STORE OG SMÅ SYNDER SAMT ET SKRIFTEMÅL I-II
I.
”Høg over høg” gælder ikke kun i detektivfilmene. Som alle forbrydere anser jeg mig i min gode ret til af og til at kompensere for tilværelsens uretfærdighed, idet jeg nok skulle være mand for at skelne lov fra moral. Således tager jeg mig i lokale ICA-forretning undertiden den frihed ambulant og uanmeldt at ISO-certificere kvaliteten af forretningens jordnødder i løsvægt: For med løsvægt kan der jo let snydes med udløbsdatoen.
Jeg har gjort det flere gange før, men sidste gang undrede det mig, at den unge mand i kassen ikke automatisk gav mig kvitteringen for mine indkøb, selv om jeg naturligvis aldrig kigger på kvitteringer. Men min intuition havde ret: På regningen figurerede nemlig et rundstykke, som må være hentet i kantinen til Borges’ apokryfe bibliotek over aldrig skrevne bøger. Men jeg protesterede ikke: For ved at påtale én urigtighed ville jeg dermed automatisk invitere til en anden og værre påtale, der tilmed ville afsløre min egen anklage som hykleri af værste skuffe.
Det minder mig om min autentiske yndlingsanekdote, hvor den polsk-jødiske skrædder Einhorn i ghettoen stilles følgende drilske spørgsmål af sine stamkunder de lapsede naziofficerer, som hidtil har skånet ham og hans familie grundet hans uundværlighed: ”Sig os nu, Hr. Einhorn, hvordan De tror det vil gå Tyskland i vor store krig?” Der blev dødstille, men så faldt svaret: ”Goethes og Schillers Tyskland vil altid bestå…”
Normalt analyserer jeg aldrig humor, men her lyder min analyse undtagelsesvis: At hvis naziofficererne havde indskærpet at det nu var Hitlers Tyskland og ikke Goethes og Schillers Tyskland, de havde spurgt til, så ville de dermed retorisk set have indrømmet at Hitlers og verdenslitteraturens Tyskland var to meget forskellige ting. Dette baghold fornemmede de åbenbart instinktivt, og derfor spurgte de ikke videre, men trak blot overbærende på skuldrene og skred.
Af lignende grunde holdt jeg klogelig bøtte med Borges’ apokryfe rundstykke, selv om den unge mand i kassen ellers virkede en smule våd bag ørerne. Han er givetvis blevet instrueret af ejeren, fordi mange af egnens lokale småforbrydere åbenbart er lige så opfindsomme talmudister i deres retstolkning som jeg selv.
Sagen er imidlertid den, at det ville være uprofessionelt at tage en stamkunde med bukserne nede: Kunden ville formodentlig af skam aldrig mere sætte sine ben i den forretning og ville tilmed på bundnormale og hæderlige gennemsnitspsykopaters vis opdigte et forargelsens påskud, der ville stille købmanden i skammekrogen og i tidens løb beløbe sig til en formelig mytologi, og med skammen som det hemmelige brændstof.
Dette har forretningens ejer utvivlsomt anet; og han stiller endda ikke engang jordnøddeskuffen synligt op ved siden af kassen – for den lille anonyme folkesport tiltrækker måske ligefrem mange kunder, der til gengæld helt glemmer at sammenligne forretningens prisniveau med konkurrenternes. Men smålig som han åbenbart er, har indehaveren dog instrueret sine ekspedienter i også at tage sig kontant betalt ved hjælp af nævnte lille trick.
Den unge mand i kassen formår næppe at ”tolke” tricket i dette ords musikalske forstand og har kun lært at spille mekanisk fra bladet. Derfor ville han sikkert klokke i det, hvis en kunde lod sin umiddelbare forargelse og princippet om kundens ret løbe af med sig: Den unge mand ville da straks påpege kundens egen forbrydelse og dermed skræmme ham eller hende bort.
Ejeren selv ville derimod i den situation finde på noget mere underfundigt i form af et Sokratisk modspørgsmål såsom: ”Åh-ja, De har ganske ret i at her må være begået en fejl – men hvem af os kan sige sig helt fri for den slags små og i grunden harmløse urigtigheder?” Nuvel, den situation opstår slet ikke, for enhver initiativrig kunde fornemmer ganske som naziofficererne ovenfor, at her er tale om en fælde, der må omgås med varsomhed.
