TROLDFJELDET - MAUGHAM VS MANN

MAUGHAM PÅ TROLDFJELDET

Agent Ashenden pådrager ligesom sin forfatter Maugham en gudskelov helbredelig tuberkulose og havner derfor på et skotsk højfjeldsanatorium under forsæde af en personlighed der som hans berømte Mann'ske kollega herr Hofrat Behrend i Davos forener mangeårig professionalisme med både menneske-kundskab samt en glødende artistisk passion – i skottens tilfælde dog ikke for amatørmaleri, men for fluefiskeri efter laks.

Ashenden's ophold varer ikke som Hans Kastorps hele syv år, og derfor ej heller fortællingen selv – en analogi eller harmonisk korrespondens, hvis rette analyse Thomas Mann i øvrigt fik til at udgøre en betydelig del af hans faustisk fyldige roman. Men karakteristisk for Maugham får vi alligevel på ganske få sider opridset et helt univers og et broget persongalleri, skildret på engang prægnant og med dybde og udvikling. Dette er sågar en fortælling om noget hos Maugham så sjældent som godhedens og kærlighedens sejr. Og ganske som med vore dages skuffende roser til nutidens talrige demokratiske standspersoner gælder også her, at først når en garvet misantrop som Maugham overrækker dem, tør også vi andre trygt stole på dem...

Sammenfaldet med Mann er flere steder slående, åbenbart fordi begge har haft rig lejlighed til at skue samme fænomener. De længst indsatte nyder som i fængslerne højest status, og deres bord i spisesalen er – skønt på ingen måde hverken objektivt bedre eller smukkere placeret – efterstræbt og misundt. Enkelte anser sig derfor for miskendte, fordi de trods betragtelig anciennitet må stå tilbage for mangeårigt trofast tilbagevendende, men med forlov ikke permanente gæster.

Sådanne ”trækfugle” kommer i mange tilfælde af vane og kedsomhed mere end af profylaktisk-terapeutiske grunde, og fordi verden nede i bylivet efterhånden er blevet dem fremmed og forekommer dem larmende og vulgært: blottet for både feberhede passioner og høje aspirationer. Ikke desto mindre må også de undertiden finde sig i at vige hæderspladsen for gæster af så høj stand i den civile og tarvelige verden de kommer fra, at de har krav på dispensation fra sanatoriets så at sige generiske rang-orden.

De to længst indsatte kan ikke døje hinanden, om end de er faste og lige ypperlige bridge-makkere og altid sidder lige over for hinanden. Den ene spiller tillige violin, men den anden kan ikke døje hans evindelige gentagelser, som han mener alene har til formål at drive ham selv ud af sit værelse, der nemlig er stedets mest attråede – for skønt begge har været på stedet hen ved 17 år, så har han selv boet her flere måneder længere og agter derfor for ingen pris at afstå hvad der dog kun er hans ret.

Violinisten afviser makkerens jammer med at den umusikalske kritiker bare ikke formår til at skelne den ene melodi fra den anden. Den nytilkomne adept prioriterer i denne sag rettelig høfligheden over for violinistens invitation over lydhørhed for modpartens faderlige advarsel – men blot for som sidstnævnte at konstatere, at violinisten ganske rigtigt spillede den samme melodi igen og igen hele den lange eftermiddag...

”Seventeen years is a long time!”, udbryder vor engelske Kastorp måbende. Men nej, for ”Times passes very quickly up here” - og som sagt er livet desuden langt bedre heroppe. Temperaturen skal f.eks. tages omhyggeligt ved faste tider omtrent som i klostrenes tidebønner – skønt visse gæster snyder med termometeret både for at forlænge opholdet og for dupere rakket med deres triste, men numinøst værdige udsigter.

