JACK MILES FORNEMMELSE FOR KLICHÈER…
Jeg genlæste for nylig teologen Jack Miles geniale bog ”Gud – en biografi”. Hans ide er den, at hvis man læser Det Gamle Testamente, som om det var en ægte biografi eller en bevidst komponeret fiktiv biografi – altså en roman – så tegner der sig et billede af en lunefuld Gud, der uden megen selvindsigt dog efterhånden modnes og udvikler sig i selve omgangen med sit udvalgte folk. Først handler han og taler direkte til sit folk, dernæst har han uglesete profeter som sine sære talerør - og til sidst er han helt havs.
Guds uafklarede ord til Job er således hans sidste replik og udlægges endda af Miles som hans moralske nederlag: Han er nødt til at give den uskyldige og fromme Job alt tilbage, selv om han barnagtigt fremturer med sin magt for at redde ansigt. Men sidenhen holder han altså klogeligt helt bøtte og blander sig kun ved at sende Jesus - hvilket de fleste jøder som bekendt vil betvivle.
Selv om det mest beror på historiske aflejringer, sammensmeltninger af regionale lokale guddomme og palimpsest-agtigt ubehjælpsomme lagserier - som kun de højlærde kan udrede - , er virkningen på læseren den samme som hvis det var udtryk for en bevidst hensigt fra forfatterens side – eller en autentisk udviklingshistorie, hvis Biblen tages bogstaveligt. Og da Gud for os i Vesten har været et mønster for den ideale personlighed og det modne selv, kan vi i henhold til Miles antage at vor agtelse for den sammensatte og kæmpende personlighed, der langsomt kommer under vejrs med sig selv, langt hen turde have sin oprindelse i monoteismens sammensatte gudsbillede. Polyteismen fordeler derimod forskellige egenskaber og livsaspekter på mange guder, svarende til når vi selv umodent og bekvemt skylder skylden for alle vore dårligdomme og små fejltagelser i livet på dæmoner, trolddom eller vore onde medmennesker.
Den forhenværende jesuiters bog er ikke blot sprogvidenskabeligt grundig og velargumenteret, men er tillige markant ved sin sproglige friskhed og originalitet. Det viser sig i form af slående sammenligninger og billeddannelse til belysning af gudsforholdets karakter i Biblens forskellige skrifter. Om de seneste skrifters bekymring for jødefolkets fortsatte etniske renhed efter dets hjemvenden fra det babylonske fangenskab hedder det således, at det minder om arvingernes betænkeligheder ved at omdanne deres hæderkronede gamle familieforetagende til et børsnoteret aktieselskab med risiko for fremmed overtagelse og virksomhedskulturens forfald.
Et andet sted hedder det, at Gud fra at være den handlende hovedperson efterhånden bliver reduceret til en respektabel, men passiv biperson, som man pligtskyldigt refererer til, ligesom når en taler ved en konference nikker hen mod en bivånende emeritus og siger – ”Jeg er sikker på at professor NN her ville give mig ret”, eller ”som professor NN her ville have udtrykt det”. Om Højsangens erotiske poesi hedder det, at det er som to unge journalister der på en konference, hvor man tålmodigt venter på hovedtaleren og præsidenten, har forelsket sig så voldsomt i hinanden, at de glemmer alt omkring dem.
Den art billeddannelser og spontane kombinationer forekommer naturligt hele bogen igennem, men glimrer ved deres fravær i den moderne verden. Når nogen lancerer et slående billede, er det oftest en kopi - men bevares, god smag er ikke at foragte. Men i mange tilfælde er der tale om temmelig dårligt motiverede udtryk som ”paradigme”, ”sociale konstruktioner”, ”i min optik”, samt tidens talløse ”gidsler” for dette og hint. I andre tilfælde er det genuine billeder: Det gælder udtrykket ”dem og os”, der er så intuitivt og elementært, at det kunne have været lanceret af et tænksomt skolebarn. Alligevel kommer selv dette udtryk efterhånden til at trætte os, omtrent som når respektable gangstere i katolske lande uafladeligt tager Jesu navn forfængeligt.
For det bliver til sidst en kliché uden dækning i de pågældende personers egen erfaring: Det bliver noget ”dygtigt”, som "de gode" kan sige om alle ”de andre” – om israelere, palæstinensere, sunnier og shitter med hver deres fjender – men som netop ikke gælder for ”os”: For selv er vi progressive, frelste og hævede over kritik - som vi derfor finder helt utilgivelig, undtagen hvor der er tale om dumme kværulanterier der blot bekræfter vor egen overlegenhed. Sidstnævnte forhold forklarer også, hvorfor ingen nogensinde er blevet fyret for perfid humor. For kun den gode humor kan være farlig.
Et godt modeksempel til det gængse så jeg for nylig i den svenske avis ”Dagens Nyheter”, hvor en lederskribent beskrev bestræbelserne på EU-integration således: ”Det som skulle have været et akvarium med mange forskellige slags fisk, ligner mest af alt en fiskesuppe”. Vurdere udsagnets sandhed kan jeg ikke, men billedet var godt. Naturligvis findes der erfaringsbårne personligheder over alt, men de sidder snart lige så ofte i underordnede stillinger på en provinsavis eller en folkeskole som på en af hovedaviserne eller universiteterne. For just hvor der er status at hente, flokkes kreti og pleti som spyfluer på et ådsel – og de sjældne fugle kommer derfor snart i mindretal og ryger derfor ofte først ud. Det minder mig om en begavet bekendt, der i sin tid valgte at blive speciallærer i folkeskolen: For han ville få samme løn som alle mulige andre, men samtidig grundet sin lavere status blive fredet for alt bøvl.
