Verdenssituationen - at blande den ind her ville være blasfemi mod både dennes alvor og vor egen gnostiske sfære. Men jeg faldt i sin tid i snak med krigsreporteren Jan Stage, som fortalte følgende: "Når jeg befinder mig i krigszonerne, kører hele tiden to parallelle, men diametralt modsatte spor: "Det ene siger, at dette er det virkelige liv; det andet siger at dette er komplet vanvid." Jeg respekterede ham for det - og årene i vort grågrumset umorsomme limbo af lunken nedrighed på vågeblus har lært mig at indse, hvor meget han havde ret, og hvad han må have ment, selv om man jo nok ikke ville bytte i praksis. Men som sagt må dette være nok herom, for mens det ikke er komisk at kun en forholdsvis eksklusiv skare læser vor blog, ville dette være komisk, hvis den handlede om verdenssituationen - med mindre vi da havde forspist os på de vises sten.
I vore bedste stunder forekommer karriere endsige karrierepleje os dog også komplet uinteressante, for det gør os jo til trælle af hvad vi allerede har færdiggjort, og der skal jo også være arbejde til vor impresario: Som en ung rockstjerne of my aquaintance, der uafladeligt skulle høre sin egen medbragte cd, hvor vi end kom hen i byen. Men i vore værste stunder døjer vi andre under at måtte betale prisen for denne blanding af hovmod og slaphed – tilsat ”a little bit of help from your friends”. Når vi har det godt, gider vi ikke noget så ordinært som karrierepleje - og når vi har det skidt, virker det uoverkommeligt.
Den slags burde ikke kræve energi, for hummere mister deres smag hvis de koges for længe. Det er på sin vis lidt underlødigt og oftest også utaknemmeligt at kæmpe for sig selv, med mindre man da er helt skamløs - så på den måde kan vi søndagsbørn ved vor massive modstand tvinge dig til enten at gå i smuk eksil eller blive din egen karikatur, hvis uskønne forkrøbling vi andre kun kan beklage. Derimod kan man langt smukkere og mere virkningsfuldt kæmpe for andre - så vi må her tage ved lære af Hitchcock, der jo et sted genialt lader to personer bytte mord. Og udvidet burde man måske endda også bytte talenter, således at to toptalenter på hver sit felt byttede karriere, for man bliver lettest elsket, hvis man matcher klubben og ikke er for påfaldende. Stråler du for meget første gang, bliver invitationen nemlig ikke gentaget.
I vore bedste stunder forekommer karriere endsige karrierepleje os dog også komplet uinteressante, for det gør os jo til trælle af hvad vi allerede har færdiggjort, og der skal jo også være arbejde til vor impresario: Som en ung rockstjerne of my aquaintance, der uafladeligt skulle høre sin egen medbragte cd, hvor vi end kom hen i byen. Men i vore værste stunder døjer vi andre under at måtte betale prisen for denne blanding af hovmod og slaphed – tilsat ”a little bit of help from your friends”. Når vi har det godt, gider vi ikke noget så ordinært som karrierepleje - og når vi har det skidt, virker det uoverkommeligt.
Den slags burde ikke kræve energi, for hummere mister deres smag hvis de koges for længe. Det er på sin vis lidt underlødigt og oftest også utaknemmeligt at kæmpe for sig selv, med mindre man da er helt skamløs - så på den måde kan vi søndagsbørn ved vor massive modstand tvinge dig til enten at gå i smuk eksil eller blive din egen karikatur, hvis uskønne forkrøbling vi andre kun kan beklage. Derimod kan man langt smukkere og mere virkningsfuldt kæmpe for andre - så vi må her tage ved lære af Hitchcock, der jo et sted genialt lader to personer bytte mord. Og udvidet burde man måske endda også bytte talenter, således at to toptalenter på hver sit felt byttede karriere, for man bliver lettest elsket, hvis man matcher klubben og ikke er for påfaldende. Stråler du for meget første gang, bliver invitationen nemlig ikke gentaget.
