Denne blog startede oprindelig som en neurologisk reaktion på min avis' accelererende nedlukning af min uvelkomne kontrastvirkning - og alt taler i øvrigt for at bloggen fremmede sagen yderligere ved at beskrive den for indgående. Erfaringen viser nemlig at når man beskriver inferiør opførsel, reagerer de beskrevne oftest ved at sætte trumf på, som ville de sige: "Det er ingenlund vor adfærd der konformerer med din "Newton'ske" beskrivelse - men tværtimod din beskrivelse der er en blot og bar mekanisk refleks af vor suveræne skalten og valten handlen med din ynkelige person." Omvendt kan man ved at rose gangstere som flinke folk stimulerere dem i den rigtige retning.
Der er sandsynligvis yderligere en selvforstærkende mekanisme, som vi kan fornemme ved at reflektere over os selv: Hvis nogen fortæller os hvordan vi burde opføre os, bliver vi gerne forlegne ved umiddelbart at rette os ind - for selv hvis vi gjorde det, ville modparten nok med temmelig god ret selv tage æren for vor omvendelse, hvorved vi blot ville fremstå som nikkedukker. Derfor ser man gerne den omvendte reaktion hvor folk trodsigt fremturer med det onde. Således også med nogle af af pressens folk, for originale og besindige reaktioner skal man desværre ikke alt for ofte vente sig fra den side.
En blog er heller ikke tilrådelig med henblik på det normale arbejdsmarked, for skønt vi nok ønsker anerkendelse, vil vi helst ikke anerkendes af de forkerte: Dette ville nemlig tværtimod føre til vor udelukkelse i en række sammenhænge hvor ubodelig normalitet fremhæves, om ikke for kundernes/klienternes skyld, så for kollegernes (f.eks. lærerværelset). Hvor mange stillinger man er blevet forholdt på denne konto, er ikke til at vide, men det er mere end én. Nytten af visse aspekters anonymitet i bestemte fora og sammenhænge gør os særligt eksponerede i nettets æra, for risikoen er ikke længere at forblive ukendt, men omvendt at blive kendt alt for bredt. Om man så også huskes, er rigtignok en anden ting, for det skal man gøre sig fortjent til.
Det er i øvrigt tænkeligt at bloggens tidsalder vil lette presset på bogbranchen, efterhånden som vi lærer at opgive vor tilvante rygmarvs-agtelse for det trykte og derfor oftest hurtigt forældede - for kun det genuine forældes ikke, og dette er i jo vore dage blot yderligere en kliché fra jobsøgningens overdrev af konkurrerende ligemageri . Bloggen kan derimod som bekendt opdateres tilbagevirkende efter behov. Ikke så mange læsere indrømmer ganske vist at de læser den, men nøjagtigt det samme var jo tilfældet med det trykte medium: Var du en uvelkommen rival, blev du fortiet og dernæst kopieret af just de der i særdeleshed burde have anerkendt dig - herunder naturligvis faganmelderne. Selv både velvillige og indsigtsfulde forlæggere kunne derved let skræmmes fra fortsat samarbejde - eller gøre det betinget det af en fondsstøtte der naturligvis i vort tilfælde er komplet utænkelig, af de selv samme og sædvanlige grunde.
Men bloggen har som sagt sine ulemper, og her er Facebook ideel: For du kan skrive ting på Facebook som ikke vil blive læst af de forkerte, herunder diverse mulige arbejdsgivere, myndighedsinstanser, fora og miljøer. der blot ville blive grundigt forvirrede eller oprigtigt bekymrede. På den måde gentager Facebook i det virtuelle rum de fysiske rums geografiske adskilthed og muliggør en opdeling mellem forskellige kategorier af bekendtskabskredse. Men hvis du er på fb med Gud og hvermand, løber du en vis risiko - som dog oftest er til at overse fordi ligegyldigheder jo har det med at drukne i syndfloden af ligegyldigheder.
