ET SPØRGSMÅL OM IDENTITET

 

Konstaterer at jeg ikke lider af prosop-agnosi, idet jeg blev antastet af en mand jeg ikke har mødt i årevis, men ligefuldt straks genkendte. Det faktum at han så heller ikke selv lider af nævnte syndrom, leder naturligt til det følgespørgsmål, hvorledes medlemmer af foreningen for patienter med prosop-agnosi bærer sig ad med at genkende hinanden.

Det gør de så heller ikke, men sørger naturligvs for i stedet altid at medbringe identitetspapirer. Imidlertid vil end ikke kørekort med pasfoto løse problemet, idet patienterne heller ikke formår at afgøre de stereometriske overensstemmelse mellem portrætfotos og fysiske ansigter.

Verifikationen må derfor bero på plausibilitet, idet et antal overensstemmende identitetspapirer må være et argument. Ganske vist kunne de jo være uretmæssigt tilegnede: - Men en person der er smart eller fræk nok til at stjæle eller forfalske identitetspapirer, vil nok ikke bruge dem i en så lidet lukrativ sammenhæng som deltagelse i foreningen af disse patienter. Desuden fremgår diagnosen jo slet ikke af identitetspapirerne, hvorfor selve kendskabet til den neurologiske diagnose taler for, at man vitterlig er den man foregiver at være.

Vor historie opviser en besynderlig parallel til disse overvejelser, idet den mand der antastede mig, viste sig slet ikke at være den som jeg troede. Jeg selv var derimod den han troede - så noget kunne tyde på at jeg med profetisk klarsyn endog genkender ansigter som jeg endnu aldrig har set: omtrent ligesom vi jo også ved, at en ven er en fjende som du endnu ikke har lært at kende godt nok.

Men tilbage til vor mand: Hvis han ikke var sig selv, hvem var han så - og hvordan gik det i så fald til at han alligevel kendte mig? For som sagt lider jeg ikke af prosop-agnosi, og gårdagens hændelse bekræfter det endda. Forklaringen var nu den bizarre, at den pågældende viste sig at være enægget tvilling til den person, som jeg engang for mange år siden af og til mødte, og som uden tvivl var et begavet ungt menneske.

Men selv har jeg ingen enæggede søskende, så hvordan i alverden kunne han kende mig. Han besvarede det ikke ved direkte henvisning til mit fordums journalistiske virke, men sagde blot, at han kendte mig gennem sin bror: skønt de to trods alt ikke er siamesiske tvillinger. Følgelig måtte jeg selv udfylde informationshullet som her antydet.

Nu vil jeg ikke afsløre for meget om identitet; men vor meget talende mand, der tillige opridsede sin livshistorie uden at lægge skjul på smertepunkter, var i den produktive erhvervsbranches idé-afdeling og medbragte interessante koncepter og papirer - herunder også overvejelser om frugtbar brug af forskelligartede personligheder både i erhvervslivet og andre sektorer:- hvor han mente at man kunne gøre en forskel som del af et broget team af vilde kræfter snarere end at blive trådt flad af the sædvanlige flok af demokratiske gæs.

Meget inspirerende. Men bagefter må jeg spørge mig selv, om min gamle bekendtes enæggede tvilling virkelig eksisterer - eller om han mon snarere er endnu et frugtbart erhvervskoncept…Et ledsage-spørgsmål lyder, om jeg mon ikke snart er den eneste, jeg kender, der endnu ikke er blevet tosset...

I en anden forstand er man dog selv den tossede, der med så jomfrunalsk knibskhed kun publicerer en brøkdel på offentlige plads for ikke at ende som rent plagiatobjekt for pop-personligheder med både egen fanklub og betalt spalteplads - men som altså alligevel ikke formår at beherske den tilbagevende inkontinens, hvormed han så konsekvent altid ender med at sætte sig mellem to stole.

Hvad sluttelig genkendelse og anerkendelse angår, kan man frygte at ende som sin kollega filosoffen Peter Zinkernagel, der engang ved lyden af sit eget navn anråbt på offentlig gade til slut vågnede af sin solipsistiske spekulation (for kun en konstitutionel solipsist vil hengive sig til at bevise verdens eksistens) og udbrød: "Åh - det er så sjældent jeg hører mit navn i vore dage: Jeg troede først at jeg hørte stemmer..."