Alt dette giver os anledning til at konstatere den psykiske lovmæssighed, at jo mere emsigt folk plejer deres karriere, desto mindre har de ofte at have den i – undtagen i lande og perioder hvor overlevelsens junglelov ikke tillader nogen illusioner, selv ikke hos de fødte stjerner. Og ganske som mange derfor kommer frem der ikke burde være kommet det, er der mange som uretfærdigt ikke kommer til deres ret.
Men apropos ”komme frit frem”, og med særlig hensyntagen til dem der passioneret hylder den tro, at vi ikke formår at holde styr på vore digressioner: Sig os engang, er dette et dyrskue, og skal landzonerne da aldeles drænes for udomesticeret intelligens, omtrent lige som alle ørne for enhver pris skal ringmærkes og radiomærkes, så også naturelskerne kan føle at de udretter noget fornuftigt?
Dertil må vi i vort stille sind indrømme skæbnen, at hvis alle verdens berettigede sådan skulle ”frem”, så ville markedet ikke kunne rumme dem, hvorfor vi hursomhelst må acceptere et vist mål af lotteri. Af samme grunde må vi også prøve at forstå hvorfor selv de bedste ikke altid viser andre talenter storsind: Klaus Rifbjergs legendariske jalousi over for andre talenter er nok kun så påfaldende, fordi hverken nødvendighed eller forretningsmæssige fordele byder ham at skjule eller forskønne sine motiver – og just derfor er han modsat alle den klatrende klasses ulastelige og intrigante småborgere til at holde ud, ikke mindst sprogligt.
At ej heller de plagiatorer, som en verden hvor alle skal være stjerner, med instinktiv kløgt foretrækker, har spor til overs for de ægte nattergale, er i sin tur nærmest en psykologisk nødvendighed, som vi heller ikke meningsfuldt kan beklage: Forbrydere kan jo heller ikke dømmes for ikke at bidrage til sagens opklaring, hvilket selv juraen faktisk respekterer som en logisk konsekvens: For den der stjæler, vil naturligvis også lyve på spørgsmålet om han har stjålet – og derfor bevilliger strafudmålingen her rabat og går ved denne art moderne syndsforladelse kirken betænkeligt i bedene. Så kort sagt, hvad kan vi forlange?
Ja, man kunne måske endda drage den slutning at når retfærdigheden således så at sige principielt er en joke, burde vi helt overlade markedet til klamphuggerne – så de kunne få lov til som i den mondænere presse at sejre sig selv til døde som deres egen karikatur, i form af snart alfabetiseret monotoni, snart ungdommelige primadonneattituder.
Men hånden på hjertet, bortset fra allehånde sociale og økonomiske frynsegoder – hvem gider i længden være guru for en bande stræbere med deres honette ambitioner, og hos hvem end ikke passionen er ægte? Så også her burde vi kaste håndklædet i ringen og medgive, at lad blot dem der bedst kan holde hinandens selskab ud i længden, få hinanden og leve til deres dages ende i det gensidige bedrags livsforsikring. Sammenligninger med ægteskabet ville være nærliggende, men sidstnævnte må jo hver gang komme an på en prøve – hvorfor kirker og rådhuse ligesom de finere ekviperingsforretninger egentlig burde være forsynet med prøvelokaler.
Vi vil så gerne inviteres af verden, men gider vi nu også komme, når det omsider sker? Javel, men også år efter år med de samme naive fans, der elsker os af de forkerte grunde, fordi det lige pludselig går os godt? Interessant spørgsmål, for de ting vi med rette bruger som erstatning for alt det der nægtes os, viser sig måske atter ovenover skyerne vitterlig at være langt mere værd end alt det som de før skulle erstatte. Men som de viseste blandt munkene siger: Vælg først munkelivet når du har overvundet ungdommens genvordigheder, for ellers bliver det en halvhjertet og mismodig gøren dyd af nødvendigheden og ikke det modne menneskes afklarede valg.
