ARBEJDSFORMIDLING I SYSSLEBÄCK - OG ÅRHUS ...
Syd for isgrænsen i det nordlige Dalarna overnattede jeg som sagt i bilen og kørte den følgende dag rundt om Siljan-søen i Dalarna, men dagene er for korte til også at besøge Zorn-museet i Mora. Var dernæst et smut over den norske grænse med de vestgående og derfor atlantisk milde og frodige dalstrøg og tilbage gennem Klarälvens dalgang i Värmland. Sandede, tilpas fugtige jorder med velvoksende fyrreskov og en rig undervegetation af blåbærbuske. Det mærkedes på den sjældent gode bestand af taigaens store hønsefugle tjuren og urfuglen, der på denne tid atter kommer i forårsstemning grundet samme dagslængde og temperatur som i april. De er ellers hårdt ramt af det moderne skovbrug.
Ja, for selv om birke og aspe hernede endnu bærer efterårsløv og tager sig strålende ud fra bilen, undgår det ikke ens opmærksomhed, at det i mangt og meget er et skovindustrielt landskab, man kører igennem. Yders få rigtigt gamle, endsige døde træer – og modsat hjemme i DK tager det under disse klima- og jordbundsforhold mange årtier at genskabe et rigere naturskovspræg.
Nok er det ødemark, men ikke vildmark, bortset fra de talrige sumpede og stenede områder, hvor boniteten heldigvis er for ringe til skovdrift.
I de sidste mange år er vi en del, der i tide og utide har fablet og propaganderet for skovreservater, og mange af slagsen er da også blevet oprettet. Men de er meget dyre i indkøb, og i virkeligheden fylder de ikke nær så meget som i regionalavisernes debatspalter. Stedlige Cepos-agtige korifæer med ”skarpe meninger” og den sædvanlige trang til en ”maskulin profil” for enhver pris kan desværre altid på lodsejernes og diverse brancheforeningers vegne komme til orde i pressen med, at nu er der blevet ”alt for mange” reservater, set nationaløkonomisk og beskæftigelsesmæssigt (hvorom mere nedenfor..).
Så beundrer jeg langt mere de helhjertede, der hårdnakket vedbliver at spille de idealistiske idioters rolle og kæmper videre i en tid hvor det ikke længere er spor sexet at ”forsvare naturen”. De vil altid være eksponerede for nævnte driftige mænds letkøbte spot under humorens sørgeligt ubeskyttede varemærke, i stil med: ”Skal vi måske også snart til at frede udryddelsestruede tuberkulosebakterier?” Ak ja, men som tidligere nævnt skader det ikke spor, hvis vi skam udmærket selv formår at tænke os til den slags ”absurditeter” før fjenden gør det (”Credo quia absurdum”); men vi bør ikke lade os slå ud af kurs af den grund.
Sverige kom ret sent i gang med skovreservater, grundet en mental arv fra de fattige tider, hvor det ville have været uhørt dekadent sådan at lade værdifuldt tømmer stå og rådne ”til ingen nytte”. Men den nye Moderat-regering har skåret ned på fredningsbudgettet og varsler nu yderligere kraftige reduktioner – i en tid med stor økonomisk fremgang. Det er ligesom når man derhjemme begynder at jage de arbejdsløse i en tid, hvor de ellers er ved at komme i mindretal og dermed er blevet en mindre statsfinansiel belastning – i stedet for at frede dem i stil med de sidste naturskove.
Helt galt går det dog forhåbentlig ikke: Den eneste bilist jeg mødte på skovvejene, viste sig således at være ulve-vogter og statsansat fredningsmand: Det førhen specielle er nemlig nu blevet konverteret til en del af det normale arbejdsmarked, omtrent ligesom halvdelen af befolkningen derhjemme i København jo efterhånden er filosoffer. Men som sagt: På områder hvor det virkelig gør nytte på en eller anden vis, er det kun fortræffeligt at ”det gode” belønnes verdsligt og socialt: For ellers ville kun særlingene turde beskæftige sig med det og kæmpe for det – tit måske fordi de alligevel er uden for ”in the first place” og derfor kan gøre en dyd af nødvendigheden.
For især yngre mænd betyder det alt at være gangbar og normal mønt på arbejdsmarkedet og dermed også på kønnenes marked, og det er en naturlig konsekvens af at vi er sociale dyr. Når vi særlinge er så interessante, er det da også kun fordi vi er sære på trods heraf (”quia absurdum”): At en autist uden fornemmelser for samkvem kan være ener, er derimod ikke spor interessant. Af beslægtede grunde er det i henhold til troværdige – kort sagt anerkendte – sadister heller ikke spor sjovt at pine koldblodige dyr uden smertefornemmelser, lige så lidt som nogen jo gider overvære henrettelse af robotter. Humane henrettelser er kort sagt en uting, bortset fra at det er en raffineret og koldblodig form for mobning af dødsstraffens varmeste tilhængere.
Nå, men kort sagt skal vi altså ikke beklage, at jævne folk, der for tyve år siden helt selvfølgeligt ville have spottet ”ulveforskning” og skovfredning som værende en unyttig, uværdig og frem for alt umandig beskæftigelse sammenlignet med at køre en skovrydningsmaskine på ren akkordløn, i dag lige så selvfølgeligt overvåger ulvene på akkordløn. Så længe de bare afstår fra tillige at give den som filosoffer, har de tværtimod min velsignelse.
Ja, selv hvis de også om et par år skulle ”blive filosoffer” i medfør af en eller anden overenskomstmæssig ret til efteruddannelse, så gør det heller ikke så meget: Hvad folk sådan ævler om ud i den blå luft, spiller jo nemlig i grunden ingen rolle, for det har modsat synet på skovene ingen praktiske konsekvenser for vore medskabninger samt efterkommere – hvor utåleligt det så end kan være for min og ligesindedes forfængelighed, at verden altid foretrækker de kunstige nattergale, fordi de ligner verden selv.
Hvis verden blot sagde: ”Vi har ingen brug for filosoffer”, så ville alt derimod være helt i sin orden, for det ville netop sikre filosofien mod at blive forfusket til sin egen parodi. Men i øvrigt er ikke helt sandt at verden foretrækker det jævne, for publikum foretrækker til enhver at se den ægte linedanser. Men den indbildte elite, kort sagt hele den hæderkronede og veldresserede skabs-normalitet ”der bestemmer” i kulturens Over-DK, hindrer efter bedste evne publikum i at møde den ægte vare – om end de så kryber desto mere benovet for de få berettigede som det desværre er for sent at spænde ben for. Omtrent på samme vis blev Shakespeare hånet med skinsyg mistro som en kaotisk angelsaksisk barbar af den europæiske kulturelites latintalende læredrenge, der beherskede de overleverede klassiske former bedre end klassikerne selv – kort sagt til den yderste kedsomhed.
I Värmland boede jeg to nætter i en hytte i ”samhället” Stöllet i Klarälvens dalgang og beså et par urskovsperler såvel som det lokale turist-hotels netforbindelse – thi man har kedsommelige pligtskyldige kontakter med det hjemlige arbejdsmarked, som dog i en globaliseret tid heldigvis kan plejes virtuelt, ganske som forfattervirksomheden. På hjemturen sydpå stak jeg først endnu et smut ind mod den norske grænse, og allerede på den svenske side var det en fryd at høre en helt anden sprogmelodi. Hurra for mangfoldigheden, og jeg vil endda påstå uden noget så banalt som empirisk belæg derfor, at den ene slags mangfoldighed befordrer alle andre slags – simpelt hen fordi det ligesom lyden på TV af de sprog vi ikke forstår, minder os om, at verden er stor samt fuld af forskelligheder og muligheder.
Dernæst kørte jeg videre sydpå langs Selma Lagerlöfs dalgang – Fryken-søerne, omkransede af brændende efterårsbirke. En venlig sjæl gjorde mig dér opmærksom på, at bilen lækkede skoldhed olie ud over det hele: Jeg havde nemlig glemt at skrue låget for olietanken, så eventyret såvel som vor blog kunne let være endt med et fatalt festfyrværkeri. Nu havde vi ellers lige overlevet gårsdagens ”hollyday on ice” (i foregående indlæg). Men alle gode gange tre? Suspense…
Ja, for senere samme dag blev jeg gennemlyst af et hastighedskameras grønne reptilblik – men jeg håber at jeg så nogenlunde overholdt de 70 kilometer; med mindre man da nu er blevet så strenge, at selv to sekunders marginal overskridelse er nok. Ak, ak, man skulle nok ikke have spøgt sådan i utide med klip i kørekortet, for virkeligheden hader spøg og hævner sig altid i ”real time”. Et par kilometers overskridelse finder dog forhåbentlig nåde, med mindre der gælder særlig strenge regler for nykonfirmerede bilister.
Men jeg har garderet mig efter så mange års misforhold til virkeligheden: For min bil står formelt endnu i den tidligere ejers navn, hvilket tydeligvis forbliver en praktisk ordning mellem venner. En sand ven tager nemlig vore synder på sine skuldre og soner straffen på vore vegne. Til gengæld kan han så rose sig af at være en ny Jesus, så sig ikke at han ikke får noget til gengæld. Nå, men hør så det videre forløb:
For en god ordens skyld tog jeg et billede af min bil parkeret foran en yderst beskeden bungalow med det romantiske navn ”Arbejdsformidlingen” i den højtliggende grænsepost ”Sysslebäck” – hvilket navn ingenlunde spiller på det gode svenske ord ”sysselsättning”, selv om det ellers godt kunne være taget lige fra Walt Disney’s ”Kalle Anka”. Ja, for ham Disney var jo svensker og skabte som bekendt også den verdensberømte filmserie ”Jönsson-ligan”.
Nå, Arbejdsformidlingen i Sysslebäck syntes imidlertid betegnende nok at være aldeles ubemandet, af min forgæves tryglende og vedholdende banken at dømme. Men her gør jeg måske atter min omverden ubodelig uret: For måske har man i bemeldte by tværtimod været så nidkære i beskæftigelsens ædle sag, at man af lutter mangel på ledige hænder har ansat egnens døve og døvstumme til herefter at passe bemeldte virksomhed.
Den fotografiske dokumentation for mit behjertede, ja hartad desperate besøg sammesteds vil forhåbentlig efter et kompetancegivende kursus desangående på min hjemlige arbejdsformidling blive føjet til nærværende indlæg i vor allerede klassiske kult- og dogme-tekst.
Åhja: For på Århus Universitet siges man allerede at have ansat en docent til at forelæse om vor blog i mentalitetshistorisk og narratologisk belysning. Selv søgte jeg skam for en god ordens skyld skyndsomst den opslåede stilling efter et lige så stormfuldt besøg på Århus Arbejdsformidling – men blev uforbeholdent afvist grundet svage kvalifikationer i forening med tilstedeværelsen af mange anderledes oplagte, ja rent ud sagt ypperlige ansøgere.
Af såre beslægtede grunde siges man i Hellerup kajakklub lige så konsekvent at frabede sig medlemmer med en fortid som vaskeægte eskimoer – de være nu i øvrigt nok så integrerede og nidkære konvertitter til den danske ånd. Ja, man mener det endda så alvorligt i både Hellerup og Århus, at man tillige frabeder sig enhver spøgefuldhed i den anledning. Og heri kan vi kun give vor enstemmige tilslutning.