Forleden skrev Berlingske Tidendes filmanmelder Ebbe Iversen en klumme om sin afdøde kollega, min gamle rektor fra Krebs Skole, Jørgen Stegelmann – som han lovpriste for hans ofte morsomme billeddannelser og mimik. Således skrev salig Stegelmann om stepdanseren Fred Astaire, at han med sine fødders dansen ligesom beskrev en perfekt autograf henover gulvet. Og selv husker jeg at Stegelmann i en brandtale til klassen om dennes syndebuk udtalte, at hans skolevej efterhånden var brolagt med knuste brillestel. Selv bar jeg ikke briller dengang, men fik til gengæld en passende dosis lussinger, selv om det nu oftest var andre end Stegelmann der havde fornøjelsen af denne form for fitness-træning.
Stegelmann var forresten teologisk kandidat - hvilket får mig til at tænke på Johannes Sløk, der fra en ret jævn baggrund og vistnok også en temmelig moderat skolebaggrund blev en uhyre inspirerende idehistoriker. Jeg læste forleden et lille skrift gengivet 40 år efter, og modsat de tusinde moderne "adjungerede professorer" ved Farum Uni-center samt alle hånde væresteder i nord, syd, øst og sydvest kunne han udtrykke sig rigt og personligt på ganske beskeden plads, hvor de moderne måler deres værd i hvor meget de kan skrive af efter så mange som muligt af de andre på verdensplan - groft sagt. Bindstærke virtuose kedsommeligheder med aktier i hele Gutenbergs arv samt alle slags netværk, og hvis triste medgang blindt beundres af flokke af benovede aspiranter.
Nå, men Sløk betoner i nævnte originale bitte skrift, at jødedommen var unik ved at stille Gud udenfor verden - ikke som en amoralsk eller i hvert fald meget lunefuld naturkraft, men netop som en personlig skaber med moralske krav til os. Dette er jo også grundlaget for, at jøderne omvendt af og til kunne gå i rette med Herren, når han selv gik for vidt, som Jack Miles fortæller. At læse Jack Miles biografi om Gud såvel som læsning af salig Sløk er som at komme tilbage fra et anaerobt miljø på anabolske stereoider, hvor alle katte er grå, til en velsignet iltrig atmosfære, hvor man kan omsider kan afføre sig dykkerudrustningen og nyde sin bajer uden bekymrede bagtanker.
Sluttelig et lille apropos, eller for at tilstå det rent ud: en digression. Den sympatiske og vidsynede ex-forlagsmand, værdsat af forfatterne, Torben Madsen (og efter sigende en gudsbenådet forstående læser), skrev i sin pensionistklumme i Politiken om plagiat af forskellig grad, og hvornår det bliver lidt for groft. Fint nok, men herom kunne kunne vi publicere et så at sige videnskabeligt essay eller to, som hidtil er blevet afvist af verdenspressen: Simpelt hen fordi man oftest i sådanne sager retter bager for smed (eller var det omvendt?) samt hænger de mest harmløse syndebukke under megen folkelig ståhej.
Men at emnet tåler en anderledes "videnskabelig" dybdeboring, skyldes at det hænger sammen med noget radikalt, som en så at sige kriminologisk eller journalistisk tilgang til denne eller hin sag slet ikke kan indfange. Og den vil fornærme mange, for reglen er - kan vi betro jer -: Jo højere på strå, desto mere stjæler man. Og vore begrundelser er, skønt en smule sindrige, aldeles uimodsigelige og i grunden ret indlysende på bunden.
Apropos kriminalitet forlyder det forresten at stadig flere søger optagelse i Hells Angels: Åh Ja, for der skal jo også være noget kriminalitet til overs for alle dem, der ikke er så højt på strå. Eller som en tyvagtig gadekomediant i Sydamerika engang uimodsigeligt undslog sig over for min far: "Jamen hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?" Min far var forresten græsk-ortodoks palæstinenser udi i den diplomatiske branche, og han fortalte engang en anden beslægtet anekdote. Angående Israel spurgte en jøde ham således engang, om han kunne nævne noget statsterritorium i historien, der ikke var grundlagt på vold og uret. Min far refererede det selv med et smil og tilføjede: "Hvad kunne jeg svare?". Hans sympati for jøden skyldtes at han ikke hyklerisk bedyrede nogen historisk eller anden højere "ret" til landet.
Jeg tror han ville have værdsat den israelske forfatter Amos Oz' erindringer. For nu at slå vore digressioners pjalter sammen kan jeg forresten nævne, at også Amos Oz, eller rettere hans far - gjorde sig en morsom iagttagelse om plagiat, som vi bilder os ind selv at have formuleret mange gange i ophidset enerum (og den art indbildning er forresten den hyppigste form form for plagiat...): "Hvis man skriver af efter nogle få, er man forsker, men hvis man skriver af efter mange, er man en stor og original forsker". Nærliggende hjemlige stjerneeksemler skal her udelades. Men gamle fader Oz fik tydeligvis hele turen uden for maskineriet, og her gjorde al mulig entusiatisk lærdom udi hans fag kun det hele endnu værre. Ak, ak, det tidstypiske er dog på bunden blot det urgamle og klassiske.
