CLAES KASTHOLM - EN JOURNALISTS SKRIFTEMÅL...

KASTHOLMS SKRIFTEMÅL
Claes Kastholm, der i henhold til stædige forlydender selv i fjendelige lejre skal have været lige så begavet som han var vrissen, udstillede i ”Groft Sagt” 2..2. "journalisters" typiske interesse for store menneskers mest banale og hverdagsagtige sysler og hobbies: som de nemlig bruger til at nedtone og forklejne de pågældendes virkelige format og berettigelse.
Meget vel. Men hertil må straks føjes flere afsløringer, for bordet fanger. Når en journalist siger noget om "journalister", som andre uden for standen ellers for længst er blevet dømt ude for at have sagt bedre - på linje med mange mindre anklagepunkter såsom forbrydelser med menneskeheden (det billige uorganiserede skidt), - så lanceres det gerne som en selverkendelse så stor, at erkendelsens gyldighed mirakuløst nok dermed atter ophæves for hans eget vedkommende og herefter kun gælder for de øvrige i den stand der så modigt udstilles.
Fænomenet minder om indførelse af en ny beskatning så nationaløkonomisk snild og dynamisk saliggørende, at forslagets politiske ophav som tak undtages fra den nye beskatning. Det kan derfor ikke undre, at andre i standen i epidemisk omfang efterfølgende ligeledes giver den som uafhængigt Nobelpris-berettigede kolleger til denne heldige nyder af sådan selvfortjent og derfor formelig katolske nåde.
Den selv-dementerende logik her minder en del om andre selv-dementerende prædikater såsom prædikatet "den sidste romantiker". For også her bortfalder prædikatets gyldighed nemlig øjeblikkelig for den frejdigt åbenmundede udsigers eget vedkommende - omtrent som det også er tilfældet med prædikatet "verdens mest beskedne menneske".
Prædikatet "verdens grådigste menneske" ville det derimod  være selv-bekræftende og helt følgerigtigt ubeskedent at påberåbe sig. Men den pågældende har endnu ikke meldt sig for at indfri første-præmien : og han må  derfor – sin fulde berettigelse taget i betragtning – snarere anses for et af Jordens mest beskedne mennesker: og derfor ret beset alligevel uegnet til at modtage den pris, som vi derfor vælger fortsat at forholde ham.
Vi standser imidlertid ikke her (man bør nemlig til orientering aldrig standse umiddelbart efter en digression), men iler videre til vor næste mirakuløse opdagelse: Når "journalister" undertiden står over undtagelser i form af en storhed, der trods såre menneskelige begrænsninger ikke lader sig rive ned i det folkelige fællesskabs grød - så vil de besynderligt nok ofte gå i en fornærmet bue uden om dette ubehagelige fænomen: og det hvad enten det nu er i deres egenskab af redaktører eller journalister.
Dvs. lige undtagen hvis de er tvangsindlagt - samt når det er forbundet med en eksklusiv ære i stil med indkaldelse til nytårskur eller pavelig audiens. For selv om alle er syndere, så kan jo kun de allerstørste af slagsen drømme om at opnå audiens hos selveste paven i Rom. Med verdens øvrige paver kan det jo derimod nok være en anden historie – men man bør vogte sig for digressioner, og lader dem derfor hermed dø i synden.
På den arkaiske æres felter gælder nemlig, at vi kollegiale vane-royalister ikke interesserer os det fjerneste for andre kongeligheders gøren, laden og ritualer. Hvorimod anti-royalister og andre jakobinere følger de kongelige nøje og altid på bunden monomant selv tragter og higer efter alt det, som de lige så helhjertet hader, nedgør og forfølger med en nærmest personlig bitterhed hos de forkomne rester af fordums adel – endog i deres undseligste exil.
Og derfor er det at nogle skabs-katolske journalister af vægt og anciennitet så emfatisk på deres stands vegne offentligt bekender deres ærkesynders monumentale omfang: - i håb om som den berettigede undtagelse fra reglen at blive udvalgt til ekstraordinær glorværdighed i form af personlig audiens hos den største af alle verdens ærke-slyngler.
Sluttelig må vi gendrive enhver påstand om quijotiske nøkker hos Kastholm. For den eneste lighed mellem Claes Kastholm og Don Quijote er den, at de begge var indædte modstandere af kommerciel vindkraft.
P.S. Ovenstående indlæg i en kortere "ligth"-udgave fandt som ventet ikke nåde hos Berlingskes kronik-og debatredaktør Beinov i forgårs.- Men Herrens veje er uransalige, og mange forfægter den tese, at Claes Kastholm fortsat ville have været iblandt os, såfremt han dog bare havde fået lov til at læse ovenstående appetizer.
Også den stik modsatte og mere morbide tese har dog indrømmet sine forfægtere - som dog kun dermed afslører deres blasfemisk vanærende opfattelse af Kastholms sande format og robusthed.

KRØLLEDE HJERNER OG FULDE SØMÆND

KRØLLEDE HJERNER

anses i henhold til den seneste forskning ikke for genetisk belastede, men ses som det sørgelige resultat af pladsmangel under hjernekassens begrænsede forhold i medfør af de høje stedlige grundpriser. Med mere rigelig plads ville hjernen ikke have behøvet at krølle sig så beskedent sammen, som var der tale om en ussel asylsøger under den sædvanlige påberåbelse af flygtninge-status.
Bestemt interessant og ingen selvfølge. Men at genernes udfoldelse beror på det miljø de virker i, er dog hverken nyt eller principielt overraskende. For hør engang:
Min bedstefar plejede således gennem en årrække at plukke champignoner  mellem brostenene omkring træerne ved Ankeret i Nyhavn:- gødede udelukkende af de mest veldresserede hundes samt de fuldeste sømænds urin.
Og naturligvis var de championer akkurat lige så firekantede som de æg, som hønsene i henhold til et gammelt nummer af "Anders And" lagde i en genfunden by i det gamle Inka-rige, hvor man hverken havde opfundet hjulet, den dybe tallerken eller runde Columbus-æg - der ellers i hårdkogt tilstand egner sig fortrinligt til at lade sig rulle ned ad bjergsiderne til andre landsbyer helt uden lamaers hjælp.
Mon ikke også gødningens høje promille kan have bidraget til de nyhavnske champignons kantede fænotype?
Men tænk engang: Mine grundige rapporter og analyser af fænomenet ansås af datidens stenalder-presse for både irrelevante, uaktuelle og uvidenskabelige.
Men heldigvis er udviklingen da gået fremad siden P.A. Heibergs og min bedstefars tid i henseende til lovlig krøllede hjerners midlertidige opholdstilladelse på de bonede gulve.
Begrænsninger, der dog ganske som al anden forbuds-politik så langt fra at være kontraproduktive blot inspirerede hjernerne til i fortvivlelsens selvhjælp at udvikle yderligere krøller i kriminalitetens medfør...

WILLERSLEV, ABORIGINERNE - OG PUNGDYR-KORTET...

ABORIGINERE OG ANDRE PUNGDYR

En politiker eller anden kendt har nu igen sagt et eller andet - og det må vi straks kommentere i plenum, for evolutionens lodseddel forpligter.

----------

Men apropos aboriginerne og deres påstået genuine oprindelse, så ville de folk nu afgjort have været langt mere overbevisende, hvis de havde været forsynet med pung på linie med kontinentets øvrige pelsklædte urbeboere - samt dets vingeløse fugle, der dumstædigt insisterer på altid at lægge alle deres hårdkogte æg i den samme pung. Tag den, Willerslev!

Men hvorfor ser man forresten næsten ingen pungdyr længere? Spørgsmålet minder mig om en lidt enfoldig ambassadør-enke, der engang midt under middagen - inspireret af mindet om sin afdøde ægtefælle samt synet af sin egen gaffel på vej til munden forsynet med en lige så kluntet fangst - pludselig så lyset i form af en genuin undren over, hvorfor man i grunden aldrig længere ser nogle pukkelryggede...

Min bedstefars begavede hushjælp - nu forfremmet til en art pladsberettiget og per definition herefter formelt ulønnet familiemedlem i anledning af min bedstefars egen enkestand - måtte le skjult bag sin serviet, for hun havde god sans for det komiske. Hvorom gælder at frivillig komik er noget nær en selvmodsigelse – idet fænomenet burde omdøbes til ”simuleret komik”.
Komik er nemlig ikke at "kommentere", men intuitivt at forudse og fremskrive, ja fremmane fænomenet visionært, allerede inden der er noget som helst at "kommentere".

Nej, men altså: Hvis nu bare pungdyrene, de pukkelryggede samt komikerne blot i tide havde fundet ud at at samarbejde, så havde de måske alle tre klaret sig noget bedre i kampen for tilværelsen. For enernes grammatiske enegang er jo en af hemmelighederne bag proletariatets diktatur... Tag den, Lenin!

Enernes fagforening er jo nu engang logisk og fagligt et trin eller to højere end blikkenslagernes fagforening, men var vel ikke af den grund nogen komplet umulighed - selv om enerne typisk er enere på hver deres felt og hver sin vis, hvilket yderligere vanskeliggør deres beherskelse af pluralis.

Med autisternes fagforening forholder det sig derimod indrømmet noget vanskeligere. - Og det er da også grunden til at man på dette ene område har gjort en undtagelse fra forenings-friheden i form af obligatorisk organisation og fagligt monopol. Thi her er jo reelt tale om en værge-ordning.

Plagiatorne behøver omvendt slet ingen fagforening, da de i forvejen overalt allerede forlængst er i knusende majoritet og dertil besidder et aldeles "ubestikkeligt" (for hermed i forbifarten at afsløre svaret på spørgsmålet, hvilket ord der er verdens største "misnomer" eller "contradictu in adjecto") socialt instinkt: med en anden "misnomer" ofte kaldet "empati". En egenskab, hvis arrogante fravær hos hine uheldige omvendt berettiger dem til omgående fratagelse af alle borgerlige rettigheder.

Til sidst en nødvendig redaktionel bemærkning: Det en stor hån mod de virkelige pungdyr at sammenligne og demagogisk sidestille vore dages trods alt ret forkælede pukkelryggede med pungdyrene for at forpligte samfundet til at yde de pukkelryggede tilsvarende kompensatoriske forret i form af både kandikap-points og kvote-ordninger.
 Nej, når mennesker trækker pungdyr-kortet, så fortæller det afgjort mest om dem selv...

RITT BJERREGAARD, STATISTIK OG PARADOKSER - VED FROKOSTEN....

VED FROKOSTEN...

"Filosofi" er - ud over at være stærkt overvurderet - kunsten at gøre sig klog på noget uden først at have sat sig unødigt meget ind i det. Det er derfor man i grunden ikke rigtigt kan studere sig til det, for der er i en vis forstand ikke så meget at sætte sig ind i. Så fik vi da det på plads.

Tag f.eks. emnet statistik: Vi læser at både motion, fiberrig kost samt en lille daglig dosis acetylsalicyl-syre hver for sig nedsætter risikoen for tarm-cancer med godt og vel 30 procent. I så fald skulle man tro, at hvis man iagttager alle tre forholdsregler plus et par stykker til, så skulle man da være mere end 100% helgarderet mod tarm-cancer.
.
Omtrent ligesom samfundet skulle være helgarderet mod de forbrydere der er idømt 300 års fængsel.
I det sidste tilfælde holder garantien ikke, for sæt nu enkelte af forbryderne har held til at flygte - om ikke andet så i forbindelse med et jordskælv. I så fald vil det ganske vist næppe fylde meget i de stedlige avis-rubrikker, men facts er facts.
I vort medicinske tilfælde må der ligeledes være misteltene som vi ikke. har taget i ed. Den mest indlysende er det forhold, at enkelte segmenter uanset hvad har en høj genetisk risiko og derfor en vis iboende sygdomsfrekvens
Men den øvrige befolkning får jo dermed blot en endnu mere lovende statistik, så gåden er ikke blevet mindre. Rent matematisk er det jo også noget vås, at ens sygdoms-risiko kan blive nedsat med endnu mere end 100% ved addition af alle slags gunstige forholdsregler.