”Never mention the war”, siger John Cleese i TV-serien ”Halløj på badehotellet”. I samme ånd siger vi her på bloggen: ”Tal ikke om beskæftigelsen” – men da vi jo nu allerede er kommet for skade at bryde denne såvel som så mange andre af vore dogmeregler, må vi bede om dispensation til et sidste fyndord desangående. Det lyder: Ledende folkeskolefolk skyer oftest gymnasieagtige ansøgere; ledende gymnasiefolk skyer oftest universitetsagtige ansøgere; og ledende universitetsfolk skyer oftest originale ansøgere.
Derfor er sidstnævnte ofte henvist til at søge rent fysiske jobs – som dog heldigvis af nogle læger hævdes at være de sundeste, blot det ikke bliver en vane. Således har jeg i dag afreageret min virketrang ved at rive selvsåede granplanter op i min smålandske hjemegns naturskove – for granerne kvæler både de andre træsorter og blåbærbuskene til stor skade for urfugle og tjur. Disses naturlige forbundsfælle skovbranden er nemlig i vore dage næsten ophævet, og der kommer jeg og arbejdsformidlingen altså ind i billedet.
Fordelen ved dette veritable Sisyfosarbejde er at det giver mig pligt til at holde ud år efter år, omtrent ligesom de forældre der helt ind i oldingefasen vedbliver at pleje deres dybt handikappede afkom, mens de med foryngende lysegrønt håb stadig fromt venter på det medicinske gennembrud – velsagtens under den ufejlbarlige gamle devise ”Næste år i Jerusalem!”
Monday, October 29, 2007
Monday, October 22, 2007
AD ISLAGTE VEJE TIL BLOGGENS POETIK...
AD ISLAGTE VEJE ...
Med eneret og arveret
En genre behøver ingen højtravende legitimation, lige så lidt som en elefant eller en trane. Men det kan alligevel være sjovt engang imellem at reflektere over denne og hin genres væsen. En blog som vor egen, der ikke er afledt af et borgerligt hverv eller en politisk eller anden interesse, finder og udvikler sit iboende væsen så at sige ubevidst, omtrent som musikken, hvis genrer jo heller ikke udspringer af planlægning. Det irrationelle tals pi’s decimaler viser sig ligeledes først i praksis, og man kan ikke komme til det tiende decimal uden først at have beregnet de foregående decimaler.
Dette såkaldt rekursive træk er kimen til den selvreference, som i en eller anden udstrækning findes i al litteratur. Blot noget så kedeligt som at holde den røde tråd kræver jo at man ser sig tilbage uden dog som Lots hustru at forfalde til tavs stupor; og endnu mere krævende bliver den kunstart, når en tekst løbende udvikler sig med tilbagevirkende forbindelser på flere niveauer på en så kompleks måde, at den resulterende komposition næsten kan minde om en organisme – lige bortset fra at en organisme præsterer selvopholdelse som fysisk realitet, hvorimod en tekst kun lever når den læses eller skrives.
Hos folk med særligt hang til de mentale processers rekursivitet kan det ytre sig ikke blot i den komponerende bevidsthed, men også manifest i teksten selv på indholdsplanet. Men hvis ikke det sker spontant og så at sige ægte patologisk, mister det den ægte sygdoms dekadente charme. Som med alt andet gælder derfor også her, at når først det bliver mode, bliver det forfusket og plat og mister den iboende idé-genererende højspænding.
Men hur som helst kan bloggen ganske som brevet eller romanen udvikle sine iboende muligheder, hvilket så atter kan give anledning til selvrefleksion. Et blogindlæg kunne således bestå i en analyse af den rekursive udviklingslogik i et enkelt eller i en serie tidligere indlæg. Således kan vi nævne, at indlægget ”Dogmeregler fra Jesus til gratisaviserne” helt og holdent tog afsæt i en indrømmelse af, at vi havde forbedret vort foregående indlæg og dermed forbrudt os mod vore selvvalgte dogmeregler. Det blev så anledning til en lille surrealistisk forestilling.
Indlægget ”Guds opsang til læserne” tog tilsvarende udgangspunkt i det forhold, at vi tidligere har mindet vore abonnenter om, at de er i økonomisk restance; og dets hovedtema var spørgsmålet, af hvem vi helst ville anerkendes, som ganske vist ikke var eksklusivt blogspecifikt, men dog ret blogspecifikt – på samme måde som forelskelse ikke er eksklusivt ungdomsspecifikt, men alligevel temmelig ungdomsspecifik.
De to nævnte indlæg ville grundet deres blogspecifikke træk ikke kunne trykkes separat som kronikker eller en art noveller uden en indledende kort forhåndsoplysning herom. Nogen praktisk hindring er dette imidlertid kun for den, der allerede på forhånd har besluttet, at det er umuligt: For nævnte forhåndsinformation er jo lige så let at bringe som den oplysning, at det der følger er en et uddrag af en afdød politikers dagbog. På samme vis offentliggør man som bekendt også dele af en brevveksling med et par indledende linier som forklaring.
Det fjollede er blot, at hvis først man er oppe mod lænkehunde der obsternasigt stiller sig på bagbenene, fordres der i praksis oftest megen selvhøjtidelighed til at fremture uberørt, da sagen jo ikke tjener et så at sige højere formål. Når man tvinges til at kæmpe for sin ret, fikseres man let i en ucharmerende blindgyde, hvor selv samme ret risikerer at forvandles til sin egen parodi. Og heri ligger just den perverse form for genialitet i de benspænd, som hine enkelte ”more often than not” må regne med. Man smittes så at sige af dem der kaster rådne lig ind over ens belejrede palisader, og overlader måske til slut hellere byttet til hyænerne for ikke at ende som Ibsens ”folkefjende”.
Nå, men nu kom vi pludselig til at referere til bloggen som potentiel udgivelse, hvorved vi faktisk igen kommer ind på noget genrespecifikt, selv om det umiddelbart var en digression. For bloggens latente bagvedliggende bevidsthed kredser netop altid i nogen grad om spørgsmålet om læsernes eksistens som andet end en tænkt størrelse, såvel som drømmen om en mere uomtvistelig og påviselig virkningshistorie – omtrent lige som Gud jo i sin tid til sidst ikke kunne nære sig for også at springe ud som menneske på inkarnationens vilkår, om så også forsynet med en nødraket samt en officielt lurmærket vetoret, just in case.
Vi skal ikke tærske langhalm, men sluttelig må vi nævne, at udover at bloggen ligesom brevet og romanen har sin særlige selvbevidsthed, som undertiden bryder manifest ud på indholdets plan, har alle disse forskellige litterære genrer naturligvis også nogle genre-neutrale fælles træk. Således kunne man sagtens analysere det kompositoriske forløb også i de blokindlæg, der helt eller næsten savner blog- specifikke træk. På samme vis kan et meget sagligt brev undertiden helt savne brevets genrepræg på stilens og indholdets plan. I sådanne tilfælde er det derfor alene selve præsentationens ydre ramme, der som det definerende logiske minimum gør genren åbenbar: For modtageren af et frankeret brev med afsenderangivelse og indledende adressattiltale kan naturligvis ikke tvivle om at der er tale om et brev – uanset om indholdet så er et digt, en afhandling eller tørre fakta om hårde hvidevarer.
Et sådant brev savner på indholdets plan brevets unikke genretræk, som således ikke er logisk nødvendige træk ved et brev – omtrent ligesom en balkon nok er et bygnings-specifikt fænomen (Månen kan således ikke have en balkon), men dog ingen logisk nødvendig og obligatorisk egenskab ved enhver bygning.
Men et sådant brev har naturligvis så nogle andre tekstlige egenskaber. Og hvis der nu er tale om en komposition af indtryk og tanker, så vil kompositionen i sin kompleksitet naturligvis også kunne belyses og artikuleres på linie med andre litterære tekster. Vi tænker her på samspillet mellem forskellige logiske niveauer, f.eks. når en digressions digression undertiden fører overraskende tilbage til den røde tråd i henhold til den gamle regel, at to gange minus giver plus, eller på anden vis kan legitimere sin parentetiske fremturen ud over enhver berammet taletid.
Et eksempel på et blogindlæg af denne art er ”Zen og kunsten at undgå klip i kørekortet”. Indlægget nævner ganske vist indledningsvis blogge som fænomen, men kun som et eksempel på vor tiltagende emancipering fra arbejdet som universalnøgle til vor identitet og sociale adkomst – og til slut nævner teksten da også sig selv som blog. Men ellers handler hele det farceagtige stykke om livets forvirrende, men desto mere underholdende karma i modsætning til den Nirvana-lignende klarhed i enhver art højere oplysning – såsom just nævnte oplyste frigjorthed fra arbejdets og den trykte publicering som legitimation. Og tekstens surreelle farcetræk illustrerer da også selv inkarnationernes anderledes høje underholdningsværdi – men antyder tillige derigennem at der gives former for oplysning, der ligesom tallet pi’s decimaler ikke kan opnås på anden vis end gennem de mange underholdende inkarnationers trinvise træk af tilsyneladende omveje og vildveje.
Af til kan det således være interessant at oparbejde artikuleret bevidsthed om noget, som man ellers blot afkoder fortløbende – og det gælder tekstens forfatter i samme grad som tekstens læser. Men skribenten som læseren fornemmer skam undervejs, om teksten holder, og om den svinger, med erfaringen som ballast og intuitionens sporhund som detektor, og de efterprøver det også tit – omtrent ligesom sporhunden der stikker snuden verificerende helt ind i den fundne klump hash, med fare for at nyse så kraftigt at bevismaterialet spredes for alle vinde.
Men ellers kommer analytisk artikulation oftest først ind i billedet, når man skal forklare og beskrive sin intuition for andre, samt når man skal overbevise tvivlere om dens rigtighed: F.eks. folk der hævder at savne den røde tråd eller noget andet. Men tvinge nogen mod deres vilje er umuligt: Pytagoras kunne således nok bevise sin læresætning, men vrangvillige ville altid kunne fastholde, at for dem var beviset noget farligt rod, samt at alle Pytagoras forsøg på at gøre det uigendriveligt blot bekræfter deres indtryk – vel at mærke så længe de er i majoritet og derfor ikke risikerer selv at blive til grin.
Derfor kan hin enkelte ikke besejre et kollektiv af konsekvent vrangvillige på anden vis end ved at indhente støtte hos instanser, hvis autoritet de aldrig har anfægtet og derfor er nødt til at tage til efterretning for ikke at slå sig selv på munden. Men hvad gør hin enkelte så, hvis nu nævnte instanser er lige så vrangvillige som de der anerkender deres autoritet. Nævnte vrangvilje kunne således om selv den mest geniale blog bedyre, at den er noget slemt pjat – samt henholde sig til at det jo nok også er derfor, at den rettelig ikke har fundet nogen forlægger, og at selv forfatteren trods alt ikke har haft frækhed nok til at stjæle en seriøs forlæggers tid, men nøjes med at spilde sin egen desto mere uhæmmet (tabet er til at overse, skulle vi hilse og sige).
Men anyhow – hvis nu vi lægger nærværende lille afhandling ud på bloggen, vil den netop ikke være noget særlig blog-specifikt indlæg, selv om den rigtignok omhandler bloggen som litterær genre – lige bortset fra at vi just nu alligevel kom til at referere til nærværende tekst som endnu et knopskud på vor blog. Ja, for ganske som det er afhandlingsspecifikt når en afhandling af og til omtaler sig selv som sådan (” I sjette kapitel vil vi uddybe dette problem nærmere osv.”), og ganske som det er brevspecifikt når et brev omtaler sig selv som brev (”Som jeg flere gange tidligere har mindet dig om, osv.”) – således er en blogtekst blogspecifik hver gang den omtaler sig selv som sådan eller tiltaler (de virtuelle) bloglæsere som sådanne.
