BANK-MANDEN S.U.T OM EUROPÆISK SLIPSE-DAG

Bent Bendtsen og 10 andre medlemmer af hans EU-parlamentariske gruppe foreslår indførelse af en europæisk nationaldag for slipsebærere. Den berømte europæiske bankassistent S.U.T, der jævnligt i medlemslandenes hovedstadsaviser (senest søndag d. 1.11 i Berlingske) forkynder sit forlangende om fremover at blive betragtet og behandlet helt på lige fod med alle andre anonyme bankassistenter - går faktisk altid med slips og hilser derfor dette forslag velkomment. Thi, kommenterer korifæet: "Vel gør en svale ingen sommer, men vær rolige: Sommeren - den kommer..."

Men vi forbrugere er meget klogere, end SUT går og tror - vi forlanger derfor også fortsat i banken at blive personligt betjent af SUT. Vi gennemskuer nemlig straks, at sådan et sublimt poem kunne en helt ordinær bank-assistent jo aldrig nogensinde have forfattet - men alene et sandt undtagelsesmenneske. Ja, med mindre bankassistenten da forinden blev stillet i udsigt at komme på Finansloven.

For vi nøgterne pengefolk har skam slet intet mod statsgaranti for sådan umistelig national kapital - "too big to fail". Og af samme grund investerer vi skam lige så gerne i statsobligationer som i alle andre obligationer. Forretningsfolk har nemlig ikke råd til hverken fordomme, dum forfængelighed eller fanatisme - og har alene af den grund alle dage været de allermest tolerante - og det lige fra de europæiske religionskriges tid: Vi sælger således hellere end gerne våben til tumper, der vil lege røvere og soldater i Kardemommeby - men det omvendte er endnu aldrig set.

Men frem for alt: Vi forretningsfolk skilter aldrig offentligt med vor anonymitet – hvorfor vi en allersidste gang må minde S.U.T. om de strenge regler for fortsat medlemskab i Organisationen for Anonyme Bankfolk – en ære, der nemlig alt for ofte misforstås som en universel menneskeret.



P.S. Indlægget har været tilbudt Berlingskes redaktion og afvistes som altid prompte uden kommentar, som reglen jo er - hvorfor eventuelle ligheder med senere indlæg sammesteds ingenlunde kan være tilfældige. Hvilket minder mig om engang i fjor, hvor jeg forgæves plæderede for et eller andet indlægs optagelse med at det denne gang da både var et klart avisrelevant emne - og dertil bragte noget nyt. En botanisk binær distinktion, som den samme nybagt redacteur nemlig ved en konkurrerende avis snart efter ærede mig ved at genbruge i en artikel om debattens vilkår...

SØRINE GOTFREDSEN, CHR. BRAAD THOMSEN - OG POLITIKENS VENNER

Christian Braad Thomsen retter i dagens Politik det selv samme skyts mod pastor Gotfredsen, som man med samme ret har kunnet rette mod hendes åndelige fader på Jorden lige siden i hvert fald 1992 (om end der utvivlsomt findes endnu tidligere svar på denne tiltale i luthersk byde-måde).
I forbifarten tillader Thomsen sig at under sig over Politikens storsind over for Krarup-folkets flittige pennevenner.
------------------
Men at Politiken således ligesom alle andre aviser med selvbevidsthed storsindet gerne tildeler en trods alt ikke overkvalificeret modpart megen plads, er universelt - og psykologisk smart.- Men som med megen anden ros og pris skal man beherske den lille regnetabel for at kunne se hvad der står mellem linjerne.

 På samme vis er skribentens modige kritik af avisens storsind en universel fiffighed - fordi den naturligvis ikke vil blive taget spor ilde op, men blot giver instansen en smigrende lejlighed til yderligere at demonstere sit storsind over for så modig kritik.

Men sandt storsind skal ikke - lige så lidt som kjerligheden - sådan "demonstreres" på offentlige dyrskuer - nej det skal i givet fald findes hvor kollektivt begavet, dannet og formuende creti og pleti aldrig finder på at lede...
Og storsindet ligner således heri tillige den så opreklamerede skrivekunst, som både Blixen og hendes far rettelig havde et ambivalent forhold til.
Men i vor betragtning om det sande og skjulte storsind tvinges vi således til et stykke ad vejen alligevel at give damen nogen ret ....Og Shakespeare mente vist nok noget lignende.

Man kunne endda videre og sige, at vi i grunden alle kun elsker vore nemmeste "fjender" - og gerne med kjerligt artelleri der efterhånden er lige så gammelt i gårde som fjenden selv: men heldigvis i bedre stand end vort lands gamle Haubitzer-kanoner i henhold til samme avis. For også vi behersker høflighedens tarvelige kunst....

P.S. Vor ofte skal man publicere sit skriveri?- Jeg ved det virkelig ikke, for jeg tilhører den eksklusive type syndere der angrer, både når de tøver og når de en sjælden gang handler - og det sågar også når det gælder deres bedre gerninger.
Kald det gerne frygteligt udansk: Men det lyder da i hvert fald flot....

OM MEDIERNES SANDE TILSTAND - med PRÆLUDIUM om CHRISTIN EGEBJERG samt EFTERSPIL

CHRISTIN EGEBJERG OM DANMARKS FREMTID 

Politikens kronik 7.10 af Cristin Egebjerg handlede om, at ubegrænset indvandring og familiesammenføring med de bedste intentioner i længden måske kan ødelægge og undergrave Danmarks internationale forbilledlighed, ret unikke fortrin og langsigtede globale indsats i rigtigt mange henseender - herunder ikke mindst kvindernes sejt erhvervede rettigheder også i praksis .-

Læseværdig og velgørende fri for klicheer. Og havde tillige et par indslag af personlig erfaring - men heller ikke så meget at det skyggede for overblikket..

Så frisk i sin tilgang, at endog en professionel journalist Anne Grethe Rasmussen (branchens folk plejer ellers højst at rose hinanden) reklamerede for den på Facebook. I den forbindelse priste hun tillige Politikens kronik for ofte at tiltrække de bedste indlæg.

Tiltrække og tiltrække. Det handler vel alene om red. Christoffer Emil Bruuns intellektuelle ærlighed og mod - plus fortsat grønt lys "senkrecht von oben": ganske ligesom Guds nåde i følge de biskopper der selv har erfaret den, dengang de fik embedet - hvorved de nemlig ganske rigtigt (som ordsproget siger) i samme øjeblik også blev tildelt den fornødne fagkundskab til at forelæse om emnet nåde.

Javel, men grønt lys til hvad:

Grønt lys til også fortsat at "do the right thing" - på trods af den herskende mobbe-kulturelle præference for samlebånds-producerede typer med akkurat samme den baggrund, ordvalg, stående associationer og indbyrdes logrende netværk.

"Kronikken" kan kun forblive et åndehul og en oase i nyhedernes ørken, såfremt den ikke ved ubegrænset familiesammenføring fra masse-"undervisiteter", forfatterskoler og debatskoler langsomt forvandles til endnu en megafon for den samme grød af meningsberettigede: Der åbenbart ikke selv formår at leve efter deres eget motto om at fatte sig koncist og efter de mange små bækkes devise, overladende Skjern Å og Amazonfloden til labile og ubeherskede brushoveder på finansloven eller førtidspension.

Kronik-redaktører om nogen bør derfor - udover også fortsat at vælges for deres fortrin snarere end for social tæft - udstyres med generøs redaktionel armslængde: ja, akkurat ligesom med Guds nåde, som jo end ikke en Søren Krarup himself drømmer om at kunne gøre sig fortjent til ved nogen art øjentjeneri.

Om helvede og Ekstra Bladet så er lige så storsindede i henseende til armslængde, skal være usagt. Informations kronikredaktion er det i hvert fald ikke længere.

Og politikens debatredaktør - der synes at mene at integritet er noget med at være velintegreret - er det da vist da heller ikke med sin helt konsekvente brug af auto-svar lige fra dag ét og helt uanset emne og stilleje.

Men hver nat sin godnat-historie - og i øvrigt er det jo endnu formiddag i vor tidsregning. Men det er måske netop vor private tidsregning der er problemet?

OG SÅ BLEV DET AFTEN...

Til deltagerne i et væddemål med yderst delte meninger om, hvorvidt et af mine egne seneste stunts overhovedet ville kunne tænkes at finde optagelse i en dansk avis, lyder omsider dommerens svar:

Naturligvis ikke! 

Og trods følgetekstens vink om at teksten burde tages som en lakmusprøve på den fjerde og så afgjort betydeligste statsmagts sande tilstand, faldt det ikke vor gentlemen of the press ind at svare.

Nej, han sendte som altid gennem årene det (en gang tidligere påtalte) autosvar, som jo over for åndssvage, sindssyge og børn faktisk er en skånsom ordning, der tillader modtagerne et lige så skånsomt selvbedrag - men for folk som mig tværtimod en insinuation af, at man velsagtens tilhører det nævnte klientel.

Proletariatets diktatur (sjæleligt forstået vel at mærke) forklæder sig konsekvent som snart tolerance, snartytringsfrihed og atter snart  åndsaristokratisk tradition og apostolisk successsion tilbage til personer, som de typer ikke hat meget andet fællesskab med udover selve matriklen. Ja, altså bortset fra de berømte 2-3 procent af vor arvemasse, I ved nok, som åbenbart gør en vis forskel.