Selv i "den øvrige befolkning" vil der være individuelle forskelle i udsathed, men at tage højde for dette udsætter blot gådens løsning, idet vi da står med en endnu mere robust rest-gruppe. Men selv dér vil der erfaringsmæssigt være uheldige undtagelser - og mere end 100% risiko-reduktion er jo desuden stadig noget vås.
Men antag nu, at motion af peristaltikken reducerer risikoen med en tredjedel. Fiberrig kost nedsætter den nu stærkt reducerede risiko med en tredjedel: javel, men vel at mærke en tredjedel af den resterende risiko. Asperin vil atter reducere den herefter resterende risiko med en tredjedel. Og så fremdeles med de andre virkemidler. Man kan blive ved i det uendelige med at reducere den resterende risiko, ganske som med deling af smør og andre kontinuerte masser. Men ingen kontinuert størrelse forsvinder ved deling.

På ganske samme vis argumenterede grækeren Zenon i sin tid for, at da tilbagelægning af en afstand ligeledes kunne anskues på som en gentagen halvering af strækningen, så vil selv den hurtigste løber aldrig nå helt frem. I Zenons tilfælde holder konklusionen imidlertid ikke. For meget kort fortalt finder de uendelig mange halveringer af strækningen nemlig sted i løbet af et helt afgrænset tidsrum, idet hver halvering kun tager halv så lang tid som den foregående. Og derfor behøves der ikke uendelig lang tid for at nå helt i mål.

I vort eget eksempel slipper vi for Zenons paradoks, for der er ikke tale om nogen proces i tid. Her konstaterer vi således bare, at selv nok så mange halveringer af sygdoms-risikoen aldrig kan reducere denne til nul.
Derudover kunne man også tænke sig, at visse af de anbefalede forholdsregler i nogen grad betjener sig af fælles biokemiske mellemregninger, og at disse jo kun kan annulleres én gang. Dette svarer til hvis to debitorer truer dig med den selv samme gorilla for at inddrive din gæld: Finder du en måde at eliminere byens gorilla i anledning af den første kreditor - så har du ingen yderligere nytte af metoder til at eliminere gorillaen i anledning af kreditor nummer 2. For gorillaen kan jo kun elimineres én gang.

Vort eksempel belyses godt af forskellen på procentenheder og procenter. Et antal procentenheders fald af en befolknings tilslutning til et bestemt parti beløber sig ved gentagelser meget snart til 100 procent. Hvorimod reduktion i procent regnes som procent af den resterende gruppe og derfor hver gang betegner en reduktion af en mindre størrelsesorden.

Nå for pokker - kold morgen-kaffe er noget af det værste man har....
Good day, gentlemen!

P.S. Troede I da virkelig, at vi denne gang omsider ville begå noget "aktuelt", "vedkommende", ja måske endda "veloplagt"? Ak, tro os: Også virkeligheden er stærkt overvurderet - muligvis med den sibiriske tiger og Tibets afskyelige snemand (der i henhold til de få som har mødt ham, faktisk skal være elskværdigheden selv) som eneste undtagelser: der af selv samme fornærmelige grund ligeledes er bandlyste af den samlede verdenspresse - paven naturligvis ej heller at forglemme...
-------------------.
Men for de i vort eksempels emne interesserede anbefales Harter Pierce's bog "How to outsmart your cancer" - som selv af medicinske anmeldere betragtes som noget af det mere sobre og læseværdige om "glemte" og oversete behandlingsformer med uafhængigt og reglementeret dokumenterede diagnoser og resultater: resultater, hvis drastiske procent-tal i forhold til den ellers dystre statistik mere end kompenserer for det trods alt numerisk ret begrænsede materiale: idet talen er om behandlinger der siden er blevet boykottet og forvist til det alternative.
Også selv om der i samtlige tilfælde er tale om højt meriterede forskere, herunder både en nobelpristager og en gentagen nobelpris-kandidat i form af den kvinde, som i sin tid påviste omega 3 fedtsyrernes betydning samt farerne ved transfedtsyrer 

PAVENS CHAUFFØR

..

Af princip læser jeg helst ikke forfærdelig meget om de få ting, som jeg har mere personlig forstand på - man tænder jo heller ikke lygter i solskin, vel?
------------

Immunforsvaret besidder en bred vifte af deviser af varierende ælde og med sindrige indbyrdes forbindelser; deviser, der snart vikarierer for, snart supplerer hinanden. På lignende vis er nogle skriverier helt private, andre delvis tilgængelige og endnu andre helt tilgængelige. Længere ting sker altid i eget regi, in case f.eks. Zuckerberg & Zuckermann skulle gå helt ned. Og Klareboderne A/S taler vi ikke om.

I den grad man skulle være beroende af andres gunst, skriver man noget som folk kan lide. I den grad man er beroende af sin egen gunst, begår man noget andet. Men skulle man nu ligefrem efterstræbe Guds eller Voltaires bifald, (in case disse allerede findes og ikke må opfindes først), så må man tage sig ganske gevaldigt sammen.

Men at imponere den almægtige ved at gå ham i bedene, er på den anden side en håbløs umulighed, der som det ekstreme tilfælde klart illustrerer hvor uoriginal, plebejisk og futil en ting konkurrence i grunden er. Men hele den moderne karriereverden er håbløst besat af just denne uting - deraf kedsomheden.

Nej, at bære sin egen byrde med værdighed er derimod noget, som end ikke Gud ville kunne gøre for dig - og selv er vi jo heller ikke altid for gode til det. Således har jeg f. eks. beskadiget en andens kofanger med en tredjes automobil og prøver forgæves at finde en grimasse der kan passe; min egen hetero-mobil har i bedste fald gemt sig særdeles godt - hvilket på den anden side i mit bohave ikke er nogen stor præstation.

Hvis Gud imidlertid påtog sig at skrive en straffefanges selvbiografi, ville den for det første blive et om så også yderst velskrevet falsum; og for det andet ville det slet ikke kunne blive det samme, for Gud kender selv ikke disse sindstilstande - og det gælder naturligvis i endnu højere grad en dybt ordblinds selvbiografi. End ikke Gud kan i sit indres dyb simulere en dybt ordblinds liv. Hvis han imidlertid alligevel skulle vise sig i stand til det, så må det på den anden side siges at være et af de hidtil bedste gudsbeviser...

I Middelalderen kunne enkelte udvalgte i en sluttet kreds tillade sig lignende kætterske spekulationer omkring Guds magt til at skabe en sten så tung, at han ikke selv ville kunne løfte den. Men at delagtiggøre en bredere almenhed deri blev i reglen honoreret med endnu højere straffe end parkeringsbøderne på Peters Pladsens aller strengest reserverede plads... - hvilket forresten minder os om, at der faktisk er en enkelt ting som, Paven kan gøre endnu bedre end Gud: baglæns parallelparkering, som heller ikke jeg endnu mestrer euklidisk overbevisende. Ja, men paven gider bare ikke – så ganske ligesom Paven er Guds stedfortræder på Jord, så har Paven en lige så ufejlbarlig stedfortræder i Roms trafik.

Men når Pavens chauffør undertiden kører på egen hånd uden for sin embedsgerning - hvad der ikke er velset - så er han akkurat lige så fejlbarlig som alle andre italienere i deres ilterhed. Så for ikke at give anledning til både økumenisk og skolastisk forvirring, henstiller man gerne allerede i jobannoncen, at ansøgeren må være fuldt indstillet på i sin fritid at slå et slag for apostlenes heste - hvorved pavens chauffør nemlig som et plaster på såret tillige får en symbolsk andel i den berømte apostoliske succesion af denne verdens hellighed. Skinhellighed har vi derimod nok af, og den hverken ønsker eller behøver nogen arvefølge, endsige nogen begrænsninger i form af reserverede pladser.

Imidlertid kom vi fra de byrder som vi alene selv kan bære, men ikke Gud. Og det er derfor disse langt mere end succes i konkurrencen og karrieren, der udløser Guds bifald. Gud siges dog en enkelt gang selv at have prøvet det samme, af solidaritet og for eksemplets skyld - et eksempel hvis udfald og rette tolkning der dog stadig står strid om. Guds intention var rimeligvis denne: "Når selv jeg kan gøre det, så må I andre også kunne, som er født ind i det - hvor svært kan det være?"

Omtrent ligesom de arbejdmarkedkonsulenter, der efter selv at have præsenteret deres CV som direktører i indtil flere større IT-firmaer gennem årene til sidst dulmer gemytterne ved at betro de tvangsindlagte, at de skam selv også engang har været arbejdsløse: samt at dette endda er deres vigtigste kvalifikation i den aktuelle forbindelse...

Men hvorfor outsourcer disse travle folk da ikke denne usle sidetjans til en endnu arbejdsløs, og hvorfor hyrer de indkaldtes fagforening ikke bare et af deres egne medlemmer for allerede derved at have forbedret sin statistik en smule? Og hvorfor tildelte Gud ikke bare på samme vis en i forvejen spedalsk eller pukkelrygget den symbolske almagts fuldtidsjob på jord i stedet for at gå over åen efter vand ved selv at gøre det umulige?

Nej, den ville aldrig være gået, for hvis Gud nemlig havde udvalgt en tilfældig spedalsk, så kunne alle verdens tabere jo rette klage over at være forbigåede, da også de jo var uomtvisteligt kvalificerede. Og hvilken ære er der desuden ved at nyde en gunst, der ikke tildeles en i kraft af noget særegent?

Misundelsesværdighed kan nemlig sagtens være aldeles æreforladt - og det gælder i særdeleshed vor tids tarvelige karriere-kamp: For hvis du har medgang, vil alle og enhver misunde dig - men næsten ingen vil ære dig og beundre dig, for vi går ud fra at du snyder lige så meget på vægten som os andre - eller også bare var heldig. Og hvilken ære var der vel ved at vinde i lotteriet for derefter nærigt at gå i landflygtighed og skattely på en sydhavsø helt uden hverken syfilis eller bekostelige baronesser?

Nej, og derfor er det også kun notoriske tabere der spiller på travbanen og lotto - hvorimod alle vi andre aspirerer til direktører, konsulenter, forfattere, innovatorer, oprørere, stand up komikere eller professorer - allerhelst det hele i naturlig udviklingspsykologisk rækkefølge.

Mozart var det imidlertid ikke alle og enhver, der misundte, men alene hans herostratisk navnkundige kollega Salieri: for kun Salieri havde faktisk noget at have sin misundelse i, hvorimod alle uden succes i dag med god ret mener at kunne misunde alle andre med succes. På den måde er verden da sandelig blevet mere demokratisk.

For succes er da bestemt ikke bare et tilfældigt lotteri: - For vi kan netop alle få succes, hvis bare vi altså ikke udmærker os alt for individuelt, men retter dygtigt ind, selv i vore tilsyneladende gadedrenge-nøkker og mest "provokerende" udsagn.

I et lige så æreløst lotteri er det derimod umuligt for mere end en enkelt eller to at vinde. Og det er altså ikke helt demokratisk.