Æren er bestemt ikke det fejreste træ i skoven, men den er en social dåseåbner i henseende til at få lov at gøre fyldest dér hvor man vitterlig har noget tilbyde. At være i klemme dér minder derfor mest om at være trængende på naturens vegne i socialt penible situationer – ikke spor ophøjet, men forbandet svært at ignorere.
Mange meningsberettigedes hoveren over fjernsynets X-faktor er derimod misforstået, for dette er i sin harmløshed ganske ligesom de sociale lavklassers karaoke-sang på barer næsten rørende – men det minder kändiserne om at også deres egen ære er gjort af samme vilkårlige drømmestof. For det forholder sig her ligesom med de mennesker der finder det synd for cirkusaberne at klæde dem ud i kjole og hvidt: Det er nemlig deres egen og ikke abernes værdighed, der krummer tæer ved synet af deres egen parodi.
Verdslige bekymringer om karriereplejen er så rædsomme, at kun en fordærvet kan foretrække at pleje dem frem for Buddha-tilstanden; for hvis lykken sådan skal trækkes i land med vod og med vold, mister den sin charme. Sagen er bare den, at da Buddha-tilstanden oftest er uden for rækkevidde, så foreligger valgmuligheden desværre ikke altid. Velsagtens også derfor lærer mennesker efterhånden at beskytte sig mod usundt selskab, uagtet at dette måske til andre tider eller for andre kan være sundt: Forvent kort sagt ikke at ulven skal opføre sig som Bedstemoder – og da slet ikke hvis den prøver at ligne hende. Tværtimod gælder, at hvis ikke det faktisk er Bedstemor, så kan man i vore dage ofte gå ud fra at det er ulven! For med mindre du kan tvinge verden enten med pisk eller med returkommissionens gulerod, er du på Herrens mark.
Returkommission lyder så storindustrielt, men i al sin enkelhed handler det i vor sammenhæng om at være god på en måde der smigrer dem, der skal anerkende eller endda lønne dig – dvs. være god til de samme ting på den samme måde og ad de samme veje. Hele vort søde lille medieakademiske etablissement bygger i al sin tristesse på dette gensidige fif, og forskellene på skalaen fra det frækt frimodige til salonmondæne er illusoriske, både i henseende til bemandingen og til den herskende (u)bevidsthedsform. Pressens forskellige sprogligt statusdifferentierende dialekter har ikke meget at lade hinanden sige, for det forholder sig med dem som det i henhold til ekspræsident Ronald Reagan forholdt sig med Californiens berømte kæmpetræer: ”Have you seen one, you have seen them all”.
Hvad omvendt sprogets sublimering angår, så bør det være som musik, ligesom omvendt gode musikere fortæller os, at musik bør fremføres som om der blev fortalt en historie. Og kender vi ikke alle til i grænselandet mellem søvn og vågen at opleve en melodi som en sælsom og forjættende fortælling, hvis gåde vi ikke kan knække? ”A story much too sad to be told” – hvilket for resten minder mig om hvad en bekendt oplevede for nylig.
Han havde den sjældne ære ved Nivå at se en jagtfalk fra det høje nord, verdens største falk, som vejer næsten det dobbelte af en musvåge og flyver dobbelt så hurtigt. Den blev mobbet i luften af en flok krager, som åbenbart ikke havde fulgt med i biologitimerne – hvorefter falken omgående snuppede en af dem i et nonchalant herresving og forsvandt i horisonten til alles måben. Det var vel nok en måde for alle at opnå Buddha-tilstanden, og selv den overmodige krage fortrød ingenlunde sin storladne skæbne, for den levede ligesom den gamle kone i Blixens ”Sorgagre” ikke forgæves og vil blive husket længe.