Ja, man kunne endda oprette forskellige pseudonyme Facebook-profiler og udleve forskellige sider i dække af nogen anonymitet. I ens fb-indlæg kunne man henvise til en eller endda flere pseudonyme blogge, der uden for fb måtte fremstå som havende hver sin gådefulde herkomst. En bestemt Fb-profil ville således blive nøglen for de indviede og i den forstand vitterligt for "vennerne". Fb's kærkomne liniebegrænsning på væggen gør den i øvrigt tillige litterært genrespecifik og tvinger til en afslørende koncentration, som kunne sammenlignes med lyrik og i særdeleshed med rimede digte. Det bedste med den journalistiske erfaring var da også pladsbegrænsningens inspirerende og koncentrerende tvang, som omvendt ofte lod bladhusenes allermest foretrukne fremstå som anderledes uformelige med deres løbske "med-snakkesalighed" uden indre nødvendighed.
Min aviskarriere var i sin tid langt hen en reaktion på den "fossilering" mine bogudgivelser allerede ved deres fødsel blev underlagt af etablissementets nervøse immunapparat- og som desværre også gjorde dem nærmest irrelevante og endda kontraproduktive selv ved højst relevante ansøgninger. Ligesom denne blog atter opstod som en neurologisk reaktion på aviskarrierens kollegiale endeligt, opstod min Fb-identitet egentlig som et midlertidigt surrogat i forbindelse med en længerevarende nedlukning af bloggen i forbindelse med en rutinemæssig undersøgelse for virus, robotgenereret spam mm. hinsides min teknisk begrænsede horisont.
Som det er nu har vi således allerede tre løbende spor, idet vore potentielle bogting normalt ikke lægges på bloggen. En mulighed kunne dog være fremtidige virtuelle særudgivelser on or without demand. Noter forrresten at i en verden hvor langt de fleste "bøger" skrives af folk der vil bevise at de kan "skrive bøger", må Facebook være den genialeste og mest CO-2 neutrale genvej: For på Facebook kan du daglig bevise, at du sagtens var m/k for at skrive en rigtig bog - enten on demand, eller hvis du gad.
Tidsbegrænsningen på dette bibliotek nødvendiggør en brat og måske lidt umusikalsk afslutning, og derved svarer den næsten til den førnævnte redaktionelle pladsbegrænsning på Facebook, såvel som i avisernes faste rubrikker. Men ligesom vi jo kan omgå pladsbegrænsningen på Fb ved udvidende at "kommentere" vor egen væg, kan vi jo selv på et bibliotek booke os ind igen og binde en sidste sløjfe. Dog er det en god sport at skrive blogindlæg ambulant, delvis drevet af en biblioteksbooknings tidnød - hvorved man også fysisk virkeliggør en geografisk og tidligt markeret særidentitet på bloggen, der nemlig ikke bør ende som arkiv for alle hånde trykte og utrykte artikler og manuskripter. For som vi jo ofte tidligere har vist, kan også bloggen gøres til en litterær genre sui generis og ikke blot en mere taknemmelig end eksklusiv beholder.
Oplæsning er atter en særlig genre - og dog: For en tekst der ikke tåler at blive læst op for et ikke i forvejen interesseret publikum, savner musikalsk og tankemæssig kadance. Faren ved egentlige litterære oplæsningsfora er omvendt den, at ens blotte "inviterethed" af det stræbsomme publikum tages som bevis for, at her har de meget at lære hvis de også selv skal komme i betragtning som fremtidige bidragydere. Kort sagt går det som ved kändisudgivelser let sådan at det uagtet den sædvanlige smagløse elefantiasis tvangsmæssigt nedslubres med lige så naiv som ambitiøs følgagtighed af hele skaren af højkulturelt "ligesindede".
Nej - hvis en tekst virkelig er værd at læse op, skal den kunne læses op for et litterært aldeles uambitiøst publikum, og med bragende effekt. Om man så får lov (igen), er derimod en helt anden sag. Men fri os fra næsegrus applaus fra folk der mener, at det her ligner virkelig noget anerkendt og eksklusivt på bjerget. Vor Herre bevares...Well- time out...
