Om medierne, kulturen, forfængeligheden og fremtiden
Mændenes verden er ejendommelig. En grund til med forkærlighed at holde sig borte fra sit eget miljø er at inden for miljøet vil man kunne blive distraheret af egen flokmentalitet i forhold til den flok man hører til: Altså dybest set af allehånde behovsmæssige tilknytninger til "de andre" samt bekymringer for egen kurspleje i så henseende også på længere sigt. Og den art ungdommelig irritabilitet samt gammelklog frygt for fremtiden kan nok føre til normaliserende disciplinering, men aldrig til noget virkelig interessant endsige livgivende smukt eller morsomt. I flokkens midte lægger man alle farverige særheder på hylden, og selv om det er nyttigt at kunne, er faren at man helt glemmer dem.
En anden grund er den at i ens eget miljø vil ens små præferencer og egenheder let hos de andre blive filtreret gennem deres flokmentalitet, hvilket helt konkret vil sige især de velmeriterede, men også indbyrdes desto mere konkurrencebetonede mænds: "Hvad vi ikke selv brillierer med, skal heller ingen anden brilliere med". Altså med mindre det man brillerer med enten er så nørdet, "usexet" og lidet show-egnet at det opleves som lige så indifferent og ufarligt som flagermusenes ekko-orienteringsevner; eller det er så økonomisk eller på anden side givtigt for de andre at man åbenlyst behøves, som VVS-manden og computerreparatøren.
For sådan er det: Vi mænd er smukkest når vi glemmer os selv og denne frygtelige og latterlige afhængighed af position og status, hvad enten det nu drejer sig store biler, høj uddannelse, eget TV-program eller omvendt anerkendt "avantgarde"-status som statsudnævnt eller prisbelønnet kritiker af og oprører mod "systemet". Dybest set handler alle disse varianter jo om de samme ting og har således i grunden intet at lade hinanden høre.
Egentlig burde man ikke bekymre sig så meget derom, for dels fører det som sagt ikke til noget inspirerende men allerhøjst til et glædesløst og sammenbidt mere i "dygtighed"; dels gør det sjældent en mere afholdt selv hvis man lykkes; og endelig fornemmer folk såmænd snart alligevel mere end som så, selv hvor man omvendt netop foretrækker at gå yderst stille med dørene – det er nemlig kun dem der notorisk og nødvendigvis må vide bedre, der aldrig hverken ser, hører eller forstår. Så sjovt er vi mennesker nu engang skruet sammen.
Men er ingen ting da gode og interessante i sig selv, uanset allehånde eventuelle koblinger til status, rigdom eller andet? Jo, men efterhånden som det rygtes, bliver også det til mode eller status for til sidst at blive en demokratisk og statsgaranteret borgerret, der forvaltes af institutioner med tilhørende skolings- og meriteringssystemer, der atter har mere eller mindre monopolagtige aktier og forgreninger til forlagsverdenen, pressen og den øvrige medieverden. Og så er det på tide som Kong Lear og hans endnu visere datter Cordelia at rømme feltet inden det hele udarter i autoriseret facon og maner samt højt betitlet snak og eftersnak; og det så meget mere som man alligevel snart ville blive smidt på porten alligevel af håbefulde bander der trods al hemmelig kongenial sympati vejrer morgenluften bag sprækkerne i muren og tager deres fornuft til fange – og heri støttes klogelig anonymt, men desto mere helhjertet og massivt af vejrbidte etablerede mænd med pokerface, gyldne kæder og vel lagrede ligtorne.
Lige bortset fra at de såkaldt nyttige ting jo ofte viser sig at være skadelige, om ikke i konsumtionsleddet, så i produktions- og affaldsleddet, så kunne man indvende at ovenstående indadvendte betragtninger vel har mindre betydning så længe folks bestræbelser blot tjener en nyttig eller nødvendig sag: Et fremskridt i lægevidenskaben er dog immervæk et gode, også selv om mere centralt placerede eller konformerende typer ofte tager – og med kyshånd tillige gives – æren for andres værk, og selv om dér som alle andre steder i forbifarten kvæles og kværnes mangt et kreativt sind med forbilledlig sarthed, om så også mest på egne vegne.
