Tuesday, November 10, 2009

"GENEREL INTELLIGENS"

Både adel og löfter forpligter, selv om man skal vogte sig for ikke at forlöfte sig på sin adel. En vis lejlighedsvis konsekvens er vi også forpligtede til, og derfor kan vi bruge vort foregående indläg om "social intelligens" som springbrädt til et forsigtigt causeri over det kontroversielle begreb "generel intelligens". Området er betändt, for hvor der ud over forskningsmidler også er griller og personlig äre på spil, kan käpheste få selv de dygtigste til at snyde gevaldigt på vägten.

Det synes at väre en naturlov at så snart vi får lov at nyde et bestemt privilegium, mener vi ikke blot at have gjort os fortjent til dette, siden vi åbenbart fik det ... Nej, vi mener samtidig at når andre ikke fik det samme privilegium, var også dette udtryk for tilvärelsens viselighed. Egentlig logisk nok, for fidusen ved at väre direktör, professor eller hvad nu skulle jo gerne väre at markere en forskel - ellers kunne man jo nöjes med at kalde sig dansker, mand eller skaldet. Og den forskel vil man typisk begynde at bygge et bolvärk om fra dag ét efter sin kåring.

I den forstand korrumperer alle privilegier - for ikke så snart man er blevet hädersborger, indmeldt i Det Danske Akademi, Byldendals Go-klub eller jeg ved ikke hvad - så vil man pludselig som Björn Nörgaard omvurdere alle sine tidligere värdier. Kun dengang man selv stod udenfor systemet, var der noget galt med dette - og var nävnte lapsus åbenbart systemets eneste skönhedsfejl, så var den desto mere graverende. Og himlen gläder sig som bekendt mere over én omvendt synder end over ti retfärdige. Enhver kritik af Bermuda-trekanten forstummer derfor gerne, så snart man selv er blevet taget til nåde og pacificeret.

Nuvel, denne indledning er kun relevant fordi samme art betragtning kan overföres til al snak om intelligens. Vi er tilböjelige til at hylde de intelligenskriterier hvorefter vi også selv ligger lunt i svinget, og det samme gälder naturligvis åndelige del-områder eller facetter af en tilsvarende attråvärdighed og status. Tänk således på at når akademikere roser hinandens arbejder for stor originalitet, er der meget ofte tale om et vidunderligt selvbedrag, idet de roste arbejder vitterlig ofte har deres forträffeligheder - men blot slet ikke denne ene! Når nävnte träk så undertiden spottes, og da jo oftest helt uden for nummer, gör det gode selskab derimod korsets tegn eller ignorerer det - ofte for derefter selv at overtage byttet.

Nuvel, på samme måde vil vi ofte med större gläde offentligt hylde den intelligens vi selv kan vurdere, og som vi fölgelig også selv må besidde, end al den intelligens som vi ikke besidder. Folk med specialtalenter som tegning vil helst bedyre at dette er en art intelligens, mens andre tvärtimod helst vil slå det hen i stil med negrenes medfödte irrationelle rytmesans. Dyrkerne af ideen om en generel intelligens, som er den "virkelige", vil sandsynligvis derfor själdnere väre bärere af sådanne särtalenter.

Til sagen hörer også at når vi först har fået så meget sans og kärlighed til et kunstnerisk felt, f.eks. musik,, at vi forsöger at forbedre os seriöst , får vi virkelig respekt for al den indsigt og historie i stoffet der på ingen vis kan reduceres til irrationelle griller, vaner eller instinkt. Snarere er det sådan at jo dybere vi tränger ind i et specialfelt, desto mere respekt får vi for dettes iboende intelligens i forhold til vor egen håbefulde slingrekurs. Og vi vil meget själdent finde på at reducere denne respekt ved i stedet at påberåbe os selv en desto höjere "generel intelligens".

Selve ideen om en generel intelligens udsprang i sin tid af den iagttagelse at folk der er gode til nogle ting, oftest også duer til flere andre ting - hvorfor der rimeligvis måtte väre nogle fällesnävnere. Og vist ville det også väre naivt at tro, at der findes lige så mange "evner" som der findes emner: Således at nogle har talent for botanik, andre for zoologi, nogle for håndbold, andre for fodbold, osv. Også på särområder måtte man på samme vis så hävde at nogle har talent for at tegne fugle, andre for at tegne henholdsvis blomster, mennesker og bygninger. En lignende naivitet ser vi i kulturlivet, når man i stedet for at slås velvilligt placerer hinanden i veldefinerede små båse, hvor vi så kan få rose hinanden for at holde os på måtten.

