mere spændende end junglens og stenbroens velkendte opportunistiske tilpasningsdyr, som altid nøje vejrer og stikker en finger i jorden, inden de viser flaget.

De typer som typisk lukrerer mest på de sociale medier - samtidig med at de selv giver mere end rigelig grund til gammeldags typers og renere sjæles mistænksomhed mod disse mediers væsen, tendens og potentialer...

PRESSE-MANERER OG KULSORT ALVOR...

Forleden spurgte jeg under et patientbessøg en kul-sort sygepleje-assistent med en umiskendeligt arabisk/semitisk næse i stil med jazzpianisten Errold Garner's og sangerinden Natalie Cole's: ”Sig mig engang - er du helt sikker på, om din farfar mon ikke skulle have haft en fortid som arabisk slavehandler i Vestindien?"

´"Joda", svarede hun straks: "Min farfar sagde også altid, at han i sin tid købte min mor for ti kameler!"

----------

En amerikansk gæsteprofessor korrigerede mig med voksende irritation, hver gang jeg i sin tid som 19-årig kom til at referere til hans lige så beærede skæbnekollega i samme ejendom som "the Chinese": "Henrik: He is not Chinese - he is an American!"

For trods sin asiatiske oprindelse og fremtoning var "kineseren" nemlig siden blevet statsborgerligt forfremmet - så jeg kunne med akkurat den samme ret til uforskammethed have omtalt ham som "the Chinese student", nu jeg alligevel var i gang.

Det tænkte jeg mere over og nåede frem til følgende lille aha-oplevelse: At når man fordømmer sandfærdige prædikater om at være "kineser", "neger", "jøde" eller "sort" som beskæmmende og inferiøre insinuationer, så udtaler man selv indirekte just den dom, som man vil forbyde. For hvis det nemlig havde været helt OK at være kineser, så ville det vel også have været helt OK at fortælle, når nogen faktisk er det?

Ganske vist er det også helt OK at fortælle, hvis nogen er bankrøver eller morder, for så er de jo selv ude om det og må lide under denne opdragende skam. Men hvis nu udsagnet er usandt, så er det derimod en injurie – og just fordi det anfører noget fornedrende. Hvis nu ikke den ny-amerikanske professor havde haft asiatisk oprindelse, så ville mit udsagn derfor have været injurierende.
Men selv om det var sandt, så var det åbenbart stadig slemt: For modsat en fortid som bankrøver eller morder så var det jo ikke noget, som manden selv kunne gøre for.

Men altså åbenbart ligefuldt noget mindreværdigt...
----------------

En klassekammerat mor sagde i sin tid opmuntrende om mine naturfotos: "Et godt foto kan nogle gange være bedre end et dårligt maleri...."

På samme vis illustrerer ovenstående to episoder, at en sort sygepleje-assistent undertiden kan besidde mere humor og opfindsomhed end en ti hvide professorer tilsammen....Men bevares – for som ordsproget siger: En svale i hånden gør ingen sommer – uanset hvor varmt det end er...

P.S. Bør vi trætte læserne med at fortælle, at ovenstående uden held har været tilsendt verdenspressen?
For Verdenspressen har nu engang monopol på at være morsom - ganske på linje med landings-tilladelse på planeten Mars. For også dette handler alene om moralske principper og ikke om, hvem det faktisk magter at foretage Mars-landinger.....

HOVEDBRUD OG FORSIKRINGS-SVINDEL

Skader i træbranchen har jeg nu et par dage i træk pådraget mig ved Oslo plads: I begge tilfældet grundet hastig gang i mørke, hvorunder det blide bladhangs beskyttelse af den lovløse vandrer tillige gav skjul for en grov og lavtsiddende gren helt uden andre lavthængende frugter end huskekager - af hvilke der altså i mit tilfælde behøvedes to. I Jesu sted ville jeg have forbandet det onde figentræ, men det slipper nu med en advarsel.

Det betydelige, om end overfladiske blodtab var lige som ved fordums åreladning helt velgørende i en moderne tilværelse uden gamle dages ærlige fjender og ditto sår for enhver at se. Det var dengang også prosaen lod sig læse selv uden tilskud fra Kulturministeriet til både lyttere og foredragere: Ja, for sproget afspejler jo virkeligheden - hvad havde I egentlig forestillet jer?.

Blodtabet imponerede dog en værtshusholder på vejen i hans legitime rygepause så meget, at han på husets regning insisterede på en taxa til skadestuen: "Vi skal være gode ved hinanden!". Ja, en fremmed er jo en stam-kunde som du endnu ikke har lært at kende...Hertil skal så også føjes at den samme mand for et par år siden vandt 7 millioner i lotto - hvorefter han købte sit stam-værtshus.- For sådan har vi jo alle vore drømme...

Seks sting i mit Hamlet'ske kraniums forfængeligt foreløbige og jo allerede i forvejen tynde kødelighed beløb det sig til - med stivkrampe som bonus. Men man gik skam hele vejen hjem fra Bispebjerg - dog klog af skade ad alkoholisk slingrende omveje omkring enhver art lumsk vegetation: For den slags skal holde sig ude i skoven.

