ARBEJDSFORMIDLING I SYSSLEBÄCK - OG ÅRHUS ...
Syd for isgrænsen i det nordlige Dalarna overnattede jeg som sagt i bilen og kørte den følgende dag rundt om Siljan-søen i Dalarna, men dagene er for korte til også at besøge Zorn-museet i Mora. Var dernæst et smut over den norske grænse med de vestgående og derfor atlantisk milde og frodige dalstrøg og tilbage gennem Klarälvens dalgang i Värmland. Sandede, tilpas fugtige jorder med velvoksende fyrreskov og en rig undervegetation af blåbærbuske. Det mærkedes på den sjældent gode bestand af taigaens store hønsefugle tjuren og urfuglen, der på denne tid atter kommer i forårsstemning grundet samme dagslængde og temperatur som i april. De er ellers hårdt ramt af det moderne skovbrug.
Ja, for selv om birke og aspe hernede endnu bærer efterårsløv og tager sig strålende ud fra bilen, undgår det ikke ens opmærksomhed, at det i mangt og meget er et skovindustrielt landskab, man kører igennem. Yders få rigtigt gamle, endsige døde træer – og modsat hjemme i DK tager det under disse klima- og jordbundsforhold mange årtier at genskabe et rigere naturskovspræg.
Nok er det ødemark, men ikke vildmark, bortset fra de talrige sumpede og stenede områder, hvor boniteten heldigvis er for ringe til skovdrift.
I de sidste mange år er vi en del, der i tide og utide har fablet og propaganderet for skovreservater, og mange af slagsen er da også blevet oprettet. Men de er meget dyre i indkøb, og i virkeligheden fylder de ikke nær så meget som i regionalavisernes debatspalter. Stedlige Cepos-agtige korifæer med ”skarpe meninger” og den sædvanlige trang til en ”maskulin profil” for enhver pris kan desværre altid på lodsejernes og diverse brancheforeningers vegne komme til orde i pressen med, at nu er der blevet ”alt for mange” reservater, set nationaløkonomisk og beskæftigelsesmæssigt (hvorom mere nedenfor..).
Så beundrer jeg langt mere de helhjertede, der hårdnakket vedbliver at spille de idealistiske idioters rolle og kæmper videre i en tid hvor det ikke længere er spor sexet at ”forsvare naturen”. De vil altid være eksponerede for nævnte driftige mænds letkøbte spot under humorens sørgeligt ubeskyttede varemærke, i stil med: ”Skal vi måske også snart til at frede udryddelsestruede tuberkulosebakterier?” Ak ja, men som tidligere nævnt skader det ikke spor, hvis vi skam udmærket selv formår at tænke os til den slags ”absurditeter” før fjenden gør det (”Credo quia absurdum”); men vi bør ikke lade os slå ud af kurs af den grund.
Sverige kom ret sent i gang med skovreservater, grundet en mental arv fra de fattige tider, hvor det ville have været uhørt dekadent sådan at lade værdifuldt tømmer stå og rådne ”til ingen nytte”. Men den nye Moderat-regering har skåret ned på fredningsbudgettet og varsler nu yderligere kraftige reduktioner – i en tid med stor økonomisk fremgang. Det er ligesom når man derhjemme begynder at jage de arbejdsløse i en tid, hvor de ellers er ved at komme i mindretal og dermed er blevet en mindre statsfinansiel belastning – i stedet for at frede dem i stil med de sidste naturskove.
Helt galt går det dog forhåbentlig ikke: Den eneste bilist jeg mødte på skovvejene, viste sig således at være ulve-vogter og statsansat fredningsmand: Det førhen specielle er nemlig nu blevet konverteret til en del af det normale arbejdsmarked, omtrent ligesom halvdelen af befolkningen derhjemme i København jo efterhånden er filosoffer. Men som sagt: På områder hvor det virkelig gør nytte på en eller anden vis, er det kun fortræffeligt at ”det gode” belønnes verdsligt og socialt: For ellers ville kun særlingene turde beskæftige sig med det og kæmpe for det – tit måske fordi de alligevel er uden for ”in the first place” og derfor kan gøre en dyd af nødvendigheden.
