GENTAGELSER III: GENSYN MED JAGTFALKENE

GENSYN MED JAGTFALKEN – MED ANTROPOLOGISK SIDEBLIK

Jagtfalkene – verdens største falke – boede i år langt mere utilgængeligt i det lapske fjeld, end da jeg besøgte dem for tre år siden. Men jeg kunne alligevel ikke undslå mig for atter at forevige dem, selv om det er gjort bedre. Efter nogle timer ankom en falk til reden og fodrede den halv-store baskende unge. Men som jeg vidste i forvejen, var afstanden for stor til at medgive professionel billedkvalitet.

Alligevel er der en særlig privat tilfredsstillelse ved også at have fotograferet fuglen på dens nye rede:
For fuglefotografer er ganske ligesom æg-samlere og andre samlere uanset kommercielle påskud i virkeligheden en smule besatte.

En yderst velanskreven dansk advokat ved Landsretten, der i sin tid blev taget med en imponerende stor ulovlig æg-samling, havde således sat en personlig ære i at have stjålet og udførligt etiketteret både storke-kuld og vandrefalke-kuld fra Danmarks sidste reder: Æg stjålet i lande hvor de fugle er mere almindelige, var der ligesom ingen sport i, selv om de var akkurat lige så meget værd på den sorte børs: For oprindelsen kan man jo ikke bevise.

Til gengæld var der så heller ingen sport for anklagemyndigheden i at knalde den garvede advokat: for i dette tilfælde kom ordet ”tilståelsessag” da omsider til ære og værdighed.

Det sidste lærer livet os ellers at vi ikke uden videre kan gøre fordring på – så vi må bare lære at finde på noget andet og bedre i mellemtiden.

På tilbagevejen fra falke-reden passerede jeg en kyndig herre, der gennem sit Zeiss-teleskop lod mig se fjorårets rede – som han åbenbart troede var aktuel også i år, skønt der ingen falk var at se. Han havde dog set fuglene passere forbi..

En lille indre djævel forenede sig imidlertid nu med en pervers form for høflighed over for den belærende autoritet, så jeg lod ham forblive i sin vildfarelse. Men ved eftertanke havde jeg intet som helst belæg for at tro, at manden kun yderst nødig ville berigtiges af en yngre udlænding.

Senere på parkeringspladsen ved vejenden mødte jeg ham dog sammen med en interesse-fælle; og heldigvis havde han i mellemtiden selv spottet den nye rede med ungen - og oven i købet set en fortræffelig flyveopvisning, hvor jagtfalken blev ivrigt mobbet af en bitte tårnfalk, som derved kun formåede at understrege slægtningens massive format.

Kor sagt havde den svenske herre både fået fuldt udbytte og beholdt sin autoritet - og jeg selv slap for at føle mig som et røvhul. Men jeg måtte jo i medfør af, hvad Kierkegaard kaldte ”syndens konsekvens”, nu simulere både forbavselse og taknemmelighed for den nye oplysning.
.
Til gengæld slog det mig pludselig, at de to herrer delte nogle fysiogno-metriske træk – samt et lidt gammeldags menneskeklogt blik fra før vor tids moderne professionalisme. Så jeg tillod mig at spørge, om de mon var brødre.
"Nej, men meget gode venner - og alle fuglekiggere ligner hinanden".

Her kom jeg så til at tænke på at mennesker ret ofte søger (eller må tage til takke med?) kærester med en ejendommelig morfologisk lighed – ja, som nu f. eks sumo-brydere. Men det sagde jeg dog ikke højt...

Men apropos fysiognomier så genkendte en servitrice på en lokal sommerkafe mig straks fra forrige år – og det var skam ved eftertanke gensidigt...

Dette mindede mig atter om, at den berømte neurolog Oliver Sacks selv led af et af de sære syndromer, som han udforskede: nemlig prosop-agnosi, som er manglende eller bortfaldet evne just til umiddelbar ansigts-genkendelse – selv trods både glimrende hukommelse, god forstand og skarpt syn. Endnu en af de mange lidelser, som man heldigvis ikke har.

Oliver Sacks udviklede med årene en næsten overnaturlig sans for at spotte sådanne anomalier på gaden: Så mens han havde svært ved at genkende familie og venner, så kunne han standse en forbipasserende fremmed og sige: ”Jeg ser tydeligt på dig, at du lider af prosop-agnosi – du kan få en tid hos mig på mandag klokken 10”.
Dette erindrer os sluttelig om afdøde professor David Favrholdts anekdote om de to behaviourister der møder hinanden på gaden: ”Men goddag, hr. NN – jeg kan se, at du har det aldeles fortræffeligt. - Hvordan har jeg det selv?”

FRA FUGLE-KIGGERNES OVERDREV...

STUDIER I FUGLEKIGGERNES ANTROPOLOGI

SMÅ OG STORE SYNDER

På ornitologiske brændpunkter kan man støde ind i de særeste eksistenser. Forleden gubberne der var kørt gennem det halve Sverige på en nat alene for at se en vildfaren og helt uanselig sibirisk sangfugl - som tilfældigvis var nødlandet nær Sverige højeste vandfald: som den med en selvbevidsthed på højde med præsident Putin's præsterede at overdøve.

Dagen efter et par lignende ildsjæle, som dog havde nogle yderligere punkter på dagsordenen. Den ene lignede i forbløffende grad vor jævnaldrende danske poet Henrik Nordbrandt både i statur, fysiognomi og mimik, men syslede i fritiden med at lede efter mulige ørnereder i oplandet nede omkring Jönköping.