Min nye balsamiske aftershave føjede kun spot til skade. For den selv samme dag var jeg blevet afbarberet en akkumuleret beskyttende vildmandspragt – på lige fod med hvad man betinger sig hos alle seriøse aspiranter til Den Elektriske Stol: En størrelse som vi har valgt at honorere ortografisk på samme vis som det er kotyme for Det Kongelige Teater's vedkommende.

Pandebrasken af Kiruna-malm fra før Volvo-koncernen blev solgt til kineserne, kunne naturligvis snildt klare den svage most, selv om blodet strømmede vildt forfriskende, som fordums åreladning jo foreskriver. For skidtet bør nemlig fornyes af og til. Patienten gik rask de 3-4 km hjem ved daggry fra Bispebjerg med seks sting i sin danska skalle.

Et kamera-sammenbrud interimistisk afbødt med lim, var straks værre. Det fungerede ellers fint - men før eller siden ryger skidtet jo på gulvet, ligesom folk med blødersygdom før eller siden får en rift - og så er det på tide at skifte enten far eller mor: og helst dem begge to...

Men som med blodfornyelsen er teknisk opdatering altid forfriskende – og især hvis man må ofre noget for det.

Kunstmalere kan derimod nøjes med at udnytte teknisk primitive fotografiske forlæg. Ja men også i arvesager er der desværre technicalities. En i vore strømlinede dage sjældent langskægget kunstmaler mener således at blive snydt af sine søskende, fordi han skal betale dem hele værdien af moderens ødegård ud af sin andel af boet: For han burde vel kun betale to tredjedele, idet den ene tredjedel jo allerede tilkommer ham?

Jo. - Men hvis ødegården indgår med den værdi den præsenterer, i hans samlede opgjorte tredjedel af boet: så skal hele gårdens værdi faktisk trækkes fra hans andel af boet, såfremt vi vil se, hvad der tilkommer ham af det resterende bo, dvs. af værdipapirer og kontanter.

Et dobbelttjek kan her være at lade som om de tre først har delt alle andre værdier, men ejer gården i fællesskab. Derefter beslutter han sig så for at købe de to andre ud med hver en tredjedel af gårdens værdi.

De to regnemåder adskiller sig altså ved, at man i førstnævnte tilfælde trækker hele gårdens beløb fra, men i den anden opgørelse kun de to tredjedele.

Men konkrete regneeksempler med enkle beløb viser nu, at resultatet bliver akkurat det samme. For i det første tilfælde trækkes hele gårdens værdi fra hele hans arvelod; - hvorimod i det andet tilfælde trækkes to tredjedele af gårdens værdi fra den andel af de øvrige værdier som rettelig var hans, såfremt de havde valgt fortsat at eje gården i fællesskab.
Men såfremt det nu er det andet regnestykke, malerens søskende præsenterer ham for, så er det ganske rigtigt snyd, hvis de også ønsker at fratrække hele gårdens værdi.

-----------

Ganske ligesom det er langt mere profitabelt og agtet at være forlægger og udover faderligt ansvarlige kronikker om almindeligheder leve fedt af at behandle snart begavede folk som halv-tosser, snart halv-tosser som yderst begavede; -, således er det også lang mere profitabelt at være ejendomsmægler end selv at investere i, hvad der kræver stadig vedligeholdelse udover forsikring og ejendomsskat. Så ejendomsmægler er hvad jeg vil være, når jeg engang bliver stor! Men om ejendommæglere gælder som om profeter, at de agtes mest uden for deres hjemby, så det ville vi tage til efterretning. Ræven jager heller aldrig nær sin hule.

At ville leve af det som man i virkeligheden duer til, er derimod en rigtigt dårlig ide: Vi andre skal nemlig nok sætte en kæp i hjulet for dig, for vi foretrækker de næstbedste og de tredje-bedste; - og i modsat fald vil vor misundelse snart gøre livet surt for dig. Eller også vil du ende med at kede dig over dine egne gentagelser - ja, for så geniale er de jo nok heller ikke. Og hvis du ikke efterhånden keder dig, så er det sandsynligvis bare fordi du et fæ...
En yderligere fordel ved vor ordning er den, at skulle du nu alligevel havarere eller blive skudt læk af kærlige kolleger, så er det ingen stor ulykke for dig: For det var jo netop ingen hjertesag, men rent venstrehåndsarbejde. Også i kjerlighed gives der som bekendt folk der arbejder efter dette uromantiske princip.

Så grunden til at gode kunstnere kun sjældent kan leve af deres kunst, er nok den, at nu laver de bare: noget andet. Og måske er det i virkeligheden det der er kunsten.

Men at lave slet ingenting? Tja - det er vel også en slags kunst...

FORHOLDENE I JERNINDUSTRIEN - NYT FRA NORD-KOREA

 

Rasmus Willig beskriver den moderne offentlige arbejdsplads' tiltagende krav om rethed i geledderne - grundet reduktioner i personale og arbejdsgange samt de nok ikke altid lige rationelle påtvungne besparelser, som heller ikke cheferne kan stille noget op mod, men reelt er sat til at administrere med gode miner til slet spil. Derfor det ledsagende et påbud om "new speak", hvilket betyder, at kritik ses som samarbejds-vanskeligheder, manglende omstillingsparathed eller endog private problemer.

