EVIGT EJES KUN DET TABTE - AMATØRISTISKE OVERVEJELSER OM PROFESSIONALISME

EVIGT EJES KUN DET TABTE



Almindeligvis lader jeg mig ikke
ligesom børn samt folk i mediebranchen (og overraskende mange
akademikere) styre af "likes", men i morges gjorde jeg en undtagelse.

Sagen var den, at en almindeligvis
yderst diskret person som det eneste herfra havde liket ét af fem
fotos på nok nævnte sociale medium - hvilket jeg tog som udtryk for
en ægte og spontan præference af det mindst ringe helt uden skelen
til hverken mode eller kendte forbilleders uforpligtende og ofte løsagtige
tilkendegivelser.

Just det foto var dog desværre
professionelt set trods alskens moderne anti-vibration mere rystet,
end hvad der kunne rettes helt op på. Derudover har jeg som alle
romantikere en lidt usund forkærlighed for både det uopnåelige og
det uigenkaldeligt tabte. 
Jeg kørte derfor 60 km meget
tidligt i morges for at gentage motivet og derved få en ærgrelse
mindre i evigheden.
-------------------
Dette "professionelt
set" er en fiks idé, for jeg er en elendig forretningsmand -
men alligevel bæver alle seriøse amatører ved forestillingen om
"professionel" standard. Men en professionel er jo ret
beset ikke andet end en, der gør det for penge - al respekt for
nødens lov, men alligevel.

Professionelt set har jeg dertil
allerede mere end rigelig af beslægtede motiver - og det er ikke den
tekniske kvalitet der begrænser bruttonationalindkomsten. Havde det
nu drejet sig om en konkret kunde-forespørgsel, så havde det været
en helt anden sag.

Men sagen er den, at med "kunder"
forholder det sig ligesom med den afskyelige snemand. For hvis de
virkelig findes, hvordan vil I måske så forklare, at ingen hidtil
har kunnet fremvise et overbevisende pasfoto af nogen af dem - rystet
eller ej? For hvis man nemlig fik sådan et foto: så kunne der
derimod tjenes penge. Men penge interesserer jer åbenbart ikke,
ligesom de fleste clairvoyante som bekendt ikke interesserer sig for
travløb?

Men godt det samme: For ligesom ingen
avis med respekt for sig selv snart gider trykke andet end plagiater
og gentagelser, så gider vi på denne redaktion heller ikke
publicere fotos af den afskyelige snemand, med mindre redaktionen
bagefter kan hente endnu en Cavling-pris hjem ved at "dokumentere",
at det bare var en forfalskning.
------------------------
Ganske
vist holder jeg altid den benzin-mæssigt optimale hastighed og kører
friløb ned af bjergsiderne, men særlig miljøvenligt er det stadig
ikke at køre 60 km for et bedre foto af noget som ingen har bedt om.
Det gængse alibi lyder her, at man håber at ens fotos vil inspirere
andre til at passe bedre på naturen. Men nu det alligevel er gjort,
ville jeg da være et skarn ikke at lægge billedet ud.

Det samme gælder gentagelsens
uforudsete tillægsgevinst i form af et foto af en såkaldt 
"naturvårds-bränning": En kontrolleret efterligning af
naturlige skovbrande i naturreservater for at sikre skovfyrrens
formering samt reducere mængden opvoksende smågraners kvælertag på
anden opvækst.

Kontrolleret skovbrand må dog ikke
være for grundig, for hvis der ligger mængder af frisk og brændbart
materiale som optændingsbrænde, futter det hele af. Men døde træer
der har ligget i årevis, er gennemtrukket af fugtigt svampe-mycelium
og derfor brandresistente. 
At afbrænde heder og overdrev
for at hindre tilgroning samt få overgødende kvælstof tilbage til
harmløs luftform er en såre enkel sag i sammenligning.




I Nordsverige og Finland er
forårs-afbrænding af rydninger inden genplantning er gammel
tradition. Her handler det dog om at frigøre næringsstoffer der i
det bistre klima ligger fastlåste i mos og sur humus.




Frø af fyr - men også asp - har
desuden vanskeligt ved at spire uden kontakt med mineralsk jord og er
derfor brand-elskende pionerer, hvorimod både birk og gran skyder op
overalt, selv på mosgroede gamle træstammer.



Også i menneskelivet er vi nogle, der
defaitistisk afskyer spiring, hvor bunker af beslægtede ting
allerede vokser som tæt ukrudt og bekræfter hinanden statistisk i
deres enfoldigt sammenbidte sociale mobilitet.