Den slags bør slet ikke undre: - For under forskjellige livsforhold vil fænomenet 'sjæl' ytre sig på vidt forskjellige måder. Og det ville være meget naivt at tro, at en genfødt Mozart bare ville fortsætte hvor han slap. Genfødsler skulle jo tværtimod lige som prøveløsladelser bruges som en chance for ligesom i sin tid Paulus at sadle helt om.

Ligner mennesker af samme udseende mon også hinanden indeni? Selv er jeg tilbøjelig til at tro det - men min bedstefars begavede gamle husholderske med kun 7 års skolegang affyrede i sin tid fra hoften i en lignende anledning en forbløffende skarpsindig grund til at betvivle denne naive antagelse. Noget i stil med, at bare fordi du har vundet stort i lotteriet, kan du vel ikke forvente så tillige at vinde på travbanen og på casinoet. - Men time will show...

Den endnu ukendte digter nåede dog helt uden biografisk briefing at konstatere intuitivt, at jeg var "en dansk vilde".
Og redaktionen må her tilføje, at en "vild" er en der ikke anerkender de gængse sociale og statistiske kriterier - og den vilde kan såmænd derfor undertiden vælge en fredsommelig linje just hvor andre i demokratisk orden stemmer for fars hammer.
-------------------------
I går genså jeg den udslukte og derfor i vore dage ufrivilligt fredsommelige vulkan Städjan i Dalarna - men med den ekstra krølle, at en stockholmsk fuglekigger dagen før havde fortalt, at kun få hundrede meter fra parkeringspladsen ved vejs ende havde han dér set fjeldpiberen med unger - på dansk "pomeransfugl": en due-stor vadefugl på fjeldhederne, og med pomerans-farvede bryster (!)

Ja, for hør nu efter: Hos fjeldpiberen er det nemlig hannen der udruger æggene og opfostrer afkommet. Hunnen nøjes med tålmodigt at lade sig parre, mens hun sammenbidt tænker på The British Empire, og dernæst lægge sine nok temmelig hårdkogte æg - hvorefter hun rejser langt sydpå igen: Noget for noget...

Endvidere er fjeldpiberen ikke spor bange for os landkrabber - og det slipper den langt bedre fra end i sin tid dronterne på øen Mauritius, som alle blev spist af hønefulde hollandske sømænd.
Ja, for vi tænker: "En fugl der slet ikke er bange for os, kan da heller ikke være værd at spise - for så ville den nok vogte sit skind mere jomfrunalsk." Omtrent ligesom vi om de borgerligt kun beskedent meriterede tænker: "Hvis de havde haft bare en lille smule begavelse, så ville de bestemt ad åre være kommet nogenlunde op af skidtet og op i lyset ligesom alle andre."

En tydeligvis ligesindet svensker ankom samtidig med mig og gik under alvorlig modtagelse af mobil-instruktion resolut i den angivne retning. Han beordrede mig faderligt til at gå parallelt med ham i passende afstand i stedet for i hans fodspor for at opnå bredere visuel dækning. Men til sidst opgav vi, så han vendte vredladent berigtigende sin mobile avatar tilbage til bilen som en skuffet mand.

Selv måtte jeg dog blive lidt endnu i området for at lade mig bjergtage af udsigten - og så lige pludselig stod fjeldpiberen med sine to unger foran mig.
Men er det ikke i grunden frygteligt dekadent at brænde al den benzin af langt op i bjergene bare for at se en pipfugl, som selv næsten ingen energi forbruger? Tænk, hvis alle mennesker opførte sig sådan!

Det er ganske rigtigt. Men hvis derimod en million mennesker alle flyver til Rio tur retur for at se en VM fodboldkamp og danse samba, så er der anderledes fornuftig og berettiget balance i tingene, ikke sandt? Forholdet er helt analogt med det paradoks, at når en feteret kunstner eller forfatter taler og skriver om sine egne arbejder, anses det for almengyldigt og aktuelt. Men hvis en helt ukendt lejlighedsvis formaster sig til det samme, anses det for pinligt selvoptaget.

Sagen er den, at når de uskyldige af og til synder en smule, så kan alle og enhver se kontrasten - hvorefter de udråbes til skamløse hyklere. Men når helhjertede forbrydere synder med anderledes forslag og med hjertets renhed, så kalder vi det konsekvens og sund naturlig fremdrift.
------------------
At sidde i timer over morgenkaffen og dermed måske gå glip af noget af det jeg kom for at se, alene for at skrive uden hverken løn eller nytte (det skulle da være den at give berettigede folk "inspiration") - kan i overført forstand ligeledes opleves som en "synd": ikke i etikkens forstand, men i samme forstand, som når vi taler om dårlig "kampmoral" eller "arbejdsmoral".
Men andre ville sige det stik modsatte: For hvad der ses som fornuftige mål, og hvad der ses som umoden faneflugt og fej undslåelse for livets strenge fordringer, er jo relativt. Og hvad gør man, hvis man nu har flere parallelle, men bare komplet uforbundne livsmål? For så vil man jo altid få en smule dårlig samvittighed, uanset hvad man vælger...

Tja, så må man som landmændene dyrke en art vekseldrift mellem skiftende jorder og afgrøder. Men man kan vel også undertiden forsøge at bygge en mental bro mellem sine forskellige mål og virkeligheder...

Og det være hermed gjort. Også selv om vi erfaringsmæssigt udmærket ved, at det går som med broen over River Quai, der måtte genopbygges hver måned.

Den slags holder nemlig en både en Sisyfos og en Don Quijote i topform - på samme vis som vor ukendte digter ovenfor muligvis er tvunget til at holde sig bedre i form end hans mere berømte tvilling.