UDEN TITEL- OM KONGEVÆRDIGHED OG MAVEONDER

Skimmede dagens-kronik I POLITIKEN omhandlende bakterielle tarm-problemer, der nemlig siges at berøre en tredjedel af befolkningen - og dermed altså tillige arbejdsmarkedet. Alle vi der for tiden er Charlie, har nu vigtigere ting at tænke på: Ja, I ved: Foredragsturné på fashionable steder med unge af sind i alle aldre, der hellere end gerne betaler billet for at vide hvad de nu skal mene i konversation og diskussion.

Men endnu vigtigere ting at tænke på har Prins Henrik uden land - hvis ringe udsigter til kongeværdigheden trods hans bopæl med store ruder på Amalienborg i henhold til gode bekendte går ham i den grad på, at det i den nuværende svære situation med Charlie og mig kan virke både upassende og lidet kongeligt.

Her kan vi sandelig tale om indbildte problemer - for det har jo ingen som helst praktiske konsekvenser for manden. Ja, men sådan siger vi altid om de andres problemer: "Glem din dumme ulykkelige forelskelse, som jo kun eksisterer i dit hovede, fordi du ikke har seriøse forpligtelser at tænke på; alles forældre dør før eller siden, og de kunne jo alligevel ikke leve dit liv; du får snart et nyt job - eller også en masse arbejdsløse kammerater med langt mere tid til at høre på dine jeremiader end dine nuværende venner. Dine usælgelige billeder og dine uudgivne manuskripter spiller heller ingen rolle - alle dine venner der jo kender dig, ville jo alligevel aldrig drømme om at købe skidtet. Men vi gider alligevel godt gå i byen med dig - hvis du vel at mærke ikke fortsætter med at trætte os med evindelige beklagelser over endnu ikke at være blevet tildelt konge-titlen.
Men hvis du så inderligt ønsker titler, så er der da mange titler der endnu er ubeskyttede; - og mange af de andre titler kan du snart trække i en automat, bare du altså ikke lægger ud med at fornærme alle os der allerede har fået dem...

De ubeskyttede titler vil du måske finde alt for uværdige og plebejiske for din høje person. Men tænk i stedet på, at netop dette giver dig mulighed for at skille dig ud ved din åbenlyse eminence.
Stjerne-eksemplet er her til lands vor egen professor Tribini - hvis titel dog sidenhen her til lands har fået beskyttelse, så vi undgår flere morsomheder fremover. Men verdensrekorden indehaves dog af den amerikanske professor Adamskij ved Berkeley Universitet, der i sin tid skrev en bog om sine intensive diplomatiske kontakter med Venus-folket - forhandlinger der altid foregik i inter-galaktisk og neutralt farvand.
Det viste sig dog, at mandens eneste tilknytning til Berkeley University bestod i at han sammesteds drev en profitabel pølsebod. Den amerikanske professor-titel er nemlig ikke engang værd at beskytte...
Men hvad pokker - derfor kan mandens Venus-rapporter da alligevel sagtens stå til troende: For nok ved man nu, at der er lovlig varmt på Venus - men har I måske aldrig hørt om svovlkildernes termpfile bakterier?
Som sagt: I går alt for meget op i de dér titler - og forstår åbenbart ligesom Kunstmuseets falske doktor Anna Castberg ikke, at bare I som Prins Henrik har en god historie at levere, så kan I godt skrotte alle jeres selvskabte mave-problemer grundet tidens titel-syge.
For ligesom jeg selv skal I bare sige: "Jeg nægter ganske vist pure at modtage den dér dumme titel - men at lede sådan et fjollet museum skulle da vel ikke være nogen kunst, hverken med eller uden titel..."

"OM HUMORENS SANDE TILSTAND I TJERNOBYL"

"MEN DE ER ALTSÅ VIRKELIG IKKE PÆNERE!"

 I min tidlige kollegie-tid kommenterede en intelligent biolog, der gerne så at sige forskede fra hoften, vore fotos fra en ekskurson: "Læg mærke til, at et billede af en musvit (sv.  "talgoxe") ikke afføder mange kommentarer sammenlignet med billederne af turens deltagere". Denne så at sige matematiske betragtning havde han jo ret i - men med det forbehold, at musvitten muligvis også kunne interesse enkelte udenforstående, hvorimod ingen andre end de deltagende vel havde interesse i de sociale fotos.

En mere almindelig kommentar lyder: "Landskabs-fotos kan enhver gå ud og tage, hvorimod billeder af en sky og sjælden fugl er forbeholdt de få."

 Også her kan man modsat sige, at enhver i vore dage med lodder og trisser og mod betaling kan få lejlighed til at fotografere et sjældent dyr på samme sted som en bunke andre turister: omtrent som med de mange "bøger" nu om stunder, der jo er at betragte som installationer af slidte aktuelle "ready-mades".
Yderligere gælder, at alle og enhver kan se, at en tiger er en tiger - hvorimod et godt landskabs-motiv langt fra altid er indlysende spektakulært, før det isoleres af en billed-ramme. For som en mand engang sagde om et skovmotiv fra hans lokale egn: "Så smuk er skoven slet ikke i virkeligheden".

Dette minder mig om dengang min bedstefar beklagede sig over et uheldigt portrætfoto. Fotografen fru Mydtskov svarede fornærmet. "Jamen De er altså virkelig ikke pænere!"

Lignende betragtninger kunne i øvrigt overføres til humorens gebet. For så morsomt er livet slet ikke i virkeligheden. - Nej, og denne lille fabriks-hemmelighed er da også nok grunden til, at de der fylder mest i medie-landskabet, kun meget sjældent er egentlig morsomme - hvor veloplagt og,velformuleret de end påpeger og erindrer modstandernes talrige fejltrin før og nu. For de har alle så frygteligt travlt med at være opdaterede med, hvordan og hvor kritisabelt ting og sager "i virkeligheden" forholder sig og gik til.
 Men så morsom er virkeligheden i reglen slet ikke - ej heller hvis man skifter fortegn....Og heri ligger nok den sande kerne i Kierkegaards umiddelbart besynderlige ord, at humoren har affinitet til religiøsiteten. For humoren kan og vil ikke nøjes med virkeligheden selv og trives alene af den grund dårligt i døgnets selvbevidste rejsestald - ofte til dennes store fortrydelse...

Men ganske som vi kun har det sjov vi selv laver, kommer heller ikke skønheden altid af sig selv. Vor fotografiske session skete således først efter en times rydning af uvelkomne smågraner i det sumpede terræn med statelige knudrede bonsai-fyrre, hvorunder mange forlængst døde, samt ditto enebær-buske. Tjuren og urfuglen forlanger det nemlig begge og ser ikke igennem fingre med hverken fusk eller sjusk.

Dette med de mange døde træer minder mig om en dansk pige, der for mange år siden spurgte mig, om de mange døde fyrretræer, som man kunne se fra tog-vinduet i toget op gennem svensk Lapland, mon var spor efter den endnu dengang endnu ret nylige Tjernobyl-ulykke.

Nok kom der vist et pænt nedfald i et bælte hen over Lapland - men det lykkedes aldrig efterfølgende at påvise en større procent af abnormiteter, dødsfald og aborter blandt de stedlige rensdyr, der ellers i stor udstrækning spiser lav og svampe der optager radioaktivt cæsium. Men for en sikkerheds skyld kasserede man naturligvis mængder af rensdyrkød.

Ukraine blev hårdere ramt, selv om faunaen er blomstret gevaldigt op, efter at menneskene forlod Tjernobyl-regionen. Moderat radioaktivitet er jo så at sige noget rent statistisk, hvorimod rigtig gift ganske lige som Tuborg virker hver gang - i hvert fald på de bedst egnede modtagere. At blive kogt som følge af global opvarmning tåler derimod kun de termofile bakterier.

Mindre gener overlever vi derimod oftest. Men ak, hvad hjælper det, at man ejer slidstærke franske gummistøvler bygget af pålidelige negerslaver og ditto råvarer fra Kong Leopolds Kongo på ordre fra selveste Fremmedlegionen - når de er helt åbne foroven? Tø-sneen fosser i hvert fald ind i statskassen og nægter stædigt at forlade den igen.

Og dog hedder det at man i sådanne situationer bør sælge ud af sin værdibeholdning. Men den danske krone er stærk for tiden, så værdierne bliver desværre selvbevidst hvor de er.

FRA PASTOR RAMSDAL TIL FINANS-SVINDLERNES MIRAKLER

"VI ERE ALLE KRISTNE”

Den ærlige pastor Ramsdal indrømmer, at han ikke rigtigt kan tro på mirakler. Ville Kierkegaard mon have lovprist ham som en sjældent oprigtigt præst? Eller ville Kierkegaard tværtimod have fået et nyt raserianfald over, at Ramsdal alligevel vælger at forblive i embedet?
Hvor datidens præster ifølge Søren bekvemt sagde "Vi ere alle kristne", så hedder det i dag: "Næppe nogen myndige personer ved deres fulde fem er i vore dage bogstaveligt kristne – for i så fald er de i hvert fald helt uegnede til at bestride et embede: Og da slet ikke et så tungt og ansvarligt embede som præstens – hvorom jo oven i købet gælder, at det ligefrem et kald!".
Men hvem kan i grunden fortænke os i at forlange mirakler for at tro det umulige - mirakler som dog kun vanskeligt overbeviser os, hvis vi da ikke personligt har overværet dem. Også selv om vi har det fra troværdige vidner. Dette får mig til at mindes den lige så ærlige lejemorder "The iceman". En af de få gange han siden fortrød sin barske pligtopfyldenhed, var dengang han tilbød en ”klient” der bad for sit liv, en halv times frist til at bede Gud om hjælp. "He prayed and he prayed - but God did not help him - and so I shot him".

Men man bør efter sigende også helst have andre til at bede for sig: Ja, det ser i hvert faldt altid bedst ud, når man ikke selv har forfattet sine anbefalings-skrivelser. En bekendt i akut behov bad nu alligevel engang Gud om penge og fandt virkelig kort efter en hundredekrone-seddel på gaden!Men er dette ikke netop typisk for Gud? Han tvinger nemlig ingen, men sørger altid for, at både skeptikeren og statistikeren kan finde en rimelig måde at bortforklare miraklerne på.

