"PLAGIAT-FØLJETON"

JULELEGE...

"PLAGIAT-FØLJETON"

Ovennævnte ord har jeg aldrig selv brugt, men låner det fra Oliver Stilling i hans kongeniale blog-indlæg om en morsom amerikansk plagiat-sag.

Til gengæld har jeg i rigt mål og som en af de eneste bedrevet just den genre som en artistisk lille videnskab, der indad søger at vinde hvad udad tabtes.

Hvilket beviser, at virkeligheden trods alt kommer før sproget. Skønt det kan vel ikke helt udelukkes, at næbdyret skulle være en undtagelse fra denne regel. Nåja, den havde vi nu ikke set komme - men who cares? Da i hvert fald ikke os botanikere!

I hvert fald læger også jeg nu en "PLAGIAT-FØLJETON" på bloggen, som jeg ellers aldrig nogensinde reklamerer for - idet jeg nemlig ikke helt kan finde ud af, om jeg som creti & pleti i grunden er bedst tjent med eller uden tavse læsere.

Så hvis I skulle høre til de ensomme uden råd til hverken juletræ eller trøstende engle, så er her en oplagt idé til konditions-styrkende tidsfordriv. Desuden er den bedste kur mod jeres egen selvoptagethed den helt uselvisk at vie jeres opmærksomhed til andres selvoptagethed.

Mother Theresa kunne have fortalt jer akkurat det samme, men nu gør far her det altså for hende. For med gamle Groucho's ord: "Is NN still alive?" - "No - she is still dead..."

Så god jul til både det snakkesalige flertal og det tavse ditto - alle enerne ej heller at forglemme, for julen er for alle undtagen muslimer.

Men hov-hov: Kan ordet "ener" nu også have flertalsform? I hvert fald i ikke i følge min gamle dansklærer, der nemlig rettede mig heri helt uden pardon. Men takket være den dristige prof. Jørn Lund's revolution er det i vore dage ikke bare fuldt legitimt, men endog - ganske ligesom abort af misfostre og muslimer - obligatorisk påbudt med flertals-formen af udtrykket "ener".

Det samme gælder det elitære og feudale prædikat "den eneste", der i sin oprindelige form nu er blevet forbudt af hensyn til den sociale og kulturelle mobilitet i demokratiets navn. Og den eneste (!) grund til, at flerguderi endnu ikke er demokratisk lovpligtigt hertillands er den sørgelige, at Gud i henhold til Wikipedia og Politikens Oplysning er afskaffet. Noget lignende er den vise grund til enkelte skribenters apokryffe eksistens: for på vore dages vilkår er det nemlig det fineste...

"NOGET LÅNT"

Oliver Stilling's bidrager nu til en verserende og helt kostelig amerikansk "plagiat-føljeton" i sin blog hos POLITIKEN.

Både en kvindelig psykiater, og en kendt forfatter der tidligere har skrevet om hende, plagieres således grundigt i et stykke, der så kommer på Broadway.

Oliver Stilling laver herunder sin egen morsomme forfatterskole-øvelse med at lege at han egentlig aller helst ville plagiere den artikel, hvori den amerikanske forfatter for nylig har beskrevet sagen. Og det skal ganske rigtigt nok ligne anerkendte ungdommelige forfatter-øvelser, der handler om en ung og håbefuld forfatter, der skriver om en ung forfatter osv..

Og det får mig til at tænke: Når unge journalister og forfattere skriver, gør de det ofte i håb om at ligne noget andet der er anerkendt. For mangen redaktør vil da straks finde det "aktuelt, veloplagt og vedkommende" - for det ved eller tror de, at også andre unge redaktører også gør: og skik følge eller land fly.

At antage noget der ligner det som de andre antager, er uden risiko - og dertil irriterer det ikke ved en originalitet der alene støttes af sin egenrådige tro på kvalitet helt uden fikse klæbende ligheder med noget, som verden til enhver tid foretrækker.

Og alene derfor ligger der både i publicistbranchen og akademia en voldsom fristelse til plagiat ud over selve forfængeligheden. For opfindsomheden i ordvalg er ret beset oftest langt mindre imponerende end branchens forkærlighed for de seneste klicheer - som nu aldrig har fristet mig meget.