Ja, for akkurat som hos Mann nyder stedets dystreste skæbner misundelse og høj status. Og den gamle knarvorne alumen kan endvidere fortælle den nye gæst, at man lærer en masse om mennesker og deres narrestreger: Således kan han selv allerede ved første øjekast se hvor længe en nytilkommen vil holde, og han tager meget sjældent fejl. Vor engelske Kastorp bliver forståeligt nok ligbleg, men den gamle mand med leen beroliger ham straks med, at hvis ikke han straks havde spottet hans lysende prognose, så ville han da aldrig have nænnet at fortælle om sit morbide skarpsyn.

En smuk ung dame har kun været her to år og har lægens ord for, at hun nok temmelig snart vil være i stand til at rejse hjem. En betydelig ældre major og legendarisk womanizer er knap så heldigt stillet, hvilket nu ikke forhindrer ham i at gøre ivrige haneben, trods de andres hovedrystende fnisen. Og som officer tager han sin skæbne med ikke alene stiff upper-lip, men endog højt humør: For han kunne jo som mange andre f.eks. være blevet dræbt i krigen eller ved en automobil-ulykke, og når ” a good party is over”, så er det bare sådan det er.

En forbilledlig og i alle måder normal ægtemand og familiefar får hyppige besøg af sin elskede og savnede hustru – men han indvier den nytilkomne adept i, at det hver gang ender helt galt, fordi han bare ikke kan udholde tanken om at hun skal overleve ham, som trods et sundt, moralsk og gennem-fornuftigt levned er blevet så uretfærdigt ramt. Han er overbevist om, at hustruens pligtskyldigt triste miner og trøstende ord alene er et dække over hendes inderlige taknemmelighed for, at det er ham og ikke hende selv der er syg. Han bliver derfor hver gang ondskabsfuld og selvmedlidende – men mener nu at være i sin gode ret til at plage hustruen, når nu denne lille nydelse er en af de få, der er ham givet ham i hans sidste år.

Som flere andre steder erklærer Maugham i den forbindelse, at sorg og skuffelse trods alle sanktionerede talemåder erfaringsmæssigt kun sjældent gør mennesker mere ædle og uselviske. Heroppe er der imidlertid forbavsende få depressioner, men desto flere sjæleligt smægtende himmelspjæt og ekstatiske aspirationer hinsides hverdagens banale bekymring om petitesser. Ja – men under det hele ligger dog bevidstheden om og og rædslen for døden...

Ganske som hos Mann går tiden som sagt hurtigt – og evigheden i denne botanisk velbevogtede og velplejede udgave af Edens have viser sig tilsvarende at være en illusion. Den mest privilegerede af de to alderspræsidenter vinder således en aften en hidtil aldrig overgået kæmpesejr over sin makker og eneste ligemand i bridge – en sejr hvis sublime karakter jeg grundet mit ukendskab til spil desværre ikke formår at redegøre for. Men under sin sejrs-jubel hvori han ganske glemmer sit had til makkeren og avindsmanden, får han et hosteanfald og dør.

Makkeren kan nu omsider overtage hans kongelige værelse – men blot for ret snart at konstatere at livet ikke længere er værd at leve, nu han ikke har sin hartad ægteskabelige livspartner at skændes med, i fuld enighed om alle de andre logerendes uvidenhed og endnu ringere værdighed. Det bliver snart åbenlyst for alle, at også han selv vil dø inden ret længe. For overlægen kan bekræfte, at tuberklerne ofte speedes op såvel af romantisk lidenskab som af store skuffelser.

Og hermed er vi klar til den romantiske kærlighedshistorie og britiske gentleman-udgave af ”Tristan og Isolde”. Ja, for vor førnævnte kvindekære major får nu omsider held i sin bejlen til den langt yngre og raskere uskyldige kvinde. Majoren frier endog til hende og får sit ja. Han indvier dernæst ansvarligt overlægen i deres gifteplaner, og i den forbindelse udbeder den stolte militærmand sig lægens ærlige og uforblommede vurdering af hans prognose henholdsvis med og uden romantisk kærlighed.