Men på denne måde nødes skeptikeren således til alligevel kaste håndklædet i ringen og give Gud et 13-tal for en suverænt underfundig besvarelse med et helt umiskendeligt og uforfalskeligt fingeraftryk, der endeligt afgør den lille sag.
Andre kan omvendt fortælle, at håbløshed langt mere end mirakler kan styrke troen – fordi denne eksistentielt set er et desperat og livsnødvendigt valg hinsides normal sandsynlighed. På samme vis er nogle mennesker stedt i håbløse nødsituationer i stand til – endda helt uanset religion eller ej – at opretholde livstroen, håbet og udholdenheden selv mod al sandsynlighed.
Også ikke-troende kan skam i nødsituationer bede til Gud – men som sagt langt hyppigere for andre end for os selv. Andre har imidlertid omvendt fortalt, at de netop i den totale opgivelse fandt buddhistisk fred med sig selv, skæbnen og Gud: Al strid og konflikt var slut, og det var godt sådan: Da redningen så alligevel helt uventet kom, var det næsten en skuffelse at skulle vende hjem til denne ufuldkomne jammerdal. For Gud a la Karen Blixen er ikke en manipulerbar størrelse, man sådan kan tinge og diskutere med.



At Folkekirken kan rumme moderne præster, der er langt svagere i troen end i håbet, kan samfundsmæssigt og menneskeligt set være rimeligt nok, eftersom de jo er repræsentative for en lang kultur-kristen tradition. Vel at mærke så længe de er ærlige omkring det - uden heri fiffigt straks at ville se "den sande kristendom".

Men hvis de ligefrem pure afviser miraklerne som hedensk overtro, så kan det være sværere at se, hvad de egentlig har at gøre på lige præcis en prædikestol. For prædikestolens særlige historiske autoritet er ikke let at forene med en degradering til en helt fri talerstol a la Hyde Park.
Mange moderne teologer betoner imidlertid, at kristendommens og jødedommens historiske respekt for boglærdom og deres frie tradition for skarp debat og fortolknings-strid netop har givet grobund for modernitetens og ateismens langsomme fremvækst. Men dette gør vel ikke moderniteten til ligefrem en iboende del af hverken kristendommen eller jødedommen selv.
Ej heller kan man deraf slutte historisk, at ateisme så ikke kunne og ville være opstået alligevel ad anden historisk vej – helt uden hverken kristendom eller jødedom. For hvis dette var sandt, så ville ateismens udbredelse jo ligefrem kunne ses som et yderst underfundigt og jesuitisk kringlet bevis på kristendommens dybe sandhed og nødvendighed. Men så havner vi rigtignok også langt fra både Jesus og evangelierne....
Til gengæld får denne spidsfindige tankegang mig til med et smil at mindes nutidens udødelige finans-magikere, der trods både domfældelse og konkurser formår på ny at låne store summer af de samme banker, som de selv bragte til faldets rand: og det just for at frelse bankerne fra følgen af disse fejltrin! For på samme vis vil denne moderne teologi trylle kirken levende igen - selv om den så skulle være lige så død som i sin tid Lazarus.

P.S. Ovenstående er ikke blevet bragt i verdenspressen - men finder dog nåde på denne redaktion - trods vort sædvanlige forbehold over for emner, som også alle mulige andre partout skal skrive om p.t. Men lad nu ikke uopfindsomheden blive en vane.

AF EN FATTIG JÆGERS DAGBOG

AF EN GNIERS DAGBOG

Vinterdæk er bløde som vingummi og slides derfor hurtigere. De bør derfor først monteres, når det er nødvendigt. Men hvis nu vinteren er uhyre kort, fristes man ligesom konen i muddergrøften til den bjergsomme tanke helt at sløjfe dækskiftet frem og tilbage:- Dermed undgås ikke bare enhver slitage af vinterdækkene, men også udgiften til to gange dækskift. Hvis man helt konsekvent undgår kørsel i vintervejr, er det alene et spørgsmål om hvor meget man er villig til at betale for holiday on ice. Men kører man alligevel forsigtigt på sommerdæk, kan det ende med alligevel at blive en langt dyrere fornøjelse end de to ganges dækskift. Betragtningen minder her en hel del om betaling af sin stadig mere sjældent udnyttede TV-licens.

Jeg undgik derfor i går mindre veje, men kunne så til gengæld drage fordel af det forhold, at uberørte og helt ubesøgte hjørner undertiden kan ligge meget sumpet og uvejsomt - men samtidig klods op ad landeveje, hvor men strengt taget ikke har lov til at parkere undtagen i nødtilfælde eller ved motorbesvær.

Ofte afskærmes og camoufleres det vilde tilmed helt af dybe grøfter og af de faste vej-bankers tætte opvækst. Og ganske rigtigt baskede flere højst forbavsede urkokke da også op kun 5o meter fra landevejen. Adskillige store enebærbuske følte sig også som Robinson Kruso, da de efter forlængst at have opgivet ethvert håb blev reddet fra udsigten til langsom kvælning af opvoksende smågraner. ---------------- Dagens overflødige øvelse i "gjentagelsen"s umulighed viste sig ganske rigtigt omsonst. For de samme motiver - denne gang med stativ - var alligevel ikke de samme, for lyset var helt anderledes. Men de graner jeg fjernede, var derimod ikke de samme som sidst, og dermed blev det rigeligt meningsfuldt. For jeg gider ikke stå og svede i et fitness-center. Sneen i støvlerne må ses som et yderligere forfriskende frynsegode, Men ikke bare kan man ikke tage den med sig til evigheden: den smelter allerede længe inden og afgiver gavmildt al sin kulde til fødderne. Men det skal nu ikke være nogen hindring, for jeg helmer ikke, før jeg ser at alt er godt.

OM V.S. NAIPAUL - OG GANDHI...

NAIPAUL

V.S. Naipaul er en enlig ravn fra Trinidad stedt i en evig selvanalyse af det umulige i som historieløs at skulle blive forfatter ved mekanisk tvangsmæssigt at adoptere en "universel" britisk-europæisk tradition. De fleste blev ret mislykkede, med eller uden anerkendelse - om ikke andet som "autentisk caribisk kultur" (klap.klap!). Hans egen far nåede et stykke vej, men genneskuede aldrig sin egen historieløshed - til gengæld anser Naipaul faderens forsøg for afgørende for hans egen bane.

Først siden er post-kolonial litteratur blevet voksen, historisk bevidst og endda toneangivende - dvs. efter at være befriet for uvidenhed og mindreværdskomplekser. Men Naipaul beskriver sin vej som en rejse begyndende med det naive: det man kender. Altid troskaben over for det man oplever, sanser og står i - herunder tvivl. Mange afgørende indvandrede mentorer på engelsk grund, hvis menneskelige og intellektuelle format han stadig anerkender, nåede aldrig ret langt som skribenter - og selv om han som helt ung anså dem for store skribenter, finder han dem nu nærmest pinlige i deres forsøg på at gøre sig gældende på britisk vis.

Enkelte kunne begynde med noget ret stort- hvorefter det udartede til selvtilfredse litterære og fortælle-tekniske klicheer uden hverken økonomi eller selvbesindelse.

Også mange nyere britiske forfattere finder Naipaul langt mindre universelle, end de selv og deres samtid indbildte sig - hvorimod andre som Agatha Christie og Shakespeare har noget arketypisk-eventyrligt, der vitterlig er universelt.

Naipaul skal læses langsomt, for han er meget indvendig. Hans beskrivelser af Gandhi er meget interessant. Gandhis storhed var, skriver han,- at han fra at ville forsvare undertrykte indere i Sydafrika snart indså bjælken i eget øje: det indiske kastesystem i dets rædsel. Deraf hans insisteren på den personlige ydmygheds eksempel. Og hver gang han i fængselsophold havde lært forsagelse af dette og hint, så fortsatte han den siden helt af egen drift.

Men, skriver han, den unge Gandhi der studerede jura i London, forstod og så ligesom andre indere ikke et klap og havde heller ingen forudsætninger for det. Hans læseværdige erindringer er derfor på dette punkt helt blanke! Dvs. Lige som den unge Naipau læste Gandhi ikke aviser og interesserede sig i grunden slet ikke for landet. Dvs. de to typiske positioner var kolonialt mindreværd og så det modsatte: vismandens selvtilstrækkelighed. Men de indiske arbejdere på Trinidad sad mellem alle stole og vidste heller intet om det Indien, som deres forældre havde forladt. Han selv havde i det mindste den kulturelle balast, at familien holdt på alle de religiøse traditioner - hvor (forstår) man en lystig blanding af noget allerede gammelt islamisk fra stormogul-tidens Indien og det gamle hinduiske var helt almindeligt og slet intet stridspunkt.

Naipaul har noget "Descartes" over sig: Han begynder ligesom hver eneste gang med at trevle alt op fra sin slægts begyndelse - bliver aldrig færdig med at begynde. Og hans ting bør også læses flere ganga!
–----------------------------

Naipaul har fået hele ti nye likes, allerede nu mens jeg skrev ovenstående - utvivlsomt på grund af mig. For ganske som man har befordret andres mere end egen profitable arbejdsmarkeds-aktivitet (samfundsnyttig eller ej...), er man også her bedst til rollen som mæcen: mæcenen skal jo ikke selv støttes - omtrent ligesom Russells barber, der ikke selv skal barberes, men er henvist til at barbere sig selv - velsagtens mod dobbelt betaling.
–----------------------

Naipauls emne er vanskeligheden for post-koloniale forfattere ved at finde deres egen røst. Næsten alle mislykkes, skriver han. Og selv store folk som Gandhi i dennes selvbiografi er delvis blinde: nemlig så snart de forlader deres eget konkrete, oplevede liv. Gandhi forstod ikke et klap af Vesten - men så langt fra at være støbt i ét "primitivt" stykke var han sammensat af en bunke svært forenelige adopterede ideer: Tolstojs landsby-kollektivisme, Ruskin's arbejderromantik, moderens asketiske idealer - samt endelig den socialistiske kamp mod koloniale undertrykkere.
Selv Gandhis simple indiske klædedragt var så at sige en "konstruktion", et bevidst og demonstrativ - forlængst allerede antikveret - valg akkurat ligesom hans symbolske spinderok. Børnene i den yngre Gandhi's sydafrikanske "Tolstoj-Farm" brød sig ikke spor om undervisningen: der involverede en masse "frivilligt" børnearbejde. Og Sydafrikas undertrykte indiske arbejdere kunne ikke bruge hans asketisk "keep simple" til noget osv.