Givetvis en måde at löse sameksistensens sväre kunst, og da bestemt også langt hen fornuftigt - men naturligvis misbruges det ubevidst af bornerte smagsdommere og ordstyrer med honette ambitioner til at amputere et områdes helt genuine talenter til af empatisk pladshensyn at holde sig inden for en komisk prokrustesseng, fordi det er blevet en demokratisk menneskeret at väre filosof, kunstner, videnskabsmand, martyr eller hvad nu. Til sagen hörer nemlig at de der med forkärlighed går efter og nöje udvälger hinanden til ordstyrere, meget själdent selv er genuine talenter og netop derfor nidkärt häger om det domesticerede og bundnormale for at udgränse de selvskrevne.

Kort sagt har ethvert talent en art generalitet eller universalitet, som ingen jobbeskrivelse kan begränse. Men samtidig er det dog stadig sådan, at et talent i musik ikke behöver at väre lige så godt på helt andre områder. Den påståede näre korrelation mellem de klassiske intelligensområder er argumentet for at udskille särtalenter fra den generelle intelligens. Men meget tyder på at denne er et fantom, for virkeligheden opviser jo de besynderligste kombinationer af ekstrem duelighed og uduelighed sameksisterende selv på felter der normalt alle henföres til bemeldte generelle intelligens.

Omvendt oplever vi som nävnt ikke den dybe intelligens hos et felts store kunstnere som spor "specialt", når vi selv forsöger at nå ind i det. Ikke mere specielt end alt muligt andet, bortset måske fra i den biologiske forstand at det kan väre et felt uden helt umiddelbar praktisk overlevelsesvärdi, til forskel fra praktisk og teknisk duelighed. Tvärtimod oplever vi enhver intelligensytring som umiskendelig og genkendelig - selv på områder vi ikke tidligere kendte til. I den forstand er selv de mest ekstreme specialintelligenser generelle. Og denne påstand kan vi belyse ved at citere et skriftsted, hvor en anmelder tilkender Oscar Peterson "the greatest general intelligence" på sit felt. For det sjove er, at anmelderen her med "generel" vel alene sigter til alt under det musikalske gebet hörende. Og dog forstår man så udmärket hvad han mener: For i både henseende til kreativitet, melodisk formsans, harmonisk indsigt og rytmisk mangfoldighed er det formidabelt.

Lad mig nu i stedet fortälle om min bedstefars vise hushjälp nästen uden skolebaggrund. En gang spurgte jeg hende, om mennesker med dobbeltgängere mon også i psykisk henseende lignede hinanden. Hun svarede straks, at det kunne hun ikke tro, for der var nok så mange indviklede arveanläg i spil, at et sådant sammenträf ville väre mirakulöst. Helt genialt tänkt, for hvis alle vore anläg er indbyrdes uafhängige, så er det irrationelt at forvente total lighed mellem "dobbeltgängere". På ganske samme vis forventer vi jo heller ikke at en flerdobbelt vinder i lotto fortsätter med at vinde - med mindre der altså er tale om snyd.

På samme vis kan det faktisk også väre sådan at nogle anläg er koblede, måske for at vi lettere kan tage bestik af hinanden i tide ved at skue hunden på hårene. Men hursomhelst så er hushjälpens tilbagevisning af min naive forhåndsantagelse overväldende skarpsindig, hendes manglende skolebaggrund taget i betragtning. Og tilfäldet var ikke enestående, om end det nu oftest handlede om psykologisk indsigt. Derimod tror jeg ikke at hun besad mere end de allertarveligste färdigheder i de gängse skolediscipliner, og hun havde også psykisk haft en ret kummerlig barndom.

Igen tvivler jeg ikke et sekund på at hendes intelligens var "generel", og dog ville jeg ikke af den grund bedyre at nogen bestemt test kan kortlägge en så mangedimensional generalitet - ejheller hvis man kunne se bort fra alle själelige og eksperimentelle vanskeligheder, forskellig baggrund osv. For selv om fänomenet har en genkendelig generalitet, et karakteristisk "väsen", så er det dog ikke derfor givet, at der også på anlägssiden er tale om en tilsvarende enkelthed: Ganske ligesom benmuskler og armmuskler jo bestemt ikke er det samme, selv om begge dele umiskendeligt er muskler.

