MED MAUGHAM OG BLIXEN PÅ LITTERÆR BIBELREJSE I RUSLAND

PRELUDIUM

En puritansk amerikansk ægtemand på altid frejdig forretningsrejse i revolutionens Rusland giver en ekstravagant-farlig, men både snarrådig og hjælpsom stedlig kvinde øgenavnet Delila. Maugham's alter ego finder heri anledning til at oplyse amerikaneren om, at Delila til orientering ikke var navnet på Potifar's hustru.

Hos Karen Blixen er den slags historiske, kunsthistoriske og bibelske allusioner så talrige, at det er død-frustrerende for unge læsere - og da endnu mere i dag, hvor f.eks. "Reformationen" kun eksisterer for en stund, hvis Skipper Clement har haft en bunke "markante personligheder" inde og vende skråen pro et contra desangående: hvorunder gerne en enkelt harmløst infantil snarere end provokerende provokunstner med ytringsfriheden som talentløshedens seneste retlige værn og påskud får sneget sig med ind i håb om et kødben, der på engang gang kan forsørge og imponere den hellige og småborgerligt forgyldte lille kernefamilie derhjemme.

Gamle pedantisk saglige Henning Tjørnehøj har imidlertid forlængst hundrede gange sagt og skrevet alt kritisk der er at sige om Luther - men nu gentager historien sig som jubilæums-obligatorisk eftersnak i en demokratisk hasteoplyst travesti i form en professoralt opstadset Folkehøjskole-komedie.

Men tilbage til hovedtråden. Skønt jeg var rigeligt bekendt med både fru Potimor og hendes impotente og i henhold til Mann sågar kastrerede mand, så måtte også jeg lige slå Samson og Delila op for at forstå Maugham's finte til den naive amerikaner - der forresten siden hen ender i en blodpøl klynget til sit noble vasketøj. Men jeg vidste da i det mindste ved hvor jeg skulle lede.

Og Maugham's pointe er til almindelig oplysning den, at hvor den mandige og hårfagre Samson netop hverken magtede eller forsøgte sig i standhaftighedens kunst over for den barmfagre filister-dame Delila, så var både Biblens bror Josef og firmaets mand i Rusland derimod principfaste puritanere - hvor fristede de så end måtte blive af "eksotiske genitalier" (hvis I undskylder at dette folkeligt dovne idiom i ly af fornemmere selskab har sneget sig med ind i kreativitetens så uglesete tempel) - på sikker afstand af den ligesindede hustrus moderligt bekymrede snarere end egentlig skinsyge opsyn.

Men nu vi allerede har taget hul, kan vi lige så godt gengive hele historien – selv om litterære kvaliteter også i andenhånds arbejder beror på alt andet end emnet som deres nødvendige påskud. Hvilket hermed må være rigeligt demonstreret, da det jo ellers hurtigt kan tage overhånd.

”MR. HARRINGTON'S WASHING” Denne Maugham-novelle giver mindelser både om Madam Chauchat i Mann's ”Troldfjeldet” og om Woody Allan – men foregår i revolutionens Rusland under den moderate og kortvarige Kerenskij - inspireret af Maugham's egen tid som efterretningsagent.
Allan-associationen ikke mindst med tanke på hans Paris-film om vore drømme om svundne tider. Selv drømmer jeg således om Maughams tid - og på hans tid drømte dekadente vesteuropæere om asiatisk vildskab, skæve intellektuelle emigrantøjne (ordet "intelligentsia" er russisk) og amoralsk uforudsigelige kvinder.

Novellens besynderlige navn er "Mr Harrington's Washing". Mr. Harrington er Maughams konstant konverserende amerikanske high brow makker i dobbeltkupéen på togrejsen fra Vladivostok til Petersborg, efter en sørejse fra San Fransisco tværs over Stillehavet: Maugham for på engang at fastholde Rusland i krigen mod Tyskland og forhindre revolutionen (der elllers langt hen var en reaktion på krigens pris) - og mr. Harrington i forretnings-øjemed.

Mr. Harrington er en type østkyst-amerikaner, der i dag er helt uddød - lærd, men på en herligt naiv og patriotisk måde, især belæst om Amerika's stolte konstitution, konversationens kunst, retorikkens kunst, kunstpausens betydning samt yderst ærværdige og bundkedelige amerikanske klassikere. Elsker sin hustru, men også i praksis langt mere komisk ærbar end nogen britisk viktorianer. Han praler af at være genstand for ”the vulgars'” ypperste smædeord ”highbrow, som for ham er en juvelbesat tornekrone og en Sct. Laurentius' rist. Maugham istemmer: ”Harrington was a highbrow – Harrington was a bore!”. Men samtidig oprigtigt ansvarsfuld og elskværdigheden selv.

Mr. Harrington aner intet om hvilke farer hans naive forretningstogt på det store firma vegne indebærer og er modsat Maugham uhyre pertentlig med sin daglige toilette og garderobe under den 9 dage lange togrejse. Og en ren plage for Maugham, fordi han taler, foredrager og læser højt konstant og derved umuliggør enhver læsning.

Maugham har ubegrænset økonomisk støtte til sin operation der bl.a. omfatter chekiske modstandsfolk i Rusland. Han lader en tjekkisk nøgleperson blive tolk for Mr. Harrington hvormed han selv aflastes og samtidig giver sin egen kontakt med den russisk-talende tjekke et snusfornuftigt alibi.

Maugham skal bla. opsøge en pikant, men også både yderst begavet og modig dame, som han i sin tid havde en affære med. Han forelskede sig i den ”dekadente” russiske dame, der forsikrede ham om, at hendes lovformelige mand ved den dårlige nyhed ville skyde sig en kugle for panden af genuint russisk fortvivlelse, som man bør: Det ville være det bedste både for ham selv og hans stolte oprørske ry.

Sammen med hende bevidnede M. koncerter og oplæsninger, hvorunder man kunne se "red bearded russian giants" stående lænede mod væggene som karyatider der havde fået bevilget "a day off".
Det er sådan humor som vore muslimer nok aldrig får - but then again: de som konstant beklager dette, har den nu heller aldrig.

Fornuftigvis afprøver damen dog først Maugham's alter ego under en hemmelig lille honeymoon i Paris - så ægtemanden ikke kommer til at skyde sig uden god og holdbar grund. Under deres honeymoon insisterer damen daglig på "scrambled eggs". Og da M. til sidst får nok af denne ret, bliver han udskældt for sin forkælede overklasse-hensynsløshed over for kokken, der jo også er et menneske med følelser og ret til lidt bekvemmelighed. Hun falder dog ned igen, tilgiver og trøster ham - og bestiller så med moderlig myndighed atter to gange ”scramled eggs”...Men damen kan alt om russisk historie, litteratur, poliitisk økonomi osv.

Efter sin prøve-honeymoon flygter Maugham med et diplomatisk påskud til USA. Og, skriver han: Aldrig har nogen emigrant glædet sig mere ved synet af Frihedsgudinden end han selv, da han anløb den frie verden. Dette som illustration af den frie kunstner-naturs iboende ambivalens over for den selv samme kærlighed, som han så dygtigt besynger på sikker afstand.

Men nu efter et par år efter opsøger Maugham hende altså rent professionelt – og mod al forventning får hun nærmest moderlige omsorgsfølelser for den naivt åbenmundede Mr. Harrington, som tror sig aldeles usårlig som bemyndiget amerikansk borger på sin legitime, men naturligvis håbløse mission forretningsmission. Revolutionen er jo i fuld gang, og den forsigtige og ærekære Kerenskij er aldeles magtesløs overfor Lenin og konsorter.

En dag ser mr. Harrington og vor modige dame en kone blive slået ned røvet og slået af et par sultne soldater. Han giver dem en faderlig røffel og fratager dem resolut kurven med madvarer, hvorunder han nær bliver skudt. Derefter tager hun lige så resolut sine unævnelige af på åben gade for at lave en forbinding til den blødende kone. Mr. Harrington nævner dog ikke ikke denne beklædningsdel af lutter ærbar og veneration for den aldeles uantastelige mrs. Harrington derhjemme i Philadelfia.

Nu kommer forklaringen på historiens besynderlige titel "Mr. Harrington's Washing". For den ulastelige civiliserede borger, der snart får nok af både Dostojevskij, Stravinskij og skævøjet intelligentsia og efterlyser ordnede forhold, har forgæves bestilt sit ulastelige tøj vasket og presset. Da Maugham og damen lader ham forstå, at der ikke længere er nogen room service, eftersom personalet nu er flygtet, overgiver han sig ikke og insisterer på kundens ret: Men just denne komplet utopiske principfasthed vinder damens sympati, fordi han heri viser uventet slægtskab med den ”asiatiske” romantiske ånd hinsides al småborgerlig realitetssans.