Men på den anden side var han ydmyg, lærte så længe han levede og engagerede sig altid helt konkret og med egen kraft og indignation i enkeltsager og aktioner - såsom den berømte salt-vandring i protest mod englændernes monopol på salt-produktionen. Og Gandhi havde storheden til at løfte den koloniale kritik af overherren til også at omfatte indisk selvkritik af kastesystemet - og sågar også (helt forgæves) kritik af Indisk dyre-mishandling af alle de hellige malke-køer med deres opsvulmede yvere.

Senere selvbestaltede "efterfølgere" til Gandhi blev helt til grin, fordi de var rene klicheer helt uden hans konkrete engagement i enkeltsager. De så kun den attraktive og enfoldige yogi/guru-rolle - og deres kortvarige tilhænger-skarer var kun en forvirret pøbel. Naipaul mener, at det moderne Indien er besat af Vesten og især USA: Hvis blot børnene kan blive amerikansk gift, så er deres lykke gjort.
Dagligt udgives en stor indisk roman i britisk stil - og der er naturligvis også dyre forfatterskoler osv. Men, skriver Naipaul: langt det meste er mekanisk "writing school" og de rene plagiater: ikke i gængs forstand, men snarere i den forstand, at man tror at have en universel og objektiv opskrift på, "hvordan man skriver en god roman". Man nikker her genkendende til moderne opblæst kultur-journalistik der skam er universitetsbaseret - og ofte frygtelig ærekær i sin humorforladthed og mangel på selvindsigt... Og så bliver det derefter, med nogle undtagelser.

Men én forskel er dog, at i vore dages Indien er det jo veluddannede folk - hvorimod f.eks. Gandhi og den unge Naipaul selv var helt uvidende om både Indiens eller Vestens historie: hvad enten de så romantiserede det "genuint indiske" eller omvendt naivt stræbte efter at "go white".

Naipaul nævner en anden jævnaldrende indisk forfatter, hvis "skizofreni" viser sig i hans helt uproblematiske erindrings-beskrivelser af aldeles barbariske religiøse fester med dyre-ofringer - helt ukommenteret og på lige fod med adopterede civiliserede ideer om inderne (indo-europæerne) som de sande ariere og som den vestlige kulturs vugge. Sådanne ideer om naturlig anglo-bengalsk kulturel overlegenhed blev nemlig fostret af den såkaldte Bengalske reform-bevægelse fra 1860-1910!

Den pågældende forfatter var således tilhænger af fortsat British Rule og anså Gandhi for en misforståelse: For han oplevede British Law som noget genuint indisk og kunne derfor slet ikke se verdensordenens koloniale aspekt.
Hvis jeg forstår Naipaul ret, svarere det (overdrevet) til, hvis Tysklands jøder havde givet Hitler ret "i princip" - men samtidig insisteret på, at tyskerne faktisk nedstammede fra og stod i dyb kulturel gæld jøderne. (Det sidste er faktisk tilfældet, nemlig ideen om det udvalgte folk - som Hitler nemlig siges at have taget fra jøderne!) Christianias hippier havde i sin tid ligeledes følgende slogan: "I kan ikke slå os ihjel - for vi er en del af jer selv!"

Naipaul beskriver i et afsnit hvor svært det er for en forfatter at finde sin stemme. Først skam-roser han Flaubert for romanen "Madame Bovary" og begrunder det i det konkrete, de små konkrete tings livgivende og mindeværdige magi (jeg har aldrig selv ham). Men dernæst viser han, hvorledes Flaubert i sin næste roman fra Romer-tiden falder helt til jorden: ikke på trods af research, men på rund af alt for grundig research: Overlæsset med ulæselige detaljer og tilsat klicheer - men helt uden en troværdig fornemmelse for, hvordan man mon mon tænkte, og hvordan tingene konkret foregik.

De romerske kilder fra samtiden er i deres lakoniske form langt bedre og mere levende - men, skriver Naipaul det er også tydeligt, at de gamle ikke behøvede at gå i detaljer: for deres læsere kendte jo til, hvordan krig foregik, hvordan fange-transporterne med henblik på slave-auktioner til rigmænd blev organiseret, hvordan forsynings-linierne fungerede osv. osv. - De kunne muligvis have skrevet den roman - men selv kan vi ikke, uanset hvor "universel" vores roman-form indbilder sig at være. Deres viden ejer vi ikke, og derfor formår vi ikke at udfylde hullerne, alt det der ikke behøver at siges - og som Flaubert troede at kunne kompensere for ved sin romantiserende overlæssethed.

Men, skriver Naipaul: Vi skal ikke tro, at Cicero, Cæsar, Plinius og de andre gamle var gennem-kyniske og aldeles blottede for menneskelighed. Deres egen kyniske kortfattethed i beskrivelsen af det ”nødvendige” barbari overfor fjenderne i krig, oprørere samt slaver var et praktisk "must" - og det svarer (tænker jeg) til , når fangevogterne i KZ-lejrene ikke måtte omtale jøderne som mennesker, men kun som "skidt" eller "figurer". Naipaul nævner da også et stykke samtidig romersk litteratur, der faktisk viser "moderne" sensibilitet og sans for det konkrete menneskelige i hverdagen.

Naipauls betragtninger kan også gælde ham selv. Hans pragtfuldt morsomme gennembrudsroman "Et hus for mr. Biswas" handler om hans fars komiske kamp for at opnå nogen anseelse i svigerfamilens hus på Trinidad, hvor han omtrent levede på nåde med sine drømme om efterhånden at kunne kunne forsørge sin hustru og sine børn med sit skriveri. Det er selvoplevet og fordrer slet ingen "britisk kultur" eller historisk indsigt - og vi kan alle nyde denne hylende morsomme bog.(Alle på parnasset er ganske vist ligeledes "hylende morsomme", hvis vi skal tro deres Facebook-venner, og de må dog vide det - men I ved godt hvad jeg mener...)

Men Naipaul var først i stand til at skrive den bog, da han lagde sin britiske benovelse og tilpasning på hylden: for det var nu engang ikke hans livsverden - det var deres livsverden. Men siden da har Naipaul vist nok alligevel mest skrevet om hvordan der er som post-kolonial at finde sine egne ben - emnet må åbenbart ligesom genfordøjes og drøvtygges på ny hvert år. Lignende kompleks-agtig uforgængelighed kender vi jo også til på det mere individuelle plan... --------------------
TIL SLUT: Naipaul fortæller et sted, at han engang som forlængst berømt forfatter mødte en europæisk forlægger, hvorom man fortalte ham: At han var misundelig på alle andre forfattere. Her er utvivlsomt tale om Klaus Rifbjerg: For under sin tid som forlags-direktør på Gyldendal fik Rifbjerg netop dette ry, selv om ingen turde lægge navn til det. Et ry som også et par (et skrivende ægtepar) af hans personlige bekendte engang for mange år siden kunne bekræfte!

NYTRÅRSTAL: TAKE THREE

DOBBELTMORAL OG SERIEMORD

Her i Sibirien holder vi ingen nytårstaler - og da slet ikke når tundraen smelter. Men jeg hører, at privilegerede hædersborgere i mit fædreland, der bevisligt med stolthed "tjener deres egne penge", som sædvanligt ved denne tid atter har holdt moraliserende nytårs-foredrag for underklassen om den rette livsførelse og den sande fædrelandskærlighed.

Hvis også I er irrationelle nok i strid med al fornuft at finde dette en anelse dobbeltmoralsk, så er vi åbenbart flere der nok må i psykiatrisk behandling hos vor førende eksklusive ekspert i seriemordere: den eksklusive dr. med. Day i Dronningens egen Amaliegade.

Bemeldte dr. Day bør i øvrigt under ingen omstændigheder forveksles med den lige så navnkundige og nærboende dr. med. Gay. For selv om en sådan forveksling skam ikke ville være det mindste uflatterende, så både vil og bør ethvert menneske dog nu engang roses af de rigtige grunde.
Men forresten: Hvem ved, om ikke også vor lige så markante ernærings-forsker dr. med Arne Astrup må ind over her? Thi ernæringens betydning for det psykiske stofskifte - herunder alt lige fra spisevægring (!) via arbejdsvægring til serie-mord - har alt for længe været underbelyst.

Og det må i denne forbindelse lige understreges, at såvel dr. Astrup som dr. Day skam i rigt mål selv forstår at tjene deres egne penge. Så her må al mavesur snak om dobbelmoral da omsider forstumme!

Derimod forlyder det, at dr. Astrup nu indrømmer tidligere at have taget fejl med sin teori om sukkers harmløshed. Jeg anede slet ikke, at dr. Astrup var i stand til at tage fejl - men den mand er åbenbart i stand til alt: bare det er tilstrækkeligt godt betalt!

Selv har jeg det på akkurat samme vis - og ser derfor ingen grund til at foretage mig noget som helst under de nuværende verdens-konjunturer...

NYTÅRSTALE: TAKE TWO

OPERATION VERDENSBANK

Om kommunistisk og anden paranoia

Fra min folkloristiske tid som kontraspion på det virkelige arbejdsmarked husker jeg disse ord: "Der findes ikke idiotarbejde - der findes kun idioter". Og fra min akademiske tid husker og sander jeg stedse mere jeg dette fornuftige råd fra fornuftige udenforstående med benene på jorden: "For at blive fagidiot må man först være idiot!"
Tiden har vist, at de i den grad havde ret - og det er nok derfor, at man - når galt undertiden skulle väre - altid har foretrukket idiotarbejde. For instinktivt fornemmede man måske hele tiden, at det andet uhyre let kunne gå hen og blive endnu mere idiotisk end det förste, som skrevet står.