Overlægen svarer, at hvis majoren gifter sig, skal han næppe regne med mere end et halvt års tid, sammenlignet med to-tre år uden kærligheden. Men dertil kommer hensynet til pigen, som nemlig trods sin gode prognose erfaringsmæssigt risikerer at få et fatalt tilbagefald, hvis hun gifter sig. Men de elskende er på trods heraf straks enige om at vælge kærligheden og døden.

Som om dette ikke var nok, så kaster kærligheds-miraklet så langt fra at vække misundelig forargelse en utopisk vederkvægende stemning af lyksalighed over hele sanatoriet. Dette ytrer sig sågar ved, at vor førnævnte forbilledligt forbitrede ægtemand aktivt pure fravælger al sin bitterhed og misundelse mod den sunde hustru og nu under hende alt muligt godt af hele sit hjerte, trods den korte tid han har tilbage med hende.

I en lakonisk kort slut-passus som ikke desto mindre i sin tankegang forbløffende bringer kapitlet ”Sne” i Mann's ”Troldfjeldet” i erindring, fortæller den før så utrøstelige ægtemand hustruen, at han elsker hende. ”I don't think death is very important, not so important as love. I'm glad now it's me that shall die and not you. I wish for you everything that's good in the world. I love you.”

Meget store ord hos Maugham: ”Men størst er kærligheden.”

MAUPASSANT OG "HOSEKRÆMMEREN"

FILOSOFISKE NEDSLAG I MAUPASSANT

Maupassant indleder en novelle med at gengive en avisnyhed om et jalousimord - kun for at tilføje, at det hverken bevæger eller undrer ham, endsige interesserer ham det fjerneste.

Derimod får det ham til at mindes en vidunderligt skildret dæmrings-sejlads på jagt efter ænder i en flodpram - hvorunder han forklarer hvorfor han kan elske sumpene på en helt anden måde end det upersonlige og voldsomme hav helt uden stedsangivelser og mulighed for lokalkendskab.

Aha-oplevelsen kommer, da vi til sidst hører om den anskudte krikand, der igen og igen opsøges af sin kredsende og fortvivlet skræppende mage, som de til sidst også vælger at skyde - af medfølende forståelse for de elskendes uadskillelighed.

Med andre ord: De gode skriver ikke et "debat-indlæg" med en velkendt pointe og alle dens fortærskede argumenter akkompagnerede med lige så forudsigelige tærsk til alle modargumenterne. Nej, de begynder et sted og ender et helt andet - og dog hænger det forunderligt nok sammen.

Maugham kan den samme kunst at lade en novelle handle om en ren digression i forhold til dens detektiviske oplæg. Men sådan spontaneitet kan ikke fakes eller konstrueres - og må i øvrigt ikke forveksles med "eksperimentelt" kaos, der nok oftere er et dække for ambitiøs uformuenhed.
----------
I en anden novelle konverserer et modent selskab om spørgsmålet 'kærlighedens holdbarhed' - hvilket minder mig om at min mor i sin tid hævdede kun at have set ét lykkeligt ægteskab.

En ældre herre kommer herunder i tanker om et besynderligt tilfælde halvtreds år tidligere, der udspillede sig på det Corsika, som selskabet i denne aftens sjældent klare lys akkurat kan skimte hinsideds havet - men som for de fleste dannede verdensborgere er langt mere ubekendt end både det fjerne østen og Amerika: helt uden gnist af nogen art forfinet kulturtradition som vi kender det fra Italien og Grækenland, sprogligt, kunstnerisk eller håndværksmæssigt.

Den dengang unge mand på primitiv bjergrejse søgte en aften husly og forplejning hos et ældre barnløst bonde-par af den aller mest beskedne art. Men konen viste sig at tale et glimrende fransk samt at kende Paris indgående.
Og hun viste sig oven i købet ret snart at være identisk med den oberstdatter i besøgerens forældres kreds, der halvtreds år tidligere havde vakt skandale i Paris ved at forelske sig i ung officer og stikke sporløst af med denne.