Og hvad har nu alt dette med vor blog at gøre? En hel del: Ganske som vor blog ikke er mindre eksemplarisk end den officielle litteratur, gælder at vort lille moralske optrin i det neutrale Sveriges landhandel i princippet er af samme filosofiske karat som skrædderen Einhorns anderledes rystende oplevelse i den polske ghetto. Det store gentager sig i det små – men hvis selve denne sandhed nu kun anerkendes, når den siges på 100 gravalvorlige sider, men ikke når den udtrykkes i kortform, så afslører det endnu engang verdens bornerte udvendighed i dens komplet mekaniske overtagelse af vedtagne sandheder. Og dette er en ret demoraliserende opdagelse: For den fører let til det spørgsmål, om mennesker overhovedet lærer noget af verdenslitteraturen – som det jo påstås, og da især af dem, der mest bruger verdenslitteraturen som inspiration til indbyrdes skåltaler.
Vor lille anekdote belyser også bloggens genre derved, at sådanne uforudsete hændelser forklarer, hvorfor så mange lovede og færdiggjorte ting til bloggen må ligge på kø – idet vi nemlig som andre nyhedsredaktioner principielt altid giver første prioritet til helt aktuelt stof lige før dead- line. Alternativet ville være at forøge enten udgivelseshyppigheden eller stofmængden – men dette ad hoc brud på begrænsningens tvingende form samt formens tvingende begrænsning ville svare til, hvis en rimdigter i nød slækkede på rimkravet for alle få sine pointer med.
NUVEL – men hvad læser og oplever man så selv heroppe? Hans Otto Jørgensens fornemme slægtstrilogi ”Ida og Axel” med den vordende forfatter som det sarteste og dekadente skud på det Budenbrook’ske stamtræ i livets hårde skole. Ingen opblæst ”litteraturdebat”, men derimod respekt for virkeligheden – både den historiske samfundsvirkelighed og sjælenes, tvivlens og fortvivlelsens sprogløse dybder under generationernes skiften fra mellemkrigstiden til nu i det Limfjordske med verdenskrige, månelandinger, Otto Leisner og Stones samt kriser, Glistrup og Elleman, EU-støtte og overbebelåning, med vejrlig, maskiner samt landbrugstekniske og – botaniske realia, som vi ikke kender, og som må stå til troende – men de er virkelige, ja måske endnu mere virkelige end den forfatterskole som selv samme sympatiske Jørgensen nu er rektor for.
Virkelighedsgrundlaget kan vi ikke tjekke, og eventuelle fejl gør derfor intet – hyldesten til virkeligheden, selve bevidstheden om dens realitet som dimension er lige som ved historiens teorier om fortidens virkelighed det afgørende. Hvilken rolle spiller det således om det var neanderthalerne der først opfandt talen eller golfsporten? Opfundet blev golfen i hvert fald, og siden har verden ikke været den samme.
Men bordet fanger, for hvis vi således siger, at sandheden om virkeligheden i grunden er underordnet, så fratager vi jo atter virkeligheden dens førsteplads i vor fantasi. Således beskrives i Jørgensens bog et træk af kanadagæs – men på et historisk tidspunkt hvor denne larmende amerikanske indvandrer endnu ikke havde etableret sig hertillands. Den lille fejl gør imidlertid kun noget, hvis man ved det – men på den anden side: Hvis man alligevel ved det, så gør det jo heller ikke noget.
Genlæser også Paulo Coelho’s ”Pilgrimsrejsen” om hans oplevelse af pilgrimsruten i Pyrenæerne. Magi og guruer må stå til troende. Stor visdom, noget af den dog temmelig rituel, men oplevet i en autentisk sammenhæng. Opbyggeligt som erfaring, men måske ikke ”kunst”, for kunsten lader læseren se og sande selv – skønt det jo er fup – og opererer ikke med autoritative guruer, de være nu nok så ydmyge og vise. Men igen, alt skal ikke være kunst, for der skal også være plads til kanadagæs – de være nu virkelige eller indbildte.
Og hvad oplever vi selv? Den krydrede duft i morgensolen af fjorårets optøende lyngtæppe minder os om at vi dog lever, og at alt atter er nyt: Ville vi måske bytte vor sundhed og førlighed med berømmelsens og den officielle misundelses privilegium, for ikke at tale om respekten fra dem som vi selv efterhånden har lidt vanskeligt ved at respektere menneskeligt?
Og den store tornskade yngler åbenbart, skønt den egentlig hører til langt højere nordpå. Taigaens tretåede spætte ligeså, men den er sikkert blevet lokket ned af de seneste års vældige mængder af stormfældet og barkbille-befængt granskov. Ingen af de to ”rariteter” er spor truede globalt, men der er jo altid en udbredelsesgrænse – og sådanne lokale ”sensationer” giver derfor et kick, især når man oplever dem som cicerone og chauffør for en taknemmelig gæst. Traner og skogrende urkokke er dog flottere og præger landskabet med deres inciterende lydtæppe af vild uskyld.