MEN vi mennesker vil nu engang helst träffe vore valg selv, idet geskäftig udelukkelse takket väre venlige själe,der skam kun vil vort bedste, tvärtimod kun giver anledning til ulykkelige illusioner om, at vi dermed er blevet forhold et uundvärligt og yderst attråvärdigt gode: En paradoksal og uhensigtsmässig mekanisme, der som bekendt gjorde sig herostratisk bemärket allerede dengang i Edens Have.
Nytårsfejring helt uden selskabelige former og helst også nogen professionalisme i udförelsen såsom ved kinesisk fyrvärkeri tiltaler ikke det modne sind - lige så lidt som tomme formaliteter, der jo endda på Facebook og andre sociale medier er tomme i både anden og tredje potens - hvis jeres brannert nu ellers tillader jer at forstå...

Hård kost nytårsmorgen? Javist - min så kunne I jo bare have ladet väre med at pådrage jer sådan en tung "baksmälla": Og da isär fordi sidstnävnte psykologisk set altid er en rigtigt dårlig start på det nye år.

En forpligtende, men komplet idealistisk deadline hinsidan nödvendiggjorde for min egen del en forudseende eremitisk emigration, som da heller ikke har väret forgäves. Om mit okkulte oeuvres sande omfang kan i övrigt höjst mine värste fjender gisne - og det er jo nok derfor man efterhånden ikke rigtigt kan undväre dem.
For således tilpasser den menneskelige metabolisme sig nu engang efterhånden de givne fysisk-kemiske kår: Tänkt blot på hvorledes visse russiske helikopterpiloter af rent medicinske grunde ikke kan forsvare at flyve for olie-branchen i tundraen uden en frisk flaske vodka ved instrumentbrättet morgen, middag og aften - vel at märke med dobbelte rationer i tilfälde af natarbejde.
Nu advarer gode venner mig ganske jävnligt mod paranoia - idet de dog samtidig helt korrekt indrömmer, at dette nemlig ville väre at göre fjenderne (?) en alt for stor tjeneste.
Om man ligefrem (i analogi med de indledningsvis nävnte idiotier) skal väre forfulgt först for kunne udvikle forfölgelsesvanvid, vil jeg trods alt ikke generalisere om. Men min egen paranoia har da i hvert fald til orientering modtaget friske og fortlöbende forsyninger så sent som i juleferien. Og om fjenderne så skulle se sig nödsagede til at bygge en formelig Berlin-bro med Marshall-hjälp for at holde syndromet i live, så skal de såmänd også nok få den finansieret via Verdensbanken - og den efterfølgende regning tørret af på udviklingslandene.

J
Jamen hör: Er Verdensbanken blevet neddroslet??? Nej dog - men så geninstallerer vi den da bare omgående i fordums triumf: For allerede Gräkenlands dårlige eksempel viser jo til fulde, hvor overilet man i så fald her har reageret alene grundet händelige fejltrin i alligevel håblöst fortabte neger-stater, som nemlig ikke engang formåede at vedligeholde den ene motorvej gennem junglen til Atlanterhavets havne, som vi byggede for dem helt gratis.

Men ligefuldt mente disse folk sig altså groft mishandlede og forfulgte - og det lykkedes til sidst for dem og ligesindede med deres kommunistiske jammer-propaganda at få vort filantropiske verdensforetagende nedlagt!

- Ja – er ikke verdenshistorien i grunden én lang beläring om, at uretfärdige og paranoide beskyldninger altid er takken for sådan misforstået hjälpsomhed? Tror da pokker, at svagere karakterer og instanser end vi i den samme situation til sidst i fortvivlelsens selvhjälp sätter deres håb til russerne, kineserne eller sågar islamisterne.
Så hvem er det i grunden her, der efterhånden har både ret og grund til at föle sig groft forfulgt? Ja, det må vel väre tilladt at stille spörgsmålet....

DALAI LAMA - BARE SYNKOPERET

Der er intet så inspirerende som virkeligheden - men det skal være helt uventet, så alle de dumme ambitioner om partout at skulle kommentere verdenssituationen til hver en tid kan I godt droppe. Som allerede min far engang sagde: Nogle kan drikke seriøst, andre derimod ikke - og i sidstnævnte kategori befinder også jeg mig.
Dette nedarvede træk minder mig for resten om den døvstumme selvbestaltede færdsels-dirigent på Torvet i min endnu uspolerede svenske exil X-hult: Ja, for en gammel smed i byen betroede mig engang, at han gik akkurat ligesom hans far i sin tid gik når han var fuld - og at faderen derfor afgjort måtte have konciperet barnet "i en fylla"... Ortodokse darwinister griner ad den slags - men i vore dage er man blevet mere åbne over for gamle Lamarcks tro på nedarvede erfaringsspor.

Men tilbage til sagen: Vi er nogle, der egentlig ikke kan drikke - men ligesom humlebyen gør vi det nu alligevel af og til. Men når man frivilligt lader os invitere af et rettroende alkoholist-par, så må det derfor være selvforskyldt, at man udsætter sig for deres forudsigelige missionsvirksomhed. Den slags giver uvægerlig tømmermænd, hangovers, baksmälla - men man fik dog fordrevet kedsomheden og inviteret virkeligheden inden for.
 "Lad dog være med altid at kalde ham "Henry" - han hedder Henrik. Så kunne jeg også insistere på at kalde dig "Thomas". - "Godt - hörr du Henry: Du siger vel ikke nej tak til en dry martini? - Der kan du bare selv se Linda - manden må dog selv bedst vide hvad han hedder!"

 Linda har for længst mistet sit kørekort og kører derfor kun på landet. "Thomas" har derimod som den fødte alkoholist aldrig nogensinde spildt penge på at tage kørekort, men har så haft råd til desto flere biler i alle størrelser. Så han har slet intet at miste og iagttager derfor ikke den art forsigtighedsregler. Én ting var vi enige om - ud over den banalitet, end at de begge er afgjort bedre bilister end jeg: Normaliteten er stærkt overvurderet - undtagen i sin inderlige kedsommelighed....

Men de to har modsat mig selv for længst affundet sig med vilkårene og lært at le aldeles fordringsløst ad det hele. Og jeg tror endda, at de har lidt buddhistisk smilende medfølelse med min dumme og ungdommelige stritten imod og min trang til trods alt på en eller anden vis at være en lille smule med i noget, som jeg dog ikke længere kan respektere... Hvad dette "noget" så i mit tilfælde er, det har de derimod næppe nogen anelse om - og dog, hvem ved?..

 Trods tømmermænd minor lykkedes min afrejse tidligt i morges. Hele to busser i K. indhentede jeg dernæst i sprint med samme kortvarige express-fart som Afrikas grønne mamba - i begge tilfælde til så stor benovelse for chaufføren, at han som en gestus af generøsitet ikke gad kontrollere min billet. Det minder mig om den afdøde filosof Peter Zinkernagel, der i sin tid altid promerede på Strøget iført ulastelig frakke og jakkesæt - for så af og til aldeles umotiveret at sætte i en yderst kortvarig og stærkt synkoperet gallop, der dog altid endte lige så brat og formålsløst, som den var begyndt.

 Dette med synkopering er for resten efter sigende medfødt og forbeholdt de sorte: For det forholder sig her ganske som med kunsten at drikke seriøst: - Jeg har nu øvet mig i mange år, men når nok aldrig helt i mål...
Sammenligningen mellem míg selv og salig Zinkernagel er dog aldeles overilet: For Z. var jo de sidste år noget tosset - og det har jeg aldrig været! For dels løber jeg endnu hurtigere end han, og dels havde jeg jo i begge tilfælde det helt fornuftige formål at nå bussen. Men hvorfor jeg absolut skulle nå akkurat den bus og ikke den næste ti minutter senere - det har jeg derimod ingen som helst anelse om. Men der skal nu nok alligevel være en god grund... I hvert fald havde det den gode bivirkning, at det øjeblikkeligt fordrev tømmermændene - noget jeg undertiden også oplevede i min ungdom, når jeg vitterlig var tvunget til søvndrukken, ufuldstændigt påklædt og med tømmermænd at løbe for fuld fart for ikke at forpasse en forpligtende Dead-line ude i byen. Man kom til at perspirere ulækkert alkoholisk - javist, men man blev til gengæld også lynende klar og lige så genfødt i sit forpustede hoved, som var man selveste Dali Lama.

Salig Zinkernagel derimod han blev martyr – jo, det er ganske vist. Men hov, man kan da ikke sådan uadspurgt melde sig ind i Martyrernes & Eventyrernes klub, for vi er lige så selvsupplerende som Det Danske Akademi samt foreningen for Anonyme Afholdsmænd - der som bekendt udmærker sig ved kun at drikke i fuld offentlighed!
 For skønt ingen vil indrømme det åbent, så er just den førstnævnte forening forståeligt nok den mest eftertragtede: For mennesker ved jo udmærket, hvad deres samvittighed tilhvisker dem i tyste stunder uden mandsopdækning. Tænk således bare på dengang den brave, men naive unge Tor Nørretranders i sin Bohr-bog ligeledes udråbte ovennævnte afdøde kollega ( åh - så I vidste slet ikke at jeg engang har haft kolleger?) til netop martyr og dermed gav ham en sidste renæssance iført solbriller og karsehår a la fordums CIA-agenter.