Damen ledsager ham derfor til hotellets vaskeri, finder det naturligvis uvaskede tøj - men tiltrækkes dernæst af en gadetumult, for hun elsker liv og drama. Der bliver skyderier, hvorunder begge går i dækning og flygter. Da hun kommer tilbage, er mr. Harrington pist forsvundet. Senere begiver hun og Maugham sig til valpladsen. hvor mr. Harrington ligger i en blodpøl fast knuget til sit uundværlige vasketøj af noble amerikanske mærkevarer:
"Mr.Harrington had not let his washing go".

OM HVEPSEVÅGENS (BIVRÅKENS) SÆRE STATISTIK

DEN BESYNDERLIGE STORE ROVFUGL ankommer fra Vestafrika sent i maj for at opfodre sit afkom med larverne af de respektindgydende gedehamse - som sørgekåben (sorgmanteln) måske burde vise lidt mere agtelse for, når den mænger sig kollegialt med hvepse der drikker saften fra sårede aspe og birke: omtrent med samme iver som når troende katolikker flokkes om at kysse helgenernes blødende og væskende Kristus-stigmata.


Der er meget godt at sige om denne sofistikerede og forunderligt tavse fugl uden markante kønsroller - og efter sigende udstyret med en næsten menneskelig iagttagelsesevne. Hvad jeg her har valgt at opholde mig ved er ikke så meget dette, at nordlige ynglefugle efter sigende ikke er spor senere i deres æglægning end sydlige:

For denne anomali er fuldt forståelig i lys af at fuglen mest af alt behøver et rigt udbud af gedehamselarver senere på sommeren, når dens egne unger begynder at vokse til. Og da sommeren mod nord jo er kortere i begge ender – hvilket for de fleste insekters vedkommende vil sige meget kort, så vælger hvepsevågen derfor at leve som en asketisk posedame tidligt på sæsonen inden den har fået unger at forsørge, frem for at bibringe afkommet et noget anorektisk livsperspektiv som starthjælp.
Nej, det var som sagt ikke så meget dette der vække rundren, men en anden ejendommelighed hvepsevågens æglægning betræffende. Undersøgelser viser nemlig, at selv om den gennemsnitlige dato for æglægning overalt er ca. 3 juni, så fremkommer dette tal i kraft af en besynderlig fordeling: Størstedelen af hvepsevågerne lægger nemlig deres to æg i løbet af de første 5 dage af juni – hvortil så kommer en spredt eftertrop af fugle hvis anderledes tøvende æglægning fordeler sig gennem de næste par uger eller mere. Det matematiske gennemsnit må nu forstås sådan, at én fugl med 14 dages ”forsinket” æglægning modsvares af 14 fugle der lægger æg allerede den 2. juni. Gennemsnittet 3. juni fremkommer hvis summen af døgn i minus i forhold til datoen 3.juni er lig summen af døgn i plus, beregnet på nævnte vis.

Heri er ingen tvetydighed, men alligevel giver det anledning til filosofisk undren. For mens der ved en bestemt typisk årsindkomst lader sig beregne en gennemsnitlig månedsindkomst som man så tør disponere efter, så er der i tilfældet med hvepsevågerne ingen ”årsindkomst”. En analogi til årsindkomsten er der rigtignok matematisk set, idet man kan addere alderen på samtlige producerede unger på et givet tidspunkt, f.eks. ved juletid – og sammenholde summen af aldre med den sammenlagte alder der ville fremkomme såfremt alle æg var blevet lagt 3.6. Hvis de to tal er identiske, så har hvepsevågeungerne en ”årsindkomst” i form af sammenlagt alder, hvoraf vi kan udlede deres gennemsnitlige ”månedsindkomst”: dvs. den 3.6 som deres gennemsnitlige æglægningsdato.

Matematisk set er der således ingen slinger i valsen, men filosofisk er der det: For selve den fundne gennemsnitdato er ikke blot en abstraktion – det er en abstraktion der intet væsentligt og afklarende bringer. For ”i virkeligheden” kan man jo ikke lægge nogle dyrs aldre sammen, sådan som man lægger nogle bunker med æbler i en samlet bunke. Helt anderledes er det i de tilfælde hvor en matematisk formel viser sig at kunne beskrive umiddelbart set vidt forskellige foreteelser: Det klassiske eksempel er Newtons love for tyngdekraft og inerti, der kan forklarer såvel himmellegemernes bevægelser som projektilbaner og genstandes fald her på jorden. Her indeholder abstraktionen en essentiel sandhed – og i de tilfælde hvor et statistisk gennemsnit fremgår af en såkaldt normalfordeling, vil også et sådant gennemsnit være sigende og meningsfuldt: F.eks. den gennemsnitlige vægt hos voksne bisonokser.

Men i vort eksempel kunne man tænke sig en masse forskellige fuglearter med hver deres besynderlige fordeling af æglægningshyppighed over sommerhalvåret – men alle med datoen 3.6 som gennemsnit. Nogle af disse arter lægger måske endda aldrig æg på nævnte dato eller sågar i den måned. Her er det oplagt, at en abstraktion som gennemsnitsdatoen intet reelt siger og nærmest er en matematisk ”bivirkning” af det konkrete og anderledes brogede billede. Gennemsnittet bidrager på ingen måde med nogen aha-oplevelse, for det modsvares ikke af nogen analogi på det reale plan.
På ganske samme vis vil et givet tal såsom tallet 56 jo kunne fremkomme som resultat af en bunke vidt forskellige beregninger, uden at disse og de forhold de vedrører, derved får det mindste til fælles. Tilsvarende kan vi danne os begrebet om alle de tal der fremkommer ved at et primtal ganges med et andet, hvorefter der fratrækkes et tal under 20. Ej heller disse resultattal har noget interessant til fælles – i modsætning til primtallene selv.

Selve fuglenes artstypiske hyppighedsfordeling af deres æglægning er derimod væsentlig og meningsfuld, og ligner de brøker fra skoletiden der ikke kunne forkortes yderligere, og hvis indbyrdes forskellighed derfor var det mest interessante. Hvorimod gennemsnitsdatoen alene tilslører det reale og ”væsentlige” (dvs. tingenes væsen vedrørende). I alle disse tilfælde vil fordelingskurverne grafisk ikke antage normalfordelingens og dromedarens klassiske en-puklede klokkefigur, men tværtimod ligesom kamelen – samt visse grovædere – have to eller endnu flere pukler. Kurven kan sågar være diskontinuert og gå under jorden mellem puklerne. I disse tilfælde vil gennemsnitsdatoen derfor alene være at betragte som en leg med tal.

Hvis gennemsnitsdatoen 3.6 skal være interessant og realbeskrivende, må vi derfor forlange 1. At den pågældende dato for æglægning vitterlig er den hyppigst repræsenterede. 2. At hyppigheden aftager gradvis på begge sider af den dato. Derimod er det næppe nødvendigt at kurven falder symmetrisk klokkeformet til begge sider, for vi kan som hos hvepsevågen godt have en konveks og kort kurve til den ene side svarende til en bunke pavestolt ”provokerende” småafvigelser med kulturstøtte – men til den anden side en konkavt udfladende kurve svarende til en meget spredt formation af illegitime kombattanter, der straffes med den unævnelige tavshed før the Big Bang, som ingen ellers ønsker selv for sin værste fjende – men som alle dog misunder af hele deres hjerter som den ypperste og mest uforfalskelige æresbevisning: omtrent lige som den nobelpristager i fysik der bliver yndlingsgæst hos alle studieværter fra samme generation og sociale lag, fordi de i sin tid kom til de samme rockkoncerter.

Som sagt tidligere indebærer allerede en asymmetrisk fordeling af hyppighedskurven fra toppunktet dog en ret høj abstraktion: For vi lader da én fugl med 14 dages ”forsinket” æglægning modsvares af 14 fugle der er en dag tidligere end gennemsnittet, som om afkommets ”aldre” kunne lægges sammen på samme måde som når vi adderer månedsindkomster til årsindkomst. Men selv om ”aldre” ikke eksisterer og derfor ikke reelt kan adderes som æbler, så modsvares billedets helhed alligevel af en realitet, og udligningsprincippet er helt gennemskueligt. Det egentlig interessante er dog ikke gennemsnitsdatoen i sig selv, men derimod det at denne asymmetriske fordeling svarer til den gennemsnitsdato der tillige reelt er den hyppigst dag for æglægning.

------------

Nu vi er ved hvepsevågen, må jeg fortælle om en anden opdagelse af samme herkomst (Vagn Holstein 1944).

