ELGJAGTENS STRID MELLEM SUNNIER OG SHITER

PRÆLUDIUM
En aften unden elg-jagten - der varer helt til jul – mødte jeg denne elgtyr tæt ved jægernes skydetårn. Så jeg overtalte den under fire øjne til at skifte stamværtshus for en tid - på linje med så mangen anden platugle, der klogeligt iagttager en lignende vekseldrift af hensyn til kreditorerne: uden dog i øvrigt at skilte med andre landbrugs-tekniske bekymringer og gøremål.

Ganske ligesom Caspar Davids berømte munk i bjergene er elgen den lille gråsprængte skikkelse i baggrunden. Munken drømte selv om grå anonymitet, men endte mod sin vilje som en global berømthed – mens alle normale mennesker omvendt drømmer om verdensry og ender som håbløst anonyme kendiser. "Vi føres", som de gamle kirkefædre sagde – og meget taler for, at de havde ret....

Men hvad så med elgen? Ja elgen – den drømmer naturligvis om udsigten til snart at blive lige så berømt som Caspar David Friedrichs grå munk – hvilket vi altså her forsøger at hjælpe den med efter ringe evne. Og mon ikke dette er hvad de lærde kalder ”kitsch”? Javel, men i alt dette selvoptagne drømmeri bemærker elgen slet ikke jægernes skydetårn til højre i billedet: hvorfra den risikerer at blive skudt den dag i morgen ved daggry. Oh Vanitas, oh Vanitas!

Nuvel – efterfølgende digtede jeg spontant en fantasi om, hvorvidt ofrene for elgjagtens vidtløftige kugleregn bør bære skylden selv på linje med de mest udfordrende voldtægtsofre samt profetens stædigste krænkere. Ja, for slags kan fuldt normalt begavede mennesker da vel ikke afhandle dag efter dag i årevis i ramme alvor? Jo - det er netop det vi kan....

Mangen ordentlig avis ville derfor nok afvise vor lille fantasi med det samme tavse ubehag hvormed husets herre fjerner den hundelort, som vejens drenge han anbragt på dørmåtten oven på søndagsavisen - helt uden efterfølgende at nævne sagen for nogen, selv ikke for sin hustru.

"Unødig provokation" - åh, en meget interessant bemærkning, men hør engang: Vi troede da ellers, at det netop var retten til at provokere og karikere, I forsvarede med sådan iver? Nu forstår vi altså slet intet mere...

Nåh – så det er tolerancen og slet ikke ytringsfriheden I forfægter. Hvor er vi dog dumme, dette forklarer jo straks sagen, og vi tilbagekalder vort vås. Men hør da i det mindste som et plaster på såret så lige et par folkelige elg-vitser.

ELGJAGTEN med dens mange tragi-komiske incidenter har nemlig som alle livets andre felter sin helt egen vittigheds-flora – begyndende med den døve gamle konge, der under klapjagt skød en klapper, selv om denne udtrykkeligt råbte ”Jag är inte älgen!”. Thi hans majestæt Konungen ”tyckte bestämt att mannen ropade: ”Jag ÄR älgen!” ”

Men hør engang: Man skyder da vel ikke en elg, der lige har vist sig fuldt kapabel til at præsentere sig mundtligt? Jo da: Det er nemlig lige det vi gør, når elgen opfører sig så dumt og går lige i fælden, forblændet af sin naive trang til at imponere med sine talegaver – ganske ligesom Det gamle Testamentes indbildske Josef, som hans brødre til slut straffede straffede ved at smide ham i en tom brønd i ørkenen. For så var den torsk til elg da virkelig selv ude om det!

En fuld bonde var trods sin promille mand for et velrettet skud på en skovtraktor, der noget uforsigtigt eksponerede sig i skudlinien. Ud af traktoren springer forståeligt nok traktorføreren som en trold af en æske - velsagtens bondens gode nabo. Bondens lige så beduggede og for længst hjemmebrændte søn udbryder: Men far – bør vi ikke også skyde kalven?".

–----------------------------------

Så fik vi da overstået det præludium – omtrent som gamle dages obligatoriske ”Filosofikum” som adgangskrav før ethvert universitetsstudium. Men Chopin forpligter nu engang, om man så må sige...