II. EN SYNDERS SKRIFTEMÅL
Trods en håndfuld ting på kø vinder øjeblikkets inspiration altid over lageret – for da slet ikke at nævne hovedstolen, der ligesom pagtens ark måske er bedst ikke at se; og da især hvis den fantasifulde Erik van Däniken skulle have ret i, at pagtens ark i virkeligheden var en kraftig elektrisk akkumulator. Dennes styrke skal nemlig lige hos magtens grå eminenser måles på det kraftfelt hvormed den animerer ubetydelige småting til at opføre en formelig shaman-dans uden meget større vederlag end det, som bloggere med reklameindslag tør opføre på deres selvangivelse.
Akkumulatoren selv er derimod næppe et charmerende syn, og at berøre den er livsfarligt. Dette med den kraftige akkumulator minder os om de venlige sjæle, der undertiden har rådet os til at skrive en doktordisputats. En anden ven foreslog os ligeledes engang at søge en opslået stilling som plantagebestyrer i Malaysia, ihukommende vor interesse for skov… Ja, lad os for Guds skyld få domesticeret og normaliseret den akkumulator til ukendelighed, inden den laver flere ulykker på vor forfængelighed! Elektrochok ville dog i så fald være en langt mere kongenial og værdig straf, ligesom da de ærekære nazispidser i Nürnberg til sidst forgæves ansøgte om at blive skudt som rigtige soldater.
Nuvel; vi nævnte ovenfor ordet ”selvangivelse” apropos vore små annonceindtægter; men man bør nu vogte sig for at angive sig selv. For som mange andre smukke gerninger bliver det ikke skrevet på plussiden som en selvstændig akt, idet verden alene noterer den synd man indrømmer – og som den altid i næste åndedrag selv mener at have ”afsløret” – ganske som når efterforskningens chef på film altid tager æren for det geniale detektivarbejde.
Men i vort forrige indslag (del I) indrømmede vi jo netop en harmløs kleptoman side, der bragte os vidt omkring, snarere end bag lås og slå. Men hvad skyldes nu den slags fjollerier? Svaret er vel at vi lige som hendes majestæt salig Dronning Ingrid og andre trælbundne husmødre ønsker at have magt over nogle symbolske småting i vort liv for rent undtagelsesvis at føle at det er os der narrer verden. Men rent bortset fra det uretfærdige i således at lade hæderlige næringsdrivende betale for svindlernes overgreb – for også de snydes jo til stadighed i både privat og offentligt regi – så er sådanne overspringshandlinger imidlertid en ren foræring til de sande svindleres bekvemme selvbedrag. For ombyttede roller er en aldrig svigtende rekvisit i såvel uhelbredelig psykopati som uhelbredelig normalitet.
Nuvel, også humoren kunne anses for en sådan symbolsk sejr over verden og magten. Ikke desto mindre har den høj status, for i henhold til spørgeundersøgelser anser de fleste mennesker sig for værende i besiddelse af mere humor end gennemsnittet: De magtesløse velsagtens fordi de ligesom vi ser deres snit til hos købmanden at overtage hvad de store levnede eller glemte i forbifarten – for magten har sjældent humor. Magtens folk velsagtens fordi de vil have det hele, nu de alligevel er i gang, og fordi de åbenbart mener, at der – med Klaus Rifbjergs ord – skal talent til at være ondskabsfuld.
Men var vor egen lille kleptomane øvelse nu også ondskabsfuld? Måske, for den lod os associere videre til den store sokratiske humor hos en jødisk skrædder i den polske ghetto – og den slags huer ikke magten, med mindre den da med sin sædvanlige frejdige ubevidsthed indbilder sig at være på kollegial omgangshøjde med skrædderen, der heldigvis for længst er død, og som man derfor godt tør anerkende.
Men magten scorer modsat skrædderen altid de billigste tricks efter den mindste modstands lov, hvorimod den sande humor efter den største modstands lov altid tvinges til at springe over hvor gærdet er højest. Åh-ja, for hvis vi nu gjorde en helgenagtig dyd ud af denne nødvendighed, ville også vi jo dermed hoppe over hvor gærdet er lavest: Og det nægter vi af lutter ærekærhed: For vi vil ikke være i klub med hvem som helst. Ikke blot er den sande humor således næsten altid over bæltestedet – den holder sig endda i reglen over den højde hvor hovedet hos de magtfulde ofte synes at befinde sig.
Og lykkes det således undertiden alligevel humoren at gå under bæltestedet, er det kun for at vise, at den slags kunne den såmænd også gøre med venstre hånd på en dårlig dag. Men det er sjældent noget at prale med – og som sagt ville det være højst uklogt at angive det i sine skriftemål til øvrigheden: Thi det anses for en uigendrivelig logisk følgeslutning, at hvis nogen volder os ærgrelse og ubehag, så må den pågældende holdes for et ondskabsfuldt menneske.