Men intet havde de to fortrudt, de elskede stadig hinanden, om end for længst uden passion, og var lykkelige i deres simple liv helt uden teatre, aviser, elegant konversation og fornemme selskaber - selv om manden nu er 80 år gammel, stokdøv og intet opfattede af samtalen.

Fortælleren skuer efter at have fuldført denne beretning atter henført ud over havet mod det mystiske Corsica, hvor han som ung oplevede dette for aldrig siden at vende tilbage. Og heri er der en ejendommelig og helt tilfældig pendant til Blichers berømte rammebetragtning i fortællingen "Hosekræmmeren" om Alhedens ørkenlignende melankoli og dens dragende fatamorgana- der på beslægtet vis får ham til at mindes en anderledes katastrofal kærlighedshistorie i sin tid: en modhistorie, hvor forældrene og konvenansen fik lov til at styre, modsat i Maupassant's fortælling.
-------------------

Naive og socialt opstadsede mennesker flasher gerne umotiveret og kluntet i forbifarten deres fortrolige omgang på fornavn med mere etablerede standpersoner. Og på samme vis skal jeg her lige nævne, at den i sin tid uhyre mediekendte genetiker Erik Bahn engang over for mig foredrog den tese, at franske kvinder genetisk set var noget særligt – også intellektuelt.

Jeg mindes dette, fordi Maupassant kan minde mig om en sart, men højt intelligent kvindelig sjæl, som forener de reneste og dybeste menneskelige følelser med en glasklar og næsten matematisk tanke. Og naturligvis lader han også adskillige af sine kvindefigurer besidde samme egenskaber. Ligeledes giver hans matematiske eller om man vil systematisk botaniserende sind sig udslag i næsten symmetrisk sammenhørende fortællinger, som afdækker hver sin kombinatoriske variant af et fænomen.

Fortællingen ”OLIVENLUNDEN” handler om en statelig mand på alle måder født til stordåd og medgang, men som vi møder i moden alder og i egenskab af en stadig uhyre fysisk vital præst på landet.

Forhistorien får vi denne gang ikke af en af beretningens egne personer i egenskab af fortæller, men derimod af den gammeldags alvidende forfatter selv. Den engang unge mand var i en del år kæreste med en skønhed, som han dog til sidst afslørede i utroskab til fordel for en rig greve. Da han blev aldeles ude af sig selv af vrede, parerede den skrækslagne kvinde ved at fortælle at hun var gravid . Men da han tværtimod nu agter at udslette et afkom besmittet med denne syndige kvinde, forsikrer hun ham i panik om, at barnet ikke er hans, da hun vel i så fald for længst ville være blevet gravid med ham - og hun nøjes derfor med at blive forstødt. Den bedragne vælger siden at blive præst for at genvinde sin sindsligevægt i et liv helt uden erotik.

Den dag læseren møder den prægtige mand, hvisker hans husholderske, at en landstryger ønsker at tale med ham - og hun bliver efterfølgende standsmæssigt indigneret over at personagen helt ukorrekt bliver inviteret til at spise søndagssteg og drikke vin sammen med præsten.

Landstrygeren fortæller nu om en opvækst som infant terrible hos nok nævnte greve og dennes hustru, som han snart lærte at tyrannisere med sin vilde sind og sin skræmmende fysik. En kriminel og hårdhudet løbebane hinsides tugt og forbedring kulminerede, da han efter moderens død af den rige greve blev forsøgt spist af med en yderst moderat apanage. Som straf bandt og brændemærkede han greven og stjal så en anderledes passende stak pengesedler i forhastet tiltro, til at greven ikke turde lade verden kende sin skam.

Men efter nogle års fængsel er knægten nu klar til også at tumle møde præsten: Ja, for stik mod grevens tryglende advarsler endte moderen med på sit dødsleje at give efter for den bomstærke og vildsindede søns krav om at vide hvem der var hans far – for den godmodige greve kunne det da umuligt være. Det med faderskabet havde nemlig blot været hustruens sidste udvej for at slippe levende fra den historie.

