Läste i regionalavisen Västerbotten Kuriren fra Umeå et glimrende artikel om, hvorledes kvindelige kriseromaner gerne er mere opbyggelige, men mere frivilligt kaotiske end mandlige: mändene besvärger typisk det kaotiske ved mere forceret stilistisk kontrol, men historiernes udgang er alligevel udsigtslös. God iagttagelse, og ikke helt uden relevans for vor egen krisehåndtering...
Läste også om en vel afslöret akademisk plagiat-skandale i udlandet, denne gang en dame.
Men sagen er at den slags kun får konsekvenser når folk stjäler fra nogen der er formelt höjere på strå, og når de skriver af efter noget der har väret publiceret i fagtidsskrifter eller på anden formelt meriterende vis. Selv de akademikere jeg kendere, ville oftest näppe betänke sig på at stjäle helt uforbeholdent, blot de havde sikkerhed for at kilden var enten ukendt, eller som jeg var persona non grata og hans udgivelser noget alle var enige om ikke at nävne.
Og når de kommenterer plagiat-skandaler, bemärker de karakteristisk nok altid, at personen "i fråga" har dummet sig - ikke at han har gjort noget dadelvärdigt. Undskyld jeg keder selskabet, men dette er som sagt min egen dumme skäbne i en nöddeskal: helt ekstrem taget i betragtning at vi lever et velfärdssamfund, at sammenligne med dumrianer uden egen bopäl, blot på et lidt andet felt. I en verden af plagater er sandheden den store fornärmelse, som derfor gerne ender med at blive kaldt plagiat. Nå, men disse ting sker ubevidst, jävnför at venligtsindede fagkolleger undertiden bestikker mig ved at rose mig som "formidler" - underforstået af noget velkendt, som de derfor selv kan kolportere videre med stor myndighed og uden navns nävnelse.
Nå, nu smider jeg som afveksling lige et lille komisk mini-manus i boksen for underholdningens skyld, som sädvanligt berömmet af individuelle läsere og afvist af adskjillige medier med vämmelse. Se derfor näste indläg - det regner, derfor denne nävenyttighed post festum. Carsten Jensen bliver rost for sit sömandskab.