Historiske "faderfigurer" som man ligeledes ville have sparket og spyttet på, hvis man havde fået lov - hvis ikke man da lige havde fundet mere profitable og bredere respekterede alternativer end den mest nærliggende ungdomsbande. Psykologien er den samme.

I mit høflige ledsagebrev nævnte jeg, at også den ansvarshavende chefredacteur vel havde ret til at informeres om vor lakmusprøves udfald. Dette vink med en vognstang toges velsagtens som en terrortrussel:- og folk af integritet (hvilket i henhold til vort dansk-kursus betyder velintegrerede folk) bøjer sig ikke for den slags.

Tværtimod: Lige som ved Muhammed-tegningerne vælger vi altid som en æres-og principsag at sætte trumf på. Så kan de lære det...

Inden for standen hersker der imidlertid omerta; og den der ikke forstår dette, omfattes med en smule medlidenhed, men oftere af skadefryd . Den første gruppe vil typisk forsvare og prise standens og især de navngivne persones hæder. Ubetinget indbyrdes beskyttelse er imidlertid allerede en farlig uting: For det betyder jo, at selv hvis nu nogen undtagelsesvis med god ret beklager sig, så stemples han alene af den grund som illoyal og persona non grata. Og det rimer hverken på Brandes. Hørup eller Outze.

Og har I forresten tænkt på, at når folk i standen således tier og lader sig styre af frygt for også selv uden rimelig grund at havne i kollektiv unåde: - da fornærmer de i grunden alene derved de stedlige standspersoners og kollegers ellers så ukrænkelige integritet langt dybere, end nogen kunne gøre det ved i god tro at beklage sig i fromt håb om enten et ordentligt svar eller bedre vejr.

Ja disse ord blot for at demonstrere, at et selv et inkarneret utyske som undertegnede meget vel formår at begå formelig chefredaktionelle faderlige armbevægelser og moralske besværgelser på civiliisationens vegne under påberåbelse af besnærende besindighed og moden livserfaring. Heraf kan I måske lære at være mere lidt mindre blåøjede fremover.

----------------------------------
Men omsider kommer så vort omdiskuterede lille stunt, der nemlig er underholdende i sin egen ret, men åbenbart som sædvanlig for godt til læserne. Om det som hovedsagen burde være bragt først, er ikke let at afgøre. For hvornår noget er hovedsagen og hvornår en biting, er vanskeligt at afgøre, ganske som en dygtig hærfører jo undertiden ender med at overhale sin foresatte og sende ham på pension.
Hovedsagen kan derfor ende som, hvis ikke ligefrem et påskud, så dog blot et præludium. Men alligevel: Den der ler sidst, ler bedst. Så please fasten your seat belts

"MORSOMME FYRINGER: om mediernes humor - og livets...

Radio 24syv viste forleden et indslaget om fyringen af en drikfældig medarbejder, der så truer med at kalde Lisbeth Knudsen til sit forsvar. Desto mere aktuel efter både Suzanne Moll's og Mads Brügger's efterfølgende fyring sammesteds – samt Lisbeth Knudsens samtidige afgang som chefredaktør for Berlingse Medier.

Aktørerne gjorde det med morsom sans for overdreven selvfølelse. Men noget bliver ikke morsomt i sig selv (uden karikatur) af at være "aktuelt" eller af at handle om kendte mennesker. Hvis nogen ser indslaget om en måned vil derfor kun få le. For selve motivet: at den drikfældige samtidig kan være uhyre bevidst om egen uundværlighed - samt at der kunne ligge helt andre grunde bag fyringen - kan nok stadig invitere til smilet, men er jo ikke i sig selv morsomt.Tillad mig at give et i flere henseender stik modsat eksempel på genuin humor. Et eksempel der stiller nutidens typiske forhold til humor i perspektiv.

FORLEDEN besøgte jeg en 81-årig gammel nær ven på plejehjemmet, hvor han er havnet grundet en fysisk invaliderende blodprop. Han kom i tanker om et af sine stunts i sin tid som lærer i Folkeskolen. Ja det var den gang personlighederne heldigvis endnu var spredt ret tilfældigt ud i både landskabet og job-landskabet. Ja, det er de nu nok stadig – men det er en anden historie...

Men i hvert fald: Han havde i et dødsbo fundet en taske med værdiløse gamle tyske mark fra depressionens tid i 20-erne. En dag han var gårdvagt, sagde han til eleverne i sin klasse:

"Er I ikke også dødtrætte af at være her på skolen? Vi stikker sgu af fra skolen alle sammen. Gå over i banken i spisefrikvarteret og få de her tyske mark vekslet: De har tilhørt en tysk bankrøver, som omkom af sine skudsår, men som jeg forsøgte at hjælpe for gammelt venskabs skyld. Men I må ikke fortælle det til nogen, for så tager politiet pengene og sætter os alle sammen i fængsel. Derefter går I ind så i en tøjforretning og får jer noget nyt tøj, og så rejser vi allesammen til Hawai i morgen eftermiddag."

Bank-personalet havde skreget så meget af grin over børnenes troskyldige valutariske ærinde, at bankens tag løftede sig. Stadig hylende morsomt mere end 20 år efter,, og stadig komplet uaktuelt - ja så uaktuelt at det endda omfattede brug af i en menneskealder ugyldige tyske mark.

Tidens og mediernes humor er i dag typisk fikseret på hvad kendte og indflydelsesrige folk senest har sagt og gjort. Men når virkeligt morsomme folk af og til havner på tinge, så sker det nok ofte ved en tilfældighed eller netop for sjov. Nogle af vore ældre politikere var derimod rigtigt slagfærdige - men de havde så også typisk en langt bredere menneskelig og arbejdsmæssig erfaringsbaggrund.

Mediernes hovedkriterium - forhåbentlig med plads til endnu levende undtagelser både blandt medier og bidragydere – er: "Hvem har sagt det, og hvem handler det om?" Hvis en professor eller kendis har sagt noget helt ordinært eller det der er værre, citeres han som ekspert. Men hvis en ukendt eller uautoriseret ser og fortæller noget lovlig dybt, er det omtrent anstødeligt.

Det sande humor bliver derfor næsten en provokation mod den fjerde - og afgjort betydeligste - statsmagt: For intet er den sande humor mere ligegyldigt end just spørgsmålet, "Hvem har skrevet det?" og "Hvem handler det om?"

Med Chaplin's film "Diktatoren" var det en anden sag - og så alligevel ikke: For læg mærke til at Hitler og hans mere menneskelige dobbeltgænger i filmen surrealistisk fremstilles som menneskelige muligheder og som en slags enæggede skæbne-tvillinger. Atter et poetisk og universelt blik, som er den videnskabelige, dokumentariske og detektiviske sporhund væsensfremmed.

Men der gives vel undtagelser? Jo da – så men også de fyres vel nok til sidst – med deres menneskeligt forståelige drikfældighed som bekvemt påskud...

YTRINGSFRIHEDS-JUBILÆUM

Det ligner en falliterklæring i stil med islamisternes egne forudsigelige galvaniske reaktioner atter at prædike om ytringsfrihed på en dag, hvor dette emne har et dansk jubilæum som folkelig fornøjelse. 

Ja, for at gentage sig selv i den grad burde om ikke forbydes, så dog stilles i gabestokken -  med mindre man i det mindste forsøger at udsætte temaet for bare en smule Goldberg'sk variation - om så også for denne ene gangs og jubilæets skyld. Sandt at sige har emnet kedet mig en smule omtrent fra dag et, og jeg har da også kun en enkelt gang eller to for snart 10 år siden skrevet lidt derom - forresten lige efter en rejse til Damaskus, thi således var tilfældighedernes timing. Og fisk bør altså serveres friskfangede.

Men den debat er blevet både en profession, en personlig karriere og en livsstil - i begge lejre. Så længe den ene lejr finder det sjovt og givende at fremture, vil også den anden lejr finde det sjovt og givende at fremture. Freden kommer den dag, den første part kaster håndklæden i ringen af lutter kedsomhed. Ikke forstået som et nederlag, men som en sejr over sig selv.... 

En anden løsning ville være hvis den ene part kunne få den anden til at le - eller hvis de kunne finde sammen om en fælles modstander, lige fornærmelig for begge parter...

Tror folk virkelig, at Voltaire var lige så kedelig og som en tibetansk bedemølle, en chefredaktør eller en lige så let fornærmet skægabe i en minaret? 

Ja, for det sjove er forresten at selv yderst respektable mennesker reagerer akkurat som imamerne, når de udsættes for et kvalificeret smil.

"Men her til lands skyder vi altså ikke folk, nej vi liker i stedet deres gennem-socialiserede hjerner til fiskefars, hvilket er Ironi og en helt unik vestlig kunstart helt fra Sokrates og Jesu tid - og denne helt afgørende forskel kan altså ikke bagatelliseres med et smart litterært grin". 

Åh ja - men måske kan den nu alligevel netop bagatelliseres: For den eneste grund til at ikke også vore honoratiores lader fornærmelige folk skyde og hænge, er den bureaukratiske bagatel, af at det desværre endnu er forbudt. - 

"Dann haben wir aber andere Methoden..."