Præsten blive nu rasende og fortvivlet over at være ophav til en den nu døddrukne satan og geråder i slagsmål med knægten, der herunder får fat i skærekniven, inden han selv ramler og herunder knuser stuens lampe. Da stuepigen skræmt af den efterfølgende tavshed i nattemørket tilkalder hjælp fra landsbyen, ligger præsten med overskåren hals, mens knægten ligger og snorker på gulvet.

Ugerningen er åbenlys for alle - og slet ingen ænser i henhold til vor alvidende fortæller den mulighed, at præsten selv kunne have taget sit liv af fortvivlelse – og for i bogstaveligt talt samme hug at sikre sig sit afskyelige afkom den eneste helt passende og retfærdige straf for sit skruppelløse levned...

Naturligvis uden at postulere en forud planlagt symmetri vil jeg nu spejle denne fortælling i historien om en ægtemand hvis vidunderlige kvinde end ikke syv fødsler i rap har kunnet fratage hendes ynde – men som til sidst får nok og derfor i på engang moderne og klassisk elegante formuleringer fortæller manden, at han er besat af jaloux rædsel for at miste hende og derfor med vold og magt uværdigt har sørget for at holde hende i en tilstand af konstant graviditet for at forringe hendes fascinationskraft. Han ser kvinden som en blot avlsmaskine, og hans eneste form for erotisk besættelse er jalousien.

Manden er diametralt modsat vor præst ovenfor helt ude af stand til at blive farlig, men fortvivler og forstår intet. Hustruen sætter nu trumf på ved at fortælle ham, at ét af deres syv børn ikke er hans, men hvilket af dem vil hun ikke sige. Ude af stand til at vide, hvilket af børnene det herefter vil være ham en komplet umulighed at elske, går han aldeles fra koncepterne: ikke udadtil, for det tør den høje herre ikke, men ved herefter at lade hustruen leve sit liv som guddommelig og åndfuld drømmekvinde ude i det elegante byliv, mens han selv i fritiden kaster sig ud i et udsvævende, men opslidende levned.

Efter seks år spørger hun ham om han har fået nok, og da han indrømmer sin fortsatte fortvivlelse ved nævnte uvished, fortæller hustruen ham, at samtlige syv børn er hans, og at det med utroskaben alene var en straf og et middel til at slippe fri af hans jerngreb med hende i rollen som avlsdyr. Ellers havde hun bare i mellemtiden fået yderlige fire børn. Og den moderne kvinde afviser rollen som udelukkende reproduktions-vehikel.

Ved disse ord tillige med synet af hendes velbevarede skønhed dæmrer det nu for manden, at den maskuline drift i årtusinder er blevet forfinet til en mangfoldig sans for kvindelig skønhed, charme og ynde som han slet ikke har påskønnet, men alene set som et statussymbol – men samtidig som en trussel. ”Skal vi være venner igen?” spørger hustruen, og han takker undseligt, idet han for første gang fornemmer en helt ny følelse, langt prægtigere end kærlighed i dens mest simple og primitive form.

Man bedes her bemærke, at både den vilde præst og denne histories lige så gammeldags, men i dog moderne afmægtige ægtemand af deres kvinde bildes på ærmet, at deres afkom ikke er deres eget. I et ene tilfælde for at redde livet, i det andet tilfælde for at få luft og vinde frihed til udleve sin kvindelighed i alle dens sjælelige og åndelige dimensioner og facetter. Men de to historier udvikler sig unægtelig i en vidt forskellig kombinatorik. Præstens tilkommende havde faktisk en affære, mens den guddommelige kvinde end ikke efter at have lammet sin ægtemand var ham fysisk utro.
--------------------------------
Jeg nævnte den lysklare cartesiske tankegang, som for resten ikke længere er nogen almindelig dyd i republikken – hvordan førnævnte genetiker nu vil forklare dette. Men jeg kan af en gammel kærlighed til logik ikke undslå mig for at bemærke ægtemandens første replik efter hustruens forsikring om at det med utroskaben var en løgn: ”Hvornår løj du så – dengang eller nu?” Ja, for så snart vi ved at en person lyver, kan vi ikke længere stole på hans ord. Og at hun ikke er hævet over løgn, det ved vi nu: For selv hvis det skulle være usandt, at hun løj dengang, så lyver hun følgelig desto mere nu.