----------------------

Godt alt sammen. Men hvorfor ses akkurat det samme syndrom så tillige i Nordkorea - samt tillige på privilegerede hjemlige arbejdspladser, der trods statslige tilskud i ytringsfrihedens eller oplysningens navn ikke er underlagt stram budgetstyring og centraliseret ledelse? Dagbladet Politiken's to debat-redacteurer har interviewet Rasmus Willig efter opskrift i TV's "Aftenshowet" med en dreng og en pige, hvoraf én nydansker og én gammel-dansker som forbillede på korrekt sameksistens. Men han kommer ikke ind på det.

Denne redaktion mener derimod i enig flok at kunne give et praj: Ja, eventuelle uenige har da i hvert fald endnu ikke ved vor redaktionelle morgensamling turdet give sig til kende af lutter begrundet respekt for chefredacteuren...

Så snart mennesker udstyres med både magt og priviliger efter skal vi sige nogen vilkårlighed - der til gengæld har sine egne lovmæssigheder - så vil de udover stor taknemmelighed over den store nåde, som jo ingenlunde stod indskrevet på dåbsattesten, begynde at opstable både smukke og fornuftige grunde til denne tingenes tilstand og denne verdens fortræffeligheder sammenlignet med mulige alternativer..

Mennesker vil nemlig ikke kun have magt, men også nyde personlig agtelse - og det falder straks noget vanskeligere: og da især når vi tilføjer, at mennesker helst vil agtes af personer som de selv har agtelse for.

Men heldigvis gives der erstatninger, og vi andre kan her trøste jer med, at også vi tit og ofte må ty til den næstbedste løsning eller det der er endnu ringere.

Kort sagt: "Lad mennesker hade, når blot de frygter..." Ja - og derfor må alle der på nogen vis kunne komme for skade at overstråle os, kues eller elimineres uden pardon. Og stiller de os så desårsags ondskabsfuldt i kritisk belysning, så falder Fars & Mors demokratisk velinteregrerede hammer for alvor. Så kan de lære det!

Javel, men desværre kan ingen til orientering lære at skrive, hvor "bogaktuelle" og journalistisk populære vi så end gør dem - og helt uanset hvad det nu var den helt unge Ritt Bjerregaard i virkeligheden aldrig sagde. Og ligeledes helt uanset hvad kolleger i hysterisk unison karaoke-sang (for flerstemmighed er en uhyre udemokratisk kunst og derfor forlængst forbudt her i Nord-Korea) istemmer ved alle runde dage.

Ja, og mediepersonligheder fylder til forskel fra ordinære personligheder til orientering rundt hvert evige eneste år - deraf den dybere aritmetiske visdom i at nogle nu engang bare nyder hyppigere og mere forgyldt omtale end andre.

"Sådan er det bare" -, som en jysk kunde post festum lunt udtrykte det, da han i oversøisk i telefonen lod marskandiseren i K. forstå, at han godt kunne skyde en hvid pil efter den ellers mundtligt aftalte restsum for et fint gammelt skab, som han havde afkøbt ham. Men et håndslag er vel et håndslag? Tja - jo, men business er vel også business, som vi siger i Vestjylland...

Men altså, for nu at blive ved emnet, selv om I nok som sædvanlig allerede har glemt det: Dette med den kun indbildte skrivekunsts stædige selvbedrag gør heldigvis slet intet alligevel, for ikke en bælgøjet mors sjæl kan jo alligevel se forskellen i vore dage, når bare I omtales offentligt som "bogaktuelle". Hvilket vist nok desuden uhyre moderne - lige indtil det bliver så udvandet at vi med finde på noget nyt, som ikke Gud og hver mand også er...

FRA RIFBJERG TIL STRUDSEN POETIK: OM DYBDESKARPHED OG CIVILISERET NÆRSYN

   

HIFI-Fanatikere gik i sin tid meget op i anmeldelser af akustisk mudstyr - selv om de alligevel kun lyttede til heavy rock - mest til langsigtet glæde for firmaet Oticon's aktionærer, på samme vis som menneskehedens elendige spisevaner glæder Novos aktionærer. En art materiel og "kapitalistisk" dekadence.

Lige så med optik: Dengang jeg alene fotograferede "akustisk" så at sige, kunne jeg regne med en skarphedsdybde på et par meter ved fotografering af et dyr med kraftigt teleobjektiv. I dag handler det om decimetre - og hverken synet eller autofocus er her eksakte nok til at give nogen garanti.

WHY? Elementary: Digitale sensorer er i dag så finkornede, at yder-zonerne af fordums skarphedsinterval forekommer uskarpe: - sammenlignet med intervallets midtpunkt, det sande fokus. Det skarpeste er kort sagt blevet langt skarpere . Men det opleves utaknemmeligt som om alt det andet er blevet uskarpt.

Vi har altså fået en halv flakse whiskey forærende af en godhjertet alkoholist, der har været tvangindlagt til et opbyggeligt foredrag om velsignelsen ved at skænke andre det man nødigst selv ville undvære - og så klager man straks til socialmyndighederne over at flasken var halvt tom...