Hvepsevågens efterårstræk er fordelt i to "hold": Dels et tidligt hold typisk de allersidste augustdage og udelukkendee bestående af gamle fugle; dels et træk to uger senere bestående af både ungfugle og et begrænset antal gamle hvepsevåger.

Sammenholdt med observationer ved redepladserne i Jægerspris Nordskov gennem årene foreslog Vagn Holstein, at efterårstrækkets første hold udgøres af hvepsevåger, der har opgivet at yngle, samt par der har mistet deres æg eller unger.
Det andet træk-hold består af alle årets ungfugle samt et noget begrænset antal gamle fugle: færre end antallet af forældre. Holstein fandt ud af, at hos ca. hvert andet ynglepar trækker én af forældrene - snart hannen, snart hunnen - sydpå allerede når ungerne er blevet flyvefærdige: dvs. typisk i de aller sidste augustdage og således i selskab med de barnløse hvepsevåger. Den anden forælder bliver derimod og fodrer de flyvefærdige unger i to uger, hvorefter de i ét hug sammen trækker sydpå fra den ene dag til den anden.

I det hele taget er hvepsevågernes arbejdsfordeling i øvrigt uhyre ligestillet - også i henseende til rugeaktivitet..

ENDEMISKE FUND PÅ BORNEO

GRØNKÅL?

Nej - dette er Sveriges nordligste elmetræer: en helt isoleret relikt fra Stenalderens varme tid, som varmer sig i midnatssolen på den stejle, men soleksponerede sydskråning af et fjeld i Lapland.

Men sommeren er for kort til at elmene kan blomstre og sætte frø, så de skyder fra de samme gamle stenalder-rødder og står i stampe. Men ingen elmesyge her - for de fatale biller og den snedige svampeorganisme med fordøjelses-enzymer har endnu ikke opdaget dem og fandtes åbenbart ikke på denne egn i Stenalderen.
Her vokser henved 30 elme på størrelse med æbletræer. Bliver klimaet bare endnu engang mildt nok, kommer de urgamle elme til ligesom Biblens Sara at genopleve ungdommens frugtbare kærlighed.

Billederne er optaget stavrende på en bunke sukkerknalder i kæmpeformat på den stejle bjergskråning - heraf en del i ustabile positioner. Og naturligvis livsfarligt promenade-grus efter regnvejr. Men heldigvis lider jeg hverken af højdeskræk eller sukkersyge.

LYKKE I BHUTAN

LYKKE I BHUTAN

Genfandt forleden i terrænget på et skovklædt bjerg i Dalarna dette charmerende brandtårn, bygget som en beskeden Pagode i det aller fjerneste Asien - men desværre med noget forsinket omhu året efter en legendarisk skovbrand i 1902. Beregnet til brand-overvågning, men fuldt beboeligt for nøjsomme munke uden andre gøremål.

Heldigvis har endnu ingen vittig hund af lutter mangel på en satirisk klumme-plads som afløb for sin genialske inkontinens fået den herostratisk lysende idé at sætte ild til brandtårnet en sibirisk kold nytårsnat: Ja, for egnen er et kontinentalt kuldecentrum i læ af det bjergfulde Norge, hvor dettes BMI er størst grundet bugfedt og usunde vestlige spisevaner – så sandt som jeg sidder på Hotel Kontinental og plejer min egen verbale inkontinens over en bayersk Falcon.

Ikke hotellet, men brandtårnet ligger i fredet urskov på Sveriges næst største militære område, kendt for en stor bjørnebestand. En ung mand ved en bålplads ved en lille elv insisterede ved synet af min luvslidte tweedjakke på at tale engelsk. God øvelse i civiliseret og fordomsfri omgang for begge parter.

Han arbejdede på militærområdet og havde engang snakket med en bjørn: Han sad på elgjagt over et lille bål, og bøssen lå nogle meter borte; en bjørn stod så pludselig 5 meter fra ham og gloede - hvorefter den gik hele to gange med uret rundt om hans snorkende jagt-kammerat på en klapstol - hvorefter den forlod scenen med nogle sagte undrende gryntelyde.

Hvorvidt bjørnen afleverede uret igen efter lån eller gik sin vej med det, glemte jeg helt at spørge om. Ja, for en bekendt oplevede nemlig engang noget lignende da et kæmpebrød i New York sagde: "What a fancy camera you have got there – may I have a look?” Og så slentrede bamsen uanfægtet smilende videre med sin retmæssige nyerhvervelse. Tyven var i øvrigt sort, men det er vel ingen grund til af den grund ligefrem at kalde ham neger, for man kan jo også gøre skarn uret.

I Härjedalen 30 km længere mod nord ligger der i øvrigt et ægte buddhistisk meditationskloster, ligeledes i vejløst land: flot bygget af lokale med egnens tømmer og i regi af en søgende kosmopolit, der heldigt nok havde købt returbillet og derfor til sidst kunne vende modnet hjem som Biblens fortabte søn. Også denne statelige bygning er åbent for alle konfessioner - bare man formår at holde bøtte..

Men det kloster har jeg derimod ikke set - og så er det jo også lettere at holde bøtte, når man som her er klostrets eneste besøgende...

ELME-TRÆERNES ELITE

ELMETRÆERNES ELITE

Eliten bliver af mediernes ufokuserede og pjattede debat herom (der som en anden Nato-øvelse giver disharmonisk genlyd selv i Lapland) at dømme tydeligvis enfoldigere dag for dag i både sprog og tanke i sin snakkesalige inkontinens. Og fordummelsen kan kun skyldes tiens hysteriske optagethed af, hvad de andre snakker om - nu omstunder med den begrundelse, at "de andre" vist nok er så kloge at de kunne undvære hovedet. Men det er der ingen af os der kan.

Men derfor er det kun følgerigtigt, at alle betaler fashionable måneds-abonnementer for at følge med.

Nej, en gammel veninde havde ret: At være udelukket fra noget så tarveligt bør - hvor ærgerligt det så end er - ikke ses som en personlig ulykke, men derimod som noget der var dømt til at indtræffe før eller siden: selv helt uden den mindste kejtethed eller fodfejl.

Men man kunne for sig selv overveje to diametralt forskellige bud på hvad elite indebærer.

A)

Hvis man kan sige ganske det samme som tusinde andre: enten en smule før eller lidt mere veloplagt eller udførligt, eller også ti gange oftere og højere end tusinde andre - så er alle straks rørende enige om at kåre én som demokratisk og derfor uangribelig elite og ubestrideligt på forkant.

Hvis både folk og fæ er pavestolte over at blive både brugt og citeret af én uden referencer, så tilhører man eliten.

Hvis alle og enhver indbilder sig, at det er fordelagtigt og socialt forjættende at få lov at "kommentere" ens tråde med et pip, i stedet for helt uden persons anseelse at kunne finde på noget anderledes begavet og frugtbart i anledning af enhver tråd - ja, selv den dummeste - så er man elite.

B)

Elite er den øretæveindbyende uforskammethed i modsætning til alle os andre ikke at føle sig pisket til - trods sit både inderligt og løbende offentligt erklæret gode og korrekte hjerte - at holde andre og måske især større talenter på ens felt nede og ude med alle midler og i smukt empatisk fællesskab. Samtidig med at vi uden smålighed ”citerer” dem.
---------

Tror da pokker at den sande elite (A) kvier sig ved offentligt at vedgå B's uhyrlige og udemokratiske arrogance...

.

-----------
Nej nedenfor skal I se en knap så sludrevorn botanisk elite: Nattens ekskursion gjaldt nemlig Europas nordligste forekomst af elmetræer - endda helt uden elmesyge: ja, for de dér biller og den svamp som de så snedigt medbringer, finder nok aldrig herop.

Og derfor kan det endda være, at nattens forkomne elmetræer en dag ender som en endemisk bestand: dvs. en art med en helt isoleret forekomst og uden mulighed for naturlig spredning, ganske som på visse øer i verdenshavet såsom Galapagos med dens skildpadder og Madeira med dens dessert-chokolader.

De lærdes forklaring på denne isolerede elme-forekomst lyder, at det er en overlevende rest fra Stenalderens varmeperiode, hvor der voksede eg, lind, elm og ask højt mod nord.

På på et par stejle, sydvendte skråninger med god jord og rigelig sol-eksponering i den højnordiske sommer har det dog været muligt for grupper af elmetræer at overleve selv gennem meget kolde senere perioder omkring Kristi fødsel - også kaldet "Fimbul-vinteren".

Det pikante er nu, at disse elme ikke kan formere sig, idet sommer-temperaturen ikke varer længe nok til at medgive vellykket blomstring og frødannelse. Træerne overlever derfor kun som kloner ved at skyde fra det samme gamle Stenalder-rodnet. Ikke noget med bredbånd her....