Men stadig er det nok ingen god ide med karikaturer over hele linjen - for allerede sandheden er skam rigeligt slem og ilde hørt. Og flere tegninger tages bare jo som påskud til liv i gaden af arbejdsløse unge muslimer og deres guruer: Egentlig en helt normal adfærd i mangel på nytårsaften.
  

Men alle har vi til gengæld nu i demokratisk ånd fået lov at skrive de samme to meninger udsat for blokfløjte og trampolin gennem ti år i aviserne - lidt ligesom ved disse kammeratlige invitationener i socialt regi, hvor de indkaldte skal bruge halvdelen af tiden til at præsentere deres sørgelige levned for hinanden.

Og "Vestens humor" - ville fortsat være en glimrende idé....

Hvis jeg således skriver tilstrækkelig meget om emnet ytringsfrihed, selv om det keder mig gudsjammerligt, fordi alt væsentligt herom jo kan siges på få linjer - får jeg mon så også en Ytringsfriheds-pris for at få mig til omsider at holde inde?

Javel - men hvad nu hvis ingen gider trykke lortet?  Ja, så får du naturligvis ingen pris, helt uanset hvad og hvor meget du har skrevet - anderledes kan det jo nu engang ikke være. For der er jo dog nok en grund til at folk helst vil have deres lort trykt. Men vil det så sige,at jeg kan skrive lige hvad jeg vil, bare I andre så til gengæld kan hindre det i at blive trykt i mit eget navn?

  Ja, nu ser det omsider ud til at du har begrebet en smule af verdensordenen. Husk aldrig at fornærme nogen - hvilket oversat til nu-dansk vil sige: Sig aldrig sandheden. Men langt vigtigere: Væk aldrig jalousi og misundelse: Men så vil vi til gengæld ovenikøbet prise dig som et umådeligt sympatisk menneske.

 Men hvis du nu brokker dig over verdensordenen, så fratager vi dig sågar til sidst endog din ytringsfrihed. For ytringsfriheden er så lidt som humorens nådegave og dansk statsborgerskab nogen medfødt universel menneskeret, men en gave og en hædersbevisning fra samfundets side, som ingen sådan kan indstille sig selv til eller gøre fordring på.

Jo, vi ved skam godt  at endog Jesus skamrides som banner for ytringsfriheden som en ubetinget menneskeret. Ja, hvad profeter dog ikke tages til indtægt for... Men langt mere mere uhyggeligt er det dog at blive citeret helt korrekt, fordi sandheden jo alligevel som ved en naturlov altid forfuskes og forvandles til sin egen karikatur af velmenende disciple og selvbestaltede arvinger under stor applaus - både blandt skriftkloge og fra den oplyste almenhed.

Men kom nu ikke og sig, at I skam hverken ligger under for censur eller selvcensur - for det er lige hvad de fleste gør fra morgen til aften. Også på de sociale medier.


Nej lad os hellere tale om grøn El og afgiftsbefrielser. El-prouktion ved jeg endnu mindre om end ytringsfrihed - og bliver derfor altid en smule skeptisk, når jeg støder på folk der omvendt er helt sikre i den sag, og på at vi i Pacemakerne's æra allerede lever i den bedste af alle mulige verdener, hvad elektrochok angår.

Ja, for hvis det hermed forholder sig som med den grasserende og opreklamerede alfabetisme, der ville kunne bringe ikke blot vore sidste ærlige bønder, men også en ny Shakespeare til at flygte til København fra hus og hjem med alles bifald og helt uden barbarisk skarntydesaft - så står da det rigtignok lige så galt til med elektriciteten som med det, der noget misvisende kaldes "stil", som om stil var en art herremode.

Ja, for på sidstnævnte felt kan der nemlig omvendt godt snydes på vægten. Som dengang en italiensk plattenslager solgte mig en samling nyt Armani-tøj til spotpris, idet han angivelig alligevel var på vej hjem fra en international messe, hvorefter kostbarhederne ville blive kasseret eller givet til de ansatte.

Vist var det da ikke Armani, for heller ikke det har jeg spor forstand på - men alle de der havde, kunne til gengæld ikke skrive og fik heller intet at skrive om - hvor højt de så end lønnedes for hvad de stolt anså for "rigtigt arbejde".

Stylister er til for at behage bedre folk, mens stilister omvendt er til for at plage bedre folk, der bærer det med pokerface under den største græmmelse. - Sådan er det bare, og sådan har det vist altid været, i medfør af en underfundig Bohr'sk komplementaritet. For ganske som man i henhold til Voltaire bør nøjes med at passe sin have, så kunne vi jo fremover nøjes med at more os over vore egne profeter og imamer...
Pøj-pøj med det!

JOSEPH CONRAD

JOSEPH CONRAD

polak (under russisk regering) forældreløs som 11-årig, selvmordsforsøg efter mislykket karriere på kasinoer, dernæst sømand i den engelske handelsflåde en snes år. Sen forfatter-debut og helt uden "relevant" uddannelse. Og til sidst Nobelpris, før den slags blev mode.

Et intimiderende brilliant engelsk for invandrere - men fremfor alt: Sprog er ikke sprog, Jørn Lund og "fråga Lund". Nej, "sproget" er hele denne symfoni som oversætterne siden må bakse med på  deres egne sprog i snæver forstand.

Handlingen hos Conrad lader sig altid fortælle kort - men at gøre det efter første gennemlæsning er en kraftanstrengelse, fordi der undervejs er et sådant mylder af drømmende og vise associationer, der "stritter i alle retninger" (en autoritativ kliche blandt så mange), og som langt fra altid forklares; dertil mange besynderlige sideskæbner - ofte kun i indskudte passager i forbifarten; samt meget omstændelige fortællere i fortællingen. Endelig ledemotiver, der kun opdages ved tredje respektfulde gennemlæsning.
Hvorfor? Fordi så mangfoldigt er livet, så komplekst er sindet - og hvem kan sige hvad der er "relevant" for hvad i det lange løb?

Ting der lader sig læse i første hug, skal man måske oftest slet ikke spilde tid på - men det modsatte er naturligvis heller ingen garanti. Og netop derfor kan folk småborgerligt altid let afvise ubekvemme ting som enten vås eller pjat - uden dog at turde eller kunne begrunde det andet end ved det tavse flertals dorske tyranni.
---------------------------------
Til sidst et enkelt eksempel på Conrad's digressioner. Undervejs fortælles, at hovedpersonen sømanden Jim en kort tid som skibsproviantør havde et job, der i kedsommelighed kun overgås af salg af forsikringer. Derfra associeres nu til en mand, der forliste under forsøget på at redde en druknende kæmpekvinde over i en redningsbåd fra en synkende damper. Samme mand havde nemlig en tid forestillet sig en himmel på landjorden grundet en anden kvinde og herunder drømt om alle mulige jobs - men han endte alligevel med at sælge forsikringer. Indtil han - forstår læseren - altså atter stod til søs...
Første gang troede jeg at slut-ordene "But it came to canvassing in the end" hentydede til lig-lagenet. Men (med muligt forbehold for en bevidst dobbelthed her, som mere engelsk-kyndige må belære mig om) så menes her altså bare, at den uheldige helts korte land-epoke endte et hak mere kedsommeligt end en tilsvarende kort fase i Jim's eller så eventyrlige karriere.

Alt sammen blot fordi Jim's korte fase som skibsproviantør i sin kedsommelighed angivelig kun overgås af jobbet som forsikringsagent: "insurance canvasser". Og det der så berettes om denne lejlighedsvise broder og overmand i arbejdslivets kedsommelighed, har endda slet intet at skaffe med bemeldte job - hvorom der jo netop intet interessant var at sige.
Nej, men samme person var heldigvis for os andre ganske som Jim en fantast og forliste sidenhen på sin egen mindevärdigt barokke måde: Ganske som også Jim ender med et heroisk forlis - der i sin tur skal råde bod på et tidligere herostratisk tab af ry og äre.
 Med andre ord: Aproposet for den lange passage er helt "accidentielt", men bliver springbrädt til en eventyrlig historie helt i sin egen ret. Men den historie indeholder så til vort held en ejendommelig parallel en miniature til Jim's historie. Og sådan er Conrad hele vejen igennem.

Hvor mange der tvangsmæssigt straks tilsluttes sig Conrad's genialitet ("han er jo en klassiker"), ville ikke stejle over enhver tendens af samme art hos os dødelige - og lovprise helt banal praktikantprosa for dens "veloplagthed"og hvad det nu ellers hedder blandt tilbederne af den røde tråd.

Naturligvis med forbehold for særlig fortærskede tricks (som alle straks liker i  flok) såsom at starte med en anekdotisk detalje midt i historien: "Den morgen havde han tænkt meget på, hvad han skulle købe til sin hustru i fødselsdagsgave, og det blev ikke meget bedre af, at han aldrig havde været nogen stor tilhænger af fødselsdage. Nu ombord på ruteflyet til Damaskus kom han atter til at strejfe spørgsmålet, og lidet kunne han ane, hvilke uhyrligheder han få minutter efter skulle blive det eneste overlevende vidne til.
Som udsendt fra Morgenavisen havde jeg som den første lejlighed til at interviewe ham. Osv.osv.osv." Indtil reportagen omsider er tyret til ende, så vi alle kan konversere opdateret om det samme, indtil morgendagens avis heldigvis atter bebuder et nyt obligatorisk diskussionsemne.