Såfremt nu vore kameraers sensorer og optik var fine nok til at gengive endog materialernes molekyle-struktur ved en super-kraftig udsnitsforstørrelse af vore fotos: da ville det vise sig, at næsten alle vore "molekyle-fotos" var piv-uskarpe: simpelt hen fordi vor fokusering kun sjældent ville være nøjagtig nok til lige akkurat at ramme de rigtige molekyler. I langt de fleste fotos ville fokus og skarphed derfor havne lige foran eller lige bagved det valgte molekyle.

I stedet for at juble over at vi trods alt overhovedet kan se molekylet, ville vi forbande det uskarpe foto og klage over det underlødige objektiv som Foto-C har prakket os på.

Skarphedsdybde er således en illusion og et uhyre relativt begreb, og betyder bare: "sådan acceptabel skarphed", når det alligevel kun gælder impressionistisk baggrund og forgrund.

-----------------

Ovenstående lille overvejelse gentager i en vis forstand den beskrevne forkælelses-figur: Ja, for vi begår fra vort private hjørneværelse en besindigt velovervejet "leder" om et ret beset helt ubetydeligt - men til en afveksling i det mindste selv-opfundent - verdensproblem: der alene kan have interesse for mennesker helt uden rigtige problemer - samt mennesker der ligesom strudsen vælger at ignorere alle problemer efter den gode biskop Berkeleys filosofiske devise.

Men en struds har sgu da ingen problemer og kan vel i givet fald bare sparke dem ad helvede til? Ja - og hvilket problem er det så alle strudse sparker ad helvede til? Elementary, my dear Watson. De savner nemlig vinger og misunder derfor i hemmelighed alle andre fugle lige fra mursejleren over duehøgen til albatrossen med hver deres særlig forcer - omtrent lige som Klaus Rifbjerg sagdes at misunde alle andre forfattere.

Af alle andre fugle har alene kiwien strudsens sympati: For den kan nemlig heller ikke flyve... Og hvis den alligevel skulle begynde at blive stor i slaget, så sparker vi da også bare den hele vejen tilbage til New Zealand som fragtfri ( kom)post...Og så skulle også det litterære samværs-problem vist være løst...
-----------
P.S.
Kunne vi have valgt tungere og mere uafviseligt spalteberettigede emner? Utvivlsomt nok - men dem står alle andre i kø for at få lov til at skrive akkurat det samme om...
Og når vi nu heller ikke gider påstå det stik modsatte - så vælger vi i stedet ligesom strudsene og Biskop Berkeley at beskæftige os med noget helt andet, som man i det mindste endnu kan have i fred og ro... 

V.S. NAIPAUL OG GANDHI

 

V.S. Naipaul er en enlig ravn fra Trinidad stedt i en evig selvanalyse af det umulige i som historieløs at skulle blive forfatter ved mekanisk tvangsmæssigt at adoptere en "universel" britisk-europæisk tradition. De fleste blev ret mislykkede, med eller uden anerkendelse - om ikke andet som "autentisk caribisk kultur" (klap-klap!). Hans egen far nåede et stykke vej, men genneMskuede aldrig sin egen historieløshed - til gengæld anser Naipaul faderens forsøg for afgørende for hans egen bane.

 

Først siden er post-kolonial litteratur blevet voksen, historisk bevidst og endda toneangivende - dvs. efter at være befriet for uvidenhed og mindreværdskomplekser. Men Naipaul beskriver sin vej som en rejse begyndende med det naive: det man kender. Altid troskaben over for det man oplever, sanser og står i - herunder tvivl. Mange afgørende indvandrede mentorer på engelsk grund, hvis menneskelige og intellektuelle format han stadig anerkender, nåede aldrig ret langt som skribenter - og selv om han som helt ung anså dem for store skribenter, finder han dem nu nærmest pinlige i deres forsøg på at gøre sig gældende på britisk vis.

 

Enkelte kunne begynde med noget ret stort- hvorefter det udartede til selvtilfredse litterære og fortælle-tekniske klicheer uden hverken økonomi eller selvbesindelse.

Også mange nyere britiske og europæiske forfattere finder Naipaul langt mindre universelle, end de selv og deres samtid indbildte sig - hvorimod andre som Agatha Christie, Maupassant og Shakespeare har noget arketypisk-eventyrligt, der vitterlig er universelt.

Naipaul skal læses langsomt, for han er meget indvendig. Hans beskrivelser af Gandhi er meget interessant. Gandhis storhed var, skriver han, at han fra at ville forsvare undertrykte indere i Sydafrika snart indså bjælken i eget øje: det indiske kastesystem i dets rædsel. Deraf hans insisteren på den personlige ydmygheds eksempel. Og hver gang han i fængselsophold havde lært forsagelse af dette og hint, så fortsatte han den siden helt af egen drift.