At de sårbare elme ikke forlængst er blevet kvalt af den nu om stunder hjemmehørende demokratiske opvækst, beror paradoksalt nok på, at de vokser helt oppe under fjeldet ovenfor et stejlt skred af klippeblokke.
Længere ned ad skråningen ville de trods vel endnu bedre temperaturforhold være prisgivet. Men på en ganske smal bræmme af muldjord mellem klippeskreddet og den bratte fjeldvæg ovenfor har de altså bidt sig fast.

En lang, stejl og forgæves terræn-vandring i går aftes gav dog ikke resultater, og ethvert forsøg på igen at komme ned fra fjeldskovens frodige og uvejsomme jungle på sjældent god og fugtig jord endte blot med udsigt over en skræmmende smuk afgrund - samt formelig arkæologiske fremtids-scenarier på egne vegne...
Ad lange omveje lykkedes det dog til sidst at komme ned, men jeg måtte gå flere kilometer for at genfinde min bil - først i den rigtige retning, men bare for kort, så i den forkerte retning og så til sidst atter i den rette, bare en del længere. Ligesom ved investeringer havde det været langt smartere fra start at lægge alle sine æg i den samme kurv - ja, hvis altså man havde gættet rigtigt....

Men nu i morges opdagede jeg så et forkomment og farveløst skilt om elmene. Men en eventuel sti op mod fjeldet er forlængst begravet under vindfælder og mandshøj staude-vegetation.
Men det lykkedes dog - selv om antallet af elme er højst 30, og de højeste kun er knap 8 meter høje.

I fjeldvæggen ynglede passende nok et vandrefalke-par med smag for eksotiske og elitære boligforhold med høje grundpriser. Vandrefalkene var selv engang i elmenes situation, men i dag har de atter levedygtige bestande i mange europæiske lande.

BAGDAD CAFÉ

INTERVIEW MED EN POLITIMORDER

På Bagdad Café kommer så få, at det er meget svært ikke at udveksle nogle ord, idet allerede den tilfældige udvælgelses karrighed helt overflødigør enhver sortering efter forhånds-relevans.

I går således en ældre nordmand i et pudsigt motorkøretøj og med en samisk far - samt en mor, der tidligt drak sig ihjel. Han var vokset op på børnehjem og i familepleje med både vold og misbrug: erklærede missionske typer og derfor hævede over enhver mistanke. Den samme historie igen og igen. Havde siden boet i ungdomsfængsler og -herberger, hvor indbyrdes drab langtfra var nogen sjældenhed, men aldrig fik medieomtale, for ingen djævel savnede dem.

Hans karriere endte med at han en nat på gaden dræbte en velkendt politibetjent der var notorisk sadist. Jeg får altid en personlig respekt for de få, der ejer mandsmod nok til at slå i det mindste en enkelt af dem hjel, der burde slås ihjel, og betale prisen frem for at henleve en ukontroversiel alderdom i hemmelig skam og græmmelse trods noget så tarveligt intetsigende som "et godt ry".

Han blev idømt psykiatrisk forvaring - lige indtil en kvindelig læge talte med ham gennem en længere periode og fandt ud af, at han ikke var spor sindssyg. Og en annulleret psykiatrisk dom konverteres ikke til fængselsstraf - så han blev løsladt efter få år.

Han havde også været heroinmisbruger, i en periode boet på Christiania, - men var forlængst helt tørlagt i Minnesota-regi med nådesløs selverkendelse og fuld ansvarlighed.Så han gik nu ind for den hårde linje over for enhver form for misbrug: misbrugere lyver for alle og snyder på alle måder, hvis de kan slippe afsted med det. "Giv dem ikke en krone - og sygemeld dem fremfor alt ikke!"

For nogle år siden er han så ad mange omveje landet nær fjeldene på denne svenske egn.
Da han for nogle år siden vandt næsten 2 millioner i lotto, syntes omgivelserne at han var godt tosset at give en tredjedel af beløbet til sin ex-hustru, der forlængst havde forladt ham med børnene. Men hun var i sin gode ret til at forlade ham dengang - og uanset hvad så har de dog børn sammen.

Han satte bare et kæmpebeløb ind på hendes navn, helt uden forklaring - så hun troede først at der måtte være tale om en misforståelse.
Han fik dengang megen medieomtale - hvorefter han naturligvis fik en syndflod af henvendelser, dels fra slægtninge han ikke havde set i årtier, dels fra kvinder der forsikrede ham om, at det skam ikke var hans penge, men hans væsen de fandt så vindende.

Vist havde dagens mand da pådraget sig men - hvortil i de seneste år kommer en art cancer, som han dog ikke tillader at påvirke sit livsmod, sine aktiviteter eller humør det mindste. For der er ikke noget han er bange for.
----------------------------
På den samme Café mødte jeg også for mange år siden den allerede dengang forhenværende svenske statsminister Ingvar Carsson. Men ganske som de der har mødt Robert Redford personligt, blev jeg især slået af mandens fysiske lidenhed, men udvekslede i øvrigt kun almindeligheder - og dette var indrømmet gensidigt...

For min egen kriminalitet taler jeg nu engang af princip aldrig om, men på billedet I ser hvordan - men nok ikke hvorfor. Men allerede Somerset Maugham kan fortælle om morddømte, der så langt fra at angre begik forbrydelsen af samvittighedsgrunde og for at få fred i sindet.

.

EVIGT EJES KUN DET TABTE - AMATØRISTISKE OVERVEJELSER OM PROFESSIONALISME

EVIGT EJES KUN DET TABTE



Almindeligvis lader jeg mig ikke
ligesom børn samt folk i mediebranchen (og overraskende mange
akademikere) styre af "likes", men i morges gjorde jeg en undtagelse.

Sagen var den, at en almindeligvis
yderst diskret person som det eneste herfra havde liket ét af fem
fotos på nok nævnte sociale medium - hvilket jeg tog som udtryk for
en ægte og spontan præference af det mindst ringe helt uden skelen
til hverken mode eller kendte forbilleders uforpligtende og ofte løsagtige
tilkendegivelser.

Just det foto var dog desværre
professionelt set trods alskens moderne anti-vibration mere rystet,
end hvad der kunne rettes helt op på. Derudover har jeg som alle
romantikere en lidt usund forkærlighed for både det uopnåelige og
det uigenkaldeligt tabte. 
Jeg kørte derfor 60 km meget
tidligt i morges for at gentage motivet og derved få en ærgrelse
mindre i evigheden.
-------------------
Dette "professionelt
set" er en fiks idé, for jeg er en elendig forretningsmand -
men alligevel bæver alle seriøse amatører ved forestillingen om
"professionel" standard. Men en professionel er jo ret
beset ikke andet end en, der gør det for penge - al respekt for
nødens lov, men alligevel.

Professionelt set har jeg dertil
allerede mere end rigelig af beslægtede motiver - og det er ikke den
tekniske kvalitet der begrænser bruttonationalindkomsten. Havde det
nu drejet sig om en konkret kunde-forespørgsel, så havde det været
en helt anden sag.

Men sagen er den, at med "kunder"
forholder det sig ligesom med den afskyelige snemand. For hvis de
virkelig findes, hvordan vil I måske så forklare, at ingen hidtil
har kunnet fremvise et overbevisende pasfoto af nogen af dem - rystet
eller ej? For hvis man nemlig fik sådan et foto: så kunne der
derimod tjenes penge. Men penge interesserer jer åbenbart ikke,
ligesom de fleste clairvoyante som bekendt ikke interesserer sig for
travløb?

Men godt det samme: For ligesom ingen
avis med respekt for sig selv snart gider trykke andet end plagiater
og gentagelser, så gider vi på denne redaktion heller ikke
publicere fotos af den afskyelige snemand, med mindre redaktionen
bagefter kan hente endnu en Cavling-pris hjem ved at "dokumentere",
at det bare var en forfalskning.
------------------------
Ganske
vist holder jeg altid den benzin-mæssigt optimale hastighed og kører
friløb ned af bjergsiderne, men særlig miljøvenligt er det stadig
ikke at køre 60 km for et bedre foto af noget som ingen har bedt om.
Det gængse alibi lyder her, at man håber at ens fotos vil inspirere
andre til at passe bedre på naturen. Men nu det alligevel er gjort,
ville jeg da være et skarn ikke at lægge billedet ud.

Det samme gælder gentagelsens
uforudsete tillægsgevinst i form af et foto af en såkaldt 
"naturvårds-bränning": En kontrolleret efterligning af
naturlige skovbrande i naturreservater for at sikre skovfyrrens
formering samt reducere mængden opvoksende smågraners kvælertag på
anden opvækst.

