I Thomas Manns "Troldfjeldet" fra 1924 beriger synet af en sejlende kongeørn alpe-sanatoriets årlige sommerudflugt med et uforglemmeligt stemningsløft, takket være Settembrinis belærende foredrag om den stolte fugl. I vore dage yngler en håndfuld par i det hyggelige Skåne, hvor en bekendt af mig har et hus. Han observerer fra sine vinduer langt mere forskelligartet liv, herunder diverse rovfugle i den mindre afdeling, end jeg selv i mine forskellige tilhold længere mod nord. Den landskabelige variation med en mosaik af varieret og overvejende selvsået bondeskov, enge og mindre marker i et kludetæppe minder om Danmark før udskiftningen og Fredsskovforordningen af 1805 – der satte skarpe skel mellem skov og græsningsland til de altædende drøvtyggere. Charmerende og biologisk rigt på nicher til forskellig brug såsom føde, redebygning og beskyttelse.
Men når jeg ankommer til mine taigalandskaber med store højmosevidder en breddegrad længere mod nord i tjurens, urfuglens og nu også ørnens rige, falder mit hjerte dog på en anden storladen måde til ro. En højtidelig og dog hjemlig uendelighed under tilbørligt ensomme, men dog ret komfortable forhold. Derfra ser jeg ganske som "Troldfjeldet"s patienter medlidende ned på egne og andres indbyrdes pinsler i det hjemlige fladlands selvvigtighed og ørkesløst snakkesalige geskæftighed. Men hvorfor kan jeg ikke tage denne højhed med mig tilbage fra yogiens bjerghule, men pines hver gang atter af angst, verdslig forlegenhed, fortrædeligheder og manipulation under alle hånde venskabelige og civiliserede former – alt sammen grundet et tilbagefald til socialitetens narkotiske afhængighed og ugudelige spild af tid og kraft.
Og dog er dette angivelig livet og realiteten, mens det andet og større er en konfliktsky og evigt udsættende flugt, sammenlignelig med sanatoriets gnostiske renheds-, åndeligheds- og dødekult. Noget endegyldigt svar findes dog ikke, for oplevelsen er på ingen måde illusorisk i henseende til psykisk kraft, livsmod og sjælelig fattethed. Noget har dog at gøre med, at jeg ikke ernærer mig og derved får total livssammenhæng fra bjerghulen: Min materielle selvopretholdelse, som muliggør sanatoriets hellige fred, henter jeg jo fortsat i "de dødes rige", og derfor er jeg afhængig af dette, omtrent ligesom folk der lever på lånt tid og lånte penge – alle større og smukkere grunde såsom rødder, venner og familie ikke at forglemme.
Ja, for uden den hjemlige dimensions modpol og base ville freden i sanatoriet måske – selv i tilfælde af en standsmæssigt generøs førtidspensionering – miste sin egen hjemlighed og blive til åndelig dvale, menneskeligt henfald og pirreligt afstumpet kuvøsefred: Nirvana. Men når jeg tillige gør nytte ved at rydde invaderende granplanter på hellige steder, forsvinder alle tømmermænd – selv om ej heller disse bedrifter tåler omtale på hjemlige værtshuse, og da slet ikke ud på de blå timer. Nuvel, fra Kierkegaard ved vi jo godt at "troens ridder" grangiveligt ligner en rodemester og mindst af alt en Kierkegaard-ekspert – så det er vel som det skal være. Min trøst er da denne logiske følgeslutning: At hvis "troens ridder" til forveksling ligner en rodemester, så må jeg til forveksling ligne troens ridder.
For mange af mine bedste ting i årenes løb er blevet til her, idet afstanden, uafhængigheden og den lidt beskyttede medlidenhedsposition (begge veje…), er betingende for ørneblikkets uforpligtende frihed for enhver art tvangsindlagthed. Det er for resten ganske normalt at folk beskytter deres arbejdsprocesser mod socialitetens illusion om, at alle kan snakke ligeberettiget med – for hvis kreti og pleti skal give maleren, komponisten, politikeren og forfatteren gode fiduser, løber de snart om hjørner med hans eller hendes indre gyroskop, netop fordi denne "von-hören-sagen" tit kan have nogen ret – men blot ikke den rette sandhed.
Og i henhold til C.G. Jung gælder allerede hos de vilde, at evnen til at holde på en indviet hemmelighed såsom et mantra manifesterer individets spirende differentiering: For selv om hemmelighedskræmmeri ikke i sig selv giver noget indhold, indebærer det dog en adskillelse. Godt set, for denne adskillelse er nok nødvendig for at forestille sig, at der kunne findes andet og mere end det kollektivt givne – ja, at noget af dette måske ligefrem kunne være forkert.