 

Men, skriver han, den unge Gandhi der studerede jura i London, forstod og så ligesom andre indere ikke et klap og havde heller ingen forudsætninger for det. Hans læseværdige erindringer er derfor på dette punkt helt blanke! Dvs. Lige som den unge Naipau læste Gandhi ikke aviser og interesserede sig i grunden slet ikke for landet. Dvs. de to typiske positioner var kolonialt mindreværd og så det modsatte: vismandens selvtilstrækkelighed. Men de indiske arbejdere på Trinidad sad mellem alle stole og vidste heller intet om det Indien, som deres forældre havde forladt. Han selv havde i det mindste den kulturelle balast, at familien holdt på alle de religiøse traditioner - hvor (forstår) man en lystig blanding af noget allerede gammelt islamisk fra stormogul-tidens Indien og det gamle hinduiske var helt almindeligt og slet intet stridspunkt.

Naipaul har noget "Descartes" over sig: Han begynder ligesom hver eneste gang med at trevle alt op fra sin slægts begyndelse - bliver aldrig færdig med at begynde. Og hans ting bør også læses flere ganga!

-

Naipauls emne er vanskeligheden for post-koloniale forfattere ved at finde deres egen røst. Næsten alle mislykkes, skriver han. Og selv store folk som Gandhi i dennes selvbiografi er delvis blinde: nemlig så snart de forlader deres eget konkrete, oplevede liv. Gandhi forstod ikke et klap af Vesten - men så langt fra at være støbt i ét "primitivt" stykke var han sammensat af en bunke svært forenelige adopterede ideer: Tolstojs landsby-kollektivisme, Ruskin's arbejderromantik, moderens asketiske idealer - samt endelig den socialistiske kamp mod koloniale undertrykkere.

 Selv Gandhis simple indiske klædedragt var så at sige en "konstruktion", et bevidst og demonstrativ - forlængst allerede antikveret - valg akkurat ligesom hans symbolske spinderok. Børnene i den yngre Gandhi's sydafrikanske "Tolstoj-Farm" brød sig ikke spor om undervisningen: der involverede en masse "frivilligt" børnearbejde. Og Sydafrikas undertrykte indiske arbejdere kunne ikke bruge hans asketisk "keep simple" til noget osv.

Men på den anden side var han ydmyg, lærte så længe han levede og engagerede sig altid helt konkret og med egen kraft og indignation i enkeltsager og aktioner - såsom den berømte salt-vandring i protest mod englændernes monopol på salt-produktionen. Og Gandhi havde storheden til at løfte den koloniale kritik af overherren til også at omfatte indisk selvkritik af kastesystemet - og sågar også (helt forgæves) kritik af Indisk dyre-mishandling af alle de hellige malke-køer med deres opsvulmede yvere.

Senere selvbestaltede "efterfølgere" til Gandhi blev helt til grin, fordi de var rene klicheer helt uden hans konkrete engagement i enkeltsager. De så kun den attraktive og enfoldige yogi/guru-rolle - og deres kortvarige tilhænger-skarer var kun en forvirret pøbel. Naipaul mener, at det moderne Indien er besat af Vesten og især USA: Hvis blot børnene kan blive amerikansk gift, så er deres lykke gjort.

Dagligt udgives en stor indisk roman i britisk stil - og der er naturligvis også dyre forfatterskoler osv. Men, skriver Naipaul: langt det meste er mekanisk "writing school" og rene plagiater: ikke i gængs forstand, men snarere i den forstand, at man tror at have en universel og objektiv opskrift på, "hvordan man skriver en god roman". Man nikker her genkendende til moderne opblæst kultur-journalistik der skam er universitetsbaseret - og ofte frygtelig ærekær i sin humorforladthed og mangel på selvindsigt... Og så bliver det derefter, med nogle undtagelser.

Men én forskel er dog, at i vore dages Indien er det jo veluddannede folk - hvorimod f.eks. Gandhi og den unge Naipaul selv var helt uvidende om både Indiens eller Vestens historie: hvad enten de så romantiserede det "genuint indiske" eller omvendt naivt stræbte efter at "go white".

Naipaul nævner en anden jævnaldrende indisk forfatter, hvis "skizofreni" viser sig i hans helt uproblematiske erindrings-beskrivelser af aldeles barbariske religiøse fester med dyre-ofringer - helt ukommenteret og på lige fod med adopterede civiliserede ideer om inderne (indo-europæerne) som de sande ariere og som den vestlige kulturs vugge. Sådanne ideer om naturlig anglo-bengalsk kulturel overlegenhed blev nemlig fostret af den såkaldte Bengalske reform-bevægelse fra 1860-1910!

Den pågældende forfatter var således tilhænger af fortsat British Rule og anså Gandhi for en misforståelse: For han oplevede British Law som noget genuint indisk (indo-europæisk) og kunne derfor slet ikke se verdensordenens koloniale aspekt.
Hvis jeg forstår Naipaul ret, svarere det (overdrevet) til, hvis Tysklands jøder havde givet Hitler ret "i princip" - men samtidig insisteret på, at tyskerne faktisk nedstammede fra og stod i dyb kulturel gæld jøderne. (Det sidste er faktisk tilfældet, nemlig ideen om det udvalgte folk - som Hitler nemlig siges at have taget fra jøderne!) Christianias hippier havde i sin tid ligeledes følgende slogan: "I kan ikke slå os ihjel - for vi er en del af jer selv!"