Men apropos Pavens chauffør – så må I bestemt også høre historien om Pavens besøg i Washington. Paven byttede nemlig ved den lejlighed plads med sin chauffør, nu han trods alt omsider befandt sig på ferie i Guds eget land. Men derved kom den ufejlbarlige mirakuløst nok til i sin barnlige iver for skade at kollidere med en anden bil. Som sagt mirakuløst, mandens status taget i betragtning – men så på den anden side: Hvem hvis ikke just Paven kan gøre sig håb om den slags uforklarlige brud på naturlovene?

Den tilkaldte politibetjent blev imidlertid stillet i en sådan forlegenhed just grundet nævnte apostoliske ufejlbarlighed, at han måtte ringe til sin overordnede og dernæst via ham til denns overordnede osv., indtil han endte hos selveste guvernøren af Washington.
Efter at guvernøren forgæves havde udfrittet den arme betjent om, hvilken person der mon kunne være betydelig nok til således at stå over landets love – kunne politimanden kun afmægtigt konstatere, at den pågældende i hvert fald var så betydelig en personage, at han havde ingen mindre end selveste paven som sin privatchaufør...

Men apropos Paven, så skal I nu bare høre her til allersidst:
En dame af mit bekendtskab, der også tidligere har været frimodig nok til at opsøge de højeste instanser i tilværelsen, og ikke altid uden held, betroede mig i dag følgende:

Hun ringede forleden til selveste Paven (javel, den pave, hvem eller?) for at belære ham om, at han er en forbryder mod menneskeheden ved fortsat at forbyde kondomer i Afrika og andre AIDS-ramte lande.

Men kan alle og enhver sådan virkelig ringe til paven. Jovist, for paven er alle og enhvers pave, ganske som Gud jo er gud for alle og enhver.

"Men ringede du så virkelig til paven?". Jo, sandelig siger vi eder: Hun ringede og fik vitterlig også fat i pavens sekretær - af hvilke vi dog må formode at der nok findes en hel stab. Paven selv var derimod til frokost: - ja, gåselever som sædvanlig, for paver har nu engang sarte maver - en erhvervssygdom, efter sigende...

Og pavens sekretær eller i hvert fald lige denne sekretrær havde skam fuld forståelse for sagen. Men som hun tilføjede: Selv var hun jo nu engang ikke paven, men kun hans sekretær.

Men pavens sekretær kunne dog som et plaster på såret af egen erfaring forsikre damen om, at Paven selv bruger i vore dage altid kondom….

BJØRN BREDAL OM PLAGIATSAGER

En fornøjelig artikel fra BJØRN BREDAL'sangvinske pen.

Vist kan vi le ad alle de bagateller. Faren er imidlertid den, at de kan bruges til at latterliggøre folk der i anderledes alvorlig forstand plagieres og bliver til grin for deres egne penge og arbejdskraft. F.eks. når man i egenskab af anmelder, konsulent, redaktør - eller blot "faglig rival" i almindelighed - refuserer, fortier eller bagatelliserer arbejder  - for dernæst selv at gøre brug af det underkendte.

Når de ramte så jamrer, kan man dernæst leende spørge: "Men tror denne komplet ukendte hr. NN ("vi stavede da forhåbentlig navnet korrekt?") da virkelig, at slet ingen andre kunne få den samme geniale ide - end ikke vor så fremragende og berømte professor MM?"
Så er sejren både billig og sikker - ja, men det er rigtignok at udnytte en fortrinsstilling.

For denne patent-latter besvarer slet ikke spørgsmålet, hvorfor den fremragende MM med alskens fortrin, spalteplads osv. så alligevel først efter at have læst  denne "hvad-var-navnet"  lige pludselig fik den ide at skrive akkurat det samme - eller kom i tanker om, at han skam havde tænkt det samme uden dog at finde det oplagt til publicering, - for han er jo som alle virkelige åndspersoner et ydmygt menneske.

Både spørgsmålet og dåse-latteren med eller uden firma-logo kan skam i det enkelte tilfælde være berettiget. Ja, men det må bedømmes fra sag til sag: Jo særere tanker, jo mere ejendommelige og karakteristiske udtryk, billeddannelser, humor og associationer, og jo mere - nåja "originale" - påfund, desto mere usandsynligt (men indrømmet ikke helt umuligt) er det, at en læser efterfølgende pludselig kommer i tanker om, at han skam da forresten har tænkt det samme og sjovt nok endda er helt enig.

I blødere tilfælde kan der være tale om kvantitet: Dvs. ingen af de enkelte iagttagelser og formuleringer er det spor svært at forestille sig at også f.eks. MM kunne have gjort. Men gælder dette nu samtlige iagttagelser og endda i den samme rækkefølge - så kan det da i det mindste ikke være kriminelt at bemærke, at det i så fald da er et sammentræf,  at han/hun ikke blot bifaldt nylig læste, men tillige havde tænkt det hele selv først. Men sligt forekommer bestemt, og især ved med al respekt forholdsvis normale logiske ræsonnementer; så bevisbyrden er derfor langt sværere end i det første tilfælde.

De groveste plagiater er dem, hvor man samtidig stjæler "ophavets" afledte muligheder, ganske som ved tekniske patenter: idet man nemlig samtidig hindrer de pågældende i selv at komme til orde: ved at latterliggøre, fortie og udlukke og som apostlen Peter fornægte dem, selv uden ligefrem tillige at plagiere apostlen Peter (for lad os nu heller ikke gøre skarn uret): For man fratager derved de rette deres virke, frugtbare sociale kontakter samt mulige indkomster i medfør af disse eller hine ideer. Her stjæler man altså vitterlig noget fra nogen - ganske som i de grove tilfælde af klassisk marxistisk merværdi-udbytning.

At stjæle fra afdøde er derimod ret harmløst - bortset fra at man jo bruger det til at "overgå" nulevende "rivaler" med flere skrupler og fordomme. Det kan således bedst sammenlignes med falskmøntneri og alskens farverige lånecirkus, som jo immervæk er festlige og ligesom så megen anden kunst måske berettiget til statsstøtte.

Sluttelig, når en helt ung litterat forleden i samme avis kaldte Thomas Mann en af sin tids største plagiatorer, så var det derimod en futil udvanding - af den art der kan bruges til bekvemt at af-kriminalisere selv de groveste plagiat-sager.

For hvis selveste Mann var mega-plagiator, så er plagiat åbenbart lige så uangribelig som arvesynden: For hvem skal da kaste den første sten?
Og påstanden var da også rent vås: For at Mann brugte velkendt historisk/mytologisk materiale, som slet ikke lader sig fortie, og forædlede det under sin helt karakteristiske pen, med en rigdom af sære tanker og associationer - det kan jo aldrig kaldes plagiat. Så her er smilet på sin plads.

At Mann så først i anden udgave af sit Faust-værk krediterer Adorno for dets musik-teoretisk vidtløftige anslag - er også ret uskyldigt. For Mann vidste naturligvis, at ingen musik-kendere kunne være i tvivl om herkomsten: ganske som når nogen skriver en roman om en kerne-fysikers forskning.
Sluttelig bagatelliseres plagiat-sager typisk med, at intet menneske er ren ø. Derom hersker ingen skam tvivl: Men plagiat er netop at foregive det modsatte – selv i tilfælde af top-moderne motorvejs-forbindelser til fastlandet. A

t de berettigede originaler på et felt ikke på samme vis skylder at kreditere andre for deres bidrag, beror ikke på, at de er undtagelser i form af en at meteorer der er faldet end fra himlen, men derimod på: at det afgørende som de har at tilføre, vitterlig – inspiration og kulturel baggrund til trods - ikke ikke er hentet fra andre kilder; og sjovt nok heller ikke laves af alle andre med samme baggrund.

Sluttelig bagatelliseres plagiat-sager ofte med, at intet menneske er ren ø. Derom hersker nu ingen tvivl: Men plagiat er netop at foregive det modsatte – selv i tilfælde af top-moderne motorvejs-forbindelser til fatslandet. At de berettigede ”originaler” på et felt ikke på samme vis skylder at kreditere andre for deres bidrag, beror ikke på, at de modsat alle andre er undtagelser i form af en at meteorer der er faldet end fra himlen -, men derimod på: at det afgørende som de har at tilføre, vitterlig – al kulturel baggrund til trods - ikke ikke er hentet fra andre kilder. Og sjovt nok heller ikke laves parallelt af alle andre med tilsvarende forudsætninger.

Burde dette indlæg mon rettelig have været en artikel i det organ, som Mikkel Zangenberg så varmt priser i denne anledning? - Tja, også jeg er vist denne gang inhabil til at anbefale...

Men hvis nu ovenstående om føje tid kan læses de utroligste steder hvortil jeg ikke selv ville få adgang - bør jeg da være spor forbavset? For hvad der står at læse i digitale medier, er jo per definition rene bagateller og dermed alles ejendom.

ANNE-GRETHE RASMUSSEN - OG TØMMERMÆNDENE FRA NAZARETH

ANNE-GRETHE RASMUSSEN OG TØMMERMÆNDENE FRA NAZARETH
(FRIFUNDET AF "JOURNALISTEN"....)

Fagbladet "Journalisten" har nu gennemgået AGR's sag og finder, at hendes fortrin som arbejdskraft klart overstiger både omfanget og graden af den påtalte tidstypiske sparsommelighed med de så kostbare citationstegn - der nemlig afgjort bør regnes til vore fossile ressourcer.

Der var således næppe grund til ligefrem at se mobning og slette hensigter i "JOURNALISTEN"s første reaktion, for i så fald ville man aldrig have indrømmet, at man tog fejl. For dette taler tillige, at mobbere med omhu altid vælger et offer der står alene, stik modsat AGR der har et imponerende netværk.

Just mennesker med et stort netværk vil dog ikke desto mindre med gruppe-psykologisk automatik altid blive forsvaret af deres solidariske kreds med nærmest pavlovske modanklager om just "mobning" og "Janteloven".

Hvorimod det klassiske og gratis (kort sagt perfekte) mobnings-offer tværtimod typisk er den eneste til at rette denne mod-anklage. - Og alle vil typisk enten ignorere det eller også i kor udbryde: "Sludder og vrøvl!" Ellers er det nemlig ikke rigtig mobning...

For just deri består jo mobningen, til orientering. Og I må da godt citere mig for dette - vel at mærke osv.
 Men mobning er til orientering en rigtigt dårlig forretning: For udøvernes styrke består nemlig ene alene in den nederdrægtige døvstumme samdrægtighed, som ligner narkotika deri, at den en stakket stund opleves som berusende kollektiv styrke - hvis efterfølgende trofaste tømmermænd fra Nazareth hedder svaghed, tarvelighed og fuldt berettiget skamfølelse....

Derimod er det fuldt tænkeligt, at den unge søhelt Søren Willemoes fra WA, der helt glemte at se bjælkerne af pommersk fyr i sit eget slagskib, vitterlig bedrev en art upersonlig og umoden mobning: For en ung mand scorer gerne billige points i sin egen gruppe ved risikofrit at hænge nogen fra en rivaliserende gruppe ud og på den måde gøre sig fortjent til mors beskyttende favn fremover, uanset hvad.

Mikael Jalving fra Jyllandsposten påviste i sin tur dernæst, at en ellers ret højpandet leder-artikel af selveste Bo Lidegaard led for led i alle sine pointer synes at være planket fra "The Economist".

Når en ung debattør i Politiken efterfølgende citerer Sloterdirch (der staves som Kjeld og Dirch) for, at alle i vore dage plagierer, samt at forfatteren Thomas Mann var en stor plagiator - så er det sidste derimod rent vås. For Manns stemme, tanker og besynderlige sind er altid umiskendelige, selv hvor han bruger historiske forlæg som afsæt  - og selv om han indrømmede, at det med handling i klassisk krimi-forstand faldt ham svært.