Vor tids stamme-virkelighed er således massemedierne. Mange kultiverede ug-drenge og flinkepiger i over-Danmark er ikke nået til "de indviede" vildes stadium, men er herligt ubevidste reflekser af den herskende mening: Holberg var stor, fordi alle anerkendte autoriteter er enige om at han var stor. Van Gogh og Per Kirkebye er også store – spørg selv Johannes Riis og Jørn Lund: Og lad os for en ordens skyld tilføje at de to ydermere garanterer for hinanden, og at den ene er professor i at tale og skrive på en gang korrekt og frækt, på en gang protektionistisk og kulturradikalt – om dette end i uindviede øren lyder som cirklens kvadratur. Javel – men man bliver jo heller ikke professor for ingenting.
Men hvad så med Storm P.? "Åh, her må vi nok gå sammen før vi voterer om hans sande status; man mente jo engang at han var stor, men gælder det nu også i vore dage? For de dér opfindelser var jo ret beset noget pjat, hans tidlige malerier minder lovlig meget om Edvard Munch – og morsom? Det er han med forlov ikke ene om at være: Således har vi personligt ikke uden held holdt adskillige muntre skåltaler, som kun beskedenhed har afholdt os fra siden at nedskrive. Storm P. er da heller ikke nævnt i de seneste lurmærkede danske litteraturhistorier, og det er intet godt tegn. Vi i udvalget kan derfor på forhånd intet love, men alle kan jo heller ikke være med i vor kultur-kanon – for slet ikke at nævne "Den Blå Bog", som er endnu finere: Tillad os for resten at nævne at vi selv er omtalt sammesteds.
Angående eksklusivitet skal en verdenskendt filosof, hvis navn vi har glemt, have udtalt: "Hvis slet ingen var udenfor, ville der ikke længere være noget ved at være inden for." Han havde mere ret, end han selv anede: Tillad os nemlig at nævne, at han modsat os selv ikke er nævnt i "Den Blå Bog". Ak-ja, nogle mennesker ødelægger med omhu alt for sig selv ved deres tankeløse åbenmundethed."
Kort sagt er eremitten den arketypiske individualist og de indviede vilde hans forløber (for de indvies jo i kollektive manddomsriter osv.). Men pligtskyldig dum finish såsom "forord" og "indledning" og rutineeftersyn af for længst fuldendte ting er også i eksilet eremitten en umulighed: Heroppe, fordi det forekommer åndløst jobcenter-agtigt, samt fordi vi her vitterlig langt hellere vil beskæftige os med andet end vort eget, bortset fra hvad vi eventuelt måtte koncipere her og nu; derhjemme, fordi vi dér belemres med slavens, fæstebondens og lavkastens kroniske pine over, at hvad de end gør, vil det nok blive enten konfiskeret, plagieret eller ignoreret.
Forestil jer, at I havde fundet ægte diamanter, men at ingen ville kendes ved dem, hvis ikke de var sat på en halskæde. Alene det ville fratage jer enhver lyst til at sætte perlerne på den dumme kæde, for det kan ethvert fæ jo gøre på bestilling. "S’excuse c’est s’accuse". Pardon my French: Skal det indlysende uskyldige og berettigede nu legitimere sig selv i dumme forord, og skal vi da lyse på en lampe for at se om den er tændt?
Forord og skåltaler er ligesom at rydde op: Venter i gæster, skal I nok få det gjort – men sådan at rydde op helt abstrakt og uopfordret er jo et dødsdømt projekt. Selv om vi jo godt ved, at har vi ikke ryddet op in the first place, orker vi sjældent at invitere de gæster… Nå, men så slipper vi da for opvasken.
Heroppe fra ser vi den sociale selvopretholdelses sjælelige dødekult som noget for længst overstået og småligt selvsmagende, for Livingstone hverken ønskede eller fortjente de sortes anerkendelse som "Afrikas udforsker" – derhjemme ser vi tværtimod kroniske hængepartier i ovennævnte latterlige småting. Hertil kommer at gøremål således inficerede med ulyst mister al deres attraktionsværdi og bliver til noget i filosofisk forstand "negativt": dvs. noget man i givet fald burde gøre alene for at få det overstået og overvundet, inden det udvikler sig til et kronisk dilemma med psykotiske undertoner, forstærkede af heppe-råbene fra ungdommen der sorgløst stormer erobrende frem på kommunalt oplyste kondistier – som altid i den tro at de som de første besejler den grågrumsede Limpopo-flod til Nilens kilder.
Pædagogens salomoniske overlevelsestrick ville være at "gøre sin pligt" fordi det modsatte ville være synd for verden – af en naiv følelse af egen betydning og pligt til at forvalte sine gaver til alles bedste. Om ikke andet fordi det vitterlig er mere opbyggelig for alle parter end at lade stå til og herunder opbygge en uforsonlig mistro mod verden, hvis inderste ønsker man dog ikke var tvunget til at adlyde – omtrent som når jøderne lod sig slagte helt uden modstand i den dunkle tro, at de åbenbart nu atter havde pådraget sig Herrens velbegrundede vrede.