DEN FRANSKE REVOLUTION OG HENRIK DAHL

ELEVDEMOKRATI  i følge HENRIK DAHL

Harley Davyson gør sig morsomme jeronimus-betragtninger over de slående ligheder mellem umættelige børn og voksne venstreorienterede med masser af radikale krav og ideer til en bedre verden - men langt mindre disciplin, konsekvens og offervilje.
Naturligvis indhøster han også snusfornuftige mere end ungdommelige indvendinger - vel nok især fordi de objektive alternativer mellem f.eks. fri bebyggelse ved skov og strand eller ej jo ikke kan vurderes alene ud ud, fra hvem der gider slås for dem.
-------------------
FOR i så fald kunne man skrotte omtrent al politik, for i en vis forstand kunne man jo sige: "Hvem andre end en flok just kønsmodne gymnasiaster gider dog lege voksne og bruge dagevis på "ligeværdige" offentlige debatter med rektor og den (trods hustruens forsikringer om det modsatte) knap så retorisk blomstrende viceinspektør om, hvorvidt skolens nye cykelskure for henholdsvis drenge og piger skal ligge adskilte eller klods op ad hinanden."

Det er her altid betegnende og en ekstra emanciperet nydelse at se, hvorledes den ellers altid så højrøstede og verbalt uhæmmede gymnastiklærer ligesom skolens yngre årgange ved disse lejligheder aldrig siger et kvæk, men står stiv som en saltstøtte med en stram militaristisk og noget vantro mine - noget ubehageligt berørt ved synet af al den veltalende ungdom.
Ja, for minder det ikke os historie-bevidste ildevarslende om både den franske og den russiske revolution? Jo, det gør det - men det var rigtignok heller aldrig gymnastiklærerens ide at indføre elevdemokrati, så nu må de asner til progressive og blødagtige snakke-tøjer i toppen rigtignok klare ærterne selv. Og så kan det nok være de til sidst kommer krybende og beder om fysiske midler til til at slå opstanden ned. For de børn får jo, som ham den nye folketingsmand Dahl siger, aldrig nogensinde nok......

P.S. Ting der ikke kan inspirere til ungdommeligt usurpatoriske digressioner skudt fra hoften, interesserer mig i reglen ikke et klap. Det har aldrig moret mig spor at efterligne de voksne, for det jo gør i forvejen både de voksne selv og deres børn - f.eks. ved at skrive noget der lige så godt kunne have stået i en moderne avis: Kort sagt noget som alle og enhver under proletariatets diktatur kunne have skrevet. Men er det ikke det stik modsatte der er kunsten?

OM MORALSK FORARGELSE - I HENHOLD TIL ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN...

VIL DU VINDE 100.000 kr - PLUS EN NAT MED ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN?

Den efterhånden internationale (og ingen socialistsange her, tak) danske journalist Annegrete Felther Rasmussen vækker forargelse ved i BT og ALT FOR DAMERNE frejdigt at stå ved et månedligt forbrug i den klasse som vor overskrift angiver - hinsides enhver art lutheransk sparsommelig syndsbevidsthed, som vi old school kapitalister jo ellers anbefaler og foreskriver med os selv som pragteksempler. Og ejheller fristes hun i den forbindelse til sammenligning med hårdtarbejdende, men ret lavtlønnede sygehjælpere osv. osv.
--------------------------------
Dagens "Politik" bringer en stærk helside begået af en Afghanistan-veteran med psd m.m i bagagen. Han har endda været meget heldig, men immervæk tjener han ikke til at kunne forbruge 100.000 af om måneden i jet-brændstof og andet sexet i sit ydmyge civie liv.
Men artiklen er aldeles fortræffeligt skrevet . Forskellen er bare at hvor det ellers er ret vilkårligt hvem der får jobbet som lektor i sociale medier, reporter, højkommissær mm., som en del andre med pokerface og sprognemme ville kunne bestride lige så godt - så kunne den artikel ikke været skrevet af nogen anden. Og dog behøvede han ingen hjælp fra Journalisthøjskolen eller alskens undervisitetscentre. Hvor sælsomt, hvor mærkværdigt.
Men til gengæld må manden nok nøjes med det som alle dage - selv i de gode tider - har været freelanceres lod på den dengang socialistiske avis "Information": Ikke en klink i honorar selv ved flittig og regelmæssig deltagelse i alle formater. Kun den velkendte "gæld" i form af akkumuleret kollegial jalousi, der til sidst lader naturen gå over optugtelsen i form af et lidet gylden, men desto mere socialistisk håndtryk:- typisk eksekveret af en ny drengerøv der får ståpik over egenghændigt at få lov at fyre en der har en del mere personlighed, erfaring og skrivetalent end han selv.

Men altså: Den skrivende Afghanistan-veterans eksempel sætter Anne Grethe Rasmussens overvejelser om enkelte (ret vilkårligt - givet et vist niveau og talent) udvalgte journalisters store månedlige forbrug i relief.
En grund til at "Janteloven" her slår hårdere end mod klassiske rigmænd er nu også den, at det ikke er læserne selv, men redaktionen der køber og betaler just hendes og Georg Metz artikler. Læserne køber hele pakken - og alle freelancernes og gratisternes selvskrevne "nød" tjener derfor til at finansiere de udvalgtes desto højere løn, frie rejser til Langtbortistan osv.osv.
Enkelte journalister opnår så en tværgående eller endda international status - men igen kunne det som ved så meget andet lige så godt have været en del andre (om end jo heller ikke hvem som helst). Man kan derfor bedst sammenligne det med et lotteri blandt de kongelige, folketingsmedlemmer eller direktører i virksomheder med over et vist antal ansatte.

Hvis dette havde været et 100.000 kroners spørgsmål i en quiss, så ville jeg i dag kunne fejre det på et niveau som også Anne Grethe Rasmussen ville kunne være bekendt - ja måske endog med hende som særligt inviteret selskabsdame: atter ret vilkårligt, men naturligvis ikke helt vilkårligt, når det dog immervæk er far her der får lov at betale gildet...


ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN

Udfolder efterfølgende i Dagbladet Information sit syn på folks overforbrug af moralsk forargelse - der nemlig burde være forbeholdt egentlige ulovligheder.
----------------------------------
Jo - det er bestemt et fiffigt jesuitisk argument, at vi i denne verden er nødt til at økonomisere med vor moralske forargelses fossile energikilder og derfor må give positiv forskelsbehandling til egentlige forbrydere - samt til os gratister der ikke formår at skrive uden fra første linje at genbruge alle tidens klicheer, som var der tale om en art Berufs-burka for praktikanter.

Javel, men men hvad så med den gang-besværede dame i mit kvarter, som i et lignende anfald af overbetaling uklog som Kong Lear gav sin datter halvdelen af sin egen mødrene arv – men som datteren kun ved min gentagne indignerede ”dumme-peter”- mellemkomst gider besøge fire gange årligt sammen med sine små børn, skønt hun bor i den samme by. Datteren er jo aldeles lovligt undskyldt - men som sagt lykkes det mig undertiden at appellere til andet og mere end love og menneskerettighederne. Og det skulle der altså nu ikke længere være råd til?
----------------------------------
I forlængelse af din tanke om nødvendige proportioner i vort valg af forargelse kunne man i øvrigt gå endnu videre og se igennem fingre også med indbrud begået af værdigere trængende personer. For ganske som du selv med ubestridelig logisk retfærdigheds-sans bruger din egen overbetaling til selv at kunne overbetale dine fattige, nu ingen andre formår det – med den samme logik kunne indvandrede forbrydere hævde, at ingen da kan forlange, at de i stedet burde stjæle fra deres hjemlands fattige.

JO: Faktisk pacificerede en sydamerikansk lommetyv taget på fersk gerning engang min egen far til stor latter med disse ord: ”Jamen hvis vi nu ikke engang længere må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?” Nej det ikke sandelig let for dem, der sådan må tjene jeres penge selv.

Men læg her mærke til, at den gamle straks overgav sig, fordi han tydeligvis ikke var nogen opstadset småborger, der nemlig ud over ulovligheder alene lader sig forarge af ”personlige fornærmelser”s force majeure: herunder sandheden som den største fornærmelse af alle og derfor den synd, for hvilken der ikke findes tilgivelse hverken hos Thor eller Loke, Hørup eller Outze.

Nej, for småborgeren med komisk certifikat på noget han sjældent virkeligt er, er altid aldeles overbevist om at han har fortjent det hele, uanset statsligt eller privat regi. Og enhver antydning af skepsis udløser derfor straks et solidarisk demokratisk hylekor fra fritidshjemmet hjemme i Vanløse, der lige akkurat formår at stave til ordet ”Janteloven”: For det ord har fan-klubben åbenbart for nylig set i Magasin du Nord'”s fashionable ugentlige idé-magasin.
Nuvel - "tvivlens nådegave” er lige som ”eliten” og ”janteloven” ord, der i medierne konsekvent misbruges af de forkerte:– på linje med ”tolerance” og ”ytringsfrihed”: For er der noget som vi ikke tilgiver, så er det frie ytringer. Men altså, den gamle må vitterlig have besiddet tvivlens nådegave og forsøgte derfor ikke med parvenuens dumstædighed straks at ”forsvare” sig som en anden nybagt praktikant, der dagligt modtager mere end 100 osv. og derfor dårligt har tid til at amme sin egen nyfødte darling - og derfor pænt må bede dig om at kilde din egen darling.