Naipaul beskriver i et afsnit, hvor svært det er for en forfatter at finde sin stemme. Først skam-roser han Flaubert for romanen "Madame Bovary" og begrunder det i det konkrete, hændelsernes og detaljernes uforudsigelige,  livgivende og mindeværdige magi. Men dernæst viser han, hvorledes Flaubert i sin næste roman fra Romer-tiden falder helt til jorden: ikke på trods af research, men på rund af alt for grundig research: Overlæsset med ulæselige detaljer om mad og klædedragt  og tilsat klicheer - men helt uden en troværdig fornemmelse for, hvordan man mon tænkte, og hvordan tingene konkret foregik.

De romerske kilder fra samtiden finder han i deres lakoniske form langt troværdigere og mere levende - men, skriver Naipaul det er også tydeligt, at de gamle ikke behøvede at gå i detaljer: for deres læsere kendte jo til, hvordan krig foregik, hvordan fange-transporterne med henblik på efterfølgende slave-auktioner til rigmænd blev organiseret, hvordan forsynings-linierne fungerede osv. osv. -
Romerne kunne muligvis have skrevet den roman - men selv kan vi ikke, uanset hvor "universel" vores roman-form indbilder sig at være. Deres viden ejer vi ikke, og derfor formår vi ikke at udfylde hullerne: alt det der ikke behøver at siges - og som Flaubert troede at kunne kompensere for ved sin romantiserende overlæssethed.

Men, skriver Naipaul: Vi skal ikke tro, at Cicero, Cæsar, Plinius og de andre gamle var gennem-kyniske og aldeles blottede for menneskelighed. Deres lakoniske og kyniske kortfattethed i beskrivelsen af det ”nødvendige” masse-barbari overfor fjenderne i krig, oprørere samt slaver var et praktisk "must" - og det svarer (tænker jeg) til , når fangevogterne i KZ-lejrene ikke måtte omtale jøderne som mennesker, men kun som "skidt" eller "figurer". Naipaul nævner da også et stykke samtidig romersk litteratur, der faktisk viser "moderne" sensibilitet og sans for det konkrete menneskelige i hverdagen.

Naipauls betragtninger kan sluttelig gælde ham selv. Hans pragtfuldt morsomme gennembrudsroman "Et hus for mr. Biswas" er inspireret af hans egen fars både rørende og komiske kamp for at opnå nogen anseelse i svigerfamilens hus på Trinidad, hvor han omtrent levede på nåde med sine drømme om efterhånden at kunne kunne forsørge sin hustru og sine børn med sit skriveri. Det er selvoplevet og fordrer slet ingen "britisk kultur" eller historisk indsigt - og vi kan alle nyde denne hylende morsomme bog.(Alle på parnasset er ganske vist ligeledes "hylende morsomme", hvis vi skal tro deres Facebook-venner, og de må dog vide det - men I ved godt hvad jeg mener...)

Men Naipaul var først i stand til at skrive den bog, da han lagde sin britiske benovelse og tilpasning på hylden: for det var nu engang ikke hans livsverden - det var deres livsverden. Men siden da har Naipaul vist nok alligevel mest skrevet om hvordan der er som post-kolonial at finde sine egne ben - emnet må åbenbart ligesom genfordøjes og drøvtygges på ny hvert år. Lignende kompleks-agtig uforgængelighed kender vi jo også til på det mere individuelle plan... --------------------
TIL SLUT: Naipaul fortæller et sted, at han engang som forlængst berømt forfatter mødte en europæisk forlægger, hvorom man fortalte ham: At han var misundelig på alle andre forfattere. Her er utvivlsomt tale om Klaus Rifbjerg: For under sin tid som forlags-direktør på Gyldendal fik Rifbjerg netop dette ry, selv om ingen turde lægge navn til det. Et ry som også et par (et skrivende ægtepar) af hans personlige bekendte engang for mange år siden kunne bekræfte!

 

 

DEBATREDAKTØR PÅ KRISTELIGT DAGBLAD?

Kristeligt Dagblad med både stigende oplag og sober kvalitet søger en ny debatredacteur.

Fra min tid på Politiken (som om hidsige daglige påmindelser om en fortid der måske kun var en generøs og forfejlet second chance fra bedre menneskers side, på nogen vis kunne opveje, endsige ophæve ens tiltagende syntaktiske forfald) - Kort Sagt: Fra min tid på Politiken husker jeg, at den jævnaldrende og desværre afdøde filosof, lektor Stig Alstrup med speciale i matematisk logik (af hensyn til forståelsen speedet op med stedse større doser af rødvin), ved en tilsvarende lejlighed søgte det nyopslåede job som debatredaktør sammesteds.

Velsagtens i et ungdommeligt anfald af lyst til noget helt nyt og ustøvet hinsides institutionelle smågniderier mellem grånende nørder.

Jeg husker i den forbindelse, at Stig Alstrup med et grin gengav det helt kontante og ærlige svar, han straks efter modtog fra Politikens redaktion. "Vi har endnu ikke bestemt hvem vi vælger - men kan da i hvert fald fortælle dig så meget, at dig bliver det ikke...".

Men hvem har ikke af og til på samme vis ønsket, at han i stedet var blevet lokomotivfører - eller måske vejassistent i Vestjylland?