OM PROFETENS SANDE ARVING
Under den tilstundende elgjagt må man som sagt regne med, at et uforsigtigt menneske - ja på en god dag endda to - skydes af ren vanvare. Derfor foretrækker forudseende svenskerne at holde sig fra skoven lige indtil jul.

Men et vigtigt debatemne hvert år er nu, hvorvidt jagtens uheldige ofre selv er skyld i deres skæbne eller ej. En skole hævder nemlig, at det forholder sig med dem som med de mest letsindige voldtægtsofre samt de mest åbenlyse provokatører mod islam, der selv har udfordret skæbnen. En anden skole holder derimod galant på, at velkendte og universelt menneskelige svagheder ikke bør udfordres, og at ansvaret derfor påhviler provokatøren.

Ingen af parterne rokker sig det mindste og fortsætter med at beskyde hinanden med de samme fortærskede argumenter: For hvis modparten mekanisk gentager sit, må vi jo også gentage vor gendrivelse af hans vås: ganske ligesom den tålmodige matematiklærer, der jo heller ikke kan komme til Muhammed med sin faglighed intakt - og derfor må insistere på, at Muhammed nu engang må komme til bjerget.

Den svenske debat om elg-jagtens ofre har nu kørt i årevis som en futil skyttegravskrig, under deltagelse af professorer fra alle humanistiske fakulteter der nemlig frygter at blive overdøvet af hinanden og derfor nu lader deres studenter undervise hinanden i mellemtiden –og det er længe.....

Debatbøgernes omfang og mængde svulmer stadig: At mene noget i den sag og gentage det ved enhver given lejlighed regnes nemlig for en intellektuel dyd, og for mange i storbyerne er det sågar nu blevet et levebrød. Tusindvis af private blogge derom ikke at forglemme.

Naturligvis ønsker ingen i grunden at betale for denne evige liturgi. Men man er tvangsindlagt som civiliseret borger med trusler om tab af både stemmeret og valgbarhed som straf for forsømmelighed. Og begge parter sponsoreres som veritable gladiatorer udi kedsomhed af konkurrerende organisationer med snart privat snart statslig kapital i ryggen. Førstnævnte kategori praler i den forbindelse af selv at tjene deres egne penge - skønt de af den anden kategori omvendt affejes som betalte medieludere.

Men folk er frygteligt bange for at gå glip af noget og sakke agterud, så ved konferencer og paneldebatter er der en ivrig tilstrømning af mennesker, der her får lejlighed til at gøre deres hoser grønne på bjerget og selv sige akkurat det samme som en rigtig professor eller en landskendt forfatter. Akkurat ligesom med japanernes karaokesang – der så afgjort er det fornemste bidrag til demokratiet siden kvindernes stemmeret: nu med held overført til bog-udgivelsernes opreklamerede verden.

Dog holder jeronimusser stædigt på, at man i fortvivlelsens selvhjælp her er nødt til at skelne mellem bøger og "bøger". Ja for ganske som ved anden inflation forsvinder the real thing jo ikke, blot fordi man demokratisk udvider ordets betydnings-omfang indtil udvanding. Omtrent som en del gammel-danskere halsstarrigt fastholder, at Ny Dansk med al respekt nu engang aldrig kan blive helt det samme som Gammel Dansk.
Ja for ellers ender det med at Karen Blixens sorte tjener Farah får ret i sin definition af begrebet ” en bog”, dengang han bebrejdede baronessen, at hendes løse skriverier flød over hele hendes mahogniskrivebord: – hvorimod Biblen: se det var en rigtig bog, for den hang trods sin tykkelse solidt sammen i ryggen. Men alt hvad der hænger sammen i ryggen og dertil er forsynet med et isbn-nummer samt en udsalgspris, fortjener til gengæld denne attråede titel og måske endda gyldne laurbær.

Det paradoksale er dog her, at ortodoksiens forsvar mod denne inflation lige hidsigt fremføres på tinge af begge de stridende parter i førnævnte høje stand. Denne er selvsagt fuldt bevidst om at være den ansvarlige elite: en elite der jo risikerer at blive andenrangs-borgere i deres eget rige, når Gud og hver mand nu ligeledes kan begå blogge og artikler om det samme – blot med enkelte stavefejl, der heldigvis endnu gør det muligt for den skarpsindige at skelne den sande fra den falske elite. Og derfor kører der parallelt med elgjagt-debatten en lige så hidsig debat om almendannelsens sørgelige forfald i riget.

