OM DEN BORGERLIGE OPERA...
Manglende adgang til TV nytårsaften forklarer min royale forsømmelighed både Nytårsaften og ved Dronningens 40 års jubilæum. På den anden side har jeg ikke spor imod de kongelige, bare de ikke støjer og koster mere end deres modstandere. ”Efterlønnens” niveau kan vi vel altid snakke om, hvis vi keder os. Det sunde ved monarkiet er imidlertid, at her ved vi alle, at dets status - skønt nedarvet - ikke udtrykker nogen personlig essens eller fortjeneste. Derfor kan vi alle tilgive dem, bare de ikke kvajer sig alt for vildt.
Men hvorfor kan vor nidkære demokratiske nomenklatura så ikke tilgive de kongelige? Årets første lyse idé, som muligvis er lidt for god til denne verden, affyres hermed kvit og frit fra hoften: Vore demokratiske eliter hæger med nidkær skinsyge om den idé, at de selv modsat de kongelige har fortjent både deres udnævnelser, titler, honorarer, pensionsordninger, "indflydelse" (dvs. retten til at forhindre andre talenter eksponering) og fortrinsstillinger. Og Kongehuset minder dem ubevidst om den ubehagelige mulighed, at dette måske slet ikke holder stik... For sæt nu Onkel Danny alligevel havde ret: ”It’s only a paper moon”.
At vor teori godt kunne være sand, skal illustreres med et frisk eksempel. En kronik blev af et af landets mest selvbevidste dagblade honoreret med et automatisk robotsvar, som havde der været tale om et læserbrev. Til gengæld modtog jeg samtidig en personlig mail fra redaktricens sekretær om, hvorledes hendes højheds navn rettelig bør staves – hvis inspirationen skulle melde sig en anden gang. Dette var åbenbart vigtigere end et personligt svar på et stort stykke ulønnet arbejde. For modsat de kongelige savner vore demokratiske eliter ofte både humor og selverkendelse: Frygten for sidstnævnte tillader dem nemlig sjældent den luksus at have humor
En erindring omkring vor dengang endnu ret ungdommelige Dronning kan illustrere hvorfor jeg undertiden foretrækker kongehuset for den moderne nomenklatura. Hun blev spurgt, hvad hun syntes om at blive tiltalt med "Du". Margrethe svarede, at hun foretrak at folk tiltalte hende som de selv fandt det naturligt. Hendes svars nærmest talmudiske genialitet analyserede jeg først mange år senere, men det gjorde åbenbart indtryk.
Margrethe vidste at ingen dengang, uanset observans, fandt det naturligt at tiltale hende med "Du", der således alene ville være en affekteret provokation. Den smarte udspørger tror selv at repræsentere naturligheden over for det affekterede royale og forsøger ligesom de skriftkloge på Jesu tid at fange hende i en fælde uden udvej: Hvis hun overgiver sig til naturlighedens ”du”, er det reelt en slags abdikation; og hvis hun omvendt fremturer majestætisk, udstiller hun kongedømmets naragtighed og begår atter selvmål. Men i stedet bliver udspørgeren selv indirekte tilbagevist som den affekterede og unaturlige. Jesus var som bekendt heller ikke dårlig til den slags operationer – der skam også formår at gøre vor moderne nomenklatura hvidglødende af den velkendte tavse fornærmethed, der sjældent tilgiver....
Og Operaen? Åh ja, også den koster jo en kongelig bondegård og ser pæn ud på afstand. Men folk med bedre forstand på de dele fortæller mig, at dels er akustikken dårlig, dels tjener disse prangende udenværker mest til at temmelig ”artsfremmede” typer har kunnet tilrane sig yderligere status og midler på bekostning af kunsten selv.
P.S. Vor histories pointe bekræftes kun af, at den ikke vakte mindste behag hos flere redaktioner, idet nogle tydeligvis følte snart kongehusets, snart deres egen oplyste ære beklikket..."We are not amused", som Queen Victoria plejede at sige, når noget mishagede hende. - Men ved man da ikke, at det dybest set kun er os selv der ved vor egen barnagtige fejhed og dumstolthed for alvor kan beklikke vor ære? Nå, på positivsiden tæller til gengæld at Bjørn Bredal for nylig betroede mig - uden dog samtidig at oplyse sin promille - at han anser mig for en filosofisk skribent i særklasse. Så you never know...