For især yngre mænd betyder det alt at være gangbar og normal mønt på arbejdsmarkedet og dermed også på kønnenes marked, og det er en naturlig konsekvens af at vi er sociale dyr. Når vi særlinge er så interessante, er det da også kun fordi vi er sære på trods heraf (”quia absurdum”): At en autist uden fornemmelser for samkvem kan være ener, er derimod ikke spor interessant. Af beslægtede grunde er det i henhold til troværdige – kort sagt anerkendte – sadister heller ikke spor sjovt at pine koldblodige dyr uden smertefornemmelser, lige så lidt som nogen jo gider overvære henrettelse af robotter. Humane henrettelser er kort sagt en uting, bortset fra at det er en raffineret og koldblodig form for mobning af dødsstraffens varmeste tilhængere.
Nå, men kort sagt skal vi altså ikke beklage, at jævne folk, der for tyve år siden helt selvfølgeligt ville have spottet ”ulveforskning” og skovfredning som værende en unyttig, uværdig og frem for alt umandig beskæftigelse sammenlignet med at køre en skovrydningsmaskine på ren akkordløn, i dag lige så selvfølgeligt overvåger ulvene på akkordløn. Så længe de bare afstår fra tillige at give den som filosoffer, har de tværtimod min velsignelse.
Ja, selv hvis de også om et par år skulle ”blive filosoffer” i medfør af en eller anden overenskomstmæssig ret til efteruddannelse, så gør det heller ikke så meget: Hvad folk sådan ævler om ud i den blå luft, spiller jo nemlig i grunden ingen rolle, for det har modsat synet på skovene ingen praktiske konsekvenser for vore medskabninger samt efterkommere – hvor utåleligt det så end kan være for min og ligesindedes forfængelighed, at verden altid foretrækker de kunstige nattergale, fordi de ligner verden selv.
Hvis verden blot sagde: ”Vi har ingen brug for filosoffer”, så ville alt derimod være helt i sin orden, for det ville netop sikre filosofien mod at blive forfusket til sin egen parodi. Men i øvrigt er ikke helt sandt at verden foretrækker det jævne, for publikum foretrækker til enhver at se den ægte linedanser. Men den indbildte elite, kort sagt hele den hæderkronede og veldresserede skabs-normalitet ”der bestemmer” i kulturens Over-DK, hindrer efter bedste evne publikum i at møde den ægte vare – om end de så kryber desto mere benovet for de få berettigede som det desværre er for sent at spænde ben for. Omtrent på samme vis blev Shakespeare hånet med skinsyg mistro som en kaotisk angelsaksisk barbar af den europæiske kulturelites latintalende læredrenge, der beherskede de overleverede klassiske former bedre end klassikerne selv – kort sagt til den yderste kedsomhed.
I Värmland boede jeg to nætter i en hytte i ”samhället” Stöllet i Klarälvens dalgang og beså et par urskovsperler såvel som det lokale turist-hotels netforbindelse – thi man har kedsommelige pligtskyldige kontakter med det hjemlige arbejdsmarked, som dog i en globaliseret tid heldigvis kan plejes virtuelt, ganske som forfattervirksomheden. På hjemturen sydpå stak jeg først endnu et smut ind mod den norske grænse, og allerede på den svenske side var det en fryd at høre en helt anden sprogmelodi. Hurra for mangfoldigheden, og jeg vil endda påstå uden noget så banalt som empirisk belæg derfor, at den ene slags mangfoldighed befordrer alle andre slags – simpelt hen fordi det ligesom lyden på TV af de sprog vi ikke forstår, minder os om, at verden er stor samt fuld af forskelligheder og muligheder.
Dernæst kørte jeg videre sydpå langs Selma Lagerlöfs dalgang – Fryken-søerne, omkransede af brændende efterårsbirke. En venlig sjæl gjorde mig dér opmærksom på, at bilen lækkede skoldhed olie ud over det hele: Jeg havde nemlig glemt at skrue låget for olietanken, så eventyret såvel som vor blog kunne let være endt med et fatalt festfyrværkeri. Nu havde vi ellers lige overlevet gårsdagens ”hollyday on ice” (i foregående indlæg). Men alle gode gange tre? Suspense…
Ja, for senere samme dag blev jeg gennemlyst af et hastighedskameras grønne reptilblik – men jeg håber at jeg så nogenlunde overholdt de 70 kilometer; med mindre man da nu er blevet så strenge, at selv to sekunders marginal overskridelse er nok. Ak, ak, man skulle nok ikke have spøgt sådan i utide med klip i kørekortet, for virkeligheden hader spøg og hævner sig altid i ”real time”. Et par kilometers overskridelse finder dog forhåbentlig nåde, med mindre der gælder særlig strenge regler for nykonfirmerede bilister.