Dette minder mig sluttelig atter om en dame af min bedstefars bekendtskab, der i fuld alvor betroede ham at hummere smager bedst, når de lægges levende i en gryde iskoldt vand og dernæst kogt langsomt op. ”You stepped out of a dream".
Men apropos ”komme frit frem”, og med særlig hensyntagen til dem der passioneret hylder den tro, at vi ikke formår at holde styr på vore digressioner: Sig os engang, er dette et dyrskue, og skal landzonerne da aldeles drænes for udomesticeret intelligens, omtrent lige som alle ørne for enhver pris skal ringmærkes og radiomærkes, så også naturelskerne kan føle at de udretter noget fornuftigt?
Dertil må vi i vort stille sind indrømme skæbnen, at hvis alle verdens berettigede sådan skulle ”frem”, så ville markedet ikke kunne rumme dem, hvorfor vi hursomhelst må acceptere et vist mål af lotteri. Af samme grunde må vi også prøve at forstå hvorfor selv de bedste ikke altid viser andre talenter storsind: Klaus Rifbjergs legendariske jalousi over for andre talenter er nok kun så påfaldende, fordi hverken nødvendighed eller forretningsmæssige fordele byder ham at skjule eller forskønne sine motiver – og just derfor er han modsat alle den klatrende klasses ulastelige og intrigante småborgere til at holde ud, ikke mindst sprogligt.
At ej heller de plagiatorer, som en verden hvor alle skal være stjerner, med instinktiv kløgt foretrækker, har spor til overs for de ægte nattergale, er i sin tur nærmest en psykologisk nødvendighed, som vi heller ikke meningsfuldt kan beklage: Forbrydere kan jo heller ikke dømmes for ikke at bidrage til sagens opklaring, hvilket selv juraen faktisk respekterer som en logisk konsekvens: For den der stjæler, vil naturligvis også lyve på spørgsmålet om han har stjålet – og derfor bevilliger strafudmålingen her rabat og går ved denne art moderne syndsforladelse kirken betænkeligt i bedene. Så kort sagt, hvad kan vi forlange?
Ja, man kunne måske endda drage den slutning at når retfærdigheden således så at sige principielt er en joke, burde vi helt overlade markedet til klamphuggerne – så de kunne få lov til som i den mondænere presse at sejre sig selv til døde som deres egen karikatur, i form af snart alfabetiseret monotoni, snart ungdommelige primadonneattituder.
Men hånden på hjertet, bortset fra allehånde sociale og økonomiske frynsegoder – hvem gider i længden være guru for en bande stræbere med deres honette ambitioner, og hos hvem end ikke passionen er ægte? Så også her burde vi kaste håndklædet i ringen og medgive, at lad blot dem der bedst kan holde hinandens selskab ud i længden, få hinanden og leve til deres dages ende i det gensidige bedrags livsforsikring. Sammenligninger med ægteskabet ville være nærliggende, men sidstnævnte må jo hver gang komme an på en prøve – hvorfor kirker og rådhuse ligesom de finere ekviperingsforretninger egentlig burde være forsynet med prøvelokaler.
Vi vil så gerne inviteres af verden, men gider vi nu også komme, når det omsider sker? Javel, men også år efter år med de samme naive fans, der elsker os af de forkerte grunde, fordi det lige pludselig går os godt? Interessant spørgsmål, for de ting vi med rette bruger som erstatning for alt det der nægtes os, viser sig måske atter ovenover skyerne vitterlig at være langt mere værd end alt det som de før skulle erstatte. Men som de viseste blandt munkene siger: Vælg først munkelivet når du har overvundet ungdommens genvordigheder, for ellers bliver det en halvhjertet og mismodig gøren dyd af nødvendigheden og ikke det modne menneskes afklarede valg.