Den gamle var palæstinenser – ganske vist kristen, men muslimer har altså ikke mere patent på terrorisme, end jøder har patent på god humor: og de der praler etnisk af det er kun skabsterrorister, kasserede allerede ved sessionen. – Og han havde oplevet i denne etniske egenskab oplevet endnu et eksempel. Dengang en lærd jøde nemlig spurgte ham, om han da kunne nævnte blot et eneste rige i verdenshistorien, der var opstået i kraft af moral og retfærdighed – da måtte han ligeledes overgive sig til latteren.

I øvrigt havde jeg selv kun fornøjelsen af at hilse på den gamle nogle få gange i voksen alder. – Men da jeg efter sigende var som snydt ud af næsen på ham, kan man kun have forståelse for hans traumatiske chok ved at måtte bevidne en så lidet forløsende forløsning.

Men hør, hvordan var det nu? Den røde tråd var jo emnet ulovligheder - og har vi ikke alle på Hørups demokratiske koran-skole lært, at den røde tråd bør tages med samme letfornærmede gravalvor som Brandes og terroristernes "black box” i Mekka?

OK, - også vi må overgive os og forpligter os derfor til straks at referere noget ulovligt. I går læste jeg således uden at købe noget som helst mindst to aviser grundigt på Van Hauens konditori - hvorefter jeg frækt gik op og fik et stempel i mit kaffe-kort: For ni stempler udløser nemlig en gratis tiende omgang kaffe – helt på linie med andres ulovlige anmodninger om refusion af skat på ikke-eksisterende aktier.

Hvis du ikke godtager dette som en ægte forargelses-værdig og derfor debat-egnet forbrydelse, så bliver jeg så skrup-fornærmet, at udenforstående let kunne tro, at jeg da må være enten ayatollah, ungdoms-professor eller chefredaktør på et større dagblad.

Men apropos forargelse, så forholder det sig hermed som med ”likes”. Det eneste der forarger os, er de ting som vi bare ikke formår at ”like”: for dem ville vi nemlig have haft oplevet i stedet: f.eks. en kanal-rundfart med den store rumfærge.
Hvad sluttelig angår kunsten at skrive, så er det som al kunst slet ingen kunst, når ellers stjernerne og planeterne bare står rigtigt – og honorarets trøstepræmie indgår rigtigt ikke i den ligning. Men skulle dette med stjernerne nu indbefatte evnen og fandenivoldskheden til om nødvendigt at brænde alle broer, ja så overlader vi frejdigt alle broer til småborgeres larmende infanteri.

Og skulle vi til sidst løbe tør for flere broer at brænde, ja så må vi da bare, som Voltaire burde have tilføjet, opfinde nogle nye broer til kongeligt dyrekøbt affyring ved festlige lejligheder – helt uden forventninger om en folkestorm af afatisk selv-dementerende likes.
Endelig er det min tyrker-tro, at hvis alle fremover blev citeret med navns nævnelse frem for som før anonymt, så kunne vi alle nok skønne dag blive overbetalte, således som også vi overbetaler vore undergivne. Og det både her og hisset...

MEDIER - HØG OVER HØG

Efter en sommers betragtelige og velgørende afholdenhed m.h.t. nyheder og emsige meninger om det samme til fordel for større og ofte umælende sjælsdybder - kan man atter få ægte appetit på at tyre aviserne, blot ikke hver dag, for ligefrem sjovt er det nu sjældent.
At anmelde anmeldelser og andre trafikforseelser bør vi afholde os fra. Men selv om de gutenberg-ske klicheer som bekendt er havnet på museeum, så huserer deres gespenst og uhellige ånd nu alligevel ikke mindre end dengang de levede.

I dagens "Politiken" noterer jeg at kronikken (med sin faible for at nurse den næste generation af pålidelige forlagsdirektører og kulturredaktører) lader den unge forfatter Jakob Skyggebjerg udfolde sig sprogligt omkring sine meget ambivalente hjemstavnsfølelser over for hovedlandet, der nok ikke kunne bevilge ynglingen samme grad af sociale mobilitet.
Skyggebjerg bruger et sted i kronikken en journalistisk konstruktion, som jeg senere i samme avis genfinder hos TV-anmelderen Palle: ikke Mogens Palle, for han var jo promotor for bokseren John Bogs - men I ved hvem jeg mener: manden har utvivlsomt et fornavn - for ellers har I da her gaven til manden der har næsten alt...

Skyggebjerg døjer meget ondt på jyske busstationers ventesale og fortæller herom, at "STØJNIVEAUET FÅR ENHVER UNDERBEMANDET DØGNINSTITUTION TIL AT MINDE OM ET SØVNLABORATORIUM".

Palle, (der i mellemtiden har genfundet sit fornavn, som han desværre nok må dele med mig) anmelder forlods for TV filmen "Et smukt sind" om den paranoid-skizofrene stjerne-matematiker Nash. OM skuespilleren i denne rolle skriver Palle, at han "ligner et matematik-geni lige så meget som en parkbænk ligner en Børge Mogensen tremme-bænk."
----------------------------------------------
Selve konstruktionen stammer vist nok fra klassiske amerikanske krimier: Raymond Chandler og omegn. Privat-detektivens maskulint tørre situationsironi, der også har en arv fra den britiske "stiff upper-lip", hvormed den hvide mand må bære civilisationens byrde. Men når det bliver en journalistisk kliche, som ovenikøbet fædrelands-ambivalente unge provo-forfattere med guldskeer proppet i kæften af Københavnske kulturfonde samt Bo Lidegaard, ikke kan stå for at genbruge - så bliver det træls, som de siger i Jylland.

I begge tilfælde er klichen medie-tilpasset ved at bruge størrelser som i mediesammenhæng er etablerede kerne-emner. Børge Mogensens navn kender vi alle; hans tremmebænk måske ikke, men kulturfolket skal nu nok kende den. Og underbemandede døgninstitutioner, jo - og søvnlaboratoriet husker vi fra Trier's film "Riget".
Hos den hårdkogte detektiv er det velgørende med en frisk sproglig brises synsvinkelskift på den barske og urokkelige realitet. Et uventet desilusioneret skift til et andet niveau, der dog intet ændrer på handlingsgangen.

Men hos de to kulturfolk bliver vi medie-afdelingen for hitttegods, og der kommer slet ingen friske briser fra andre virkeligheder eller opfattelses-niveauer. Det surrealistiske omslag der før kaldte på smilebåndet, udebliver til fordel for en naivt selvbevidst journalistisk smarthed, der indbilder sig at have mere til fælles med Forfatter-Skolen end med de øvrige aviser, for slet ikke at tale om alle de der jyder...

Ja, muligvis nok - men er dette nu i grunden også noget at vigte sig sådan med?

P.S. Her publiceres kun en brøkdel af vor redaktions produktion og da altid med svare betænkeligheder - lndrømmet lidt komisk når det eneste vi risikerer er det, som nu engang altid alligevel sker, uanset hvad. For selvtillid er nok fint - men mangel på selverkendelse er endnu bedre....

JUNG OG FREUD - AND A FEW CLOSER FRIENDS..

Et berømt skriftsted i C.G. Jungs erindringer er dér, hvor han fortæller om sit brud med Freud. Arkiv-stærke freudianere såsom Christian Braad Thomsen kan her supplere med sider af sagen, som Jung ikke selv nævner, såsom Jungs uortodokse syn på, hvad lægelig professionalisme byder sjælesørgeren af forbehold i den selskabelige omgang med egne patienter. Men her gælder det altså den episode som Jung omtaler.

Efter at Freud således havde analyseret en af Jungs drømme, tilbød Jung sig at analysere Freuds drømme fra samme nat. Men nej, svarede Freud: "For jeg kan da ikke risikere min autoritet." - "Men just i det selv samme øjeblik mistede han den...." tilføjer Jung med dramatisk beherskelse.

Hvorfor nævner jeg nu dette? Jo, jeg ser daglig på Facebook hvorledes "mænd af ære" lider de svareste og mest barnligt let gennemskuelige kvaler, når de føler sig gået for nær: Enten fordi de føler sig ramt af noget sandt, eller fordi nogen siger noget som de vist meget hellere selv ville have sagt - og endnu hellere publiceret: For de ved udmærket. at havde de selv sagt det, så havde alle applauderet og anbefalet det.

Alle jævne borgere lider nemlig af en forebyggende indbyrdes jalousi, der nidkært vogter over at ingen af deres jævnbyrdige og ligestillede går over gevind og nærmer sig mestrene og autoriteterne i myndighed - ganske som de jaloux vogter over, at mesteren ikke forfordeler dem selv i uddelingen af uforpligtende små skulderklap for disciplenes snart åbenlyst flatterende, snart komplet ufarlige ydmygt supplerende ytringer, fattet i sømmelig korthed, som al selvkritik og jo situationssans byder.

Autoriteternes typiske reaktion består i nævnte situationer deri, at de klapper i som østers med hårdnakkede fortrængninger, som om man havde overfuset med med grove platheder.