Som fremgået er det indholdsmæssigt særdeles blogspecifikt, når en blog bekymrer sig om sine læsere – og just af samme grund bliver en blog for alvor interessant, når den overskrider, besejrer og forvandler ethvert anstrøg af surrogat, ligesom når ørnen går op mod vinden til hidtil usete højder. For derved sublimeres det inferiøre erstatningspræg til en uerstattelig kunstart i sin egen ret, "sui generis".
Dagens tekst kunne derimod næsten lige så godt have været en kronik eller en forelæsning – men det interessante er da netop, hvorledes en sådan helt uventet drejning dog organisk kan fremgå af bloggens iboende logik – ikke som bondeangerens frygtsomme og vantro tilbagefald til anerkendte former, men som en evolutionær gen-opfindelse; omtrent ligesom når helt forskellige dyreslægter parallelt udvikler nogle fælles træk.
Vor langt ud over bloggens berammede taletid parentetisk fremturende afhandling adskiller sig endvidere fra normale blog-indlæg ved at være skrevet på håndholdt maskine uden net-forbindelse, i en bil hvori jeg alligevel er nødt til at tilbringe natten uden andre underholdningsmuligheder, strandet et sted i Nordsverige med islagte veje.
Hvis vore læsere er stedt i en lignende situation, vil de forhåbentlig være lige så taknemmelig for vor udvej som vi selv.
Hvis læserne imidlertid stadig keder sig ved dog at blive mindet om for længst omskårne gamle former, skrevet af pligt og læst af pligt – så kan de dels trøste sig med at være i godt selskab; dels kan vi underholde og godtgøre dem ved at fortælle om, hvorledes vi med nød næppe uden vinterdæk overlevede en lang og slingrende rutsjetur på islagte landeveje ned gennem Härjedalens snepudrede bjerglandskaber – hvor vi sammen med vor blog endda nær var røget med som illegal bifangst, da en altædende snerydningsmaskine kom fornøjet masende i ekspresfart op ad bakke for med stolthed at yde sit bidrag til beskæftigelsesstatistikken i den nærmeste by.
Se, den historie ville vi jo aldrig have fortalt, hvis dette havde været en kronik eller en forelæsning, for disse forventes netop ikke ligesom dogmerigtige blogindlæg at blive afskibet simultant med deres tilblivelse i ”real time”; og derfor vedkommer skribentens fortløbende tilstand samt alle hånde tilstødende tildragelser såsom distraherende toiletbesøg og andre inkassosager ikke læserne. For selv om enhver skribent jo ret beset ligeledes befinder sig i én eller anden situation i ”real time”, så forventer vi at bog- og kronikskrivning netop sker i de kedelige, begivenhedsløse mellemrum og tilstande af ro – just som en art kærkomne undtagelser fra livets forbandede ”real time”.
Og således blev også dette indlæg dog til slut temmelig blokspecifikt. Og selv om det ganske vist ikke blev konciperet dogmerigtigt i netforbindelsens ”real time”, som genrens ortodoksi foreskriver, så blev det altså i en noget anden forstand i højeste grad til i ”real time”, trods megen efterfølgende og lige så uortodoks korrektur. Velsagtens som en moderne pendant til klassikeren ”Zen og kunsten at køre på motorcykel”. For alle veje fører til bloggen.
Med eneret og arveret
En genre behøver ingen højtravende legitimation, lige så lidt som en elefant eller en trane. Men det kan alligevel være sjovt engang imellem at reflektere over denne og hin genres væsen. En blog som vor egen, der ikke er afledt af et borgerligt hverv eller en politisk eller anden interesse, finder og udvikler sit iboende væsen så at sige ubevidst, omtrent som musikken, hvis genrer jo heller ikke udspringer af planlægning. Det irrationelle tals pi’s decimaler viser sig ligeledes først i praksis, og man kan ikke komme til det tiende decimal uden først at have beregnet de foregående decimaler.
Dette såkaldt rekursive træk er kimen til den selvreference, som i en eller anden udstrækning findes i al litteratur. Blot noget så kedeligt som at holde den røde tråd kræver jo at man ser sig tilbage uden dog som Lots hustru at forfalde til tavs stupor; og endnu mere krævende bliver den kunstart, når en tekst løbende udvikler sig med tilbagevirkende forbindelser på flere niveauer på en så kompleks måde, at den resulterende komposition næsten kan minde om en organisme – lige bortset fra at en organisme præsterer selvopholdelse som fysisk realitet, hvorimod en tekst kun lever når den læses eller skrives.
Hos folk med særligt hang til de mentale processers rekursivitet kan det ytre sig ikke blot i den komponerende bevidsthed, men også manifest i teksten selv på indholdsplanet. Men hvis ikke det sker spontant og så at sige ægte patologisk, mister det den ægte sygdoms dekadente charme. Som med alt andet gælder derfor også her, at når først det bliver mode, bliver det forfusket og plat og mister den iboende idé-genererende højspænding.
Men hur som helst kan bloggen ganske som brevet eller romanen udvikle sine iboende muligheder, hvilket så atter kan give anledning til selvrefleksion. Et blogindlæg kunne således bestå i en analyse af den rekursive udviklingslogik i et enkelt eller i en serie tidligere indlæg. Således kan vi nævne, at indlægget ”Dogmeregler fra Jesus til gratisaviserne” helt og holdent tog afsæt i en indrømmelse af, at vi havde forbedret vort foregående indlæg og dermed forbrudt os mod vore selvvalgte dogmeregler. Det blev så anledning til en lille surrealistisk forestilling.
Indlægget ”Guds opsang til læserne” tog tilsvarende udgangspunkt i det forhold, at vi tidligere har mindet vore abonnenter om, at de er i økonomisk restance; og dets hovedtema var spørgsmålet, af hvem vi helst ville anerkendes, som ganske vist ikke var eksklusivt blogspecifikt, men dog ret blogspecifikt – på samme måde som forelskelse ikke er eksklusivt ungdomsspecifikt, men alligevel temmelig ungdomsspecifik.
De to nævnte indlæg ville grundet deres blogspecifikke træk ikke kunne trykkes separat som kronikker eller en art noveller uden en indledende kort forhåndsoplysning herom. Nogen praktisk hindring er dette imidlertid kun for den, der allerede på forhånd har besluttet, at det er umuligt: For nævnte forhåndsinformation er jo lige så let at bringe som den oplysning, at det der følger er en et uddrag af en afdød politikers dagbog. På samme vis offentliggør man som bekendt også dele af en brevveksling med et par indledende linier som forklaring.
Det fjollede er blot, at hvis først man er oppe mod lænkehunde der obsternasigt stiller sig på bagbenene, fordres der i praksis oftest megen selvhøjtidelighed til at fremture uberørt, da sagen jo ikke tjener et så at sige højere formål. Når man tvinges til at kæmpe for sin ret, fikseres man let i en ucharmerende blindgyde, hvor selv samme ret risikerer at forvandles til sin egen parodi. Og heri ligger just den perverse form for genialitet i de benspænd, som hine enkelte ”more often than not” må regne med. Man smittes så at sige af dem der kaster rådne lig ind over ens belejrede palisader, og overlader måske til slut hellere byttet til hyænerne for ikke at ende som Ibsens ”folkefjende”.
Nå, men nu kom vi pludselig til at referere til bloggen som potentiel udgivelse, hvorved vi faktisk igen kommer ind på noget genrespecifikt, selv om det umiddelbart var en digression. For bloggens latente bagvedliggende bevidsthed kredser netop altid i nogen grad om spørgsmålet om læsernes eksistens som andet end en tænkt størrelse, såvel som drømmen om en mere uomtvistelig og påviselig virkningshistorie – omtrent lige som Gud jo i sin tid til sidst ikke kunne nære sig for også at springe ud som menneske på inkarnationens vilkår, om så også forsynet med en nødraket samt en officielt lurmærket vetoret, just in case.
Vi skal ikke tærske langhalm, men sluttelig må vi nævne, at udover at bloggen ligesom brevet og romanen har sin særlige selvbevidsthed, som undertiden bryder manifest ud på indholdets plan, har alle disse forskellige litterære genrer naturligvis også nogle genre-neutrale fælles træk. Således kunne man sagtens analysere det kompositoriske forløb også i de blokindlæg, der helt eller næsten savner blog- specifikke træk. På samme vis kan et meget sagligt brev undertiden helt savne brevets genrepræg på stilens og indholdets plan. I sådanne tilfælde er det derfor alene selve præsentationens ydre ramme, der som det definerende logiske minimum gør genren åbenbar: For modtageren af et frankeret brev med afsenderangivelse og indledende adressattiltale kan naturligvis ikke tvivle om at der er tale om et brev – uanset om indholdet så er et digt, en afhandling eller tørre fakta om hårde hvidevarer.
Et sådant brev savner på indholdets plan brevets unikke genretræk, som således ikke er logisk nødvendige træk ved et brev – omtrent ligesom en balkon nok er et bygnings-specifikt fænomen (Månen kan således ikke have en balkon), men dog ingen logisk nødvendig og obligatorisk egenskab ved enhver bygning.
Men et sådant brev har naturligvis så nogle andre tekstlige egenskaber. Og hvis der nu er tale om en komposition af indtryk og tanker, så vil kompositionen i sin kompleksitet naturligvis også kunne belyses og artikuleres på linie med andre litterære tekster. Vi tænker her på samspillet mellem forskellige logiske niveauer, f.eks. når en digressions digression undertiden fører overraskende tilbage til den røde tråd i henhold til den gamle regel, at to gange minus giver plus, eller på anden vis kan legitimere sin parentetiske fremturen ud over enhver berammet taletid.
Et eksempel på et blogindlæg af denne art er ”Zen og kunsten at undgå klip i kørekortet”. Indlægget nævner ganske vist indledningsvis blogge som fænomen, men kun som et eksempel på vor tiltagende emancipering fra arbejdet som universalnøgle til vor identitet og sociale adkomst – og til slut nævner teksten da også sig selv som blog. Men ellers handler hele det farceagtige stykke om livets forvirrende, men desto mere underholdende karma i modsætning til den Nirvana-lignende klarhed i enhver art højere oplysning – såsom just nævnte oplyste frigjorthed fra arbejdets og den trykte publicering som legitimation. Og tekstens surreelle farcetræk illustrerer da også selv inkarnationernes anderledes høje underholdningsværdi – men antyder tillige derigennem at der gives former for oplysning, der ligesom tallet pi’s decimaler ikke kan opnås på anden vis end gennem de mange underholdende inkarnationers trinvise træk af tilsyneladende omveje og vildveje.
Af til kan det således være interessant at oparbejde artikuleret bevidsthed om noget, som man ellers blot afkoder fortløbende – og det gælder tekstens forfatter i samme grad som tekstens læser. Men skribenten som læseren fornemmer skam undervejs, om teksten holder, og om den svinger, med erfaringen som ballast og intuitionens sporhund som detektor, og de efterprøver det også tit – omtrent ligesom sporhunden der stikker snuden verificerende helt ind i den fundne klump hash, med fare for at nyse så kraftigt at bevismaterialet spredes for alle vinde.