Men sagen var tværtimod den, at just Zinkernagel blev offer for den uhyre sjældne skæbne trods sin originalitet at blive fredet fra første færd i klasse A. Og dermed slap han siden for at lave noget som helst mere - ud over at samle underskrifter hver gang hans statsstipendier var ved at løbe ud. Og til sidst gik dette så atter ud over hans faglige og sociale selvagtelse, tror jeg. Og derfor var det atter, at den ham påduttede martyr-rolle kom lige så belejligt som den gamle filosofs nye myte, som det var et bekvemt ”narrativ” og uimodståeligt PR-stunt for den unge heroiske forfatter, der som den barmhjertige samaritaner ilede den betrængte filosof til undsætning – selv om filosoffen muligvis havde været endnu bedre tjent med en konstantinopolitanerinde-danserinde: Et magisk ord der nemlig lige så effektivt som et rask sprint i motionscenterets elektriske stol øjeblikkeligt helbreder alle tømmermænd - hvor uvidenskabeligt dette så end kan forekomme de fornuftige mennesker der i tiltro til den grundfæstede organiske kemi alene sværger til TREO.

Vist er ovenstående kun min egen diagnose (ja, forstå mig ret...). - Men også vi psykiatere kan skam være miskendte: Ja, den ypperligt skrivende dr. Erling Jacobsen fra Risskov begik således selvmord - efter sigende just i medfør af kollegial mobning grundet hans begavelse. Så vogt jer for den slags nøkker, børnlille! Men så længe I kun formår at overbevise jer selv, går det endda an .. Men den dag I omsider lykkes med at overbevise os andre om det, tilgiver vi jer det aldrig nogensinde...

----------------

Men heureka, heureka! I må ikke gå endnu! Dette med "genfødt" minder mig nemlig om den episode i den anden bus, som jeg egentlig først havde tænkt mig at fortælle jer. Havde jeg nu ikke spurtet, så havde jeg aldrig nået den første bus - og havde jo dermed heller aldrig kunnet nå den anden bus, hvori følgende optrin fandt sted. For var det ikke det vi sagde: Vi havde skam vore gode og fornuftige grunde til at spurte, stik modsat vor afdøde forgænger.
En ung mand med en barnevogn spurgte mig tilsyneladende, om det var mit barn i barnevognen ved siden af mig. Nej, det var det forhåbentlig ikke... Dernæst ændrede han formuleringen til det spørgsmål, om jeg mon ville have barnet. Her måtte jeg svare lige så høfligt som en bekendt gjorde, dengang en kær gammel evnesvag dame spurgte ham, om de ikke skulle gifte sig: "Tak, jeg ville egentlig frygtelig gerne - men jeg føler mig endnu alt for ung til at binde mig ..."

Først til allersidst forstod jeg hvad det handlede om: Jeg stod nemlig klippefast som apostlen Peter på just den plads der højt og tydeligt for enhver var reserveret barnevogne. Men Herre Jemini:: Hvilket bedre eksperimentelt bevis kan I inkarnerede tvivlere som selveste alkoholisten Thomas dog ønske jer for den teori, at Jorden simpelt hen er overbefolket?

•  

ODE TIL HENRIK DAHL I ANLEDNING AF HANS JOBTILBUD

Fik vi måske så ikke i ret i vor profeti, at det dog trods din akutte forlegenhed sluttelig ville gå dig ganske som de angiveligt tidligere direktører i større EDB-firmaer etc, der ved et tydeligvis udiagnosticbart lune af skæbnen er midlertidigt fornedrede til jobkonsulenter - og som ligefuldt ydmygt altid tilføjer, at deres aller største kvalifikation til sidstnævnte job er den uhyre solidariske, at også de skam også har prøvet at være arbejdsløse. Hvilket må være en sekulær modsvarighed til en svunden tids "Imitatio Christi".

Vi glemte denne gang med vilje spørgsmålstegnet, der nemlig ville virke arrogant forstyrrende efter en så lang sætning. Dette kan der til gengæld rådes bod på ved at stille et helt andet spørgsmål som plaster på såret: Nemlig dette, hvorledes mon litterater ved Det Dagblad, der i henhold til dine mest ortodokse støtter "hader" dig, alligevel kan slippe afsted med at lykønske dig indtil adskillige gange uden risiko for at risikere deres gode job.
Din kvide minder derfor mest af alt om Søren Ulrik Thomsens mondænt essayistiske coffee table bekendelser om sine personlige møder med den skinbarlige Satan - efter alt at dømme nok form af hine enkelte stædige fornægtere af Skaberværket, som Thomsen nemlig endnu ikke tør kalde sine læsere.

Men fjendernes lykønskninger mod al forventning - det kalder jeg civilcourage: et begreb der i min egen verden ellers ligger nær grænsen for det empiriske og derfor må omgås med et så et sige kantiansk forbehold for vore transcendentale begrænsninger.

I vor modne alder interesserer vi os ikke længere for vor egen beskedne forfremmelse i et af naturlige grunde vel alligevel noget begrænset åremål - men desto mere for de unge kræfters, hvorpå jo også vor egen kapitalpensions valutariske soliditet jo dog aldeles beror.

 Hvor det dog må glæde alle på Skjærbæk Præstegaard således uventet at få bekræftet, at mennesket trods ussel bagtalelse med fej undgåelse af navnes nævnelse lige siden den kristne oldtid, af naturen tværtimod er godt.
Allerede ved synet af en truende uvejrssky i det fjerne hørte allerede dine sande venner teatertorden for deres indre øren og kom dig straks til undsætning mod en ondsindet og slavisk umættelig trykpresse, ubelastet af såvel mere begavede utrykte forlæg som en Hemingways sans for begrænsningens kunst.

Men skønt det ellers hedder, at i ulvetider dukker alskens kryb frem af træværket, så viser det sig altså nu, at ved disse velsignede nye tidender myldrer omvendt de kæreste og nyttigste små regnorme og bænkebidere frem af den frugtsommeligt regntunge pløjejord med deres tribut og lykønskninger: skabninger som ingen mors sjæl udover professionelle entomologer ellers ville have anet eksistensen af.

Men sæt nu, Henrik, at den frygtede vanskæbne i stedet bittert havde holdt hvad den lovede: Så ville hele denne forunderligt emergente mangfoldighed af det stræbsomme nyborgerskabs civiliseret velvilje nok have pålagt sig selv homerisk blindhed: men ikke som Homer selv i en platoniske sandheds højere tjeneste, men af lutter anstændig frygt for at sige noget overilet – samt ud fra det gode borgerlige princip skånsomt at lade falde, hvad nu engang ikke formår at stå uden kemiske hjælpemidler med alle de kedelige bivirkninger, som – groft sagt – kun medicinalindustrien på en god Dag besidder frejdighed nok til at forklejne – ja endda lovprise.
Men stop en halv: Har vi måske ikke også selv engang næret sådanne dulgte ønsker om gennem Facebook i tidens fylde måske at kunne nyde den samme skæbne som de eksotiske dyrearter, der efter i årtier at have været erklæret uddøde i Indo-Kinas jungle, uventet genopdages for atter at blive indsat i fordums værdighed og embeder?
 Jo, hvis sandheden åbenbart absolut skal frem, så forelå der nok engang også her sådanne forblommede forhåbninger. – Men af lutter ungdommelig selvberuselse - der nemlig i moden alder slet ikke er noget charmerende syn, men kun rørende hvor det drejer sig om just flyvefærdige rovfugles begejstring over omsider at kunne besejle villa-vejene i fars bil uden frygt for ordensmagten - glemte vi desværre aldeles at tage højde for Oscar Wildes velkendte fyndord: ”Den der siger sandheden, bliver – groft sagt – altid før eller siden opdaget ...”.
P.S. Vor odes bevidste forsinkelse i helt offentligt rum beror alene på den omsorg hvormed vi undgår enhver forveksling med det alene dagsaktuelle og polemiske.

POMPIDOU OG DE AFDØDE KOMIKERES KLUB

Alt minder som bekendt om alt. Og derfor er det slet ikke så svært at skrive noget om hvad som helst - lige undtagen hvis det er erklæret højaktuelt. For hvis masser af kompetente folk allerede debatterer det, så behøves min sopran nok ikke i koret, for less is more - ja, måske lige undtagen ved demokratiske valg.

Nu har jeg således bestemt mig for at causere om selvmord - for det er dog knap så stor en dødsynd som ligefrem at begå det. Men hvad gør man hvis nu inspirationen ikke prompte melder sig? Man gør som salig Rohrshack og ser sig omkring.
Og på den vis stødte jeg på spørgsmålet: "Hvorfor hører man aldrig mere om Pompidou?"

Men begik præsident Pompidou da selvmord? Nej, men jeg forbinder nu alligevel Pompidou's navn med et tilfælde, der ret beset godt kunne betragtes som selvmord.

Det allersidste som den senest guilliotinerede i Frankrig nemlig tænkte på, var just Pompidou: For han var nemlig kommet alle sine behjertede forsvarere i forkøbet og skriftligt bedt præsidenten om for alle parters samt verdensfredens skyld at lade dommen eksekvere trods alle protester. Og hvordan kan man ignorere et menneskes allersidste ønske?

Præsident Pompidou var ganske vist ikke til stede, skønt han havde modtaget invitation til den reserverede plads på første række - men i henhold til vidner spejdede det afhuggede hoved i sit sidste vågne sekund ivrigt rundt i den eksklusive tilskuerskare i håb om at udveksle et snedigt indforstået blik med præsidenten: "Vi to forstår sgu da i det mindste hinanden - i modsætning til alle de andre fæhoveder" .

Hvordan kan en komiker dog begå selvmord? Svar: Det kan han normalt heller ikke. Således fortæller en bekendt mig om et tilfælde, hvor en lige så ansvarlig familiefader som Robin Williams åd en stor håndfuld sovepiller, skar pulsåren i armene over og hængte sig i trappen: Rimeligvis i den her nævnte rækkefølge, logistisk set....

Men det nyttede intet, for dels bristede trappens træsprosser. Og dels havde han skåret pulsåren over på tværs, hvorved forblødningen forløb så langsomt, at en clairvoyant fornemmelse hos en søster i et naboland førte til en akut opringning til naboen, der reddede hans liv i sidste øjeblik.