Kontrolleret skovbrand må dog ikke
være for grundig, for hvis der ligger mængder af frisk og brændbart
materiale som optændingsbrænde, futter det hele af. Men døde træer
der har ligget i årevis, er gennemtrukket af fugtigt svampe-mycelium
og derfor brandresistente. 
At afbrænde heder og overdrev
for at hindre tilgroning samt få overgødende kvælstof tilbage til
harmløs luftform er en såre enkel sag i sammenligning.




I Nordsverige og Finland er
forårs-afbrænding af rydninger inden genplantning er gammel
tradition. Her handler det dog om at frigøre næringsstoffer der i
det bistre klima ligger fastlåste i mos og sur humus.




Frø af fyr - men også asp - har
desuden vanskeligt ved at spire uden kontakt med mineralsk jord og er
derfor brand-elskende pionerer, hvorimod både birk og gran skyder op
overalt, selv på mosgroede gamle træstammer.



Også i menneskelivet er vi nogle, der
defaitistisk afskyer spiring, hvor bunker af beslægtede ting
allerede vokser som tæt ukrudt og bekræfter hinanden statistisk i
deres enfoldigt sammenbidte sociale mobilitet.

GENTAGELSER III: GENSYN MED JAGTFALKENE

GENSYN MED JAGTFALKEN – MED ANTROPOLOGISK SIDEBLIK

Jagtfalkene – verdens største falke – boede i år langt mere utilgængeligt i det lapske fjeld, end da jeg besøgte dem for tre år siden. Men jeg kunne alligevel ikke undslå mig for atter at forevige dem, selv om det er gjort bedre. Efter nogle timer ankom en falk til reden og fodrede den halv-store baskende unge. Men som jeg vidste i forvejen, var afstanden for stor til at medgive professionel billedkvalitet.

Alligevel er der en særlig privat tilfredsstillelse ved også at have fotograferet fuglen på dens nye rede:
For fuglefotografer er ganske ligesom æg-samlere og andre samlere uanset kommercielle påskud i virkeligheden en smule besatte.

En yderst velanskreven dansk advokat ved Landsretten, der i sin tid blev taget med en imponerende stor ulovlig æg-samling, havde således sat en personlig ære i at have stjålet og udførligt etiketteret både storke-kuld og vandrefalke-kuld fra Danmarks sidste reder: Æg stjålet i lande hvor de fugle er mere almindelige, var der ligesom ingen sport i, selv om de var akkurat lige så meget værd på den sorte børs: For oprindelsen kan man jo ikke bevise.

Til gengæld var der så heller ingen sport for anklagemyndigheden i at knalde den garvede advokat: for i dette tilfælde kom ordet ”tilståelsessag” da omsider til ære og værdighed.

Det sidste lærer livet os ellers at vi ikke uden videre kan gøre fordring på – så vi må bare lære at finde på noget andet og bedre i mellemtiden.

På tilbagevejen fra falke-reden passerede jeg en kyndig herre, der gennem sit Zeiss-teleskop lod mig se fjorårets rede – som han åbenbart troede var aktuel også i år, skønt der ingen falk var at se. Han havde dog set fuglene passere forbi..

En lille indre djævel forenede sig imidlertid nu med en pervers form for høflighed over for den belærende autoritet, så jeg lod ham forblive i sin vildfarelse. Men ved eftertanke havde jeg intet som helst belæg for at tro, at manden kun yderst nødig ville berigtiges af en yngre udlænding.

Senere på parkeringspladsen ved vejenden mødte jeg ham dog sammen med en interesse-fælle; og heldigvis havde han i mellemtiden selv spottet den nye rede med ungen - og oven i købet set en fortræffelig flyveopvisning, hvor jagtfalken blev ivrigt mobbet af en bitte tårnfalk, som derved kun formåede at understrege slægtningens massive format.

Kor sagt havde den svenske herre både fået fuldt udbytte og beholdt sin autoritet - og jeg selv slap for at føle mig som et røvhul. Men jeg måtte jo i medfør af, hvad Kierkegaard kaldte ”syndens konsekvens”, nu simulere både forbavselse og taknemmelighed for den nye oplysning.
.
Til gengæld slog det mig pludselig, at de to herrer delte nogle fysiogno-metriske træk – samt et lidt gammeldags menneskeklogt blik fra før vor tids moderne professionalisme. Så jeg tillod mig at spørge, om de mon var brødre.
"Nej, men meget gode venner - og alle fuglekiggere ligner hinanden".

Her kom jeg så til at tænke på at mennesker ret ofte søger (eller må tage til takke med?) kærester med en ejendommelig morfologisk lighed – ja, som nu f. eks sumo-brydere. Men det sagde jeg dog ikke højt...

Men apropos fysiognomier så genkendte en servitrice på en lokal sommerkafe mig straks fra forrige år – og det var skam ved eftertanke gensidigt...

Dette mindede mig atter om, at den berømte neurolog Oliver Sacks selv led af et af de sære syndromer, som han udforskede: nemlig prosop-agnosi, som er manglende eller bortfaldet evne just til umiddelbar ansigts-genkendelse – selv trods både glimrende hukommelse, god forstand og skarpt syn. Endnu en af de mange lidelser, som man heldigvis ikke har.

Oliver Sacks udviklede med årene en næsten overnaturlig sans for at spotte sådanne anomalier på gaden: Så mens han havde svært ved at genkende familie og venner, så kunne han standse en forbipasserende fremmed og sige: ”Jeg ser tydeligt på dig, at du lider af prosop-agnosi – du kan få en tid hos mig på mandag klokken 10”.
Dette erindrer os sluttelig om afdøde professor David Favrholdts anekdote om de to behaviourister der møder hinanden på gaden: ”Men goddag, hr. NN – jeg kan se, at du har det aldeles fortræffeligt. - Hvordan har jeg det selv?”

FRA FUGLE-KIGGERNES OVERDREV...

STUDIER I FUGLEKIGGERNES ANTROPOLOGI

SMÅ OG STORE SYNDER

På ornitologiske brændpunkter kan man støde ind i de særeste eksistenser. Forleden gubberne der var kørt gennem det halve Sverige på en nat alene for at se en vildfaren og helt uanselig sibirisk sangfugl - som tilfældigvis var nødlandet nær Sverige højeste vandfald: som den med en selvbevidsthed på højde med præsident Putin's præsterede at overdøve.

Dagen efter et par lignende ildsjæle, som dog havde nogle yderligere punkter på dagsordenen. Den ene lignede i forbløffende grad vor jævnaldrende danske poet Henrik Nordbrandt både i statur, fysiognomi og mimik, men syslede i fritiden med at lede efter mulige ørnereder i oplandet nede omkring Jönköping.

Den slags bør slet ikke undre: - For under forskjellige livsforhold vil fænomenet 'sjæl' ytre sig på vidt forskjellige måder. Og det ville være meget naivt at tro, at en genfødt Mozart bare ville fortsætte hvor han slap. Genfødsler skulle jo tværtimod lige som prøveløsladelser bruges som en chance for ligesom i sin tid Paulus at sadle helt om.

Ligner mennesker af samme udseende mon også hinanden indeni? Selv er jeg tilbøjelig til at tro det - men min bedstefars begavede gamle husholderske med kun 7 års skolegang affyrede i sin tid fra hoften i en lignende anledning en forbløffende skarpsindig grund til at betvivle denne naive antagelse. Noget i stil med, at bare fordi du har vundet stort i lotteriet, kan du vel ikke forvente så tillige at vinde på travbanen og på casinoet. - Men time will show...

Den endnu ukendte digter nåede dog helt uden biografisk briefing at konstatere intuitivt, at jeg var "en dansk vilde".
Og redaktionen må her tilføje, at en "vild" er en der ikke anerkender de gængse sociale og statistiske kriterier - og den vilde kan såmænd derfor undertiden vælge en fredsommelig linje just hvor andre i demokratisk orden stemmer for fars hammer.
-------------------------
I går genså jeg den udslukte og derfor i vore dage ufrivilligt fredsommelige vulkan Städjan i Dalarna - men med den ekstra krølle, at en stockholmsk fuglekigger dagen før havde fortalt, at kun få hundrede meter fra parkeringspladsen ved vejs ende havde han dér set fjeldpiberen med unger - på dansk "pomeransfugl": en due-stor vadefugl på fjeldhederne, og med pomerans-farvede bryster (!)

Ja, for hør nu efter: Hos fjeldpiberen er det nemlig hannen der udruger æggene og opfostrer afkommet. Hunnen nøjes med tålmodigt at lade sig parre, mens hun sammenbidt tænker på The British Empire, og dernæst lægge sine nok temmelig hårdkogte æg - hvorefter hun rejser langt sydpå igen: Noget for noget...