Men ellers kommer analytisk artikulation oftest først ind i billedet, når man skal forklare og beskrive sin intuition for andre, samt når man skal overbevise tvivlere om dens rigtighed: F.eks. folk der hævder at savne den røde tråd eller noget andet. Men tvinge nogen mod deres vilje er umuligt: Pytagoras kunne således nok bevise sin læresætning, men vrangvillige ville altid kunne fastholde, at for dem var beviset noget farligt rod, samt at alle Pytagoras forsøg på at gøre det uigendriveligt blot bekræfter deres indtryk – vel at mærke så længe de er i majoritet og derfor ikke risikerer selv at blive til grin.
Derfor kan hin enkelte ikke besejre et kollektiv af konsekvent vrangvillige på anden vis end ved at indhente støtte hos instanser, hvis autoritet de aldrig har anfægtet og derfor er nødt til at tage til efterretning for ikke at slå sig selv på munden. Men hvad gør hin enkelte så, hvis nu nævnte instanser er lige så vrangvillige som de der anerkender deres autoritet. Nævnte vrangvilje kunne således om selv den mest geniale blog bedyre, at den er noget slemt pjat – samt henholde sig til at det jo nok også er derfor, at den rettelig ikke har fundet nogen forlægger, og at selv forfatteren trods alt ikke har haft frækhed nok til at stjæle en seriøs forlæggers tid, men nøjes med at spilde sin egen desto mere uhæmmet (tabet er til at overse, skulle vi hilse og sige).
Men anyhow – hvis nu vi lægger nærværende lille afhandling ud på bloggen, vil den netop ikke være noget særlig blog-specifikt indlæg, selv om den rigtignok omhandler bloggen som litterær genre – lige bortset fra at vi just nu alligevel kom til at referere til nærværende tekst som endnu et knopskud på vor blog. Ja, for ganske som det er afhandlingsspecifikt når en afhandling af og til omtaler sig selv som sådan (” I sjette kapitel vil vi uddybe dette problem nærmere osv.”), og ganske som det er brevspecifikt når et brev omtaler sig selv som brev (”Som jeg flere gange tidligere har mindet dig om, osv.”) – således er en blogtekst blogspecifik hver gang den omtaler sig selv som sådan eller tiltaler (de virtuelle) bloglæsere som sådanne.
Som fremgået er det indholdsmæssigt særdeles blogspecifikt, når en blog bekymrer sig om sine læsere – og just af samme grund bliver en blog for alvor interessant, når den overskrider, besejrer og forvandler ethvert anstrøg af surrogat, ligesom når ørnen går op mod vinden til hidtil usete højder. For derved sublimeres det inferiøre erstatningspræg til en uerstattelig kunstart i sin egen ret, "sui generis".
Dagens tekst kunne derimod næsten lige så godt have været en kronik eller en forelæsning – men det interessante er da netop, hvorledes en sådan helt uventet drejning dog organisk kan fremgå af bloggens iboende logik – ikke som bondeangerens frygtsomme og vantro tilbagefald til anerkendte former, men som en evolutionær gen-opfindelse; omtrent ligesom når helt forskellige dyreslægter parallelt udvikler nogle fælles træk.
Vor langt ud over bloggens berammede taletid parentetisk fremturende afhandling adskiller sig endvidere fra normale blog-indlæg ved at være skrevet på håndholdt maskine uden net-forbindelse, i en bil hvori jeg alligevel er nødt til at tilbringe natten uden andre underholdningsmuligheder, strandet et sted i Nordsverige med islagte veje.
Hvis vore læsere er stedt i en lignende situation, vil de forhåbentlig være lige så taknemmelig for vor udvej som vi selv.
Hvis læserne imidlertid stadig keder sig ved dog at blive mindet om for længst omskårne gamle former, skrevet af pligt og læst af pligt – så kan de dels trøste sig med at være i godt selskab; dels kan vi underholde og godtgøre dem ved at fortælle om, hvorledes vi med nød næppe uden vinterdæk overlevede en lang og slingrende rutsjetur på islagte landeveje ned gennem Härjedalens snepudrede bjerglandskaber – hvor vi sammen med vor blog endda nær var røget med som illegal bifangst, da en altædende snerydningsmaskine kom fornøjet masende i ekspresfart op ad bakke for med stolthed at yde sit bidrag til beskæftigelsesstatistikken i den nærmeste by.
Se, den historie ville vi jo aldrig have fortalt, hvis dette havde været en kronik eller en forelæsning, for disse forventes netop ikke ligesom dogmerigtige blogindlæg at blive afskibet simultant med deres tilblivelse i ”real time”; og derfor vedkommer skribentens fortløbende tilstand samt alle hånde tilstødende tildragelser såsom distraherende toiletbesøg og andre inkassosager ikke læserne. For selv om enhver skribent jo ret beset ligeledes befinder sig i én eller anden situation i ”real time”, så forventer vi at bog- og kronikskrivning netop sker i de kedelige, begivenhedsløse mellemrum og tilstande af ro – just som en art kærkomne undtagelser fra livets forbandede ”real time”.
Og således blev også dette indlæg dog til slut temmelig blokspecifikt. Og selv om det ganske vist ikke blev konciperet dogmerigtigt i netforbindelsens ”real time”, som genrens ortodoksi foreskriver, så blev det altså i en noget anden forstand i højeste grad til i ”real time”, trods megen efterfølgende og lige så uortodoks korrektur. Velsagtens som en moderne pendant til klassikeren ”Zen og kunsten at køre på motorcykel”. For alle veje fører til bloggen.
Thursday, October 11, 2007
ZEN OG KUNSTEN AT UNDGÅ KLIP I KÖREKORTET
ZEN OG KUNSTEN AT UNDGÅ KLIP I KØREKORTET
Vi behøver ikke længere at leve af det vi er gode til – for der er overskud og tid til andet end arbejdet, modsat i de gode gamle dage. Med mindre man da falder for et prestigejob med indbyggede obligatoriske ”udviklingsmuligheder”, men held og lykke med det. Anerkendelsens og levebrødets veje vil i fremtiden være mindre tæt sammenkoblede, og det vil stå klart for enhver at Cepos-drengenes calvinistiske tyrkertro på indtjeningen som målestok for kvalitet og samfundsnytte ikke holder ret mange meter i åndens verden. Således tager Cepos-folket sig dels utvivlsomt godt betalt for deres ensformige retoriske svendestykke, dels har de vist ikke selv opbygget produktionsvirksomheder.
Bloggerne vil også i stigende grad give de trykte medier baghjul, efterhånden som det går op for almenheden, hvor meget vilkårlighed der råder og alle dage har rådet, takket være de brave dørvogteres ædle race. Dertil kommer naturligvis alt det med uøkologisk papirspild samt spild af kostbar plads i de små hjem i overbefolkede storbyer. Eksklusive udgivelser er en anden sag, men de er sjældne – især nu hvor det bliver åbenbart at de måske ikke altid er så eksklusive som udstyret foregiver. Til gengæld vil der blive en uendelig mængde forfattere, komponister osv. uden selvkritik, just fordi de vel kan være lige så gode som alt det der sælges. Og hvis vor egen blog skulle være et slemt eksempel herpå, beviser det i det mindste vore profetiske evner.
Nuvel, hver tid har sine problemer og fordele. Meget i vort liv bliver noget flagrende, men måske vil mange andre ting komme til at fremstå ”ikke stykkevist og delt, men klart som i et spejl”. Dog næppe lige så klart som Nirvana, der som bekendt er det allerfineste og slet intet fylder. Inkarnationerne er derimod noget rod, og just derfor fylder de så meget – ganske ligesom selv det mest banale billede angiveligt fylder langt mere i end computer end Newtons og Einsteins lære tilsammen; og ligesom tykke bøger kun sjældent er de bedst tænkte. Til gengæld er inkarnationerne nok anderledes underholdende end Nirvana. Tænk således blot på alle de minderige klip i kørekortet, som livet giver. Åh, og må vi mon for resten i den anledning ikke nok få lov til at fortælle en opbyggelig anekdote?
For et år siden pådrog jeg mig hele to bøder på engang ved som cyklist at præstere at overtræde to trafikregler samtidig. Men derved fik jeg automatisk tillige et klip i kørekortet som en særlig bonus for den betænksomme logistik, hvormed jeg jo således kun ulejligede vor underbemandede ordensmagt en enkelt gang i stedet for to. Men hør så bare her! Jeg fik først nemlig for ganske nylig kørekort og havde følgelig dengang endnu intet kort at klippe i.
Og ved De hvad klip i kørekortet har til fælles med vindkraft og selvtillid? Hvis ikke kan De godt droppe alle drømme om ansættelse ved politiet, for det kræver mere snilde end som så; men prøv i stedet postvæsenet: Selv om De er analfabet, gør det nemlig ikke så meget, for det er mange af adressaterne såmænd også. Nuvel, I er dumpede hele banden, men her er så løsningen på politi-testen, som end ikke den famøse intelligensprofessor Helmuth Nyborg kunne bestå; men det gør som sagt intet, så længe han bare vil være professor. For en professor forholder sig til sine studenter, lige som postbudet forholder sig til sine adressater.
Men altså, for alle de nævnte tre emner gælder, at de er yderst fordærvelige varer, der desværre ikke tåler lagring til magre tider, men skal bruges med det samme. Nu kommer pointen: Derfor er det nemlig, at færdselspolitiet ikke kan troppe op ”post festum” og klippe i mit fine nye kørekort, trods bemeldte skarpsindighed samt alle hånde moderne logistik.
Anderledes er det derimod med Oldemors fine spejl: Det kan lagres, og hvis De absolut vil sælge, skal De derfor netop ikke vente til den dag, hvor De står og mangler pengene og derfor er stedt i en svag forhandlingssituation: Nej, sælg det i en periode af overskud og kongelig ligegyldighed, der tillader Dem at spille kostbar!
Helt modsat forholder det sig med skribenter der virkelig har noget på hjerte, for dels kan vindkraft som sagt netop ikke gemmes til bedre tider, dels fattes riget oftest både ære og penge. Så står stjernerne derimod langt gunstigere for de typografiske slagterhunde, der på byens værtshuse betror hinanden, hvorledes de hos deres chef har forhandlet sig til drabelige honorarer for et eksklusivt interview med en bedrageridømt eks-borgmester eller en psykopatforvaret abortlæge, der har oppebåret en betragtelig sort biindtægt ved at levere dagfriske, nyslagtede fostre til en økologisk Shawarma-bar.
Fordelen ved en blog er at den i det mindste ikke kan aborteres – men til gengæld kniber det desværre gevaldigt med de sorte indtægter. Men dem kan vi som sagt i vore dage altid skaffe på anden vis, f.eks. ved at bistå på den lokale Shawarma-bar. Derimod må vi påregne at intrigante klatrere i råd og nævn vil bandlyse vor blog som et kaotisk misfoster: Thi det er for sådanne honette naturer ubegribeligt, skræmmende asocialt og endda naturstridigt, at nogen sådan kan foretage sig noget for egen regning ud i den blå luft, helt uden fornuftige rammer, garantier og forhåndsaftaler samt behørig godkendelse i bemeldte råd og nævn.
Nej, så kan vi i vort faglige og kunstneriske udvalg langt bedre forstå den før nævnte abortlæge, for nok var han en skurk i sit valg af midler – men dels generede han i det mindste kun fostre og ikke fornuftige folk med sine ulovligheder; dels havde han et fuldt forståeligt og rationelt mål med sin handlemåde, hvilket tilfører sagen et stærkt formildende moment af forudsigelighed, som vi i udvalget mener bør komme ham til gode ved strafudmålingen. For just mangel på forudsigelighed er et slag i ansigtet på enhver logistik, og dermed tillige en hån mod al samfundsdannelse.