Derimod kendte jeg en avantgarde-komponist med et fler-årigt legat fra Statens Kunstfond, som han dog formøblede i en imponerende fart på de lokale værtshuse - under flittig henvisning til at alle de store forgængere som Mozart og Chopin døde unge. Og når man nu engang ikke længere kan få tuberkulose, behøves velsagtens andre metoder.

Han endte dog af lutter utålmodighed med at skyde sig med en arvet pistol. Vi andre fik det først at vide en uge senere - men en forbavset bekendt, der heller intet vidste, mente helt bestemt at have hilst på ham på gaden nogle dage efter hans død.

Tja, nogle er nu engang bare sejlivede, men det lykkes heldigvis ikke dem alle af den anledning ligefrem at grundlægge en ny religion; For det forholder sig med religioner ligesom med komponister og våbenfabrikker, at vi allerede har mere end rigeligt til at forsyne det globale marked.

Tænk således blot på Muhammed Ali, der nu har levet forbilledligt med Parkinson i mere end tyve somre uden at være til mindste fare for andre end: de andre....Mere end en halvgud bliver den mand aldrig - men heldigvis for ham er han nu også beskedenheden selv.

Apropos selvmord mindes jeg en præst som jeg besøgte i Nordjylland sammen med min daværende stedfader - inklusive Skagen i en tid, inden celebriteternes ros og dettes endnu mere overbefolkede halehæng havde indtaget det for alvor.

Præsten var en elskelig mand, men allerede en måned senere skød han sig gennem hovedet i sin hyggelige bogstue med et haglgevær - og resultatet der desværre ikke udeblev, var ikke noget kønt syn og næppe helt i Blichers ånd.
Præsten havde et passioneret og hemmeligt forhold til en af de bedste stedlige venners hustru, men frygtede i den sammenhæng mere sin egen både temperamentsfulde og velbegavede hustrus vrede end elskerindens rare mand.
Denne kom imidlertid til en nat ikke så længe efter at påkøre en nabos lille datter med sin sportsvogn i rasende hastighed på vej hjem fra en forretningsrejse eller konference. Han tog nu ikke sit liv af den grund, men måtte jo rejse bort, og hans eget ægteskab holdt naturligvis heller ikke til mosten.
Min egen mor havde taget sit liv to år før, men det er en anden historie.

 En endnu levende præst i Hovedlandet udbeder sig nu alle gode grunde til at afstå fra selvmord. Om det er ment som en øvelse for menigheden eller som et nødråb, vides ikke med bestemthed.
Opgaven er nu heller ikke så nem at løse: Hvis man vinder den store gevinst i lotto, vil man ganske vist nok suspendere så kul-sorte tanker: Ja, selv stafylokok-manden, hvis indrømmet afskyelige ansigt med hans egne ord får børn til at græde - men som til gengæld nok kan lære andre at leve bedre med deres ansigt og sågar tilbyder stor trøst til alle os der har tabt ansigt på aktiemarkedet - ville hermed skimte plastik-kirurgiens skarpe lys for enden af tunnelen.

Men hvis man nu efterfølgende taber lodsedlen på gaden, vil det omvendt kunne få selv en hidtil fordringsløs og ubekymret sjæl til at overveje selvmord.

En amerikansk komiker fortæller i anledning af Robin Williams' selvmord, at alle komikere kæmper mod indre dæmoner og typisk siden barndommen tror, at vi andre alene værdsætter dem på grund af deres vitsers aldrig hvilende skjold mod omverdenen.
Tja, hvem i alverden havde dog forestillet sig, at vi bare sådan kunne holde af dem som de er i virkeligheden? Hvad ville Hovedstaden således være uden Rådet for Hovedstadens Forskønnelse - og ihukommende Skjern Å's omtumlede skæbne gælder noget lignende tydeligvis også Hovedlandet.
I øvrigt kan det med grinets skjold nu ofte have en del på sig. Da en klassekammerat i første G således i en gymnastiktime fik svar på sit nysgerrige spørgsmål, hvordan min mor ugen før havde taget sit liv, udløste det således et ubehersket fnise-anfald, der varede lige til der blev ringet til frikvarter.

------------------
I øvrigt havde jeg 20.8 en kronik i Politiken om dette emne - til orientering helt uden sammenfald med det her bragte, for jeg hader gentagelser uden god - f.eks. artistisk - begrundelse: undtagen når det sker mod honorar.

CÆSAR OG HANS HUSTRU

Bjørn Bredal advokerede for nylig for flere kvindelige sportskommentatorer: De indforståede mænd er nemlig typisk fagnørder: Og som bekendt får vi idioter ikke ret meget ud af at spørge vor bilmekaniker om technicalities.
Men problemet løses ikke nødvendigvis ved ansættelse af flere kvindelige sportsjournalister. Tænk således blot på, at Berlingskes "Groft Sagt" ikke er blevet mere finkornet af den kvindelige deltagelse med guddommelig velsignelse i nyere tid. For når det er mændene der skal ansætte dem, er det måske ikke hver gang den rette der ansættes..

For mændene ansætter gerne kvinder der – ud over at kunne fange det kvindelige publikum med traditionelt kvindelige anliggender samt i deres egenskab af rollemodeller i karrierelivet - passer ind i deres eget spil, og som derfor nok bjæffer: men kun ad de rette – jævnfør ”Groft Sagt”. Men frem for alt må de på ingen vis medvirke til at så mindste tvivl om de gamle mænds ekspertise, når det virkelig gælder.
Som moralske garanter kan et firmas kvindelige gallionsfigurer desuden være uvurderlige som humane og neutrale eksekutorer af beslutninger, der rammer mænd der af de gamle ditto opleves som besværlige – og som just derfor gerne afvises med humant afvæbnende begrundelser.

Cæsars hustru bør naturligvis være både kvik og præsentabel, men hendes rygte er slet ikke så sart, som det hedder sig: For mangen stor mands hustru har som bekendt overlevet glimrende på trods af eller endda grundet sin ”reputation" som en spændende dame med indflydelse. Nej, hustruens vigtigste opgave er at sørge for, at der til gengæld ikke råder mindste tvivl om Cæsars eget uangribelige levned ...

Kvinden kan skam vitterlig være et moralsk komplement ved at være den, der tør sige fra med charme, værdighed og myndighed og ikke lader sig kyse med samme billige tricks, som hvis hun havde været en mand. Skal man redde en dødsdømt, er det på samme vis en god idé at tale med dommerens hustru snarere end med dommeren selv.

Imidlertid er det netop i kraft af dette moralske privilegium - dette at kvinden ofte med mindre risiko end manden kan sige sandheden - , at kvinden omvendt lader sig misbruge af magten som alibi og som garant for vor moralske uklanderlighed: For siden firmaets kvinder holder gode miner til slet spil, ja så er der vel ikke grund til at tro andet end, at spillet vitterlig er rent...

Men om sådanne kvinder er der til gengæld det at sige, at også de betaler en høj pris for deres svigt i form af tabet af en umistelig del af deres kvindelige charme. Åh ja: For vi mænd forlanger nu engang så meget af kvinden...

(Dette indlægt blev først optaget af Politiken, men kom nu aldrig på; men hermed kan man da i det mindste bevise ophavsret og datering: Ja, for gad vide om ikke enhver praktikant har fri adgang til at læse indsendte avis-forslag? Bemærk i øvrigt at indlæggets universelle brod var søgt camoufleret under en overfladisk kritik af avisens konkurrent - for erfaringens visdom byder os undertiden at være en lille smule snu.

"HVORFOR LAVER DE BEDSTE ALTID NOGET ANDET?"

"BESCHEIDENHEIT IST EiNE ZIER - DOCH KOMMT MAN WEITER OHNE IHR"

Vi som af og til spontant begår tekster der er alt for gode til Facebook, har dog til orientering beskedenheden som vor aller største dyd: Ja, for vi fortæller jer det jo næsten aldrig, selv om vi undertiden vælger det kompromis at lade jer nøjes med den korte udgave - der på den anden side ikke sjældent kan være den bedste: For med Voltaire's ord bør man undlade at fortælle alt.

I dag befinder vi os til orientering atter i denne forlegenhed, hvorfor vi som en overspringshandling vælger at udsætte pinen ved først i stedet at kommentere dagens nyhed:

Forskere har nu fundet ud af, at den statistiske risiko for - men vel ikke ligefrem udsigten til - engang at udvikle Alzheimers Syndrom til en vis grad kan konstateres optisk. Hvis I nemlig spiser rigeligt med gurkemeje (det gule stof i karry), så vil en øjenlæge ved en helt speciel belysning kunne se et gult skær i jeres øjne - der dog ikke må forveksles med det gule skær som vi af og til også selv kan se, og som altså har andre årsager.

Hvad lige den artikel glemmer at fortælle, er imidlertid, at anden forskning samtidig viser, at just gurkemeje ved indtagelse i hyppige og rigelige doser måske kan forebygge en række patologiske scenarier: og herunder just Alzheimers Syndrom!
Så hvis I ligesom jeg selv er nogle hypokondre bangebukse, så kan I alligevel roligt indtage gurkemeje med udbytte.
Det forholder sig imidlertid hermed ganske som med mine tekster: At hvis I ikke indtager stoffet omtrent dagligt, så hjælper det jer næppe stort; og da vil de kun kunne bruges til at teste risikoen for Alzheimer - men desværre ikke til at forebygge sygdommen.

I øvrigt er der en yderligere analogi mellem gurkemeje og mine tekster: I behøver skam ikke at røbe med en mine for en mors sjæl, at I læser dem (med mindre da just dette for vor jesuitiske inkvisitionsdomstol er det aller sikreste tegn). - Og forresten er det heller ikke spor sikkert, at jeres gamle mor, endsige jeres vejleder og jeres ansættelsesudvalg ville have bifaldet det...
Men hvis nu hverken jeres gamle mor eller jeres legekammerater i alle hånde kunst-udvalg ville have bifaldet ovenstående tekst – hvad i alverden tror I så at de ville have sagt om hvad hermed nedenfor følger: For det sidste skal måske også her gå hen og blive værre end det første – hvilket er dårlige nyheder for folk, der ligesom præsten i H.C. Andersens eventyr bare ikke kan udstå synet af degne.