Én ting er alle stridende parter dog rørende enige om: At hvis nogen tillader sig at betvivle endsige karikere vægten af deres endeløse hanekamp og dens udløbere, så må det ses som en ondartet udfordring af selve demokratiet – som derfor i medfør af ”force majeure” her må suspendere alle de principper om snart tolerance, snart ytrngsfrihed, som parterne netop forfægter.
------------------------------------

P.S. Ovenstående har været tilbudt landets efter manges mening ypperste avis - og kulturredaktricen klarede salomonisk frisag ved helt uden anden kommentar i stedet at foreslå at send eaben videre til "et litterært tidsskrift" - skønt vi ellers nok mener at have berørt højst avisaktuelle emner med en vis litterær opfindsomhed: der nu engang er bandlyst i avissammenhæng undtagen hos de fast tilknyttede - hvorfor nævnte frisind må opfattes lige så hypotetisk, som når visse logikere erklærer deres zoologisk præference for enhjørninger.

I øvrigt er det ikke helt så sjældent jeg tilbyder aviser stof, som jeg lægger noget på bloggen. Men det er rigtignok snarere undtagelsen end reglen. En tilføjelse der dels illustrerer, hvorledes voldsofre gerne udvikler et masochistisk hang - dels rejser det skolastiske spørgsmål, hvor forfulgt et menneske egentlig skal være for at kunne kalde sig forfulgt uden straks at blive forfulgt for denne overbevisning...

BANK-MANDEN S.U.T OM EUROPÆISK SLIPSE-DAG

Bent Bendtsen og 10 andre medlemmer af hans EU-parlamentariske gruppe foreslår indførelse af en europæisk nationaldag for slipsebærere. Den berømte europæiske bankassistent S.U.T, der jævnligt i medlemslandenes hovedstadsaviser (senest søndag d. 1.11 i Berlingske) forkynder sit forlangende om fremover at blive betragtet og behandlet helt på lige fod med alle andre anonyme bankassistenter - går faktisk altid med slips og hilser derfor dette forslag velkomment. Thi, kommenterer korifæet: "Vel gør en svale ingen sommer, men vær rolige: Sommeren - den kommer..."

Men vi forbrugere er meget klogere, end SUT går og tror - vi forlanger derfor også fortsat i banken at blive personligt betjent af SUT. Vi gennemskuer nemlig straks, at sådan et sublimt poem kunne en helt ordinær bank-assistent jo aldrig nogensinde have forfattet - men alene et sandt undtagelsesmenneske. Ja, med mindre bankassistenten da forinden blev stillet i udsigt at komme på Finansloven.

For vi nøgterne pengefolk har skam slet intet mod statsgaranti for sådan umistelig national kapital - "too big to fail". Og af samme grund investerer vi skam lige så gerne i statsobligationer som i alle andre obligationer. Forretningsfolk har nemlig ikke råd til hverken fordomme, dum forfængelighed eller fanatisme - og har alene af den grund alle dage været de allermest tolerante - og det lige fra de europæiske religionskriges tid: Vi sælger således hellere end gerne våben til tumper, der vil lege røvere og soldater i Kardemommeby - men det omvendte er endnu aldrig set.

Men frem for alt: Vi forretningsfolk skilter aldrig offentligt med vor anonymitet – hvorfor vi en allersidste gang må minde S.U.T. om de strenge regler for fortsat medlemskab i Organisationen for Anonyme Bankfolk – en ære, der nemlig alt for ofte misforstås som en universel menneskeret.



P.S. Indlægget har været tilbudt Berlingskes redaktion og afvistes som altid prompte uden kommentar, som reglen jo er - hvorfor eventuelle ligheder med senere indlæg sammesteds ingenlunde kan være tilfældige. Hvilket minder mig om engang i fjor, hvor jeg forgæves plæderede for et eller andet indlægs optagelse med at det denne gang da både var et klart avisrelevant emne - og dertil bragte noget nyt. En botanisk binær distinktion, som den samme nybagt redacteur nemlig ved en konkurrerende avis snart efter ærede mig ved at genbruge i en artikel om debattens vilkår...