Endog de allermest gerontisk trættekære må på det udløbende år livsaften imødese den snarlige "time-out" for deres faste kanaler til håbløse gamle yndings-ideers trofaste forsvar mod lige så trofaste modstandere fra et andet og velsagtens lige så pensioneret landshold. For selv om de er modstandere, så er det dog immervæk vore fikse ideer de diskuterer - og ikke deres egne knap så fikse ditto.
Men bevares, det er vel her som med gamle biler, at de skal motioneres regelmæssigt for at holde mekanikken velsmurt.
Men som Fugl Fønix vil hele debatten gentage sig uændret efter årsskiftet, nødtørftigt vitaliseret af det nye årstals forpligtende incitament og andre pacemakere.
Nietzsche's sene lære om den evige genkomst var muligvis hans mest syfilitisk forrykte raptus; men men tillige den mest mindeværdige.
For så vidt huskes, gik den ikke så meget ud på, at det hele virkelig vil gentage sig uendeligt, men derimod på, at vor ukuelige livsvilje bør forlange, at det hele gentager sig for evigt uden mindste censurering - ellers er vi nogle livsuduelige skvat:
Ingen tømmermænd her.
Ingen tømmermænd her.
Nietsche's ultmative "Ja!" kunne godt ses som et modstykke til den sene Kierkegaards lige så forrykte ide om, at hvis ikke Kristus er det absolutte og uløselige paradoks for intellektet, så kan det være det samme med al jeres flove salmesang og selvglade godgørenhed i Jesu navn.
Disse selvopholdelsens vanvids-ytringer er dog et langt mere pragtfuldt skue end autoriserede hædersmænds dumstædige daglige forsvar af møjsommeligt erhvervede positioner med alskens armodige og billige tricks, som ovenikøbet indbilder sig at være spontane livsytringer af stor fornemhed og agtværdighed.
For min egen del har jeg i stedet afhentet en frisk forsyning af nedfrosne, selvdøde høns så forpjuskede og medtagne af gensidig mobning grundet pladsmangel på den stadig mere redundante medieflade af autoriseret eftersnak, at det ville være en forbrydelse mod livet at forlange deres evigt kaglende genopstandelse. Og nu ikke et ord om "Kagling-prisen"....
Nej, i stedet vil hønsene blive udlagt på en faste og tophemmelig lokalitet som føde for et par lige så hemmelige kongeørne, der såmænd nok kunne klare sig også uden: - men som jo også sagtens kunne finde på at skifte boplads. Hvilket jeg af flere grunde fraråder dem.
Det forholder sig således med mit ørnepar som med de mange miskendte forfattere, kunstnere og mavedanserinder, som trods deres evige mismod over lille Danmarks provinsielle mangel på format og kvalitetssans alligevel vælger at forblive i fædrelandet: - takket være al den gratis julemad som supermarkederne falbyder efter nytår, grundet datomærkningens ultimatum.
Mit ørnepar er dog kun ukendt og ikke miskendt. Denne lille forskel belyser forresten tillige, hvorfor nogle mennesker selv i moden alder lige pludselig forsvinder sporløst og eftersøges af landsdækkende TV-kanaler akkurat som i sin tid den lige så glorværdige dr. Livingstone.
Skal det nemlig være på den måde, så foretrækker de nemlig Fremmedlegionen eller at bosætte sig et sted i Asien helt uden barberer og frisørsalonger, hvor de i det mindste kan være åbenlyst og indiskutabelt ukendte, hellere end der hvor de selv af velmenende mennesker tilskyndes til også i det nye år at affinde sig med noget, som de velmenende dog aldrig selv ville nøjes med endsige anbefale deres nærmeste.
