Med jævne mellemrum genopstår snakken om kritikernes, forlagenes og udvalgte forfatteres indspisthed. Det er her interessant, at debattens deltagere alle hører til i folden og således højst kan beklage sig over ikke at være medlemmer af alle klubber – således tilhørte Rifbjerg ikke Poul Borums klub, hvilket nu ikke hindrer os i bekendtskab med selv de mindste smuler fra den riges bord. Hvis nogen af de to vitterlig skulle have holdt andre tilbage, så hører vi derimod ikke et pip om det: for man skal være anerkendt for at kunne klage over at være miskendt! (NB!)
Jeg tror imidlertid at man skal se fænomenet mere mere generelt. Det ser ud til at være en biologisk grundlæggende arvesynd, at vi nødig giver noget uden på en eller anden måde at sørge for at tage os betalt – med mindre vi skammer os over denne kollektive banalitet. Men kritikerne og kunstnerne konkurrerer normalt ikke, for de lever tværtimod i en symbiose, hvor begge forsvarer deres seriøsitet ved at henvise til symbiosepartneren som garant. "Se, hvor dybe værker jeg formår at overgå i ånd med mit kritiske blik". "Se hvor dybe anmeldelser min kunst kræver!" Omtrent som en rockerbande er pavestolt over at blive udforsket af en rigtig samfundsprofessor.
At forestille sig en basal antagonisme mellem kunstnere og anmeldere er lige så absurd som at tænke sig mænd og kvinder som naturlige fjender. Ganske vist kan man se drengebander med en egen kultur – f.eks. rockmiljøerne, avantgardister, motorcykeldrenge osv. – som i sin glorværdige uigennemskuelighed for det modsatte køn giver disse unge mænd latterligt let spil i naturlige materier. Men skønt pigerne bliver lagt ned på stribe og derefter opfattes med sådan ringeagt, at der snart må kraftigere stimulanser til – så gælder den virkelige krig alle de mænd, der ikke er medlem af den pågældende klub. De formodede unge kraftgeniers uskyldige og generøse kammeratskaber er således en banal/genial strategi til at profilere sig socialt, økonomisk og seksuelt over for mændene uden for. Det er derfor det sjældent er spor smukt, undtagen hos de yngste, hvor det er rørende: de tror virkelig at være udvalgt af skæbnen!
Lige så lidt som sådanne unge mænd kunne drømme om at rose mænd fra en rivaliserende kultur, lige så lidt vil forfattere og kritikere fra et miljø normalt indrømme andre noget og da kun for at reducere dem, hvis det er for sent at tie dem ihjel. Det er ikke altid bevidst, men kan minde om følgende. De har nok oplevet, at mens De taler med et barns forældre, kan barnet nidstirre Dem med åbenlys objektiv foragt, som var De en død genstand som forældrene helt irrationelt spilder opmærksomhed på. At opfatte barnets blik som et signal eller som udtryk for gennemskuende kraft ville være en misforståelse, for barnet opfatter Dem vitterlig som indifferent og gør sig ingen tanker om Deres person .
På lignende vis er den darwinistiske arvesynd ofte ubevidst: det er næppe sådan, at en Borum, Rifbjerg eller hvem det nu er, har spor imod Dem. Det er snarere sådan, at hvis den pågældende ikke har fordel af at rose Dem, ja så eksisterer De uanset kvalitet ikke i hans horisont som andet end en uberettiget forhindring, en "opmærksomhedstyv".
Men uden skønhed næppe virkelig genialitet, og ondskabens banalitet er ikke spor køn. Er etikken da altid sikret via det æstetiske hensyn? Desværre næppe altid, hvad en anekdote kan antyde. Da min bedstefar ofte beklagede sig over en nabodames klodsede ben, rettede min bedstemor ham: "Den rare fru NN kan jo nu engang ikke gøre for, at hun er grim!" Hvortil han plejede at konkludere: "Nej, men alligevel – hun er for grim!"
Kære Læser: Vort NB markerere et af flere skriftsteder der i sin tid inspirerede SUT og Stjernfelt til at skrive deres pamflet om miskendthed som den nye kongevej til anderkendelse. Et andet skriftsted siger tilsvarende: "De miskendte drømmer om anerkendelse og de anerkendte om miskendthed". Hvad de to røvere fortiede med deres fordrejning var, at bemeldte nemme vej kun frister, fordi de heldige kender og frygter det som de med omhu fortier og udelukker. Flere ret etablerede folk betroede mig således i sin tid kollegialt, at også de var outsidere. Jeg sagde intet, men tog det som en ubevidst anerkendelse. -NÅ, kære læser - nu til dagens afsløring: Ovenstående tekst var en ordret kopi af en af mine filosofiske klummer i Politiken for snart 9 år siden. Nævnte virksomhed fik naturligvis snart en ende.