Den indvending har noget på sig og indebærer at vore overvejelser især rammer hele det "overflødige" felt der hedder kultur og omegn – fordi der ikke her er hverken helt entydige kvalitetskriterier hinsides tillid og autoritetstro, og fordi samme uigennemsigtighed gælder resultaternes "nytteværdi" for menneskeheden eller i det mindste forbrugerne. På den anden side er den nævnte forskel mellem sfærerne næppe så stor, at vi af den grund kan kaste barnet ud med badevandet og skippe alt hvad der hedder kultur, blot grundet forfængelighedens overhåndtagen og korrumperende virkning. Især i den moderne verden hvor produktionen kræver stadig mindre af vor tid, vil kultur i videste forstand jo komme til at fylde desto mere i landskabet. Og det hverken kan eller vil vi for alvor lave om på, ihukommende den blot materielle konsums tristesse – men det betyder ikke desto mindre at hvor forfængelighed og statuskampe før havde et mere borgerligt alibi og var mere diskret disciplinerede og domesticerede, så vil vort "overdemokratiske" konsumentsamfund af fritidsmennesker med forbrug og oplevelse øverst på programmet medføre en usund overbetoning af forskelsløs konkurrenceånd og misundelse, der ikke længere inddæmmes og tæmmes af produktionssamfundets klassiske faglige og erhvervsmæssige skel, hvor direktøren trods alt aldrig misundte ministeren, og kemiprofessoren aldrig konkurrerede med litteraturprofessoren; og ejheller mildnes den usunde ånd længere af ovennævnte oplevelse af konkret, indiskutabel og så at sige øremærket nytteværdi og formålstjenlighed i sidste ende, bag alt vort narreværk.
Nuvel, men i lys af ovenstående er det klart at uden nogen euforisk eller livgivende værdi er der så næppe megen pointe i at udbrede sine betragtninger, uanset i hvilket regi og i hvilket medie det sker. For hvis nok så tvangsindlagte læsere alligevel keder sig bravt, kan resten vel være lige meget. At De har begået dette og hint ud mærkede i livet samt er mand eller endog kvinde for endnu mere, det betvivler vi således ikke, men tilskynder Dem tværtimod af hele vort hjerte til at fortsætte med det. Men med mindre Deres skriverier da skal forstås som en art jobannonce, er vi alvorligt bange for at De spilder såvel Deres egen som vor tid ved sådan uopfordret og lovlig højlydt at udbrede Dem om Deres angivelige kvaliteter. Nuvel, som bekendt er der imidlertid også kun sjældent penge i bogudgivelse på dansk, selv om det i de rette hænder – hvilket som bekendt i en dybere forstand oftest vil sige de forkerte hænder – sig kvaliteters at have en katalytisk værdi som trædesten, springbræt og trampolin. Så ved at insistere på Bloggen lider De derfor næppe noget større økonomisk afkald, men besparer tværtimod det tiltænkte forlag for et betragteligt tab – det forudgående og i Deres tilfælde næppe uanselige besvær ikke at forglemme.
Nuvel, for mit eget vedkommende kan jeg derimod trøste mig med, at så langt fra at betalende læsere typisk har kedet sig, er jeg altid blevet fyret, lagt på is, skåret ned eller smidt godt bag i køen, netop som det efter læsernes mening gik allerbedst. For ganske som i militæret kan det også i det civile liv ofte vise sig klogest at holde en passende lav profil. Ja selv overordentlig prominente læsere gav af og til gav undertiden deres bifald, hvilket ingenlunde er nogen inkonsekvent tilføjelse endsige en fortalelse fra min side: For blot de makker ret, kender deres besøgelsestid samt viser en smule pli, har jeg bestemt intet at sige mod de begavede, de formuende og de dannede; også selv om det desværre ikke kun er en nem kliche, at på "det overflødiges" felt er det ikke altid de mest berettigede der klatrer højst til vejrs i bestyrelserne.
Men apropos betalende læsere: Mindre medier med en anstrengt økonomi kunne jo her formodes at være mere forbrugerorienterede og derfor tillige mindre ringe. Men dels må man her ikke undervurdere førnævnte almenmenneskelige forfængeligheds irrationelle kraft – for hvad betyder en smule færre læsere, så længe det ikke ligefrem truer de fastes egen stilling og økonomi. Dertil kommer at mens et kunstigt hjerte er en ringe trøst for den som behøver en kunstig lever, så kan man inden for kulturens og underholdningens brede felt altid erstatte en tom plads med "mere musik", som i det mindste for en tid kan udfylde tomheden og skabe taknemmelig glemsel; og det så meget mere som der jo indrømmet gives megen fortrinlig musik. Og i fritidssamfundet skal tiden hursomhelst gå med noget, så ligesom vi spiser de fisk der nu engang er i havet, må folk slå tiden ihjel med hvad medierne nu engang falbyder – og her gælder at selv helt udvendig variation samt gentagelser camoufleret bag højpandet tungetale langt hen synes at kunne kompensere for kvalitet.
