Journalisten Simon Riedel kompletterer Henrik Dahl's kritik af de høje karakterers inflation de senere år ved at nævne den udbredte "anerkendelseskultur". Og bruger som skole-eksempel mange kvinders tendens til at "rose hinanden for ingenting": med et anerkendende citat af kollegaen Torben Steno i en anden tråd.
SIMON RIEDEL:
"Det må jo være den kultur, der er på uddannelserne. Det er anerkendelseskultur, hvor man bliver rost i store vendinger for mindre bedrifter. Ligesom Torben Steno der i går skrev, at han synes de mest irriterende opslag på Facebook er af kvinder, der får ros af andre kvinder for ingenting."
MIG-MIG:
"Bestemt,. - Men nøjagtigt det samme hos mange unge mænd i medie-branchen - bare lidt bedre skjult og for så vidt også et par hak mere lødigt : I form af jævnbyrdige "kommentarer" og "kritik" mellem ligesindede med samme baggrund, uddannelse og fortid som langhårede fans i Fremad Amager - hvilket de alle pønser på at skrive hver sin obligatoriske bestseller om, med titlen:
"JEG VAR EN VÆRRE ROD". Underforstået: "Nu er jeg det slet ikke længere".
LÆG nemlig mærke til, Simon Riedel, at hvis Torben Steno ikke selv havde tilhørt branchen, så ville hans sande, men ingenlunde nye konstatering ikke være blevet nævnt endsige rost med et ord af mænd i branchen - med forbehold for de undtagelser der findes i alle sammenhænge..
Er der ikke lidt om det?..- Eller er der?
Er der ikke lidt om det?..- Eller er der?
Og er der ikke også i Steno's og din forstand noget "kvindeligt" i det forhold, at unge mænd i branchen typisk oplever kollegiale reaktioner selv på de jævneste ting som en langt større succes end det faktisk at skrive noget sandt eller endog ligefrem læseværdigt?
Veninde-ros er nemlig for langt de fleste uanset køn det umandigt ryggrads-tærede kriterium for forskellen på flop og succest....
P.S. Høflig tavshed ville her være en lidet overbevisende dementi..."
--------------
Og den umandige tavshed talte endnu engang sit tydelige, om end noget uartikulerede sprog. Omtrent ligesom når nogle muslimer besvarer injurierende omtale af islamisk vold og terror med: vold og terror.
Det eneste svar - ja sågar med muntert overskud - kom derimod fra en kvindelig journalist: Sara Høyrup. Som nemlig stille og roligt benyttede sin menneskeret til personligt at udgøre en undtagelse - for sværere er det nemlig heller ikke...
Efterfølgende har Simon Riedel imødekommende erklæret sig enig i ovenstående generelle betragtninger.
Og den umandige tavshed talte endnu engang sit tydelige, om end noget uartikulerede sprog. Omtrent ligesom når nogle muslimer besvarer injurierende omtale af islamisk vold og terror med: vold og terror.
Det eneste svar - ja sågar med muntert overskud - kom derimod fra en kvindelig journalist: Sara Høyrup. Som nemlig stille og roligt benyttede sin menneskeret til personligt at udgøre en undtagelse - for sværere er det nemlig heller ikke...
Efterfølgende har Simon Riedel imødekommende erklæret sig enig i ovenstående generelle betragtninger.