Endvidere er fjeldpiberen ikke spor bange for os landkrabber - og det slipper den langt bedre fra end i sin tid dronterne på øen Mauritius, som alle blev spist af hønefulde hollandske sømænd.
Ja, for vi tænker: "En fugl der slet ikke er bange for os, kan da heller ikke være værd at spise - for så ville den nok vogte sit skind mere jomfrunalsk." Omtrent ligesom vi om de borgerligt kun beskedent meriterede tænker: "Hvis de havde haft bare en lille smule begavelse, så ville de bestemt ad åre være kommet nogenlunde op af skidtet og op i lyset ligesom alle andre."

En tydeligvis ligesindet svensker ankom samtidig med mig og gik under alvorlig modtagelse af mobil-instruktion resolut i den angivne retning. Han beordrede mig faderligt til at gå parallelt med ham i passende afstand i stedet for i hans fodspor for at opnå bredere visuel dækning. Men til sidst opgav vi, så han vendte vredladent berigtigende sin mobile avatar tilbage til bilen som en skuffet mand.

Selv måtte jeg dog blive lidt endnu i området for at lade mig bjergtage af udsigten - og så lige pludselig stod fjeldpiberen med sine to unger foran mig.
Men er det ikke i grunden frygteligt dekadent at brænde al den benzin af langt op i bjergene bare for at se en pipfugl, som selv næsten ingen energi forbruger? Tænk, hvis alle mennesker opførte sig sådan!

Det er ganske rigtigt. Men hvis derimod en million mennesker alle flyver til Rio tur retur for at se en VM fodboldkamp og danse samba, så er der anderledes fornuftig og berettiget balance i tingene, ikke sandt? Forholdet er helt analogt med det paradoks, at når en feteret kunstner eller forfatter taler og skriver om sine egne arbejder, anses det for almengyldigt og aktuelt. Men hvis en helt ukendt lejlighedsvis formaster sig til det samme, anses det for pinligt selvoptaget.

Sagen er den, at når de uskyldige af og til synder en smule, så kan alle og enhver se kontrasten - hvorefter de udråbes til skamløse hyklere. Men når helhjertede forbrydere synder med anderledes forslag og med hjertets renhed, så kalder vi det konsekvens og sund naturlig fremdrift.
------------------
At sidde i timer over morgenkaffen og dermed måske gå glip af noget af det jeg kom for at se, alene for at skrive uden hverken løn eller nytte (det skulle da være den at give berettigede folk "inspiration") - kan i overført forstand ligeledes opleves som en "synd": ikke i etikkens forstand, men i samme forstand, som når vi taler om dårlig "kampmoral" eller "arbejdsmoral".
Men andre ville sige det stik modsatte: For hvad der ses som fornuftige mål, og hvad der ses som umoden faneflugt og fej undslåelse for livets strenge fordringer, er jo relativt. Og hvad gør man, hvis man nu har flere parallelle, men bare komplet uforbundne livsmål? For så vil man jo altid få en smule dårlig samvittighed, uanset hvad man vælger...

Tja, så må man som landmændene dyrke en art vekseldrift mellem skiftende jorder og afgrøder. Men man kan vel også undertiden forsøge at bygge en mental bro mellem sine forskellige mål og virkeligheder...

Og det være hermed gjort. Også selv om vi erfaringsmæssigt udmærket ved, at det går som med broen over River Quai, der måtte genopbygges hver måned.

Den slags holder nemlig en både en Sisyfos og en Don Quijote i topform - på samme vis som vor ukendte digter ovenfor muligvis er tvunget til at holde sig bedre i form end hans mere berømte tvilling.

NÆSEHORNET ULRIK HØY - OM PRESSENS GENTLEMEN

NÆSEHORNET ULRIK HØY 

Ulrik Høys nylige båltale om den elitære presses heksejagt mod præsident Trump besad en frodighed i ordvalg og associationer på niveau med hans klassiske æra på WA.
Høy er en undtagelse i dansk journalistik ved sin stilsikre, men sprudlende sproglige kreativitet, der helt naturligt undgår eller rettere slet ikke tiltrækkes af tidens akademiske og journalistiske floskler.

Et andet kendetegn for Høy er at han arbejder på intuition og mavefornemmelse, hvor journalister om akademikere ellers er aldeles henvist til at ”debattere” og ”diskutere” hvad andre har sagt og skrevet: hvilket sågar regnes som kriterium for aktualitet og relevans. Sui generis anses generelt for en uting, en formastelse og en autistisk afvigelse.

Intuitionen og mavefornemmelsen har næsten altid fat i noget sandt. Men risikoen er til gengæld den, at man undertiden kommer til at rette bager for smed og sender sin ammunition til en forkert adresse, ligesom næsehornet der vejrer en fjende, ser noget bevæge sig i krattet og rasende tramper alt ned på sin vej mod målet.
I sin båltale udråber Ulrik Høy han Trump til en i længden dømt og forsvarsløs genstand for den elitære presses pøbelvælde. Diagnosen lyder på pressens sårede magtbrynde og fornærmede forfængelighed mod en magt der frejdigt giver fanden i alle korrekthedens gyldne regler, som Trump end ikke respekterer så meget, at han gider hylde dem i form af hykleri.

Når jeg her kommer til at tænke på næsehornet, skyldes det to ting. For det første overser Høy, at der jo tillige er en række helt saglige grunde til både pressen og mange andre instansers bekymring og frygt i forbindelse med fænomenet Trump – helt uanset spørgsmålet om personlig sympati. Og denne afstandtagen kan ikke uden videre slås i hartkorn med psykologisk begrundet heksejagt.

Alligevel er det rigtigt set, at heksejagt oftest beror på forurettet stolthed og forfængelighed: Den heks der i middelalderen nægtede at modtage vort højmodige tilbud om nåde og straffrihed mod, at hun krøb til korset – hånede dermed kristenheden og blev genstand for hævngerrigt had i ly af religionen.
Men hvad beror fornærmelsen da på? Den beror på, at vor indbildte højmodighed udstilles som et falsum, idet vor modstander ydmyger os på vort privilegerede og eksklusive gebet – nemlig værdighedens, integritetens og moralens.
Men her passer præsident Donald Trump slet ikke ind. Hans verden og hans facon er nemlig genstand for den elitære presses inderlige og oprigtige foragt – og selv om hans uventede sejr vakte afsky såvel som skuffelse i pressen over vælgernes uagtsomhed, så fornærmede han ikke pressens gentlemen: Det ville han derimod have gjort hvis han havde sat dem i forlegenhed ved at overstråle dem med en integritet og en moralsk værdighed, som de hylder med pompøs selvfølelse uden altid selv at besidde den. Og kendetegnet for den uforsonlige og afmægtige fornærmelse er tavsheden og græmmelsen – hvorimod Trump tværtimod er genstand for hidsig udskældning.

Så Ulrik Høy har med sin sikre sporsans vejret og fornemmet ugler der vitterlig findes ude i mosen – men han er trods sin frihedsfordrende sjæl blevet så vænnet gennem alle sine år i branchen til tvangskriteriet om graden af omtale og mængden af likes som beviset for relevans og aktualitet, at han udnævner Trump til den oplyste presses heks per preference.
Ulrik Høys diagnose a pressens gentlemen er skam rammende nok – men det samme gælder ikke nødvendigvs tillige hans diagnose af fænomenet Trump....

KIERKEGAARDSKE GJENTAGELSER

GJENTAGELSER I:

NET-DATING TUR RETUR

To stavrende gubber steg ud af den bagved kørende bil ved skovvejens ende. Efter at have irettesat mig for min uhøfligt langsommelige kørsel fortalte de, at ved vejenden opholder der sig en sjælden sibirisk sanger, som er drevet ud af kurs. De havde kørt hele natten 450 km fra Uppsala alene for at se den fugl, så jeg måtte forstå deres irritation over denne sidste og komplet unødige stopklods.

Den trods sin stok mest usikre gubbe hørte sangfuglen i samme øjeblik han steg ud af bilen, hvorimod jeg, der klatrer lige så hurtigt og sikkert som som en mis, først kunne høre den, da gubberne havde ledt mig helt tæt på kræet: Thi således aldres vi nu engang så forskelligt.

Alle sangfugle er gråbrune og aldeles uanselige og ikke noget at fotografere. Net-ornitologi er mig desuden lige så aldeles sjælsfremmed som net-dating. Men de post-moderne gubber fortalte til gengæld noget, der indgød respekt for nordsangeren trods dens elendige geografiske sans. For samtlige Sibiriens nordsangere overvintrer nemlig i Syd-Vietnam og endnu længere sydpå.