Men jeg har garderet mig efter så mange års misforhold til virkeligheden: For min bil står formelt endnu i den tidligere ejers navn, hvilket tydeligvis forbliver en praktisk ordning mellem venner. En sand ven tager nemlig vore synder på sine skuldre og soner straffen på vore vegne. Til gengæld kan han så rose sig af at være en ny Jesus, så sig ikke at han ikke får noget til gengæld. Nå, men hør så det videre forløb:
For en god ordens skyld tog jeg et billede af min bil parkeret foran en yderst beskeden bungalow med det romantiske navn ”Arbejdsformidlingen” i den højtliggende grænsepost ”Sysslebäck” – hvilket navn ingenlunde spiller på det gode svenske ord ”sysselsättning”, selv om det ellers godt kunne være taget lige fra Walt Disney’s ”Kalle Anka”. Ja, for ham Disney var jo svensker og skabte som bekendt også den verdensberømte filmserie ”Jönsson-ligan”.
Nå, Arbejdsformidlingen i Sysslebäck syntes imidlertid betegnende nok at være aldeles ubemandet, af min forgæves tryglende og vedholdende banken at dømme. Men her gør jeg måske atter min omverden ubodelig uret: For måske har man i bemeldte by tværtimod været så nidkære i beskæftigelsens ædle sag, at man af lutter mangel på ledige hænder har ansat egnens døve og døvstumme til herefter at passe bemeldte virksomhed.
Den fotografiske dokumentation for mit behjertede, ja hartad desperate besøg sammesteds vil forhåbentlig efter et kompetancegivende kursus desangående på min hjemlige arbejdsformidling blive føjet til nærværende indlæg i vor allerede klassiske kult- og dogme-tekst.
Åhja: For på Århus Universitet siges man allerede at have ansat en docent til at forelæse om vor blog i mentalitetshistorisk og narratologisk belysning. Selv søgte jeg skam for en god ordens skyld skyndsomst den opslåede stilling efter et lige så stormfuldt besøg på Århus Arbejdsformidling – men blev uforbeholdent afvist grundet svage kvalifikationer i forening med tilstedeværelsen af mange anderledes oplagte, ja rent ud sagt ypperlige ansøgere.
Af såre beslægtede grunde siges man i Hellerup kajakklub lige så konsekvent at frabede sig medlemmer med en fortid som vaskeægte eskimoer – de være nu i øvrigt nok så integrerede og nidkære konvertitter til den danske ånd. Ja, man mener det endda så alvorligt i både Hellerup og Århus, at man tillige frabeder sig enhver spøgefuldhed i den anledning. Og heri kan vi kun give vor enstemmige tilslutning.
”Never mention the war”, siger John Cleese i TV-serien ”Halløj på badehotellet”. I samme ånd siger vi her på bloggen: ”Tal ikke om beskæftigelsen” – men da vi jo nu allerede er kommet for skade at bryde denne såvel som så mange andre af vore dogmeregler, må vi bede om dispensation til et sidste fyndord desangående. Det lyder: Ledende folkeskolefolk skyer oftest gymnasieagtige ansøgere; ledende gymnasiefolk skyer oftest universitetsagtige ansøgere; og ledende universitetsfolk skyer oftest originale ansøgere.
Derfor er sidstnævnte ofte henvist til at søge rent fysiske jobs – som dog heldigvis af nogle læger hævdes at være de sundeste, blot det ikke bliver en vane. Således har jeg i dag afreageret min virketrang ved at rive selvsåede granplanter op i min smålandske hjemegns naturskove – for granerne kvæler både de andre træsorter og blåbærbuskene til stor skade for urfugle og tjur. Disses naturlige forbundsfælle skovbranden er nemlig i vore dage næsten ophævet, og der kommer jeg og arbejdsformidlingen altså ind i billedet.
Fordelen ved dette veritable Sisyfosarbejde er at det giver mig pligt til at holde ud år efter år, omtrent ligesom de forældre der helt ind i oldingefasen vedbliver at pleje deres dybt handikappede afkom, mens de med foryngende lysegrønt håb stadig fromt venter på det medicinske gennembrud – velsagtens under den ufejlbarlige gamle devise ”Næste år i Jerusalem!”