Selv har jeg for kun få år siden parallelt udviklet ganske den samme tankegang, idet jeg havnede i gennemført professionel unåde, skønt jeg dog forinden både havde været meget anvendt og herunder modtaget helt uforbeholdne roser ikke alene fra de endelige aftagere, men også fra nogle af de selv samme kolleger, som siden hejsede alle vindebroer op for herefter helt at ignorere såvel spørgsmålet om forklaring som alle håb om tugt og forbedring i mellemtiden.

I min private kvide indså jeg på lignende vis som vor fortvivlede ægtemand, at da jeg vist selv var i begrædelig grad uforandret, så måtte de agerende instanser selv være enten løgnagtige - hvad enten man nu løj dengang man roste eller dengang man afatisk forgræmmmet diskvalificerede mig landsdækkende. Eller også måtte de være i besiddelse af en så svag og labil dømmekraft, at de åbenbart behøvede en halv snes år for pludselig at opdage, at jeg kun var en distanceblænder. Men også i det tilfælde må man spørge: Med en så komplet vaklende dømmekraft - ikke at forveksle med al sund udviklings iboende progression - hvilken af de to lige oprigtige domme skal vi så have tiltro til: Den første eller den anden?

Og hvor meget mere tiltro bør vi omvendt ikke have til dømmekraften hos den forsmåede, som i al beskedenhed trods alt formår at gøre nærværende overvejelser – overvejelser som kun få herefter ville mistænke vor modpart for at kunne præstere, såfremt den selv engang måtte geråde i en lignende forlegenhed...

Faktisk husker jeg nu også engang en professionel akademiker fik en aha-oplevelse over ganske samme logik, da en politiker offentligt indrømmede at have løjet. Ved den lejlighed oplevede jeg det dog som ret naivt at udbryde ”Heureka!”: for det forekom mig pedantisk at gøre megen ståhej ud noget så indlysende. Men også fordi der i det tilfælde ikke var nogen speciel gevinst eller åndelig ”merværdi” i skolastisk at udpensle denne ”opdagelse”: For når en person indrømmer forsmædeligt at have løjet og bedraget, ja så er det jo nok dette som er sandheden, eftersom løgne jo normalt tilsigter at forøge ens bekvemmelighed snarere end at bringe en i miskredit.

I mit selvoplevede tilfælde var løgnagtigheden (alternativt en lallende labil dømmekraft) derimod så langt fra at være nogen indrømmelse fra modpartens side noget, som jeg selv måtte bevise algebraisk for på judo-agtig vis eller i stil med fordums udbryderkonger at sno mig fri af overmagtens tilsyneladende ubrydelig lås.

I Maupassant's historie virker den tilsvarende pointe heller ikke spor pedantisk: For den arme mand betyder den selv samme erkendelse nemlig så langt fra at være en anæmisk truisme, at han selv trods både hustruens og sin egen bedste vilje stadig ikke er i stand til at finde sjælefred, nu hustruen har indrømmet at besidde løgnagtighedens gave: For måske har hun bare omsider fået en smule medlidenhed med sin i årevis forpinte ægtemand? Hvilket paradoksalt nok med djævelsk logik blot uddyber al hans kval – hvoraf en sand misogyn endda kunne tage anledning til at formode at også dette med medlidenheden blot var en lovlig from antagelse...
-----------------------------


Den cartesiske logik finder vi også i historien om en om en uværdigt genert tøsedreng af en ung ægtemand, der ved en lejlighed ikke tør tro nok på en aldeles dårende, men ham ubekendt kvindes gentagne signaler til at indlede en konversation, men forgæves venter på fuld vished uden at turde sige et ord. Da tiden og lejligheden slipper op, mister han besindelsen og griber til, hvad forfatteren genialt kalder ”kujonernes særlige udgave af mod”: dvs. en desperat forgribelse i sidste øjeblik, der naturligvis vækker ramaskrig og skandale.