Med Facebook forholder det sig akkurat som med hængning i henhold til en konverteret amerikansk modstander mod dødsstraf - der som professionel i den selv samme branche ikke i længden kunne leve med det fagligt set helt uantagelige niveau. - Men som åbenbart tillige havde selverkendelse nok til ikke at turde give sig i kast med i stedet at bruge sine metoder på sig selv -: Den pågældende erklærede nemlig i et TV-program om dødsstraf, hvori de mest kendte metoder blev gennemgået én for én: "Hanging is an art form - and if you don't do it properly, it can be real nasty!".
Men sådan er det også med Facebook, selv om jeg er omtrent den eneste der har opdaget det - velsagtens grundet mangel på anden sysselsætning og de forhåndenværende gratis søms princip.

Her taler her ikke om det selvfølgelige, at enhver jo kan lægge sin kunst ud på Facebook - for det bliver Facebook selv jo ikke kunst af. På samme vis er der forskel på et brev til de stolte forældre, hvori den umættelige gøgeunge indføjer sin seneste videnskabelige artikel som garanti for den tilstræbte og saliggørende sociale mobilitet - og så et brev der helt spontant udvikler sig til et stykke forskning i sin egen ret, aldeles uden skelen til både bevilgende instanser samt kulturlivets nidkære, men henrivende små dørvogtere.

Javel, javel - men en ordentlig tekst skal nu engang hænge anderledes solidt sammen, som Blixen's sorte boy engang så rigtigt sagde, og han var endda analfabet: hvor svært kan det være? - For ellers går den bare ikke, Granberg; og så bliver der heller intet af al den fantasiforladte og ret beset kun mekaniske mobilitet, der nemlig havner sammen med ”konen i muddergrøften”. Åh ja, for et menneske fødes som dødbider, jøde eller adelig og kan ikke sådan "forfremmes" eller ”uddannes” til det på nogen forfatterskole. Og dette har jeg endda fra en rettroende svensk alkoholist, der over for mig en dag selvbevidst bedyrede: ”Man föds som idiot – man blir det inte…” Og fra fulde børn skal man høre sandheden.

- Kort sagt udvikler dette her sig ærligt talt noget bekymrende - og ganske rigtigt var vort vidne da også netop modstander og ikke tilhænger af dødsstraf: ikke af medlidenhed med læserne, men af rent faglig bekymring.
Og derfor ligner det da heller ikke noget efter en i provokerende grad omstændelig indledning helt inkonsekvent dernæst at fremture med just det, som vort autoritative vidne jo på det bestemteste frarådede: Netop fordi det må betragtes som en kunstart og dermed "Tabu" - principielt hinsides arbejdsmarkedets evige klamphuggeri udi det æstetiske, som det nemlig hader og dog tilbeder nidkært plagierende i stil med den evigt skinsyge Noureddin hos Oehlenschläger.

Ha! Dér fik I os omsider - i det mindste for en mindeværdig stund, som I vil huske endnu på plejehjemmet: For "You will always remember us", som de indfødte så ubeskedent sagde til Blixen ved hendes afrejse fra Afrika.
Ja-ja, men nu skal vi heller ikke slå alt for stort et brød op, børnlille: For vor hukommelsesgaranti gælder nemlig kun, såfremt I husker at undgå Onkel Alzheimer ved dagligt - dagligt! - at læse mine bidrag her på sitet.
Som sagt - dér fik I os altså, men kun for en stakket stund. Ja, for se, med vor konge således stillet skak har vi nemlig den udvej fra vor sørgelige forlegenhed at løbe linen helt ud og medgive, at vi heldigvis ikke lider af samme klædelige beskedenhed som vort vidne, men i øvrigt fuldt tilslutter sig hans kunst-faglige dom.
Kort sagt bedyrer vi hermed, hvad almindelig anstændighed ellers byder os at overlade til publikums dom: At netop vi er de kunstnere, som vor mand efterlyste i samme utopiske ånd som den, hvormed Ghandi i sin tid efterlyste "det vestlige demokrati".
Men hvorledes kan vi så egenmægtigt - ligesom Napoleon der ved sin kejserkroning resolut tog kronen ud af pavens hånd og satte den på helt uden Guds hjælp - gøre, hvad anstændigheden som sagt byder os at overlade til almenheden?
At almenheden er et både dorskt og genstridigt æsel, kunne her være et aldeles fortrinligt og fuldt tilstrækkeligt svar. -Men vi har nu et andet svar i ærmet, der er endnu bedre end det blot "fortrinlige": For med dette skudsmål kan vi jo ikke være tjente.
Nu forholder det sig sådan, at jeg har en tandlæge, der oprindelig er uddannet klassisk pianist fra Konservatoriet. Og han fortalte mig for nylig, at den subjektivt-personligt mest betydningsfulde ros han nogensinde havde fået som pianist, var dengang en dame gav hans spil følgende kommentar med på vejen: "HVORFOR LAVER DE BEDSTE ALTID NOGET ANDET"?

Ja - og det spørgsmål kunne vi jo også sende videre til den forhenværende amerikanske bøddel. Og hans svar ville som fremgået lyde: "De bedste kan bare ikke være tjent med at repræsentere branchens latterligt kluntede niveau, selv uagtet lønniveau, frynsegoder samt den sociale mobilitet der forudsigeligt blot vil bringe dem i - om ikke just dårligt selskab, så til gengæld lumsk kedsommeligt selskab.

Her kunne I nu snarrådigt returnere med følgende replik, som hermed stilles gratis til rådighed som et højst velfortjent handikap-point: ”Jamen du erklærede jo netop selv ved starten, at du til forskel fra din tandlæge og den forhenværende amerikanske executioner slet intet laver og derfor må tage til takke med tilværelsens forhåndenværende gratis søm”.

Meget skal man rigtignok høre, før ørerne falder af! ”Intet laver!” – Jamen kære børn, dog - men vær da så venlige at fortælle os: hvad er det måske så vi bedriver lige nu her på Facebook? Og måske oven i købet som de eneste i hele mr. Zuckerbergs univers:- ganske ligesom nogle hævder, at Jorden meget vel kan være den eneste planet med liv i heleUniverset?

At Kong Lear forvildet flakkende omkring på den skotske hede kan være næsten umulig at skelne fra sin egen hofnar, det må så sluttelig indrømmes. Men det gør nu slet intet - for spørgsmålet er jo, om ikke narren ret beset er kongens overmand? Ja, for med Ejvind Larsens ord har narren hos Shakespeare næsten altid de bedste replikker...

EKSOTISKE JAGTEVENTYR - OG DØDEN I VENEDIG

På en afsides flække i det svenske høje nord - men langt fra ud af en moderne faciliteter - har jeg i forleden tilfældigt mødt Sveriges førende kongeørne-ekspert Martin Tjernberg, en ung tysk biolog, der for EU-midler sporer og informerer om ulve i Sachsen...; en af Sveriges beste fugletegnere Håkan Delin - samt en pensioneret svensk ingeniør Brostamm i et firma der laver de laser-maskiner, hvormed man i Hele Verden laver chips til moderne TV-skærme etc. (Hvis jeg nu forstod ham ret...). Når maskinerne går i stykker, rejser han øjeblikkelig did, med lige så kort varsel til at pakke det fornødne som Fremmedlegionens folk, af hvilke jeg i øvrigt har mødt flere just i det høje nord: For de maskiner er alt for dyre til at lade stå stille.

Men ingeniøren er samtidig global fuglesamler og artsjæger med en formidabel hob af arter både set og fotograferet - en samlerdille, som jeg med min selektive monomani aldrig selv helhjertet har delt, men som på linje med fodbold ingenlunde er forbeholdt de enfoldige. Manden har skam også arbejdet i kernekraft-branchen, hvortil ørne-doktoren udbrød: "Jamen så är du jo för fan ett teknik-snille!" - "Jovist, tackar, tackar..." lød det troværdige svar som ingen af os turde udfordre. Selv måtte jeg her supplere med, at jeg omvendt er teknik-idiot – og at han derfor roligt kunne betragte mig som en fagligt ligeberettiget kollega.

"Jobbar du själv?", spurgte ingeniøren dernæst med den geniales naturlige fordomsfrihed og syvmileskridt hinsides alle "embarrassing" tvangsbekendelser, udløst af sociale klamphuggeres nærgående spørgsmål a la ”Hvilket er dit yndlingshotel i Paris?”; - hvorefter vi med den selv samme genialitet straks gik videre til langt vigtigere emner på dagsordenen:

JAGTFALKEN -verdens største falk - med nu flyvefærdige unger har nemlig i år sin rede i en alpinsk afgrund, som hjertet ej forstår. - Ufrivilligt, men desto flittigere bevidnet af en international skare af fantaster – de fleste undtagen jeg selv velbeslåede pensionister, der med anderledes god ret nyder deres otium.

De rige europæiske pensionister antager mig for en ungdommelig jævnaldrende og ligestillet - skønt sandheden tværtimod er den, at jeg er fattig, men gengæld endnu ganske ung. Eller som en ven engang diplomatisk svarede en udviklingshæmmet dame, der foreslog ham ægteskab: "Tak, jeg ville frygtelig gerne - men jeg føler mig endnu lidt for ung til at binde mig...."

Men pyt nu med alt det: Faktorernes orden kan vel være lige meget. Når jeg engang bliver gammel, så bliver der såmænd nok rigeligt med arbejde til os alle.

Nej, min største bekymring er derimod den, om disse attråede halv-arktiske kæmpefalke kan tåle alt det rampelys uden at blive ødelagte. De er nemlig allerede i forvejen fuldt bevidste om at stå i endog særdeles høj kurs hos arabiske sheiker med passion for den gamle falkonerkunst.

Hvis man skulle forsone de stridende eneherskere i Orienten, så burde men forlods foruden Nobel's Fredspris give dem hver just sådan en falk som en ekstraordinær mellemstatslig æresbevisning.

