FORSIKRINGSVIDENSKAB OG NATURFREDNING

HOW BIG IS BEAUTIFUL?

Er et værdifuldt, men trods alt mindre naturområdes beliggenhed klods op ad et stort allerede eksisterende reservat et argument for dets inddragelse i reservatet? Eller er det tværtimod et argument for, for at "enough is enough"?

Også inden for naturbevarelse gælder det velkendte forhold, at jo mere du allerede ejer, af et gode, desto mindre betyder en ekstra sjat af det samme gode. Jo større et eksisterende reservat tilsvarende er, desto mindre vinder du ved en udvidelse med et vist areal.

Javel. Men på den anden side kan man hævde, at jo mere vi allerede har investeret i et projekt, desto ærgerligere ville det være, hvis dele af formålet ikke i længden lod sig indfrie, fordi området alligevel ikke var helt stort nok: ikke mindst under hensyntagen til løbende små forringelser i omgivelserne og i den pågældende region generelt. Man tænke her blot på vore sidste danske urfugles sørgelige endeligt for en snes år tilbage, trods gode, men forsinkede tiltag.
Loven om den synkende værdi af ekstra goder af en given art gælder således kun, når man har over et vist minimum af det pågældende gode. Et menneske med moderat, men ikke livstruende vitaminbrist kan således vinde meget ved at få vitamintilskud, idet forskellen på at være kernesund og at være svag og uoplagt er dramatisk.

Hertil kommer så yderligere den mulighed, at en areal-mæssigt set marginal udvidelse af et stort reservat undertiden kendetegnes af særlige naturtyper og -elementer såsom uhyre gammel skov, der kun er sparsomt repræsenterede i det eksisterende reservat: men i så fald er gevinsten i henseende til just disse naturtyper og deres karaktiske flora og fauna ingenlunde blot  marginal.

Kort sagt må vi veje den forhåbentlig begrænsede risiko for at tabe vor investering på gulvet mod omfanget af det mulige tabs omfang i givet fald. Jo mere kostbaret et bohave du har, desto mere er du jo også villig til at betale for at forsikre det mod ulykker og tyveri. Det vi vinder ved for en sikkerheds skyld at foretage en generelt og måske tillige specielt kvalificeret udvidelse af reservatet, er at vi tager højde for den mulighed, at området derved akkurat når op over en kritisk tærskel af afgørende langsigtet betydning for områdets mest sårbare og krævende arter.

Denne overvejelse er aktuel i en aktuel sag i Ljungby Kommune Kronobergs Län, hvor jeg indsætter min arbejdskraft løbende gennem nu henved halvandet år. Nøglebiotoper for tjur og urfugle trues af et planlagt tørvegravnings-projekt i stor skala - klods op ad et stort naturreservat, hvor især tjurens foretrukne levesteder desværre kun er sparsomt representerede. Og både tjur og urfugl har i de senere år været i kraftig tilbagegang i Sydsverige generelt. Hertil kommer at de langsigtede muligheder for holdbar etablering af på en gang spektakulære og uhyre sky arter såsom kongeørnen beror på eksistensen af mange alternative redemuligheder med skjult beliggenhed.

Hvis Tibet ikke på samme vis havde haft både et betragteligt areal og en begrænset tilgængelighed for publikum, ville Himalayas Afskyelige Snemand da også forlængst være blevet enten udryddet eller fordrevet på lige fod med Dalai Lama og hans mere apatiske følge af fredselskende buddhister. Vist kan vi da sagtens overleve også uden Den Afskyelige Snemand: Ja, men Verden ville blive et kedeligere sted - selv med forbehold for hvad f.eks. en Putin eller Trump kan finde på i den globale underholdnings tjeneste...