Tuesday, April 15, 2008

MUHAMMEDS BLOG TIL HJERNEVASK

En bekendt af mig havde glemt at tage sin mobiltelefon ud af bukselommerne, inden han sendte bukserne til vask. Af skade bliver man klog, konkluderede han stoisk – hvortil jeg over min drink føjede: " – med mindre det er en hjerneskade". Det forhold at hverken jeg selv eller nogen andre jeg kender, før har fået denne latterligt indlysende association, kunne bekræfte det med hjerneskaden. Men til gengæld bør det forbedre alkoholens renommé i så henseende, for det at tiøren omsider falder, er dog et livstegn.
En vis cerebral løsagtighed må der nemlig til, for hjernen fungerer sjældent, undtagen hos de mageløse skadefugle – og da slet ikke under tvang. Det er måske derfor at kun ret få ordentlige skribenter kan få sig selv til at skrive uopfordrede forord og indledninger, introduktionsskrivelser og ansøgninger – til held for andre skribenter samt for alle de der tror de kan skrive, just fordi de er mestre i at skrive overbevisende ansøgninger.
I de overskudstilstande hvor vi let med venstre hånd kunne skrive disse dumme ting, er det os aldeles umuligt at gide – for i nævnte tilstande har vi aldeles overvundet vor infantile afhængighed af andres "godkendelse". Der behöves jo intet ekstra spotlys for at se, om en lampe er tändt. Men i de begrædelige verdslige tilstande, hvor vi døjer under nævnte nødvendighed, er det os omvendt en umulighed at overvinde ulysten og foregribelsen af den massive modstand på alle niveauer, som jo ingen argumenter alligevel formår at ophæve.

Det minder ganske om det forhold at de typer, der formår og sågar elsker at anbefale sig selv, meget sjældent er de rette. Hvorimod de rette omvendt ofte kvier sig ved med ydre midler, som alle og enhver jo kan præstere lige så godt, og som derfor intet beviser, at appellere til verdens gunst og – med Blixens ord – dagens notering: For alt det banale der skal til for at komme i høj kurs, formår jo oftest kun de falske Dimitrij’er – man skal nemlig elske det for at kunne gøre det vindende og overbevisende, for det hele handler jo om at vinde verdens sympati. Og verdens instinkt i så henseende er desværre såre veludviklet.
De rette glimrer derfor ofte ved deres fravær – ganske ligesom de filosoffer der i henhold til Platon, skulle være de ypperste til at regere riget, flygter fra den høje opgave med den selv samme blufærdighed som den, hvormed de gamle profeter i reglen undslog sig for den guddommelige udvælgelses kors.
Men på den anden side: Nogle af de profeter der ikke undslog sig, har måske gjort verden mere skade end gavn og ønsker rettelig ikke at blive afbildet på politiets efterlysningsplakater. Og nogle af de filosoffer der ligeledes ikke undslog sig, men engagerede sig i verdens forbedring, havde høfligt sagt ikke nær så meget held som de havde forstand.
Derimod er der vel grænser for hvilke skader en blog som vor formår at udrette. Heraf kan vi nok slutte, at såfremt Herren i sin tid havde forsynet Muhammed med en blog i stedet for at forsøge at tale ham til fornuft, kunne mangen misære have været undgået. Men morsomt har det været - og altid blogspecifikt i henhold til vor genres tidligere beskrevne poetik.