Biologen Steven Jay Gould argumenterede i sin tid for at alle intelligensfelter havde noget generelt fälles med deres nabofelter - men näppe med meget fjerntstående felter. Intet felt var derfor i sig selv mere "generelt"end andre. Og hvis man alligevel udvalgte en bestemt region af felter til at väre den centrale, var det derfor helt vilkårligt - hvorfor musikanmelderen var i sin lige så gode ret til at tilskrive Oscar en formidabel generel intelligens i hans egen region.

Spörgsmålet om en helt generel intelligensfaktor med varierende betydning for alle specialfelter, men især for de klassiske fornuftsfelter, er stadig uafklaret, for så vidt som nævnte skole stadig har sine fortalere. Kunne det mon i stedet väre en mulighed at vort intellektuelle udstyr tvärtimod består af en bunke "mikro-evner", som alle er generelle - men blot således at hver mikro-evne har forskellig vägt på forskellige färdighedsområder. Selv musikere visualiserer rudimentärt for at holde sammen på skidtet, men vel ikke så meget som billedkunstnere, de foretager også aritmetik-lignende operationer, men ikke så meget som statistikere; de analyserer sindrige harmonier, men er måske ikke dialektiske begrebsanalytikere. Tegneren er ikke kun visuel, men besidder nok også nogle geometrisk-matematiske "forstadier" osv.

Omvendt ved vi fra specifikke hjerneskader, at folk kan miste enhver elementär aritmetisk evne, mens de stadig formår at räsonnere logisk uklanderligt og nuanceret i sproglige deduktioner. Og alene dette viser, at ideen om en bestemt generel intelligensfaktor af störste betydning for isär de klassiske skolefelter må väre forkert. Kort sagt kunne man foreslå den eventualitet, at vi besidder en bunke generelle faktorer - men at et givet felt, en given färdighed får sin specifikhed alene i den forskellige vägtning af disse mikroevner. Og dette kunne så atter forklare den ofte gådefulde variation i folks talentsammensätning - selv på områder som vi klassisk opfatter som hinanden närstående.

Vort forslag har nemlig den fordel frem for en total afskrivning af g-faktoren, at det anerkender eksistensen af umiskendelige fælles "mikroskopiske" ur-operationer på ret forskellige områder - men derudover tillige forklarer det genkendelige intelligenselement også i de umiddelbart set meget specielle funktioner. Således kan man nok hævde at selv om harmonisk analyse forudsætter et indre øre, der atter skal optrænes, er den analytiske komponent umiskendeligt klassisk.

Efter denne vor dumdristigt anmassende fremtrængen mod Nilens og visdommes kilder hinsides ethvert velment kulturredaktionelt råd skylder vi sluttelig at henlede opmærksomheden på, at der gives såvel østlige og vestlige skoler som bekender sig til den tro at de fleste mennesker på bunden har nogenlunde de samme intellektuelle potentialer, uanset hvad de kan præstere her og nu. Tanken er smuk og kan endda have megen sandhed; især er den pædagogisk sund både ved sin opbyggelighed og ved at honorere hvad der skal honoreres: En verdensmester på et felt vil anerkendes for sin præstation, men behøver ikke derfor at pukke på sin medfødte udvalgthed - for skæbnens og lidenskabernes veje er uransalige. Og i övrigt kommer intelligensen lige som kärligheden själdent når vi jagter efter den.

En modificeret variant af nævnte skole kunne lyde, at hvis nu vort intellektuelle udstyr i virkeligheden består af en bunke mikroskopiske ur-operationer, der i vid udstrækning er indbyrdes uafhængige, også genetisk, så vil af rent statistiske grunde vore indbyrdes forskelle på de mange forskellige mikro-områder oftest udligne hinanden, således at vi overordnet set næppe har meget at lade hinanden høre, når alt kommer til alt. En pensioneret og derfor legitimt beruset hjerneforsker bedyrede således forleden på Palæ Bar: "Vi mennesker har den hjerne vi skal have - det afgörende er hvordan vi bruger den." Og fra fulde folk skal vi høre sandheden.

Hvis vort beskedne forslag til en oplösning af den beskrevne gordiske knude nu uventet skulle indbringe os Nobel's Fredspris i selskab med Henry Kissinger og Frank Esmann, vil det väre en oplagt anledning for os til omgående og ambulant at omvurdere såvel Nobels Fredspris som Henry Kissinger og Frank Esmann. For ingen skal beskylde os for at väre urokkelige stivnakker, der hviler på laurbärrene i strid med al god empirisk tradition.