Saturday, October 24, 2015

SØRINE GOTFREDSEN, CHR. BRAAD THOMSEN - OG POLITIKENS VENNER



Christian Braad Thomsen retter i dagens Politik det selv samme skyts mod pastor Gotfredsen, som man med samme ret har kunnet rette mod hendes åndelige fader på Jorden lige siden i hvert fald 1992 (om end der utvivlsomt findes endnu tidligere svar på denne tiltale i luthersk byde-måde).
I forbifarten tillader Thomsen sig at under sig over Politikens storsind over for Krarup-folkets flittige pennevenner.
------------------
Men at Politiken således ligesom alle andre aviser med selvbevidsthed storsindet gerne tildeler en trods alt ikke overkvalificeret modpart megen plads, er universelt - og psykologisk smart.- Men som med megen anden ros og pris skal man beherske den lille regnetabel for at kunne se hvad der står mellem linjerne.

 På samme vis er skribentens modige kritik af avisens storsind en universel fiffighed - fordi den naturligvis ikke vil blive taget spor ilde op, men blot giver instansen en smigrende lejlighed til yderligere at demonstere sit storsind over for så modig kritik.

Men sandt storsind skal ikke - lige så lidt som kjerligheden - sådan "demonstreres" på offentlige dyrskuer - nej det skal i givet fald findes hvor kollektivt begavet, dannet og formuende creti og pleti aldrig finder på at lede...
Og storsindet ligner således heri tillige den så opreklamerede skrivekunst, som både Blixen og hendes far rettelig havde et ambivalent forhold til.
Men i vor betragtning om det sande og skjulte storsind tvinges vi således til et stykke ad vejen alligevel at give damen nogen ret ....Og Shakespeare mente vist nok noget lignende.

Man kunne endda videre og sige, at vi i grunden alle kun elsker vore nemmeste "fjender" - og gerne med kjerligt artelleri der efterhånden er lige så gammelt i gårde som fjenden selv: men heldigvis i bedre stand end vort lands gamle Haubitzer-kanoner i henhold til samme avis. For også vi behersker høflighedens tarvelige kunst....

P.S. Vor ofte skal man publicere sit skriveri?- Jeg ved det virkelig ikke, for jeg tilhører den eksklusive type syndere der angrer, både når de tøver og når de en sjælden gang handler - og det sågar også når det gælder deres bedre gerninger.
Kald det gerne frygteligt udansk: Men det lyder da i hvert fald flot....