At havternen overvintrer nær Sydpolen, kan ærligt talt ikke imponere mig: med en ung jysk ingeniør-kollegas ord til min bedstefar, dengang denne som hans mentor i sin tid viste ham Eiffeltårnet. For havternen har aerodynamisk forbilledlige vinger og henter sin føde i forbifarten over havene - hvor svært kan det være?
Men en bitte kortvinget mygge-ædende sangfugl, der dagligt under trækket forbrænder sin halve vægt eller så - det er sgu en kraftpræstation og en sand ironman.
Just dette eksemplar var så endda fløjet en eller to stationer for langt - og det er vel også en messe værd i regionalavisen?

Men vi må ikke glemme det morsomste: Den enlige nordsanger-han uden realistiske udsigter til giftermål sang på livet løs som en gal mestersanger fra Nürnberg , helt uden at ænse sit artsfremmede publikum, hvis kjerlighed var lige så umulig som hos H.C. Andersens prins, der havde forelsket sig i den lille havfrue. Så efter en lille halv time sagde gubben med stokken: "Bättre än så här får vi aldrig uppleva nordsångaren - så nu är det dags att vi åker tillbaka till Uppsala..."

Fænomenet inspirerede mig endnu i dag (ihukommende ”tidens, stedets og dramaets enhed”) til en lang og lidt mere kompleks smøre. Den slags ironmen vil dog erfaringsmæssigt mishage de kendte lige så meget som de ukendte: og det af grunde som ingen af de kategorier selv formår at gøre fyldestgørende rede for. Hvoraf man ser, at enten burde de ukendte være lige så kendte som de kendte - eller også burde de kendte være forblevet lige så ukendte som de ukendte. Så vær fremover forsigtige med at erklære dem, hvis positioner I misunder, for idioter...

De rigtigt vise fortæller os samstemmigt, at den kortest mulige form altid er den fornemste og mest modne frem for al mastodontisk kluntet stræben a la opløbne unge typografers dobbeltside-opslag - samt doktorafhandlinger, som for enhver pris skal bevise noget, der jo i givet fald slet ikke behøver bevis: også fordi de som stædigt efterlyser beviser, jo akkurat lige så stædigt ville nægte at tage dem for gode varer...

Javel – men det er nu engang bare social praktisk at få den fjollede doktortitel på plads, så I må have os undskyldt – ganske ligesom I skal tage den offentlige forsvarshandling som et stykke festligt folklore på linje med fordums folkekære offentlige henrettelser.

GJENTAGELSEN II – ”MADAM, IT MAKES NO DIFFERENCE”

Jeg var rejst til et fjeld i Dalarna for at gense den prægtige jagtfalk – verdens største – på en forholdsvis publikumsvenlig yngleplads, som da heller ikke er forblevet ukendt. For et par år siden fik jeg her i blødt lys en serie uhyre maleriske optagelser, der ledte tanken til den senromantiske svenske naturmaler Bruno Liljefors. Lignende optagelser fik jeg som ganske grøn ved hårdt arbejde fra et skjul i nabotræet til en duehøgerede, som kun jeg kendte – men med alderen bliver man mere bekvem.

Mit påskud for årets gentagelse var ønsket om supplerende optagelser – især i form af en langt mere usandsynlig gentagelse: Jeg fik nemlig dengang et noget rystet foto af falken ankommende med en brushane – det lignede et fabeldyr med to hoveder, hvoraf det ene bar nævnte fuglearts karakteristiske og i sig selv barokke allonge-paryk. I år ville jeg gentage scenen – blot helt uden rystelser...

Ihukommende konen i muddergrøften fik jeg i stedet et lynkursus i beskedenhedens kunst, hvorom et gammel ordsprog ganske vist siger, at man kommer længst uden: Javel, men i dette tilfælde kunne jeg så gøre en dyd af nødvendigheden, og så er det jo gratis.

For ganske ligesom Kierkegaards gensyn med Berlin (”Gjentagelsen”, 1844) blev en skuffelse, således havde jagtfalken for det første skiftet boligen ud med en noget mindre malerisk beliggende klippehylde og desuden også mere fysisk krævende. For det andet havde den kun en enkelt unge, hvilket indebærer et minimum af fodring og forældre-besøg; og for det tredje landede falken slet ikke på reden mens jeg var der.

Naturligvis kunne man fremture, nu man alligevel har kørt så langt, for stædighed og tolerance over for ensformighed er nu engang en af hemmelighederne ved succes. Men i stedet for flovt sejpineri blot for at opnå et ringere resultat end sidst fandt jeg det både mere bekvemt og mere mandigt at læse skæbnens vink og indse, at rejsens eneste fornuftige formål dybest set måtte være selve gensynet med stedet og falkene. Noget teknisk påskud behøvedes ikke – og det så meget mere som jeg mildest talt ikke er on assignment, for så havde det straks været en anden historie.

Jeg overnattede i bilen, og den næste morgen ankom to ældre herrer, der var kørt 450 km i et stræk helt fra Uppsala alene for at se en lille sibirisk sangfugl, der under trækket var kommet ud af kurs og var landet i nærheden, hvor den enlige nordsanger-han sang som en gal mestersanger i Nürnberg i forgæves håb om at finde en lige så geografisk tumpet mage.

Jeg fulgte med i bil som det tynde øl for at høste nordsangeren som trøstepræmie: Og den sad ganske rigtigt, hvor den skulle i en grantop og sang på livet løs: Sangen var ret uopfindsom, men til gengæld karakteristisk og let at genkende. Men selv ville jeg aldrig have opdaget den, for så fine stemmer hører jeg først meget tæt på. Den trods sin stok betænkeligt stavrende ældste herre hørte derimod nordsangeren i samme øjeblik han steg ud af bilen, mens jeg omtrent blev nødt til at klatre op i granen for at høre fuglen - hvilket jeg nemlig gør som en mis: for sådan aldres vi nu engang så individuelt.

Mit antikke super-objektiv genbrugt digitalt kom således efter den obligatoriske kvote af fejlskud (der bedst kan sammenlignes med den obligatoriske kvote af sociale tabere i selv de mest attraktivt beliggende almennyttige byggerier) omsider til sin ret: Ja, for upræcis fokusering er ikke spor bedre med Zeiss-optik end med billig kinesisk kopivare. Og herefter behøvedes som tillægsgevinst ikke mere vægtløftning den dag...
Nu fulgte en let konversation, der blev indledt med det for mit sprognemme fornærmelige spørgsmål, om jeg mon kom fra Danmark eller Tyskland. Javel, hans egen datter var skam gift med en mand fra Als – hvilket aktualiserede den lige så artige retur-oplysning, at just Als er et af de få steder i Danmark med ynglende lærkefalke.
Men så kom det morsomste: Den enlige nordsanger-han med sin elendige geografiske forberedelse og helt uden realistiske udsigter til lokale giftermål sang på livet løs som en gal mestersager fra Nürnberg – helt uden at ænse sit artsfremmede publikum, hvis kjerlighed til den var lige så ensidig og dødsdømt som prinsens kjerlighed til H.C. Andersens lille havfrue.

Dette med sangstemmen minder mig om en anekdote: En mand havde ægtet en kvinde med et ansigt som en hests – men med en aldeles vidunderlig sangrøst. Da han morgenen efter brylluppet vågnede op til synet af sin søvndrukne nyerhvervelse i morgenlys, råbte den i stil med Biblens Jacob nødstedte fortvivlet: "Så syng dog, for helvede – syng!"
Men synge kunne nordsangeren som sagt, så det forslog. Så efter en lille halv time konstaterede gubben med stokken tørt: "Bättre än så här får vi ändå aldrig uppleva nordsångaren - så nu är det väl dags att vi åker tillbaka till Uppsala..."

Egnens øvrige seværdigheder havde åbenbart ingen interesse – og i det hele taget var de to herrer tydeligvis ikke som jeg selv dyrkere af gentagelsens futile kunst.

Historien illustrerer dog tillige en side af gentagelsens umulighed, som Kierkegaard i sin morsomme lille rejseberetning fra Berlin ikke fik med: nemlig at i stedet for det man søgte, opnår man ofte noget helt andet som man aldrig ville have forestillet sig – bare man altså ikke er alt for stålsat ensporet.

Javel, men hvorfor er den nordsanger egentlig så interessant? Ja, for som næsten alle sangfugle er den aldeles uanselig og ensfarvet lysebrun med detaljer, som kun nørder samt artsfæller formår at skelne. Net-ornitologi er mig desuden lige så aldeles sjælsfremmed som net-dating.