Sloterdirk er derimod enig med undertegnede i mit evige omkvæd, at vi lever i plagiatornes tidsalder, fordi alle skal være noget andet og mere end vi er. Javel - og symptomet og derfor tillige et bevis for dette består derfor i, at alle plagiatorne (kort sagt snart de fleste moderne karrieredyr) hader originalerne og skyer dem som pesten: Og det af den simple grund, at forskellen på den ægte vare og plagiatorne på et givet felt let ses i stort og i småt, og det på mange forskellige måder.
Ganske ligesom en ægte tegner kan tegne lige hvad det skal være,-  hvorimod vi andre kun efter megen øvelse kan lære at tegne et bestemt motiv rigtigt godt: f.eks. en elefant. Ligervis med musik og alle andre felter.

Når en og anden alligevel af og til farisæisk anklages for plagiat, så handler det klogeligt oftest om rene småting, eller også om barnagtig afskrift af tekster. Men sjældnere om det langt grovere ide- og tanketyveri uden kreditering, der hele tiden foregår - ikke mindst i den akademiske verden. Og hvis første trin altid er tavsheden.

Ja, for vi kan uden videre logisk slutte, at denne synd er og nødvendigvis må være mest udbredt hos folk med ærefulde titler og jobs: For dels kan just de nemlig i reglen slippe godt fra det ved at gøre både deres ofre og dem der tør påvise forbrydelsen, umulige i karrierens verden.

Og dels føler de sig pressede til at bevise, at de kan - og stadig kan - leve op til deres egne og deres fans høje forestillinger om dem; samt begrunde deres fortsatte fortrinsstilling hos medierne, på universiteterne og i forlagsverdenen.

Og - som det jo ses næsten daglig, så beskyttes højtstående plagiatorer solidarisk af en kødrand af endnu knap så ærefulde folk og fæ, der ligeledes vil gøre deres små musegrå hoser grønnere end deres egne pigmenter måske kan leve op til.

Men trods fagbladet "Journalisten"s høje retningslinjer for god skik og videnskabelig redelighed - så er der imidlertid stadig en lille hurdle, der får den stolte skude til at kæntre allerede ved dens jomfrusejlads ud af havnen, ganske ligesom det svenske krigsskib VASA i sin tid: Nemlig dette, at hvis vi herefter pænt vedkender os at have læst noget - ved enten at like, hade eller kommentere det - så kan vi jo ikke bagefter publicere tankegodset og erfaringerne i eget navn på ærefulde steder.

Eller som en pågreben sydamerikansk lommetyv engang fortvivlet udbrød: "Jamen hvis vi lommetyve nu ikke engang må stjæle fra de rige længere- hvem skal vi så stjæle fra?"

Så enkelt er det, folkens. Og now don't be silly: For enhver mulig menneskelig reaktion herpå er allerede både forudset og indkalkuleret - intet barnligt endsige strudse-agtigt er os nemlig længere fremmed....Og som sagt: Husk for jeres egen skyld også lige det dér med tømmermændene fra Nasareth...For hvem ønsker I egentlig talt at blive respekteret af?

P.S. Dette indlæg har været tilbudt Politiken Debat.

NYTÅRSFORSÆT, GRÆNSEKONTROL OG KUNSTEN AT UNDGÅ ALZHEIMERS

NØDDEKNÆKKEREN OG ALZHEIMERS

NØDDEKNÆKKERE FRA STEINWAY

Der er jo ingen grænser for sundheden af alskens nødder og omegn. Ja, men min nøddeknækker brast allerede før jul iti under henrettelsen af en paranormal paranød - velsagtens forlods præpareret af Uri Geller. Så et betydeligt parti blandede nødder står endnu i venteposition i forfængelige forhåbninger om udsigt til benådning.

Omtrent ligesom ved mislykkedede henrettelser i visse lande med taxameter-ordninger, privatiseret retspleje samt meget bogstavelige tolkninger af dødsdommes ordlyd.

Professionelle bødler holder sig derfor klogeligt til de berømte Damascener-klinger fra Steinway & Sons, men man er jo kun amatør i branchen. Omtrent lige som obligatoriske og derfor for længst professionaliserede emner keder mig akkurat lige så dybt, som det omvendt morer mig at piske de forhåndenværende søm og tilsyneladende uorganiske ingredienser op: til noget, som ligeledes ikke kan tages helt alvorligt.

Ja, med mindre det stik modsatte da lige pludselig bedyres af kulturlivets autoriserede hyggeonkler - for ikke at glemme utraditionelle hjerneforskere med et autoriseret sexet glimt i øjet. Nogle hjerneforskere sværger således just til nødder - og formålstjenlige nøddeknækkere. Nice thing if you can get it...

Men hvad nu hvis en hjerneforsker en dag fortæller jer, at endnu bedre end nødder og gymnastisk eksekvering af livsbekræftende dødsdomme, så er det bedste middel mod Alzheimer måske at komponere dagens tankeret: men vel at mærke helt uden genbrug af professionaliserede og for længst fladtrådte emner?

Så ville der lige pludselig kommer andre boller på suppen, for alle større dagblade ville straks oprette kurser for de håbefulde. Men alle landets kendiser ville som sædvanlig få forret helt ubeset, så jeres eneste mulighed bliver alligevel den at like al denne opstadsede mosen og masen så konsekvent og uforbeholdent, at I har udsigt til også selv at komme i betragtning.Men helt ærligt, folkens: I så fald er Alzheimer måske alligevel at foretrække?

--------------

Men tilbage til Uri Geller. Retsmedicineren Preben Gertinger overværede i sin tid under en seance med Uri Geller, at en landskendt og tidligere fængselsdømt hypnose-morder, der tilfældigvis sad lige foran ham selv, tilsyneladende alene med tankens kraft bragte Geller komplet ud af fatning ved at inducere ham en oplevelse af, at nogen slog ham. "Hvem er det der slår mig, hvem er det der slår mig?", råbte Geller bestyrtet. Kun Gertinger og hypnose-morderen var klare over, hvad der foregik.

Forestillingen måtte derfor afbrydes og udsættes!

Uri Geller var vist nok bare tryllekunstner. Og skeptikere vil ligeledes hævde, at hypnosemorderen ligeledes bare var en slags trykkekunstner. Nåja, men i så fald er vi altså mindst tre om den sport...

Og vor øvelse har skam ikke været forgæves, idet den nemlig har formået at minde mig om uudsletteligt om det nytårsforsæt, at jeg forleden besluttede her på årets første helt ædruelige dag at købe en nøddeknækker fra Steinway & Sons. Så there you are.

Men i øvrigt: Det utroligste ved det hele er dog, hvordan pokker alle jer ude på arbejdsmarkedet egentlig talt har tid til at læse sådan noget i arbejdstiden - lige undtagen hvis det er noget som alle og enhver i forvejen kæfter op om. Hør engang: Det er vist da også en slags tryllekunst?

DAGEN DERPÅ....

Vi lovede omsider at købe en ny nøddeknækker i stedet for den gamle der brast i første runde i kampen mod en tyre-nakket paranød.Der ser I ulempen ved al den genvinding af metal med en molekylær konsistens som havregrød.

Gårdagens smøre foregav at være en ny kur mod Alzheimers. Og prøven skulle derfor være den, om vi nu omsider kunne huske at købe en nøddeknækker, inden alle de sunde nødder, der ligeledes skulle modvirke Alzheimers, mugner og tværtimod bliver rent livsfarlige.

Lad os (første person ental er frygteligt privat og bare for småt) straks indrømme, at vi jo sjældent sadler før vi rider og derfor atter må melde pas. Men det skyldes nu ikke Alzheimer, for nævnte nytårsforsæt har skam plaget os, lige siden vi aflagde vort nytårsløfte.

Men hverken Fakta, Irma eller Brugsen sælger nøddeknækkere - og her kommer så en anden hurdle ind, som hedder målrettethed eller "perseverens". Den egenskab kendetegner al social opstigning - men ulykkeligvis fordrer den en helt umådelig tolerance over for påståelige og mekaniske gentagelser både selskabeligt, tankemæssigt og sprogligt.

Og den egenskab går nu engang ikke i spænd med sjælelivets højere ytringer og befordrer dertil i tidens løb tværtimod Alzheimer ultra-light: - som vi daglig ser det i tidens prosa, der jo er formelig besat af en febrilsk gentagelses-tvang såvel i form som i genbrug af mediernes kollektive "dagrester": velsagtens som en hysterisk rituel besværgelse af førnævnte onde.

Lige p.t. skriver alle mulige således om 'plagiat', og endda uden nogensinde at have oplevet  eller tænkt over det - og det er dog en bedrift. (Et forældet ordsprog om kunsten at kassere overflødige legemsdele melder sig her i erindringen - alene i protest mod gamle doktor Alz, der som sagt også kan undvære).

Men når det hidtil apokryfe bliver allemands-snak for eliten, så er det på høje tid at indse, at man selv bør gøre noget helt andet. For den vise søger kun anerkendelse for noget han i grunden ikke mestrer helt - det som man nemlig rigtigt kan, behøver ingen anden anerkendelse end udelukkelsen. Alene derved indser I måske, at smiger nærmest per definition i reglen er ubegrundet... Men hvorfor så egentlig rende efter den?

Javel, men hvis vi altså som de eneste skal afholde os fra emnet 'plagiat, så er vi jo allerede næsten dumpet ved nu at nævne det: - ganske som ved køreprøven, hvor nåde ligeledes fik lov at gå før ret, fordi man dog i sidste øjeblik fik rettet op og skiftet til højrekørsel efter et tørt og ureglementerede sufflør-vink med ordlyden "Nu har vi jo altså hørekørsel her til lands...". Jo, men hvorfor skal det hele være så kedeligt?

Vor overlevelse ved den lejlighed skyldtes alene den skolastiske fiffighed, hvormed vi svarede, at der aldeles intet var i vejen med den valgte kørebane endsige "vejens beskaffenhed" - og at en ædruelig motorsagkyndig i givet fald snarere burde have rettet sin kritik mod kørselsretningen. - Hør, er i med, I hundehoveder?

Kort sagt stod sagen altså 1-1 i kraft af to ligeværdige selvmål. Og i sådanne situationer indgår fornuftige forhandlere altid stiltiende forlig og fortsætter diskret business as usual.

På lignende vis håber vi også denne gang at have klaret frisag trods et enkelt uforsigtigt skridt på tabueret grund.

Men med hensyn til den nøddeknækker, så havde vi i dag medbragt en uhyre god undskyldning for trods klar erindring om vort forsæt endnu engang at udskyde nævnte fornyelse af vor bohave.

For man havde egentlig planlagt at afprøve grænsekontrollen over Sundet ved Helsingborg, hvor jeg nemlig afgjort ville satse, hvis det altså var mig der var en terrorist, der således ville gå over åen efter vand. Og hermed kommer mit tvivlsomme førerbevis altså omsider til sin ret: Endnu mere tvivlsomt, fordi mit oprindelige kørekort blev stjålet af en lommetyv for tre år siden just ved denne grænseovergang - tillige med min øvrige formue.

Og da mit nye kørekort er helt uskelneligt fra det stjålne, må det siges at udgøre et højst upålidelig identitets-garanti. Om den sluttelige ihændehaver af originalen gælder jo, at enten har han udskiftet fotoet på snedig vis - eller også har han fået foretaget et ansigts-kirurgigsk indgreb: vel vidende at plagiat jo er tidens højeste mode - og tillige alle dage har været en langt bedre forretning end det stik modsatte.

Imidlertid: I medfør af nævnte vidtløftige rejseplaner bliver der jo hverken tid eller grund til netop i dag at anskaffe en nøddeknækker.