Vi skal derfor allerede forlods meddele Kristeligt Dagblads redaktion, at man ikke behøver at frygte lignende ungdommelige henvendelser fra vor side. Vi har naturligvis været i svare tvivl; men efter at have konfereret nøjere med både vor storm-omsuste uddannelses-minister og beskæftigelses-ministeren er vi nået til denne sobre konklusion.

Den gode nyhed for jer andre er derfor denne, at jobbet som debat-redacteur på Kristeligt Dagblad stadig er ikke alene formelt ledigt, men også fuldt realistisk at søge: Endda så realistisk, at de p.t. arbejdsløse af jer ved ikke omgående at søge stillingen må påregne at blive indkaldt til alvorlig kammeratlig samtale med begge ovennævnte ministre.

Men Notabene: Hvis allerede jeres ansøgning i stødende grad demonstrerer at I vitterlig kan skrive, så vil dette fra Beskæftigelsesministeriets side blive betragtet som et slag i ansigtet på jeres kommende arbejdsgiver og blive sidestillet med piercing, sveddryppende træningsdragt og sure sokker som et rigeligt bevis for: at jeres ansøgning kun var på skrømt og en blasfemisk provokation til gene for de i forvejen overbebyrdede kristelige gentlemen of the press...

ELDORADO - NYT FRA SØLV-BRANCHEN

Fra Sir RALEIGH TIL BLIXEN


Vor titel inspirerer, ja inviterer - skønt den skam er helt apropos i forhold til vort emne - allerede i sig selv til, hvad der kun kan kaldes en indledende digression. Så lad os hellere får det overstået - som luderen illusionsløst sagde til den blegsottige og bebumsede konfirmands ansvarlige fader.

En underholdende lejligheds-kriminel svensker fortalte mig i sin tid, hvordan han engang som havne-arbejder i Gøteborgs Havn havde stjålet en hel last med foto-udstyr fra Canon, som han siden tilbød en grossist i branchen.
Han skildrede i den forbindelse livagtigt snarere end troværdigt den kriminelle vare-udveksling. Grossisten: "Jaså Ni är inom optik-branchen?" - "Ja, fast bara tillfälligt..."

En klassisk skurke-replik beregnet på at fremkalde lytternes smil - men næppe autentisk. For en grossist i foto-artikler får jo nu engang oftere henvendelser fra udbydere af foto-grej end fra importører af f.eks. frugt og grønt - og vil derfor nok kun sjældent udtrykke nogen forbavselse i den anledning.
---------------------
Det var så vor indledende digression. Men da I jo endnu aldeles intet har fået at vide om vort virkelige emne, kan I dårligt beskylde os for at have bragt jer til allerede glemme alt om det. På lignende vis ville det jo også være urimeligt at klage til det valgte Luftfart-selskab over indledende forsinkelser og gener før rejsen såsom nødvendigt hårdhændet kropsvisitering i Lufthavnens afgangshal. Og så fik vi hermed også lige i forbifarten krænket vor egen dogmeregel, der nemlig forbyder al fladbundet og træls snakkesalig "aktualitet" - men som altså heller ikke selv gør krav på at blive fulgt med grav-alvor.
----------------------------------------

ALLEREDE VED JULETID juletid konstaterede jeg, at danske nøddeknækkere knækker halsen på de hårdeste sydamerikanske flade paranødder. Og vore dages nøddeknækkere minder os herved om vor afmagt over for sensommerens tilsvarende flade og drillesyge svenske "älgflugor" - der synes byggede af titanium, modstår enhver art "moderat fysisk pres" og derfor slet intet tilstår om deres islamisk-papistiske bagland og dettes djævelske organisering.

Alle ekspeditioner i lokalområdet for at indhente materiel egnet til at entre julens betydelige forsyninger af diverse nødder blev imidlertid forgæves. For snart svigtede entreprenør-ånden under indflydelse af afledende sociale stimuli på vejen. Og snart svigtede rekogniseringen aldeles, omtrent som når en udsøgt og dreven sporhund stilles skakmat af snarrådigt udlagte stinkbomber, idet gode råd syntes umulige at opdrive: For alle overlevende nøddeknækkere syntes at stamme fra en svunden tid på linje med de for tiden noget undervurderede Louis XVI spejle, der alene kan have interesse for længst halshuggede monarker.

Fra Sverige, hvor jeg ikke holder mig med nødde-forsyninger, hjembragte jeg derfor som sidste udvej nu til påske (julen varer som bekendt lige til påske) min stedlige nøddeknækker.

Men ak rimer på knak - som skrevet står i det afskedsbrev som et kendt retsmediciner i sin tid læste ved en selvmorders lig: "Et liv fuld af ak, en tråd der knak - farvel og tak! P.S: Der står bajere i køleskabet til Falck-folkene!"

For hør engang: Da jeg for princippets skyld og for at dupere den hele brogede og oprørske forsamling af eksotiske nødder straks ville statuere et eksempel og vise hvad klokken var slået, ved straks at udvælge just hin fladpandede paranød, der havde gjort mig så ynkeligt til skamme ved juletid, som havde jeg været en ung og uerfaren folkeskole-vikar - .... hvad skete mon så?