Men tværtimod er det lærerigt at se, at når nogen en sjælden gang vitterlig overfuser de store eller i ordvalg går tydeligt under niveau, så vil ærens mænd netop sjældent være sene til faderligt at berigtige dem med den fornødne artikulerede myndighed og beherskelse.

For her får de jo netop lejlighed til i publikums påsyn at give den i rollen som den overlegne herre, der helt uden affekt tilkendegiver for den labile, udannede eller umodne, at der gives uskrevne regler og rummelige, men dog afgrænsede rammer for den gode samtale...

Når ærens mænd derimod stilles over for noget, hvorved de føler sig sat i relief på en måde, der ikke på samme vis bekræfter deres ukrænkelige moralske og intellektuelle autoritet, reagerer de derimod netop typisk, som Freud gjorde over for Jung ved nævnte lejlighed.

Og pointen er nu, at netop ved den stejle og ureflekterede tavshed, hvormed ærens mænd tillige med nogle emanciperede damer forsvarer og beskytter deres sarte og eksklusive hæder som civiliserede borgere, sætter de sig selv ud over rammerne for civiliseret og anstændig opførsel. For når netop en hædersborger udsætter en ellers harmløs borger for stumt uafficeret afvisning af enhver henvendelse, da kan det - modsat bøllens velkendte og jo ofte nærmest kammeratlige grovhed - kun opfattes som et bevidst slag i ansigtet.

Et slag i ansigtet, der i sin tur for enhver god borger at se da kun kan skyldes, at den pågældende ved sin skamløse uartighed hinsides menneskelig værdighed bestemt må have gjort sig fortjent til også selv at blive behandlet uden værdighed. Ja, for anderledes kan det da rigtignok ikke forholde sig!

Til straffen mod den formastelige hører således tillige et tab af omverdenens gunst og respekt: dels grundet den autoritet, som hædersborgeren nyder, men også fordi mange endog mod bedre vidende føler sig bedst tjent med at holde på den hest, der kan tilbyde dem flest sociale og økonomiske fordele og forbindelser - eller blot de rutinemæssige faderlige skulderklap med venstre hånd, der for de jævnere i ånden ofte vil være et umisteligt minde for livet.

Personen som den reelt grovt injurierende ignorering er rettet mod, kan på sin side kun redde sin værdighed ved at erindre for sig selv, at den forstokkede reservations uærlighed tillige med dens brud på al elementær høflighed udtrykker en intellektuel og moralsk afmagt, der i stedet hævngerrigt trøster og forlader sig på både fan-skarens og skæbnefællernes solidariske mur af forbitret kongenial tavshed.

Når jeg overhovedet skriver dette - om end vel som så ofte kun for en begrænset kreds -, er det for at imødegå den vantro skepsis og den autoritetstro enfoldighed, hvormed mennesker, der ikke selv magter at stå alene, og som derfor heller ikke kan forestille sig hvordan andre kan udholde det - alligevel i solidarisk smålighed tilslutter sig den brutale magtfuldkommenheds forfængelige stejlhed og stumhed.

For hvis mennesker viser så lav integritet selv i fredstid og i et retssamfund - hvorledes ville de mon så ikke kunne opføre sig under et mindre civiliseret og langt farligere regime?

Min umiddelbare anledning er den ingenlunde enestående, at en mand som jeg husker som en i sin tid afgjort hæderlig, sympatisk og retsindig humanist, aldeles uimodsagt af hele sin øvrige fan-kreds skamroses ikke blot af de rette grunde - men også af mindre oplagte grunde. Det seneste er således at han af en følger opfordres til at publicere sine hæderlige, men yderst konfliktsky, ofte venstrehånds-prægede, men lige så ofte stærkt PR-relaterede Facebook-opdateringer i bogform.

For dermed insinuerer smigrerne jo i grunden indirekte, at de rette grunde til at prise vor mand åbenbart ikke er stærke og tungtvejende nok til at stå alene, men behøver støtte og kunstigt åndedræt i form af retoriske tilsnigelser samt indirekte uretfærdigheder mod i så henseende anderledes værdige kandidater: der nemlig i sin tur formodes at have så brede skuldre, at de må være fuldt indforståede med, at mesteren bevilges alle de handikap-points han behøver.....

Men ikke nok med det. Da jeg u-indbudt svarede i form af nogle sobre genre-mæssig refleksioner over, hvornår og hvornår ikke noget så spredt og u-fokuseret som et "Faceboook-manuskript" måske kunne tænkes at være egnet også til publicering i bogform - var der ikke en eneste mors sjæl der reagerede, ej heller vor hæderværdige hovedperson selv.

”Folkets kærlighed – min styrke”. Javel, men vi ødelægger mennesker ved at overøse dem med en ubetinget kærlighed, der dog uklogt tillige forsikrer dem om, at kærligheden skam har sine objektive, gode og helt enestående grunde.
For er der da noget at sige til, at personen til sidst må tro: - At hvis han nu alligevel ikke helt skulle formå at leve op til de strenge betingelser, som denne "ubetingede kærlighed" således dog henholder sig til - så kunne han risikere større og anderledes umistelige ting end sin sjæls frelse?

Og grundet denne force majeure er der således ikke længere råd til civiliseret adfærd, når trusler dukker op i form af artikulerede spørgsmålstegn, modificerende bestemmelser eller saglige afgrænsninger af den så rigt tilflydende ros.

------------------------------

Hverken de svageste eller deres mestre læser frygter vel i første omgang denne tekst - så frygt for denne ene gangs skyld hverken KGB og samme autoritets arvtagere, således som langt svagere mennesker frygter havet.

- Nej, betænk hellere i stedet, hvad så uklanderligt noble borgere som dem I daglig lovpriser, egentlig talt ville sige til, at I altså åbenbart anser deres integritets skrøbelighed og niveau for at ligge på linie med KGB's...

------------------------------------------------------------------------------


BILAG: Hermed den kommentar, der helt uventet blev anledningen til ovenstående - og det just i kraft af, at den nemlig slet ikke gav anledning til mindste reaktion fra de personer, som kommentaren var tilstilet.

VOR KOMMENTAR: 

N.G. publicerer nu allerede en hel del i forvejen. Men underkender man i grunden ikke indirekte et menneskes sande kvaliteter ved at lovprise det af de forkerte grunde?

Ej heller denne sentens har (endnu) stået i nogen "personlig" klumme endsige bog, men Eivind Larsen, Jesus og Sokrates publicerede som kendt heller aldrig et ord - så den side af sagen har mere praktiske folks jo så taget sig af. Så fat mod alle skäbnefäller!

 Men altså: Et sammenhængende Facebook-manuskript er allerede omtrent et "contradictio in adjectu", grundet dels hast og løbende betingethed af omverdenens skiftende både anledninger og reaktioner - hvilket desuden ofte er vanskeligt at forene med uhildet dybdeborende sanddruhed: og da ikke mindre hvor just sandheden oven i köbet er uvelkommen – uagtet såvel tværfaglighed som gammeldags faglighed.

Berettigelsen af just et Facebook-manuskript måtte i givet fald gå på, at det var hidtil "apokryft" og henvist til sådan uvelkommen tungetale, hvorunder netop den ulmende brands glødende kontinuitet trods drivvådt ved kunne blive anledning til en borende tematisk kontinuitet, der intet steds tillades at springe over hvor gærdet er lavest, for slet ikke at tale om de velkendte kammeratlige huller i hegnet, som kun kvarterets egne drenge kender – og politiet da slet ikke.

 En sådan modvægts stædige inerti kunne tillige give anledning til frodigere - og dog mere eksakte - billedannelser end ved gængse manuskripter, der nemlig gerne hærges af meget anden kontrol end blot stave-kontrol....

 N.G. er dog nu engang endnu ingen outsider, men tro os: det er skam aldrig forsent - en illusion der også i mange år plagede mig selv, indtil jeg ved en stor og sen nåde blev udfriet af vankundigheden som Biblens Sarah af sin tilsvarende ufrugtbarhed.

Men ros og "like" nu blot ikke N.G. i utide for denne tilstand, for så forhindrer I den jo netop - og det i medför af en genuin Bohr'sk komplementaritet. For børn der elskes alt for meget, ender også alt for ofte efter en fase som misundelsesværdige playboys som ormstukne vrag.

Åh- apropos Niels Bohr: To atomfysikeres brevveksling kan undertiden lede til en banebrydende artikel i et fagtidskrift. Efter 50 år vil man måske også udgive selve brevvekslingen af anekdotiske og historiske grunde.  Men altså en udelukkende afledt betydning - helt uanset brevenes stilistiske kvaliteter.

En serie kjerlighedsbreve er derimod ikke forstudier til en artikel om kjerlighed - her er det omvendt, og derfor er brevenes karakter af netop breve et "sine qua non" for deres senere trykkeegnethed. Sokrates' forsvarstale var heller ikke noget han forresten havde liggende og så lige lirede af en dag for kammersjukkerne som svar på et tilfældigt angreb - Nej, indholdet var genre-specifikt og kunne kun have den form.

 Og således også med et oplagt og relevant Facebook-manuskript. Og alene af den grund er det ikke en helt urimelig påstand, at et sådant derfor kun kan begås af en outsider - eller evt. flere af slagsen, da det jo nu er et socialt medium med kommentarer osv.

For også her er der således tale om en genuint Bohr'sk komplementaritet - ganske svarende til hvad Ejvind Larsen for mange år siden betroede mig: "Hos Shakespeare er det også altid narren der har de bedste replikker...".