Malcolm Gladwell's artikel, som Oliver "Twist" med Stilling altså kun leger, at han han plagierer, har et par sjove pointer. Især den, at når påviselige plagiater trods alt havnede på Broadway, så måtte ophavsmanden dog alligevel tage det som en anerkendelse trods alt.

Javel, men den anerkendelse kan man kun nyde, hvis man har en så oplagt sag, at selv de mest åndeligt dovne (kort sagt flertallet) må give en ret i, at der er tale om plagiat. Hertil må så også føjes, at selv massiv genbrug af dokumentarisk materiale - her hvad en psykiater har erfaret og beskrevet - er legitim nok: ganske ligesom romaner om Anden Verdenskrig, der jo gerne skulle have en dokumentarisk og historisk holdbar ramme. Hvis derimod også forlægget nu havde været fiktion, så ville det have være kriminelt - men denne sag var det altså trods alt ikke helt.

---------------------------------------

Ovennævnte åndelige dovenskab handler om tiltroen til det anerkendte, selv hvor det er banalt, dårligt eller altså - plagiat: "De kendte har nok ret", og den der står ene,er et nok bare en misundelig nar -, som vi hursomhelst selv ikke opnår noget ved at støtte - eller blot indrømme at vi læser.

Flertallet oplever det at følge med i noget som mange andre taler om just nu, som kvalitetsgarati og væsentligheds-garanti. Derfor læser alle akkurat det samme - ud over hvad de er professionelt tvunget til i jobbet. Originalitet er blevet sjældnere end "økumeniske konferencer på Månen": et garanteret selvplagiat - som til orientering ikke tillige er et plagiat..

Men i ovenstående ligger mediernes fordummende virkning. Og til overmål ses fænomenet på Facebook, hvor selv ret ubetydelig oplæg og udråb skudt fra hoften af kendte mennesker, men helst i en flad stil tæt på den billige langside, typisk giver anledning til den flittigste demokratiske deltagelse.

Originaliteten er ikke altid let at elske, og dens egen ubevidste præference for det modsatte af kærlig omklamring gør den nok ikke mere elskværdig. Og for nu at afslutte med et profetisk citat af hende der lavede omslaget til min egen første bog: "Når de ikke anmelder dig, så er det fordi de vil stjæle dine tanker".

Den viste sig siden at være meget skarpt set. - Og også på sociale medier gælder, at det som man indrømmer at have læst (f.eks. ved at trykke på den dumme tast som vi helst indrømmer syge samt enker uden enke-pension) - det kan man ikke siden plagiere under foregivende af ikke at have læst det...

Og derfor, folkens, skal I ikke altid tage åben anerkendelse for pålydende - og da slet ikke fra folk der dog på bunden ved og ser bedre.

En måde man i øvrigt kan tvinge folk til at indrømme at de læser ens tekster, er at omtale dem kritisk. Således opdagede Peter Tudvad, at jeg i en blog-tekst havde moret mig over den helt uproportionale imødekommenhed på Information over for noget, der dog immervæk tilhørte den biografiske specialafdeling, men som alligevel fik plads, som var det Tredje Verdenskrig.

Og det harcellerede Tudvad så helt legitimt over på Facebook - men med omhu uden at nævne kilden for ikke at friste fanskaren til noget, der måske endog var en tand mere opfindsomt end, hvad vi skal mene om Joakim Garff's syn på Kierkegaard's levned og finker fra panden.

------------------------

Sig nu ikke, at vi atter gentager en gammel traver. For nok har man skrevet udførligt om emnet mange gange både her og hisset, herunder en kronik i Politiken i 2011.

Men bliver emnet så i nutidens dumme forstand "aktuelt", fordi gud og hvermand med spalteplads nu også kan skrive om det uden selv at have erfaret eller gennemtænkt det..

Men det gør intet: Bare de folk får honorar for det, så læser og konverserer alle dannede mennesker om det og finder det lige pludselig både aktuelt, vedkommende, væsentligt - ja endog uhyre originalt. For det ligner noget, som mange med indflydelse gladeligt har vedtaget at lyse i kuld og køn - måske også fordi det dog ikke irriterede deres forfængelighed.