Men nu har vort skriveri, der af samme grund udtrykkelig ikke indgik i dagsplanen, jo forlængst forpurret vor rejse - hvorefter vi så ikke længere har nogen undskyldning for yderligere udskydelse.

Dvs. det har vi måske alligevel: For vi husker skam endnu klart, hvad vi ovenfor røbede om vort private syn på den også for social opstigning nødvendige perseverens....

En egenskab, som vi som sagt kan prale af ikke at besidde andet end i form af ubændige besættelser helt uden fornuftigt sociale og paylovske koblinger: som f.eks. dengang den purunge mand byggede et nødtørftigt skjul højt oppe i et grantræ for i sene nattetimer at klatre ubemærket op - og efter daggry fotografere en statelig duehøg fodre sine unger på sin uhyre malerisk beliggende rede.

Kort sagt: Det er slet ikke utænkeligt, at man opsporer en nøddeknækker just i dag. Men i så fald sker det ved en pludselig beslutning uden nogen som helst tvingende nødvendighed af f.eks. at skulle bevise, at Onkel Alz atter må vente, til det muligvis engang bliver hans tur...

FRA SOKRATES TIL THOMAS MANN: PLAGIAT-KAVALKADE

POLITIKEN afslutter året med en kavalkade af historiens og kalenderårenes egen tendens til selvplagiat. Hvorunder også Prins Henrik uden land og kongetitel som sædvanlig atter må stå for skud. Men under alle de aktuelle sager der nævnes aner man den bagatellisering, der beror på at man klogeligt skyder gråspurve med kanoner, men bevidst lader alle større eller blot en smule mere omhyggelige fisk gå fri..

På forhånd øremærkede og autoriserede standspersoner udstedes løbende carte blanche til at begå artikler,udtalelser, foredrag og "bøger" selv om pludseligt "aktuelle" emner såsom 5000-året for stenalderens gennembrud - som de aldrig nogensinde før har tænkt over endsige opdaget, men muligvis nok praktiseret helt ureflekteret.

Derved inviterer man til, ja autoriserer endda plagiat. Med garanti for efterfølgende beskyttelse mod enhver art for salget, mediet og karrieren uhensigtsmæssig og uautoriseret misbrug af ytringsfriheden fra de rettelig forsmåede.

Det bliver derfor bare værre år for år - og synderne skamroses klogeligt løbende af alle der selv ønsker at komme i betragtning.Og selv emnet plagiat er skam næppe nogen undtagelse.Vi venter derfor uden spænding på en "debatbog" herom.
Men kom nu ikke og sig, at plagiat skyldes ydre socialt pres: For trods sjældenheden af originalitet så er langt flere mennesker i verdenshistorien blevet fyret grundet deres originalitet end grundet mangel på originalitet. Hvilket er lige så statistisk markant som, hvis langt flere mennesker i verdenshistorien er døde af af en uhyre sjælden sygdom end af forkølelse,

Vi vil derfor vove den påstand, at når folk undertiden frivilligt lovprises for deres store originalitet, så er det oftest et valg af det mindste mulige onde: For det sker ikke af gennemført naivitet, men tværtimod mod bedre vidende eller i hvert fald i strid med hvad dommernes menneskelige intuition og fornemmelse fortæller dem.
Og der er derfor kun tilsyneladende tale om en dementi af Janteloven - ganske som når en folkelig og plat diktator hyldes som overmenneske. Hvis Sokrates havde været anklaget for plagiat, ville man have tilgivet, frifundet - ja foretrukket og forfremmet ham. Men nu var det tværtimod mandens forsvarstale der var det allermest utilgivelige slag i ansigtet på demokratiet og dettes elite.

En ung litteraturjournalist beskylder i samme avis selveste THOMAS MANN for at være en af sin epokes største plagiatorer. Med den udødelige, men heldigvis også afdøde Mann som den art forbrydelsers skytshelgen er den unge litterat da i givet fald da lovligt undskyldt, hvis han selv en dag skulle føle sig nødsaget til fortvivlelsens selvhjælp. Litteraten ville derimod aldrig vove at rejse en lignende anklage mod nogen af sine nulevende professorer.

At Thomas Mann i sine "montage-romaner" brugte allehånde begivenheder og forlæg fra virkeligheden for ikke at tale om Biblen, fratager ham imidlertid ikke en helt umiskendelig besynderlighed i sit hjernemæssige stofskifte - som da mig bekendt netop ikke ligner ret meget andet.

Ganske vist lader Mann sin hovedperson i "Doktor Faustus" referere Adorno's musikteoretiske overvejelser omkring Schönberg osv..- men tog da også Adorno's kritik heraf til efterretning ved i næste oplag at gøre tydeligt opmærksom på lånet.

Naturligvis var det ikke spor vigtigt for Mann at bilde læserne ind, at han selv tillige var musikteoretisk banebrydende, og har nok tænkt: "Folk kan sgu da sige sig selv, at det her må være leksikalsk opsamlet viden, som jeg tildeler min hovedperson; de få kendere kan endda sige sig selv hvorfra - og resten af læserne er ligeglade og forventes jo ikke at forstå det 100%." Og det gjorde jeg da heller ikke selv....

Akkurat det samme er jo tilfældet, når en forfatter begår en roman om en fagspecialist på et andet u svært tilgængeligt specialområde: Den faglige korrekthed har oftest mest rituel betydning for skribeten selv- men også forlæsernes oplevelse af troværdighed. Ganske som vi overalt hvor vi har ed virkleigheden at gøre, godt ved at vi kan blive ved med at grave.
En roman der opleves med samme "tredimensionalitet", hvor ens forståelse af faglige detaljer er begrænset, opleves som troværdig - og derfor forventer, vi at forfatteren har sat sig noget mere ind i tingene og ikke digter frit.
Men hvis en autoriseret journalist eller måske en ærværdighed nu opfordres af et anerkendt forlag til at skrive en afklarende "debatbog" om emnet efter alle årets sager - så kan I være sikre på at den vil være propfuld af lån. For vi lever skam som vi lærer - og alle klapper, liker og anbefaler.

ANDERS AND SOM DØRSÆLGER...

OM AUTORISERET FORBRYDELSE
Mennesker der fyres eller straffes for mindre som større menneskeligt meget repræsentative forseelser, kan undertiden af samme grund behændigt bevæge store grupper til at gå i brechen for dem med mandsopdækning, som havde de tværtimod udrettet store velgerninger.

Men de som derimod straffes for fortrin, der ovenikøbet heller ikke er specielt repræsentative, skal derimod ikke regne med mere opbakning end den som Sokrates opnåede ved sin herostratiske forvarstale. For at huske sine fortrin trods modvind er hverken repræsentativt eller folkeligt vindende.

Situationen minder om Anders Ands problem som dørsælger: For at overbevise en dame om, at hun da åbenlyst for enhver behøvede både hårpleje og kosmetik - måtte han nemlig først støde hende så groft, at det blev honoreret med en stegepande i hovedet. Forsvarstalen for produktet blev således lige så uhensigtsmæssig som i Sokrates' tilfælde.

Åh, mens jeg har jer. Grunden til at den p.t. omtalte type forseelse begås stadig mere, er følgende: Når et emne såsom nu emnet plagiat skal belyses, spørger man i vore dage aldrig folk der faktisk har erfaret og skrevet om det, men derimod Tordenskjolds soldater, der endnu engang bevilges og indrømmes "kompetance" til at udtale sig om noget, som de aldrig før har talt om: og som de umuligt selv kan have været udsat for - så lidt som Anders Ands dørkunde tidligere havde været udsat for kosmetik...

Og selv om de til gengæld nok kan have praktiseret nævnte lille synd, er det sket så komplet ureflekteret, at de ville være ude af stand til at beskrive fænomenet uden atter at kigge efter sidemanden.

Der udstedes i vore dage på forhånd og uanset emne carte blanche og autorisation til plagiat til på forhånd øremærkede og som regel rather ordinary minds i rather privilegerede positioner. Og dem som man går uden om, bevilges ikke engang ret til offentligt at gøre opmærksom på misforholdet.

Her at tale om autoriseret plagiat er derfor i vore dage ingen overdrivelse - og fænomenet bliver ligesom priskonkurrencen mellem europæiske mælkebønderne kun værre. Og derfor skamroser mennesker også på Facebook privilegerede folk for selv at opnå samme art forret og fortrin. Men hvis vi gør de hædrede opmærksom på at der må være tale om skamros mod bedre vidende, så gentager vi atter Anders Ands fejl som dørsælger.

BARABBAS, HERMELINEN - OG VOR SIDSTE SØHELT

Vor tids Villemoes'er lever muligvis højt på forfaderens nationalhistoriske bedrifter i slaget ved Køge Bugt. Måske er æblet faldet lidt langt fra stammen - men sådan går det jo, når æbletræet voksede på toppen af Stevns Klint. Villemoes har foregivet hellig forargelse over journalisten Anne Grethe Rasmussens hastværksbetonede forsømmelighed med omformulering af rene fakta-referater, der alligevel ikke muliggør større opfindsomhed: ja, med mindre man da ligefrem agter at lyve i kunstens navn, der nemlig er endnu helligere end sandhedens.


Og nu er den unge søhelt så selv blevet grebet i akkurat det samme. Dette viser med 100 % sikkerhed, at hans egen forargelse over andres praksis af samme art må være hykleri og en ren spekulation i den sensation at kunne få andre i fedtefadet, Og denne gang var det så ikke svenskerne, men det var jo så heller ikke Køge Bugt. Men andet ville da for resten også have været plagiat af forfaderen....

Derimod er det fuldt muligt at Villemoes' egen nu afslørede kopi-praksis er ubevidst, for normalitet nu engang ofte ubevidst. Men medierne præmierer det ofte - og ved nok heller ikke, at deres egen lejlighedsvise forargelse over "plagiatskandaler" i miniature hos konkurrerende medier ligeledes tit er ren skandale-jagt. I øvrigt: Hvis Sokrates nu bare havde været under anklage for plagiat og ikke for det stik modsatte og helt utilgivelige - så havde også han sandsynligvis bare sluppet med en advarsel fra chefredaktøren og Dronningen.

Javel. Men i så fald kunne Sokrates jo aldrig have kunnet skrive sin forsvarstale. Og skønt just den var det allermest forargelige anklagepunkt som spot føjet til skade - så er det nu den verden husker ham bedst for. Og lad os kreditere Kierkegaard for den iagttagelse, at i dette skæbneparadoks minder Sokrates om julens guddommelige fødselar.

Så akkurat lige som ufrivillig sædadgang - det være nu Helligåndens eller Josefs - så kan også anden højst ufrivillig afgang her i verden undertiden blive en velsignelse, selv om vi forbander den den som en ugerning: hvis vanæren vel at mærke anskues i eftertidens og eftertankens klare lys... Men så galt går det som sagt næppe for vor unge søhelt.

Jeg konstaterede i julen ved selvsyn, at selv syddanske hermeliner endnu i vore dage trods drivhueffekten vimser omkring i snehvid vinterpels. En arrogant og øretæveindbydende provokation mod sund fornuft og rettidig omhu, der dog tilpasser sig tiden og omstændighederne.

Helt på linie med ikke selv at deltage i tidens kroniske plagiat-praksis, som succesrige yngre mediefolk og akademikere for tiden løbende farisæisk griber hinanden i: men klogeligt altid kun i det pedantisk målelige, men ret uinteressante detaljlled. I det tungere og ærefulde grossistled højere på strå er emnet derimod tabu - og den der bryder tabuet, tilgives endnu mindre end de sidste originaler.