Men at kendte og anerkendte folks PR-betonede venstrehåndsarbejder på Facebook i pausen derimod nok kunne både udgives, forvarsles og anmeldes med held, helt uden sådanne genre-mæssige refleksioner endsige forbehold fra selv erfarne store forlæggere,det betvivler vi derimod ikke et sekund. Og hvis det undrer os, så viser det blot at Shakespeare's "Kong Lear" er blevet skrvet helt forgæves - trods at hans 400-årsdag blev anledning til at en overraskende stor skare kongeniale hædersborgere generøst kunne deklamere, at den store mand til sit store held i sin egenskab af den førstefødte var kommet dem i forkøbet.

 . Her er således for tredje gang som hanegal tale om en genuin Bohr'sk komplementaritet. Og Bent Jensen ville således her være en oplagt kandidat, hvorimod Jørgen Dragsdal må nøjes med den brede landevej - netop fordi han vandt i Højesteret.

 ”You can't have everything” .  Åh. sig ikke det, sig ikke det! For det er lige akkurat dette som tilværelsens forkælede enebørn og fødselarer dog insisterer på - og skarer af enfoldige fans bekræfter dem som loyalt bjæffende lænkehunde heri, endnu mere indigneret ømskindede og besatte af territorial jalousi på guruens vegne end denne selv.

Men alt dette er dog i grunden utidige bekymringer. For N.G. erindrer jeg som en bundhäderligog beskeden mand med en veludviklet selvkritik; og derfor ville han aldrig selv foreslå udgivelse også af sin Facebook-produktion, selv ikke hvis dette havde väret akkurat så oplagt som hans beundrer bedyrer.

Ja, for det er jo nu engang ingenlunde den på engang unge og ungdommelige professors eget forslag, vi her har taget som anledning til vore genre-mässige overvejelser:  med störste fare for at gå over åen efter vand ved at göre et helt andet skarn uret end det barn der – salomonisk set – er både det närmeste og det bedst egnede hertil.

"DØDEN I VENEDIG" eller "NOGET VIL VISE SIG"....

"BLOMKÅLS-HÖJDEN"

Efter 70 km ad en smal men velstampet grusvej gik det længe brat opad bakke mod det halv-arktiske. Men blindvejen endte i et Shangri-La agtigt Edensk Have med en nogenledes velstående gård og vrinskende heste forsynet med klimtende klokker i kåde krumspring på sæteren.Uvirkelig frodighed - men det er velkendt at syd-vendte højder er langt bedre end lavtliggende områder til dyrkning. men om der virkelig også dyrkes blomkål, ved jeg ikke.
Midt i det hele ankom i nystrøget hvid skjorte henad midnat en ung mand fra firmaet "Norra Jämtlands Taxi" - formodentlig med husets frue, der vel havde haft et mellemværende med staden Strømsund 150 km borte. Virkede surrealistisk og som en nordamerikansk historisk fantasi om de hæderlige gode gamle dage fra 50-erne, hvor alt gik fremad i et passende tempo: uden at nogen fald helt bag ad vognen undervejs...

INDEN DEADLINE
I går eftermiddags foretog jeg sidste ekspedition langt ud i bushen med rotur akkompagneret af søstærke myg over en ret stor sø for at gense mine ørne - men uden held.
Til gengæld var vejret ypperligt til kontemplative landskabsfotos såvel som til min vanlige skovsanering at rydde småraner besatte af social mobilitet rundt om aldrende skovfyr, der helst skulle leve et par hundrede år endnu.
 For også her gælder læren om gyngerne og karusellen - kan man gøre nytte, nu sensationerne ikke vil indfinde sig, er slet intet spildt. Og begge mine tidligere fotografiske ørne-seancer sammesteds varede i øvrigt under ét minut: Dyrekøbte nydelser i stil med russisk kaviar og nattergale-tunger - eller jagt på helgenkårede yndlingsløver og nationale turisttrofæer.


CHAPLIN...
Midlertidigt strandet på et af Laplands få mere luksuøse hoteller, hvor man selv uden at overnatte, i restauranten kan blive behandlet som en eksklusiv europæer selv med begrænsede midler - da personalet velsagtens går ud fra at man bor på stedet. Lidt som Chaplin som blind passager ombord på krydstogtskibet.
Dvs. man scorer deres rabatter og generøsitet, fordi man antages at have købt den store pakke på lige fod med den velbeslåede tyske pensionistgruppe, som man just har konverseret på vort lokale swahili. Kaffen er således næsten gratis, i modsætning til drinksene som man overlader til de andre. For ens ædruelighed tolkes som et moralsk og mentalt overskud og ikke som nødtvungen påholdenhed.
Sandhedens time bliver dog sølle overnatning i bilen i regnvejr på den videre færd sydpå - for det kan vel ikke have sin rigtighed, at man nu også skal betale for at kunne nyde sine natlige mareridt, der dog hidtil har været gratis. Ja, man har sine principper og må vælge sine luksuøse indslag ligesom sine krige: dvs med omhu.
Og under det tvungne motto "hellere fattigfin end vor tids luksusplebejere, der i ramme alvor mener at "tjene deres penge selv", blot fordi de har sat sig grundigt på det hele med deres profitable kammeratlige monopol-aftaler. Men bevares, friheden har nu også sine fortrin, og man bør lære at nyde de fortrin som man dog har, snarere end de ti fugle på taget, som man må nøjes med at fotografere.
Så meget som en bil havde Chaplin ikke engang at falde tilbage på, så man skal som sagt ikke klage. Nattekørsel i de blå timer er dertil afgjort bedst, for da er det man har chancen for at se en bjørn eller los: Om dagen sker det aldrig.
Og skulle man i søvne køre ind i en anden nattebilist, er der ingen der ser det før man er over alle bjerge. Offeret overlader vi generøst til de lokale barmhjertige samaritanere, der nemlig ikke ville bryde sig om at blive overhalet indenom af en luksus-turist med sådanne forfængelige idealistiske fritids-griller.
For profeter og guruer hader som bekendt oftest hinanden af et godt hjerte og slås med næb og kløer om de få jobs i branchen: Og taberne i denne kamp kalder de i kor dovne og uduelige. Men der gives dog her to skoler, hvoraf den progressive - mod betaling - humant holder på, at staklerne skal sikres et rimeligt eksistensminimum, bare de bliver ved deres læst uden at genere de arbejdsomme. Hvorimod den modsatte skole ikke garderer sig med den art moralske kvababbelser.


OPDATERING
Den eksklusive gentleman, der tydeligvis ikke har tid til at holde fri for den hvide mands byrde, sidder (ikke ligger - nej da, for så fine folk sover aldrig) sørme stadig nu til morgen på hotelfoyerens yderst magelige sofa med nogle seriøse og sikkert svært læselige papirer lagt frem på bordet som tegn på, at han ikke bør forstyrres med verdslige næsvisheder såsom det spørgsmål, om han nu også bor på hotellet.
Men hvis nogen i personalet alligevel vover at stille spørgsmålet, vil jeg i første omgang ikke bede om navnet på hans chef - for sæt det nu var chefen selv.
- Nej, hellere vil jeg svare som den svenske halvtids-forbryder, der fortalte mig, hvorledes han i sin tid som havnearbejder engang stjal en last med fotoudstyr og dernæst kontaktede en foto-grossist.
Foto-grossisten spurgte ham noget retorisk (ja, for en frugtavler henvender sig vel ikke til en foto-grossist?): "Jaså Ni är inom optik-branchen?" - "Ja, men bara tillfälligt..." lød svaret. Og så var der vel ingen grund til uddybende spørgsmål...
Men kl 8.00 er der frukost - og ingen bartender vil afvise en af byens notoriske platugler, når denne af og til møder op som fuldt betalende kunde med penge på lommen og endda format til at bevilge lejlighedsvise drikkepenge under drabelige fagter og gebærder samt ekstravagante roser fra en international kender af branchen til det store hus: Det ville simpelt hen være uprofessionelt.
Måtte henad midnat krybe til køjs ved hyttens primitive pejs totalt udmattet i alle lemmer. I formiddags ville heldet og en smule tilegnet forstand, at jeg lige akkurat nåede tilbage til køretøjet under en en tilstrækkelig lang pause i et særdeles vedholdende regnvejr - af den art der også kan give biler alvorlige startproblemer...

UDSIGTEN FRA BUSINESS CLASS
Sådan lever vi rige - med sorte boys, der hilser pænt mens de fejer gulv. Men også drikkepengene er sorte, og vi skyder ingen løver her.
Som hotelgæst har man allerede betalt "frukost" - men nej, med så professionel betjening og formidable forhold insisterede man på at betale som en gestus og en hæderssag. På den måde fik vi også inkluderet det med overnatningens hvordan og hvorledes diskret ind under gulvtæppet. - Og vil derfor fremover blive husket som en international hædersgæst og gentleman fra før verden gik af lave: Die Welt von gestern.
Men nu videre sydpå uden anden luksus end den man selv producerer..Det skulle ikke være så svært - hidtil er det da gået ganske godt, ikke?

