Vist kan vi le ad alle de bagateller. Faren er imidlertid den, at de kan bruges til at latterliggøre folk der i anderledes alvorlig forstand plagieres og bliver til grin for deres egne penge og arbejdskraft. F.eks. når man i egenskab af anmelder, konsulent, redaktør - eller blot "faglig rival" i almindelighed - refuserer, fortier eller bagatelliserer arbejder - for dernæst selv at gøre brug af det underkendte.
Når de ramte så jamrer, kan man dernæst leende spørge: "Men tror denne komplet ukendte hr. NN ("vi stavede da forhåbentlig navnet korrekt?") da virkelig, at slet ingen andre kunne få den samme geniale ide - end ikke vor så fremragende og berømte professor MM?"
Så er sejren både billig og sikker - ja, men det er rigtignok at udnytte en fortrinsstilling.
For denne patent-latter besvarer slet ikke spørgsmålet, hvorfor den fremragende MM med alskens fortrin, spalteplads osv. så alligevel først efter at have læst denne "hvad-var-navnet" lige pludselig fik den ide at skrive akkurat det samme - eller kom i tanker om, at han skam havde tænkt det samme uden dog at finde det oplagt til publicering, - for han er jo som alle virkelige åndspersoner et ydmygt menneske.
Både spørgsmålet og dåse-latteren med eller uden firma-logo kan skam i det enkelte tilfælde være berettiget. Ja, men det må bedømmes fra sag til sag: Jo særere tanker, jo mere ejendommelige og karakteristiske udtryk, billeddannelser, humor og associationer, og jo mere - nåja "originale" - påfund, desto mere usandsynligt (men indrømmet ikke helt umuligt) er det, at en læser efterfølgende pludselig kommer i tanker om, at han skam da forresten har tænkt det samme og sjovt nok endda er helt enig.
I blødere tilfælde kan der være tale om kvantitet: Dvs. ingen af de enkelte iagttagelser og formuleringer er det spor svært at forestille sig at også f.eks. MM kunne have gjort. Men gælder dette nu samtlige iagttagelser og endda i den samme rækkefølge - så kan det da i det mindste ikke være kriminelt at bemærke, at det i så fald da er et sammentræf, at han/hun ikke blot bifaldt nylig læste, men tillige havde tænkt det hele selv først. Men sligt forekommer bestemt, og især ved med al respekt forholdsvis normale logiske ræsonnementer; så bevisbyrden er derfor langt sværere end i det første tilfælde.
De groveste plagiater er dem, hvor man samtidig stjæler "ophavets" afledte muligheder, ganske som ved tekniske patenter: idet man nemlig samtidig hindrer de pågældende i selv at komme til orde: ved at latterliggøre, fortie og udlukke og som apostlen Peter fornægte dem, selv uden ligefrem tillige at plagiere apostlen Peter (for lad os nu heller ikke gøre skarn uret): For man fratager derved de rette deres virke, frugtbare sociale kontakter samt mulige indkomster i medfør af disse eller hine ideer. Her stjæler man altså vitterlig noget fra nogen - ganske som i de grove tilfælde af klassisk marxistisk merværdi-udbytning.
At stjæle fra afdøde er derimod ret harmløst - bortset fra at man jo bruger det til at "overgå" nulevende "rivaler" med flere skrupler og fordomme. Det kan således bedst sammenlignes med falskmøntneri og alskens farverige lånecirkus, som jo immervæk er festlige og ligesom så megen anden kunst måske berettiget til statsstøtte.
Sluttelig, når en helt ung litterat forleden i samme avis kaldte Thomas Mann en af sin tids største plagiatorer, så var det derimod en futil udvanding - af den art der kan bruges til bekvemt at af-kriminalisere selv de groveste plagiat-sager.
For hvis selveste Mann var mega-plagiator, så er plagiat åbenbart lige så uangribelig som arvesynden: For hvem skal da kaste den første sten?
Og påstanden var da også rent vås: For at Mann brugte velkendt historisk/mytologisk materiale, som slet ikke lader sig fortie, og forædlede det under sin helt karakteristiske pen, med en rigdom af sære tanker og associationer - det kan jo aldrig kaldes plagiat. Så her er smilet på sin plads.
At Mann så først i anden udgave af sit Faust-værk krediterer Adorno for dets musik-teoretisk vidtløftige anslag - er også ret uskyldigt. For Mann vidste naturligvis, at ingen musik-kendere kunne være i tvivl om herkomsten: ganske som når nogen skriver en roman om en kerne-fysikers forskning.
Sluttelig bagatelliseres plagiat-sager typisk med, at intet menneske er ren ø. Derom hersker ingen skam tvivl: Men plagiat er netop at foregive det modsatte – selv i tilfælde af top-moderne motorvejs-forbindelser til fastlandet. A
t de berettigede originaler på et felt ikke på samme vis skylder at kreditere andre for deres bidrag, beror ikke på, at de er undtagelser i form af en at meteorer der er faldet end fra himlen, men derimod på: at det afgørende som de har at tilføre, vitterlig – inspiration og kulturel baggrund til trods - ikke ikke er hentet fra andre kilder; og sjovt nok heller ikke laves af alle andre med samme baggrund.
Sluttelig bagatelliseres plagiat-sager
ofte med, at intet menneske er ren ø. Derom hersker nu ingen tvivl: Men plagiat er netop at foregive det modsatte – selv i
tilfælde af top-moderne motorvejs-forbindelser til fatslandet. At de
berettigede ”originaler” på et felt ikke på samme vis skylder
at kreditere andre for deres bidrag, beror ikke på, at de modsat
alle andre er undtagelser i form af en at meteorer der er faldet end
fra himlen -, men derimod på: at det afgørende som de har at tilføre,
vitterlig – al kulturel baggrund til trods - ikke ikke er hentet
fra andre kilder. Og sjovt nok heller ikke laves parallelt af alle andre med tilsvarende forudsætninger.
Burde dette indlæg mon rettelig have været en artikel i det organ, som Mikkel Zangenberg så varmt priser i denne anledning? - Tja, også jeg er vist denne gang inhabil til at anbefale...Men hvis nu ovenstående om føje tid kan læses de utroligste steder hvortil jeg ikke selv ville få adgang - bør jeg da være spor forbavset? For hvad der står at læse i digitale medier, er jo per definition rene bagateller og dermed alles ejendom.