For man foretrækker dog til hver en tid at frigive Barabbas: Og da især, hvis han ligesom vor sidste søhelt Søren Villemoes siger "Be-be" ligesom Japans offentligt grædende top-direktører, når de undertiden gribes i svindel. "Vi mente det ikke - hvordan kunne vi gøre det, vi skammer os bare så meget!"

Hør engang: Enten finder man den slags helt i OK - og i så fald er det hykleri at angribe andre for det samme. Eller også finder man det selv ikke helt i orden - men så er det skinhelligt at angribe andre for det samme som man hemmeligt selv bedriver.

Men sådanne bløddyr fredes af chef-redaktionerne: For de har ligesom haremmernes ansvarlige eunukker hverken rygrad eller alternativer - og de er derfor dømte til evig troskab. Og de vækker desuden som det måske vigtigste ingen jalousi. For slet ingen er så jaloux som "eliten" - denne være nu blå eller rød....

JOSEFOG HELLIGÅNDEN - HVEM PLAGIEREDE HVEM?

JOSEF & HELLIGÅNDEN

Var det Helligånden der i sin tid snedigt plagierede tømreren Josef i rollen som Marias lovformelige partner - eller var det mon omvendt?

Men Maria må hur som helst være undskyldt: For frejdige plagiatorer med livsmod og tro på kendissernes likes og mediernes kærlighed som den afgørende legitimitet og prøvesten er nu engang lettere at elske end originalerne med deres navlepillende og ufolkelige "ophavsret" - og især i rampelysets forfængelige verden.

Men uanset hvem der nu plagierede hvem dengang, så foretrak selv Gud det åbenbart på den måde...
N.B. Med megen tak for inspiration i et forlæg, alt for velkendt til at fortie. Men læg her samtidig mærke til: Uden henvisningen til forlægget ville ovenstående være helt sort tale.
For sådan er det tit med inspiration - den har slet intet at skjule og kan heller ikke skjule det..

"PLAGIAT-FØLJETON"

JULELEGE...

"PLAGIAT-FØLJETON"

Ovennævnte ord har jeg aldrig selv brugt, men låner det fra Oliver Stilling i hans kongeniale blog-indlæg om en morsom amerikansk plagiat-sag.

Til gengæld har jeg i rigt mål og som en af de eneste bedrevet just den genre som en artistisk lille videnskab, der indad søger at vinde hvad udad tabtes.

Hvilket beviser, at virkeligheden trods alt kommer før sproget. Skønt det kan vel ikke helt udelukkes, at næbdyret skulle være en undtagelse fra denne regel. Nåja, den havde vi nu ikke set komme - men who cares? Da i hvert fald ikke os botanikere!

I hvert fald læger også jeg nu en "PLAGIAT-FØLJETON" på bloggen, som jeg ellers aldrig nogensinde reklamerer for - idet jeg nemlig ikke helt kan finde ud af, om jeg som creti & pleti i grunden er bedst tjent med eller uden tavse læsere.

Så hvis I skulle høre til de ensomme uden råd til hverken juletræ eller trøstende engle, så er her en oplagt idé til konditions-styrkende tidsfordriv. Desuden er den bedste kur mod jeres egen selvoptagethed den helt uselvisk at vie jeres opmærksomhed til andres selvoptagethed.

Mother Theresa kunne have fortalt jer akkurat det samme, men nu gør far her det altså for hende. For med gamle Groucho's ord: "Is NN still alive?" - "No - she is still dead..."

Så god jul til både det snakkesalige flertal og det tavse ditto - alle enerne ej heller at forglemme, for julen er for alle undtagen muslimer.

Men hov-hov: Kan ordet "ener" nu også have flertalsform? I hvert fald i ikke i følge min gamle dansklærer, der nemlig rettede mig heri helt uden pardon. Men takket være den dristige prof. Jørn Lund's revolution er det i vore dage ikke bare fuldt legitimt, men endog - ganske ligesom abort af misfostre og muslimer - obligatorisk påbudt med flertals-formen af udtrykket "ener".

Det samme gælder det elitære og feudale prædikat "den eneste", der i sin oprindelige form nu er blevet forbudt af hensyn til den sociale og kulturelle mobilitet i demokratiets navn. Og den eneste (!) grund til, at flerguderi endnu ikke er demokratisk lovpligtigt hertillands er den sørgelige, at Gud i henhold til Wikipedia og Politikens Oplysning er afskaffet. Noget lignende er den vise grund til enkelte skribenters apokryffe eksistens: for på vore dages vilkår er det nemlig det fineste...

"NOGET LÅNT"

Oliver Stilling's bidrager nu til en verserende og helt kostelig amerikansk "plagiat-føljeton" i sin blog hos POLITIKEN.

Både en kvindelig psykiater, og en kendt forfatter der tidligere har skrevet om hende, plagieres således grundigt i et stykke, der så kommer på Broadway.

Oliver Stilling laver herunder sin egen morsomme forfatterskole-øvelse med at lege at han egentlig aller helst ville plagiere den artikel, hvori den amerikanske forfatter for nylig har beskrevet sagen. Og det skal ganske rigtigt nok ligne anerkendte ungdommelige forfatter-øvelser, der handler om en ung og håbefuld forfatter, der skriver om en ung forfatter osv..

Og det får mig til at tænke: Når unge journalister og forfattere skriver, gør de det ofte i håb om at ligne noget andet der er anerkendt. For mangen redaktør vil da straks finde det "aktuelt, veloplagt og vedkommende" - for det ved eller tror de, at også andre unge redaktører også gør: og skik følge eller land fly.

At antage noget der ligner det som de andre antager, er uden risiko - og dertil irriterer det ikke ved en originalitet der alene støttes af sin egenrådige tro på kvalitet helt uden fikse klæbende ligheder med noget, som verden til enhver tid foretrækker.

Og alene derfor ligger der både i publicistbranchen og akademia en voldsom fristelse til plagiat ud over selve forfængeligheden. For opfindsomheden i ordvalg er ret beset oftest langt mindre imponerende end branchens forkærlighed for de seneste klicheer - som nu aldrig har fristet mig meget.

Malcolm Gladwell's artikel, som Oliver "Twist" med Stilling altså kun leger, at han han plagierer, har et par sjove pointer. Især den, at når påviselige plagiater trods alt havnede på Broadway, så måtte ophavsmanden dog alligevel tage det som en anerkendelse trods alt.

Javel, men den anerkendelse kan man kun nyde, hvis man har en så oplagt sag, at selv de mest åndeligt dovne (kort sagt flertallet) må give en ret i, at der er tale om plagiat. Hertil må så også føjes, at selv massiv genbrug af dokumentarisk materiale - her hvad en psykiater har erfaret og beskrevet - er legitim nok: ganske ligesom romaner om Anden Verdenskrig, der jo gerne skulle have en dokumentarisk og historisk holdbar ramme. Hvis derimod også forlægget nu havde været fiktion, så ville det have være kriminelt - men denne sag var det altså trods alt ikke helt.

---------------------------------------

Ovennævnte åndelige dovenskab handler om tiltroen til det anerkendte, selv hvor det er banalt, dårligt eller altså - plagiat: "De kendte har nok ret", og den der står ene,er et nok bare en misundelig nar -, som vi hursomhelst selv ikke opnår noget ved at støtte - eller blot indrømme at vi læser.

Flertallet oplever det at følge med i noget som mange andre taler om just nu, som kvalitetsgarati og væsentligheds-garanti. Derfor læser alle akkurat det samme - ud over hvad de er professionelt tvunget til i jobbet. Originalitet er blevet sjældnere end "økumeniske konferencer på Månen": et garanteret selvplagiat - som til orientering ikke tillige er et plagiat..

Men i ovenstående ligger mediernes fordummende virkning. Og til overmål ses fænomenet på Facebook, hvor selv ret ubetydelig oplæg og udråb skudt fra hoften af kendte mennesker, men helst i en flad stil tæt på den billige langside, typisk giver anledning til den flittigste demokratiske deltagelse.

Originaliteten er ikke altid let at elske, og dens egen ubevidste præference for det modsatte af kærlig omklamring gør den nok ikke mere elskværdig. Og for nu at afslutte med et profetisk citat af hende der lavede omslaget til min egen første bog: "Når de ikke anmelder dig, så er det fordi de vil stjæle dine tanker".

Den viste sig siden at være meget skarpt set. - Og også på sociale medier gælder, at det som man indrømmer at have læst (f.eks. ved at trykke på den dumme tast som vi helst indrømmer syge samt enker uden enke-pension) - det kan man ikke siden plagiere under foregivende af ikke at have læst det...

Og derfor, folkens, skal I ikke altid tage åben anerkendelse for pålydende - og da slet ikke fra folk der dog på bunden ved og ser bedre.

En måde man i øvrigt kan tvinge folk til at indrømme at de læser ens tekster, er at omtale dem kritisk. Således opdagede Peter Tudvad, at jeg i en blog-tekst havde moret mig over den helt uproportionale imødekommenhed på Information over for noget, der dog immervæk tilhørte den biografiske specialafdeling, men som alligevel fik plads, som var det Tredje Verdenskrig.

Og det harcellerede Tudvad så helt legitimt over på Facebook - men med omhu uden at nævne kilden for ikke at friste fanskaren til noget, der måske endog var en tand mere opfindsomt end, hvad vi skal mene om Joakim Garff's syn på Kierkegaard's levned og finker fra panden.

------------------------

Sig nu ikke, at vi atter gentager en gammel traver. For nok har man skrevet udførligt om emnet mange gange både her og hisset, herunder en kronik i Politiken i 2011.

Men bliver emnet så i nutidens dumme forstand "aktuelt", fordi gud og hvermand med spalteplads nu også kan skrive om det uden selv at have erfaret eller gennemtænkt det..

Men det gør intet: Bare de folk får honorar for det, så læser og konverserer alle dannede mennesker om det og finder det lige pludselig både aktuelt, vedkommende, væsentligt - ja endog uhyre originalt. For det ligner noget, som mange med indflydelse gladeligt har vedtaget at lyse i kuld og køn - måske også fordi det dog ikke irriterede deres forfængelighed.

HEKSEJAGT PÅ ANNE-GRETHE RASMUSSEN?

HEKSEJAGT?

Politikens Bettina Heltberg citerer den gamle franske årgangsvin Chateubriand for de ord, at originale skribenter ikke kendes på, at de ikke plagierer - men derimod på, at de selv er umulige at plagiere.


Ret beset vel at mærke: For her e vist nok tale om en af Niels Bohr's såkaldt dybe sandheder: som Bohr nemlig definerede derved, at det modsatte udsagn af en dyb sandhed ligeledes er en dyb sandhed. Ja, for tag endelig fejl - de asner prøver skam, for den gode vilje fejler heldigvis sjældent noget.

Hvorvidt nu plagiat-beskyldningerne mod Anne-Grethe Rasmussen og den hæftige opfølgning i WA ligefrem er udtryk for heksejagt, er svært at vide. Den massive venne-opbakning tyder måske ikke så meget på det - for hekse har sjældent mange venner. For "venner" er folk der med rette eller ej mener at være i en lignende situation, klasse, fagforening osv. - Og derfor forsvarer de kollektivt dem som de opfatter som deres egne - for næste gang kunne det blive dem selv.

Andre benytter lejligheden til at demonstrere storsind og ridderlighed dér hvor det ikke står i vejen for deres personlige forfængelighed, grådighed og ambition. For så afleder det vor opmærksomhed og sløver vort blik.

For at aktivere en forsvarshær skal man have et solidt netværk - hvilket forhåbentlig også er en garanti for, at selv hvis slaget skulle være tabt, så skal noget nyt heldigvis nok snart vise sig. De virkelige hekse vil typisk kun få forsvare - for ingen har personlig fordel af det i form af en art "kredit". Hvem gider pleje kredit hos en bums? Og hvorfor mon Sokrates ikke kunne stable en tilsvarende forsvarshær på benene ligesom den skadelidende i den aktuelle sag?