Her må jeg derfor videregive en oplysning, som vitterlig var bevægende og gjorde oplevelsen eksotisk og ikke kun bizar: Den skrøbelige og fnug-lette sibiriske nordsanger opholder sig nemlig af ukendte evolutionshistoriske grunde om vinteren ingenlunde i de mest nærliggende varme lande, men derimod i Syd-Vietnam, Ny Guinea og Melanesien, hvortil ellers kun romantikere som Gaugain drager i håb om at pådrage sig de mest eksotiske kønssygdomme.

At havternen med sine lange aerodynamiske vinger årligt flyver næsten til Sydpolen, imponerer mig ærlig talt ikke: med en ung jysk ingeniør-kollegas ord til min bedstefar, dengang denne som hans mentor viste ham Eiffeltårnet. Havternens lange aerodynamiske vinger er jo som skabt til opgaven, og forplejningen finder den løbende i forbifarten på havet – men en fnug-let og kortvinget mygge-ædende sangfugl, der daglig må spise omtrent sin halve vægt for at kompensere for denne ironman-agtige slankekur? Nej, det lyder som evighedsmaskinen, cirklens kvadratur og anden halsløs gerning for ørkesløse og uduelige milliard-arvinger.
Og just dette eksemplar var så endda fløjet to eller tre stationer for langt - og det er vel også en messe værd i regionalavisen?

Javel, men ikke mindre bevægende er det, at menneskelige ildsjæle på hen ved hundrede kilo i tidens løb har kortlagt disse forhold så minutiøst og har levet sig så dybt ind i disse artsfremmede og helt unyttige små kræs liv og levned. Det gør hele historien til en romantisk og eventyrlig illustration af menneskesjælens storhed, når den viser sig fra sin bedste side – langt hinsides trættekær debat om kendte menneskers seneste udsagn, gøren og laden, som alene fascinerer i øjeblikket.

Men lad os nu slå koldt vand i blodet: Ja, for vi ved jo godt, at selv hvis det ikke havde været den eventyrlige nordsanger, men en hvilken som helst anden sibirisk sangfugl med en mere normal og plausibel trækrute, der var blevet slået ud af kurs og havnet i Dalarna – så ville de to ældre gentlemen have troppet op efter en lang nats kørsel. Og også jeg var nok igen fulgt med fra parkeringspladsen som det tynde øl – for ovennævnte eksotiske oplysning fik jeg nemlig først til sidst.

Det viser, at denne bevægende dragning til noget uanseligt og menneskenes gerning aldeles uvedkommende ikke behøver nogen art eksotisk alibi og derfor ikke kan være afledt alene af kolonialvarers velkendte evne til at sætte unge sødygtige mænds fantasi i drift.

At fuglen er fra Sibirien, og at den trods al menneskelig indifferens dog er en nordsanger og aldeles ikke hverken en løvsanger eller en gransanger, og at den således objektivt trodser vor fornufts og væsentligheds' sikre dom: ”Det er sgu det samme, og enhver eventuel forskel er akademisk og komplet irrelevant” - dette er underet og mysteriet.
Selv hvis en Newton med geniets sans for de største og mest generelle linjer vedtager, at det kan sgu være det samme, så insisterer det bitte kræ dog i kraft af sin blotte væren på, at : ”Nej, der er altså bare forskel – og den lille forskel er og forbliver til orientering bedøvende uanfægtet af jeres opfattelse af relevans: helt uanset hvor mange og hvor magtfulde og kloge I så end er.”

Det forholder sig til orientering hermed, som dengang en dame skulle gøre sig interessant ved først at rose en verdensberømt koncertpianist for hans udgave af Beethoven – kun for så at tilføje, at hun til gengæld fandt hans Mendelsohn knap så overbevisende... Virtuosens svar lød nemlig: ””Madam, believe me: It makes no difference....”
Og mesterens svar vil vi her genbruge forlods for det tilfælles skyld, at nogen blev skuffede over, at vi slet ikke har kommenteret den seneste hjemlige debat om, hvad nogen ikke burde have sagt og hvorfor. ”A rose is a rose is a rose” gælder nemlig også her – og så kan I komme med alskens naive og civiliserede majoritets-fordomme akkompagneret af kendte navne i sommervarmens dorskhed på Skagen eller hvor nu det er mest fashionabelt at slå mave.

Desuden har vi jo nu til overmål bevist on location og på den selv samme højlyse dag i henhold til dramaets klassiske regler: At gentagelsens umulighed i stedet kan blive indfaldsvinklen til ganske andre frugter og en helt anden høst. Og her tænkes ikke kun på de par vellykkede fotos, som alligevel ikke kan sige andre end nørder noget – og som jo dertil alene for mig selv besidder affektionsværdi som madeleine-kage og et symbolsk rejseminde.

TERRORENS PSYKOLOGI: PETER WIVEL ELLER GENETIKEREN ERIK BAHN?

PETER WIVEL OM TERRORISME OG SELVMORD

Nu skal vi som bekendt ikke give eventuelle terrorister på Facebook yderligere opmærksomhed, for terrorens kobling til den moderne nyhedssyge - blasfemisk utilgiveligt karrikeret af både Pontoppidan, Georg Brandes og Mann og sågar strafbart at citere -, har jeg nu længe spottet.

Men Peter Wivels interessante psykiatriske overvejelse om, at terrorister nok oftest er selvmordere, der så at sige gør en muslimsk dyd af nødvendigheden, får mig til at mindes en samtale way back med genetikeren Erik Bahn. Husker ikke hvordan vi lige kom ind på mord, men det var i hvert fald Bahn der sagde følgende:

"Har du ikke også af og til haft den tanke, at hvis du engang får en dødelig sygdom, så vil du benytte lejligheden til med fryd at skyde nogle af de værste sataner i dit eget eller nærståendes liv? - Ikke sandt? Javel - men hvorfor er der så alt for få syge, der virkelig gør menneskeheden denne store tjeneste - med risiko for enkelte fejlskud og fejlbedømmelser?

Ganske enkelt, Watson: For hvis du ikke har anlæg for mord, så vil hæmningen nemlig i reglen overvinde trangen til hævn og straf. Og så vil du dø med både skam og ærgrelse - omtrent som med pigen du ikke turde byde op til dans".

Indrømmet frit gengivet - for den kontante genetiker Bahn er ingen dekadent stilist. Og hvis han tillige skulle være død i mellemtiden, så kan vi konstatere at han åbenbart heller ikke havde anlæg for drab.
Om den nære sammenhæng mellem forbrydelse og kunst taler derimod både Dostojevskij, Strindberg og Egon Fridell alt rigeligt: Kunsten kan således undertiden erstatte forbrydelsen - lidt i stil med min gamle matematiklærers ord om matematik: "Matematik er kunsten at undgå at regne". Og ganske ligesom forbrydelsen betaler kunst sig oftest ikke.

I øvrigt mener de fleste mennesker tydeligvis ganske det samme som Erik Bahn: Ja, for ellers ville de nok opføre sig en smule bedre - og måske ville de sågar leve som de prædiker! Men det kan jo selvfølgelig være, at de i al hemmelighed bare anser deres ofre for så store kunstnere, at de kan tåle mosten og sågar formår at forvandle den til ædel årgangsvin.

Javel så, ser man det - men i så fald var det da pokker til nærig måde at fortælle det på....
--------------------------
Men hvorom al ting er: Hvis Erik Bahn har ret, så egner kun få selvmordere sig til mord og terror: nemlig de få der også uden selvmordsplaner kunne tænkes at blive mordere. Og spørgsmålet er vel også, om den fornødne fokuserede handlekraft er forenelig med selvmordstendenser? Men i nogle tilfælde er den det nok - især ved aktioner der ikke fordrer langsigtet planlægning og fokus.
...Omtrent som forholdet mellem ægte kunst og øjeblikkets provo-kunst, der behændigt kobler sig infantilt snyltende på de p.t. mest omtalte emner.
---------------------------
I øvrigt: Anders Jerichaw mener i dagens Politik, at forbryderes etnicitet og religion kun bør nævnes, hvis de skønnes at have betydning for forbrydelsen. Akkurat det samme må vel så også gælde selvmordshang: Ja, for ellers kriminaliserer vi jo som spot føjet til skade alle de arme djævle, som vi i solidarisk fællesskab mobber i håb om deres selvmord inden alt for længe...

Og i henhold til den samme logik var det vel så også en smule overflødigt, når kronikredaktøren i fjor nævnte, at samme Peter Wivel i sin kronik om Den Barmhjertige Samaritaner selv havde stået for oversættelserne fra oldgræsk: Vel at mærke med mindre Peter Wivels oversættelseslyst da var afgørende for udfaldet og resulterede i afvigelser fra den gængse og officielle danske ordlyd.