Jo: Også min svenske nøddeknækker (formentlig af det samme usle fabrikat) knækkede halsen - og hele forsamlingen af nødder - herunder især de mest mugne og uspiselige - hylede af latter og slog sig på lårene, så tårerne trillede.

Så her er det at den sande iværksætter-ånd nu skal manifestere sig i form af nyproduktion af en nøddeknækkere i god gammel tysk kvalitet fra Bismarcks og Carl Zeiss tid.

Men da jeg intet aner om virksomheds-drift, vil jeg som det første ansætte en verkställande direktør: naturligvis på moderne vis til ren resultatløn og på free lance basis. For herved sparer vi sociale afgifter, forsikringer, efter-uddannelse, barselsløn, faldskærms-kontrakter og jeg ved snart ikke hvad fra privatlivets sfære, som vi entreprenører intet vil høre eller vide om - så lidt som om vore ansattes sexuelle orientering: når bare de altså skøtter deres job tilfredsställande....

Selv overvejer jeg i den forbindelse, om jeg nu skal grunde et gammeldags familieforetagende a la Buddenbrooks handelshus i Lübeck - eller snarere stifte et aktieselskab med frisk demokratisk kapital: men vel at mærke i så fald med de bestemmende A-aktier forbeholdt familiens besindige overhovede til enhver tid.

Naturligvis har jeg i den forbindelse også forhørt mig om de til vor produktion egnede råstoffer. Og her kunne en professionel paranoiker (mennesker der ikke er spor paranoide, er som bekendt i reglen noget naive) fortælle mig: at verden ganske snart kommer til at gå rabundus grundet en helt fatal mangel på sølv: der nemlig - skønt det udvindes som et biprodukt ved guld-minedrift - har langt større reel brugsværdi end guld i de mest moderne høj-teknologiske sammenhænge.

Hvortil for øvrigt rent medicinsk kommer, at sølv virker ekstremt antiseptisk i "kollodial form": hvilket formodentlig betyder i pulveriseret og opløst form snarere end som massive sølvbarrer a la El Dorado.

Om sølv mon så også egner sig til produktion af robuste nøddeknækkere, er ganske vist uhyre tvivlsomt. Jovist - men skal vi markedsføre vor nøddeknækker succesrigt i den dekadente arabiske verden, hvor ingen sheiker alligevel gider knække nødder endsige kokusnødder længere, men holder sig med robuste og tandstærke sorte slaver til samme formål - så bliver just sølv med dets forventede stejle værdistigning alligevel svaret på vore drømme. For nøddeknækkere er dér kun til pynt og minde.

Derefter behøver vi heller ikke selv nogen nøddeknækker, for endog helt friske nødder kan købes maskinelt afskallede i delikatesse-forretningerne i Dubai så vel som København og Stockholm.

-----------------

Skal ovenstående nonsens nu atter forestille "litteratur"? Åh hold op - gu er det da ej. Nej: Litteratur er den slags enslydende skønskriveri der står i alle avisers søndag-stillæg, og som efter sigende endnu mange betaler for at kunne læse og dernæst selv "snakke med" om – skønt man, som I ser, snildt kan nøjes med at læse aviserne grundigt én dag hver anden uge for at finde inspiration til sine mere parentetiske bemærkninger.

Åhja, for at gøre nyhederne til hovedsagen og ikke blot ekstra benzin på bålets fyrværkeri, er ikke kun en fladbundet overtro, men tillige blasfemi: For så meget ære har denne usle verden jo slet ikke fortjent - islamister eller ej.

Nej, det forholder sig nemlig her som med sølv-minerne i El Dorado: Det hele forbliver aldeles uden værdi, indtil nogen opfinder den fornødne teknik til at udvinde, forvandle, raffinere og formgive den usle materie til noget, som det er værd at høre om - også bortset fra den usle nyhedsværdi"s tomme og demokratisk snakkesalige kulhydrater, som udgør de moderne storbyers diabetiske næring - og som derfor tillige er hemmeligheden bag NOVO's støt stigende aktiekurs...

Den navnkundige engelsk admiral og krigshelt Sir Walther Raleigh blev i tidligt 1600-tallet dødsdømt for i årtier at have stillet kongen bundløse mængder af oversøisk sølv fra El Dorado i udsigt. Men Raleigh leverede aldrig varen, men drænede gennem sine mange år på finansloven statskassen for midler ved at lade gode penge sende efter dårlige.

Men Sir Raleigh regnes ikke desto mindre i dag for en af Englands 100 mest betydelige mænd og skal på skafottet have holdt den smukkeste tale, der nogensinde er blevet holdt på et skafot. Men stort hjalp det altså i denne verden, og kun hans dyrekøbte ry består.
På vore dages anderledes udramatiske skafot tiels og trampes man derimod på demokratisk vis ihjel af gæs:– Og vi er derfor ikke tvungne til som Sir Raleigh at fatte os i redaktionel korthed ved som spot føjet til skade tillige at ”kilde” vore mange darlings: som vi derfor bliver i stand til at skænke et anderledes rigt efterliv end det usle, som vi selv indrømmes.