OBS: ADRESSEÆNDRING!
Har nu besluttet at slå mig ned her på hotellet for good som rentier - et godt og solidt arbejde der passer for ansvarlige borgere i moden alder. Og også likes må her regnes som renter, så hold jer endelig ikke tilbage fremover - for nogle må jo nu engang holde hjulene gang.

SANDHEDENS HÆVN...
Allerede den helt unge Blixen legede med den ide, at hvis man løj, kunne skæbnen hævne sig ved at gøre ens løgn til sandhed på uventet og lærerig vis.
Sagde jeg ikke i går, at jeg agtede at slå mig ned som rentier her på hotellet? Ak, på trods af at jeg i mellemtiden har kørt langt over 400 km, er jeg således på mystisk vis atter tilbage ved start, skønt jeg burde være nået langt sydpå.
Hvorledes?
Ak med den samme træfsikre uopmærksomhed på de praktiske detaljer, hvormed jeg tidligere på min færd glemte min benzintanks låg på en benzinstation - således opdagede jeg i morges ankommet til Strömsund i Jämtland, at ledningen og adapteren til denne pc mangede. Kort sagt igen jordforbindelsen til vort ekstravagante og utidssvarende pikareske åndsforetagende helt uden enhver plat redaktionel rygdækning.
Den lokale elektronikbutik havde lørdagslukket, så i stedet for det nok mest fornuftige at satse på Østersund (hovedstaden længere sydpå) valgte jeg det helt sikre at vende tilbage - dog denne gang ad den bedste og mindst eventyrlige vej.
For det samme beløb kunne jeg velsagtens have overnattet helt legalt og bekvemt natten før, men jeg kom således virkelig til at ligge som jeg havde redt.
Kendetegner det ikke Guds sande børn, at de altid straffes prompte for synder, som de fortabte får helt grønt lys til - velsagtens efter devisen:"Lad bare de asner løbe linen helt ud - min gode kollega skal nok tage sig af dem i tidens fylde!"
Denne verdens hyppigste selvbedrag både i det kommercielle og det kulturelle liv lyder: "Der er jo nok en god og fornuftig grund til, at det går lige netop mig så godt, ikke sandt?"
Men her på hotellet for tilværelsens sande excellencer og hjemløse hylder vi alle alle den stik modsatte lære: "Kun de bedste kan udholde mosten uden at blive sindssyge - og kun de bedste hidser sindene i den grad, at pæne borgere virkelig nænner og gider plage dem sådan."
På den måde havde Marx vel ret i at vi mennesker indretter vort verdensbillede efter hvad der passer os bedst ud fra de materielle kår og kort, vi er blevet givet: Elsk din skæbne - men giv den gerne en klædelig forklaring.
Nedenstående foto af en af Strömsunds talrige indvandrere med mit køretøj i forgrunden er taget et minut før min bekostelige fadæse gip op for mig, da jeg satte mig på det et nærliggende konditori med min PC.
Endnu engang sandhedens hævn, fordi jeg straks skulle gøre mig til bedste over en tilsløret og mørk kvinde, der intet aner om Jämtlands bjørne: For hvem var det egentlig talt, der denne gang var helt ude i skoven - og hvem af os to var det, der havde mest anledning til latter?
Men man må så til gengæld lære at elske Satan, ret forstået, som Blixen også sagde - og det være hermed endnu engang gjort.
Hvis nogen betalte mig for mine rapporter, ville de straks blive plattere, fiksere og simplere - men til gengæld ville det være rigtigt arbejde i henhold til alle kloge folk lige fra Saxo til LA..
East and west skall never meet, som Kipling sagde.
Men derfor kunne nogen nu alligevel godt sende nogle penge:sorte eller hvidvaskede - jeg er ikke den der spørger om tingenes yderste årsager....

"DØDEN I VENEDIG" eller "VED FROKOSTEN" eller "NOGET VIL VISE SIG"

Forbemærkning:
Ganske vist hedder det jo ofte "UDEN TITEL". Men vi hædersborgere kan nu engang bare ikke få titler nok anbragt på vores personlige CV. Ja, lige bortset fra at jeg nu endnu aldrig har set noget "personligt" CV....
Men akkurat det samme gælder udødelige tekster, at de med fordel kan forsynes med adskillige lige uundværlige titler:- for her på hotellet kilder vi ingen darlings, med mindre de altså betaler os for at kilde dem under fodsålerne før morgenbadet.

---------------------------------------------------
DENNE reviera-stemning sammen med velbeslåede og velholdte pensionister lover slet ikke godt og er nok lige som i "Døden i Venedig" bare stilheden før stormen. I hvert fald noget med en så at sige præ-coitalt tøvende og dekadent reflekteret udsættelse af forløsningens uomgængelige tristesse.

Ja, her ville en anderledes udødelig provo-kunstner givetvis have bragt et ledsage-fotos af sin egen anderledes bramfri og frivillige vandladning i hotellets foyer til ære for det parnas der fodrer ham som deres provokerende hofnar.

Med den samme sans for dekadence, der foretrækker nattergale-tunger for oksefilé, agter jeg nu sammesteds at tage rigeligt for mig af "frukost-bordets" eksklusive multebær ("hjortron"), plukket af russiske negre med myg og  bjørne som eneste selskab - og som hverken dette eller forrige år producerede spor af: vel vidende at køle-aggregater kun bidrager yderligere til drivhuseffekten - efter devisen: "Hvad indad vindes skal udad tabes."

Oh - sidstnævnte replik ville enhver nybagt redacteur straks have strøget, for morsomhedens ekstravagance er og bliver nu engang redacteurens ret. Og vil man bare ikke lære det, så ryger man til sidst helt ud til fordel for bebumsede efterskole-drenge på starthjælp...

De rige tyske pensionister ved ikke dette med multebærrene og spiser derfor lige så gerne appelsin-marmelade, produceret i islandske drivhuse med økologisk vulkanvarme og norrøne bankgarantier (som den historisk dannede Georg Metz kunne have formuleret det).
------------
"Machen Sie auch hier Urlaub?"  Naja - nicht gerade Urlaub, aber  schön ist hier doch...". Her arbejdes der på højtryk uanset vejrliget - sådan må det være, og det ved alle pensionerede wirtschaft-wundere med eller uden Marshall-hjælp.

Og HENRIK DAHL er som er kendt ingen undtagelse, for han har skam engang været livredder og fik reddet adskillige jomfruer fra havets uhyrer.
Oh - nu tør I endnu unge nok ikke like mig længere, af frygt for LA's eget Shallburg-korps af halvdumme sladrehanke og deres halvkloge tærskehold med løfter om lommepenge og et kongeligt skulderklap fra Prins Henrik i ny og næ?

Jo, dette med "oplysning" er bogstaveligt taget ikke helt så vigtigt som parvenuerne tror, alene fordi de plebejisk "lever af det" - men det giver mulighed for en rigere musikalsk klangbund og en vis associativ frugtbarhed.
Så kan drengene med eller uden skæg og profssor-titel altid slås indbyrdes i seriøse spalter om Shallburg-korpsets og Marshall-hjælpens nøjere hvorfor og hvorledes - med en dunskægget redaktør-spire som sangvinsk toastmaster og upartisk gårdvagt: - så længe han vel at mærke føler sig i nyttigt og befordrende selskab. Det er velsagtens den slags man kalder tolerance og skriver debatbøger om...
Allerede i æraen før reviera-pensionisternes indtog kommenterede en lokal pensionist, der tog mig op på  tommelfingeren tilbage fra vejs ende, min naturfotografiske passion: "Ja, med det intresset så blir du aldrig sysslolös..."

Han benyttede sig her diplomatisk af vort rigere broderland sproglige skelnen mellem "arbetslös" og "sysslolös".Også han kunne således nok have haft sin egen sprogklumme, men overlod det altså storsindet til professor "fråga Lund", der jo så frygteligt nødig vil blive arbejdsløs.
 Dette med "sysslolös" minder mig forresten om dengang jeg - naturligvis med transport-fradrag - lod mig fotografere ved siden af min bil uden for arbejdsformidlingens nu nedlagte kontor i den värmlandske flække "Sysslebäck".
Ja, hvad gør man dog ikke for at finde et ordentligt job? Hvis Bjerget ikke vil komme til Muhammed, så må Muhammed komme til bjerget - sådan er det jo.
For selv Muhammed måtte også langt ud på landet, hvor kragerne vender, før han omsider fandt nogen der var dumme nok til at tro på, at han var Guds største gave til menneskeheden.
Alle vi store er engang begyndt i det små, det er slet ingen skam - tværtimod, og det ville Prins Henrik, der skam både har været både livredder og vinbonde i sine unge dage, også give mig medhold i.

Men skulle fremtidsudsigterne allgevel helt lyse med deres kroniske uskyld og stædige fravær, så husk på gamle Dickens' ukuelige valgsprog: "Noget vil vise sig..."

----------------------------
OG NU OMSIDER kan også vi arbejds-slaver måske få lov til at indtage vores velfortjente frokost?  - Ja, med mindre alle I arbejdssky ædedolke og livsnydere altså i mellemtiden har guffet alle godbidderne i jer, mens jeg sad her og med omhu underskrev min egen dødsdom i kommunens jacobinske efterskole til alles og enhvers kongelige forfremmelse?
Ja, for med Stom P.'s ordskifte: "Hvad laver De?" -  "Jeg skriver!" - "Såh - ja De har velsagtens skrevet under på noget...."