Vi behøver ikke længere at leve af det vi er gode til – for der er overskud og tid til andet end arbejdet, modsat i de gode gamle dage. Med mindre man da falder for et prestigejob med indbyggede obligatoriske ”udviklingsmuligheder”, men held og lykke med det. Anerkendelsens og levebrødets veje vil i fremtiden være mindre tæt sammenkoblede, og det vil stå klart for enhver at Cepos-drengenes calvinistiske tyrkertro på indtjeningen som målestok for kvalitet og samfundsnytte ikke holder ret mange meter i åndens verden. Således tager Cepos-folket sig dels utvivlsomt godt betalt for deres ensformige retoriske svendestykke, dels har de vist ikke selv opbygget produktionsvirksomheder.
Bloggerne vil også i stigende grad give de trykte medier baghjul, efterhånden som det går op for almenheden, hvor meget vilkårlighed der råder og alle dage har rådet, takket være de brave dørvogteres ædle race. Dertil kommer naturligvis alt det med uøkologisk papirspild samt spild af kostbar plads i de små hjem i overbefolkede storbyer. Eksklusive udgivelser er en anden sag, men de er sjældne – især nu hvor det bliver åbenbart at de måske ikke altid er så eksklusive som udstyret foregiver. Til gengæld vil der blive en uendelig mængde forfattere, komponister osv. uden selvkritik, just fordi de vel kan være lige så gode som alt det der sælges. Og hvis vor egen blog skulle være et slemt eksempel herpå, beviser det i det mindste vore profetiske evner.
Nuvel, hver tid har sine problemer og fordele. Meget i vort liv bliver noget flagrende, men måske vil mange andre ting komme til at fremstå ”ikke stykkevist og delt, men klart som i et spejl”. Dog næppe lige så klart som Nirvana, der som bekendt er det allerfineste og slet intet fylder. Inkarnationerne er derimod noget rod, og just derfor fylder de så meget – ganske ligesom selv det mest banale billede angiveligt fylder langt mere i end computer end Newtons og Einsteins lære tilsammen; og ligesom tykke bøger kun sjældent er de bedst tænkte. Til gengæld er inkarnationerne nok anderledes underholdende end Nirvana. Tænk således blot på alle de minderige klip i kørekortet, som livet giver. Åh, og må vi mon for resten i den anledning ikke nok få lov til at fortælle en opbyggelig anekdote?
For et år siden pådrog jeg mig hele to bøder på engang ved som cyklist at præstere at overtræde to trafikregler samtidig. Men derved fik jeg automatisk tillige et klip i kørekortet som en særlig bonus for den betænksomme logistik, hvormed jeg jo således kun ulejligede vor underbemandede ordensmagt en enkelt gang i stedet for to. Men hør så bare her! Jeg fik først nemlig for ganske nylig kørekort og havde følgelig dengang endnu intet kort at klippe i.
Og ved De hvad klip i kørekortet har til fælles med vindkraft og selvtillid? Hvis ikke kan De godt droppe alle drømme om ansættelse ved politiet, for det kræver mere snilde end som så; men prøv i stedet postvæsenet: Selv om De er analfabet, gør det nemlig ikke så meget, for det er mange af adressaterne såmænd også. Nuvel, I er dumpede hele banden, men her er så løsningen på politi-testen, som end ikke den famøse intelligensprofessor Helmuth Nyborg kunne bestå; men det gør som sagt intet, så længe han bare vil være professor. For en professor forholder sig til sine studenter, lige som postbudet forholder sig til sine adressater.
Men altså, for alle de nævnte tre emner gælder, at de er yderst fordærvelige varer, der desværre ikke tåler lagring til magre tider, men skal bruges med det samme. Nu kommer pointen: Derfor er det nemlig, at færdselspolitiet ikke kan troppe op ”post festum” og klippe i mit fine nye kørekort, trods bemeldte skarpsindighed samt alle hånde moderne logistik.
Anderledes er det derimod med Oldemors fine spejl: Det kan lagres, og hvis De absolut vil sælge, skal De derfor netop ikke vente til den dag, hvor De står og mangler pengene og derfor er stedt i en svag forhandlingssituation: Nej, sælg det i en periode af overskud og kongelig ligegyldighed, der tillader Dem at spille kostbar!
Helt modsat forholder det sig med skribenter der virkelig har noget på hjerte, for dels kan vindkraft som sagt netop ikke gemmes til bedre tider, dels fattes riget oftest både ære og penge. Så står stjernerne derimod langt gunstigere for de typografiske slagterhunde, der på byens værtshuse betror hinanden, hvorledes de hos deres chef har forhandlet sig til drabelige honorarer for et eksklusivt interview med en bedrageridømt eks-borgmester eller en psykopatforvaret abortlæge, der har oppebåret en betragtelig sort biindtægt ved at levere dagfriske, nyslagtede fostre til en økologisk Shawarma-bar.
Fordelen ved en blog er at den i det mindste ikke kan aborteres – men til gengæld kniber det desværre gevaldigt med de sorte indtægter. Men dem kan vi som sagt i vore dage altid skaffe på anden vis, f.eks. ved at bistå på den lokale Shawarma-bar. Derimod må vi påregne at intrigante klatrere i råd og nævn vil bandlyse vor blog som et kaotisk misfoster: Thi det er for sådanne honette naturer ubegribeligt, skræmmende asocialt og endda naturstridigt, at nogen sådan kan foretage sig noget for egen regning ud i den blå luft, helt uden fornuftige rammer, garantier og forhåndsaftaler samt behørig godkendelse i bemeldte råd og nævn.
Nej, så kan vi i vort faglige og kunstneriske udvalg langt bedre forstå den før nævnte abortlæge, for nok var han en skurk i sit valg af midler – men dels generede han i det mindste kun fostre og ikke fornuftige folk med sine ulovligheder; dels havde han et fuldt forståeligt og rationelt mål med sin handlemåde, hvilket tilfører sagen et stærkt formildende moment af forudsigelighed, som vi i udvalget mener bør komme ham til gode ved strafudmålingen. For just mangel på forudsigelighed er et slag i ansigtet på enhver logistik, og dermed tillige en hån mod al samfundsdannelse.
Wednesday, October 10, 2007
TROLDFJELDET...
Den förste puddersne, mange timers vandring op ad terrasser med äldgammel granskov samt bundfrosne moseströg med klukkende bäkke; enkelte kalkunstore tjurhaner baskede op, et par hjerper ( mini-tjurer på störrelse med agerhöns), friske elgspor - sådan er taigaen: for drömmere samt for meget tålmodige realister, der skal overleve. Men man får til gengäld snakkesaligt selskab af grå- og rödbrune lavskriger med deres blöde og lydlöse termo-fjerdragt: näre sibiriske slägtninge til skovskaden (engelsk: Sibirian jay), men langt mere tillidsfulde end denne uhyre nervöse og håndsky kragefugl.
Thomas Mann har en fabelagtig beskrivelse af fortabelse i sneen, om dröm og dödsdriftens längsel efter at give slip på selvopholdelsens städige Sisyfos-vandring - i romanen Troldfjeldet". Gruer for hjemkomsten til bläsende, regnfulde Janteland med dets magtfuldkomne manipulationer til fordel for håndgangne ny-döbte og derfor ubrydeligt solidariske bandemedlemmer samt nöje udvalgte kvindelige klakörer anno 1900 med blindt loyal beundring for overordnedes ufejlbarlige visdom.
Ubetinget loyalitet er en dyd hos en hund, men ikke altid hos et menneske - men mange folk i ledende stillinger foreträkker fölgerigtigt nok bensnärende länkehunde som deres forlängede arm. Kritik tages derimod som illoyalitet - men i övrigt er vi alle, modsat muslimerne, nogle drabeligt frisindede og oplyste individualister. Vi lever i en skräkkelig tid, hvor selv normale flinke folk ender som monstre af forhärdelse, fordi de skal leve op til lederroller, der löber af med dem.
Nå, man er nok heller ikke selv for konsekvent: for den forbandelse der har fremtvunget ens "stil" og mange af ens erkendelser, burde man jo egentlig velsigne. For derved bliver også forskellen til "mainstream" åbenbar for enhver.
Men som sagt: Besynderlige leder-rokader akkompagnerede af lutter pokerfaces. Ak, de mest usandsynlige motiver er i virkeligheden tit de mest sandsynlige, just fordi ingen troskyldige brave borgere finder dem spor sandsynligt. Af beslägtede grunde ville jeg sikkert kunne blive en ypperlig kriminel - og bliver det måske også til sidst i henhold til "det ledige standpunkts" ubönhörlige logik.
Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet fortäller nu om en vis oplagsfremgang, og i dag er der omsider atter tänksomme, fölte artikler og reflekterende anmeldelser i stedet for vor tids to avisfaldgruber: på den ene side (selv i deres liniebetalte, men i övrigt gratis oprörsattituder) konventionelle akademikerdrenge der skal overgå hinanden uden virkelig at have fölt, set, anet og tänkt (sådan cirka i den räkkefölge) noget genuint. På den anden side letbenet friskfyragtig typografsnak, som enhver gratisavis kan göre lige så godt. Den tredje faldgrube er tabu, men hedder nidkär jalousi over for alt hvad der nägter at falde til patten, dvs. at falde i de to förste faldgruber.
Nå, gold kritik er også en faldgrube, for selv om det er lettere at komme gennem med, er det vandgröd sammenlignet med den ägte vare, så den får I nu som tidligere bebudet, under näste rubrik. Vi snakkes ved hjemme i Janteland. Men for Taiga-fotos se Google under "Ocean of firs".
Thomas Mann har en fabelagtig beskrivelse af fortabelse i sneen, om dröm og dödsdriftens längsel efter at give slip på selvopholdelsens städige Sisyfos-vandring - i romanen Troldfjeldet". Gruer for hjemkomsten til bläsende, regnfulde Janteland med dets magtfuldkomne manipulationer til fordel for håndgangne ny-döbte og derfor ubrydeligt solidariske bandemedlemmer samt nöje udvalgte kvindelige klakörer anno 1900 med blindt loyal beundring for overordnedes ufejlbarlige visdom.
Ubetinget loyalitet er en dyd hos en hund, men ikke altid hos et menneske - men mange folk i ledende stillinger foreträkker fölgerigtigt nok bensnärende länkehunde som deres forlängede arm. Kritik tages derimod som illoyalitet - men i övrigt er vi alle, modsat muslimerne, nogle drabeligt frisindede og oplyste individualister. Vi lever i en skräkkelig tid, hvor selv normale flinke folk ender som monstre af forhärdelse, fordi de skal leve op til lederroller, der löber af med dem.
Nå, man er nok heller ikke selv for konsekvent: for den forbandelse der har fremtvunget ens "stil" og mange af ens erkendelser, burde man jo egentlig velsigne. For derved bliver også forskellen til "mainstream" åbenbar for enhver.
Men som sagt: Besynderlige leder-rokader akkompagnerede af lutter pokerfaces. Ak, de mest usandsynlige motiver er i virkeligheden tit de mest sandsynlige, just fordi ingen troskyldige brave borgere finder dem spor sandsynligt. Af beslägtede grunde ville jeg sikkert kunne blive en ypperlig kriminel - og bliver det måske også til sidst i henhold til "det ledige standpunkts" ubönhörlige logik.
Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet fortäller nu om en vis oplagsfremgang, og i dag er der omsider atter tänksomme, fölte artikler og reflekterende anmeldelser i stedet for vor tids to avisfaldgruber: på den ene side (selv i deres liniebetalte, men i övrigt gratis oprörsattituder) konventionelle akademikerdrenge der skal overgå hinanden uden virkelig at have fölt, set, anet og tänkt (sådan cirka i den räkkefölge) noget genuint. På den anden side letbenet friskfyragtig typografsnak, som enhver gratisavis kan göre lige så godt. Den tredje faldgrube er tabu, men hedder nidkär jalousi over for alt hvad der nägter at falde til patten, dvs. at falde i de to förste faldgruber.
Nå, gold kritik er også en faldgrube, for selv om det er lettere at komme gennem med, er det vandgröd sammenlignet med den ägte vare, så den får I nu som tidligere bebudet, under näste rubrik. Vi snakkes ved hjemme i Janteland. Men for Taiga-fotos se Google under "Ocean of firs".
Monday, October 08, 2007
15-ÅRIG BJÖRN DRÄBER 50-ÅRIG MAND
Avis-branchen og dens sprog er for alvorlig en sag til at spöge med, i modsätning til alt andet i verden. Thi vi ved fra os selv, at de skrivende er de allermest fölsomme själe, og derfor ofte også de mindst tilgivende. Men som turist i fremmed land nyder man heldigvis en vis "license", omtrent ligesom moderen ved börnefödselsdagsselskaber gerne fremhäver og skamroser födselarens sidemand og bonkammerat, hvor umulig han end i virkeligheden er.
Imidlertid har en björn i går dräbt en jäger samt hans hund lige uden for den lille Valsjöbyn i Jämtland, hvor forfatterinden Kerstin Ekman i årevis boede. Tilsyneladende forsögte manden at forsvare sin hund - og ombyttede roller er et uhyre farlig eksperiment, omtrent som dengang Gud forsögte sig som menneske, eller som når höje folk i råd og nävn samt hang til kontrol forsöger at give den som skabende kolleger til dem som de langt bedre egner sig til at kontrollere - eller som når kreative typer forsöger at holde den kedsommelige og derfor höjt agtede röde tråd.
Åh, apropos röd tråd: Var björnejägerens skäbne for hård? Tja, når vi ofte jamrer over vor egen skäbne, er det jo fordi vi holder vort helbred, vort fädreland og andre fordele rationelt adskilt fra vore klagepunkter og plageånder i livet. Men folk med religiös eller anden skäbnetro har den styrke at de så at sige holistisk kan udligne livets plusser og minuser på tvärs af saglige gränser og derfor kan takke Herren for alle de store fordele, som vi andre tager for givet som noget vor klagesag uvedkommende.
På den anden side skal man vogte sig for folk der siger, at man kan sagtens, for ikke själdent er det de mere privilegeredes måde at forsvare deres privilegier. Det er den slags folk der kollegialt begräder ens "tilstand" og tilråder én at acceptere sin skäbne for ikke at blive sindsyg, men som underforstået desvärre ikke er professionelle behandlere og udtrykkeligt slet, slet ingen indflydelse har...En indbrudstyv taget på fersk gerning kan ligeledes ofte have helt ret i, at man kan sagtens, men det forbedrer jo själdent hans retlige eller moralske position.
Läsere af verdenslitteratur henvises til det foregående indläg - og vist nok også det efterfölgende. Hvorfor er jeg forresten ikke kommet videre? Fordi jeg karakterneurotisk ikke kan beslutte mig angående bilens deponering, hvortil kommer bedre vejr igen. I går länge ude, til slut så jeg min gamle ven kongeörnen, som tydeligvis genkender mig, men som ikke desto mindre har flyttet sin redeplads. De er nemlig mestre i at skjule deres kämpereder i en träkrone med nästen lutter blinde vinkler fra jordperspektiv. Stakkels mig...
Imidlertid har en björn i går dräbt en jäger samt hans hund lige uden for den lille Valsjöbyn i Jämtland, hvor forfatterinden Kerstin Ekman i årevis boede. Tilsyneladende forsögte manden at forsvare sin hund - og ombyttede roller er et uhyre farlig eksperiment, omtrent som dengang Gud forsögte sig som menneske, eller som når höje folk i råd og nävn samt hang til kontrol forsöger at give den som skabende kolleger til dem som de langt bedre egner sig til at kontrollere - eller som når kreative typer forsöger at holde den kedsommelige og derfor höjt agtede röde tråd.
Åh, apropos röd tråd: Var björnejägerens skäbne for hård? Tja, når vi ofte jamrer over vor egen skäbne, er det jo fordi vi holder vort helbred, vort fädreland og andre fordele rationelt adskilt fra vore klagepunkter og plageånder i livet. Men folk med religiös eller anden skäbnetro har den styrke at de så at sige holistisk kan udligne livets plusser og minuser på tvärs af saglige gränser og derfor kan takke Herren for alle de store fordele, som vi andre tager for givet som noget vor klagesag uvedkommende.
På den anden side skal man vogte sig for folk der siger, at man kan sagtens, for ikke själdent er det de mere privilegeredes måde at forsvare deres privilegier. Det er den slags folk der kollegialt begräder ens "tilstand" og tilråder én at acceptere sin skäbne for ikke at blive sindsyg, men som underforstået desvärre ikke er professionelle behandlere og udtrykkeligt slet, slet ingen indflydelse har...En indbrudstyv taget på fersk gerning kan ligeledes ofte have helt ret i, at man kan sagtens, men det forbedrer jo själdent hans retlige eller moralske position.
Läsere af verdenslitteratur henvises til det foregående indläg - og vist nok også det efterfölgende. Hvorfor er jeg forresten ikke kommet videre? Fordi jeg karakterneurotisk ikke kan beslutte mig angående bilens deponering, hvortil kommer bedre vejr igen. I går länge ude, til slut så jeg min gamle ven kongeörnen, som tydeligvis genkender mig, men som ikke desto mindre har flyttet sin redeplads. De er nemlig mestre i at skjule deres kämpereder i en träkrone med nästen lutter blinde vinkler fra jordperspektiv. Stakkels mig...
Sunday, October 07, 2007
GUDS OPSANG TIL LÄSERNE
GUDS OPSANG TIL LÆSERNE
Af hvem ville vi helst roses? Spørgsmålet er retorisk, for vore læsere tilkendes ingen klageret, før de har fået deres før beordrede gældssanering bragt i orden. Åh-ja, hvordan går det egentlig i den sag? Ikke at vi på nogen måde vil antyde kriminelle forsæt, for tværtimod hjælper vi Dem netop mod den slags urimelige mistanker ved endnu engang at erindre Dem om vort lille økonomiske mellemværende.
Men som sagt, af hvem ville vi helst roses? En pensioneret svensk forbryder med sammenlagt tyve år bag tremmer betroede mig engang, at han tilhørte den hæderlige klassiske gamle stamme af bankrøvere, modsat vor tids perverse afskum helt uden stil. Kort sagt, han var højt respekteret af såvel landets største banker som politiet og var således i grunden en hædersmand. Kort sagt vil vi mennesker helst roses i de anerkendtes samfund.
Hvis nu Klaus Rifbjerg roste vor blog, ville vi da indrømmet heller ikke fortie det ude i byen, og det så meget mere som han jo dårligt kan mistænkes for at være blevet besnæret til det på vort kære lille "Over-Danmark"s sædvanlige børnehavefacon. Det bliver jo ofte lidt pinligt når meget anerkendte folk offentligt roser hinanden, for folk i samme klub vil naturligvis altid gerne jobbe klubbens kurs op efter denne recept: ”Siden Over-Danmark anerkender også Dem på Deres felt, tvivler jeg ikke et sekund på Deres kvaliteter”. Hvis de ukendte roser hinanden, kan også det dog have samme psykologiske karakter: ”Alle os, der holdes udenfor, fordi vi er for gode…”.
Ja, faktisk er sådan miskendthed ret anerkendt, hvis ikke ligefrem frygtet i smug ude i byen, for De skulle vide hvor mange gange uklanderlige akademiske gulddrenge ligesom i en art solidaritet har betroet mig, at de skam ”også” var en slags outsidere i miljøet. Det er sådan en art indirekte indrømmelse, og mere må man ikke forvente – så meget mere som det, når sandheden skal frem, ikke sker ret tit.
Det mest tilforladelige er når en kendt roser en ukendt, samt når en ukendt roser en kendt. I begge tilfælde kan det nemlig oftest tages for pålydende, for i begge tilfælde er der sjældent bagtanker. Dog sker det at folk roser de forkerte blot for at undgå at rose de rigtige: Således kan en af samfundets spidser udmærket give den som ”storsindet” ved at skamrose et Guds ord fra landet, blot for desto mere troværdigt og effektivt at kunne fortie andre ukendte, som i virkeligheden imponerer den store mand en hel del mere.
Men hvis jeg nu betror Dem, at Jørgen Nørgaard på Strøget engang fortalte mig, at det var sjovest at tale med almindelige mennesker, så er det interessant: Her forelå tydeligvis ingen skjult dagsorden. Og selv om vi ved at fremhæve den kendte mands ord let kunne minde om førnævnte bankrøver, der varmede sig ved de lovlydiges angiveligt høje respekt, så er det nu med god grund at vi nævner fyndordets herkomst: For som fremgået ovenfor ville udsagnet jo ikke virke nær så stærkt og oprigtigt, hvis denne hyldest til det almindelige var blevet fremført af et ”almindeligt” menneske. Så vi er lovligt undskyldt.
Men i øvrigt er det indrømmet sjovt, hvorledes vi det ene øjeblik kan fremhæve det almindelige og i næste øjeblik klandre mange af ”Over-Danmark”s store mænd for at være ret ordinære. Men det er jo nu engang langt mere rosværdigt at være af højere værdi end pålydende, end det modsatte.
I almindelighed vil vi imidlertid helst roses af folk med en helt anden baggrund end vor, for det er det bedste fingerpeg og udelukker såvel faglig jalousi på den ene side som professionel klubforbrødring på den anden. Men er personen oven i købet højt anerkendt på sit eget felt, kan vi bekvemt og autoritativt henholde os til hans eller hendes ord over for andre, selv om det ikke nødvendigvis varmer så meget mere i sig selv. Jo-da, også dét er skam overgået os nogle gange, tag ikke fejl. Vor fantasi forslår desuden i almindelighed kun til at viderebringe det selvoplevede, gerne udsat for passende mutationer og krydsninger, så vi lyver alene af denne grund sjældent.
Eftersom vi jo skriver for et udvalgt publikum med en højst virtuelt betalingsdygtighed, skal dets fortsatte gunst imidlertid ingenlunde underkendes. For så snart man er ude over forskningsfasen, så at sige, føles det lidet tilfredsstillende at fremlægge sine resultater for lukket skærm i andet end algebraisk form. Vi kan heri henholde os til Montaigne, der jo på lignende vis skrev for et ret imaginært og utopisk publikum i en hidtil uset halv-privat stil, hvis hele diktion og leje var unikt betinget af just disse produktionsbetingelser.
Ganske på samme måde forholder det sig jo for os; hvorimod en af Gyldendal forhåndsbestilt ”blog” af et korifæ omvendt nødvendigvis vil blive enten et plagiat, et redaktionelt misfoster eller en meget tynd kop te – kort sagt en ret barnagtig affære, der dog sikkert ville blive rost af kollegiale anmeldere i litteraturens statsrevision og læst af lærevillige bloggere med forhåbninger om en lignende ydre medgang.