Jeg fandt engang for mange år siden en anden jagtfalke-rede langt inde i en ubesøgt afsides beliggende klippedal i Lapland - men den nu aktuelle falk kom af vanvare i marts til at bosætte sig nær en turiststation, og valgte så at udholde pinen. Men næste år tænker den sig med garanti bedre om, klog af skade. For så let skal det heller ikke være at blive medlem af denne eksklusive fugls fanklub: Jagtfalkenes samlede nordiske bestand skønnes nemlig at ligge på kun 400 par.

Professor Glob foretog i sin tid som rigsantikvar arkæologiske udgravninger i Barein - og som tak donerede han kongen en hvid islandsk jagtfalk. Dette førte til adskillige forespørgsler fra andre arabiske sheiker til Islands regering om køb af jagtfalk. Men regeringens svar lød - trods voldsomme beløbsforslag - at Islands snehvide jagtfalke kun blev givet som en særlig æresbevisning og ikke var til salg for ussel mammon.

---------------------



 Kørte flere hundrede kilometer i nat på vej mod en anden jagtfalkerede - selv om jeg ikke engang ved om den er beboet i år. Men falken bor smukt (som en kritiker engang skrev om den noget svage sangfugl, der boede i en operasangerindes bryst) - og samtidig uhyre foto-bekvemt. Så lad os for en gangs skyld være systematiske, som var vi udsendte af The Royal Geographical Society.
 Men ak, det kniber med professionalismen: For efter overnatning i bilen på Stekenjokk-vägen NV Strømsund lod jeg mig driste til noget så fashionabelt som "Pilgrimshotellet" før al civilisations ophør, - hvor jeg med udsigt til Norge indtager morgenmaden og lader det medbragte vente til en anden god gang. Dårlig stil sådan at falde til patten med risiko for at have kørt forgæves - for falkeungerne kan i givet fald meget vel forlade reden netop i dag, for det er hur som helst i 11-te eller endda 12-te time. Og kun 60 km endnu...
 Nej, man burde være kørt direkte i mål og så efterfølgende fejret det - eller også trøstespist - på hotellet....
 Det er ofte den slags små karakterbrist, der forklarer så meget i menneskers karriereforløb: Nu man har bevist at man kan, kan det næsten være lige meget med de sidste praktiske, formelle og sociale (oh, befri os for sidstnævnte dumme rædsel) bagateller, som alle stræberne excellerer i med ganske særlig fornøjelse, som om det var på dem at alt kommer an. Men stræberne har ganske ret: Det er just på dem at det hele kommer an - mens resten har mindre at betyde og om fornødent altid kan plankes ude i byen...

En anden fælde i kølvandet på den allerede klappede består i nu at håbe, at falkene alligevel ikke er der, så jeg intet har ødelagt med min slaphed.
 Men det er ligesom at håbe på, at man ikke ser en bjørn den ene gang man har glemt sit kamera - som om det at se en bjørn lige pludselig kunne gå hen og blive noget dårligt.
 Men på den anden side kunne man også sige, at det ville være dårlig stil sådan at ville gabe over det hele på engang som en mand, der ligger i pendulfart mellem to elskerinder. Jeg fik dog i den forløbne uge så gode falkebilleder, at de næppe kan fås smukkere - om end nok tættere på. Så måske gjorde man alligevel ret i at lade det blive ved tanken for i stedet at give den som en ung herremand på dannelsesrejse.
Og i den forbindelse faldt man forhåbentlig heller ikke aldeles i den fælde bevidst at sætte kunsten over livet - for så forvandles alt skriveriet straks til halvdum småborgerlig karrierestræb til 12 i både Gyldendals og WA's socialpædagogiske Bogklub: For 12 er jo som bekendt ikke godt nok, hvis nu der partout skal gives karakterer....

-------------------
 Kloge folk har rådet mig til knibsk kun at skrive dumme ting på de sociale medier, men dels behøver man jo ingenlunde at sige alt (forkortede piratudgaver i paperback), og dels er det bedre med en dårlig forretning end helt at lukke forretningen.
 Således havde jeg to nætter et helt vandrerhjem for mig selv solo mio, hvilket nok heller ikke var nogen lysende forretning:- meget passende ejet af en italiensk naturfotograf der i sin tid forelskede sig i Norden og flyttede hid - og intet har til fælles med Berlusconi. Han skriver ydmygt og tankefuldt i ledsagende tekster og udgav for et par år siden en italiensk-engelsk fotobog "Mia Suecia" eller noget i den retning.

 Ikke så biologisk sagkyndigt, men reflekterende impressionistisk og ofte rammende. Således skriver han, at vi tilsyneladende behøver det ikke menneskelige for at udfolde og virkeliggøre det menneskelige - inspireret af den spontane glæde og lettelse ved at møde ligesindede omkring en naturoplevelse eller -passion.

 Jeg genkender udmærket den følelse og aha-oplevelse: - nærmest som at blive befriet fra fjendens fangelejre og omsider vende hjem.- Men har ikke selv gjort det til en tanke og erkendelse.
 Sociale medier kan ofte give den stik modsatte oplevelse: For op i røven da med, at nu på torsdag (altså første torsdag i juli, hallo!) kan I alle sammen høre mig fortælle om mit forhold til Thorvaldsens moster, og jeg kan på forhånd sige jer bonderøve så meget, at amerikanerne var meget, meget begejstrede for min bog, og flere japanske forlag står på spring

 Men som med aviserne er det på den anden side også her sådan - at helt uden den art adspredelse eller i det mindste snakken derom keder vi os til sidst lidt og griber os i efter et langt fravær endog at savne den slags en smule.

 Det samme gælder jo undertiden vore medmennesker. Indlandsisen er derimod vanskelig at kommentere, med mindre man er meget sagkyndig - men det tager alt for mange år at blive det, og så kan det være det samme...
Men som allerede antydet ovenfor: dette var naturligvis den helt korte udgave...

ET SPØRGSMÅL OM IDENTITET

 

Konstaterer at jeg ikke lider af prosop-agnosi, idet jeg blev antastet af en mand jeg ikke har mødt i årevis, men ligefuldt straks genkendte. Det faktum at han så heller ikke selv lider af nævnte syndrom, leder naturligt til det følgespørgsmål, hvorledes medlemmer af foreningen for patienter med prosop-agnosi bærer sig ad med at genkende hinanden.

Det gør de så heller ikke, men sørger naturligvs for i stedet altid at medbringe identitetspapirer. Imidlertid vil end ikke kørekort med pasfoto løse problemet, idet patienterne heller ikke formår at afgøre de stereometriske overensstemmelse mellem portrætfotos og fysiske ansigter.

Verifikationen må derfor bero på plausibilitet, idet et antal overensstemmende identitetspapirer må være et argument. Ganske vist kunne de jo være uretmæssigt tilegnede: - Men en person der er smart eller fræk nok til at stjæle eller forfalske identitetspapirer, vil nok ikke bruge dem i en så lidet lukrativ sammenhæng som deltagelse i foreningen af disse patienter. Desuden fremgår diagnosen jo slet ikke af identitetspapirerne, hvorfor selve kendskabet til den neurologiske diagnose taler for, at man vitterlig er den man foregiver at være.

Vor historie opviser en besynderlig parallel til disse overvejelser, idet den mand der antastede mig, viste sig slet ikke at være den som jeg troede. Jeg selv var derimod den han troede - så noget kunne tyde på at jeg med profetisk klarsyn endog genkender ansigter som jeg endnu aldrig har set: omtrent ligesom vi jo også ved, at en ven er en fjende som du endnu ikke har lært at kende godt nok.

Men tilbage til vor mand: Hvis han ikke var sig selv, hvem var han så - og hvordan gik det i så fald til at han alligevel kendte mig? For som sagt lider jeg ikke af prosop-agnosi, og gårdagens hændelse bekræfter det endda. Forklaringen var nu den bizarre, at den pågældende viste sig at være enægget tvilling til den person, som jeg engang for mange år siden af og til mødte, og som uden tvivl var et begavet ungt menneske.

Men selv har jeg ingen enæggede søskende, så hvordan i alverden kunne han kende mig. Han besvarede det ikke ved direkte henvisning til mit fordums journalistiske virke, men sagde blot, at han kendte mig gennem sin bror: skønt de to trods alt ikke er siamesiske tvillinger. Følgelig måtte jeg selv udfylde informationshullet som her antydet.

Nu vil jeg ikke afsløre for meget om identitet; men vor meget talende mand, der tillige opridsede sin livshistorie uden at lægge skjul på smertepunkter, var i den produktive erhvervsbranches idé-afdeling og medbragte interessante koncepter og papirer - herunder også overvejelser om frugtbar brug af forskelligartede personligheder både i erhvervslivet og andre sektorer:- hvor han mente at man kunne gøre en forskel som del af et broget team af vilde kræfter snarere end at blive trådt flad af the sædvanlige flok af demokratiske gæs.

Meget inspirerende. Men bagefter må jeg spørge mig selv, om min gamle bekendtes enæggede tvilling virkelig eksisterer - eller om han mon snarere er endnu et frugtbart erhvervskoncept…Et ledsage-spørgsmål lyder, om jeg mon ikke snart er den eneste, jeg kender, der endnu ikke er blevet tosset...

I en anden forstand er man dog selv den tossede, der med så jomfrunalsk knibskhed kun publicerer en brøkdel på offentlige plads for ikke at ende som rent plagiatobjekt for pop-personligheder med både egen fanklub og betalt spalteplads - men som altså alligevel ikke formår at beherske den tilbagevende inkontinens, hvormed han så konsekvent altid ender med at sætte sig mellem to stole.

Hvad sluttelig genkendelse og anerkendelse angår, kan man frygte at ende som sin kollega filosoffen Peter Zinkernagel, der engang ved lyden af sit eget navn anråbt på offentlig gade til slut vågnede af sin solipsistiske spekulation (for kun en konstitutionel solipsist vil hengive sig til at bevise verdens eksistens) og udbrød: "Åh - det er så sjældent jeg hører mit navn i vore dage: Jeg troede først at jeg hørte stemmer..."