Vore egne læsere er således nogle overordentligt heldige bæster der ikke betaler licens, men vi skal nok opspore dem, om vi så skal sætte penge til på det, alene for princippets skyld. Men her er vi atter inde på et interessant emne: For netop fordi hele denne binding til erhvervsmæssig identitet efterhånden vil betyde stadig mindre i vort hovedrige velfærdssamfund, så betyder den økonomiske side af sagen i grunden ikke så meget. Man kan alligevel leve af så meget og samtidig slippe for at være tvangsindlagt til alt det samme som alle de officielle snakkehoveder. Og hvis man omvendt ikke kan leve af noget, så kan man efterhånden med stadig bedre samvittighed leve hæderligt alligevel, for uanset al snak i de mest borgerlige medier, så under Deres næste Dem af et godt hjerte allehånde former for invaliderende understøttelse, blot De lover at afholde Dem fra at genere ordentlige borgere fremover. Men anerkendelsen og den sociale rolle, der er vor adkomst i forskellige sammenhænge, kan vi mennesker dårligere undvære, og her er vi så atter tilbage til den så at sige legale og uomgængelige grund bag den menneskelige forfængelighed.
Mere end én gang har jeg hørt anderledes etablerede sympatisører under fire øjne anbefale mig for min egen skyld at affinde mig med min skæbne og glemme min egen forfængelighed , så de selv kunne udfolde deres egen anderledes relevante og lurmærkede ditto desto mere uforstyrret – og tillige rose sig af deres af offentligheden endnu ukendte storsind, der følgelig måtte være ægte og uforstilt. Men der findes naturligvis hos enhver noget man kunne kalde et berettiget og elementært behov for på en eller anden vis at blive honoreret for sit virke – for ellers eksisterer dette jo i en vis forstand kun privat, og det er i længden vor natur imod.
Og derfor er der ingen grund til skam over at ty til Bloggen frem for at konferere med de brave og usikre købmænd samt deres hemmelige stab af principielt pletfri rådgivere og spindoktorer, hvis integritet vi derfor ikke troværdigt kan beklikke. Og følgelig er der heller ingen grund til omvendt at føre en nidkær og forbitret guerillakrig mod forlagene og medierne – for ligeværdige og lige magtfulde parter behøver jo ikke at tabe højde ved at bekrige hinanden udover den sædvanlige konkurrence på kvaliteten.
Ejheller er der grund til at gentage filosoffen Wittgensteins nøkker med helt at overgive sig i den grad til markedets og omverdenens dom, at han trods sin arvede formue undlod at udgive sit ungdomsværk i eget regi, når ikke det kunne komme ud på markedets objektive og lige vilkår. Vi har her at gøre med den fatale skyldfølelse som hæderlige mennesker i modgang ofte får over sådan at måtte kæmpe for deres usle lille jeg og dets overlevelse. Hvis lykken kom gratis, ville de imidlertid næppe føle skyld ved at sige ja tak, og således tilsmiler Mattæus-princippet også her denne verdens yndlinge. Kort sagt giver problematiske eksistenser alt for ofte på forhånd selvmorderisk vis verden ret i dens bekvemme dom om de udstødtes og de uindbudtes sygelige selvoptagethed – hvilket som bekendt kun forværrer bemeldte syge i en ond spiral.
Hvad nu "markedets objektive og lige vilkår" angår, som vi nævnte ovenfor, så ved jeg skam udmærket af egen erfaring (for De taler ingenlunde med en taber, men med en vidt anerkendt person og bør følgelig heller ikke længere regne Dem selv til taberne endsige søge deres selskabs såre kortfristede trøst) – kort sagt, af erfaring ved jeg hvor opstemmende og befordrende det er at have grønt lys på forhånd, samt hvorledes det kan forvandle selv et jævnt talent som undertegnede til noget der skuffende og momentant ligner et stort ditto, ihukommende den menneskelige sårbarhed såvel som den menneskelige dynamik, sejhed og fleksibilitet.
Men jeg opdager nu at ligesom en stram form kan være samlende og forløsende ved sit tvingende krav om koncentration, så kan ikke alene fraværet af førnævnte skeptiske borgerlige kontrahenter være befriende – også fraværet af en forudgiven form muliggør sammenføjninger og organiske tilknytninger mellem hidtil adskilte men for længst modnede synnapser og tankebaner, der i tidens fylde kræver en højere form som må tilvejebrínges ved et samvirke der ser stort på deres hidtidige skinsyge kamp om vor opmærksomhed. De nødvendige analysers begrænsede form har deres tid, men før eller siden skulle jo maskinen gerne lette, så vi kan se om udsigten over verdenshavet virkelig også er så sublim som de siger ude i byen.
Vi agter dog ingenlunde at forsvinde i det blå, men lander skam igen medbringende discount-certifikat fra Miami, hvilket som bekendt var godt nok til at kunne ramme tårnene i New York. Men den idé er allerede brugt, så vi videregiver den hermed storsindet til Frank Esmann og andre med en tilsvarende fornuftig forkærlighed for det hævdvundne og hæderkronede. Så vi ses alligevel igen – hav en god dag!