Ha! Her vil vort ærede publikum med deres såre virtuelle betalingsdygtighed kunne genmæle: ”Hør engang, skal De nu også give den som Montaigne? Og forholder det sig ikke med Dem som med de vidtløftige personager der anser sig for inkarnationer af en bunke verdenshistoriske figurer gennem tiderne, men hvis så at sige ”alternative” anerække slet ikke tæller nogen almindelige mennesker – der jo ellers, som vi så ovenfor, skulle være de allerfineste? Ja, for snart giver De den som Kierkegaard, snart som Jesus, snart som kommissær Columbo, snart som Allah og altså nu tillige som Montaigne. Men samtidig har De den ubetalelige fräkhed tydeligt at lade skinne igennem, at De i grunden burde kåres som Jordens hidtil mest fordringslöse menneske - selv om De jo som en logisk konsekvens heraf og som et yderligere kors på Deres tornefulde vej er afskåret fra at sige det lige ud.
Undskyld os, men hvad fanden er meningen? Styr Dem dog, menneske, og vælg som vi andre en anstændig rolle i tilværelsen i stedet for denne umandige flagren! En smule beskedenhed og proportionssans ville være klædelig, også selv om der indrømmet er noget afvæbnende over selve den naive troskyldighed, hvormed De så frejdigt fremturer hinsides alle fornuftige grænser.”
Vi indrømmer, vi indrømmer, dér fik I os omsider i saksen – lige bortset fra at en mere blasfemisk anlagt blogger uimodsigeligt kunne replicere med det retoriske modspørgsmål, at hvem andre end just Gud formår uden selvmodsigelse således at inkarnere en hvilken som helst rolle uden at stå til indlæggelse? Det minder os for resten om en blasfemisk anekdote fra det virkelige liv, idet psykiateren Erling Jacobsen spurgte en skizofren patient, hvordan i alverden denne på engang kunne være indlagt på lukket afdeling og samtidig angiveligt have sæde i de højeste engles råd i himlen. Patienten svarede nemlig uigendriveligt: ”Jo, jeg kan godt, for jeg er skizofren”.
Nuvel, så blasfemiske tør vi ikke være her, men kunne vi mon ikke ligesom det svenske ”Aftonbladet”s yderst jævne blogger-stjerne forsvare vore skandaløse eskapader ved at erklære dem for et litterært eksperiment hinsides vor egen borgerlige person? Ja, der er sågar dem der anser Jesus for just et sådant litterært eksperiment fra Guds side, og dermed tilsvarende hinsides Guds borgerlige person og ansvar. Karen Blixen erklærede af samme grund ligefrem Jesus for et taktløst påfund fra Herrens side.
Ak, ak – dér ser I selv: Vi bliver ikke spor mere mådeholdende, selv når vi oprigtigt forsøger efter bedste evne, for nu giver vi den jo pludselig som litterære kolleger til Gud, vel at mærke blot knap så taktløse. Men som allerede Job’s Bog bør have lært jer, så får Gud altid det sidste ord. Således også her: Ja, for hvad bliver det egentlig til med den gældssanering? Sker der mon snart noget i den sag, så vi måske kunne komme lidt videre i teksten? For det er en dum gammel overtro at guder skulle kunne klare sig uden penge.
Af hvem ville vi helst roses? Spørgsmålet er retorisk, for vore læsere tilkendes ingen klageret, før de har fået deres før beordrede gældssanering bragt i orden. Åh-ja, hvordan går det egentlig i den sag? Ikke at vi på nogen måde vil antyde kriminelle forsæt, for tværtimod hjælper vi Dem netop mod den slags urimelige mistanker ved endnu engang at erindre Dem om vort lille økonomiske mellemværende.
Men som sagt, af hvem ville vi helst roses? En pensioneret svensk forbryder med sammenlagt tyve år bag tremmer betroede mig engang, at han tilhørte den hæderlige klassiske gamle stamme af bankrøvere, modsat vor tids perverse afskum helt uden stil. Kort sagt, han var højt respekteret af såvel landets største banker som politiet og var således i grunden en hædersmand. Kort sagt vil vi mennesker helst roses i de anerkendtes samfund.
Hvis nu Klaus Rifbjerg roste vor blog, ville vi da indrømmet heller ikke fortie det ude i byen, og det så meget mere som han jo dårligt kan mistænkes for at være blevet besnæret til det på vort kære lille "Over-Danmark"s sædvanlige børnehavefacon. Det bliver jo ofte lidt pinligt når meget anerkendte folk offentligt roser hinanden, for folk i samme klub vil naturligvis altid gerne jobbe klubbens kurs op efter denne recept: ”Siden Over-Danmark anerkender også Dem på Deres felt, tvivler jeg ikke et sekund på Deres kvaliteter”. Hvis de ukendte roser hinanden, kan også det dog have samme psykologiske karakter: ”Alle os, der holdes udenfor, fordi vi er for gode…”.
Ja, faktisk er sådan miskendthed ret anerkendt, hvis ikke ligefrem frygtet i smug ude i byen, for De skulle vide hvor mange gange uklanderlige akademiske gulddrenge ligesom i en art solidaritet har betroet mig, at de skam ”også” var en slags outsidere i miljøet. Det er sådan en art indirekte indrømmelse, og mere må man ikke forvente – så meget mere som det, når sandheden skal frem, ikke sker ret tit.
Det mest tilforladelige er når en kendt roser en ukendt, samt når en ukendt roser en kendt. I begge tilfælde kan det nemlig oftest tages for pålydende, for i begge tilfælde er der sjældent bagtanker. Dog sker det at folk roser de forkerte blot for at undgå at rose de rigtige: Således kan en af samfundets spidser udmærket give den som ”storsindet” ved at skamrose et Guds ord fra landet, blot for desto mere troværdigt og effektivt at kunne fortie andre ukendte, som i virkeligheden imponerer den store mand en hel del mere.
Men hvis jeg nu betror Dem, at Jørgen Nørgaard på Strøget engang fortalte mig, at det var sjovest at tale med almindelige mennesker, så er det interessant: Her forelå tydeligvis ingen skjult dagsorden. Og selv om vi ved at fremhæve den kendte mands ord let kunne minde om førnævnte bankrøver, der varmede sig ved de lovlydiges angiveligt høje respekt, så er det nu med god grund at vi nævner fyndordets herkomst: For som fremgået ovenfor ville udsagnet jo ikke virke nær så stærkt og oprigtigt, hvis denne hyldest til det almindelige var blevet fremført af et ”almindeligt” menneske. Så vi er lovligt undskyldt.
Men i øvrigt er det indrømmet sjovt, hvorledes vi det ene øjeblik kan fremhæve det almindelige og i næste øjeblik klandre mange af ”Over-Danmark”s store mænd for at være ret ordinære. Men det er jo nu engang langt mere rosværdigt at være af højere værdi end pålydende, end det modsatte.
I almindelighed vil vi imidlertid helst roses af folk med en helt anden baggrund end vor, for det er det bedste fingerpeg og udelukker såvel faglig jalousi på den ene side som professionel klubforbrødring på den anden. Men er personen oven i købet højt anerkendt på sit eget felt, kan vi bekvemt og autoritativt henholde os til hans eller hendes ord over for andre, selv om det ikke nødvendigvis varmer så meget mere i sig selv. Jo-da, også dét er skam overgået os nogle gange, tag ikke fejl. Vor fantasi forslår desuden i almindelighed kun til at viderebringe det selvoplevede, gerne udsat for passende mutationer og krydsninger, så vi lyver alene af denne grund sjældent.
Eftersom vi jo skriver for et udvalgt publikum med en højst virtuelt betalingsdygtighed, skal dets fortsatte gunst imidlertid ingenlunde underkendes. For så snart man er ude over forskningsfasen, så at sige, føles det lidet tilfredsstillende at fremlægge sine resultater for lukket skærm i andet end algebraisk form. Vi kan heri henholde os til Montaigne, der jo på lignende vis skrev for et ret imaginært og utopisk publikum i en hidtil uset halv-privat stil, hvis hele diktion og leje var unikt betinget af just disse produktionsbetingelser.
Ganske på samme måde forholder det sig jo for os; hvorimod en af Gyldendal forhåndsbestilt ”blog” af et korifæ omvendt nødvendigvis vil blive enten et plagiat, et redaktionelt misfoster eller en meget tynd kop te – kort sagt en ret barnagtig affære, der dog sikkert ville blive rost af kollegiale anmeldere i litteraturens statsrevision og læst af lærevillige bloggere med forhåbninger om en lignende ydre medgang.
Ha! Her vil vort ærede publikum med deres såre virtuelle betalingsdygtighed kunne genmæle: ”Hør engang, skal De nu også give den som Montaigne? Og forholder det sig ikke med Dem som med de vidtløftige personager der anser sig for inkarnationer af en bunke verdenshistoriske figurer gennem tiderne, men hvis så at sige ”alternative” anerække slet ikke tæller nogen almindelige mennesker – der jo ellers, som vi så ovenfor, skulle være de allerfineste? Ja, for snart giver De den som Kierkegaard, snart som Jesus, snart som kommissær Columbo, snart som Allah og altså nu tillige som Montaigne. Men samtidig har De den ubetalelige fräkhed tydeligt at lade skinne igennem, at De i grunden burde kåres som Jordens hidtil mest fordringslöse menneske - selv om De jo som en logisk konsekvens heraf og som et yderligere kors på Deres tornefulde vej er afskåret fra at sige det lige ud.
Undskyld os, men hvad fanden er meningen? Styr Dem dog, menneske, og vælg som vi andre en anstændig rolle i tilværelsen i stedet for denne umandige flagren! En smule beskedenhed og proportionssans ville være klædelig, også selv om der indrømmet er noget afvæbnende over selve den naive troskyldighed, hvormed De så frejdigt fremturer hinsides alle fornuftige grænser.”
Vi indrømmer, vi indrømmer, dér fik I os omsider i saksen – lige bortset fra at en mere blasfemisk anlagt blogger uimodsigeligt kunne replicere med det retoriske modspørgsmål, at hvem andre end just Gud formår uden selvmodsigelse således at inkarnere en hvilken som helst rolle uden at stå til indlæggelse? Det minder os for resten om en blasfemisk anekdote fra det virkelige liv, idet psykiateren Erling Jacobsen spurgte en skizofren patient, hvordan i alverden denne på engang kunne være indlagt på lukket afdeling og samtidig angiveligt have sæde i de højeste engles råd i himlen. Patienten svarede nemlig uigendriveligt: ”Jo, jeg kan godt, for jeg er skizofren”.
Nuvel, så blasfemiske tør vi ikke være her, men kunne vi mon ikke ligesom det svenske ”Aftonbladet”s yderst jævne blogger-stjerne forsvare vore skandaløse eskapader ved at erklære dem for et litterært eksperiment hinsides vor egen borgerlige person? Ja, der er sågar dem der anser Jesus for just et sådant litterært eksperiment fra Guds side, og dermed tilsvarende hinsides Guds borgerlige person og ansvar. Karen Blixen erklærede af samme grund ligefrem Jesus for et taktløst påfund fra Herrens side.