--------------------------

 WA's artikel om sagen, giver mig følgend eindfald. Journalister synes ofte at være af den opfattelse, at alt hvad der ikke er plagiat, så må være originalt. Men originalitet er tværtimod undtagelsen - såvel i sprog som i indhold, og selv hos ret velbegavede folk.

Men derfor er det måske, at lovlig vidtgående sproglig dovenskab i gengivelser af sagforhold af naive sjæle kan opfattes som "plagiat". Plagiat er dog noget ganske andet, og langt mere almindeligt - som slet ingen på bjerget har interesse i at nævne: Almindeligt hos de svage, fordi de føler sig nødsagede til det, omtrent som med eksamens-snyd i nødens stund.

Og almindeligt hos de stærke med en forgudende og naiv fanklub, fordi de kan slippe afsted med det - og sågar selv mod bedre vidende likes og roses af alle deres underordnede og klienter. Men også fordi de som står stærkt, gerne lider af forkælelsens umættelighed og magtbrynde - skjult af helt gratis "generøsitet" af ovennævnte art. Af samme art som den børnevenlige diktators hjertevarme folkelighed

Jagten på nævnte lille dovenskab er sandsynligvis en måde at fortrænge bevidstheden om det grundlæggende islæt af ægte plagiat, som snarere er det normale end undtagelse - med andre ord en skinhellighed, der skal styrke de "rene" i troen på egen ærlighed og endda originalitet, selv i det ret ordinære.

Selv måske lovlig mange tilfælde af nævnte lille genvej hos i en øvrigt myreflittig person, der naturligvis med venstre hånd kunne have omformuleret de ting hun refererer, til sit eget sprog - beviser intet. For der var jo ikke tale om originale kunstneriske, morsomme eller billedmæssigt slående forlæg.

-------------------

MEN hvis sådan en sag bliver kendt, så kunne det muligvis hos nogle vække den mistanke, at når man ikke er bleg for det ene, så er man måske heller ikke så nøjeregnende i tungere sager? Og den mistanke bliver så enten anstødsstenen - eller også bare den bekvemme anledning: Efter devisen, at Cæsars hustru må ikke kunne mistænkes.

Omvendt kunne man så ridderligt komme anklagede i møde med den hypotese, at mennesker med så meget omløb i hovedet som A.G. R. måske ikke altid gider spilde tid på helt elementære omformuleringer af faktuelle oplysninger - et rutinearbejde der mere appellerer til de jævnere ånder, der så kan indbilde sig at være uhyre "kreative". Og som til gengæld så kan forarges over en A.G.R.'s lejlighedsvise sorgløshed i så henseende.

Andre kunne dog her tværtimod hævde, at glæden ved at formulere gennem sit eget fordøjelses-system aldrig fornægter sig hos det ægte sprogmenneske, så at selv det tørreste faktuelle dog bibringes en personlig duft og charme:- ganske som ved fingeraftryk, der jo heller ikke gør persons forskel, men hæfter ganske upartisk, hvad enten der rapses bajere i redaktionens køleskab, eller man som Egon Olsen går efter pengeskabe af det fornemme gamle mærke Franz Jäger. For den sproglige personlighed - kunne man altså hævde - findes der intet så banalt, at det slet ikke kan - ja må - sublimeres til noget bedre: ej at forveksle med det mindst ringe.

På ganske samme vis er ingen melodi så banal, at den musikalske personligheds besynderlige mysterium ikke formår at løfte den op til et niveau, som vi dødelige aldrig kunne have forestillet os. Her må vi taknemmeligt så bare slå ørerne op.

Men hvis vi går ud fra at vi skam alle her er jævnbyrdige, ganske som alle som bekendt er jævnbyrdige på Facebook - så er vi dømte til livslang demokratisk jalousi og benspænd mod alle egenrådige "hekse": der til forskel fra A.G.R. næppe ville kunne håbe på at mobilisere nogen forsvarshær - men allerhøjst "hine enkelte, hvem vi med sandhed tør kalde vore læsere".

Sådan er det - og sådan har det altid været. Men når vi læser det, lader alle vi lovligt højt på strå, som om det bare er det sædvanlige sludder - der dog kun er sædvanligt i den forstand at ingen andre har skrevet det...Og så i den forstand, at også dette velsagtens ender med den sædvanlige historie, der trofast elsker at gentage sig - og som heller ingen nogen sinde har skrevet om...Simpelt hen fordi nævnte forbrydelses allerførste trin nu engang altid er og må være tavsheden.

CITAT AF

CARSTEN HØEGH BRØNNUM:

"Journalistik har altid været kopiering af andre i et eller andet omfang. Lige siden - og længe før - jeg i 1969 af min første redaktør, som ny journalistelev (!) ved min tiltræden fik udleveret "en journalists vigtigste redskaber", blyant, blok, saks og en rulle tape, har kopiering i større eller mindre omfang være en kendt og anerkendt del af daglig journalistik."
-----------------------------------------------

  Ja - det er vist det normale - også i moderne humaniora. Men skødesynd er dog stadig en synd, når det 1: ikke er nogenlunde åbenlyst at se - men skjult ved omformulering ; 2 dels rammer folk uden stor megafon, dvs. uden reel klageret eller vetoret, og som kun har en begrænset læserkreds - og i tilfælde af klogeligt refuserede manuskripter sågar ingen læsere....Elementary, dear Watson..
En berømt amerikansk professor eller avis skal derimod nok klare skærene og kan jo tværtimod bruge sådanne sager som god reklame.

De der anklages for plagiat, har næsten per definition altid blot dummet sig ved at sakse velkendte ting utilsløret. Men herregud - det skader jo hverken Shakespeare eller New York Times: For den føste er både stor og død, mens den sidste er død og levende - og det er vel heller ikke så ilde.
De der rettelig burde anklages for plagiat - er derimod næsten altid hædersmænd, som alle vil stå sig godt med.
Ja, og vi forventer da rigtignok nu at blive plagieret af hædersfolk -, for det er endnu mere smigrende..
Må man i øvrigt henvise til en kronik om plagiatets psykologi i Politiken 2011,

MEDIERNES EGET ANSVAR?

Til sidst et godt indspark fra Lars Holmgaard Christensen:

"JOURNALISTISK DOPING?

Forklaring: Medieindustriens etiske udfordringer minder om dopingskandaler i cykelsporten.

Du har cykelholdet, mediehusene, der lever af at kultivere og hyre journalistiske talenter, hvis opgave det bliver at levere overskrifter og gode resultater for holdet. De bliver så ledet i det hold, de indgår i af en holdleder, som oftest er en tidligere fagprofessionel. Det er et hold, hvis overordnede mål er at vinde og komme først med det sidste og være stærke på analyserne.

Journalister som ynder autonomi er samtidig indbyrdes konkurrerende alle journalister imellem uafhængig af hvilket hold eller mediehus, de er hos, og de kæmper for at vinde journalistiske priser og hæder. Via egne præstationer kultiverer de deres eget navn. Når en journalist doper sig med opdigtede kilder, kopierede tekster og lignende, så præsterer vedkommende og også holdet evt. bedre, og bliver vedkommende afsløret, ja så ryger vedkommende af holdet og holdlederen kender sjældent noget til snyderiet. Holdet kører videre med nye ryttere. Intet er forandret, ingen spørgsmål bliver stillet til, hvorfor kopiering, plagiering og digteri er nødvendig i den journalistiske opmærksomhedsindustri. Sjældent ser ledelserne det som en redaktionel problemstilling."

--------------------------------------------------------------------

Glimrende iagttagelse: Plagiat er nemlig efterhånden noget nær det normale både i den akademiske og journalistiske verden. Og de der påtaler de grovere af slagsen, fryses ud, såfremt synderen er højt på strå. - ja allerede originalitet er såmænd ofte forbrydelse nok til at begrunde fyring i tavshed...

Rivalitetens smålighed i denne komiske kamp om ære og priser for absolut vellykket normalitet skal heller ikke undervurderes.

I det seneste aktuelle fald er der så måske i jule-travlheden sket en praktisk bommert, som ikke rammer nogen eller fratager nogen hvad der var deres. Og hvor de udeladte citationstegn muligvis endda kan være underforståede: Omtrent som når folk citerer Newton, Storm P. eller Shakespare uden hver gang at nævne den velkendte kilde. Noget lignende kan også være tilfældet med de tilsvarende forseelser som nogle har klandret vor uddannelses-minister for.

Sådanne fodfejl er pærelette for enhver at påvise, når det glamourøse ophav jo ikke just er en miskendt sibirisk tugthusfange - og alene af den grund intet mister, men blot opnår god reklame: "Se bare : Selv dygtige folk i andre lande kopierer mig!".

Men dog alligevel stadig ret symptomatisk for tidens og den herskende nye klasses kultur - og derfor måske heller ikke helt uden en vis nemesis...

Hykleriet ligger i, at kun når magtfulde instanser der ingenlunde mister noget derved, kopieres selv i småting - så slås det stort op. Mindre privilegerede samt mindre organiserede uden megafon kan derimod rende og hoppe - også i anderledes grove cases, hvor den ramte jo samtidig reelt fratages retten til sit eget arbejde og tillige som uetableret reelt frakendes klageret. Ganske som i H.C. Andersens "Skyggen", hvor "skyggen" til demokratisk spot og spe for massepsykologiens veluddannede folkedomstol udpegede den arme mand som sin egen misundelige skygge - ynkeligt forgræmmet af lutter "negativ opbyggelighed"...,

Som det vist for tiden gerne kaldes i kulturafdelingen...

Kendere af branchen fremhæver også pressede arbejdsforhold som en faktor, der inviterer til hvad Holmgaard rammende kalder "doping".

Men nu er det jo altså ikke "medier", men mennesker der hugger fra hinanden.

For det andet er det yderst sjældent, at nogen fyres for manglende originalitet - for det dulmer tværtimod den indbyrdes rivalitet. Så modsat ved eksamensbordets skillevej her og nu, så er det som til daglig presser mennesker til plagiat (harmløst eller grovt), nok oftest deres egen forfængelighed.

Tænk blot på, at mange af de mest urokkeligt konsoliderede i både medierne og andre brancher ikke altid kendetegnes af hverken at være kontroversielle (slet ikke i forhold til ledelsen) eller specielt originale. Men derfor kan de skam godt være velbegavede.

I alle forhold gælder jo at den sidder tryggest, der ikke stikker for meget ud. Så det undgår de klogeste her i verden,,,

JULETRÆER OG SALOMONISK VISDOM

JUL OM TUSIND ÅR - OM ALLAH VIL...

EN gammel vestjyde erklærede engang om fænomenet "bord-manerer", at han endnu aldrig havde mødt en mand så fin, så at "vind og vejr" ikke skulle have lov til at have deres gang...

På samme vis har jeg selv endnu ikke mødt nogen det det var så synd for, at der ikke kunne laves grin med dem.

Det forlyder således nu at fattige danske muslimer i stadig større udstrækning søger jule-hjælp i Folkekirkens og andet regi. Heraf fremgår, at økonomisk udsultning er det mest effektive redskab til integrationen: Så nu tror de sgu også på Julemanden.

Derefter kan danske muslimer så bruge de næste tusind år på at slås indbyrdes om, hvem der skal være Julemandens retmæssige åndelige arvtager-- Men at det skal være en muslim, det kan der vist ikke være to meninger om...