Historien er nu den, at en bekendt af familien beslutter sig for sammen med en kollega at opsøge den sagsøgende kvinde og hendes forældre for at få dem til at skrinlægge sagen mod den skandaliserede mand, som allerede er rigeligt straffet som genstand for offentlig hån og rygtets hurtige udbredelse. Under besøget hos kvinden og hendes forældre bliver han imidlertid selv så betaget af hende, at han indleder en anderledes frygtløs flirt som hastigt udvikler sig. Da han herunder henleder opmærksomheden på den skønnes i grunden umotiverede forskelsbehandling af ham selv og den anklagede ægtemand med akkurat det samme begær, kundgør hun først med cartesisk klarhed, at der mellem begæret og handlingen nu engang gives et rum for den personlige respekt.
Men hertil føjer hun, at de to mænd slet ikke kan sammenlignes, for vor mægler finder hun modsat den første både smuk, veltalende og klog at konversere med...

Helt vidunderligt: For er det ikke netop den art ”uretfærdigheds-betragtninger” man i pubertært spekulativ bagklogskab af og til kunne gøre sig om kvinders inkonsekvente behandling af de dristige som snart uimodståelige pragtelskere, snart foragteligt ubeherskede liderbukke uden sans for andre egenskaber hos kvinden end de fysiske? Ja, de mest filosofisk anlagte af os kunne endda tænke den tanke, at endog voldtægt rent undtagelsesvis kan være så gennemførte i sin musikalske ”performance”, at den formår at udvirke fuld godkendelse med tilbagevirkende kraft – selv i de tilfælde hvor adskillige både uafhængige og pålidelige vidner kan forsikre i byretten, at der helt indiskutabelt var tale om voldtægt.

Jo, men nåden er nu engang ufortjent både i himlen og i jordelivet. Så hvis sagsøger helt frit og uden uforbeholdent frafalder enhver klage og alle krav på godtgørelse endsige beskyttelse – så må retfærdigheden afmægtigt vige for nåden. Kun mord er en anden historie, for her har ofret jo desværre ingen mulighed for at give synden sin retroaktive velsignelse.
Men eftersom gerningsmanden jo ikke kunne regne med retroaktiv godkendelse, kunne man nu i grunden stadig insistere på at retssystemet må have sin egen upartiske og irreversible gang helt uden skelen til personlige grille og hensyn.

----------------------------------
I historien om den skandaliserede feje liderbuk af en ægtemand med en både god og anset forretning i Paris får vi til sidst at vide, at han som genstand for almen latter, foragt og afsky snart sygnede hen under den hånende hustrus pligtskyldige pleje og til sidst døde.

Et beslægtet tilfælde af hensygnen i æreløshed har vi i historien om en gavtyv, som aldeles uretfærdigt og alene grundet en personlig fjendes vidneudsagn anklages for at have taget og beholdt en tabt tegnebog med et endog betydeligt beløb. Han bedyrer at han selv blot bøjede sig for at tage et stykke snor op, da han er sparsommeligt anlagt, men intet har med tegnebogen at skaffe.
Til sidst melder en helt fremmed person sig med tegnebogen og hævder at have fundet den i gadens skidt og møg, hvorpå den uskyldigt anklagede må løslades. Men rygtet vil ikke overgive sig: For at gavtyven og gnieren ærgerligt nok for at redde sin røv til sidst har måttet betale en fremmed for helt tilfældigt at ”finde” den stjålne tegnebog, det kan enhver jo sige sig selv.... 