Ak, ak – dér ser I selv: Vi bliver ikke spor mere mådeholdende, selv når vi oprigtigt forsøger efter bedste evne, for nu giver vi den jo pludselig som litterære kolleger til Gud, vel at mærke blot knap så taktløse. Men som allerede Job’s Bog bør have lært jer, så får Gud altid det sidste ord. Således også her: Ja, for hvad bliver det egentlig til med den gældssanering? Sker der mon snart noget i den sag, så vi måske kunne komme lidt videre i teksten? For det er en dum gammel overtro at guder skulle kunne klare sig uden penge.
TILBAGE FRA NATUREN
Dagene er korte og vejret lidt ustadigt, og vi opfordrer interaktivt til gode råd om, hvorvidt vi skal deponere bilen under en presenning heroppe eller köre den ned til Sydsverige. Vildtet holder sig skjult, bortset fra en flok urfugle der fouragerede i nogle birkekroner. Landskabet snart gennemfotograferet, forresten nok så smukt med delvis lövfrit grenvärk. Men nogen må kunne läre mig at lägge billeder på bloggen, for selv om kostbare 6x7 cm film stadig er overlegne, har jeg omsider suppleret med digitalt.
Jeg er nemlig partielt idiot, og det kan man som bekendt leve godt af - hvis ens idioti da ikke som i mit tilfälde desvärre tillige omfatter enhver art forretning. Selv hvis jeg blev höjeste mode, ville de falske Dimitri'er löbe med både prinsessen og det halve kongerige.
Naturfolkene er både romantikere og realister - selv er jeg kun romantiker og har derfor själdent held med storvildtet, for jeg leder der hvor jeg synes de ville väre klädelige snarere end der hvor maden p.t. er mest rigelig. Dyrene er nemlig også realister. Forresten kan jeg ikke tänke endsige huske i naturen, men det er jo heller ikke meningen.
Til tröst kan jeg fortälle at min dekadente kulturside har hävnet sig og atter spontant sammenbrygget en surrealistisk trumf over virkeligheden. For som man forstår, bruger jeg ret gennemfört kompensation som uovertruffen energikilde.
Jeg er nemlig partielt idiot, og det kan man som bekendt leve godt af - hvis ens idioti da ikke som i mit tilfälde desvärre tillige omfatter enhver art forretning. Selv hvis jeg blev höjeste mode, ville de falske Dimitri'er löbe med både prinsessen og det halve kongerige.
Naturfolkene er både romantikere og realister - selv er jeg kun romantiker og har derfor själdent held med storvildtet, for jeg leder der hvor jeg synes de ville väre klädelige snarere end der hvor maden p.t. er mest rigelig. Dyrene er nemlig også realister. Forresten kan jeg ikke tänke endsige huske i naturen, men det er jo heller ikke meningen.
Til tröst kan jeg fortälle at min dekadente kulturside har hävnet sig og atter spontant sammenbrygget en surrealistisk trumf over virkeligheden. For som man forstår, bruger jeg ret gennemfört kompensation som uovertruffen energikilde.
Wednesday, October 03, 2007
HINSIDES BLOGGEN
Bilen har overlevet stedmoderlig mishandling i mit fravär. Nåja, andre har vel også ret til at väre bohemer på deres måde. Skönt at komme ud, og drivhuseffekten gör det behageligt trods det fremrykkede tidspunkt. Men taigaen er frem for alt stille, meget stille på denne tid - enkelte spätter, nogle fouragerende sjaggere, en tjur, en nysgerrig duehög, der måske håbede at jeg kunne skrämme en rype eller urfugl op af sit skjul. Skovene majestätisk mörke med enkelte flammende aspe i granhavet. Elgene og björnene holder sig usynlige - björnen er nästen et menneske, men uhyggelig hurtig i alt terrän, når det behöves. Sågar elge må lade livet, jeg fandt engang en nylig dräbt elgtyr. Björnen var givetvis lige i närheden, men holdt lav profil. Det gjorde jeg nu også selv, men ramlede i en strid bäk på vej väk. Og for et år siden forvekslede en björn mig med en elg, men opdagede heldigvis fejlen 15 meter för mål, takket väre mine fornemmelser for pädagogik.
Lossen er taigaens leopard, en mystisk og uhyre diskret rekordspringer i både höjden og längden med brändende gule öjne. Järven er et amfibieagtigt mårdyr med et knusende bid, et menneskeligt talt måske ucharmerende sindbillede på ukuelig livskraft med den rå overlevelses helt anderledes fascinationskraft. Dens spor har jeg set i sneen, og den er grundet sin evige lunten lettere at få at se. Ulvene er meget få og strejfer over väldige områder, ikke elskede af nogen - modsat björnen som ingen formår at hade trods al respekt.
Taigaen er artsfattig sammenlignet med en regnskov, men just derfor föles hver eneste art som när familie og uundvärlig. Hvis en särlig spätteart kräver store hensyn, er det flot at de faktisk tages, og at der afsättes store reservater trods kritik fra allehånde Lomborg-agtige cost-benefit typer. Herregud, selv hvis den spätte alligevel forsvinder - eller omvendt alligevel overlever selv uden for reservaterne - er disse dog et frirum af noget eventyrligt hinsides os selv og også til gavn for de övrige arter.
Vist kan vi spörge os selv, hvad en dum spätte med lidt anderledes farvetegning har at betyde, for man kunne gå videre til de mindste biller og orme - men det gör livet mere eventyrligt at vi kan tänke og föle sådan, selv om vi også kan se det absurde perspektiv. Det minder lidt om de gamle kirkefädre der ligesom Kierkegaard understregede troens absurditet uden dog af den grund at stå af. Den rene og upoetiske fornuft bliver derimod hurtigt banal, endimensional og gratis-avis-agtigt. Gratis meninger i flok.
Jeg drömmer ofte om et rekordtykt fyrreträ langt pokker i vold ude i bushen, som en opsynsmand på snescooter engang er stödt på, men som jeg endnu ikke har fundet. Udelukkelsesmetoden gör mig dog sikker på at finde den i näste forsög, men jeg tör ikke forsöge nu hvor dagene er så korte. Måske en absurd passion, for i Dyrehaven findes mange langt större bögeträer - javist, men verdens störste dvärg er nu engang noget helt andet end en kleppert på den lokale bodega, og på samme vis er tudsegamle langsomt voksende träer i et meget barskt klima noget särligt. De har endda personlighed, og derfor kan vi elske dem, modsat alle hånde globaliserede standardkämper på velrenommerede planteskoler.
Sveriges mest läste blog er nu endelig lukket. Forfatteren er en ung drengeröv på Aftonbladet, der dels udstillede sit og andres privatliv, dels smädede sine kolleger og andre kändiser med alskens sladder. Selv erklärede han det bagefter for et litterärt eksperiment hinsides hans egen person, drevet frem af publikums begär. Göran Rosenberg har med rette ålet denne söforklaring.
Jeg gider end ikke nävne fyrens navn, men den laveste fällesnävner tilträkker åbenbart mange: Så kan vi nemlig alle väre eksperimenterende og samtidig rakke ned uden nogen dybere pointe. Om få år bliver det vel umuligt at udgive noget, hvis man ikke har gået på forfatterskolen, for alt göres til formaliserede eksaminer. De kan väre gode nok, men monopolagtige forsvarsvärker fölger som regel med. Og tendensen til at alle er moderne i takt, slår själdent fejl.
Nogle blogge er närmest dagböger, andre ligger i funktionel forlängelse af professionel kommunikation hos politikere og avisfolk. Vor egen blog er derimod langt hen eksperimenterende ved i mangel på rationelt ydre påskud at forsöge sig som en egen genre. Dog ikke så tydeligt i närvärende indläg - lige bortset fra at vor blog nu igen taler om sig selv. Det kan meget let blive en tom attitude og en letköbt måde at lege litterär genre på. Dagene er desuden for korte og vejre for godt til at sidde inde - ikke mere litteraturleg i dag.
Lossen er taigaens leopard, en mystisk og uhyre diskret rekordspringer i både höjden og längden med brändende gule öjne. Järven er et amfibieagtigt mårdyr med et knusende bid, et menneskeligt talt måske ucharmerende sindbillede på ukuelig livskraft med den rå overlevelses helt anderledes fascinationskraft. Dens spor har jeg set i sneen, og den er grundet sin evige lunten lettere at få at se. Ulvene er meget få og strejfer over väldige områder, ikke elskede af nogen - modsat björnen som ingen formår at hade trods al respekt.
Taigaen er artsfattig sammenlignet med en regnskov, men just derfor föles hver eneste art som när familie og uundvärlig. Hvis en särlig spätteart kräver store hensyn, er det flot at de faktisk tages, og at der afsättes store reservater trods kritik fra allehånde Lomborg-agtige cost-benefit typer. Herregud, selv hvis den spätte alligevel forsvinder - eller omvendt alligevel overlever selv uden for reservaterne - er disse dog et frirum af noget eventyrligt hinsides os selv og også til gavn for de övrige arter.
Vist kan vi spörge os selv, hvad en dum spätte med lidt anderledes farvetegning har at betyde, for man kunne gå videre til de mindste biller og orme - men det gör livet mere eventyrligt at vi kan tänke og föle sådan, selv om vi også kan se det absurde perspektiv. Det minder lidt om de gamle kirkefädre der ligesom Kierkegaard understregede troens absurditet uden dog af den grund at stå af. Den rene og upoetiske fornuft bliver derimod hurtigt banal, endimensional og gratis-avis-agtigt. Gratis meninger i flok.
Jeg drömmer ofte om et rekordtykt fyrreträ langt pokker i vold ude i bushen, som en opsynsmand på snescooter engang er stödt på, men som jeg endnu ikke har fundet. Udelukkelsesmetoden gör mig dog sikker på at finde den i näste forsög, men jeg tör ikke forsöge nu hvor dagene er så korte. Måske en absurd passion, for i Dyrehaven findes mange langt större bögeträer - javist, men verdens störste dvärg er nu engang noget helt andet end en kleppert på den lokale bodega, og på samme vis er tudsegamle langsomt voksende träer i et meget barskt klima noget särligt. De har endda personlighed, og derfor kan vi elske dem, modsat alle hånde globaliserede standardkämper på velrenommerede planteskoler.
Sveriges mest läste blog er nu endelig lukket. Forfatteren er en ung drengeröv på Aftonbladet, der dels udstillede sit og andres privatliv, dels smädede sine kolleger og andre kändiser med alskens sladder. Selv erklärede han det bagefter for et litterärt eksperiment hinsides hans egen person, drevet frem af publikums begär. Göran Rosenberg har med rette ålet denne söforklaring.
Jeg gider end ikke nävne fyrens navn, men den laveste fällesnävner tilträkker åbenbart mange: Så kan vi nemlig alle väre eksperimenterende og samtidig rakke ned uden nogen dybere pointe. Om få år bliver det vel umuligt at udgive noget, hvis man ikke har gået på forfatterskolen, for alt göres til formaliserede eksaminer. De kan väre gode nok, men monopolagtige forsvarsvärker fölger som regel med. Og tendensen til at alle er moderne i takt, slår själdent fejl.
Nogle blogge er närmest dagböger, andre ligger i funktionel forlängelse af professionel kommunikation hos politikere og avisfolk. Vor egen blog er derimod langt hen eksperimenterende ved i mangel på rationelt ydre påskud at forsöge sig som en egen genre. Dog ikke så tydeligt i närvärende indläg - lige bortset fra at vor blog nu igen taler om sig selv. Det kan meget let blive en tom attitude og en letköbt måde at lege litterär genre på. Dagene er desuden for korte og vejre for godt til at sidde inde - ikke mere litteraturleg i dag.
Subscribe to:
Posts (Atom)