Det nære har jeg altid taget lettere end det fjerne. Så i dag indhentede jeg uden tøven et hængeparti i form af et fjernt og uvejsomt beliggende motiv, som til vedvarende ærgrelse mislykkedes i fjor.

Lokaliteten rensedes ved samme lejlighed for opvoksende juletræer., efter den samme recept som historien om Kong Salomons visdom. Men med omvendt fortegn: For hos Kong Salomon vil just barnets sande moder til hver en tid ofre sin moderværdighed for at redde barnet. Men jeg dræber tværtimod hellere børnene end jeg lader dem afhænde til vantro horder.
Men min sande grund til at fælde juletræer er nu den stedvis at forhindre en kvælende gran-dominans i en geografisk zone, der naturligt kendetegnes af en vis dynamisk ligevægt mellem gran, fyr, bøg, eg og asp. Mine distrikter ligger nemlig omkring bøgens naturlige europæiske nordgrænse og granens naturlige sydgrænse: et forhold der imidlertid er blevet forrykket gennem de sidste 100 år af skovbrugets ensidige favorisering af hurtigt voksende granskov – på bekostning af fyr og i endnu højere grad bøg, eg og asp.

Den mørke plantede granskov kvæler atter den naturlige undervegetation af blåbær og tyttebær, som især tjuren og urfuglen behøver., og som oftest er fremherskende i naturskov i nordlige egne. Og fra grankulturerne spreder et overskud af granfrø sig desværre også ind i tilstødende og nært beliggende rester af oprindelig selvsået blandingskov, som derfor kræver en vis pleje - selv hvor den er fredet.
–------------------

I øvrigt kan vi for en anden gangs skyld oplyse om, at ganske som man sagtens kan fejre jul uden juletræ, så kan man også sagtens være sofavælger uden at eje nogen sofa...

"MELANCHOLIA" - JA ELLER NEJ?

"MELANCHOLIA" – JA ELLER NEJ?

Sæt nu Danmark styredes af en diktator med nogle supergode ideer om øjeblikkelige væsentlige nationale, europæiske og globale tiltag i påtrængende fælles anliggender. Så ville der i befolkningen straks opstå to skoler:

Én skole, der støtter den fremsynede og handlekraftige diktator - og en modsat skole, der tværtimod fremhæver, at diktatur nu engang er diktatur og en åben ladeport for alskens vilkårlighed.

Så selv om denne diktators tiltag muligvis er velbegrundede, så må vi først vælte ham og indføre demokrati. Siden hen kan vi så diskutere og eventuelt beslutte at iværksætte de bedste af hans planer i demokratisk regi.

Afstemningen kendetegnes af netop dette dilemma: Ypperlige og velkonsoliderede, modne argumenter på begge sider. Men hvis begge parter således har ret, så må det være muligt at forene de komplementære synspunkter i et og samme billede. Og da kommer det vel til at handle om, hvor akut og "force majeure"-betonet situationen egentlig er - samt om hvor besværligt det ville være trods alt at vælge den sendrægtigt demokratiske omvej.

Hvis det drejer sig om at bombardere en faldende meteor fra rummet til støv i tide med en atomraket eller tre, så vil vi alle støtte diktatoren. Så von Triers film "Melancholia" er grænsetilfældet og derfor en godt billede på rammerne for vort fælles tankeeksperiment.

Men selve valget har jeg for min del ingen kvalificeret mening om. Og hvis noget ikke er indiskutabelt "force majeure", så er jeg oftest ret utilbøjelig til at interessere mig så frygteligt meget for det...Og da især hvis jeg ved, at mange andre går desto mere op i det og har sat sig mere ind i det.

"Den barmhjertige samaritaner" er i princippet det stik modsatte tilfælde: 1. Det var force majeure. 2. Ikke en mors sjæl ud over samaritaneren kærede sig det mindste om den arme djævel i grøftekanten.

Men ikke dermed sagt, at min egen demokratiske defaitisme og dovenskab så ligefrem er evangelisk forbilledlig...

Men PØJ-PØJ med det hele...

P.S. Den sædvanlige tilføjelse omkring fænomenet "Såfremt inspirationen en anden gang skulle melde sig..." - skulle vel efterhånden være overflødig?

DJÆVLENS ADVOKAT

OM FOR RETS-LINGVISTIK

INDRØM dog, at uden bindestregen i ordet ”rets-lingvistik” ville I have stået som ærlige analfabeter.

Ordet "dørmåtte" er derimod langt lettere. Ja, måske for jer: Men for alle os, hvis dørmåtte forlængst er blevet konfiskeret af viceværten, idet ejeren aldrig rensede den og derved saboterede ejendommens sanitære tilstand - for os er ordet "dørmåtte" en lige så uforudset og lidet nærliggende fonetisk konstruktion som så megen anden opfindsomhed i jobskabelsens tjeneste.

Takket være disciplinen rets-lingvistik kan man imidlertid nu spore både sådanne små som langt større forbrydere ud fra deres karakteristiske dialekter, stavemåder, ordvalg, forkortelser, tegnsætning og litterære stilleje: Åhja, for har ikke både Dostojevskij og Nietzsche svoret, at kunstneren er i slægt med forbryderen? Og hvad er der derfor sige til, at mere oplyste regimer spærrer deres kunstnere inde med det selv samme forebyggende fremsyn, der kendetegner tidsvarende behandling af personer der kunne mistænkes for at ville søge asyl.

Dagens rets-lingvist med fast job fortæller endda Politiken om tilfælde, hvor en på bunden dannet forbryder, der med større fordel kunne have begået en ansøgning til Statens Kunstfond - i breve og sms'er har tilstræbt en mangelfuld sproglig beherskelse. Men alligevel har slynglen afsløret sig selv, fordi hans skarpsindighed ikke stod på højde med hans uddannelse. For trods sin uformuenhed i det elementære har han dog ikke kunnet undgå at bruge og helt korrekt stave avancerede engelske ord såsom ordet "precious" - et ord som ingen af Bjørn-Bandens medlemmer jo kunne finde på at bruge.

Samme sporings-metode har jeg selv med held lanceret i min private jagt på plagiater i Simon Wiesenthals fodspor, så at sige: Thi det karakteristiske for plagiatoren er nemlig på samme vis, at en markant uensartethed hurtigt røber ham. Han kan skam adoptere både den ene og anden originale tanke eller iagttagelse uden større sproglig opfindsomhed til at skjule forlægget - hvorpå der så følger lange passager af en komplet almindelighed, der viser, at de åndfulde momenter umuligt kan bero på åndelig beslægtethed - og heller ikke på nogen mystisk Jung'sk synkronicitet.

---------------------------

Sprog og forbrydelse har imidlertid flere forbindelser end som så, idet sproget selv undertiden bliver forbrydelsens offer. Således forstår jeg i dag på Politikens Bjarne Schilling, at udtrykket "herostratisk berømmelse" af vore dages yngre journalister forbryderisk bruges som betegnelse for "middelsvær berømmelse".

"Sådan udvikler sproget sig", konstaterer læsernes redaktør, der således i stil med visse højesterets-dommere ikke kan regnes for helt inhabil, det han samtidig oppebærer en flot bi-indkomst i rollen som djævlens - kort sagt læsernes - advokat.

Men på den anden side. Det stående udtryk "djævlens advokat" troede jeg indtil for få år siden betød akkurat det som en fordomsfri semantisk analyse lader formode: nemlig 'forsvarer for noget forkert - i princippet altså endog djævlen selv'. Og således har jeg selv ovenfor tilladt mig mod bedre vidende at bruge udtrykket: For det er retorisk flot - og det burde som sagt logisk set også have haft nævnte betydning.

Men traditionelt betyder dette stående udtryk (eller idiom) noget ganske andet, end man kunne gætte eller regne ud - hvilket just er det karakteristiske for idiomer. Det betyder nemlig at give det modsatte synspunkt af ens eget en fair chance ved seriøst at komme det i forkøbet med de bedst tænkelige grunde. I retssystemet er dette da også grunden til alle anklagedes ret til en forsvarer: vel sagtens efter den devise, at selv djævlen på Dommedag bør indrømmes ret til at forsvare sig. En devise der vel i sin tur skriver sig tilbage til den katolske inkvisitions gyldne æra.

Den græske vandal Herostrates, der opnåede berømmelse ved at rasere et tempel, ville således også have kunnet forlange en kvalificeret forsvarer, hvis blot han havde ventet nogle århundreder med sit værk.

Udtrykket "djævlens advokat" - der således turde have en retshistorisk oprindelse - er i tidens løb blevet en stående talemåde, der mere generaliseret sigter på i enhver argumentatorisk sammenhæng - også hinsides skyldspørgsmål - at bruge lige så stor tankekraft på at overveje den mulighed, at man kunne tage fejl, som på den teori hvis sandhed man forfægter.

Hvis vi har ret heri, så er der alligevel en logisk kontinuitet fra den formodede klassiske til den moderne brug af udtrykket "djævlens advokat". En kontinuitet der atter giver os et godt alibi for ovenfor at have brugt udtrykket på vankundig "folke-etymologisk" vis, selv efter at være blevet oplyst om dets korrekte brug.

For vor efterfølgende analyse i mangel på bedre gøremål såsom f.eks. et lille korstog i helligdagens anledning har jo sandsynliggjort, at vor egen selvbestaltede brug af nævnte udtryk ret beset turde være den oprindelige - hvorimod det moderne idiom må ses som en sekulariseret generalisering af den selv samme tankegang.

-----------

Til slut. Ovenstående egenrådige stykke med udgangspunkt i to af søndagens artikler i Politken kunne ved første øjenkast minde om et af samme søndagsavis faste kauserier over sket i ugens løb. Men dette ville være en besnærende illusion. For et sådant kauseri har i grunden ingen ægte rød tråd, men leger det blot ved at opfinde fikse små sproglige trinbrædder fra det ene til det andet emne, alene med det påskud at det nu engang er sket i ugens løb.

I vort tilfælde gås der indrømmet også fra et punkt til det næste, men selv om den saglige sammenhæng er en smule for konstrueret for det klassiske essay, så er den der nu alligevel.

Vi tager udgangspunkt i, hvad der paradoksalt nok set i tilbageblik må kaldes en digression: Nemlig nytteværdien af bindestreg i sammensatte ord. Via eksemplet "dør-måtte" kommer vi ind på emnet forbrydelser - hvorefter vi så er klar til hovedtemaet sproglig sporing af forbrydere, store som små.

Herefter som det andet punkt nævnes så, at sproget nok så ofte kan ses som forbrydelsens offer - som når hæderkronede udtryk såsom "herostratisk berømmelse" skifter betydning til fordel for en moderne historieforladt farveløshed.

Idet jeg herunder selv kommer til at begå en forbrydelse mod sproget i form af en privat og ugyldig brug af udtrykket "djævlens advokat" - så bliver jeg nødsaget til en sproglig selvbesindelse. Overraskende nok resulterer denne imidlertid så i, at min private og "folke-etymologiske" brug af udtrykket viser sig at måtte være den oprindelige - hvorimod det moderne idiom må ses som en generaliseret og udvandet version med en intakt oprindelig betydningskerne. Min egen forbrydelse mod sproget viser sig således til sidst at være - om ikke ligefrem forbilledlig, så dog velbegrundet: og derfor afgjort tilgivelig snarere end herostratisk.

Derimod er vi aldeles på det rene med, at der gives andre sproglige og stilistiske brud på vedtagne manualer, som vor tids demokratiske folkedomstol ser så alvorligt på, at endog den ret til ”djævlens advokat”, som Inkvisitionens dommere nødtvungent tilkendte Satan, nægtes os i medfør af samme undtagelsesret som man påberåber sig ved anden terrorisme.