Æren er bestemt ikke det fejreste træ i skoven, men den er en social dåseåbner i henseende til at få lov at gøre fyldest dér hvor man vitterlig har noget tilbyde. At være i klemme dér minder derfor mest om at være trængende på naturens vegne i socialt penible situationer – ikke spor ophøjet, men forbandet svært at ignorere.
Mange meningsberettigedes hoveren over fjernsynets X-faktor er derimod misforstået, for dette er i sin harmløshed ganske ligesom de sociale lavklassers karaoke-sang på barer næsten rørende – men det minder kändiserne om at også deres egen ære er gjort af samme vilkårlige drømmestof. For det forholder sig her ligesom med de mennesker der finder det synd for cirkusaberne at klæde dem ud i kjole og hvidt: Det er nemlig deres egen og ikke abernes værdighed, der krummer tæer ved synet af deres egen parodi.
Verdslige bekymringer om karriereplejen er så rædsomme, at kun en fordærvet kan foretrække at pleje dem frem for Buddha-tilstanden; for hvis lykken sådan skal trækkes i land med vod og med vold, mister den sin charme. Sagen er bare den, at da Buddha-tilstanden oftest er uden for rækkevidde, så foreligger valgmuligheden desværre ikke altid. Velsagtens også derfor lærer mennesker efterhånden at beskytte sig mod usundt selskab, uagtet at dette måske til andre tider eller for andre kan være sundt: Forvent kort sagt ikke at ulven skal opføre sig som Bedstemoder – og da slet ikke hvis den prøver at ligne hende. Tværtimod gælder, at hvis ikke det faktisk er Bedstemor, så kan man i vore dage ofte gå ud fra at det er ulven! For med mindre du kan tvinge verden enten med pisk eller med returkommissionens gulerod, er du på Herrens mark.
Returkommission lyder så storindustrielt, men i al sin enkelhed handler det i vor sammenhæng om at være god på en måde der smigrer dem, der skal anerkende eller endda lønne dig – dvs. være god til de samme ting på den samme måde og ad de samme veje. Hele vort søde lille medieakademiske etablissement bygger i al sin tristesse på dette gensidige fif, og forskellene på skalaen fra det frækt frimodige til salonmondæne er illusoriske, både i henseende til bemandingen og til den herskende (u)bevidsthedsform. Pressens forskellige sprogligt statusdifferentierende dialekter har ikke meget at lade hinanden sige, for det forholder sig med dem som det i henhold til ekspræsident Ronald Reagan forholdt sig med Californiens berømte kæmpetræer: ”Have you seen one, you have seen them all”.
Hvad omvendt sprogets sublimering angår, så bør det være som musik, ligesom omvendt gode musikere fortæller os, at musik bør fremføres som om der blev fortalt en historie. Og kender vi ikke alle til i grænselandet mellem søvn og vågen at opleve en melodi som en sælsom og forjættende fortælling, hvis gåde vi ikke kan knække? ”A story much too sad to be told” – hvilket for resten minder mig om hvad en bekendt oplevede for nylig.
Han havde den sjældne ære ved Nivå at se en jagtfalk fra det høje nord, verdens største falk, som vejer næsten det dobbelte af en musvåge og flyver dobbelt så hurtigt. Den blev mobbet i luften af en flok krager, som åbenbart ikke havde fulgt med i biologitimerne – hvorefter falken omgående snuppede en af dem i et nonchalant herresving og forsvandt i horisonten til alles måben. Det var vel nok en måde for alle at opnå Buddha-tilstanden, og selv den overmodige krage fortrød ingenlunde sin storladne skæbne, for den levede ligesom den gamle kone i Blixens ”Sorgagre” ikke forgæves og vil blive husket længe.
Dette minder mig sluttelig atter om en dame af min bedstefars bekendtskab, der i fuld alvor betroede ham at hummere smager bedst, når de lægges levende i en gryde iskoldt vand og dernæst kogt langsomt op. ”You stepped out of a dream".