-----------------------

Historien om den modige og stolte Rachel på et parisisk bordel under Den Fransk Tyske krig kan passende læses sammen med det berømte forlæg til Blixen's mod-historie om den standhaftige kvinde der ydmyger den tyske officer der forlanger erotiske modydelser for at vise en smule menneskelig velvilje. For da en ubehøvlet og endda sadistisk tysk officer vil tiltvinge sig den udsøgte luders gunst med ordene ”Alle Frankrigs kvinder tihører os”, håner hun ham med de ord, at hun ikke er nogen kvinde men kun en luder og derfor kun passende for en tysker.
 Da soldaren nu vil slå hende, stikker hun ham ihjel med en kniv og flygter. Trods eftersøgning finder soldaterne hende ikke, for hun har søgt tilflugt klokketårnet hos den lokale præst – hvis eneste modstand hidtil har bestået i symbolsk ikke at ville ringe med kirkeklokkerne, trods mange troendetyske soldater. Men ringe med klokkerne gør han så desto mere nu i både tide og utide – og med fryd fordi han nu kan vise patriotisk vilje ved at gøre det normale: blot så ofte og så meget at alle må tro at enten himlen elle hekseri må være indblandet, hvorfor slet ingen finder på at lede dér.
-----------------------------
En anden bordelhistorie bringer derimod historien om Babettes Gæstebud i erindring: For ganske som i den historie nydelsen af de mest udsøgte spiser blasfemisk eller i hvert fald noget uortodokst formår at udvirke Helligåndens forsoning såvel melem gamle fjender som i den enkeltes sjæl og livshistorie – således sker der i Maupassant's historie det, at luderes dybe og grådkvalte sjælsbevægelse ved at overvære de overjordisk smukke kirkelige handlinger under konfirmationen af bordel-ejerindens niece stemmer deres sind i en sådan mildhed at de den næste dag bevilger helt gratis ydelser til alle som var der tale om en art kirkelig nåde og velsignelse.

Sluttelig vil jeg nævne historien om hvorledes by efter en velhavende yderst moralsk dames bud på hendes regning udsteder en pris til en utvivlsom jomfru – men til sidst nødsages til noget i strid med den oprindelige tanke at give prisen til en ekstremt genert mors-dreng og komplet umulius i kærlighedens anliggender. Han ender grundet alle de penge og den megen hyldest i løbet af få dage i en total brandert som forbliver hos ham gennem mange års aldeles skamløst skørlevned, og nogle år dør af delirium tremens.
 Han får sågar et øgenavn – som endda hurtigt bliver en almen talemåde eller idiom i byen for begrebet ”en født døgenigt og skørlevner.”

Men den hartad surrealistiske eller mytiske anekdote indrammes af en aldeles nøgtern beretning om en mand, der på forretningsrejse i en by tilfældigt genser en bekendt fra de helt unge dage og udveksler minder og levnedsløb. Herunder ser ungdomskammeraten tilfældigvis på gaden ser en drukkenbolt og udtaler med indforstået foragt ovennævnte så skuffende ”jomfru”s øgenavn – hvilket fortælleren naturligvis undrende må spørge ind til, hvorefter vi får den skitserede beretning.

Men inden da har den selv samme ungdomskammerat med stolthed foredraget grundigt for besøgeren om byens stolte historie helt tilbage fra Cæsars tid, dens krigshelte og monomenter. Og efter at have forklaret det besynderlige øgenavn, han som en digression stemplede den forbipasserende drukkenbold med, vender han tilbage til det sagligt historiske og fortæller: At han nu engang er en stor patriot på sin bys vegne og derfor anser alle englændere for at fortjene den skuffende jomfru's øgenavn. For ganske vist har det jo for ganske nylig været tyskerne der var fjenden, men den i blodet nedarvede urfjende er og bliver dog de uforbederligt barbariske og troløse englændere, som alene fortjener al mulig foragt - og ikke de på bunden indrømmet civiliserede og kultiverede tyskere.
Således ser vi atter hvorledes en fuldstændig tilfældig digression bliver den egentlige historie – om end den i dette tilfælde atter flettes barokt, men dog psykologisk-sociologis realistisk ind i rammehistorien.